Oversigt over Stefan Frederik Ni

MOD GRØNLAND.

”Haabet” stævnede for en jævn sydlig blæst frem over Nordhavet. Hvert sejl trak, og høje bølger bar det store skib frem. Nu pegede det lange, smalle bovspryd mod himlen, højt over de brusende bølger, og nu pegede det mod dybet, mens bovvandet fossede og bruste .

Ude i forstavnen laa to drenge; Poul, knap 13 aar, høj og slank med udtryksfulde øjne og en høj Pande under det mørke haar, og Niels, 11 aar, mindre og tættere i det, lys og med store aabne øjne over en kraftig næse. - Som de laa der, stræbte sejl og stag op mod den lyse himmel. Lige over dem stod forreste stængestagsejl, og ud ad bovsprydet spændte klyveren og jageren deres flyvende trekanter. Under dem sydede og bruste det, idet bovens skarpe kniv skar sig vej gennem de mægtige søer. - De to drenge nød friheden, sejladsen, havet, himlen, den friske luft, det alt sammen. Det var saa sjældent, de havde en fritime, derfor nød de den dobbelt. Deres far holdt dem ellers til arbejde: læsning, skrivning, tegning, musik og bibelske øvelser.

Ja, det var dejligt at være fri en time, men Poul nød ogsaa undervisningstimerne, særlig i musik, for musikken kunde være med til at bære hans drømme. - Han havde taget fløjten med herud. Han satte den for munden og blæste en melodi. Han syntes selv, at det lød saa smukt til havets brusen og vindens susen; men Niels brød ind: "Aah, hold op med det piberi!" Han syntes, det lød falsk, ledsaget som det var af blokkenes og faldenes knirken og knagen.

"Det lød da smukt, " forsvarede Poul sig, "en fin melodi ud af vindens og havets susen."

"Det gjorde en stor ski, gjorde det," svarede Niels.

"Fy, saadan nogle udtryk maa du ikke bruge. Far vil ikke synes om det."

”Pyt, han hører det ikke.”

"Men Gud hører, du er ulydig" formanede Poul.

"Tror du, Gud bryder sig om det, for det gør jeg ikke!"

"Jo, for paa os er endog alle vore hovedhaar talte. For ham skjuler vi intet."

"Uf t du taler, som du allerede var præst. Kunde du ikke finde paa noget bedre!"

”Bedre! Du skulde skamme dig!”

”Bæh!” raabte Niels og rakte næse ad ham.

Poul for over ham, og et øjeblik efter rullede de rundt med hinanden om livet. - Poul var langt den største, men Niels var en fast lille prop, han var ikke saadan at faa bugt med.

Poul klemte til: "Vil du saa bede om undskyldning?”

”Nej,” hvæste Niels.

Poul klemte igen, og da det ikke hjalp, sparkede han broderen over skinnebenet.

”Hø, saadan et galt spektakel,” haanede Niels, ”og du vil være præst og omvende hedninger!”

Poul slap beskæmmet. Han vidste godt, at han var alt for hidsig; det onde sind fik saa let overhaand over hans gode fortsætter. Han vendte sig fra broderen og bad Gud om en fast vilje til det gode, samtidig med at hans øjne fulgte bovsprydets tegnen paa himlen, og klyverens flugt mod vidderne, og han tænkte paa, hvor herligt det vilde være at gaa ud i perten under sprydet, helt uden for klyverstaget og svæve der mellem himmel og hav, let og fri.

Uvilkaarligt droges han mod den smalle bom og entrede ud. De maatte ikke gaa derud, det vidste han godt, men noget trak ham ud, ud i det vide rum.

”Pas paa, udkiksmanden ikke ser dig!” raabte Niels. Men Poul fortsatte. – ”Gud ser dig!” raabte Niels nu. Men Poul fortsatte, gik ned i perten og gled ud, idet han hældede sig ind over bommen.

Da Niels saa det, fulgte han efter; han var saa sikker som nogen. Snart var han lige over for Poul. ”Hvad tænker du paa?” raabte han og lo ham lige op i ansigtet.

Poul saa henrykt paa ham og udbrød: ”Hvor er det prægtigt at svæve frit mellem himmel og hav, baaret oppe af Guds kraft!”

”Da er det ikke fars vilje. Faar han det at vide, faar vi klø.”

Poul skælvede uvilkaarligt. Han fulgte klyverbommens stigen mod himlen og derefter dens fald mod dybet. En rædsel for igennem ham. Han handlede mod sin fars vilje, og saa var Gud ikke med ham; han vidste det. Han følte, han for mod et svimlende dyb, da ”Haabet” stak næsen nedad, og han skreg af angst.

Niels saa ham blive bleg og stiv i ansigtet. Han forstod, at Poul blev svimmel, han rakte ud og greb fat i hans krave. ”Hold fast, Poul, hold fast!” raabte han og skreg saa: ”Hjælp, hjælp!”

Udkiksmanden havde staaet og stirret ivrigt fremover. De nærmede sig Grønlands kyst efter en storartet sejlads. God vind og høj himmel lige fra Bergens skærgaard og hertil. Snart vilde Grønlands sydspids, Statenhuk, dukke op af havet forude, og snart vilde drivisen fra østkysten vise sig; da gjaldt det at have øjnene med sig, for løb de ind paa kanten af et isbjerg, var rejsen slut. – Nu blev han opmærksom paa drengene og gav et raab.

Aron, en lille, mørkladen, ilter matros, sprang til: ”Hvad i alverden er det, I laver her, I skulde vel nok …..”

Hvad de skulde, fik han ikke sagt, han handlede i stedet. Hurtigt gled han ud, fik Poul hevet til sig, før Niels maatte slippe sit tag, hvorpaa han bar ham ind, mens Niels fulgte efter.

”I skulde vel nok have en ordentlig omgang prygl,” skældte

han lettet, da Poul laa i sikkerhed paa dækket. ”Jeg skal melde det til eders far, hr. Hans Egede, saa faar I nok, hvad I har godt af.”

”Nej, det gør du ikke, Aron,” sagde Niels og saa ham lige ind i de mørke øjne, der lyste skarpt imod ham; men trækkene om munden mildnedes, idet han udbrød: ”Hvad gør jeg ikke, det var som ….”

”Nej, du vil ikke sladre!”

”Men hellere se jer sætte livet til! – Ja, ja, pas saa paa en anden gang, det var paa nippet til at gaa galt denne gang!”

Dermed forlod Aron dem. Paa dækket laa Poul, endnu hvid i ansigtet. Men saa kom han til at kaste op. Det lettede. Men nu græd han: Hvorfor kunde han ikke styre sig selv? Hvorfor gjorde han altid Gud og sin far imod? – Han lovede sig selv, at naar han nu kom op i kahytten, vilde han være rigtig flittig og rigtig høre og huske sin fars forklaringer.

Der lød et langt fløjtesignal.

”Baadsmanden piber!” raabte Niels straks, ”saa gælder det om at bruge skankerne.”

”Bruge skankerne! Sikken et sprog,” rettede Poul, selvom hen endnu var noget mat. ”Men vi maa af sted.”

Han slingrede endnu lidt, da han kom paa benene og søgte fremad paa det hældende dæk. Niels for rask af sted agterud, idet han raabte: ”Fang mig, om du kan!”

Paa hoveddækket kom de forbi mange af mandskabet, som raabte muntre eller spydige bemærkninger til dem, eftersom de nu var indstillet. Men drengene agtede ikke paa dem. For Poul gjaldt det kun om at indhente Niels, før de naaede den høje agterstavn med kahytterne.

”Haabet” duvede stærkt. Nu hævede hun agterenden, idet hun bruste ned ad en sø. Dækket stejlede for fødderne af Poul, og agterkahytterne hævede sig som en klippe over han hoved. Han stod og svinglede lidt, mens Niels energisk entrede op ad trappen mod kahytterne. – Poul stirrede mod den høje agterkahyt, hvor rorgængeren stod og vogtede paa kompasset. Nu girede ”Haabet” et par streger mod vinden, tænkte Poul, og det gør hun ogsaa næste gang, vi suser ned ad en bølge, og saa taber vi kursen, vi drejer mod syd, vi kommer ikke til Grønland, en skønne dag gaar vi ind i en bugt ved Amerikas kyst: grønne enge ned til vandet, skønne skove bagved og blaa bjerge i baggrunden. Ud af skoven kommer en flok rødhuder farende, svingende tomahavkerne, idet de udstøder skarpe krigshyl.

Pludselig tog Poul sig i det; han fantaserede blot. Rorgængeren var ikke født i gaar. Girede de til den ene side, girede de vel ogsaa til den anden, og kursen var selvfølgelig ret. Dog var det spændende, om de virkelig saa Statenhuk i morgen.

Imidlertid løftede bølgen atter ”Haabets” forstavn mod himlen. Poul tog fart mod trappen, og som en røg var han oppe paa det høje agterdæk. Her boede til styrbord kaptajnen, styrmænd og købmanden, der skulde lede handelen med grønlænderne. Om bagbord boede de selv, altsaa drengenes far hr. Hans Egede, der var leder af togtet; ham skulde baade kaptajnen og købmanden lyde, tænkte Poul med stolthed.

Men hvor var Niels; han kunde da gerne have ventet. - "Bøh!" lød det i det samme, og Niels for frem. Det gav et jag i Poul, og han udbrød: ”Aa, din nar!” Men han var glad ved, at Niels havde ventet paa ham. De stillede sig nu begge op ved døren med højtidelige miner og bankede paa.

Et klart "Kom ind!" lød. De traadte ind og bukkede, Poul stadig højtidelig, men Niels med et lille smil, idet han saa hen til moderen, der sad paa en køjekant med lille Petronella paa sit knæ, mens Christine lænede sig op til hendes knæ, to smaa damer var de med lange skørter og hvide kraver. Christine læste, og Petronella, eller Nella, som det ganske uvilkaarligt blev til, gentog det læste efter hende.

Niels saa lyst derhen og smilede endnu mere, og Pouls øjne blev varme og straalende, da han saa moderen med smaapigerne, for det var de enige om, at mage til deres mor fandtes ikke paa denne jord. Rigtignok havde hun været meget søsyg, men hun havde ikke givet efter et øjeblik, og hvad det vilde sige, vidste Poul fra sig selv, han havde til tider været helt ligeglad af søsyge. Niels derimod var ganske upaavirket af søen. Han var stærk og sikker som faderen.

En kraftig rømmen lød henne fra bordet, hvor faderen sad i sin lange præstekjole med de hvide snipper for til og ventede paa dem. Ja, de maatte vende sig mod pligten. Men ikke blot det - deres far drog dem uimodstaaeligt. Hans store aabne, klare øjne under den høje pande talte til dem om Gud og Verden, den fine, krumme næse og den faste mund vidnede om kraft og viljesstyrke. Her maatte de bøje sig, og var ikke alt efter ønske, var tugten nær.

De begyndte med et stykke latin. Her var Poul langt den dygtigste. Med stor tungefærdighed remsede han bøjningerne, og han læste flydende op, mens Niels hakkede i det. Det tog hans far dog ikke fortrydeligt op. Her var forskel paa den ældre og den yngre, og han erkendte det. - Saa kom de til Ny Testamente, Mattæus det 13. kapitel, lignelsen om sædemanden, der strøede sin sæd ud uden at tænke paa, om den nu kunde spire og bære frugt eller ikke, en ødsel sædemand, men det var da ogsaa Kristus selv. Drengene kendte historien saa godt, at den var der ingen vanskelighed ved. Faderen nikkede til Niels, og han fortalte løs, ikke ordret, men malende.

Straks han begyndte kom de to smaapiger. Christine satte sig paa bænken og lyttede med de store, klare øjne vidt aabne, mens Petronella blev taget op paa faderens knæ, hvor hun sad og kikkede rundt til dem alle og smilede.

Et par gange, mens Niels fortalte, var Poul paa nippet til at bryde ind, men han tog sig i det.

Da Niels var færdig, sagde faderen ikke noget om, at det var godt, men blot: "Nu, Poul, er det din tur."

Nu kom hele fortællingen ordret, sluttet med: ”Hvo, som haver øren at høre med, han høre!" Og nu kom rosen: "Det var ret, Poul, saadan skal det være. Guds ord maa ingen pille ved!"

Poul rødmede af glæde over rosen. Niels smilte lidt; han syntes, det maatte være det vigtigste at forstaa lignelsen, saa man kunde gengive den med sine egne ord.

Forklaringen begyndte meget let: Sæden er Guds ord, og sædemanden er Jesus selv. Men da Niels skulde fortsætte, kørte han i staa og fik en paamindelse om at være mere flittig, det vilde Gud belønne.

Poul remsede derefter forklaringen op. Niels kunde ikke lade være at trække lidt paa munden for at vise, at det ikke imponerede ham. Faderen saa det og vilde lange ham en lussing; men lille Nella sad endnu hos ham, og det var en saadan fornøjelse at høre paa Poul, at Egede opgav det.

Niels havde dukket sig, men saa nu forbavset op: Skete der virkelig ikke noget! Det var næsten et mirakel.

Da Poul havde fremsagt forklaringen, sad Hans Egede lidt og saa frem for sig - frem mod det vilde land med klipper og is, det, som de stævnede imod.

Alle børnene saa opmærksomt op paa ham, mens de mærkede skibets jævne slingren. - "Ja," sagde faderen omsider, "Gud give, vi alle maa høre hans ord og bevare det!" - "Amen!”, sagde moderen, og børnene fulgte efter. Og saa begyndte Hans Egede at fortælle om det mærkelige vilde folk, de skulde op til. ”Først maa vi berede jorden til at modtage sæden, og dernæst maa vi saa den. Ogsaa I, mine kære børn, maa være med til at saa ordets sæd blandt de vilde hedninger; derfor maa I luge de tidsler, som vil trænge sig op i jeres eget sind og holde jer til Guds naades ord.

Ogsaa Niels følte, at dette var rigtigt, samtidig med, at han forstod, at han slap for at læse lektien om – noget, der ellers skete ret hyppigt.

STATENHUK I SIGTE.

(Kap Farvel)

Næste dag var drengene atter paa dækket. Det luftede stærkere end dagen før. Skibets bevægelser blev større. Skulde der manøvreres med sejlene tog de et tag med i tampen.

Henne paa agterste del af hoveddækket var en stor stabel af brædder, planker og bjælker opbygget som et hus, hvis tag skraanede mod rælingen i læ side. Idet drengene kom derhen, sagde Poul: ”Skal vi ikke kravle derop? "

"Nej," svarede Niels, "du glider ned, lige ud i baljen.”

"Det kan du selv," Poul stoppede brat og brast i latter. Han kom til at tænke paa en morsom situation. "Kan du huske..." begyndte han, men blev omgaaende afbrudt af Niels: "Nej, jeg kan ikke."

"Hold mund, du ved jo slet ikke, hvad jeg vil sige. "

"Saa spyt ud! "

"Husker du, da vi sejlede fra Vaagen til Bergen. Det er nu tre aar siden, da var du kun otte aar?”

"Og saa kunde jeg hverken se eller høre eller huske, " vrængede Niels.

"Aa, lad vær. Kan du huske, at en dag vilde far gaa over et saadant skraatag og saa gled han."

"Ja, han havde lige sagt til mig, at jeg ikke maatte komme derop, for saa kunde jeg let glide og falde i vandet og drukne."

"Ja, og saa gled han selv - huit, svævede han i sin lange, sorte præstekjole ud over skibssiden."

"Og plask - der laa han i baljen!" raabte Niels og lo.

"Hys, pas paa, hvad du siger! " formanede Poul nu og saa hen mod fordækket, hvor Hans Egede sad med smaapigerne paa knæene. Alle, der gik forbi, hilste ærbødigt. Poul fortsatte: "Det var ellers farligt nok. Havde Gud ikke været med ham, saa ……"

"Jeg tror nok, det var en fisker, der sejlede forbi, der samlede ham op," lo Niels.

"Pas du paa, du ikke spotter! Far sagde selv bagefter, at det var et Guds mirakel, at han ikke omkom, og at det var et bevis paa, at Gud vilde være med ham og føre ham videre til maalet - gerningen i Grønland."

I det samme lød udkiksmandens raab: "Land forude!"

Drengene styrtede fremefter, hvor faderen sad med de to smaapiger. - "Hent mor!" sagde faderen straks, og Niels sprang af sted. Hans Egede stod stille og ventede, mens et mærkeligt lyst, henrevet udtryk laa over hans ansigt. Poul saa det, og han glemte rent at styrte frem paa fordækket for at se det land, som nu i 10 aar havde været maalet for faderens tanker og stræben. Først da moderen kom, gik de alle he1t frem paa fordækket.

Rundt om hang folkene over rælingen, men de veg ærbødigt til side for præsten og hans familie. De lænede sig alle seks mod rælingen i styrbords side og stirrede frem, Nella og Stinna dog løftet af mor og far. De kunde først intet se, men anede lidt efter lidt en mørk taagekant, som efterhaanden antog tydelige omrids og opløstes i takker og tinder, lyse i toppen af is og sne.

Hvor længe de stod der ganske stille, fru Gertrud med lille Petronella paa armen, vidste de ikke. Vandet fossede for stævnen, og ”Haabet” løb med stærk fart frem mod det land, som var maalet for deres higen. Men som landet steg af havet, syntes de ikke, det saa indbydende ud. Skarpe og stejle stod fjeldene, utilnærmelige. Drivisen fra Grønlands østkyst viste sig som øde, vældige flager, uigennemtrængelig. Udkiksmandens raab lød, og kursen ændredes i mere sydlig retning, at de ikke uforvarende skulde sejle ind i isen til natten.

Hele præstefamilien stod og stirrede time efter timet syntes børnene i alt fald. Nella og Christine blev trætte. Endelig udbrød Egede: "Gud ske tak, som førte os saa langt; han vil være med os og styrke vor gerning, sit navn til ære."

"Deroppe, hvor isen kommer fra, ligger Østerbygden; der bor maaske endnu landsmænd af os, som jeg kan tale til og retlede. Vesterbygdens folk blev allerede i dronning Margrethes tid dræbt i kamp mod de vilde grønlændere." .

"Ja, far, sagde Poul efter at have bedt om lov til at sige noget, "kan du huske, at der engang kom nogle fiskere op til Vaagen og fortalte, at et skib var strandet paa sydsiden eller vestsiden af Grønland, og besætningen var kommet i land, men blev overfaldet af de vilde, dræbt og ædt."

"Ja, jeg husker det, men det er et spørgsmaal, om de fiskere vidste rigtig besked."

"Saa bliver vi nok ogsaa ædt, sluttede Niels .

"Gud bevare din mund, min dreng," udbrød moderen. "Jeg er fast overbevist om, at har Gud ført os hertil, vil han ogsaa hjælpe os alle og gøre sin gerning.”

En matros kom i det samme og hilste Egede fra kaptajnen, om han ikke vilde komme op i styrerummet og drøfte stillingen med kaptajnen og styrmændene; købmanden var ogsaa til stede .

Gertrud og smaapigerne fulgte med op til kahytten, men drengene for, saa snart de var ene og fri, til hver sit vant, og et øjeblik efter mødtes de oppe i formærset, hvor en matros sad paa vagt, og herfra saa de landet løfte sig, og isen blive tættere - en øde verden. De sad tavse længe og gruede. Ingen forstyrrede dem. Ingen kaldte. Ingen tænkte paa undervisning den dag.

Om aftenen laa Poul i sin køje og lyttede: Tænk om "Haabet” i nattens løb stødte mod et isbjerg, som skar siden op saa skibet i løbet af et øjeblik og sank! - Han lyttede spændt efter en skraben af is mod skibssiden, ventede paa stødet, der skulde komme. Men der kom intet stød, og før han fik Gud takket derfor, sov han trygt som hele den øvrige familie .

LANGS ISKANTEN .

Drengene var tidligt paa færde næste morgen, men først da andagten var holdt, fik de lov at gaa paa dækket. – Statenhuk laa nu mod øst. ”Haabet” stod nord paa langs vestkysten. Solen lyste paa havet, paa klipperne i land og paa de drivende isflager, der strakte sig svære og mægtige, tæt sammenpakket, næsten fra skibssiden ind til de isdækkede fjelde. - Drengene hang snart over rælingen, snart i vantet, snart sad de hos udkiksmanden i mærset eller paa fordækket, hvorfra mange par øjne spejdede efter en aaben kanal i isen, hvorigennem de kunde sejle ind til landet. Men der var ingen aabning i isen, og der viste sig ingen.

Dagen gik, og der blev ikke kaldt til undervisning. Spændingen var for stor. Heller ikke deres far havde ro paa sig til at tage det daglige arbejde op.

Flere dage gik. ”Haabet” søgte nordpaa langs iskanten, men der var stadig ingen aabning i isen. Dog forandredes isens udseende. Ind imellem sejlede høje isbjerge, der i solen lyste i de forunderligste former og farver: blanke og hvide som det dejligste krystal, klart grønne som smaragder og blaa som safirer; nogle med taarne og tinder, andre som skibe for fulde sejl, en vidunderverden at se ind i, som levninger af et stivnet paradis, og Egede fortalte drengene, at sagnet virkelig sagde, at inde midt i Grønland ligger et herligt land, hvor det er sommer aaret rundt, og hvor palmerne spejler sig i dybblaa søer. Poul bestemte, at naar de kom i land, vilde han drage ind for at søge det lukkede paradis.

Imidlertid forandredes vejret. Det blev taaget, og saa blæste det op. Det blev nødvendigt at søge bort fra iskanten, for at skibet ikke skulde blive knust. Efter 'Haabet' fulgte et mindre skib, galioten.

En isnende vind blæste over havet, efterhaanden gik den over til storm. Søsyge plagede passagererne, og mandskabet blev sure paa grund af det, som mændene syntes, unyttige arbejde: stadig hiven og halen i storm og kulde, men lige vidt. Hans Egede havde ogsaa svært ved at holde modet oppe. Men een tabte ikke modet, og det var Gertrud, hans uforlignelige hustru. Hun passede lille Nella, der var meget medtaget af søsyge, og hun opmuntrede dem alle, til trods for hun selv ikke taalte det urolige hav.

Da denne sejlads havde varet i 14 dage, meldte kaptajnen, at han og styrmændene var enige om, at dette her ikke kunde blive ved at gaa; de maatte vende om jo før des bedre for ikke at sætte baade skibe og menneskeliv paa spil. - Egede bød ham samle skibsraadet, og her forklarede Egede, at de jo havde forraad til et helt aar, da det var meningen, at ”Haabet” skulde overvintre i Grønland. Det var endnu kun midt i juni, saa de kunde se tiden an indtil videre.

Styrmændene mumlede vel noget om, at det var galskab at fortsætte, men det blev ikke til direkte modsigelse, saa det bestemtes, at fortsætte i hvert fald endnu i en 14 dages tid. Og da vejret bedredes, saa de atter kunde gaa ind til iskanten og lede efter render, bedredes ogsaa humøret. Drengene kunde igen færdes blandt søfolkene uden hele tiden at maatte høre skoser om deres far, der ikke var helt vel forvaret i øverste etage og dog skulde være leder af en handelsrejse. Nu var de flinke igen, og Aron, som de holdt sig meget til, fortalte historier fra Nordland, hvor han hørte hjemme.

Men saa en nat blæste det pludseligt op, og før frivagten kom paa dækket, havde 'Haabet' stærk afdrift mod isen, der nærmede sig faretruende. Raab lød, kommando, trampen over dækket. Drengene vilde fare op af køjerne; men deres far beordrede dem ned igen. De kunde gaa i vejen for søfolkene, en sø kunde feje dem over bord; de maatte blive og befale sig Gud i vold.

Med eet lød en skraben og bragen langs skibssiden. Isen! - Da fløj ikke blot drengene, men hele familien op og begyndte skælvende at tage tøjet paa, mens de med stive ansigter ventede paa, hvad der nu maatte følge.

Men da drengene kom ned paa dækket, var alt roligt - for saa vidt. Iskanten fjernede sig, idet 'Haabet' var faldet i vestlig kurs over det stormpiskede hav. Det blæste, saa de tog efter vejret, bølgerne rejste sig svære og truende, og skibet tog slemme overhalinger; men drengene syntes egentlig, det var rigtig spænd. De var paa vej til storvantet, da 1. styrmand fik tag i dem og beordrede dem ind. Han skulde ikke risikere, at de blev skyllet over bord. Olietøj havde de heller ikke, saa de blev drivvaade. Værsgod - march, op med jer!

Først da de kom ind i kahytten, følte de sig forfrosne og vaade. Her var roligt, men skibet duvede og slingrede, saa de ravede rundt som fulde og stødte imod baade her og der, da de søgte hen mod deres mor, der kaldte paa dem. Da hun mærkede, at de var vaade og rystede af kulde, maatte de straks af tøjet og til køjs. Deres far havde af kaptajnen faaet at vide, at ”Haabet” var tæt, og at der ingen overhængende fare var.

Næste dag blæste det endnu stærkt. Gang paa gang fyldtes hoveddækket af de mægtige søer, og Poul og Niels maatte blive oppe i det høje paa agterdækket. Kun fra styrerummet fik de lov at se ud over det brusende og sydende hav med de skumklædte bølger. Men i løbet af natten bedredes vejret, og om morgenen kunde drengene igen færdes paa dækket, men ikke i rigningen, det blev strengt forbudt.

De havde paa følelsen, at der var en sær uro over folkene. De gik og stak hovederne sammen, og kom drengene i nærheden, blinkede de til hinanden og tav. Der maatte være noget paa færde. Poul foreslog

Niels, at de skulde opsøge Aron, han var altid flink imod dem. De spurgte nogen, hvor Aron var, og fik at vide, at han havde frivagt og var nede i mandskabsrummet i forstavnen.

Der maatte drengene ikke komme. Men de søgte alligevel derhen. Da de kom hen til nedgangen, vilde Poul fortsætte, men Niels standsede ham: "Nej, vi maa ikke, og han kan heller ingenting sige dernede, hvor der er saa mange."

"Men hvad skal vi saa?"

"Kan vi ikke liste over og skjule os under trappen op til kahytterne og saa høre, hvad nogle taler om? Der staar et par af mænnerne og stikker hovederne sammen derovre." - Poul var straks med.

De listede ned i læ og kravlede mellem surrede tønder og andet gods bag om tømmerstablen. Nu gjaldt det blot om at komme over til trappen, hvor der var stuvet en del kasser, som kunde dække dem, blot de kunde komme uset derover.

"Du bliver her, saa kravler jeg derover," sagde Poul.

"Jeg er da den mindste, mig ser de ikke saa let!" mukkede Niels. "Ja, men du kan maaske ikke forstaa, hvad de taler om."

"Det kan jeg vel nok!" blæste Niels.

”Jeg vil altsaa derover," for Poul op, og kravlede frem, saa sig forsigtigt om og løb over til trappen, hvor han krøb ind bag kasserne. Men Niels satte bagefter. Et øjeblik var de lige ved at fare i hovedet af hinanden. Men saa lagde Poul en finger paa munden og betydede Niels at være stille; thi paa den anden side lød stemmer.

De folk, der stod der, kunde ikke ses hverken fra styrehuset eller chefskahytterne, og de troede sig ogsaa sikret mod, at nogen lyttede.

"Naa," lød en stemme," det er det samme, jeg er med, det kan du lide paa."

"Ja," svaredes der," understyrmanden er paa vor side, maaske ogsaa 1. styrmand. Hvem i alverden vil fortsætte dette rakkerliv!"

"Det er hørt!"

"Vi gaar ganske simpelt til kaptajnen og forlanger at komme i hjem. Og er han ikke med paa det, tvinger vi ham til det."

"Naa, det bliver vist ikke let.”

"Naa, ikke det! Du ved, baadsmanden har opsyn med vaabenkammeret. Et par mænd - hvem skal du ikke bryde dig om - overrumpler baadsmanden og uddeler vaaben, og saa gaar det løs."

"Hvornaar?" hviskede den anden.

Lige i det samme lød der trin paa trappen; de to mænd forholdt sig stille, og da trinnene var forsvundet, lyttede drengene forgæves. De to paa den anden side maatte være gaaet.

Poul saa paa Niels og sagde: "Det er jo mytteri. Vi maa straks fortælle det til far."

Der foresvævede Niels noget om, at det ikke var rigtigt at lure og sladre. Men det gjaldt vist ikke her; her gjaldt det om at standse noget ondt, der lurede paa dem alle.

De ilede op ad trappen og ind. De var saa ivrige, at de nær havde glemt at banke paa.

Her inde i kahytten var der roligt og fredeligt. Faderen læste, mens moderen strikkede, og de to smaa legede med nogle kulørte klude, som de lagde i figurer. Mytteri og oprør blev saa fjernt, saa uvirkeligt. Niels saa til Poul, og da denne ingenting sagde, rømmede han sig.

Faderen saa op: "Kommer I til time?"

De smilte lidt skævt. Det vidste de ikke.

Petronella kom løbende hen til dem, svinglende lidt under skibets bevægelse, hun stak sin haand i Pouls og sagde: "Fortæl en historie, Poul!”

Poul saa op paa faderen, som nikkede, hvorefter han satte sig paa køjekanten med Nella, Stinne og Niels om sig. Nella stod tæt op ad ham. Han begyndte: "Der var engang et stort skib, som sejlede ud over det store hav."

"Ja, 'Haabet' ", indskød Christine.

”Det sejlede op til et stort land med vilde mennesker."

”Grønland”, fastslog Nella.

”Og om bord var der en mand, der vilde lære de vilde mennesker om Gud.”

"Ja, far," raabte begge pigerne, mens Niels trak paa smilebaandet. "Skibet sejlede dag efter dag, og det stormede, og isen skruede, og folkene kunde ikke komme i land."

"Det ved vi da godt," indvendte Christine.

"Rolig, nu kommer det. - Der var imidlertid nogle onde mænd om bord."

"Nej," faldt Christine atter ind, "her er ingen onde mænd."

"Jo, de bestemte, at de vilde slaa kaptajnen og styrmændene ihjel, tage skibet og sejle hjem igen. Og saa kom far ikke til Grønland, og de stakkels grønlændere fik ikke lært Gud at kende."

"Men dreng, hvad er det, du sidder og fortæller!"

"Jo, far," svarede Poul, "det var det, jeg vilde fortælle dig, at mandskabet tænker paa at gøre mytteri."

"Hvad er det for snak! Hvor ved du det fra? Fortæl!"

Poul fortalte da, sekunderet af Niels, hvad de havde hørt, efter at de havde mærket, at mændene saa ondt til dem.

"Saa er det sandelig ikke tid at sidde her med hænderne i skødet," udbrød Hans Egede. "Arbejder Djævelen paa at forstyrre Guds planer, skal jeg være med til at forstyrre hans anslag."

Efter at han havde iført sig sin præstedragt, gik han til kaptajnen. Lidt efter lød der en gennemtrængende piben, og dernæst gik trommen. Alt mandskab, der ikke direkte havde vagt, kaldtes sammen paa forreste del af dækket i læsiden.

Drengene mødte selvfølgelig ogsaa. De mødtes af fjendtlige blikke og truende miner. Men de lod, som de ikke bemærkede det, selv om det gibbede i Poul. - Nu kom officererne med kaptajnen og præsten i spidsen, derefter fulgte l. styrmand og købmanden, 2. styrmand og en handelsassistent. De havde drøftet, om de skulde møde bevæbnede. Kaptajnen havde holdt paa skarpt mod skarpt. Men Hans Egede sagde, at kunde han ikke overbevise folkene med sine ord, vilde, han ikke være med til at bruge vaaben imod dem. Resultatet blev, at præsten mødte vaabenløs, mens de øvrige i al hemmelighed stak vaaben til sig - for alle tilfældes skyld.

Officererne stillede sig paa række foran folkene, der skulede ondt til dem. Hans Egede steg op paa lugen bag dem. Der stod han i sin flagrende præstekjole med de klare øjne lysende af energi og mod.

"Folk," begyndte han, mødt af kolde øjne og mutte miner, "sømandens liv er kamp, mangen gang haard kamp, og denne rejse er ikke lystelig. Jeg skulde saa sandt ikke have lokket jer ud paa den, havde ikke Gud ført mig denne vej. - Jeg ved godt, at I saa siger, at jeg er tosset, har en skrue løs. Det sagde de i Bergen, da vi gik der i tre aar og haabede, til trods for det saa ud til, at alle sunde var lukkede. Men det var Gud, der havde overbevist mig og givet mig tegn efter tegn. Da jeg skred i havet paa vejen til Bergen, var jeg druknet, havde det ikke været Guds vilje, at jeg skulde fortsætte, fordi han havde en gerning, der skulde gøres. - I Bergen havde vi tit knap det daglige brød, men Gud lod mig ikke tabe modet. Kongen udnævnte mig til missionær med løn, købmændene udrustede dette gode skib og satte mig som leder af ekspeditionen. - Vi har haft en storartet rejse fra Bergens skærgaard til Statenhuk. Lad det saa se mørkt ud for tiden, tab dog ikke modet. Gud har en gerning, han vil have gjort, vær forvisset derom!

Jeg kunde fristes til at sige med Moses ved Det røde Hav, da Israel stod der, og alle muligheder syntes udtømte: Gud har talt, og I skal tie! Men jeg vil i stedet sige: Vi har udrustning og forsyninger

til et helt aar, vi kan finde frem endnu. Det er i dag kun den 22. juni. Men har nogen noget at sige dertil, saa sig det nu!"

Et par forsøgte at faa nogle indvendinger frem; men blæsten bar dem bort, og det blev til intet. Da stod kaptajnen op paa lugen og raabte med sin stærke røst: "Jeg vil indrømme, at jeg har været mest tilbøjelig til at vende om paa grund af de mørke udsigter. Men nu giver jeg herr Hans Egede min haand paa, at vi ikke vender om, før sommeren er svundet, og alt er forsøgt."

Og de to mænd trykkede hinanden fast i haanden, idet de saa hinanden aabent i øjnene.

Da folkene saa det, gjorde nogle tilløb til at raabe hurra, men raabene brød først igennem, da kaptajnen vendte sig mod dem og raabte: ”l faar en ekstra ration, og saa gaar vi paa!".

Da lød der kraftige hurraraab.

I ISEN.

Det var et par dage senere, den 24. juni om morgenen. Vejret var højt, vinden jævn, og havet roligt; solen skinnede blændende over isfladen, som 'Haabet' sejlede langs med. Ivrige øjne stirrede indover

for at opdage vej gennem ismasserne.

Da lyder udkikkens raab: Revne i isen! - Bud gik til kaptajnen og præsten, der straks kom paa dækket. Og mens 'Haabet' passerede iskanten, lød raabene fra udkikken i mastekurven: Bred rende.

Kan besejles. Indenfor aabent vand, maaske lige til kysten. Det sidste dog usikkert!

Kaptajnen, l. styrmand, købmanden og Egede stod sammen og stirrede ind mod renden, idet de passerede den. Saa vendte kaptajnen sig mod Egede: "Skal vi vove det?".

"Ja, i Guds navn, gør det," svarede Egede.

Baadsmandspiben lød, kaptajnen gav ordrer. ”Haabet” drejede ud fra isen. Et par sejl blev strøget, hvorpaa de atter vendte og stod lige ind mod renden under en spænding, som de ikke før havde oplevet mage til. Men havet var roligt, sejlene trak jævnt, og 'Haabet' gled langsomt, men støt ind i det smalle sund i isen. I nogen afstand fulgte galioten. Alle trak befriet vejret, da de atter var i aabent vand, selv om isen dog laa til alle sider.

Men da kom den første jobspost. Udkikken meldte: Ingen passage forude. Tæt is mod land. - Der var ikke andet at gøre end at vende og staa udefter igen. Men det kunde ogsaa sagtens lade sig gøre, for der var god plads dertil. Men da slappedes sejlene, vinden lagde sig – de kunde ikke manøvrere. - Dette varede dog kun kort, saa blæste det op, men af syd; det blev taaget, og isen trak nærmere. Da de havde vendt og atter stod udad, blæste det allerede saa stærkt, at sejlføringen mindskes. Da lød anden jobspost: Renden i isen ret forude lukket!

Hvad nu? - Der var ikke andet at gøre end sejle nær til iskanten og saa vende. Det blev gjort mere end een gang, mens pladsen mellem ismasserne stadig snævredes ind.

Drengene var selvfølgelig ivrigt paa færde, ønskede saa inderligt, at der var noget, de kunde hjælpe med. Men søfolkene var optaget af de stadige manøvrer og de mørke udsigter, saa de bed ad dem, naar de nærmede sig. Bare de kunde have skubbet den forbistrede is til side med et rask tag, men der var intet at gøre; de gik kun i vejen.

Da kommer den tredje jobspost. Galioten var fulgt efter paa rundturene, men ikke for tæt paa af frygt for sammenstød. Drengene stod ved rælingen og fulgte den med øjnene: Mon den kunde klare den sidste vending. Isen laa truende nær. Jo - nej, nu stødte den. De hørte en skurende lyd. Poul gav et skrig fra sig. Han saa allerede galioten synke og styrtede op i kahytten, hvor han raabte: "Galioten” er stødt -aa Gud!” - Hans mor slog hænderne sammen; de smaa maabede; og faderen sprang op og for ud.

Imens signalerede galioten: Ramt isen. To planker i boven stødt ind. Søger at stoppe lækagen. Stillingen kritisk!

Kaptajnen iagttog signalerne fra styrehuset. Han tænkte: Det er ogsaa ham præstens skyld. Snart støder vi ogsaa. Alt er forbi! - Han for over til kahytten, hvor Niels nu ogsaa var kommet til, slog døren op og raabte: "Befal jer Gud i vold, alt haab er ude. Ga1ioten er stødt og synker!" hvorpaa han atter for af sted. Han maatte være paa sin post, naar ulykken skete, for kæmpe til det sidste, det vilde han, det maatte han.

Hane Egede var sprunget ud. Han stod ved rælingen og stirrede gennem de drivende taager mod galioten, mens hans haar flagrede for blæsten. - Galioten holdt sig i hvert fald flydende endnu. Men det tænkte han ikke paa. Han tænkte kun paa, at nu var det sidste haab brudt. Hvorfor gjorde Gud dette? Hvorfor tillod han det? - Var det for at straffe ham for hans synder?

"Ak ja, jeg arme synder, jeg har fortjent det," udbrød han og knugede hænderne sammen. "Men hvorfor skal det gaa ud over mine stakkels børn, min trofaste hustru og alle dem, der farer med mig! Han kom i tanker om, at han dog maatte være hos sine egne, naar skibet gik ned. Han vilde intet spare for at trøste og hjælpe dem.

Folkene saa ondt efter ham, idet han stridende med blæsten og den flagrende præstekjole kæmpede sig vej op til kahytten, hvor kaptajnens raab lød ham i møde.

Da skete, som han syntes, et under: Da han saa dem alle oprevne og bange, blev han selv pludselig ganske rolig og tillidsfuld.

