Oversigt over Stefan Frederik Ni

MOD GRØNLAND.

”Haabet” stævnede for en jævn sydlig blæst frem over Nordhavet. Hvert sejl trak, og høje bølger bar det store skib frem. Nu pegede det lange, smalle bovspryd mod himlen, højt over de brusende bølger, og nu pegede det mod dybet, mens bovvandet fossede og bruste .

Ude i forstavnen laa to drenge; Poul, knap 13 aar, høj og slank med udtryksfulde øjne og en høj Pande under det mørke haar, og Niels, 11 aar, mindre og tættere i det, lys og med store aabne øjne over en kraftig næse. - Som de laa der, stræbte sejl og stag op mod den lyse himmel. Lige over dem stod forreste stængestagsejl, og ud ad bovsprydet spændte klyveren og jageren deres flyvende trekanter. Under dem sydede og bruste det, idet bovens skarpe kniv skar sig vej gennem de mægtige søer. - De to drenge nød friheden, sejladsen, havet, himlen, den friske luft, det alt sammen. Det var saa sjældent, de havde en fritime, derfor nød de den dobbelt. Deres far holdt dem ellers til arbejde: læsning, skrivning, tegning, musik og bibelske øvelser.

Ja, det var dejligt at være fri en time, men Poul nød ogsaa undervisningstimerne, særlig i musik, for musikken kunde være med til at bære hans drømme. - Han havde taget fløjten med herud. Han satte den for munden og blæste en melodi. Han syntes selv, at det lød saa smukt til havets brusen og vindens susen; men Niels brød ind: "Aah, hold op med det piberi!" Han syntes, det lød falsk, ledsaget som det var af blokkenes og faldenes knirken og knagen.

"Det lød da smukt, " forsvarede Poul sig, "en fin melodi ud af vindens og havets susen."

"Det gjorde en stor ski, gjorde det," svarede Niels.

"Fy, saadan nogle udtryk maa du ikke bruge. Far vil ikke synes om det."

”Pyt, han hører det ikke.”

"Men Gud hører, du er ulydig" formanede Poul.

"Tror du, Gud bryder sig om det, for det gør jeg ikke!"

"Jo, for paa os er endog alle vore hovedhaar talte. For ham skjuler vi intet."

"Uf t du taler, som du allerede var præst. Kunde du ikke finde paa noget bedre!"

”Bedre! Du skulde skamme dig!”

”Bæh!” raabte Niels og rakte næse ad ham.

Poul for over ham, og et øjeblik efter rullede de rundt med hinanden om livet. - Poul var langt den største, men Niels var en fast lille prop, han var ikke saadan at faa bugt med.

Poul klemte til: "Vil du saa bede om undskyldning?”

”Nej,” hvæste Niels.

Poul klemte igen, og da det ikke hjalp, sparkede han broderen over skinnebenet.

”Hø, saadan et galt spektakel,” haanede Niels, ”og du vil være præst og omvende hedninger!”

Poul slap beskæmmet. Han vidste godt, at han var alt for hidsig; det onde sind fik saa let overhaand over hans gode fortsætter. Han vendte sig fra broderen og bad Gud om en fast vilje til det gode, samtidig med at hans øjne fulgte bovsprydets tegnen paa himlen, og klyverens flugt mod vidderne, og han tænkte paa, hvor herligt det vilde være at gaa ud i perten under sprydet, helt uden for klyverstaget og svæve der mellem himmel og hav, let og fri.

Uvilkaarligt droges han mod den smalle bom og entrede ud. De maatte ikke gaa derud, det vidste han godt, men noget trak ham ud, ud i det vide rum.

”Pas paa, udkiksmanden ikke ser dig!” raabte Niels. Men Poul fortsatte. – ”Gud ser dig!” raabte Niels nu. Men Poul fortsatte, gik ned i perten og gled ud, idet han hældede sig ind over bommen.

Da Niels saa det, fulgte han efter; han var saa sikker som nogen. Snart var han lige over for Poul. ”Hvad tænker du paa?” raabte han og lo ham lige op i ansigtet.

Poul saa henrykt paa ham og udbrød: ”Hvor er det prægtigt at svæve frit mellem himmel og hav, baaret oppe af Guds kraft!”

”Da er det ikke fars vilje. Faar han det at vide, faar vi klø.”

Poul skælvede uvilkaarligt. Han fulgte klyverbommens stigen mod himlen og derefter dens fald mod dybet. En rædsel for igennem ham. Han handlede mod sin fars vilje, og saa var Gud ikke med ham; han vidste det. Han følte, han for mod et svimlende dyb, da ”Haabet” stak næsen nedad, og han skreg af angst.

Niels saa ham blive bleg og stiv i ansigtet. Han forstod, at Poul blev svimmel, han rakte ud og greb fat i hans krave. ”Hold fast, Poul, hold fast!” raabte han og skreg saa: ”Hjælp, hjælp!”

Udkiksmanden havde staaet og stirret ivrigt fremover. De nærmede sig Grønlands kyst efter en storartet sejlads. God vind og høj himmel lige fra Bergens skærgaard og hertil. Snart vilde Grønlands sydspids, Statenhuk, dukke op af havet forude, og snart vilde drivisen fra østkysten vise sig; da gjaldt det at have øjnene med sig, for løb de ind paa kanten af et isbjerg, var rejsen slut. – Nu blev han opmærksom paa drengene og gav et raab.

Aron, en lille, mørkladen, ilter matros, sprang til: ”Hvad i alverden er det, I laver her, I skulde vel nok …..”

Hvad de skulde, fik han ikke sagt, han handlede i stedet. Hurtigt gled han ud, fik Poul hevet til sig, før Niels maatte slippe sit tag, hvorpaa han bar ham ind, mens Niels fulgte efter.

”I skulde vel nok have en ordentlig omgang prygl,” skældte

han lettet, da Poul laa i sikkerhed paa dækket. ”Jeg skal melde det til eders far, hr. Hans Egede, saa faar I nok, hvad I har godt af.”

”Nej, det gør du ikke, Aron,” sagde Niels og saa ham lige ind i de mørke øjne, der lyste skarpt imod ham; men trækkene om munden mildnedes, idet han udbrød: ”Hvad gør jeg ikke, det var som ….”

”Nej, du vil ikke sladre!”

”Men hellere se jer sætte livet til! – Ja, ja, pas saa paa en anden gang, det var paa nippet til at gaa galt denne gang!”

Dermed forlod Aron dem. Paa dækket laa Poul, endnu hvid i ansigtet. Men saa kom han til at kaste op. Det lettede. Men nu græd han: Hvorfor kunde han ikke styre sig selv? Hvorfor gjorde han altid Gud og sin far imod? – Han lovede sig selv, at naar han nu kom op i kahytten, vilde han være rigtig flittig og rigtig høre og huske sin fars forklaringer.

Der lød et langt fløjtesignal.

”Baadsmanden piber!” raabte Niels straks, ”saa gælder det om at bruge skankerne.”

”Bruge skankerne! Sikken et sprog,” rettede Poul, selvom hen endnu var noget mat. ”Men vi maa af sted.”

Han slingrede endnu lidt, da han kom paa benene og søgte fremad paa det hældende dæk. Niels for rask af sted agterud, idet han raabte: ”Fang mig, om du kan!”

Paa hoveddækket kom de forbi mange af mandskabet, som raabte muntre eller spydige bemærkninger til dem, eftersom de nu var indstillet. Men drengene agtede ikke paa dem. For Poul gjaldt det kun om at indhente Niels, før de naaede den høje agterstavn med kahytterne.

”Haabet” duvede stærkt. Nu hævede hun agterenden, idet hun bruste ned ad en sø. Dækket stejlede for fødderne af Poul, og agterkahytterne hævede sig som en klippe over han hoved. Han stod og svinglede lidt, mens Niels energisk entrede op ad trappen mod kahytterne. – Poul stirrede mod den høje agterkahyt, hvor rorgængeren stod og vogtede paa kompasset. Nu girede ”Haabet” et par streger mod vinden, tænkte Poul, og det gør hun ogsaa næste gang, vi suser ned ad en bølge, og saa taber vi kursen, vi drejer mod syd, vi kommer ikke til Grønland, en skønne dag gaar vi ind i en bugt ved Amerikas kyst: grønne enge ned til vandet, skønne skove bagved og blaa bjerge i baggrunden. Ud af skoven kommer en flok rødhuder farende, svingende tomahavkerne, idet de udstøder skarpe krigshyl.

Pludselig tog Poul sig i det; han fantaserede blot. Rorgængeren var ikke født i gaar. Girede de til den ene side, girede de vel ogsaa til den anden, og kursen var selvfølgelig ret. Dog var det spændende, om de virkelig saa Statenhuk i morgen.

Imidlertid løftede bølgen atter ”Haabets” forstavn mod himlen. Poul tog fart mod trappen, og som en røg var han oppe paa det høje agterdæk. Her boede til styrbord kaptajnen, styrmænd og købmanden, der skulde lede handelen med grønlænderne. Om bagbord boede de selv, altsaa drengenes far hr. Hans Egede, der var leder af togtet; ham skulde baade kaptajnen og købmanden lyde, tænkte Poul med stolthed.

Men hvor var Niels; han kunde da gerne have ventet. - "Bøh!" lød det i det samme, og Niels for frem. Det gav et jag i Poul, og han udbrød: ”Aa, din nar!” Men han var glad ved, at Niels havde ventet paa ham. De stillede sig nu begge op ved døren med højtidelige miner og bankede paa.

Et klart "Kom ind!" lød. De traadte ind og bukkede, Poul stadig højtidelig, men Niels med et lille smil, idet han saa hen til moderen, der sad paa en køjekant med lille Petronella paa sit knæ, mens Christine lænede sig op til hendes knæ, to smaa damer var de med lange skørter og hvide kraver. Christine læste, og Petronella, eller Nella, som det ganske uvilkaarligt blev til, gentog det læste efter hende.

Niels saa lyst derhen og smilede endnu mere, og Pouls øjne blev varme og straalende, da han saa moderen med smaapigerne, for det var de enige om, at mage til deres mor fandtes ikke paa denne jord. Rigtignok havde hun været meget søsyg, men hun havde ikke givet efter et øjeblik, og hvad det vilde sige, vidste Poul fra sig selv, han havde til tider været helt ligeglad af søsyge. Niels derimod var ganske upaavirket af søen. Han var stærk og sikker som faderen.

En kraftig rømmen lød henne fra bordet, hvor faderen sad i sin lange præstekjole med de hvide snipper for til og ventede paa dem. Ja, de maatte vende sig mod pligten. Men ikke blot det - deres far drog dem uimodstaaeligt. Hans store aabne, klare øjne under den høje pande talte til dem om Gud og Verden, den fine, krumme næse og den faste mund vidnede om kraft og viljesstyrke. Her maatte de bøje sig, og var ikke alt efter ønske, var tugten nær.

De begyndte med et stykke latin. Her var Poul langt den dygtigste. Med stor tungefærdighed remsede han bøjningerne, og han læste flydende op, mens Niels hakkede i det. Det tog hans far dog ikke fortrydeligt op. Her var forskel paa den ældre og den yngre, og han erkendte det. - Saa kom de til Ny Testamente, Mattæus det 13. kapitel, lignelsen om sædemanden, der strøede sin sæd ud uden at tænke paa, om den nu kunde spire og bære frugt eller ikke, en ødsel sædemand, men det var da ogsaa Kristus selv. Drengene kendte historien saa godt, at den var der ingen vanskelighed ved. Faderen nikkede til Niels, og han fortalte løs, ikke ordret, men malende.

Straks han begyndte kom de to smaapiger. Christine satte sig paa bænken og lyttede med de store, klare øjne vidt aabne, mens Petronella blev taget op paa faderens knæ, hvor hun sad og kikkede rundt til dem alle og smilede.

Et par gange, mens Niels fortalte, var Poul paa nippet til at bryde ind, men han tog sig i det.

Da Niels var færdig, sagde faderen ikke noget om, at det var godt, men blot: "Nu, Poul, er det din tur."

Nu kom hele fortællingen ordret, sluttet med: ”Hvo, som haver øren at høre med, han høre!" Og nu kom rosen: "Det var ret, Poul, saadan skal det være. Guds ord maa ingen pille ved!"

Poul rødmede af glæde over rosen. Niels smilte lidt; han syntes, det maatte være det vigtigste at forstaa lignelsen, saa man kunde gengive den med sine egne ord.

Forklaringen begyndte meget let: Sæden er Guds ord, og sædemanden er Jesus selv. Men da Niels skulde fortsætte, kørte han i staa og fik en paamindelse om at være mere flittig, det vilde Gud belønne.

Poul remsede derefter forklaringen op. Niels kunde ikke lade være at trække lidt paa munden for at vise, at det ikke imponerede ham. Faderen saa det og vilde lange ham en lussing; men lille Nella sad endnu hos ham, og det var en saadan fornøjelse at høre paa Poul, at Egede opgav det.

Niels havde dukket sig, men saa nu forbavset op: Skete der virkelig ikke noget! Det var næsten et mirakel.

Da Poul havde fremsagt forklaringen, sad Hans Egede lidt og saa frem for sig - frem mod det vilde land med klipper og is, det, som de stævnede imod.

Alle børnene saa opmærksomt op paa ham, mens de mærkede skibets jævne slingren. - "Ja," sagde faderen omsider, "Gud give, vi alle maa høre hans ord og bevare det!" - "Amen!”, sagde moderen, og børnene fulgte efter. Og saa begyndte Hans Egede at fortælle om det mærkelige vilde folk, de skulde op til. ”Først maa vi berede jorden til at modtage sæden, og dernæst maa vi saa den. Ogsaa I, mine kære børn, maa være med til at saa ordets sæd blandt de vilde hedninger; derfor maa I luge de tidsler, som vil trænge sig op i jeres eget sind og holde jer til Guds naades ord.

Ogsaa Niels følte, at dette var rigtigt, samtidig med, at han forstod, at han slap for at læse lektien om – noget, der ellers skete ret hyppigt.

STATENHUK I SIGTE.

(Kap Farvel)

Næste dag var drengene atter paa dækket. Det luftede stærkere end dagen før. Skibets bevægelser blev større. Skulde der manøvreres med sejlene tog de et tag med i tampen.

Henne paa agterste del af hoveddækket var en stor stabel af brædder, planker og bjælker opbygget som et hus, hvis tag skraanede mod rælingen i læ side. Idet drengene kom derhen, sagde Poul: ”Skal vi ikke kravle derop? "

"Nej," svarede Niels, "du glider ned, lige ud i baljen.”

"Det kan du selv," Poul stoppede brat og brast i latter. Han kom til at tænke paa en morsom situation. "Kan du huske..." begyndte han, men blev omgaaende afbrudt af Niels: "Nej, jeg kan ikke."

"Hold mund, du ved jo slet ikke, hvad jeg vil sige. "

"Saa spyt ud! "

"Husker du, da vi sejlede fra Vaagen til Bergen. Det er nu tre aar siden, da var du kun otte aar?”

"Og saa kunde jeg hverken se eller høre eller huske, " vrængede Niels.

"Aa, lad vær. Kan du huske, at en dag vilde far gaa over et saadant skraatag og saa gled han."

"Ja, han havde lige sagt til mig, at jeg ikke maatte komme derop, for saa kunde jeg let glide og falde i vandet og drukne."

"Ja, og saa gled han selv - huit, svævede han i sin lange, sorte præstekjole ud over skibssiden."

"Og plask - der laa han i baljen!" raabte Niels og lo.

"Hys, pas paa, hvad du siger! " formanede Poul nu og saa hen mod fordækket, hvor Hans Egede sad med smaapigerne paa knæene. Alle, der gik forbi, hilste ærbødigt. Poul fortsatte: "Det var ellers farligt nok. Havde Gud ikke været med ham, saa ……"

"Jeg tror nok, det var en fisker, der sejlede forbi, der samlede ham op," lo Niels.

"Pas du paa, du ikke spotter! Far sagde selv bagefter, at det var et Guds mirakel, at han ikke omkom, og at det var et bevis paa, at Gud vilde være med ham og føre ham videre til maalet - gerningen i Grønland."

I det samme lød udkiksmandens raab: "Land forude!"

Drengene styrtede fremefter, hvor faderen sad med de to smaapiger. - "Hent mor!" sagde faderen straks, og Niels sprang af sted. Hans Egede stod stille og ventede, mens et mærkeligt lyst, henrevet udtryk laa over hans ansigt. Poul saa det, og han glemte rent at styrte frem paa fordækket for at se det land, som nu i 10 aar havde været maalet for faderens tanker og stræben. Først da moderen kom, gik de alle he1t frem paa fordækket.

Rundt om hang folkene over rælingen, men de veg ærbødigt til side for præsten og hans familie. De lænede sig alle seks mod rælingen i styrbords side og stirrede frem, Nella og Stinna dog løftet af mor og far. De kunde først intet se, men anede lidt efter lidt en mørk taagekant, som efterhaanden antog tydelige omrids og opløstes i takker og tinder, lyse i toppen af is og sne.

Hvor længe de stod der ganske stille, fru Gertrud med lille Petronella paa armen, vidste de ikke. Vandet fossede for stævnen, og ”Haabet” løb med stærk fart frem mod det land, som var maalet for deres higen. Men som landet steg af havet, syntes de ikke, det saa indbydende ud. Skarpe og stejle stod fjeldene, utilnærmelige. Drivisen fra Grønlands østkyst viste sig som øde, vældige flager, uigennemtrængelig. Udkiksmandens raab lød, og kursen ændredes i mere sydlig retning, at de ikke uforvarende skulde sejle ind i isen til natten.

Hele præstefamilien stod og stirrede time efter timet syntes børnene i alt fald. Nella og Christine blev trætte. Endelig udbrød Egede: "Gud ske tak, som førte os saa langt; han vil være med os og styrke vor gerning, sit navn til ære."

"Deroppe, hvor isen kommer fra, ligger Østerbygden; der bor maaske endnu landsmænd af os, som jeg kan tale til og retlede. Vesterbygdens folk blev allerede i dronning Margrethes tid dræbt i kamp mod de vilde grønlændere." .

"Ja, far, sagde Poul efter at have bedt om lov til at sige noget, "kan du huske, at der engang kom nogle fiskere op til Vaagen og fortalte, at et skib var strandet paa sydsiden eller vestsiden af Grønland, og besætningen var kommet i land, men blev overfaldet af de vilde, dræbt og ædt."

"Ja, jeg husker det, men det er et spørgsmaal, om de fiskere vidste rigtig besked."

"Saa bliver vi nok ogsaa ædt, sluttede Niels .

"Gud bevare din mund, min dreng," udbrød moderen. "Jeg er fast overbevist om, at har Gud ført os hertil, vil han ogsaa hjælpe os alle og gøre sin gerning.”

En matros kom i det samme og hilste Egede fra kaptajnen, om han ikke vilde komme op i styrerummet og drøfte stillingen med kaptajnen og styrmændene; købmanden var ogsaa til stede .

Gertrud og smaapigerne fulgte med op til kahytten, men drengene for, saa snart de var ene og fri, til hver sit vant, og et øjeblik efter mødtes de oppe i formærset, hvor en matros sad paa vagt, og herfra saa de landet løfte sig, og isen blive tættere - en øde verden. De sad tavse længe og gruede. Ingen forstyrrede dem. Ingen kaldte. Ingen tænkte paa undervisning den dag.

Om aftenen laa Poul i sin køje og lyttede: Tænk om "Haabet” i nattens løb stødte mod et isbjerg, som skar siden op saa skibet i løbet af et øjeblik og sank! - Han lyttede spændt efter en skraben af is mod skibssiden, ventede paa stødet, der skulde komme. Men der kom intet stød, og før han fik Gud takket derfor, sov han trygt som hele den øvrige familie .

LANGS ISKANTEN .

Drengene var tidligt paa færde næste morgen, men først da andagten var holdt, fik de lov at gaa paa dækket. – Statenhuk laa nu mod øst. ”Haabet” stod nord paa langs vestkysten. Solen lyste paa havet, paa klipperne i land og paa de drivende isflager, der strakte sig svære og mægtige, tæt sammenpakket, næsten fra skibssiden ind til de isdækkede fjelde. - Drengene hang snart over rælingen, snart i vantet, snart sad de hos udkiksmanden i mærset eller paa fordækket, hvorfra mange par øjne spejdede efter en aaben kanal i isen, hvorigennem de kunde sejle ind til landet. Men der var ingen aabning i isen, og der viste sig ingen.

Dagen gik, og der blev ikke kaldt til undervisning. Spændingen var for stor. Heller ikke deres far havde ro paa sig til at tage det daglige arbejde op.

Flere dage gik. ”Haabet” søgte nordpaa langs iskanten, men der var stadig ingen aabning i isen. Dog forandredes isens udseende. Ind imellem sejlede høje isbjerge, der i solen lyste i de forunderligste former og farver: blanke og hvide som det dejligste krystal, klart grønne som smaragder og blaa som safirer; nogle med taarne og tinder, andre som skibe for fulde sejl, en vidunderverden at se ind i, som levninger af et stivnet paradis, og Egede fortalte drengene, at sagnet virkelig sagde, at inde midt i Grønland ligger et herligt land, hvor det er sommer aaret rundt, og hvor palmerne spejler sig i dybblaa søer. Poul bestemte, at naar de kom i land, vilde han drage ind for at søge det lukkede paradis.

Imidlertid forandredes vejret. Det blev taaget, og saa blæste det op. Det blev nødvendigt at søge bort fra iskanten, for at skibet ikke skulde blive knust. Efter 'Haabet' fulgte et mindre skib, galioten.

En isnende vind blæste over havet, efterhaanden gik den over til storm. Søsyge plagede passagererne, og mandskabet blev sure paa grund af det, som mændene syntes, unyttige arbejde: stadig hiven og halen i storm og kulde, men lige vidt. Hans Egede havde ogsaa svært ved at holde modet oppe. Men een tabte ikke modet, og det var Gertrud, hans uforlignelige hustru. Hun passede lille Nella, der var meget medtaget af søsyge, og hun opmuntrede dem alle, til trods for hun selv ikke taalte det urolige hav.

Da denne sejlads havde varet i 14 dage, meldte kaptajnen, at han og styrmændene var enige om, at dette her ikke kunde blive ved at gaa; de maatte vende om jo før des bedre for ikke at sætte baade skibe og menneskeliv paa spil. - Egede bød ham samle skibsraadet, og her forklarede Egede, at de jo havde forraad til et helt aar, da det var meningen, at ”Haabet” skulde overvintre i Grønland. Det var endnu kun midt i juni, saa de kunde se tiden an indtil videre.

Styrmændene mumlede vel noget om, at det var galskab at fortsætte, men det blev ikke til direkte modsigelse, saa det bestemtes, at fortsætte i hvert fald endnu i en 14 dages tid. Og da vejret bedredes, saa de atter kunde gaa ind til iskanten og lede efter render, bedredes ogsaa humøret. Drengene kunde igen færdes blandt søfolkene uden hele tiden at maatte høre skoser om deres far, der ikke var helt vel forvaret i øverste etage og dog skulde være leder af en handelsrejse. Nu var de flinke igen, og Aron, som de holdt sig meget til, fortalte historier fra Nordland, hvor han hørte hjemme.

Men saa en nat blæste det pludseligt op, og før frivagten kom paa dækket, havde 'Haabet' stærk afdrift mod isen, der nærmede sig faretruende. Raab lød, kommando, trampen over dækket. Drengene vilde fare op af køjerne; men deres far beordrede dem ned igen. De kunde gaa i vejen for søfolkene, en sø kunde feje dem over bord; de maatte blive og befale sig Gud i vold.

Med eet lød en skraben og bragen langs skibssiden. Isen! - Da fløj ikke blot drengene, men hele familien op og begyndte skælvende at tage tøjet paa, mens de med stive ansigter ventede paa, hvad der nu maatte følge.

Men da drengene kom ned paa dækket, var alt roligt - for saa vidt. Iskanten fjernede sig, idet 'Haabet' var faldet i vestlig kurs over det stormpiskede hav. Det blæste, saa de tog efter vejret, bølgerne rejste sig svære og truende, og skibet tog slemme overhalinger; men drengene syntes egentlig, det var rigtig spænd. De var paa vej til storvantet, da 1. styrmand fik tag i dem og beordrede dem ind. Han skulde ikke risikere, at de blev skyllet over bord. Olietøj havde de heller ikke, saa de blev drivvaade. Værsgod - march, op med jer!

Først da de kom ind i kahytten, følte de sig forfrosne og vaade. Her var roligt, men skibet duvede og slingrede, saa de ravede rundt som fulde og stødte imod baade her og der, da de søgte hen mod deres mor, der kaldte paa dem. Da hun mærkede, at de var vaade og rystede af kulde, maatte de straks af tøjet og til køjs. Deres far havde af kaptajnen faaet at vide, at ”Haabet” var tæt, og at der ingen overhængende fare var.

Næste dag blæste det endnu stærkt. Gang paa gang fyldtes hoveddækket af de mægtige søer, og Poul og Niels maatte blive oppe i det høje paa agterdækket. Kun fra styrerummet fik de lov at se ud over det brusende og sydende hav med de skumklædte bølger. Men i løbet af natten bedredes vejret, og om morgenen kunde drengene igen færdes paa dækket, men ikke i rigningen, det blev strengt forbudt.

De havde paa følelsen, at der var en sær uro over folkene. De gik og stak hovederne sammen, og kom drengene i nærheden, blinkede de til hinanden og tav. Der maatte være noget paa færde. Poul foreslog

Niels, at de skulde opsøge Aron, han var altid flink imod dem. De spurgte nogen, hvor Aron var, og fik at vide, at han havde frivagt og var nede i mandskabsrummet i forstavnen.

Der maatte drengene ikke komme. Men de søgte alligevel derhen. Da de kom hen til nedgangen, vilde Poul fortsætte, men Niels standsede ham: "Nej, vi maa ikke, og han kan heller ingenting sige dernede, hvor der er saa mange."

"Men hvad skal vi saa?"

"Kan vi ikke liste over og skjule os under trappen op til kahytterne og saa høre, hvad nogle taler om? Der staar et par af mænnerne og stikker hovederne sammen derovre." - Poul var straks med.

De listede ned i læ og kravlede mellem surrede tønder og andet gods bag om tømmerstablen. Nu gjaldt det blot om at komme over til trappen, hvor der var stuvet en del kasser, som kunde dække dem, blot de kunde komme uset derover.

"Du bliver her, saa kravler jeg derover," sagde Poul.

"Jeg er da den mindste, mig ser de ikke saa let!" mukkede Niels. "Ja, men du kan maaske ikke forstaa, hvad de taler om."

"Det kan jeg vel nok!" blæste Niels.

”Jeg vil altsaa derover," for Poul op, og kravlede frem, saa sig forsigtigt om og løb over til trappen, hvor han krøb ind bag kasserne. Men Niels satte bagefter. Et øjeblik var de lige ved at fare i hovedet af hinanden. Men saa lagde Poul en finger paa munden og betydede Niels at være stille; thi paa den anden side lød stemmer.

De folk, der stod der, kunde ikke ses hverken fra styrehuset eller chefskahytterne, og de troede sig ogsaa sikret mod, at nogen lyttede.

"Naa," lød en stemme," det er det samme, jeg er med, det kan du lide paa."

"Ja," svaredes der," understyrmanden er paa vor side, maaske ogsaa 1. styrmand. Hvem i alverden vil fortsætte dette rakkerliv!"

"Det er hørt!"

"Vi gaar ganske simpelt til kaptajnen og forlanger at komme i hjem. Og er han ikke med paa det, tvinger vi ham til det."

"Naa, det bliver vist ikke let.”

"Naa, ikke det! Du ved, baadsmanden har opsyn med vaabenkammeret. Et par mænd - hvem skal du ikke bryde dig om - overrumpler baadsmanden og uddeler vaaben, og saa gaar det løs."

"Hvornaar?" hviskede den anden.

Lige i det samme lød der trin paa trappen; de to mænd forholdt sig stille, og da trinnene var forsvundet, lyttede drengene forgæves. De to paa den anden side maatte være gaaet.

Poul saa paa Niels og sagde: "Det er jo mytteri. Vi maa straks fortælle det til far."

Der foresvævede Niels noget om, at det ikke var rigtigt at lure og sladre. Men det gjaldt vist ikke her; her gjaldt det om at standse noget ondt, der lurede paa dem alle.

De ilede op ad trappen og ind. De var saa ivrige, at de nær havde glemt at banke paa.

Her inde i kahytten var der roligt og fredeligt. Faderen læste, mens moderen strikkede, og de to smaa legede med nogle kulørte klude, som de lagde i figurer. Mytteri og oprør blev saa fjernt, saa uvirkeligt. Niels saa til Poul, og da denne ingenting sagde, rømmede han sig.

Faderen saa op: "Kommer I til time?"

De smilte lidt skævt. Det vidste de ikke.

Petronella kom løbende hen til dem, svinglende lidt under skibets bevægelse, hun stak sin haand i Pouls og sagde: "Fortæl en historie, Poul!”

Poul saa op paa faderen, som nikkede, hvorefter han satte sig paa køjekanten med Nella, Stinne og Niels om sig. Nella stod tæt op ad ham. Han begyndte: "Der var engang et stort skib, som sejlede ud over det store hav."

"Ja, 'Haabet' ", indskød Christine.

”Det sejlede op til et stort land med vilde mennesker."

”Grønland”, fastslog Nella.

”Og om bord var der en mand, der vilde lære de vilde mennesker om Gud.”

"Ja, far," raabte begge pigerne, mens Niels trak paa smilebaandet. "Skibet sejlede dag efter dag, og det stormede, og isen skruede, og folkene kunde ikke komme i land."

"Det ved vi da godt," indvendte Christine.

"Rolig, nu kommer det. - Der var imidlertid nogle onde mænd om bord."

"Nej," faldt Christine atter ind, "her er ingen onde mænd."

"Jo, de bestemte, at de vilde slaa kaptajnen og styrmændene ihjel, tage skibet og sejle hjem igen. Og saa kom far ikke til Grønland, og de stakkels grønlændere fik ikke lært Gud at kende."

"Men dreng, hvad er det, du sidder og fortæller!"

"Jo, far," svarede Poul, "det var det, jeg vilde fortælle dig, at mandskabet tænker paa at gøre mytteri."

"Hvad er det for snak! Hvor ved du det fra? Fortæl!"

Poul fortalte da, sekunderet af Niels, hvad de havde hørt, efter at de havde mærket, at mændene saa ondt til dem.

"Saa er det sandelig ikke tid at sidde her med hænderne i skødet," udbrød Hans Egede. "Arbejder Djævelen paa at forstyrre Guds planer, skal jeg være med til at forstyrre hans anslag."

Efter at han havde iført sig sin præstedragt, gik han til kaptajnen. Lidt efter lød der en gennemtrængende piben, og dernæst gik trommen. Alt mandskab, der ikke direkte havde vagt, kaldtes sammen paa forreste del af dækket i læsiden.

Drengene mødte selvfølgelig ogsaa. De mødtes af fjendtlige blikke og truende miner. Men de lod, som de ikke bemærkede det, selv om det gibbede i Poul. - Nu kom officererne med kaptajnen og præsten i spidsen, derefter fulgte l. styrmand og købmanden, 2. styrmand og en handelsassistent. De havde drøftet, om de skulde møde bevæbnede. Kaptajnen havde holdt paa skarpt mod skarpt. Men Hans Egede sagde, at kunde han ikke overbevise folkene med sine ord, vilde, han ikke være med til at bruge vaaben imod dem. Resultatet blev, at præsten mødte vaabenløs, mens de øvrige i al hemmelighed stak vaaben til sig - for alle tilfældes skyld.

Officererne stillede sig paa række foran folkene, der skulede ondt til dem. Hans Egede steg op paa lugen bag dem. Der stod han i sin flagrende præstekjole med de klare øjne lysende af energi og mod.

"Folk," begyndte han, mødt af kolde øjne og mutte miner, "sømandens liv er kamp, mangen gang haard kamp, og denne rejse er ikke lystelig. Jeg skulde saa sandt ikke have lokket jer ud paa den, havde ikke Gud ført mig denne vej. - Jeg ved godt, at I saa siger, at jeg er tosset, har en skrue løs. Det sagde de i Bergen, da vi gik der i tre aar og haabede, til trods for det saa ud til, at alle sunde var lukkede. Men det var Gud, der havde overbevist mig og givet mig tegn efter tegn. Da jeg skred i havet paa vejen til Bergen, var jeg druknet, havde det ikke været Guds vilje, at jeg skulde fortsætte, fordi han havde en gerning, der skulde gøres. - I Bergen havde vi tit knap det daglige brød, men Gud lod mig ikke tabe modet. Kongen udnævnte mig til missionær med løn, købmændene udrustede dette gode skib og satte mig som leder af ekspeditionen. - Vi har haft en storartet rejse fra Bergens skærgaard til Statenhuk. Lad det saa se mørkt ud for tiden, tab dog ikke modet. Gud har en gerning, han vil have gjort, vær forvisset derom!

Jeg kunde fristes til at sige med Moses ved Det røde Hav, da Israel stod der, og alle muligheder syntes udtømte: Gud har talt, og I skal tie! Men jeg vil i stedet sige: Vi har udrustning og forsyninger

til et helt aar, vi kan finde frem endnu. Det er i dag kun den 22. juni. Men har nogen noget at sige dertil, saa sig det nu!"

Et par forsøgte at faa nogle indvendinger frem; men blæsten bar dem bort, og det blev til intet. Da stod kaptajnen op paa lugen og raabte med sin stærke røst: "Jeg vil indrømme, at jeg har været mest tilbøjelig til at vende om paa grund af de mørke udsigter. Men nu giver jeg herr Hans Egede min haand paa, at vi ikke vender om, før sommeren er svundet, og alt er forsøgt."

Og de to mænd trykkede hinanden fast i haanden, idet de saa hinanden aabent i øjnene.

Da folkene saa det, gjorde nogle tilløb til at raabe hurra, men raabene brød først igennem, da kaptajnen vendte sig mod dem og raabte: ”l faar en ekstra ration, og saa gaar vi paa!".

Da lød der kraftige hurraraab.

I ISEN.

Det var et par dage senere, den 24. juni om morgenen. Vejret var højt, vinden jævn, og havet roligt; solen skinnede blændende over isfladen, som 'Haabet' sejlede langs med. Ivrige øjne stirrede indover

for at opdage vej gennem ismasserne.

Da lyder udkikkens raab: Revne i isen! - Bud gik til kaptajnen og præsten, der straks kom paa dækket. Og mens 'Haabet' passerede iskanten, lød raabene fra udkikken i mastekurven: Bred rende.

Kan besejles. Indenfor aabent vand, maaske lige til kysten. Det sidste dog usikkert!

Kaptajnen, l. styrmand, købmanden og Egede stod sammen og stirrede ind mod renden, idet de passerede den. Saa vendte kaptajnen sig mod Egede: "Skal vi vove det?".

"Ja, i Guds navn, gør det," svarede Egede.

Baadsmandspiben lød, kaptajnen gav ordrer. ”Haabet” drejede ud fra isen. Et par sejl blev strøget, hvorpaa de atter vendte og stod lige ind mod renden under en spænding, som de ikke før havde oplevet mage til. Men havet var roligt, sejlene trak jævnt, og 'Haabet' gled langsomt, men støt ind i det smalle sund i isen. I nogen afstand fulgte galioten. Alle trak befriet vejret, da de atter var i aabent vand, selv om isen dog laa til alle sider.

Men da kom den første jobspost. Udkikken meldte: Ingen passage forude. Tæt is mod land. - Der var ikke andet at gøre end at vende og staa udefter igen. Men det kunde ogsaa sagtens lade sig gøre, for der var god plads dertil. Men da slappedes sejlene, vinden lagde sig – de kunde ikke manøvrere. - Dette varede dog kun kort, saa blæste det op, men af syd; det blev taaget, og isen trak nærmere. Da de havde vendt og atter stod udad, blæste det allerede saa stærkt, at sejlføringen mindskes. Da lød anden jobspost: Renden i isen ret forude lukket!

Hvad nu? - Der var ikke andet at gøre end sejle nær til iskanten og saa vende. Det blev gjort mere end een gang, mens pladsen mellem ismasserne stadig snævredes ind.

Drengene var selvfølgelig ivrigt paa færde, ønskede saa inderligt, at der var noget, de kunde hjælpe med. Men søfolkene var optaget af de stadige manøvrer og de mørke udsigter, saa de bed ad dem, naar de nærmede sig. Bare de kunde have skubbet den forbistrede is til side med et rask tag, men der var intet at gøre; de gik kun i vejen.

Da kommer den tredje jobspost. Galioten var fulgt efter paa rundturene, men ikke for tæt paa af frygt for sammenstød. Drengene stod ved rælingen og fulgte den med øjnene: Mon den kunde klare den sidste vending. Isen laa truende nær. Jo - nej, nu stødte den. De hørte en skurende lyd. Poul gav et skrig fra sig. Han saa allerede galioten synke og styrtede op i kahytten, hvor han raabte: "Galioten” er stødt -aa Gud!” - Hans mor slog hænderne sammen; de smaa maabede; og faderen sprang op og for ud.

Imens signalerede galioten: Ramt isen. To planker i boven stødt ind. Søger at stoppe lækagen. Stillingen kritisk!

Kaptajnen iagttog signalerne fra styrehuset. Han tænkte: Det er ogsaa ham præstens skyld. Snart støder vi ogsaa. Alt er forbi! - Han for over til kahytten, hvor Niels nu ogsaa var kommet til, slog døren op og raabte: "Befal jer Gud i vold, alt haab er ude. Ga1ioten er stødt og synker!" hvorpaa han atter for af sted. Han maatte være paa sin post, naar ulykken skete, for kæmpe til det sidste, det vilde han, det maatte han.

Hane Egede var sprunget ud. Han stod ved rælingen og stirrede gennem de drivende taager mod galioten, mens hans haar flagrede for blæsten. - Galioten holdt sig i hvert fald flydende endnu. Men det tænkte han ikke paa. Han tænkte kun paa, at nu var det sidste haab brudt. Hvorfor gjorde Gud dette? Hvorfor tillod han det? - Var det for at straffe ham for hans synder?

"Ak ja, jeg arme synder, jeg har fortjent det," udbrød han og knugede hænderne sammen. "Men hvorfor skal det gaa ud over mine stakkels børn, min trofaste hustru og alle dem, der farer med mig! Han kom i tanker om, at han dog maatte være hos sine egne, naar skibet gik ned. Han vilde intet spare for at trøste og hjælpe dem.

Folkene saa ondt efter ham, idet han stridende med blæsten og den flagrende præstekjole kæmpede sig vej op til kahytten, hvor kaptajnens raab lød ham i møde.

Da skete, som han syntes, et under: Da han saa dem alle oprevne og bange, blev han selv pludselig ganske rolig og tillidsfuld.

"Hør her," sagde han fast og roligt efter at have trukket vejret dybt et par gange. "Gud vil hjælpe. Tænk paa Paulus, da han sejlede til Rom. Storm og regn og taage forfulgte dem; alle om bord opgav ævret, ja, de spiste endog intet, fordi de var overbevist om, at de alle skulde dø. Da stod Paulus frem for dem og sagde, at Gud havde aabenbaret ham, at alle skulde blive reddet. Jeg er ogsaa overbevist om, at Gud vil redde os. Han vil for sin egen æres skyld gøre sin gerning i dette land.”

Han sank paa knæ og bad: "Herre, lad det lykkes, til din' ære!" "Amen!” sagde Gertrud og smilte betaget.

Poul havde hørt til med lysende øjne. Han var ogsaa sunket i knæ, men sprang nu op og raabte til Niels: "Kom, vi maa ud og se Guds frelse!"

Og de sprang af sted. Men da de kom ud, mærkede de, hvor stærkt skibet slingrede. Stormen for hvinende gennem takkelagen, og taagen drev tæt omkring dem. Her var ingen hjælp at se. Man maatte hvert øjeblik vente, at skibet blev sat mod iskanten og skaaret i stykker. Men efter dem flød dog galioten stadig; de havde derovre alligevel faaet hullet stoppet foreløbig.

Var det nu blevet mørkt samtidig, var sidste glimt af haab blevet slukket. Men det var aarets længste dag. Solen gik ned kl. 11 og stod op henad to. Dagens lysning stod paa himlen bag taagen.

Egede bad, mens hele mandskabet med kaptajnen i spidsen kæmpede for at holde ”Haabet” fri af isen længst muligt. Tiden sled sig af sted; det var, som den stod stille for dem i kahytten. - Da ved midnatstid mærkede de en underlig ro: Stormen stilnede af! Og da drengene for ud paa dækket, saa de, at taagen lettede, og isen var drevet bort.

Der var frit vand til alle sider. Derfor var de ikke stødt paa. Stormen havde drevet isen bort og været dem en hjælper i stedet for en fjende.

Alle samledes paa dækket. En stille glæde lyste ud af alle ansigter, og Hans Egede læste Davids 107. salme: De, som farer paa havet i skib, som bruger deres handel i store vande, de saa HERRENS gerninger. Han lod det blive storm, og den opløftede havets bølger, de for mod himlen, de for ned i afgrunden. De for om og ravede som drukne. De raabte til Herren i deres nød, og ham stillede stormen, og dets bølger lagde sig. Lad os takke Herren for hans miskundhed!

LANDET NÆR.

En uge var gaaet siden den første forfærdende dag i isen. Taagen havde det meste af tiden hvilet over skærgaarden, saa de matte sejle frem med den største forsigtighed og agtpaagivenhed, at de ikke skulde løbe paa en klippe eller en isskosse. Kun enkelte gange, naar taagen et øjeblik lettede, viste den omgivende verden sig med øer i havet ind mod øst, og de spejdede anstrengt efter en jævn plet med grønt græs, hvor de kunde gaa i land og bygge deres første hus paa Grønland.

Endelig en dag brød solen frem og viste dem et stort sammenhængende stykke land. Ud mod dem var der grønne lavninger, bagved hævede klipper sig, graa og furede, højere

og højere ind mod øst.

"Haabet" kastede anker, en chalup -en storbaad- blev bemandet, Hans Egede og købmanden var med, og de sejlede ud for at undersøge, om der var mulighed for at anlægge kolonien i dette grønne land.

Poul og Niels stod og hoppede for at faa lov til at komme med, men de blev afvist. De maatte nøjes med at entre op i mærset og derfra følge baadenes kurs. Men ogsaa det blev dem snart forment; thi taagen trak atter sin graa, klamme kappe over land og hav. Først forsvandt landet, saa baaden, til sidst de nærmeste øer. Drengene gyste, idet taagen svøbte sig om skibet. De blev bange for, at der skulde hænde noget forfærdeligt derinde i den døde taage. Ængstelige til mode gik de op til deres mor og de smaa søstre. Men moderen trøstede dem: De skulde ikke være bange, alt stod i Guds haand, og han vilde værne deres far og føre ham tilbage i god behold.

Ja, tænkte Poul, det er jo rigtigt nok, men denne vildsomme taage er farlig at færdes i. Rigtignok er der kun et par hundrede favne mellem dem og skibet, og de har kompas

at rette sig efter, men strømmen kan føre dem ud forbi skibet, bort, uden at de aner det, ogsaa Tiden sled sig hen. Børnene begyndte at kede sig. Drengene tog bøger og gav sig til at læse lektier; men de havde vanskeligt ved at samle tankerne om det læste, og da Petronella foreslog, at de skulde lege kuk paa dækket, var baade Niels og Poul straks rede. Kun Christine blev helst hos sin mor, men moderen sagde: "Gaa du blot med!"

Ude paa dækket trippede smaapigerne af sted med de lange skørter fejende om sig. Niels smilte: Det saa saa pudsigt ud, naar Nella paa lette smaa fødder trippede over dækket med de lange skørter dansende om hende. Men de gav alligevel en vis værdighed, selv til saa lille en dame som hun - kun syv aar.

De blev dog snart stoppet i deres fri leg paa dækket. Folkene var gaaet i gang med at bryde tømmerstablerne ned og lave tømmerflaader af dem; de kunde nemlig ikke regne med, at "Haabet" kunde gaa helt ind til kysten, saa de maatte flaade tømmeret i land. Snart var Niels med i arbejdet, mens Poul saa paa sejlmageren og hans hjælpere, der reparerede sejl. Pigerne søgte skuffede op til deres mor, som gav sig til at læse med dem.

Dagen gik umærkelig over i den lyse nat. Taagen lettede, havet glinsede i genskin af den lyse himmel. Drengene steg op i vantet, helt op til salingen og stirrede over hav og øer ind mod landet, der var som et forjættet land for dem. Da opdager de baaden paa vej gennem sundet mellem øerne. Deres første tanke var, at det maatte de fortælle deres mor, hvorfor de for til vantet. - Niels gik ned med hurtige, sikre tag. Poul nærmest hoppede af sted. Niels tænkte, at Poul da heller aldrig kunde lære at gaa ordentlig. Hu - der gled han; men han slap dog ikke taget med hænderne. Han sundede sig et øjeblik og hoppede saa forbi Niels, som havde tabt lysten til kappestriden og ganske jævnt gik videre. Ogsaa Poul gav sig da bedre tid, og sammen traadte de ind til moderen og fortalte, at baaden kom, hvorpaa de atter gik ud paa dækket.

Hans Egede var meget oprømt, da han kom om bord: En god byggeplads var fundet, sten og ler var der nok af, og en god ankerplads for "Haabet" var fundet.

DE FØRSTE GRØNLÆNDERE.

Næste morgen, da andagten var forbi, og drengene kom paa dækket, dukkede frem af den uundgaaelige taage tre baade. Forrest kom to kajakker, lange, smalle, lave baade, beklædt med skind, saa der kun midt i var et hul, hvori en mand sad og roede med en aare, der havde blad i begge ender. Hvor gik det let og elegant op over de jævne dønninger. Poul var straks fyr og flamme: Det saa vel nok flot ud. Saadan en baad vilde han have.

"Haa", haanede Niels, du vendte omgaaende bunden i vejret, og saa var det gilde holdt."

"Ja, " sagde Aron, som kom til, "det er meget svært at klare sig paa havet i saadan en let og spinkel baad. - Men se der - der kommer en konebaad. Den ros af konerne, har jeg hørt. Og kan I se den mand der i forstavnen af den, han sidder og fægter med armene, han laver trolddomskunster. Han skal holde de onde aander, som de tror følger os, borte fra dem."

Børnene saa nu ogsaa, hvordan han sad og rokkede med kroppen og fægtede med armene, mens det lød, som han snart sang, snart skreg.

Styrmanden lod lejderen gaa ned og vinkede til grønlænderne, at de bare skulde komme op. Men de fortsatte, forrest kajakkerne, bagefter konebaaden, rundt om "Haabet".

Børnene sprang over til bagbords ræling, og saa grønlænderne fortsætte videre rundt om "Haabet", mens troldmanden blev ved at fægte med armene, gynge med kroppen og skrige op.

"Hvad vil de? Hvad er det, han gør?" udbrød Poul, idet han forundret saa efter dem, nu de rundede agterstavnen.

"De vil nok erobre os, ligesom israelitterne erobrede Jeriko ved at gaa rundt om byen," sagde Niels og lo. "De sejler syv gange rundt om skibet, og saa gaar vi under."

"Lad være at spotte," advarede Poul, "for det er underligt."

Børnene løb igen over til styrbord, hvor de fulgte grønlænderne, der nu nærmede sig falderebet. Men i stedet for at lægge til, fortsatte de og rundede snart igen forstavnen. Børnene løb ikke over til bagbord, men blev staaende og gættede paa, hvor langt de kunde tælle, før grønlænderne kom frem bag agterstavnen. De var spændt paa, om de nu kom frem igen, og om de saa fortsatte. Poul følte det, som vilde onde magter tage herredømme over dem, og han var ikke blot spændt paa, hvad der vilde ske, men ogsaa urolig.

Christine stod alvorlig og talte, og da første kajak kom frem, raabte hun: "Jeg kom til 407!"

"Det gjorde jeg ikke," svarede Niels.

"Hvor langt kom du da?" spurgte hun.

Niels svarede ikke; han var optaget af, om grønlænderne fortsatte, og det gjorde de.

Imidlertid var kaptajnen, købmanden, assistenten og Hans Egede kommet til. De lod gaver til grønlænderne hente frem: Knive, fiskekroge, synaale og glasperler, og Egede vinkede med en skjorte. Men grønlænderne ænsede det ikke, de roede videre, mens troldmanden fortsatte sine besværgelser med dobbelt iver.

"Far," sagde Poul, "tror du, at han kan gøre os noget ondt?"

"Nej, min dreng. Idet vi ifører os Guds fulde rustning, modstaar vi djævelens snedige anløb. - Men hvad vil de?

Kunde vi endda faa dem herop, høre dem tale, lære dem at kende - komme i forbindelse med dem!"

"Kan vi forstaa, hvad de siger?" spurgte Niels.

"Kun hvis de har lært noget af nordboerne i Sydgrønland eller af hollænderne, som handler heroppe."

Grønlænderne kom atter frem. De roede langsommere, ligesom tøvende. Fra skibet vinkedes der ivrigt til dem. Endelig tog de mod til sig, og konebaaden lagde til ved falderebet,

og man kunde se, at de diskuterede, hvem der skulde gaa op først. Men da først en havde sat foden paa lejderen, fulgte andre hurtigt efter. Let og smidigt entrede de op.

Da de kom op paa dækket, stod de generte og kikkede sig omkring, skindklædte smaa mennesker med sort, stridt haar, tykke kinder og but næse. Hvem der var mænd og hvem kvinder kunde ingen se. Jo dog, nogle havde haaret sat op med baand omkring, de maatte være kvinder; de havde ogsaa længere skindstøvler, kamikker, end mændene.

Hans Egede hilste paa dem. De stod tavse. Han spurgte, om de havde varer at sælge. De forstod det ikke. Han tog en kniv, pegede paa deres skinddragter og viste, at han vilde

bytte. De rystede paa hovedet og sagde noget, han slet ikke forstod. Han tog da en skjorte og sagde, at han vilde bytte med den. Da lyste det op i deres ansigter, og de

pjævrede op. Men han forstod ikke et muk. - Han vinkede afværgende og sagde: "Tal langsomt!" men det nyttede ikke, han forstod ikke en stavelse.

Han gav dem da smaagaver og gjorde ved tegn forstaaeligt, at skibet vilde stejle ind til land, og at han vilde bo der. - Det forstod de. De rystede paa hovedet, krøb sammen, rystede som af kulde og viste ud over havet. Det var ikke til, at tage fejl af, at de ønskede de fremmede bort igen.

Da de endelig var gaaet fra borde, samledes folkene om Hans Egede og kaptajnen for at høre deres mening om de vilde. Kaptajnen mente, at de lige saa godt først som sidst kunde sejle hjem; dette her fik de ikke noget som helst ud af.

"Ja, kaptajn", sagde Egede, "det samme kunde jeg fristes til at sige, for hvad kan vi gøre for disse stakkels vilde mennesker, som ikke kender Gud, men kun djævelske heksekunster, og hvis sprog lyder som dyreknurren! Men Gud har sendt mig herop, og hans gerning skal gøres, ogsaa blandt disse vilde, som er mennesker trods alt. Og maaske findes der nordboere i Østerbygden mod syd. I Guds navn, vi skal fortsætte."

KOLONIEN ANLÆGGES.

Et par dage senere spredtes taagen, vinden var gunstig, og "Haabet" stod langsomt ind mellem smaaøerne til en tryg ankerplads mellem Haabets ø, hvor kolonien skulde anlægges, og to smaa nøgne klipper vest derfor. Det mindre skib, galioten, blev derimod liggende udenfor, da det snarest muligt skulde sejle hjem men besked om, at de var naaet godt til Grønland.

Nu kom en travl tid for Egede og hans folk, men det skal siges, at folkene var flinke og tog fat med liv og lyst. Om bord byggedes flaader af tømmeret, som ved højvande skulde bugseres ind til den lille runde bugt, hvorved kolonien skulde anlægges.

Paa land blev tømmerflaaderne skilt igen, og tømmermanden sørgede for, at brædder og spær blev skaaret til. Nogle mænd huggede sten, andre gravede ler op og skar græstørv til, mens andre igen byggede husets brede mure op af sten og græstørv, som indvendig skulde beklædes med brædder. To store rum blev der, det største til folkene, det mindre til Egede og hans familie. Paa loftet blev der oplagsrum og til dels soverum. Endelig byggedes et skur til et par køer og nogle grise, de havde med.

Snart her, snart der saas Egede i sin lange præstekjole vogte paa arbejdet. Til ham søgte alle, naar de var i tvivl om noget. Undervisningen var foreløbig stillet i bero, og drengene var med i arbejdet. De stablede sten op, og de slæbte tømmer, og de bragte bud fra hold til hold. De lærte at ro, og det hændte, at de ene roede ud til "Haabet" med en besked. Deres mor var ængstelig for dem. Det stærke tidevand kunde tage dem og føre dem ud paa havet. Men de lo. Naar strømmen gik ud, fik de ikke lov at ro ud; hun behøvede ikke at være bange.

Ogsaa Christine og Petronella kom med ind i land, og det var nyt og dejligt at træde paa fast jord igen og at rode i sand og ler, selv om taagen stadig hang klam og tung det meste af tiden.

Poul kunde ikke blot spille paa fløjte og lære udenad, han kunde ogsaa tegne, og nu viste han Christine, hvordan man af ler kunde forme dyr og mennesker og mange andre ting. Interesseret iagttog hun ham og forsøgte saa selv. Det lykkedes, og snart var hun saa optaget af at lave hunde og køer og fæle bjørne af ler, at hun glemte alt omkring sig.

- Petronella forsøgte ogsaa med en klump ler; men mærkværdig nok, syntes hun ikke, hun kunde faa noget ud af det, hvad hun heller ikke kunde. Hun opgav det og sad lidt og saa paa Christine. –

"Hø," sagde hun, "det er der ikke noget ved." Og saa sparkede hun, til et af Stinnes dyr. Christine for op og smækkede hende en lussing. Nella skreg og stampede: Hun skulde nok sige det til mor.

"Du bliver fra mine dyr! fastslog Christine.

"Kom!" sagde Niels, som i det samme kom forbi. "Kom med mig hen til stenhuggerne. Og Nella saa, at stenhuggerne slog til stenene - bang! - saa de fløj i splinter, og hun maatte helt hen for at se, hvordan det gik til. –

"Pas paa!" raabte en, idet en stenstump røg hen for fødderne af hende. Der laa stenstumpen og lyste af glimmer, og den havde en fin rød stribe paa tværs. Den var smuk, syntes Nella, den maatte hun have, og hun stumlede frem for at tage den op. Idet samme gav hun et skrig, og stenhuggeren sprang forfærdet til. En stenstump havde ramt hende paa kinden, og det blødte. Niels trøstede hende. Det var ikke farligt. Doktoren var vist i land, saa skulde han give hende et klæde om. Og lidt efter spankulerede Petronella nok saa stolt omkring med et hvidt klæde om hovedet - tværs over kinder og næse.

Pigerne var vel nok kønne at se paa, da de kom tilbage til "Haabet", smurt til af ler, med dynd paa hænder, i ansigt og paa kjolen. Deres mor slog hænderne sammen af forfærdelse, da hun saa dem. - En større renselse maatte de gennemgaa, og saa fik de at vide, at herefter kom de ikke i land, uden moderen var med dem.

TØMMERFLAADEN.

Ved højvande bugseredes store tømmerflaader fra "Haabet" ind til den lille bugt foran byggepladsen. Strømmen bar med, saa baadene blot skulde styre, og i bugten behøvede de

kun at fortøje flaaderne godt; naar ebben saa kom, laa tømmeret paa tørt land, for vandet trak sig flere meter tilbage.

Saa blev der travlhed med at bære op og lægge brædder og planker i stabler parat til tømmermanden og hans medhjælpere, der tog fat paa at tilhugge og tilskære tømmer til vægge, loft og tag. Drengene gik ham til haande. De bragte planker og brædder, og efter hans anvisning lagde de det tilpassede materiale op i bunker, eftersom det hørte sammen. Tømmermanden var glad ved dem, for de arbejdede med lyst og energi. Det var noget andet for dem end at sidde muret inde og læse og skrive. Særlig Niels følte sig styrket af den friske luft og det raske arbejde. Poul kørte undertiden træt og ønskede sig ind til skoletimerne.

Der blev en del endestykker af planker og brædder. Dem maatte drengene samle og stable op i pæne bunker; for, sagde deres far, der maatte intet gaa til spilde; til vinter vilde de faa brug for hver pind til brænde. Det kunde alligevel blive vanskeligt nok at holde den grønlandske vinterkulde ude.

En dag, mens drengene stablede endestykker, fik Poul en ide:

"Du, Niels, ved du hvad!"

"Nej, hvad har du nu hittet paa?" svarede Niels lidt skeptisk, for Poul fik saa mange vilde ideer.

"Det var morsomt at lave en tømmerflaade, saa kunde vi ved ebbe sejle ud til "Haabet" paa den."

"Ja, og af strømmen blive suget ud i havet. Tror du ikke, det var lidt farligt?"

"Jo, det kan godt være. Men saa kunde vi faa en af baadene til at bugsere os ud til skibet."

"Tror du, nogen af folkene vilde gøre det?"

"Nej, de er vist for sure. Men det kunde alligevel være morsomt at bygge en flaade"

"Men hvor skulde vi faa noget at bygge den af?"

"Jo, ser du; her er mange ikke helt korte plankestykker.

Naar vi lægger dem f. eks. i fire rækker og slaar dem sammen med brædder paa tværs over dem, saa har vi flaaden."

"Vil du spørge far om lov til at bruge stumperne her til den?"

"Aa, det ved jeg ikke. Træet gaar jo ikke til spilde, saa .........

"Du mener altsaa, at vi kan tage det her og saa levere det tilbage efter brugen?"

"Ja, kunde det gøre noget?"

Det syntes Niels egentlig ikke, men han vidste, at Poul nok bagefter vilde bebrejde sig selv, at de havde taget det uden forlov. Men han sagde blot: "Hvor skal vi bygge den?"

Poul pegede: "Du kan se de lille klippe ude syd for bugten. Paa den anden side af den er der en lille vig, en indskæring, hvor vandet trækker sig langt tilbage ved ebbe og gaar højt op ved flod. Der kan ingen se os, hverken herfra eller fra "Haabet"

Niels smilede lidt: "Du har tænkt paa det hele, og saa helmer du ikke, før det er gjort. Men hvad saa bagefter?"

Det svarede Poul ikke paa. Men allerede om middagen bar drengene de første stykker tømmer ned til den lille vig, der var omgivet af lave, men stejle klipper; kun allerinderst var der saa megen jævn plads paa stenen, at de her kunde bygge flaaden. - De var nødt til at benytte middagen, for om aftenen skulde de hjem til "Haabet", og da gik der desuden vagt, da man var bange for, at grønlændere skulde komme og stjæle noget fra byggepladsen. Det hændte nemlig, at enkelte grønlændere kom roende i deres kajakker, gik i land og saa paa arbejdet. De gik og rystede paa hovedet. Sagde nogen noget til dem, svarede de ikke, men forsvandt igen. Der boede altsaa grønlændere i nærheden, men hvor havde man foreløbig ikke tid til at undersøge.

I de følgende dage bar drengene stadig mere materiale ud i vigen. De var nu lige ivrige og lige opsatte paa at faa arbejdet fuldført, uden at nogen opdagede det. Hver dag havde sin spænding. Niels blev efterhaanden bange for, at Poul ikke kunde bære spændingen, at han skulde bryde sammen og opgive det hele, før de var færdige med flaaden. - Da de en dag mente, at de havde materiale nok til flaaden og Poul spurgte, hvor de skulde faa søm fra, svarede Niels derfor straks: "Dem skal jeg ok skaffe." Saa tyngede de i hvert fald ikke paa Pouls samvittighed.

Niels skaffede søm og hammer fra tømmermandens forsyninger, og de begyndte at konstruere flaaden. Poul dirigerede for det meste, Niels arbejdede. Mærkeligt var det, at ingen kom for at se, hvad de lavede, men folkene gav dem ret frit spil. De maatte blot holde øje med deres far.

Men da flaaden var færdigt var den ikke blevet saa stort, som de havde tænkt sig. De var i tvivl, om den kunde bære dem begge. Maaske kom de til at bygge den større.

Poul vilde dog prøve den med det samme; men Niels sagde: "Du er da tosset. Vandet falder, og der er udstrøm, det gaar aldrig."

"Vi kan da forsigtigt skubbe den i vandet. Du kan holde den fast, mens jeg prøver, hvordan den er at staa paa."

"Ja, og vi har jo et par lægter. Du kan tage en og holde igen med." -

Som sagt, saa gjort, de skubbede flaaden ned over klippen og ud. Poul gik straks ud paa den. "Den bærer godt," sagde han og trampede et skridt til een side og et skridt til

en anden side. "Kom du bare herud ogsaa!"

"Hold saa godt fast med lægten i stenen her!"

"Ja, ja," svarede Poul, og Niels traadte ud. Men da gjorde Poul en af de ting, han altid siden fortrød. Ganske uden tanke paa, hvad an gjorde, gav han et skub med lægten, og flaaden var fri.

Niels vilde straks hoppe i land; men flaaden var kommet til t svinge ved stødet, og før han fik sat af, var de ude i vigen, og det stærkt faldende vand trak flaaden udad med stadig stærkere fart. De kom lige forbi den sydlige stejle klippekyst. Her var en chance. De prøvede at hage sig fast, men taget glippede, og at forsøge at hoppe op paa klippen vilde være galmandsværk.

Først da begyndte det at gaa op for dem, hvilken farlig situation de havde bragt hinanden i. Her stod de paa en skrøbelig flaade, hvor de knap kunde tage et skridt til siden

uden angst for, at de skulde kæntre eller glide ud. Og nu førtes de ud i sundet, i den stærke strøm; de vidste, hvor vanskeligt det var at ro imod den, naar vandet faldt

stærkt. Strømmen vilde tage flaaden og dreje den rundt og rundt, til de gled af, ud i strømmen.

"Aa, Poul, hvad gør vi?" udbrød Niels bange .

"Slaa mig!" raabte Poul bleg som en kalket væg; han følte sin skyld i det, der var sket - og vilde ske.

Først da kom Niels i tanker om, at de maatte raabe om hjælp - skrige. Og han skreg. Poul kunde ikke. Men Niels raabte igen og igen. Det maatte kunne høres ovre paa byggepladsen. Men kunde de derovre forstaa, hvad der var paa færde, og kunde de naa dem?

Imidlertid var de kommet ud i strømmen, og flaaden begyndte at hælde og dreje.

"Ned, ned paa maven!" kommanderede Niels og gik først ned paa knæene og strakte sig; derefter ud paa maven med fingrene i kanten af flaaden. Poul sansede at gøre det samme.

De kunde lige ligge tværs over flaaden. Men smaabølger hoppede og dansede og slog over dem i isnende sprøjt, mens de langsomt drejede rundt.

Niels lettede hovedet og kikkede op gennem strædet: Kom der ikke en baad? - nej, der var ingen at se.

En trøst var det, at de maatte føres ned forbi "Haabet". Her kunde de faa hjælp, hvis der var nogen paa dækket; men det var ikke sikkert, der var vagt saadan en fredelig middagsstund. Hvad saa?

De nærmede sig allerede "Haabet". De kunde se, hvor den laa og hev i ankerkættingen. Og de saa en ny fare. Hvis de drev lige mod kæden, kæntrede flaaden, og de var leverede, hvis de ikke kunde naa at entre op ad kæden. Eller de kunde støde mod boven, og flaaden suges ned. De raabte af deres lungers fulde kraft; men det var nok for tidligt. De raabte igen og igen, men syntes, raabet forsvandt over vandet uden at naa frem. - Da rejste Poul sig op og raabte. "Ned, ned!", skreg Niels, "din idiot!" - Men det var for sent. Poul skred, idet flaaden blev grebet af en hvirvel ved ankerkæden. Han gled ud. Han greb efter kanten af flaaden, men taget glippede. - Niels strakte sig længst muligt frem, og idet flaaden svingede rundt, greb han efter Pouls haar. Han fik tag, og idet han holdt fast i Poul med den ene haand og i flaadens kant med den anden, skubbede han sig bagud, til han fik fødderne ned om den modsatte kant; da kunde han faa fat i Poul med begge hænder og forsøge at hive ham op.

Ingen af dem saa, at der blev røre paa "Haabet"s dæk, eller at de drev næsten lige forbi falderebet - saa nær frelsen og dog langt borte fra den. Men det var selve den lille ivrige Aron, der havde opdaget dem, og han forsøgte omgaaende at standse flaaden med en baadshage, men opgav det. Det var for farligt, som de laa; han kunde rive dem ud i stedet. En baad maatte ud. Han raabte: Hjælpen kommer! fik fat paa endnu en mand og styrtede til en baad.

Niels hørte raabet og tog fastere tag i Poul, der var besvimet og tyngede stærkt. "Det var ogsaa en tid at besvime," tænkte Niels; "men nu maa jeg bide tænderne sammen og

sætte neglene i til hjælpen kommer." - Men vandet var isnende koldt, og baaden var langt agterude, da den endelig flød paa vandet, saa Nielses styrke blev sat paa en haard

prøve. Fingrene blev stive, og han rystede af kulde og anstrengelse, men han slap ikke. "Giv mig kraft! Giv mig kraft!" hviskede han. "Jeg vil, jeg vil!" Og han holdt fast,

til han hørte opmuntrende tilraab fra baaden, da glippede det for ham. Men i samme nu gled baaden op paa siden af flaaden, og mændene trak først Poul op; dernæst Niels, der

var saa stiv, at han ikke selv kunde rejse sig. - "Flaaden - flaaden," hviskede han, da han kom op i baaden.

"Skidt være med den!" svarede Aron.

"Ja, men far ...; det skulde bruges til.." Han blev saa kraftesløs, han kunde ikke fortsætte, men sank tilbage, mens de to mænd i baaden halede ud, alt hvad aarerne kunde strække. Alligevel gik det langsomt op imod den stærke udstrøm.

Paa "Haabet" søgte alle de, det var om bord, mod falderebet. Christine havde fortalt sin mor, at der var nogen i fare, hvem vidste hun ikke. Gertrud blev derfor som lamslaaet, da Aron kom op ad lejderen med Poul hængende som en vaad sæk over hans skulder. Med et skrig styrtede hun imod ham: "Min dreng - aa, min Herre og Gud!" - Hun vilde straks tage ham, men Aron virrede med hovedet og fortsatte op ad trappen ind i kahytten, hvor Gertrud straks gav sig til at rive de vaade klæder af Poul.

Doktoren kom til med medikamenter. Poul havde slugt noget vand, men det var ikke det, der havde gjort ham bevidstløs; det var det chock, det iskolde vand havde givet ham. Doktoren beordrede ham indsvøbt i varme tæpper og gav ham noget stærkt til at drive kulden ud. - Hjertet slog normalt. Det vilde kun vare kort tid, før han vaagnede op, sagde doktoren. - Gertrud satte sig paa køjekanten og vogtede paa, om farven vilde vende tilbage i hans kinder.

Smaapigerne havde forundrede holdt sig lidt tilbage. Nu kom de og lagde hænderne paa moderens knæ og saa med store øjne fra Poul til hende. "Er han død?" spurgte Christine.

"Nej, nej, lille barn," svarede moderen og tog Christine kærtegnende om nakken; "med Guds hjælp er han snart igen rask og sund."

Da slog det Gertrud: Men Niels! og hun spurgte.

Aron, der stod og ventede paa, at hun skulde spørge, svarede:

"Han har det godt, madam. Han ligger i min køje, men er allerede varm og frisk."

"Aa, Guds ske lov!" sagde hun lettet og spurgte ikke videre.

Hun vendte sig atter mod Poul og iagttog ham spændt. Hans ansigt begyndte at blusse; han rørte paa sig og trak vejret hivende. Han stønnede og mumlede noget ganske uforstaaeligt. Han slog ikke øjnene op og var ikke ved bevidsthed.

Lægen, som hele tiden havde staaet ved fodenden og iagttaget ham, sagde nu: "Det bliver nok mere langvarigt, madam, end jeg straks tænkte; vi maa nok være forberedte paa en lungebetændelse. Men vi klarer det nok; vi klarer det nok."

Gertrud svarede ikke, men foldede hænderne og bad: "Herre, tag ham i din stærke haand! Tilgiv os vor synd og bevar os i dit navn!"

Hans Egede kom i en chalup og Niels maatte fortælle. Det kneb, men han skjulte ikke noget. Han sluttede med at sige: "Jeg ved, at vi fortjener at blive tugtede. Men tugt mig, for Poul kan ikke taale det!

"Niels, Niels, min dreng, sagde Egede og lagde en haand paa hans hoved, "kunde du ikke have hindret dette?"

"Jo, det kan godt være, far; men det var saa morsomt at bygge flaaden, og sagerne vilde vi jo bringe tilbage."

"Ja, ja, straffes maa I. Du maa blive om bord en hel uge, selvom vi paa byggepladsen vanskeligt kan undvære nogen haand, der kan gøre nytte - og tømmermanden var glad ved at

have jer til hjælp. Du begynder straks i morgen at læse. Du faar store lektier for, og de skal læres!"

"Ja, far, men naar jeg saa har lært dem, maa jeg saa ikke komme ind og hjælpe tømmermanden?"

"Nej," svarede faderen blot.

Men det blev ikke saadan at gennemføre lektielæsning og timer, naar Poul laa og stred for livet, og de alle blot ønskede at kæmpe sammen med ham og for ham.

Smaapigerne blev undertiden sendt ud paa dækket for at lege. Men de manglede Poul; han kunde synge, fremsige gamle rim, tegne og modellere og sætte lege i gang. Niels var

kedelig, syntes de.

Ja, Niels var kedelig i de dage, da han ikke kunde komme til at bruge sine kræfter, og da han gik og bebrejdede sig selv, at han ikke havde holdt igen i tide. Det var i virkeligheden hans skyld det hele; han skulde have hindret, at det kom saa vidt. Han blev aldrig glad, hvis Poul døde. Og han listede ind, lagde hovedet paa moderens skulder og græd, mens hun strøg ham over haaret og trøstede ham, som om hun havde læst hans tanker: "Saa, saa, Niels, du kunde jo ikke gøre for det. Du reddede jo Pouls liv derude paa flaaden, og nu maa vi kæmpe med Gud om det." - Ja, det kunde hun maaske gøre, det forstod han ikke.

Dagene gik, og en skøn dag - det var en skøn dag - vaagnede Poul op til bevidsthed, saa paa sin mor og sagde: "Det var min skyld. "Jeg skal bære straffen." Han havde ubevidst ligget og fantaseret med dette om skylden, nu brød det frem. Ingen maatte lægge skyld paa Niels, skylden var hans.