"Hør her," sagde han fast og roligt efter at have trukket vejret dybt et par gange. "Gud vil hjælpe. Tænk paa Paulus, da han sejlede til Rom. Storm og regn og taage forfulgte dem; alle om bord opgav ævret, ja, de spiste endog intet, fordi de var overbevist om, at de alle skulde dø. Da stod Paulus frem for dem og sagde, at Gud havde aabenbaret ham, at alle skulde blive reddet. Jeg er ogsaa overbevist om, at Gud vil redde os. Han vil for sin egen æres skyld gøre sin gerning i dette land.”

Han sank paa knæ og bad: "Herre, lad det lykkes, til din' ære!" "Amen!” sagde Gertrud og smilte betaget.

Poul havde hørt til med lysende øjne. Han var ogsaa sunket i knæ, men sprang nu op og raabte til Niels: "Kom, vi maa ud og se Guds frelse!"

Og de sprang af sted. Men da de kom ud, mærkede de, hvor stærkt skibet slingrede. Stormen for hvinende gennem takkelagen, og taagen drev tæt omkring dem. Her var ingen hjælp at se. Man maatte hvert øjeblik vente, at skibet blev sat mod iskanten og skaaret i stykker. Men efter dem flød dog galioten stadig; de havde derovre alligevel faaet hullet stoppet foreløbig.

Var det nu blevet mørkt samtidig, var sidste glimt af haab blevet slukket. Men det var aarets længste dag. Solen gik ned kl. 11 og stod op henad to. Dagens lysning stod paa himlen bag taagen.

Egede bad, mens hele mandskabet med kaptajnen i spidsen kæmpede for at holde ”Haabet” fri af isen længst muligt. Tiden sled sig af sted; det var, som den stod stille for dem i kahytten. - Da ved midnatstid mærkede de en underlig ro: Stormen stilnede af! Og da drengene for ud paa dækket, saa de, at taagen lettede, og isen var drevet bort.

Der var frit vand til alle sider. Derfor var de ikke stødt paa. Stormen havde drevet isen bort og været dem en hjælper i stedet for en fjende.

Alle samledes paa dækket. En stille glæde lyste ud af alle ansigter, og Hans Egede læste Davids 107. salme: De, som farer paa havet i skib, som bruger deres handel i store vande, de saa HERRENS gerninger. Han lod det blive storm, og den opløftede havets bølger, de for mod himlen, de for ned i afgrunden. De for om og ravede som drukne. De raabte til Herren i deres nød, og ham stillede stormen, og dets bølger lagde sig. Lad os takke Herren for hans miskundhed!

LANDET NÆR.

En uge var gaaet siden den første forfærdende dag i isen. Taagen havde det meste af tiden hvilet over skærgaarden, saa de matte sejle frem med den største forsigtighed og agtpaagivenhed, at de ikke skulde løbe paa en klippe eller en isskosse. Kun enkelte gange, naar taagen et øjeblik lettede, viste den omgivende verden sig med øer i havet ind mod øst, og de spejdede anstrengt efter en jævn plet med grønt græs, hvor de kunde gaa i land og bygge deres første hus paa Grønland.

Endelig en dag brød solen frem og viste dem et stort sammenhængende stykke land. Ud mod dem var der grønne lavninger, bagved hævede klipper sig, graa og furede, højere

og højere ind mod øst.

"Haabet" kastede anker, en chalup -en storbaad- blev bemandet, Hans Egede og købmanden var med, og de sejlede ud for at undersøge, om der var mulighed for at anlægge kolonien i dette grønne land.

Poul og Niels stod og hoppede for at faa lov til at komme med, men de blev afvist. De maatte nøjes med at entre op i mærset og derfra følge baadenes kurs. Men ogsaa det blev dem snart forment; thi taagen trak atter sin graa, klamme kappe over land og hav. Først forsvandt landet, saa baaden, til sidst de nærmeste øer. Drengene gyste, idet taagen svøbte sig om skibet. De blev bange for, at der skulde hænde noget forfærdeligt derinde i den døde taage. Ængstelige til mode gik de op til deres mor og de smaa søstre. Men moderen trøstede dem: De skulde ikke være bange, alt stod i Guds haand, og han vilde værne deres far og føre ham tilbage i god behold.

Ja, tænkte Poul, det er jo rigtigt nok, men denne vildsomme taage er farlig at færdes i. Rigtignok er der kun et par hundrede favne mellem dem og skibet, og de har kompas

at rette sig efter, men strømmen kan føre dem ud forbi skibet, bort, uden at de aner det, ogsaa Tiden sled sig hen. Børnene begyndte at kede sig. Drengene tog bøger og gav sig til at læse lektier; men de havde vanskeligt ved at samle tankerne om det læste, og da Petronella foreslog, at de skulde lege kuk paa dækket, var baade Niels og Poul straks rede. Kun Christine blev helst hos sin mor, men moderen sagde: "Gaa du blot med!"

Ude paa dækket trippede smaapigerne af sted med de lange skørter fejende om sig. Niels smilte: Det saa saa pudsigt ud, naar Nella paa lette smaa fødder trippede over dækket med de lange skørter dansende om hende. Men de gav alligevel en vis værdighed, selv til saa lille en dame som hun - kun syv aar.

De blev dog snart stoppet i deres fri leg paa dækket. Folkene var gaaet i gang med at bryde tømmerstablerne ned og lave tømmerflaader af dem; de kunde nemlig ikke regne med, at "Haabet" kunde gaa helt ind til kysten, saa de maatte flaade tømmeret i land. Snart var Niels med i arbejdet, mens Poul saa paa sejlmageren og hans hjælpere, der reparerede sejl. Pigerne søgte skuffede op til deres mor, som gav sig til at læse med dem.

Dagen gik umærkelig over i den lyse nat. Taagen lettede, havet glinsede i genskin af den lyse himmel. Drengene steg op i vantet, helt op til salingen og stirrede over hav og øer ind mod landet, der var som et forjættet land for dem. Da opdager de baaden paa vej gennem sundet mellem øerne. Deres første tanke var, at det maatte de fortælle deres mor, hvorfor de for til vantet. - Niels gik ned med hurtige, sikre tag. Poul nærmest hoppede af sted. Niels tænkte, at Poul da heller aldrig kunde lære at gaa ordentlig. Hu - der gled han; men han slap dog ikke taget med hænderne. Han sundede sig et øjeblik og hoppede saa forbi Niels, som havde tabt lysten til kappestriden og ganske jævnt gik videre. Ogsaa Poul gav sig da bedre tid, og sammen traadte de ind til moderen og fortalte, at baaden kom, hvorpaa de atter gik ud paa dækket.

Hans Egede var meget oprømt, da han kom om bord: En god byggeplads var fundet, sten og ler var der nok af, og en god ankerplads for "Haabet" var fundet.

DE FØRSTE GRØNLÆNDERE.

Næste morgen, da andagten var forbi, og drengene kom paa dækket, dukkede frem af den uundgaaelige taage tre baade. Forrest kom to kajakker, lange, smalle, lave baade, beklædt med skind, saa der kun midt i var et hul, hvori en mand sad og roede med en aare, der havde blad i begge ender. Hvor gik det let og elegant op over de jævne dønninger. Poul var straks fyr og flamme: Det saa vel nok flot ud. Saadan en baad vilde han have.

"Haa", haanede Niels, du vendte omgaaende bunden i vejret, og saa var det gilde holdt."

"Ja, " sagde Aron, som kom til, "det er meget svært at klare sig paa havet i saadan en let og spinkel baad. - Men se der - der kommer en konebaad. Den ros af konerne, har jeg hørt. Og kan I se den mand der i forstavnen af den, han sidder og fægter med armene, han laver trolddomskunster. Han skal holde de onde aander, som de tror følger os, borte fra dem."

Børnene saa nu ogsaa, hvordan han sad og rokkede med kroppen og fægtede med armene, mens det lød, som han snart sang, snart skreg.

Styrmanden lod lejderen gaa ned og vinkede til grønlænderne, at de bare skulde komme op. Men de fortsatte, forrest kajakkerne, bagefter konebaaden, rundt om "Haabet".

Børnene sprang over til bagbords ræling, og saa grønlænderne fortsætte videre rundt om "Haabet", mens troldmanden blev ved at fægte med armene, gynge med kroppen og skrige op.

"Hvad vil de? Hvad er det, han gør?" udbrød Poul, idet han forundret saa efter dem, nu de rundede agterstavnen.

"De vil nok erobre os, ligesom israelitterne erobrede Jeriko ved at gaa rundt om byen," sagde Niels og lo. "De sejler syv gange rundt om skibet, og saa gaar vi under."

"Lad være at spotte," advarede Poul, "for det er underligt."

Børnene løb igen over til styrbord, hvor de fulgte grønlænderne, der nu nærmede sig falderebet. Men i stedet for at lægge til, fortsatte de og rundede snart igen forstavnen. Børnene løb ikke over til bagbord, men blev staaende og gættede paa, hvor langt de kunde tælle, før grønlænderne kom frem bag agterstavnen. De var spændt paa, om de nu kom frem igen, og om de saa fortsatte. Poul følte det, som vilde onde magter tage herredømme over dem, og han var ikke blot spændt paa, hvad der vilde ske, men ogsaa urolig.

Christine stod alvorlig og talte, og da første kajak kom frem, raabte hun: "Jeg kom til 407!"

"Det gjorde jeg ikke," svarede Niels.

"Hvor langt kom du da?" spurgte hun.

Niels svarede ikke; han var optaget af, om grønlænderne fortsatte, og det gjorde de.

Imidlertid var kaptajnen, købmanden, assistenten og Hans Egede kommet til. De lod gaver til grønlænderne hente frem: Knive, fiskekroge, synaale og glasperler, og Egede vinkede med en skjorte. Men grønlænderne ænsede det ikke, de roede videre, mens troldmanden fortsatte sine besværgelser med dobbelt iver.

"Far," sagde Poul, "tror du, at han kan gøre os noget ondt?"

"Nej, min dreng. Idet vi ifører os Guds fulde rustning, modstaar vi djævelens snedige anløb. - Men hvad vil de?

Kunde vi endda faa dem herop, høre dem tale, lære dem at kende - komme i forbindelse med dem!"

"Kan vi forstaa, hvad de siger?" spurgte Niels.

"Kun hvis de har lært noget af nordboerne i Sydgrønland eller af hollænderne, som handler heroppe."

Grønlænderne kom atter frem. De roede langsommere, ligesom tøvende. Fra skibet vinkedes der ivrigt til dem. Endelig tog de mod til sig, og konebaaden lagde til ved falderebet,

og man kunde se, at de diskuterede, hvem der skulde gaa op først. Men da først en havde sat foden paa lejderen, fulgte andre hurtigt efter. Let og smidigt entrede de op.

Da de kom op paa dækket, stod de generte og kikkede sig omkring, skindklædte smaa mennesker med sort, stridt haar, tykke kinder og but næse. Hvem der var mænd og hvem kvinder kunde ingen se. Jo dog, nogle havde haaret sat op med baand omkring, de maatte være kvinder; de havde ogsaa længere skindstøvler, kamikker, end mændene.

Hans Egede hilste paa dem. De stod tavse. Han spurgte, om de havde varer at sælge. De forstod det ikke. Han tog en kniv, pegede paa deres skinddragter og viste, at han vilde

bytte. De rystede paa hovedet og sagde noget, han slet ikke forstod. Han tog da en skjorte og sagde, at han vilde bytte med den. Da lyste det op i deres ansigter, og de

pjævrede op. Men han forstod ikke et muk. - Han vinkede afværgende og sagde: "Tal langsomt!" men det nyttede ikke, han forstod ikke en stavelse.

Han gav dem da smaagaver og gjorde ved tegn forstaaeligt, at skibet vilde stejle ind til land, og at han vilde bo der. - Det forstod de. De rystede paa hovedet, krøb sammen, rystede som af kulde og viste ud over havet. Det var ikke til, at tage fejl af, at de ønskede de fremmede bort igen.

Da de endelig var gaaet fra borde, samledes folkene om Hans Egede og kaptajnen for at høre deres mening om de vilde. Kaptajnen mente, at de lige saa godt først som sidst kunde sejle hjem; dette her fik de ikke noget som helst ud af.

"Ja, kaptajn", sagde Egede, "det samme kunde jeg fristes til at sige, for hvad kan vi gøre for disse stakkels vilde mennesker, som ikke kender Gud, men kun djævelske heksekunster, og hvis sprog lyder som dyreknurren! Men Gud har sendt mig herop, og hans gerning skal gøres, ogsaa blandt disse vilde, som er mennesker trods alt. Og maaske findes der nordboere i Østerbygden mod syd. I Guds navn, vi skal fortsætte."

KOLONIEN ANLÆGGES.

Et par dage senere spredtes taagen, vinden var gunstig, og "Haabet" stod langsomt ind mellem smaaøerne til en tryg ankerplads mellem Haabets ø, hvor kolonien skulde anlægges, og to smaa nøgne klipper vest derfor. Det mindre skib, galioten, blev derimod liggende udenfor, da det snarest muligt skulde sejle hjem men besked om, at de var naaet godt til Grønland.

Nu kom en travl tid for Egede og hans folk, men det skal siges, at folkene var flinke og tog fat med liv og lyst. Om bord byggedes flaader af tømmeret, som ved højvande skulde bugseres ind til den lille runde bugt, hvorved kolonien skulde anlægges.

Paa land blev tømmerflaaderne skilt igen, og tømmermanden sørgede for, at brædder og spær blev skaaret til. Nogle mænd huggede sten, andre gravede ler op og skar græstørv til, mens andre igen byggede husets brede mure op af sten og græstørv, som indvendig skulde beklædes med brædder. To store rum blev der, det største til folkene, det mindre til Egede og hans familie. Paa loftet blev der oplagsrum og til dels soverum. Endelig byggedes et skur til et par køer og nogle grise, de havde med.

Snart her, snart der saas Egede i sin lange præstekjole vogte paa arbejdet. Til ham søgte alle, naar de var i tvivl om noget. Undervisningen var foreløbig stillet i bero, og drengene var med i arbejdet. De stablede sten op, og de slæbte tømmer, og de bragte bud fra hold til hold. De lærte at ro, og det hændte, at de ene roede ud til "Haabet" med en besked. Deres mor var ængstelig for dem. Det stærke tidevand kunde tage dem og føre dem ud paa havet. Men de lo. Naar strømmen gik ud, fik de ikke lov at ro ud; hun behøvede ikke at være bange.

Ogsaa Christine og Petronella kom med ind i land, og det var nyt og dejligt at træde paa fast jord igen og at rode i sand og ler, selv om taagen stadig hang klam og tung det meste af tiden.

Poul kunde ikke blot spille paa fløjte og lære udenad, han kunde ogsaa tegne, og nu viste han Christine, hvordan man af ler kunde forme dyr og mennesker og mange andre ting. Interesseret iagttog hun ham og forsøgte saa selv. Det lykkedes, og snart var hun saa optaget af at lave hunde og køer og fæle bjørne af ler, at hun glemte alt omkring sig.

- Petronella forsøgte ogsaa med en klump ler; men mærkværdig nok, syntes hun ikke, hun kunde faa noget ud af det, hvad hun heller ikke kunde. Hun opgav det og sad lidt og saa paa Christine. –

"Hø," sagde hun, "det er der ikke noget ved." Og saa sparkede hun, til et af Stinnes dyr. Christine for op og smækkede hende en lussing. Nella skreg og stampede: Hun skulde nok sige det til mor.

"Du bliver fra mine dyr! fastslog Christine.

"Kom!" sagde Niels, som i det samme kom forbi. "Kom med mig hen til stenhuggerne. Og Nella saa, at stenhuggerne slog til stenene - bang! - saa de fløj i splinter, og hun maatte helt hen for at se, hvordan det gik til. –

"Pas paa!" raabte en, idet en stenstump røg hen for fødderne af hende. Der laa stenstumpen og lyste af glimmer, og den havde en fin rød stribe paa tværs. Den var smuk, syntes Nella, den maatte hun have, og hun stumlede frem for at tage den op. Idet samme gav hun et skrig, og stenhuggeren sprang forfærdet til. En stenstump havde ramt hende paa kinden, og det blødte. Niels trøstede hende. Det var ikke farligt. Doktoren var vist i land, saa skulde han give hende et klæde om. Og lidt efter spankulerede Petronella nok saa stolt omkring med et hvidt klæde om hovedet - tværs over kinder og næse.

Pigerne var vel nok kønne at se paa, da de kom tilbage til "Haabet", smurt til af ler, med dynd paa hænder, i ansigt og paa kjolen. Deres mor slog hænderne sammen af forfærdelse, da hun saa dem. - En større renselse maatte de gennemgaa, og saa fik de at vide, at herefter kom de ikke i land, uden moderen var med dem.

TØMMERFLAADEN.

Ved højvande bugseredes store tømmerflaader fra "Haabet" ind til den lille bugt foran byggepladsen. Strømmen bar med, saa baadene blot skulde styre, og i bugten behøvede de

kun at fortøje flaaderne godt; naar ebben saa kom, laa tømmeret paa tørt land, for vandet trak sig flere meter tilbage.

Saa blev der travlhed med at bære op og lægge brædder og planker i stabler parat til tømmermanden og hans medhjælpere, der tog fat paa at tilhugge og tilskære tømmer til vægge, loft og tag. Drengene gik ham til haande. De bragte planker og brædder, og efter hans anvisning lagde de det tilpassede materiale op i bunker, eftersom det hørte sammen. Tømmermanden var glad ved dem, for de arbejdede med lyst og energi. Det var noget andet for dem end at sidde muret inde og læse og skrive. Særlig Niels følte sig styrket af den friske luft og det raske arbejde. Poul kørte undertiden træt og ønskede sig ind til skoletimerne.

Der blev en del endestykker af planker og brædder. Dem maatte drengene samle og stable op i pæne bunker; for, sagde deres far, der maatte intet gaa til spilde; til vinter vilde de faa brug for hver pind til brænde. Det kunde alligevel blive vanskeligt nok at holde den grønlandske vinterkulde ude.

En dag, mens drengene stablede endestykker, fik Poul en ide:

"Du, Niels, ved du hvad!"

"Nej, hvad har du nu hittet paa?" svarede Niels lidt skeptisk, for Poul fik saa mange vilde ideer.

"Det var morsomt at lave en tømmerflaade, saa kunde vi ved ebbe sejle ud til "Haabet" paa den."

"Ja, og af strømmen blive suget ud i havet. Tror du ikke, det var lidt farligt?"

"Jo, det kan godt være. Men saa kunde vi faa en af baadene til at bugsere os ud til skibet."

"Tror du, nogen af folkene vilde gøre det?"

"Nej, de er vist for sure. Men det kunde alligevel være morsomt at bygge en flaade"

"Men hvor skulde vi faa noget at bygge den af?"

"Jo, ser du; her er mange ikke helt korte plankestykker.

Naar vi lægger dem f. eks. i fire rækker og slaar dem sammen med brædder paa tværs over dem, saa har vi flaaden."

"Vil du spørge far om lov til at bruge stumperne her til den?"

"Aa, det ved jeg ikke. Træet gaar jo ikke til spilde, saa .........

"Du mener altsaa, at vi kan tage det her og saa levere det tilbage efter brugen?"

"Ja, kunde det gøre noget?"

Det syntes Niels egentlig ikke, men han vidste, at Poul nok bagefter vilde bebrejde sig selv, at de havde taget det uden forlov. Men han sagde blot: "Hvor skal vi bygge den?"

Poul pegede: "Du kan se de lille klippe ude syd for bugten. Paa den anden side af den er der en lille vig, en indskæring, hvor vandet trækker sig langt tilbage ved ebbe og gaar højt op ved flod. Der kan ingen se os, hverken herfra eller fra "Haabet"

Niels smilede lidt: "Du har tænkt paa det hele, og saa helmer du ikke, før det er gjort. Men hvad saa bagefter?"

Det svarede Poul ikke paa. Men allerede om middagen bar drengene de første stykker tømmer ned til den lille vig, der var omgivet af lave, men stejle klipper; kun allerinderst var der saa megen jævn plads paa stenen, at de her kunde bygge flaaden. - De var nødt til at benytte middagen, for om aftenen skulde de hjem til "Haabet", og da gik der desuden vagt, da man var bange for, at grønlændere skulde komme og stjæle noget fra byggepladsen. Det hændte nemlig, at enkelte grønlændere kom roende i deres kajakker, gik i land og saa paa arbejdet. De gik og rystede paa hovedet. Sagde nogen noget til dem, svarede de ikke, men forsvandt igen. Der boede altsaa grønlændere i nærheden, men hvor havde man foreløbig ikke tid til at undersøge.

I de følgende dage bar drengene stadig mere materiale ud i vigen. De var nu lige ivrige og lige opsatte paa at faa arbejdet fuldført, uden at nogen opdagede det. Hver dag havde sin spænding. Niels blev efterhaanden bange for, at Poul ikke kunde bære spændingen, at han skulde bryde sammen og opgive det hele, før de var færdige med flaaden. - Da de en dag mente, at de havde materiale nok til flaaden og Poul spurgte, hvor de skulde faa søm fra, svarede Niels derfor straks: "Dem skal jeg ok skaffe." Saa tyngede de i hvert fald ikke paa Pouls samvittighed.

Niels skaffede søm og hammer fra tømmermandens forsyninger, og de begyndte at konstruere flaaden. Poul dirigerede for det meste, Niels arbejdede. Mærkeligt var det, at ingen kom for at se, hvad de lavede, men folkene gav dem ret frit spil. De maatte blot holde øje med deres far.

Men da flaaden var færdigt var den ikke blevet saa stort, som de havde tænkt sig. De var i tvivl, om den kunde bære dem begge. Maaske kom de til at bygge den større.

Poul vilde dog prøve den med det samme; men Niels sagde: "Du er da tosset. Vandet falder, og der er udstrøm, det gaar aldrig."

"Vi kan da forsigtigt skubbe den i vandet. Du kan holde den fast, mens jeg prøver, hvordan den er at staa paa."

"Ja, og vi har jo et par lægter. Du kan tage en og holde igen med." -

Som sagt, saa gjort, de skubbede flaaden ned over klippen og ud. Poul gik straks ud paa den. "Den bærer godt," sagde han og trampede et skridt til een side og et skridt til

en anden side. "Kom du bare herud ogsaa!"

"Hold saa godt fast med lægten i stenen her!"

"Ja, ja," svarede Poul, og Niels traadte ud. Men da gjorde Poul en af de ting, han altid siden fortrød. Ganske uden tanke paa, hvad an gjorde, gav han et skub med lægten, og flaaden var fri.

Niels vilde straks hoppe i land; men flaaden var kommet til t svinge ved stødet, og før han fik sat af, var de ude i vigen, og det stærkt faldende vand trak flaaden udad med stadig stærkere fart. De kom lige forbi den sydlige stejle klippekyst. Her var en chance. De prøvede at hage sig fast, men taget glippede, og at forsøge at hoppe op paa klippen vilde være galmandsværk.

Først da begyndte det at gaa op for dem, hvilken farlig situation de havde bragt hinanden i. Her stod de paa en skrøbelig flaade, hvor de knap kunde tage et skridt til siden

uden angst for, at de skulde kæntre eller glide ud. Og nu førtes de ud i sundet, i den stærke strøm; de vidste, hvor vanskeligt det var at ro imod den, naar vandet faldt

stærkt. Strømmen vilde tage flaaden og dreje den rundt og rundt, til de gled af, ud i strømmen.

"Aa, Poul, hvad gør vi?" udbrød Niels bange .

"Slaa mig!" raabte Poul bleg som en kalket væg; han følte sin skyld i det, der var sket - og vilde ske.

Først da kom Niels i tanker om, at de maatte raabe om hjælp - skrige. Og han skreg. Poul kunde ikke. Men Niels raabte igen og igen. Det maatte kunne høres ovre paa byggepladsen. Men kunde de derovre forstaa, hvad der var paa færde, og kunde de naa dem?

Imidlertid var de kommet ud i strømmen, og flaaden begyndte at hælde og dreje.

"Ned, ned paa maven!" kommanderede Niels og gik først ned paa knæene og strakte sig; derefter ud paa maven med fingrene i kanten af flaaden. Poul sansede at gøre det samme.

De kunde lige ligge tværs over flaaden. Men smaabølger hoppede og dansede og slog over dem i isnende sprøjt, mens de langsomt drejede rundt.

Niels lettede hovedet og kikkede op gennem strædet: Kom der ikke en baad? - nej, der var ingen at se.

En trøst var det, at de maatte føres ned forbi "Haabet". Her kunde de faa hjælp, hvis der var nogen paa dækket; men det var ikke sikkert, der var vagt saadan en fredelig middagsstund. Hvad saa?

De nærmede sig allerede "Haabet". De kunde se, hvor den laa og hev i ankerkættingen. Og de saa en ny fare. Hvis de drev lige mod kæden, kæntrede flaaden, og de var leverede, hvis de ikke kunde naa at entre op ad kæden. Eller de kunde støde mod boven, og flaaden suges ned. De raabte af deres lungers fulde kraft; men det var nok for tidligt. De raabte igen og igen, men syntes, raabet forsvandt over vandet uden at naa frem. - Da rejste Poul sig op og raabte. "Ned, ned!", skreg Niels, "din idiot!" - Men det var for sent. Poul skred, idet flaaden blev grebet af en hvirvel ved ankerkæden. Han gled ud. Han greb efter kanten af flaaden, men taget glippede. - Niels strakte sig længst muligt frem, og idet flaaden svingede rundt, greb han efter Pouls haar. Han fik tag, og idet han holdt fast i Poul med den ene haand og i flaadens kant med den anden, skubbede han sig bagud, til han fik fødderne ned om den modsatte kant; da kunde han faa fat i Poul med begge hænder og forsøge at hive ham op.

Ingen af dem saa, at der blev røre paa "Haabet"s dæk, eller at de drev næsten lige forbi falderebet - saa nær frelsen og dog langt borte fra den. Men det var selve den lille ivrige Aron, der havde opdaget dem, og han forsøgte omgaaende at standse flaaden med en baadshage, men opgav det. Det var for farligt, som de laa; han kunde rive dem ud i stedet. En baad maatte ud. Han raabte: Hjælpen kommer! fik fat paa endnu en mand og styrtede til en baad.

Niels hørte raabet og tog fastere tag i Poul, der var besvimet og tyngede stærkt. "Det var ogsaa en tid at besvime," tænkte Niels; "men nu maa jeg bide tænderne sammen og

sætte neglene i til hjælpen kommer." - Men vandet var isnende koldt, og baaden var langt agterude, da den endelig flød paa vandet, saa Nielses styrke blev sat paa en haard

prøve. Fingrene blev stive, og han rystede af kulde og anstrengelse, men han slap ikke. "Giv mig kraft! Giv mig kraft!" hviskede han. "Jeg vil, jeg vil!" Og han holdt fast,

til han hørte opmuntrende tilraab fra baaden, da glippede det for ham. Men i samme nu gled baaden op paa siden af flaaden, og mændene trak først Poul op; dernæst Niels, der

var saa stiv, at han ikke selv kunde rejse sig. - "Flaaden - flaaden," hviskede han, da han kom op i baaden.

"Skidt være med den!" svarede Aron.

"Ja, men far ...; det skulde bruges til.." Han blev saa kraftesløs, han kunde ikke fortsætte, men sank tilbage, mens de to mænd i baaden halede ud, alt hvad aarerne kunde strække. Alligevel gik det langsomt op imod den stærke udstrøm.

Paa "Haabet" søgte alle de, det var om bord, mod falderebet. Christine havde fortalt sin mor, at der var nogen i fare, hvem vidste hun ikke. Gertrud blev derfor som lamslaaet, da Aron kom op ad lejderen med Poul hængende som en vaad sæk over hans skulder. Med et skrig styrtede hun imod ham: "Min dreng - aa, min Herre og Gud!" - Hun vilde straks tage ham, men Aron virrede med hovedet og fortsatte op ad trappen ind i kahytten, hvor Gertrud straks gav sig til at rive de vaade klæder af Poul.

Doktoren kom til med medikamenter. Poul havde slugt noget vand, men det var ikke det, der havde gjort ham bevidstløs; det var det chock, det iskolde vand havde givet ham. Doktoren beordrede ham indsvøbt i varme tæpper og gav ham noget stærkt til at drive kulden ud. - Hjertet slog normalt. Det vilde kun vare kort tid, før han vaagnede op, sagde doktoren. - Gertrud satte sig paa køjekanten og vogtede paa, om farven vilde vende tilbage i hans kinder.

Smaapigerne havde forundrede holdt sig lidt tilbage. Nu kom de og lagde hænderne paa moderens knæ og saa med store øjne fra Poul til hende. "Er han død?" spurgte Christine.

"Nej, nej, lille barn," svarede moderen og tog Christine kærtegnende om nakken; "med Guds hjælp er han snart igen rask og sund."

Da slog det Gertrud: Men Niels! og hun spurgte.

Aron, der stod og ventede paa, at hun skulde spørge, svarede:

"Han har det godt, madam. Han ligger i min køje, men er allerede varm og frisk."

"Aa, Guds ske lov!" sagde hun lettet og spurgte ikke videre.

Hun vendte sig atter mod Poul og iagttog ham spændt. Hans ansigt begyndte at blusse; han rørte paa sig og trak vejret hivende. Han stønnede og mumlede noget ganske uforstaaeligt. Han slog ikke øjnene op og var ikke ved bevidsthed.

Lægen, som hele tiden havde staaet ved fodenden og iagttaget ham, sagde nu: "Det bliver nok mere langvarigt, madam, end jeg straks tænkte; vi maa nok være forberedte paa en lungebetændelse. Men vi klarer det nok; vi klarer det nok."

Gertrud svarede ikke, men foldede hænderne og bad: "Herre, tag ham i din stærke haand! Tilgiv os vor synd og bevar os i dit navn!"

Hans Egede kom i en chalup og Niels maatte fortælle. Det kneb, men han skjulte ikke noget. Han sluttede med at sige: "Jeg ved, at vi fortjener at blive tugtede. Men tugt mig, for Poul kan ikke taale det!

"Niels, Niels, min dreng, sagde Egede og lagde en haand paa hans hoved, "kunde du ikke have hindret dette?"

"Jo, det kan godt være, far; men det var saa morsomt at bygge flaaden, og sagerne vilde vi jo bringe tilbage."

"Ja, ja, straffes maa I. Du maa blive om bord en hel uge, selvom vi paa byggepladsen vanskeligt kan undvære nogen haand, der kan gøre nytte - og tømmermanden var glad ved at

have jer til hjælp. Du begynder straks i morgen at læse. Du faar store lektier for, og de skal læres!"

"Ja, far, men naar jeg saa har lært dem, maa jeg saa ikke komme ind og hjælpe tømmermanden?"

"Nej," svarede faderen blot.

Men det blev ikke saadan at gennemføre lektielæsning og timer, naar Poul laa og stred for livet, og de alle blot ønskede at kæmpe sammen med ham og for ham.

Smaapigerne blev undertiden sendt ud paa dækket for at lege. Men de manglede Poul; han kunde synge, fremsige gamle rim, tegne og modellere og sætte lege i gang. Niels var

kedelig, syntes de.

Ja, Niels var kedelig i de dage, da han ikke kunde komme til at bruge sine kræfter, og da han gik og bebrejdede sig selv, at han ikke havde holdt igen i tide. Det var i virkeligheden hans skyld det hele; han skulde have hindret, at det kom saa vidt. Han blev aldrig glad, hvis Poul døde. Og han listede ind, lagde hovedet paa moderens skulder og græd, mens hun strøg ham over haaret og trøstede ham, som om hun havde læst hans tanker: "Saa, saa, Niels, du kunde jo ikke gøre for det. Du reddede jo Pouls liv derude paa flaaden, og nu maa vi kæmpe med Gud om det." - Ja, det kunde hun maaske gøre, det forstod han ikke.

Dagene gik, og en skøn dag - det var en skøn dag - vaagnede Poul op til bevidsthed, saa paa sin mor og sagde: "Det var min skyld. "Jeg skal bære straffen." Han havde ubevidst ligget og fantaseret med dette om skylden, nu brød det frem. Ingen maatte lægge skyld paa Niels, skylden var hans.

Nu bedredes han hurtigt. Han kunde begynde at skæmte med pigerne. Snart kom han op og tog fat paa arbejde igen.

Havde brødrene ikke været trofaste venner før, blev de det nu, selv om der ogsaa siden kunde komme skærmydsler imellem dem.

EFTERAAR. - EN SOLOPGANG.

Sidst i august flyttede Hans Egede med sin familie og alle de folk, der skulde være hans medhjælpere, bl.a. Aron, ind i det nybyggede hus. Ved siden af Egedes opholdsrum var der et meget stort rum, hvor folkene skulde opholde sig. Paa det store loft stuvedes mel, gryn og malt, tønder med saltet kød, brændevin og meget andet. Ud førte svære dobbelte døre, for at sneen ikke skulde fyge direkte ind ved vintertid.

Christine havde i længere tid græsset køerne. Det var slet ikke behageligt, for taagen hang stadig tæt, luften var kold og klam, og hun skulde passe paa, at køerne ikke gik op i klipperne, hvor de kunde gaa og brække benene. Men en gang imellem kom drengene hen til hende. Niels passede da køerne og hjalp Nella med at bygge borge af sten, mens Stinne og Poul modellerede og fantaserede om, hvad de skulde se og opleve i fremmede lande. Og naar Christine kom hjem til sin mor, fik hun ros, fordi hun var saadan en flink pige, og saa var hun glad ved at vogte.

Grønlændere kom, mens der byggedes, gang paa gang og gik rundt og rystede paa hovedet. Hans Egede søgte ved smaa gaver at komme i kontakt med dem, men hidtil var det mislykkedes. Trods al grønlændernes rysten var huset dog vokset, og da det nærmede sig sin fuldendelse, forstod de, at der maatte gøres noget ekstra, hvis de skulde slippe for disse fremmede umennesker; men fik de lov at bo der, vilde aanderne ikke være med grønlænderne. Det sagde deres kloge mand og fører, deres angakok. En skønne dag mødte de derfor op i flok og følge, i kajakker og konebaade, og gik i land i den lille runde bugt ved kolonien - Haabets Bugt.

Hans Egede og drengene gik dem i møde, og alle arbejderne strømmede sammen om de smaa sortsmudskede, skindklædte mænd. En af dem, en gammel mand i en særlig fin ræveskindspels, traadte frem og begyndte efter forskellige mærkelige fagter at tale. - Poul følte sig, som første gang han saa en angakok, underlig til mode ved hans fagter og mumlerier; han følte, at troldmanden stod i pagt med onde magter, mens Niels blot med levende interesse fulgte hans besværgelser.

Lige straks forstod de ikke spor af, hvad han vilde. Men da han vinkede fra huset ud mod havet, forstod de, at han vilde, de skulde rejse bort, hjem over havet. - Saa krøb han sammen og rystede som af kulde. Ja, vinteren vilde komme med frygtelig kulde. - Saa kørte han rundt med hænderne, blæste, vadede som gennem noget tungt og viste op over husets tag. Ja, de forstod: Vinteren vilde komme med storm og masser af sne, der vilde naa helt op til taget.

Egede viste paa sine klæder; de var tykke og gode, mente han, men den gamle rystede paa hovedet og tog i sin tykke pels; de kunde ikke klare sig uden pels, det var tydeligt nok. Egede viste paa huset og brændselet, der laa i stabel; de skulde nok klare sig.

Men den gamle vismand skrumpede ind og lod sig falde som død til jorden. Lidt efter rejste han sig og pegede rundt paa alle kablunakkerne, alle de fremmede, at saadan vilde det gaa dem, hvis de blev her. Endnu en gang vinkede han ud mod havet: Rejs hjem - rejs hjem!

Men Hans Egede rystede paa hovedet og sagde: "Nej, vi bliver her." Saa pegede han opad og fortsatte: "Gud i himlen - Gud skal hjælpe os, og han vil hjælpe jer."

Grønlænderne forstod, at han med Gud mente en stor aand, der vilde hjælpe de fremmede, og de blev bange. Men Hans Egede lod uddele fiskekroge og andre smaating, og han viste paa huset og bød dem indenfor. Men de rystede paa hovedet, viste endnu en gang ud over havet og forsvandt i deres baade ud gennem sundet.

Hans Egede fulgte dem med øjnene, saa længe de kunde skimtes, hvorpaa han vendte sig mod drengene og udbrød: "Hvem der dog kunde tale deres sprog og vinde deres tillid! I, mine børn, maa hjælpe mig. Bare der boede nogle af de vilde her i nærheden, saa I kunde lege med deres børn og lære deres sprog.”

Men Poul var bange for, at grønlænderne vilde gøre dem ondt. Mangen aften og nat laa han og lyttede efter fodtrin udenfor: Var der ikke nogen, der listede rundt og vilde stjæle eller slaa tryllekreds om dem? Han var nok bange for aanderne, men han maatte alligevel op og ud at se efter.

En aften lød der bestemt trin. Han stod op og listede ud. Natten var kold, og han frøs. Han lyttede, men hørte intet. Han listede da hen til hushjørnet og saa et par mørke skikkelser gaa ned mod bugten. Han gav et vræl. Skikkelserne gav et hop og smed noget, de havde i hænderne, hvorpaa de løb mod stranden.

Hans far var blevet vækket ved skraalet. Han styrtede ud: !

"Hvad i Herrens Navn er paa færde?"

"Det var et par tyveknægte, " svarede Poul.

De gik ned mod bugten og saa et par kajakker forsvinde i lysningen over vandet.

Det var kun et par bræddestumper, de havde taget. Men Egede indsaa, at de ikke kunde være trygge for grønlænderne. De hadede de fremmede og vilde gøre dem al den fortræd, de formaaede .

I den følgende tid sendte Hans Egede folk ind i fjordene mod øst, for at de skulde lære landet og folkene at kende og for at samle hø til kvæget. Fjord ved fjord strakte sig mod øst og nordøst dybt ind i landet, et mægtigt land, et dejligt land med grønne sletter under høje

fjelde, hvor is og sne tindrede i solglansen; for herinde var der næsten aldrig taage. - Paa de grønne sletter græssede rensdyr og harer, i vandene sprang laksene. Her boede grønlænderne i skindtelte, her gik de paa jagt med bue og pile og skød mange dyr. Men da Hans Egede sendte jagthold ind til en lille fjord, de kaldte Præstefjorden, for at skaffe vinterforraad af kød og fisk, kunde jægerne ikke komme dyrene paa skud, og hele udbyttet bleven en enkelt hare og nogle tønder laks. Men hvad var det til saa mange sultne munde, naar vinteren kom. - De prøvede ogsaa at fiske i havet, men udbyttet var yderst ringe.

Hjemme i Haabets koloni maatte børnene slide i lektierne søgnedagene. Søndag morgen holdt Hans Egede gudstjeneste og om eftermiddagen maatte børnene gengive prædikenen. Poul var ikke altid lige god til at gengive den, for han kunde ikke lade være at fantasere, mens faderen prædikede. Tit fik han teksten for som ekstra lektie. Det ærgrede ham, for han syntes, at han var saa stor, at han og maaske Niels ogsaa, godt kunde være med i mændenes arbejde. De dumme mænd, der kom her og fortalte om alle de fisk, der vrimlede i havet og elvene, og om alle de dyr, der græssede i dalene, og saa kunde de ikke faa fat i nogle af dem. Det vat dog for galt. Blot han kunde komme til, saa ……

Skydevaaben maatte drengene ikke røre, men de fik buer og pile, hvormed de gik paa jagt om eftermiddagen. De krøb rundt mellem klipperne, om de kunde overliste en hare eller en rype, og stolte var de den aften, de kom hjem med et par ryper.

Og nu i september var det blevet højt og klart vejr, koldt om natten, men dejligt om dagen og skønt ved aftenstid, naar solen bredte sit røde guld over de graa klipper, og havet spejlede solnedgangens lysglans. Uden de vidste af det, blev landet dem hjemligt og kært.

Nætterne blev længere og mørkere, og dagene kortede af. Snart sang de morgensang før solopgang. De sang Kingos salmer, og særlig holdt de af ”Vaagn op og slaa paa dine strenge” og ”Nu rinder solen op af østerlide, forgylder klippens top og bjergets side".

Poul holdt meget af at synge, men tit blev der trangt inde, naar de mange mennesker var samlede til sang og andagt; først naar han kom ud i den rene, friske morgenluft, kunde han synge ud af fuldt bryst.

En morgen ved oktoberstide kom han ud efter andagten. Han følte den graa; kølige morgen karsk i sin sjæl, trak vejret dybt og saa op mod øst, hvor gryet dæmrede. - "Kom!" sagde han til Niels, "jeg maa op og se solen forgylde klippens top og bjergets side. "Men kan vi naa tilbage til timen?" "Kom! gentog han blot .

Idet samme kom pigerne ud haand i haand. "Hvor skal I hen?" raabte Petronella straks.

"Op at se solen danse!

"Det vil jeg ogsaa."

"Kom saa!" svarede Poul. Og forrest gik drengene, bagefter pigerne med hinanden i haanden op af en nogenlunde farbar sti, som drengene kendte. De kom forbi en lille sø, kun en stor dam, der blinkede mat i det graa lys. - I lavningerne glimrede rimen paa græs og polarbirk og visne blomsterstilke. Sommeren var forbi, snart kunde de vente sne og is. - Da de havde passeret søen, blev det vanskeligere at komme frem. Klipperne var ikke høje, men fulde af dybe revner. Nogle steder maatte de kravle op gennem smalle sprækker.

Poul rakte Christine en haand, og Niels skød bagpaa Nella. Pigerne havde vanskeligt ved at komme frem for deres lange skørter. Nella skrabte hænderne paa de skarpe kanter og klynkede, men Poul drev paa, de maatte skynde sig, ellers naaede de ikke at se solen staa op over verden.

Endelig stod de paa højden, hvorfra de kunde se ud over fjorden i øst og videre over smalle tanger, dybe bugter og furede klipper, som endnu paa i dis. Bagved skimtede de høje fjelde, som rejste sig med mørke takker mod himlen, der lysnede over dem. - Pludselig skød solens første straaler op over kanterne, og lyset skød ud og aabenbarede en aaben, lys og dejlig verden med tindrende bjerge og spillende vande og en lysende himmel. Midt i denne herlighed stod de fire børn og undrede sig.

"Nu rinder solen op. .." lod Poul sin stemme klinge; men den forsvandt i det uendelige rum, og han selv svandt ind til et ubetydeligt fnug i den mægtige lysende verden.

Stinne lukkede øjnene for lysglansen, og det blev mørkt, og hun aabnede dem igen, og hele verden aabenbarede sig uendelig stor for hende i lysende herlighed. "Se," jublede hun, "jeg ser det alt sammen. Mine øjne giver mig hele verden!"

"Ja, øjnene er legemets lys, " deklamerede Poul. "Tænk, den stakkel, der er blind, han har aldrig set solen staa op.”

"Ja, hvor er det synd for dem," svarede Stinne.

De saa det alle for sig, hvor forfærdeligt det var at være blind, undtagen Nella, hun stod blot helt himmelfalden.

"Husker I,” sagde Niels, "gamle Simon Hougens i Vaagen? Han gik altid med hovedet bagud og kikkede skraat opad, men han saa ingenting, for han var blind. Og vi børn raabte efter ham og gjorde nar af ham.

"Ja, at vi kunde gøre det," udbrød Poul; "det var synd!"

Nu var solen steget saa højt, at ingen kunde se ind i dens blændende flamme. Nella lukkede øjnene og aabnede dem igen. Det slog sorte blaaner for dem. - "Jeg kan ikke se! " raabte hun, "jeg bliver blind”.

"Vend dig om!" sagde Niels, "saa gaar det nok over. Men husk en anden gang ikke at se ind i solen. Det er som at se ind i himlen; det kan vi ikke i uden at blive blinde."

"Ja, men," indvendte Nella, mor hun siger, at naar jeg er sød, saa skal jeg komme ind i himlen, og der…. "

"Ja, men du ved, for at komme i himlen skal vi først dø. Og vi vil leve!"

"Ja, vi vil leve!" raabte Poul, og de tog hinanden i hænderne, dansede rundt paa den bare klippe og sang: "Vi vil leve, vi vil leve!"

"Hvor længe?" raabte Stinne, som for en gangs skyld var blevet overgiven.

"Til vi dør! " sang Niels.

"Spot ikke! " formanede Poul pludselig alvorlig.

"Jeg vil aldrig dø! " raabte lille Nella, og de lo alle. Det var længe siden de havde moret sig saa godt..

Da stoppede Christine op: "Ja, men vi skal hjem og læse. Far tugter os, hvis vi kommer for sent."

"Tak, Stinne, du siger noget. Den er gruelig gal. Giv agt løb!” raabte Poul.

Men stenene forbød kapløb. Drengene maatte tage sig af hver sin lille søster. Nella faldt og slog sit ene knæ. Hun græd og skældte ud, saa Niels maatte tage hende paa armen. Den store lyse verden havde lukket sig for dem, deres egne smaa bekymringer voksede, eftersom de nærmede sig hjemmet, og glade var ingen af dem, da de blev modtaget af deres fars klare, haarde øjne og Spørgsmaalet: "Hvor bliver I af? Hvor har I været?"

"Det er min skyld, far,” svarede Poul og saa aabent paa ham.

"Jeg vilde se solopgangen oppe fra klipperne, og saa fik jeg de andre med.”

Hans Egede saa paa den høje, slanke dreng med det mørke haar, det smalle ansigt og de aabne øjne, og hans træk mildnedes: Det var hans dreng!

"Men jeg glemte ogsaa timen, tilføjede Niels.

"Og, far, det var saa dejligt, aa, saa stort; midt i hele verden," sagde Christine betaget .

"Naa, lige midt i hele verden!” gentog Egede smilende.

"Ja, meld dig til mor! - Saa strammedes hans læber, idet han vendte sig til drengene: ”og I slipper med tre slag af tampen.”

De forstod, at han helst havde ladet dem slippe helt, og Poul sagde: ”Kan du huske, far, at du en dag i Bergen gik med os drenge op mod Fløjfjeldet, og saa spurgte du: ”Hvordan kan maanen, der er sort som jord, lyse? Min sølvdaase er blank, og solen skinner i den; men maanen er mørk, hvordan kan den saa lyse?”

Hans Egede fortsatte og saa svarede du: Fjerne bjerge, som ogsaa er mørke i sig selv, kan tit lyse i solen! Og jeg var glad ved, at du havde lagt mærke til det.”

Det brød ud af Poul: ”Ja, men du kan tro, at bjergene nu til morgen lyste længere end til maanen, helt op til stjernerne lyste de - til Guds himmel.”

Hans Egede blev grebet af Pouls begejstring; han gik videre og fortalte om stjernerne, deres lys og den mærkelige sammenhæng, der er mellem vor verden her paa jorden og stjernehimlen. Og de tre slag blev skrevet i glemmebogen.

Gertrud saa hen til sine tre drenge og glædedes inderligt over, saa godt det gik mellem dem, alt imens hun trøstede lille Nella, der beklagede sig over sit skrabte knæ.

VINTER. – HOS GRØNLÆNDERNE.

Vinteren kom med mørke og korte dage, men ikke med den bidende kulde og de vældige masser af sne, som de i Haabets Koloni havde frygtet. Det frøs, og sne kom der ogsaa, men det meste af tiden var det roligt og klart vejr, saa der ingen vanskelighed var ved at færdes ude.

Hans Egede holdt gudstjeneste og gennemgik troslære med alle folkene; for, sagde han til dem, I skal give de vilde hedninger et godt eksempel paa gudsfrygt og gode sæder. Drengene blev holdt til latinen, men længtes ud. Pigerne maatte foruden at læse og skrive sy og brodere. De faa kvinder, der var i kolonien, samledes om Gertrud for at sy, strikke, stoppe og vaske, saa alt tøjet kunde holdes pænt i orden.

Folkene var flinke, og i begyndelsen gik alt uden gnidning.

Men saa begyndte det at blive smaat med saltet kød og flæsk, laksene var spist, og folkene klagede over den flove føde: brød og grød, kun krydret af et glas tyndt øl eller brændevin. Først i december sendte Egede da et hold folk ind til Præstefjorden, langt inde øst paa. Der havde om sommeren været mange fisk i elvene og mange harer og rensdyr i dalene.De fik imidlertid ikke fat i noget fersk kød, men de kom tilbage og fortalte, at nogle vinterhytter, som om sommeren havde staaet tomme, nu vrimlede af mennesker. Aron, som havde været med, fortalte: Da vi bad om husly, gjorde de os begribeligt, at der var en grim lugt i deres huse, vi

skulde sejle hjem. Men for gode ord og gaver overlod de os dog en lille hytte, der var ubeboet. Der var imidlertid ikke til at være for kulde, da vi ingen lampe havde saadan som grønlænderne. Vi fik da omsider lov til at komme ind i det største af deres huse. - Da vi kom derind, slog imod os en varme og en stank, saa det stemte for brystet. Men vi holdt os og blev anbragt paa forhøjningen ved væggen. - Jeg sagde da: "Se her er Aron." Derefter pegede jeg paa min sidekammerat og sagde: "Han der hedder …. " Videre kom jeg ikke, for en grønlænder sprang op og sagde: ”Aron”? idet han pegede paa mig. "Ja. Aron," svarede jeg. Saa slog han sig paa laarene og knækkede sammen af grin.

Jeg tænkte først, at mit navn nok maatte betyde noget meget uartigt paa grønlandsk, siden han opførte sig saadan. Men saa pegede grønlænderen paa sig selv og sagde: ”Arok!” saa paa mig og sagde: ”Arok?”

”Nej," svarede jeg, "Aron." - Han gentog: "Aron - Arok" og knækkede igen sammen af grin. Jeg viste paa pladsen ved min side, og han satte sig, saa op paa mig og lo. Vi blev helt gode venner, og jeg lærte meget grønlandsk af ham. Men dyr fik vi jo ingen af."

Lige i øjeblikket interesserede kødet ikke Egede saa meget som det at faa fat i grønlænderne og faa lært deres sprog. "Vi maa derover," sagde han ivrigt. "Der kan jeg endelig faa lejlighed til at tale til dem, lære dem at kende.”

”Ja, men far," sagde Poul, "vi kan jo ikke sproget.

"Nu kan Aron, da noget, og vi andre kan da altid sige: kina (hvad er det), saa faar vi med Guds hjælp mere lært."

Han satte straks Poul i gang med at tegne billeder af, hvordan Gud skabte jorden, af syndefaldet, djævelen med horn i panden; Jesus helbreder syge, Jesu opstandelse og mere.

Det var store opgaver, Poul her fik, og han spekulerede paa, hvordan han skulde tegne det, saa grønlænderne forstod det. Han tegnede og viskede ud og tegnede igen, indtil han syntes, at det lykkedes nogenlunde: Her steg jorden op af havet; her tog Eva æblet, forført af slangen. - Han viste sin mor tegningerne, og først da hun havde sagt god for dem, trak han dem op og lagde farve paa.

Hans far blev begejstret for billederne. "Ja, nu skal der komme gang i gerningen. Sikket held, jeg har en søn som du; du er en Guds gave'"

Det var næsten for meget, syntes Niels. Hvad er saa jeg?

Jeg kan hverken tegne eller spille eller remse latin. Men jeg kan regne bedre end Poul, og jeg vil være købmand og købe mange gode varer hjemme i Norge og saa komme her og købe alle grønlændernes skind.

Stinne satte sig hos Poul og søgte at efterligne hans tegninger, mens Nella byggede huse af brændestykker.

Dagene gik, og det blev jul. De lærte sydveststormen at kende, idet den satte ind med store ismasser paa havet og bunker af løs sne paa land. - Men vejret blev atter roligt, og himlen klar. Nu var det tid at drage til Præstefjorden.

Gaver blev pakket ned i en chalup. Aron skulde med, da han kunde noget af sproget og var ven med Arok. Poul skulde vise sine billeder frem, og da han gerne vilde have Niels med, fik denne ogsaa lov. Desuden var der tre matroser til at sejle baaden. Rejsen gik glat. Der var ikke is af betydning, og fjorden var rolig. Men de var spændte paa, hvordan grønlænderne vilde tage imod dem.

Da de nærmede sig bopladsen, strømmede folkene ud af husene; de Kunde forstaa, at deres komme var blevet meldt. Kvinder og børn holdt sig tilbage, men en skare af mænd gik frem mod landingspladsen med buer og spyd rede.

Da Hans Egede gik i land som den første, vinkede grønlænderne - som sædvanlig: Sejl bort, vi har ingen brug for jer!

Da Hans Egede vilde gaa frem mod dem, spurgte Aron, om folkene ikke skulde bevæbne sig og stille sig ved hans side; men Egede svarede: "Nej, i Guds navn, jeg gaar alene. Vi skal ikke møde dem som fjender, men som venner. Og saa gik han frem mod grønlænderne i sin lange, sorte præstedragt med de to hvide snipper foran.

Grønlænderne stod, som ventede de blot en ordre for at angribe. Men Hans Egede gik med frit løftet hoved frem imod dem. Poul og Niels saa med stolthed efter ham, og Poul tænkte: Bliver han martyr for Guds sag, da vil jeg følge ham. Hvor herligt det skal blive!

Men Egede vinkede vaabnene væk, og de sænkedes. Han vinkede til Aron og drengene, og de kom med gaver, som deltes ud, mens Egede gjorde grønlænderne begribeligt, at han kom som ven, og fordi han havde noget at fortælle dem. Han lod Poul tage en af sine tegninger frem og holde den op, saa de kunde se den. - De kikkede interesserede paa den, nikkede og smilede.

Egede rystede som af kulde og sagde, her var koldt. Naar de kom ind, kunde han bedre vise dem billederne.

Grønlænderne rystede straks paa hovedet og sagde, at der var en grim stank hos dem; der var ikke til at aande for en stor, fremmed mand som ham. Men det endte dog med, at han og hans folk fik lov at komme ind i det største hus.

Da de var kommet gennem den lave indgang, hvor flere hunde regerede, slog varmen og stanken dem i møde, og Egede maatte indrømme, at det var den fæleste stank, han nogen sinde havde været udsat for. Store urinbaljer, raadden sælspæk, de mange brændende lamper og de mange svedende mennesker udsendte en dunst, der stemte ham for brystet og gjorde ham syg. Men han strammede sig op; han maatte ikke give efter, han skulde holde ud. Men Poul og et par af mændene maatte ud en overgang; de kunde ikke døje den tykke luft.

Efterhaanden anbragte et hundrede mennesker sig rundt paa forhøjningerne langs væggene og i kreds paa gulvet. Poul lagde mærke til, at der brændte en halv snes lamper med store, brede væger, hvorunder der var skaale med olie, og over hver af dem hang en gryde og dampede. Ved lamperne sad halvnøgne kvinder med deres smaa børn ved brystet, og rundt paa forhøjningerne laa skind: sælskind, renskind og ræveskind.

Hans Egede sang en salme, mens Poul spillede melodien paa fløjte. Først saa grønlænderne lidt forundrede paa dem, saa begyndte de at gynge i takt til musikken og endelig at nynne med.

Efter salmen bad Egede en bøn, som grønlænderne selvfølgelig ikke forstod noget af. Men de vogtede nøje paa hans minespil, for de tænkte, at han var en vismand, der stod i forbindelse med aanderne. Samtidig tænkte de, at det var slemt, at der ikke var en af deres egne vismænd, angakokker, til stede; han kunde have kaldt aander til hjælp, saa vilde Egede ikke have været saa farlig, som de følte han var nu.

Poul kom frem med tegningerne, og Hans Egede forsøgte med Aron som hjælper at forklare, at Gud havde skabt jorden og de første mennesker Adam og Eva, at de havde handlet imod Guds vilje, og at det var djævelens skyld. Derfor kom Jesus og friede alle dem, der led ilde.

Hvor meget grønlænderne forstod deraf, vidste han ikke; men de var meget optaget af de syge, der blev helbredt, og spurgte, hvordan det gik til.

Egede vidste ikke, hvordan han skulde forklare, at det var Guds aand, der virkede, hvorfor han sagde, at Jesus blæste paa dem, saa blev de raske, og han aandede selv stærkt ud for at vise, hvorledes Jesus blæste paa de syge.

"Kan den store aand ogsaa gøre det nu?" spurgte en.

"Ja, det kan han. "

"Se," sagde den samme, "herovre ligger en kone, der har ondt i maven. Blæs paa hende!" .

Egede rystede paa hovedet og sagde: "Nej, det kan jeg ikke gøre, men kun Gud."

"Du er hans tjener," sagde nu flere grønlændere, "du skal gøre det." Og de trak ham over til den syge kone: "Blæs paa hende!"

Egede vidste ikke, hvad han skulde gøre. Han var ikke troldmand, og vilde ikke være det. Men alle grønlænderne stod der saa spændte og ventede paa, hvad han vilde gøre. - Da blæste han paa hende, men skyndte sig at sige: "Kun Gud, kun Gud kan gøre den syge rask!"

Der gled straks et smil over kvindens ansigt. Hun følte sig straks bedre til pas, og hun sagde det. Alle grønlænderne saa med respekt op til Hans Egede.

Men oven paa den anspændelse maatte de alle have noget at styrke sig paa. Grønlænderne fordelte sig ved gryderne og begyndte at fiske stumper af sælkød op af dem med fingrene. En kom med et stykke renkød til Egede. Han vidste ikke rigtig, hvad han skulde gøre ved det:

Kaste det bort vilde han ikke, men kunde han spise deres mad her midt i svineriet? - Han skar en lille stump af og bød Niels, som tog det og bed af det. Han var blevet sulten. ”Smager godt!" sagde han og fortsatte. Saa fik ogsaa Poul et stykke, men han renskar kanterne, før han smagte paa det. Ogsaa Aron tog et stykke kød af grønlænderne, mens de øvrige af Hans Egedes mænd med afsky afviste det. Et par af dem gik ned til baaden for at hente brød og røget flæsk. Nogle grønlændere fulgte efter for at se, hvad disse fremmede nu havde for.

Egede vilde gerne overnatte. Men grønlænderne forsøgte paa mange maader at faa ham og hans folk bort. Til sidst fik han dog overladt den lille hytte, hvor Aron og hans fæller havde boet nogle dage først i december. Matroserne skiftedes til at holde vagt ved baaden med bøsse i armen. Men natten gik stille og roligt uden nogen begivenhed af nogen slags.

EN AANDEFORESTILLING.

Næste dag fortsatte Egede og Poul undervisningen, mens Niels søgte at komme i lag med grønlænderdrengene. Men de trak sig tilbage fra ham og svarede ikke, naar han spurgte. Maaske forstod de ham slet ikke. Da kom Arok med sin dreng, Kusak, der var noget ældre end Niels, men lidt mindre. Rund og fast var han i det. Det sorte haar hang ham i øjnene, og næsen forsvandt næsten mellem de fede kinder. Arok sagde til Kusak, at han skulde vise Niels faderens kajak og fangstredskaber.

Efter at have vendt sig et par gange og skelet til kammeraterne, stak han i løb op mod husvæggen. Niels fulgte efter. Kusak standsede ved en kajak, der laa op mod væggen. Den var et fint stykke arbejde. Stram og glat laa skindet over det spinkle træskelet, og om mandehullet i midten sad et skind til at spænde om livet, saa manden og baaden blev ét, og ikke en vanddraabe kunde trænge ind, selvom baaden vendte rundt med manden. Paa forenden var en lang, tynd harpunline snoet op om et lille træstillads.

Kusak stod og sagde ingenting. Men Niels spurgte, og Kusak var stolt af sin far, for han var en stor fanger, og hans kajak var den fineste og letteste af alle paa bopladsen, og hans harpun var den stærkeste og hurtigste. Kusak fik munden paa gang, og Niels spurgte og spurgte, til han forstod. Andre drenge blev interesserede og fortalte om deres fædres bedrifter.

Niels og drengene blev saa gode venner, at de indbød ham til at sove paa deres briks om natten, og da det for Hans Egede gjaldt om hurtigst muligt at komme i kontakt med grønlænderne, blev det ordnet saadan, at baade Poul og Niels skulde sove i det store hus, mens Hans Egede trak sig tilbage til det lille.

Kusak anviste Poul og Niels leje ved siden af sig og en anden dreng. Naar de var to, turde de nok ligge ved siden af de fremmede. - Til at begynde med var der megen uro, og stanken og kvalmen var næsten uudholdelig. Men efterhaanden slukkedes lamperne, og ro faldt over de mange mennesker. Kusak og hans kammerat snorkede, men Poul og Niels kunde ikke falde i søvn, selvom de efterhaanden mærkede dunsten mindre stærkt .

"Hvad er det; jeg synes, der er noget, der kravler i mit haar,” udbrød Niels.

"Det er lus," hviskede Poul ham i øret. "De er smækfulde af lus. Der bliver noget for mor at gøre, naar vi kommer hjem. Der er vist ogsaa noget, der kryber her."

"Puha, gid jeg var vel hjemme!”

"Husk paa, vi gør det for fars skyld" Poul kunde ikke faa sig til at sige ”for Guds skyld”, selvom han syntes, at det var det, det skulde være.

Omsider var de to børn trods alt slumret ind. Da vækkedes de paa ny ved at der blev uro. Lys blev tændt. Grønlænderne rejste sig fra briksene rundt om og samlede sig om to mænd, aabenbart fremmede, der lige var ankommen. Efterhaanden anbragte alle sig i kreds om de to. - Den ene var gammel og furet og havde en mærkelig slæbende stemme, det var næsten, som han messede.

Nogle grønlændere listede ud, og snart begyndte andre at indfinde sig, saa huset fyldtes til trængsel. Saa begyndte den gamle at tale, og lidt efter opløftede alle et klageskrig. Kvinderne faldt paa deres ansigt og græd og hylede. En tid gik det over til en ensformig klagesang, saa løftede alle stemmerne sig atter til et skrig, alle kastede sig næsegrus ned, græd og klagede.

Drengene havde rejst sig over ende og stirrede med store, forundrede øjne paa dette - som de syntes - galskab. "Hvad skal dette betyde?" spurgte Niels, Kusak. - Kusak svarede, og Niels forstod saa meget, at den fremmede havde fortalt om slægtninge, der var døde, siden sidst han var der, og nu holdt de sørgehøjtid over dem.

Pludselig blev alle stille, de ligefrem stivnede. Alle sad uden en bevægelse og saa frem for sig med stive øjne og bedrøvet ansigt. Hele stemningen forplantede sig til drengene; de sad ogsaa ganske stille og følte sig som eet med dem i deres sorg.

Efter en stunds forløb løstes fortryllelsen lidt efter lidt.

En efter anden rejste sig, og nogle begyndte at se til gryderne. De fremmede skulde have mad. De var kommet over havet i vinterens mørke og var sultne og trætte.

"Uha”, sagde Kusak nu, "den gamle der er stor angakok.

Han kan jage en harpun gennem jeres sjæle og saa…" Han spærrede øjnene op og vendte sig fra Poul og Niels.

"Skulde vi ikke gaa, mens de spiser?" hviskede Poul.

"Hvorfor det?" svarede Niels.

"Jo, maaske vil de ofre os til aanderne til soning for, at de har taget imod os og ikke dræbt os!"

"Men,” indvendte Niels, "du sagde selv, at vi skulde være her for fars skyld. Vi kan maaske fortælle mærkelige ting i morgen."

”Ja, men hvis han virkelig kan forgøre os! "

"Aa pyt, vær ikke bange! Bed dit fadervor"

Ja, tænkte Poul, det var sandt, det kunde han gøre. Og korsets tegn jager det onde paa flugt. Vi har beskyttelse nok. -

De lagde sig ned og lod, som de vilde sove. Men Niels trak sig op bag Poul, saa han kunde se ud over hans haartop. - De lagde nu mærke til, at grønlænderne gjorde angakokken opmærksom paa dem. De spurgte aabenbart om, hvad de skulde gøre ved dem.

Troldmanden rystede paa hovedet og bad om et eller andet. Saa satte han sig ned paa gulvet, og en kom og lagde foran ham et sælskind, udspændt paa en slags træramme. "En tromme," hviskede Poul. Angakokken slog haanden i den, og den gav en dump lyd. Nogle grønlændere gik rundt og slukkede de tændte lamper, mens alle voksne anbragte sig i kreds om troldmanden. Det blev bælgmørkt som for Rødhætte i ulvens mave, og Niels hviskede: "Nu gaar det løs!"

"Ti stille!" hvislede Poul. Tænderne var lige ved at klapre i munden af ham, saa spændt var han. Niels mærkede, at drengene bag dem var vaagne, men de laa musestille.

Nu slog angakokken igen paa trommen - stærkere og stærkere. Et lille ophold, og han trommede atter løs. Saa lød en fin stemme, der vist spurgte om noget, og en grov, brølende stemme svarede. Dette gentog sig flere gange. Saa lød det, som de to eller flere kom op at skændes, de forskellige stemmer skar ind i hinanden: mjavende, brølende, hviskende, bævende.

Niels syntes, det lød saa morsomt, at han laa og lo saa smaat, mens Poul stadig blev mere og mere spændt: Hvad vilde det ende med?

Kunde troldmanden virkelig slynge en harpun gennem deres sjæl? Hvad vilde det sige? Døde de saa, eller var de i djævelens vold? Og da han hørte Niels ligge og le, hviskede han: "Saa ti da stille, broder! "

Nu hørtes sagte, klynkende stemmer, der ligesom sang en ensformig sang. Det var nok kvinderne, der ikke kunde tie længere.

Atter lød en trommesolo, og angakokkens stemme steg til uanede højder, hvorfra den pludselig sank ned til en dyb brummen. Poul var helt i denne stemmes vold. Han krøb sammen og turde ikke engang ven de sig og slaa armene om Niels.

Men Niels var stadig uberørt, mest tilbøjelig til at slaa en skoggerlatter op. Nu slog en forvoven tanke ned i ham. - Han vidste nøjagtig, hvorledes grønlænderne var anbragt rundt paa gulvet, og der var kun faa skridt hen til angakokkens plads i rækken. Der laa ingen ved Nielses fødder. Han kunde let skyde sig ned fra briksen og liste sig hen bag angakokken. Ingen kunde høre ham under dette græsselige spektakel. - Men hvis saa angakokken opdagede ham og greb ham! - Pyt nej, det gik nok, tænkte han og begyndte at skyde sig ud fra briksen. Forsigtigt listede han hen mod angakokkens plads, og efter nogle særlig ondartede hyl, stak han pludselig i det værste skraal, der nogensinde var kommet over hans læber, og derefter stak han fingrene i munden og piftede langtrukkent og inderligt.

Der blev pludselig dødsens stille. Alle lyttede: Nu maatte aanden komme! Men der skete intet.

Niels stod ubevægelig, til der blev uro igen, da sprang han op paa sit leje og gled ind bag Poul. Da opdagede han, at hans hjerte slog vildt, og at han trak vejret ujævnt og stødvis.

Den murrende uro varede lidt, saa blev en lampe tændt, og saa en til og flere. Niels tittede op forbi Pouls hoved. Angakokken sad der endnu. Han sad, som han sov. En stærkere magt havde taget sagen i sin haand, tænkte han nok; men var det til fordel for kablunakkerne eller var det en anklage? Han forstod det ikke. Men han var saa træt. Nogle spurgte, hvad de skulde gøre. Han svarede: "Ikke noget nu. I morgen!"

Resten af natten forløb roligt, og næste dag kan det nok være, drengene havde noget at fortælle deres far. Niels var nærmest i overgiven stemning, Poul var lidt flov.

"Takket være Gud, at der ikke skete jer noget ondt," udbrød Egede, da han havde hørt beretningen.

"Hør far, kunde han have forgjort os?" spurgte Poul.

"Umuligt er det ikke, at han kan staa i pagt med onde aander. I hvert fald kunde han ophidse grønlænderne saadan, at de faldt over jer og dræbte jer. Maaske har Niels reddet jeres liv, idet har! brød fortryllelsen.

Det viste sig vanskeligt for Hans Egede at samle folk til undervisning den dag. Nogle mænd var taget ud paa sælfangst, andre paa jagt, og kvinderne havde travlt med børn og tøj. Dog lykkedes det ham at samle en lille skare, hvoriblandt angakokken fra natten var, og han fulgte meget nøje Hans Egedes fortælling om, hvordan Gud skabte Adam og Eva.

Den gamle lo saa smaat og sagde: "Jeg er en gammel dum torsk, men jeg synes, at den gud er lille mod KaIlak, som har skabt alle ting." Og han fortsatte med at fortælle et grønlandsk sagn om menneskenes skabelse. - Hans Egede forstod ikke rigtig, hvad han sagde, hvorfor han gav den gamle et stykke kridt og bad ham tegne, hvad han mente.

Han tegnede da paa et stykke bræt to figurer, som skulde betyde den første mand og kvinde. Fra dem nedstammede alle mennesker, det vil sige grønlændere (kallaler), og de havde skabt himlen og jorden. ”Hvor er de nu?" spurgte Egede.

"De er døde, og deres sjæle spiller i nordlysets straaler."

"Ja, det er rigtigt," sagde Egede, at alle mennesker, ikke blot grønlændere, nedstammer fra to mennesker, Adam og Eva, som er døde. Men de skabte ikke sig selv og ikke verden, det gjorde Gud, og han lever og raader; derfor bør vi tjene ham”.

Der var nu meget stor opmærksomhed, da Hans Egede videre forklarede nogle af Pouls tegninger. Men dagen var kort, og Egede og hans folk maatte hjem, mens vejret endnu var godt, og fjorden uden is, saa efter et par timers undervisning takkede Egede grønlænderne for deres venlighed, lovede snart at komme igen og gik til chaluppen.

ARON HOS GRØNLÆNDERNE

Egede havde spurgt Aron, om han ikke kunde tænke sig at blive nogen tid hos grønlænderne. Han havde jo en god ven i Arok. Saa kunde han lære deres sprog og skikke bedre og se, hvordan de levede sammen til daglig, noget, der kunde faa stor betydning for Hans Egede og missionen.

Jo, det vilde Aron gerne. Han fik en flint med krudt og kugler til nogle skud, en økse og forskellige varer, som han kunde gøre indkøb for. Da baaden stødte fra land, stod Aron derfor ene tilbage paa strandbredden. - Straks grønlænderne opdagede det, begyndte de at vinke og raabe til baaden: I har glemt en, tag ham med! - Men Hans Egede vinkede tilbage til Aron, og baaden fortsatte, mens Hans Egede nøje vogtede paa, om grønlænderne vilde gøre Aron fortræd; men det var der ingen tegn til.

"Jeg synes nu, at det er synd for Aron, at han skal blive ene blandt de vilde mennesker og troldmænd," sagde Niels.

"Naar du kunde skrække dem hen,” svarede faderen med et smil, ”klarer Aron sig ogsaa nok." Mens de strøg af sted for en god sydøstvind, og Hans Egede sad og døsede lidt over paa disse anstrengende dage, sagde Niels til Poul: ”Jeg er ked af, at Kusak slet ikke vilde snakke med mig i dag”

”Hø," svarede Poul, han er jo kun en vild hedning! "

"Derfor kan han alligevel være god nok, og far siger jo…..

”Ja, og," brød Poul ind med væmmelse, "saa er han som de alle fedtet over det hele. Puha!"

Niels svarede ikke. Men Poul tænkte paa noget helt andet. Han vendte sig mod sin far: "Tillader far?"

"Naa, hvad vil du?"

”Hvordan kunde grønlænderne vide, at KaIlak havde skabt to mennesker først?”

Straks Egede hørte, hvad spørgsmaalet drejede sig om, var han helt vaagen og svarede: "Det er muligt, at de har staaet i forbindelse med de nordboere, der i sin tid kom herover fra Island og dannede Østerbygden og Vesterbygden. Ogsaa herinde i fjordene har vi jo set ruiner af store stenhuse, som sikkert er bygget af nordboere i sin tid. - Gud ved, om nordboerne endnu lever i Østerbygden. Men jeg maa undersøge det; jeg maa skaffe det at vide, om ikke i aar, saa til m næste.”

Vejret holdt sig, og de havde en god hjemfart. En tryg glæde fyldte Gertrud og smaapigerne, da de med hver sin i haanden gik fra landingspladsen op mod huset.

”Mor," raaber da Niels pludselig," jeg har husdyr i haaret!"

"Aah, det har du vel ikke!" klagede Gertrud. "Hvad saa med dit store, tætte haar, Poul?"

"Jeg er bange for, at der er særlig god græsning der," svarede han; og de lo alle, og Gertrud sagde: "Blot I ikke smitter pigerne, kommer vi nok over det. Det er en lille sag mod at have jer friske og raske tilbage."

I den følgende tid fortsattes undervisningen derhjemme. Det grønlandske, de havde lært, repeteredes og sloges fast. Det var blot alt for lidt, hvorfor Egede flere gange havde bestemt, at han vilde ud til grønlænderne igen for at lære mere og for at undervise, ja, og for at se, hvordan det gik Aron derude; maaske kunde han være i nød. Men saa faldt det i med daarligt vejr, og rejsen blev udsat. Han havde da god tid til at tage sig af drengene, og de havde mange gode stunder sammen. - En dag sagde Niels til Poul: "Det er mærkeligt med far, han er meget rarere her end i Bergen. Var alt der ikke helt efter hans kogebog, hu-hej, saa tampen frem. Her tænker han jo aldrig paa tampen. Kun een gang - den morgen med solopgangen - idømte han os tamp, og saa glemte han det igen."

"Men mor er den samme," svarede Poul.

"Ja, men mor er nu ogsaa mor," fastslog Niels.

Mændene var sure over, at de fik alt for lidt kødmad. Omkring 1. marts bestemtes det derfor, at et hold med købmanden som fører skulde ind i fjordene paa jagt; saa kunde købmanden samtidig forhøre, om grønlænderne havde noget at sælge, ligesom han kunde sætte sig i forbindelse med Aron. - De kom imidlertid tilbage næsten uden bytte, men de kunde fortælle, at grønlænderne havde overfaldet Aron. En dag havde en skare mænd samlet sig om Aron og spurgt, om han ikke vilde vise dem sin bøsse. Han tog da flinten frem og viste, hvordan den skulde lades og skydes af. Der var ikke noget skud i den, hvorfor han flere gange lod hanen klikke. - Da grønlænderne saa, at den var ufarlig, rev en mand den pludselig fra ham og forsvandt med den, mens de øvrige faldt over Aron, slog, sparkede og rev. Han arbejdede længe paa at komme løs. Endelig lykkedes det, og han løb med blodet strømmende fra talrige rifter i ansigtet hen mod den lille hytte, hvor han boede. Han var saa ophidset, at han knap sansede, hvor han var; han tænkte kun paa at faa fat paa sin økse, saa skulde de elendige skrællinger faa, hvad de havde godt af.

Men da han naaede hytten, kom en gammel mand ham i møde. Han var saa gammel og svag, at han ikke kunde skaffe sig selv føden. Han havde da kun ligget familien til byrde, og denne syntes, at han hellere maatte lægge sig til at dø snarest. Aron havde da taget sig af ham, ladet ham bo hos sig og delt sin mad med ham. Nu stoppede denne gamle mand Aron, da han ragede efter øksen. Aron skubbede til ham, saa han faldt, men han dækkede alligevel for øksen, idet han talte beroligende til Aron: ”Rolig, rolig. De er kun ophidsede børn. De er straks gode igen. Du maa ingen ulykke lave. Nu skal jeg tørre blodet af dit ansigt." Han fandt en linnedklud og tørrede blodet af Arons ansigt.

Aron vrissede, men blev roligere, idet han tænkte paa, at det var mærkeligt med saadan en gammel en; han havde god grund til at være bitter paa sine egne, og nu stod han der som den, der af kærlighed vilde redde baade ham og dem fra at gøre noget forfærdeligt.

"Tak, du gamle,” sagde han bittert og smed sig paa lejet for at sunde sig lidt oven paa den haarde medfart.

Han blundede maaske lidt. Han syntes i hvert fald, at der kun gik ganske kort tid, før det begyndte at pusle ved indgangen, og ind kom en hel stor sendefærd. Den forreste havde hans bøsse, som han bad ham tage igen og ikke gøre dem nogen fortræd med. Den næste havde et fint renskind, som han bad Aron ikke forsmaa. Den tredje kom med en harpun som gave, og alle forsikrede de, at de absolut ikke vilde gøre ham noget ondt. De maatte være blevet besat af en ond aand, som vilde slaa ham. Det var ikke deres mening at gøre det, for han havde aldrig gjort dem andet end godt. Bare han nu vilde lade være at fortælle pelleste - præsten noget om det!

"I er nogle gamle hyklere," kunde Aron ikke lade være med at buldre op. "I fortjente haard straf. Fik den store herre i Danmark dette her at vide, skulde han knuse jer alle, I bøhmænd!"

De saa meget sønderknuste ud og forsikrede, at saadan noget skulde aldrig mere ske, bare han ikke vilde sige det til pelleste. Da lod Aron naade gaa for ret og lovede dem, at han ikke skulde fortælle noget til Hans Egede.

Straks Hans Egede havde hørt denne historie, udbrød han: "Hvorfor tog I ham ikke med tilbage?"

"Nej, " svarede købmanden, "han syntes, det vilde se ud som et nederlag, hvis han flygtede nu. Han vilde helst, at I selv kom og tog ham med her hjem.”

Hans Egede gjorde sig straks rede til en ny rejse ind til Præstefjorden. Men daarligt vejr med storm af vest og megen is hindrede rejsen de følgende dage.