Nu bedredes han hurtigt. Han kunde begynde at skæmte med pigerne. Snart kom han op og tog fat paa arbejde igen.

Havde brødrene ikke været trofaste venner før, blev de det nu, selv om der ogsaa siden kunde komme skærmydsler imellem dem.

EFTERAAR. - EN SOLOPGANG.

Sidst i august flyttede Hans Egede med sin familie og alle de folk, der skulde være hans medhjælpere, bl.a. Aron, ind i det nybyggede hus. Ved siden af Egedes opholdsrum var der et meget stort rum, hvor folkene skulde opholde sig. Paa det store loft stuvedes mel, gryn og malt, tønder med saltet kød, brændevin og meget andet. Ud førte svære dobbelte døre, for at sneen ikke skulde fyge direkte ind ved vintertid.

Christine havde i længere tid græsset køerne. Det var slet ikke behageligt, for taagen hang stadig tæt, luften var kold og klam, og hun skulde passe paa, at køerne ikke gik op i klipperne, hvor de kunde gaa og brække benene. Men en gang imellem kom drengene hen til hende. Niels passede da køerne og hjalp Nella med at bygge borge af sten, mens Stinne og Poul modellerede og fantaserede om, hvad de skulde se og opleve i fremmede lande. Og naar Christine kom hjem til sin mor, fik hun ros, fordi hun var saadan en flink pige, og saa var hun glad ved at vogte.

Grønlændere kom, mens der byggedes, gang paa gang og gik rundt og rystede paa hovedet. Hans Egede søgte ved smaa gaver at komme i kontakt med dem, men hidtil var det mislykkedes. Trods al grønlændernes rysten var huset dog vokset, og da det nærmede sig sin fuldendelse, forstod de, at der maatte gøres noget ekstra, hvis de skulde slippe for disse fremmede umennesker; men fik de lov at bo der, vilde aanderne ikke være med grønlænderne. Det sagde deres kloge mand og fører, deres angakok. En skønne dag mødte de derfor op i flok og følge, i kajakker og konebaade, og gik i land i den lille runde bugt ved kolonien - Haabets Bugt.

Hans Egede og drengene gik dem i møde, og alle arbejderne strømmede sammen om de smaa sortsmudskede, skindklædte mænd. En af dem, en gammel mand i en særlig fin ræveskindspels, traadte frem og begyndte efter forskellige mærkelige fagter at tale. - Poul følte sig, som første gang han saa en angakok, underlig til mode ved hans fagter og mumlerier; han følte, at troldmanden stod i pagt med onde magter, mens Niels blot med levende interesse fulgte hans besværgelser.

Lige straks forstod de ikke spor af, hvad han vilde. Men da han vinkede fra huset ud mod havet, forstod de, at han vilde, de skulde rejse bort, hjem over havet. - Saa krøb han sammen og rystede som af kulde. Ja, vinteren vilde komme med frygtelig kulde. - Saa kørte han rundt med hænderne, blæste, vadede som gennem noget tungt og viste op over husets tag. Ja, de forstod: Vinteren vilde komme med storm og masser af sne, der vilde naa helt op til taget.

Egede viste paa sine klæder; de var tykke og gode, mente han, men den gamle rystede paa hovedet og tog i sin tykke pels; de kunde ikke klare sig uden pels, det var tydeligt nok. Egede viste paa huset og brændselet, der laa i stabel; de skulde nok klare sig.

Men den gamle vismand skrumpede ind og lod sig falde som død til jorden. Lidt efter rejste han sig og pegede rundt paa alle kablunakkerne, alle de fremmede, at saadan vilde det gaa dem, hvis de blev her. Endnu en gang vinkede han ud mod havet: Rejs hjem - rejs hjem!

Men Hans Egede rystede paa hovedet og sagde: "Nej, vi bliver her." Saa pegede han opad og fortsatte: "Gud i himlen - Gud skal hjælpe os, og han vil hjælpe jer."

Grønlænderne forstod, at han med Gud mente en stor aand, der vilde hjælpe de fremmede, og de blev bange. Men Hans Egede lod uddele fiskekroge og andre smaating, og han viste paa huset og bød dem indenfor. Men de rystede paa hovedet, viste endnu en gang ud over havet og forsvandt i deres baade ud gennem sundet.

Hans Egede fulgte dem med øjnene, saa længe de kunde skimtes, hvorpaa han vendte sig mod drengene og udbrød: "Hvem der dog kunde tale deres sprog og vinde deres tillid! I, mine børn, maa hjælpe mig. Bare der boede nogle af de vilde her i nærheden, saa I kunde lege med deres børn og lære deres sprog.”

Men Poul var bange for, at grønlænderne vilde gøre dem ondt. Mangen aften og nat laa han og lyttede efter fodtrin udenfor: Var der ikke nogen, der listede rundt og vilde stjæle eller slaa tryllekreds om dem? Han var nok bange for aanderne, men han maatte alligevel op og ud at se efter.

En aften lød der bestemt trin. Han stod op og listede ud. Natten var kold, og han frøs. Han lyttede, men hørte intet. Han listede da hen til hushjørnet og saa et par mørke skikkelser gaa ned mod bugten. Han gav et vræl. Skikkelserne gav et hop og smed noget, de havde i hænderne, hvorpaa de løb mod stranden.

Hans far var blevet vækket ved skraalet. Han styrtede ud: !

"Hvad i Herrens Navn er paa færde?"

"Det var et par tyveknægte, " svarede Poul.

De gik ned mod bugten og saa et par kajakker forsvinde i lysningen over vandet.

Det var kun et par bræddestumper, de havde taget. Men Egede indsaa, at de ikke kunde være trygge for grønlænderne. De hadede de fremmede og vilde gøre dem al den fortræd, de formaaede .

I den følgende tid sendte Hans Egede folk ind i fjordene mod øst, for at de skulde lære landet og folkene at kende og for at samle hø til kvæget. Fjord ved fjord strakte sig mod øst og nordøst dybt ind i landet, et mægtigt land, et dejligt land med grønne sletter under høje

fjelde, hvor is og sne tindrede i solglansen; for herinde var der næsten aldrig taage. - Paa de grønne sletter græssede rensdyr og harer, i vandene sprang laksene. Her boede grønlænderne i skindtelte, her gik de paa jagt med bue og pile og skød mange dyr. Men da Hans Egede sendte jagthold ind til en lille fjord, de kaldte Præstefjorden, for at skaffe vinterforraad af kød og fisk, kunde jægerne ikke komme dyrene paa skud, og hele udbyttet bleven en enkelt hare og nogle tønder laks. Men hvad var det til saa mange sultne munde, naar vinteren kom. - De prøvede ogsaa at fiske i havet, men udbyttet var yderst ringe.

Hjemme i Haabets koloni maatte børnene slide i lektierne søgnedagene. Søndag morgen holdt Hans Egede gudstjeneste og om eftermiddagen maatte børnene gengive prædikenen. Poul var ikke altid lige god til at gengive den, for han kunde ikke lade være at fantasere, mens faderen prædikede. Tit fik han teksten for som ekstra lektie. Det ærgrede ham, for han syntes, at han var saa stor, at han og maaske Niels ogsaa, godt kunde være med i mændenes arbejde. De dumme mænd, der kom her og fortalte om alle de fisk, der vrimlede i havet og elvene, og om alle de dyr, der græssede i dalene, og saa kunde de ikke faa fat i nogle af dem. Det vat dog for galt. Blot han kunde komme til, saa ……

Skydevaaben maatte drengene ikke røre, men de fik buer og pile, hvormed de gik paa jagt om eftermiddagen. De krøb rundt mellem klipperne, om de kunde overliste en hare eller en rype, og stolte var de den aften, de kom hjem med et par ryper.

Og nu i september var det blevet højt og klart vejr, koldt om natten, men dejligt om dagen og skønt ved aftenstid, naar solen bredte sit røde guld over de graa klipper, og havet spejlede solnedgangens lysglans. Uden de vidste af det, blev landet dem hjemligt og kært.

Nætterne blev længere og mørkere, og dagene kortede af. Snart sang de morgensang før solopgang. De sang Kingos salmer, og særlig holdt de af ”Vaagn op og slaa paa dine strenge” og ”Nu rinder solen op af østerlide, forgylder klippens top og bjergets side".

Poul holdt meget af at synge, men tit blev der trangt inde, naar de mange mennesker var samlede til sang og andagt; først naar han kom ud i den rene, friske morgenluft, kunde han synge ud af fuldt bryst.

En morgen ved oktoberstide kom han ud efter andagten. Han følte den graa; kølige morgen karsk i sin sjæl, trak vejret dybt og saa op mod øst, hvor gryet dæmrede. - "Kom!" sagde han til Niels, "jeg maa op og se solen forgylde klippens top og bjergets side. "Men kan vi naa tilbage til timen?" "Kom! gentog han blot .

Idet samme kom pigerne ud haand i haand. "Hvor skal I hen?" raabte Petronella straks.

"Op at se solen danse!

"Det vil jeg ogsaa."

"Kom saa!" svarede Poul. Og forrest gik drengene, bagefter pigerne med hinanden i haanden op af en nogenlunde farbar sti, som drengene kendte. De kom forbi en lille sø, kun en stor dam, der blinkede mat i det graa lys. - I lavningerne glimrede rimen paa græs og polarbirk og visne blomsterstilke. Sommeren var forbi, snart kunde de vente sne og is. - Da de havde passeret søen, blev det vanskeligere at komme frem. Klipperne var ikke høje, men fulde af dybe revner. Nogle steder maatte de kravle op gennem smalle sprækker.

Poul rakte Christine en haand, og Niels skød bagpaa Nella. Pigerne havde vanskeligt ved at komme frem for deres lange skørter. Nella skrabte hænderne paa de skarpe kanter og klynkede, men Poul drev paa, de maatte skynde sig, ellers naaede de ikke at se solen staa op over verden.

Endelig stod de paa højden, hvorfra de kunde se ud over fjorden i øst og videre over smalle tanger, dybe bugter og furede klipper, som endnu paa i dis. Bagved skimtede de høje fjelde, som rejste sig med mørke takker mod himlen, der lysnede over dem. - Pludselig skød solens første straaler op over kanterne, og lyset skød ud og aabenbarede en aaben, lys og dejlig verden med tindrende bjerge og spillende vande og en lysende himmel. Midt i denne herlighed stod de fire børn og undrede sig.

"Nu rinder solen op. .." lod Poul sin stemme klinge; men den forsvandt i det uendelige rum, og han selv svandt ind til et ubetydeligt fnug i den mægtige lysende verden.

Stinne lukkede øjnene for lysglansen, og det blev mørkt, og hun aabnede dem igen, og hele verden aabenbarede sig uendelig stor for hende i lysende herlighed. "Se," jublede hun, "jeg ser det alt sammen. Mine øjne giver mig hele verden!"

"Ja, øjnene er legemets lys, " deklamerede Poul. "Tænk, den stakkel, der er blind, han har aldrig set solen staa op.”

"Ja, hvor er det synd for dem," svarede Stinne.

De saa det alle for sig, hvor forfærdeligt det var at være blind, undtagen Nella, hun stod blot helt himmelfalden.

"Husker I,” sagde Niels, "gamle Simon Hougens i Vaagen? Han gik altid med hovedet bagud og kikkede skraat opad, men han saa ingenting, for han var blind. Og vi børn raabte efter ham og gjorde nar af ham.

"Ja, at vi kunde gøre det," udbrød Poul; "det var synd!"

Nu var solen steget saa højt, at ingen kunde se ind i dens blændende flamme. Nella lukkede øjnene og aabnede dem igen. Det slog sorte blaaner for dem. - "Jeg kan ikke se! " raabte hun, "jeg bliver blind”.

"Vend dig om!" sagde Niels, "saa gaar det nok over. Men husk en anden gang ikke at se ind i solen. Det er som at se ind i himlen; det kan vi ikke i uden at blive blinde."

"Ja, men," indvendte Nella, mor hun siger, at naar jeg er sød, saa skal jeg komme ind i himlen, og der…. "

"Ja, men du ved, for at komme i himlen skal vi først dø. Og vi vil leve!"

"Ja, vi vil leve!" raabte Poul, og de tog hinanden i hænderne, dansede rundt paa den bare klippe og sang: "Vi vil leve, vi vil leve!"

"Hvor længe?" raabte Stinne, som for en gangs skyld var blevet overgiven.

"Til vi dør! " sang Niels.

"Spot ikke! " formanede Poul pludselig alvorlig.

"Jeg vil aldrig dø! " raabte lille Nella, og de lo alle. Det var længe siden de havde moret sig saa godt..

Da stoppede Christine op: "Ja, men vi skal hjem og læse. Far tugter os, hvis vi kommer for sent."

"Tak, Stinne, du siger noget. Den er gruelig gal. Giv agt løb!” raabte Poul.

Men stenene forbød kapløb. Drengene maatte tage sig af hver sin lille søster. Nella faldt og slog sit ene knæ. Hun græd og skældte ud, saa Niels maatte tage hende paa armen. Den store lyse verden havde lukket sig for dem, deres egne smaa bekymringer voksede, eftersom de nærmede sig hjemmet, og glade var ingen af dem, da de blev modtaget af deres fars klare, haarde øjne og Spørgsmaalet: "Hvor bliver I af? Hvor har I været?"

"Det er min skyld, far,” svarede Poul og saa aabent paa ham.

"Jeg vilde se solopgangen oppe fra klipperne, og saa fik jeg de andre med.”

Hans Egede saa paa den høje, slanke dreng med det mørke haar, det smalle ansigt og de aabne øjne, og hans træk mildnedes: Det var hans dreng!

"Men jeg glemte ogsaa timen, tilføjede Niels.

"Og, far, det var saa dejligt, aa, saa stort; midt i hele verden," sagde Christine betaget .

"Naa, lige midt i hele verden!” gentog Egede smilende.

"Ja, meld dig til mor! - Saa strammedes hans læber, idet han vendte sig til drengene: ”og I slipper med tre slag af tampen.”

De forstod, at han helst havde ladet dem slippe helt, og Poul sagde: ”Kan du huske, far, at du en dag i Bergen gik med os drenge op mod Fløjfjeldet, og saa spurgte du: ”Hvordan kan maanen, der er sort som jord, lyse? Min sølvdaase er blank, og solen skinner i den; men maanen er mørk, hvordan kan den saa lyse?”

Hans Egede fortsatte og saa svarede du: Fjerne bjerge, som ogsaa er mørke i sig selv, kan tit lyse i solen! Og jeg var glad ved, at du havde lagt mærke til det.”

Det brød ud af Poul: ”Ja, men du kan tro, at bjergene nu til morgen lyste længere end til maanen, helt op til stjernerne lyste de - til Guds himmel.”

Hans Egede blev grebet af Pouls begejstring; han gik videre og fortalte om stjernerne, deres lys og den mærkelige sammenhæng, der er mellem vor verden her paa jorden og stjernehimlen. Og de tre slag blev skrevet i glemmebogen.

Gertrud saa hen til sine tre drenge og glædedes inderligt over, saa godt det gik mellem dem, alt imens hun trøstede lille Nella, der beklagede sig over sit skrabte knæ.

VINTER. – HOS GRØNLÆNDERNE.

Vinteren kom med mørke og korte dage, men ikke med den bidende kulde og de vældige masser af sne, som de i Haabets Koloni havde frygtet. Det frøs, og sne kom der ogsaa, men det meste af tiden var det roligt og klart vejr, saa der ingen vanskelighed var ved at færdes ude.

Hans Egede holdt gudstjeneste og gennemgik troslære med alle folkene; for, sagde han til dem, I skal give de vilde hedninger et godt eksempel paa gudsfrygt og gode sæder. Drengene blev holdt til latinen, men længtes ud. Pigerne maatte foruden at læse og skrive sy og brodere. De faa kvinder, der var i kolonien, samledes om Gertrud for at sy, strikke, stoppe og vaske, saa alt tøjet kunde holdes pænt i orden.

Folkene var flinke, og i begyndelsen gik alt uden gnidning.

Men saa begyndte det at blive smaat med saltet kød og flæsk, laksene var spist, og folkene klagede over den flove føde: brød og grød, kun krydret af et glas tyndt øl eller brændevin. Først i december sendte Egede da et hold folk ind til Præstefjorden, langt inde øst paa. Der havde om sommeren været mange fisk i elvene og mange harer og rensdyr i dalene.De fik imidlertid ikke fat i noget fersk kød, men de kom tilbage og fortalte, at nogle vinterhytter, som om sommeren havde staaet tomme, nu vrimlede af mennesker. Aron, som havde været med, fortalte: Da vi bad om husly, gjorde de os begribeligt, at der var en grim lugt i deres huse, vi

skulde sejle hjem. Men for gode ord og gaver overlod de os dog en lille hytte, der var ubeboet. Der var imidlertid ikke til at være for kulde, da vi ingen lampe havde saadan som grønlænderne. Vi fik da omsider lov til at komme ind i det største af deres huse. - Da vi kom derind, slog imod os en varme og en stank, saa det stemte for brystet. Men vi holdt os og blev anbragt paa forhøjningen ved væggen. - Jeg sagde da: "Se her er Aron." Derefter pegede jeg paa min sidekammerat og sagde: "Han der hedder …. " Videre kom jeg ikke, for en grønlænder sprang op og sagde: ”Aron”? idet han pegede paa mig. "Ja. Aron," svarede jeg. Saa slog han sig paa laarene og knækkede sammen af grin.

Jeg tænkte først, at mit navn nok maatte betyde noget meget uartigt paa grønlandsk, siden han opførte sig saadan. Men saa pegede grønlænderen paa sig selv og sagde: ”Arok!” saa paa mig og sagde: ”Arok?”

”Nej," svarede jeg, "Aron." - Han gentog: "Aron - Arok" og knækkede igen sammen af grin. Jeg viste paa pladsen ved min side, og han satte sig, saa op paa mig og lo. Vi blev helt gode venner, og jeg lærte meget grønlandsk af ham. Men dyr fik vi jo ingen af."

Lige i øjeblikket interesserede kødet ikke Egede saa meget som det at faa fat i grønlænderne og faa lært deres sprog. "Vi maa derover," sagde han ivrigt. "Der kan jeg endelig faa lejlighed til at tale til dem, lære dem at kende.”

”Ja, men far," sagde Poul, "vi kan jo ikke sproget.

"Nu kan Aron, da noget, og vi andre kan da altid sige: kina (hvad er det), saa faar vi med Guds hjælp mere lært."

Han satte straks Poul i gang med at tegne billeder af, hvordan Gud skabte jorden, af syndefaldet, djævelen med horn i panden; Jesus helbreder syge, Jesu opstandelse og mere.

Det var store opgaver, Poul her fik, og han spekulerede paa, hvordan han skulde tegne det, saa grønlænderne forstod det. Han tegnede og viskede ud og tegnede igen, indtil han syntes, at det lykkedes nogenlunde: Her steg jorden op af havet; her tog Eva æblet, forført af slangen. - Han viste sin mor tegningerne, og først da hun havde sagt god for dem, trak han dem op og lagde farve paa.

Hans far blev begejstret for billederne. "Ja, nu skal der komme gang i gerningen. Sikket held, jeg har en søn som du; du er en Guds gave'"

Det var næsten for meget, syntes Niels. Hvad er saa jeg?

Jeg kan hverken tegne eller spille eller remse latin. Men jeg kan regne bedre end Poul, og jeg vil være købmand og købe mange gode varer hjemme i Norge og saa komme her og købe alle grønlændernes skind.

Stinne satte sig hos Poul og søgte at efterligne hans tegninger, mens Nella byggede huse af brændestykker.

Dagene gik, og det blev jul. De lærte sydveststormen at kende, idet den satte ind med store ismasser paa havet og bunker af løs sne paa land. - Men vejret blev atter roligt, og himlen klar. Nu var det tid at drage til Præstefjorden.

Gaver blev pakket ned i en chalup. Aron skulde med, da han kunde noget af sproget og var ven med Arok. Poul skulde vise sine billeder frem, og da han gerne vilde have Niels med, fik denne ogsaa lov. Desuden var der tre matroser til at sejle baaden. Rejsen gik glat. Der var ikke is af betydning, og fjorden var rolig. Men de var spændte paa, hvordan grønlænderne vilde tage imod dem.

Da de nærmede sig bopladsen, strømmede folkene ud af husene; de Kunde forstaa, at deres komme var blevet meldt. Kvinder og børn holdt sig tilbage, men en skare af mænd gik frem mod landingspladsen med buer og spyd rede.

Da Hans Egede gik i land som den første, vinkede grønlænderne - som sædvanlig: Sejl bort, vi har ingen brug for jer!

Da Hans Egede vilde gaa frem mod dem, spurgte Aron, om folkene ikke skulde bevæbne sig og stille sig ved hans side; men Egede svarede: "Nej, i Guds navn, jeg gaar alene. Vi skal ikke møde dem som fjender, men som venner. Og saa gik han frem mod grønlænderne i sin lange, sorte præstedragt med de to hvide snipper foran.

Grønlænderne stod, som ventede de blot en ordre for at angribe. Men Hans Egede gik med frit løftet hoved frem imod dem. Poul og Niels saa med stolthed efter ham, og Poul tænkte: Bliver han martyr for Guds sag, da vil jeg følge ham. Hvor herligt det skal blive!

Men Egede vinkede vaabnene væk, og de sænkedes. Han vinkede til Aron og drengene, og de kom med gaver, som deltes ud, mens Egede gjorde grønlænderne begribeligt, at han kom som ven, og fordi han havde noget at fortælle dem. Han lod Poul tage en af sine tegninger frem og holde den op, saa de kunde se den. - De kikkede interesserede paa den, nikkede og smilede.

Egede rystede som af kulde og sagde, her var koldt. Naar de kom ind, kunde han bedre vise dem billederne.

Grønlænderne rystede straks paa hovedet og sagde, at der var en grim stank hos dem; der var ikke til at aande for en stor, fremmed mand som ham. Men det endte dog med, at han og hans folk fik lov at komme ind i det største hus.

Da de var kommet gennem den lave indgang, hvor flere hunde regerede, slog varmen og stanken dem i møde, og Egede maatte indrømme, at det var den fæleste stank, han nogen sinde havde været udsat for. Store urinbaljer, raadden sælspæk, de mange brændende lamper og de mange svedende mennesker udsendte en dunst, der stemte ham for brystet og gjorde ham syg. Men han strammede sig op; han maatte ikke give efter, han skulde holde ud. Men Poul og et par af mændene maatte ud en overgang; de kunde ikke døje den tykke luft.

Efterhaanden anbragte et hundrede mennesker sig rundt paa forhøjningerne langs væggene og i kreds paa gulvet. Poul lagde mærke til, at der brændte en halv snes lamper med store, brede væger, hvorunder der var skaale med olie, og over hver af dem hang en gryde og dampede. Ved lamperne sad halvnøgne kvinder med deres smaa børn ved brystet, og rundt paa forhøjningerne laa skind: sælskind, renskind og ræveskind.

Hans Egede sang en salme, mens Poul spillede melodien paa fløjte. Først saa grønlænderne lidt forundrede paa dem, saa begyndte de at gynge i takt til musikken og endelig at nynne med.

Efter salmen bad Egede en bøn, som grønlænderne selvfølgelig ikke forstod noget af. Men de vogtede nøje paa hans minespil, for de tænkte, at han var en vismand, der stod i forbindelse med aanderne. Samtidig tænkte de, at det var slemt, at der ikke var en af deres egne vismænd, angakokker, til stede; han kunde have kaldt aander til hjælp, saa vilde Egede ikke have været saa farlig, som de følte han var nu.

Poul kom frem med tegningerne, og Hans Egede forsøgte med Aron som hjælper at forklare, at Gud havde skabt jorden og de første mennesker Adam og Eva, at de havde handlet imod Guds vilje, og at det var djævelens skyld. Derfor kom Jesus og friede alle dem, der led ilde.

Hvor meget grønlænderne forstod deraf, vidste han ikke; men de var meget optaget af de syge, der blev helbredt, og spurgte, hvordan det gik til.

Egede vidste ikke, hvordan han skulde forklare, at det var Guds aand, der virkede, hvorfor han sagde, at Jesus blæste paa dem, saa blev de raske, og han aandede selv stærkt ud for at vise, hvorledes Jesus blæste paa de syge.

"Kan den store aand ogsaa gøre det nu?" spurgte en.

"Ja, det kan han. "

"Se," sagde den samme, "herovre ligger en kone, der har ondt i maven. Blæs paa hende!" .

Egede rystede paa hovedet og sagde: "Nej, det kan jeg ikke gøre, men kun Gud."

"Du er hans tjener," sagde nu flere grønlændere, "du skal gøre det." Og de trak ham over til den syge kone: "Blæs paa hende!"

Egede vidste ikke, hvad han skulde gøre. Han var ikke troldmand, og vilde ikke være det. Men alle grønlænderne stod der saa spændte og ventede paa, hvad han vilde gøre. - Da blæste han paa hende, men skyndte sig at sige: "Kun Gud, kun Gud kan gøre den syge rask!"

Der gled straks et smil over kvindens ansigt. Hun følte sig straks bedre til pas, og hun sagde det. Alle grønlænderne saa med respekt op til Hans Egede.

Men oven paa den anspændelse maatte de alle have noget at styrke sig paa. Grønlænderne fordelte sig ved gryderne og begyndte at fiske stumper af sælkød op af dem med fingrene. En kom med et stykke renkød til Egede. Han vidste ikke rigtig, hvad han skulde gøre ved det:

Kaste det bort vilde han ikke, men kunde han spise deres mad her midt i svineriet? - Han skar en lille stump af og bød Niels, som tog det og bed af det. Han var blevet sulten. ”Smager godt!" sagde han og fortsatte. Saa fik ogsaa Poul et stykke, men han renskar kanterne, før han smagte paa det. Ogsaa Aron tog et stykke kød af grønlænderne, mens de øvrige af Hans Egedes mænd med afsky afviste det. Et par af dem gik ned til baaden for at hente brød og røget flæsk. Nogle grønlændere fulgte efter for at se, hvad disse fremmede nu havde for.

Egede vilde gerne overnatte. Men grønlænderne forsøgte paa mange maader at faa ham og hans folk bort. Til sidst fik han dog overladt den lille hytte, hvor Aron og hans fæller havde boet nogle dage først i december. Matroserne skiftedes til at holde vagt ved baaden med bøsse i armen. Men natten gik stille og roligt uden nogen begivenhed af nogen slags.

EN AANDEFORESTILLING.

Næste dag fortsatte Egede og Poul undervisningen, mens Niels søgte at komme i lag med grønlænderdrengene. Men de trak sig tilbage fra ham og svarede ikke, naar han spurgte. Maaske forstod de ham slet ikke. Da kom Arok med sin dreng, Kusak, der var noget ældre end Niels, men lidt mindre. Rund og fast var han i det. Det sorte haar hang ham i øjnene, og næsen forsvandt næsten mellem de fede kinder. Arok sagde til Kusak, at han skulde vise Niels faderens kajak og fangstredskaber.

Efter at have vendt sig et par gange og skelet til kammeraterne, stak han i løb op mod husvæggen. Niels fulgte efter. Kusak standsede ved en kajak, der laa op mod væggen. Den var et fint stykke arbejde. Stram og glat laa skindet over det spinkle træskelet, og om mandehullet i midten sad et skind til at spænde om livet, saa manden og baaden blev ét, og ikke en vanddraabe kunde trænge ind, selvom baaden vendte rundt med manden. Paa forenden var en lang, tynd harpunline snoet op om et lille træstillads.

Kusak stod og sagde ingenting. Men Niels spurgte, og Kusak var stolt af sin far, for han var en stor fanger, og hans kajak var den fineste og letteste af alle paa bopladsen, og hans harpun var den stærkeste og hurtigste. Kusak fik munden paa gang, og Niels spurgte og spurgte, til han forstod. Andre drenge blev interesserede og fortalte om deres fædres bedrifter.

Niels og drengene blev saa gode venner, at de indbød ham til at sove paa deres briks om natten, og da det for Hans Egede gjaldt om hurtigst muligt at komme i kontakt med grønlænderne, blev det ordnet saadan, at baade Poul og Niels skulde sove i det store hus, mens Hans Egede trak sig tilbage til det lille.

Kusak anviste Poul og Niels leje ved siden af sig og en anden dreng. Naar de var to, turde de nok ligge ved siden af de fremmede. - Til at begynde med var der megen uro, og stanken og kvalmen var næsten uudholdelig. Men efterhaanden slukkedes lamperne, og ro faldt over de mange mennesker. Kusak og hans kammerat snorkede, men Poul og Niels kunde ikke falde i søvn, selvom de efterhaanden mærkede dunsten mindre stærkt .

"Hvad er det; jeg synes, der er noget, der kravler i mit haar,” udbrød Niels.

"Det er lus," hviskede Poul ham i øret. "De er smækfulde af lus. Der bliver noget for mor at gøre, naar vi kommer hjem. Der er vist ogsaa noget, der kryber her."

"Puha, gid jeg var vel hjemme!”

"Husk paa, vi gør det for fars skyld" Poul kunde ikke faa sig til at sige ”for Guds skyld”, selvom han syntes, at det var det, det skulde være.

Omsider var de to børn trods alt slumret ind. Da vækkedes de paa ny ved at der blev uro. Lys blev tændt. Grønlænderne rejste sig fra briksene rundt om og samlede sig om to mænd, aabenbart fremmede, der lige var ankommen. Efterhaanden anbragte alle sig i kreds om de to. - Den ene var gammel og furet og havde en mærkelig slæbende stemme, det var næsten, som han messede.

Nogle grønlændere listede ud, og snart begyndte andre at indfinde sig, saa huset fyldtes til trængsel. Saa begyndte den gamle at tale, og lidt efter opløftede alle et klageskrig. Kvinderne faldt paa deres ansigt og græd og hylede. En tid gik det over til en ensformig klagesang, saa løftede alle stemmerne sig atter til et skrig, alle kastede sig næsegrus ned, græd og klagede.

Drengene havde rejst sig over ende og stirrede med store, forundrede øjne paa dette - som de syntes - galskab. "Hvad skal dette betyde?" spurgte Niels, Kusak. - Kusak svarede, og Niels forstod saa meget, at den fremmede havde fortalt om slægtninge, der var døde, siden sidst han var der, og nu holdt de sørgehøjtid over dem.

Pludselig blev alle stille, de ligefrem stivnede. Alle sad uden en bevægelse og saa frem for sig med stive øjne og bedrøvet ansigt. Hele stemningen forplantede sig til drengene; de sad ogsaa ganske stille og følte sig som eet med dem i deres sorg.

Efter en stunds forløb løstes fortryllelsen lidt efter lidt.

En efter anden rejste sig, og nogle begyndte at se til gryderne. De fremmede skulde have mad. De var kommet over havet i vinterens mørke og var sultne og trætte.

"Uha”, sagde Kusak nu, "den gamle der er stor angakok.

Han kan jage en harpun gennem jeres sjæle og saa…" Han spærrede øjnene op og vendte sig fra Poul og Niels.

"Skulde vi ikke gaa, mens de spiser?" hviskede Poul.

"Hvorfor det?" svarede Niels.

"Jo, maaske vil de ofre os til aanderne til soning for, at de har taget imod os og ikke dræbt os!"

"Men,” indvendte Niels, "du sagde selv, at vi skulde være her for fars skyld. Vi kan maaske fortælle mærkelige ting i morgen."

”Ja, men hvis han virkelig kan forgøre os! "

"Aa pyt, vær ikke bange! Bed dit fadervor"

Ja, tænkte Poul, det var sandt, det kunde han gøre. Og korsets tegn jager det onde paa flugt. Vi har beskyttelse nok. -

De lagde sig ned og lod, som de vilde sove. Men Niels trak sig op bag Poul, saa han kunde se ud over hans haartop. - De lagde nu mærke til, at grønlænderne gjorde angakokken opmærksom paa dem. De spurgte aabenbart om, hvad de skulde gøre ved dem.

Troldmanden rystede paa hovedet og bad om et eller andet. Saa satte han sig ned paa gulvet, og en kom og lagde foran ham et sælskind, udspændt paa en slags træramme. "En tromme," hviskede Poul. Angakokken slog haanden i den, og den gav en dump lyd. Nogle grønlændere gik rundt og slukkede de tændte lamper, mens alle voksne anbragte sig i kreds om troldmanden. Det blev bælgmørkt som for Rødhætte i ulvens mave, og Niels hviskede: "Nu gaar det løs!"

"Ti stille!" hvislede Poul. Tænderne var lige ved at klapre i munden af ham, saa spændt var han. Niels mærkede, at drengene bag dem var vaagne, men de laa musestille.

Nu slog angakokken igen paa trommen - stærkere og stærkere. Et lille ophold, og han trommede atter løs. Saa lød en fin stemme, der vist spurgte om noget, og en grov, brølende stemme svarede. Dette gentog sig flere gange. Saa lød det, som de to eller flere kom op at skændes, de forskellige stemmer skar ind i hinanden: mjavende, brølende, hviskende, bævende.

Niels syntes, det lød saa morsomt, at han laa og lo saa smaat, mens Poul stadig blev mere og mere spændt: Hvad vilde det ende med?

Kunde troldmanden virkelig slynge en harpun gennem deres sjæl? Hvad vilde det sige? Døde de saa, eller var de i djævelens vold? Og da han hørte Niels ligge og le, hviskede han: "Saa ti da stille, broder! "

Nu hørtes sagte, klynkende stemmer, der ligesom sang en ensformig sang. Det var nok kvinderne, der ikke kunde tie længere.

Atter lød en trommesolo, og angakokkens stemme steg til uanede højder, hvorfra den pludselig sank ned til en dyb brummen. Poul var helt i denne stemmes vold. Han krøb sammen og turde ikke engang ven de sig og slaa armene om Niels.

Men Niels var stadig uberørt, mest tilbøjelig til at slaa en skoggerlatter op. Nu slog en forvoven tanke ned i ham. - Han vidste nøjagtig, hvorledes grønlænderne var anbragt rundt paa gulvet, og der var kun faa skridt hen til angakokkens plads i rækken. Der laa ingen ved Nielses fødder. Han kunde let skyde sig ned fra briksen og liste sig hen bag angakokken. Ingen kunde høre ham under dette græsselige spektakel. - Men hvis saa angakokken opdagede ham og greb ham! - Pyt nej, det gik nok, tænkte han og begyndte at skyde sig ud fra briksen. Forsigtigt listede han hen mod angakokkens plads, og efter nogle særlig ondartede hyl, stak han pludselig i det værste skraal, der nogensinde var kommet over hans læber, og derefter stak han fingrene i munden og piftede langtrukkent og inderligt.

Der blev pludselig dødsens stille. Alle lyttede: Nu maatte aanden komme! Men der skete intet.

Niels stod ubevægelig, til der blev uro igen, da sprang han op paa sit leje og gled ind bag Poul. Da opdagede han, at hans hjerte slog vildt, og at han trak vejret ujævnt og stødvis.

Den murrende uro varede lidt, saa blev en lampe tændt, og saa en til og flere. Niels tittede op forbi Pouls hoved. Angakokken sad der endnu. Han sad, som han sov. En stærkere magt havde taget sagen i sin haand, tænkte han nok; men var det til fordel for kablunakkerne eller var det en anklage? Han forstod det ikke. Men han var saa træt. Nogle spurgte, hvad de skulde gøre. Han svarede: "Ikke noget nu. I morgen!"

Resten af natten forløb roligt, og næste dag kan det nok være, drengene havde noget at fortælle deres far. Niels var nærmest i overgiven stemning, Poul var lidt flov.

"Takket være Gud, at der ikke skete jer noget ondt," udbrød Egede, da han havde hørt beretningen.

"Hør far, kunde han have forgjort os?" spurgte Poul.

"Umuligt er det ikke, at han kan staa i pagt med onde aander. I hvert fald kunde han ophidse grønlænderne saadan, at de faldt over jer og dræbte jer. Maaske har Niels reddet jeres liv, idet har! brød fortryllelsen.

Det viste sig vanskeligt for Hans Egede at samle folk til undervisning den dag. Nogle mænd var taget ud paa sælfangst, andre paa jagt, og kvinderne havde travlt med børn og tøj. Dog lykkedes det ham at samle en lille skare, hvoriblandt angakokken fra natten var, og han fulgte meget nøje Hans Egedes fortælling om, hvordan Gud skabte Adam og Eva.

Den gamle lo saa smaat og sagde: "Jeg er en gammel dum torsk, men jeg synes, at den gud er lille mod KaIlak, som har skabt alle ting." Og han fortsatte med at fortælle et grønlandsk sagn om menneskenes skabelse. - Hans Egede forstod ikke rigtig, hvad han sagde, hvorfor han gav den gamle et stykke kridt og bad ham tegne, hvad han mente.

Han tegnede da paa et stykke bræt to figurer, som skulde betyde den første mand og kvinde. Fra dem nedstammede alle mennesker, det vil sige grønlændere (kallaler), og de havde skabt himlen og jorden. ”Hvor er de nu?" spurgte Egede.

"De er døde, og deres sjæle spiller i nordlysets straaler."

"Ja, det er rigtigt," sagde Egede, at alle mennesker, ikke blot grønlændere, nedstammer fra to mennesker, Adam og Eva, som er døde. Men de skabte ikke sig selv og ikke verden, det gjorde Gud, og han lever og raader; derfor bør vi tjene ham”.

Der var nu meget stor opmærksomhed, da Hans Egede videre forklarede nogle af Pouls tegninger. Men dagen var kort, og Egede og hans folk maatte hjem, mens vejret endnu var godt, og fjorden uden is, saa efter et par timers undervisning takkede Egede grønlænderne for deres venlighed, lovede snart at komme igen og gik til chaluppen.

ARON HOS GRØNLÆNDERNE

Egede havde spurgt Aron, om han ikke kunde tænke sig at blive nogen tid hos grønlænderne. Han havde jo en god ven i Arok. Saa kunde han lære deres sprog og skikke bedre og se, hvordan de levede sammen til daglig, noget, der kunde faa stor betydning for Hans Egede og missionen.

Jo, det vilde Aron gerne. Han fik en flint med krudt og kugler til nogle skud, en økse og forskellige varer, som han kunde gøre indkøb for. Da baaden stødte fra land, stod Aron derfor ene tilbage paa strandbredden. - Straks grønlænderne opdagede det, begyndte de at vinke og raabe til baaden: I har glemt en, tag ham med! - Men Hans Egede vinkede tilbage til Aron, og baaden fortsatte, mens Hans Egede nøje vogtede paa, om grønlænderne vilde gøre Aron fortræd; men det var der ingen tegn til.

"Jeg synes nu, at det er synd for Aron, at han skal blive ene blandt de vilde mennesker og troldmænd," sagde Niels.

"Naar du kunde skrække dem hen,” svarede faderen med et smil, ”klarer Aron sig ogsaa nok." Mens de strøg af sted for en god sydøstvind, og Hans Egede sad og døsede lidt over paa disse anstrengende dage, sagde Niels til Poul: ”Jeg er ked af, at Kusak slet ikke vilde snakke med mig i dag”

”Hø," svarede Poul, han er jo kun en vild hedning! "

"Derfor kan han alligevel være god nok, og far siger jo…..

”Ja, og," brød Poul ind med væmmelse, "saa er han som de alle fedtet over det hele. Puha!"

Niels svarede ikke. Men Poul tænkte paa noget helt andet. Han vendte sig mod sin far: "Tillader far?"

"Naa, hvad vil du?"

”Hvordan kunde grønlænderne vide, at KaIlak havde skabt to mennesker først?”

Straks Egede hørte, hvad spørgsmaalet drejede sig om, var han helt vaagen og svarede: "Det er muligt, at de har staaet i forbindelse med de nordboere, der i sin tid kom herover fra Island og dannede Østerbygden og Vesterbygden. Ogsaa herinde i fjordene har vi jo set ruiner af store stenhuse, som sikkert er bygget af nordboere i sin tid. - Gud ved, om nordboerne endnu lever i Østerbygden. Men jeg maa undersøge det; jeg maa skaffe det at vide, om ikke i aar, saa til m næste.”

Vejret holdt sig, og de havde en god hjemfart. En tryg glæde fyldte Gertrud og smaapigerne, da de med hver sin i haanden gik fra landingspladsen op mod huset.

”Mor," raaber da Niels pludselig," jeg har husdyr i haaret!"

"Aah, det har du vel ikke!" klagede Gertrud. "Hvad saa med dit store, tætte haar, Poul?"

"Jeg er bange for, at der er særlig god græsning der," svarede han; og de lo alle, og Gertrud sagde: "Blot I ikke smitter pigerne, kommer vi nok over det. Det er en lille sag mod at have jer friske og raske tilbage."

I den følgende tid fortsattes undervisningen derhjemme. Det grønlandske, de havde lært, repeteredes og sloges fast. Det var blot alt for lidt, hvorfor Egede flere gange havde bestemt, at han vilde ud til grønlænderne igen for at lære mere og for at undervise, ja, og for at se, hvordan det gik Aron derude; maaske kunde han være i nød. Men saa faldt det i med daarligt vejr, og rejsen blev udsat. Han havde da god tid til at tage sig af drengene, og de havde mange gode stunder sammen. - En dag sagde Niels til Poul: "Det er mærkeligt med far, han er meget rarere her end i Bergen. Var alt der ikke helt efter hans kogebog, hu-hej, saa tampen frem. Her tænker han jo aldrig paa tampen. Kun een gang - den morgen med solopgangen - idømte han os tamp, og saa glemte han det igen."

"Men mor er den samme," svarede Poul.

"Ja, men mor er nu ogsaa mor," fastslog Niels.

Mændene var sure over, at de fik alt for lidt kødmad. Omkring 1. marts bestemtes det derfor, at et hold med købmanden som fører skulde ind i fjordene paa jagt; saa kunde købmanden samtidig forhøre, om grønlænderne havde noget at sælge, ligesom han kunde sætte sig i forbindelse med Aron. - De kom imidlertid tilbage næsten uden bytte, men de kunde fortælle, at grønlænderne havde overfaldet Aron. En dag havde en skare mænd samlet sig om Aron og spurgt, om han ikke vilde vise dem sin bøsse. Han tog da flinten frem og viste, hvordan den skulde lades og skydes af. Der var ikke noget skud i den, hvorfor han flere gange lod hanen klikke. - Da grønlænderne saa, at den var ufarlig, rev en mand den pludselig fra ham og forsvandt med den, mens de øvrige faldt over Aron, slog, sparkede og rev. Han arbejdede længe paa at komme løs. Endelig lykkedes det, og han løb med blodet strømmende fra talrige rifter i ansigtet hen mod den lille hytte, hvor han boede. Han var saa ophidset, at han knap sansede, hvor han var; han tænkte kun paa at faa fat paa sin økse, saa skulde de elendige skrællinger faa, hvad de havde godt af.

Men da han naaede hytten, kom en gammel mand ham i møde. Han var saa gammel og svag, at han ikke kunde skaffe sig selv føden. Han havde da kun ligget familien til byrde, og denne syntes, at han hellere maatte lægge sig til at dø snarest. Aron havde da taget sig af ham, ladet ham bo hos sig og delt sin mad med ham. Nu stoppede denne gamle mand Aron, da han ragede efter øksen. Aron skubbede til ham, saa han faldt, men han dækkede alligevel for øksen, idet han talte beroligende til Aron: ”Rolig, rolig. De er kun ophidsede børn. De er straks gode igen. Du maa ingen ulykke lave. Nu skal jeg tørre blodet af dit ansigt." Han fandt en linnedklud og tørrede blodet af Arons ansigt.

Aron vrissede, men blev roligere, idet han tænkte paa, at det var mærkeligt med saadan en gammel en; han havde god grund til at være bitter paa sine egne, og nu stod han der som den, der af kærlighed vilde redde baade ham og dem fra at gøre noget forfærdeligt.

"Tak, du gamle,” sagde han bittert og smed sig paa lejet for at sunde sig lidt oven paa den haarde medfart.

Han blundede maaske lidt. Han syntes i hvert fald, at der kun gik ganske kort tid, før det begyndte at pusle ved indgangen, og ind kom en hel stor sendefærd. Den forreste havde hans bøsse, som han bad ham tage igen og ikke gøre dem nogen fortræd med. Den næste havde et fint renskind, som han bad Aron ikke forsmaa. Den tredje kom med en harpun som gave, og alle forsikrede de, at de absolut ikke vilde gøre ham noget ondt. De maatte være blevet besat af en ond aand, som vilde slaa ham. Det var ikke deres mening at gøre det, for han havde aldrig gjort dem andet end godt. Bare han nu vilde lade være at fortælle pelleste - præsten noget om det!

"I er nogle gamle hyklere," kunde Aron ikke lade være med at buldre op. "I fortjente haard straf. Fik den store herre i Danmark dette her at vide, skulde han knuse jer alle, I bøhmænd!"

De saa meget sønderknuste ud og forsikrede, at saadan noget skulde aldrig mere ske, bare han ikke vilde sige det til pelleste. Da lod Aron naade gaa for ret og lovede dem, at han ikke skulde fortælle noget til Hans Egede.

Straks Hans Egede havde hørt denne historie, udbrød han: "Hvorfor tog I ham ikke med tilbage?"

"Nej, " svarede købmanden, "han syntes, det vilde se ud som et nederlag, hvis han flygtede nu. Han vilde helst, at I selv kom og tog ham med her hjem.”

Hans Egede gjorde sig straks rede til en ny rejse ind til Præstefjorden. Men daarligt vejr med storm af vest og megen is hindrede rejsen de følgende dage.

Endelig lagde vinden sig, og isen spredtes, saa det var muligt at sejle. Da tog de af sted, Egede selv, det, nødvendige mandskab og begge drengene, selvom deres mor ikke var glad ved det. Vejret var lumsk, og isen farlig. Men Hans Egede lovede, at han skulde passe godt paa dem, og at de alle skulde komme tilbage snarest muligt, maaske allerede næste dag.

Efter nogen kamp med de drivende isskodser naaede de velbeholdne til Præstefjorden. Aron tog imod dem, mens grønlænderne holdt sig tilbage, idet de nøje vogtede paa, hvad Aron sagde til præsten - om denne blev vred. Men Hans Egede kom dem venligt i møde, og i det store hus fortalte han om djævelen og om Jesu gerning. Hvor hans grønlandske ikke slog til, kunde Aron oversætte, og aldrig havde grønlænderne været saa opmærksomme som denne aften. Dette kunde ikke undgaa at glæde Hans Egede, og han tænkte, at blot han kunde faa et barn eller to med hjem, saa kunde hans egne børn hurtigt lære sproget helt, og saa skulde det glade budskab komme til at lyde uforkortet til grønlændernes frelse. Han vilde i morgen prøve at faa nogen med.

Baade han og drengene sov i Arons hytte. Næste morgen forsøgte Niels at faa kontakt med Kusak, men drengen holdt sig sky tilbage, saa det fik han ikke noget ud af, og da Hans Egede kom frem med sit forslag, at bl.a. Kusak skulde følge med for at lære hans børn at tale grønlandsk; saa vilde de til gengæld lære ham at læse - da forsvandt Kusak, og hans far svarede, at det kunde ikke lade sig gøre, for hans mor kunde ikke undvære ham. Desuden var han en lille dum knægt, som præsten ikke kunde have noget ud af.

Det nyttede ikke, hvad Hans Egede sagde, han fik ingen med.

I STORM OG SNE .

Hen paa eftermiddagen tog de afsked og begav sig paa hjemvejen, Aron med, til trods for at blæsten tiltog, luften var tyk, og snart vilde mørket sænke sig over sø og klippeskær. Søfolkene raadede fra, men Hans Egede var ivrig efter at komme. hjem, og de sejlede.

Ud gennem Præstefjorden gik det meget godt. Fjorden var temmelig snæver, vinden tværs, høje klipper gav læ for de stærke stormkast. Men da de kom ud i det aabne sund og drejede mod vest, fik de vejrets styrke at føle. Og vinden steg, himlen tætnede, snart væltede sneen ned og drev dem i øjnene, mens bølgeskvulp slog ind i baaden.

Folkene gav højlydt ondt af sig. Dette her lignede ikke noget; nu kom mørket - storm og sne i tæt mørke! Hvorfor vendte de ikke om?

Den eneste af dem, der var ved godt mod, var Aron; han stolede paa Egede, og denne vilde ikke tilbage til grønlænderne, som de lige havde taget afsked med, de vilde haane dem. Og hjemme ventedes de med længsel og ængstelse. Gud vilde bevare dem! tænkte han.

Men stormen tiltog. stadig, og da mørket faldt paa, var folkene rede til helt at opgive ævret. De talte om, at dette her kom ingen fra med i livet i behold, og ingen vilde høre paa Aron, der søgte at sætte mod i dem. Poul og Niels sad ved siden af hinanden og øste. Poul var bange, men det var Niels ikke. Han lo pludselig og bøjede sig hen mod Pouls øre og sagde: "Hvis vi nu kuldsejler, kommer vi ned til den onde kvinde, som grønlænderne siger bor i havet og raader over alle havdyrene.”

"Du er da tosset," svarede Poul. '"Bed du hellere Gud bevare os!"

Imidlertid var stillingen ganske uholdbar. Bølgerne slog ind i baaden, sneen klistrede i øjnene, al orientering var umulig, de maatte søge ind mod kysten for at finde læ eller et sted at gaa i land. Men klippekysten var farlig ved dag, dobbelt farlig nu i mulm og mørke; storm og sne. Aron og en anden af folkene stod rede med baadshager, saa de kunde støde fra, skulde de blive slynget mod klipperne. Flere gange var baaden ved at fyldes med vand. Det hændte, at folkene skreg af rædsel under en pludselig overhaling. Men Egede holdt dem alligevel paa deres post.

Han var selv meget nedtrykt, men han viste det ikke. Han havde lovet Gertrud at passe godt paa drengene, og han vilde jo netop hjem, for at hun ikke skulde blive ængstelig for dem. Men han havde ikke hørt efter folkenes raad. Han sad med hele ansvaret. Det blev tungt at

bære. Han øjnede kun een udvej: Guds hjælp, og han bad stærkt og inderligt.

Vejret lysnede lidt. Aron opdagede en lille bugt. Det viste sig, at kysten her var lav, og baaden drev ind mod en iskant. Rask greb Egede ankeret, sprang i land og gjorde det fast.

Alle kom vaade, men i øvrigt velbeholdne i land. Egede gav Aron ordre til at sørge for, at baaden blev trukket op, saa den ikke kunde forsvinde. Naar det var ordnet, skulde folkene søge frem mod Præstefjorden. Han selv og drengene begav sig straks paa vej mod bopladsen ved Præstefjorden. Der var ikke langt derover, hvis de kunde finde den rette vej. Men mørket omgav dem, stormen ruskede i dem, og sneen dængede dem og alt til, dækkede fordybninger og klippespalter, gjorde hvert skridt farligt. Og kom de derover, hvordan vilde grønlænderne da tage imod dem - vilde de dræbe de stakkels udmattede skibbrudne?

Alt dette skænkede de dog ikke mange tanker i øjeblikket. Deres opmærksomhed var spændt vendt mod vejen, de gik. Snart kurede de ned ad en skraaning, saa gik de fast i en klippespalte. Een gang var de paa nippet til at gaa i havet. Forrevne paa hænderne og med skrab paa knæene vandt de dog frem. Udmattede var de, men opmuntrede hinanden og

støttede hinanden, og frem gik det til de mærkede, de var i læ paa en boplads. Nu hørte de hundene glammede og stoppede op som paa kommando.

De stod lidt, saa sagde Niels: "Vi kan ikke gaa ind, saa flaar hundene os. "Og," føjede Poul til, "hedningerne lader dem dræbe os, saa har deres aander vundet."

"Nej, nej," sagde deres far, "I tager fejl. Gud vil blødgøre deres hjerter, saa de ynkes over os og tager godt imod os.”

Men alle rystede de af kulde og anstrengelse og angst. Her kunde de ikke blive staaende. "Vi maa ind. Vi maa have varme og tørre klæder," sagde Egede med bævende mund.

"Nej, jeg gaar ikke med, de myrder os!" for det pludselig ud af Poul. Hans nerver slog klik, og han skreg.

Niels tog ham under armen, lo ham op i ansigtet og sagde: "Sludder og vrøvl, kom nu!"

Poul skubbede ham vredt fra sig, men Niels lo: "Saadan en bangebuks!" ... Da slog Poul. Faderen maatte gribe ind og skille dem for at hindre, at slog løs paa hinanden for ramme alvor. - "Kom!" sagde han. "Lige meget, hvad der sker - ind maa vi."

De nærmede sig indgangen til den store hytte, men hundene gav hals, og de turde ikke gaa ind i den lave gang. De raabte, men der kom ingen svar. Grønlænderne tænkte nok, at det var onde aander, der huserede i den sorte uvejrsnat.

De fandt et vindue, bankede paa og raabte atter. Mens de ventede paa svar, rystede de, saa de knap kunde holde sig oprejst.

Endelig hørte de nogen tysse paa hundene i indgangen, og et par mænd kom ud og stod ventende.

Poul stod rede til at løbe. At det ikke vilde blive til meget med hans løben, tænkte han ikke paa, kun paa at frelse livet, hvis grønlænderne gik løs paa dem med deres spyd.

Hans Egede raabte, og straks grønlænderne hørte, hvem det var, bød de dem venligt ind. Her blev de vaade klæder revet af dem, og de fik skrammer og rifter vaskede. Snart laa de varmt og godt under bløde skindtæpper. Efter nogen rysten faldt de til ro uden tanke paa den fæle stank i grønlænderhuset, men med taknemmeligt sind for frelsen. Hans Egede var glad for sine smaa snuskede, men trods alt godhjertede grønlændere.

Næst dag kom baadens øvrige mandskab. Forkomne var mændene, men ingen var kommet noget alvorligt til.

Egede følte, at han var kommet grønlænderne meget nærmere, fordi de havde kunnet hjælpe ham og hans, da det for alvor kneb. Han havde et par gode dage i Præstefjorden, til baaden kunde hentes, og hjemturen endelig finde sted.

Havde der været glæde i haabets koloni første gang de kom hjem fra Præstefjorden, saa var glæden endnu større denne gang. Siden stormen og sneen satte ind, havde Gertrud haabet med haab mod haab. Naar smaapigerne spurgte om far snart kom, kunde hun blot ryste paa hovedet, mens taarerne traadte hende i øjnene, noget, der ellers ikke lignede hende. Men nu fyldte fryden hendes bryst, og den svære tid var glemt. Hun havde alle sine i god behold.

Undervejs fra baaden raabte Niels pludselig: - "Aa, mor, hvordan tror du, det gaar med ”husdyrene” den her gang?"

"Pyt med det, min egen dreng, jeg har jer alle hjemme igen!" jublede hun.

Niels følte en egen varme risle gennem sin krop; var han ikke saa dygtig som Poul, saa var han dog sin mors egen dreng.

DER VENTES PAA SKIB.

Foraaret begyndte at melde sig. Sneen smeltede, isen trak bort, og den lille slette om kolonien grønnedes. Hist og her i lune kroge ved stenene skød smaa fine blomster frem. De lave buske af pil og birk løvedes. Himlen var høj og klar. Forventningerne til den ny sommer

var stor. - I kolonien ventedes skib, og da taagen satte ind, sendtes baad ud til de yderste øer for at holde vagt, at ikke skibene skulde sejle forbi.

Grønlænderne forlod deres vinterhuse og drog enten dybt ind i fjordene, hvor vildtet færdedes, eller de bemandede konebaadene og begav sig nordpaa, hvor sæler, hvalrosser og hvaler skulde være meget talrige. Mange kom forbi "Haabets Koloni”. Nogle tilbød skind, men Egede og hans købmand havde ikke gode varer - skjorter, klædestof, knive og harpunspidser at bytte med, saa megen handel kunde der ikke blive.

Drengene færdedes nu meget ude paa 'Haabet'. De klatrede i vant og mers, og de lærte sømandskab af de gamle søgutter, der var i højt humør, nu da hjemrejsen stod for døren. Poul og Niels kunde heller ikke lade være at ønske, at de skulde med til Bergen, den store handelsstad, hvor der var anderledes muligheder for unge mennesker end her i det vilde, øde Grønland. Men de maatte foreløbig passe deres læsning og støtte deres far, naar det gjaldt det grønlandske.

Hen i maj meldtes en dag: Skib i sigte. Men stor var skuffelsen, da det viste sig, at det var et hollandsk skib. Det kom dog med hilsen fra Bergen, at galioten var kommet godt hjem. Skib vilde blive sendt, det var sikkert undervejs.

Grønlænderne flokkedes om det hollandske skib, og i løbet af en halv time havde hollænderne handl æt mere end Egede og hans folk i et halvt aar.

"Hvordan kan det være," spurgte Niels sin far, "at grønlænderne vil handle med hollænderne, men ikke med os?"

"Det er meget nemt at forstaa, Niels. Hollænderne ved, hvad grønlænderne vil bytte med; de har de rigtige varer. Vi har intet ordentligt at byde dem."

"Det er da dumt af købmændene, at de ikke giver os noget rigtigt."

"Ja, gid man kunde gøre guld, saa kunde man selv skaffe sig det nødvendige. "

Drengene vidste, at det, at Hans Egede ønskede at kunde lave guld, ikke blot var en flyvetanke. Han havde med fra Bergen mange store, mærkelige bøger, der handlede om guldmageri, og undertiden søgte han at finde ud af de sære anvisninger, de gav paa at lave guld; men hidtil var det i hvert fald ikke lykkedes for ham.

"Det lykkes nok ikke for ham at gøre guld," sagde Poul til Niels .Det er kun en kunst for de særlig udvalgte."

"Hø, blæste Niels," jeg tror slet ikke, nogen kan lave guld,

"Naar far tror det, kan jeg ogsaa”, svarede Poul.

"Hvorfor kan han saa ikke læse det i bøgerne?" spurgte Niels.

"Det kommer ogsaa nok," svarede Poul med et lille bestemt nik.

Dagene gik. Flere hollandske skibe sejlede nordpaa, men ingen skibe kom til 'Haabets Koloni'. For hver gang haabet glippede, blev skuffelsen større. Kaptajnen paa 'Haabet' blev utaalmodig; han vilde hjem, mens de endnu havde proviant til hjemturen. Egede vilde se tiden an. Men da kaptajnen ikke vilde overlade ham flere fødemidler, maatte den daglige ration nedsættes. Egedes mænd blev da misfornøjede og ønskede ogsaa at komme hjem. Hans Egede opfordrede folkene til at tage ind i fjordene mod øst paa jagt; der var jo mange dyr, og grønlænderne havde stort udbytte af jagten. Imens de var borte, sejlede Egede og drengene hver dag i en baad fra 'Haabet' ud til de yderste øer for at holde vagt, om et skib skulde sejle forbi. Enkelte gange i fint vejr var hele familien med, og alle børnene morede sig godt, var friske og livlige til trods for den sløje kost: grød og brød i smaa rationer. Men Hans Egede saa paa børnene og syntes, han kunde se, de blev tynde og blege, og den tanke slog ham, at han maaske for børnenes skyld maatte opgive arbejdet og tage hjem. Men hvordan kan det være Guds vilje, spurgte han sig selv og knugede de foldede hænder.

Jagtholdet kom tilbage uden bytte. Dyr var der nok af, og grønlænderne skød mange, men Egedes folk kunde ikke komme dem paa skud. De havde kun haft faa skud krudt tilbage og maatte derfor passe paa ikke at ødsle med dem. Dog - hvordan det var gaaet til, det vidste de ikke: Skuddene var gaaet, men intet udbytte havde de faaet. Jo, de havde to rensdyr, og det var dejligt at tilberede dem og smage lidt fersk kød igen; men det var saa lidt til saa mange.

"Ja, men der er jo fisk nok i havet," sagde" Poul. "Vi kan tage ud og fiske." Og da ingen andre kunde blive færdige til at drage paa fiskeri i en fart, fik Poul og Niels lov at tage ud. Men de fik kun et par rødfisk, der ligner aborrer, og da en storbaad blev udrustet til fiskeri, blev udbyttet ikke større. Folkene tabte snart modet og vendte tilbage. - Poul rasede: Det kunde være meget godt at komme hjem til Norge, men det var vel nok ynkeligt at se en flok voksne mandfolk gaa rundt som var de kommet fremmede til sig selv, naar der var saa meget at gøre. Der var fugle paa fjeldene, rensdyr og harer mellem fjeldene og fisk i havet. - "Skal vi ikke tage ud paa en ø og skyde fugle? foreslog han Niels.

Jo nok, det var bedre end at gaa her og se paa alle de bedrøvelige miner, og høre folkene give ondt af sig. Maaske de kunde finde nogle æg at styrke sig paa.

De gik ind til deres mor for at faa lov til et sejle ud til en af yderøerne for at skyde snepper.

Moderen stoppede strømper, mens Christine sad og strikkede. Petronella legede med en kludedukke.

"Hørt mor,” begyndte Poul, "tror du, at vi kommer hjem til Norge nu?”

”Det forbyde Gud! Nej, det gør vi ikke, lød det sikre svar.

”Ja, men der kommer jo ikke noget skib. Vi har snart ikke mere at spise, og folkene gaar bare og driver og gnaver."

"Det er rigtigt. Men Guds hjælp kommer i rette tid, vær du forvisset om det." Det er værst for jer, mine børn, men I maa holde ud. Vær frimodige og hold ud!"

”Ja, men kan vi da ikke gøre noget! Maa Niels og jeg ikke tage ud til holmene i vest og skyde snepper? Der skal være saa mange derude.”

"Hvad vil I skyde med?"

"Vi har buer og pile."

"Ja, og vi kunde maaske finde nogle æg," tilføjede Niels.

”Hvordan er vejret?"

”Godt. Lidt østenvind og ret klart..”

”Ja, ja. Men husk paa, hvis I gaar i land at havet trækker vejret dybt to gange i døgnet. Pas paa, at baaden ikke bliver revet fra jer af floden, naar den kommer!”

Ja, det skulde de nok.

Nella kom: ”Maa jeg ikke komme med?"

"Tror du, vi kan skyde fugle, naar vi har saadan en dame paa slæbetov,” sagde Poul.

"Nej, men ser du, ”føjede Niels til, "vi kommer med fugle og æg, og de skal smage, kan du tro. "

Stinne sagde ikke noget, men fulgte opmærksomt, hvad der blev sagt.

Gertrud gav dem lidt brød med, og efter at de af deres far havde faaet. lov til at tage baaden, roede de ud gennem sundene mellem de nærmeste øer og hejste saa sejlet. - Vejret var højt. Vinden god. Jævne bølger bar dem frem. Det var herligt at sejle.

"Du, Poul, hvad skal vi, naar vi kommer hjem til Norge?"

"Vi kommer ikke hjem," bed Poul ham af. "Du hørte jo, mor sagde det."

"Men hvis vi nu alligevel kommer hjem?"

”Saa skal vi gaa i skole."

"Men hvad vil du saa være?"

Poul sad lidt og stirrede frem for sig, saa rankede han sig op og sagde: "Jeg vil være søofficer. Jeg vil faa lov til at komme paa kadetskolen."

"Og blive en anden Tordenskjold!"

”Ja, hvor herligt maa det ikke være at staa paa skansen og kommandere til entring!"

"Ja, og komme i helvede ligesom Tordenskjold."

”Hvorfor skulde Tordenskjold være i helvede?”

"Du ved da, vi i Bergen hørte saa mange historier om Tordenskjold. Du ved ogsaa, hvad han sagde, da kommandanten i Marstrand glemte at lukke porten op!"

"Nej, det ved jeg ikke."

”Det ved du vist nok, min gode Poul”, tænkte Niels, ”men du vil blot høre det een gang til. Du er lidt af en hykler.” Højt sagde han: "Tordenskjold sagde til kommandanten: "Hvad fanden nøler I efter?"

Poul: "Ti stille! Nævn ikke det navn, saa faar det ingen magt!”

"Nej, far siger jo, at den, der bander, kommer i helvede, for han er i djævelens vold."

Det svarede Poul ikke paa. Han fantaserede videre: "Blot det at staa paa kommandobroen af et stort skib, naar det bruser frem mod nye lande og nye eventyr!"

”Ja, og saa der," fortsatte Niels, ”hente alle slags gode varer og sejle herop til grønlænderne med dem, købe deres skind og give dem mange skønne ting i stedet. Bliv du løjtnant, saa bliver jeg koffardikaptajn."

Hver optaget af sine tanker sejlede de videre og nærmede sig en lille ø, der hævede sig ret højt mod vest, men var ganske lav mod øst. De gik i land paa den østre side, trak baaden godt op og anbragte ankeret sikkert i en spalte mellem stenene. Med bue og pilekogger listede de op i landet. Her var en lavning, hvor de maaske kunde finde nogle snepper.

De havde ikke taget fejl. Dernede gik virkelig et par af de brunspættede fugle med det lange næb og spankede nok saa fredeligt omkring uden at ane den fare, der nærmede sig. Poul syntes straks, de var for smukke at skyde, men Niels havde straks buen parat, og Poul fulgte efter. Afstanden var ikke stor, bare en snes skridt. De udvalgte sig hver en og skød - desværre begge for højt. Fuglene anede intet, de blev gaaende, saa der var lejlighed til endnu et skud. Begge drengene sigtede meget omhyggeligt og skød. Nielses pil strejfede en sneppe; den lettede med et skrig, og de øvrige fulgte efter.

Lidt slukørede saa drengene efter dem og diskuterede skuddene, hvorefter de gik ned for at se efter æg, men de fandt ingen.

De var allerede paa vej ned mod baaden for at sejle ud til en anden ø, da det slog Poul. at der ud mod vest kunde være hylder paa klippen, hvor der var alke eller søkonger. De var rigtignok ikke saa lækre som snepper, men grønlænderne fangede og spiste en mængde af dem. De vendte da om og gik op over de graa klipper, hvor der hist og her i revnerne groede lidt lyng og revling. De lagde ikke mærke til, at vinden efterhaanden friskede op, de tænkte kun paa at finde en hylde med fugle. De kravlede helt ud mod havet og kikkede ned. De kunde dog intet se, men der flagrede fugle rundt om. - Til sidst fandt de en revne, der førte stejlt ned mod havet. Her var i siderne smaa fremspring, hvor flere alke rugede. De sad tæt

sammen, og store sorte fugle med det rent hvide bryst dannede udmærkede skydeskiver. Drengene skød og ramte to. De andre styrtede sig i havet. Poul vilde straks kravle ned og hente dem og nogle æg, men Niels holdt ham tilbage: "Du kan da se - hvis du skrider, gaar du i havet, og saa er du leveret."

"Ja, men jeg skrider ikke - vær du vis paa det!"

"Husk paa, at du er lidt nem til at komme galt af sted."

"Hvad er det for noget sludder!”

"Husker du ikke tømmerflaaden!"

"Een gang er ingen gang!”

"Og den gang du skulde skyde til maals og var ved at skyde mig!"

”Nær ved og næsten slaar ingen mand af hesten."

"Ja, bruge mund kan du, men gaar du derned, siger jeg det til mor!"

Den trussel var jo kun til at le ad. Men alligevel fik den Poul til at betænke sig. Han vidste godt, at han mangen gang satte sin mors taalmod paa haard prøve.

"Jeg har det," udbrød han pludselig. "Vi henter ankeret og ankertovet og bruger det som støttetov.”

"Det var ingen tosset ide."

"Nej, her er vel nok manden med hovedet og ideerne."

Niels var alligevel lidt betænkelig ved at tage ankeret. Det blæste betydelig stærkere end da de gik i land. En højvandsbølge kunde tage baaden. Han burde vist blive ved den, men paa den anden side turde han ikke lade Poul ene gaa ud i fjeldet. Han mærkede sig derfor højvandslinien og forvissede sig om, at baaden laa sikkert, saa løb han efter Poul, der hastede af sted med ankeret og tovet.

Det viste sig, at tovet var lovlig kort. Det vilde knibe, at det kunde naa ned, naar en skulde have det om livet, hvorfor ankeret maatte sættes fast saa yderligt, at der var fare for, at det kunde glippe.

"Lad mig gaa ned," sagde Niels, da de havde anbragt ankeret.

”Jeg er den letteste ."

Men Poul havde allerede tovet om livet og begyndte at klatre ned, idet han støttede med benene og firede med hænderne.

Niels lagde sig ned over ankeret for at holde igen uden at tænke paa, at han kunde rives med, hvis ankeret glippede. Men Poul gik sikkert ned til hylden og stoppede den ene af alkene ind under sin trøje. Men det kneb ham at naa den anden, hvorfor den gled fra ham, og

med taarer i øjnene af ærgrelse maatte han se den forsvinde ned gennem klippespalten. - Til gengæld vilde han have nogle æg, men de var lovlig langt borte. Kunde han ikke løse rebet og kravle frit rundt? Han kikkede og saa, hvor nær han var den yderste kant. - Nej, det gik ikke. Men raadvild var han ikke. Han svingede rundt, idet han kravlede op med benene og ned med hænderne.

Niels troede, at han var blevet tosset, og ventede at se ham skride og falde, og kunde ankeret saa holde til det ryk, det vilde give? Men Poul ragede seks af de store æg til sig og stoppede de fire ind under sin trøje. De to beholdt han i hænderne, mens han atter drejede rundt, og han gjorde det uden at knuse æggene! Men han spekulerede paa, hvordan han skulde komme op med dem hele, for han maatte have fat i tovet med begge hænder. Niels kunde ikke hive ham op. - Forsigtigt anbragte han de to æg foran sig paa klippen, mens han tog sin hue af. Saa kom han æggene i huen og satte den forsigtigt med stor varsomhed paa hovedet igen, hvorefter han langsomt og omhyggeligt tog tag efter tag, til han naaede op til Niels. De lo befriede begge to. Det havde været spændende minutter, især for Niels.

Poul vilde have været ned efter flere æg. Men Niels rev ankeret op og sagde nej. Poul slog sig til taals med, at de da havde faaet udbytte af turen, selvom det var lidt. Men hvor var det ærgerligt med alken, der gled fra ham!

De maatte hjem nu. Vinden tog tag i dem, og Niels tænkte: ”Mon baaden er der endnu?” Han skyndede paa, til de saa baaden. Den laa der, men bølgerne slikkede op om den, og de maatte skynde sig at redde den. Ankeret blev anbragt, og de skulde til at skubbe baaden ud, da de følte, hvor sultne de var. - Det blæste haardt, og bølgerne vendte det hvide ud af øjnene; naar de kom fra land, fik de maaske ikke lejlighed til at spise. De besluttede derfor at tage en bid brød.

Men da de bed i det tørre brød, kom de til at tænke paa æggemad. Rigtignok skulde æggene være til dem derhjemme, men maaske var der unger i dem; de maatte lige prøve med et.

Bang! Jo, en stor unge.