Endelig lagde vinden sig, og isen spredtes, saa det var muligt at sejle. Da tog de af sted, Egede selv, det, nødvendige mandskab og begge drengene, selvom deres mor ikke var glad ved det. Vejret var lumsk, og isen farlig. Men Hans Egede lovede, at han skulde passe godt paa dem, og at de alle skulde komme tilbage snarest muligt, maaske allerede næste dag.

Efter nogen kamp med de drivende isskodser naaede de velbeholdne til Præstefjorden. Aron tog imod dem, mens grønlænderne holdt sig tilbage, idet de nøje vogtede paa, hvad Aron sagde til præsten - om denne blev vred. Men Hans Egede kom dem venligt i møde, og i det store hus fortalte han om djævelen og om Jesu gerning. Hvor hans grønlandske ikke slog til, kunde Aron oversætte, og aldrig havde grønlænderne været saa opmærksomme som denne aften. Dette kunde ikke undgaa at glæde Hans Egede, og han tænkte, at blot han kunde faa et barn eller to med hjem, saa kunde hans egne børn hurtigt lære sproget helt, og saa skulde det glade budskab komme til at lyde uforkortet til grønlændernes frelse. Han vilde i morgen prøve at faa nogen med.

Baade han og drengene sov i Arons hytte. Næste morgen forsøgte Niels at faa kontakt med Kusak, men drengen holdt sig sky tilbage, saa det fik han ikke noget ud af, og da Hans Egede kom frem med sit forslag, at bl.a. Kusak skulde følge med for at lære hans børn at tale grønlandsk; saa vilde de til gengæld lære ham at læse - da forsvandt Kusak, og hans far svarede, at det kunde ikke lade sig gøre, for hans mor kunde ikke undvære ham. Desuden var han en lille dum knægt, som præsten ikke kunde have noget ud af.

Det nyttede ikke, hvad Hans Egede sagde, han fik ingen med.

I STORM OG SNE .

Hen paa eftermiddagen tog de afsked og begav sig paa hjemvejen, Aron med, til trods for at blæsten tiltog, luften var tyk, og snart vilde mørket sænke sig over sø og klippeskær. Søfolkene raadede fra, men Hans Egede var ivrig efter at komme. hjem, og de sejlede.

Ud gennem Præstefjorden gik det meget godt. Fjorden var temmelig snæver, vinden tværs, høje klipper gav læ for de stærke stormkast. Men da de kom ud i det aabne sund og drejede mod vest, fik de vejrets styrke at føle. Og vinden steg, himlen tætnede, snart væltede sneen ned og drev dem i øjnene, mens bølgeskvulp slog ind i baaden.

Folkene gav højlydt ondt af sig. Dette her lignede ikke noget; nu kom mørket - storm og sne i tæt mørke! Hvorfor vendte de ikke om?

Den eneste af dem, der var ved godt mod, var Aron; han stolede paa Egede, og denne vilde ikke tilbage til grønlænderne, som de lige havde taget afsked med, de vilde haane dem. Og hjemme ventedes de med længsel og ængstelse. Gud vilde bevare dem! tænkte han.

Men stormen tiltog. stadig, og da mørket faldt paa, var folkene rede til helt at opgive ævret. De talte om, at dette her kom ingen fra med i livet i behold, og ingen vilde høre paa Aron, der søgte at sætte mod i dem. Poul og Niels sad ved siden af hinanden og øste. Poul var bange, men det var Niels ikke. Han lo pludselig og bøjede sig hen mod Pouls øre og sagde: "Hvis vi nu kuldsejler, kommer vi ned til den onde kvinde, som grønlænderne siger bor i havet og raader over alle havdyrene.”

"Du er da tosset," svarede Poul. '"Bed du hellere Gud bevare os!"

Imidlertid var stillingen ganske uholdbar. Bølgerne slog ind i baaden, sneen klistrede i øjnene, al orientering var umulig, de maatte søge ind mod kysten for at finde læ eller et sted at gaa i land. Men klippekysten var farlig ved dag, dobbelt farlig nu i mulm og mørke; storm og sne. Aron og en anden af folkene stod rede med baadshager, saa de kunde støde fra, skulde de blive slynget mod klipperne. Flere gange var baaden ved at fyldes med vand. Det hændte, at folkene skreg af rædsel under en pludselig overhaling. Men Egede holdt dem alligevel paa deres post.

Han var selv meget nedtrykt, men han viste det ikke. Han havde lovet Gertrud at passe godt paa drengene, og han vilde jo netop hjem, for at hun ikke skulde blive ængstelig for dem. Men han havde ikke hørt efter folkenes raad. Han sad med hele ansvaret. Det blev tungt at

bære. Han øjnede kun een udvej: Guds hjælp, og han bad stærkt og inderligt.

Vejret lysnede lidt. Aron opdagede en lille bugt. Det viste sig, at kysten her var lav, og baaden drev ind mod en iskant. Rask greb Egede ankeret, sprang i land og gjorde det fast.

Alle kom vaade, men i øvrigt velbeholdne i land. Egede gav Aron ordre til at sørge for, at baaden blev trukket op, saa den ikke kunde forsvinde. Naar det var ordnet, skulde folkene søge frem mod Præstefjorden. Han selv og drengene begav sig straks paa vej mod bopladsen ved Præstefjorden. Der var ikke langt derover, hvis de kunde finde den rette vej. Men mørket omgav dem, stormen ruskede i dem, og sneen dængede dem og alt til, dækkede fordybninger og klippespalter, gjorde hvert skridt farligt. Og kom de derover, hvordan vilde grønlænderne da tage imod dem - vilde de dræbe de stakkels udmattede skibbrudne?

Alt dette skænkede de dog ikke mange tanker i øjeblikket. Deres opmærksomhed var spændt vendt mod vejen, de gik. Snart kurede de ned ad en skraaning, saa gik de fast i en klippespalte. Een gang var de paa nippet til at gaa i havet. Forrevne paa hænderne og med skrab paa knæene vandt de dog frem. Udmattede var de, men opmuntrede hinanden og

støttede hinanden, og frem gik det til de mærkede, de var i læ paa en boplads. Nu hørte de hundene glammede og stoppede op som paa kommando.

De stod lidt, saa sagde Niels: "Vi kan ikke gaa ind, saa flaar hundene os. "Og," føjede Poul til, "hedningerne lader dem dræbe os, saa har deres aander vundet."

"Nej, nej," sagde deres far, "I tager fejl. Gud vil blødgøre deres hjerter, saa de ynkes over os og tager godt imod os.”

Men alle rystede de af kulde og anstrengelse og angst. Her kunde de ikke blive staaende. "Vi maa ind. Vi maa have varme og tørre klæder," sagde Egede med bævende mund.

"Nej, jeg gaar ikke med, de myrder os!" for det pludselig ud af Poul. Hans nerver slog klik, og han skreg.

Niels tog ham under armen, lo ham op i ansigtet og sagde: "Sludder og vrøvl, kom nu!"

Poul skubbede ham vredt fra sig, men Niels lo: "Saadan en bangebuks!" ... Da slog Poul. Faderen maatte gribe ind og skille dem for at hindre, at slog løs paa hinanden for ramme alvor. - "Kom!" sagde han. "Lige meget, hvad der sker - ind maa vi."

De nærmede sig indgangen til den store hytte, men hundene gav hals, og de turde ikke gaa ind i den lave gang. De raabte, men der kom ingen svar. Grønlænderne tænkte nok, at det var onde aander, der huserede i den sorte uvejrsnat.

De fandt et vindue, bankede paa og raabte atter. Mens de ventede paa svar, rystede de, saa de knap kunde holde sig oprejst.

Endelig hørte de nogen tysse paa hundene i indgangen, og et par mænd kom ud og stod ventende.

Poul stod rede til at løbe. At det ikke vilde blive til meget med hans løben, tænkte han ikke paa, kun paa at frelse livet, hvis grønlænderne gik løs paa dem med deres spyd.

Hans Egede raabte, og straks grønlænderne hørte, hvem det var, bød de dem venligt ind. Her blev de vaade klæder revet af dem, og de fik skrammer og rifter vaskede. Snart laa de varmt og godt under bløde skindtæpper. Efter nogen rysten faldt de til ro uden tanke paa den fæle stank i grønlænderhuset, men med taknemmeligt sind for frelsen. Hans Egede var glad for sine smaa snuskede, men trods alt godhjertede grønlændere.

Næst dag kom baadens øvrige mandskab. Forkomne var mændene, men ingen var kommet noget alvorligt til.

Egede følte, at han var kommet grønlænderne meget nærmere, fordi de havde kunnet hjælpe ham og hans, da det for alvor kneb. Han havde et par gode dage i Præstefjorden, til baaden kunde hentes, og hjemturen endelig finde sted.

Havde der været glæde i haabets koloni første gang de kom hjem fra Præstefjorden, saa var glæden endnu større denne gang. Siden stormen og sneen satte ind, havde Gertrud haabet med haab mod haab. Naar smaapigerne spurgte om far snart kom, kunde hun blot ryste paa hovedet, mens taarerne traadte hende i øjnene, noget, der ellers ikke lignede hende. Men nu fyldte fryden hendes bryst, og den svære tid var glemt. Hun havde alle sine i god behold.

Undervejs fra baaden raabte Niels pludselig: - "Aa, mor, hvordan tror du, det gaar med ”husdyrene” den her gang?"

"Pyt med det, min egen dreng, jeg har jer alle hjemme igen!" jublede hun.

Niels følte en egen varme risle gennem sin krop; var han ikke saa dygtig som Poul, saa var han dog sin mors egen dreng.

DER VENTES PAA SKIB.

Foraaret begyndte at melde sig. Sneen smeltede, isen trak bort, og den lille slette om kolonien grønnedes. Hist og her i lune kroge ved stenene skød smaa fine blomster frem. De lave buske af pil og birk løvedes. Himlen var høj og klar. Forventningerne til den ny sommer

var stor. - I kolonien ventedes skib, og da taagen satte ind, sendtes baad ud til de yderste øer for at holde vagt, at ikke skibene skulde sejle forbi.

Grønlænderne forlod deres vinterhuse og drog enten dybt ind i fjordene, hvor vildtet færdedes, eller de bemandede konebaadene og begav sig nordpaa, hvor sæler, hvalrosser og hvaler skulde være meget talrige. Mange kom forbi "Haabets Koloni”. Nogle tilbød skind, men Egede og hans købmand havde ikke gode varer - skjorter, klædestof, knive og harpunspidser at bytte med, saa megen handel kunde der ikke blive.

Drengene færdedes nu meget ude paa 'Haabet'. De klatrede i vant og mers, og de lærte sømandskab af de gamle søgutter, der var i højt humør, nu da hjemrejsen stod for døren. Poul og Niels kunde heller ikke lade være at ønske, at de skulde med til Bergen, den store handelsstad, hvor der var anderledes muligheder for unge mennesker end her i det vilde, øde Grønland. Men de maatte foreløbig passe deres læsning og støtte deres far, naar det gjaldt det grønlandske.

Hen i maj meldtes en dag: Skib i sigte. Men stor var skuffelsen, da det viste sig, at det var et hollandsk skib. Det kom dog med hilsen fra Bergen, at galioten var kommet godt hjem. Skib vilde blive sendt, det var sikkert undervejs.

Grønlænderne flokkedes om det hollandske skib, og i løbet af en halv time havde hollænderne handl æt mere end Egede og hans folk i et halvt aar.

"Hvordan kan det være," spurgte Niels sin far, "at grønlænderne vil handle med hollænderne, men ikke med os?"

"Det er meget nemt at forstaa, Niels. Hollænderne ved, hvad grønlænderne vil bytte med; de har de rigtige varer. Vi har intet ordentligt at byde dem."

"Det er da dumt af købmændene, at de ikke giver os noget rigtigt."

"Ja, gid man kunde gøre guld, saa kunde man selv skaffe sig det nødvendige. "

Drengene vidste, at det, at Hans Egede ønskede at kunde lave guld, ikke blot var en flyvetanke. Han havde med fra Bergen mange store, mærkelige bøger, der handlede om guldmageri, og undertiden søgte han at finde ud af de sære anvisninger, de gav paa at lave guld; men hidtil var det i hvert fald ikke lykkedes for ham.

"Det lykkes nok ikke for ham at gøre guld," sagde Poul til Niels .Det er kun en kunst for de særlig udvalgte."

"Hø, blæste Niels," jeg tror slet ikke, nogen kan lave guld,

"Naar far tror det, kan jeg ogsaa”, svarede Poul.

"Hvorfor kan han saa ikke læse det i bøgerne?" spurgte Niels.

"Det kommer ogsaa nok," svarede Poul med et lille bestemt nik.

Dagene gik. Flere hollandske skibe sejlede nordpaa, men ingen skibe kom til 'Haabets Koloni'. For hver gang haabet glippede, blev skuffelsen større. Kaptajnen paa 'Haabet' blev utaalmodig; han vilde hjem, mens de endnu havde proviant til hjemturen. Egede vilde se tiden an. Men da kaptajnen ikke vilde overlade ham flere fødemidler, maatte den daglige ration nedsættes. Egedes mænd blev da misfornøjede og ønskede ogsaa at komme hjem. Hans Egede opfordrede folkene til at tage ind i fjordene mod øst paa jagt; der var jo mange dyr, og grønlænderne havde stort udbytte af jagten. Imens de var borte, sejlede Egede og drengene hver dag i en baad fra 'Haabet' ud til de yderste øer for at holde vagt, om et skib skulde sejle forbi. Enkelte gange i fint vejr var hele familien med, og alle børnene morede sig godt, var friske og livlige til trods for den sløje kost: grød og brød i smaa rationer. Men Hans Egede saa paa børnene og syntes, han kunde se, de blev tynde og blege, og den tanke slog ham, at han maaske for børnenes skyld maatte opgive arbejdet og tage hjem. Men hvordan kan det være Guds vilje, spurgte han sig selv og knugede de foldede hænder.

Jagtholdet kom tilbage uden bytte. Dyr var der nok af, og grønlænderne skød mange, men Egedes folk kunde ikke komme dem paa skud. De havde kun haft faa skud krudt tilbage og maatte derfor passe paa ikke at ødsle med dem. Dog - hvordan det var gaaet til, det vidste de ikke: Skuddene var gaaet, men intet udbytte havde de faaet. Jo, de havde to rensdyr, og det var dejligt at tilberede dem og smage lidt fersk kød igen; men det var saa lidt til saa mange.

"Ja, men der er jo fisk nok i havet," sagde" Poul. "Vi kan tage ud og fiske." Og da ingen andre kunde blive færdige til at drage paa fiskeri i en fart, fik Poul og Niels lov at tage ud. Men de fik kun et par rødfisk, der ligner aborrer, og da en storbaad blev udrustet til fiskeri, blev udbyttet ikke større. Folkene tabte snart modet og vendte tilbage. - Poul rasede: Det kunde være meget godt at komme hjem til Norge, men det var vel nok ynkeligt at se en flok voksne mandfolk gaa rundt som var de kommet fremmede til sig selv, naar der var saa meget at gøre. Der var fugle paa fjeldene, rensdyr og harer mellem fjeldene og fisk i havet. - "Skal vi ikke tage ud paa en ø og skyde fugle? foreslog han Niels.

Jo nok, det var bedre end at gaa her og se paa alle de bedrøvelige miner, og høre folkene give ondt af sig. Maaske de kunde finde nogle æg at styrke sig paa.

De gik ind til deres mor for at faa lov til et sejle ud til en af yderøerne for at skyde snepper.

Moderen stoppede strømper, mens Christine sad og strikkede. Petronella legede med en kludedukke.

"Hørt mor,” begyndte Poul, "tror du, at vi kommer hjem til Norge nu?”

”Det forbyde Gud! Nej, det gør vi ikke, lød det sikre svar.

”Ja, men der kommer jo ikke noget skib. Vi har snart ikke mere at spise, og folkene gaar bare og driver og gnaver."

"Det er rigtigt. Men Guds hjælp kommer i rette tid, vær du forvisset om det." Det er værst for jer, mine børn, men I maa holde ud. Vær frimodige og hold ud!"

”Ja, men kan vi da ikke gøre noget! Maa Niels og jeg ikke tage ud til holmene i vest og skyde snepper? Der skal være saa mange derude.”

"Hvad vil I skyde med?"

"Vi har buer og pile."

"Ja, og vi kunde maaske finde nogle æg," tilføjede Niels.

”Hvordan er vejret?"

”Godt. Lidt østenvind og ret klart..”

”Ja, ja. Men husk paa, hvis I gaar i land at havet trækker vejret dybt to gange i døgnet. Pas paa, at baaden ikke bliver revet fra jer af floden, naar den kommer!”

Ja, det skulde de nok.

Nella kom: ”Maa jeg ikke komme med?"

"Tror du, vi kan skyde fugle, naar vi har saadan en dame paa slæbetov,” sagde Poul.

"Nej, men ser du, ”føjede Niels til, "vi kommer med fugle og æg, og de skal smage, kan du tro. "

Stinne sagde ikke noget, men fulgte opmærksomt, hvad der blev sagt.

Gertrud gav dem lidt brød med, og efter at de af deres far havde faaet. lov til at tage baaden, roede de ud gennem sundene mellem de nærmeste øer og hejste saa sejlet. - Vejret var højt. Vinden god. Jævne bølger bar dem frem. Det var herligt at sejle.

"Du, Poul, hvad skal vi, naar vi kommer hjem til Norge?"

"Vi kommer ikke hjem," bed Poul ham af. "Du hørte jo, mor sagde det."

"Men hvis vi nu alligevel kommer hjem?"

”Saa skal vi gaa i skole."

"Men hvad vil du saa være?"

Poul sad lidt og stirrede frem for sig, saa rankede han sig op og sagde: "Jeg vil være søofficer. Jeg vil faa lov til at komme paa kadetskolen."

"Og blive en anden Tordenskjold!"

”Ja, hvor herligt maa det ikke være at staa paa skansen og kommandere til entring!"

"Ja, og komme i helvede ligesom Tordenskjold."

”Hvorfor skulde Tordenskjold være i helvede?”

"Du ved da, vi i Bergen hørte saa mange historier om Tordenskjold. Du ved ogsaa, hvad han sagde, da kommandanten i Marstrand glemte at lukke porten op!"

"Nej, det ved jeg ikke."

”Det ved du vist nok, min gode Poul”, tænkte Niels, ”men du vil blot høre det een gang til. Du er lidt af en hykler.” Højt sagde han: "Tordenskjold sagde til kommandanten: "Hvad fanden nøler I efter?"

Poul: "Ti stille! Nævn ikke det navn, saa faar det ingen magt!”

"Nej, far siger jo, at den, der bander, kommer i helvede, for han er i djævelens vold."

Det svarede Poul ikke paa. Han fantaserede videre: "Blot det at staa paa kommandobroen af et stort skib, naar det bruser frem mod nye lande og nye eventyr!"

”Ja, og saa der," fortsatte Niels, ”hente alle slags gode varer og sejle herop til grønlænderne med dem, købe deres skind og give dem mange skønne ting i stedet. Bliv du løjtnant, saa bliver jeg koffardikaptajn."

Hver optaget af sine tanker sejlede de videre og nærmede sig en lille ø, der hævede sig ret højt mod vest, men var ganske lav mod øst. De gik i land paa den østre side, trak baaden godt op og anbragte ankeret sikkert i en spalte mellem stenene. Med bue og pilekogger listede de op i landet. Her var en lavning, hvor de maaske kunde finde nogle snepper.

De havde ikke taget fejl. Dernede gik virkelig et par af de brunspættede fugle med det lange næb og spankede nok saa fredeligt omkring uden at ane den fare, der nærmede sig. Poul syntes straks, de var for smukke at skyde, men Niels havde straks buen parat, og Poul fulgte efter. Afstanden var ikke stor, bare en snes skridt. De udvalgte sig hver en og skød - desværre begge for højt. Fuglene anede intet, de blev gaaende, saa der var lejlighed til endnu et skud. Begge drengene sigtede meget omhyggeligt og skød. Nielses pil strejfede en sneppe; den lettede med et skrig, og de øvrige fulgte efter.

Lidt slukørede saa drengene efter dem og diskuterede skuddene, hvorefter de gik ned for at se efter æg, men de fandt ingen.

De var allerede paa vej ned mod baaden for at sejle ud til en anden ø, da det slog Poul. at der ud mod vest kunde være hylder paa klippen, hvor der var alke eller søkonger. De var rigtignok ikke saa lækre som snepper, men grønlænderne fangede og spiste en mængde af dem. De vendte da om og gik op over de graa klipper, hvor der hist og her i revnerne groede lidt lyng og revling. De lagde ikke mærke til, at vinden efterhaanden friskede op, de tænkte kun paa at finde en hylde med fugle. De kravlede helt ud mod havet og kikkede ned. De kunde dog intet se, men der flagrede fugle rundt om. - Til sidst fandt de en revne, der førte stejlt ned mod havet. Her var i siderne smaa fremspring, hvor flere alke rugede. De sad tæt

sammen, og store sorte fugle med det rent hvide bryst dannede udmærkede skydeskiver. Drengene skød og ramte to. De andre styrtede sig i havet. Poul vilde straks kravle ned og hente dem og nogle æg, men Niels holdt ham tilbage: "Du kan da se - hvis du skrider, gaar du i havet, og saa er du leveret."

"Ja, men jeg skrider ikke - vær du vis paa det!"

"Husk paa, at du er lidt nem til at komme galt af sted."

"Hvad er det for noget sludder!”

"Husker du ikke tømmerflaaden!"

"Een gang er ingen gang!”

"Og den gang du skulde skyde til maals og var ved at skyde mig!"

”Nær ved og næsten slaar ingen mand af hesten."

"Ja, bruge mund kan du, men gaar du derned, siger jeg det til mor!"

Den trussel var jo kun til at le ad. Men alligevel fik den Poul til at betænke sig. Han vidste godt, at han mangen gang satte sin mors taalmod paa haard prøve.

"Jeg har det," udbrød han pludselig. "Vi henter ankeret og ankertovet og bruger det som støttetov.”

"Det var ingen tosset ide."

"Nej, her er vel nok manden med hovedet og ideerne."

Niels var alligevel lidt betænkelig ved at tage ankeret. Det blæste betydelig stærkere end da de gik i land. En højvandsbølge kunde tage baaden. Han burde vist blive ved den, men paa den anden side turde han ikke lade Poul ene gaa ud i fjeldet. Han mærkede sig derfor højvandslinien og forvissede sig om, at baaden laa sikkert, saa løb han efter Poul, der hastede af sted med ankeret og tovet.

Det viste sig, at tovet var lovlig kort. Det vilde knibe, at det kunde naa ned, naar en skulde have det om livet, hvorfor ankeret maatte sættes fast saa yderligt, at der var fare for, at det kunde glippe.

"Lad mig gaa ned," sagde Niels, da de havde anbragt ankeret.

”Jeg er den letteste ."

Men Poul havde allerede tovet om livet og begyndte at klatre ned, idet han støttede med benene og firede med hænderne.

Niels lagde sig ned over ankeret for at holde igen uden at tænke paa, at han kunde rives med, hvis ankeret glippede. Men Poul gik sikkert ned til hylden og stoppede den ene af alkene ind under sin trøje. Men det kneb ham at naa den anden, hvorfor den gled fra ham, og

med taarer i øjnene af ærgrelse maatte han se den forsvinde ned gennem klippespalten. - Til gengæld vilde han have nogle æg, men de var lovlig langt borte. Kunde han ikke løse rebet og kravle frit rundt? Han kikkede og saa, hvor nær han var den yderste kant. - Nej, det gik ikke. Men raadvild var han ikke. Han svingede rundt, idet han kravlede op med benene og ned med hænderne.

Niels troede, at han var blevet tosset, og ventede at se ham skride og falde, og kunde ankeret saa holde til det ryk, det vilde give? Men Poul ragede seks af de store æg til sig og stoppede de fire ind under sin trøje. De to beholdt han i hænderne, mens han atter drejede rundt, og han gjorde det uden at knuse æggene! Men han spekulerede paa, hvordan han skulde komme op med dem hele, for han maatte have fat i tovet med begge hænder. Niels kunde ikke hive ham op. - Forsigtigt anbragte han de to æg foran sig paa klippen, mens han tog sin hue af. Saa kom han æggene i huen og satte den forsigtigt med stor varsomhed paa hovedet igen, hvorefter han langsomt og omhyggeligt tog tag efter tag, til han naaede op til Niels. De lo befriede begge to. Det havde været spændende minutter, især for Niels.

Poul vilde have været ned efter flere æg. Men Niels rev ankeret op og sagde nej. Poul slog sig til taals med, at de da havde faaet udbytte af turen, selvom det var lidt. Men hvor var det ærgerligt med alken, der gled fra ham!

De maatte hjem nu. Vinden tog tag i dem, og Niels tænkte: ”Mon baaden er der endnu?” Han skyndede paa, til de saa baaden. Den laa der, men bølgerne slikkede op om den, og de maatte skynde sig at redde den. Ankeret blev anbragt, og de skulde til at skubbe baaden ud, da de følte, hvor sultne de var. - Det blæste haardt, og bølgerne vendte det hvide ud af øjnene; naar de kom fra land, fik de maaske ikke lejlighed til at spise. De besluttede derfor at tage en bid brød.

Men da de bed i det tørre brød, kom de til at tænke paa æggemad. Rigtignok skulde æggene være til dem derhjemme, men maaske var der unger i dem; de maatte lige prøve med et.

Bang! Jo, en stor unge.

”Gid den kunde spises!” sukkede Niels.

"Føj, nej," sagde Poul med væmmelse.

"Lad os prøve et til!"

Ogsaa en unge. Saa gik endnu et. - Aah! han havde nær slaaet for haardt til. Den rene hvide løb ud over hans fingre, og han slikke dem af. Han havde aldrig tænkt sig, at han kunde spise raa æg; men det smagte dejlig friskt.

Niels fik det næste. Saa var der kun to tilbage, og hvad var det til dem derhjemme. Men nu maatte de imidlertid af sted, for vinden tiltog stadig. Det kunde allerede blive vanskeligt nok at faa baaden ud, uden den kæntrede for dem. Poul sad rede med aarerne, Niels skubbede baaden ud og sprang i den, samtidig med at Poul stemte i med aarerne. Derefter hejsede Niels sejlet.

De maatte løbe skraat for vinden for at faa sejlet til at trække, men naar en særlig ondartet bølge bruste imod dem, maatte styrmanden, nu Poul, dreje stævnen op i vinden for ikke at risikere at kæntre.

Flere gange tog de vand ind. Da hændte det, at Poul fik baaden drejet for sent og den var paa nippet til at kæntre, samtidig med at den tog meget vand ind. Niels skældte blot ud over det meget vand; men Poul blev for alvor bange, da det hændte een gang til. - Dette her gik

Ikke, tænkte han. De maatte vende og lænse for vinden. Bare han kunde finde en slet strækning, hvor han kunde vende. - Han sagde intet til Niels og denne blev derfor helt forskrækket da Poul raabte: "Klar til at vende!" og lagde roret om. Baaden lystrede og vendte pænt og de blæste jævnt af sted for vinden, baaret af de svære bølger.

"Hvad skal det betyde, Poul?" raabte Niels.

"At vi var lige ved at kuldsejle."

"Men kan vi da ikke ro op mod vinden?"

”Det kom vi ingen vegne med."

”Hvad skal vi saa gøre?

"Se tiden an."

"Men vi kommer jo længere og længere hjemmefra. Hvad vil mor sige?"

"Hvad kan det nytte!”

"Kan vi ikke vende og forsøge igen?"

"Hvis vi saa kuldsejler under vendingen!"

I tavshed for de videre ud mod det aabne hav. Øen de havde været i land paa, saa de ikke. De maatte prøve at finde en anden, hvor de kunde komme i land og vente, til vinden lagde sig. Men der var ingen øer, kun det brusende hav.

Deres trøstesløse stilling begyndte at gaa op for dem: To smaa menneskebørn i en lille nøddeskal paa det mægtige hav! - Heldigvis blev det ikke mørkt. Men kom taagen nu og omsluttede dem, hvad saa?

De frøs ogsaa. Men passe ror og sejl maatte de. Ogsaa holde udkik efter en ø, de kunde søge læ bag. De sagde lang tid ikke noget, saa kun undertiden paa hinanden med opgivende øjne.

Men snart begyndte Pouls fantasi atter at arbejde. "Hvad om vi nu mødte søslangen!” udbrød han pludselig.

"Lad være, den findes ikke".

"Naa ikke! Har søfolkene ikke fortalt om søslangen, der hævede sit skællede hoved op over stormastens top og piskede havet til skum med sin hale!"

"Aa, det er eventyr."

”Ja, men hvis vi mødte den, saa bliver det daarligt vejr, og saa forgaar vi.”'

”Aa, du er tosset," vrissede Niels, men holdt dog endnu skarpere udkik end før, som ventede han at se søslangen dukke op af havet forude. - Det gav derfor et sæt i ham, og hans hjerte begyndte at hamre, da han paa en dønning forude saa et underligt langagtigt legeme med en høj finne midt paa glide gennem vandet. Han gav et udraab, og Poul spurgte: "Hvad er løs?"

Niels pegede. Men det lange, glatte legeme var blevet borte mellem bølgerne. Nu dukkede det frem igen paa næste bølge, og han raabte: "Der - der! " og pegede.

Var det en hval? Nej, det blev oppe paa vandfladen. Det var ingen hval, men hvad kunde det da være? Det var dog vel ikke… De turde ikke tænke tanken til ende.

Men da drog de et lettelsens suk: Det var en kajak. Finnen var manden, der sad og roede. De saa, hvordan kajakken elegant svingede frem over de kraftige bølger ført af en grønlænders hurtige og sikre aaretag. Snart var han paa siden af dem. Han vinkede til dem og vilde fortsætte, men de gjorde tegn, at de skulde hjem, østpaa, men ikke kunde komme frem for den stærke vind.

Kajakmanden svingede rundt og holdt sig paa siden af em. Han fægtede og pegede, alt imens han passede sin aare, let og elegant. Mangen gang havde de beundret kajakmændenes færdigheder, men aldrig som nu. Der sad han ganske uanfægtet, langt ude paa det aabne hav i sin spinkle baad, og red saa sorgløs paa de brusende bølger! Gang paa gang gibbede det i dem: Nu kæntrede han! Men der skete intet; et lille tag med den korte, dobbelte aare, og faren, som maaske slet ikke havde været der, var ovre. – De glemte helt deres egen farlige stilling, saa længe han førte dem.

Pludselig opdagede de, at de var nær inde under en ø. De mærkede et temmelig stærkt sug, saa blev vandet smult. De førtes lige ind i en lille bugt med lav strand, hvor de uden vanskelighed kunde lægge til land. - Et øjeblik efter var baaden vel fortøjet. Grønlænderen tog sin kajak under armen og bar den op til en klippe, der gav godt læ for vind og kulde.

Før de lagde sig for at hvile, mens de ventede paa bedring i vejret, begyndte grønlænderen - Quaginak hed han - at fægte med armene og mumle underlige ord; snart pegede han mod et verdenshjørne, snart mod et andet.

”Han besværger aanderne, saa de skal give god vind,” hviskede Poul og gyste. "Bare han ikke forhekser os!"

”Haa,” blæste Niels, vi kan da ogsaa besværge aander.”

"Hvormed da?" spurgte Poul forbavset.

"Du er saa lærd og ved ikke det! I vort credo og pater noster er Guds kraft til hver den, der tror.”

"Ja, du har ret." - Og de foldede hænderne og begyndte højlydt at fremsige trosbekendelse og fadervor paa latin.

Quaginak standsede sine besværgelser med et ryk, fæstede øjnene paa drengene og fulgte med spændt opmærksomhed ordene, som forstod han, at de stod i pagt med kræfter, som han ikke kendte eller kunde værge sig imod.

Hjemme i kolonien var de smaa piger kommet i seng, og de laa og snakkede om, at naar drengene kom hjem, skulde de have fuglesteg; de skulde hver have en vinge at gnave og saa slikke fingrene bagefter; det skulde vel nok smage. Og for ligesom at tage lidt forsmag derpaa, stak de en finger i munden og suttede paa den.

"Kommer Poul, og Niels snart?" spurgte Nella saa over til far og mor, der sad ved bordet.

"Det ved jeg ikke. De kan maaske ingen fugle finde. Sov I blot!" - Men baade hun og Hans Egede var ængstelige, for de syntes, at drengene kunde have været der. Selvfølgelig havde den opfriskende østenvind forsinket dem, og dag og nat gik i eet i denne lyse tid, saa det

var vanskeligt at tage tiden i agt. Men man vidste aldrig, hvad der kunde ske med saadan en lille baad paa havet - en uheldig manøvre og de fortrød, at de ikke havde givet drengene en voksen mand med; folkene havde tid nok. Men nu var der ikke andet at gøre end at befale dem Gud i vold.

Natten gik, og morgenen kom, stadig ingen drenge. Da blev forældrene virkelig bange, og da en baad skulde gaa ud paa vagt efter skib, fik folkene ordre til at lede efter drengene og yde dem hjælp, hvis der var sket noget.

Det var dejligt vejr, vinden var drejet mod nord, og solen straalede over havet. Alt saa lyst og fredeligt ud. Men havet var lumsk og vanskeligt at tage sig i agt for.

Vagtbaaden var dog ikke kommet langt, før den passerede Poul og Niels fulgt af en grønlænder i kajak. Drengene hilste glade og fornøjede og fortsatte. Hans Egede var taget ud paa 'Haabet' for at forhandle med kaptajnen, saa han saa ikke deres ankomst til kolonien. Men de var ikke saa snart kommet i land, før deres mor var der. Poul standsede hendes udbrud ved at tage den enlige alk frem og raabe: "Se, et mægtigt udbytte! Den skal vel nok smage. - Og her er Quaginak, som hjalp os i gaar, da vinden blev os for stærk." Og han fortalte videre om, hvordan Quaginak havde ført dem og forsøgt at forklare dem, hvordan en fanger kunde faa mange sæler listet fra den onde kvinde i havet, hende, der raader over alle havets dyr.

Da Gertrud hørte, hvad Quaginak havde gjort for hendes drenge gik hun ind og fandt en skjorte, som hun gav ham, og glædesstraalende forsvandt han hjemad, ud mod Koekøerne lidt sydvest for Haabets Ø. Baade Poul og Niels tænkte, at ham vilde de gerne træffe en anden gang, saa han rigtig kunde fortælle dem om havet og fangsten, ja, maaske lære dem at ro en kajak.

Da de samledes inde, Gertrud og alle børnene, ønskede Poul, at han havde smidt alken i vandet eller ladet grønlænderen faa den. Havde de endda haft æggene ogsaa, men de var gaaet med i nattens løb, men een skallet alk!

Pigerne kunde ikke rigtig give afkald paa drømmen om fugl, og Nella plagede sin mor for at gøre alken i stand.

"Ja," sagde Gertrud," jeg skal gøre den rigtig lækkert i stand, men saa … " Alle børnene saa forventningsfulde paa hende. "Men saa,” gentog hun, "skal far have den, og ingen af jer maa plage for noget."

"Nej, det manglede da blot," raabte drengene. Stinne rystede blot stilfærdigt paa hovedet. Nella trak mundvigene lidt ned, men gav saa et sikkert nik, der uvilkaarlig fik de øvrige til at smile.

Stinne og Nella fik lov at plukke fuglen. Christine plukkede med smaa hurtige nap og lagde fjerene omhyggeligt til side. Nella hev og sled og rev store flanger i alkens hud. Meget lidt blev det til, men alligevel hang fjerene snart baade i hendes kjole og i hendes haar, ja, selv i hendes øjenbryn hang der dun. Christine vilde vise hende, hvordan hun skulde bære sig ad, men Nella vilde ikke høre. Det trak op til bitter strid imellem dem, hvorfor Gertrud stilfærdigt tog fuglen, gjorde plukningen færdig, tog indmaden ud og satte alken paa ilden. Brændsel havde de heldigvis, fordi baadene, der var paa vagt ude paa de yderste øer, ofte havde noget ilanddrevet træ med tilbage.

”Gaa ud og se efter, om far kommer!” sagde hun til børnene, og de løb alle. - Straks de saa ham lægge til land, raabte pigerne i munden paa hinanden: ”Mor har noget godt til dig! "

"Hvad kan det være?" spurgte Hans Egede.

"Det siger vi ikke," raabte Nella, "men kom og se !" - Han tog hende i haanden, mens Stinne løb ind og raabte, at nu kom faderen.

En alk var saa sandt ikke noget særlig lækkert. Men da Hans Egede sad der med den dampende fugl foran sig, og saa børnenes forventningsfulde ansigter, faldt det haardt paa ham, hvor langt de var ude, naar der blev gjort saadan en stads af en alk. Maaske maatte han for børnenes skyld opgive kampen og tage hjem. - "Har du kun denne, Gertrud?" spurgte han.

"Ja, spis blot. Baade Poul, der har skudt den, og alle vi andre under dig den af hjertet. - Du er jo vor herre og mester," tilføjede hun med et smil.

"Aah, ti stille, Gertrud. Hvad er jeg! Ikke engang skaffe vores stakkels børn føden kan jeg. Det er nok Guds mening, at vi skal opgive alt dette her og rejse hjem."

"Nej, nej, Hans, det er det ikke. Skibet kommer, vær forvisset om det!"

"Ja, gid jeg kunde! - Men saa meget ved jeg, at sidde og spise den fugl, mens I ser paa det, hverken kan eller vil jeg, sagde han, hvorpaa han tog sin kniv og delte alken i fire stykker. "Værsgod, Petronella, en vinge med bryst."

”Tak, kære far," sagde Nella nejende og satte glædesstraalende tænderne i vingen.

”Og værsgod, Christine!"

"Nej tak, far," sagde hun beskedent, "du skal selv have det."

"Tag du det blot, min pige!” Og hun tog imod den anden vinge.

Drengene sagde ikke blot straks nej tak, men idet de huskede paa æggene, holdt de fast ved, at far og mor skulde have de sidste to stykker. - De spiste da de to trannede stykker alk med tak til Gud for de gode børn, de havde.

Trange tider.

Hans Egede bestemte sig til, at han vilde blive paa Grønland - trods alt, for han kunde ikke opgive den gerning, som han var overbevist om, at Gud havde givet ham at udføre. Han fik kaptajnen paa 'Haabet' til at overlade ham nogle tønder mel og gryn, lidt smør og malt samt et enkelt anker brændevin til opmuntring i de trange tider, der vilde komme. Desuden fik han seks mænd til at love at blive hos ham.

Men kaptajnen var meget utaalmodig efter at komme af sted; han var bange for, at isen skulde komme og lukke dem inde. Og da Hans Egede saa en dag hørte de seks mænd tale om, at naar 'Haabet’ var sejlet, vilde de tage chaluppen, sejle nordpaa og forsøge at komme med et hollandsk skib, da opgav han ævret. Han sammenkaldte skibsraadet: kaptajnen, styrmændene, købmanden og assistenten til raadslagning den 6. juni.