”Gid den kunde spises!” sukkede Niels.

"Føj, nej," sagde Poul med væmmelse.

"Lad os prøve et til!"

Ogsaa en unge. Saa gik endnu et. - Aah! han havde nær slaaet for haardt til. Den rene hvide løb ud over hans fingre, og han slikke dem af. Han havde aldrig tænkt sig, at han kunde spise raa æg; men det smagte dejlig friskt.

Niels fik det næste. Saa var der kun to tilbage, og hvad var det til dem derhjemme. Men nu maatte de imidlertid af sted, for vinden tiltog stadig. Det kunde allerede blive vanskeligt nok at faa baaden ud, uden den kæntrede for dem. Poul sad rede med aarerne, Niels skubbede baaden ud og sprang i den, samtidig med at Poul stemte i med aarerne. Derefter hejsede Niels sejlet.

De maatte løbe skraat for vinden for at faa sejlet til at trække, men naar en særlig ondartet bølge bruste imod dem, maatte styrmanden, nu Poul, dreje stævnen op i vinden for ikke at risikere at kæntre.

Flere gange tog de vand ind. Da hændte det, at Poul fik baaden drejet for sent og den var paa nippet til at kæntre, samtidig med at den tog meget vand ind. Niels skældte blot ud over det meget vand; men Poul blev for alvor bange, da det hændte een gang til. - Dette her gik

Ikke, tænkte han. De maatte vende og lænse for vinden. Bare han kunde finde en slet strækning, hvor han kunde vende. - Han sagde intet til Niels og denne blev derfor helt forskrækket da Poul raabte: "Klar til at vende!" og lagde roret om. Baaden lystrede og vendte pænt og de blæste jævnt af sted for vinden, baaret af de svære bølger.

"Hvad skal det betyde, Poul?" raabte Niels.

"At vi var lige ved at kuldsejle."

"Men kan vi da ikke ro op mod vinden?"

”Det kom vi ingen vegne med."

”Hvad skal vi saa gøre?

"Se tiden an."

"Men vi kommer jo længere og længere hjemmefra. Hvad vil mor sige?"

"Hvad kan det nytte!”

"Kan vi ikke vende og forsøge igen?"

"Hvis vi saa kuldsejler under vendingen!"

I tavshed for de videre ud mod det aabne hav. Øen de havde været i land paa, saa de ikke. De maatte prøve at finde en anden, hvor de kunde komme i land og vente, til vinden lagde sig. Men der var ingen øer, kun det brusende hav.

Deres trøstesløse stilling begyndte at gaa op for dem: To smaa menneskebørn i en lille nøddeskal paa det mægtige hav! - Heldigvis blev det ikke mørkt. Men kom taagen nu og omsluttede dem, hvad saa?

De frøs ogsaa. Men passe ror og sejl maatte de. Ogsaa holde udkik efter en ø, de kunde søge læ bag. De sagde lang tid ikke noget, saa kun undertiden paa hinanden med opgivende øjne.

Men snart begyndte Pouls fantasi atter at arbejde. "Hvad om vi nu mødte søslangen!” udbrød han pludselig.

"Lad være, den findes ikke".

"Naa ikke! Har søfolkene ikke fortalt om søslangen, der hævede sit skællede hoved op over stormastens top og piskede havet til skum med sin hale!"

"Aa, det er eventyr."

”Ja, men hvis vi mødte den, saa bliver det daarligt vejr, og saa forgaar vi.”'

”Aa, du er tosset," vrissede Niels, men holdt dog endnu skarpere udkik end før, som ventede han at se søslangen dukke op af havet forude. - Det gav derfor et sæt i ham, og hans hjerte begyndte at hamre, da han paa en dønning forude saa et underligt langagtigt legeme med en høj finne midt paa glide gennem vandet. Han gav et udraab, og Poul spurgte: "Hvad er løs?"

Niels pegede. Men det lange, glatte legeme var blevet borte mellem bølgerne. Nu dukkede det frem igen paa næste bølge, og han raabte: "Der - der! " og pegede.

Var det en hval? Nej, det blev oppe paa vandfladen. Det var ingen hval, men hvad kunde det da være? Det var dog vel ikke… De turde ikke tænke tanken til ende.

Men da drog de et lettelsens suk: Det var en kajak. Finnen var manden, der sad og roede. De saa, hvordan kajakken elegant svingede frem over de kraftige bølger ført af en grønlænders hurtige og sikre aaretag. Snart var han paa siden af dem. Han vinkede til dem og vilde fortsætte, men de gjorde tegn, at de skulde hjem, østpaa, men ikke kunde komme frem for den stærke vind.

Kajakmanden svingede rundt og holdt sig paa siden af em. Han fægtede og pegede, alt imens han passede sin aare, let og elegant. Mangen gang havde de beundret kajakmændenes færdigheder, men aldrig som nu. Der sad han ganske uanfægtet, langt ude paa det aabne hav i sin spinkle baad, og red saa sorgløs paa de brusende bølger! Gang paa gang gibbede det i dem: Nu kæntrede han! Men der skete intet; et lille tag med den korte, dobbelte aare, og faren, som maaske slet ikke havde været der, var ovre. – De glemte helt deres egen farlige stilling, saa længe han førte dem.

Pludselig opdagede de, at de var nær inde under en ø. De mærkede et temmelig stærkt sug, saa blev vandet smult. De førtes lige ind i en lille bugt med lav strand, hvor de uden vanskelighed kunde lægge til land. - Et øjeblik efter var baaden vel fortøjet. Grønlænderen tog sin kajak under armen og bar den op til en klippe, der gav godt læ for vind og kulde.

Før de lagde sig for at hvile, mens de ventede paa bedring i vejret, begyndte grønlænderen - Quaginak hed han - at fægte med armene og mumle underlige ord; snart pegede han mod et verdenshjørne, snart mod et andet.

”Han besværger aanderne, saa de skal give god vind,” hviskede Poul og gyste. "Bare han ikke forhekser os!"

”Haa,” blæste Niels, vi kan da ogsaa besværge aander.”

"Hvormed da?" spurgte Poul forbavset.

"Du er saa lærd og ved ikke det! I vort credo og pater noster er Guds kraft til hver den, der tror.”

"Ja, du har ret." - Og de foldede hænderne og begyndte højlydt at fremsige trosbekendelse og fadervor paa latin.

Quaginak standsede sine besværgelser med et ryk, fæstede øjnene paa drengene og fulgte med spændt opmærksomhed ordene, som forstod han, at de stod i pagt med kræfter, som han ikke kendte eller kunde værge sig imod.

Hjemme i kolonien var de smaa piger kommet i seng, og de laa og snakkede om, at naar drengene kom hjem, skulde de have fuglesteg; de skulde hver have en vinge at gnave og saa slikke fingrene bagefter; det skulde vel nok smage. Og for ligesom at tage lidt forsmag derpaa, stak de en finger i munden og suttede paa den.

"Kommer Poul, og Niels snart?" spurgte Nella saa over til far og mor, der sad ved bordet.

"Det ved jeg ikke. De kan maaske ingen fugle finde. Sov I blot!" - Men baade hun og Hans Egede var ængstelige, for de syntes, at drengene kunde have været der. Selvfølgelig havde den opfriskende østenvind forsinket dem, og dag og nat gik i eet i denne lyse tid, saa det

var vanskeligt at tage tiden i agt. Men man vidste aldrig, hvad der kunde ske med saadan en lille baad paa havet - en uheldig manøvre og de fortrød, at de ikke havde givet drengene en voksen mand med; folkene havde tid nok. Men nu var der ikke andet at gøre end at befale dem Gud i vold.

Natten gik, og morgenen kom, stadig ingen drenge. Da blev forældrene virkelig bange, og da en baad skulde gaa ud paa vagt efter skib, fik folkene ordre til at lede efter drengene og yde dem hjælp, hvis der var sket noget.

Det var dejligt vejr, vinden var drejet mod nord, og solen straalede over havet. Alt saa lyst og fredeligt ud. Men havet var lumsk og vanskeligt at tage sig i agt for.

Vagtbaaden var dog ikke kommet langt, før den passerede Poul og Niels fulgt af en grønlænder i kajak. Drengene hilste glade og fornøjede og fortsatte. Hans Egede var taget ud paa 'Haabet' for at forhandle med kaptajnen, saa han saa ikke deres ankomst til kolonien. Men de var ikke saa snart kommet i land, før deres mor var der. Poul standsede hendes udbrud ved at tage den enlige alk frem og raabe: "Se, et mægtigt udbytte! Den skal vel nok smage. - Og her er Quaginak, som hjalp os i gaar, da vinden blev os for stærk." Og han fortalte videre om, hvordan Quaginak havde ført dem og forsøgt at forklare dem, hvordan en fanger kunde faa mange sæler listet fra den onde kvinde i havet, hende, der raader over alle havets dyr.

Da Gertrud hørte, hvad Quaginak havde gjort for hendes drenge gik hun ind og fandt en skjorte, som hun gav ham, og glædesstraalende forsvandt han hjemad, ud mod Koekøerne lidt sydvest for Haabets Ø. Baade Poul og Niels tænkte, at ham vilde de gerne træffe en anden gang, saa han rigtig kunde fortælle dem om havet og fangsten, ja, maaske lære dem at ro en kajak.

Da de samledes inde, Gertrud og alle børnene, ønskede Poul, at han havde smidt alken i vandet eller ladet grønlænderen faa den. Havde de endda haft æggene ogsaa, men de var gaaet med i nattens løb, men een skallet alk!

Pigerne kunde ikke rigtig give afkald paa drømmen om fugl, og Nella plagede sin mor for at gøre alken i stand.

"Ja," sagde Gertrud," jeg skal gøre den rigtig lækkert i stand, men saa … " Alle børnene saa forventningsfulde paa hende. "Men saa,” gentog hun, "skal far have den, og ingen af jer maa plage for noget."

"Nej, det manglede da blot," raabte drengene. Stinne rystede blot stilfærdigt paa hovedet. Nella trak mundvigene lidt ned, men gav saa et sikkert nik, der uvilkaarlig fik de øvrige til at smile.

Stinne og Nella fik lov at plukke fuglen. Christine plukkede med smaa hurtige nap og lagde fjerene omhyggeligt til side. Nella hev og sled og rev store flanger i alkens hud. Meget lidt blev det til, men alligevel hang fjerene snart baade i hendes kjole og i hendes haar, ja, selv i hendes øjenbryn hang der dun. Christine vilde vise hende, hvordan hun skulde bære sig ad, men Nella vilde ikke høre. Det trak op til bitter strid imellem dem, hvorfor Gertrud stilfærdigt tog fuglen, gjorde plukningen færdig, tog indmaden ud og satte alken paa ilden. Brændsel havde de heldigvis, fordi baadene, der var paa vagt ude paa de yderste øer, ofte havde noget ilanddrevet træ med tilbage.

”Gaa ud og se efter, om far kommer!” sagde hun til børnene, og de løb alle. - Straks de saa ham lægge til land, raabte pigerne i munden paa hinanden: ”Mor har noget godt til dig! "

"Hvad kan det være?" spurgte Hans Egede.

"Det siger vi ikke," raabte Nella, "men kom og se !" - Han tog hende i haanden, mens Stinne løb ind og raabte, at nu kom faderen.

En alk var saa sandt ikke noget særlig lækkert. Men da Hans Egede sad der med den dampende fugl foran sig, og saa børnenes forventningsfulde ansigter, faldt det haardt paa ham, hvor langt de var ude, naar der blev gjort saadan en stads af en alk. Maaske maatte han for børnenes skyld opgive kampen og tage hjem. - "Har du kun denne, Gertrud?" spurgte han.

"Ja, spis blot. Baade Poul, der har skudt den, og alle vi andre under dig den af hjertet. - Du er jo vor herre og mester," tilføjede hun med et smil.

"Aah, ti stille, Gertrud. Hvad er jeg! Ikke engang skaffe vores stakkels børn føden kan jeg. Det er nok Guds mening, at vi skal opgive alt dette her og rejse hjem."

"Nej, nej, Hans, det er det ikke. Skibet kommer, vær forvisset om det!"

"Ja, gid jeg kunde! - Men saa meget ved jeg, at sidde og spise den fugl, mens I ser paa det, hverken kan eller vil jeg, sagde han, hvorpaa han tog sin kniv og delte alken i fire stykker. "Værsgod, Petronella, en vinge med bryst."

”Tak, kære far," sagde Nella nejende og satte glædesstraalende tænderne i vingen.

”Og værsgod, Christine!"

"Nej tak, far," sagde hun beskedent, "du skal selv have det."

"Tag du det blot, min pige!” Og hun tog imod den anden vinge.

Drengene sagde ikke blot straks nej tak, men idet de huskede paa æggene, holdt de fast ved, at far og mor skulde have de sidste to stykker. - De spiste da de to trannede stykker alk med tak til Gud for de gode børn, de havde.

Trange tider.

Hans Egede bestemte sig til, at han vilde blive paa Grønland - trods alt, for han kunde ikke opgive den gerning, som han var overbevist om, at Gud havde givet ham at udføre. Han fik kaptajnen paa 'Haabet' til at overlade ham nogle tønder mel og gryn, lidt smør og malt samt et enkelt anker brændevin til opmuntring i de trange tider, der vilde komme. Desuden fik han seks mænd til at love at blive hos ham.

Men kaptajnen var meget utaalmodig efter at komme af sted; han var bange for, at isen skulde komme og lukke dem inde. Og da Hans Egede saa en dag hørte de seks mænd tale om, at naar 'Haabet’ var sejlet, vilde de tage chaluppen, sejle nordpaa og forsøge at komme med et hollandsk skib, da opgav han ævret. Han sammenkaldte skibsraadet: kaptajnen, styrmændene, købmanden og assistenten til raadslagning den 6. juni.

Alle stemte for at ophæve kolonien og sejle hjem. Kaptajnen skyndede paa: Det maatte ske snarest, man vidste aldrig, hvor lang tid overfarten kunde vare.

Hans Egede bad om, at de vilde udsætte afrejsen blot til den l. juli; for de kunde være sikre paa, købmændene i Bergen havde sendt skib af sted, og det kunde komme endnu. Uvejr og is kunde have hindret det i at naa frem. Maaske kunde det være sejlet forbi.

”'Saa vilde hollænderne have givet besked," svarede kaptajnen.

"Ja, det er vist rigtigt. Men jeg maa blive endnu en stund og bie paa Gud."

”Ja, ja”, sagde kaptajnen, "jeg skal vente en uge, men saa heller ikke en dag længere."

"Det er lovlig lidt" indvendte nu købmanden. "Vi kan knap få det hele revet ned og pakket paa den tid. Jeg foreslaar, at vi sejler om to uger, den 20. juni.”

Bestemmelsen blev da trods kaptajnens protest, at de om morgenen den 20. juni skulde være rede til afsejling.

De fleste af folkene følte sig lettede ved, at afgørelsen nu var truffet. Mange var oprømte, gik og lo og sang. Nogle begyndte straks at se paa, hvad de skulde have med. Men Hans Egede var dybt nedslaaet, netop fordi det nu var afgjort, at han ikke fik lov at fortsætte. Han sad inde ved sit bord med hovedet i hænderne og saa tomt frem for sig. Gertrud søgte at trøste ham, men det var, som han ikke hørte, hvad hun sagde. Børnene listede rundt og turde knap hviske sammen.

"Aa", børn, gaa ud og leg!" foreslog moderen.

Lege! tænkte drengene, lege! Kan vi da ikke gøre noget? Hjælpe far paa en eller anden maade. For det her er synd for ham. Dog tog Poul Stinne og Niels Nella i haanden, og de gik ud.

"Det er synd for far," sagde Stinne stille, da de var kommet udenfor.

"Ja, men hvad kan vi gøre?" spurgte Poul heftigt.

De drev op mod klipperne. Solen skinnede fra høj himmel, en svag østlig vind strøg hen over dem. Lave pil og birk dannede grønne puder, blaabær og revling duftede, smaa blomster tittede frem i grønt græs; enkelte steder lyste hele bundter af gule valmuer. Og da de kom højere op og vendte sig mod vest, laa det glitrende hav isprængt mørke øer dybblaat ud mod synsranden, hvor en lilla bræmme dannede bort.

Børnene mærkede duften, de saa farverne og inddrak landet, dette store, vide land, paa en ny maade, nu de skulde herfra. Det gjorde drengene i hvert fald.

"Her er storslaaet og dejligt," udbrød Poul.

"Ja, helt anderledes end i Bergen”, fortsatte Niels.

"Eller paa Lofoten, og der var ellers godt at være."

"Kan vi da intet gøre!”

Pigerne gik og plukkede blomster. ”Nella blev fornærmet over" at de flotte valmuer tabte bladene, naar hun plukkede dem. Poul hjalp hende og fandt en kokleare, en lægeurt, de brugte mod den forfærdelige sygdom skørbug, som næsten altid angreb mennesker, hvor det kneb med friske madvarer. - "Vi kunde," sagde Poul da, "hjælpe far ved at samle kokleare og derved vise ham, at vi tror, vi skal fortsætte her paa Grønland.”

"Ja, men tror du virkelig det?" spurgte Niels.

Poul svarede ikke, men begyndte at plukke. De andre hjalp til, og da, de havde en stor bunke, gik de hjem.

Da de kom ind, sad faderen endnu stiv og stille og stirrede frem for sig. Bibelen laa opslaaet foran ham, men han læste ikke i den.

Poul blev saa ked af det for ham. Han forstod først nu, med hvilke stærke baand han var knyttet til sin far. Med taarer i øjnene sagde han: "Se her, far, her kommer vi med en bunke kokleare, som vi maa have gjort i stand, at vi kan jage skørbugen paa flugt til vinter."

Hans Egede saa op, omfattede dem med et bedrøvet blik og sagde blot: "Til vinter!"

"Ja," sagde Christine, "saa er vi da ogsaa her."

"Hør hende!" udbrød Gertrud.

"Og det vilde I ikke være kede af?" spurgte Egede.

"Nej," svarede de alle i kor.

"Tak, børn," sagde Hans Egede. "Maaske kan vi blive. Gud vil vise mig vej." Og han slog op i bibelen og begyndte at læse. Og de følte sig alle lettede derved.

Om aftenen, da børnene var kommet i seng, laa drengene og kunde ikke sove. De lyttede, for deres far og mor sad og søgte at komme til klarhed over, hvor vejen førte frem for dem. Gertrud var ikke i tvivl om, at det var Guds vilje, at de skulde blive.

"Men har jeg ikke været en daarlig tjener, der ikke kunde give mine deres føde i rette tid?" indvendte Hans Egede. "Kan vi forsvare over for børnene at blive her?" .

Drengene lyttede: Hvad vilde mor sige til det?

"Ja, Hans, det kan vi. Gud har givet os saa mange tegn paa, at vi valgte den rette vej. Du ved, at jeg først var imod at tage herop, netop for børnenes skyld; men du overvandt mine betænkeligheder. Dernæst sagde købmændene i Bergen, at det var galmandsværk at tage herop, men du overvandt dem, de udrustede alligevel et skib, ja to. Og et nyt skib vil komme, stol paa det!"

"Ja, gid jeg kunde!"

"Vi kom herop,” fortsatte Gertrud, og ingen har krummet et haar paa dit hoved eller gjort nogen af os fortræd, til trods for vi var fyldt med historier om, hvorledes grønlænderne havde dræbt og ædt hele skibsbesætninger."

"Ja, og jeg blev frelst, da jeg paa vej til Bergen skred i havet."

"Ja, og kongen har hjulpet dig frem og givet dig løn."

"Ja, ja. - Kast al din sorg paa Herren, han skal forsørge dig; staar der i salmen."

"Min kære Hans, jeg er stolt af dig. Du har overvundet vanskeligheder, som vilde have slaaet selv den tapreste ned. Du har før os hertil og overvundet grønlændernes mistro. Gud vil føre gerningen videre."

"Jeg tror det, min hjerte Gertrud. Men det er dog saa let at være rolig og haabe og tro, naar ingen nød er forhaanden, men i betrykte og betrængte vilkaar at være vel tilfreds og have en fast og stærk tillid til Gud, er en Guds gave."

"Far er en helt," hviskede Poul til Niels, som omgaaende svarede:

"Større end Tordenskjold? "

"Og jeg vil følge i hans fodspor, " fortsatte Poul uden at agte paa Nielses indskud.

"Og mor hun er - hun er vor faste klippe" fortsatte Niels. - "Nej, " svarede Poul, ”det er kun Gud, men hun er klippemanden, der staar fast, hvad der end kommer."

"Men kan vi ikke hjælpe dem, skaffe dem noget,” sagde nu Niels. "Jeg har hørt, at der langt inde østpaa skal være et fjeld, hvor der er i tusindvis af søkonger. De er nemme at fange og smager godt."

"Ja, grønlænderne fanger mange af dem," sagde Poul.

"Hvis vi kunde faa lavet et par ketsjere, kunde vi fange mange, og det kunde sætte humøret op, og ..."

"Og,” fortsatte Poul, føre et skib hertil, og saa er al vor sorg slukket."

"Aa, sludder og vrøvl!” Men skal vi ikke lave et par ketsjere i morgen og saa faa lov til at sejle ind til fuglefjeldet?"

"Jo, lad os det,” svarede Poul gabende.

FUGLEFANGSTEN.

Næste morgen hvilede taagen overalt. En svag sydvestlig brise førte kulde ind fra havet. Blæste det op, kunde de vel vente is oven i købet. Saadan var det, vejret havde været hele første sommer. Men kolonisterne var blevet klar over, at inde i fjordene mod øst skinnede solen tiest, naar taagen omsluttede alt herude ved havet med sin klamme haand. Poul og Niels mente derfor, at det nok for vejrets skyld kunde lade sig gøre at tage ind i fjorden at fange søkonger, eller som ogsaa nogle sagde - grønlandsduer.

Nu da folkene var indstillet paa, at de snart skulde hjem til Norge, var det ikke vanskeligt for drengene at faa fat i net og stænger til ketsjere, og de fik moderen til at sy selve fangnettene.

"Hvor vil I bruge dem?" spurgte hun, "der er jo ingen fuglefjelde her paa øen."

Jo, de vilde da dybt ind i fjordene paa fuglefjeldene der. "Der er langt derind, og der er det farligt at gaa i fjeldene.

"Aa, vi er da ikke født i gaar," svarede Poul.

"Nej, men du er tit lovlig rask paa det, min gode Poul. I faar ikke lov at tage ene ind i fjordene. Men jeg skal tale med jeres far."

Lidt efter kaldte Hans Egede paa drengene og sagde, at de maatte godt tage ind til fuglefjeldene, men skulde have fire mand med i en storbaad. Det var en betryggelse, og mændene havde tid nok. Pakke kunde de altid.

Fire mænd, deriblandt Aron, blev udvalgt. Drengene var ikke særlig glade ved følgeskabet eller formynderskabet, og mændene knurrede lidt over, at de skulde med til saadanne drengestreger. Men hvad - de havde tid nok, vejret var sikkert godt, naar de kom ud af taagen, og maaske kunde de faa et godt ekstra maaltid for søkonger var slet ikke at kimse ad. Baaden blev gjort klar, den nødvendige proviant stuvet, og de afsejlede. Smaapigerne saa langt efter dem. De vilde gerne have været med, men det kunde ikke tillades.

Ind gennem det smalle sund mellem naboøen og fastlandet gled de for den sagte vind. Taagen drev endnu tæt; men de var ikke kommet langt ud i det brede sund Baals Revier, før taagen spredtes, og solen brød frem. Sejlet trak bedre i det aabne vand, og mandskabets humør steg. De passerede baade kajakker og konebaade. Nogle kajakker fulgte dem et stykke og viste dem vej mod fuglefjeldene.

De sejlede mod nordøst op gennem fjorden, der her var vid med forholdsvis lave bredder. Men som dagen svandt, rejste landet sig højere og højere, til sidst med blink af is over fjeldene. Her drejede de ind i en snæver fjord, hvor stejle fjelde rejste sig direkte af vandet. Her - højt oppe under isbræen rugede søkongerne i tusindvis. De kaldtes ogsaa isfugle, fordi de boede i nærheden af isen. Endelig var der nogle, der kaldte dem grønlandsduer, fordi de kunde lignes ved smaa duer.

Det led hen paa dagen, fjorden snævrede sig ind, fjeldene steg mod himlen, og solens røde straaler kastede glans over jord og himmel. Et stolt land; et herligt land, tænkte drengene. De saa det og nød det, men sagde ingenting.

Endelig var de naaet ind under fuglefjeldet. Søkongerne sværmede i skyer over dem, og deres stadige skrigen fyldte luften. Poul og Niels spejdede ivrigt efter et sted, hvor de kunde gaa op til revnerne og hylderne, hvor søkongerne rugede. Kunde de blot komme derop, maatte de kunne fange hundreder i løbet af ganske kort tid. Men kunde de komme derop? Foran dem hævede fjeldet sig stejlt, velover hundrede fod; derefter kom en brat skraaning, dækket af større og mindre løse sten. Oven for denne stenraus havde fuglene deres reder.

Langsomt sejlede de langs den stejle klippevæg for at finde en opgang. Til venstre var der en lavning, hvorigennem en elv fossede ud mod fjorden. Her kunde de gaa i land. Men fjeldet hævede sig saa stejlt op af dalen, at det saa ud til at være halsløs gerning at søge op der. Videre søgte de langs fjeldsiden. En af mændene ytrede, at de lige saa godt først som sidst kunde opgive det. Nu maatte de hellere spise og nyde det gode vejr, saa kunde de i hvert fald sige, at de havde haft en dejlig skovtur....

”Til vands" lo Niels.

"Nej," sagde Poul, "jeg opgiver det ikke. Jeg vil derop, og der findes nok en vej.

"Jeg tror, vi gør bedst i at opgive det," mente Aron.

”Hø,” blæste Poul, "du er maaske sendt med for at være barnepige."

”Jeg siger kun, hvad jeg mener er ret, og du gør bedst i at høre derefter," svarede Aron skarpt, og en anden af mændene sagde ret højt: ”Sikken en hanekylling!”

"Jeg synes," svarede hanekyllingen, ”at det er ringe, at vi er saa mange mænd, hvide mænd, og saa kan vi ikke engang skaffe os en smule fersk kød, naar der er nok af det, og grønlænderne kan skaffe sig det.

"Hou, hou, fald nu lidt ned, selvom du er præstens søn," lød Arons formaning.

"Ja, tag lige og vis os, hvor let det er!" haanede en anden.

Poul stod høj og slank ved masten, læberne bævede lidt, men han tvang sig til at være rolig.

Niels saa paa ham og ønskede, at han kunde hjælpe ham, gøre de store mænd til skamrne. "Se der!" raabte han pludselig. Der var en spalte, der førte stranden skraat op gennem den stejle fjeldvæg til stenskraaningen ovenfor. "Der kan vi komme op."

"Ja, der lægger vi ind," kommanderede Poul. ”Der gaar vi op."

”Men først tager vi os en bid brød og en taar brændevin,” kom det lidt skarpt fra Aron.

"Det er hørt” svarede en af de andre mænd, og en anden føjede til, idet han blinkede til de andre og smilede: "Uden mad og drikke dur helten ikke!"

Poul forstod nok, at det sidste var møntet paa ham, men han lod som ingenting, og baade han og Niels spiste med god appetit og drak lidt tyndt øl til.

Mændene syntes, at det havde været saa rart nu at strække sig og faa en lille lur. Men Poul lod dem ikke i ro. Han forlangte, at de skulde lægge ind til fjeldkanten, saa han kunde komme i land.

"Ja, jeg ogsaa," sagde Niels.

Vand havde strømmet ned gennem kløften og ført sten og grus med sig. Paa dette lille delta kunde de gaa i land.

Baaden lagde til. Poul og Niels steg i land med hver sin ketsjer, og efter dem kom Aron. "Bliv bare liggende her med baaden," sagde han til de andre mænd. Derefter kikkede han op gennem, kløften. Klippen havde kun faa fremspring, som det var muligt at sætte fødderne paa. Drengenes støvler vilde blive glatte, og de vilde glide. - "Der kan I ikke gaa op," afgjorde han.

Poul stod blot og spekulerede paa, hvordan han skulde anbringe ketsjeren, saa han kunde have den med og dog bruge begge hænder. Aron troede, at han opgav det og vendte sig til baaden. Men Poul slog nettet op over hovedet, saa stangen hang ham ned ad ryggen, og saa gik han op. Første stykke kunde han da sagtens klare, og naar han kom længere op, viste der sig nok nye muligheder.

Da Aron igen vendte sig mod ham, var han allerede et godt stykke oppe i skaret, og Niels traadte op for at, følge efter.

"Holdt!" raabte Aron og rev ketsjeren fra Niels. "Du Poul kommer tilbage!" Men Poul gik støt videre, og Niels fulgte efter, rigtignok uden ketsjer, men det fik være. - Aron raabte igen, at de skulde komme ned, og for til for at gribe fat i Niels, men gled paa en sten og faldt. Han ømmede sig, idet han rejste sig, og saa raadvild op. - "Kom tilbage, og gør ikke jeres mor ulykkelig!" raabte han.

Da standsede begge drengene og saa op. Men Poul syntes ikke, det saa farligt ud, og de vilde jo netop hjælpe mor ved at komme med nogle fugle af den mægtige sværm, der skreg over deres hoved. Han fortsatte og Niels fulgte efter.

Aron vred sine hænder. Hvad skulde han gøre? Han havde lovet madam Egede at se efter, at Poul ikke vovede sig ud paa glat is. - Han prøvede foden, han traadte fejl med, om den var forstuvet. Det var vist ikke værre, end han kunde følge efter, og langsomt, men sikkert begyndte han at gaa til vejrs.

Poul og Niels fortsatte. De fandt stadig nye fremspring at sætte foden paa, og det skred jævnt opad. Niels saa et par gange til vejrs, om de ikke snart var der, men der var endda et godt stykke. Det blev varmt, og han kom til at puste lidt. Men over ham gik Poul støt opefter, og Niels fulgte.

Omsider stod Poul neden for stenskraaningen. Store sten, mindre sten og løst grus laa spredt opover. Traadte han paa en sten, og den gik løs, kunde døden være ude. Men oppe over ham skreg søkongerne og fløj til og fra, og oppe over skraaningen sad de i lange rækker og rugede med det hvide bryst udad. Med forsigtighed gik det nok, tænkte han, tog ketsjeren i højre haand og begyndte at stige op gennem gruset. Han asede sig frem, mens gruset gled under hans fødder og raslede ned, saa Niels maatte dukke hovedet for de springende smaasten. Men Poul asede videre og glemte al forsigtighed i sin iver efter at overvinde den skridende masse.

Pludselig skred grunden under ham. Han greb efter en stor sten, der saa fast og sikker ud. Men den gav efter. Han kastede sig til siden for at undgaa den. Den væltede ned, tog andre med, og pludselig var det, som hele verden skred sammen om ham, idet stenene med bulder og brag kastedes mod klipperne og slyngedes ned.

Han klamrede sig fladt til bjerget uden at skænke den fare, han selv svævede i, en tanke; men Niels - Niels, han ramtes af de faldende sten. Nu lød hans skrig, og nu laa han med knust hoved ved bjergets fod. Og mændene!

Det er muligt, tænkte han videre, at jeg, hvis jeg prøver at rejse mig, glider, glider ud over klippekanten, flyver gennem luften og slaar mod vandet dernede, men det gør ikke noget, det er kun løn som forskyldt, fordi jeg har lokket min lille broder med til dette galmandsværk. - Aah, herre min Gud, kan du tilgive mig! og han hulkede ubehersket.

Søkongerne stod som en sky over ham. De var under skrig, og skraal lettet, da stenene raslede i dybet. Men da alt blev roligt igen, kom de tilbage og fortsatte rugningen.

”Niels havde dukket hovedet, da sten og grus kom susende. Han skælvede ved tanken om, at nu kom Poul glidende, og saa var han fortabt. Men alt blev atter roligt. Kun fuglenes skrigen lød. Niels saa ned. Her klamrede Aron sig ligbleg til klippen, men der var vist ikke sket ham noget. Men Poul - Poul!

Niels tog de sidste tag og var oppe over kanten. Han maatte være yderst forsigtig, da sten og grus laa helt ud til den yderste kant. Varsomt satte han sig og kikkede op. Her laa Poul halvt begravet i sten og grus med ansigtet ned i det. Niels troede, at han var dræbt, men raabte: "Poul, Poul!"

Da kom der liv i skikkelsen. Poul drejede sig rundt og satte sig op paa enden, stadig med ketsjeren i haanden. - "Niels, Niels, er det dig!" raabte han og lo. - Rigtignok havde han faaet adskillige skrammer og en bule over venstre øje, men hans ansigt straalede. Han var ingen morder, Niels sad der; hvor var han glad!

Da de havde siddet lidt og kikket paa hinanden, sagde Poul: "Skal vi virkelig opgive fangsten?" .

"Det bliver vi nok nødt til," svarede Niels og begyndte med stor forsigtighed at kravle hen til et mere sikkert sted, hvor der var bar klippe ud til skrænten." Poul udviste ogsaa den yderste varsomhed, han kravlede hen til Niels. Her rejste han sig op, og støttende sig til ketsjerstangen, stod han og saa sig om. Jo, der til højre sprang den faste klippe frem. Nogle faa tag, saa kunde han naa søkongerne.

"Er det værd?" indvendte Niels, der forstod, hvad han havde i sinde.

Ja, ja, han var atter fyr og flamme. Men han tog sig i agt. Ingen ubesindigheder her, min fine ven, sagde han til sig selv. Og lidt efter stod han højt hævet over Niels og tog fugl efter fugl. Han holdt nettet for dem, og de fløj i det, hvorefter han tog fuglen ud drejede halsen om paa den og stoppede den under trøjen, til han ikke kunde have flere der, saa kastede han dem ned til Niels. Et par landede paa stenskraaningen. Niels gjorde tegn til at gaa op efter dem, men Poul raabte: "Nej , lad være! Og Niels lod dem ligge.

Det varede dog kun ganske kort, saa kunde Poul ikke naa flere. Ned paa skraaningen skulde han ikke have noget af at komme igen, og til højre rejste klippen sig stejlt i vejret. Han maatte gaa ned, men først fiskede han med ketsjeren de to konger, der var faldet blandt stenene.

Aron havde stukket hovedet op over kanten, men turde ikke gaa op paa gruset, hvorfor han efter at have formanet drengene til den yderste forsigtighed, igen forsvandt.

De talte fuglene - 43 i alt. Niels tog en af dem og saa rigtig paa den: Den havde blanksort ryg, hvidt bryst og hoved og et mærkeligt højt og krumt næb. Det var en baade en smuk og ejendommelig fugl. - De kunde ikke have dem alle, hvorfor de kastede nogle ud over klippekanten; saa blev de nok fisket op fra baaden. For den var vel ikke kommet noget til. De vidste det ikke og fik pludselig travlt med at komme ned.

Poul lod ketsjeren suse ned gennem kløften, og sagde derefter til Niels: "Jeg gaar først, og du følger lige i hælene af mig, eller skal vi sige - lige i hænderne af mig, saa jeg med mine hænder kan vise, hvor din fod kan staa. Og nu blot give tid, for nedad er sværere end opad."

Trin for trin gik det nedad. Det var sejgt, og læggene blev efterhaanden saa trætte, at Niels maatte bide tænderne sammen for ikke at give efter. Men Poul var prægtig. Han opmuntrede, anviste sikker fodfæste og kom med smaabemærkninger: "Desværre er vi ikke hanekyllinger, som ham Henrik dernede ymtede lidt om, saa kunde vi have basket lidt med vingerne, naar det kneb. Men vi skal vise de dovenkroppe, at ogsaa præstesønner har marv i benene. - Se saa, der er et sikkert og ophøjet stade, hvorfra du kan anskue verden. Hvil bimserne lidt. - Og Saa fortsætter vi!” – Først da de var lige ved at være nede, svimlede det et øjeblik for Poul. Spændingen havde været for stærk. Men Niels gik videre, og Poul tog sig sammen: Nu ingen dumheder; vi er jo frelst.

Og baaden laa der, og mændene ventede med spænding, efterhaanden ogsaa med lidt beundring, selv om de ikke vilde være ved det. Lettelsen var stor, da drengene var godt nede. Mændene for da løs paa dem: Dette her lignede jo ikke noget, at sætte baade deres eget og andres liv paa spil. Mon de vidste, hvor farlig saadan en stenrøs var.

"Vi fik Ligesom et lille indtryk af det," svarede Poul, "men gutterne her. var mænd for at klare den. - Har I samlet kongerne op?"

"Haa, den snes spurve!" bemærkede han, der hed Henrik haanligt.

"Vil du have flere, kan du jo hente dem. Der er nok at dem,” bed Poul igen.

Niels tænkte, at det var svært, saa højt Poul var kommet op. Men døden havde jo ogsaa rakt haanden ud efter ham.

"Jeg foreslaar," sagde nu Aron, som havde staaet ganske tavs, "at vi sejler hen til den store elv i dalen og gør et par af søkongerne i stand."

Poul gav højmodig tilladelse til to fugle til hver. Saa var der endda 31 tilbage. – ”Det vil sige," tilføjede han polisk, "Henrik vil vel ingen have. Han regner jo ikke de spurve.”

De lejrede sig i det. grønne græs ved elven, gjorde fugle i stand, fik tændt ild op og fuglene stegt. Det var en lækker bid, men heller ikke meget mere end en bid, der smagte efter mere. Alle var dog godt tilfreds, da de efter maaltidet strakte sig i det duftende græs for at hvile nogle timer, før de sejlede hjem.

Fjorden laa blank. Fjeldene rejste sig stejlt mod nord, hvor solen var gaaet bag bjergene. Men himlen lyste og kastede perlemorsglans over det stille vand.

Urterne duftede. Elven bruste og nynnede. Nøkken lo. - Grønland lokker og kogler, tænkte Poul. Her er højt til loft, her er friskt og skønt, og her er rigdomme nok, blot vi kunde naa dem. - Her er rigtignok ogsaa den sure taage, her er is og storm og nøgne klipper, ja, og smaa lugtende mennesker, der trænger til vejledning og frelse fra synd og død.

Poul forstod med eet faderens angst for at blive nødet bort herfra. Det maatte ikke ske. Han bad for folk og land og for sine egne, og han fyldtes af forvisning om, at alt vilde vende sig til det gode, ja, var godt. Naar de kom hjem, vilde skibet være kommet med mad og handelsvarer og løfte om støtte i fremtiden. Poul længtes hjem. Men saa smilte han. Der laa Niels og sov idet duftende grønne, mændene trak vejret dybt og frit, elven klukkede og lo. Her var fredeligt og godt. - Han følte sig pludselig behagelig træt. Han strakte sig ud og sov snart trygt under Grønlands lysende sommerhimmel.

Hjemme var alt ved det gamle. Poul var skuffet: der var intet skib kommet. Men der blev glæde over de lækre fugle, et lyspunkt i mørket. Poul og Niels forsikrede, at der var tusinder af dem. Blot de kom op paa det helt rigtige sted, kunde de sagtens fange flere hundrede.

"Min kære Hans," sagde Gertrud, "var der ikke grund til at sende folk paa fuglefangst? Vi trænger saadan til et tilskud af frisk kød til den ensformige, knappe kost."

"Min hjerte Gertrud," sukkede Hans Egede, "du ved jo; at folkene kun tænker paa hjemrejsen.”

"Ja, Ja, saa venter vi, til skibet, er kommet, " sagde Gertrud , og saa lyst paa dem alle.

Mor er ukuelig, tænkte Poul, og Niels gik hen og tog hende i haanden for ligesom at nyde godt af hendes styrke.

Men dagene gik, og der kom intet skib. Hans Egede gav ingen ordrer, men folkene brød udhuset ned og begyndte at lave trækasser til at pakke deres sager ned i. Gertrud sagde, at de skulde lade skuret staa, for det fik de brug for siden. Men de svarede, at de skulde være færdige til afrejse om morgenen den 20. Der var kun en uge til, og det gjaldt om at faa saa meget med som muligt.

"I skal komme til at sætte alt paa plads igen. Gud vil beskæmme jeres vantro,” svarede hun.

De syntes, det var noget underligt noget at sige. Hun maatte vist ikke være helt rigtig i hovedet. Dette Grønlang havde vist taget for haardt paa hende. Det var vel nok godt, de kom derfra.

Gertrud sagde til Hans Egede om at standse pakningen. Men han rystede paa hovedet. Han kunde ikke faa sig til det. Hvem kendte Guds vilje! - Og som dagene gik, blev han stadig mere usikker. - Skulde han ikke give ordre til, at deres egne ting skulde pakkes? Her gik børnene og vidste ikke, hvad de skulde tage sig til. Han mægtede ikke at holde skoletimerne. Kun en enkelt gang tog han pigerne i haanden, og saa gik de alle ud i klipperne, saa paa planter, dasede i det grønne, og han fortalte, hvad der faldt ham ind fra hans egen drengetid i Nordnorge. Han følte sig selv som et barn, der har mistet sit hjem. Havde han ikke haft sin trofaste Gertrud og børnene, kunde han ikke gave holdt disse dage ud. Nu var der dog stadig et haab, der blafrede. Og skulde han blive tvunget til at tage herfra, havde han dog dem.

Enkelte opmuntringer var der ogsaa. - Grønlændere kom og besøgte dem og var venlige og opmærksomme, og en morgen laa der en stor sæl uden for døren. - "Den er fra Quaginak!” raabte drengene. - "Det er vel nok pænt af ham," sagde Gertrud. Og den blev spist, selvom de rynkede paa næsen ad spækket.

Poul rasede over, at de ikke selv kunde tage ud og fange sæler. Men de havde intet at skyde med, og bruge grønlændernes fangstredskaber kunde de heller ikke.

Der var nu kun tredage tilbage. Saa kom afrejsens dag. Det var tidlig morgen den 17. juni. Vagten ude ved det yderste hav var inddraget. Kaptajnen mente, det var ganske unyttigt at spejde efter et skib, der ikke kom. Men Hans Egede satte en mand ud paa den nordvestligste pynt af 'Haabets Ø’ for at spejde efter skib, og denne mand vaagede ogsaa denne nat, selvom han rystede paa hovedet ad præsten og hans kone, der endnu ikke havde begyndt at pakke, men troede paa skibet, der kom. Han skuttede sig i den raakolde nat og spejdede ud over havet mod vest og nord. - Det gav et sæt i ham. Hvad var det - derude i lysningen fra nordøst kom en baad. Mon det skulde være hollænderne, der sendte bud. Men hvad kunde de have at sende bud om? Hans hjerte bankede stærkere. Det var i hvert fald ikke en konebaad. Han syntes, den saa saa norsk ud. Kom den fra et skib? Kom der virkelig et skib! Han blev utaalmodig og løb ud paa den alleryderste klippekant og stirrede. Jo, den var norsk. Han slog op med begge arme og raabte. Igen og igen. Til de endelig opdagede ham, og der lød et raab tilbage. - Det var norsk, syntes han, det var norsk! - "Her er Haabets Ø!" raabte han. - "Her er Haabets Ø!", gentog han.

”Vi kommer fra norsk skib ……………”

Mere hørte han ikke. Han sprang af sted ind til kolonien, brød ind til præstens og raabte: "Der kommer en baad!"

"Hvad er det for en baad?" spurgte Hans Egede straks, idet han rejste sig over ende. Han havde ligget uden at kunne sove.

"Den kommer fra norsk skib."

"Er du vis 'paa det?"

"Ja, de taler norsk."

”Aah, Gud ske tak og lov! udbrød Egede.

Et øjeblik efter var alle i kolonien ved stranden for at tage imod baaden, og de blev ikke skuffede af nyhederne: Der var to skibe undervejs. Taage og daarligt vejr havde sinket dem. Det ene skib var stødt paa et skær og lækkede noget. Var det ikke sket, var de sejlet længere mod nord. Nu opdagede deres styrmand, at de var paa den rette vej, og han sendte baaden for at finde kolonien.

"Og hvad med handelen og missionen?" spurgte Hans Egede. Jo, købmændene vilde fortsætte handelen, og kongen vilde fortsætte missionen.

”Gud være takket og priset i evighed, han saa til sin ringe tjener!” udbrød Hans Egede. Og børnene var ellevilde af glæde og af stolthed over deres far og – deres mor. Det var hende, der troede, da de alle tvivlede.

Der blev liv og røre og glade dage. Børnene fik lov at tage med ud til skibene. Folkene gik i gang med at pakke ud og slaa skuret op igen. ’Haabets’ kaptajn kom ind for at ønske Hans Egede til Lykke. Nu kunde ’Haabet’ trygt afsejle og med gode nyheder fra kolonien.

Hans Egede gik rundt som i en drøm. Han fik dog lov til at fortsætte sin gerning her i Grønland. Med Guds hjælp skulde den blive til lykke og velsignelse for de stakkels vildledte hedninger heroppe.

AARET GAAR.

Det bleven livlig sommer ved Haabets Koloni. Efter at 'Haabet’ var afsejlet den 21. juni, og de to ny skibe havde losset fødemidler og handelsvarer, søgte Egede efter en bedre plads til kolonien. Her ude ved havsiden var der raat og taaget; længere inde i fjordene var vejret anderledes varmt og stabilt ved sommertid. Der var større grønne sletter med græs til hø og græsning, og der var nærmere til jagt og fiskeri. Han fandt et godt sted inde ved Præstefjorden og sendte et hold mænd derind for at jævne plads og bryde sten. Andre mænd blev sendt paa jagt og fiskeri, men udbyttet var magert. Dog fik de enkelte rensdyr og harer og nogle tønder laks foruden edderfugleæg og helleflynder. Græs blev ogsaa slaaet.

Selv søgte Hans Egede ud til grønlænderne. Men de var ikke nemme at træffe nu ved sommertid, mens de boede i skindtelte og flyttede fra sted til sted i deres konebaade. Desuden tog han ud paa opmaaling og kortlægning, og han undersøgte, om der fandtes kul, guld eller sølv i egnen, men han fandt ikke noget.

Drengene, Poul nu lige ved 14 aar og Niels 12, fulgte faderen paa mange af disse rejser og gik ham til haande. De levede et friskt og raskt liv og vandt kræfter til at modstaa den næste lange og mørke vinter med.

Da det lakkede hen mod oktober, begyndte grønlænderne at drage fra fangstpladserne i nord til deres vinterbopladser i Præstefjorden, paa Koekøerne og længere syd paa, og nogle familier begyndte at bygge vinterhuse paa den sydlige del af Haabets Ø. Der var ikke langt fra kolonien dertil; men vejen gik over nøgne klipper og gennem dybe kløfter, saa man sædvanligvis maatte sejle for at komme dertil.

En dag i oktober kom en hel grønlænderfamilie, mand, kone og fire børn, og bad om lov til at bo hos Egedes, til gengæld for at han havde boet hos dem i Præstefjorden vinteren før.

Det sagde Egede med glæde ja til. Her kunde han faa lejlighed til rigtig at paavirke nogle grønlændere og mærke, om de kunde og vilde forstaa, hvad kristendommen havde at give. Ved den daglige omgængelse kunde hans egne børn faa lært at tale rent grønlandsk, ligesom grønlænderne kunde undervises i læsning og skrivning. Derfor fik hele familien lov at bo paa loftet over folkenes stue. Men en ting forlangte han, at de skulde gøre, hvis de vilde være der, og det var at give ham deres amuletter, saa han kunde ødelægge dem; for det var trolddom, og det vilde han ikke have i sit hus.

De kviede sig lidt ved at afgive dem. Men saa kom de frem: Et lille stykke raaddent træ, underkæben af en ræv og en ravneklo, ting, som de troede kunde beskytte dem mod onde aander. De syntes, at nu havde de kun Egede at stole paa, og han forstod det.

Lidt senere var Egede en tur i Præstefjorden, og da Arok hørte, at en familie boede hos Egede, fik hans søn Kusak, lov at komme med derover. Hvor Hans Egede hørte, at en mor var død fra sit lille barn, søgte han at faa lov til at overtage det og opdrage det som kristen. Det blev aarsag til en smædesang, som grønlænderne lavede om ham. Der er kommet en mand fra vesten, han hedder pelleste (præsten), og han stjæler drengebørn og giver dem til føde en tyk suppe med skind paa og stykker af hans lands tørrede jord (d.v.s. rugmelsgrød og skibstvebakker).

Den familie, der boede hos Egedes, havde som sagt fire børn. Den ældste var en dreng paa 12 aar, Majark. Nu kom Kusak til. Børnene rystedes sammen, legede og sludrede med hinanden. I fritiden roede og fiskede de; men Hans Egede forbød strengt sine drenge at gaa ud i kajak. Det var meget farligt. Han havde set en grønlænderdreng, der havde stor færdighed i at ro en kajak, kæntre og drukne.

Tit spillede børnene fodbold med et udstoppet sælskind ude under den stjerneklare nattehimmel. Vinterdagen var alt for kort, aftenen maatte tages med.

En aften stak de alle ud for at spille bold. Det var mørkt under den tindrende stjernehimmel. Kun sneen lyste mat. Børnene standsede og saa op. - Mod nord lyste Bjørnstjernen eller Karlsvognen. Majark pegede paa den og raabte: "Se, Tugtu!" Grønlænderne kaldte den nemlig Tugtu eller rensdyret. – ”Ja, og der er Kaumarlok - sælfangeren!" udbrød Kusak. Det var Nordstjernen. Poul fortalte, hvad de hed paa dansk, og de kunde alle se den store bjørn vade rundt i himmeldybet.

"Ja," raabte Majark igen, "bare targnek - sjælene - snart vilde komme og danse, saa kunde vi se at spille fodbold.”

"Sikke noget sludder," sagde Niels, "hvad skulde det hjælpe os, at en flok spøgelser kom og gav sig til at danse?"

"Jeg ved ikke, hvad spøgelser er," svarede Majark, "men nordlysene er sjælenes dans."

"Aa," udbrød Stinne og Nella og tog hinanden om livet, som ventede de, at der skulde komme noget skønt eller spændende.

Men der kom ingen sjæle dansende foreløbig. Bolden var tung, og legen gik sejgt. Flere gange blev bolden borte for dem, og de var lige ved at opgive spillet. - Da begyndte det at lyse i nord og nordøst, en lysbue voksede op og spændte op over himlen, en himmelglorie, der lyste stærkere og klarere end det klareste maaneskin. Sneen, huset, klipperne, hver sten og ujævnhed traadte frem. Og lidt efter bølgede lystæpper i rødt og blaat ud over de smaa legende menneskebørn.

Legen standsede, og børnene stirrede mod den lysende himmelleg. - "Det er egentlig skønt at tænke sig, at nordlysene er sjælene, der danser i lys og lykke," udbrød Poul.

"Ja, men hvad er nordlys egentlig?” spurgte Niels.

"De er nok afglans af lyset i Guds himmel,” svarede Poul.

Pigerne trykkede sig ind til hinanden. Det syntes dem ganske underligt, at de kunde se Guds lys, og at maaske de afdødes sjæle dansede i lysglansen. Christine kom til at tænke paa en gammel kone, som havde taget sig af dem i Bergen, og sagde: "Mon gamle Margit, som vi saa tit kom op til i Bergen; nu ogsaa danser med deroppe i lyset?"

"Det gør hun nok," svarede Poul "for hun var altid saadan en glad sjæl."

Niels vilde fortsætte legen, men pigerne gik ind for at fortælle deres mor, hvad de havde set.

Hans Egede hørte det. Han kaldte drengene ind og benyttede lejligheden til at tale til dem om himmeriges herlighed.

Længe varede det ikke, før Egedes børn talte flydende grønlandsk; særlig Christine og Petronella, men ogsaa Niels var dygtig til det. Langsommere gik det for Poul og Hans Egede selv at faa rigtig fat i det.

Hans Egede underviste baade de voksne og børnene om Gud og mennesker. Poul og Niels underviste i læsning, for saa kunde grønlænderne selv læse i bibelen, læse om Gud og Jesus. Men de fattede tilsyneladende slet ikke bogstaverne. - Egede udlovede da en fiskekrog for hvert bogstav, der blev lært og en tid var Majark og Kusak ret ivrige, idet de kappedes om, hvem der kunde vinde flest fiskekroge. Men snart kølnedes deres iver igen, og de sagde som deres fædre, at der var ikke noget ved dagen igennem at sidde og raabe a- b- c- at male med en fjer ligesom købmanden og kikke i en bog ligesom præsten. Nej, at tage ud paa fangst og skaffe kød og klæder til huse, det var mandsgerning.

Da derfor nogle folk fra Præstefjorden kom paa besøg, forsvandt Kusak med dem. Hans Egede havde en anelse om, at det var deres angakok derinde, som var skyld i Kusaks forsvinden. Næste gang han kom til Præstefjorden, sagde han derfor haardt til angakokken, at han ikke vilde finde sig i, at han blandede sig i hans sager, saa vilde han blive straffet.

Angakokken begyndte straks at raabe og lytte og gøre heksekunster. Men Egede slog til ham og sagde, at han skulde holde op. Han maatte vide, at den store herre, kongen, i hans land ikke vilde finde sig i nogen modstand. Saa vilde angakokken blive ført til den store by, København, og straffet.

Egede greb fat i ham og lod, som om han vilde tage ham med sig. Men angakokken bad om godt vejr. Egede maatte huske paa, at han havde kone og børn, og dem skulde han skaffe føden.

Egede lod da naade gaa for ret. Og næste gang han kom til bopladsen i Præstefjorden, modtog kvinderne ham med sang ved baaden, og de bad ham blæse paa deres syge. Men han sagde, at de maatte bede Gud om hjælp, for han alene kunde vende nød til glæde. - Ja, men et forstod de ikke, han maatte gøre det for dem, sagde de.

Han ynkedes over dem, de var som børn, der hverken vidste ud eller ind, og de lyttede gerne.

Foruden til Præstefjorden tog Egede ogsaa regelmæssigt ud til Koekøerne og til de grønlændere, naboerne, som boede paa Haabets Ø, naar ikke daarligt vejr hindrede ham. Men vinteren var ret mild, og det var sjældent storm og is hindrede hans rejser.

TYVERIET.

Foraaret kom, og med det fik grønlænderne uro i blodet. De begyndte at bryde op og drage ud paa fangst. Hold efter hold drog forbi Haabets Koloni paa vej mod nord. De kom med mange gode skind, og der handledes en del, selvom det stadig kneb Egede og hans købmand at hamle op med hollænderne.

Den familie, der havde boet hos Egedes, brød ogsaa op; men det lykkedes Egede at overtale manden til at lade Majark blive, for han kunde lære noget. Han saa langt efter far og mor og søskende, da de afsejlede ud mod nye fangsteventyr; men han slog sig til taals af respekt for Pelleste, og fordi han virkelig havde en god kammerat i Niels. - Folk fra nabobygden og fra Koekøerne kom tit paa besøg, og ikke sjældent manglede der smaating, naar de var borte. Egede talte haardt mod tyveri, og en dag kom Quaginak med et par strømper, som en havde hugget. - "Hvem?" spurgte Egede bistert. "Det kan jeg ikke sige," svarede Quaginak og saa Egede lige i øjnene. "Men jeg har advaret ham og mine folk."

Egede kunde ikke lide Quaginak, fordi han var angakok, men han forstod, at manden mente det godt, og tav.

En dag, der var adskillige af naboerne samt nogle faa folk fra Koekøerne i kolonien, kom Aron og fortalte, at en stor glasflaske, som de havde øl i, var forsvundet; grønlænderne havde ganske sikkert stjaalet den. - Egede samlede straks alle, baade sine egne og grønlænderne og tordnede løs mod tyve og røvere, som ikke skulde arve Guds rige, men brænde i helvedes ild.

Hvor meget grønlænderne forstod af den haarde tale, er ikke nemt at vide, men de stirrede forskrækkede paa den vrede mand. Poul dukkede hovedet, og Niels tænkte paa, hvordan det skulde gaa ham og Poul, for de havde undertiden taget noget uden at spørge om forlov. Skulde de saa ogsaa brænde i helvedes ild - det gyste i ham, eller kunde de bede Gud om forladelse for den synd og faa tilgivelse?

Egede sluttede med at sige, at den, der havde stjaalet noget, maatte bringe det tilbage, saa skulde han faa tilgivelse.

Ja, tænkte Niels, naar det er noget, man har spist, er det jo ikke saa nemt! - Dog - flasken var jo ikke spiselig.

Men ingen meldte sig. Alle forsikrede baade med ord og fagter, at de ikke havde taget noget.

Egede troede dem ikke, og Niels saa, hvordan vreden steg ham til hovedet.

Da rejste Quaginak sig og tilbød at vise tyven, hvis Pelleste vilde give ham noget for det.

Hans Egede saa vurderende paa ham. Han havde ikke lyst til at give Quaginak noget, men han vilde gerne se, hvilke kunster han vilde lave. Han tilbød ham derfor en kniv, hvis han kunde vise tyven. Quaginak var tilfreds dermed. Han bød alle, baade børn og voksne sætte sig ned og være ganske stille. Derefter bad han om en tromme. Men Egede havde ingen tromme. Da kom Niels i tanker om et kornsold, som hang paa væggen, og det blev lagt ned foran Quaginak.

Han sad stille lidt, mens alles øjne hang ved ham. Saa slog han haanden i soldet, kørte rundt med det, mumlede og lavede underlige fagter. Et øjeblik lo han himmelhøjt, i næste trak han mundvigene ned og saa sur ud. Og børnenes ansigter genspejlede hans grimasser. - Saa raabte han højt og begyndte at trække paa benene, som havde han stærk pine i dem. Endelig stirrede han med vidt aabne øjne paa en af grønlænderne og raabte noget til ham. Poul fik hjertebanken som sædvanlig, naar nogen lavede trolddomskunster. Han følte det, som var han i onde aanders vold.

Pludselig rejste Quaginak sig op, pegede blindt paa hver især af de tilstedeværende. Saa rystede han paa hovedet. Det var ikke nogen af dem. Tyven var gaaet. Og han nævnte ham ved navn. - Derefter viste han mod himlen for at gøre det klart, hvor svært et kunststykke han havde udført. Til sidst rakte han soldet til Egede og bad ham gøre ham det efter.

Egede afviste ham barsk. Men det viste sig, at Quaginak havde ret. Flasken blev fundet i nabobygden hos den mand, han havde nævnt. Og drengene agtede Quaginak endnu højere end før.

MOD STATENHUK.

Langt sydfra kom grønlændere, der fortalte om de store stenhuse, der stod dernede fra den tid, da kablunakkerne - nordboerne - boede i Vesterbygden. Østerbygden kendte de ikke til, hvorfor Hans Egede besluttede, at han vilde drage ud for at undersøge, om den virkelig skulde være til endnu.

Men først maatte de vente paa skib, og da det omsider var kommet, blev det daarligt vejr, saa det blev ikke før først i august, Hans Egede kom af sted. - Drengene vilde selvfølgelig forfærdelig gerne med, men Egede sagde afgjort nej. De skulde blive hjemme hos Majark og deres mor. Det vilde blive en meget vanskelig og farefuld ekspedition. "Maaske.." føjede Egede til, kommer jeg ikke tilbage.. saa maa I tage jer af jeres mor og jeres smaa søskende. Ja, og af den unge pastor Albert Top, der er kommet for at fortsætte min gerning. I maa være flinke og hensynsfulde over for ham. Han skal bandt andet hjælpe jer med latinen, og I skal hjælpe ham med grønlandsk."

Poul var misfornøjet med at han her skulde gaa og spilde tiden med at undervise de vilde. Det lod jo ikke til, at de alligevel blev kristne nogen sinde. Ingen var døbt endnu. Nej, kunde han blot have faaet lov til at tage med skibet til Danmark, komme paa søkadetskolen og saa ud i verden. - Han blev tvær over for sin mor og søskende. Ikke engang Niels kunde han snakke rigtig med. Niels havde Majark, og de snakkede om dyr og fangst og værdien af de forskellige slags skind.. noget der ikke interesserede Poul særligt.

Under disse forhold var hans mor endnu mere bange for, at han skulde vise sig dumdristig, naar drengene var alene ude paa tur. Hun var aldrig rolig for ham.

Dog maatte Poul kunne have noget ud af den unge pastor Top, som han skulde undervise i grønlandsk sprog og skik. Han var ogsaa flink, det var præsten, og det var interessant at snakke med ham om København og studietiden der; men Poul syntes, han var for veg, der var ingen fut i ham. Han var vist heller ikke rigtig rask, saa han var alt i alt Poul en skuffelse.

August gik, og Hans Egede vendte ikke tilbage. Vejret blev meget daarligt med sydveststorm, taage, kulde og masser af is ind fra havet. Dag for dag øgedes spændingen derhjemme. Hver dag spejdes der efter baad, men ingen kommer. De glemte deres egne bekymringer, ogsaa Poul, og tænkte kun paa eet: Kommer da far ikke!

Dag gik efter dag. Naar taagen laa tæt, saa de ham fare vild. Naar stormen satte ind med hvin og bulder, saa de ham i havsnød. De saa isen skrue - baaden knust.

Midten af september nærmede sig. Vinteren kunde sætte ind naar som helst. Spændingen blev næsten uudholdelig.

Endelig den 14. september meldtes baad, og det var ham, frisk og sund tilbage, ladet med nyheder. - Han havde været næsten ved landets sydspids, Statenhuk, og konstateret, at kortene var forkerte. Der var ikke noget stræde gennem landet fra vest til øst, saa Østerbygden eksisterede efter al sandsynlighed ikke. - Farer havde luret paa dem alle vegne. Om aftenen den 3. september rev stormen teltene bort over hovedet paa dem, og de reddede kun med nød og næppe baadene .

Albert Top var dybt rystet ved at høre den beretning. Saadan noget kunde han virkelig ikke være med til, syntes han. Men det skulde han nu komme alligevel.

Hvor mor er køn, som hun sidder der og lytter til far, tænkte Niels, og han forstod dunkelt, at det var hendes kærlighed til faderen, der lyste af hende. -

Poul sad og blev sur over, at han ikke havde været med. At opdage nyt land og kæmpe mod farer, det var mandsværk. Og han vilde altsaa med ud eller til København at studere.

DAAB OG DØD.

Vinteren kom, og med den flere grønlændere. En ung mand, Poek, vilde gerne lære noget, og en 9-10 aars dreng kom og bad om husly, for baade hans far og mor var døde. Desuden var der foruden Majark endnu et par unge mænd. Der var derfor meget at bestille med undervisning baade for Hans Egede, Poul og Niels. Poul og hans far arbejdede paa at lave en grønlandsk sproglære og ordbog samtidig med, at de underviste pastor Top.

Hans Egede og Poul tog endvidere regelmæssigt ud til Koeøerne. - Folkene derude var flinke og hørte godt efter, hvad de havde at sige. - En dag var mange forsamlede derude, og Egede talte om, at Gud havde sagt: Det er ikke godt, at mennesket er ene, og derfor havde skabt Eva som medhjælp for Adam. Derfor skal een mand og een kvinde holde sammen; en mand maa ikke tage flere koner.

Da rejste en mand sig og sagde, at han havde to koner, for den første var blevet gammel og kunde ikke gøre arbejdet i huset. Hvad skulde han nu gøre?

Hans Egede svarede, at han skulde skille sig fra den anden hustru.

"Men hvis jeg ikke gør det?

"Saa vil baade Gud og kongen straffe dig.”

"Slaa mig!" sagde manden da, for han tænkte, at hvis Egede slog ham, vilde alle de mange mennesker derinde falde over Egede, og saa blev de fri for ham.

Men Hans Egede slog ham ikke. Han sagde: "Jeg lader dig binde, og naar skibet kommer, bliver du ført bort til den store herre i mit.

Da bøjede manden sig.

Poul syntes, at hans far var alt for lemfældig over for grønlænderne, men han var klar over, at de saa op til ham. - Ellers syntes han, at grønlænderne nu ved vintertid ikke bestilte andet end at holde sang- og ædefester, ja, og temmelig ofte sørgefest; for der døde mange, særlig smaabørn.

En anden dag Hans Egede og Poul igen kom over til Koekøerne, kom Quaginaks kone og bad Egede, om at blæse paa hendes lille pige, som var syg. En heks havde prøvet at hekse hende rask, men det var blevet ringere. Aanderne var for stærke, sagde hun.

Egede rynkede brynene ved at høre om heksen, men gik alligevel med hen til barnet. Han saa straks, at det var dødssygt, hvorfor han sagde, at han ikke kunde hjælpe det. - Moderen bad ham da døbe barnet, for at Gud maatte tage imod det, og Quaginak bad om det samme.

Quaginak havde hjulpet Poul og Niels, dengang de var i nød paa havet. Han havde vist tyven. Han var en klog og god mand. Men han var deres angakok og leder derovre, derfor kunde Egede ikke lide ham. Desuden var han betænkelig ved at døbe barnet, fordi forældrene saa nok vilde tro, at det kom sig. Han sagde derfor: ”Jeg vil nok døbe barnet, men Gud vil ikke lade de leve.”

Nej, det var de klar over. Bare han vilde døbe den lille pige, at hun kunde blive en Guds engel i himlen.

Da døbte Hans Egede barnet - den første daab i Grønland. Men straks efter døde det.

Straks opløftede alle tilstedeværende et klageskrig, og alle kvinderne kastede sig til, jorden under hylen og klagen. I to timer blev de ved med en slags ensformig klagesang.

Poul havde vanskelig ved at forholde sig rolig. Han trak lidt paa munden. De var da skøre! Men det var da ogsaa blot grønlændere, vilde, hvad kunde man forlange af saadan nogle! Da kom han til at se nærmere paa Quaginak. Det saa virkelig ud til, at han sørgede dybt, og det var da ogsaa ham, der havde taget vinden og bølgerne som en leg, da de, Poul og Niels, var paa vej til at opgive hele sejladsen. - Men alligevel! Poul trak paa skuldrene.

Endelig faldt der stilhed over hele forsamlingen. De sad alle ubevægelige en tid. Saa rejste Quaginak og hans kone sig. Han tog et fint, blødt renskind og svøbte det om det døde barn, og moderen tog et grovere sælskind, som hun svøbte udenom. Derefter bad Quaginak Hans Egede tage barnet og bære det ud til gravstedet.

Men Egede sagde, at det forstod han ikke at gøre rigtigt; det maatte Quaginak selv gøre.

”Nej," sagde moderen, "præsten skal bære det. Nu det er døbt, er det rent over for Gud. Hvis vi rører det, bliver det urent og ikke værdig til Guds rige."

Da tog Hans Egede barnet og bar det ud. Faderen viste, hvor det skulde ligge. - Da Egede havde anbragt det paa jorden, byggede grønlænderne en stensætning om det, dækkede det til med skind og lagde store sten over, hvorefter Hans Egede bad en bøn ved graven.

Da de kom tilbage til huset, kom de alle og vilde døbes for at komme i himlen som barnet.

Nej, Hans Egede kunde ikke døbe dem nu. De maatte først lære Guds vilje at kende.

'Vi vil gerne følge din vejledning," sagde de.

"Men I har jo en troldmand, og han er i djævelens vold."

"Jeg er kun en dum kallal, svarede Quaginak, "jeg forstaar ingenting, men jeg vil gerne følge dig."

”Og I kalder hekse til jeres syge,” for Egede fort.

”Det skal vi aldrig gøre mere.”

Hans Egede syntes, de saa ærlige og troskyldige ud, men han turde ikke stole paa deres stadighed. - "Hvis I vil være flittige og tage mod min undervisning, vil jeg døbe jer. Men ikke nu; I maa først kende Guds vilje," sluttede han.

Da Hans Egede og Poul sejlede hjem, sagde Poul: "Undskyld, far, men var det ikke forkert at afvise dem. I Det nye Testamente hører vi da, at der bliver talt til hedninger, og at de straks bliver døbt."

'Ja," svarede Hans Egede, "men det var dog noget andet. De kendte i forvejen Gud og hans lov og ventede paa messias."

Men Poul syntes, at der maatte være meget bedre grundlag for undervisningen, naar de var døbte.

Hen mod foraarstid blev grønlænderne utaalmodige og havde ikke tid til at høre paa Hans Egede. Særlig var naboerne paa Haabets Ø vrangvillige. En dag var han og Poul omme hos dem. Til stede var en angakok, som grønlænderne saa meget op til. - Egede talte om, at de skulde bede Gud om aandelige gaver, for de havde værdi baade her og i himlen.

De sagde da, idet de saa til angakokken, at det forstod de ikke. Det de ønskede var sunde lemmer og sæler at spise, og det kunde angakokken skaffe dem, for han kunde overvinde den onde kvinde, der raadede over alle havets dyr.

"Det er ikke rigtigt," sagde Egede. "Der er ikke saadan en ond kvinde, der raader over dyrene. Kun Gud alene hersker over alt, og vil I ikke gøre hans vilje, kommer I i helvedes ild."

”Aa,” svarede en, "angakokken har været i helvede, og han kom ud igen."

"Er der saa hedt i helvede, som du siger, maa det jo være en rar afveksling efter al den kulde, vi her maa døje," sagde en anden.

Egede saa med sorg rundt paa dem og sagde: "Det faar I nok at mærke, naar dommen kommer ved verdens undergang."

"Ja," sagde angakokken, "Gud kan nok blive træt af alt det væsen med at opholde verden. Jeg synes ogsaa, at jeg har hørt, at den støtte, som bærer verden, knager. Den er maaske blevet raadden."

Poul havde flere gange siddet og trukket paa smilebaandet. Nu lo han af fuld hals, og selv hans alvorlige far maatte smile.

Grønlænderne stirrede forbavsede paa dem og lyttede ret opmærksomt, da Egede begyndte at forklare dem, jeg ved ikke for hvilken gang, hvordan verden er opbygget. Men han var ikke i lyst humør, da de sejlede hjem. – ”Kan du nu forstaa," sagde han til Poul, "at jeg var betænkelig ved at døbe de mange ovre paa Koekøerne? Kom en mand som denne angakok derover, kunde han ødelægge det hele.”

"Da ikke, hvis vi stoler paa Gud og hans aand,” svarede Poul, og Hans Egede bøjede beskæmmet hovedet.

MAJARK FRELSER POUL.

Foraaret kom. Vandringerne begyndte, og allerede i maj kom der skib. Der blev forsøgt hvalfangst oppe mod nord, men det mislykkedes. I stedet blev det bestemt at oprette en koloni længere nordpaa ved Nepisene (nu Holstensborg), og Albert Top med 20 mand blev sendt derop.

Poek, der havde været hos Egedes vinteren over, kom med skibet til København. Majark blev i Haabets Koloni, og han, Poul og Niels var stadig sammen. Poul var lidt overlegen over for de to andre. Han var næsten seksten aar. Han betragtede sig som voksen og sin fars medarbejder.