Alle stemte for at ophæve kolonien og sejle hjem. Kaptajnen skyndede paa: Det maatte ske snarest, man vidste aldrig, hvor lang tid overfarten kunde vare.

Hans Egede bad om, at de vilde udsætte afrejsen blot til den l. juli; for de kunde være sikre paa, købmændene i Bergen havde sendt skib af sted, og det kunde komme endnu. Uvejr og is kunde have hindret det i at naa frem. Maaske kunde det være sejlet forbi.

”'Saa vilde hollænderne have givet besked," svarede kaptajnen.

"Ja, det er vist rigtigt. Men jeg maa blive endnu en stund og bie paa Gud."

”Ja, ja”, sagde kaptajnen, "jeg skal vente en uge, men saa heller ikke en dag længere."

"Det er lovlig lidt" indvendte nu købmanden. "Vi kan knap få det hele revet ned og pakket paa den tid. Jeg foreslaar, at vi sejler om to uger, den 20. juni.”

Bestemmelsen blev da trods kaptajnens protest, at de om morgenen den 20. juni skulde være rede til afsejling.

De fleste af folkene følte sig lettede ved, at afgørelsen nu var truffet. Mange var oprømte, gik og lo og sang. Nogle begyndte straks at se paa, hvad de skulde have med. Men Hans Egede var dybt nedslaaet, netop fordi det nu var afgjort, at han ikke fik lov at fortsætte. Han sad inde ved sit bord med hovedet i hænderne og saa tomt frem for sig. Gertrud søgte at trøste ham, men det var, som han ikke hørte, hvad hun sagde. Børnene listede rundt og turde knap hviske sammen.

"Aa", børn, gaa ud og leg!" foreslog moderen.

Lege! tænkte drengene, lege! Kan vi da ikke gøre noget? Hjælpe far paa en eller anden maade. For det her er synd for ham. Dog tog Poul Stinne og Niels Nella i haanden, og de gik ud.

"Det er synd for far," sagde Stinne stille, da de var kommet udenfor.

"Ja, men hvad kan vi gøre?" spurgte Poul heftigt.

De drev op mod klipperne. Solen skinnede fra høj himmel, en svag østlig vind strøg hen over dem. Lave pil og birk dannede grønne puder, blaabær og revling duftede, smaa blomster tittede frem i grønt græs; enkelte steder lyste hele bundter af gule valmuer. Og da de kom højere op og vendte sig mod vest, laa det glitrende hav isprængt mørke øer dybblaat ud mod synsranden, hvor en lilla bræmme dannede bort.

Børnene mærkede duften, de saa farverne og inddrak landet, dette store, vide land, paa en ny maade, nu de skulde herfra. Det gjorde drengene i hvert fald.

"Her er storslaaet og dejligt," udbrød Poul.

"Ja, helt anderledes end i Bergen”, fortsatte Niels.

"Eller paa Lofoten, og der var ellers godt at være."

"Kan vi da intet gøre!”

Pigerne gik og plukkede blomster. ”Nella blev fornærmet over" at de flotte valmuer tabte bladene, naar hun plukkede dem. Poul hjalp hende og fandt en kokleare, en lægeurt, de brugte mod den forfærdelige sygdom skørbug, som næsten altid angreb mennesker, hvor det kneb med friske madvarer. - "Vi kunde," sagde Poul da, "hjælpe far ved at samle kokleare og derved vise ham, at vi tror, vi skal fortsætte her paa Grønland.”

"Ja, men tror du virkelig det?" spurgte Niels.

Poul svarede ikke, men begyndte at plukke. De andre hjalp til, og da, de havde en stor bunke, gik de hjem.

Da de kom ind, sad faderen endnu stiv og stille og stirrede frem for sig. Bibelen laa opslaaet foran ham, men han læste ikke i den.

Poul blev saa ked af det for ham. Han forstod først nu, med hvilke stærke baand han var knyttet til sin far. Med taarer i øjnene sagde han: "Se her, far, her kommer vi med en bunke kokleare, som vi maa have gjort i stand, at vi kan jage skørbugen paa flugt til vinter."

Hans Egede saa op, omfattede dem med et bedrøvet blik og sagde blot: "Til vinter!"

"Ja," sagde Christine, "saa er vi da ogsaa her."

"Hør hende!" udbrød Gertrud.

"Og det vilde I ikke være kede af?" spurgte Egede.

"Nej," svarede de alle i kor.

"Tak, børn," sagde Hans Egede. "Maaske kan vi blive. Gud vil vise mig vej." Og han slog op i bibelen og begyndte at læse. Og de følte sig alle lettede derved.

Om aftenen, da børnene var kommet i seng, laa drengene og kunde ikke sove. De lyttede, for deres far og mor sad og søgte at komme til klarhed over, hvor vejen førte frem for dem. Gertrud var ikke i tvivl om, at det var Guds vilje, at de skulde blive.

"Men har jeg ikke været en daarlig tjener, der ikke kunde give mine deres føde i rette tid?" indvendte Hans Egede. "Kan vi forsvare over for børnene at blive her?" .

Drengene lyttede: Hvad vilde mor sige til det?

"Ja, Hans, det kan vi. Gud har givet os saa mange tegn paa, at vi valgte den rette vej. Du ved, at jeg først var imod at tage herop, netop for børnenes skyld; men du overvandt mine betænkeligheder. Dernæst sagde købmændene i Bergen, at det var galmandsværk at tage herop, men du overvandt dem, de udrustede alligevel et skib, ja to. Og et nyt skib vil komme, stol paa det!"

"Ja, gid jeg kunde!"

"Vi kom herop,” fortsatte Gertrud, og ingen har krummet et haar paa dit hoved eller gjort nogen af os fortræd, til trods for vi var fyldt med historier om, hvorledes grønlænderne havde dræbt og ædt hele skibsbesætninger."

"Ja, og jeg blev frelst, da jeg paa vej til Bergen skred i havet."

"Ja, og kongen har hjulpet dig frem og givet dig løn."

"Ja, ja. - Kast al din sorg paa Herren, han skal forsørge dig; staar der i salmen."

"Min kære Hans, jeg er stolt af dig. Du har overvundet vanskeligheder, som vilde have slaaet selv den tapreste ned. Du har før os hertil og overvundet grønlændernes mistro. Gud vil føre gerningen videre."

"Jeg tror det, min hjerte Gertrud. Men det er dog saa let at være rolig og haabe og tro, naar ingen nød er forhaanden, men i betrykte og betrængte vilkaar at være vel tilfreds og have en fast og stærk tillid til Gud, er en Guds gave."

"Far er en helt," hviskede Poul til Niels, som omgaaende svarede:

"Større end Tordenskjold? "

"Og jeg vil følge i hans fodspor, " fortsatte Poul uden at agte paa Nielses indskud.

"Og mor hun er - hun er vor faste klippe" fortsatte Niels. - "Nej, " svarede Poul, ”det er kun Gud, men hun er klippemanden, der staar fast, hvad der end kommer."

"Men kan vi ikke hjælpe dem, skaffe dem noget,” sagde nu Niels. "Jeg har hørt, at der langt inde østpaa skal være et fjeld, hvor der er i tusindvis af søkonger. De er nemme at fange og smager godt."

"Ja, grønlænderne fanger mange af dem," sagde Poul.

"Hvis vi kunde faa lavet et par ketsjere, kunde vi fange mange, og det kunde sætte humøret op, og ..."

"Og,” fortsatte Poul, føre et skib hertil, og saa er al vor sorg slukket."

"Aa, sludder og vrøvl!” Men skal vi ikke lave et par ketsjere i morgen og saa faa lov til at sejle ind til fuglefjeldet?"

"Jo, lad os det,” svarede Poul gabende.

FUGLEFANGSTEN.

Næste morgen hvilede taagen overalt. En svag sydvestlig brise førte kulde ind fra havet. Blæste det op, kunde de vel vente is oven i købet. Saadan var det, vejret havde været hele første sommer. Men kolonisterne var blevet klar over, at inde i fjordene mod øst skinnede solen tiest, naar taagen omsluttede alt herude ved havet med sin klamme haand. Poul og Niels mente derfor, at det nok for vejrets skyld kunde lade sig gøre at tage ind i fjorden at fange søkonger, eller som ogsaa nogle sagde - grønlandsduer.

Nu da folkene var indstillet paa, at de snart skulde hjem til Norge, var det ikke vanskeligt for drengene at faa fat i net og stænger til ketsjere, og de fik moderen til at sy selve fangnettene.

"Hvor vil I bruge dem?" spurgte hun, "der er jo ingen fuglefjelde her paa øen."

Jo, de vilde da dybt ind i fjordene paa fuglefjeldene der. "Der er langt derind, og der er det farligt at gaa i fjeldene.

"Aa, vi er da ikke født i gaar," svarede Poul.

"Nej, men du er tit lovlig rask paa det, min gode Poul. I faar ikke lov at tage ene ind i fjordene. Men jeg skal tale med jeres far."

Lidt efter kaldte Hans Egede paa drengene og sagde, at de maatte godt tage ind til fuglefjeldene, men skulde have fire mand med i en storbaad. Det var en betryggelse, og mændene havde tid nok. Pakke kunde de altid.

Fire mænd, deriblandt Aron, blev udvalgt. Drengene var ikke særlig glade ved følgeskabet eller formynderskabet, og mændene knurrede lidt over, at de skulde med til saadanne drengestreger. Men hvad - de havde tid nok, vejret var sikkert godt, naar de kom ud af taagen, og maaske kunde de faa et godt ekstra maaltid for søkonger var slet ikke at kimse ad. Baaden blev gjort klar, den nødvendige proviant stuvet, og de afsejlede. Smaapigerne saa langt efter dem. De vilde gerne have været med, men det kunde ikke tillades.

Ind gennem det smalle sund mellem naboøen og fastlandet gled de for den sagte vind. Taagen drev endnu tæt; men de var ikke kommet langt ud i det brede sund Baals Revier, før taagen spredtes, og solen brød frem. Sejlet trak bedre i det aabne vand, og mandskabets humør steg. De passerede baade kajakker og konebaade. Nogle kajakker fulgte dem et stykke og viste dem vej mod fuglefjeldene.

De sejlede mod nordøst op gennem fjorden, der her var vid med forholdsvis lave bredder. Men som dagen svandt, rejste landet sig højere og højere, til sidst med blink af is over fjeldene. Her drejede de ind i en snæver fjord, hvor stejle fjelde rejste sig direkte af vandet. Her - højt oppe under isbræen rugede søkongerne i tusindvis. De kaldtes ogsaa isfugle, fordi de boede i nærheden af isen. Endelig var der nogle, der kaldte dem grønlandsduer, fordi de kunde lignes ved smaa duer.

Det led hen paa dagen, fjorden snævrede sig ind, fjeldene steg mod himlen, og solens røde straaler kastede glans over jord og himmel. Et stolt land; et herligt land, tænkte drengene. De saa det og nød det, men sagde ingenting.

Endelig var de naaet ind under fuglefjeldet. Søkongerne sværmede i skyer over dem, og deres stadige skrigen fyldte luften. Poul og Niels spejdede ivrigt efter et sted, hvor de kunde gaa op til revnerne og hylderne, hvor søkongerne rugede. Kunde de blot komme derop, maatte de kunne fange hundreder i løbet af ganske kort tid. Men kunde de komme derop? Foran dem hævede fjeldet sig stejlt, velover hundrede fod; derefter kom en brat skraaning, dækket af større og mindre løse sten. Oven for denne stenraus havde fuglene deres reder.

Langsomt sejlede de langs den stejle klippevæg for at finde en opgang. Til venstre var der en lavning, hvorigennem en elv fossede ud mod fjorden. Her kunde de gaa i land. Men fjeldet hævede sig saa stejlt op af dalen, at det saa ud til at være halsløs gerning at søge op der. Videre søgte de langs fjeldsiden. En af mændene ytrede, at de lige saa godt først som sidst kunde opgive det. Nu maatte de hellere spise og nyde det gode vejr, saa kunde de i hvert fald sige, at de havde haft en dejlig skovtur....

”Til vands" lo Niels.

"Nej," sagde Poul, "jeg opgiver det ikke. Jeg vil derop, og der findes nok en vej.

"Jeg tror, vi gør bedst i at opgive det," mente Aron.

”Hø,” blæste Poul, "du er maaske sendt med for at være barnepige."

”Jeg siger kun, hvad jeg mener er ret, og du gør bedst i at høre derefter," svarede Aron skarpt, og en anden af mændene sagde ret højt: ”Sikken en hanekylling!”

"Jeg synes," svarede hanekyllingen, ”at det er ringe, at vi er saa mange mænd, hvide mænd, og saa kan vi ikke engang skaffe os en smule fersk kød, naar der er nok af det, og grønlænderne kan skaffe sig det.

"Hou, hou, fald nu lidt ned, selvom du er præstens søn," lød Arons formaning.

"Ja, tag lige og vis os, hvor let det er!" haanede en anden.

Poul stod høj og slank ved masten, læberne bævede lidt, men han tvang sig til at være rolig.

Niels saa paa ham og ønskede, at han kunde hjælpe ham, gøre de store mænd til skamrne. "Se der!" raabte han pludselig. Der var en spalte, der førte stranden skraat op gennem den stejle fjeldvæg til stenskraaningen ovenfor. "Der kan vi komme op."

"Ja, der lægger vi ind," kommanderede Poul. ”Der gaar vi op."

”Men først tager vi os en bid brød og en taar brændevin,” kom det lidt skarpt fra Aron.

"Det er hørt” svarede en af de andre mænd, og en anden føjede til, idet han blinkede til de andre og smilede: "Uden mad og drikke dur helten ikke!"

Poul forstod nok, at det sidste var møntet paa ham, men han lod som ingenting, og baade han og Niels spiste med god appetit og drak lidt tyndt øl til.

Mændene syntes, at det havde været saa rart nu at strække sig og faa en lille lur. Men Poul lod dem ikke i ro. Han forlangte, at de skulde lægge ind til fjeldkanten, saa han kunde komme i land.

"Ja, jeg ogsaa," sagde Niels.

Vand havde strømmet ned gennem kløften og ført sten og grus med sig. Paa dette lille delta kunde de gaa i land.

Baaden lagde til. Poul og Niels steg i land med hver sin ketsjer, og efter dem kom Aron. "Bliv bare liggende her med baaden," sagde han til de andre mænd. Derefter kikkede han op gennem, kløften. Klippen havde kun faa fremspring, som det var muligt at sætte fødderne paa. Drengenes støvler vilde blive glatte, og de vilde glide. - "Der kan I ikke gaa op," afgjorde han.

Poul stod blot og spekulerede paa, hvordan han skulde anbringe ketsjeren, saa han kunde have den med og dog bruge begge hænder. Aron troede, at han opgav det og vendte sig til baaden. Men Poul slog nettet op over hovedet, saa stangen hang ham ned ad ryggen, og saa gik han op. Første stykke kunde han da sagtens klare, og naar han kom længere op, viste der sig nok nye muligheder.

Da Aron igen vendte sig mod ham, var han allerede et godt stykke oppe i skaret, og Niels traadte op for at, følge efter.

"Holdt!" raabte Aron og rev ketsjeren fra Niels. "Du Poul kommer tilbage!" Men Poul gik støt videre, og Niels fulgte efter, rigtignok uden ketsjer, men det fik være. - Aron raabte igen, at de skulde komme ned, og for til for at gribe fat i Niels, men gled paa en sten og faldt. Han ømmede sig, idet han rejste sig, og saa raadvild op. - "Kom tilbage, og gør ikke jeres mor ulykkelig!" raabte han.

Da standsede begge drengene og saa op. Men Poul syntes ikke, det saa farligt ud, og de vilde jo netop hjælpe mor ved at komme med nogle fugle af den mægtige sværm, der skreg over deres hoved. Han fortsatte og Niels fulgte efter.

Aron vred sine hænder. Hvad skulde han gøre? Han havde lovet madam Egede at se efter, at Poul ikke vovede sig ud paa glat is. - Han prøvede foden, han traadte fejl med, om den var forstuvet. Det var vist ikke værre, end han kunde følge efter, og langsomt, men sikkert begyndte han at gaa til vejrs.

Poul og Niels fortsatte. De fandt stadig nye fremspring at sætte foden paa, og det skred jævnt opad. Niels saa et par gange til vejrs, om de ikke snart var der, men der var endda et godt stykke. Det blev varmt, og han kom til at puste lidt. Men over ham gik Poul støt opefter, og Niels fulgte.

Omsider stod Poul neden for stenskraaningen. Store sten, mindre sten og løst grus laa spredt opover. Traadte han paa en sten, og den gik løs, kunde døden være ude. Men oppe over ham skreg søkongerne og fløj til og fra, og oppe over skraaningen sad de i lange rækker og rugede med det hvide bryst udad. Med forsigtighed gik det nok, tænkte han, tog ketsjeren i højre haand og begyndte at stige op gennem gruset. Han asede sig frem, mens gruset gled under hans fødder og raslede ned, saa Niels maatte dukke hovedet for de springende smaasten. Men Poul asede videre og glemte al forsigtighed i sin iver efter at overvinde den skridende masse.

Pludselig skred grunden under ham. Han greb efter en stor sten, der saa fast og sikker ud. Men den gav efter. Han kastede sig til siden for at undgaa den. Den væltede ned, tog andre med, og pludselig var det, som hele verden skred sammen om ham, idet stenene med bulder og brag kastedes mod klipperne og slyngedes ned.

Han klamrede sig fladt til bjerget uden at skænke den fare, han selv svævede i, en tanke; men Niels - Niels, han ramtes af de faldende sten. Nu lød hans skrig, og nu laa han med knust hoved ved bjergets fod. Og mændene!

Det er muligt, tænkte han videre, at jeg, hvis jeg prøver at rejse mig, glider, glider ud over klippekanten, flyver gennem luften og slaar mod vandet dernede, men det gør ikke noget, det er kun løn som forskyldt, fordi jeg har lokket min lille broder med til dette galmandsværk. - Aah, herre min Gud, kan du tilgive mig! og han hulkede ubehersket.

Søkongerne stod som en sky over ham. De var under skrig, og skraal lettet, da stenene raslede i dybet. Men da alt blev roligt igen, kom de tilbage og fortsatte rugningen.

”Niels havde dukket hovedet, da sten og grus kom susende. Han skælvede ved tanken om, at nu kom Poul glidende, og saa var han fortabt. Men alt blev atter roligt. Kun fuglenes skrigen lød. Niels saa ned. Her klamrede Aron sig ligbleg til klippen, men der var vist ikke sket ham noget. Men Poul - Poul!

Niels tog de sidste tag og var oppe over kanten. Han maatte være yderst forsigtig, da sten og grus laa helt ud til den yderste kant. Varsomt satte han sig og kikkede op. Her laa Poul halvt begravet i sten og grus med ansigtet ned i det. Niels troede, at han var dræbt, men raabte: "Poul, Poul!"

Da kom der liv i skikkelsen. Poul drejede sig rundt og satte sig op paa enden, stadig med ketsjeren i haanden. - "Niels, Niels, er det dig!" raabte han og lo. - Rigtignok havde han faaet adskillige skrammer og en bule over venstre øje, men hans ansigt straalede. Han var ingen morder, Niels sad der; hvor var han glad!

Da de havde siddet lidt og kikket paa hinanden, sagde Poul: "Skal vi virkelig opgive fangsten?" .

"Det bliver vi nok nødt til," svarede Niels og begyndte med stor forsigtighed at kravle hen til et mere sikkert sted, hvor der var bar klippe ud til skrænten." Poul udviste ogsaa den yderste varsomhed, han kravlede hen til Niels. Her rejste han sig op, og støttende sig til ketsjerstangen, stod han og saa sig om. Jo, der til højre sprang den faste klippe frem. Nogle faa tag, saa kunde han naa søkongerne.

"Er det værd?" indvendte Niels, der forstod, hvad han havde i sinde.

Ja, ja, han var atter fyr og flamme. Men han tog sig i agt. Ingen ubesindigheder her, min fine ven, sagde han til sig selv. Og lidt efter stod han højt hævet over Niels og tog fugl efter fugl. Han holdt nettet for dem, og de fløj i det, hvorefter han tog fuglen ud drejede halsen om paa den og stoppede den under trøjen, til han ikke kunde have flere der, saa kastede han dem ned til Niels. Et par landede paa stenskraaningen. Niels gjorde tegn til at gaa op efter dem, men Poul raabte: "Nej , lad være! Og Niels lod dem ligge.

Det varede dog kun ganske kort, saa kunde Poul ikke naa flere. Ned paa skraaningen skulde han ikke have noget af at komme igen, og til højre rejste klippen sig stejlt i vejret. Han maatte gaa ned, men først fiskede han med ketsjeren de to konger, der var faldet blandt stenene.

Aron havde stukket hovedet op over kanten, men turde ikke gaa op paa gruset, hvorfor han efter at have formanet drengene til den yderste forsigtighed, igen forsvandt.

De talte fuglene - 43 i alt. Niels tog en af dem og saa rigtig paa den: Den havde blanksort ryg, hvidt bryst og hoved og et mærkeligt højt og krumt næb. Det var en baade en smuk og ejendommelig fugl. - De kunde ikke have dem alle, hvorfor de kastede nogle ud over klippekanten; saa blev de nok fisket op fra baaden. For den var vel ikke kommet noget til. De vidste det ikke og fik pludselig travlt med at komme ned.

Poul lod ketsjeren suse ned gennem kløften, og sagde derefter til Niels: "Jeg gaar først, og du følger lige i hælene af mig, eller skal vi sige - lige i hænderne af mig, saa jeg med mine hænder kan vise, hvor din fod kan staa. Og nu blot give tid, for nedad er sværere end opad."

Trin for trin gik det nedad. Det var sejgt, og læggene blev efterhaanden saa trætte, at Niels maatte bide tænderne sammen for ikke at give efter. Men Poul var prægtig. Han opmuntrede, anviste sikker fodfæste og kom med smaabemærkninger: "Desværre er vi ikke hanekyllinger, som ham Henrik dernede ymtede lidt om, saa kunde vi have basket lidt med vingerne, naar det kneb. Men vi skal vise de dovenkroppe, at ogsaa præstesønner har marv i benene. - Se saa, der er et sikkert og ophøjet stade, hvorfra du kan anskue verden. Hvil bimserne lidt. - Og Saa fortsætter vi!” – Først da de var lige ved at være nede, svimlede det et øjeblik for Poul. Spændingen havde været for stærk. Men Niels gik videre, og Poul tog sig sammen: Nu ingen dumheder; vi er jo frelst.

Og baaden laa der, og mændene ventede med spænding, efterhaanden ogsaa med lidt beundring, selv om de ikke vilde være ved det. Lettelsen var stor, da drengene var godt nede. Mændene for da løs paa dem: Dette her lignede jo ikke noget, at sætte baade deres eget og andres liv paa spil. Mon de vidste, hvor farlig saadan en stenrøs var.

"Vi fik Ligesom et lille indtryk af det," svarede Poul, "men gutterne her. var mænd for at klare den. - Har I samlet kongerne op?"

"Haa, den snes spurve!" bemærkede han, der hed Henrik haanligt.

"Vil du have flere, kan du jo hente dem. Der er nok at dem,” bed Poul igen.

Niels tænkte, at det var svært, saa højt Poul var kommet op. Men døden havde jo ogsaa rakt haanden ud efter ham.

"Jeg foreslaar," sagde nu Aron, som havde staaet ganske tavs, "at vi sejler hen til den store elv i dalen og gør et par af søkongerne i stand."

Poul gav højmodig tilladelse til to fugle til hver. Saa var der endda 31 tilbage. – ”Det vil sige," tilføjede han polisk, "Henrik vil vel ingen have. Han regner jo ikke de spurve.”

De lejrede sig i det. grønne græs ved elven, gjorde fugle i stand, fik tændt ild op og fuglene stegt. Det var en lækker bid, men heller ikke meget mere end en bid, der smagte efter mere. Alle var dog godt tilfreds, da de efter maaltidet strakte sig i det duftende græs for at hvile nogle timer, før de sejlede hjem.

Fjorden laa blank. Fjeldene rejste sig stejlt mod nord, hvor solen var gaaet bag bjergene. Men himlen lyste og kastede perlemorsglans over det stille vand.

Urterne duftede. Elven bruste og nynnede. Nøkken lo. - Grønland lokker og kogler, tænkte Poul. Her er højt til loft, her er friskt og skønt, og her er rigdomme nok, blot vi kunde naa dem. - Her er rigtignok ogsaa den sure taage, her er is og storm og nøgne klipper, ja, og smaa lugtende mennesker, der trænger til vejledning og frelse fra synd og død.

Poul forstod med eet faderens angst for at blive nødet bort herfra. Det maatte ikke ske. Han bad for folk og land og for sine egne, og han fyldtes af forvisning om, at alt vilde vende sig til det gode, ja, var godt. Naar de kom hjem, vilde skibet være kommet med mad og handelsvarer og løfte om støtte i fremtiden. Poul længtes hjem. Men saa smilte han. Der laa Niels og sov idet duftende grønne, mændene trak vejret dybt og frit, elven klukkede og lo. Her var fredeligt og godt. - Han følte sig pludselig behagelig træt. Han strakte sig ud og sov snart trygt under Grønlands lysende sommerhimmel.

Hjemme var alt ved det gamle. Poul var skuffet: der var intet skib kommet. Men der blev glæde over de lækre fugle, et lyspunkt i mørket. Poul og Niels forsikrede, at der var tusinder af dem. Blot de kom op paa det helt rigtige sted, kunde de sagtens fange flere hundrede.

"Min kære Hans," sagde Gertrud, "var der ikke grund til at sende folk paa fuglefangst? Vi trænger saadan til et tilskud af frisk kød til den ensformige, knappe kost."

"Min hjerte Gertrud," sukkede Hans Egede, "du ved jo; at folkene kun tænker paa hjemrejsen.”

"Ja, Ja, saa venter vi, til skibet, er kommet, " sagde Gertrud , og saa lyst paa dem alle.

Mor er ukuelig, tænkte Poul, og Niels gik hen og tog hende i haanden for ligesom at nyde godt af hendes styrke.

Men dagene gik, og der kom intet skib. Hans Egede gav ingen ordrer, men folkene brød udhuset ned og begyndte at lave trækasser til at pakke deres sager ned i. Gertrud sagde, at de skulde lade skuret staa, for det fik de brug for siden. Men de svarede, at de skulde være færdige til afrejse om morgenen den 20. Der var kun en uge til, og det gjaldt om at faa saa meget med som muligt.

"I skal komme til at sætte alt paa plads igen. Gud vil beskæmme jeres vantro,” svarede hun.

De syntes, det var noget underligt noget at sige. Hun maatte vist ikke være helt rigtig i hovedet. Dette Grønlang havde vist taget for haardt paa hende. Det var vel nok godt, de kom derfra.

Gertrud sagde til Hans Egede om at standse pakningen. Men han rystede paa hovedet. Han kunde ikke faa sig til det. Hvem kendte Guds vilje! - Og som dagene gik, blev han stadig mere usikker. - Skulde han ikke give ordre til, at deres egne ting skulde pakkes? Her gik børnene og vidste ikke, hvad de skulde tage sig til. Han mægtede ikke at holde skoletimerne. Kun en enkelt gang tog han pigerne i haanden, og saa gik de alle ud i klipperne, saa paa planter, dasede i det grønne, og han fortalte, hvad der faldt ham ind fra hans egen drengetid i Nordnorge. Han følte sig selv som et barn, der har mistet sit hjem. Havde han ikke haft sin trofaste Gertrud og børnene, kunde han ikke gave holdt disse dage ud. Nu var der dog stadig et haab, der blafrede. Og skulde han blive tvunget til at tage herfra, havde han dog dem.

Enkelte opmuntringer var der ogsaa. - Grønlændere kom og besøgte dem og var venlige og opmærksomme, og en morgen laa der en stor sæl uden for døren. - "Den er fra Quaginak!” raabte drengene. - "Det er vel nok pænt af ham," sagde Gertrud. Og den blev spist, selvom de rynkede paa næsen ad spækket.

Poul rasede over, at de ikke selv kunde tage ud og fange sæler. Men de havde intet at skyde med, og bruge grønlændernes fangstredskaber kunde de heller ikke.

Der var nu kun tredage tilbage. Saa kom afrejsens dag. Det var tidlig morgen den 17. juni. Vagten ude ved det yderste hav var inddraget. Kaptajnen mente, det var ganske unyttigt at spejde efter et skib, der ikke kom. Men Hans Egede satte en mand ud paa den nordvestligste pynt af 'Haabets Ø’ for at spejde efter skib, og denne mand vaagede ogsaa denne nat, selvom han rystede paa hovedet ad præsten og hans kone, der endnu ikke havde begyndt at pakke, men troede paa skibet, der kom. Han skuttede sig i den raakolde nat og spejdede ud over havet mod vest og nord. - Det gav et sæt i ham. Hvad var det - derude i lysningen fra nordøst kom en baad. Mon det skulde være hollænderne, der sendte bud. Men hvad kunde de have at sende bud om? Hans hjerte bankede stærkere. Det var i hvert fald ikke en konebaad. Han syntes, den saa saa norsk ud. Kom den fra et skib? Kom der virkelig et skib! Han blev utaalmodig og løb ud paa den alleryderste klippekant og stirrede. Jo, den var norsk. Han slog op med begge arme og raabte. Igen og igen. Til de endelig opdagede ham, og der lød et raab tilbage. - Det var norsk, syntes han, det var norsk! - "Her er Haabets Ø!" raabte han. - "Her er Haabets Ø!", gentog han.

”Vi kommer fra norsk skib ……………”

Mere hørte han ikke. Han sprang af sted ind til kolonien, brød ind til præstens og raabte: "Der kommer en baad!"

"Hvad er det for en baad?" spurgte Hans Egede straks, idet han rejste sig over ende. Han havde ligget uden at kunne sove.

"Den kommer fra norsk skib."

"Er du vis 'paa det?"

"Ja, de taler norsk."

”Aah, Gud ske tak og lov! udbrød Egede.

Et øjeblik efter var alle i kolonien ved stranden for at tage imod baaden, og de blev ikke skuffede af nyhederne: Der var to skibe undervejs. Taage og daarligt vejr havde sinket dem. Det ene skib var stødt paa et skær og lækkede noget. Var det ikke sket, var de sejlet længere mod nord. Nu opdagede deres styrmand, at de var paa den rette vej, og han sendte baaden for at finde kolonien.

"Og hvad med handelen og missionen?" spurgte Hans Egede. Jo, købmændene vilde fortsætte handelen, og kongen vilde fortsætte missionen.

”Gud være takket og priset i evighed, han saa til sin ringe tjener!” udbrød Hans Egede. Og børnene var ellevilde af glæde og af stolthed over deres far og – deres mor. Det var hende, der troede, da de alle tvivlede.

Der blev liv og røre og glade dage. Børnene fik lov at tage med ud til skibene. Folkene gik i gang med at pakke ud og slaa skuret op igen. ’Haabets’ kaptajn kom ind for at ønske Hans Egede til Lykke. Nu kunde ’Haabet’ trygt afsejle og med gode nyheder fra kolonien.

Hans Egede gik rundt som i en drøm. Han fik dog lov til at fortsætte sin gerning her i Grønland. Med Guds hjælp skulde den blive til lykke og velsignelse for de stakkels vildledte hedninger heroppe.

AARET GAAR.

Det bleven livlig sommer ved Haabets Koloni. Efter at 'Haabet’ var afsejlet den 21. juni, og de to ny skibe havde losset fødemidler og handelsvarer, søgte Egede efter en bedre plads til kolonien. Her ude ved havsiden var der raat og taaget; længere inde i fjordene var vejret anderledes varmt og stabilt ved sommertid. Der var større grønne sletter med græs til hø og græsning, og der var nærmere til jagt og fiskeri. Han fandt et godt sted inde ved Præstefjorden og sendte et hold mænd derind for at jævne plads og bryde sten. Andre mænd blev sendt paa jagt og fiskeri, men udbyttet var magert. Dog fik de enkelte rensdyr og harer og nogle tønder laks foruden edderfugleæg og helleflynder. Græs blev ogsaa slaaet.

Selv søgte Hans Egede ud til grønlænderne. Men de var ikke nemme at træffe nu ved sommertid, mens de boede i skindtelte og flyttede fra sted til sted i deres konebaade. Desuden tog han ud paa opmaaling og kortlægning, og han undersøgte, om der fandtes kul, guld eller sølv i egnen, men han fandt ikke noget.

Drengene, Poul nu lige ved 14 aar og Niels 12, fulgte faderen paa mange af disse rejser og gik ham til haande. De levede et friskt og raskt liv og vandt kræfter til at modstaa den næste lange og mørke vinter med.

Da det lakkede hen mod oktober, begyndte grønlænderne at drage fra fangstpladserne i nord til deres vinterbopladser i Præstefjorden, paa Koekøerne og længere syd paa, og nogle familier begyndte at bygge vinterhuse paa den sydlige del af Haabets Ø. Der var ikke langt fra kolonien dertil; men vejen gik over nøgne klipper og gennem dybe kløfter, saa man sædvanligvis maatte sejle for at komme dertil.

En dag i oktober kom en hel grønlænderfamilie, mand, kone og fire børn, og bad om lov til at bo hos Egedes, til gengæld for at han havde boet hos dem i Præstefjorden vinteren før.

Det sagde Egede med glæde ja til. Her kunde han faa lejlighed til rigtig at paavirke nogle grønlændere og mærke, om de kunde og vilde forstaa, hvad kristendommen havde at give. Ved den daglige omgængelse kunde hans egne børn faa lært at tale rent grønlandsk, ligesom grønlænderne kunde undervises i læsning og skrivning. Derfor fik hele familien lov at bo paa loftet over folkenes stue. Men en ting forlangte han, at de skulde gøre, hvis de vilde være der, og det var at give ham deres amuletter, saa han kunde ødelægge dem; for det var trolddom, og det vilde han ikke have i sit hus.

De kviede sig lidt ved at afgive dem. Men saa kom de frem: Et lille stykke raaddent træ, underkæben af en ræv og en ravneklo, ting, som de troede kunde beskytte dem mod onde aander. De syntes, at nu havde de kun Egede at stole paa, og han forstod det.

Lidt senere var Egede en tur i Præstefjorden, og da Arok hørte, at en familie boede hos Egede, fik hans søn Kusak, lov at komme med derover. Hvor Hans Egede hørte, at en mor var død fra sit lille barn, søgte han at faa lov til at overtage det og opdrage det som kristen. Det blev aarsag til en smædesang, som grønlænderne lavede om ham. Der er kommet en mand fra vesten, han hedder pelleste (præsten), og han stjæler drengebørn og giver dem til føde en tyk suppe med skind paa og stykker af hans lands tørrede jord (d.v.s. rugmelsgrød og skibstvebakker).

Den familie, der boede hos Egedes, havde som sagt fire børn. Den ældste var en dreng paa 12 aar, Majark. Nu kom Kusak til. Børnene rystedes sammen, legede og sludrede med hinanden. I fritiden roede og fiskede de; men Hans Egede forbød strengt sine drenge at gaa ud i kajak. Det var meget farligt. Han havde set en grønlænderdreng, der havde stor færdighed i at ro en kajak, kæntre og drukne.

Tit spillede børnene fodbold med et udstoppet sælskind ude under den stjerneklare nattehimmel. Vinterdagen var alt for kort, aftenen maatte tages med.

En aften stak de alle ud for at spille bold. Det var mørkt under den tindrende stjernehimmel. Kun sneen lyste mat. Børnene standsede og saa op. - Mod nord lyste Bjørnstjernen eller Karlsvognen. Majark pegede paa den og raabte: "Se, Tugtu!" Grønlænderne kaldte den nemlig Tugtu eller rensdyret. – ”Ja, og der er Kaumarlok - sælfangeren!" udbrød Kusak. Det var Nordstjernen. Poul fortalte, hvad de hed paa dansk, og de kunde alle se den store bjørn vade rundt i himmeldybet.

"Ja," raabte Majark igen, "bare targnek - sjælene - snart vilde komme og danse, saa kunde vi se at spille fodbold.”

"Sikke noget sludder," sagde Niels, "hvad skulde det hjælpe os, at en flok spøgelser kom og gav sig til at danse?"

"Jeg ved ikke, hvad spøgelser er," svarede Majark, "men nordlysene er sjælenes dans."

"Aa," udbrød Stinne og Nella og tog hinanden om livet, som ventede de, at der skulde komme noget skønt eller spændende.

Men der kom ingen sjæle dansende foreløbig. Bolden var tung, og legen gik sejgt. Flere gange blev bolden borte for dem, og de var lige ved at opgive spillet. - Da begyndte det at lyse i nord og nordøst, en lysbue voksede op og spændte op over himlen, en himmelglorie, der lyste stærkere og klarere end det klareste maaneskin. Sneen, huset, klipperne, hver sten og ujævnhed traadte frem. Og lidt efter bølgede lystæpper i rødt og blaat ud over de smaa legende menneskebørn.

Legen standsede, og børnene stirrede mod den lysende himmelleg. - "Det er egentlig skønt at tænke sig, at nordlysene er sjælene, der danser i lys og lykke," udbrød Poul.

"Ja, men hvad er nordlys egentlig?” spurgte Niels.

"De er nok afglans af lyset i Guds himmel,” svarede Poul.

Pigerne trykkede sig ind til hinanden. Det syntes dem ganske underligt, at de kunde se Guds lys, og at maaske de afdødes sjæle dansede i lysglansen. Christine kom til at tænke paa en gammel kone, som havde taget sig af dem i Bergen, og sagde: "Mon gamle Margit, som vi saa tit kom op til i Bergen; nu ogsaa danser med deroppe i lyset?"

"Det gør hun nok," svarede Poul "for hun var altid saadan en glad sjæl."

Niels vilde fortsætte legen, men pigerne gik ind for at fortælle deres mor, hvad de havde set.

Hans Egede hørte det. Han kaldte drengene ind og benyttede lejligheden til at tale til dem om himmeriges herlighed.

Længe varede det ikke, før Egedes børn talte flydende grønlandsk; særlig Christine og Petronella, men ogsaa Niels var dygtig til det. Langsommere gik det for Poul og Hans Egede selv at faa rigtig fat i det.

Hans Egede underviste baade de voksne og børnene om Gud og mennesker. Poul og Niels underviste i læsning, for saa kunde grønlænderne selv læse i bibelen, læse om Gud og Jesus. Men de fattede tilsyneladende slet ikke bogstaverne. - Egede udlovede da en fiskekrog for hvert bogstav, der blev lært og en tid var Majark og Kusak ret ivrige, idet de kappedes om, hvem der kunde vinde flest fiskekroge. Men snart kølnedes deres iver igen, og de sagde som deres fædre, at der var ikke noget ved dagen igennem at sidde og raabe a- b- c- at male med en fjer ligesom købmanden og kikke i en bog ligesom præsten. Nej, at tage ud paa fangst og skaffe kød og klæder til huse, det var mandsgerning.