Desuden var Majark da ogsaa kun en af de vilde, syntes Poul. Han duede ikke engang til at læse. – Men var de ude at fiske, eller det gjaldt om at skyde med bue, saa kneb det Poul at. klare sig.

Og saa kunde Majark ro en kajak. De havde flere gange set ham ude i sin fars kajak, og baade Poul og Niels havde staaet inde paa klipperne og misundt ham af et godt hjerte. - Poul mente om sig selv, at han sagtens kunde ro en kajak; men hans far havde jo forbudt det strengt, og Niels vilde absolut ikke have med det at gøre. Niels anerkendte uden videre, at det var en færdighed, Majark havde forud for dem.

Men en dag opdagede drengene en gammel kajak, som var efterladt nede ved bugten. Den drog dem, og de prøvede at sætte den i vandet. Men den trak vand som et sold, saa det i hvert fald var umuligt at vove sig paa havet i den. Poul foreslog da, at de skulde bære den op til den lille sø, der laa oppe i klipperne oven for kolonien. De kunde nok faa fat i et par stumper træ at stive den af med og lidt skind at reparere hullerne med. Saa kunde de prøve den paa søen.

Det var Majark straks med paa. Niels var betænkelig, men lovede ikke at sige noget om, hvad de havde for.

Ved fælles hjælp fik de kajakken nogenlunde stivet af og skind trukket over hullerne. Desværre kom Nella en dag op til søen og saa, hvad de arbejdede med. Hun fik besked om, at hun lige kunde prøve at sige det til nogen, saa ….. Men resultatet blev, at hun mødte op med Christine ogsaa.

Da kajakken blev sat i vandet, viste det sig, at den trods alle deres anstrengelser laa noget skævt. Træet, de havde repareret med, var for stift og tungt, saa Majark mente, at de maatte gøre hele arbejdet om igen. Men Poul var saa utaalmodig efter at prøve kajakken, at han straks vilde ud i den. Det sagde Majark dog afgjort nej til, saa maatte han hellere prøve først.

Under spændt forventning satte han sig da til rette i den og roede nok saa strunk søen rundt.

"Vend rundt, ned og op igen!" raabte Poul til ham.

"Nej, er du tosset, det er den ikke nær god nok til."

"Haa, du er bange, " haanede Poul. "Kom saa i land, at jeg kan prøve!"

Majark kom ind og begyndte at forklare Poul, hvordan han skulde sidde for at holde balancen, og hvordan han skulde tage ganske jævne tag, bløde tag med aaren, ellers væltede han og druknede.

Poul hørte kun efter med et halvt øre, for han var utaalmodig efter at komme ud. Men da han vilde gaa i baaden, sagde Niels: "Jeg synes, du skulde lade være. Du ved. ...”

"Synes du det," vrængede Poul. "Du vil maaske ogsaa sladre til far."

"Det ved du godt, jeg ikke vil, men...”

Uden at høre paa ham satte Poul sig i kajakken, skubbede sig i lave og holdt aaren prøvende op. Han mærkede godt, at kajakken var noget skæv, den havde hældning til højre, men det betød vel ikke noget. - Han tog et par tag. Kajakken gled skævt til højre. Det ærgrede ham. Han tog da et kraftigt tag til højre og derefter et lige saa kraftigt tag til venstre. Kajakken svingede over, væltede rundt. Med et skrig gik Poul under i vandet.

Niels og Majark havde med spændt opmærksomhed fulgt begivenhedens udvikling. Men det hele gik saa hurtigt, at Majark slet ikke fik tid at tilraabe Poul gode raad, før ulykken var sket. Nu for begge drengene til. Christine løb skrigende hjem til sin mor. Nella stod som fastnaglet og stirrede paa det sted, hvor broderen gik ned.

Kajakken laa kun et lille stykke fra land. Poul arbejdede endnu, og den gled nærmere. Men de kunde ikke naa den. De raabte til Poul, men nu laa han stille.

"Han drukner!" raabte Niels og forsøgte at gaa ud i vandet fra stenen, han stod paa. Men han kunde ikke bunde, og han kunde ikke svømme; forskrækket kravlede han op igen.

Da gav Majark et hyl og sprang strakt ud, og med et langt tag var han ved kajakken. Poul tyngede den ned, men Majark tog fat om den med den ene arm, og idet han roede med den anden haand, gled det hele langsomt fremad og indad, hvor der ikke var dybere, end han kunde bunde. Niels fik ogsaa tag i kajakken. De trak den helt ind og fik Poul op.

"Han er død!" skreg Nella og hulkede. Ja, han laa som død.

Niels for opover klipperne og skreg: "Hjælp, hjælp!" Da saa han sin mor komme løbende og efter hende lægen.

Majark havde allerede løsnet Pouls tøj, da lægen kom og tog ham under behandling. - Da vandet var hældt af ham, og han var gnedet varm, begyndte han at komme til sig selv.

Gertrud havde ligget paa knæ og holdt paa hans hoved og jamrede: "Aa, Poul - Poul! Nu saa hun op med tak. Lægen tog Poul over skulderen og bar ham ned mod huset. Tavse fulgte de øvrige bagefter.

Niels syntes, det var mærkeligt, at moderen ikke spurgte om, hvordan det var gaaet til, men forstod saa, at hun kun tænkte paa, om Poul maatte leve. Først da Poul var lagt til sengs, og lægen havde givet ham en styrkende drik, saa han var faldet i en sund og rolig søvn, kaldte Gertrud Niels og Majark hen til sig og opdagede da, at Majark var drivvaad. Mens hun sørgede for, at Majark kom i tørt tøj, fortalte Niels, hvordan uheldet var sket.

"Aa, Poul, " sukkede hun, "bliver du da aldrig klogere. Altid skal du vise dig."

Da Niels kom til, hvordan Majark sprang ud, spurgte hun ham, om han kunde svømme.

"Nej," svarede han," jeg strakte bare ud for at komme over til kajakken."

"Det var godt gjort, Majark," sagde hun og strøg ham over det stride haar.

"Ja," sagde Majark igen, "jeg maatte jo gøre det, for det var min skyld, at han gik ud i kajakken."

"Din skyld?"

"Ja, for jeg viste ham, hvordan han skulde gøre. Og jeg vidste godt, at Pelleste havde forbudt det."

"Du er en god dreng, Majark," sagde Gertrud og lagde sin haand paa hans hoved. - Han virrede lidt med hovedet og sagde: "Maa jeg sidde hos ham, mens han sover?"

"Ja," svarede Gertrud forundret, "det maa du gerne." Hun forstod pludselig, at grønlænderdrengen virkelig holdt af Poul, maaske paa en maade beundrede ham.

Majark satte sig hen til sengen og ligesom indsugede Pouls sunde aandedræt. - Gertrud vendte sig til Niels og sagde: "Hvad tror du, far vil sige, naar han kommer hjem?"

Niels følte sig ikke skyldig, og baade faderen og moderen vidste, hvor halsstarrig Poul kunde være. Da faderen kom hjem og fik beretningen, sagde han da ogsaa kun: "Ja, Gud er daarernes formynder."

Da Poul efter mange timers god søvn slog øjnene op, saa han lige op i Majarks øjne, og der bredte sig et stort smil over Majarks runde ansigt. Lige straks bød det Poul imod, at det var Majark, der sad der. Men da han nu saa ind i det typiske grønlænderansigt med de tykke kinder, den lille butte næse, de mørke, lidt døde øjne og det stride, sorte haar, saa han noget, han ikke før havde set. Han saa en ven og kammerat, som sad der, fordi han holdt af ham og var ængstelig for ham. Og da Niels havde fortalt, hvordan han var blevet frelst, forstod han, at Majark var en tapper dreng og en god kammerat.

ULYKKEN SKER .

Et par dage efter var Poul atter i fuld vigør. Moderen havde sagt til ham: ”Hør, Poul, vil du ikke snart til at blive lidt fornuftig i din opførsel.

Jo. det mente han da, og et bevis derpaa syntes han var, at han havde opdaget Majark. Han diskuterede med Majark og skændtes med ham, noget, han aldrig før havde nedladt sig til. Han opdagede, at Majark virkelig var meget dygtigere til at skyde med bue end baade han og Niels, noget, Niels for længst var klar over. Til gengæld var baade Poul og Niels meget sikre til at haandtere en flint, og her kunde Majark lære noget af dem.

De syntes alle tre, at der var saa fredeligt oppe ved den lille sø, og her søgte de op med deres øvelser. De satte en pæl ned i vandet ovre ved østsiden af søen og skød saa til maals efter den tværs over søen; de kunde da let hente pilene igen.

En dag en uges tid efter uheldet med kajakken havde de først skudt til maals efter pælen og begyndte saa at kaste med lanse i stedet. Her var Majark langt den dygtigste, derefter kom Niels og sidst Poul.

Han blev derfor mere og mere ophidset, og i sin hidsighed slyngede han til uden at tage ordentlig sigte. Det endte derfor med, at lansen gik i vandet et stykke foran maalet. Den blev siddende der og slog smaa ringe i vandet, idet den vippede ganske lidt, og saa blev den helt stille:

Nu var Poul hel tude af flippen. Han raabte: ”Jeg tager kajakken og henter den!” - Kajakken laa der nemlig endnu, men tør og sprukken. "Nej, husk, hvordan det gik sidst," svarede Majark.

”Du tør heller ikke," slyngede Poul tilbage.

"Det gør jeg vel nok," raabte, Majark. Han løb straks hen, tog kajakken, satte den i vandet, kravlede i den og roede til. Men han havde ikke taget mange tag, før han mærkede, at vandet løb ind, og kajakken begyndte at hælde. Han søgte at vende den, men den væltede over og

sank. - Det lykkedes ham at komme fri af den - men han kunde ikke svømme. Han fægtede vildt med arme og ben for at holde sig oppe. Men Poul og Niels maatte se paa, hvordan han trods sine fortvivlede anstrengelser sank til bunds.

Poul blev som besat. Han maatte frelse Majark. Han styrtede ud i vandet. Niels fulgte bagefter, og da vandet blev dybt, greb han Poul om hagen med den ene haand og trak ham bagover, hvorpaa han greb til med begge hænder og trak ham op. - Poul sansede knap, at han kom op af vandet. Han blev liggende paa jorden og hulkede: ”Aa, Herre min Gud”, det er min skyld, det er min skyld!”

Men Niels styrtede til havnen og raabte: "Majark er druknet i søen."

Nu var der netop i kajak ankommet to af Majarks farbrødre. Straks de hørte, hvad det drejede sig om, tog de hver sin kajak under armen og søgte op mod søen, saa hurtig de korte ben kunde bære dem. Her satte de kajakkerne i vandet og begyndte at søge efter Majark.

Da Niels kom tilbage til søen, saa han, at Poul endnu laa udstrakt paa søkanten, og da han saa nærmere til, opdagede han, at Poul var bevidstløs. Han ruskede i ham: "Saa vaagn op, Poul! " - Men han var som død; ligbleg og kold.

I det samme kom et par mænd, som havde hørt Nielses raab, til med stænger, som de vilde lede efter Majark med. Men det gjordes ikke nødigt. Farbrødrene havde fundet ham og færgede ham forsigtigt til land.

De to andre mænd tog da Poul og bar ham hjem, mens lægen kom for at tage sig af Majark.

Farbrødrene var knap naaet til land med Majark, før de opløftede den sædvanlige dødsklage. Lægen, der i det samme kom, raabte irriteret: "Saa ti dog stille! Hvem siger, at drengen er død'?" Og han rev Majarks tøj op, hældte vand af ham, rullede ham og prøvede at give ham noget stærkt at drikke. Da alt dette ikke nyttede, begyndte han at gnide ham for at faa ham varm, og han blev ved længe - længe.

Farbrødrene rystede paa hovedet og sagde: "Nej, hans sjæl er ikke i ham!"

Men doktoren blev ved alligevel; det vilde være en triumf over de dumme vilde, hvis han kunde vække drengen. - Men den triumf fik han ikke. Majark var død, og hans farbrødre fik lov i fred at holde dødsklage over ham, hvorefter Hans Egede lod ham begrave efter grønlandsk skik: Majark blev svøbt ind i skind, en stensætning blev sat om ham, og graven dækket med, store sten, hvorefter Egede bad for hans sjæl. - Endelig blev farbrødrene beværtet godt og til sidst spurgt, om Majark ikke havde faaet en smuk og passende begravelse. – ”Jo,” sagde de. De havde ikke noget at klage over.

Alt dette hørte eller saa Poul ikke noget til. Han laa bleg og stiv. Doktoren havde forsøgt at give ham noget styrkende, men uden held.

Gertrud sad ved hans side, strøg ham over det brune haar og hviskede: Min stakkels dreng! for hun vidste, at det vilde blive haardt for ham at vaagne op til virkeligheden igen. Det blev en haard kamp, en kamp, der gik til sjæl og liv.

Omsider begyndte farven at vende tilbage i hans kinder. Han trak vejret dybt og slog øjnene op. Han saa forundret sin mor sidde ved sengen: Hvordan var han kommet her? - Saa mørknedes hans blik, og han spurgte: "Mor, hvor er Majark?"

"Ja, jeg maa jo sige det, Poul, han er død."

”Nej, aah nej, mor, sig, at han ikke er død! Han var en god kammerat."

"Ja, det var han. Mange gode minder vil vi bevare om ham.”

”Ja, men det er min skyld, han er død. Det er min skyld! "

"Nej, Poul, han kunde have taget sig i agt; han var den af jer, der forstod sig mest paa kajakker."

”Det er alligevel min skyld. Du ved ikke, hvordan det gik til."

”Jo, Niels har fortalt det."

"Nej, du ved det ikke. Jeg vilde uden at tænke paa, hvad jeg gjorde have sprunget i kajakken. Det hindrede Majark mig i. Han frelste mit liv anden gang. Men jeg raabte saa: Du tør heller ikke! Saa skete det. Jeg holdt ham ikke tilbage, aa, Herre Gud!" Og han borede ansigtet ned i puden og hulkede.

Gertrud lod ham græde. Dette her var en vanskelig sag. Hendes Poul havde mangen gang været lovlig højt oppe; nu blev han dybt nedbøjet.

Hans Egede havde siddet ved sit bord og fulgt samtalen. Niels var sendt ud med smaapigerne. Nu rejste Hans Egede sig og gik hen til sengen. - Graaden stilnede noget. Poul blev urolig; der var vist noget, han vilde sige. Han saa op og opdagede faderen. - "Aa, far!"

"Ja, min dreng, hvad er det?"

”Majark var ikke døbt.”

"Nej , det var han ikke.”

"Kommer han saa i helvede?”

”Nej, du ved, der staar om Jesus: Han gik bort og prædikede for aanderne, der var i forvaring. Blandt dem er Majark."

"Ja, ja, men han kommer ikke i himlen. Han kunde lige saa godt have været døbt."

”Det er jeg ikke sikker paa, Poul,” svarede Hane Egede.. "Rigtignok var Majark en god dreng, men …"

”Ja, det var han, og det er min skyld, at han druknede. Og han reddede mig. Gid jeg var død i hans sted! "

"Det maa du ikke sige, Poul," sagde hans mor.

”Jo, jeg maa, for hvordan kan Gud tilgive mig?"

"Bed ham om tilgivelse!" sagde faderen.

"Nej, nej, det kan jeg ikke."

"Jo, du kan, og saa vil jeg som Guds præst give dig den hellige nadver som pant paa Guds tilgivelse.”

Og Poul fik brød og vin, blev stille og faldt i søvn.

Forældrene troede allerede, at det værste var overstaaet. Men senere vaagnede han op i vildelse og fantaserede om hans skyld, om hvordan han kunde have hindret Majark i at gaa ud i den raadne kajak. - Ind imellem syntes han selv at være i fare. Han kunde raabe: Mor, mor, vandet stiger; nu tager bølgerne mig - aah! Og han greb efter moderen, der roligt lagde en haand paa hans skulder og trykkede ham ned igen. "Saa, saa, min dreng, lig blot stille, der er ingen fare," lød hendes bløde og dog faste stemme. Hun forstod, at han tænkte paa en dag paa Lofoten, han var gaaet ud paa et skær og kunde ikke komme i land for det stigende vand.

Flere dage laa han i feberfantasier. Endelig fortog feberen sig. Han var rolig, men mat, ligesom ikke rigtig nærværende. Naar Niels kom og begyndte at snakke om sit arbejde, saa Poul paa ham, som han intet fattede, og Niels blev helt underlig ved det. - Pigerne vilde gerne sidde ved hans seng, Stinne med sit strikketøj, Nella med sin bog eller dukke; men han svarede ikke paa, hvad de sagde; han hørte det ikke.

Lidt efter lidt vendte dog kræfterne tilbage, og han laa tit ganske stille og fulgte med øjnene moderens rolige færd i stuen. Hendes tryghed og styrke gav ham nye kræfter. Han maatte tænke paa en dag paa Lofoten. Han var gennem lavt vand gaaet ud paa et klippeskær for at fiske. Til sin rædsel opdagede han pludselig, at vandet var steget saa meget, at han ikke kunde komme i land, og snart begyndte dønningerne at slaa op over klippen, han stod paa. Han stod ene og forladt i det bølgende hav. Snart vilde vandet tage ham og føre ham bort.

Da kom moderen til. Men hun kunde ikke komme ud til ham, for hun kunde ikke svømme, og han kunde ikke svømme. Vandet steg om ham; den gyngende blanke flade forvirrede ham; han følte, at den inden længe vilde bære ham bort - bort over det store hav. - Da hørte han moderens rolige stemme, hans blik fæstede sig paa hende, ved hende, han glemte vandets dragende vuggen og flimren, og han blev rolig. - Men vandet var koldt. Snart skar kulden ham til marv og ben, og han rystede som et espe løv. Men han holdt ud, for moderen holdt ham fast med sin rolige stemme, sin stærke aand. Og hun løb ikke efter hjælp, for hun vidste, at det gjaldt hans liv, om hun slap ham.

Hun holdt ud, mens timerne gik. Vandet faldt igen. Hun kunde gaa ham i møde, og han kom frelst i land.

Pouls øjne lyste: Hvor var hans mor stærk og god! og han smilte til hende. - Hun saa det, smilte og nikkede igen. Hun vilde gerne have gaaet hen og slaaet armene om ham og kysset ham. Men hun turde ikke; det kunde virke for stærkt paa ham i hans svaghed.

En dag blev det meldt, at Majarks far var kommet for at se graven. Baade Hans Egede og Gertrud saa med ængstelse hen paa Poul: Havde han hørt det? Kunde han tage det? - De saa ham knuge hænderne sammen og se op som tog han en stor beslutning. "Jeg vil derud - med ham til graven, sagde han saa.

"Er det ogsaa værd?" indvendte hans mor.

"Ja, jeg maa derud."

De mente da, det var bedst at føje ham. Han kom op og fik tøjet paa. Moderen vilde støtte ham, men han vilde gaa selv. De fulgte da alle efter ham ud til graven.

Her laa faderen og græd og klagede. Poul faldt paa knæ ved hans side og holdt ud med ham. Da han endelig rejste sig, gik Poul hen til ham og sagde: "Det var min skyld, at han gik i døden. Kan du tilgive mig?"

"Ja,” svarede faderen blot, hvem kan modstaa aanderne.

Faderen fulgte med tilbage til Egedes og blev godt beværtet. Da han tog af sted, sagde han: "Nu kan jeg sige Majarks mor og hans søster, at han fik en smuk og god begravelse.”

HOS NABOERNE OG PAA KOEKØERNE.

Lidt efter lidt kom Poul over det stød i sjælen, Majarks død havde givet ham. Men han var ikke nær saa paagaaende som før. Han tog meget mere hensyn til andre og særlig til grønlænderne. Det var som han iagttog dem for at finde ud af, hvad der boede i den enkeltes sjæl. Og han gjorde sig megen umage for at tale det grønlandske sprog saa korrekt som muligt, men maaske netop derfor talte han det ikke nær saa jævnt og ligetil som Niels.

Hans Egede mente, at Poul nu trængte til at faa selvstændige opgaver, hvorfor han efter nytaar 1725 gav ham til opgave at tage ud til Koekøerne og til naboerne paa Haabets Ø til bestemte tider for at undervise i kristendom. - Poul var meget glad for at komme ud til Koeøerne. Folkene derude med Quaginak i spidsen hørte godt efter og spurgte fornuftigt. Derimod var han langt fra altid glad ved at komme til naboerne. De havde en angakok, som stadig satte dem op mod de fremmede. Tit lo de ad ham og gjorde nar ad ham, saa han tog grædefærdig derfra. Derfor tog han nødig til naboerne uden at have Niels med, for Niels lod sig ikke gaa paa, og han kunde undertiden tørre dem rigtig godt.

En dag hen paa vinteren sad Poul f.eks. og talte til naboerne, men de grinte hele tiden og gjorde nar ad hans sprog, gentog ord, han udtalte forkert, slog sig paa laarene og lo himmelhøjt.

Da Niels saa, at Poul var lige ved at bryde sammen, rejste han sig og raabte: ”Hør lige her!”

De kikkede smilende op paa ham, som ventede de en ny morsomhed. Han spurgte: "Sig mig engang, hvad kalder I præsten?"

"Pelleste!" raabte de i kor.

"Ha, ha," lo han, "det er forkert; det hedder præsten."

"Pelleste!" raabte de ivrigt igen.

"Nej, jeg siger jo, det hedder præsten. Jeg giver en kniv til den, der kan sige præsten."

"Lad os se kniven!" raabte en straks mistroisk.

Vel. Han halede en god tollekniv op af sin lomme og lagde den foran sig. Da blev de meget ivrige og raabte op, men det nyttede ikke; ingen kunde sige det slemme ord. - Idet Niels stak kniven til sig igen, sagde han: "Naar I ikke kan sige saadan et simpelt ord, kan vi ogsaa tage fejl af jeres abesprog en gang imellem. Men nu vil jeg sige jer een ting, og det er, at hvis I ikke opfører jer ordentligt, skal jeg klage over jer til præsten, og saa bliver det værst for jer. - Kom, Poul, vi vil ikke være her længere!"

Da stimlede grønlænderne sammen om dem og bedyrede, at det ikke var meningen, at de skulde blive vrede. Man har jo undertiden nærmere til latter end til andre tider. De maatte endelig ikke sige noget til Pelleste.

"Det kommer an paa jer selv. Opfører I jer ordentligt næste gang vi kommer, skal vi ikke sige noget. Men nu gaar vi."

Og til trods for at grønlænderne tiggede dem om at blive, saa skulde de være saa rare og høre saa godt efter, gik de alligevel til baaden og sejlede derfra.

Poul var meget nedslaaet og ønskede bare at komme hjem. Men Niels holdt paa, at de skulde tage ud til Koekøerne, saadan som bestemmelsen var. Der var saa rart derude, det vilde opmuntre ham.

Da de nærmede sig Quaginaks boplads, var en fanger næsten lige kommet ind med fangst - en sæl. De saa ham tage kajakken under armen og gaa op mod sit hus, mens hans kone tog sig af sælen. Snart gumlede alle børnene paa sælspæk, mens alle kvinderne samledes om den heldige fangers kone, og da hun var færdig med at flaa sælen, fik de hver sit stykke kød.

Da lød endelig et raab; baaden var opdaget. Det var præsten, der kom. Stadig suttende paa spæk strømmede børnene til, og nogle kvinder fulgte efter, mens andre var optagne af sælen.

Da Poul og Niels steg i land, stod forrest blandt de, der var mødt for at modtage dem, en gammel kone. Hendes kamikker var stive og slidte, hendes haar var tyndt og pjevset, hendes kinder havde mistet noget af deres naturlige runding, og hendes mund var indfalden; men munden smilte mod gæsterne, og hendes øjne lyste mildt. Poul syntes ligefrem hun var sød. - Hun begyndte at nynne en salme. Poul og Niels stemte i med kraftig røst og syngende gik hele flokken op mod Quaginaks hus.

Flere mænd kom nu til, og næppe havde de sat sig i huset, før en sagde, at det var rigtigt nok, hvad præsten sidst havde sagt, at de blot skulde bede Gud om alt, for han havde bedt om, at Gud vilde løse mange sæler fra den onde kvinde i havet, og han havde faaet saa mange, at de kunde faa et nyt sommertelt af skindene.

En kvinde spurgte, om Gud ogsaa i sit rige havde mange sæler, saa han altid kunde mætte de salige og give dem gode, varme, bløde klæder.

Poul forklarede, at i Guds rige trængte menneskesjælen ikke til mad og drikke, og naar sjælen efter dommedag igen forenedes med legemet, skulde det mættes af Guds ansigts beskuelse.

"Ja, men hvad skal de da bestille?” spurgte kvinden igen.

"Deres arbejde,” svarede Poul; ”bestaar i at glæde og fryde sig og takke og love Gud til evig tid.".

"Det er herligt," sagde kvinden. "Bare det ikke gjorde saa ondt at dø. Men," føjede hun til, "det er jo kun en kort overgang."

Imidlertid begyndte nogle at blive urolige. Duften af kogende sælkød kildrede deres næse, og Quaginak sagde, at de dog heldigvis endnu var levende og kunde styrke legemet ved godt sælkød, hvorpaa kvinderne satte de dampende gryder frem, og hver fiskede en humpel kød. Ogsaa Niels og Poul kvalte et stykke. Det var alt andet end en nydelse for dem, men grønlænderne smaskede som andre grise, tænkte Niels, og de ræbede af velvære.

Poul kunde ikke lade være at rynke paa næsen. Men da Quaginak senere begyndte at fortælle, glemte baade Poul og Niels stanken i hytten og grønlændernes unoder, for han fortalte godt. Han fortalte igen om den onde kvinde, der raadede over alle havets dyr og undertiden holdt dem tilbage, saa der ingen fangedes. En angakok maatte da ned til hende og overvinde hende.

Nu forstod drengene helt, hvad han fortalte. Ikke som da han første gang talte om hende ude paa øen i havet. Niels kunde ikke lade være at spørge, om han, Quaginak selv, havde været nede hos den onde kvinde.

Quaginak lo lidt og sagde saa: "Saadan siger vi blot."

Han fortalte videre om sol og maane, om fiskenes tilblivelse, og om den store flod, der skulde overskylle hele jorden og rense de dødes blod, og naar bjerge, sten og jord er adskilt og splittet af den, og alting er afvasket, da skal en vind blæse paa det alt sammen, saa det

skal faa en ny og dejlig skikkelse. De høje klipper og bjerge skal blive til et skønt sletteland, hvor mange rensdyr græsser. Sælernes ben skal alle faa liv. Og han deroppe skal derefter blæse paa de døde, paa mændene to gange, paa kvinderne een gang, og saa gaar de levende frem.

"Hvem er han deroppe ?" spurgte Poul.

"Det ved jeg ikke," svarede Quaginak. "Vi kender ham ikke, men det maa vel være Gud, som Pelleste taler om."

Pragtfulde, nordlys oplyste himmel og hav, da Poul og Niels næste aften sejlede hjem. Poul var i en glad vemodig stemning, og han sagde til Niels: "Tak for, at du fik mig med over til Koekø. Det var dejligt. Men hvorfor døber far ikke de mennesker?"

"Far tør ikke tage ansvaret. - Du ser jo ogsaa, hvordan vore kære naboer opfører sig. Poul sad stille lidt; saa sagde han: "Det er mærkeligt - før Majarks død, eller før han frelste mit liv, regnede jeg egentlig ikke grønlændere for rigtige mennesker. Om det var køer eller grønlændere var mig hip som hap, og du ved, at jeg aldrig har sat særlig pris paa vort kære husdyr koen; den er reverenter talt dum."

Niels: "Nej; du var ikke bedre end grønlænderne, der ikke regner os for mennesker. De er menneskene, kallaler, som de jo kalder sig; vi er blot de fremmede - kablunakker, og de anser os for en slags uhyrer, der vil tage deres land fra dem, og maaske er der noget om det."

Poul for op: "Skam dig, Niels, det mener du ikke. Vi er kommet for at hjælpe dem op af uvidenhedens sump og gavne og glæde dem. - Efter Majarks død er jeg kommet til at se ganske anderledes paa grønlænderne. De er for mig som Aron eller de andre folk. Før syntes jeg, det var nedværdigende for mig at skulle undervise dem. Nu vil jeg gerne, men jeg indser, at jeg ikke dur til det."

Niels: "Aa, lad nu være! Du skal ikke blot tænke paa vore søde naboer med deres bæst til angakok. Tænk paa folkene herude, de er flinke, og de har Quaginak.”

Poul: "Ja, som han kan fortælle! Bare man vidste, hvad de angakokker egentlig formaar. De siger jo, at de farer baade op til himlen og ned til helvede."

”Aa, det er bare bluf det hele; de vil gøre andre bange. Du saa ogsaa Quaginaks smil, da jeg spurgte, om han havde været nede hos den onde kvinde.”

Poul: ”Ja, ellers maa de staa i pagt med den onde selv. - Men,” føjede han til, idet en nordlysflamme fejede hen over himlen, "grønlændernes sjæle spiller dog bold i himlen."

"Ja, det er vel nok et straalende spil, sagde Niels og stirrede op mod de bølgende lystæpper, der gjorde den mørke vinternat lys som den klare dag.

Poul sukkede: ”Ja, hvem der kunde lære grønlænderne at skelne det sande fra dets skin.”

En foraarsdag kom den urige mand Poek hjem fra København. Han havde oplevet den store verden med helt ny øjne, saa han virkelig havde noget at fortælle. - Men vilde hans landsmænd tro ham, når han fortalte om alt det, han havde oplevet?

Derfor tog baade Hans Egede, Poul og Niels med ham hjem til Koeøerne, de vilde støtte hans udsagn. Poul kunde tegne nogle af de mærkeligste ting.

Poeks beretning lød som et kvad: Først sejlede vi i to maaneder paa det store hav, intet land var at se. Saa kom vi til de skæggedes land (Norge). Derfra til den store herres (konges) land. Folkenes mængde var som myg. Kongens hus og andagtshusene - kirkerne var saa høje, at man ikke kunde skyde over dem med en bue. Menneskene havde gjort et bjerg (Rundetaarn) med en sneglegang til det øverste. Andre bjerge fandtes ikke i kongens land.

Poul sad og ridsede ned gader og slotte, store kirker og Rundetaarn. Han havde rigtignok ikke set alt det selv, men han havde billeder af det. Og han viste sine tegninger frem: Saadan ser det ud!

Tilhørerne slog hænderne sammen og forundredes. De spurgte: Poek: "Er kongen meget stor? Har han fanget mange hvaler? Er han en stor angakok?"

Poek svarede: ”En stor hvalfanger er kun lille mod herrerne i Danmark, og de er igen kun smaa mod kongen. Og dog ærer han den største herre, himlens og jordens skaber, som Pelleste taler om, og som tilbedes i huse som bjerge, indvendig prydet med herlige ting. Der synger de tillige med store fløjter (orgler), der har en røst som baade unge og gamle mennesker.

Men nu spurgte Quaginak Hans Egede: "Er Gud da større end kongen?"

"Ja, ja, kongen er kun et menneske; men han er sat os i Guds sted her paa jorden, saa han straffer de ulydige og belønner de gode og fromme."

Quaginak: "Men naar kongen er saa stor, behøver han da ikke at frygte Gud?”

"Jo, for han er ogsaa Guds tjener."

Quaginak: "Ja, men du har sagt, at præsterne er Guds tjenere, og at alle skal lyde deres ord."

”Ja, præsterne skal lyde kongen, men naar de prædiker Guds ord, skal selv kongen bøje sig derfor, hvorfor han ogsaa gaar i kirke og hører prædikenen."

"Saa er Gud meget stor og herlig," sluttede Quaginak.

En anden spurgte: "Naar kongen forsvarer de gode, vil han da ogsaa forsvare os mod gale kablunakker, som vil tage vort land?"

Egede svarede: "Ja, naar I lyder kongen, vil han jer kun det bedste. Han har sendt mig op for at hjælpe jer. Men saa maa I ogsaa give ham noget igen."

”Aa," svarede grønlænderen, "vi er jo kun fattige stakler og har kun lidt spæk og nogle skind."

Mange af folkene her vilde virkelig gerne døbes. Men Hans Egede døbte kun enkelte børn og unge mennesker, der var i huset hos ham, eller som skulde med Albert Top til Nepisene oppe nordpaa.

I VEJRETS VOLD.

Da vinteren atter tog fat, maatte Egede og hans folk døje mange haarde ture til lands og til vands for at holde forbindelsen ved lige med de forskellige bopladser og handelssteder. Pludselige storme og masser af is gjorde rejserne livsfarlige.

En dag i januar kom en grønlænder til Haabets Koloni fra en lille boplads ikke længere mod nord, end de kunde sejle derhen een dag og tilbage den næste. Han bad, om han, hans kone og lille datter maatte være i kolonien vinteren over, for der nordpaa stod hungersnøden for døren. Lidt at spise havde de endnu; men da alle grønlændere paa bopladsen som sædvanlig delte alt med hverandre, maatte de snart sulte alle. Hans Egede sagde ja, og, da pastor Top netop skulde derop for at undervise, kunde han tage konen og barnet med tilbage næste dag.

Pastor Top sejlede da af sted. Med havde han købmandens assistent og Niels, der ogsaa var en slags handelsassistent, idet han lærte at føre bøger og regnskab hos købmanden. Desuden var en matros og Poeks kone med. For Poek var blevet gift. Hun skulde tage sig af den fremmede kone og hendes barn paa tilbagerejsen.

De kom godt derop, og næste morgen sejlede de derfra med grønlænderens kone og datter om bord. Men de havde modvind, saa det skred kun langsomt frem, og ret langt var de ikke kommet, før det blæste op til en ondartet storm af sydvest med tæt snefog. Frem kunde, de ikke komme. Det gjaldt blot om at komme til land snarest muligt. Baaden blev vendt, og de var saa heldige at finde en lille vig, hvor der var fuldstændig læ. Her lagde de til og gik i land. - Da de ikke havde andet at gøre end vente, til vejret bedrede sig, fandt de et roligt sted, spiste og dækkede sig derefter til med nogle renskind, de havde med. Sneen faldt tæt og dækkede dem. Men de laa lunt under den hvide dyne.

Næste morgen sneede det ikke meget, og vinden syntes ogsaa at være stilnet af. De lagde da ud for at sejle hjem, men var ikke kommet langt, før en heftig sne- og stormbyge for ned over dem. Hjælpeløst dreves de lige mod land, hvor baaden sloges mod iskanten ved klippekysten.

Hvis de vilde redde livet, maatte de springe i land. Pastor Top og Niels sprang straks baaden tørnede imod, og efter dem fulgte assistenten. De vendte sig alle, rede til at tage imod kvinderne. Men baaden blev trukket tilbage af bølgedraget, og iskanten, de stod paa, var meget glat, saa de risikerede let at blive trukket med ud, hvis de forsøgte at holde baaden fast.

Næste gang baaden tørnede mod iskanten, stod Poeks kone rede. Assistenten og Niels greb hver sin haand, og hun var oppe. Niels gled i det samme, men assistenten, en rask ung mand, fik hold i ham, og han kom paa benene igen. Der var ikke tid til at sige tak. De vendte sig igen mod baaden, der fyldtes af bølgeslaget, og da den atter klaskedes mod iskanten, sloges rælingen i stykker, saa vandet fossede ind om matrosen og den grønlandske kone med hendes lille pige. Assistenten greb fat i pigen og trak hende til sig, men i det samme slog vandet op over iskanten, han gled, og før Niels eller præsten kunde hindre det, laa han og pigen under baaden. Da moderen saa det, lod hun sig glide i vandet.

Assistenten maatte slippe pigen under forsøget paa at bjærge sig selv. Niels kastede sig ned paa den glatte kant og søgte at faa tag i ham, men det mislykkedes. - I det samme faldt masten over mod iskanten, præsten greb den, og næste gang assistenten kom fri af baaden, rakte Top masten ud til ham. Han greb fat i den, og Top og Niels hev ham op, forkommen af kulde og væde.

Baaden var sunket, den sidste mand stod i vand til halsen, men de fik ham bjerget i land.

De havde foreløbig frelst livet, men var de meget bedre stillet end konen og barnet, der var druknede! I bidende kulde stod de gennemblødte paa den øde strand, mens sneen dængede ned om dem.

To lyspunkter var der dog: Assistenten havde faaet et par renskind med, og madkassen drev i land. Men baaden var borte, og ingen vidste, hvor de var. De var vaade og forkomne, sneen klistrede overalt, og stormen skar igennem dem som med knive. I virkeligheden var deres stilling haabløs.

De vilde dog ikke straks opgive ævret. De maatte finde et roligt sted, hvor de kunde være i læ. Pastor Top og Poeks kone var de to, der var sluppet mest tørskindet. Han tog madkassen, og hun det ene renskind, mens Niels tog det andet, og de begav sig ind i landet. Bagefter kom assistenten og matrosen, begge gennemvaade og rystende af kulde. Straks de kom i læ bag en stejl klippevæg, blev de to sidste svøbt ind i renskindene. Det kunde lune, men ikke give virkelig varme, selv om vinden ikke mærkedes her, og sneen faldt knap saa tæt.

Niels, Top og Poeks kone spiste lidt, hvorefter Niels og Top trampede rundt i sneen for at holde varmen. Men til sidst. indsaa de, at der ikke var andet et gøre, end at lægge sig alle, tæt sammen og overgive sig paa naade og unaade vejret i vold. ”Nej”, sagde præsten, ”ikke i vejrets vold, men i Guds vold. Hans frelse skal vi se - trods alt.

Niels kunde trods kulde og livsfare ikke lade være at beundre dette mægtige land: Det stærke hav, de haarde klipper, de vilde storme, dansende sne - hvor blev man lille! Nu manglede det blot, at en hvid bjørn skulde komme luntende og… Eller de smaa polarulve skulde komme og give sig til at gnave af skind og madkasse. Han lo pludselig højt og skraldende.

"Er du blevet gal?" spurgte Top.

Niels svarede ikke. Men Top troede, at han havde faaet et chok og ikke var sig selv længere.

Hjemme i kolonien ventede de med ængstelse, da Top og hans ledsagere ikke kom anden dagen. Næste morgen var vejret ret roligt og klart. Da sejlede Poek og den grønlænder, hvis kone og barn skulde hentes hen for at høre, hvor de blev af. De kom tilbage med graad og klage og fortalte, at Top og hans folk var taget af sted dagen i forvejen, men de havde ikke set spor til dem. Da blev der sorg i kolonien. Nu kunde man kun vente det værste.

Tidlig næste morgen bleven chalup bemandet for at finde dem - døde eller levende. Poul var med og ledede eftersøgningen. Efter længere tids søgen kom de til en iskant, hvor de syntes, der laa noget i sneen. Det viste sig at være baadens mast. Saa var de forlist her. Men hvordan var masten kommet i land og intet andet? - De begyndte en eftersøgning i omegnen og fandt alle, dækkede af sne, stive af kulde. Med stort besvær fik de dem alle fem, ja, kun fem, baaret ned i chaluppen, hvorefter de søgte hjemad alt hvad sejl og aarer kunde trække.

I kolonien saa Gertrud og pigerne med forfærdelse, hvor elendige de reddede var. Og da de vaagnede op med værkende forfrysninger, lød der stadig stønnen af smerte, til trods for at baade Gertrud og lægen gjorde alt, hvad de kunde for at lindre deres pine.

Niels og Poeks kone var sluppet billigst. De var snart oppe og i orden igen. Pastor Top laa i nogle dage. Han havde mindre forfrysninger i hænder og fødder, og han var ikke saa stærk i forvejen. Men Niels kom til at agte ham højt. Ikke alene var det ham, der reddede assistenten, men han bar ogsaa sine smerter som en mand, aldrig hørte de ham beklage sig, men han var meget taknemmelig for den hjælp, han modtog. - Assistenten havde nogle saar, som ikke rigtig vilde heles, men værst medtaget var den sidst reddede, matrosen. Han laa til sengs et par maaneder, og lægen maatte først tage to af hans tæer og siden endnu een.

En tung tid var det for Hans Egede, der følte sig skyldig i det skete; han følte det, som havde Gud forladt ham.

Værst var det dog for den stakkels grønlænder, der havde mistet baade kone og barn. Hans sorg og klage var næsten ikke til at holde ud. At Poeks kone kunde bevidne, at assistenten nær havde sat sit eget liv til for at frelse dem, hjalp jo ikke ham.

Nogle af beboerne i nabobygden, der kom paa besøg, søgte at trøste ham og tog ham med sig hjem. Her sagde deres angakok til ham: ”Hvad vilde du ogsaa hos de kablunakker. Fra dem kommer kun ondt. Alle aander er imod dem.” Og saa holdt angakokken aandeforestilling, hvor han trommede, skreg og raabte og talte med aanden, der svarede udefra. "Og bagefter sagde han, at en dag vilde aanderne være med dem, og saa skulde de overliste kablunakkerne og slaa dem ihjel, ligesom deres forfædre havde gjort i gamle dage.

ET OPRØR.

Men tiden gik, og en ny sommer stundede til. Købmanden tog ud paa handel mod nord, assistenten mod syd, saa der kun var faa hjemme i Haabets Koloni.

En grønlænderdreng, som paa den tid boede hos Egedes, havde været hjemme hos naboerne paa Haabets Ø, han kom nu tilbage og fortalte, at folkene derhjemme gjorde nar ad ham. De sagde, at han vel snart var lige saa from som præsten, saa han skulde bede bordbøn for dem. Naar de alligevel begyndte at spise inden bønnen, sagde de: "Hov, vi glemte at læse, og saa lo de. - Men det var endda ikke det værste. De sagde, at folkene sydpaa vilde dræbe handelsassistenten og hans folk, ja, de var nok dræbt, da de ikke var kommet tilbage. Og deres angakok, han, som Hans Egede engang havde givet en lussing, havde sagt, at nu baade købmanden og assistenten var borte, var der ikke mange folk hjemme i kolonien. Nu kunde de overfalde den og slaa alle folkene der ihjel.

Det var saa heldigt, at købmanden og hans folk netop kom hjem nordfra, hvorfor Egede besluttede at komme de gode grønlændere i forkøbet. Han bemandede en baad med en halv snes mand, deriblandt baade Poul og Niels. De var alle bevæbnede med bøsser, men Egede formanede dem til endelig ikke at bruge bøsserne uden i nødværge.

Da de gik i land ved bygden, samledes grønlænderne, bevæbnede med buer og lanser. Kvinderne gik tavse frem. Her var ingen modtagelse med sang. Hans Egede og hans folk gik frem mod mændene. Over for kvinderne stod Poul og Niels. Kvinderne maa vel have tænkt, at det manglede blot, saadanne knægte skulde møde med gevær. De styrtede i hvert fald ganske uden varsel over dem. Før Poul tog sig i vare, havde de revet bøssen fra ham, og de hev og sled i ham, rev ham i haaret og slog ham, saa han var helt forvildet. De prøvede ogsaa paa at tage bøssen fra Niels; men han var forberedt, han traadte et par skridt tilbage og slog dem over hænder og arme, saa de skrigende forsvandt, overladende ham valpladsen. - Poul var befriet, men han stod helt fortabt og sansede intet. ”Tag dog flinten op!" sagde Niels. Men Poul stod, som han ikke hørte det. Saa vendte han sig og gik tilbage til baaden, mens Niels samlede bøssen op.

Imidlertid var Hans Egede fulgt af sine mænd gaaet lige frem mod grønlænderne. Han tog uden videre fat i angakokken og overgav ham til sine mænd med besked om at bringe ham ned i baaden og bevogte ham vel.

Der blev stort røre blandt grønlænderne, men kun een, hans broder vovede at løfte sin lanse for at forsvare ham, og da den omgaaende blev slaaet ud af hans haand, blev de alle myge. De paastod, at de aldrig havde sagt noget ondt om Egede, og de havde aldrig tænkte paa at gøre ham noget ondt, for han havde jo altid været flink imod dem, og angakokkens kone bad saa meget, at Egede ikke vilde slaa hendes mand ihjel.

Egede svarede, at saa længe de var skikkelige, vilde han være god imod dem, men ondskab vilde han straffe. Dog vilde han ikke dræbe angakokken.

Paa hjemvejen var Poul stadig nedslaaet og modløs. Niels sagde til ham, at det da ikke var noget at tage sig nær. Men Poul svarede: "Aah, det kan du sagtens sige; men jeg synes blot, at det er saa meningsløst at stille sig op med gevær over for mennesker. Jeg maa lære mere, rigtig vinde indsigt i Guds vilje, saa jeg kan møde grønlænderne paa rette maade."

"Haa, man skulde vel ogsaa lade sig slaa ihjel uden modstand,” fnøs Niels. ”Og du, som ville være søofficer!”

Da de kom til kolonien, lod Egede angakokken lægge i bolt og jern, og derefter fik han stryg paa sin ryg. Men han tog ydmyg imod det og takkede for, at han ikke skulde dræbes.

"Ja, men," sagde Egede, ”hvordan vover du at foreslaa, at vi danske skulde udryddes? Du ved jo, at i Danmark myldrer det af mennesker, i og at vor mægtige konge vilde straffe en sådan gerning."

Angakokken svarede, at han heller aldrig havde sagt sligt, for Hans Egede havde al tid været god og venlig imod dem.

Næste dag kom angakokkens kone og børn, og han fik lov at bo sammen med dem i et lille udhus, men han var stadig i lænker.

Efter tre dages forløb lod Egede ham løse, idet han sagde, at var han flink, skulde der ikke ske ham mere, men mærkede Hans Egede igen hans falskhed, skulde han dø.

Da angakokken og hans familie kom tilbage til deres boplads var husene tomme, alle folkene var taget ud i telt til de indre fjorde. Faa dage efter kom handelsassistenten og hans folk tilbage sydfra, og de havde ingen fjendtlighed af nogen slags mærket.

GULDMAGERI.

Forholdene var stadig meget usikre for Hans Egede og alle hans og for missionen. Et norsk skib forliste. Lang tid gik, og der kom intet skib, hvorfor de maatte laane fødevarer af hollænderne. Da der endelig kom skib, var det saa langt hen paa sommeren, at kaptajnen ikke turde sejle hjem igen, men blev liggende vinteren over.

Grønlænderne var rare og flinke, og da der hen paa vinteren kom alke i mægtige flokke, saa de kunde tage fuglene med hænderne, troede de, at det var Egede, der havde nedbedt dem. - Enkelte blev døbt, f.eks. Poeks lille dreng, der kom til at hedde Christian.

Men handelen gik ikke godt, og købmændene i Bergen truede med helt at standse handelen. - Egede drog fra sted til sted og søgte efter guld og sølv og andre værdifulde mineraler, men han fandt kun lidt kul paa Discoøen oppe nordpaa. Da tabte han modet og begyndte igen at studere i sine guldmagerbøger og blande forskellige stoffer, snart ved ild, snart kolde - om dog ikke Gud vilde vise sin magt og staa ham bi, saa det maatte lykkes ham at lave guld og derved redde gerningen paa Grønland.

Dette guldmageri interesserede ikke Niels. Han kunde ikke forstaa, at hans far vilde give sig af med saadan noget hekseri. Han søgte til købmanden og assistenten, hjalp dem med de daglige uddelinger og tog med paa handelsrejser og jagter.

Men Gertrud og pigerne, nu store - 16 og 14 aar, saa med sorg og ængstelse, hvordan Egede blev mere og mere mørk og indesluttet. Han ænsede dem ikke, men gik rundt og mumlede underlige ord, kneb øjenbrynene sammen og fægtede med armene. De frygtede, at han var forgjort; og de skævede med ængstelse til det store lukkede glas, hvori nogle underlige, sorte stoffer stod og gærede.

Poul droges mod sin far, men saa ogsaa med ængstelse paa alt dette, ja, han frygtede faderen var besat, var i djævelens vold. Han huskede, at han og Niels engang havde talt om guldmageri, og Niels havde da sagt, at han ikke troede, nogen kunde gøre guld. Da havde Poul sagt, at naar hans far troede det, kunde han ogsaa, og at hans far nok en dag læste kunsten ud af bøgerne. Nu ønskede han absolut ikke, at faderen skulde finde den rigtige formel. Det var alt for underligt, alt for unaturligt til, at Gud vilde lade det ske. - Mangen gang tænkte han paa at snakke med faderen om det, men han kunde ikke faa sig til det.

En dag, da faderen stod grundende foran det store glas, hvori de sorte stoffer gærede, tog han dog mod til sig og spurgte, hvad der skulde til for at lave guld.

Faderen saa først fraværende paa ham, men tog sig dog sammen og svarede: "Det bestaar kun i at følge nogle formler, naar man blander nogle stoffer. Det staar alt sammen beskrevet i de bøger, guldmagerne har skrevet."

"Ja, men," indvendte Poul, "saa skulde man synes, at enhver, der kunde læse dem, ogsaa kunde gøre guld."

"Ja, ja, det skulde man; men det er nu ikke saa lige til. Formlerne er tit vanskelige at tyde, og stofferne vanskelige at skaffe."

"Jeg tror nu, at de, der har kunnet lave guld, har staaet i pagt med djævelen."

"Nej, Gud fri og bevare os!" udbrød Egede og korsede sig. Hver dag gik Egede og saa til det sorte stof i det store glas. Undertiden rystede han paa hovedet. Men da der var gaaet en tid, saa han sjældnere til det, og han begyndte igen saa smaat at interessere sig for

andet. - Det mislykkedes nok, tænkte Poul og hans mor, og det var de egentlig glade for, det var en lettelse.

En dag tog Egede da ogsaa glasset ned og sagde rent ud, at det duede ikke, han kunde lige saa godt opgive det. Han tog da laaget af glasset og saa lidt paa indholdet; men der steg hverken damp eller stank op deraf, til trods for at der i bøgerne stod, at det vilde blive forfærdelig giftigt, hvis det mislykkedes.

Christine og Nella sad og legede med et par hundehvalpe, de havde faaet af Quaginak, og to unge grønlænderpiger sad og syede. Hvalpene vimsede rundt paa deres tykke, lodne ben. De bed og sled i alt muligt, undertiden ogsaa i pigernes skørter. Christine jog dem væk med haard stemme, men Nella svingede under latter og hyl den ene rundt i sine skørter. De to grønlandske piger lo, saa deres øjne forsvandt i de tykke kinder. Men da greb Gertrud ind: "Husk, du er en stor pige, Petronella, og tænk paa dit tøj!"

Da fløj hun i sin mors favn: "Aa, mor, skal jeg saa oven i købet hedde Petronella. Er jeg ikke mere din egen lille Nella?"

"Aa, Nella," sagde Gertrud med et smil, "bliver du aldrig større!"

Da gjorde Stinne - for saa maatte hun ogsaa nok hedde Stinne endnu - opmærksom paa, at hvalpene begyndte at gabe og klynke. Nella satte sig ned og kælede for dem: ”Hvad er der i vejen med mors smaa nussebasser" - Men de mærkede hende ikke. De vred sig som orm af smerte. Lidt efter strakte de de korte ben fra sig og var døde.

Nella græd, og Egede var noget ængstelig: Ham maatte vide, hvad de var døde af, om de havde ædt noget, de ikke kunde taale. Han bad derfor grønlænderpigerne skære dem op og se efter, hvad de havde ædt.

Det gjorde de, men de fandt ikke noget særligt. For en lille tøjlap, den ene havde slugt, kunde vel i alt fald ikke have dræbt dem begge!

Christine og Nella var gaaet ud, da hvalpene skulde skæres op, for det kunde de ikke taale at se paa. Men nu blev begge grønlænderpigerne daarlige. De fik hovedpine, kunde saa ikke faa vejret og blev til sidst helt magtesløse. "Hvad er der dog i vejen med os? Hvad er der dog i vejen med os?" klynkede de.

Da Hans Egede og Gertrud nu ogsaa blev daarlige, forstod han endelig, at der var noget galt paa færde. Han slog dørene op og kastede glasset med det sorte stof ud, hvorefter han gav dem alle en modgift.

I løbet af et par dage var de atter helt raske, saa nær som den ene af grønlænderpigerne, hun sygnede hen og døde en tid efter.

"Aa, Hans, lov mig," sagde Gertrud da, ”at du aldrig mere vil give dig af med dette djævelens værk!”

"Ja, men,” klagede han, "jeg kommer ingen vegne. Sorg og ulykke følger mig. Gud svigter mig. Hvad skal jeg gøre!"

”Gud har ikke svigtet dig. Du tror, du skal gøre det hele. Men du har kun eet at gøre: at bie paa Guds time!" svarede Gertrud stille, men fast.

POUL TAGER AFSKED.

1727 tog pastor Albert Top med hjem til Danmark. Hans helbred kunde ikke holde til de haarde ture i al slags vejr. Poul vilde gerne have været med for at fortsætte sine studier i København. Men Egede mente ikke, han kunde undvære ham endnu, saa han maatte vente i hvert fald endnu et aar.

Efter en vinter i kamp med vejr og hav og trolddom oprandt foraaret 1728 og dermed en tilsyneladende storhedstid for danskerne i Grønland. - Købmændene i Bergen havde helt slaaet haanden af kolonisterne, men til gengæld satte kongen saa meget større kraft ind paa koloniseringen. - I løbet af maj-juni kom der fire skibe med proviant, med materiale til husbygning, med soldater og med ny kolonister. De sidste var dog frigivne tugthusfanger og blev ikke til gavn for de danske i Grønland. En kongelig guvernør var ogsaa med. - Da rejste Hans Egedes mod sig atter. Han blev igen den ivrige præst og den sikre leder.

Der blev straks taget fat paa at bygge en ny koloni, ikke i Præstefjorden, saadan som Hans Egede oprindelig havde tænkt, men ved Godthaab, hvor landet var mere aabent og havet nærmere end i Præstefjorden, men hvor der dog var roligere og mere klart vejr end paa Haabets Ø.

Købmanden havde travlt, og Niels hjalp ham. Pouls gamle beundring for søofficerer blussede op igen, men han vidste godt, at for ham gik vejen gennem studiet til præst, og han ønskede i virkeligheden heller ikke andet. Han kunde blot ikke hindre, at fantasien engang imellem førte ham paa vildspor, og han da saa sig selv som chef paa et stolt orlogsskib.

Officerer og ledere kom for at hilse paa Hans Egede og hans familie. Det var ikke fri fort at en ung løjtnant kastede sine øjne paa Christine, der nu var en lys og tækkelig ung pige. Men hun holdt undselig sine øjne hos sig selv.

Hos Egedes var der ogsaa paa den tid en ung grønlænderpige, der vakte almindelig opmærksomhed. Hun kaldtes prinsessen, fordi hun var meget finere af skikkelse end andre grønlændere. Hun havde et fint, smalt ansigt, en lille afrundet hage, smal, noget krummet næse; og det sorte haar var smukt opsat med baand om. Hendes far var meget stolt af hende og havde givet hende den fineste blaarævepels. Da hun ogsaa var flink og sød, blev det bestemt, at hun skulde med til Danmark og præsenteres der sammen med tre nydøbte grønlændere. Poul skulde med for at studere i København og for at gaa grønlænderne til haande undervejs.

En dag først i august kom Poul hen til Niels og sagde, at han vilde en sidste tur ind i fjordene, før han rejste, for at opleve de stille fjorde og de høje fjelde endnu en gang. Niels var straks klar over, at han maatte med. De stuvede en baad med proviant til 2-3 dage og stak af ene to. Det kunde nok have været sødt at have pigerne med, men det var dog friere at være ene to, og desuden fik pigerne vel heller ikke lov; de var jo nu voksne unge damer.

Vinden fyldte sejlet, og de skød god fart ind gennem det smalle sund. Til at begynde med laa taagen klam og tæt over sund og klippeskær, men snart sejlede de ud af taagens ingenmandsland ind i det solfyldte, straalende fjordlandskab.

Poul sad drømmende ved roret. "Du, Niels, du ved, at jeg er kommet til at sætte stor pris paa løjtnant Richardt, og det kan ikke undgaaes, at jeg paa hjemrejsen bliver stærkt draget af søofficerens raske og stolte liv."

"Ja," indskød Niels," du føler dig selv overvundet, saa vilde du gerne staa som chefen -over alle."

"Ja, der er maaske noget om det," indrømmede Poul. "Men kunde man ikke godt kommandere andre og dog tage sin styrke ovenfra?"

"Jo, maaske. Men jeg vil hellere handle, møde ganske almindelige mennesker, skaffe dem, hvad de trænger til. Som fri handelsmand kommer jeg ogsaa nok ud paa rejse til fremmede lande."

”Ja, Niels, jeg ved nok, hvad jeg skal, jeg giver ikke efter. Jeg skal og vil studere til præst, for jeg skal hjælpe far og mor - ja, mor, vær god mod hende!"

"Jeg skal i alt fald prøve paa det," svarede Niels alvorlig. "Og jeg skal gøre en gerning for de stakkels grønlændere," fortsatte Poul. "De er dog trods alt søde børn," tilføjede han med et smil.

Efterhaanden lukkede landskab efter landskab sig op for dem. Her var en grøn lavning, med lave høje bag, der strømmede en skummende elv ud i fjorden. - Længere inde spejlede høje, stejle fjelde sig i det klare vand. Og i den inderste smalle fjord rejste fuglefjeldet sig mod himlen, mens fugleskyen stod skrigende over dem. Da sagde Niels med et smil: "Husker du vor første fuglefang herinde?"

"Ja, det jeg gjorde den dag, kunde jeg ikke gøre i dag."

"Kunde jeg gøre det den dag, kunde jeg bedre gøre det i dag."

”Ja, du Niels, jeg misunder dig."

"Jeg kunde have grund til at misunde dig, at du skal til København, ud at se dig om i den rigtige store verden. Men jeg ved ikke - jeg er glad ved at være her, jeg ønsker mig ikke bort.

Time efter time gled. Dagen gik over i dæmrende, lysende nat. De gik i land. De strakte sig i duftende urter. Elven klukkede, himlen lyste, den stille fjord spejlede fjeld og luft. Det var alt sammen kendt og kært, men alligevel frisk og nyt. - Og de sejlede videre ind, hvor fjorden snævredes ind, og fjeldene strakte sig op mod grønlige bræer som blinkende søer mod den klare himmel.

Omsider maatte de vende. Tiden gik, og de skulde tilbage. Da de nærmede sig en sommerboplads, kom de forbi flere kajakmænd, der smilende hilste paa dem, og de fik at vide, at det var folk fra Koeøerne, der her havde rejst deres sommertelte. De fik lyst til at hilse paa folkene og satte kursen mod land.

Ned mod fjorden stod græsset grønt, spættet med lyse blomster. Op mod lave klipper i baggrunden var de høje skindtelte rejst, og foran dem var kvinder og børn i travl virksomhed. Nogle kvinder skrabte skind og lagde dem i garvevæske, andre spændte skind ud i det grønne græs og pindede dem fast med ribben af sæler, mens atter andre flossede tørrede sælsener op i lange strimler og rullede dem paa kinden til tynde, stærke sytraade, som de kunde sy varme, tætte skinddragter med. - Børnene tyggede sælspæk eller byggede stærke vinterhuse af jord og sten. Ud over pladsen lød sang og skæmt.

"Det er hel t skønt at se," sagde Poul."

"Ja, fortryder du ikke, at du rejser” drillede Niels.

”Snak ikke om det," svarede Poul.

Men nu standsede arbejdet inde paa pladsen. Baaden var opdaget. Børnene løb mod stranden, og lidt efter stod kvinderne og tog imod Poul og Niels med sang. Smil stod paa alle ansigter. Men smilene afløstes af bedrøvelse, da de hørte, at Poul skul de rejse fra dem.

Han trøstede dem dog: "I skal ikke være kede af det. Jeg drager ud for at lære meget mere i den store herres land, og naar jeg kommer igen; er jeg meget dygtigere end nu."

"Vil du ikke fortælle noget i dag?” bad en kvinde.

Jo, det vilde han gerne, og han talte om deres lands skønhed og storhed og om, hvor stor og herlig den Gud maatte være, der havde skabt det og givet dem det.

En af kvinderne blev saa betaget af Guds storhed, at hun udbrød: "Jeg bliver saa lille, naar du taler om Guds storhed, saa lille som min egen lillefinger."

De blev der natten over da vinden helt havde lagt sig. Megen ro var der ikke. Det var, som ingen havde tid eller lyst til at sove i den lyse nat, og Poul havde ogsaa meget at sige disse folk, nu han skulde rejse fra dem.

Om morgenen friskede vinden igen, og de tog afsked. Baade Poul og adskillige af kvinderne havde vaade øjne.

"Det er næsten ikke til at rejse fra," sagde Poul, da de endelig var kommet under sejl. "Men jeg vil arbejde, søge indsigt og kundskab, saa jeg kan komme tilbage og gøre en gerning til Guds ære."

”Prinsessen faar du jo med," bemærkede Niels smilende efter en lille pause. "tror du ogsaa, du vinder kongeriget?"

"Ja, prinsessen faar jeg med, men hun er ikke min prinsesse. Ærlig talt haaber jeg at vinde ogsaa min prinsesse dernede i Danmark. Men det er mit studium, der skal bane vejen til kongeriget.”

----------------------------

--------------------

--------

Uddrag fra internetside:

1721 – 1736 Hans Egede

Missionsiver og handelsinteresser forenedes

Efter afslutningen af den store nordiske krig i 1720 havde en norsk præst og den danske konge, Frederik 4., en fælles interesse i Grønland. Men af vidt forskellige grunde.
Kongen og rige købmænd var misfornøjede med, at det ikke var Danmark-Norge, der hentede de store fortjenester hjem på den grønlandske hvalolie, men at det især var hollændere og englændere, som sejlede bort med værdierne. Så hvis nu det kunne lykkes igen at binde Grønland fastere til riget, ville det blive muligt at holde de fremmede ude og selv få gavn af rigdommene.

Den norske præst Hans Egede var forundret over, at hvalfangerne, som han havde været i forbindelse med, ikke kunne berette om nordboere i Grønland. Der måtte da være efterkommere. Af datidens sømænd havde han dog også hørt, at Grønland var befolket af hedninge, som oven i købet talte et uforståeligt sprog. I Hans Egedes tankegang blev disse hedninge nordboernes efterkommere, der var havnet i "uvidenhed". Dem ville Hans Egede gerne igen gøre kristne.

Således forenedes interesserne. Kongen støttede Hans Egede, rige købmænd forsynede ham med penge, så at han kunne drage af sted med tre skibe, der i sommeren 1721 landede på en ø ved Godthåbsfjorden. Nu skulle Hans Egede missionere blandt øens hedninge.

Håbets Ø

Familien Egede byggede sig et hus på øen ved Godthåbsfjorden. Øen kaldte de Håbets Ø. Men for Hans Egede blev årene deroppe i høj grad til en mængde skuffelser.

Hans Egede fandt ikke efterkommere af nordboerne, men udelukkende eskimoer. Hans Egede påtog sig nu at missionere blandt dem. Det eskimoiske sprog er meget fremmedartet for os, og det var det naturligvis også for hans Egede. Bl.a. derfor gik missionsarbejdet kun langsomt frem, hvilket skabte utilfredshed i København.

Handelen gik heller ikke godt. Eskimoerne havde allerede vænnet sig til de hollandske og engelske handelspartnere og var utilbøjelige til at indlade sig med danskerne. Regeringen fandt, at nu måtte der gøres noget. Soldater blev sendt til hovedstationen, Godthåb, for at holde de fremmede væk. Samtidig med dem blev en samling straffefanger, tvangsgiftet med straffede unge kvinder, sendt med for at kolonisere Grønland. Også denne indsats blev en skuffelse, idet straffefangerne og soldaterne gav anledning til, at eskimoerne flygtede.

Skuffet over, at anstrengelserne ikke førte noget med sig, trak regeringen mandskabet tilbage, medens Hans Egede og nogle af hans folk blev tilbage for at videreføre missionen.

Hans Egedes hustru dør

Under den store koppeepidemi søgte Hans Egede at lindre de smittedes lidelser og pleje de syge, men han havde ingen muligheder for at kurere eller stoppe epidemiens udbredelse.
Oven på de mange strabadser blev Hans Egedes hustru, Gertrud Rask, syg, og selv var han dybt deprimeret. Dels på grund af hustruens sygdom, dels fordi han følte, at de mange års virke på Grønland havde været forgæves. Derfor søgte han i 1735 om tilladelse til at rejse hjem. Hjemrejsen fandt først sted i sommeren 1736, men da var Gertrud Rask allerede død få dage før jul i 1735.

**********************************

RETUR TIL OVERSIGT

Auning, d. 3/9-1947

H. Hagerups Forlag

Kbh.

Hermed følger et manuskript til en Drengebog, St. Nedergaard: ”Veste Thimsens Langfart”, om De skulde ville og kunne forlægge Bogen.

Man. Har været fuldført for adskillige Aar siden, men jeg har nu givet den fuldstændig ny Begyndelse (3 første Kap.) og Baggrund, hvad der selvfølgelig indvirker paa hele Bogen og dens Slutning.

Jeg mener at kunne staa inde for det historiske – geografiske. Jeg har læst danske, engelske og amerikanske skildringer af Tiden 1791-92 og Forholdene særlig i Dansk Guinea og Dansk Vestindien, og nu sidst sammenholdt dem med Sophie Petersen i Danmarks Tropekolonier.

Desværre er den blevet temmelig stor af en Drengebog at være, men det er muligt, at den, med Hensyn tagen til det store Stof, dog er for lille.

De bedes venligst behandle den, saa snart det er muligt, for at jeg, ifald De forkaster den, kan faa en sendt til et andet Forlag.

Stefan Nedergaard:

VESTE THIMSENS LANGFART.

HJEMME I VESTERGAARD.

Veste Thimsen stod oppe paa en gammel Halmstak vesten for Gaarden, hans Hjem Vestergaard. Han var en ret høj, slank Dreng paa 14 Aar med lyst Haar, med brune Øjne og en noget kort, stump Næse i et fint, ovalt, men vejrbidt Ansigt. - Han hev Halm ned fra Stakken; det skulde paa Trillebøren køres ind i Stalden, hvor der skulde renses og strøs

særlig fint i anledning af, at det var Søndag i Morgen, hans første Altergangssøndag, da han netop var blevet konfirmeret forrige Søndag.

Da han havde Halm nok nede, rettede han sig og stirrede fra Stakken ud over Engene i Nord, hvor Bugtninger af Aaen glimtede frem paa dens Vej mod Fjord og Hav. Den friske Foraarsvind strøg kølig ind. Den kom derude fra Vesterhavet, maaske helt ovre fra England, ja, fjernere endnu, og bragte Bud fra den store, vidunderlige Verden, som laa ovre bag Havet. - Han fyldte sine Lunger med den friske Luft, og hans næse indaandede den karske, krydrede Foraarsduft. Hans Bryst udvidede sig, og han sukkede dybt. Han kunde have strakt Armene ud og favnet den vestenvind, der bragte Bud fra hans Længslers Land. For han længtes ud!

Det havde været en dejlig Tid hos Præsten. Pastor Thomasius lærte dem nemlig ikke blot Katekismus og Salmevers - det gjorde han ogsaa - men han fortalte dem om det, som rørte rig i dem selv, i deres Land og ude i den store Verden, idet han lod dem forstaa, at det var dem, der skulde bære den ny Tid frem, den Tid, som fulgte af Stavnsbaandets Løsning for tre Aar siden. (Stavnsbåndet blev ophævet 1788 – JN) "I", sagde han, "skal vide, hvad det vil sige at være fri Mænd. Jeres Fædre er bundet af Fæsteafgift, Hoveri og Fællesdrift og Uvidenhed; men I skal vinde jeres egen Jord i Frihed.

Nu kunde Veste godt sige, at alt det med Fæsteafgift, Hoveri og Fællesdrift ikke kom ham ved, for Vestergaard var en Selvejergaard og havde altid været det. Dog vidste han ogsaa, at det tit havde knebet hans Far Thimmes Vestergaard at klare sig, og at han flere Gange havde følt sig fristet til at sælge Gaarden. Men Vestes gamle Farmor havde hele Tiden holdt ham og dem alle for Øje, at det gjaldt Slægtens Ære; opgav de Gaarden, opgav de sig selv og vilde aldrig blive tilfredse noget Sted i Verden.

Det var Veste nu ikke saa sikker paa var rigtigt. Han længtes ud. De var nok derhjemme. Hans Broder Hans, der var atten Aar, skulde arve Gaarden. Søster Dorthe, en mørk, køn Pige paa 16 Aar, skulde nok blive godt gift; det sagde de da alle. Martha og Jenny, to lyse Piger paa 11 og 12 Aar, kunde vogte Faarene for ham i Heden, og lille Karen tulrede rundt i sin egen Verden. Jo, han, Veste, kunde godt undværes. Maaske kunde han drage ud og tjene mange Penge eller finde en stor Skat og komme hjem og betale hele Gælden, saa de kunde bygge Gaarden op; for det trængte den til.

Han saa hen ad den lange, lave Vestlænge med dens mossede, vindslidte Straatag og dens revnede Mur, der syntes at synke i Knæ for Tagets Tryk. Hvor længe mon den kunde holde? Han lagde mærke til, hvor brøstfældig Længen var, fordi Farmor havde sagt, at den skulde bygges om, hvis den ikke skulde falde om. Men hans Far havde ikke Penge til det.

Een Ting var han imidlertid klar over, og det var, at han ikke vilde op at vogte Faar i Sønderheden igen; det kunde Martha og Jenny gøre. Han vilde ud. Men hvordan?

Pastor Thomasius havde fortalt om Johannes Ewald og hans mægtige Udlængsel, hvordan han løb hjemmefra, da han havde læst Robinson Kruse. Men Johannes Ewald fik aldrig sin længsel virkelig stillet. Havde han faaet det, var han maaske aldrig blevet saadan en Stakkel, som han blev. - Præsten havde givet ham, Veste, Bøger at læse, da han mærkede, hans Fortælling optog ham.

Veste kunde nemlig læse, da han kom til Præsten; for de i Vestergaard gik i Skole hos Farmor. Sammen med dem gik Smedens Kirsten, en rund, lys Pige, som han ogsaa gik til Præsten sammen med. Flere af de andre Bønderbørn kunde knap stave sig igennem en Tekst, enkelte var blevet afvist til næste Aar, fordi de slet ikke kunde læse. Men naar Veste eller Kirsten læste et Stykke højt af Ny Testamente, kunde Præsten sidde og se sig saa glad i dem. Flinke Børn! tænkte han. Det er paa Tide, den store Skolekommission bliver færdig, saa vi over hele Landet kan faa rigtige Skoler, der kan aabne Aandens Verden for de uvidende Bønderbørn.

Veste vidste selvfølgelig ikke direkte, hvad Præsten tænkte, men han mærkede, at Præsten var glad ved ham og Kirsten. Og Præsten laante ham Bøger, f. Eks. Ewalds Levned og Robinson Kruse. "Men nu gør du vel ikke som han og løber hjemmefra?" sagde han med et Smil.