Da derfor nogle folk fra Præstefjorden kom paa besøg, forsvandt Kusak med dem. Hans Egede havde en anelse om, at det var deres angakok derinde, som var skyld i Kusaks forsvinden. Næste gang han kom til Præstefjorden, sagde han derfor haardt til angakokken, at han ikke vilde finde sig i, at han blandede sig i hans sager, saa vilde han blive straffet.

Angakokken begyndte straks at raabe og lytte og gøre heksekunster. Men Egede slog til ham og sagde, at han skulde holde op. Han maatte vide, at den store herre, kongen, i hans land ikke vilde finde sig i nogen modstand. Saa vilde angakokken blive ført til den store by, København, og straffet.

Egede greb fat i ham og lod, som om han vilde tage ham med sig. Men angakokken bad om godt vejr. Egede maatte huske paa, at han havde kone og børn, og dem skulde han skaffe føden.

Egede lod da naade gaa for ret. Og næste gang han kom til bopladsen i Præstefjorden, modtog kvinderne ham med sang ved baaden, og de bad ham blæse paa deres syge. Men han sagde, at de maatte bede Gud om hjælp, for han alene kunde vende nød til glæde. - Ja, men et forstod de ikke, han maatte gøre det for dem, sagde de.

Han ynkedes over dem, de var som børn, der hverken vidste ud eller ind, og de lyttede gerne.

Foruden til Præstefjorden tog Egede ogsaa regelmæssigt ud til Koekøerne og til de grønlændere, naboerne, som boede paa Haabets Ø, naar ikke daarligt vejr hindrede ham. Men vinteren var ret mild, og det var sjældent storm og is hindrede hans rejser.

TYVERIET.

Foraaret kom, og med det fik grønlænderne uro i blodet. De begyndte at bryde op og drage ud paa fangst. Hold efter hold drog forbi Haabets Koloni paa vej mod nord. De kom med mange gode skind, og der handledes en del, selvom det stadig kneb Egede og hans købmand at hamle op med hollænderne.

Den familie, der havde boet hos Egedes, brød ogsaa op; men det lykkedes Egede at overtale manden til at lade Majark blive, for han kunde lære noget. Han saa langt efter far og mor og søskende, da de afsejlede ud mod nye fangsteventyr; men han slog sig til taals af respekt for Pelleste, og fordi han virkelig havde en god kammerat i Niels. - Folk fra nabobygden og fra Koekøerne kom tit paa besøg, og ikke sjældent manglede der smaating, naar de var borte. Egede talte haardt mod tyveri, og en dag kom Quaginak med et par strømper, som en havde hugget. - "Hvem?" spurgte Egede bistert. "Det kan jeg ikke sige," svarede Quaginak og saa Egede lige i øjnene. "Men jeg har advaret ham og mine folk."

Egede kunde ikke lide Quaginak, fordi han var angakok, men han forstod, at manden mente det godt, og tav.

En dag, der var adskillige af naboerne samt nogle faa folk fra Koekøerne i kolonien, kom Aron og fortalte, at en stor glasflaske, som de havde øl i, var forsvundet; grønlænderne havde ganske sikkert stjaalet den. - Egede samlede straks alle, baade sine egne og grønlænderne og tordnede løs mod tyve og røvere, som ikke skulde arve Guds rige, men brænde i helvedes ild.

Hvor meget grønlænderne forstod af den haarde tale, er ikke nemt at vide, men de stirrede forskrækkede paa den vrede mand. Poul dukkede hovedet, og Niels tænkte paa, hvordan det skulde gaa ham og Poul, for de havde undertiden taget noget uden at spørge om forlov. Skulde de saa ogsaa brænde i helvedes ild - det gyste i ham, eller kunde de bede Gud om forladelse for den synd og faa tilgivelse?

Egede sluttede med at sige, at den, der havde stjaalet noget, maatte bringe det tilbage, saa skulde han faa tilgivelse.

Ja, tænkte Niels, naar det er noget, man har spist, er det jo ikke saa nemt! - Dog - flasken var jo ikke spiselig.

Men ingen meldte sig. Alle forsikrede baade med ord og fagter, at de ikke havde taget noget.

Egede troede dem ikke, og Niels saa, hvordan vreden steg ham til hovedet.

Da rejste Quaginak sig og tilbød at vise tyven, hvis Pelleste vilde give ham noget for det.

Hans Egede saa vurderende paa ham. Han havde ikke lyst til at give Quaginak noget, men han vilde gerne se, hvilke kunster han vilde lave. Han tilbød ham derfor en kniv, hvis han kunde vise tyven. Quaginak var tilfreds dermed. Han bød alle, baade børn og voksne sætte sig ned og være ganske stille. Derefter bad han om en tromme. Men Egede havde ingen tromme. Da kom Niels i tanker om et kornsold, som hang paa væggen, og det blev lagt ned foran Quaginak.

Han sad stille lidt, mens alles øjne hang ved ham. Saa slog han haanden i soldet, kørte rundt med det, mumlede og lavede underlige fagter. Et øjeblik lo han himmelhøjt, i næste trak han mundvigene ned og saa sur ud. Og børnenes ansigter genspejlede hans grimasser. - Saa raabte han højt og begyndte at trække paa benene, som havde han stærk pine i dem. Endelig stirrede han med vidt aabne øjne paa en af grønlænderne og raabte noget til ham. Poul fik hjertebanken som sædvanlig, naar nogen lavede trolddomskunster. Han følte det, som var han i onde aanders vold.

Pludselig rejste Quaginak sig op, pegede blindt paa hver især af de tilstedeværende. Saa rystede han paa hovedet. Det var ikke nogen af dem. Tyven var gaaet. Og han nævnte ham ved navn. - Derefter viste han mod himlen for at gøre det klart, hvor svært et kunststykke han havde udført. Til sidst rakte han soldet til Egede og bad ham gøre ham det efter.

Egede afviste ham barsk. Men det viste sig, at Quaginak havde ret. Flasken blev fundet i nabobygden hos den mand, han havde nævnt. Og drengene agtede Quaginak endnu højere end før.

MOD STATENHUK.

Langt sydfra kom grønlændere, der fortalte om de store stenhuse, der stod dernede fra den tid, da kablunakkerne - nordboerne - boede i Vesterbygden. Østerbygden kendte de ikke til, hvorfor Hans Egede besluttede, at han vilde drage ud for at undersøge, om den virkelig skulde være til endnu.

Men først maatte de vente paa skib, og da det omsider var kommet, blev det daarligt vejr, saa det blev ikke før først i august, Hans Egede kom af sted. - Drengene vilde selvfølgelig forfærdelig gerne med, men Egede sagde afgjort nej. De skulde blive hjemme hos Majark og deres mor. Det vilde blive en meget vanskelig og farefuld ekspedition. "Maaske.." føjede Egede til, kommer jeg ikke tilbage.. saa maa I tage jer af jeres mor og jeres smaa søskende. Ja, og af den unge pastor Albert Top, der er kommet for at fortsætte min gerning. I maa være flinke og hensynsfulde over for ham. Han skal bandt andet hjælpe jer med latinen, og I skal hjælpe ham med grønlandsk."

Poul var misfornøjet med at han her skulde gaa og spilde tiden med at undervise de vilde. Det lod jo ikke til, at de alligevel blev kristne nogen sinde. Ingen var døbt endnu. Nej, kunde han blot have faaet lov til at tage med skibet til Danmark, komme paa søkadetskolen og saa ud i verden. - Han blev tvær over for sin mor og søskende. Ikke engang Niels kunde han snakke rigtig med. Niels havde Majark, og de snakkede om dyr og fangst og værdien af de forskellige slags skind.. noget der ikke interesserede Poul særligt.

Under disse forhold var hans mor endnu mere bange for, at han skulde vise sig dumdristig, naar drengene var alene ude paa tur. Hun var aldrig rolig for ham.

Dog maatte Poul kunne have noget ud af den unge pastor Top, som han skulde undervise i grønlandsk sprog og skik. Han var ogsaa flink, det var præsten, og det var interessant at snakke med ham om København og studietiden der; men Poul syntes, han var for veg, der var ingen fut i ham. Han var vist heller ikke rigtig rask, saa han var alt i alt Poul en skuffelse.

August gik, og Hans Egede vendte ikke tilbage. Vejret blev meget daarligt med sydveststorm, taage, kulde og masser af is ind fra havet. Dag for dag øgedes spændingen derhjemme. Hver dag spejdes der efter baad, men ingen kommer. De glemte deres egne bekymringer, ogsaa Poul, og tænkte kun paa eet: Kommer da far ikke!

Dag gik efter dag. Naar taagen laa tæt, saa de ham fare vild. Naar stormen satte ind med hvin og bulder, saa de ham i havsnød. De saa isen skrue - baaden knust.

Midten af september nærmede sig. Vinteren kunde sætte ind naar som helst. Spændingen blev næsten uudholdelig.

Endelig den 14. september meldtes baad, og det var ham, frisk og sund tilbage, ladet med nyheder. - Han havde været næsten ved landets sydspids, Statenhuk, og konstateret, at kortene var forkerte. Der var ikke noget stræde gennem landet fra vest til øst, saa Østerbygden eksisterede efter al sandsynlighed ikke. - Farer havde luret paa dem alle vegne. Om aftenen den 3. september rev stormen teltene bort over hovedet paa dem, og de reddede kun med nød og næppe baadene .

Albert Top var dybt rystet ved at høre den beretning. Saadan noget kunde han virkelig ikke være med til, syntes han. Men det skulde han nu komme alligevel.

Hvor mor er køn, som hun sidder der og lytter til far, tænkte Niels, og han forstod dunkelt, at det var hendes kærlighed til faderen, der lyste af hende. -

Poul sad og blev sur over, at han ikke havde været med. At opdage nyt land og kæmpe mod farer, det var mandsværk. Og han vilde altsaa med ud eller til København at studere.

DAAB OG DØD.

Vinteren kom, og med den flere grønlændere. En ung mand, Poek, vilde gerne lære noget, og en 9-10 aars dreng kom og bad om husly, for baade hans far og mor var døde. Desuden var der foruden Majark endnu et par unge mænd. Der var derfor meget at bestille med undervisning baade for Hans Egede, Poul og Niels. Poul og hans far arbejdede paa at lave en grønlandsk sproglære og ordbog samtidig med, at de underviste pastor Top.

Hans Egede og Poul tog endvidere regelmæssigt ud til Koeøerne. - Folkene derude var flinke og hørte godt efter, hvad de havde at sige. - En dag var mange forsamlede derude, og Egede talte om, at Gud havde sagt: Det er ikke godt, at mennesket er ene, og derfor havde skabt Eva som medhjælp for Adam. Derfor skal een mand og een kvinde holde sammen; en mand maa ikke tage flere koner.

Da rejste en mand sig og sagde, at han havde to koner, for den første var blevet gammel og kunde ikke gøre arbejdet i huset. Hvad skulde han nu gøre?

Hans Egede svarede, at han skulde skille sig fra den anden hustru.

"Men hvis jeg ikke gør det?

"Saa vil baade Gud og kongen straffe dig.”

"Slaa mig!" sagde manden da, for han tænkte, at hvis Egede slog ham, vilde alle de mange mennesker derinde falde over Egede, og saa blev de fri for ham.

Men Hans Egede slog ham ikke. Han sagde: "Jeg lader dig binde, og naar skibet kommer, bliver du ført bort til den store herre i mit.

Da bøjede manden sig.

Poul syntes, at hans far var alt for lemfældig over for grønlænderne, men han var klar over, at de saa op til ham. - Ellers syntes han, at grønlænderne nu ved vintertid ikke bestilte andet end at holde sang- og ædefester, ja, og temmelig ofte sørgefest; for der døde mange, særlig smaabørn.

En anden dag Hans Egede og Poul igen kom over til Koekøerne, kom Quaginaks kone og bad Egede, om at blæse paa hendes lille pige, som var syg. En heks havde prøvet at hekse hende rask, men det var blevet ringere. Aanderne var for stærke, sagde hun.

Egede rynkede brynene ved at høre om heksen, men gik alligevel med hen til barnet. Han saa straks, at det var dødssygt, hvorfor han sagde, at han ikke kunde hjælpe det. - Moderen bad ham da døbe barnet, for at Gud maatte tage imod det, og Quaginak bad om det samme.

Quaginak havde hjulpet Poul og Niels, dengang de var i nød paa havet. Han havde vist tyven. Han var en klog og god mand. Men han var deres angakok og leder derovre, derfor kunde Egede ikke lide ham. Desuden var han betænkelig ved at døbe barnet, fordi forældrene saa nok vilde tro, at det kom sig. Han sagde derfor: ”Jeg vil nok døbe barnet, men Gud vil ikke lade de leve.”

Nej, det var de klar over. Bare han vilde døbe den lille pige, at hun kunde blive en Guds engel i himlen.

Da døbte Hans Egede barnet - den første daab i Grønland. Men straks efter døde det.

Straks opløftede alle tilstedeværende et klageskrig, og alle kvinderne kastede sig til, jorden under hylen og klagen. I to timer blev de ved med en slags ensformig klagesang.

Poul havde vanskelig ved at forholde sig rolig. Han trak lidt paa munden. De var da skøre! Men det var da ogsaa blot grønlændere, vilde, hvad kunde man forlange af saadan nogle! Da kom han til at se nærmere paa Quaginak. Det saa virkelig ud til, at han sørgede dybt, og det var da ogsaa ham, der havde taget vinden og bølgerne som en leg, da de, Poul og Niels, var paa vej til at opgive hele sejladsen. - Men alligevel! Poul trak paa skuldrene.

Endelig faldt der stilhed over hele forsamlingen. De sad alle ubevægelige en tid. Saa rejste Quaginak og hans kone sig. Han tog et fint, blødt renskind og svøbte det om det døde barn, og moderen tog et grovere sælskind, som hun svøbte udenom. Derefter bad Quaginak Hans Egede tage barnet og bære det ud til gravstedet.

Men Egede sagde, at det forstod han ikke at gøre rigtigt; det maatte Quaginak selv gøre.

”Nej," sagde moderen, "præsten skal bære det. Nu det er døbt, er det rent over for Gud. Hvis vi rører det, bliver det urent og ikke værdig til Guds rige."

Da tog Hans Egede barnet og bar det ud. Faderen viste, hvor det skulde ligge. - Da Egede havde anbragt det paa jorden, byggede grønlænderne en stensætning om det, dækkede det til med skind og lagde store sten over, hvorefter Hans Egede bad en bøn ved graven.

Da de kom tilbage til huset, kom de alle og vilde døbes for at komme i himlen som barnet.

Nej, Hans Egede kunde ikke døbe dem nu. De maatte først lære Guds vilje at kende.

'Vi vil gerne følge din vejledning," sagde de.

"Men I har jo en troldmand, og han er i djævelens vold."

"Jeg er kun en dum kallal, svarede Quaginak, "jeg forstaar ingenting, men jeg vil gerne følge dig."

”Og I kalder hekse til jeres syge,” for Egede fort.

”Det skal vi aldrig gøre mere.”

Hans Egede syntes, de saa ærlige og troskyldige ud, men han turde ikke stole paa deres stadighed. - "Hvis I vil være flittige og tage mod min undervisning, vil jeg døbe jer. Men ikke nu; I maa først kende Guds vilje," sluttede han.

Da Hans Egede og Poul sejlede hjem, sagde Poul: "Undskyld, far, men var det ikke forkert at afvise dem. I Det nye Testamente hører vi da, at der bliver talt til hedninger, og at de straks bliver døbt."

'Ja," svarede Hans Egede, "men det var dog noget andet. De kendte i forvejen Gud og hans lov og ventede paa messias."

Men Poul syntes, at der maatte være meget bedre grundlag for undervisningen, naar de var døbte.

Hen mod foraarstid blev grønlænderne utaalmodige og havde ikke tid til at høre paa Hans Egede. Særlig var naboerne paa Haabets Ø vrangvillige. En dag var han og Poul omme hos dem. Til stede var en angakok, som grønlænderne saa meget op til. - Egede talte om, at de skulde bede Gud om aandelige gaver, for de havde værdi baade her og i himlen.

De sagde da, idet de saa til angakokken, at det forstod de ikke. Det de ønskede var sunde lemmer og sæler at spise, og det kunde angakokken skaffe dem, for han kunde overvinde den onde kvinde, der raadede over alle havets dyr.

"Det er ikke rigtigt," sagde Egede. "Der er ikke saadan en ond kvinde, der raader over dyrene. Kun Gud alene hersker over alt, og vil I ikke gøre hans vilje, kommer I i helvedes ild."

”Aa,” svarede en, "angakokken har været i helvede, og han kom ud igen."

"Er der saa hedt i helvede, som du siger, maa det jo være en rar afveksling efter al den kulde, vi her maa døje," sagde en anden.

Egede saa med sorg rundt paa dem og sagde: "Det faar I nok at mærke, naar dommen kommer ved verdens undergang."

"Ja," sagde angakokken, "Gud kan nok blive træt af alt det væsen med at opholde verden. Jeg synes ogsaa, at jeg har hørt, at den støtte, som bærer verden, knager. Den er maaske blevet raadden."

Poul havde flere gange siddet og trukket paa smilebaandet. Nu lo han af fuld hals, og selv hans alvorlige far maatte smile.

Grønlænderne stirrede forbavsede paa dem og lyttede ret opmærksomt, da Egede begyndte at forklare dem, jeg ved ikke for hvilken gang, hvordan verden er opbygget. Men han var ikke i lyst humør, da de sejlede hjem. – ”Kan du nu forstaa," sagde han til Poul, "at jeg var betænkelig ved at døbe de mange ovre paa Koekøerne? Kom en mand som denne angakok derover, kunde han ødelægge det hele.”

"Da ikke, hvis vi stoler paa Gud og hans aand,” svarede Poul, og Hans Egede bøjede beskæmmet hovedet.

MAJARK FRELSER POUL.

Foraaret kom. Vandringerne begyndte, og allerede i maj kom der skib. Der blev forsøgt hvalfangst oppe mod nord, men det mislykkedes. I stedet blev det bestemt at oprette en koloni længere nordpaa ved Nepisene (nu Holstensborg), og Albert Top med 20 mand blev sendt derop.

Poek, der havde været hos Egedes vinteren over, kom med skibet til København. Majark blev i Haabets Koloni, og han, Poul og Niels var stadig sammen. Poul var lidt overlegen over for de to andre. Han var næsten seksten aar. Han betragtede sig som voksen og sin fars medarbejder.

Desuden var Majark da ogsaa kun en af de vilde, syntes Poul. Han duede ikke engang til at læse. – Men var de ude at fiske, eller det gjaldt om at skyde med bue, saa kneb det Poul at. klare sig.

Og saa kunde Majark ro en kajak. De havde flere gange set ham ude i sin fars kajak, og baade Poul og Niels havde staaet inde paa klipperne og misundt ham af et godt hjerte. - Poul mente om sig selv, at han sagtens kunde ro en kajak; men hans far havde jo forbudt det strengt, og Niels vilde absolut ikke have med det at gøre. Niels anerkendte uden videre, at det var en færdighed, Majark havde forud for dem.

Men en dag opdagede drengene en gammel kajak, som var efterladt nede ved bugten. Den drog dem, og de prøvede at sætte den i vandet. Men den trak vand som et sold, saa det i hvert fald var umuligt at vove sig paa havet i den. Poul foreslog da, at de skulde bære den op til den lille sø, der laa oppe i klipperne oven for kolonien. De kunde nok faa fat i et par stumper træ at stive den af med og lidt skind at reparere hullerne med. Saa kunde de prøve den paa søen.

Det var Majark straks med paa. Niels var betænkelig, men lovede ikke at sige noget om, hvad de havde for.

Ved fælles hjælp fik de kajakken nogenlunde stivet af og skind trukket over hullerne. Desværre kom Nella en dag op til søen og saa, hvad de arbejdede med. Hun fik besked om, at hun lige kunde prøve at sige det til nogen, saa ….. Men resultatet blev, at hun mødte op med Christine ogsaa.

Da kajakken blev sat i vandet, viste det sig, at den trods alle deres anstrengelser laa noget skævt. Træet, de havde repareret med, var for stift og tungt, saa Majark mente, at de maatte gøre hele arbejdet om igen. Men Poul var saa utaalmodig efter at prøve kajakken, at han straks vilde ud i den. Det sagde Majark dog afgjort nej til, saa maatte han hellere prøve først.

Under spændt forventning satte han sig da til rette i den og roede nok saa strunk søen rundt.

"Vend rundt, ned og op igen!" raabte Poul til ham.

"Nej, er du tosset, det er den ikke nær god nok til."

"Haa, du er bange, " haanede Poul. "Kom saa i land, at jeg kan prøve!"

Majark kom ind og begyndte at forklare Poul, hvordan han skulde sidde for at holde balancen, og hvordan han skulde tage ganske jævne tag, bløde tag med aaren, ellers væltede han og druknede.

Poul hørte kun efter med et halvt øre, for han var utaalmodig efter at komme ud. Men da han vilde gaa i baaden, sagde Niels: "Jeg synes, du skulde lade være. Du ved. ...”

"Synes du det," vrængede Poul. "Du vil maaske ogsaa sladre til far."

"Det ved du godt, jeg ikke vil, men...”

Uden at høre paa ham satte Poul sig i kajakken, skubbede sig i lave og holdt aaren prøvende op. Han mærkede godt, at kajakken var noget skæv, den havde hældning til højre, men det betød vel ikke noget. - Han tog et par tag. Kajakken gled skævt til højre. Det ærgrede ham. Han tog da et kraftigt tag til højre og derefter et lige saa kraftigt tag til venstre. Kajakken svingede over, væltede rundt. Med et skrig gik Poul under i vandet.

Niels og Majark havde med spændt opmærksomhed fulgt begivenhedens udvikling. Men det hele gik saa hurtigt, at Majark slet ikke fik tid at tilraabe Poul gode raad, før ulykken var sket. Nu for begge drengene til. Christine løb skrigende hjem til sin mor. Nella stod som fastnaglet og stirrede paa det sted, hvor broderen gik ned.

Kajakken laa kun et lille stykke fra land. Poul arbejdede endnu, og den gled nærmere. Men de kunde ikke naa den. De raabte til Poul, men nu laa han stille.

"Han drukner!" raabte Niels og forsøgte at gaa ud i vandet fra stenen, han stod paa. Men han kunde ikke bunde, og han kunde ikke svømme; forskrækket kravlede han op igen.

Da gav Majark et hyl og sprang strakt ud, og med et langt tag var han ved kajakken. Poul tyngede den ned, men Majark tog fat om den med den ene arm, og idet han roede med den anden haand, gled det hele langsomt fremad og indad, hvor der ikke var dybere, end han kunde bunde. Niels fik ogsaa tag i kajakken. De trak den helt ind og fik Poul op.

"Han er død!" skreg Nella og hulkede. Ja, han laa som død.

Niels for opover klipperne og skreg: "Hjælp, hjælp!" Da saa han sin mor komme løbende og efter hende lægen.

Majark havde allerede løsnet Pouls tøj, da lægen kom og tog ham under behandling. - Da vandet var hældt af ham, og han var gnedet varm, begyndte han at komme til sig selv.

Gertrud havde ligget paa knæ og holdt paa hans hoved og jamrede: "Aa, Poul - Poul! Nu saa hun op med tak. Lægen tog Poul over skulderen og bar ham ned mod huset. Tavse fulgte de øvrige bagefter.

Niels syntes, det var mærkeligt, at moderen ikke spurgte om, hvordan det var gaaet til, men forstod saa, at hun kun tænkte paa, om Poul maatte leve. Først da Poul var lagt til sengs, og lægen havde givet ham en styrkende drik, saa han var faldet i en sund og rolig søvn, kaldte Gertrud Niels og Majark hen til sig og opdagede da, at Majark var drivvaad. Mens hun sørgede for, at Majark kom i tørt tøj, fortalte Niels, hvordan uheldet var sket.

"Aa, Poul, " sukkede hun, "bliver du da aldrig klogere. Altid skal du vise dig."

Da Niels kom til, hvordan Majark sprang ud, spurgte hun ham, om han kunde svømme.

"Nej," svarede han," jeg strakte bare ud for at komme over til kajakken."

"Det var godt gjort, Majark," sagde hun og strøg ham over det stride haar.

"Ja," sagde Majark igen, "jeg maatte jo gøre det, for det var min skyld, at han gik ud i kajakken."

"Din skyld?"

"Ja, for jeg viste ham, hvordan han skulde gøre. Og jeg vidste godt, at Pelleste havde forbudt det."

"Du er en god dreng, Majark," sagde Gertrud og lagde sin haand paa hans hoved. - Han virrede lidt med hovedet og sagde: "Maa jeg sidde hos ham, mens han sover?"

"Ja," svarede Gertrud forundret, "det maa du gerne." Hun forstod pludselig, at grønlænderdrengen virkelig holdt af Poul, maaske paa en maade beundrede ham.

Majark satte sig hen til sengen og ligesom indsugede Pouls sunde aandedræt. - Gertrud vendte sig til Niels og sagde: "Hvad tror du, far vil sige, naar han kommer hjem?"

Niels følte sig ikke skyldig, og baade faderen og moderen vidste, hvor halsstarrig Poul kunde være. Da faderen kom hjem og fik beretningen, sagde han da ogsaa kun: "Ja, Gud er daarernes formynder."

Da Poul efter mange timers god søvn slog øjnene op, saa han lige op i Majarks øjne, og der bredte sig et stort smil over Majarks runde ansigt. Lige straks bød det Poul imod, at det var Majark, der sad der. Men da han nu saa ind i det typiske grønlænderansigt med de tykke kinder, den lille butte næse, de mørke, lidt døde øjne og det stride, sorte haar, saa han noget, han ikke før havde set. Han saa en ven og kammerat, som sad der, fordi han holdt af ham og var ængstelig for ham. Og da Niels havde fortalt, hvordan han var blevet frelst, forstod han, at Majark var en tapper dreng og en god kammerat.

ULYKKEN SKER .

Et par dage efter var Poul atter i fuld vigør. Moderen havde sagt til ham: ”Hør, Poul, vil du ikke snart til at blive lidt fornuftig i din opførsel.

Jo. det mente han da, og et bevis derpaa syntes han var, at han havde opdaget Majark. Han diskuterede med Majark og skændtes med ham, noget, han aldrig før havde nedladt sig til. Han opdagede, at Majark virkelig var meget dygtigere til at skyde med bue end baade han og Niels, noget, Niels for længst var klar over. Til gengæld var baade Poul og Niels meget sikre til at haandtere en flint, og her kunde Majark lære noget af dem.

De syntes alle tre, at der var saa fredeligt oppe ved den lille sø, og her søgte de op med deres øvelser. De satte en pæl ned i vandet ovre ved østsiden af søen og skød saa til maals efter den tværs over søen; de kunde da let hente pilene igen.

En dag en uges tid efter uheldet med kajakken havde de først skudt til maals efter pælen og begyndte saa at kaste med lanse i stedet. Her var Majark langt den dygtigste, derefter kom Niels og sidst Poul.

Han blev derfor mere og mere ophidset, og i sin hidsighed slyngede han til uden at tage ordentlig sigte. Det endte derfor med, at lansen gik i vandet et stykke foran maalet. Den blev siddende der og slog smaa ringe i vandet, idet den vippede ganske lidt, og saa blev den helt stille:

Nu var Poul hel tude af flippen. Han raabte: ”Jeg tager kajakken og henter den!” - Kajakken laa der nemlig endnu, men tør og sprukken. "Nej, husk, hvordan det gik sidst," svarede Majark.

”Du tør heller ikke," slyngede Poul tilbage.

"Det gør jeg vel nok," raabte, Majark. Han løb straks hen, tog kajakken, satte den i vandet, kravlede i den og roede til. Men han havde ikke taget mange tag, før han mærkede, at vandet løb ind, og kajakken begyndte at hælde. Han søgte at vende den, men den væltede over og

sank. - Det lykkedes ham at komme fri af den - men han kunde ikke svømme. Han fægtede vildt med arme og ben for at holde sig oppe. Men Poul og Niels maatte se paa, hvordan han trods sine fortvivlede anstrengelser sank til bunds.

Poul blev som besat. Han maatte frelse Majark. Han styrtede ud i vandet. Niels fulgte bagefter, og da vandet blev dybt, greb han Poul om hagen med den ene haand og trak ham bagover, hvorpaa han greb til med begge hænder og trak ham op. - Poul sansede knap, at han kom op af vandet. Han blev liggende paa jorden og hulkede: ”Aa, Herre min Gud”, det er min skyld, det er min skyld!”

Men Niels styrtede til havnen og raabte: "Majark er druknet i søen."

Nu var der netop i kajak ankommet to af Majarks farbrødre. Straks de hørte, hvad det drejede sig om, tog de hver sin kajak under armen og søgte op mod søen, saa hurtig de korte ben kunde bære dem. Her satte de kajakkerne i vandet og begyndte at søge efter Majark.

Da Niels kom tilbage til søen, saa han, at Poul endnu laa udstrakt paa søkanten, og da han saa nærmere til, opdagede han, at Poul var bevidstløs. Han ruskede i ham: "Saa vaagn op, Poul! " - Men han var som død; ligbleg og kold.

I det samme kom et par mænd, som havde hørt Nielses raab, til med stænger, som de vilde lede efter Majark med. Men det gjordes ikke nødigt. Farbrødrene havde fundet ham og færgede ham forsigtigt til land.

De to andre mænd tog da Poul og bar ham hjem, mens lægen kom for at tage sig af Majark.

Farbrødrene var knap naaet til land med Majark, før de opløftede den sædvanlige dødsklage. Lægen, der i det samme kom, raabte irriteret: "Saa ti dog stille! Hvem siger, at drengen er død'?" Og han rev Majarks tøj op, hældte vand af ham, rullede ham og prøvede at give ham noget stærkt at drikke. Da alt dette ikke nyttede, begyndte han at gnide ham for at faa ham varm, og han blev ved længe - længe.

Farbrødrene rystede paa hovedet og sagde: "Nej, hans sjæl er ikke i ham!"

Men doktoren blev ved alligevel; det vilde være en triumf over de dumme vilde, hvis han kunde vække drengen. - Men den triumf fik han ikke. Majark var død, og hans farbrødre fik lov i fred at holde dødsklage over ham, hvorefter Hans Egede lod ham begrave efter grønlandsk skik: Majark blev svøbt ind i skind, en stensætning blev sat om ham, og graven dækket med, store sten, hvorefter Egede bad for hans sjæl. - Endelig blev farbrødrene beværtet godt og til sidst spurgt, om Majark ikke havde faaet en smuk og passende begravelse. – ”Jo,” sagde de. De havde ikke noget at klage over.

Alt dette hørte eller saa Poul ikke noget til. Han laa bleg og stiv. Doktoren havde forsøgt at give ham noget styrkende, men uden held.

Gertrud sad ved hans side, strøg ham over det brune haar og hviskede: Min stakkels dreng! for hun vidste, at det vilde blive haardt for ham at vaagne op til virkeligheden igen. Det blev en haard kamp, en kamp, der gik til sjæl og liv.

Omsider begyndte farven at vende tilbage i hans kinder. Han trak vejret dybt og slog øjnene op. Han saa forundret sin mor sidde ved sengen: Hvordan var han kommet her? - Saa mørknedes hans blik, og han spurgte: "Mor, hvor er Majark?"

"Ja, jeg maa jo sige det, Poul, han er død."

”Nej, aah nej, mor, sig, at han ikke er død! Han var en god kammerat."

"Ja, det var han. Mange gode minder vil vi bevare om ham.”

”Ja, men det er min skyld, han er død. Det er min skyld! "

"Nej, Poul, han kunde have taget sig i agt; han var den af jer, der forstod sig mest paa kajakker."

”Det er alligevel min skyld. Du ved ikke, hvordan det gik til."

”Jo, Niels har fortalt det."

"Nej, du ved det ikke. Jeg vilde uden at tænke paa, hvad jeg gjorde have sprunget i kajakken. Det hindrede Majark mig i. Han frelste mit liv anden gang. Men jeg raabte saa: Du tør heller ikke! Saa skete det. Jeg holdt ham ikke tilbage, aa, Herre Gud!" Og han borede ansigtet ned i puden og hulkede.

Gertrud lod ham græde. Dette her var en vanskelig sag. Hendes Poul havde mangen gang været lovlig højt oppe; nu blev han dybt nedbøjet.

Hans Egede havde siddet ved sit bord og fulgt samtalen. Niels var sendt ud med smaapigerne. Nu rejste Hans Egede sig og gik hen til sengen. - Graaden stilnede noget. Poul blev urolig; der var vist noget, han vilde sige. Han saa op og opdagede faderen. - "Aa, far!"

"Ja, min dreng, hvad er det?"

”Majark var ikke døbt.”

"Nej , det var han ikke.”

"Kommer han saa i helvede?”

”Nej, du ved, der staar om Jesus: Han gik bort og prædikede for aanderne, der var i forvaring. Blandt dem er Majark."

"Ja, ja, men han kommer ikke i himlen. Han kunde lige saa godt have været døbt."

”Det er jeg ikke sikker paa, Poul,” svarede Hane Egede.. "Rigtignok var Majark en god dreng, men …"

”Ja, det var han, og det er min skyld, at han druknede. Og han reddede mig. Gid jeg var død i hans sted! "

"Det maa du ikke sige, Poul," sagde hans mor.

”Jo, jeg maa, for hvordan kan Gud tilgive mig?"

"Bed ham om tilgivelse!" sagde faderen.

"Nej, nej, det kan jeg ikke."

"Jo, du kan, og saa vil jeg som Guds præst give dig den hellige nadver som pant paa Guds tilgivelse.”

Og Poul fik brød og vin, blev stille og faldt i søvn.

Forældrene troede allerede, at det værste var overstaaet. Men senere vaagnede han op i vildelse og fantaserede om hans skyld, om hvordan han kunde have hindret Majark i at gaa ud i den raadne kajak. - Ind imellem syntes han selv at være i fare. Han kunde raabe: Mor, mor, vandet stiger; nu tager bølgerne mig - aah! Og han greb efter moderen, der roligt lagde en haand paa hans skulder og trykkede ham ned igen. "Saa, saa, min dreng, lig blot stille, der er ingen fare," lød hendes bløde og dog faste stemme. Hun forstod, at han tænkte paa en dag paa Lofoten, han var gaaet ud paa et skær og kunde ikke komme i land for det stigende vand.

Flere dage laa han i feberfantasier. Endelig fortog feberen sig. Han var rolig, men mat, ligesom ikke rigtig nærværende. Naar Niels kom og begyndte at snakke om sit arbejde, saa Poul paa ham, som han intet fattede, og Niels blev helt underlig ved det. - Pigerne vilde gerne sidde ved hans seng, Stinne med sit strikketøj, Nella med sin bog eller dukke; men han svarede ikke paa, hvad de sagde; han hørte det ikke.

Lidt efter lidt vendte dog kræfterne tilbage, og han laa tit ganske stille og fulgte med øjnene moderens rolige færd i stuen. Hendes tryghed og styrke gav ham nye kræfter. Han maatte tænke paa en dag paa Lofoten. Han var gennem lavt vand gaaet ud paa et klippeskær for at fiske. Til sin rædsel opdagede han pludselig, at vandet var steget saa meget, at han ikke kunde komme i land, og snart begyndte dønningerne at slaa op over klippen, han stod paa. Han stod ene og forladt i det bølgende hav. Snart vilde vandet tage ham og føre ham bort.

Da kom moderen til. Men hun kunde ikke komme ud til ham, for hun kunde ikke svømme, og han kunde ikke svømme. Vandet steg om ham; den gyngende blanke flade forvirrede ham; han følte, at den inden længe vilde bære ham bort - bort over det store hav. - Da hørte han moderens rolige stemme, hans blik fæstede sig paa hende, ved hende, han glemte vandets dragende vuggen og flimren, og han blev rolig. - Men vandet var koldt. Snart skar kulden ham til marv og ben, og han rystede som et espe løv. Men han holdt ud, for moderen holdt ham fast med sin rolige stemme, sin stærke aand. Og hun løb ikke efter hjælp, for hun vidste, at det gjaldt hans liv, om hun slap ham.

Hun holdt ud, mens timerne gik. Vandet faldt igen. Hun kunde gaa ham i møde, og han kom frelst i land.

Pouls øjne lyste: Hvor var hans mor stærk og god! og han smilte til hende. - Hun saa det, smilte og nikkede igen. Hun vilde gerne have gaaet hen og slaaet armene om ham og kysset ham. Men hun turde ikke; det kunde virke for stærkt paa ham i hans svaghed.

En dag blev det meldt, at Majarks far var kommet for at se graven. Baade Hans Egede og Gertrud saa med ængstelse hen paa Poul: Havde han hørt det? Kunde han tage det? - De saa ham knuge hænderne sammen og se op som tog han en stor beslutning. "Jeg vil derud - med ham til graven, sagde han saa.

"Er det ogsaa værd?" indvendte hans mor.

"Ja, jeg maa derud."

De mente da, det var bedst at føje ham. Han kom op og fik tøjet paa. Moderen vilde støtte ham, men han vilde gaa selv. De fulgte da alle efter ham ud til graven.

Her laa faderen og græd og klagede. Poul faldt paa knæ ved hans side og holdt ud med ham. Da han endelig rejste sig, gik Poul hen til ham og sagde: "Det var min skyld, at han gik i døden. Kan du tilgive mig?"

"Ja,” svarede faderen blot, hvem kan modstaa aanderne.

Faderen fulgte med tilbage til Egedes og blev godt beværtet. Da han tog af sted, sagde han: "Nu kan jeg sige Majarks mor og hans søster, at han fik en smuk og god begravelse.”

HOS NABOERNE OG PAA KOEKØERNE.

Lidt efter lidt kom Poul over det stød i sjælen, Majarks død havde givet ham. Men han var ikke nær saa paagaaende som før. Han tog meget mere hensyn til andre og særlig til grønlænderne. Det var som han iagttog dem for at finde ud af, hvad der boede i den enkeltes sjæl. Og han gjorde sig megen umage for at tale det grønlandske sprog saa korrekt som muligt, men maaske netop derfor talte han det ikke nær saa jævnt og ligetil som Niels.

Hans Egede mente, at Poul nu trængte til at faa selvstændige opgaver, hvorfor han efter nytaar 1725 gav ham til opgave at tage ud til Koekøerne og til naboerne paa Haabets Ø til bestemte tider for at undervise i kristendom. - Poul var meget glad for at komme ud til Koeøerne. Folkene derude med Quaginak i spidsen hørte godt efter og spurgte fornuftigt. Derimod var han langt fra altid glad ved at komme til naboerne. De havde en angakok, som stadig satte dem op mod de fremmede. Tit lo de ad ham og gjorde nar ad ham, saa han tog grædefærdig derfra. Derfor tog han nødig til naboerne uden at have Niels med, for Niels lod sig ikke gaa paa, og han kunde undertiden tørre dem rigtig godt.