Veste svarede nej. Men Bøgerne fangede ham ind, og han læste, naar han kunde faa Lejlighed, selvom det kneb at se dertil i de lange Vinteraftener, naar de alle sad om et enkelt Tællelys. Han læste om Columbus Rejser og om andre store Opdagelsesrejser, og kom til at længes ud. - Det hændte, at han fik en varm Lussing af sin Far, naar han gik og glemte Tid og Sted for sine Drømme, og Kammeraterne drillede ham: Saadan en Fedteprins, der skulde gaa og fedte sig ind hos Præsten - æv! Klø havde han ogsaa faaet af dem. Naar de havde drillet ham med Kirsten og hans Storhed, var han gaaet paa dem og havde faaet Klø; men de maatte da altid være flere om det! - Og Kirsten var god nok, selvom hun var lovlig tyk. Hun var lys og frejdig og lod sig ikke gaa paa af ret meget.

Naa, det kunde ikke nytte, at han stod her og faldt i Amdam. Han maatte ind med Strøelsen, saa der kunde blive fint i Stalden til i Morgen. Det var en Højtidsstund for ham sammen med Far og Mor og de to ældre Søskende at nyde Herrens Legeme. Han vilde, naar han fik brødet, bede Gud om, at han maatte komme ud i Verden og se Livets og dets Herlighed, selvom den store Verdens Herlighed var farlig. Præsten havde nemlig sagt: Gud har givet jer Livet, og det er herligt. Livet og dets Herlighed ligger for jer, og I skal gribe den. Men den store Verdens og dens Herlighed ligger i det onde; den skal I vogte jer for.

Det sidste forstod han ikke rigtig. Han følte, at Livet og den store Verdens Herlighed laa derude og ventede paa ham. Han maatte ud og se det alt sammen og vinde Livet og Herlighederne.

Endelig fik han læsset og kørte ind gennem Slippen mellem Stuehuset og Vesterlængen. Forsigtig maatte han trille over de toppede Brosten, for at Halmen ikke skulde skumpe af.

"Naa," sagde Faderen, der stod og gjorde Møddingen op, "det tog sin Tid.”

Veste svarede ikke, men kørte videre over mod Stalden.

I det samme kom hans lille Søster Karen skramlende i et Par store Træsko, som hun havde hevet inde i Baggangen. Det var hendes særlige Lyst at slæbe rundt i nogle store Træsko, jo større des bedre.

Faderen, en høj, ranglet mand med tykke Læber og but næse og lyse Haartotter ved Ørerne, lo og raabte: "Du og jeg og vi to sejled' i en Træsko.”

Hendes Øjne lyste: "Hvor sejled’ vi hen?"

"Da vi kom til Langeland, da var Træsko fuld af Vand. Da vi kom til Rom, da var Træsko'n tom.”

"Hvor var vi saa henne?"

"Gaaet i Land. Men pas du paa, du ikke sejler omkuld!" Faderen lo og trak sine korte Øjenbryn i Vejret, saa de strittede som Horn i Panden. Karen stirrede lidt forskrækket paa ham. Far kunde være saa rar, men ikke altid.

Ved Møddingen løb en lille Gris; den var krumrygget og mager, den led nok af Stivsyge. Men den saa op paa Karen og plirrede muntert med sine smaa Øjne.

"Hvor er den kommet fra?" spurgte hun og sejlede hen imod den.

"Den er faldet ned fra. Himlen," svarede Veste, som havde faaet læsset af og nu var paa Vej efter et nyt Læs.

Hun saa op paa ham med store Øjne og sagde: "Nej!" Munden blev staaende aaben; hun glemte at lukke den.

Veste pegede opad og sagde: "Jo, se deroppe!" Og hun kikkede op mod Himlen, over hvis graablaa Hue en tæt, mælkehvid Skystribe strakte sig. "Se den Stribe deroppe! Der gik Grisen og nussede og tænkte paa ingenting, og saa drattede den igennem."

"Ja,” raabte hun, "se, der er et Hul; der faldt den nok igennem. - Og," føjede hun til og smilte listigt," saa slog den sig ihjel og brækkede alle Ben!"

Saa lo hun igen, for Grisen gik der jo nok saa fornøjet. Det var bare Morskab det hele.

Veste satte hende i Trillebøren og kørte. Det humpede og skumpede, saa Træskoene faldt af hende, men hun lo. - Tilbage maatte han køre meget forsigtig, for at hun ikke skulde falde af. Mens han strøede under Kalvene og Grisene, løb hun rundt og saa til alle Dyrene, og hun opdagede den lille Gris, der atter var kommet ind til sine Kammerater i stien.

Deres store Broder Hans kom hjem fra Marken med Hestene, og de gik alle ind i Køkkenet, hvor Henriette havde Nadvergrøden færdig. Martha og Jenny havde været en Tur ude med Faarene. Dorthe havde været hos Smeden for at faa et Par Træsko beslaaet og kom i sidste øjeblik; hun var vel blevet opholdt af en eller anden ung Karl, der havde set for dybt i hendes mørke Øjne og beundrede hendes raske Væsen. Gamle Farmor kom listende fra sin Stue, rødnæset og rødøjet, men med et mildt Smil i Øjenkrogene.

Mor Henriette gik fra Ildstedet til det svære Bord ved Vinduet, rask og sikker, lille og rank; hendes sorte Øjne lyste, nydeligt randet af fine, mørke Øjenbryn; hendes ravnsorte Haar glinsede; i hvert Øre havde hun en mat Perle, som altid trak Folks Opmærksomhed til sig. Nogle var bange for hende, troede, hun var en Heks af Taterslægt. Men herhjemme forgudede de hende. Kun Thimmes, Manden, var lidt bange for hende, naar han havde været ude paa Handelen og kom svirende hjem; for saa skammede han sig, og dog gik det ikke helt sjældent paa.

Hun satte det store Grødfad paa Bordet, og de slog Kreds om det, fandt deres Skeer i Bordskuffen og tog fat; Thimmes, Hans, Dorthe, Veste, Martha og Jenny; Farmor, Henriette og Karen. De sidste fik deres eget lille Fad Grød, for Karen kunde ikke naa det store. Nu laa hun paa Knæ og kørte trøstig ind; at hun tabte en lille Klat en Gang imellem, tog ingen Notits af; det kunde altid tørres op igen.

Bedst som de langede til, sænkede Mor Henriette sin Ske og stirrede langt frem for sig. ”Der kommer vist fremmede i Aften," sagde hun saa.

"Hvem skulde det være?" spurgte Thimmes.

"Det ved jeg ikke. Men er det ikke ved den Tid, da Studedriften fra Holstebro skal drage her forbi?"

"Jo, og Driveren, Mads Fip, har jo talt om at faa vor Hans med, svarede Thimmes.

"Det bliver der ikke noget af," sagde Henriette. "Hans maa være her, hvis du tager ud paa Handelen. Een stabil Mand skal vi da have paa Gaarden."

Thimmes dukkede Hovedet lidt. Den Handel var et ømt Punkt. Sjældent tjente han noget ved den, for naar han kom i godt Selskab, fik han let for meget at drikke, og Pengene gik.

Et Øjeblik efter skramlede det i Gangen, Døren gik op og en lille Mand i et Par store Støvler traadte duknakket ind. Han havde en rød Klumpnæse, som man ikke kunde undgaa at lægge Mærke til, og en morsom Fip paa Hagen.

"Naar man snakker om en vis Mand, er han nær," hviskede Dorthe og fniste, mens de øvrige Børn morede sig temmelig aabenlyst. Et Blik fra Moderen stoppede dem dog straks, mens Faderen raabte: "Naar man snakker om Solen, saa skinner den. Vi snakkede lige om dig, Mads. Sid herom og faa dig en Skefuld med!"

"Tak som byder!" svarede Mads. En Ske blev fundet frem af Bordskuffen, og han tog ved, som havde han ikke faaet Mad i 14 Dage.

"Falder Grøden ikke lidt tungt?" spurgte Thimmes med et Smil i Øjenkrogene.

"Nej, det er en svær god Grød, Henriette laver, det er vis," svarede Mads og lo. - Og Børnene lo med, for hans Fip gyngede saa morsomt frem og tilbage, naar han spiste. Saa lo han stærkere, og Børnene fulgte med. Lille Karen lo allerhøjest.

"Naah," bemærkede Thimmes igen, "monstro det alligevel ikke var godt, om den fik lidt andet at svømme i end Mælk!"

"Jo, paa det Lav, det var ingen Skade til, det er vis," smiskede Mads.

Thimmes saa til Henriette, og hun hentede fra et lille Hængeskab en klar Flaske og to Glas og skænkede en Snaps til dem; men hun tog Flasken med igen. Her skulde ingen Drikkeri være, naar de oven i Købet skulde til Alters i Morgen.

"Men skulde Karlen der ikke have en med'?" spurgte Mads og saa til Hans.

"Nej Tak, svarede Hans, "det er jeg ikke voksen nok til."

Hans Mor smilte til ham. Hans var god nok, til at stole paa. Omsider lagde Mads Skeen og tørrede sig om Munden med Bagen af Haanden. - "Naa, hvad har egentlig drevet dig herom?" spurgte Thimmes.

"Aa, jeg ligger ved Kroen med 51 magre Stude, som skal til Itzehoe, de er ikke gode nok til Husum Marked. Jeg har som Medhjælp kun en Knægt, der just ikke hører til dem, der har opfundet Krudtet, selvom han kan være snu nok til Tider. Jeg vilde gerne have haft en sikker Mand mere med."

Lille Karen var kommet hen til ham og stod og beundrede den underlige Fip. "Vil du op til mig, bitte du" sagde han og tog hende op paa sit Knæ, idet han kneb Munden sammen, saa Fippen strittede, og Karen lo.

”Naa," sagde Thimmes, og saa kunde du tænke dig en af mine Drenge?"

”Ja, Hans var ikke saa ilde.”

Hans vilde egentlig gerne; men han vidste, at hans Mor først og fremmest stolede paa ham hjemme, hvorfor han sagde: "Nej, det bliver der ikke noget af."

"Hva, hvorfor ikke det?" spurgte Mads forbavset.

"Men,” fortsatte Hans uanfægtet," maaske du kunde nøjes med Veste; han vil gerne.” For det vidste Han.

Mads saa til Veste, kneb Munden sammen, saa Fippen strittede, og Karen nærmede en Finger til den, idet han sagde: "Knægten der! Han ser noget grøn ud."

"Men han er kræng,” sagde hans Mor. "Vil du have ham, kan du faa ham. Men hvornaar skal I af Sted?"

”I Morgen Kl. 6 gaar Farten ad Sønden, og da maa han være paa Pletten."

"De kan ikke lade sig gøre; for vi skal til Alters i Morgen.”

"Ja, da kan vi ikke ligge en hel Dag over for den Sags Skyld, det er alt for dyrt."

"Det kommer I altsaa til alligevel, hvis I vil have ham med," lo Thimmes.

"Ja, ja," sagde Mads og rev sig i Fippen, "vi maa have en, naar vi skal over Toldgrænsen ved Kongeaaen, det er vis. Altsaa kommer han i Morgen over Middag."

Nærmere blev aftalt, og saa forsvandt Mads, da der ikke vankede flere Snapse i den Omgang.

Henriette fik travlt med at efterse Vestes Tøj, saa alt kunde være rede i Morgen, naar de gik i Kirke. Værst var det med Støvler. Men Hans havde et Par. De var rigtignok lovlig store; men et Par store Halmviske fyldte godt og varmede samtidig storartet.

Veste var baade glad og spændt. Allerede i Morgen gik Rejsen ud i den vide Verden. Han vilde ikke blot til Marked i ltzehoe, han vilde videre ud for at se og opleve Livets og Verdens Herligheder, og saa komme hjem, straalende af hvad? Ja, det vidste han ikke rigtig, men.. Det slog ham pludselig, at han maatte ikke være stor paa det, for i Morgen skulde han være Gæst ved Herrens Bord, og da maatte alle store Tanker vige.

Næste Formiddag, da han knælede foran Alteret, følte han, at der maatte ske noget ganske særligt, noget hemmelighedsfuldt, naar han nød Brødet og Vinen. Men det gjorde der ikke. Blot syntes han, det var saa trygt, at hans Far og Mor, hans store Broder og store Søster knælede ved hans Side og nød det sammen med ham. De hørte sammen, og det vilde være godt at tænke tilbage paa, naar han nu drog ud i den store Verden, ud i det fremmede.

STUDEDRIVNING.

De 51 magre Stude drev langsomt sydpaa mod Heinsvig. Det var tidlig Morgen. Solen sendte sine Straalebundter ud og oplyste Jylland fra Øst til Vest, saa det mægtige flade Land laa udbredt for Vestes Øjne, næsten lige ud til Havet i Vest. lærkerne sang over Heden, og Viben flaksede skrigende over Moseengen. Trækfugle trak mod Nord, mens de med Studene drog mod Syd, mod Holsten. - Alt var hjemligt og kært, og Veste tænkte paa Afskeden med Hjemmet. Han havde været bange for den Afsked, hvorfor han kun tænkte paa at komme af Sted snarest muligt; det var saa flovt at komme til at flæbe. Men Farmor havde holdt fast paa ham, mens hun omstændeligt formanede ham til endelig at passe paa over for de mange Fristelser, der vilde møde ham derude i den store Verden. Hendes sidste Formaning lød: "Glem ikke din Børnelærdom. Den er god at ty til, naar alt andet svigter.” Det var jo rigtigt nok, men Mor var alligevel anderledes grej. ”Lov mig ikke at drikke Brændevin; det er en Forbandelse!” sagde hun. Han nikkede, og hun tilføjede: ”Se dig for, brug dine Øjne, og saa Gud i Vold, min Dreng!”

”Faderen vilde gerne have været med; men da det var umuligt, opfordrede han Veste til at lægge godt Mærke til Priserne og Handelen i det hele, saa han kunde give Besked, naar han kom hjem.

Martha og Jenny havde taget hastig Afsked og var drevet ud med Faarene. Lille Karen stak sin Haand i hans, da han havde faaet Ranselen paa Nakken, og hun fulgte med ud af Gaarden og vinkede tilbage til de andre nok saa fornøjet.

Henne ved Smedjen stod Kirsten. Veste maatte gaa hen og ønske hende til Lykke med Altergangen. Hendes Mund smilte, hendes tykke Kinder rødmede, og hendes blaa Øjne lyste mod ham. Hun gav et Kast med Hovedet, og den svære, lyse Fletning svingede tilbage. Hun var det sidste Indtryk, han tog med sig fra Hjembyen. - Ja, tog med sig! Nu han tænkte tilbage derpaa, stod Billedet af hende saa lyst og klart, og han smilte: Hvem vidste, naar han en skønne Dag vendte tilbage, rig og flot!

Den første Dags Drivning havde været sejg nok. De afrakkede Stude vilde gerne nappe en Bid undervejs. Tit maatte Kæppe bruges med Fynd. - Den tredie Driver, Søren hed han, var en ung Knægt paa 11 Aar; han gik hele Tiden og skulede og sagde næsten ingenting. Man skulde tro, han var lidt til en Side; men Mads sagde, at han var god nok. Mads selv var hele Tiden i godt Humør; han raabte til Studene og trallede, en Vise, ind imellem han fortalte Historier fra sine mange Ture med Stude til Holsten. Særlig var der een Ting, han aldrig blev færdig med at fortælle om, og det var, hvorledes de narrede Tolderne ved Kongeaaen.

"Men er det rigtigt saadan at snyde for Tolden?" spurgte Veste.

"Om det er rigtigt!" udbrød Mads forbavset. "Hæ, saadan en Grænse midt gennem det gamle Land - skulde en vis Mand ikke have den? Naar Regeringen har lavet noget saa tosset" maa man vel nok have Lov til at glæde sig over, at man kan belukse Tolderne en Gang imellem. - Rigtignok er Tolden ikke nær saa slem nu som før. For fire Aar siden skulde der betales 2 Daler 40 Skilling for hver Stud, men nu skal vi da kun af med een Daler. - - Men det er nok, mere end nok," fortsatte Mads, "og jeg giver den ikke godvillig, det er vis."

"Men hvordan skal vi bære os ad med at slippe for den?" spurgte Veste igen.

"Jo, ser du. Nu kommer vi igennem Heinsvig og fortsætter til Lindknud Kro. Her begynder det at blive spændende, for baade Tolderne og Folk ved Kongeaaen sender tit Spioner ud. Det gælder altsaa om ikke at forsnakke sig, at du ved det! Ikke et Ord om, hvem Studene hører til. Tager Tolderne Studene, stikker vi af, for Manden vil hellere miste de Penge end have sit Navn frem; for det er en Skam, som kun faa forvinder; det er vis!"

"Ja, men var det saa ikke bedre at gaa til Toldstedet og betale Tolden?"

"Nej, du kan tro nej, go'e Karl. Det er spændende at dreje Tolderne en Knap, og det vil jeg.”

Det var Aften da de naaede Lindknud Kro. Herfra var der kun en Dagsmarch til Kongeaaen, og de var spændt paa, om der var Rejsende i Kroen. Andre Stude var der ikke, for Vejen her var ikke nogen Hovedvej til Grænsen og Toldstedet.

Da de havde faaet Studene i Indhegningen og kom ind i den lave Skænkestue, blev de taget godt imod af Værten. Foruden dem var der kun en høj, kraftig Karl med et rundt, rødt Ansigt.

Mads saa noget paa ham og sagde saa: "Men er det ikke?"

"Jo, i lige Maade," svarede Karlen, lo og snøvsede et Par gange, som om han havde lang Næse, hvad han ikke havde.

"Saa skal vi ogsaa have en Dram," raabte Mads. Værten kom med den klare Drik og slog sig ned hos dem, mens de spiste og drøftede Studepriser, Told m. m. Men Veste havde hele Tiden paa Følelsen, at de ikke snakkede rent ud, men sad og dækkede sig for hinanden.

Da de var færdige med at spise, rejste Mads sig da ogsaa og sagde til den fremmede Karl: "Der var lige en Ting, jeg skulde vise dig, Karl." - Denne snøvsed' de sædvanlige to Gange, hvorpaa de fulgtes ad ud. Veste var spændt paa, hvad det skulde betyde og kunde ikke lade være med at spørge Søren: "Hvad tror du, han vilde?" Men denne svare de bare tvært: "Hvordan skulde jeg vide det.”

Efter en Stunds Forløb kom Mads ene ind. "Ja, Karl red videre!” sagde han som Svar paa deres stumme Spørgsmaal. "Og vi maa se at komme i Kasmarokken, for vi skal tidlig op i Morgen.”

De blev vist ind i et lille Kammer, hvor der kun stod én bred Seng til dem alle tre.

"Mon vi kan være der alle?" sagde Mads.

"Ellers kan jeg godt ligge paa Gulvet," tilbød Veste straks. Han brød sig ikke meget om at ligge tredie Mand i den Seng.

"Ja, se, der er noget andet, vi maa have paa det rene først," begyndte Mads igen. ”Og hvad vi aftaler her, maa ingen Mors Sjæl faa at vide. - Der skulde vel ingen være ved Døren?" Han rejste sig rask og aabnede Døren med et Sæt. Nej, der var ingen.

”Man ved aldrig,” fortsatte han saa. ”Kromanden kan staa i Forbindelse med Tolderne, være betalt Spion. - Ser I, i Morgen, naar vi kommer lidt Syd for Kroen her, deler vi studene i to Hold. Søren faar 13 Stude, og dem driver du lige mod Syd. Men giv dig god Tid, for du skal overnatte i Brørup Kro. Vi andre driver ind ad Tislund, Føvling og Bobøl. Der kommer saa ham...” Mads snøvsed’ et Par Gange, mens Fippen vippede.

Veste var lige ved at grine højt, men var for spændt paa, hvad dette her skulde blive til. Tænk, om de løb lige i Armene paa Tolderne!

”Hvorfor kan jeg ikke lige saa godt drive lige til Foldingbro?” spurgte Søren. - Foldingbro var Toldstedet.

"Det skal jeg saamænd sige dig. Kommer du til Tolderne med saadan en lille Drift, aner de straks, at der er flere i Farvandet og sender Folk ud for at se efter os. I Overmorgen kan du derimod frit sige, at Studene tilhører Jens Jensen i Holstebro, og at ..." Mads tænkte sig, lidt om, "og at du har en Dreng med, men han er løbet en Smut over til Holsted for at besøge en Onkel, Hans Vistesen. Ja, det kan du sige. Kan du huske det?”

"Ja, det gaar nok," svarede Søren mere livligt end sædvanlig.

”Ja, vi maa pudse dem, de Posekikkere. For tager de vore 38 stude, saa Godnat med jer; I kan forsvinde ad Hjemmet til.”

Veste blev helt forskrækket ved Tanken om, at han kunde blive nødt til at tage tilbage uden at have oplevet alt det, han ventede. Han besluttede, at han vilde være paa sin Post, naar det gjaldt, og gøre sit bedste. - Han lagde sig paa Gulvet med sin Ransel under Hovedet og faldt snart i Søvn, saa han næste Morgen vaagnede frisk og udhvilet, rede til Dagens Møje og Oplevelser.

En lille Fjerdingvej Syd for Kroen delte de Studeflokken. Søren fik 13. - Mads var lidt i Beraad med sig selv, om han ikke skulde give Søren en to - tre Stykker mere. Hans Flok var sikker, og for de Par Dalers Skyld kunde det ikke betale sig at løbe den størst mulige Risiko. Men han slog disse Tanker hen: Ingen Blødsødenhed her! Frisk Mod og fremad!

”Tror du nu, du kan klare Snushanerne?" spurgte han til sidst Søren, som smilte og raabte: ”Det gaar nok!" Han lod til at være oplivet ved Tanken om at skulle klare sig selv.

"Lad bare Studene græsse, saa den Mil til Brøup Kro kan tage hele Dagen! Vi mødes igen syd for Rødding. Og skulde vi ikke komme …"

"Jou,” svarede Søren blot og vinkede.

Til Veste sagde Mads: "Nu drager han til Brørup Kro og videre ad den lovlige Vej til Foldingbro, men vi to drager ad vore egne Veje.

Dagen igennem fortsatte Mads og Veste med deres 38 Stude ad Hedeveje med dybe Hjulspor gennem Heder og Moser, over Bække og Aer til Tislund; derfra en ny Hedevej med højt, tæt Lyng, der var sejg at gaa i. Lyngen var mørkebrun, men dog med en Anelse af grønt over sig. Vinden blæste koldt af Øst. Himlen var køligklar. Mads diskuterede Nattens Muligheder. Det var rart med lidt Blæst, oven i Købet af Øst; den dæmpede Lyden med sin Susen. Og der var ingen Maane; selvom det blev stjerneklart, vilde det blive ret mørkt, men ikke mere, end de selv kunde orientere sig. Der var ikke daarlige Chancer. - Var nu blot ham Karl paapassende! Han skulde sætte et Par Drenge paa Vagt ved Vejen og selv komme ridende og vise dem Vej. Han kunde godt gøre sig Umage, for han skulde have en god Betaling for sin Ulejlighed, 12 Skilling pr. Kreatur.

Paa den anden Side var der ikke langt over til Foldingbro; de kunde sagtens her fra Føvling eller Bobøl sende Bud over til Tolderne, vel ogsaa faa en Dusør for at angive dem. Men de fleste af Beboerne var imod Tolderne, saa det ikke blev nemt for en Forræder at klare sig blandt Folk bagefter; det holdt de fleste tilbage.

Veste sagde ikke stort til Madses Filosofier. Han følte sig efterhaanden trykket af Situationen; han trak Vejret tungt og blev træt.

"Skulde der komme en ridende Patrulje, maa du prøve at standse den, f. Eks. med Historien om, at du har besøgt din Onkel i Holsted. Fortæl en lang Historie, blot du opholder dem!"

De var nu kommet igennem Bobøl. Aftenen var faldet paa, og de lod Studene græsse inde paa en Markvej, mens de ventede paa Føreren, Karl. De var spændte paa, hvordan det skulde gaa, saa Tiden faldt dem lang. Opmærksomheden maatte de hele Tiden holde vaagen; for skulde der komme nogen ad Vejen, maatte de prøve at dække Studene.

Omsider hørtes Hestetrampen. Mads holdt sig rede til at gaa frem. En Rytter red ganske langsomt frem, aabenbart ventende paa noget. Mads sagde lavmælt: "Er det dig?" Og svaret lød: "Ja, det er mig! " efterfulgt af de bekendte to Snøft; der var ingen Tvivl. Mads og Veste kunde dristig træde frem.

Karl mente dog, at det var lovlig tidligt endnu. Patruljerne var ivrige først paa Aftenen. Senere havde Tolderne gerne faaet saa meget at drikke, at det kneb at faa sig lettet fra Bænken. Han førte dem imidlertid ad en Markvej eller Bivej ud mod Vest, hen til et lille Krat, der kunde dække dem foreløbig.

Studene lagde sig, og de tog Mad frem. Mads trak ogsaa en Klukflaske frem og bød paa en Taar. Det var godt at styrke blodet lidt. Han bød ogsaa Veste; men han afslog at drikke, skønt han inderligt ønskede noget, der kunde lette det underlige Tryk, der laa over hans Bryst. Men han havde givet sin Mor sit Løfte, og han vilde holde det - for hendes Skyld, hans dejlige Mor, som han vilde komme til at savne forfærdeligt paa Rejsen mod Verdens farlige Herligheder. - De falmede. Maaske Livets Herlighed laa derhjemme, naar det kom til Stykket.

Klokken lakkede mod tolv, og det var paa Tide at komme af Sted. Det gjaldt om at komme et godt Stød for Grænsen i Nattens Løb. Faren var nemlig ikke forbi, fordi de var kommet godt over Kongeaaen. Syd for Grænsen var der Kontrolsteder, hvor Toldseddelen skulde forevises, og var den ikke i Orden, blev Studene taget. Søren skulde vise den i Rødding; men der maatte de andre altsaa se at komme udenom.

Studene blev jaget op; tungt traskede de frem. Karl var Fører. Han førte dem Vest om Taabøl ud mod Aaen.

"Her er et Vadested," sagde Karl, "hvor man let kan komme i Aaen; men Vandet er ret dybt, saa vi maa helst binde en af Studene til min Hest; de andre følger da nok efter. Paa Sydsiden gaar I lige op langs Vestsiden af Villebøl-Gaardene, tværs over Vejen og følger videre en Markvej over til Hjortvad-Vejen. Jeg skal saa vidt muligt komme og hjælpe jer paa den rigtige Vej. Men sker der noget, forsvinder jeg; for mig kan Tolderne for let genkende. Men altsaa - jeg maa have de fire Daler nu."

Mads havde dem rede, saa det var hurtigt ordnet trods Mørket. "Og saa de 24 Mark til Drengene," tilføjede Karl.

"Aa, det er sandt, dem glemte jeg," sagde Mads, skønt han godt nok huskede dem og havde dem rede; men han havde haabet, at Karl skulde glemme dem.

Studene havde begyndt at lægge sig, men maatte nu op igen. - Lidt stod de alle og lyttede; men ingen fremmed Lyd lod sig høre.

En Stud blev bundet til Karls Hest, denne gik ud, og Studen fulgte efter, andre plumpede i, og de øvrige kom bagefter. Mads sprang op paa en af de første og slap derved med at blive vaad. Veste slap paa samme Maade over med en af de sidste.

Rask ledede Karl Strømmen videre over Vejen. De sidste var netop ved at komme op, da en Dreng forpustet kom og meldte: "Der er Ugler i Mosen mod Øst," hvorpaa han atter forsvandt.

"Gaa straks frem ad Vejen mod Øst og ophold, hvem du møder! " sagde Mads hurtigt til Veste, og uden at betænke sig, sprang han af Sted ud ad Vejen; men da han hørte en Rytter komme mod sig, sagtnede han Farten og traskede langsomt videre.

"Hou!" raabte han, idet Rytteren var lige ud for ham.

"Hvem er du?" raabte Rytteren, idet han standsede op. Han var vist blevet lidt bange, lød det paa Stemmen. "Hvad laver du her ved Nattetid?" lød Stemmen igen brøsig.

”Jeg hedder Veste og var ovre at besøge min Onkel i Holsted, for jeg kom med en Drift Stude nordfra.”

"Ja, Stude, det kan jeg tænke," sagde Manden og saa sig urolig om. "Hvor er de saa nu?”

"De er i Brørup Kro og kommer i Morgen Formiddag til Foldingbro. Men det blev sent hos min Farbror, og saa sagde de til mig, at jeg bare skulde gaa lige sydpaa, til jeg kom til Bobøl og saa derfra østpaa til Foldingbro; der kunde jeg nok træffe Søren igen."

"Hvem er Søren?"

”'Det er ham, der driver Studene.”

”Du lyver, din Rad! Der er nok Stude i Nærheden.”

”De t kender jeg ikke til. Men kan du ikke sige mig, om jeg er paa ret Vej til Foldingbro?

I det samme kom der en stor, svær Karl til, og Rytteren sagde: ”Tag ham der, Kresten Toldkarl, og før ham til Foldingbro, mens jeg ser mig lidt om her. Saa skal vi senere føle Knægten der paa Tænderne."

Veste fulgte med uden at kny; for nu var Studene godt paa Vej, og Karl hjalp nok Mads videre.

Toldkarlen lagde sin Haand paa Vestes Skulder og følte ned ad ham, vel, om han var vaad. Men det var kun Fødderne, der var vaade, og det kunde Veste sagtens klare, for det var selvfølgelig Duggen, der havde gjort dem vaad om Benene.

Mens de gik videre, spurgte Toldkarlen ham ud om, hvor han kom fra, og hvem han havde besøgt i Holsted. - Veste vidste ikke rigtig, hvad han skulde svare, men tænkte, at det var bedst at bruge det Navn, Mads havde nævnt, nemlig Hans Vistesen i Holsted.

"Naa, ham kender jeg ikke," svarede Karlen, heldigvis uden at komme nærmere ind paa Besøget. Derimod spurgte han ud om, hvem han havde drevet sammen med, hvor mange Stude de havde, og flere Ting, som han roligt kunde svare paa.

Vejen blev lang og trættende. Veste havde jo været paa Færde fra Morgenen tidlig, i over atten Timer, og der var godt halvanden Mil fra Villebøl til Foldingbro Toldsted.

Da de endelig naaede Vejs Ende, fik han efter et kort Forhør Lov til at lægge sig paa en Bænk, og der faldt han snart i Søvn.

Om Morgenen vaagnede han, ved at flere Mænd kom ind i Vagtlokalet, deriblandt Toldkontrolløren fra om Natten. "Naa, hvor har vi Fyren?" spurgte denne.

”Her," svarede Veste og rejste sig.

"Naa, er du saa kommet paa andre Tanker?"

"Nej, for nu kommer Søren med Studene," svarede Veste og smilte saa tilforladeligt, at Tolderen sagde: "Naa, gør han det. Kom saa her og faa en Bid Brød!"

Veste lod sig ikke nøde. Ogsaa en Dram bød de ham, men han vægrede sig ved at drikke den, og Tolderen, som var en høj Mand i pæn Uniform, sagde: "Det var ret. Hold du fast paa det. Det var der visse andre, der skulde have gjort. " - De øvrige lo I lidt flove.

Imidlertid begyndte Studene at komme fra Brørup Kro. Alle Tolderne gik ud og tog Veste med. Toldsedler blev udfærdiget til den første store Drift, og Pengene betaltes. - Lidt efter kom der en lille Flok, drevet af en ganske ung Knægt.

"Der er Søren med Studene!" raabte Veste og vilde løbe hen til ham, men blev holdt tilbage. "Og saa holder du din Mund!" blev der sagt, idet Søren og hans Stude standsede.

Der kom et forbavset Glimt i Sørens Øjne, da han saa Veste; men det slukkedes straks, og hans Ansigt blev lukket som sædvanlig. "Det var en bitte Drift den," bemærkede Tolderen.

"Ja, saadan en bitte Drift er ikke større," svarede Søren og saa nok saa uskyldigt op paa Tolderen.

"Hvor er saa Resten af Driften?" spurgte Tolderen igen.

"Resten?" svarede Søren uforstaaende, "jeg kender ikke til nogen Rest. Hvad koster det for de her?"

"Kender du den Knægt der?" spurgte Tolderen i Stedet for at svare.

"Ja, det er Veste Thimsen Vestergaard," svarede Søren omgaaende. Der kom nu en Byge af Spørgsmaal. Men Søren gav Svar, og de stemte nøje overens med, hvad Veste havde sagt, saa det varede ikke længe, før Tolderne opgav det, selvom de ikke var ganske overbevist om deres Vidnesbyrds Ægthed.

Søren fik sin Toldseddel efter at have betalt de 13 Daler, han havde faaet af Mads Fip, og Søren og Veste drev sydpaa ad Rødding til, Søren sprækkefærdig af Nysgerrighed efter at faa at vide, hvordan det var gaaet til, at Veste var kommet til Foldingbro. Og da han hørte, hvordan det hang sammen, var han lige ved at faa Latterkrampe.

Veste stirrede forbavset paa ham. Han havde aldrig tænkt sig, at Søren kunde le saadan. Det lod til, at han var blevet friskere og raskere ved at faa en selvstændig Opgave.

I Rødding fremviste de Toldseddelen og fortsatte syd ud, spændte paa, hvornaar de vilde træffe Mads. At de vilde træffe ham, var de overbevist om; men det kunde godt tage nogen Tid, da han vad ene om de mange Stude.

Langsomt drev de fremad, og stor var Glæden, da de endelig paa en Sidevej opdagede en større Studeflok, ført af en lille Mand, der, da han fik øje paa dem, opførte en sand Heksedans af Glæde, lo og sang og fægtede med Armene. "Nej, hvor var det spændende! " raabte han og lo, saa han knækkede sammen. Men da de drev videre, sagde han: "Aah, Herre Gud, hvor skal det blive skønt at komme i Kvarter og rigtig sove; for det har vel nok været en skrap Tur for de gamle Ben. Men jeg vilde ikke undvære den for aldrig det, det er vis. - Og her i Sønderjylland gør de os ikke noget, selv om vi ikke har Toldseddel.

Fra den Dag gik Drivningen lettere. De faldt saa godt i Lave med hinanden, at selv Søren var livlig og interesseret. Veste tænkte paa, hvor vanskeligt det kunde blive at skilles fra dem i Itzehoe. Men han maatte ud i den store Verden, før blev han aldrig tilfreds, før havde

han ikke levet Livet. Og han trøstede sig med, at derude traf han ogsaa nok gode, hjælpsomme Kammerater, der vilde støtte ham, naar han ikke vidste Raad.

I ITZEHOE.

Efter en lille halv Snes Dages Drivning kom de til Itzehoe. Veste undrede sig over de smalle Gader med den toppede, ujævne, hullede Brolægning og med de Rendestene, fulde af al Slags Affald. Gaardspladsen derhjemme var fin og jævn ved Siden af. Men Vinduerne i de gamle Bindingsværkshuse skinnede indbydende med blanke Ruder. Hist og her saa man ind i store Købmandsgaarde, pakket med Vogne, og paa Gaderne gik en stadig Strøm af Mennesker og Køretøjer.

Ude paa den mægtige Markedsplads var der Tusinder og atter Tusinder af magre, stridhaarede Stude. Handelsmænd og Bønder fra Omegnen gik rundt og takserede dem, rystede paa Hovedet, raabte op og pruttede paa Priserne, gav Haandslag og sendte Smaaflokke af sted ud af Byen igen. Dansk og Tysk i broderlig Forening og Blanding. - Mads havde lært Veste de tyske Brokker, han selv kunde; men de fleste Handelsmænd forstod Dansk, saa det gik udmærket med Forstaaelsen.

Efter at de havde afleveret Studene til Jens Jensen fra Holstebro, som var en lille tyk, smilende Mand, temmelig tarvelig klædt, men efter hvad Mads sagde, med en velspækket Tegnebog, var der stadig Arbejde nok for dem med at trække Stude frem og vise dem for Køberne samt med at skaffe Foder og trække de solgte Stude til de Stalde og Gaarde, hvor Køberne anbragte dem foreløbig.

"Elendige Tider'" raabte Jens Jensen, "daarlige Stude, daarlige Priser, daarlige Købere, men store Priser paa alt, hvad vi selv skal købe. Jeg bliver fuldstændig ruineret." Men imens blev hans Tegnebog stadig tykkere, og hans Pengepose af Læder tungere af gode, holstenske Sølvdalere.

De boede paa et Gæstgiversted, hvor alle mulige Slags Folk om Aftenen røg og drak, skændtes og sloges, saa Veste væmmedes derved og kun ønskede, han var vel derfra. Her var ingenting af den store Verdens Herlighed. Han maatte længere ud for at finde den. Men hvordan skulde han komme herfra? Han vilde til Hamborg, men var blevet klar over, at han ikke kunde komme derind uden Pas, og hvordan skulde han skaffe sig det?

Næste Dag havde han en Tid ikke noget at lave for Jens Jensen, hvorfor han gik og saa sig om ude paa Markedspladsen. Her lagde han Mærke til en høj, svær Handelsmand, flot Skikkelse og flot klædt paa med sølvknappet Vest og Frakke, gule Skindbukser, svære, hvide Hoser og sølvspændte Sko. Han lo og snakkede og raabte op. Om ham var der hele Tiden en Flok af Bønder og Handelsmænd. Veste trak nærmere. Pludselig fik den store Handelsmand øje paa den lyse Dreng med de mørke Øjne. "Hej," raabte han, "kom lige her hen du. Her er en Mand, der har købt ti Stude. Følg med og hjælp ham dem paa Plads!"

Det lod Veste sig ikke sige to Gange. Han drev med og fik at vide, at dens store Handelsmand hed Peter Paulsen og var meget rig og meget anset. Da han kom tilbage, blev han atter sat i Sving af Peter Paulsen, som spurgte ham ud om Navn og Hjemsted og stadig blev mere interesseret i ham. Da det blev Middag, bød Peter Paulsen Veste ind; Jens

Jensen kunde sikkert nok undvære ham saa længe. Det mente Veste ogsaa og fulgte med ind paa et Gæstehus, der var meget pænere, og Veste forstod, ogsaa meget dyrere end det, hvor han og hans Kammerater boede.

Han var lidt benovet ved det; men Peter Paulsen spankede hjemmevant omkring, og straks han havde slaaet sig ned ved et Bord, kom der et Par andre Handelsmænd og satte sig hos dem. - Veste følte sig som en Spurv i Tranedans og sad og ønskede sig tilbage til Kammeraterne, for han var slet ikke med i alt det, de snakkede om.

Pludselig spidsede han Øren. Paulsen nævnte, at det ikke kunde betale sig at køre hjem med tom Vogn; han vilde til Hamborg og købe nogle Klædevarer. Det kunde give lidt ekstra Fortjeneste efter den sløje Studehandel. Og saa lo han.

Veste blev varm af Interesse. Her var maaske en Mulighed for at komme til Hamborg. Bare han vidste, hvordan han skulde faa Peter Paulsen til at tage ham med?

Mens de spiste, sad Peter Paulsen og spurgte ham ud om hans Hjem, og hvad han vilde være, naar han blev voksen. Veste svarede lidt adspredt, for han sad hele Tiden og spekulerede paa, hvordan han skulde komme frem med sit Ønske om at komme med til Hamborg. Endelig tog han Mod til sig og fremsatte sit Ønske: at komme med til Hamborg, den store By, hvor Alverdens Skibe kom med Varer fra alle Verdensdele; for han havde aldrig set saadant et stort Skib.

"Du længes nok ud. De t kan være farligt.”

Det svarede Veste ikke paa. Men Peter Paulsen syntes om ham og forstod, at det ikke var en helt almindelig Bondeknold, han havde faaet fat i, hvorfor han sagde: "Du kunde maaske komme en Tur med mig. Men hvad vilde dine Forældre sige, naar du ikke kommer hjem med Driverne?"

"Mor vilde stole paa mig," svarede Veste og saa op paa ham.

"Naa, og din Far?"

"Han vilde selv gerne have været med."

Peter Paulsen lo: "Vi faar se!"

Veste opfattede hurtigt og sikkert og løb aldrig med halv Vind, hvorfor Paulsen kom til at sætte stadig større Pris paa ham, og han tjente i de følgende Dage mangen god Skilling ud over Driverpengene.

En Aften meldte Mads, at nu var de færdige. Søren tog næste Dag med nogle andre unge Mennesker nordpaa, og Veste og Mads skulde køre med Jens Jensen; han vilde nemlig gerne have Følgeskab, da det var sikrest, naar man havde mange Penge paa sig.

"Kunde han blive overfaldet af Røvere?"' spurgte Veste, og hans Øjne lyste ved Tanken.

"Man ved sig aldrig sikker," svarede Mads, "saa I skal have nogle forsvarlige Knipler med."

Veste var ved at vakle i sin Beslutning om at tage til Hamborg. Det kunde være spændende at opleve et Røveroverfald og slaa den Røver ned, der vilde tage Pengene fra Jens Jensen. Saa fik han nok en stor Belønning og kunde komme hjem med den og sige: ”Værsgod, her er Penge til en ny Vestlænge!"

”Aa, Sludder!” tænkte han saa, der sker saamænd ingen Overfald af Røvere, og nu har Peter Paulsen netop lovet mig at skaffe mig Pas og tage mig med til Hamborg.

Han sagde derfor lidt tøvende: "Ja, men jeg skal med Peter Paulsen til Hamborg en Tur. Vi kører i Morgen tidlig Kl. 6.”

"Til Hamborg!" gentog Mads. "Nej Tak, det bliver der ikke noget af. Jeg skal inde staa for dig over for dine Forældre. Du tager med os, det er vis!"

"Ja, men jeg har Penge, og naar saa Peter Paulsen vil tage mig med."

"Hvad skal du der?"

"Bare se mig om i den store By."

"Jo, Tak! Saa falder du bare i Kløerne paa en Bondefanger, der ribber dig for den Smule Skillinger, du har tjent.”

"Jeg skal nok passe paa. Og Mor vilde da ogsaa synes, at jeg skulde se saa meget som muligt, naar jeg er ude."

"Naa, vilde hun det; det er jeg ikke saa sikker paa. Men lad os gaa hen til Peter Paulsen for at høre, om han kender noget til den Tur.”

Mads stolede aabenbart ikke paa Veste. Men da de kom hen til Paulsen bekræftede han, hvad Veste havde sagt. "Veste har jo Penge og vil i Hamborg købe nogle skønne Ting til sin Mor og sin smukke Søster, maaske til en lille Kæreste, hvem ved!" lo Peter Paulsen.

"Og du vil tage dig af ham?" spurgte Mads.

"Ja, vær bare rolig." - Henvendt til Veste føjede han til: "Vi kører altsaa præcis KI. 6, for vi skal være i Hamborg inden Aften."

"Jeg skal nok være her," svarede Veste.

Da han kom tilbage til sit eget Logis, følte han dog lidt Klemmen om Hjertet at han skulde skilles fra Mads og Søren. Før de gik til Sengs, sagde han til Mads: "Hils nu hjemme og sig,

at jeg kommer. (Han føjede ikke til: snart) ”Og sig til Mor, at jeg husker, hvad hun sagde og skal rette mig derefter!"

"Hvad var det, hun sagde?" spurgte Mads nysgerrigt.

"Aa, det kan være det samme," svarede Veste undvigende.

I HAMBORG.

Næste Morgen kørte Veste ud af Itzehoe ved Peter Palsens Side. Paa Bukken sad en stor, svær Karl, som sikkert var med af samme Grund, som Mads var med Jens Jensen.

Det var dejligt grødefuldt Foraarsvejr med Duft fra Engene ved Elben. For Vognen havde de et Par høje, raske Heste. Havde Vejen ræret god, kunde de have smuttet de syv Mil til Hamborg i Løbet af en 3 - 4 Timer; men Vejen var saa hullet, at bedst som Hestene satte i Trav, maatte de stoppe op og gaa forsigtigt frem, at ikke Vogn og det hele skulde splittes ad.

Peter Paulsen viste Veste de mærkelige Bøndergaarde, der var bygget i een stor, bred Længe med Gavlen mod Vejen. Der var en Port ud mod Vejen og der indenfor Stald; bagved boede Menneskene. "Ja, det er ogsaa en Facon at bo paa," lo Paulsen.

Noget før Middag kom de til Elmshorn, en ret anselig By, hvor de bedede, og hen imod Aften nærmede de sig Hamborg efter en meget trættende Køretur. Veste tænkte paa, at Ordsproget "Det er lettere at køre end at gaa" ikke altid holdt Stik. Han var meget mere træt end af at drive en hel Dag.

Ved Grænsebommen blev de ekspederet hurtigt og let. Veste saa ogsaa, at Paulsen stak Tolderne en god ekstra Skilling. Saa rullede de ind i den store Stad. Den første Del var ikke særlig anselig; men eftersom de nærmede sig Midten af Byen og Havnen, blev Husene større og flottere, Gaderne bedre vedligeholdt, og Færdselen stærkere.

Peter Paulsen udpegede, hvor nogle af de største Handelshuse laa, og føjede til: "Jeg kender Folkene der, og jeg kunde godt tage ind til en af dem; men jeg vil helst passe mig selv, derfor tager vi ind paa et Gæstgiversted."

Efter at de havde faaet Værelser anvist - Veste skulde ligge sammen med den store Karl, Erik - sagde Peter Paulsen: "Jeg skal ud i Forretning. Du maa helst ikke gaa ud paa egen Haand, da der her i den store By er saa mange, der vil liste dine Penge fra dig, ja, maaske gøre det; der er værre. Men i Morgen skal jeg vise dig Havnen og Skibene, og hvor du kan slaa en Handel af.”

Da Paulsen var gaaet, sagde Erik, at han ogsaa havde Forretninger, han skulde have besørget, og saa forsvandt ogsaa han.

"Nu, " tænkte Veste," nu er Tiden inde til at forsvinde. Men det er skammeligt at narre Peter Paulsen, der har været ganske ualmindelig flink imod mig. Jeg har i det hele taget hidtil været heldig. Alle Mennesker har været flinke, saa jeg er kommet ud i Verden. Men Verdens og Livets Herlighed har jeg endnu ikke set; derfor maa jeg videre. - Bare jeg kunde give Peter Paulsen Besked! Jeg kunde skrive, hvis jeg havde noget at skrive paa. Jeg tror, jeg vil gaa ned og spørge en af Svendene ved Disken, om han ikke kan laane mig skrivetøj.

Han gik da ned. Men straks han havde forklaret Svenden, hvad han ønskede, spurgte denne, hvad han skulde bruge det til. Veste svarede, at han skulde g skrive en Besked.

”Du kunde jo give mig Beskeden. Det er ikke enhvers Sag at bruge Pen og Blæk rigtigt, saa det ved jeg ikke."

Veste havde set, hvordan Penge kunde bane Vej, saa han lagde en Mark paa Disken. Da lyste det op i Svendens sure Fjæs. Han tog Marken og lagde den paa Haandfladen, lod, som han spyttede paa den og lod den forsvinde i Lommen. Et Øjeblik efter var han der med det forlangte. Og et Stykke Papir vilde han overlade Veste mod en ekstra 2 Skilling. Han fik den, og Veste gik op paa Værelset, hvor han uden Tøven skrev:

Kære P. Paulsen. Mange Tak for at I tog mig med hertil, men jeg gaar videre ud i Verden, jeg ved Mor stoler paa mig og det samme kan I gøre.

Veste Thimsen Vestergaard.

Han lagde Papiret ind paa Peter Paulsens Værelse, pakkede sin Ransel, tog den paa Nakken og gik, stadig uden Tøven, ned ad Trappen og ud paa Gaden.

Her var mørkt og øde. Men han vidste, i hvilken Retning Havnen laa, og skridtede af, saa frejdigt han kunde paa den ujævne Stenbro. Det krøb dog lidt i ham, idet. han saa sig ene i den store By, der var dækket af et tæt Mørke, hvorudaf der til enhver Tid kunde komme en Røver og slaa ham ned. Han blev bange og gav sig til at løbe, men var ved at falde og stoppede straks op igen. Idet han gik videre tænkte han, at det vel heller ikke var meget værre at gaa her ene i den øde By end en Efteraarsdag i Regn og Slud at gaa ene paa den øde Hede, gennemblødt og frysende. Her var egentlig rigtig rart i Forhold dertil.

Endelig naaede han Havnen. Enkelte Tranlamper lyste paa Kajen langs Elben, hvor de mægtige Sejlskibe, Langfarerne, laa paa Rad.

Veste gik undrende langs Bolværket. Arbejdet var hørt op. Sømændene var oppe i Byen at more sig. Stille og majestætiske laa de store Skibe med deres vældige Rejsning. De slanke Master pegede mod den lyse, stjernesaaede Himmel. De svære Ræer ragede ind over Kajen, hvor han gik. - Han standsede betaget ved en af de største Sejlere. Han kikkede efter, om han ikke kunde opdage dens Navn og Hjemsted. Han var kommet hen imod stavnen, da der pludselig lød en Røst ned til ham - paa Tysk - eller paa Engelsk. Han syntes ikke rigtig, det lød som Tysk. Han maabede blot.

"Hva beha'r - Dummepeter!" lød det da deroppefra.

"Hwa’!” røg det uvilkaarligt ud af Veste, og han gabede endnu højere. - Den unge Sømand, der hang over Rælingen, maatte være en Landsmand.

"Nu har jeg aldrig set 'kend Magen' saa tydeligt - en Landsmand! Kom herover og lad os se, hvad du er for en Kanut!"

Forsigtigt balancerede Veste over Landgangen. Han stod nu for første Gang paa et Skibsdæk og indaandede skibets mærkelige, stærke Duft. Han følte, at Eventyret begyndte at blive til Virkelighed. Her begyndte Rejsen til Verdens Herligheder.

Matrosen anviste Siddeplads paa en af Lugerne og spurgte: "Naa, hvor er du saa fra?"

Veste fortalte det.

"Ja, dit Maal røber dig!" sagde Matrosen leende. "Jeg er ogsaa Vestjyde, hedder Martin Nielsen og er Matros paa 'Seaflower', det bedste Skib, der flyder paa Søen."

Martin var Vagtmand, mens de fleste af Besætningen var oppe i Byen for at more sig. Da det nu viste sig, at han og Veste var Landsmænd i snævreste Forstand, vilde han gerne vide noget om, hvorledes der saa ud i hans Hjemegn, da han ikke havde været hjemme i flere Aar, og snart gik Snakken livligt. Pludselig udbryder Martin: "Men hvad i Alverdens Riger og Lande vil du her?”

Veste fortalte, at han havde været med som Studedriver til Itzehoe og skulde derfra gaa til Hamborg for at søge Hyre. Han turde ikke sige Sandheden helt lige ud.

"Hm,” sagde Martin. "Har du slet ingen at gaa til her?"

"Nej."

"Slet ingen Anvisning paa nogen?"

"Nej.”

"Saa maa man skam sige, at du er en heldig Kantøffel," udbrød Martin, idet han slog Veste paa Skulderen, saa han ømmede sig. "Først træffer du en saa forholdsvis nogenlunde hæderlig Landsmand som undertegnede, der ikke overleverer dig i Røverkløer, og saa dumper du oven i Købet ned paa et Skib som 'Seaflower', der mangler en Skibsdreng."

"Gør her!"

"Akkurat. Og selvom 'den Gamle' mellem os sagt kan være noget bister, og nogle af Mænnerne er nogle Bøller, saa kunde du have truffet det værre."

"Tror du virkelig, jeg kan blive her?"

”Vi kan straks forsøge," sagde Martin, rejste sig, trak op i Bukserne et Par Gange og tilføjede: "Men altsaa - du holder dig tilbage, naar vi kommer ned til Kaptajnen. Jeg skal nok klare de Grejer."

De gik ned ad en Trappe, hen ad en lang, mørk Gang. Martin bankede paa en Dør. En bøs Stemme sagde: "Kom ind!" og de traadte ind i Kaptajnens Kahyt, Veste yderst benovet, holdende sin Hue mellem begge Hænder; men Martin saa for Resten ogsaa ud til at have tabt al sin Overlegenhed.

Kaptajn Thompson sad og skrev ved en lille Lampe, hvis Lys faldt hen over hans Ansigt. Han havde busket Haar over en kraftig Pande, skarpe Kindben og en noget buet Næse. Da han desuden saa ud til at være høj og kraftig, var han vist ikke rar at komme paa tværs af.

Han saa bistert op og spurgte: "Hvad er løs?”

Martin trak Veste frem. Kaptajnen mønstrede ham skarpt og gjorde et Spørgsmaal. Martin svarede, og mens Kaptajnen stadig iagttog Veste, forklarede Martin.

Kaptajnen nikkede og spurgte igen.

Martin oversatte: "Har du Søfartsbog?"

”Nej".

"Eller Søtøj, Skibskiste og andet Udstyr?”

"Nej.”

"Eller Penge?”

”Ja, Driverpengene og lidt til."

De vilde nok ikke forslaa til hans Udrustning, men saa maatte Resten gaa af paa Hyren.

Kaptajnen rejste sig og bød Martin tage Lampen og følge efter. De gik ned til et aflaaset Oplagsrum. Først Kaptajnen, saa Martin baglæns ned ad Trappen. Men Veste tog sig ikke i Agt, han vilde gaa forlæns ned. Trappen var imidlertid stejlere, end han beregnede, hans Hæl gled, og han faldt bardus og slog Hovedet imod, saa det pludselig lyste op i Mørket med hundrede kulørte Stjerner.

"Klods" hvæste Martin" "Kan du ikke gaa ned ad en Trappe! Du er dog et Nummer for dum. Baglæns - selvfølgelig, dit Bondeklods!” ”Slog du dig slemt?" kom det lidt mildere.

"Nej," svarede Veste og bed Tænderne sammen.

Kaptajnen skældte ogsaa ud, men Veste forstod ham desværre - eller heldigvis ikke.

Veste udrustedes nu sømandsmæssigt: Trøje, Sko, Søstøvler, Køjeklæder haledes frem og til sidst en Skibskiste, som det hele hulter til bulter blev kaste ned i. Martin og Veste tog i hver sin Hank og balancerede frem efter til Bakken.

Da en Praas var blevet tændt, viste det sig, at Veste havde faaet en ordentlig Bule i Panden, ellers fejlede han ikke noget ud over lidt Ømhed i venstre Knæ.

"Never mind, my boy," trøstede Martin smilende. "Det er af den Slags Stød, Verden gi'r."

Han viste Veste en Køje, gav korte Anvisninger angaaende Tøjet og forsvandt op paa sin Post igen.

Hvor var det underligt for Veste at staa ene i det store, lave Rum. Skønt - store Rum? Han saa kun en smal Stump Gang, nogle Køjer, et Par Skibskister og noget henslængt Tøj; Resten fortonede sig i Mørket. Han gav sig til at ordne Køjen, og derefter lagde han Tøjet pænt ned i Skibskisten. Han holdt hvert Stykke og betragtede det kærtegnende, før han lagde det ned. Særlig Interesse havde Olietøjet, som viste, at nu var han Sømand, rigtig Sømand. Han havde Lyst til at prøve det, og det kunde da heller ikke gøre noget. Det var væmmelig stift men sikkert tæt og godt i Storm og høj Sø.

Han havde netop faaet Sydvesten paa, da der lød Trin. Det var kun Martin, der kom for at se, hvor vidt han var kommet. Han bandt Sydvesten for ham og sagde, at det var ingen Skade til, at han prøvede det. Men nu maatte han hellere gaa til Køjs.

"Aa, Martin," bad han, da Martin straks igen vilde gaa op, "hvis nogen spørger efter mig, da vil du ikke røbe mig?"

"Nej, paa Ære!" svarede Martin, som havde været Orlogsmatros. Køjen var haard og umagelig; men Veste var ikke forvænt, han befandt sig godt i den. Men saa snart han laa stille, alt var roligt om ham, kun Vagtmandens Traad paa Dækket hørtes af og til, da kom Tankerne, de Tanker, han helst vilde være fri for. Bare han ikke havde narret Peter Paulsen! Det var en skammelig Maade at gengælde hans Venlighed og Hjælpsomhed paa. Maaske vilde han nu lede efter ham, gennemsøge Skibene for at finde ham igen. Men det nyttede ikke, han var bundet her; han maatte blive her. - Og skulde han miste sin Mors Tillid? Han havde jo svigtet hende nu; men hun vilde aldrig svigte ham, ske, hvad der vilde. Og saa vilde han gøre sit bedste for, at hun kunde tage imod ham med Glæde, naar han atter vendte hjem fra den store Verden. Naar det undertiden kneb ham at komme af sted i Heden med Faarene, naar Vejret var daarligt, havde hun sagt: Faarene skal passes, og jeg stoler paa, at du gør dit bedste. Det havde styrket ham mangen Gang, naar han fristedes til at løbe fra det hele. – Dette her var rigtignok noget ganske andet, nu var han løbet fra det hele; men han vilde love sin Mor, at han skulde gøre sit bedste, i hvad han foretog sig. Amen! føjede han til, bad sit Fadervor, ønskede Guds Velsignelse over dem alle derhjemme - ogsaa Kirsten, og sov.

Veste vaagnede ved et Bulder, idet nogle Mænd under Skraalen og Banden styrtede ind i Rummet. Lys blev tændt, og store, knoklede Skikkelser tumlede rundt for at finde deres Køjer, mens mærkelige Skygger dansede rundt paa Køjer og Skotter.

Veste laa musestille, men stirrede med store forbavsede Øjne paa de ravende Skikkelser. En stødte mod hans Skibskiste, gav et Udraab, som Veste ikke forstod, og standsede forbavset. Hvad er den tomme Køje fuld; det var!

"Lad mig se!" raabte en stor Matros med en vældig Næse, som yderligere fremhævedes af et lyst Ar. - "Gaa væk!" raabte han igen og puffede til de nærmeste, saa de dinglede over paa andre, der gav ondt af sig. Men uden af tage Hensyn til det trængte sig frem, stak en Arm ud og trak med et rask Tag Veste ned paa Dørken. Han fik slet ikke Tid til at tænke paa Modstand.

Hele Slænget flokkedes grinende om dem og begyndte af gøre Bemærkninger om Vestes Tilstand. ”Nej, se," raabte en, idet han pegede paa Bulen i Vestes Pande, "den lille Stakkel, han er faldet og har slaaet sig!" Og et Latterbrøl rejste sig.

”Hold Kæft!” raabte Rich. "Hvad hedder du?”

Veste forstod ikke Spørgsmaalet. Han stod der paa bare Ben i bar Skjorte med knyttede Næver og funklende Øjne, rede til at slaa til, hvis nogen rørte ham.

”Baby har ikke lært at snakke endnu,” bemærkede en.

"Er du døvstum?” spurgte Rich. og traadte nærmere. Veste svarede ikke, men stirrede ham lige op i Øjnene.

Bange er du nok ikke. En Tigerkat, hvad?” sagde Rich. lo pludselig godmodig og pegede paa Køjen.

Dette Tegn forstod Veste, og vips var han deroppe. Rigtignok slog han i Farten Hovedet mod Skottet, men han gav ikke et Kny.

Matroserne blev endnu en Tid ved at tumle rundt, skændes og slaas, før de omsider fandt deres Køjer. Sikke Banditter! tænkte Veste, de blev vist ikke morsomme at arbejde sammen med. Men han var da sluppet ret godt nu. Maaske var de ikke saa slemme, som det lod til.

Næste Morgen skinnede Solen varmt og mildt over Floden, Havnepladsen og de lossende og ladende Skibe. Om Bord paa ’Seaflower' gik Arbejdet med Hiv og Sving. Der indladedes en Del tunge Kasser og Tønder med Vaaben og Ammunition samt en Mængde Tøjballer med billigt tysk Kram. Ladningen skulde være inde før Aften. Næste Morgen skulde de afsejle med Rio som Maal. - Matroserne saa slemt blissede og fortrædelige ud til at begynde med; men da Arbejdet først var godt i Gang, lød der Latter og Skæmt. Ingen skulde tro, det var de samme Mennesker som om Natten. Den eneste, der kunde faa Humøret om Bord til at dale, var 2. Styrmand, det lille Bæst, der gik og gnavede og skændte, saa han var lige ved at forstyrre Arbejdet og den gode Stemning.

Veste tog villig fat paa, hvad der blev ham anvist, og selvom i der vankede en Lussing i Kabyssen, fordi han ikke forstod Kokkens Engelsk, klarede han ellers storartet med Tegn og syntes ikke, der var nogen Grund til at hænge med Næbbet. Selv Øgenavnet Baby, som Matroserne raabte efter ham, tog han med godt Humør; men han vidste da heller ikke, hvad det betød.

Martin kastede enkelte Gange et opmuntrende Ord til ham, men gav Sig ellers ikke af med ham. Veste, som troede, at han i Martin havde vundet en trofast Ven og Kammerat, forstod ikke hans Kølighed. Han vidste ikke, at Martin var bange for at blive kaldt Barnepigen.

Dagen gik paa Hæld. Et Hold af Mandskabet gjorde klar paa Dækket, mens de øvrige skaffede og gjorde sig rede til at gaa op i Byen for at faa den sidste Rest af Hyren drukket op, før de lagde ud paa ny.

Nogle slængede haanlige Bemærkninger til Martin, fordi han ikke vilde med. At han i Stedet for at drikke Pengene op, sendte dem hjem til sin gamle Mor, fortalte han ingen.

"Bliv endelig og pas paa, at Rotterne ikke gaar fra Borde!" haanede Rich.

"Det gør de saamænd ikke," svarede Martin roligt. "De ved, at ’Seaflower' er et godt Skib. Men de ved ogsaa, at du er lige til Rotterne, hvis du ikke gaar i Hundene."

Rich for ind paa Martin; men Kammeraterne holdt igen: Nu skulde de ud at more sig, saa kunde de slaas siden.

Senere paa Aftenen sad Martin og Veste og snakkede sammen. Martin lærte Veste nogle af de almindeligste engelske Udtryk, og de faldt ham let i Munden. Saa kom Gammel-Jones, en gammelagtig Matros, der var Vagtmand, stavrende hen til dem og slog sig ned hos dem. Han var halvskaldet med indfaldne Kinder og hængende Overskæg, der gav ham et særlig bedrøveligt Udseende.

"Jeg hørte, Rich sagde noget om Rotterne, og nu vil du vel nok le ad mig, Martin, men jeg saa lige for et Øjeblik siden med disse mine egne Øjne et Par Rotter nok saa pænt liste over Landgangen og forsvinde. Jeg følte mig underlig til Mode, og det gav ligefrem et Sæt i mig, da der kom nok en. Saa skulde jeg ikke have set mere.

"Aah, der skal vist ikke meget til, før du ser Syner og kommer til at ryste i Bukserne, Jones," sagde Martin.

"Ja, du har let ved at gøre Nar, men ..."

”Det gamle Sludder om Rotterne! Skulde de saadan være hele Troldmænd og Tegnsudlæggere? ’Seaflower' er jo i alle Maader et første Klasses Skib, sandelig ikke en daarlig Stump fra Køl til Røjl og 'vor gamle' er en Skipper, der forstaar sine Ting.”

Martin fremførte saa mange Grunde, fordi han, selv om han ikke vilde indrømme det, dog var ilde berørt af den gamles Snak. Man kunde jo aldrig vide!

”Ja ja, vi faar se,” sagde da ogsaa Jones. ”Det er ikke alting, vi kan forklare, det kan jeg fortælle mange Historier om. - Maaske var det bedt, om en anden listede bagefter og tog Afsked med 'Seaflower'.

"Hvor vilde du egentlig gaa hen, Jones?"

”Nej, hvor skulde man gaa hen! Hellere gaa ned med et Skib som 'Seaflower' end ligge og flyde rundt med en tysk Smadderkasse."

Martin opfordrede Jones til at fortælle i Stedet for, og snart var han langt inde i Historier om Rotter, Dødssejlere og Strandinger.

Flere kom til og lyttede. Gammel-Jones troede selv paa sine Historier, og det gjorde dem interessante.

Veste forstod ikke et Kvæk, hvorfor han listede hen til Rælingen og kikkede op mod Byen. Endnu havde han fast Forbindelse med alt det, han hidtil havde levet i, syntes han, selvom Peter Paulsen heldigvis ikke havde ladet høre fra sig i Dagens Løb. Men i Morgen kastede ’Seaflower' los og dermed var hans Barndom forbi. Livet laa forude og skulde leves - herligt og skønt; eller haardt og ondt. Han gyste lidt; men trøstede sig med, at stærke Baand endnu bandt ham til Hjemmet, saa han altid havde en Havn at ty til den Dag, det kneb.

Da de gik til Køjs, hældte Martin i Veste, hvad Jones havde sagt om Rotterne, og fortalte endda et Par Historier om, hvilket ufejlbarligt Tegn det var paa et Skibs Undergang.

"Det er da kun noget Sludder," sagde Veste og vilde slaa det hen.

"Man ved aldrig," lød Svaret blot.

Da Veste var kommet til Køjs, kunde han derfor alligevel ikke lade være med at tumle med Tanken om, at Skibet kunde gaa under, forlise, og hvad saa? Skulde han da som Robinson komme ene i Land paa en øde Ø, eller skulde de andre, som var ældre og stærkere, klare sig i Land, og han blive derude? - Det bliver Guds Sag. Det havde Farmor saa tit sagt; vi skal ikke gøre os unødige Bekymringer, Gud raader alligevel. - Og Gud i Vold havde hans Mor sagt. Han vilde i alt Fald selv arbejde for at komme fremad og se, om verdens Herligheder var værd at eje. Og saa - Gud i Vold!

Han faldt i en saa dyb og god Søvn, at han knap mærkede, at de fulde Matroser kom syngende og skraalende om Bord.

GENNEM KANALEN .

'Seaflower' stod ind i Kanalen for fulde Sejl. Veste stod til Rors, og han følte den vældige Sejler som et levende Væsen under sine Hænder. Lydigt lystrede hun hans mindste Vink.

Hvert Sejl stod spændt. Det var, som svævede de paa lette Vinger gennem Rummet. Det var Sejlads! Det var herligt at være Sømand! Veste følte Hjertet svulme af Stolthed og Livsglæde. Glemt var Historien om Rotterne, i alt Fald var den saa usigelig ligegyldig, og glemt var haarde Tørn de første Dage om Bord.

De havde faaet Storm i Nordsøen, og Veste led Søsygens Kvaler. Men han var stærk og sund, saa den var snart overvundet. - Men andre Vanskeligheder havde der været. Sproget og Arbejdet var lige ukendte, og meget maatte han døje for begge Dele. Godt var det, at han kunde snakke lidt med Martin og lære af ham.

Der vankede tit Knubs og Stød, som den Dag han første Gang skulde bære Suppen fra Kabyssen agterud til Officersmessen. Der gik høj Sø, og Dækket stod skraat under det haarde Sejlpres. - Det kommer jeg aldrig godt fra! tænkte Veste, idet han tog Terrinen, og Kokken gav ham en Række Formaninger, som han desværre ikke forstod. Han tænkte dog: Jo haardere Pine, des snarere faar det Ende! og satte Fart paa agterud.

I det samme tager 'Seaflower' en Overhaling. Han vakler, og før han vidste af det, ligger han nede i læ med Suppen over sig. - Ude af sig selv af Raseri over hans Kluntethed for Kokken til og gav sig til at bearbejde hans Ryg med den store Slev, han netop havde i Haanden, mens en Strøm af Skældsord fossede ned over den arme Drengs Hoved.

Veste fik sig rejst. Han græd, ikke fordi Pryglene gjorde ondt, men af Ærgrelse. Og saa maatte han oven i Købet ned til Kaptajnen og melde, hvor behændig han havde baaret sig ad. Det var det værste, og det gav Ekstraarbejde.

Rich var heller ikke altid blid, tænkte Veste videre, idet han skottede til Kompasset og gav Rattet en Knag. Godt, at Martin dog en Gang imellem kunde tage Stødet af, selvom han tit til Vestes store Sorg lod, som han intet saa.

Og saa 2. Styrmand, det lille lumske Bæst, der gik derhenne og gloede skævt med sine smaa stikkende Øjne, han kunde altid finde noget at udsætte paa Arbejdet, og han slog en proper Næve.

Veste saa paa sin egen lille mishandlede Næve. Fingrene var revnede, Saltvand, Beg og Tjære sved nederdrægtigt i dem. Men der blev nok alligevel en ordentlig Sømandsnæve ud af dem med Tiden.

Veste stirrede op i Rigningens Virvar af Sejl, Stag, Fald og Liner og undredes over, at nogen kunde hitte Rede i alt dette, selv om han efterhaanden kendte noget af det. Han lagde ikke Mærke til, at 'Seaflower' girede et Par Streger ud af Kurs. Men 2. Styrmand kastede pludselig et Blik paa Sejlene og derefter paa Kompasset, og saa faldt der en knaldende Lussing til Veste, saa han dejsede. – Hvad - en lang Ed fulgte efter - han stod der og glanede efter.

Veste holdt fast i Rattet, som fik et Par ganske ekstra Knage med det Resultat, at "Seaflower' faldt af for Vinden. Styrmanden for til, hev Rattet op, og ’Seaflower' luvede atter op til Kursen, idet han skældte og smældte. - Ja, tænkte Veste, saadan var han, 2. Styrmand. Aldrig kunde han sige noget ordentligt; det frydede ham, hver Gang han kunde faa Lejlighed til at agere Bølle. Veste kneb Munden sammen; han skulde ikke krybe for den Herre! Men hans Sejlhumør var ødelagt for den Gang.

Det var slaaet ind med Taage i Kanalen. Sejlene hang næsten slappe. Ikke 10 Alen kunde man se frem, saa det var drøjt at Være Udkigsmand. De flød med Strømmen, og alle var urolige og utaalmodige. Der var stadig Ufred mellem England og Frankrig, selvom der for Tiden var forholdsvis roligt. Aldrig kunde man vide, hvornaar der dukkede en fransk eller engelsk Kaper frem af Taagen. - Rigtignok var ’Seaflower' bevæbnet med fire smaa Kanoner, og Haandvaaben til Besætningen var der ogsaa, men det var meget tvivlsomt, om de kunde klare sig, den Dag de blev angrebet. - Dobbelt ængstelig stirrede Udkigsmanden ind i Taagen.

Om Aftenen blæste det op. Frivagten gik til Køjs, men blev purret ved 11-Tiden. Da blæste det allerede haardt, og Vinden øgedes stadig. ’Seaflower' laa tungt i Søen, der begyndte at vise Tænder.

Veste, Martin, Rich og de øvrige af Frivagten tumlede rundt i Mørke. Det gjaldt om hurtigst muligt at faa Olietøjet paa og komme paa Dækket.

Blæsten skar tværs igennem dem, da de kom op. "Hold dig nær til mig!" raabte Martin til Veste, idet de gik til Vejrs i Fortoppen for at beslaa Bramsejlet. Veste kunde hverken høre eller se, men op maatte han.

En Byge piskede løs, og Sejlene stod spændte som Trommer, efter at de var givet op. Martin, Veste og flere laa paa Maven over Raaen og halede og halede, men magtede intet. Det var, som Neglene skulde flaas fra Fingerenderne. Bedst som de mente, de havde Sejlet, slap det løs igen, og Bang! stod det atter spændt.

Martin blev gal i Hovedet paa det, det elendige Skidt, og lagde sig med hele sin Vægt over i det og pressede til. Pludselig slap Vindstødet sit Tag, og Martin gaar paa Hovedet. Det giver et Sæt i ham; men han griber for sig og faar fat i Liget med højre Haand. Der hang

han mellem Himmel og Hav under den svingende Raa i den svirpende Blæst.

Veste stivnede, da Martin gik over. Men saa gled ham hen og fik Hold om hans Haandled. Og her laa han saa paa Maven over Raaen i Bælgmørke og holdt af al sin Magt fast i Martins Haand, mens Vinden hvinede i Riggen og slog Smæld i Sejlene, mens Skibet krængede og svajede, og Hav og Himmel stod i eet.

Han skreg af sine Lungers fulde Magt; men det blev kun som et Pust i stille Vejr, knap det. Stormens Rasen overdøvede ham ganske. Martin rykkede til, og Veste følte med usvigelig Sikkerhed, at slap han ikke sit Tag, maatte han glide ud ogsaa - og dog spændte han alle sine Kræfter og trak. - I det samme kom Rich glidende. Han havde mærket, at der var noget galt paa færde. Han tog et Tag i Martin, da Vinden løjede et Øjeblik, og Martin var oppe. De vaklede alle et Sekund. Saa tog de fat, hvor de slap. Arbejdet skulde gøres. Her var ikke Tid til Rørelse eller Slaphed.

Endnu en Tid lang maatte der arbejdes haardt, før Sejlene var beslaaet, og Sejladsen nogenlunde støt.

Først da de var kommet ned af Raaen, takkede Martin Rich og Veste, og efter den Dag var Martin og Veste uadskillelige. Martin og Rich fortalte i Lukafet, hvordan Veste havde holdt Martin oppe, til Rich kom til. Da voksede Veste i Mænnernes Øjne, og ingen talte mere om Pattebarnet.

Imidlertid tog Vejret stadig til. Kaptajnen og 1. Styrmand var sært urolige. De vidste alt for vel, at med denne Vind kunde 'Seaflower' ikke undgaa at blive knust mod Bretagnes klippefulde Kyst.

1. Styrmand tænkte paa, hvad nogle af Mandskabet havde ymtet om - at Rotterne var gaaet fra Borde. Skulde de virkelig ende deres Rejse her! Dog turde han ikke omtale disse Historier for Kaptajnen.

Men ogsaa blandt Mandskabet dukkede Jones' Fortællinger op som et blegt Spøgelse. Ingen snakkede om det, men alle tænkte paa det.

Ellers plejede Humøret at være højt efter en haard Tørn, men denne Gang var det, som alle gik rundt og saa Spøgelser, selv efter Dagens Frembrud. Som Jacob Londoner udtrykte det: Man skulde tro, de gik om og var med til deres egen Begravelse. Men det var som han kunde bande tidligt nok at hænge med Ørene, naar der var Grund til det. Han satte i med en Opsang, der satte Humøret adskillige Streger op.

Men eftersom Dagen steg, drev de nærmere og nærmere ind mod Bretagnes Kyst. Stormen peb og sang Takkelagen. Bølgerne kom skummende og brusende, skød sig ind under 'Seaflower' og løftede den op for i næste Nu at slynge den ned som med et Bjergskred. Folkene tumlede rundt, vaade og frysende. Ingen varm Mad vankede der heller. Veste maatte tænke paa, hvor lunt og hyggeligt der var hjemme hos Far og Mor; men tænke sig, at de skulde forgaa, kunde han ikke.

Han skulde meget længere ud, før hans Sejlads var Slut; det var han ganske overbevist om. - Men han maatte smile ad sig selv, naar han tænkte paa, at han maaske egentlig var draget ud for at opleve et Forlis som Robinson Kruse. Skulde alle gaa ned med Skibet, og - sikke noget Vaas! Nej, han skulde staa Last og Brast med Martin og dem alle, hvad der end kom.

Aldrig havde de set Kaptajnen saa meget paa Dækket som den Dag, fast og bestemt som sædvanlig, men mere sammenbidt. Han var paa sin Post, vogtede paa enhver Mulighed for at redde Skib og Ladning. Hen imod Middag følte man Skyggen af en Forandring i Vejret. Man følte, at Vinden var knap saa skrap, og Kaptajnen bemærkede, at den trak lidt nordligere. Hele Mandskabet blev kaldt paa Dækket. Der blev gjort klar ved Braser og Skøder, og nogle maatte straks til Vejrs og gøre Sejl klar. Imens gik Vinden i Nord og løjede betydeligt af. Flere Sejl blev sat, og 'Seaflower' holdt Kurs mod Vest under vældigt Sejlpres. Saa stærkt krængede Skibet, at læ Lønning laa under Vand.

Humøret steg, nu de gjorde Fart fremover igen. Men Faren var ikke forbi. I Læ rejste sig Bretagnes vildt sønderrevne Klippekyst. - Kunde de klare den?

Spændt diskuteredes Afdriften; men den var umulig at beregne i den høje Sø. Højere og højere hævede sig Landet, men nærmere og nærmere kom ogsaa de yderste nordvestlige Skær. Kunde de klare dem, var de frelst.

Braadsøerne steg med deres hvide Kamme som Bjerge til Luvart for saa at brække ned over Skibet med øredøvende Larm. 'Seaflower' blev død og tung i de fossende Vandmasser og drev af, til den omsider igen fik rystet Vandet af sig og tog Fart. Kunde de faa et forholdsvis roligt Stræk, var de forbi de dødbringende Skær - ellers ...

Ingen særlige Ordrer blev givet. Alle kendte Faren, og at der ingen Redning var mulig, hvis ikke hver gjorde sit Yderste. Dog viste ingen Frygt. Kun Spændingen tegnede sig i alle Ansigter. - Selv Veste var ikke egentlig bange. Han sendte nok Far og Mor en ekstra Tanke, men var saa atter helt optaget af Øjeblikket og dets Spænding.

Til Rors stod Martin og Rich, som havde alle deres Kræfter behov for at holde Rattet fast under det umaadelige Pres.

De for nu gennem en kogende Hvirvel. Skæret var ganske nær. Stødte de, eller blev de baaret over?

'Seaflower' løftedes og svingede over, mens alt sydede og bruste omkring dem.

Ingen vidste, hvordan det gik til; men da de atter kunde se sig omkring, holdt 'Seaflower' støt sin Kurs, hævet og sænket jævnt af de mægtige Atlanterhavsdønninger.

BRANDEN.

'Seaflower’ stævnede frem for fulde Sejl, støt Dag for Dag. Den samme Vind - Nordøstpassagen samme Sejlstilling, og Kurs sydefter. Et Par Bukser og en Skjorte var Paaklædning om Bord. Matroserne dovnede i Varmen, selvom der rigtig skulde males og pudses, nu der var Tid dertil.

Veste fik at føle, at Matroserne blev kaade. De vilde lade Drengen bære Løjerne op. Havde nu Martin ikke været ham en trofast Kammerat, der forstod at faa Legen standset, mens den var god, saa havde det været drøjt til Tider. Men naturnødvendigt voksede Veste og Martin tættere og tættere sammen; de var jo Vestjyder begge to.

I den dejlige, kølige Tropenat, naar Morilden lyste og blinkede i Kølvandet, og Stjernerne tindrede som Lys, der hang i Snore fra det dybe Himmelloft, kunde de ligge i Timevis paa Udkig hed det sig, men i Virkeligheden kun nydende den friske Luft, Havet, Farten og Samværet. Da steg Minderne derhjemmefra op af Natten og fik Form og Farve.

Martin fortalte om de stille Aftener, naar de paa Hølæs agede hjem fra Engene ude i Fjorden, mens Taagerne dansede. Intet var som disse Ture i det duftende Hø. Men det var saa længe siden. Han havde ikke hørt hjemmefra i flere Aar. Hans Mor kunde ikke skrive, saa han vidste ikke, hvordan hun havde det. Hun sad Enke og skulde leve af en Smule Aftægt. Det kunde være smaat nok og trist nok for hende. Han, Martin sendte derfor lidt Penge hjem til hende en Gang imellem, for at hun kunde se, at han ikke helt havde glemt hende. - Han havde tit nok lovet sig selv, at han vilde tage en Smut hjem, da han vidste, hvor stor en Glæde han vilde gøre hende; men det var ikke blevet til noget endnu. Det var ikke saadan at slippe fri. - Kom Veste hjem, hvad han jo nok gjorde, maatte han rejse ned og hilse hans Mor fra ham. Det lovede Veste.

Naar Veste og Martin saadan havde ligget og oplevet Hjemmet, vamlede det for dem, naar de kom ned i det lumre Lukaf til Matrosernes sjofle Snak, og Baandet knyttedes stærkere mellem dem.

Saadan laa de en Aften, gyngede af den jævne Passatdønning, og drømte sig bort til det lille Land, som stadig sank dybere og dybere under Horisonten. Veste fortalte om Gaarden derhjemme: "Det er saadan en rigtig gammel Gaard med lange, lave længer og mange Rum og Smuthuller. Spindelvæv og Straa hænger ned fra Loftet i Kostalden og ... Ja, den trænger til at blive bygget op. Det har vi ikke Raad til endnu; men ”kommer Tid, kommer Raad” siger Farmor, og det er vor egen Gaard, som vi kan gøre med, hvad vi vil. Far er ikke Fæstebonde!"

"Kan I ogsaa sælge den?" spurgte Martin med et Blink i Øjet.

"Ja, men det vil vi ikke. Det vilde være den største Skam, siger Farmor."

"Naa, Farmor ved nok rigtig Besked!"

"Ja, og jeg vil være med til at bygge Gaarden op. Maaske kan jeg tjene mange Penge og saa komme hjem og sige: Værsgod, her er Pengene til den ny Gaard."

"Hvordan vil du bære dig ad med det, altsaa at tjene de mange Penge?" spurgte Martin igen med et Smil.

Veste spekulerede lidt paa dette vanskelige Problem, men glemte det saa af Velvære ved Øjeblikket: Livet var dejligt! Over dem lyste stjernerne paa den mørke Bund, under dem hævedes og sænkedes ’Seaflower' i sejge Sving under Passatens jævne Pres. Det var herligt, og her var ikke Tale om Verdens onde Herligheder.

Med eet fangedes Vestes Opmærksomhed af noget som en lys Taage, der steg op og drev ud i læ. - Veste stirrede: Var det Indbildning? - Nej, der var det igen nede midtskibs.

"Hvad kan det være, Martin?" spurgte han og pegede ned.

Martin rejste Hovedet lidt og kikkede agterud: Hvad for noget?

"Dernede - se!"

Martin rejste sig over Ende. "Ja, hvad Pokker er det? Vi maa se efter," fortsatte han og sprang op....

De gik hen til Midterlugen. Der sivede Røg op, og der var Brandlugt. - "Brand!" brølte de, og i Løbet af faa Minutter var hele Mandskabet paa Benene. Nogle gav ondt af sig: Det var selvfølgelig blind Alarm. 2. Styrmand for paa Veste og overøste ham med Skældsord, denne Babydreng, der gik her og saa Syner.

Men alt dette varede kun faa Minutter, saa fik Piben en anden Lyd: Hvorfor de ikke havde alarmeret noget før? - Idet Lugen blev aabnet, slog Røgen nemlig kvalmende op derfra. Et Par Matroser forsøgte at gaa ned i Lasten, men blev straks drevet op igen af fremvæltende Røgmasser.

Paa maa og faa begyndte de at pumpe Vand op og smide det ned i Lasten. Men havde Røgen ikke været slem før, saa blev den det nu. Den stod op i en tyk, kvalmende Masse, mens de hørte det knitre og brage dernede, og snart slog Luerne ud.

"Vi springer i Luften; vi har jo Krudt i Lasten,” raabte en.

"Det er kun til en Fist," raabte 1.Styrmand. Men da det saa ud til, at Branden blev faretruende, kommanderede han: "Storbaaden klar!" Nogle sprang til Baaden, andre til Lukafet for at redde nogle af deres bedste Ejendele. Kokken sprang efter Madvarer. Alt var vild Forvirring.

Ingen ænsede Kaptajnen, som skreg, at skulde lukke, for hans gode Skib maatte ikke gaa til. Han fægtede vildt med Armene, skreg, truede og bad dem dog for Guds Skyld hjælpe ham at redde Skibet. - Ingen hørte. - Saa for han pludselig hen til sin Kahyt og kom styrtende tilbage, svingende en lang Pistol. Han for hen til Storbaaden, stillede sig op med Ryggen til den og hævede Pistolen. "Den, der vover at gaa i Baaden, før alt er prøvet, skyder jeg ned!" skreg han, og ingen tvivlede om, at han vilde holde Ord.

Raadvilde samledes Folkene foran ham, ængsteligt vogtende paa Flammerne, som begyndte at slikke op ad Mesanmasten.

"Det er Galskab," raabte 1. styrmand, "der er intet at gøre.."

"Hold Mund og gaa i Arbejde, eller jeg skyder!" raabte Kaptajnen. - I det samme blev han opmærksom paa noget bagved sig. Han vilde dreje omkring, men fik i samme Nu et Slag over højre Arm, saa Pistolen røg hen ad Dækket, og hans Arm faldt slap ned. Hurtig sprang en af Folkene frem og hev Pistolen i Havet. - Kaptajnen sprang frem mod Manden, men en anden spændte Ben, saa han faldt næsegrus i Dækket og slog Panden mod en Jernbøjle, mens Folkene styrtede mod Baaden, kravlede op og i Feberhast firede den ned. Sært var det, at den i Farten kom rigtig i Vandet.

Røgen drev i tunge Skyer fra 'Seaflower', og Luerne løb langs Fald og Lig til Merssejlene, mens Kaptajnen laa blødende og bevidstløs paa Dækket. Over ham bøjede Martin sig, mens Veste vred Sine Hænder i Fortvivlelse. De kunde ikke lade Kaptajnen ligge her og omkomme i Flammerne. Men hvad kulde de gøre?

De havde skreget til de andre om at hjælpe; men de hverken hørte eller saa - ikke engang 1.Styrmand, som de ellers mente var en rettænkende Mand.

Der lød et Par mindre Eksplosioner. Et. Stykke af Dækket blev revet op i Nærheden af dem, og Ilden fik Luft, saa de ikke kunde blive i der længere. - Martin løftede op i den svære Skikkelse, der var som en død Klump. "Tag ved hans Ben! - Til Jollen!”

Møjsommeligt slæbte de af Sted langs Lønningen hen mod Jollen gennem den drivende Røg og faldende Stumper af Sejl og Tovværk. Det røg op om dem, og de kunde hvert Øjeblik vente, at Luerne vilde slaa op om dem, eller at en ny Eksplosion vilde sprænge Dækket under dem, og al Redning være udelukket. Men alligevel asede de fremad og naaede omsider Jollen, som var uskadt.

Nu gjaldt det blot om at faa Kaptajnen op i den. Han var tung og død at løfte paa. Men der var ingen Tid til Betænkning. Efter et lille Pust tog de begge fat igen og op kom han. De efter, og det var kun faa Øjeblikkes Værk at faa Jollen svunget ud og firet ned. De stødte fra, og vuggende paa de mægtige Dønninger i deres lille Nøddeskal fjernede de sig fra 'Seaflower’, det stolte Skib, hvis høje Rejsning stadig mere omspændtes af Flammerne. Naar de hævedes af Bølgerne stod Branden som en flammende Ildvæg i Luft og Hav. Naar de sænkedes ned mellem Dønningerne, saa de kun Røgen, der drev ud over det endeløse Hav.

Betagne af Sorg og Rædsel stirrede de mod det dødsdømte Skib. Aldrig mere skulde Veste føle det levende under sine Hænder, naar det stævnede frem for fulde Sejl med ham ved Roret. Saa stærkt havde han følt Sejlglæden, at han nu følte det, som svandt en Del af ham selv med den stolte Sejler.

Ogsaa Martins Øjne hang som fasttryllede til Branden, mens han langsomt roede bort fra Røgskyen. Hans Arme værkede efter det haarde Tag med Kaptajnen, og hans Tanker vendte sig nu mod ham, der stadig laa sanseløs i Bunden af Jollen.

"Tag Aarerne!" sagde han til Veste, der for sammen og saa uforstaaende paa ham. - "Tag Aarerne!" gentog han, "mens jeg tager mig af Kaptajnen.

Veste tog Aarerne. Men hvad vilde Martin gøre? Intet havde de faaet Tid til at tage med, og intet var der i Jollen, ikke engang Vand.

Først nu begyndte deres trøstesløse Stilling at gaa op for ham: Midt paa Atlanterhavet i en ussel lille Nøddeskal, uden Mad, uden Drikke, uden Sandsynlighed for at blive hjulpet af andre! - Rigtignok var Storbaaden der. Men Folkene der om Bord troede nok, at de var omkommet i Flammerne, og ellers havde de i Storbaaden vel nok at gøre med sig selv.

Men endnu var det ikke Tid at sørge: Kaptajnen laa og trængte til deres Hjælp, og han skulde faa den.

Det var en fæl Skramme, han havde i Panden. Blodet piblede langsomt ud deraf endnu. Martin havde ikke noget at forbinde med; men uden lang Betænkning rev han et Ærme af sin Skjorte. Det var ikke helt rent, men dog bedre end ingenting, tænkte han. Han flængede det itu og forbandt dermed, hvorefter han stænkede Kaptajnen med Saltvand i Ansigtet. Det var underligt, at han ikke vilde vaagne, han, der ellers var saa stærk. Martin ligefrem sølede ham til i Havvand.

Omsider rørte han paa sig og greb sig til Hovedet. "Hvor er jeg? Hvad er der sket?" stønnede han.

I det samme hævedes Jollen af Dønningen, og Branden kastede sit røde Skær hen over dem. Straks forstod Kaptajnen, hvordan det var fat. "'Seaflower', min dejlige Skude," stønnede han. "Jeg vil tilbage straks. Ro mig tilbage, hører I!" Og han arbejdede for at komme op.

Martin søgte at berolige ham og holde ham nede. Men pludselig stod han oprejst, mens de atter hævedes. Han hævede Armene og udraabte: "Aah, 'Seaflower', hvorfor har jeg ikke efterset Lasten, jeg elendige Æsel og Sjuskemikkel!"

”Læg Dem ned, Kaptajn. De kan ikke taale at staa op."

"Hæ - rejs ad Hekkenfeldt til!" raabte han og vendte sig mod Martin. "Hvorfor hjalp I mig ikke, mens Tid var, elendige Tokkehoveder? I holdt med det øvrige Krapyl, gjorde I. - Aah, den 2. Styrmand - ham var det, der slog Pistolen ud af Haanden paa mig. Af Skræk for sit eget usle Liv gjorde han det - hø!"

Idet de atter hævedes, saa de! ’Seaflower' vælte over og synke. '- 'Seaflower', jeg følger!" skreg Kaptajnen. Martin forsøgte at holde ham tilbage, men fik et Stød for Brystet, saa han tumlede ned i enden af Jollen, som krængede over, saa Martin og Veste troede, den kæntrede.

Da de havde faaet Hold paa sig selv og Baaden, var baade Kaptajnen og Skibet forsvundet.

De roede lidt rundt og søgte, men fandt intet Spor af Kaptajnen. Veste sad og stirrede frem for sig. Han kunde ikke rumme alt det, der var sket: For kort Tid siden alt saa lyst og fredeligt, og nu ... Det var ikke til at tænke paa. "Aah, Gud," stønnede han, "hvad skal vi arme Mennesker dog gøre! "

Martin sagde intet. Han sank ned i Bunden af Jollen træt og mat efter Anstrengelsen og Spændingen. Veste sad stadig og stirrede og saa intet.

Da Solen stod op og kastede sine gyldne Straalebundter ud over det mægtige, bølgende Hav, strejfede de en usselig Jolle, hvori to Menneskemyrer sov Udmattelsens tunge Søvn.

Men da Solen steg højere paa Himlen, var dens Straaler som Flammebølger, der gled hen over Veste og Martin. De vaagne de og søgte at aabne de brændende Øjenlaag. De saa den brusende, glitrende Vandflade og sansede, hvor de var. Men trods den mægtige Vandflade, der bar dem, var deres første og største Bøn: Vand- Vand! Her var Vand nok, men intet drikkeligt. Solens Glød vilde brænde dem til Døde.

Men saa kom de i Tanker om Storbaaden. Her var dog altid en Mulighed for Frelse. De rejste sig med Besvær og stirrede ud over de glitrende Vandbjerge. Alt var et Flimmer af Lys og Bevægelse, men ingen Baad - intet Skib. De stod en Tid og stirrede, om ikke Frelsen dog skulde dukke op. Saa satte de sig ned og stirrede hen for sig, ordløse, haabløse og ligegyldige.

Pludselig laa Veste ude paa Heden. Det var en varm Sommerdag, Solen bagte fra klar Himmel, og han laa paa en bar Sandplet og sov. Da bøjede hans Mor sig over ham: Her kan du ikke ligge, min Dreng. Du maa op og se efter Faarene! Han smilte i Søvne: Ja, Mor.

Samtidig stod hans Mor derhjemme ved Ildstedet lige før Middag. Hendes Blik blev fjernt, og hun syntes, hun saa Veste ude paa Heden hos Faarene. Han var kun 10 Aar og var lige begyndt at vogte. Hun maatte ud at se, hvordan det gik ham. Solen skinnede, og Loke saaede Havresæd i Kimmingen. Da sank Veste i Solflimmeret og blev borte. Hun greb sig til Brystet, og Dorthe spurgte: "Du bliver vel ikke daarlig, Mor?" - Hun slog det hen; det var ikke noget. Men for første Gang var hun bange for Vestes Liv og ønskede inderligt, at hun vidste, hvilken Fare han svævede i.

SLAVESKIBET.

Veste vaagnede og saa sig forundret om. Han var underlig stiv i hele Kroppen, men følte sig alligevel ikke daarlig tilpas. Det var ganske stille om ham, kun fjernt hørtes Tramp og Raab.

Hvor var han? - Han slog Haanden op og ramte et Skot. Han famlede rundt i det snævre Køjerum og saa dernæst ud over et lavt, stort Rum med mange Køjer. Der var Syn for, at han var om Bord paa et Skib, endda et stort Skib. Sikket Mandskab her maatte være!

Kun ganske svagt mærkede han Skibets Duven. Det maatte være stille Vejr og rolig Sø. Her var ogsaa kvalmende hedt, og han led af en ulidelig Tørst. Han maatte have Vand. Men først skulde han op, og dette viste sig at være lettere sagt end gjort. Han gjorde flere Forsøg paa at rejse sig, men magtede det ikke.

Hvad mon han fejlede, og hvad var dette for et Skib? Var her ingen Mennesker om Bord?

Han var lige ved atter at synke hen i Døs, da der lød Skridt, og en Matros kom ind i Rummet. Veste aabnede med Besvær Øjnene og saa Martin!

"Martin!" vilde han have raabt forundret, men Raabet blev kun til et tonløst Kvæk. - Martin hørte det dog, og et lyst Smil gled over hans Ansigt, idet han kom hen imod Veste.

"Endelig kom du til dig selv. Det var du skam ogsaa længe om. Men bedre sent end aldrig."

”Aa, Martin, lidt Vand," hviskede Veste.

"Ha, Vand! Sandelig skal du have Vand," svarede Martin og sprang af Sted, mens Veste med stadig større Forundring saa sig om i dette mægtige Mandskabsrum: Hvad var dette dog for et Skib?

Martin kom tilbage med Vand, og Veste drak, til han pludselig standsede og udbrød: "Hvor er vi?"

"Paa et Skib," drillede Martin.

"Begribeligvis! Men hvad er det dog for et Skib med saa vældigt et Lukaf og saa ikke en Mand til Stede?"

"De eksercerer alle paa Fordækket."

"Er det da et Krigsskib?"

"Baade ja og nej. Stort Mandskab er her, og Masser af Vaaben har vi, og du kan tro, der er Gang i Støvlerne, naar Kommandoen lyder. Jeg har kun fri, fordi jeg endnu er lidt sløj efter Turen i Jollen."

"Ja, hvordan er det gaaet til, at vi er kommet her om Bord?"

"Aah, de var nok lige ved at løbe over os, efter hvad en Matros har fortalt mig, og saa var de endda lige ved at lade os sejle vor egen Sø. De ansaa os nemlig for at være døde. - Men et Par vældige Kraftkarle blandt Matroserne bandede paa, at de sagtens kunde sætte Baad ud, faa fat paa os og komme tilbage igen, selvom 'Virginia' - saadan hedder Skuden her altsaa holdt sin Kurs. Der var nemlig kun en svag Brise. Da de øvrige holdt paa, at det var umuligt, sprang de to store Matroser til en Jolle, en - to - tre var den i Vandet, og de halede ud, saa Kammeraterne frygtede for, at Aarerne skulde knække. De fik os hevet over til sig og halede igen ud efter 'Virginia'.

Men de var blevet et godt Stykke bagefter og haanende Tilraab lød ud efter dem. De spændte i af al Magt, og langsomt, ganske langsomt, formindskedes Afstanden til 'Virginia’. Men det var umuligt at holde ud i den stegende Solhede; de trættedes snart. Kammeraterne begyndte at blive betænkelige. 1. Styrmand kom til og skældte ud over, at de, Dick og Ross, havde vovet at tage ud uden Tilladelse. Straf skulde de faa, naar de kom om Bord - mørk Arrest. Kaptajnen tillod aldrig, at de afveg fra Kursen paa Grund af saadanne Drengestreger. - I det samme kom Kaptajn Harrison. Han havde mærket, at der var noget paa Færde. Han siger ingenting, han spørger ikke om noget, han befaler blot at holde Kursen. Om Dick og Ross kunde komme om Bord, blev deres egen Sag. Derefter forsvandt Kaptajnen igen.

Der begyndte at blive Misstemning blandt Folkene. De beklagede, at de ikke havde holdt Dick og Ross tilbage. Ellers lignede det ikke noget, at Kaptajnen optraadte paa den Maade; det var da Mennesker, de forsøgte at bringe Hjælp, saadan som det var enhver Sømands Pligt. Blev det nødvendigt, kunde Rorsmanden vel gaa hen og lave en fejl Manøvre, naar Kaptajnen ikke var mere Menneske.

Imidlertid mindskedes Afstanden til dem stadig. Men det var ubetydeligt. Kun et lille ekstra Vindpust i Sejlene, og de var kaput. Men det var nær ved Ækvator, og Vinden var ustabil. For en Gangs Skyld vilde Vindstille blive hilst med Glæde. Og det løjede virkelig af. Snart hang Sejlene slappe og døde under Ræerne. Jollen kom op. Ret afdæmpede anerkendende Tilraab lød. 1. Styrmand overfusede Dick og Ross. De maatte jo være gale, at gaa fra Borde uden Tilladelse. Om de troede, man om Bord paa 'Virginia' havde Raad til at miste sine bedste Mænd for et Par halv- eller heldøde Skabilkeners Skyld. - Men der var ikke rigtig Krudt i hans Skældsord og Dick og Ross bar os ganske roligt herned og anbragte os i hver sin Køje. - Imidlertid fik de Bud om straks at møde hos Kaptajnen, og de fik 3 Dages mørk Arrest, lænket paa Hænder og Fødder. - Det er en haard Hund, vor Kaptajn."

"Er de sluppet ud igen?"

"Nej, da, det var i Gaar. - Men nu maa jeg nok til at gøre mig lidt nyttig. Det er ikke godt at gaa ledig alt for længe her om Bord, for Kaptajnen og Styrmændene er Søofficerer, der holder saa Pokkers af at køre rundt med Mænnerne."

Næste Dag var Veste nogenlunde frisk igen.

Frivagten var netop tørnet ud og havde skaffet, da Kaptajnens Bay, en stor og kraftig Neger, stillede og med komisk Værdighed overbragte det Bud, at Vist Thimsen skulde møde hos Massa Kaptajn.

Veste stirrede helt bestyrtet paa den sorte Fremtoning i den hvide Dragt. Han havde ikke før set saadan en sort Mand. Han syntes, hans sorte Farve, hans skinnende Øjne og Tænder og hans umaadelige læber alt sammen virkede saa umenneskeligt, saa uvirkeligt. Men han havde ikke lang Tid til Forundring. "Massa ikke vente!", sagde Boy og rullede med Øjnene, hvorpaa han gik foran, og Veste fulgte bagefter med bankende Hjerte!

"Husk at sige 'Sir' til hans Herlighed," sagde en af Matroserne i Forbigaaend6 med et lumsk Smil," ellers kunde han faa i Sinde for Løjers Skyld at knibe dig lidt."

Veste tænkte, at det kun var noget Vrøvl, Matrosen sagde for at gøre ham bange. Men man vidste aldrig. Alt var saa mærkeligt her paa dette Skib. - De gik nu f. Eks. gennem en lang Gang, hvor der var Døre ind til Officerernes Kahytter - fik han senere at vide, og det var lige ved Siden af Mandskabets Lukaf, noget man ikke saa paa andre Skibe. Og lige for Enden af Gangen kom de til en lille Forstue, hvor Gulvet var dækket af et Tæppe; her residerede Boy. Denne bankede paa og betydede Veste at gaa ind.

Veste kom ind i et overmaade smukt Værelse med polerede Mahogni-Møbler og lyse Vægge, hvorpaa ,Øjnene straks fangedes af en stor Samling Vaaben af alle Slags. Veste saa dog kun alt dette i et Nu, før hans Opmærksomhed fuldstændig optoges af Kaptajn Harrison, der sad i Sofaen bag Bordet og mønstrede ham roligt og koldt.

"Du hedder Vist Thimsen?"

"Ja vel, Sir!" huskede Veste.

"Var med Bark 'Seaflower’?"

"Ja vel, Sir," svarede Veste rask og kvikt, trods det Hjertet bankede ham i Halsen.

Kaptajn Harrison mønstrede ham med et ret velvilligt Blik og spurgte igen: "Hvorfor kom du til Søs?"

Da kunde Veste ikke svare. Hans mangelfulde Engelsk slog Klik. Desuden følte han i dette Øjeblik ret, hvor skammeligt han havde baaret sig ad ved at løbe hjemmefra og lade sine Forældre gaa i Uvished om hans Skæbne, for han kunde sikkert nok have staaet her med deres Vidende og Villie.

Kaptajnens Stemme lød skarp og kold: "Svarer du ikke, Dreng! - Jeg plejer at faa Svar, naar jeg spørger, ellers gør jeg kort Proces, og opfører du dig ikke til min Tilfredshed, bliver du sat af i den første, den værste afrikanske Plads, vi anløber."

Veste forstod ikke Ordene helt, men han skønnede af Tonefaldet, at han maatte sige noget, og da han ikke kunde finde engelske Ord, snakkede han Vestjysk.

"Kan du ikke tale Engelsk?"

"Kun lidt, Sir," svarede Veste.

Harrison gav et lille Slag i Bordet, og Boy stod ret i Døren. "Kald paa den ny Mand, Martin Nelson! "

"Ja vel, Sir."

Et Øjeblik efter stod Martin i Døren.

"De giver Vist Thimsen Besked. Han hører til Bagbords Vagt under Baadsmand Jefferson, som ordner Resten. Betyd ham, altsaa Vist, at her om Bord taales ingen Mukken, og vi forlanger hurtigt og godt Arbejde.

Kaptajnen slog op med Haanden, Audiensen var forbi. De bukkede begge, og tung om Hjertet fulgte Veste Martin for at melde sig til Baadsmand Jefferson.

"Kommer vi ikke paa samme Vagt?” spurgte Veste, idet de ad en Trappe gik op paa det høje Bagdæk.

"Nej, desværre, svarede Martin, og da der ingen var i Nærheden, tilføjede han: "Det bliver ikke altid let. Det gælder kun om at holde Kæft, Trit og Retning."

Veste undrede sig stadig over dette Skib: Denne vældige Overbygning paa Agterdækket, paa hvis forreste Kant der var opstillet en Række Kanoner, der pegede truende ud mod det store, flade Fordæk. Mandskabets Lukaf ved Siden af Officerernes, ikke i Forstavnen som paa andre Skibe, det store Mandskab, den svære Bevæbning - alt undrede ham.

Idet de gik ned ad nogle Trappetrin og gennem en Slags Port ud paa Fordækket, udbrød han: "Ja, men hvad betyder alt dette?"

"Det skal jeg sige dig. 'Virginia' er et Slaveskib. Vi skal til Guineakysten efter en Ladning sort Elfenben.

”Sort Elfenben?" Veste forstod ikke.

"Ja, Slaver."

"Det kan da aldrig passe!”

Skulde de virkelig til Afrika efter Slaver i Aaret 1791! Veste havde nok læst om Slavehandel; men han troede, at det var i gamle Dage, man handlede med Mennesker. At han selv skulde være med til det, var forfærdeligt.

Veste fik imidlertid ikke megen Tid til at anstille Betragtninger. De stod paa Fordækket, der adskiltes skarpt fra Agterskibet ved en høj, stejl og glat Væg, som kaldtes Skansen. I Dækket var der Rækker af svære Jernringe, vel til at fæste Slavernes Lænker til.

For Øjeblikket var det vindstille. Der var ikke noget særligt at bestille, hvorfor nogle af Folkene eksercerede, andre fægtede med Kaarde eller skød med Pistol. De skulde være forberedt paa alt.

Martin førte Veste hen til en tyk Mand, der som den øvrige Besætning kun var iført Bukser og Skjorte, men havde en bredskygget Hat paa det svære Hoved. Baadsmand Jefferson lignede paafaldende en Flodhest med sin vældige Mund med de nedhængende Vige, de smaa, stikkende Øjne og de tykke Stolpeben. Gnaven og umulig at gøre tilpas var han altid. "Staa ret for ...," og saa bandede han over den stakkels Veste, der stod betuttet foran ham.

Veste rettede sig, men sagde intet.

"Det hedder Javel, Hr. Baadsmand”, naar du tiltales af mig. Har du forstaaet?"

"Ja vel," svarede Veste. Han var ikke rigtig med; han var endnu sløj efter Turen i Jollen. Før han anede noget, fik han en knaldende Lussing, saa han tumlede om. Halvt bedøvet blev han liggende.

"Kan han komme op!" brølede Baadsmanden og trampede af i Dækket af Arrigskab, saa hele hans Flæskemasse rystede og bævrede.

Veste rejste sig ør og forskrækket.

"Har han forstaaet?" tordnede Jef igen.

Veste strammede sig op, da han opdagede, at nogle Matroser grinende fulgte Situationens videre Udvikling. - "Ja vel, Hr. Baadsmand!" svarede han.

"Ser vi det”, svarede Jef, ”det var jo rart. - Hej, Alfonso, kom hid!"

En lille mørk Sydlænding kom springende, let og adræt.

"Du tager dig af denne Dukkedreng. Spar ham blot ikke, men indvi ham kraftigt i Fægtekunstens Mysterier!”

"Ja vel, Baadsmand," svarede Alfonso og trak sin lange, smalle Mund op til begge Ører, "det skal være mig en Fornøjelse."

"Denne Vej, om det behager Herren," sagde Alfonso smilende. Veste saa usikkert paa ham: spøgte han, eller gjorde han Nar? Han var vist en rigtig Rævepels. - Stadig smilende stak Alfonso Veste en Huggert i Haanden og viste ham Dækstillingen. Med det samme Smil rettede og rettede han paa Vestes Stilling. Veste blev træt af at staa med hævet Huggert hele Tiden og vilde lade den synke. Men Alfonso bad ham med sit elskeligste Smil holde Huggerten lidt højere, og da den i Stedet sænkedes lidt, slog han som for Spøg til den med sin Huggert, saa den fløj hen ad Dækket. Og da det varede lidt, før Veste fik sig bøjet efter den, sagde han stadig smilende, men med bidende spot, om det behagede Herren at samle den op, eller han skulde gøre det.

Veste var ved at blive gal i Hovedet: Hvad lignede dette over for en Nybegynder. Og saa dette modbydelige Grin. Han kunde spytte ham i Fjæset. - Men han bed Tænderne sammen og gik paa. Han skulde vise Splejsen, at der var Krummer i det danske Brød. Men snart drev Sveden af ham, Arme og Ben rystede, og han var grædefærdig af Træthed samtidig med, at han indvendig rasede over den onde Skæbne, der havde ført ham om Bord paa denne forbandede Røverskude.

Folkene om Bord maatte da vist heller ikke være helt rigtige Mennesker, naar de kunde handle med sølle sorte Mennesker. Rigtignok syntes Veste lige straks ikke, at Boy var et rigtigt Menneske. Men han kunde da snakke, og han var vist en god Tjener. Og saa - i vore Dage - Slave! Nej, Veste forstod det ikke. Noget galt maatte der være.

Endelig kom Frivagten og Skaffetiden. Maden smagte godt, og Veste var ingen Kostforagter; men han rystede paa Haanden, saa han knap formaaede at føre den til Munden. - Saa snart de var færdige med at skaffe, maatte han være med til at rydde til Side og hjælpe Kokken i Kabyssen. - "Det er Synd for Vist, " ytrede Pat, Irlænderen. "Hvad skal saadan et Barn paa 'Virginia'. - "Det er skam rigtigt nok; her har vi kun Brug for Mandfolk, indrømmede William den Røde med et raat Grin. Andre mente, at han klarede sig nok.

Veste gruede for Vagten. Men til alt Held for ham var der netop en Byge under Opsejling, da de kom til. Alle Mand maatte til Braser og Gitove. 1. Styrmand havde selv Kommandoen. Jef gik kun og brummede lidt. - Veste havde ogsaa faaet en Haand i med, da der viste sig at være noget i Uorden ved Fore-Bramsejl. En Mand maatte derop, hurtigt, før Bygen var over dem. - Jef faar Øje paa Veste. "Høj, Vist, op med dig og ret det!" skraaler han straks.

Nogle saa betænkeligt paa Himlen. Men Veste for af Sted. Her var han paa kendt Grund og vidste, hvad der skulde gøres, saa det skulde være klaret i en Haandevending. Han tænkte slet ikke paa Trætheden i Arme og Ben. Men han var ikke kommet ret langt op i Vantet, før han mærkede, hvor slappe Armene var, saa han blev nødt til at gaa forsigtigere. Straks lød der et Brøl nedefra. Det var Jef, det Bæst. Men han kunde bare passe sig selv; han, Veste, skulde nok løse sin Opgave.

Enkelte Vindstød kom. Han skyndte sig. Det var kun et Øjebliks Værk, saa var det ordnet, og han skulde netop til at gaa ned, da Vinden pludselig pressede paa, saa han nær havde mistet Pusten og tabt Taget, idet 'Virginia' lagde sig over og var paa Nippet til at dyppe Raanokken i Vandet.

En Skræk for igennem ham. Men kun een Ting gjaldt det om, vidste han, og det var at holde fast; saa gik det nok. Det varede da ogsaa kun et Øjeblik, saa rejste 'Virginia' sig igen og tog Retning og fart for Vinden, og Veste kunde bjærge sig ned.

"Godt klaret, Knægt," sagde 1.Styrmand anerkendende, og Veste følte for første Gang Glæde ved at være om Bord paa ’Virginia’.

"Hø,” brummede Jef, "skulde han ikke bruge Kløerne til at holde fast med, hvad skulde han saa bruge dem til."

Men de øvrige af Vagten havde opdaget, at Drengen ikke var gjort af Sødmælksost, og selvom et Par af dem, William og Alfonso, nok kunde have Lyst til at prøve ham lidt ekstra, blev det dog foreløbig ikke til noget, for Vagten blev meget anstrengende med stadig Hiven og Halsen rundt. Da de blev afløst, tænkte de kun paa snarest at komme til Ro og hvile lidt, før de skulde op og have Hundevagten.

Veste sov, saa snart han havde faaet det ene Ben i Køjen. Han var træt og mør efter en anstrengende Dag oven paa den drøje Tur i aaben Baad.

Da de tørnede ud til Vagt, var Veste saa langt inde i den trygge Søvns Rige, at det varede en Tid, før han kunde vende tilbage, hvorfor William raat tog ham i Benene og hev ham ud af Køjen med et Kast, saa Sol, Maane og adskillige kulørte Stjerner dansede for hans Øjne. En kogende Vrede steg op i ham, og han for paa William, der grinende havde vendt sig, og han gav ham et ordentligt Nakkedrag.

William snurrede rundt og skulde netop til at slaa til Veste, da Pat lagde sig imellem: Det lignede ingenting at behandle Drengen saadan. - Om han vilde have nogle Klø med, for William op. Men Pat sagde blot til Veste: "Kom, saa gaar vi op! "

Paaklædningen var jo kun et Øjebliks Værk, saa Pat og Veste forsvandt straks; men William hviskede sammen med nogle af de andre Matroser.

Det var aldeles Blikstille. 'Virginia' laa og skvalpede i Efterdønningerne efter Bygerne, saa Sejlene klaskede mod Masterne, og alt det løbende Gods knirkede og knagede. Det var ikke hyggeligt. Men der var høj Himmel med tindrende Stjerner, herligt Vejr og ingenting at bestille nu ved Midnatstid. Det kunde have været godt nok alt sammen, syntes Veste, havde blot Martin været paa hans Vagt. Pat var vist rar, men ham kunde han ikke rigtig snakke med. - Trætheden sad ham stadig i Kroppen, og den i Forbindelse med den evindelige Klapren og Knirken og Knagen gjorde ham nervøs og daarlig tilpas.

Der var andre, der ikke kunde holde Uvirksomheden ud og derfor begyndte at spekulere paa Skarnsstreger. - Veste for sammen, idet et Par af Matroserne nærmede sig. "Du skulde lige komme hen til William; han vilde gerne snakke lidt med dig," sagde den ene.

"Hvad vil han mig?” spurgte Veste ængstelig.

"Snakke med dig, sagde jeg jo," gentog den første og smiskede lidt.

"Du behøver ikke at være bange, du har jo os," tilføjede den anden med et Grin.

Veste var klar over, at det ikke nyttede at stritte imod; men han var alt andet end vel til Mode ved at følge de to Matroser ud paa Fordækket. Her var en hel Flok samlet, og William traadte frem og befalede ham at knæle.

Veste forstod ikke, hvad han sagde. William gentog sin Befaling endnu mere truende, og de andre gjorde ham ved Tegn forstaaelig, hvad Meningen var. - Veste vidste ikke sine levende Raad: Skulde han virkelig gøre det? De stod der alle saa ubevægelige; vist ikke een vilde række ham saa meget som en Finger til Hjælp. Han saa til Pat, men denne gjorde Tegn til, at han skulde adlyde.

"Naa, bliver det snart til noget? Ellers skal jeg...,” og saa bandede William stygt.

Veste lod sig glide ned paa Dækket.

"Bed dit Fadervor, for nu skal du døbes!"

I det samme fik Veste en hel Pøs Vand fra venstre Side og umiddelbart efter en fra højre side - for at han ikke skulde blive skæv.

Helt fortumlet i Hovedet vilde han rejse sig op, men blev grebet af et Par stærke Næver og holdt fast, mens et Par villige Sjæle rev Bukser og Skjorte af ham.

"Føj, hvor du er beskidt. Du maa smøres ind i ægte, fin og holdbar Sæbe, der fordrer ekstra Skurebørste bagefter. Hit med Tjærepøsen!” Veste vred sig fortvivlet, men det nyttede intet. Og mens William og Alfonso fik fat paa Tjæren, tog et Par behjælpsomme Sjæle Vestes Bukser og Skjorte og begyndte at slaa Knude paa Knude paa dem og trække dem haardt sammen; ikke af Ondskab bevares, men saadan skulde en Dreng nu engang have det, efter deres Formening.

Dog - netop som William skulde til at tjære løs, lød der et advarende Fløjt fra Baadsmand Jefferson, der paa Afstand havde fulgt det hele, meget interesseret. Han saa ikke noget, men nu havde han pludselig opdaget 1.Styrmand, hvorfor han skyndsomst fjernede sig efter at have givet Advarselssignal.

Med en halvkvalt Ed sprang William og Alfonso til Side. De havde stolet saa sikkert paa, at Styrmanden overlod Vagten til Jef, naar der ikke var noget særligt paa Færde.

"Hvad skal dette her betyde?" spurgte Styrmand Davis.

"Lidt Løjer med Drengen," svarede Alfonso og trak paa Skuldrene. "Det er jo ved Linien.”

”Og Tjære pøsen?"

Intet Svar.

"Jeg skal gøre de Herrer opmærksom paa een Ting: Havde det været en Tøsedreng, I behandlede paa den Maade, kunde jeg have forstaaet det og lukket mine Øjne derfor. Men Vist Thimsen har i Dag vist, at han er en ægte Søgut. Derfor - tag hans Bukser og Skjorte, løs Knuderne op og giv ham dem!"

"Det har vi ikke gjort," mumlede de to. Gerningsmændene havde klogeligt trukket sig tilbage.

"Har I forstaaet? Eller skal dette her meldes til Kaptajnen?"

Nej, ellers Tak. saa maatte de hellere bide i det sure æble.

Med noget Besvær lykkedes det dem at faa Knuderne løst op, hvorefter de kastede Tøjet foran Vestes Fødder. Veste vilde straks samle det op, men Styrmanden stoppede ham. "Nej Tak, saadan leger vi ikke. Saml det op og giv ham det pænt!"

Med en Ed paa Læben, og mens der lød dæmpet Latter fra Kammeraterne, samlede de Bukserne og Skjorten op og rakte dem til Veste, der ikke var mange Øjeblikke om at komme i Tøjet.

"Vist Thimsen har Frivagt. Og I, hvis I ikke opfører jer som Gentlemen mod Drengen, faar I med Kaptajnen at bestille, og I ved, at det betyder den Herreret, der hedder 'Kat'.”

Veste gik ind paa Agterdækket, baade glad og bedrøvet. Glad over, at Styrmanden havde vist sig som hans Ven, men bedrøvet over, at ingen af Kammeraterne havde hjulpet ham, og tillige bange for, hvad han kunde vente sig; for sladre vilde han ikke.

Da William kom ned, kunde han ikke nægte sig selv den Tilfredsstillelse at knibe Veste eftertrykkeligt, idet han hvæsede: "Hvis du tror, jeg er bange for Styrmanden, saa tager du fejl, min fine Ven. Men vent du blot til i Morgen, saa kommer Dick og Ross ud!"

Veste saa skræmt op paa ham, og et triumferende Grin gik over hans Ansigt. Der gjorde han alligevel den ægte Søgut bange.

Veste syntes, at det dog var lovlig haardt, skulde han nu ogsaa have de to store Matroser til Fjender, en sølle vestjysk Knægt som han, langt borte fra Hjem og Fædreland. For første Gang var han ved virkelig at fortryde, at han var rejst ud. Det var virkelig forkert over for hans Mor. Hun havde lidt meget for hans Skyld, og han maatte skamme sig. - Men nu han var ude, maatte han saa meget mere tage, hvad der kom - som en Straf, og eller handle efter hendes Ord: Se dig for, og Gud i Vold! - Gud maatte blive hans eneste Tilflugt, her hvor ingen brød sig om ham, her, hvor alle var hans Fjender.

Skønt naar han tænkte rigtigt over det, var de saa alle hans Fjender? Havde han slet ingen Venner om Bord?

Jo - han havde da Martin. Kunde han blot gaa op og snakke lidt med ham, vilde det alt sammen være ganske anderledes; men han turde ikke gaa op for William, som laa lige over for ham. Men der ved Siden af William laa Pat, han var heller ikke hans Fjende, og 1. Styrmand havde rost ham. Det hele var maaske ikke saa slemt, som han havde ligget og forestillet sig.

Han laa og blev helt trøstig til Mode, indtil Tanken om, at Dick og Ross kom ud af Arresten i Morgen, dukkede op. De skulde være saa forfærdelig stærke og var selvfølgelig onde paa ham, fordi han og Martin paa en Maade var Skyld i, at de maatte sidde og kukkelure i Mørke i tre Dage.

Veste gyste ved Tanken om ny og ukendte Trængsler, der ventede ham. Men pludselig smilte han: Gud i Vold, lille Mor! Og en velsignet Søvn hyllede ham i sine skærmende Arme.

Næste Dag, da Bagbords Vagt var blevet afløst, lød det: Nu kommer Dick og Ross! - Vestes Hjerte begyndte at banke stærkere, men han tabte ikke Modet. Han saa meget lysere paa det hele nu ved Dag. Vagten var gaaet godt, end ikke Alfonso havde han haft Grund til at beklage sig over. Men Alfonso havde om Læberne haft et sært forborgent smil, der ligesom sagde: Vent blot, min Ven, du har dit til gode.

Veste besluttede, at hvad der end skulde ske, vilde han tage frejdigt imod de to Kæmper. Dog kriblede det ham uvilkaarligt ned ad Ryggen, da de kom stormende ind i Lukafet, brummende som et Par gale Bjørne: ”Hvor har vi de Hallunker, som har skaffet os tre Dage i Skyggen? Vi vil se dem. Vi vil æde dem!"

"Her er den ene af dem," raabte en hjælpsom Sjæl og stødte Veste frem. - Begge styrtede hen imod ham. Ross stillede sig brummende foran ham, sort og skægget, alt andet end lystelig at skue. Dick gik lige ind paa Livet af ham og stirrede ham bistert i Øjnene. Men Veste stirrede frejdigt igen. Saa slog Dick Labben i hans Skulder, saa han var paa Nippet til at synke sammen; men han rettede sig og smilte i Stedet.

”Nu, det glæder mig," sagde Dick saa. "Jeg troede, at det var et Par Vanter, vi reddede. Nu ser jeg, du er en Kærnegut. Velkommen i vort Lag! " Og han klemte Vestes Haand, saa det sved gennem Marv og Ben.

Men Veste ømmede sig ikke. Han var saa glad, som han ikke længe havde Været. Han blev bænket mellem de to store Mænd, mens de spiste, og han maatte paa sit daarlige engelsk fortælle om Branden, og hvad der fulgte efter. Andre sluttede sig til, og Veste befandt sig j godt.

Men William og Alfonso bandede i deres stille Sind over Vestes Held og ønskede inderligt, at de en Dag maatte faa Ram paa ham.

Veste var heller ikke ovre alle Genvordigheder. Drøje Tørn maatte han tage, og Fægteøvelserne var haarde; men han blev trænet, saa Alfonso vanskelig kunde køre ham træt, og mishandle ham turde han ikke.

Snart kunde han heller ikke uden selv at risikere gule og blaa Mærker efter Vestes Huggert.

En forbistret Sejlads var det. Stille Vejr med slappe Sejl efterfulgt af Byger fra Alverdens Kanter. Havde de faaet Sejlene sat efter en, maatte de brase rundt for den næste. Kaptajn Harrison var i ondt Humør. Det forplantede sig til Styrmændene, og Jef fik ogsaa fornøden Lejlighed til at udspy sin Galde."

LANGS GUINEAKYSTEN .

'VIRGINIA' havde passeret de kapverdiske Øer og holdt ned langs Guineakysten. Her mærkedes Paalandsmonsunen, og Sejladsen blev mere støt, samtidig med at der viste sig Tegn til, at man nærmede sig Bestemmelsesstedet. Proviant og Ladning blev undersøgt og omstuvet.

Store Baller af Lærred, Bomuldstøj og Silkebaand, Sække fulde af Kobber- og Messingbaand, Glasperler, Mundharper, Kobberkedler, Tinskeer og Knive kom for Dagens Lys. Gamle Hatte opstadsedes med Flitterbaand. Alt dette var Penge, der skulde købes 'sort Elfenben' for.

Med Undren saa Veste paa alle disse Herligheder, der ikke var saa store endda. Han var dygtig til at spille paa Mundharpe og kunde ikke modstaa Lysten til at prøve en af dem; men det viste sig, at den var noget elendigt Bras, ikke til at lokke en ærlig Tone ud af. Paa lignende Maade forholdt det sig vist med det meste - uægte og værdiløst Kram.

De værdifuldeste Handelsvarer var Brændevin, Tobak og Bøsser med Krudt og Kugler. Brændevinen og Bøsserne var gode nok til at ødelægge stakkels sorte Menneskers Liv eller gøre dem til Slaver. - Desuden havde de Brødkorn og finere Klædevarer til de Danske ved Voltafloden.

En Dag blev Martin og Veste kaldt til Kaptajnen.

"I har vist jer flinke og brugbare," sagde Sir Harrison. "Vi gaar nu til Voltafloden, som løber gennem dansk Omraade. Vi vil her handle med jeres Landsmænd, da det er et udmærket sted at udskibe Slaver. Flodens Munding er dyb, og der er ingen Brænding ved Østsiden, saa Baadene uhindret kan gaa ind og ud. - Naa, nok om det. Jeg har kaldt jer herind, fordi jeg har et Forslag at stille: I tager Hyre paa 'Virginia' for to Rejser. Hyren er ikke daarlig, ved I."

"Undskyld, Sir," vovede Martin," kunde vi ikke faa Lov at opsøge vore Landsmænd herude og saa vende hjem?"

"I er Sømænd; hvad vil I hjem efter? Desuden kan jeg fortælle jer, at jeres Landsmænd dør som Fluer herude, saa det kunde være et tvivlsomt Gode for jer at komme i Land og gaa og vente et halvt eller helt Aar paa Skibslejlighed."

"Sir, kunde vi da ikke nøjes med een Rejse?"

"Jeg plejer ellers ikke at hyre mine Folk under to Rejser; men i Betragtning af, at I er kommet om Bord paa særlig Maade, skal jeg nøjes med een Rejse." Da han saa deres ubeslutsomme Miner, føjede han til: "Og prøv ikke paa at rømme. Det bliver værst for jer selv!"

Harrison slog et Slag i Bordet, og Boy kom og lukkede dem ud. "Den er ikke saa gunstig," bemærkede Veste.

"Der er foreløbig ikke andet at gøre end at se Tiden an og gøre gode Miner til slet Spil," svarede Martin.

"Ja,” siger Veste, "jeg kan nok forstaa, at han absolut vil beholde dig, der er fuldbefaren Matros, men en Dreng som mig?"

1.Styrmand synes jo godt om dig, og du er godt paa Vej til at blive hans særlige Oppasser. Du skal se, det er der Humlen stikker."

Man saa Kaptajnen mere end sædvanlig. Han var urolig og stundesløs, talte ivrigt med 1.Styrmand eet Øjeblik for idet næste at fare over Kanoneren, der ledede nogle Øvelser med Kanonerne.

Langt ude i Nord skimtedes en Kyst med lave Høje og bagved blaanende Bjerge. Efterhaanden sejlede de Kysten nærmere. - En Dag hen paa Eftermiddagen var en svær Byge netop drevet over. Himlen var atter klar. Havet var dybblaat og roligt. Da raabte Styrmand Davis til Veste: "Hent mig den store Kikkert i min Kahyt!"

Veste sprang af Sted og var som en Vind tilbage. "Vent!" sagde Styrmanden, idet han rettede Kikkerten mod Land. Derinde tonede høje, hvide Mure frem af Regntykningen. Over den højeste Del af Bygningen vajede et Flag. Det maatte være en Fæstning, en Borg. Men hvem mon der ejede den?

Efter at Styrmanden ganske kort havde iagttaget Bygningen derinde, rakte han Kikkerten til Veste, idet han sagde: "Sig mig, hvem Fæstningen der tilhører!"

Veste satte Kikkerten for Øjet. Men han var ikke langsynet, som Styrmanden; det hele løb ud i Taage, til han havde faaet Kikkerten indstillet. Da traadte den hvide Bygning skarpt frem i det blændende lys paa Baggrund af den mørke Byge, og han spejdede efter Flaget.

Der var det. Det blafrede skralt i Paalandsvinden, saa det var vanskeligt at se Farve og Tegning. Men han syntes i alt Fald, det var mørkt med en lys Stribe paa langs. Det kunde vist ikke være det engelske; skønt han vidste for Resten knap, hvordan det engelske Krigsflag saa ud.

Nu kom der et stærkere Vindpust lidt mere fra Siden. Flaget foldedes helt ud, og der viste sig tydeligt en lys Tværstribe ogsaa, et hvidt Kors! Der kunde ingen Tvivl være: Det var Dannebrog!

Det vældede op i ham, dette underlige: Dansk herude, tusinde Mile hjemmefra og under Sydens brændende Sol. Han glemte helt Tid og Sted.

"Naa, det tager Tid, Dreng," sagde Davis paataget bøst. "Tror du, jeg har Tid til at staa her og vente paa din Afgørelse til i Morgen."

"Den er dansk," svarede Veste med et underlig bevæget Smil.

"Rigtig, min Gut, og den hedder 'Christiansborg'. Jeg forstaar dig. - Men løb nu straks hen til Sir Harrison og meld, at vi har naaet dansk Guinea!"

Kaptajnen kom paa Dækket i en Fart. 'Virginia' kippede det amerikanske Flag, og Fortet hilste igen med Dannebrog, mens Martin og Veste stod rette som Lys.

Med Vemod saa de Fæstningen svinde. De ønskede sig derinde, inde hos Landsmænd. Men det var umuligt, de kunde ikke slippe bort. De skulde i Stedet være med til at pine de stakkels sorte. For disse maatte faa det forfærdeligt her paa 'Virginia', kunde de indse. Men hvor forfærdeligt det skulde blive, anede de heldigvis ikke.

Længe fik de ikke Tid til at falde hen i længselsfulde Tanker. Nu da Maalet var saa nært, var der meget at gøre, og alle Mand kom i Arbejde. - Hen under Aften løjede Vinden af, og 'Virginia' kastede Anker for ikke af Strømmen at blive sat paa Grund, nu Kysten var saa nær.

Næste Morgen stod de langsomt ind mod Volta-Flodens Munding, tagende hyppige Lodskud. Floden fører nemlig store Masser af Sand og Dynd med sig, saa der dannes Sandbanker, som paa Grund af Havstrømmen langs Kysten stadig forandrer sig. - Omsider lod de Ankrene gaa, henimod en Mil uden for Mundingen.

Kaptajn Harrison var ikke den, der spildte Tiden. Jo kortede Tid de laa her, des mindre Sygdom og des færre Dødsfald, for Sumpfeberen lurede som en Giftslange paa hver hvid Mand, der kom i Land. Han vilde dog straks i Land for at hilse paa den danske Kommandant paa Borgen 'Kongensten' ved Volta og forhøre, om der var Slaver i Farvandet og andre Varer at købe, bl.a. Proviant til Slaverne: Negerhirse, Bønner og Jams, samt Palmeolie til Indgnidning i Huden. - Det vilde maaske nok blive noget dyrt at handle med Danskerne; men at komme uden om dem var umuligt. Dog haabede han, at det skulde gaa forholdsvis let, naar han smurte rigeligt med Vin og Tobak. Bare de ikke skulde sinkes af Krig med Negerstammerne .

Alt viste sig at være roligt. Der blev truffet Aftale om Levering af Proviant, og de fik Besked om, at næste Dag kom der et Par Handelsmænd med ca. 100 Slaver. Desuden blev der sendt Bud op ad Volta for at høre efter flere.

Mens Kaptajn Harrison blev godt beværtet oppe paa Borgen, gik hans Mænd ned i Byen, Ada, og da de kom om Bord paa 'Virginia’ igen, underholdt de Mandskabet med raa Beretninger om, hvad de havde set derinde, og hvad de havde oplevet paa tidligere Togter.

Veste lyttede med Forbavselse og Afsky. Nok var det ikke første Gang, der blev fortalt grove Historier paa Frivagten; men han havde aldrig i sin vildeste Fantasi kunnet forestille sig, at Mennesker virkelig kunde bære sig saadan ad - kristne Mennesker over for sølle uvidende Negre. Det var nok de hvide, der var de ringeste, naar det kom til Stykket. - Saa vidt han kunde forstaa, var Landet derinde frugtbart og dejligt som selve Paradiset, og Negrene havde let ved at skaffe sig Føden; men "Slangen” lurede og udspyede sin Gift: Sygdom, Druk og Raaddenskab.

Hjemlængselen kom atter over ham, stærkere end før. Mon han ikke alligevel kunde rømme her og saa blive færdig med alt dette? Paa 'Kongensten' vilde de sikkert tage godt imod ham, naar de hørte, hvordan det var gaaet ham. - Skønt det var dog ikke sikkert. Det lod jo til, at Kaptajn Harrison var svært gode Venner med dem derinde. Hvis han søgte derind, kunde han maaske risikere at blive sendt tilbage, og saa vilde det sidste blive værre end det første.

En af Matroserne, Jack, var netop kommet godt i Gang med en særlig slem Historie, da Dick raabte: "Hold Kæft! Det er Løgn og Pral." Straks protesterede Jack, og andre støttede ham. "Hold Kæft! Har I hørt det! Du behøver i det mindste ikke at besmitte Drengen med dit Svineri."

"Aa, bliver du hellig, Dick! Du plejer ellers nok at kunne tage din Tørn."

Dick for op: "Hvad rager det dig!" og Jack fik en Lussing, saa han tumlede, og før man vidste af det, var de oppe i et forrygende Slagsmaal. Flere kom til: Stønnen, Eder og Tumlen.

Veste stirrede forfærdet paa de gale Mennesker. Hvorfor kunde de ikke holde Fred? Hvorfor skulde de absolut slaas? Det var ikke første Gang, han tænkte paa at hente Styrmanden. Men han gjorde det selvfølgelig heller ikke denne Gang; thi han vidste, at saa var han umulig om Bord.

Dick og Ross var da ogsaa snart Herrer over Situationen. Pat, der havde set tungsindigt til, hentede Harmonikaen og begyndte paa en af sine længselsaandende irske Sange.

Der blev stille. Alle maatte tænke paa Landet bag Havet, hvor deres Vugges Gænger engang havde gaaet. - Veste hørte Køerne dryne i Stalden ved Aftenstide. Mor og Dorthe kom i den stille Aften over Gaarden med Malkespandene. Nu sætter de Nadvergrøden frem, og de samles alle om Bordet.

Pludselig springer Hansson, Svenskeren, op, sparker i Dørken og raaber: "Hold op ...! Man bliver jo ganske melantrisk af alt dette. Nej, lad os faa en rigtig Sømandsvise med Hiv og Sving." Han snappede Harmonikaen fra Pat, og nu lød Sømandsviser fra Alverdens Havne. Ogsaa Martin gav en, han havde lært paa en Turøskonnert.

De følgende Dage var Kaptajnen og 1.Styrmand flere Gange i Land. Proviant blev bragt om Bord og stuvet til Side. Baade gik frem og tilbage; men Martin og Veste fik ikke Lov at komme med i Land. Kaptajnen stolede ikke rigtig paa dem.

Meget var der ikke at tage Vare paa om Bord, eftersom Dagene gik. Mænnerne døsede eller røg op i vældige Slagsmaal, som Veste ikke kunde blive fortrolig med. Men han fik at se, at ogsaa Martin kunde klare sig i en snæver Vending og indgyde sig Respekt, hvilket var nødvendigt. Veste tænkte med Gysen paa den Dag, da det blev hans Tur til at vise, hvad han duede til.

SLAVEKØBET.

De første Slaver var bragt om Bord og lænket i Rummene. Veste saa med Undren og Afsky paa de blanke sorte Kroppe, de store tykke Læber, den brede Næse, det krøllede Uldhaar. Igen maatte han spørge sig selv, om de virkelig var rigtige Mennesker. Var det ikke rimeligt, at de skulde trælle under de hvide, der alligevel maatte staa meget højere end de? Men saa hændte en Dag noget, der lukkede hans Øjne op, saa han ikke blot vidste, men ogsaa forstod, at Slavehandel er umenneskelig.

Der kom Bud, at en stor Slavetransport nærmede sig. Kong Assambo af Asjave vilde næste Dag ankomme til Ada med flere Hundrede Slaver. Store Forberedelser til Købet blev gjort. Betalingsmidler blev stuvet i Baadene, og Lænker taget frem og efterset.

Næste Morgen meget tidlig blev Storbaaden stuvet med en Mængde gode Gaver til Hans Majestæt Kong Assambo og til den danske Kommandant. Da det var en lang Rotur, der forestod op til Ada, blev nogle af de kraftigste Mænd udvalgt til Besætning i Baaden, deriblandt selvfølgelig Dick og Ross. Boy skulde med som Tolk, selvom Kaptajnen selvfølgelig kunde noget af det Blandingssprog, hvormed Negre og Europæere gjorde sig forstaaelig, for hinanden.

l. Styrmand vilde have sin Oppasser Veste med. Det syntes Kaptajnen ikke om; han kunde stikke af fra dem og var desuden til ingen Nytte. Men Davis tog Løfte af Veste om, at han ikke vilde rømme. Veste gav det gladeligt. Han var i Øjeblikket saa forhippet paa at komme ind og se dette mærkelige Land med Palmer og Aber og de sorte Mennesker, at han hellere end gerne lovede hvad som helst.

Snart gled Baadene med Storbaaden i Spidsen ind mod Volta, der aabnede sin brede Munding for dem. Støt gled de op ad den mægtige, 2 km brede, svulmende Strøm. Hvad var Skjern Aa med sine brede Enge mod Volta, paa hvis Bredder en frodig Vegetation af forskellige Slags Mangrover, lave Palmer og Hibiscustræer groede foruden en Vrimmel af Planter, som ingen kendte Navn paa. Da Baaden gled ind idet forholdsvis smalle Løb mellem Fastlandet og den store Ada-Ø i Øst, kom Bredderne dem ganske nær. - Inde under den østlige Bred var der Skygge endnu. Her fulgte Aberne dem oppe i Træerne, der hang ud over Floden. De skældte ud og kastede Frugter i Hovedet paa dem, mens Papegøjerne skreg og pludrede.

Veste sad i een Undren. Det var som at sejle gennem et Eventyrland - et Paradis. Her var Verdens Herligheder. Men han vidste godt, at Slangen lurede bagved.

Efterhaanden steg Varmen, og Luften blev kvalm og trykkende. Ingen Luftning kølede her imellem de yppige, skovklædte Flodbredder. Mænnerne svedte, saa Vandet drev af dem, og Holdene maatte hyppig afløse hinanden ved Aarerne.

Veste lænede sig ud og lod Fingrene glide i Vandet. – ”Er du gal, Dreng!" raabte Davis straks. "Op med Labberne, hvis du ønsker at beholde dem."

Forskrækket trak Veste Haanden til sig. - "Se," sagde Styrmanden og pegede ned i Vandet. Det saa ud, som en sort Skygge gled igennem det. "Det var paa høje Tid, du fik Fingrene til dig; ellers havde en Krokodille nok gumlet paa dem nu. Saadan en lille Kammerat paa godt en halv snes Fod morer sig ikke saa sjældent med at nappe en Arm eller et Ben, hvor det byder sig til. For ikke at tale om, at vi kunde møde en Flodhest, som for Løjers Skyld kunde komme i Tanker om at vælte Baaden, spise et Par Stykker af os og overlade Resten til Krokodillerne."

Veste saa paa ham: Var det Alvor eller Løjer? Vist noget af begge Dele. Veste undrede sig mere og mere. Det var, som den store Oplevelse laa for ham og kun ventede paa, han skulde gribe den.

En Byge piskede ned over dem. Blæsten susede, Flodens Bølger brusede, Lynene blinkede, og Regnen piskede. Men et Kvarter efter var den ovre. Blæsten gik hen og lagde sig, Tøjet tørredes, Solen Stak, og i Luften var lige kvalm og tung.

Kaptajnen var i godt Humør ved Tanken om en hurtig og god Handel. Han talte om det Held, det var, at der saa hurtigt kom en stor Slavetransport, saa de kunde komme af Sted igen og undgaa at faa mange syge i denne forbistrede Regntid, som nu begyndte. Det var, som hver Byge regnede Feber ned, og snart vilde Volta gaa over sine Bredder, saa der slet ikke blev til at være.

Der gik en Time, der gik to, og det var langt henne paa den tredie, da de endelig ret forude saa Kongenstens lyse Mure rejse sig over Krattet ved Flodbredden.

"Frisk Mod, Manne!" raabte Kaptajnen, "nu lysner det."

Mændenes Ansigter lyste op ved Tanken om snart at komme i Land og hvile i Skyggen. Men atter saas kun Flodbreddens Mangrover og Figentræer, der dannede et uigennemtrængeligt Net.

Endelig viste der sig dog en aabning i Netværket, og de saa ind mod en stor By af lave Negerhytter; det var Ada. Ved Flodbredden samledes en Mængde sorte Mennesker. Børnene var splittenøgne, og de voksne havde kun et lændeklæde om Livet. Alle var de ivrige efter at vise dem den bedste Landingsplads, mens de pludrede løs og fortalte, at Kong Assambo var kommet med utallige Slaver og nu gjorde sig rede til at tage imod dem oppe paa den store Plads.

Midt i det hele Virvar ankom en Trop Sorte Soldater oppe fra Borgen. De fejede Mængden til side og lavede en aaben Plads, hvor Varerne kunde oplosses. Deres 'Løjtnant' traadte frem og hilste paa Kaptajnen og Styrmanden med sin underlige Sabel, der havde to Blade, og lige netop som Kaptajnen vilde til at spørge Løjtnanten nærmere ud, ankom Kommandanten i Hængekøje, baaret af to høje, flotte Negre.

Kommandanten, en svær Købmand med Flæskekinder og svømmende Øjne, hilste hjerteligt paa Kaptajnen og Styrmanden og beklagede, at de ikke straks kunde tage op til Borgen og faa noget drikkeligt; men det var bedst at faa Handelen begyndt, før Middagsstunden kom med sine stærke Regnskyl. Kaptajnen lod derfor Gaverne til Assambo tage op af Baaden: Et Tæppe, stærkt kulørt, et Lommespejl, hvori han kunde nyde sit storslaaede Fjæs, Messingarmbaand, Tobak og ikke at forglemme - Brændevin. Kommandanten besigtigede Gaverne. Han pegede paa Messingarmbaandene og sagde: "Var jeg Dem, vilde jeg lægge dem til Side. Negrene her forstaar sig godt paa Guld. Assambo kunde let blive fornærmet over, at han ikke var Guld værd.”

De blev lagt til Side. De øvrige Gaver fordeltes mellem nogle Negre, som skulde bære dem, og efter at der var sat Vagt ved Baadene, drog en hel Karavane op mod den store Plads. Forrest var Kaptajnen, Styrmanden og Kommandanten, derefter fulgte Veste mellem Dick og Ross. Paa den store plads, der laa midt i Byen, gjorde de Holdt under et mægtigt Baobabtræ.