En dag hen paa vinteren sad Poul f.eks. og talte til naboerne, men de grinte hele tiden og gjorde nar ad hans sprog, gentog ord, han udtalte forkert, slog sig paa laarene og lo himmelhøjt.

Da Niels saa, at Poul var lige ved at bryde sammen, rejste han sig og raabte: ”Hør lige her!”

De kikkede smilende op paa ham, som ventede de en ny morsomhed. Han spurgte: "Sig mig engang, hvad kalder I præsten?"

"Pelleste!" raabte de i kor.

"Ha, ha," lo han, "det er forkert; det hedder præsten."

"Pelleste!" raabte de ivrigt igen.

"Nej, jeg siger jo, det hedder præsten. Jeg giver en kniv til den, der kan sige præsten."

"Lad os se kniven!" raabte en straks mistroisk.

Vel. Han halede en god tollekniv op af sin lomme og lagde den foran sig. Da blev de meget ivrige og raabte op, men det nyttede ikke; ingen kunde sige det slemme ord. - Idet Niels stak kniven til sig igen, sagde han: "Naar I ikke kan sige saadan et simpelt ord, kan vi ogsaa tage fejl af jeres abesprog en gang imellem. Men nu vil jeg sige jer een ting, og det er, at hvis I ikke opfører jer ordentligt, skal jeg klage over jer til præsten, og saa bliver det værst for jer. - Kom, Poul, vi vil ikke være her længere!"

Da stimlede grønlænderne sammen om dem og bedyrede, at det ikke var meningen, at de skulde blive vrede. Man har jo undertiden nærmere til latter end til andre tider. De maatte endelig ikke sige noget til Pelleste.

"Det kommer an paa jer selv. Opfører I jer ordentligt næste gang vi kommer, skal vi ikke sige noget. Men nu gaar vi."

Og til trods for at grønlænderne tiggede dem om at blive, saa skulde de være saa rare og høre saa godt efter, gik de alligevel til baaden og sejlede derfra.

Poul var meget nedslaaet og ønskede bare at komme hjem. Men Niels holdt paa, at de skulde tage ud til Koekøerne, saadan som bestemmelsen var. Der var saa rart derude, det vilde opmuntre ham.

Da de nærmede sig Quaginaks boplads, var en fanger næsten lige kommet ind med fangst - en sæl. De saa ham tage kajakken under armen og gaa op mod sit hus, mens hans kone tog sig af sælen. Snart gumlede alle børnene paa sælspæk, mens alle kvinderne samledes om den heldige fangers kone, og da hun var færdig med at flaa sælen, fik de hver sit stykke kød.

Da lød endelig et raab; baaden var opdaget. Det var præsten, der kom. Stadig suttende paa spæk strømmede børnene til, og nogle kvinder fulgte efter, mens andre var optagne af sælen.

Da Poul og Niels steg i land, stod forrest blandt de, der var mødt for at modtage dem, en gammel kone. Hendes kamikker var stive og slidte, hendes haar var tyndt og pjevset, hendes kinder havde mistet noget af deres naturlige runding, og hendes mund var indfalden; men munden smilte mod gæsterne, og hendes øjne lyste mildt. Poul syntes ligefrem hun var sød. - Hun begyndte at nynne en salme. Poul og Niels stemte i med kraftig røst og syngende gik hele flokken op mod Quaginaks hus.

Flere mænd kom nu til, og næppe havde de sat sig i huset, før en sagde, at det var rigtigt nok, hvad præsten sidst havde sagt, at de blot skulde bede Gud om alt, for han havde bedt om, at Gud vilde løse mange sæler fra den onde kvinde i havet, og han havde faaet saa mange, at de kunde faa et nyt sommertelt af skindene.

En kvinde spurgte, om Gud ogsaa i sit rige havde mange sæler, saa han altid kunde mætte de salige og give dem gode, varme, bløde klæder.

Poul forklarede, at i Guds rige trængte menneskesjælen ikke til mad og drikke, og naar sjælen efter dommedag igen forenedes med legemet, skulde det mættes af Guds ansigts beskuelse.

"Ja, men hvad skal de da bestille?” spurgte kvinden igen.

"Deres arbejde,” svarede Poul; ”bestaar i at glæde og fryde sig og takke og love Gud til evig tid.".

"Det er herligt," sagde kvinden. "Bare det ikke gjorde saa ondt at dø. Men," føjede hun til, "det er jo kun en kort overgang."

Imidlertid begyndte nogle at blive urolige. Duften af kogende sælkød kildrede deres næse, og Quaginak sagde, at de dog heldigvis endnu var levende og kunde styrke legemet ved godt sælkød, hvorpaa kvinderne satte de dampende gryder frem, og hver fiskede en humpel kød. Ogsaa Niels og Poul kvalte et stykke. Det var alt andet end en nydelse for dem, men grønlænderne smaskede som andre grise, tænkte Niels, og de ræbede af velvære.

Poul kunde ikke lade være at rynke paa næsen. Men da Quaginak senere begyndte at fortælle, glemte baade Poul og Niels stanken i hytten og grønlændernes unoder, for han fortalte godt. Han fortalte igen om den onde kvinde, der raadede over alle havets dyr og undertiden holdt dem tilbage, saa der ingen fangedes. En angakok maatte da ned til hende og overvinde hende.

Nu forstod drengene helt, hvad han fortalte. Ikke som da han første gang talte om hende ude paa øen i havet. Niels kunde ikke lade være at spørge, om han, Quaginak selv, havde været nede hos den onde kvinde.

Quaginak lo lidt og sagde saa: "Saadan siger vi blot."

Han fortalte videre om sol og maane, om fiskenes tilblivelse, og om den store flod, der skulde overskylle hele jorden og rense de dødes blod, og naar bjerge, sten og jord er adskilt og splittet af den, og alting er afvasket, da skal en vind blæse paa det alt sammen, saa det

skal faa en ny og dejlig skikkelse. De høje klipper og bjerge skal blive til et skønt sletteland, hvor mange rensdyr græsser. Sælernes ben skal alle faa liv. Og han deroppe skal derefter blæse paa de døde, paa mændene to gange, paa kvinderne een gang, og saa gaar de levende frem.

"Hvem er han deroppe ?" spurgte Poul.

"Det ved jeg ikke," svarede Quaginak. "Vi kender ham ikke, men det maa vel være Gud, som Pelleste taler om."

Pragtfulde, nordlys oplyste himmel og hav, da Poul og Niels næste aften sejlede hjem. Poul var i en glad vemodig stemning, og han sagde til Niels: "Tak for, at du fik mig med over til Koekø. Det var dejligt. Men hvorfor døber far ikke de mennesker?"

"Far tør ikke tage ansvaret. - Du ser jo ogsaa, hvordan vore kære naboer opfører sig. Poul sad stille lidt; saa sagde han: "Det er mærkeligt - før Majarks død, eller før han frelste mit liv, regnede jeg egentlig ikke grønlændere for rigtige mennesker. Om det var køer eller grønlændere var mig hip som hap, og du ved, at jeg aldrig har sat særlig pris paa vort kære husdyr koen; den er reverenter talt dum."

Niels: "Nej; du var ikke bedre end grønlænderne, der ikke regner os for mennesker. De er menneskene, kallaler, som de jo kalder sig; vi er blot de fremmede - kablunakker, og de anser os for en slags uhyrer, der vil tage deres land fra dem, og maaske er der noget om det."

Poul for op: "Skam dig, Niels, det mener du ikke. Vi er kommet for at hjælpe dem op af uvidenhedens sump og gavne og glæde dem. - Efter Majarks død er jeg kommet til at se ganske anderledes paa grønlænderne. De er for mig som Aron eller de andre folk. Før syntes jeg, det var nedværdigende for mig at skulle undervise dem. Nu vil jeg gerne, men jeg indser, at jeg ikke dur til det."

Niels: "Aa, lad nu være! Du skal ikke blot tænke paa vore søde naboer med deres bæst til angakok. Tænk paa folkene herude, de er flinke, og de har Quaginak.”

Poul: "Ja, som han kan fortælle! Bare man vidste, hvad de angakokker egentlig formaar. De siger jo, at de farer baade op til himlen og ned til helvede."

”Aa, det er bare bluf det hele; de vil gøre andre bange. Du saa ogsaa Quaginaks smil, da jeg spurgte, om han havde været nede hos den onde kvinde.”

Poul: ”Ja, ellers maa de staa i pagt med den onde selv. - Men,” føjede han til, idet en nordlysflamme fejede hen over himlen, "grønlændernes sjæle spiller dog bold i himlen."

"Ja, det er vel nok et straalende spil, sagde Niels og stirrede op mod de bølgende lystæpper, der gjorde den mørke vinternat lys som den klare dag.

Poul sukkede: ”Ja, hvem der kunde lære grønlænderne at skelne det sande fra dets skin.”

En foraarsdag kom den urige mand Poek hjem fra København. Han havde oplevet den store verden med helt ny øjne, saa han virkelig havde noget at fortælle. - Men vilde hans landsmænd tro ham, når han fortalte om alt det, han havde oplevet?

Derfor tog baade Hans Egede, Poul og Niels med ham hjem til Koeøerne, de vilde støtte hans udsagn. Poul kunde tegne nogle af de mærkeligste ting.

Poeks beretning lød som et kvad: Først sejlede vi i to maaneder paa det store hav, intet land var at se. Saa kom vi til de skæggedes land (Norge). Derfra til den store herres (konges) land. Folkenes mængde var som myg. Kongens hus og andagtshusene - kirkerne var saa høje, at man ikke kunde skyde over dem med en bue. Menneskene havde gjort et bjerg (Rundetaarn) med en sneglegang til det øverste. Andre bjerge fandtes ikke i kongens land.

Poul sad og ridsede ned gader og slotte, store kirker og Rundetaarn. Han havde rigtignok ikke set alt det selv, men han havde billeder af det. Og han viste sine tegninger frem: Saadan ser det ud!

Tilhørerne slog hænderne sammen og forundredes. De spurgte: Poek: "Er kongen meget stor? Har han fanget mange hvaler? Er han en stor angakok?"

Poek svarede: ”En stor hvalfanger er kun lille mod herrerne i Danmark, og de er igen kun smaa mod kongen. Og dog ærer han den største herre, himlens og jordens skaber, som Pelleste taler om, og som tilbedes i huse som bjerge, indvendig prydet med herlige ting. Der synger de tillige med store fløjter (orgler), der har en røst som baade unge og gamle mennesker.

Men nu spurgte Quaginak Hans Egede: "Er Gud da større end kongen?"

"Ja, ja, kongen er kun et menneske; men han er sat os i Guds sted her paa jorden, saa han straffer de ulydige og belønner de gode og fromme."

Quaginak: "Men naar kongen er saa stor, behøver han da ikke at frygte Gud?”

"Jo, for han er ogsaa Guds tjener."

Quaginak: "Ja, men du har sagt, at præsterne er Guds tjenere, og at alle skal lyde deres ord."

”Ja, præsterne skal lyde kongen, men naar de prædiker Guds ord, skal selv kongen bøje sig derfor, hvorfor han ogsaa gaar i kirke og hører prædikenen."

"Saa er Gud meget stor og herlig," sluttede Quaginak.

En anden spurgte: "Naar kongen forsvarer de gode, vil han da ogsaa forsvare os mod gale kablunakker, som vil tage vort land?"

Egede svarede: "Ja, naar I lyder kongen, vil han jer kun det bedste. Han har sendt mig op for at hjælpe jer. Men saa maa I ogsaa give ham noget igen."

”Aa," svarede grønlænderen, "vi er jo kun fattige stakler og har kun lidt spæk og nogle skind."

Mange af folkene her vilde virkelig gerne døbes. Men Hans Egede døbte kun enkelte børn og unge mennesker, der var i huset hos ham, eller som skulde med Albert Top til Nepisene oppe nordpaa.

I VEJRETS VOLD.

Da vinteren atter tog fat, maatte Egede og hans folk døje mange haarde ture til lands og til vands for at holde forbindelsen ved lige med de forskellige bopladser og handelssteder. Pludselige storme og masser af is gjorde rejserne livsfarlige.

En dag i januar kom en grønlænder til Haabets Koloni fra en lille boplads ikke længere mod nord, end de kunde sejle derhen een dag og tilbage den næste. Han bad, om han, hans kone og lille datter maatte være i kolonien vinteren over, for der nordpaa stod hungersnøden for døren. Lidt at spise havde de endnu; men da alle grønlændere paa bopladsen som sædvanlig delte alt med hverandre, maatte de snart sulte alle. Hans Egede sagde ja, og, da pastor Top netop skulde derop for at undervise, kunde han tage konen og barnet med tilbage næste dag.

Pastor Top sejlede da af sted. Med havde han købmandens assistent og Niels, der ogsaa var en slags handelsassistent, idet han lærte at føre bøger og regnskab hos købmanden. Desuden var en matros og Poeks kone med. For Poek var blevet gift. Hun skulde tage sig af den fremmede kone og hendes barn paa tilbagerejsen.

De kom godt derop, og næste morgen sejlede de derfra med grønlænderens kone og datter om bord. Men de havde modvind, saa det skred kun langsomt frem, og ret langt var de ikke kommet, før det blæste op til en ondartet storm af sydvest med tæt snefog. Frem kunde, de ikke komme. Det gjaldt blot om at komme til land snarest muligt. Baaden blev vendt, og de var saa heldige at finde en lille vig, hvor der var fuldstændig læ. Her lagde de til og gik i land. - Da de ikke havde andet at gøre end vente, til vejret bedrede sig, fandt de et roligt sted, spiste og dækkede sig derefter til med nogle renskind, de havde med. Sneen faldt tæt og dækkede dem. Men de laa lunt under den hvide dyne.

Næste morgen sneede det ikke meget, og vinden syntes ogsaa at være stilnet af. De lagde da ud for at sejle hjem, men var ikke kommet langt, før en heftig sne- og stormbyge for ned over dem. Hjælpeløst dreves de lige mod land, hvor baaden sloges mod iskanten ved klippekysten.

Hvis de vilde redde livet, maatte de springe i land. Pastor Top og Niels sprang straks baaden tørnede imod, og efter dem fulgte assistenten. De vendte sig alle, rede til at tage imod kvinderne. Men baaden blev trukket tilbage af bølgedraget, og iskanten, de stod paa, var meget glat, saa de risikerede let at blive trukket med ud, hvis de forsøgte at holde baaden fast.

Næste gang baaden tørnede mod iskanten, stod Poeks kone rede. Assistenten og Niels greb hver sin haand, og hun var oppe. Niels gled i det samme, men assistenten, en rask ung mand, fik hold i ham, og han kom paa benene igen. Der var ikke tid til at sige tak. De vendte sig igen mod baaden, der fyldtes af bølgeslaget, og da den atter klaskedes mod iskanten, sloges rælingen i stykker, saa vandet fossede ind om matrosen og den grønlandske kone med hendes lille pige. Assistenten greb fat i pigen og trak hende til sig, men i det samme slog vandet op over iskanten, han gled, og før Niels eller præsten kunde hindre det, laa han og pigen under baaden. Da moderen saa det, lod hun sig glide i vandet.

Assistenten maatte slippe pigen under forsøget paa at bjærge sig selv. Niels kastede sig ned paa den glatte kant og søgte at faa tag i ham, men det mislykkedes. - I det samme faldt masten over mod iskanten, præsten greb den, og næste gang assistenten kom fri af baaden, rakte Top masten ud til ham. Han greb fat i den, og Top og Niels hev ham op, forkommen af kulde og væde.

Baaden var sunket, den sidste mand stod i vand til halsen, men de fik ham bjerget i land.

De havde foreløbig frelst livet, men var de meget bedre stillet end konen og barnet, der var druknede! I bidende kulde stod de gennemblødte paa den øde strand, mens sneen dængede ned om dem.

To lyspunkter var der dog: Assistenten havde faaet et par renskind med, og madkassen drev i land. Men baaden var borte, og ingen vidste, hvor de var. De var vaade og forkomne, sneen klistrede overalt, og stormen skar igennem dem som med knive. I virkeligheden var deres stilling haabløs.

De vilde dog ikke straks opgive ævret. De maatte finde et roligt sted, hvor de kunde være i læ. Pastor Top og Poeks kone var de to, der var sluppet mest tørskindet. Han tog madkassen, og hun det ene renskind, mens Niels tog det andet, og de begav sig ind i landet. Bagefter kom assistenten og matrosen, begge gennemvaade og rystende af kulde. Straks de kom i læ bag en stejl klippevæg, blev de to sidste svøbt ind i renskindene. Det kunde lune, men ikke give virkelig varme, selv om vinden ikke mærkedes her, og sneen faldt knap saa tæt.

Niels, Top og Poeks kone spiste lidt, hvorefter Niels og Top trampede rundt i sneen for at holde varmen. Men til sidst. indsaa de, at der ikke var andet et gøre, end at lægge sig alle, tæt sammen og overgive sig paa naade og unaade vejret i vold. ”Nej”, sagde præsten, ”ikke i vejrets vold, men i Guds vold. Hans frelse skal vi se - trods alt.

Niels kunde trods kulde og livsfare ikke lade være at beundre dette mægtige land: Det stærke hav, de haarde klipper, de vilde storme, dansende sne - hvor blev man lille! Nu manglede det blot, at en hvid bjørn skulde komme luntende og… Eller de smaa polarulve skulde komme og give sig til at gnave af skind og madkasse. Han lo pludselig højt og skraldende.

"Er du blevet gal?" spurgte Top.

Niels svarede ikke. Men Top troede, at han havde faaet et chok og ikke var sig selv længere.

Hjemme i kolonien ventede de med ængstelse, da Top og hans ledsagere ikke kom anden dagen. Næste morgen var vejret ret roligt og klart. Da sejlede Poek og den grønlænder, hvis kone og barn skulde hentes hen for at høre, hvor de blev af. De kom tilbage med graad og klage og fortalte, at Top og hans folk var taget af sted dagen i forvejen, men de havde ikke set spor til dem. Da blev der sorg i kolonien. Nu kunde man kun vente det værste.

Tidlig næste morgen bleven chalup bemandet for at finde dem - døde eller levende. Poul var med og ledede eftersøgningen. Efter længere tids søgen kom de til en iskant, hvor de syntes, der laa noget i sneen. Det viste sig at være baadens mast. Saa var de forlist her. Men hvordan var masten kommet i land og intet andet? - De begyndte en eftersøgning i omegnen og fandt alle, dækkede af sne, stive af kulde. Med stort besvær fik de dem alle fem, ja, kun fem, baaret ned i chaluppen, hvorefter de søgte hjemad alt hvad sejl og aarer kunde trække.

I kolonien saa Gertrud og pigerne med forfærdelse, hvor elendige de reddede var. Og da de vaagnede op med værkende forfrysninger, lød der stadig stønnen af smerte, til trods for at baade Gertrud og lægen gjorde alt, hvad de kunde for at lindre deres pine.

Niels og Poeks kone var sluppet billigst. De var snart oppe og i orden igen. Pastor Top laa i nogle dage. Han havde mindre forfrysninger i hænder og fødder, og han var ikke saa stærk i forvejen. Men Niels kom til at agte ham højt. Ikke alene var det ham, der reddede assistenten, men han bar ogsaa sine smerter som en mand, aldrig hørte de ham beklage sig, men han var meget taknemmelig for den hjælp, han modtog. - Assistenten havde nogle saar, som ikke rigtig vilde heles, men værst medtaget var den sidst reddede, matrosen. Han laa til sengs et par maaneder, og lægen maatte først tage to af hans tæer og siden endnu een.

En tung tid var det for Hans Egede, der følte sig skyldig i det skete; han følte det, som havde Gud forladt ham.

Værst var det dog for den stakkels grønlænder, der havde mistet baade kone og barn. Hans sorg og klage var næsten ikke til at holde ud. At Poeks kone kunde bevidne, at assistenten nær havde sat sit eget liv til for at frelse dem, hjalp jo ikke ham.

Nogle af beboerne i nabobygden, der kom paa besøg, søgte at trøste ham og tog ham med sig hjem. Her sagde deres angakok til ham: ”Hvad vilde du ogsaa hos de kablunakker. Fra dem kommer kun ondt. Alle aander er imod dem.” Og saa holdt angakokken aandeforestilling, hvor han trommede, skreg og raabte og talte med aanden, der svarede udefra. "Og bagefter sagde han, at en dag vilde aanderne være med dem, og saa skulde de overliste kablunakkerne og slaa dem ihjel, ligesom deres forfædre havde gjort i gamle dage.

ET OPRØR.

Men tiden gik, og en ny sommer stundede til. Købmanden tog ud paa handel mod nord, assistenten mod syd, saa der kun var faa hjemme i Haabets Koloni.

En grønlænderdreng, som paa den tid boede hos Egedes, havde været hjemme hos naboerne paa Haabets Ø, han kom nu tilbage og fortalte, at folkene derhjemme gjorde nar ad ham. De sagde, at han vel snart var lige saa from som præsten, saa han skulde bede bordbøn for dem. Naar de alligevel begyndte at spise inden bønnen, sagde de: "Hov, vi glemte at læse, og saa lo de. - Men det var endda ikke det værste. De sagde, at folkene sydpaa vilde dræbe handelsassistenten og hans folk, ja, de var nok dræbt, da de ikke var kommet tilbage. Og deres angakok, han, som Hans Egede engang havde givet en lussing, havde sagt, at nu baade købmanden og assistenten var borte, var der ikke mange folk hjemme i kolonien. Nu kunde de overfalde den og slaa alle folkene der ihjel.

Det var saa heldigt, at købmanden og hans folk netop kom hjem nordfra, hvorfor Egede besluttede at komme de gode grønlændere i forkøbet. Han bemandede en baad med en halv snes mand, deriblandt baade Poul og Niels. De var alle bevæbnede med bøsser, men Egede formanede dem til endelig ikke at bruge bøsserne uden i nødværge.

Da de gik i land ved bygden, samledes grønlænderne, bevæbnede med buer og lanser. Kvinderne gik tavse frem. Her var ingen modtagelse med sang. Hans Egede og hans folk gik frem mod mændene. Over for kvinderne stod Poul og Niels. Kvinderne maa vel have tænkt, at det manglede blot, saadanne knægte skulde møde med gevær. De styrtede i hvert fald ganske uden varsel over dem. Før Poul tog sig i vare, havde de revet bøssen fra ham, og de hev og sled i ham, rev ham i haaret og slog ham, saa han var helt forvildet. De prøvede ogsaa paa at tage bøssen fra Niels; men han var forberedt, han traadte et par skridt tilbage og slog dem over hænder og arme, saa de skrigende forsvandt, overladende ham valpladsen. - Poul var befriet, men han stod helt fortabt og sansede intet. ”Tag dog flinten op!" sagde Niels. Men Poul stod, som han ikke hørte det. Saa vendte han sig og gik tilbage til baaden, mens Niels samlede bøssen op.

Imidlertid var Hans Egede fulgt af sine mænd gaaet lige frem mod grønlænderne. Han tog uden videre fat i angakokken og overgav ham til sine mænd med besked om at bringe ham ned i baaden og bevogte ham vel.

Der blev stort røre blandt grønlænderne, men kun een, hans broder vovede at løfte sin lanse for at forsvare ham, og da den omgaaende blev slaaet ud af hans haand, blev de alle myge. De paastod, at de aldrig havde sagt noget ondt om Egede, og de havde aldrig tænkte paa at gøre ham noget ondt, for han havde jo altid været flink imod dem, og angakokkens kone bad saa meget, at Egede ikke vilde slaa hendes mand ihjel.

Egede svarede, at saa længe de var skikkelige, vilde han være god imod dem, men ondskab vilde han straffe. Dog vilde han ikke dræbe angakokken.

Paa hjemvejen var Poul stadig nedslaaet og modløs. Niels sagde til ham, at det da ikke var noget at tage sig nær. Men Poul svarede: "Aah, det kan du sagtens sige; men jeg synes blot, at det er saa meningsløst at stille sig op med gevær over for mennesker. Jeg maa lære mere, rigtig vinde indsigt i Guds vilje, saa jeg kan møde grønlænderne paa rette maade."

"Haa, man skulde vel ogsaa lade sig slaa ihjel uden modstand,” fnøs Niels. ”Og du, som ville være søofficer!”

Da de kom til kolonien, lod Egede angakokken lægge i bolt og jern, og derefter fik han stryg paa sin ryg. Men han tog ydmyg imod det og takkede for, at han ikke skulde dræbes.

"Ja, men," sagde Egede, ”hvordan vover du at foreslaa, at vi danske skulde udryddes? Du ved jo, at i Danmark myldrer det af mennesker, i og at vor mægtige konge vilde straffe en sådan gerning."

Angakokken svarede, at han heller aldrig havde sagt sligt, for Hans Egede havde al tid været god og venlig imod dem.

Næste dag kom angakokkens kone og børn, og han fik lov at bo sammen med dem i et lille udhus, men han var stadig i lænker.

Efter tre dages forløb lod Egede ham løse, idet han sagde, at var han flink, skulde der ikke ske ham mere, men mærkede Hans Egede igen hans falskhed, skulde han dø.

Da angakokken og hans familie kom tilbage til deres boplads var husene tomme, alle folkene var taget ud i telt til de indre fjorde. Faa dage efter kom handelsassistenten og hans folk tilbage sydfra, og de havde ingen fjendtlighed af nogen slags mærket.

GULDMAGERI.

Forholdene var stadig meget usikre for Hans Egede og alle hans og for missionen. Et norsk skib forliste. Lang tid gik, og der kom intet skib, hvorfor de maatte laane fødevarer af hollænderne. Da der endelig kom skib, var det saa langt hen paa sommeren, at kaptajnen ikke turde sejle hjem igen, men blev liggende vinteren over.

Grønlænderne var rare og flinke, og da der hen paa vinteren kom alke i mægtige flokke, saa de kunde tage fuglene med hænderne, troede de, at det var Egede, der havde nedbedt dem. - Enkelte blev døbt, f.eks. Poeks lille dreng, der kom til at hedde Christian.

Men handelen gik ikke godt, og købmændene i Bergen truede med helt at standse handelen. - Egede drog fra sted til sted og søgte efter guld og sølv og andre værdifulde mineraler, men han fandt kun lidt kul paa Discoøen oppe nordpaa. Da tabte han modet og begyndte igen at studere i sine guldmagerbøger og blande forskellige stoffer, snart ved ild, snart kolde - om dog ikke Gud vilde vise sin magt og staa ham bi, saa det maatte lykkes ham at lave guld og derved redde gerningen paa Grønland.

Dette guldmageri interesserede ikke Niels. Han kunde ikke forstaa, at hans far vilde give sig af med saadan noget hekseri. Han søgte til købmanden og assistenten, hjalp dem med de daglige uddelinger og tog med paa handelsrejser og jagter.

Men Gertrud og pigerne, nu store - 16 og 14 aar, saa med sorg og ængstelse, hvordan Egede blev mere og mere mørk og indesluttet. Han ænsede dem ikke, men gik rundt og mumlede underlige ord, kneb øjenbrynene sammen og fægtede med armene. De frygtede, at han var forgjort; og de skævede med ængstelse til det store lukkede glas, hvori nogle underlige, sorte stoffer stod og gærede.

Poul droges mod sin far, men saa ogsaa med ængstelse paa alt dette, ja, han frygtede faderen var besat, var i djævelens vold. Han huskede, at han og Niels engang havde talt om guldmageri, og Niels havde da sagt, at han ikke troede, nogen kunde gøre guld. Da havde Poul sagt, at naar hans far troede det, kunde han ogsaa, og at hans far nok en dag læste kunsten ud af bøgerne. Nu ønskede han absolut ikke, at faderen skulde finde den rigtige formel. Det var alt for underligt, alt for unaturligt til, at Gud vilde lade det ske. - Mangen gang tænkte han paa at snakke med faderen om det, men han kunde ikke faa sig til det.

En dag, da faderen stod grundende foran det store glas, hvori de sorte stoffer gærede, tog han dog mod til sig og spurgte, hvad der skulde til for at lave guld.

Faderen saa først fraværende paa ham, men tog sig dog sammen og svarede: "Det bestaar kun i at følge nogle formler, naar man blander nogle stoffer. Det staar alt sammen beskrevet i de bøger, guldmagerne har skrevet."

"Ja, men," indvendte Poul, "saa skulde man synes, at enhver, der kunde læse dem, ogsaa kunde gøre guld."

"Ja, ja, det skulde man; men det er nu ikke saa lige til. Formlerne er tit vanskelige at tyde, og stofferne vanskelige at skaffe."

"Jeg tror nu, at de, der har kunnet lave guld, har staaet i pagt med djævelen."

"Nej, Gud fri og bevare os!" udbrød Egede og korsede sig. Hver dag gik Egede og saa til det sorte stof i det store glas. Undertiden rystede han paa hovedet. Men da der var gaaet en tid, saa han sjældnere til det, og han begyndte igen saa smaat at interessere sig for

andet. - Det mislykkedes nok, tænkte Poul og hans mor, og det var de egentlig glade for, det var en lettelse.

En dag tog Egede da ogsaa glasset ned og sagde rent ud, at det duede ikke, han kunde lige saa godt opgive det. Han tog da laaget af glasset og saa lidt paa indholdet; men der steg hverken damp eller stank op deraf, til trods for at der i bøgerne stod, at det vilde blive forfærdelig giftigt, hvis det mislykkedes.

Christine og Nella sad og legede med et par hundehvalpe, de havde faaet af Quaginak, og to unge grønlænderpiger sad og syede. Hvalpene vimsede rundt paa deres tykke, lodne ben. De bed og sled i alt muligt, undertiden ogsaa i pigernes skørter. Christine jog dem væk med haard stemme, men Nella svingede under latter og hyl den ene rundt i sine skørter. De to grønlandske piger lo, saa deres øjne forsvandt i de tykke kinder. Men da greb Gertrud ind: "Husk, du er en stor pige, Petronella, og tænk paa dit tøj!"

Da fløj hun i sin mors favn: "Aa, mor, skal jeg saa oven i købet hedde Petronella. Er jeg ikke mere din egen lille Nella?"

"Aa, Nella," sagde Gertrud med et smil, "bliver du aldrig større!"

Da gjorde Stinne - for saa maatte hun ogsaa nok hedde Stinne endnu - opmærksom paa, at hvalpene begyndte at gabe og klynke. Nella satte sig ned og kælede for dem: ”Hvad er der i vejen med mors smaa nussebasser" - Men de mærkede hende ikke. De vred sig som orm af smerte. Lidt efter strakte de de korte ben fra sig og var døde.

Nella græd, og Egede var noget ængstelig: Ham maatte vide, hvad de var døde af, om de havde ædt noget, de ikke kunde taale. Han bad derfor grønlænderpigerne skære dem op og se efter, hvad de havde ædt.

Det gjorde de, men de fandt ikke noget særligt. For en lille tøjlap, den ene havde slugt, kunde vel i alt fald ikke have dræbt dem begge!

Christine og Nella var gaaet ud, da hvalpene skulde skæres op, for det kunde de ikke taale at se paa. Men nu blev begge grønlænderpigerne daarlige. De fik hovedpine, kunde saa ikke faa vejret og blev til sidst helt magtesløse. "Hvad er der dog i vejen med os? Hvad er der dog i vejen med os?" klynkede de.

Da Hans Egede og Gertrud nu ogsaa blev daarlige, forstod han endelig, at der var noget galt paa færde. Han slog dørene op og kastede glasset med det sorte stof ud, hvorefter han gav dem alle en modgift.

I løbet af et par dage var de atter helt raske, saa nær som den ene af grønlænderpigerne, hun sygnede hen og døde en tid efter.

"Aa, Hans, lov mig," sagde Gertrud da, ”at du aldrig mere vil give dig af med dette djævelens værk!”

"Ja, men,” klagede han, "jeg kommer ingen vegne. Sorg og ulykke følger mig. Gud svigter mig. Hvad skal jeg gøre!"

”Gud har ikke svigtet dig. Du tror, du skal gøre det hele. Men du har kun eet at gøre: at bie paa Guds time!" svarede Gertrud stille, men fast.

POUL TAGER AFSKED.

1727 tog pastor Albert Top med hjem til Danmark. Hans helbred kunde ikke holde til de haarde ture i al slags vejr. Poul vilde gerne have været med for at fortsætte sine studier i København. Men Egede mente ikke, han kunde undvære ham endnu, saa han maatte vente i hvert fald endnu et aar.

Efter en vinter i kamp med vejr og hav og trolddom oprandt foraaret 1728 og dermed en tilsyneladende storhedstid for danskerne i Grønland. - Købmændene i Bergen havde helt slaaet haanden af kolonisterne, men til gengæld satte kongen saa meget større kraft ind paa koloniseringen. - I løbet af maj-juni kom der fire skibe med proviant, med materiale til husbygning, med soldater og med ny kolonister. De sidste var dog frigivne tugthusfanger og blev ikke til gavn for de danske i Grønland. En kongelig guvernør var ogsaa med. - Da rejste Hans Egedes mod sig atter. Han blev igen den ivrige præst og den sikre leder.

Der blev straks taget fat paa at bygge en ny koloni, ikke i Præstefjorden, saadan som Hans Egede oprindelig havde tænkt, men ved Godthaab, hvor landet var mere aabent og havet nærmere end i Præstefjorden, men hvor der dog var roligere og mere klart vejr end paa Haabets Ø.

Købmanden havde travlt, og Niels hjalp ham. Pouls gamle beundring for søofficerer blussede op igen, men han vidste godt, at for ham gik vejen gennem studiet til præst, og han ønskede i virkeligheden heller ikke andet. Han kunde blot ikke hindre, at fantasien engang imellem førte ham paa vildspor, og han da saa sig selv som chef paa et stolt orlogsskib.

Officerer og ledere kom for at hilse paa Hans Egede og hans familie. Det var ikke fri fort at en ung løjtnant kastede sine øjne paa Christine, der nu var en lys og tækkelig ung pige. Men hun holdt undselig sine øjne hos sig selv.

Hos Egedes var der ogsaa paa den tid en ung grønlænderpige, der vakte almindelig opmærksomhed. Hun kaldtes prinsessen, fordi hun var meget finere af skikkelse end andre grønlændere. Hun havde et fint, smalt ansigt, en lille afrundet hage, smal, noget krummet næse; og det sorte haar var smukt opsat med baand om. Hendes far var meget stolt af hende og havde givet hende den fineste blaarævepels. Da hun ogsaa var flink og sød, blev det bestemt, at hun skulde med til Danmark og præsenteres der sammen med tre nydøbte grønlændere. Poul skulde med for at studere i København og for at gaa grønlænderne til haande undervejs.

En dag først i august kom Poul hen til Niels og sagde, at han vilde en sidste tur ind i fjordene, før han rejste, for at opleve de stille fjorde og de høje fjelde endnu en gang. Niels var straks klar over, at han maatte med. De stuvede en baad med proviant til 2-3 dage og stak af ene to. Det kunde nok have været sødt at have pigerne med, men det var dog friere at være ene to, og desuden fik pigerne vel heller ikke lov; de var jo nu voksne unge damer.

Vinden fyldte sejlet, og de skød god fart ind gennem det smalle sund. Til at begynde med laa taagen klam og tæt over sund og klippeskær, men snart sejlede de ud af taagens ingenmandsland ind i det solfyldte, straalende fjordlandskab.

Poul sad drømmende ved roret. "Du, Niels, du ved, at jeg er kommet til at sætte stor pris paa løjtnant Richardt, og det kan ikke undgaaes, at jeg paa hjemrejsen bliver stærkt draget af søofficerens raske og stolte liv."

"Ja," indskød Niels," du føler dig selv overvundet, saa vilde du gerne staa som chefen -over alle."

"Ja, der er maaske noget om det," indrømmede Poul. "Men kunde man ikke godt kommandere andre og dog tage sin styrke ovenfra?"

"Jo, maaske. Men jeg vil hellere handle, møde ganske almindelige mennesker, skaffe dem, hvad de trænger til. Som fri handelsmand kommer jeg ogsaa nok ud paa rejse til fremmede lande."

”Ja, Niels, jeg ved nok, hvad jeg skal, jeg giver ikke efter. Jeg skal og vil studere til præst, for jeg skal hjælpe far og mor - ja, mor, vær god mod hende!"

"Jeg skal i alt fald prøve paa det," svarede Niels alvorlig. "Og jeg skal gøre en gerning for de stakkels grønlændere," fortsatte Poul. "De er dog trods alt søde børn," tilføjede han med et smil.

Efterhaanden lukkede landskab efter landskab sig op for dem. Her var en grøn lavning, med lave høje bag, der strømmede en skummende elv ud i fjorden. - Længere inde spejlede høje, stejle fjelde sig i det klare vand. Og i den inderste smalle fjord rejste fuglefjeldet sig mod himlen, mens fugleskyen stod skrigende over dem. Da sagde Niels med et smil: "Husker du vor første fuglefang herinde?"

"Ja, det jeg gjorde den dag, kunde jeg ikke gøre i dag."

"Kunde jeg gøre det den dag, kunde jeg bedre gøre det i dag."

”Ja, du Niels, jeg misunder dig."

"Jeg kunde have grund til at misunde dig, at du skal til København, ud at se dig om i den rigtige store verden. Men jeg ved ikke - jeg er glad ved at være her, jeg ønsker mig ikke bort.

Time efter time gled. Dagen gik over i dæmrende, lysende nat. De gik i land. De strakte sig i duftende urter. Elven klukkede, himlen lyste, den stille fjord spejlede fjeld og luft. Det var alt sammen kendt og kært, men alligevel frisk og nyt. - Og de sejlede videre ind, hvor fjorden snævredes ind, og fjeldene strakte sig op mod grønlige bræer som blinkende søer mod den klare himmel.

Omsider maatte de vende. Tiden gik, og de skulde tilbage. Da de nærmede sig en sommerboplads, kom de forbi flere kajakmænd, der smilende hilste paa dem, og de fik at vide, at det var folk fra Koeøerne, der her havde rejst deres sommertelte. De fik lyst til at hilse paa folkene og satte kursen mod land.

Ned mod fjorden stod græsset grønt, spættet med lyse blomster. Op mod lave klipper i baggrunden var de høje skindtelte rejst, og foran dem var kvinder og børn i travl virksomhed. Nogle kvinder skrabte skind og lagde dem i garvevæske, andre spændte skind ud i det grønne græs og pindede dem fast med ribben af sæler, mens atter andre flossede tørrede sælsener op i lange strimler og rullede dem paa kinden til tynde, stærke sytraade, som de kunde sy varme, tætte skinddragter med. - Børnene tyggede sælspæk eller byggede stærke vinterhuse af jord og sten. Ud over pladsen lød sang og skæmt.

"Det er hel t skønt at se," sagde Poul."

"Ja, fortryder du ikke, at du rejser” drillede Niels.

”Snak ikke om det," svarede Poul.