Straks efter forkyndtes Kong Assambos Ankomst, ved at hans Orkester spillede et stykke paa Trommer, Gongong og mærkelige Fløjte-instrumenter. Som Afslutning paa Stykket slog en særlig høj og kraftig Neger nogle Slag paa Gongongen og raabte noget.

Det er Høvdingens store Navne, han udraaber, sagde Dick til Veste. "Hør! Bum - bum, stor Helt. Bum - bum, vældig Kriger. Bum - bum, Løve dræber." - Saadan blev han ved mindst 30 Gange. Det maatte være anstrengende i den trykkende Hede.

Endelig viste den store Helt med de mange Navne sig i al sin Herlighed. En kraftig og tyk Herre var han med ganske ualmindelig svære Læber, vældige Kindben og bred Næse, klædt i kostbart Lændeklæde, der naaede til Jorden, rød Silkeslaabrok, som havde set bedre Dage, men dog var et Pragtstykke, og over Hoved og Skulder bar han et Panterskind, hvis Hoved hang ud over hans Ansigt og gav det et ekstra vildt og bistert Udtryk. - En latterlig Dragt - ja vel; men der var dog noget vist storslaaet over hans Fremtræden. Veste stirrede helt betaget paa hans sorte Majestæt, som han gik hen mod Kommandanten og Kaptajn Harrison og hilste paa dem.

Da Assambo havde taget Plads under store Vifter, lod Kaptajnen Gaverne bære frem. Dog blev foreløbig en gammel, laadden Kuskehue med store paasyede Sølvblomster holdt tilbage sammen med noget Tobak.

Assambo lod straks skænke Brændevin og byde rundt. Selv tog han et Par ordentlige snapse, saa det vilde vist ikke vare længe, før han kom i højt Humør. - Kommandanten, Kaptajnen og Styrmanden tog derefter Plads ved siden af Høvdingen, og i Halvkreds til begge Sider ordnede deres Mænd sig, mens Tilskuerne trængtes bagved.

Palaveret tog sin Begyndelse med, at Assambo lod bekendtgøre, at han holdt Fødselsdag. Kommandanten havde paa Forhaand gjort Harrison opmærksom paa, at Assambo nok holdt Fødselsdag, hvorfor han lod Kuskehuen og Tobakken frembære med mange gode Ønsker for hans Majestæts Sundhed.

"Han holder Fødselsdag en Gang om Ugen," betroede Dick Veste, "det kender vi." - Assambo tog sig straks en Pris Tobak og nøs yderst hjerteligt. "Prosit, dit Fæhoved!” udbrød Veste uden at tænke paa, at der desværre ingen var, der forstod hans Vittighed.

Forhandlingerne angaaende Slavekøbet tog sin Begyndelse; men det gik, trægt. Harrison vilde jo købe billigst muligt; men AsSambo vidste nok, hvad hans Varer var værd, og holdt dem i en stiv Pris. - Veste undrede sig over, at de saadan ganske forretningsmæssigt kunde sidde og handle om Mennesker, Assambo oven i Købet om egne Landsmænd.

Pludselig fik den stillestaaende lummerhede Luft i et kraftigt Uvejr, der afbrød Palaveret, Assambo til at trække sig skyndsomst tilbage til en stor Hytte ved Pladsen, mens Kommandanten anviste de hvide en rummelig Hytte, hvor et flot Maaltid blev serveret for dem, mens Lynene glimtede, Tordenen bragede, og Regnen styrtede ned.

Først fik de en Ret i Skaller. Veste saa betænkeligt paa det; men Dick sagde: "Spis blot, det et Krabbe - dejligt!" Han smækkede med Tungen og tog fat paa sin Portion, og Veste opdagede, at det virkelig smagte godt. - Men dernæst kom en stygt lugtende og ilde udseende Ret. - Ah, Flau. Flau!" udbrød Ross og gav sig straks i Lag med det. Men det kunde Veste ikke faa ned; det vendte sig i ham blaat ved Synet og Lugten. Til Maden fik de Pytto - Majsøl.

Veste undrede sig over, at de flettede Græsmaatter, Hytten var bygget af, kunde holde Regnen ude, saadan som det skyllede ned; men ikke en Draabe Vand kom ind. Det var stærke og gode Hytter, de indfødte her byggede.

Efter Maaltidet gik Kommandanten og Harrison til Assambo og fik ordnet Købet. Næste Morgen skulde Slaverne udvælges, af baade Kommandanten og Assambo stillede Baade til Raadighed, saa Udskibningen kunde ske hurtigst muligt.

For at strække Benene gik Styrmanden og Veste en Tur uden for Byen, at Veste maatte stadig undres over den umaadelige Frodighed: Mægtige Baobabtræer, Bananplantninger, Majs- og Hirsemarker, Græs, der næsten kunde skjule et Hus, det var saa stor en Modsætning til Jyllands tørre Hedeegne, at det var som et Eventyr; men det var sandelig alt

sammen virkeligt nok. Her var indeklemt og lummert, og naar Veste tænkte paa, at her lurede en Fare bag hver Knold i en Slanges Skikkelse, og at i Vandløbene kunde man ikke bade af Frygt for at blive ædt af Krokodiller, saa svandt Herligheden, og han længtes tilbage til Høduften i Engene langs Aaen derhjemme. Hellere ogsaa lidt for køligt end denne daanende Hede, hvor alt dampede af Væde. Han følte sig daarlig tilpas, og han kunde se, at heller ikke Styrmanden havde det for godt. Denne indrømmede da ogsaa, at Feberen vist var efter ham, saa han maatte tilbage og hvile.

Mens de gik tilbage til den store Plads, lagde Veste Mærke til, at mange Negre sad uden for Hytterne og kastede med nogle smaa Sneglehuse, og saa raabte de op og blev meget ivrige. - "Hvad betyder det?” spurgte han Davis.

"Det er deres Kortspil eller Terningspil, Bosspillet. De kaster med tre Bos, smaa Sneglehuse, og har vundet, naar de alle vender Aabningen nedad. De spiller tit al deres Ejendom, ja, undertiden sig selv bort.

Veste standsede ved et Par ældre Negre, der var særlig ivrige. Hjemme i Vestjylland var Mændene ogsaa ivrige Spillere. Hvor mangen Gang havde han ikke staaet og set paa Kortspil og været lige saa spændt som de spillende. Men Styrmanden skyndede paa, saa Veste fik ikke Tricksene i Bos lært den Gang.

Da de kom tilbage til deres Hytte, var Kommandanten og Kaptajnen kommet igen, og Kommandanten bød Kaptajnen og Styrmanden op paa Borgen. Veste tænkte paa at give sig tilkende som Landsmand af Kommandanten, men kunde ikke faa sig til det, da det kom til Stykket. Han maatte derfor nøjes med en Græsmaatte at sove paa, og Moskitoerne stak, saa han ikke kunde faa Ro et Øjeblik. De fleste af Matroserne var borte; de syntes maaske ikke, det var Umagen værd at lægge sig, naar man alligevel skulde føre en forgæves Kamp mod disse Stikmyg hele Natten.

Veste faldt dog omsider i Døs og syntes, at han saa ene Negerøjne, der vendte det hvide ud og gloede saa underlig djævelsk paa ham.

Næste Morgen var Veste sløj, og Matroserne saa ud til den dyre Død. Kaptajnen og Kommandanten kom tidligt, men Styrmanden havde de efterladt paa Borgen, for han havde Feber.

Assambo mødte til Eftersynet af Slaverne med den gamle Kuskehue paa Hovedet, aabenbart yderst stolt af sin ny Prydelse. Veste saa forbavset paa ham. I Gaar saa han vild og grum ud med Panterhovedet, nu lignede han en Fastelavnsnar.

Fra lange Kanoer hentedes nu Række efter Række af Slaver, Mænd og Kvinder, op og fremstilledes splitternøgne til Eftersyn. Elendige saa de fleste ud efter den tunge Vandring under Slaveaaget fra det indre Sudan. - Sagkyndig gik Kaptajn Harrison Rækkerne efter, besaa Skikkelserne og befølte Arme og Ben. Nogle gamle og syge samt nogle med Bensvulster blev skudt ud, mens alle de øvrige blev taget for gode Varer og ført ned til den Række Baade, der holdtes rede.

Ved Synet af dette Menneskemarked kvalmede det for Veste, men det var dog en særlig Begivenhed, der aabnede hans Øjne for, hvor forfærdende raa og ubarmhjertig denne Handel egentlig var.

Midt under Eftersynet kom nemlig en ældre Neger trækkende med en yngre, kraftig og velbygget Neger. Boy oversatte, at Kvambo her ønskede at sælge Sabu, hans Slave, til den hvide Massa.

Kaptajnen spurgte, hvordan det gik til, at han havde en slave at sælge, og Kvambo fortalte med et stort Grin, at han og Sabu havde spillet Bos i Aftes, og Sabu havde stadig tabt. Da han havde spillet al sin Ejendom bort, satte han sig selv som Indsats og tabte. Kvambo grinede og slog sig paa Laarene af Fryd ved Tanken derpaa.

Kaptajnen begyndte at undersøge Sabus Ben og Fødder. Men Kvambo klaskede ham paa Ryggen og raabte: "Ikke en daarlig Plet, Massa!"

Sabu selv saa modfalden ud, men fandt sig tilsyneladende roligt i sin Skæbne.

"Hvor meget vil du have for ham?" spurgte Harrison. - Kvambo vidste nok, hvad der var noget værd, og forlangte en Bøsse, Krudt og Kugler, Tobak og Brændevin. - Men nu blandede den danske Kommandant sig i Handelen. "Stik ham lidt Tobak og Brændevin! Adaerne hører os til, og Sabu der er værdifuld. Vil De give den aftalte Pris for ham, skal De dog faa ham?"

"Ja, nok," svarede Harrison lidt forundret.

I det samme blev der atter Røre henne ved den anden Ende af Pladsen, idet en ung Negerkvinde banede sig Vej gennem Mængden, for hen til Sabu, faldt ned for ham og omfavnede hans Knæ, mens hun udstødte høje Klageskrig.

"Faa hende af Vejen! " raabte Kommandanten. "Hvem er hun?" spurgte Veste Dick.

"Hans Kone, selvfølgelig," svarede Dick. "Men jeg havde ikke troet, at en Negerkvinde kunde holde saa meget af sin Mand."

”Skrub af med dig, Tjotjo!” skreg Kvambo og sparkede til hende. Men hun klyngede sig kun endnu fastere til Sabu, og alt hvad Kvambo rykkede og sled i hende, hjalp ingenting.

"Aa, den Slyngel," tænkte Veste og bed Tænderne sammen. Nu først begyndte han at forstaa, hvad denne Handel betød for disse stakkels Mennesker, for det gjorde ham saa ondt for den unge Kvinde, og at Matroserne stod og grinede, gjorde det ikke bedre.

"Holdt!" raabte han med lynende Øjne og sprang frem for at hjælpe hende. Men Dick sprang til og slog en Klo i Vestes Skulder, idet han sagde: ”Koldt Vand i Blodet, Dreng! Det er jo kun en elendig Niggerkvinde."

"Hun er vel ogsaa et Menneske!" raabte Veste. ”Slip!"

"Nej, det nytter ikke. Du kommer til at blive her." Og Dick holdt ham fast med et saadant Jerngreb om venstre Arm, at det sved ham lige ind i Hjerteroden.

Tjotjo havde lagt Mærke til, at Veste vilde hjælpe, og hun rejste sig for at bønfalde ham om Hjælp. I samme Nu retter Sabu sig, ser sig hurtigt om, springer ud mellem de nærmeststaaende og farer over Pladsen i lange Spring. I næste Øjeblik var han forsvundet mellem et Par af Hytterne.

Kaptajn Harrison udstødte en Ed og lovede Tobak og Brændevin til den, der fangede ham, og af Sted styrtede en hel Flok af de sorte og flere af Matroserne. Nogle styrtede samme Vej som Sabu ud gennem Haverne bag Husene. Andre fulgte Gaden og løb videre ad en Sti, der førte ned til Floden lidt oven for Byen.

Veste fulgte efter, ikke fordi han vilde vinde Belønningen, men fordi han vilde se, hvordan dette spændte af.

Men hvorfor løb de netop denne Vej? Jo, de tænkte, at Sabu vilde prøve at komme ud til den mægtige Fetish paa Øen i Volta, den Fetish, der værnede Slaver, saa ingen kunde gøre dem noget, der naaede Helligdommen.

Imidlertid løb Sabu gennem Marker, højt Græs og Krat i Retning mod Voltaøen. Kunde han blot naa ud til Helligdommen, vilde Fetishen beskytte ham, og han vilde være frelst fra Slaveriet. - Endelig stod han ved Flodbredden, stønnede af det hurtige Løb. Han maatte puste lidt, før han kastede sig i Floden og svømmede ud til Øen.

Da stivnede han i Rædsel. Der - lige ud for ham - drev to store Krokodiller; de ligefrem blinkede polisk til ham, syntes han.

Han havde faaet nok. Han for tilbage fra Vandet. Nok var han bange for sine Forfølgere og ligeglad, om han skulde miste Livet, naar han ikke kunde undfly; men Skrækken for Krokodiller sad ham i den Grad i Blodet, at han ikke kunde kaste sig i Floden - ske, hvad der

vilde! Han saa sig om efter et Skjulested i Tykningen ved Floden; men det var for sent. Forfølgerne havde set ham, og et Øjeblik efter var han fanget, hvorpaa han førtes tilbage til Byen, slap og nedbøjet.

Tjotjo var fulgt efter ud af Byen, og da hun saa, at Manden var fanget, kom hun og tiggede om at faa Lov til at følge ham. Saa tog de hende med og tilbød Kaptajn Harrison at tage hende oven i Købet. Kommandanten tillod det mod at faa den aftalte Pris for unge kvindelige Slaver.

"Men jeg maa have noget for hende,” raabte Kvambo; "det var mig, der skaffede hende."

Harrison lod da hente en Dunk Brændevin, som blev overladt til Kvambo, der blev henrykt og gav et større Sold for Venner og Frænder.

Men Sabu og Tjotjo blev straks lænket og ført ned til en Baad, som 1.Styrmand skulde føre. Styrmanden var jo syg og trængte haardt til at komme om Bord og til Køjs. Kaptajnen gav ham Ordre til straks at bemande Baaden og sejle ud til 'Virginia’, hvor han skulde sørge for, at alt var i Orden til at modtage Slaverne, for i Løbet af faa Timer vilde Baad efter Baad komme, fyldt med 'sort Elfenben'.

Baaden blev bemandet og gled snart jævnt og roligt med Strømmen. Aberne rystede Trægrenene over dem, og Papegøjerne skreg, men Veste agtede ikke derpaa. Paradiset var svundet, Hede og Raahed var tilbage. Han ynkedes over de to Mennesker, der laa lænkede i hver sin Ende af Baaden. Det var oprørende, at man behandlede Mennesker, som man aldrig hjemme i Danmark vilde behandle noget Kreatur.

Da de naaede 'Virginia' og skulde til at gaa om Bord, gjorde Sabu pludselig et Forsøg paa at styrte sig i Vandet, men blev stoppet og tvunget til at gaa op ad Lejderen.

Davis gav straks Jefferson Ordre til at holde alt Mandskab rede til at tage imod Slaverne, hvorefter han gav Befaling til, at Sabu skulle føres ned i Mændenes Rum i Forskibet, og hans Lænke sættes fast, at han ikke skulde komme i Tanke om at jumpe over Bord. Tjotjo skulde føres ned i Kvindernes Rum i Agterskibet, og saa havde de ellers for Resten at lade hende være i Fred, føjede han til.

Tjotjo vilde følge Manden, men blev voldsomt revet fra ham, og aldrig saa snart var Styrmanden borte, før Matroserne blev grove imod hende. Veste sprang hen til Martin: "Se, de elendige Bagbæster, som de bærer sig ad!”

”Aa skidt, det er jo kun en sølle Negerkvind, en Træl, svarede Martin.

"Naa, det siger du ogsaa. Pøj! er du ikke bedre end de andre; du skulde skamme dig!”

Blodet skød op i Martins Kinder; han var ved at blive vred, saa det kunde have udartet sig til hvad som helst, hvis ikke Alfonso i det samme havde vist sig. Da denne nu begyndte at tage Del i Legen, kunde Veste ikke styre sig; han for uden at betænke sig paa Alfonso og stak ham en Knytnæve midt i Synet.

Slaget kom saa aldeles uventet, at Alfonso stejlede. Men han rettede sig straks, smilede skævt og indædt og sagde: "Hun er maaske din Kæreste!”

Da røg Veste igen paa Alfonso. Men denne Gang var han parat til at tage imod ham, saa Veste røg lige i Dækket for et velrettet Stød.

Alfonso vilde fare paa ham igen, men Martin lagde sig imellem: "Lad nu det være godt!"

"Hvad rager det dig!” for Alfonso op. "Du kan faa nogle Tærsk med." - "Det kan du vist ikke gøre færdigt," svarede Martin, hvorpaa Alfonso røg paa ham, og et regulært Slagsmaal var i Gang. Alfonso var den smidigste, men Martin langt den stærkeste. Det endte med, at han tog Alfonso, løftede ham op og huggede ham i Dækket, saa han blev liggende.

"Jeg skal lære din elendige Haleneger at have Respekt for en Dansker," hvæste Martin.

Alfonso rejste sig ligesom uvis, om han skulde fortsætte. Men Martin traadte ham lige ind paa Livet, stirrede ham stift i Øjnene og sagde: "Har du ikke faaet nok endnu?"'

Alfonso stod lidt med ludende Hoved, drejede sig saa omkring og forsvandt med et arrigt Øjekast til Martin.

Veste havde rejst sig med svimlende Hoved og stod og saa til. Da Slaget var endt og Tjotjo ført ned, takkede han Martin for Hjælpen. Men denne svarede mut: "Aah, hold Kæft! Du kunde passe dig selv."

Veste fortalte ham da, hvad han vidste om Sabu og Tjotjo.

"Det var mærkeligt," svarede Martin saa. ”Man plejer ellers at sige om de sorte, at de har intet Hjerte i Livet."

"Det er vel, fordi vi ikke forstaar deres Maade at leve paa," fortsatte Veste. "Men vi kan ikke være dette her bekendt. Hvor er det idiotisk, at jeg ikke rømte over til Danskerne paa Kongensten, da jeg var i Land. Nu bliver der vel ingen Lejlighed til det.”

"De vilde sandsynligvis slet ikke have taget imod dig,” svarede Martin. ”men vi kan jo forsøge at gøre det lidt lettere for Sabu og Tjotjo her om Bord. Men let bliver det ikke."

Veste maatte opvarte 1. Styrmand, som laa til Køjs med stærk Feber, og derved slap han for at være med under Indladningen af Slaverne. - I lange Rækker førtes de om Bord fra de lange Kanoer, kædet sammen med Lænke fra den enes Haand til den næstes Fod. Mange smed sig ned, naar de kom om Bord, og bad om Naade. De troede, at de skulde slagtes og spises. At de skulde til Amerika for at arbejde, kunde de ikke forstaa, for i deres Hjemland behøvede ingen at arbejde saa meget, at det generede, for at faa Føden, Men Piskeslag drev dem op, og de føres ned i Rummene, hvor Lænkerne gjordes fast, saa de ikke kunde flytte sig af Stedet.

Næste Middag var hele Ladningen om Bord, 212 mandlige og 170 kvindelige Slaver - en kostbar Last! Kaptajn Harrison tog med den sidste Del af Betalingen ind til den danske Kommandant for at takke ham for den gode Hjælp, han havde ydet.

Efter at Harrison og Kommandanten havde drukket det sidste Afskedsbæger, bøjede Harrison sig over til Kommandanten, hviskede noget og lo. Kommandanten nikkede og lo larmende med, hvorefter endnu nogle Geværer og Pakker skiftede Ejer – fra Amerikaneren til Danskeren. De tog Afsked, og Harrison gik hen for at hilse paa hans sorte Majestæt Assambo. Harrison fortalte da Assambo, at han om Bord paa sit Skib havde en herlig Drik, ægte St. Croix Rom, hvori han gerne vilde drikke et Afskedsbæger med Kongen. Men da denne kostbare Drik vilde tabe alt for meget ved at transporteres herind, tillod han sig at indbyde Hans Majestæt til en lille Afskedsfest paa 'Virginia'.

Assambo var ikke saa lidt betænkelig ved at tage ud paa skibet. Disse hvide var ikke til at stole paa. Men Tanken om den herlige Drik lod ham ikke i Fred, før han tog med. - Med en Flok af sine bedste Mænd ankom han da til 'Virginia', hvor han blev beværtet paa bedste Maade, og Rommen gjorde snart sin Virkning. Assambo og hans Mænd blev overstadige og truede med at tage hele Skibet med Ladning. Men denne Storhed varede ikke længe. Snart blev de døsige. Kaptajnen havde nemlig ladet blande Sovepulver i deres Drik. En Tid kæmpede de med søvnigheden, men maatte til sidst alle overgive sig til en dvalelignende Søvn.

Med Foragt saa Kaptajn Harrison paa dem, da de laa der som drukne Svin. Han gav nogle Ordrer. Matroser kom, bar dem ned paa slavedækket og gav dem lænker paa. Hernede var Luften allerede saa kvalm og tung, at det næsten ikke var til at aande. - Men Veste syntes, at det for en Gangs Skyld gik efter Fortjeneste. Naar Assambo med koldt Blod kunde sælge Landsmænd, fortjente han ikke selv bedre Skæbne. - Men det gjorde ikke hvide Mænd ude fra den store Verden Ære.

Mandskabet var allerede i Færd med at sætte Sejl, og henad Morgenstunden stod 'Virginia' vestpaa for en sagte Brise.

PAA VEJ MOD VESTINDIEN .

Ned til Slavernes Rum førte Luftkanaler. Men de kunde ikke skaffe tilstrækkelig frisk Luft, hvorfor det var nødvendigt, at Negrene en Gang imellem kom op for at trække frisk Luft og faa lidt Bevægelse; ellers vilde de fleste dø, før 'Virginia' naaede Vestindien. Række for Række blev de løst og ført, op paa Dækket, hvor stærkt bevæbnede Matroser drev dem rundt i Løb, mens Kanonerne paa Skansen pegede truende mod Fordækket.

Første Hold, der kom op paa Dækket, opløftede et Skrig, da de saa Afrikas, Hjemlandets, Kyst svinde i Taagen derinde. De var rykket løs fra alt, hvad de hørte hjemme i, de gruede for den kvalme Luft i Rummet, og de udmalede sig, hvilke forfærdelige Rædsler, der ventede dem i det fjerne Vest. - Assambo rasede og skreg, græd og bad, alt i eet.

Var det sært, at før nogen kunde hindre det, var en Snes Stykker af de sorte hoppet i Havet - bort fra det hele.

Jefferson, som havde Turen, bandede og tordnede ganske uden Nytte. Mændene drev straks selv de øvrige Slaver paa Dækket nedenunder og lænkede dem. En Baad blev sat i Vandet, og man forsøgte at fiske nogle op. Men det lykkedes ikke. De var og blev borte; de var kun til Hajføde.

Alt dette foregik, uden at nogen tog ringeste Hensyn til Jef; men nu vankede der til ham i en god Mening. Mens den rasende Kaptajn skældte ham Huden fuld, stod Jef og trippede paa Klumpfødderne, og Angstens Sved løb ned ad hane firkantede Kinder. Han forsøgte spagfærdigt at forsvare sig med, at det var kommet saa hurtigt, at ... Men Kaptajnen brød ham brat af: "Er De grøn! De ved meget godt, hvordan Niggerne har det i den første Tid, og at det gælder om have et Øje paa hver Finger. De burde have passet paa, ja, De skulde erstatte Kompagniet Tabet." - Kaptajnen drejede kort om paa Hælen og gik.

Veste undte rigtig Jef denne Overhaling, og han trak maaske ogsaa lidt paa Smilebaandet. Jef lagde Mærke til det og gættede saa nogenlunde hans Tanker, hvorfor han kaldte: "Jeg skal give dig noget at grine af. Du tager Kost og Spand og gaar ned i underste Slaverum og gør rent.”

Veste svarede ikke.

”Du har vel ikke glemt din Børnelærdom?” buldrede Jef op.

"Ja vel, Hr. Baadsmand!" svarede Veste stramt.

"Javel, javel, ja, jeg skal lære dig at ..."

I det samme kom der Bud fra 1.Styrmand, at Veste skulde komme ind til ham straks. Med et ret aabenlyst Smil traadte Veste af, mens Jef truede: ”Vent du blot, Vigtigpjæs!”

1.Styrmand havde det ikke godt. Dog var der svag Fremgang at spore, mens det vist kun var et Tidsspørgsmaal, hvornaar en af de syge Matroser bukkede under for Feberen.

Selv i Styrmandens lyse og venlige Kahyt var der daanende hedt. Det var nemlig hen ad Middag, ikke en Vind rørte sig, saa Varmen var kvælende. Davis svedte, saa Haaret klæbede til hans Pande som en klistret Masse. Veste gav ham Vand og et feberstillende Middel, der kvikkede ham lidt op.

"Gaa til Kaptajnen," hviskede han, "og sig, at jeg ønsker Tjotjo til at gaa mig til Haande. Du kender hende jo og kan føre hende herop."

”Aa, ja, Styrmand, hun fortjener at komme op af det stinkende og kvalmende Slaverum.”

"Fortjener!" Davis vrængede trods sin Svaghed ad det. "Hun interesserer mig efter det Optrin i Ada. Gaa saa!"

Veste meldte sig hos Kaptajnen. Han følte sig stadig højtidelig til Mode, naar han betraadte Kaptajnens Kahyt. Men det var en helt anden Højtidelighed end den, han følte i Præstens Studerekammer derhjemme. Præsten var saadan en venlig Mand, selvom han ogsaa var en værdig mand; men Kaptajn Harrison var en haard Mand. Han vidste, hvad han vilde, og gennemførte sin Villie uden Vaklen; men retlinet og retfærdig var han alligevel i det daglige.

Veste overbragte 1.Styrmands Ønske. "Storartet," svarede Kaptajnen. "Kald paa & Boy og tag 2.Styrmand med!"

De gik derefter alle fire ned i Kvindernes Rum, der laa dybt nede under Mandskabs og Officerers Opholdsrum. Her var nok trangt og mørkt, lummert og kvalmt, men dog ikke saa fælt som hos Mændene, og her var ikke saa farligt at færdes. Naar Matroserne kom ned til Mændene med Mad, maatte de tage sig i Agt, at ikke en elle anden skulde faa Ram paa dem med den tunge Lænke. Kvinderne derimod holdt sig tilbage og stirrede halvt bange, halvt nysgerrigt paa dem.

"Naa, se saa at finde din Tjotjo, mens Styrmanden og jeg hver udvælger os en opvartende Jomfru," sagde Kaptajnen. ”Men lidt rask, for her er just ikke tillokkende at dvæle.”

Veste gik rundt og kikkede paa Rækkerne; men det var ikke saa lige en Sag at kende Tjotjo blandt alle disse Kvinder, der var lige sorte, havde lige vældige Læber og lige hvide Øjeæbler, syntes han. Da nogle begyndte at gribe efter ham, vidste han ikke andet Raad end at kalde hende ved Navn. ”Tjotjo - Tjotjo!" kaldte han, og et svagt Raab lød henne fra det inderste Hjørne, hvor hun var anbragt som den første, der kom derned.

"Der er hun," raabte han uvilkaarlig og skyndte sig derhen.

Da hun fik Øje paa ham, rejste hun sig besværligt op paa Knæ og strakte Hænderne frem mod ham. Hun genkendte ham; det var ham, der vilde hjælpe hende og Sabu. Hun sagde en hel Masse, som han ikke forstod. Ind imellem hørte han blot Sabus Navn. Han rystede paa Hovedet, da han ikke forstod hende, men hun troede, at det var Svar og vred fortvivlet sine Hænder. - Veste søgte, mens han løste hendes Lænker, at gøre hende begribelig, at der ikke var noget at sørge over, tværtimod.

Hun blev sammen med to ganske unge Piger ført op, mens Boy saa til med sure Miner. Nu skulde han vel skubbes til Side for saadan en elendig Negertøs; det manglede blot.

Da de kom op i Officersgangen, fik de tre Kvinder anvist et Soverum samt udleveret pæne, enkle lærredskjoler og Palmeolie til Indgnidning i Huden, saa de kunde gøre Toilette.

Efter at Tjotjo havde pyntet sig, traadte hun med et stort Smil ind til Davis. Han saa uvillig paa hende og vendte saa Hovedet bort. Men hun tog et Tørklæde og tørrede hans svedige Pande. Han saa da atter op paa hende og saa gennem Negertrækkene ind i et medfølende Menneskes Ansigt.

Tjotjo gjorde sig snart uundværlig for Davis, for hun var altid venlig, opmærksom og omhyggelig, maaske til dels af en egenkærlig Grund, for hun haabede jo at komme i Forbindelse med sin Mand, med Sabu.

Over for Veste viste hun sig heller ikke sky, men saa snart andre af Mandskabet nærmede sig, gled hun sky til Side og undgik dem saa vidt muligt.

Samme Dag, Tjotjo var kommet op til 1.Styrmand, forefaldt det første Dødsfald om Bord. Det blev langtfra det sidste. Næste Dag døde endnu en Matros. De blev begge sænket i Havet under Bøn og Salmesang. Det lød saa underlig fremmed og uvirkeligt her om Bord paa 'Virginia', syntes Veste. Til daglig var det ikke den Slags Bønner og Sange, der lød.

Dagen efter, at Veste havde hentet Tjotjo, stillede Jef hos Kaptajnen og forlangte en Tjenerinde af de sorte ligesom Styrmændene.

"Nej, Jefferson," svarede Kaptajnen uden Betænkning, "det vilde De ikke have godt af. Desuden vilde De mishandle hende saadan, at jeg ikke kan forsvare at overlade nogen til Dem."

”Jeg kan vel lige saa godt faa en som 2.Styrmand. Jeg maa jo desuden gøre 1.Styrmands Tjeneste, da han ligger og er ved at krepere."

"Om han er ved at krepere, ved De intet om. Den, man lyver død, plejer at leve længe."

Jef forsøgte endnu en Gang. Men Kaptajnen brød ham kort af: "De kender mig, Baadsmand!"

"Ja vel, Hr. Kaptajn!” svarede Jef og rettede sig.

"Vel - træd af!"

Indædt forbitret traadte Jefferson af og gik til sin Kahyt. Undervejs var det saa uheldigt, at han mødte Tjotjo paa Vej til Davis. Jef greb efter hende for at lade sit onde Humør gaa ud over hende. Men adræt smuttede hun forbi ham og forsvandt, mens Jef brummende af Arrigskab, gik ind til sig selv, hvor han for at kølne det hede Blod tog sig et Par store Snapse. De ophidsede ham imidlertid blot yderligere, saa han omgikkes med de skrækkeligste Planer om at gaa til Kaptajnen og vise ham, hvem der var den stærkeste, eller om alligevel at gaa ned og udtage sig en Tjenerinde paa Trods af Kaptajn og det hele.

Det var nu hans Vagttørn, saa han maatte paa Dækket; men han var bister som en Bjørn og ikke god at komme nær.

Det var kvalmt og stille. Sejlene hang slappe under Ræerne, saa der intet var at gøre. Han hersede derfor saa meget værre med de Matroser, der skulde hente en Afdeling Slaver op til Motion paa Fordækket.

Men de var saa vant til hans Bersærkergang, at de passede deres Dont uden at tage videre Notits af ham. Han spankulerede da omkring og spekulerede paa, hvem eller hvad han skulde slaa ned paa. Han haabede inderligt paa, at en skulde gaa hen og forse sig saadan, at han kunde idømme ham Tamp. Saa optaget var han af sig selv, at han slet ikke lagde Mærke til, at det trak op til en svær Byge, før Pat meldte: "En Byge i Anmarch, Baadsmand."

Jef saa op. Saa skulde da ogsaa Det var paa høje Tid at gøre klar til at tage imod den. Han lod sin Fløjte skingre og beordrede Slaverne under Dæk, hvilket Vagten allerede var i Færd med at besørge.

Men det tog Tid, og Frivagten mødte trevent i den trykkende Hede. Baadsmanden skældte og smældte: Om det var Meningen, at Skuden skulde gaa rundt, siden de ikke kunde komme paa Plads. "

De øverste Sejl blev givet op, og nogle af Mandskabet gik til Vejrs for at beslaa dem, deriblandt Veste. Jef faar pludselig Øje paa ham, fægter med Armene og raaber op: Kan han saa rubbe sig, Drivert!"

Baadsmanden stod oppe paa en Kasse, lagde Hovedet tilbage, idet han raabte op mod store Bramsejl. Enkelte Vindpust var allerede kommet, og nu var Bygen pludselig over dem med vældig Styrke, og før nogen anede det, krængede ’Virginia' over og dyppede Raanokken i Vandet. Det gjaldt blot om at sætte Neglene i og holde ved, hvor man var. Men stakkels Jef havde intet at gribe fat i, han gik bagover og paa Hovedet i Søen. - Et Par af Sejlene gik samme Vej.

Efter det første haarde Stød rejste 'Virginia' sig og tog Fart, og man kunde tage Syn over, om nogen manglede. Det viste sig, at alle kom velbeholdne ned af Rigningen. Men hvor var Baadsmanden?

Han var borte, og nu, mens Bygen rasede værst, var det umuligt at sætte en Baad ud og bjærge ham, selvom ham ikke var gaaet til Bunds straks, hvad der var mest sandsynligt. Dog bød Kaptajnen, som selv var kommet paa Dækket, at løbe 'Virginia’ op i Vinden og holde nøje Udkig.

Snart bedredes Vejret, og Søen lagde sig, men de saa intet til Baadsmanden. Det hjalp heller ikke, at en Baad roede rundt og søgte. Da de en Overgang havde løbet en meget stærk Fart, kunde de ikke nøje beregne, hvor Ulykken var sket. - Jef var og blev borte.

Blandt Mandskabet var Sorgen just ikke stor, og Veste udtalte, at det atter en Gang var gaaet efter Fortjeneste, hvilken Udtalelse nær havde faaet Røde William til at fare i Hovedet paa ham.

Men Kaptajnen var ikke god at komme nær: 1.Styrmand laa syg og kom ikke til Hægterne foreløbig; nu havde han mistet Baadsmanden, som skulde gøre det ud for Styrmand, og de havde ikke benyttet Bygen til at komme en stump frem paa denne langsommelige Rejse, men mistet et Par Sejl paa Grund af Baadsmandens Forsømmelighed. Jo, det tegnede nydeligt alt sammen.

Hvem Skulde han nu tage til Baadsmand? Det var ikke saa lige en Sag. Det skulde være en Mand, som havde lidt forstand paa Navigation, og som kunde sætte sig i Respekt. - Der var Dick og Ross: det var stærke og respekterede, men havde aldeles ingen Forstand paa, at lede noget.

Pat var for godmodig. Saa var der Svenskeren Hansson og Danskeren Martin Nelson; de var raske Folk. Men Danskeren havde vist mest Omløb i Hovedet. Saa maatte man haabe, at han kunde hævde sig over for Folkene. Resultatet blev, at Martin blev kaldt hen for Kaptajnen og efter et kort Forhør udnævnt til Baadsmand, hvorefter han overtog Jeffersons Kahyt.

Her fandt han en Brændevinsflaske og et Glas i Skaar. Jef havde glemt at sætte det til Side, før han overtog Vagten. Jefs Ejendele blev overgivet i Kaptajnens Varetægt. Dem havde Martin ingen Interesse af.

Veste lykønskede selvfølgelig Martin varmt; men adskillige skumlede over, at denne Dansker, som kun halvvejs hørte hjemme om Bord paa 'Virginia', skulde være Baadsmand, og de lovede sig selv ved Lejlighed at prøve ham. Blandt dem var Hansson.

Da alt var i Orden efter Bygen, gik Veste op til 1.Styrmand. Denne var kvikket lidt op. Bygen havde renset Luften, og der var knap saa trykkende hedt.

"Sikken en Overhaling!” sagde Davis med et Smil, da Veste traadte ind .

"Ja, og har styrmanden hørt, at Jefferson gik over Bord?”

"Ja, ja."

”Og det ser ud til, at han selv har været ude om det. Han har vist, efter hvad Boy siger, ligefrem været grov mod Kaptajnen. ”Og han forskrækkede Tjotjo slemt."

”Aah, det Bæst!” udbrød Veste. "Men saa var han gaaet ind i sit Lukaf og havde drukket sig fuld."

”Hvem er saa blevet hans Efterfølger?"

"Martin Nielsen, min Landsmand."

"Ja, du er god nok. Men bare han klarer det - bare han klarer det! Han er vist for veg." Lidt efter tilføjede styrmanden: ”Det er da ogsaa forbistret, her skal man ligge Dag ud og Dag ind og kan intet udrette, ved knap, hvad der foregaar omkring en."

Davis blev hed og tung igen. Tjotjo søgte at berolige ham og at faa ham til at ligge stille. Hun kunde allerede nogle engelske Ord foruden noget Blandingssprog. Ivrigt havde hun udspurgt Veste om, hvorfor de skulde til Amerika. Det havde beroliget hende meget, da han forsikrede, at det var sandt, at de skulde derover for at arbejde, og havde de det Held at blive solgt til en Dansker, kunde det godt ske, at hun og Sabu kunde faa deres egen Hytte at bo i og fast Arbejdstid. At de snarere blev skilt, sagde han ikke. - Følgen blev, at hun gik glad omkring ved sit Arbejde. Kun Tanken om, hvordan Sabu havde det, formørkede undertiden hendes Blik, og hun spurgte Veste, om han ikke kunde hjælpe hende hen til Sabu, saa hun kunde se, hvordan han havde det.

Men Veste maatte ryste paa Hovedet. Der var strengt Paabud om at forhindre enhver Forbindelse mellem de mandlige og de kvindelige Slaver, saa blev det opdaget, at han skaffede Tjotjo i Forbindelse med Sabu, vilde han faa Tamp, en Herreret, han ikke satte Pris paa.

Men naar han saa Tjotjos bedrøvede Miner og tænkte paa, hvad hun maatte lide for en letsindig Mands Skyld, greb han sig alligevel i at spekulere paa, om han ikke paa en eller anden Maade kunde hjælpe hende. Det var hende strengt forbudt at gaa ud paa Fordækket, og var hun ulydig, vilde hun blive sendt ned i Kvindernes kvalme Fangerum, og det maatte hun nødig risikere. Veste forslog hende derfor, at hun skulde forsøge at faa et Glimt af Sabu at se fra Skansen eller Porten i Skansen en Dag, naar hans Hold havde Motion paa Dækket.

Paa Skansen turde hun imidlertid ikke komme, for der var altid Vagt ved Kanoner og Geværer. Hun prøvede da at liste hen til Porten, men ogsaa der stod Vagt; for man kunde ikke risikere, at Slaverne brød ind paa Bagdækket. Man havde set saa meget før, at man var blevet klog af Skade. - Tjotjo havde vel alligevel forsøgt at komme ud paa Fordækket og faa talt - om kun et Øjeblik - med Sabu, hvis Veste ikke havde lovet hende at tale med Martin; saa kunde de maaske engang, naar Martin havde Vagten ved Nedgangen til Slaverummene, skaffe hende en Samtale med Sabu. Men hun maatte have Taalmodighed. Sabu havde det godt - efter Forholdene, føjede Veste til ved sig selv. For det var umuligt, at nogen virkelig kunde have det godt under saadanne Forhold, selvom Martin og Veste søgte at lette Byrden for ham saa meget som muligt.

Martin havde flere Gange haft smaa Budskaber med til Sabu, naar han var nede med Mad til Slaverne. Tjotjo havde sagt et Par Ord til Veste, han havde gentaget dem for Martin, som atter gentog dem for Sabu. Hver Gang kvikkede Sabu op, og snart blev det saadan, at han stirrede forventningsfuld paa Martin, naar han nærmede sig, og havde Martin ikke noget særligt Bud at bringe, nøjedes han med at nikke og smile til Sabu og give ham en ekstra Bid, ligesom han ogsaa skaffede ham Palmeolie, saa han kunde holde sin Hud bedre i Orden end de øvrige.

Martin havde ogsaa ondt af Assambo, som han sad der ved Siden af Sabu, sammensunken og sløv. I de første Dage havde han raset som et vildt Dyr over sin Skæbne. Han bed i Lænken, sparkede og brølte, for saa at bønfalde om Naade; det maatte jo være en Fejltagelse, at han, den mægtige Høvding, skulde være en ussel Slave. Og han rasede igen, til han udmattet sank sammen.

Siden havde han været ganske ligegyldig for alt. Han svandt ind Dag for Dag, saa der kun var en sørgelig Rest tilbage af den stormægtige Kong Assambo. Martin bød ham undertiden en ekstra Bid, men han ænsede det sjældent.

Martin kunde ikke gøre saa meget for Sabu, som han gerne vilde. Ikke saa meget for Mandskabets skyld. Han var nu Baadsmand og kunde let skaffe ham noget ekstra. Knurrede nogen højlydt, blev det værst for dem selv. En Slyngel som Alfonso, der benyttede enhver Lejlighed til at hundse Slaverne, skulde han nok holde nede. Men Slaverne blev nidske, baade paa ham og Sabu.

Flere Gange havde han set nogle af Slaverne slaa til Sabu med Lænken, saa han maatte lægge sig imellem med Pisken. Mange af Slaverne gloede ondt efter ham. Han var klar over, at han maatte passe paa som en Smed, naar han var nede i Rummet, og nogle blev løst, at de ikke pludselig skulde falde over ham. Man vidste aldrig, hvad de paa deres Kaudervælsk sad og aftalte med hverandre.

Stadig sad Vagtmanden ved Nedgangen og vogtede paa den stinkende Masse af Menneskekroppe dernede. Blev der Uro blandt dem, gav han nogle Dunk i Dækket til Advarsel. Hjalp dette ikke, kaldte han flere af Vagten til, og mangen Gang maatte Pisken frem, før Uroen lagde sig.

En Dag blev der vedvarende Uro. En raabte noget, og andre stemte i med. En Advarsel hjalp ikke. De blev ved, uden at man kunde forstaa, hvad der var i Vejen. Boy blev hentet. Han fik straks Ørenlyd, og han forklarede, at de vilde have mere Vand og bedre Vand, ellers forgik de alle af Tørst i dette Helvede.

Martin havde Vagten. Det gjorde ham ondt for dem, for han vidste, de havde Ret; de fik for lidt og for daarligt Vand. Flere var saa svage, bl.a. Assambo, at de før eller senere maatte bukke under. Han lod derfor Boy sige, at deres Ønske skulde blive forelagt Kaptajnen.

Der blev nogenlunde Ro, mens Martin gik til Kaptajnen og forklarede ham, at flere af Slaverne var ved at vansmægte af Tørst, og han, Martin, mente, at de hellere maatte faa noget mere Vand end gaa hen og krepere; det vilde være et stort Tab for Kompagniet.

Martin havde ikke været dristig ved at gaa til Kaptajnen. Han var bange for, at denne skulde tage et saadant Raad ilde op. Men Harrison hørte roligt paa ham, gik saa hen og lagde sin Haand paa hans Skulder, idet han sagde: "Hør, min gode Baadsmand, tror De virkelig ikke, jeg er klar over Stillingen! Men ved De, hvor langt vi er?"

”Ja, saa nogenlunde, Sir."

”Og ved De, hvad Dato vi har?”

”Den 23. August."

”Naa, og vi er næsten ikke fra Afrikas Kyst. Denne langsomme Sejlads stjæler vor Tid og vore Rationer af Mad og Vand. - Kan vi bare naa Passaten, er alt godt. Saa frisker alt op, og det gaar fremad. Men foreløbig kan det ikke blive anderledes. Derfor - pas paa! Slaa ned paa enhver Uro blandt de sorte, for de bliver farlige under disse Forhold."

"Ja vel, Hr. Kaptajn! Men er det dog ikke Synd at behandle Mennesker saadan?”

"Hør, Baadsmand, kom ikke oftere med saadanne Udtalelser, saa kan jeg ikke mere bruge Dem som Baadsmand, og det vilde jeg være ked af, for De har vist Dem brugelig. Men - Niggere er nu engang Niggere og maa behandles derefter!"

Martin traadte af med en Protest paa Læben. Han var meget ked af at komme tilbage med dette Resultat. Men der var ikke noget at gøre. De maatte gave Taalmodighed til bedre Tider.

Et Ramaskrig steg op fra Massen dernede, da de modtog Meddelelsen. Martin stod uvis: Hvad skulde han gøre? Det var Synd for dem. Synd, Synd! .

Da kom Hansson og spurgte med et ondt Glimt i Øjnene: "Hvad er Meningen?”

Martin ligesom vaagnede op. Der var jo ingen Vej udenom; men selv kunde han ikke. - "Tag nogle Folk med Dem, Hansson, gaa ned og sørg for, at der bliver Ro!"

”Ja vel, Hr. Baadsmand," svarede Hansson ufornødent underdanigt. Folkene forstod og smilede. Martin havde tabt i Anseelse over for dem.

”Efter en Afstraffelse af de værste Urostiftere blev der atter stille i det stinkende Rum, og det saa ud til, at hele Massen faldt hen i sløv Ro. Men Misfornøjelsen ulmede, og da der samme Eftermiddag forefaldt tre Dødsfald, følte man, hvordan Spændingen voksede. Kun faa af Mandskabet var dristige ved at vove sig ned til Slaverne. Med Mad kunde det endda gaa, for da kunde de nogenlunde holde sig uden for de sortes Rækkevidde. Værre var det, naar Holdene skulde op til Motion. Kunde de blot have ladet dem blive dernede. Men det var umuligt. Saa vilde de alle dø, Rejsen være spildt og Handelskompagniet ødelagt.

Bevæbnet til Tænderne bevogtede Folkene hvert Hold, der kom paa Dækket. Men Kaptajnen havde indskærpet, at de kun i yderste Nødsfald maatte bruge Skydevaaben og Sabler; for han vilde ikke have sine Varer spoleret. - Martin var ked af det hele. Han søgte at gøre det saa godt som muligt for Staklerne, men han følte, at han selv blev sat ud af Spillet derved.

Om Formiddagen et Par Dage efter Vandkrigen skulde Martin og hans Vagt have et Hold Slaver paa Dækket; Assambo, Sabu og et halvt Hundrede andre. De var meget rolige, da de blev løst, og gik straks op. Alle troede, her var Fred og ingen Fare.

Men pludselig kaster tre store Negre sig over Martin, mens de andre i Smaaflokke angreb de øvrige af Vagten.

Det skete i eet Nu. Martin blev fuldkommen overrasket. Et Slag af en Lænke strakte ham i Dækket, hvorpaa Slaverne faldt over ham, rev, bed og slog, til en fik fat om hans Hals og skulde til at kværke ham. - Da sprang Sabu frem. Han havde hidtil nok haft Lyst til at hjælpe Martin, der havde gjort saa meget for ham; men Kammeraterne havde, da de aftalte Kuppet, svoret, at det skulde gaa ham som de hvide Djævle, hvis han prøvede at hjælpe nogen. Nu sprang han dog frem for at hjælpe Martin, fordi han havde vist sig venlig over for ham. Sabu greb fat i Slaven, der laa over Martin, og rykkede ham tilbage med et kraftigt Tag. Rasende saa denne sig tilbage og sprang saa paa Sabu, der i Løbet af et Par Sekunder havde en tre - fire Stykker over sig, der bearbejdede ham med Lænker og Hænder.

Imidlertid gjorde Dick og Ross snart lyst blandt de andre Slaver. De var matte og kraftesløse og formaaede intet mod de store, stærke Matroser. De blev drevet sammen i en Klump.

Først da opdagede Hansson, hvilken Fare Martin svævede i. Han gav et Raab og styrtede derhen, og et Øjeblik efter var Parterne skilt.

Det hele stod kun paa i faa Øjeblikke. Kort efter var Slaverne lænkede, og man kunde tage et Overblik over Skaden, der var sket. Det viste sig, at det var gaaet haardest ud over Martin og Alfonso, den, der havde været bedst mod Slaverne, og den, der havde været værst. De havde begge nogle slemme Skrammer og maatte bringes til Køjs. Men ogsaa Sabu havde faaet saa haard en Medfart, at man ikke kunde lænke ham i Rummet igen; saa vilde han gaa til, og det vilde være en Skam, for han var en værdifuld Slave og havde nu desuden ganske sikkert frelst Baadsmandens Liv. Kaptajnen gav Ordre til, at han skulde anbringes i et mindre Rum i Forstavnen. Der fik ham en Madras at ligge paa.

Straks Tjoto hørte, hvordan det var gaaet Sabu, blev hun helt ude af sig selv. Hun faldt ned for Davis' Køje og tryglede og bad om dog at faa Lov til at pleje Sabu.

Davis var kommet til at synes godt om Tjotjo, særlig paa Grund af hendes Trofasthed mod Manden. Han lod derfor Veste kalde. "Gaa til Kaptajnen," sagde han, "og hils fra mig, om Tjotjo ikke maa faa Lov at pleje Sabu. Jeg er nu saa meget bedre, at du sagtens kan overkomme at passe mig op."

"Ja vel, Styrmand," svarede Veste, og han var saa glad ved Udsigten til, at Tjotjo kunde blive forenet med Manden, at han ikke tænkte paa, at det kunde være en mindre heldig Tid at komme til Kaptajnen med en Bøn.

Kaptajnen var ikke god at komme nær: Det endte nok med, at han mistede hele sin Ladning. Han havde kun een Befalingsmand tilbage, og Vejret var lige ustadigt. - Martin havde vist ikke været rigtig paa sin Plads. Han var for veg, han havde Følelse for Rakket. Det var vist bedst, han straks udnævnte Hansson til Understyrmand. Han var en rask Mand uden Føleri. Saa kunde han overtage Styrbords Vagt under Kaptajnen selv, mens 2.Styrmand fik Bagbords Vagt. Det var alt for længe, det var blevet ved at gaa paa denne Maade.

Kaptajnen kaldte paa Hansson, og han gik netop bort, skinnende over hele Ansigtet som en nyslaaet 2Skilling, da Veste kom for at frembære 1.Styrmands Ønske.

Kaptajnen brummede noget: "Ja, det kunde hun lide - at komme ud og hænge over Manden. Hvem vil Davis saa have?"

"Mig," svarede Veste.

"Dig!” sagde Kaptajnen og saa bistert paa ham. "Det var vist ellers snart paa Tide, at du kom ind i din rigtige Vagttørn igen."

Veste blev staaende stram og stiv. Kaptajnen slog et Slag op og ned ad Dækket, standsede ud for Veste igen og sagde: "Vel. Denne hersens Sabu reddede dog vor Baadsmands Liv; lad ham da faa Konen til Opvartning. Men om Natten skal hun paa Agterdækket til de andre to.”

"Ja vel, Sir," svarede Veste glad og vilde træde af; men Kaptajnen standsede ham og sagde: "Og du tager dig af 1.Styrmand og sørger for en til at tage sig af Baadsmanden."

"Ja vel, Sir," svarede Veste igen med Aplomb og forsvandt for at bringe det gode Budskab videre.

Til hans Forfærdelse blev Tjotjo saa glad, at hun fløj ham om Halsen og gned sin Næse mod hans, før han kunde hindre det.

Føj da! Det kunde hun bare prøve paa een Gang til, saa var Venskabet mellem dem ude. Okua og Odunna, de to andre Tjenerinder havde prøvet at gribe fat i ham. Men de havde faaet deres Tilnærmelser dyrt betalt. Saadan noget skulde han ikke have noget af.

Davis lo hjerteligt ad hans forfærdede Miner og sagde: "Det var Ret Tjotjo; saadan skal han have det.”

Saa lo de alle tre. Men kun kort. Tjotjo havde travlt, nu hendes længe nærede Ønske skulde opfyldes, og hun ikke engang vidste, hvor haardt Sabu var medtaget.

Veste fulgte hende da hen til det lille, halvmørke Rum, hvor Sabu laa. Selvfølgelig fulgtes de paa Vej af Søfolkenes Spydigheder, og noget af hendes sædvanlige Skyhed kom til Syne, mens de gik over Fordækket, der for hende var en fremmed Verden. Men Glæden tog atter Magten, og det var næsten for meget for Veste at overvære dette Gensyn.

Tjotjo styrtede straks ned ved Sabus Madras, klappede og gned ham, snakkede, lo og græd, alt i eet. - Straks var det, som Sabu slet ikke fattede noget af det. Han ømmede sig kun; for hun trykkede saa haardt, og han var saa øm over hele Kroppen. - Hun rejste sig da halvvejs op og sagde et eller andet, mens Taarerne løb ned ad hendes Kinder. Da gled et stort Smil over hans Ansigt og ...Ja, Veste forsvandt. Han kunde ikke holde ud at staa og se paa dette, uden at komme til at flæbe som en Tøs. - Han gik over Dækket under en Regn af Spydigheder og daarlige Vittigheder. Hvor forstod de lidt af det hele, disse store Mandfolk.

"Du er god nok. Bryd dig bare ikke om noget!” sagde Dick i Forbifarten. ”De andre er nogle Svinebæster, men de ved det ikke selv.”

Veste gik ind for at fortælle Martin om Tjotjo og Sabu og faa nærmere Besked om, hvordan det hele egentlig var gaaet til.

"Hvordan har du det?" spurgte han straks. Martin saa slemt forrevet ud.

"Skidt med det; det kommer jeg nok over. Men et er ikke til at udholde at være her om Bord, naar man har en Smule menneskelig Følelse i Livet - i alt Fald ikke som Befalingsmand."

”Du har vel nok hørt, at Hansson er udnævnt til Understyrmand og at 2.Styrmand skal overtage Bagbords Vagt?”

”'Ja, og jeg burde jo blive gal i Hovedet over det, men jeg er glad i Stedet. Saa har jeg ikke saa stort et Ansvar for de sorte Djævle."

”Saadan maa du ikke sige, og de mener du heller ikke."

”Jo ...", og saa bandede han stygt.

"Saa skulde du have set Tjotjo og Sabu for lidt siden, saa vilde du have sagt noget andet. Hver er sikkert god for sig."

”Men hvorfor er vi da saa djævleblændt ondskabsfulde imod hverandre?"

Det kunde Veste ikke give paa. Det var den store Verdens Ondskab, de var givet i Vold. Men Verdens Herlighed ...?

Nogle Dage gik. Vejret var kvalmende, Bygerne lunefulde, og de Skridt, hvormed 'Virginia' nærmede sig det store Slavemarked paa Nevis Island i Vestindien, var smaa, bitte smaa.

Hver Dag blev et Par sorte Kroppe hevet over Bord, en Lækkerbidsken for Hajerne. Blandt dem var Assambos afsjælede Legeme, tyndt og afmagret. De kunde om Bord paa 'Virginia' med Sandhed sige, at de sejlede med Lig i Lasten - det meste af Tiden.

En trykkende Stemning hvilede om Bord. Den ene bed efter den anden, og paa Frivagten var der tit Slagsmaal.

Martin var atter i Arbejde og passede det upaaklageligt, men undgik saa vidt muligt Lasten. Kom nogen ham for nær, vidste han at gøre sig respekteret, saa han fik Lov at være i Fred. Men han følte sig daarligt tilpas om Bord.

Hansson havde ventet et større Opgør; men Martin sagde ham kun Tak for Hjælpen uden nogen Bagtanke.

Tiere og tiere søgte Veste og Martin sammen for at snakke om det lille Land ved det barske Vesterhav, hvor man var omgivet af Mennesker, der agtede hinanden som Mennesker og kunde række hinanden en hjælpende Haand i Livets Strid uden at gøre det vanskeligere for hverandre. Dette her var ikke til at holde ud; det var de begge klar over, og de vilde benytte den første den bedste Lejlighed til at slippe bort. Kunde de saa tillige paa en eller anden Maade hjælpe Tjotjo og Sabu, vilde det være dem en Glæde og Tilfredsstillelse.

CYKLONEN .

Endelig fangede 'Virginia' Passaten. Skibet hævedes og sænkedes regelmæssigt paa de brede Dønninger, hvert Sejl trak, det knirkede og knagede og susede velgørende i Riggen. 'Virginia' higede frem over Havet med sin dyre Last. - Alt levede op. Dødsfaldene blandt Slaverne hørte op, 1.Styrmand rejste sig af sin Køje og begyndte saa smaat at stavre rundt. Sabu var kommet sig og atter lænket paa sin Plads. Det var en haard Overgang for Tjotjo at skilles fra ham og atter vide ham lænket i Lasten, mens hun selv gik og havde det godt. Men det kunde ikke ændres. - Veste maatte igen tage sin Vagttørn.

Der lød Sang og Harmonikaspil paa Frivagten. Veste toges igen af Sejlerglæden. Det var herligt saadan at stævne frem over Havet. Himlen foroven, Søen forneden, og Livets Herlighed forude.

Det var en Dag sidst i September. De nærmede sig Vestindien. De sortes Forplejning blev betydelig bedre, og de fik Palmeolie til Indgnidning. De skulde kunne præsentere sig bedst muligt for de mange rige Plantere, som tilbragte deres Ferie paa Nevis Island.

Men i Dag var Kaptajnen urolig og spændt. Han for frem og tilbage, snart paa Dækket, snart i sin Kahyt. Han bankede paa Barometeret, og han kikkede paa Himlen, hvor Solen straalede klart som altid. Endnu sagde han ingenting. Men Tegn var der paa Forandring i vejret. Barometeret sank i Stedet for at stige de sædvanlige tre Streger i Dagens Løb, og nu løjede Vinden af. Snart vilde Sejlene begynde at klaske døde under Ræerne. - Hist ude skimtedes det skønne Dominicas Bjerge.

Havde det endda blæst saa meget, at de kunde naa Havn der. Men Vinden døde mere og mere bort, dog kunde Sejlene endnu trække.

1.Styrmand saa til Kaptajnen. Han forstod, hvad han tænkte paa, men sagde intet. Det var ikke rart at indrømme for sig selv, langt mindre for andre, hvad de var i Vente.

Men Pat var ikke saa fintfølende i den Henseende. Han havde sejlet paa Varmen i mange Aar. "Cyklon!" sagde han og rystede paa Hovedet.

"Du ser vist Syner ved højlys Dag,"' svarede Hansson.

"Se blot paa Kaptajnen og Davis, som de gaar rundt og tør ikke møde hinanden. De føler sig trykkede af Situationen, derfor garanteres. Det er akkurat, som da jeg gik paa Fart langs Kinakysten med 'The Down’. Ingen forstod det, før det var over os. Sikken en Dravat! At man kom levende fra det, var et Guds Under, som man burde være ham evig taknemmelig for."

"Staa nu ikke der og bliv gudfrygtig samtidig med, at du maler Fanden paa Væggen, Pat," sagde Dick. ”Jeg har sejlet paa Varmen lige saa længe som du; men jeg tror ikke, vi faar mere Vind end til Husbehov."

"Nej, du har ikke bedre Forstand; det kan du jo ikke gøre for."

"Tag lidt Vare paa din Mund, min Ven, ellers kunde det let koste dig et Par Tænder!"

”Du skal ingen Umage gøre dig, Dick; du faar nok snart noget andet og bedre at bruge dine Kræfter til."

Eftermiddagen led. Vinden holdt endnu Sejlene udspilede, og langsomt voksede Dominica op af Havet. Spændingen greb alle om Bord, ingen forstod hvorfor; men den forplantede sig endog til de sorte. Varmen føltes ogsaa stærkere og tungere end i lang Tid. Vagten fik Befaling til i Nattens Løb at vogte paa den mindste Forandring i Vejret.

Der skete dog intet. Men om Morgenen stod Solen blodrød op, som vilde den varsle Død og Undergang. - Dagen sneglede sig af Sted. Ventetiden er lang. Kun det allernødvendigste Arbejde blev gjort. Men det var ikke til at udholde at gaa paa den Maade. Enhver Bemærkning irriterede og føltes som en personlig Fornærmelse, der burde hævnes.

Den østlige Himmel blev mørk. Al Tvivl var nu udelukket. Cyklonen vilde snart være over dem. Dens Centrum blev allerede diskuteret. - Gik Centrum af Hvirvelstormen over dem, var de redningsløst fortabte.

Og nu truede en anden Fare. Naa i Havn paa Dominica kunde de ikke, men strande paa dens Kyst det kunde de. At forsøge at holde bort fra Øen var for sent. Dønningerne begyndte allerede at blive sværere, Sejlene tærskede mod Masterne, som skulde det hele ramle ned, og Uvirksomheden om Bord blev afløst af den travleste Virksomhed. Alt løst Gods blev stuvet eller surret fast, Sejlene givet op og beslaaet.

Endnu mens Folkene hang paa Underræerne, var Uvejret over dem. Kaptajnen saa Stormstødet komme og raabte straks, at alle skulde komme ned i en Ruf. Nogle viste, hvad det gjaldt, og entrede ned i Hast, mens andre, deriblandt Veste, ventede lovlig længe. Pludselig var Vejret over dem med en Kraft, saa det stemmede for Aandedrættet og slappede Kræfterne. Veste følte det, som faldt han som en død Klump, dybt, dybt ned. Trods det holdt han fast af al sin Magt, og snart mærkede han, at det gik opad igen. 'Virginia' rejste sig efter det første haarde Stød, og Veste kunde entre ind mod Merset og ned.

"Godt gjort, Dreng. Jeg havde ellers sagt Farvel til dig!” vilde Kaptajnen have raabt til Veste; men Havets Brusen og Stormens Susen og Hylen i Forbindelse med 'Virginias' Knirken og Knagen vilde straks have overdøvet enhver anden Lyd, hvorfor han nøjedes med at give ham et Slag paa Skulderen og nikke opmuntrende til ham, hvad Veste følte som en Udmærkelse.

Hivende og slingrende suste 'Virginia' gennem en mægtig Sø, kun med Støtte af et Par Undersejl. Lugerne paa Fordækket var skalkede, og det var umuligt at opholde sig der. De mægtige Søer bordfyldte det Gang paa Gang, og kun langsomt hævede 'Virginia' sig igen.

Nede i Menneskelasten var Luften kvælende, og Staklerne dernede klagede og stønnede, mens de rutsjede frem og tilbage i deres lænker. Det var det strengeste, de endnu havde oplevet, og det vilde dog sige en Del. De ventede kun paa, at de og Skibet og alt skulde forgaa.

Nede i Officersgangen stod Tjotjo og lænede sig forfærdet op ad Skottet. Roligt kunde hun dog ikke staa; hun tumlede stadig frem og tilbage. Dette her var Død og Undergang, forstod hun. Men hun tænkte ikke paa sig selv, kun paa Sabu, hvor forfærdeligt han maatte have det nede i det lukkede Rum. Hun kravlede op paa Skansen, hvor Vinden ruskede i hende med Kæmpehaand, og Søen stod i Sprøjt over den høje Overbygning. Hun klamrede sig fast og stirrede ned paa Fordækket, hvor alt var øde og bart. Men et Øjeblik efter var det hele dernede en skummende Sø. Hun rystede: Maatte ikke alle dernede under det skummende Vand dø!

Alt var Mulm og Mørke omkring dem. Oppe paa Skansen stod Kaptajn, Styrmand, Udkigsmænd og Rorgængere og vogtede spændt paa Sø og Vind. Det gjaldt kun om at holde Skibet paa ret Køl og ellers lade staa til.

1.Styrmand var endnu noget svag og kunde knap holde sig oppe, men han vilde blive; han maatte være, hvor det gjaldt. Kaptajnen opdagede imidlertid, hvor svag han var og gav ham Ordre til at gaa ned. Saa maatte han gaa, hvor nødig han vilde.

Tjotjo fulgte efter ham nedenunder og spurgte der med Rædsel malet i alle Miner: "Kan han ikke reddes?"

”Hvem? Hvem er i Fare?" spurgte Davis ironisk; for der var sandelig ikke en af dem, der i Øjeblikket var uden for Fare. Men Tjotjo svarede: "Sabu”. ”Kan han ikke komme her op?"

”Ikke Tale om!" svarede Styrmanden. "Det er allerede farligt nok at vove sig ud paa Fordækket og aabne en Luge. Hvis saa Skibet bordfyldes i det samme, styrter Vandet ned i Lasten, og de drukner alle. Nej, her er ikke andet at gøre end at vente."

Tjotjo vred sine Hænder. Hun følte Trang til at anraabe om Hjælp; men til hvem skulde hun raabe? Hvad kunde de mægtige Fetisher derhjemme ved Volta hjælpe hende her paa det brølende Atlanterhav. Hun havde rigtignok hørt Danskerne tale om en Gud over alle og alt, men hun kendte ham ikke. Hvor skulde hun i sin Fortvivlelse vende sig hen!

Hun vendte sig mod Veste, som var kommet til, og han forsøgte at trøste hende med, at Stormen maaske snart var forbi. Saadanne Uvejr varede ofte kun ganske kort; saa var det hele godt igen.

Imidlertid rasede Uvejret med umindsket Styrke. Himlen var sort, Regn og Hagl piskede ned. Alle spejdede efter Bedring, men øjnede ingen. Saa oprørt et Hav havde de aldrig set, og selv de gamle Søfolk begyndte at føle, at dette var Begyndelsen til Enden.

Timer sled sig langsomt hen. - Endelig lysnede det. Alle drog et Lettelsens Suk. Det værste var overstaaet. Da skingrede et Raab gennem Stormens Hvin: "Land ret forude!"

I Mulmet var de styret lige mod Dominicas klippefulde Kyst, og de var stadig i Vejrets Vold, saa det var umuligt at dreje af. Nærmere og nærmere kom Kysten. Men Orkanen sagtnede; det var nu kun Storm, men endnu haardt Vejr. Da Vinden samtidig drejede lidt mod Syd, steg Haabet dog. Kunde der sættes et Par Sejl mere, vilde det støtte Kursen. Kaptajnen gav Ordre dertil, men Mandskabet nægtede at gaa. Selvom Orkanen rasede mindre voldsomt, var det umuligt at sætte Sejl. Mirakler kunde de ikke udføre. - Mens Kaptajnen rasede, drev 'Virginia' mod Kysten. 1.Styrmand stod ved 2.Styrmands Side paa Skansen og stirrede mod Land. Lidt fra dem stod Martin, Veste og flere af Folkene. De spejdede efter, om der ikke skulde være en eller anden Lagune, 'Virginia’ kunde løbe ind i. Brændingen stod til Vejrs i vældige Sprøjt langs Kysten. Men der, lidt nordlig, var et Sted, hvor Brydningen var mindre stærk; der maatte vist være en lille Bugt bagved. Der maatte de prøve at gaa ind. Blot ’Virginia' vilde lystre Roret. - Martin gik til Rattet for at hjælpe Rorgængeren, mens Veste kom i Tanker om noget andet. - "Styrmand," raabte han til Davis, "vi forli3er jo?"

”Efter al Sandsynlighed, ja.”

"Skal Slaverne da ikke løses? Det er da Synd, at de skal drukne i deres lænker."

"Nej, vi skal ikke have aabnet dernede nu, og Skibet fyldt af Vand. Saa maa de hellere dø. Hvad ved vi heller om os selv?"

Det var alligevel haardt. Veste tænkte med Gru paa, hvad der skulde ske, og han maatte raabe en Bøn: Frels os - frels os, du stærke Herre, vi forgaar!"

Baaret af en mægtig Bølge for 'Virginia' ind i Skum og Sprøjt, sænkedes - flød endda.

Vandet var smult, de var baaret over, var inden for Revet. Men et Øjeblik efter gav det et Stød, saa Fokkemasten gik over Bord, og et Par af Matroserne paa Hovedet fra Skansen ned paa Fordækket. En brækkede en Arm, en anden et Ben, mens Resten af Mandskabet tumlede rundt mellem hverandre.

Da de kom lidt til sig selv, stod 'Virginia' fast og urokkelig paa et Koralrev, lige op mod Mangrover, der strakte deres knudrede Rodnet næsten ud til Skibssiden. Fast og sikker stod 'Virginia'. Her gik hun ikke fra foreløbig.

De var frelste! Men hvilken Frelse?

DOMINICA.

Stormen løjede snart af, og Vandet sank med rivende Hast. 'Virginia' fik lidt Slagside, men stod i øvrigt klippefast paa Koralrevet. Snart vilde der være tør Vej fra Skibet ind til Land.

De saarede var forbundne og bragte til Køjs. Lugerne paa Fordækket var slaaet paa vid Gab, at den friske Luft kunde strømme ned til Menneskemassen i Lasten. Det viste sig, at det kun var ubetydeligt Vand, der var trængt derned. Snart var alt saa vidt i Orden, at hele Mandskabet kunde gaa til Hvile oven paa den forfærdelige Dag. Kun nogle faa Mand gik Vagt paa Dækket. Martin havde Vagten de første Timer efter Mørkets Frembrud. Men han lod Folkene passe sig selv. De maatte for hans Skyld gerne lægge sig til at sove; for de kunde trænge til det, og naar han var vaagen, var det jo fuldt ud tilstrækkeligt.

Veste var gaaet til Køjs, men kunde ikke sove. Nu var Lejligheden til at flygte kommet. Men han følte sig i Øjeblikket knyttet stærkere til alle om Bord, nu de lige havde staaet Last og Brast i den største Livsfare. De var egentlig nogle prægtige Gutter, mange af dem. Der var nu Dick og Ross, disse to store Børn; aldrig havde de gjort ham andet end godt, og de havde frelst hans og Martins Liv. Pats Harmonika glemte han ikke saa snart, Hansson kunde sætte Fart i Kludene, og 1.Styrmand holdt han ligefrem af. Om det saa var Kaptajnen, saa var han i alt Fald en rigtig Sømand, naar det gjaldt. Var det egentlig, naar det kom til Stykket, saa slemt om Bord paa 'Virginia'? Var det ikke Indbildning? Om det saa var Maden, var den spiselig.

Men da hans Tanker saa gik til de sorte, deres Lidelser, og hvordan de blev hundsede, maatte han gyse. Det kunde han ikke være med til længere. Han maatte bort, om det kunde lade sig gøre, og Tjotjo og Sabu vilde han ikke lade i Stikken. Han maatte op og snakke med Martin om det.

Forsigtig trak Veste Tøjet paa og listede ud paa Dækket. Her var alt stille og roligt. Hele Mandskabet hvilede nok efter den drøje Dravat. Natten var mørk, men stjerneklar.

Martin holdt Vagt ved Nedgangen til Slaverne. Veste spurgte om Resten af Vagten. De sov. Alt var som lagt til Rette for dem. Kun Styrmanden kunde maaske komme i Tanker om at gaa en Runde. Hviskende begyndte Veste at sætte Martin ind i Situationen: Nu eller aldrig!

Martin var ikke rigtig med paa det lige straks. Det gik jo godt om Bord for Tiden. Han var træt og kunde vanskelig tænke sig at komme til at balancere i Nattens Mulm og Mørke over Rev og gennem Strandskov og Krat, der maaske var ganske ufremkommeligt. Men Veste blev ved: "Tænk paa, hvad vi har lovet os selv, og nu er Tilfældet kommet os til Hjælp." "Men saa vil vi ikke tænke paa disse hersens sorte, Sabu og Tjotjo.”

"Jo, vi vil. Jeg kan ikke tænke mig, at de skal sælges paa et tilfældigt Slavemarked her paa Øen og maaske skilles."

"Ja, men hvad skal vi stille op med dem?"

"Det ved jeg ikke. Kommer Tid, kommer Raad! Men skal vi af Sted, maa det være snart. Har du noget, du vil have med?"

Martin tøvede lidt endnu. Saa forsvandt han og kom lidt efter tilbage med en Bylt.

"Kan du ikke skaffe Sabu løs, mens jeg henter Tjotjo?” spurgte Veste.

"Nej, det gaar skam ikke. Sæt Styrmanden eller Kaptajnen kommer imens, og der ingen Vagt er!"

"Saa henter jeg Tjotjo først, sagde Veste og forsvandt. Med bankende Hjerte nærmede han sig det Rum, hvor Tjotjo og de andre to Tjenerinder, Okua og Odunna, sov. Han kaldte sagte paa Tjotjo. "Der er Bud!” føjede han til. Okua vaagnede og fniste. "Hys!" sagde Veste. "Skynd dig, Tjotjo!"

Der hørtes Skridt. Det var dog vel ikke Styrmanden, som vilde kalde paa Okua. - Nej, Skridtene tabte sig igen.

Tjotjo kom ud og forsøgte et Spørgsmaal, men Veste tyssede blot paa hende og betydede hende at følge med. Først helt ude i Forskibet satte han hende med faa Ord ind i, hvad det gjaldt. Hun var lige ved at give et Glædeshyl, men betvang sig og lyttede spændt, mens Martin var nede at løse Sabu.

Veste lyttede ogsaa. Ved mindste Lyd, ved Skridt paa Dækket, vilde han give Tegn til Martin; saa kunde de sagtens rede sig ud af det med at nogle af Slaverne havde klaget sig, og Martin var nede at undersøge, hvad der var i Vejen. - Men alt var fuldkommen stille, naar undtages Brændingens Brus uden for Lagunen.

Veste hørte det rasle sagte nede i Rummet. En Slave rørte paa sig. Saa blev der atter stille. Veste ventede i Spænding nogle Øjeblikke, saa dukkede Sabu op, og Martin støttede ham.

En Tovstump hængtes ned ad Skibssiden herude, hvor Revet kun var en tre - fire Fod borte. Veste lod sig glide ned, satte af og kravlede op paa Revet - ganske lydløst. Sabu fulgte efter, noget stiv efter den lange Tid i Lænker. Saa kom Tjotjo. Hun kunde ikke svømme, men hun lod sig modigt glide i Vandet, satte fra og blev trukket op af Veste. Endelig kom Martin. - Lige i Nærheden af dem gik Mangrovernes Rodnet helt ud til dem. Der kunde de skjule sig, skulde Flugten blive opdaget. Men for øvrigt var det nok bedst at søge strandlangs, for ind gennem Kystens Kratskove blev det vanskeligt at trænge.

Altsaa søgte de frem langs Stranden, snart over Koralrev eller grenede Rodtrævler snart et lille Stykke over aabent Vand. Martin og Veste holdt Tjotjo oppe, mens de svømmede. En Gang imellem kikkede de tilbage mod 'Virginia'. Der var i lang Tid mørkt og stille. Men pludselig opdagede de et Lys, der bevægede sig langs Skibssiden. Nu var Flugten nok opdaget. Men der var ikke stor Fare for, at de skulde blive indhentet. Før de fra Skibet fik den nærmeste Kyst undersøgt, kunde de være langt borte. Dog fremskyndede de Marchen saa meget som muligt og naaede aaben Strandbred samtidig med, at de hørte Aareplasken fra en Baad, der roede ud fra Skibet. - I rask Løb fortsatte de Nord paa, indtil de naaede en bred og dyb Flod. De standsede et Øjeblik og lyttede, om Forfølgerne var i Hælene af dem. Men de var vist ikke meget ivrige, for de var ikke at høre. Flygtningene fortsatte da ind i Landet op langs Flodens Løb. - Snart kom de gennem en Mark med tætte, noget over mandshøje Buske i lange Rækker. Det var en Kaffeplantage. Det vidste de ikke, men de forstod, at de var paa en stor Plantages Grund, og Forfølgerne kunde komme hertil og alarmere Folkene, som kunde bruge Hunde imod dem, saa de maatte skynde sig videre, op i Bjergene.

Da Solen sendte sine første rødgyldne Straaler ud over Havet, stod de højt oppe i Bjergene og stirrede mod den pragtfulde Solopgang over det mægtige Hav, i Går i fnysende Vrede, i Dag tilsyneladende i storslaaet Ro.

En frisk Østenbrise blæste. En herlig Natur omgav dem. Ved Siden af dem plaskede Flodens Vand, som lige ovenfor dannede et spillende og blinkende Vandfald, og over dem og om dem var en Yppighed af tropiske Planter: Høje Palmer og andre Træer i rige Variationer, mægtige Bregner, der viftede i den morgenfriske Vind, og Slyngplanter med Blomster i prangende Farver. Under dem var der en vældig Bananplantning med store tunge Frugtklaser. Alt dannede en Naturens Herlighed saa stor, at Veste aldrig havde set mage. Saa yppig og dog saa friskt. Her maatte være dejligt at bo, og dog higede han videre.

De maatte ogsaa videre, skønt de var forfærdelig trætte. De vidste jo aldrig, hvornaar Forfølgerne kom dem paa Sporet, selvom de intet mærkede til dem. Maaske troede de paa 'Virginia', at de nok blev nødt til at vende tilbage. Men der troede de fejl, for her var Friheden, og her havde de Træernes Frugter og Flodens Vand, saa hverken Sult eller Tørst kunde drive dem tilbage.

Efter at have spist grønne Bananer og drukket af Flodens klare, kølige Vand fortsatte de ad en Sti, der førte stadig dybere ind i Skoven og højere op ad Bjergene. Sabu og Tjotjo traadte forsigtigt af Hensyn til mulige Slanger. De kunde jo ikke vide, at der ingen Slanger fandtes paa Dominica.

Trætheden var ved at overmande dem, da Stien pludselig endte i en aaben Plads, fra hvis Midte hvirvlende Dampe steg op. - Forundrede standsede de: Hvad var nu det?

Forsigtigt nærmede de sig og saa en lille Dam, hvori Vandet boblede og sydede, ja, undertiden gjorde det endog Tegn til at ville fare til Vejrs. Ud fra den hede Kilde rislede en lille Bæk med koghedt Vand. Sultne og trætte satte de sig i Udkanten af Skoven, efter først at have forvisset sig om, at Stien førte videre, saa de kunde komme bort, hvis Forfølgerne skulde komme.

Her kunde de hvile, og i Træerne var der fuldt op af dejlige Frugter, f. Eks. Mammeyens store, kuglerunde, brune Frugter og Guavaberriens smaa, purpursorte, liflige Bær, der lignede Kirsebær. Lide Nød kunde de ikke; men de maatte videre, ellers svandt Friheden atter.

Veste var klar over, at han ikke vilde slippe Sabu og Tjotjo, før han - saa vidt muligt -kunde overgive dem i en dansk Mands Varetægt. Derfor maatte de se at komme til St. Croix, som jo stod under Danmark. Han og Martin havde flere Gange studeret Kortet og talt om, hvordan de eventuelt skulde kunne slippe over til de dansk-vestindiske Øer. Nu var Tiden kommet, da Forsøget skulde gøres - men hvordan?

Martin mente, de til Natten skulde fortsætte langs Kysten Nord og Vest paa. Der fandt de nok en Sejlbaad, de kunde tage. Frugter og Vand kunde de nok skaffe sig.

"Men det er ikke rigtigt saadan uden videre at tage en Baad," indvendte Veste.

"Nød bryder alle Love," svarede Martin. "Bare vi kan finde en god Baad."

"Ja, men hvis vi nu ingen Baad kan finde?"

"Saa maa vi melde os i den nærmeste By. Der er vist ikke megen Sandsynlighed for, at man der vil sende os tilbage til 'Virginia'."

"Ja, ’Virginia' - hvordan mon de har det om Bord?"

Tjotjo og Sabu saa til hinanden og smilte. De var glade for, at de i alt Fald var borte fra 'Virginia'.

"Kammeraterne er nok dygtig gale paa os over alt det Bryderi, vi har forvoldt dem.”

"Ja, det er ogsaa en Skam," sagde Veste, "for der var virkelig mange flikke Fyre iblandt dem."

"Vi skal maaske melde os tilbage igen?" spurgte Martin med et Smil.

"Til hele Slaverodet! Ellers Tak for mig!" svarede Veste med Afsky.

"Men det er alligevel en Skam for 'Virginia', for det er et knagende godt Skib." Og før de vidste af det, var de inde i en lang Diskussion angaaende 'Virginia's gode og daarlige Sider. Derefter døsede de Dagen bort.

Hen imod Aften gik de videre og kom til en Bananplantning, hvor Cyklonen havde efterladt sig tydelige Spor. De mægtige Blade hang lasede og forpiskede, saa Træerne saa yderst miserable ud. Hele store Klaser af Bananer var revet af, saa de let kunde forsyne sig. Rigtignok var de grønne, men de var da bedre end ingenting.

Den Nat fortsatte de ad en Vej, der førte mod Nordvest over til den vestre Side af Øen, og om Morgenen saa de fra en Høj ud over et nyt Hav. Dernede ved Kysten laa en By. Masterne af et Par Skibe i Havnen ragede op over de lave Huse.

Nu følte de sig sikre for Forfølgelse foreløbig, saa Martin godt kunde vove sig ned til Byen. Han kunde jo være en Sømand fra et af Skibene i Havnen. Han vilde saa undersøge Kysten Nord og Syd for Byen, om han kunde finde en Baad. Maaske kunde han ogsaa gøre Indkøb af et og andet til deres Sørejse. Og mens de øvrige tre laa og døsede, eller rettere, snorksov, travede Martin rundt i sit Ansigts Sved.

Først langt hen paa Eftermiddagen kom han atter til Syne, træt, men veltilpas, og fortalte: "Alt gik godt. Ingen lagde Mærke til mig. Jeg daskede ud sydpaa langs Stranden og spejdede efter denne hersens Baad. Een begyndte at blive hamber i Solheden, da jeg nærmede mig en Plantage. I kan se den Gruppe Palmer dernede; der ligger Hovedbygningen, morderlig flot. Ved Stranden er der en Landingsplads, og der laa ogsaa en Baad; men den var uden Sejl og egnede sig ikke til vort Brug. Jeg lagde mig da i Skyggen af nogle Træer, spiste nogle Frugter, jeg havde holet undervejs, og faldt saa i Søvn.

Jeg vaagnede ved en Snakken og Pludren og Leen, saa det var farligt. Jeg ser op, og mine Øjne fangede et Glimt af Sejl. Sandelig - en stor Sejlbaad, fint udstyret! Et Selskab steg ud og blev under Latter og Spøg ført op til Plantagen. - Der har vi Baaden!"

"Ja, men hvis de nu sejler igen til Aften?" indvendte Veste. "Vær bare rolig, det har ingen Nød. De slipper ikke saa let. Gæstfriheden herude er overvældende. Otte Dage - mindst."

Men at tage saadan en stor, flot Baad, begyndte Veste. Hans vestjyske Redelighed rørte paa sig.

"Du kan være evig forvisset om, at den tilhører nogle Storhanser, der ikke vil mærke Tabet."

"Ja, men det gør det ikke rigtigere for os at tage andres Ejendom.”

”Vil du maaske hellere, at vi skal blive liggende her eller melde os tilbage til ’Virginia'?"

Da tav Veste.

Martin viste frem. Han havde købt et lille Kompas og et Par store Kalabasser, som skulde bruges til fersk Vand, selvom der sikkert var Vand om Bord i Baaden, og Brød havde han købt. "Frugter kan vi forsyne os med undervejs til vor Baad."

”Du snakker, som om vi allerede havde den,” bemærkede Veste, "bare det ikke bliver en Skuffelse!"

"Nej, vi er saa godt som paa Vej til st. Croix," sagde Martin og lo. Han var ualmindelig oppe ved Tanken om selv at skulle være Kaptajn paa Sejladsen mod et lille Stykke Danmark, hvor der var Fred og i Sikkerhed - det troede han da.

Hen mod Midnat listede de alle fire ned mod Landingsstedet, ivrigt spejdende efter Baaden. Vestes Hjerte bankede ham i hans Hals af Spænding. Baaden kunde være borte. Maaske var der Vagt i den, som skød. De blev maaske grebet og stillet for Dommeren. - Det lettede mægtigt, da de naaede Skovkanten ved Stranden, og det viste sig, Baaden laa der.

Alt var stille og roligt, baade paa Stranden og oppe paa Gaarden. En nordøstlig Brise blæste og førte al Støj her fra bort fra Plantagen, saa de skulde nok slippe væk.

Nu gjaldt det blot om at faa at vide, om der var Vagt i eller ved Baaden; i saa Fald var det vel Negre, og de sov selvfølgelig som Sten. - Martin bad Veste og Tjotjo blive tilbage, mens han og Sabu undersøgte Baaden. Veste fulgte dog efter i nogen Afstand, og efter ham kom Tjotjo.

Martin og Sabu sneg sig lydløst hen til Baaden og kikkede ned i den. Der sad to Negre og sov. Martin gav et Tegn, og de sprang paa hver sin og greb ham om Halsen, saa han ikke kunde give en Lyd fra sig, om han end fægtede og sparkede nok saa vildt.

Veste sprang til. "Reb!" hvislede Martin. "Skær en Ende!"

Veste tog sin store Tollekniv frem og skar i Hast en Ende Reb, vist af et Skøde eller Fald; men det fik ikke hjælpe, blot de fik Negrene bundet. Veste maatte derefter binde et Tørklæde om Munden af dem, for at de ikke skulde skrige, naar Taget om Halsen slappedes. - Dog havde Sabu nok taget lovlig haardt fat, for hans Offer var besvimet.

Saa snart de to Negre var bastet og bundet, blev de anbragt under nogle Buske lidt fra Stranden, for at Solen ikke skulde brænde dem fordærvet til Morgen. De faa Ting, de havde med, anbragtes i Baaden, der kastedes los, og lydløst roede de ud.

Stadig var alt roligt. Ikke saa meget som en Hund, der gøede - heldigvis.

Medens Martin fortsatte Roningen, hejste Veste Fokken, og Vinden begyndte saa smaat at trække. Martin lagde Aarerne ind, Veste tog Roret, Storsejlet hejstes, og Baaden tog Fart, nordvestlig Kurs, mens den hævedes og sænkedes af Dønningen. - Kysten svandt. Det aabne Hav laa foran dem.

MOD ST. CROIX. - 'ERIKSGAVE'.

Veste og Martin følte det, som de var paa Vej hjem og ikke længere ud i den vide Verden. Og hjemad gik Vestes Længsel, hjem til den lave Gaard mellem Engen og Heden. Men nødig vilde han undvære, hvad han havde oplevet. Det var Eventyret, men nu længtes han efter Hverdagen. Han begyndte at forstaa, hvad Mennesker kan være for hinanden i det daglige, og at dette let kan opveje lange Rejser i fremmede Lande, hvor herlige de end var.

Morgenen oprandt skøn og straalende over Havet. De stævnede støt frem mod Nordvest. Foran laa de mange Mile over aabent Hav. Nu gjaldt det, om de vilde naa det, de søgte – St. Croix.

Foreløbig undersøgte Veste Baaden og fandt et Par Vanddunke, lidt Frugt og et Par Vinflasker. "Hallo, have a drink?” raabte han og svang Flaskerne.

"Lad gaa" svarede Martin. "Prøv om du kan faa Proppen af den ene, saa gemmer vi den anden. Den kan vi trøste os ved siden, skulde Sejladsen falde os for lang."

Med noget Besvær fik Veste Proppen stødt ned. Flasken gik rundt, først et par Gange mellem Martin og Veste, saa til Tjotjo og Sabu, som smækkede med Tungen, sagde ah og gned sig fornøjet paa Maven. "Mere?" spurgte han og pegede paa Flasken. Martin nikkede, og før de saa sig for, var Resten af Flaskens Indhold forsvundet gennem Sabus brede Mund. Han grinede, snakkede og pegede. Jo, dette var vel nok noget andet end at sidde og kukkelure i 'Virginia's klumre Slaverum.

Veste fortsatte Ransagningen af Baaden og fandt endnu en Flaske. 'Old Whisky' stod der paa den.

"Kom hit med den!” sagde Martin. "Det er ikke for Børn.”

"Børn! Hvad bilder du dig ind!” Veste blev fornærmet. Nu vilde han netop smage.

”Nej, lad det Pøjt være!" raabte Martin, og da Veste alligevel lod, som han vilde prøve at faa Proppen op, raabte Martin truende: ”Lad saa være!" og rejste sig ved Roret.

Veste smilte drillende, idet han trak sig hen i Forstavnen.

"Tag Roret!” sagde Martin til Sabu, hvorpaa han gik lige hen til Veste og knaldede ham en proper Lussing, idet han sagde: "Jeg skal lære dig at agte paa, hvem der er Skipper her!” og saa rev han Flasken fra ham.

Veste saa fortumlet og forbavset paa Martin. Tjotjo havde givet et Skrig fra sig og stod nu med aaben Mund og vidste ikke, hvad hun skulde tænke om dette.

"Saadan noget Djævelskab," tilføjede Martin, ”det kan du tidsnok faa Smag paa; men min Skyld skal det i hvert Fald ikke være."

Veste fik ligefrem ekstra Respekt for Martin. Det havde han ikke troet, han kunde gøre.

Første Dag gik meget godt. De fik Tid til at mindes ’Virginia' og dets Skæbne. Spøg og Smaaskærmysler vekslede. Men anden Dag var de allerede mere tamme. Vinden løjede af. De blev bange for en ny Cyklon. Kom den, var de om en Hals. De maatte da søge i Land paa nærmeste Kyst; men hvor var den?

En Byge kom, og de maatte rebe Storsejlet. Men straks den var ovre, kunde de sætte det igen, og den jævne Passat drev dem med god Fart frem mod Maalet.

Dagen sneg sig bort, og næste Morgen oprandt. Solen stod op, klar og ren som sædvanlig, og en Sten faldt fra deres Hjerte; der kom ingen Cyklon.

Men Dagen sled sig hen. Solen brændte. De følte sig matte, næsten syge af Tørst; men de maatte spare paa den Smule Vand, de havde tilbage. Fødevarerne var det ogsaa skralt med. De længtes inderligt mod i Landet forude. Martin mente da ogsaa, at de snart maatte kunne begynde at skimte St. Croix's Bjerge.

I Dagens Løb dukkede nogle Klipper op af Havet; men deres Skuffelse var stor, da det viste sig at være nogle smaa, ubeboede Klippeholme. Intet St. Croix viste sig. - Vinden holdt sig dog støt, Natten gav Kølighed og Friskhed, saa de næste Morgen med fornyet mod spejdede mod Nord og Vest. Paa skraa af de brede Dønninger stævnede de frem for den friske, østlige Passat. Frisk Luft og herlig Sejlads. Og før de blev trætte af at stirre, øjnede de en taaget Rand bag Havet. Den hævede sig mere og mere og antog Form af lavt Land med takkede Høje i Baggrunden. En Ø med Bjerge i Nord og vidt udstrakt fra Øst til Vest laa foran dem. Det maatte være St. Croix.

De styrede lige mod Nord i brusende Fart. Snart skimtede de en bred, hvid Strandbred og bagved denne lave, skovklædte Høje. Visse paa snart at finde friskt Kildevand, drak de det Vand, de havde tilbage. Det var lunkent og dovent, men slukkede dog den værste Tørst.

De søgte en god Landingsplads og opdagede en lille Lagune med lave Bredder og roligt Vand. Her strøg de ind, og Veste blev helt betaget af Søens Skønhed. Gennem det klare, blaa Vand lyste Bundens hvide Koralsand, hvorfra Koraller i mærkelige Former og Farver skød op. Fisk i straalende Farver svømmede ud og ind mellem Koralbuskene, Søstjerner og Søpindsvin krøb mellem vældige Konkylier. En straalende og glimrende Verden i den stille, klare Sø.

Let og rolig gled de op paa den hvide Strand. Pelikanerne, der fiskede ved Kysten, glemte rent at lukke deres mægtige Næb af Forbavselse over, at en Baad skurede mod Stranden her. Veste maatte le. Han følte sig taknemmelig over Livet, over, at han havde faaet Lov til at komme her - og det var dansk Land; det mente de da. Danmark var alligevel ikke et lidet Land, naar man kunde færdes paa dansk Grund her, Hundreder, ja maaske tusinde Mile fra Hjemlandet.

l Men da de gik op over den blændende hvide Strandbred, hvor Strandsnerlens smukke Ranker trak deres lige Streger over Sandet, følte Veste sig saa underlig mat og saa tørstig. "Hvem der dog havde noget Vand!” klagede han.

"Deroppe er Skygge," sagde Martin og pegede paa Kratskoven foran dem," og snart naar vi Vand. Frisk Mod, Antonius!”

Men de var alle saa trætte og indadvendte, at de ikke saa de hushøje Kaktus med deres strittende Lanser, eller Agavernes pragtfulde Blomsterkost, der ragede 10 Fod i Vejret, omkredset af smaa bitte Kolibrier, der skinnede i alle Regnbuens Kulører.

Matte slæbte de sig ind under Træernes Skygge. Men Luften var lummer, og her var ingen Kølighed.

Pludselig fik Lummerheden Luft i en kraftig Byge. Skønt de vidste, det ikke hjalp at søge Ly under Træer for den tropiske Regn, gjorde de det dog, men var i Løbet af faa Øjeblikke gennemblødte.

Martin raadede til, at de skyndte sig videre. Han var bange for, at dette her var Feberluft, saa de maatte søge Husly snarest muligt. Ad fasttraadte Stier, der viste, at her stadig færdedes Mennesker, fortsatte de Vandringen op gennem Skoven. Efter kort Tids Forløb begyndte Terrænet igen at sænke sig. De kom ud af Skoven, og foran sig havde de i brede Terrasser bølgende Marker med mægtige Sukkerrør. Bagved saas en Lund med høje Palmer og andre lavere Træer, mellem hvilke de skimtede en stor Bygnings hvide Mure. Lidt østligere laa en Række smaa, lave Hytter med Haver omkring; det var nok Plantagens Negerlandsby.

Netop nu trak Slaverne ud paa Markerne i to Hold. Der var lange Rækker, nok over hundrede i alt. Efter dem kom de sorte Bombaer, (Ridefogder) med deres lange Piske, som de ikke bar for et Syns Skyld. Brugte en af Slaverne ikke Hakken flittigt nok, eller var hun ikke rap nok paa Fingrene under Plantningen af ny Stiklinger af Sukkerrør, saa suste Pisken over dem.

Sabu og Tjotjo følte sig ilde til Mode ved dette Syn paa de af Væde dampende Marker. Var det dette, de gik ind til, maatte de nok hellere forsvinde, mens Tid var. De saa paa hinanden og følte begge det samme, og Veste vilde sikkert gave følt med dem, hvis han ikke havde rystet af Feber, saa han knap kunde staa paa Benene. Han blev ganske bleg, skønt Sveden trillede i klare Perler ned ad hans Pande. Pludselig sank han sammen mellem Sabu og Martin. De sank paa Knæ ved hans Side og besvor ham ikke at dø for dem.

Da han kom lidt til sig selv igen, fik de ham stablet paa Benene og forsøgte at føre ham mellem sig. Men han hang slapt paa deres Arme, saa det kunde ikke længe gaa paa den Maade. - De raabte til Folkene paa en Mark, om de ikke kunde hjælpe dem den syge hen til Plantagen. Men de fortsatte kun deres Arbejde, og prøvede nogen at rette Ryggen for at se, hvad der var paa Færde, var Bombaen der straks med en Byge af Skældsord: De Mennesker derude kom dem ikke ved; de havde kun at passe deres Arbejde. - En Henvendelse til denne mægtige Mand forblev ubesvaret. Han undrede sig bare over, at disse hvide Mænd fulgtes med farvede; de maatte ikke være rigtig vel forvarede.

Da de mærkede, at deres Bønner var bedt for døve Øren, forsøgte de selv at føre Veste videre. Men heldigvis viste der sig nu oppe ved Gaarden en Rytter, som hurtigt kom ned mod dem. Efter Hesten travede en lille Negerdreng ufortrødent.

Forvalter Johnson standsede ud for det underlige optog, som trods den stærke Hede forbavsede ham. Han lettede paa sin store, hvide Tropehat for at slippe lidt Transpiration ud, blæste: ”Pyh!" og satte højre Haand i Siden, idet han sagde: "Aldrig set saa galt. Sikket optog."

”Vi er skibbrudne Søfolk," svarede Martin.

"Ogsaa de sorte?"

"Det maa jeg senere forklare, hvis De blot vil hjælpe vor syge Kammerat her?"

"Oh ja, stakkels Fyr! - Pst, Dreng! Spring, som en vis Mand var i Hælene paa dig, ind og hent en Vogn!" Og af Sted for den lille Negerdreng, som var Forvalterens særlige Oppasser.

Johnson stod af Hesten, hev en lille Lommeflaske op og gav Veste lidt at drikke. Det brændte gennem ham som ild; det skulde dog vel ikke være Whisky! Men det livede ham op, saa de langsomt kunde fortsætte ind mod Gaarden, mens Martin satte Forvalteren ind i Situationen.

I Løbet af forbavsende kort Tid var Niggerboyen tilbage hos dem med en tohjulet Vogn, forspændt med et Muldyr. Veste blev løftet op, Martin satte sig ved Siden af ham, Sabu og Tjotjo travede bagefter, og med Forvalter Johnson i Spidsen holdt de deres Indtog paa Plantagen 'Eriksgave’. Den bestod af en anselig Hovedbygning, hvis nederste Etage var af Natursten, øverste af Træ med Spaantag. Vinduerne bestod af Tremmer, for at der altid kunde være Gennemtræk, der kunde lempe den stærke Varme. Større og mindre Bygninger laa til Siderne.

De gjorde Holdt for Hoveddøren. En Neger kom frem og hilste ærbødigt paa Johnson, mens han saa forkastelig paa de fremmede. Han saa med et halvt Øje, at det ikke var Personer, der skulde tages Hensyn til.

"Er Fruen til stede?" spurgte Johnson.

”Skal se ad, Massa," svarede Peter og forsvandt, mens Johnson overgav sin Hest til Drengen og gik ind i den store, rummelige Forstue, Hallen, hvor Fruen kom ham i Møde, fulgt af en tynd, mørkhaaret 12-aars Pige. Saa snart Fruen hørte om den syge unge Mand, gav hun sin sorte Stuepige Ordre til at gøre en Seng i Stand ovenpaa, hvorefter hun til den lille Pige sagde: "Gaa straks ind, Esther! Du er saa sart, og vi ved ikke, hvilken Sygdom den unge Mand kommer med." - Esther trak sig dog kun tilbage til Spisestuedøren, hvorfra hun med store Øjne fulgte Veste, da han af et Par Tjenere blev baaret gennem Hallen op i et luftigt Værelse ovenpaa.

Martin fulgte med ind, mens Sabu og Tjotjo maatte blive udenfor. Hans Øjne fangedes straks af det Regiment Flasker, der var opmarcheret paa den store Buffet i Hallen. - Et Øjeblik efter kom Fruen ned. Hun var lille og rask og lod ikke til at føle sig besværet af Varmen. Hun gik straks hen til Buffeten og blandede en Drik, som hun bød Hr. – ja, Hr. hvad?

"Martin Nielsen," svarede Martin og bukkede uvilkaarligt. Fruen var en fiks og indtagende Dame, der førte sig meget sikkert.

”Ah, dansk! Saa taler vi Dansk, for vi er Danske her." Hidtil havde baade hun og Martin benyttet sig af Engelsk.

"Velkommen til 'Eriksgave', Hr. Nielsen! Og saa vil vi haabe, at Deres Kammerat snart maa blive rask igen." Lidt efter tilføjede hun: "Hvad mon den unge Mand fejler? Her er et meget sundt Klima, og vi faar aldrig Malaria. Han har vel ikke haft Feber før?”

"Nej, " svarede Martin.

"Saa skulde man tro, det er Lungebetændelse. Men vi skal gøre for ham, hvad vi kan." Martin takkede.

Esther, som atter havde nærmet sig, blev nu bemærket af Moderen, der straks sagde: "Gaa ind og spil, paa din Lektie, Esther!"

Esther mulede, men forsvandt. At hun øvede sig paa Spinettet, hørte man dog ikke noget til.

Fruen vendte sig igen til Martin og sagde: "Det vil interessere min Mand at tale med en Landsmand. Værsgod og følg med ud til min Mand i Galleriet!”

"Ja, men Sabu og Tjotjo?" indvendte Martin. "Hvem siger De?" spurgte Fruen.

"To Negre, vi har med os. Men det er en lang Historie. Kunde de ikke ogsaa faa en Forfriskning?"

"Jo, jeg skal give Ordre."

Martin forstod, at det var ganske umuligt, at farvede kunde bydes ind sammen med 'blanke', og det til Trods for at de havde været saa svineheldige at dumpe ind til en dansk Planter.

Fruen førte ham ud paa en lang Svalegang, Galleriet, der strakte sig langs Vestsiden af Huset. Her var Ly for baade Sol og Vind.

Husherren sad mageligt tilbageslængt og røg. Han rejste sig med lidt Besvær, noget tung, som han var, nikkede kort, bød en Stol og anbragte sig selv i en anden end den, han før sad i. Den første var blevet saa varm, bemærkede han.

Fruen var uden videre forsvundet, og Martin syntes, dette her var en underlig Velkomst. Han tænkte ikke paa, at Varmen kunde undskylde Planteren, og at han efter Skik og Brug aldeles ikke var uhøflig, tværtimod; her hvor man altid svedte stærkt, gav man ikke en fugtig og klam Haand til sin Gæst.

For at sige noget sagde Martin: "Jeg hedder Martin Nielsen."

"Og jeg Hans Jensen. Sjældne Navne! - Jeg kan ikke engang kalde mig Johnson, da min Forvalter hedder saadan. - Men æh - sig mig - hvordan Pokker kommer De her?"

”Vi ...," begyndte Martin, men blev afbrudt af Planteren: "Aa, vent et Øjeblik! ”Hr. Jensen ringede med en Bordklokke. Peter kom ind og fik Ordre til at komme med Drikkevarer, Sukker o. a. Planteren blandede sig selv en Drik og bad Martin følge hans Eksempel. Da Martin undskyldte sig med, at han ingen Forstand havde paa at mikse en Drink, sagde Planteren: ”Da kan De stole paa, at jeg er Ekspert. Her paa Varmen maa man nemlig drikke; det er en Livsfornødenhed.”

Saa blandede han en Drik, som han skød over til Martin. ”Er den ikke krabat?” spurgte han. Det maatte Martin indrømme - frisk og dejlig.

"Naa, lad os saa høre!"

"Ja, vi er kommet sejlende hertil."

”Over Christianssted?”

”Nej, over Sydkysten."

"Sydkysten! Ved De ikke, det er forbudt alle andre end Smuglere?”

"Nej, hvor skulde jeg vide det. Og havde jeg vidst det, var vi nok kommet samme Vej endda."

”De er altsaa Smugler? Saa kan jeg vel købe noget billigt Sprut al Dem?”

"Nej, bevar os vel!” svarede Martin og fortalte i korte Træk, hvordan det var gaaet ham og Veste om Bord paa 'Virginia'.

”Haa, løbe bort for nogle sortes Skyld, De bliver nok klogere. Har De først opholdt Dem en Tid herude, saa lærer De nok, at der er Forskel paa Folk og farvede."

Martin svarede intet til dette, men fortsatte sin Beretning.

"Ja, ja, saa er De da hverken Sørøver eller Smugler. Men vi maa nok ved Lejlighed anmelde Deres Ankomst til Øvrigheden."

Samtalen ebbede snart ud. Luften var trykkende, Sveden ulidelig, alt opfordrede til mindst mulig Anstrengelse.

Før Aftensmaaltidet var Martin i Bad, hvorefter han saa op til Veste, som laa hen i Døs. Han kendte ingen, men fantaserede uhyggeligt en Gang imellem.

Ved Aftensbordet var der Steg, Rødder, Frugter og herlig Vin. Ja, det var herligt alt sammen; saa solidt, næsten dansk, og dog noget ganske ekstra. Og det oven i Købet oven paa det Hundeæde, de faktisk fik om Bord paa 'Virginia'. Var det da sært, at Martin maaske nok spiste og drak lovlig meget den Aften, særlig da den smukke og livlige Værtinde nødte ham stærkt.

Han huskede dog at spørge til Sabu og Tjotjo. De havde faaet overladt en tom Hytte, som de let kunde gøre tæt og god. Siden kunde der tages nærmere Bestemmelse angaaende dem.

Martin vilde vaage hos Veste. Men det vilde Fruen ikke høre Tale om; det skulde hun nok sørge for. - Snart strakte Martin sig paa en stor, haard Seng med Moskitonettet stoppet godt fast. Vinden suste i Træerne udenfor, Insekterne sang, der var saa mange Lyde i det store Hus. Martin laa en Tid og lyttede, men faldt saa i en fast og god Søvn.

Imens laa Veste og trak Vejret hivende. Han var hjemme. Naar Negerkvinden, der vaagede hos ham, rakte ham lidt at drikke, sagde han: "Tak, Mor!" Ind imellem for han op: ”Hørte du det, Mor? Hørte du, hvor han skreg? Det var Pisken, der suste. Hvorfor slaar han ikke igen?” Hans Plejerske søgte at faa ham til at ligge rolig. Men det varede kun et Øjeblik, saa begyndte han igen: "Var dig, Mor! Ser du ikke den sorte Mand, han vil tage dig! Nej, nej, nu tager han mig. Hjælp, hjælp!" skreg han og brast i Graad.

En Stund efter sagde han blødt: ”Du maa ikke græde, Mor. Jeg skal nok komme hjem til dig. Der er jo allerbedst hjemme hos dig." Saa trak han et Lettelsens Suk og faldt til Ro for en Tid.

Hans Plejerske lagde sig ned paa Gulvet og sov snart tryggeligt. - Næste Morgen blev Martin vækket meget tidligt. Han skulde med Planteren en Tur i Marken. En Hest var ført frem, og Martin maatte paa Hesteryg, noget han ikke havde prøvet, siden han var Dreng derhjemme i Vestjylland.

Morgenen var frisk og kølig. Duggen glimrede overalt. Enhver Neger, de kom forbi, hilste med et stort Smil: "Morning, Massa!” Men Hr. Jensen besvarede ikke Hilsenen og bad Martin om heller ikke gøre det. Det var ikke Skik, og de sorte vilde blive meget forargede, hvis de gjorde det.

De red ud gennem en lille Kakaoplantning, der ikke lykkedes ret godt. Men saa kom de til Sukkermarkerne med de mægtige Sukkerrør i bugnende Fylde. - "Ja, er det ikke et skønt Syn!” sagde Hr. Jensen og rankede sig i Sadelen. "Jeg har været mægtig heldig i Aar, faaet den ene gode Byge efter den anden. Ellers kniber det tit med Regn her paa sydkysten; men Jorden er bedst her og kan bære en god Høst frem. I Aar bliver det et Rekordaar, hvis vi ikke - hvad Gud forbyde - faar en Cyklon." Og han lod sine Øjne glide favnende hen over al denne søde Rigdom.

De red ind gennem Sukkermarkerne, hvor de sorte sled, og Bombaerne skældte og bankede end ivrigere, da de opdagede deres Herre. Martin syntes, at Planteren burde have dæmpet deres Ivrighed lidt; men han syntes at være godt tilfreds dermed.

Videre red de ud mod Kysten ned til Lagunen for at se efter Baaden. Lagunen laa der smilende og skøn; men der var ingen Baad.

"Hva!” udbrød Martin bestyrtet.

”Her er ingen Baad," sagde Planteren. "Det er vist et Drømmeskib.” Og han saa lidt underligt til Martin, der svarede :

"Nej, Drømmen kunde vist ikke bære os fra Dominica hertil.”

”Altsaa har det alligevel været en Smugler."

”Heller ikke. Her forlod vi Baaden, og der var ikke andre i den. Men kunde det ikke tænkes, at den har brevet sig løs under Bygen i Gaar?"

"Nej, det er umuligt. Men der gaar et Lys op for mig. Nu til Morgen kom der Bud fra Johnstons Plantage her vestfor, at der var løbet to Negre bort. Maaske har de hugget den. Men det nytter dem ikke. De kommer saamænd blot af Asken og i Ilden."

"De kunde maaske sejle den hjem til Dominica," sagde Martin med et Smil.

Paa Tilbagevejen red de gennem Negerlandsbyen, hvor Sabu og Tjotjo havde faaet overladt en pæn lille Hytte, hvis Tag gik langt ud paa Forsiden og støttedes af fire Stolper, saa der dannedes en Svalegang. Foreløbig skulde Tjotjo arbejde i Huset, og Sabu hjælpe til med at rydde op før Sukkerkampagnen.

"De sælger vel dette Niggerpar til mig?" sagde Planteren et Par Dage efter til Martin, da de sad i Galleriet og røg efter Frokosten.

"Sælger? De er jo ikke min Ejendom."

”Hvis saa? De tror dog vel ikke, at saadant et Par kan være fri Folk herude! Nej, her er som sagt Forskel paa Folk og Niggere."

”Jeg kan nu ikke være med til at handle om eller med Mennesker, mindst om Sabu og Tjotjo. Det kan Veste heller ikke, ved jeg.”

”Well, saa snakker vi ikke mere om det. Men æh - hvad vil De egentlig gøre ved dem: tage dem med hjem til det gamle Land og vise dem frem for Penge?"

"Nej dog, det kunde aldrig falde mig ind. Der maa vel findes en anden Udvej.”

”Hvilken?” spurgte Planteren og saa spørgende paa Martin, som blev ham Svar skyldig. Han sagde blot: "Jeg har tænkt, at jeg ville søge Plads som Gast om Bord paa en af de danske Orlogsmænd herovre, saa maa De tale nærmere med Veste om det andet.”

"Ja, det var ikke saa gal en Ide. Paa Flaaden er der altid Brug for raske unge Mænd. De danske Krigsskibe gør en god Indsats mod Sørøvere herovre.

"Er der mange Sørøvere her omkring?"

”Ja, det kan De stole paa. Og engelske Kapere, hvilket er Hip som Hap. De maa ikke tro, at det at være Orlogsgast bliver at gaa og promenere i sit fine Tøj og gøre Indtryk paa Damerne, nej, nej. – Men nu bliver De i hvert Fald her nogle Dage; saa skal jeg hjælpe Dem, det jeg kan.”

VESTE OG ESTHER.

Ovenpaa laa Veste og svedte. Han var blevet bleg og sart i Huden i de forløbne Dage. Han var rolig for Tiden og trak Vejret jævnt, men svagt. - Martin havde kikket ind Gang paa Gang; men Veste saa ham ikke, kendte ham ikke, saa der var intet for Martin at gøre. Veste blev passet godt af den sorte Plejerske, Jessie.

Nu bliver han urolig. Han er ikke længere paa 'Eriksgave', men hjemme i Vestergaard en varm Sommerdag i Middagsstunden. Svedig og tørstig gaar han fra Gaardspladsen ind i Køkkenet. Her er tomt og ganske stille. Solens Straaler staar med en døsig Varme ind over det store Bord. Midt i Sollyset staar Flueglasset med Brændevin i en Skaal. Hundreder af Fluer svømmer rundt derinde Under Klokken, mens andre Hundreder summer i Sollyset og ved Ildstedet. Paa Bordenden staar den store Ølkovs med det sure, hjemmebryggede Øl. Aah, hvor han var tørstig! Han griber Ølkruset og tager en ordentlig Slurk. Øllet var halvvarmt og dovent, men det læskede dejligt alligevel. Nok en Slurk! - Men saa var Kruset borte; han greb i Luften. Forbavset slaar han Øjnene op, glipper med dem et Par Gange og aabner dem saa rigtigt.

"Hvor er jeg?" spørger han. "Var jeg ikke hjemme?" Og han forsøgte at rejse sig op. Men straks var hans sorte Plejerske, Jessie, der.

"Nej, lille Massa blive liggende rolig," sagde hun paa halvt Dansk, halvt Negerengelsk. Veste lagde sig straks. Han lagde Mærke til, at det trak stærkt. Vinduer og Døre maatte nok staa aabne. Han kikkede op og saa, at der var en Tremmedør for Vinduet, og det var ikke saa sært, det trak, for der var intet Loft. Værelset var aabent oventil; han saa lige op i Taget.

Og sikken en Seng! En stor Himmelseng med Iærredsloft og Net spændt op dertil. Og den sorte Pige der, hvad bestilte hun her?

I det samme bragede det løs i et rasende Tordenvejr, mens Regnen styrtede ned, og Vinden ruskede i Træerne udenfor. Det Vejr genkendte Veste; det var en regulær tropisk Byge, der rasede. - Men den sorte Pige, Værelset, Sengen?

Først lidt efter lidt dæmrede Begivenhederne for hans udmattede Hjerne. - "Hvor er Martin?" spurgte han saa.

Jessie rystede paa Hovedet. "Jeg hente Massa," sagde hun saa med et stort Smil og skyndte sig ud. Imens rasede Uvejret; men det var ikke særlig ondartet. Veste kunde gennem det hele følge Jessies Trin henad Gangen, ned ad Trappen og til en Dør nedenunder.

Et Øjeblik efter kom hun ud med en Mand; der traadte tungt. Han hørte Skridtene nærme sig, Døren gik op, og Hr. Jensen traadte forpustet ind. - "Naa, endelig vaagnet op, unge Herre. Det var skam ogsaa paa de Tide."

"Hvor længe har jeg ligget her?"

”Godt otte Dage."

"I godt otte Dage!” gentog Veste og saa forundret op paa Hr. Jensen, "det er da umuligt."

"Ikke desto mindre er det sandt. Feberen har haft ordentlig Tag i dig, men nu gaar det nok."

"Men - men hvor er Martin?"

"Han er inde i Byen, Christianssted hedder den. Han har ladet sig hverve til Orlogsmatros. Han havde ingen Ro paa sig her."

"Hvornaar kan jeg blive helt rask?"

"Tag den nu bare med Ro, lille Thimsen. Vi skal nok være rare ved Dem."

"Kan jeg ikke snart komme hjem?"

"Saa, saa, lille Thimsen, nu maa De først se at blive rask, saa skal vi nok faa Dem sendt hjem. Vær blot ikke bange for det!"

I det samme tittede et mørkhaaret og mørkøjet tyndt Pigebarn ind fad Døren. Det var Papa, saa gik det nok. Hun kom indenfor, og Vestes Øjne faldt paa hende. Hr. Jensen saa det og sagde: "Ja, nu maa De skynde Dem at blive rask, saa De kan fortælle Esther der nogle af Deres Eventyr. Hun har det ikke alt for morsomt her paa Plantagen. - Men foreløbig maa De ligge ganske stille og hvile Dem. Kom saa, Esther, at Thimsen kan faa Ro! "

Esther sendte nogle lange Øjne efter Veste, men maatte følge med.

Lidt efter kom Fru Jensen for at se til ham. Hun var den smukkeste Dame, Veste nogensinde havde set, vist smukkere end hans Mor. Hun havde dunkle, mørke Øjne, kulsort Haar, fin, skær Hud, og sikken en Duft, der stod om hende. Saa betaget var hen, at han rent tabte Mælet.

Da hun var gaaet, faldt han i Døs og drømte om en smuk Dame, der kom, tog ham og bar ham hjem til hans Mor. "Hvem er skønnest?" spurgte hun saa. - "Det er du, men Mor er bedst," svarede han og kastede sig i sin Moders Favn.

Han vaagnede igen og laa og saa sig om. Tremmerne var slaaet fra Vinduet. Ude skinnede Solen. Vinden strøg kølende gennem Værelset. Et eller andet Sted i det aabne Hus kunde han høre nogen snakke. - Han følte sig saa ene, saa forladt. Hvorfor var Martin ogsaa allerede taget bort? Hvorfor kunde de ikke følges ad? Her var slet ingen, der brød sig om ham. Tiden sneg sig hen med Sneglefjed. Ikke engang den sorte Kvinde var der. Ingen tog sig af ham. - Havde det været hjemme, vilde hans Mor have siddet hos ham med hans Haand i sin. Men her var de alle fremmede. Ingen brød sig om ham. Hvor skulde det blive dejligt at komme hjem og tage fat igen, der hvor de alle stod ham nær. Han var svag, og han var ene, han kunde ikke lade være at græde lidt. Tjotjo kom ind. Hun havde faaet Lov til at sidde hos ham en Tid hver Dag trods Jessies Protest. Hun blev nu helt forskrækket, da hun saa Veste græde, og søgte at trøste ham, saa godt hun kunde. "Massa ikke græde - nok blive rask igen," sagde hun opmuntrende og smilede med hele sin brede Mund, saa Veste maatte smile med, og saa lo hun af fuld Hals. Ja, hun mente ham det godt, det gjorde Tjotjo. Men hvad betød hun for ham, naar det kom til Stykket? - Ingenting.

Det lakkede hen paa Eftermiddagen. Tjotjo stoppede Moskitonettet godt ned under Madrassen, og nu kom den lange, lange Nat, der sneg sig saa uendelig langsomt hen til Cikadernes Sang. Synerne og Længslerne meldte sig igen. Bare Tanken om den uendelige Behagelighed, det var at ligge en kølig Nat under en solid Dyne i Stedet for at ligge her og svede i den lumre Nat kun med et Lagen over sig, var nok til at faa Længslen til at stige til uudholdelig Styrke.

Næste Dag kom Esther og vilde have ham til at fortælle. Han var noget friskere trods alt, han syntes om hende, særlig hendes mørke Øjne, der mindede om hendes Mors og om hans egen Mors, og han vilde gerne fortælle. Men knap havde han begyndt, før hun brast i en skraldende Latter. Han standsede forbløffet: Hvad gik der dog af hende?

"Undskyld!” sagde hun, da hun kom nogenlunde til sig selv igen. Men hvad er det for et Sprog, du taler?"

”Det er Vestjysk, og kan du ikke taale at høre det, saa kan du blive fri,” svarede han lidt stødt paa sit Modersmaals Vegne .

Nej, hun vilde da meget gerne høre, bare hun kunde forstaa ham. Nu skulde hun være saa alvorlig, saa alvorlig. Og saa lo hun igen, saa han uvilkaarlig maatte le med. Det hjalp. Nu kunde han fortælle om Sejladsen og besvare Esthers Spørgsmaal om, hvordan der saa ud i Danmark, indtil han blev træt, og hun maatte gaa.

Dagene gik. Esther kom med Spillekort, og de forslog mange Timer i hinandens Selskab. Hun blev dog ved for ham at være en fremmed Fugl. Naar hun var borte, kom han til at tænke paa Smedens Kirsten. Det var en Pige, der var værd at være i Lag sammen med, det friske, glade Pigebarn med de lange, lyse Fletninger, som det var en Lyst at rykke i. Han huskede særlig en Gang de legede Kuk derhjemme i Laden paa hans Fødselsdag. Han skulde finde og havde kun Kirsten tilbage, og hun blev ved at kravle længere og længere op i Høgulvene. Som han troede, han havde hende, kukkede hun stadig højere oppe og længere inde. Aah, hvor var han foraset, da han endelig fangede hende helt oppe ved det lille Gavlvindue. Han pustede, og hun lo, og saa stak hun pludselig af. "Fang mig” raabte hun, og han ruslede bagefter hende. Hun svang sig over en Hanebjælke og hoppede ned paa den anden Side. Han bagefter. Hun tumlede videre, standser ikke, men fortsætter lige ned paa Logulvet. - Da brast den kolde Sved ud af alle hans Porer, og han var nær selv tumlet bagefter, men fik dog Farten standset og lod sig forsigtig glide ned, ventende at finde hende liggende blodig og forslaaet paa det haarde Lergulv. Men hun tog imod ham med en gjaldende Latter og et: "Bæh, du fik mig ikke alligevel!" hvorfor han løb hen og ruskede hende i den svære Fletning, idet han meget gammelklogt og fornuftigt sagde: "Du skulde have haft noget andet!"

Men han beundrede hende.

Det kunde Esther ikke have gjort hende efter. Der manglede Krudt i hende. Men Varmen indvirkede jo ogsaa paa alle herovre.

En Dag, da Veste kunde begynde at tænke paa at staa op, blev Luften ualmindelig trykkende og kvalm, og Vinden lagde sig aldeles, saa der var ikke til at aande. Ophedet og daarlig tilpas kom Esther styrtede op til Veste og meldte: "Vi faar Cyklon. Arbejderne er kaldt hjem fra Markerne, og den kommer vist snart." Saa forsvandt hun igen, og Veste laa og tænkte med Rædsel paa, om han skulde ligge her ganske alene, mens Cyklonen rasede.

Luften blev mørkere. Tjotjo kom og lukkede Tremmedørene for Vinduet, men forsvandt atter uden at have givet nogen Besked. Hvad skulde det betyde? Hvorfor blev hun ikke? Han raabte, men fik intet Svar.

Nedenunder trampede mange Fødder frem og tilbage, og Døre blev slaaet op og i. Saa blev der pludselig stille. Det var, som han var ganske ene i det store Hus. Han lyttede spændt; men ikke en Lyd hørtes.

Dog kun et Øjeblik var alt stille, saa brød Uvejret løs, og det kom med en Kraft og Vælde, som han syntes var langt uhyggeligere her end om Bord paa 'Virginia'. Det var, som skulde Huset ramle sammen om ham. Træer knækkede med skarpe Knald udenfor, og Taget raslede og knagede over ham. - Han rejste sig og vilde løbe derfra, men hvorhen? Der hørtes ingen Mennesker nogen Steds. Hvor var de?

Da blev en Dør revet op, og en kom styrtende op ad Trappen hen ad Gangen til hans Dør. Det var Planteren selv, pustende og svedende. "Her kan De ikke blive. Vi er alle samlede i Orkankælderen. Vi tænkte kun paa at komme derned; vi havde nær glemt Dem. Men saa raabte Tjotjo op. Hun vilde absolut op til Dem. Da styrtede jeg af Sted. Kom her!"

Han svøbte et Tæppe om Veste, løftede ham op og bar ham ned ad Trappen. Han var stærk, men Veste mærkede, hvor hans Arme rystede. - Bag dem gav det et Brag, idet noget af Taget blæste ind.

Lynene knitrede, Tordenen buldrede, og Orkanen rasede. Men nu var de alle velforvarede i Orkankælderen, et stort, tomt Rum under Huset, hvor de kunde være i Sikkerhed selv i det forfærdeligste Uvejr.

Da Hr. Jensen havde anbragt Veste paa en Madras, kom Tjotjo hen og faldt paa Knæ for ham og bad med Taarer om Forladelse, fordi hun ikke var kommet op til ham igen. Men hun var blevet sat i Arbejde og kunde ikke slippe fri. Saa hørte hun hans Raab og vilde af Sted, men ..."

"Ja, ja, det er godt, Tjotjo. Jeg ved, du mener mig det godt, og der skete jo ingen Ulykke," søgte Veste at trøste hende.

"Men det var i sidste Øjeblik, jeg kom," sagde nu Planteren. "Jeg er ked af det. Sandelig" jeg er ked af det." Han var sært ophidset, og der herskede i det hele taget en underlig ophidset Stemning blandt de mange Mennesker, der var samlet hernede. Her var nok sikkerhed, men alle skælvede ved Tanken om, hvilke forfærdelige Ødelæggelser Orkanen nu anrettede omkring dem. - Nogle Stole var i Hast bragt herned. I en af dem laa Fruen og op ad hende Esther, begge stønnede, som led de stærke Smerter.

Planteren gik urolig frem og tilbage en Tid, men kastede sig saa i en Stol og stønnede. Skulde nu al hans Møje være spildt, Markerne raseres, Frugterne nedrives, Træerne knækkes, Bygningerne ødelægges. Der stod den bedste Høst, han i mange Aar havde haft. Blev den raseret, havde alt været forgæves. Han var ruineret.

Dog var der Haab om, at Orkanen kun varede kort. Den var kommet saa pludselig og varede saa efter al Sandsynlighed kun kort.

Der blev stille i Rummet. Uvejrets Rasen lød afdæmpet herned. Kun en Gang imellem lød et ekstra Knald, naar et Træ styrtede. Hist og her hørtes en sagte Hvisken, ellers var alt tung Forventning.

Disse Timer i Orkankælderen førte Veste nærmere til disse Mennesker, som før havde været ham saa fjerne og ligegyldige, og han maatte tænke paa Kammeraterne paa 'Virginia' og deres Skæbne. Men han kunde slet ikke forestille sig, hvordan det var gaaet dem. Selvfølgelig var Slaverne blevet solgt. Men hvad saa? Var Folkene saa blevet spredt for alle

Vinde, eller var de maaske med et andet af Kompagniets Skibe paa et nyt Togt efter sort Elfenben? Han saa dem vel i hvert Fald ikke mere.

Planteren lod byde forfriskende Drikke omkring. De virkede stærkt oplivende paa den nedtrykte Stemning. Man begyndte at lytte efter Bedring i Vejret, og det varede ikke længe, før alle mærkede, hvordan det stilnede. Planteren vilde straks gaa op, men Fruen sprang op: "Nej, Hans, du kunde sætte Livet paa Spil."

”Nu gaar jeg," sagde Forvalter Johnson. Men før han var oppe, forstod alle, at Uvejret var forbi, og strømmede op. Esther vilde fare efter, men blev til sin Fortrydelse holdt tilbage af sin Mor, og Tjotjo blev hos Veste, om han skulde mangle noget.

Vinden havde lagt sig, Solen skinnede fra klar Himmel, alt aandede Fred og Ro. Men foran Huset laa en Række Træer, hvis Stammer var knækket som Tændstikker, den ene Ende af Hovedbygningens Spaantag var helt revet op, et Par af Negerhytterne var fejet af Vejen, og hvad der var mest frygtet: et Par af de øverste Terrasser af Sukkermarkerne var raserede. Alt dette vidnede om Uvejrets Magt. Men alt i alt var det dog naadigt sluppet, og Planteren drog et Lettelsens Suk, da han saa, det ikke var værre. Tabet var til at bære, og alt kunde ordne sig.

Oprydningsarbejdet blev straks paabegyndt. Nogle Slaver, som tillige var Haandværkere, tog fat paa at reparere Taget; men de skulde have nogle amerikanske Tagspaan inde fra Christianssted, før de kunde faa det helt i Orden igen.

Vejret var friskt og køligt efter Uvejret. Veste følte sig godt tilpas, hvorfor han fik lidt Tøj paa og blev anbragt i Galleriet, hvor Esther holdt ham underrettet om Slagets Gang.

Sukkerrørene paa de raserede Dele af Markerne skulde skæres snarest muligt, Topskuddene plantes ud, og Sukkermøllen i Gang. Der blev Travlhed, saa det forslog. Men Niggerne gik paa med godt Humør. Var Arbejdet strengt, vankede der ogsaa noget ekstra i Form af saftige, søde Sukkerrør at tygge paa. Bombaen rasede værre end sædvanlig; men det betød ikke stort; han maatte blot have Afløb for sin Ivrighed.

Esther kom med nogle af de bedste Stykker Sukkerrør til Veste. Det smagte dejligt. Men han var utaalmodig. Han vilde ud og være med.

Det var ikke til at holde ud at sidde her og hænge, mens Arbejdet gik for fulde Sejl omkring ham. - Han kunde ikke forstaa, at Fruen kunde sidde der i en Stol og døse i Stedet for at tage en Haand i med. Han vidste dengang ikke, at hun ikke kunde og ikke maatte for Slavinderne. De vilde være blevet yderst forargede, hvis Fruen havde begyndt at gøre andet end pynte sig selv. Knap nok det kunde hun faa Lov til at gøre selv - stakkels hende.

Veste spiste imidlertid godt, og hans Kræfter voksede, saa en skønne Dag kunde han gaa med Esther ud for at se paa Travlheden. Esther gik med mange Formaninger om endelig ikke at komme til noget og frem for alt ikke komme ind i Sukkerkogeriet.

Den livlige Virksomhed optog Veste stærkt. Muldyrene kom med det ene Læs Sukkerrør efter det andet, og det hældtes af ved Sukkermøllen. Et Par Muldyr gik her rundt og rundt i en 'Hestegang' og trak de store Valser, som Rørene knustes imellem. Sabu havde faaet den Tjans at stoppe i. Haandfuld efter Haandfuld af de søde Stænger stak han ind mellem to store, tykke Ruller, 'Kongen' og 'Sukkerrulleren', der pressede det meste af Sukkersaften af. Paa den anden Side af Møllen stod en anden Neger og stak Rørene tilbage mellem 'Kongen og en tredje Valse, 'Makasrulleren'. Et Par Negerdrenge tog fra og bredte Affaldet ud til Tørring, for at det senere kunde bruges som Brændsel under Sukkerkedlerne.

Veste brændte af Utaalmodighed efter at komme med i Arbejdet. – ”Lad mig prøve!” udbrød han og greb en Haandfuld Rørstykker. Men Sabu snappede dem ud at Haanden paa ham. - "Nej, nej, farligt!" sagde han og vilde ikke paa nogen Maade lade Veste prøve. Heller ikke Negerdrengene maatte han hjælpe". Her var intet Arbejde for en hvid.

Fra Møllen førte Trækanaler Sukkersaften ind til Sukkerkogeriet. Derinde stod alt i en Damptaage. Herind maatte Veste og Esther altsaa ikke komme. Det kunde ogsaa være farligt. De fik kun et Kig af de vældige Kobberkedler, hvori Sukkersaft kogtes ind til brunt St. Croix Sukker.

"Hø,” blæste Veste, det kunde vel ikke være saa farligt at gaa derinde!”

”Da kan du tro, det ikke var rart at falde i en af de store Kedler,” forsikrede Esther.

"Nej, det tvivler jeg ikke om, men hvorfor ...”

”Det er nemlig hændt, at en Nigger fik Overbalance og faldt i, engang de arbejdede baade Nat og Dag.”

"Uha, han fik da nok af det søde," bemærkede Veste og "trak paa Smilebaandet, mens Esther lo af' fuld Hals.

I det samme lød der fra Møllen et hjerteskærende Skrig, som gik over i en Tuden og Jamren. Et Raab lød, og Muldyrene, der trak Møllen, stod stille.

Veste og Esther styrtede derhen. Sabu stod omme hos den anden Neger i Møllen og søgte at frigøre hans højre Haand, som sad fast mellem Valserne. Men saa snart Sabu rørte ved Rullerne, skreg den anden værre end før. - Esther blev ligbleg og var paa nippet til at daane.

Men Veste lagde ikke Mærke til hende, han raabte straks: ”Ryk tilbage!" og sprang hen til Muldyrene, greb dem i Næsen og trykkede dem tilbage. Endnu et skingrende Skrig undslap Negeren, og hans Haand var fri. Men sikken en Haand !

Esther kunde ikke holde ud at se paa dem. Hun vaklede. Men Veste opdagede det og løb til og støttede hende. Han førte hende op mod Hovedbygningen, hvorfra Planteren selv og flere andre kom løbende, Tjotjo i Angst for, at der skulde være tilstødt Sabu en Ulykke. Hun udstødte et Hyl af Glæde, da hun saa ham hel og holden.

"Ja, faa Esther ind; det er ikke noget for hende," sagde Planteren i Forbifarten til Veste. "En net Redelighed," pustede han, idet han løb videre, og det var saa langt fra, at han ynkede den stakkels Neger, Ulykken havde ramt, at han tværtimod gav sig til at skælde ham Huden fuld for hans Uforsigtighed og Dumhed. Derefter blev den tilskadekomne sendt ind for at blive forbundet, en anden blev sat i hans Sted, og Arbejdet gik atter sin Gang, som om intet var hændt. Men Hr. Jensen rasede over, at en af hans Slaver var spoleret, ikke til mere - et direkte Tab paa et Par Hundrede Daler.

Ind paa en Løjbænk laa Esther og saa bleg og lidende ud. Hendes Mor sad og badede hende i Tindingen med kølende Parfume, mens hun søgte at berolige hende: Det var jo kun en sølle Nigger, der kunde have passet paa. Det værste var det Tab, hendes Far led ved, at Niggeren nu var ganske uarbejdsdygtig. Men det var der ikke noget at gøre ved.

Med en Negerdreng efter sig red Esther og Veste ud i Omegnen. Hun steg betydeligt i hans Agtelse, da han første Gang saa hende til Hest. Saa elegant og sikker hun red, havde han aldrig set Mage til. Der kunde hverken Kirsten eller Martha og Jenny klare sig, og det kunde han heller ikke selv. Han kunde nok sidde fast paa en Hest, men han gjorde ikke absolut nogen flot Figur. Han maatte lære af hende, selvom han syntes, det var flovt. Hun lo ad ham, saa han blev helt ærgerlig og var lige ved at trække sig surmulende tilbage. Men hun lo igen saa smittende, at han maatte le med.

Og saa red de til Stranden og saa paa Pelikanernes Fiskeri og gennem Kratskovene og spiste Bær. En Dag havde de en Ketsjer med ned til Lagunen, og her fiskede de skønne Sager i det klare Vand. Bl.a. fik de fat i en af de store Konkylier. Den vilde Veste have med hjem. Den vilde vække Forundring og blive beundret. - En anden Dag maatte de ned og se, hvordan Sabu og Tjotjo boede. Med synlig Stolthed viste Tjotjo dem Huset: Vægge af flettet Rodnet, Tag af Sukkerblade, Møblement, der bestod af fire Brædder, som dannede Seng, og udenfor Have, hvor de kunde dyrke Jams og søde Kartofler, Meloner og Tomater.

I Baggrunden var der Træer med skønne Frugter: Bananer, Appelsiner, Limes og Mango. Esther var ganske uinteresseret, men for Veste var det nyt og vidunderligt. Saadanne Herligheder havde han ikke kunnet forestille sig hjemme i sit eget øde Hjemland. Det var ikke sært, at Tjotjo var stolt og glad over alle disse Herligheder. Veste var klar over, at dem behøvede han ikke at nære Bekymring for mere.

Han begyndte at kede sig trods Esthers Selskab; for ingen Steder kunde han faa Lov til at tage en Haand i med, og altid havde de den stærke Varme, der virkede trykkende paa ham. Han begyndte at snakke med Hr. Jensen om Hjemrejsen. Men denne vilde ikke høre Tale derom endnu; han maatte først samle flere Kræfter.

Under disse Forhold var noget af det bedste, Veste oplevede, Turene til Christianssted, naar han fulgte Esther ind til Musiktime. De red ene ad Palmevejen derind, og mens hun spillede, kunde han gaa hen forbi den store ny Regeringsbygning ned til Havnen, hvor Soldater i lange, hvide Benklæder, rød Trøje og med høj Hue paraderede ved Værftet. Ude paa Bugten laa tit store Skibe, og inde paa Havnen færdedes en Mængde Sømænd, som han i Ny og Næ kunde faa en Snak med. Skibene drog igen, men hjemad. Dog maatte han have Taalmodighed endnu.

Enkelte Gange saa han Martin, der følte sig en hel Del som Orlogsgast. Han saa ogsaa flot ud, naar han kom udhalet med blanke Støvler, kort Trøje og Høj, blank Hat.

En Dag bød Martin Veste ind paa en Beværtning, han havde noget, han vilde fortælle. Og mens de sad med et Glas Vin, fortalte han, at han havde hørt Nyt fra 'Virginia'.

"Nej, nu staar Verden ikke til Paaske!” udbrød Veste saa højt, at flere Gæster, der sad og halvsov over deres Glas, skvat op og stirrede paa ham. "Hvem er du løbet paa?. spurgte han mere sagte.

"Saamænd Hansson, ovre i Charlotte Amalie paa St. Thomas. Han var forhyret med en engelsk Fuldrigger, som skulde hjem til Europa, og han glædede sig svært til at se den gamle Verden igen - maaske Sverrig. En anden kom ligefrem til at misunde ham."

Ja, men hvordan var det gaaet med ’Virginia'?”

”Jo, Vraget blev solgt ti Ophugning, og de sorte maatte bære alt det løse Gods, som kunde føres bort, til den nærmeste Havnestad. Her blev der lejet Skibsplads til dem over til Nevis Island, hvor de blev solgt.

Besætningen maatte ud med et andet Skib, der foreløbig skulde føre Slaver fra Nevis Island rundt til forskellige Pladser for saa senere at gaa paa Togt til Afrika. Men det lykkedes Hansson at blive løst derfra. Han havde faaet nok af Slavetransporterne.

"Ja, Gud ske Lov, man er fri," sagde Veste. Lidt efter tilføjede han: "Hvem mon der egentlig ledede Forfølgelsen af OS?”

”Det gjorde Hansson," svarede Martin, "og jeg fortalte ham, at vi havde været saa bange for, at de skulde faa fat i Hunde paa den store Plantage, vi kom igennem. Men han sagde, at de ikke havde haft nogen særlig Interesse af at fange os. De opgav snart og tog ganske roligt mod en forfærdelig Skylle af Kaptajnen da de meldte sig tilbage."

”Ja, det er det, jeg siger," sagde Veste eftertænksomt, "de var slet ikke saa slemme paa ’Virginia', som man skulde tro. Det var Handelen med Mennesker, der gjorde nogle af dem til Umennesker."

De sat endnu en Tid og sludrede om gammel og nyt og undredes bl.a. over, hvad der var blevet af 'Seaflower's Storbaad; men det fik de nok I aldrig at vide.

Pludselig skvat Veste op. Tiden var rent løbet fra ham, Esther ventede og havde sikkert ventet længe. Han blev helt febrilsk. "Uh, jeg Torsk! Jeg faar skam paa Hattepulden, naar hun ser mig, og det er fortjent," udbrød han og vilde fare af Sted. Men Martin holdt tilbage: "Tag den med Ro! Jeg følger med og tager det første Stød."

Imens stod Esther hos Hestene, grædefærdig af Vrede over, at Veste ikke var kommet, ja, og af Ængstelse for, at der skulde være tilstødt ham en Ulykke. Maaske kunde han endog være taget med et Skib og have ladt hende i Stikken, tænkte hun. Hvordan skulde hun saa komme hjem, for hun turde ikke ride alene den lange Vej til 'Eriksgave'. Hun stampede med Fødderne: Aah, det var da ogsaa for galt, saadan en uopdragen Bondeknold!

Men Vreden og Fortrydelsen forsvandt som Dug for Solen, da hun fik Øje paa Martin og Veste. Hendes Øjne hang beundrende ved Martins blanke Hat og flotte Figur, der fremhævedes af den korte Trøje. Hun rødmede, da Martin galant holdt Stigbøjlen for hende, og hendes Ansigt skinnede som en Sol, da han kyssede paa Fingeren ad hende og derefter svang den blanke Hat for hende.

Julen nærmede sig. Det var en død Tid paa Plantagen. Den egentlige Sukkerkampagne var endnu ikke begyndt. Veste ønskede sig hjem for at være med til Juleforberedelserne. Der var der Spænding og Højtid i Luften, her var der 25 Graders Varme i Skyggen. Hvordan skulde man saa fejre Jul!

Martin havde Orlov og kom til Juleaften ude paa Eriksgave. Der var fortræffelig Mad, fine Kager og udmærkede Vine. Efter Julemiddagen kom Esther med Kortene, og de fordrev et Par Timer hyggeligt og rart i hverandres Selskab. Martin fortalte spændende om en Jagt paa Kapere, og Esther var saa optaget deraf, at Veste var lige ved at blive skinsyg. - Og dog vilde Veste have betragtet aftenen som komplet mislykket, hvis han ikke senere havde faaet Lejlighed til at sidde og snakke med Martin om Julen derhjemme, hvor Far tog den gamle Spænde-Bibel ned af Hylden og læste det gamle Budskab om Barnet i Betlehem, mens de alle var samlede om Bordet, store og smaa, Herskab og Tjenerskab, og hvor de bagefter morede sig med at spille om Pebernødder og Æbleskiver. - Her var ogsaa givet noget ekstra til Negrene; men det var nærmest at sammenligne med den Ekstra-Ration, Husdyrene fik derhjemme Juleaften. - Martin bad Veste, naar han kom hjem, rejse ned og hilse hans Mor fra ham. Han vilde ogsaa selv besøge hende, naar han igen kom til København, det var sikkert; men det kunde jo godt vare en Tid.

Da Veste den Aften laa i sin brede, lette Seng, tog han den faste Beslutning, at han nu vilde hjem, intet skulde mere holde ham tilbage. Da han 2. Juledag meddelte Hr. Jensen denne Beslutning, prøvede denne endnu en Gang at overtale ham til at udsætte Afrejsen. Der var jo intet at haste efter, det vilde blive en haard Tur over Atlanten nu ved Vintertid, og Esther var glad ved hans Selskab. At det sidste var Tilfældet, gav Esther Syn for ved at fælde sine modige Taarer ved Tanken om Skilsmissen. Ved at se Taarer i hendes mørke Øjne, var Veste ogsaa lige ved at faa noget vaadt i Øjnene; for hun var alligevel en sød Pige, og hun lignede sin Mor. Han sagde derfor til hende: ”Jeg maa hjem nu, ogsaa fordi de hjemme ikke ved, hvor jeg er henne, og fordi det gør min Mor ondt. Men naar jeg bliver voksen, kan jeg komme igen og blive Underforvalter her, hvis din Far til den Tid mangler en."

"Det er et Ord,” sagde Planteren. "Men nu maa vi have Sagen angaaende Sabu og Tjotjo ordnet.”

”Lad det blive, som det er," svarede Veste. "De har det jo godt. De har alle været saa gode mod mig, og vil De være lige saa gode mod Sabu og Tjotjo, skal De have saa mange Tak."

Planteren mumlede noget om, at der var Forskel. Han tilbød Veste 200 Daler. Det var rigtignok kun en ringe Pris, men han syntes ikke, han for Tiden kunde give mere. - Veste vilde intet have. Men Planteren nødte ham til at tage de 200 Daler, og de blev indsyet i Foret af hans Vest.

En skøn Dag først i Januar med Solskin og 26 Grader i Skyggen tog Veste Afsked med 'Eriksgave' og alle dens Beboere. Han havde faaet Hyre med en norsk Brig, der skulde til København.