Men nu standsede arbejdet inde paa pladsen. Baaden var opdaget. Børnene løb mod stranden, og lidt efter stod kvinderne og tog imod Poul og Niels med sang. Smil stod paa alle ansigter. Men smilene afløstes af bedrøvelse, da de hørte, at Poul skul de rejse fra dem.

Han trøstede dem dog: "I skal ikke være kede af det. Jeg drager ud for at lære meget mere i den store herres land, og naar jeg kommer igen; er jeg meget dygtigere end nu."

"Vil du ikke fortælle noget i dag?” bad en kvinde.

Jo, det vilde han gerne, og han talte om deres lands skønhed og storhed og om, hvor stor og herlig den Gud maatte være, der havde skabt det og givet dem det.

En af kvinderne blev saa betaget af Guds storhed, at hun udbrød: "Jeg bliver saa lille, naar du taler om Guds storhed, saa lille som min egen lillefinger."

De blev der natten over da vinden helt havde lagt sig. Megen ro var der ikke. Det var, som ingen havde tid eller lyst til at sove i den lyse nat, og Poul havde ogsaa meget at sige disse folk, nu han skulde rejse fra dem.

Om morgenen friskede vinden igen, og de tog afsked. Baade Poul og adskillige af kvinderne havde vaade øjne.

"Det er næsten ikke til at rejse fra," sagde Poul, da de endelig var kommet under sejl. "Men jeg vil arbejde, søge indsigt og kundskab, saa jeg kan komme tilbage og gøre en gerning til Guds ære."

”Prinsessen faar du jo med," bemærkede Niels smilende efter en lille pause. "tror du ogsaa, du vinder kongeriget?"

"Ja, prinsessen faar jeg med, men hun er ikke min prinsesse. Ærlig talt haaber jeg at vinde ogsaa min prinsesse dernede i Danmark. Men det er mit studium, der skal bane vejen til kongeriget.”

----------------------------

--------------------

--------

Uddrag fra internetside:

1721 – 1736 Hans Egede

Missionsiver og handelsinteresser forenedes

Efter afslutningen af den store nordiske krig i 1720 havde en norsk præst og den danske konge, Frederik 4., en fælles interesse i Grønland. Men af vidt forskellige grunde.
Kongen og rige købmænd var misfornøjede med, at det ikke var Danmark-Norge, der hentede de store fortjenester hjem på den grønlandske hvalolie, men at det især var hollændere og englændere, som sejlede bort med værdierne. Så hvis nu det kunne lykkes igen at binde Grønland fastere til riget, ville det blive muligt at holde de fremmede ude og selv få gavn af rigdommene.

Den norske præst Hans Egede var forundret over, at hvalfangerne, som han havde været i forbindelse med, ikke kunne berette om nordboere i Grønland. Der måtte da være efterkommere. Af datidens sømænd havde han dog også hørt, at Grønland var befolket af hedninge, som oven i købet talte et uforståeligt sprog. I Hans Egedes tankegang blev disse hedninge nordboernes efterkommere, der var havnet i "uvidenhed". Dem ville Hans Egede gerne igen gøre kristne.

Således forenedes interesserne. Kongen støttede Hans Egede, rige købmænd forsynede ham med penge, så at han kunne drage af sted med tre skibe, der i sommeren 1721 landede på en ø ved Godthåbsfjorden. Nu skulle Hans Egede missionere blandt øens hedninge.

Håbets Ø

Familien Egede byggede sig et hus på øen ved Godthåbsfjorden. Øen kaldte de Håbets Ø. Men for Hans Egede blev årene deroppe i høj grad til en mængde skuffelser.

Hans Egede fandt ikke efterkommere af nordboerne, men udelukkende eskimoer. Hans Egede påtog sig nu at missionere blandt dem. Det eskimoiske sprog er meget fremmedartet for os, og det var det naturligvis også for hans Egede. Bl.a. derfor gik missionsarbejdet kun langsomt frem, hvilket skabte utilfredshed i København.

Handelen gik heller ikke godt. Eskimoerne havde allerede vænnet sig til de hollandske og engelske handelspartnere og var utilbøjelige til at indlade sig med danskerne. Regeringen fandt, at nu måtte der gøres noget. Soldater blev sendt til hovedstationen, Godthåb, for at holde de fremmede væk. Samtidig med dem blev en samling straffefanger, tvangsgiftet med straffede unge kvinder, sendt med for at kolonisere Grønland. Også denne indsats blev en skuffelse, idet straffefangerne og soldaterne gav anledning til, at eskimoerne flygtede.

Skuffet over, at anstrengelserne ikke førte noget med sig, trak regeringen mandskabet tilbage, medens Hans Egede og nogle af hans folk blev tilbage for at videreføre missionen.

Hans Egedes hustru dør

Under den store koppeepidemi søgte Hans Egede at lindre de smittedes lidelser og pleje de syge, men han havde ingen muligheder for at kurere eller stoppe epidemiens udbredelse.
Oven på de mange strabadser blev Hans Egedes hustru, Gertrud Rask, syg, og selv var han dybt deprimeret. Dels på grund af hustruens sygdom, dels fordi han følte, at de mange års virke på Grønland havde været forgæves. Derfor søgte han i 1735 om tilladelse til at rejse hjem. Hjemrejsen fandt først sted i sommeren 1736, men da var Gertrud Rask allerede død få dage før jul i 1735.

**********************************

RETUR TIL OVERSIGT

Auning, d. 3/9-1947

H. Hagerups Forlag

Kbh.

Hermed følger et manuskript til en Drengebog, St. Nedergaard: ”Veste Thimsens Langfart”, om De skulde ville og kunne forlægge Bogen.

Man. Har været fuldført for adskillige Aar siden, men jeg har nu givet den fuldstændig ny Begyndelse (3 første Kap.) og Baggrund, hvad der selvfølgelig indvirker paa hele Bogen og dens Slutning.

Jeg mener at kunne staa inde for det historiske – geografiske. Jeg har læst danske, engelske og amerikanske skildringer af Tiden 1791-92 og Forholdene særlig i Dansk Guinea og Dansk Vestindien, og nu sidst sammenholdt dem med Sophie Petersen i Danmarks Tropekolonier.

Desværre er den blevet temmelig stor af en Drengebog at være, men det er muligt, at den, med Hensyn tagen til det store Stof, dog er for lille.

De bedes venligst behandle den, saa snart det er muligt, for at jeg, ifald De forkaster den, kan faa en sendt til et andet Forlag.

Stefan Nedergaard:

VESTE THIMSENS LANGFART.

HJEMME I VESTERGAARD.

Veste Thimsen stod oppe paa en gammel Halmstak vesten for Gaarden, hans Hjem Vestergaard. Han var en ret høj, slank Dreng paa 14 Aar med lyst Haar, med brune Øjne og en noget kort, stump Næse i et fint, ovalt, men vejrbidt Ansigt. - Han hev Halm ned fra Stakken; det skulde paa Trillebøren køres ind i Stalden, hvor der skulde renses og strøs

særlig fint i anledning af, at det var Søndag i Morgen, hans første Altergangssøndag, da han netop var blevet konfirmeret forrige Søndag.

Da han havde Halm nok nede, rettede han sig og stirrede fra Stakken ud over Engene i Nord, hvor Bugtninger af Aaen glimtede frem paa dens Vej mod Fjord og Hav. Den friske Foraarsvind strøg kølig ind. Den kom derude fra Vesterhavet, maaske helt ovre fra England, ja, fjernere endnu, og bragte Bud fra den store, vidunderlige Verden, som laa ovre bag Havet. - Han fyldte sine Lunger med den friske Luft, og hans næse indaandede den karske, krydrede Foraarsduft. Hans Bryst udvidede sig, og han sukkede dybt. Han kunde have strakt Armene ud og favnet den vestenvind, der bragte Bud fra hans Længslers Land. For han længtes ud!

Det havde været en dejlig Tid hos Præsten. Pastor Thomasius lærte dem nemlig ikke blot Katekismus og Salmevers - det gjorde han ogsaa - men han fortalte dem om det, som rørte rig i dem selv, i deres Land og ude i den store Verden, idet han lod dem forstaa, at det var dem, der skulde bære den ny Tid frem, den Tid, som fulgte af Stavnsbaandets Løsning for tre Aar siden. (Stavnsbåndet blev ophævet 1788 – JN) "I", sagde han, "skal vide, hvad det vil sige at være fri Mænd. Jeres Fædre er bundet af Fæsteafgift, Hoveri og Fællesdrift og Uvidenhed; men I skal vinde jeres egen Jord i Frihed.

Nu kunde Veste godt sige, at alt det med Fæsteafgift, Hoveri og Fællesdrift ikke kom ham ved, for Vestergaard var en Selvejergaard og havde altid været det. Dog vidste han ogsaa, at det tit havde knebet hans Far Thimmes Vestergaard at klare sig, og at han flere Gange havde følt sig fristet til at sælge Gaarden. Men Vestes gamle Farmor havde hele Tiden holdt ham og dem alle for Øje, at det gjaldt Slægtens Ære; opgav de Gaarden, opgav de sig selv og vilde aldrig blive tilfredse noget Sted i Verden.

Det var Veste nu ikke saa sikker paa var rigtigt. Han længtes ud. De var nok derhjemme. Hans Broder Hans, der var atten Aar, skulde arve Gaarden. Søster Dorthe, en mørk, køn Pige paa 16 Aar, skulde nok blive godt gift; det sagde de da alle. Martha og Jenny, to lyse Piger paa 11 og 12 Aar, kunde vogte Faarene for ham i Heden, og lille Karen tulrede rundt i sin egen Verden. Jo, han, Veste, kunde godt undværes. Maaske kunde han drage ud og tjene mange Penge eller finde en stor Skat og komme hjem og betale hele Gælden, saa de kunde bygge Gaarden op; for det trængte den til.

Han saa hen ad den lange, lave Vestlænge med dens mossede, vindslidte Straatag og dens revnede Mur, der syntes at synke i Knæ for Tagets Tryk. Hvor længe mon den kunde holde? Han lagde mærke til, hvor brøstfældig Længen var, fordi Farmor havde sagt, at den skulde bygges om, hvis den ikke skulde falde om. Men hans Far havde ikke Penge til det.

Een Ting var han imidlertid klar over, og det var, at han ikke vilde op at vogte Faar i Sønderheden igen; det kunde Martha og Jenny gøre. Han vilde ud. Men hvordan?

Pastor Thomasius havde fortalt om Johannes Ewald og hans mægtige Udlængsel, hvordan han løb hjemmefra, da han havde læst Robinson Kruse. Men Johannes Ewald fik aldrig sin længsel virkelig stillet. Havde han faaet det, var han maaske aldrig blevet saadan en Stakkel, som han blev. - Præsten havde givet ham, Veste, Bøger at læse, da han mærkede, hans Fortælling optog ham.

Veste kunde nemlig læse, da han kom til Præsten; for de i Vestergaard gik i Skole hos Farmor. Sammen med dem gik Smedens Kirsten, en rund, lys Pige, som han ogsaa gik til Præsten sammen med. Flere af de andre Bønderbørn kunde knap stave sig igennem en Tekst, enkelte var blevet afvist til næste Aar, fordi de slet ikke kunde læse. Men naar Veste eller Kirsten læste et Stykke højt af Ny Testamente, kunde Præsten sidde og se sig saa glad i dem. Flinke Børn! tænkte han. Det er paa Tide, den store Skolekommission bliver færdig, saa vi over hele Landet kan faa rigtige Skoler, der kan aabne Aandens Verden for de uvidende Bønderbørn.

Veste vidste selvfølgelig ikke direkte, hvad Præsten tænkte, men han mærkede, at Præsten var glad ved ham og Kirsten. Og Præsten laante ham Bøger, f. Eks. Ewalds Levned og Robinson Kruse. "Men nu gør du vel ikke som han og løber hjemmefra?" sagde han med et Smil.

Veste svarede nej. Men Bøgerne fangede ham ind, og han læste, naar han kunde faa Lejlighed, selvom det kneb at se dertil i de lange Vinteraftener, naar de alle sad om et enkelt Tællelys. Han læste om Columbus Rejser og om andre store Opdagelsesrejser, og kom til at længes ud. - Det hændte, at han fik en varm Lussing af sin Far, naar han gik og glemte Tid og Sted for sine Drømme, og Kammeraterne drillede ham: Saadan en Fedteprins, der skulde gaa og fedte sig ind hos Præsten - æv! Klø havde han ogsaa faaet af dem. Naar de havde drillet ham med Kirsten og hans Storhed, var han gaaet paa dem og havde faaet Klø; men de maatte da altid være flere om det! - Og Kirsten var god nok, selvom hun var lovlig tyk. Hun var lys og frejdig og lod sig ikke gaa paa af ret meget.

Naa, det kunde ikke nytte, at han stod her og faldt i Amdam. Han maatte ind med Strøelsen, saa der kunde blive fint i Stalden til i Morgen. Det var en Højtidsstund for ham sammen med Far og Mor og de to ældre Søskende at nyde Herrens Legeme. Han vilde, naar han fik brødet, bede Gud om, at han maatte komme ud i Verden og se Livets og dets Herlighed, selvom den store Verdens Herlighed var farlig. Præsten havde nemlig sagt: Gud har givet jer Livet, og det er herligt. Livet og dets Herlighed ligger for jer, og I skal gribe den. Men den store Verdens og dens Herlighed ligger i det onde; den skal I vogte jer for.

Det sidste forstod han ikke rigtig. Han følte, at Livet og den store Verdens Herlighed laa derude og ventede paa ham. Han maatte ud og se det alt sammen og vinde Livet og Herlighederne.

Endelig fik han læsset og kørte ind gennem Slippen mellem Stuehuset og Vesterlængen. Forsigtig maatte han trille over de toppede Brosten, for at Halmen ikke skulde skumpe af.

"Naa," sagde Faderen, der stod og gjorde Møddingen op, "det tog sin Tid.”

Veste svarede ikke, men kørte videre over mod Stalden.

I det samme kom hans lille Søster Karen skramlende i et Par store Træsko, som hun havde hevet inde i Baggangen. Det var hendes særlige Lyst at slæbe rundt i nogle store Træsko, jo større des bedre.

Faderen, en høj, ranglet mand med tykke Læber og but næse og lyse Haartotter ved Ørerne, lo og raabte: "Du og jeg og vi to sejled' i en Træsko.”

Hendes Øjne lyste: "Hvor sejled’ vi hen?"

"Da vi kom til Langeland, da var Træsko fuld af Vand. Da vi kom til Rom, da var Træsko'n tom.”

"Hvor var vi saa henne?"

"Gaaet i Land. Men pas du paa, du ikke sejler omkuld!" Faderen lo og trak sine korte Øjenbryn i Vejret, saa de strittede som Horn i Panden. Karen stirrede lidt forskrækket paa ham. Far kunde være saa rar, men ikke altid.

Ved Møddingen løb en lille Gris; den var krumrygget og mager, den led nok af Stivsyge. Men den saa op paa Karen og plirrede muntert med sine smaa Øjne.

"Hvor er den kommet fra?" spurgte hun og sejlede hen imod den.

"Den er faldet ned fra. Himlen," svarede Veste, som havde faaet læsset af og nu var paa Vej efter et nyt Læs.

Hun saa op paa ham med store Øjne og sagde: "Nej!" Munden blev staaende aaben; hun glemte at lukke den.

Veste pegede opad og sagde: "Jo, se deroppe!" Og hun kikkede op mod Himlen, over hvis graablaa Hue en tæt, mælkehvid Skystribe strakte sig. "Se den Stribe deroppe! Der gik Grisen og nussede og tænkte paa ingenting, og saa drattede den igennem."

"Ja,” raabte hun, "se, der er et Hul; der faldt den nok igennem. - Og," føjede hun til og smilte listigt," saa slog den sig ihjel og brækkede alle Ben!"

Saa lo hun igen, for Grisen gik der jo nok saa fornøjet. Det var bare Morskab det hele.

Veste satte hende i Trillebøren og kørte. Det humpede og skumpede, saa Træskoene faldt af hende, men hun lo. - Tilbage maatte han køre meget forsigtig, for at hun ikke skulde falde af. Mens han strøede under Kalvene og Grisene, løb hun rundt og saa til alle Dyrene, og hun opdagede den lille Gris, der atter var kommet ind til sine Kammerater i stien.

Deres store Broder Hans kom hjem fra Marken med Hestene, og de gik alle ind i Køkkenet, hvor Henriette havde Nadvergrøden færdig. Martha og Jenny havde været en Tur ude med Faarene. Dorthe havde været hos Smeden for at faa et Par Træsko beslaaet og kom i sidste øjeblik; hun var vel blevet opholdt af en eller anden ung Karl, der havde set for dybt i hendes mørke Øjne og beundrede hendes raske Væsen. Gamle Farmor kom listende fra sin Stue, rødnæset og rødøjet, men med et mildt Smil i Øjenkrogene.

Mor Henriette gik fra Ildstedet til det svære Bord ved Vinduet, rask og sikker, lille og rank; hendes sorte Øjne lyste, nydeligt randet af fine, mørke Øjenbryn; hendes ravnsorte Haar glinsede; i hvert Øre havde hun en mat Perle, som altid trak Folks Opmærksomhed til sig. Nogle var bange for hende, troede, hun var en Heks af Taterslægt. Men herhjemme forgudede de hende. Kun Thimmes, Manden, var lidt bange for hende, naar han havde været ude paa Handelen og kom svirende hjem; for saa skammede han sig, og dog gik det ikke helt sjældent paa.

Hun satte det store Grødfad paa Bordet, og de slog Kreds om det, fandt deres Skeer i Bordskuffen og tog fat; Thimmes, Hans, Dorthe, Veste, Martha og Jenny; Farmor, Henriette og Karen. De sidste fik deres eget lille Fad Grød, for Karen kunde ikke naa det store. Nu laa hun paa Knæ og kørte trøstig ind; at hun tabte en lille Klat en Gang imellem, tog ingen Notits af; det kunde altid tørres op igen.

Bedst som de langede til, sænkede Mor Henriette sin Ske og stirrede langt frem for sig. ”Der kommer vist fremmede i Aften," sagde hun saa.

"Hvem skulde det være?" spurgte Thimmes.

"Det ved jeg ikke. Men er det ikke ved den Tid, da Studedriften fra Holstebro skal drage her forbi?"

"Jo, og Driveren, Mads Fip, har jo talt om at faa vor Hans med, svarede Thimmes.

"Det bliver der ikke noget af," sagde Henriette. "Hans maa være her, hvis du tager ud paa Handelen. Een stabil Mand skal vi da have paa Gaarden."

Thimmes dukkede Hovedet lidt. Den Handel var et ømt Punkt. Sjældent tjente han noget ved den, for naar han kom i godt Selskab, fik han let for meget at drikke, og Pengene gik.

Et Øjeblik efter skramlede det i Gangen, Døren gik op og en lille Mand i et Par store Støvler traadte duknakket ind. Han havde en rød Klumpnæse, som man ikke kunde undgaa at lægge Mærke til, og en morsom Fip paa Hagen.

"Naar man snakker om en vis Mand, er han nær," hviskede Dorthe og fniste, mens de øvrige Børn morede sig temmelig aabenlyst. Et Blik fra Moderen stoppede dem dog straks, mens Faderen raabte: "Naar man snakker om Solen, saa skinner den. Vi snakkede lige om dig, Mads. Sid herom og faa dig en Skefuld med!"

"Tak som byder!" svarede Mads. En Ske blev fundet frem af Bordskuffen, og han tog ved, som havde han ikke faaet Mad i 14 Dage.

"Falder Grøden ikke lidt tungt?" spurgte Thimmes med et Smil i Øjenkrogene.

"Nej, det er en svær god Grød, Henriette laver, det er vis," svarede Mads og lo. - Og Børnene lo med, for hans Fip gyngede saa morsomt frem og tilbage, naar han spiste. Saa lo han stærkere, og Børnene fulgte med. Lille Karen lo allerhøjest.

"Naah," bemærkede Thimmes igen, "monstro det alligevel ikke var godt, om den fik lidt andet at svømme i end Mælk!"

"Jo, paa det Lav, det var ingen Skade til, det er vis," smiskede Mads.

Thimmes saa til Henriette, og hun hentede fra et lille Hængeskab en klar Flaske og to Glas og skænkede en Snaps til dem; men hun tog Flasken med igen. Her skulde ingen Drikkeri være, naar de oven i Købet skulde til Alters i Morgen.

"Men skulde Karlen der ikke have en med'?" spurgte Mads og saa til Hans.

"Nej Tak, svarede Hans, "det er jeg ikke voksen nok til."

Hans Mor smilte til ham. Hans var god nok, til at stole paa. Omsider lagde Mads Skeen og tørrede sig om Munden med Bagen af Haanden. - "Naa, hvad har egentlig drevet dig herom?" spurgte Thimmes.

"Aa, jeg ligger ved Kroen med 51 magre Stude, som skal til Itzehoe, de er ikke gode nok til Husum Marked. Jeg har som Medhjælp kun en Knægt, der just ikke hører til dem, der har opfundet Krudtet, selvom han kan være snu nok til Tider. Jeg vilde gerne have haft en sikker Mand mere med."

Lille Karen var kommet hen til ham og stod og beundrede den underlige Fip. "Vil du op til mig, bitte du" sagde han og tog hende op paa sit Knæ, idet han kneb Munden sammen, saa Fippen strittede, og Karen lo.

”Naa," sagde Thimmes, og saa kunde du tænke dig en af mine Drenge?"

”Ja, Hans var ikke saa ilde.”

Hans vilde egentlig gerne; men han vidste, at hans Mor først og fremmest stolede paa ham hjemme, hvorfor han sagde: "Nej, det bliver der ikke noget af."

"Hva, hvorfor ikke det?" spurgte Mads forbavset.

"Men,” fortsatte Hans uanfægtet," maaske du kunde nøjes med Veste; han vil gerne.” For det vidste Han.

Mads saa til Veste, kneb Munden sammen, saa Fippen strittede, og Karen nærmede en Finger til den, idet han sagde: "Knægten der! Han ser noget grøn ud."

"Men han er kræng,” sagde hans Mor. "Vil du have ham, kan du faa ham. Men hvornaar skal I af Sted?"

”I Morgen Kl. 6 gaar Farten ad Sønden, og da maa han være paa Pletten."

"De kan ikke lade sig gøre; for vi skal til Alters i Morgen.”

"Ja, da kan vi ikke ligge en hel Dag over for den Sags Skyld, det er alt for dyrt."

"Det kommer I altsaa til alligevel, hvis I vil have ham med," lo Thimmes.

"Ja, ja," sagde Mads og rev sig i Fippen, "vi maa have en, naar vi skal over Toldgrænsen ved Kongeaaen, det er vis. Altsaa kommer han i Morgen over Middag."

Nærmere blev aftalt, og saa forsvandt Mads, da der ikke vankede flere Snapse i den Omgang.

Henriette fik travlt med at efterse Vestes Tøj, saa alt kunde være rede i Morgen, naar de gik i Kirke. Værst var det med Støvler. Men Hans havde et Par. De var rigtignok lovlig store; men et Par store Halmviske fyldte godt og varmede samtidig storartet.

Veste var baade glad og spændt. Allerede i Morgen gik Rejsen ud i den vide Verden. Han vilde ikke blot til Marked i ltzehoe, han vilde videre ud for at se og opleve Livets og Verdens Herligheder, og saa komme hjem, straalende af hvad? Ja, det vidste han ikke rigtig, men.. Det slog ham pludselig, at han maatte ikke være stor paa det, for i Morgen skulde han være Gæst ved Herrens Bord, og da maatte alle store Tanker vige.

Næste Formiddag, da han knælede foran Alteret, følte han, at der maatte ske noget ganske særligt, noget hemmelighedsfuldt, naar han nød Brødet og Vinen. Men det gjorde der ikke. Blot syntes han, det var saa trygt, at hans Far og Mor, hans store Broder og store Søster knælede ved hans Side og nød det sammen med ham. De hørte sammen, og det vilde være godt at tænke tilbage paa, naar han nu drog ud i den store Verden, ud i det fremmede.

STUDEDRIVNING.

De 51 magre Stude drev langsomt sydpaa mod Heinsvig. Det var tidlig Morgen. Solen sendte sine Straalebundter ud og oplyste Jylland fra Øst til Vest, saa det mægtige flade Land laa udbredt for Vestes Øjne, næsten lige ud til Havet i Vest. lærkerne sang over Heden, og Viben flaksede skrigende over Moseengen. Trækfugle trak mod Nord, mens de med Studene drog mod Syd, mod Holsten. - Alt var hjemligt og kært, og Veste tænkte paa Afskeden med Hjemmet. Han havde været bange for den Afsked, hvorfor han kun tænkte paa at komme af Sted snarest muligt; det var saa flovt at komme til at flæbe. Men Farmor havde holdt fast paa ham, mens hun omstændeligt formanede ham til endelig at passe paa over for de mange Fristelser, der vilde møde ham derude i den store Verden. Hendes sidste Formaning lød: "Glem ikke din Børnelærdom. Den er god at ty til, naar alt andet svigter.” Det var jo rigtigt nok, men Mor var alligevel anderledes grej. ”Lov mig ikke at drikke Brændevin; det er en Forbandelse!” sagde hun. Han nikkede, og hun tilføjede: ”Se dig for, brug dine Øjne, og saa Gud i Vold, min Dreng!”

”Faderen vilde gerne have været med; men da det var umuligt, opfordrede han Veste til at lægge godt Mærke til Priserne og Handelen i det hele, saa han kunde give Besked, naar han kom hjem.

Martha og Jenny havde taget hastig Afsked og var drevet ud med Faarene. Lille Karen stak sin Haand i hans, da han havde faaet Ranselen paa Nakken, og hun fulgte med ud af Gaarden og vinkede tilbage til de andre nok saa fornøjet.

Henne ved Smedjen stod Kirsten. Veste maatte gaa hen og ønske hende til Lykke med Altergangen. Hendes Mund smilte, hendes tykke Kinder rødmede, og hendes blaa Øjne lyste mod ham. Hun gav et Kast med Hovedet, og den svære, lyse Fletning svingede tilbage. Hun var det sidste Indtryk, han tog med sig fra Hjembyen. - Ja, tog med sig! Nu han tænkte tilbage derpaa, stod Billedet af hende saa lyst og klart, og han smilte: Hvem vidste, naar han en skønne Dag vendte tilbage, rig og flot!

Den første Dags Drivning havde været sejg nok. De afrakkede Stude vilde gerne nappe en Bid undervejs. Tit maatte Kæppe bruges med Fynd. - Den tredie Driver, Søren hed han, var en ung Knægt paa 11 Aar; han gik hele Tiden og skulede og sagde næsten ingenting. Man skulde tro, han var lidt til en Side; men Mads sagde, at han var god nok. Mads selv var hele Tiden i godt Humør; han raabte til Studene og trallede, en Vise, ind imellem han fortalte Historier fra sine mange Ture med Stude til Holsten. Særlig var der een Ting, han aldrig blev færdig med at fortælle om, og det var, hvorledes de narrede Tolderne ved Kongeaaen.

"Men er det rigtigt saadan at snyde for Tolden?" spurgte Veste.

"Om det er rigtigt!" udbrød Mads forbavset. "Hæ, saadan en Grænse midt gennem det gamle Land - skulde en vis Mand ikke have den? Naar Regeringen har lavet noget saa tosset" maa man vel nok have Lov til at glæde sig over, at man kan belukse Tolderne en Gang imellem. - Rigtignok er Tolden ikke nær saa slem nu som før. For fire Aar siden skulde der betales 2 Daler 40 Skilling for hver Stud, men nu skal vi da kun af med een Daler. - - Men det er nok, mere end nok," fortsatte Mads, "og jeg giver den ikke godvillig, det er vis."

"Men hvordan skal vi bære os ad med at slippe for den?" spurgte Veste igen.

"Jo, ser du. Nu kommer vi igennem Heinsvig og fortsætter til Lindknud Kro. Her begynder det at blive spændende, for baade Tolderne og Folk ved Kongeaaen sender tit Spioner ud. Det gælder altsaa om ikke at forsnakke sig, at du ved det! Ikke et Ord om, hvem Studene hører til. Tager Tolderne Studene, stikker vi af, for Manden vil hellere miste de Penge end have sit Navn frem; for det er en Skam, som kun faa forvinder; det er vis!"

"Ja, men var det saa ikke bedre at gaa til Toldstedet og betale Tolden?"

"Nej, du kan tro nej, go'e Karl. Det er spændende at dreje Tolderne en Knap, og det vil jeg.”

Det var Aften da de naaede Lindknud Kro. Herfra var der kun en Dagsmarch til Kongeaaen, og de var spændt paa, om der var Rejsende i Kroen. Andre Stude var der ikke, for Vejen her var ikke nogen Hovedvej til Grænsen og Toldstedet.

Da de havde faaet Studene i Indhegningen og kom ind i den lave Skænkestue, blev de taget godt imod af Værten. Foruden dem var der kun en høj, kraftig Karl med et rundt, rødt Ansigt.

Mads saa noget paa ham og sagde saa: "Men er det ikke?"

"Jo, i lige Maade," svarede Karlen, lo og snøvsede et Par gange, som om han havde lang Næse, hvad han ikke havde.

"Saa skal vi ogsaa have en Dram," raabte Mads. Værten kom med den klare Drik og slog sig ned hos dem, mens de spiste og drøftede Studepriser, Told m. m. Men Veste havde hele Tiden paa Følelsen, at de ikke snakkede rent ud, men sad og dækkede sig for hinanden.

Da de var færdige med at spise, rejste Mads sig da ogsaa og sagde til den fremmede Karl: "Der var lige en Ting, jeg skulde vise dig, Karl." - Denne snøvsed' de sædvanlige to Gange, hvorpaa de fulgtes ad ud. Veste var spændt paa, hvad det skulde betyde og kunde ikke lade være med at spørge Søren: "Hvad tror du, han vilde?" Men denne svare de bare tvært: "Hvordan skulde jeg vide det.”

Efter en Stunds Forløb kom Mads ene ind. "Ja, Karl red videre!” sagde han som Svar paa deres stumme Spørgsmaal. "Og vi maa se at komme i Kasmarokken, for vi skal tidlig op i Morgen.”

De blev vist ind i et lille Kammer, hvor der kun stod én bred Seng til dem alle tre.

"Mon vi kan være der alle?" sagde Mads.

"Ellers kan jeg godt ligge paa Gulvet," tilbød Veste straks. Han brød sig ikke meget om at ligge tredie Mand i den Seng.

"Ja, se, der er noget andet, vi maa have paa det rene først," begyndte Mads igen. ”Og hvad vi aftaler her, maa ingen Mors Sjæl faa at vide. - Der skulde vel ingen være ved Døren?" Han rejste sig rask og aabnede Døren med et Sæt. Nej, der var ingen.

”Man ved aldrig,” fortsatte han saa. ”Kromanden kan staa i Forbindelse med Tolderne, være betalt Spion. - Ser I, i Morgen, naar vi kommer lidt Syd for Kroen her, deler vi studene i to Hold. Søren faar 13 Stude, og dem driver du lige mod Syd. Men giv dig god Tid, for du skal overnatte i Brørup Kro. Vi andre driver ind ad Tislund, Føvling og Bobøl. Der kommer saa ham...” Mads snøvsed’ et Par Gange, mens Fippen vippede.

Veste var lige ved at grine højt, men var for spændt paa, hvad dette her skulde blive til. Tænk, om de løb lige i Armene paa Tolderne!

”Hvorfor kan jeg ikke lige saa godt drive lige til Foldingbro?” spurgte Søren. - Foldingbro var Toldstedet.

"Det skal jeg saamænd sige dig. Kommer du til Tolderne med saadan en lille Drift, aner de straks, at der er flere i Farvandet og sender Folk ud for at se efter os. I Overmorgen kan du derimod frit sige, at Studene tilhører Jens Jensen i Holstebro, og at ..." Mads tænkte sig, lidt om, "og at du har en Dreng med, men han er løbet en Smut over til Holsted for at besøge en Onkel, Hans Vistesen. Ja, det kan du sige. Kan du huske det?”

"Ja, det gaar nok," svarede Søren mere livligt end sædvanlig.

”Ja, vi maa pudse dem, de Posekikkere. For tager de vore 38 stude, saa Godnat med jer; I kan forsvinde ad Hjemmet til.”

Veste blev helt forskrækket ved Tanken om, at han kunde blive nødt til at tage tilbage uden at have oplevet alt det, han ventede. Han besluttede, at han vilde være paa sin Post, naar det gjaldt, og gøre sit bedste. - Han lagde sig paa Gulvet med sin Ransel under Hovedet og faldt snart i Søvn, saa han næste Morgen vaagnede frisk og udhvilet, rede til Dagens Møje og Oplevelser.

En lille Fjerdingvej Syd for Kroen delte de Studeflokken. Søren fik 13. - Mads var lidt i Beraad med sig selv, om han ikke skulde give Søren en to - tre Stykker mere. Hans Flok var sikker, og for de Par Dalers Skyld kunde det ikke betale sig at løbe den størst mulige Risiko. Men han slog disse Tanker hen: Ingen Blødsødenhed her! Frisk Mod og fremad!

”Tror du nu, du kan klare Snushanerne?" spurgte han til sidst Søren, som smilte og raabte: ”Det gaar nok!" Han lod til at være oplivet ved Tanken om at skulle klare sig selv.

"Lad bare Studene græsse, saa den Mil til Brøup Kro kan tage hele Dagen! Vi mødes igen syd for Rødding. Og skulde vi ikke komme …"

"Jou,” svarede Søren blot og vinkede.

Til Veste sagde Mads: "Nu drager han til Brørup Kro og videre ad den lovlige Vej til Foldingbro, men vi to drager ad vore egne Veje.

Dagen igennem fortsatte Mads og Veste med deres 38 Stude ad Hedeveje med dybe Hjulspor gennem Heder og Moser, over Bække og Aer til Tislund; derfra en ny Hedevej med højt, tæt Lyng, der var sejg at gaa i. Lyngen var mørkebrun, men dog med en Anelse af grønt over sig. Vinden blæste koldt af Øst. Himlen var køligklar. Mads diskuterede Nattens Muligheder. Det var rart med lidt Blæst, oven i Købet af Øst; den dæmpede Lyden med sin Susen. Og der var ingen Maane; selvom det blev stjerneklart, vilde det blive ret mørkt, men ikke mere, end de selv kunde orientere sig. Der var ikke daarlige Chancer. - Var nu blot ham Karl paapassende! Han skulde sætte et Par Drenge paa Vagt ved Vejen og selv komme ridende og vise dem Vej. Han kunde godt gøre sig Umage, for han skulde have en god Betaling for sin Ulejlighed, 12 Skilling pr. Kreatur.

Paa den anden Side var der ikke langt over til Foldingbro; de kunde sagtens her fra Føvling eller Bobøl sende Bud over til Tolderne, vel ogsaa faa en Dusør for at angive dem. Men de fleste af Beboerne var imod Tolderne, saa det ikke blev nemt for en Forræder at klare sig blandt Folk bagefter; det holdt de fleste tilbage.

Veste sagde ikke stort til Madses Filosofier. Han følte sig efterhaanden trykket af Situationen; han trak Vejret tungt og blev træt.

"Skulde der komme en ridende Patrulje, maa du prøve at standse den, f. Eks. med Historien om, at du har besøgt din Onkel i Holsted. Fortæl en lang Historie, blot du opholder dem!"

De var nu kommet igennem Bobøl. Aftenen var faldet paa, og de lod Studene græsse inde paa en Markvej, mens de ventede paa Føreren, Karl. De var spændte paa, hvordan det skulde gaa, saa Tiden faldt dem lang. Opmærksomheden maatte de hele Tiden holde vaagen; for skulde der komme nogen ad Vejen, maatte de prøve at dække Studene.

Omsider hørtes Hestetrampen. Mads holdt sig rede til at gaa frem. En Rytter red ganske langsomt frem, aabenbart ventende paa noget. Mads sagde lavmælt: "Er det dig?" Og svaret lød: "Ja, det er mig! " efterfulgt af de bekendte to Snøft; der var ingen Tvivl. Mads og Veste kunde dristig træde frem.

Karl mente dog, at det var lovlig tidligt endnu. Patruljerne var ivrige først paa Aftenen. Senere havde Tolderne gerne faaet saa meget at drikke, at det kneb at faa sig lettet fra Bænken. Han førte dem imidlertid ad en Markvej eller Bivej ud mod Vest, hen til et lille Krat, der kunde dække dem foreløbig.

Studene lagde sig, og de tog Mad frem. Mads trak ogsaa en Klukflaske frem og bød paa en Taar. Det var godt at styrke blodet lidt. Han bød ogsaa Veste; men han afslog at drikke, skønt han inderligt ønskede noget, der kunde lette det underlige Tryk, der laa over hans Bryst. Men han havde givet sin Mor sit Løfte, og han vilde holde det - for hendes Skyld, hans dejlige Mor, som han vilde komme til at savne forfærdeligt paa Rejsen mod Verdens farlige Herligheder. - De falmede. Maaske Livets Herlighed laa derhjemme, naar det kom til Stykket.

Klokken lakkede mod tolv, og det var paa Tide at komme af Sted. Det gjaldt om at komme et godt Stød for Grænsen i Nattens Løb. Faren var nemlig ikke forbi, fordi de var kommet godt over Kongeaaen. Syd for Grænsen var der Kontrolsteder, hvor Toldseddelen skulde forevises, og var den ikke i Orden, blev Studene taget. Søren skulde vise den i Rødding; men der maatte de andre altsaa se at komme udenom.

Studene blev jaget op; tungt traskede de frem. Karl var Fører. Han førte dem Vest om Taabøl ud mod Aaen.

"Her er et Vadested," sagde Karl, "hvor man let kan komme i Aaen; men Vandet er ret dybt, saa vi maa helst binde en af Studene til min Hest; de andre følger da nok efter. Paa Sydsiden gaar I lige op langs Vestsiden af Villebøl-Gaardene, tværs over Vejen og følger videre en Markvej over til Hjortvad-Vejen. Jeg skal saa vidt muligt komme og hjælpe jer paa den rigtige Vej. Men sker der noget, forsvinder jeg; for mig kan Tolderne for let genkende. Men altsaa - jeg maa have de fire Daler nu."

Mads havde dem rede, saa det var hurtigt ordnet trods Mørket. "Og saa de 24 Mark til Drengene," tilføjede Karl.

"Aa, det er sandt, dem glemte jeg," sagde Mads, skønt han godt nok huskede dem og havde dem rede; men han havde haabet, at Karl skulde glemme dem.

Studene havde begyndt at lægge sig, men maatte nu op igen. - Lidt stod de alle og lyttede; men ingen fremmed Lyd lod sig høre.

En Stud blev bundet til Karls Hest, denne gik ud, og Studen fulgte efter, andre plumpede i, og de øvrige kom bagefter. Mads sprang op paa en af de første og slap derved med at blive vaad. Veste slap paa samme Maade over med en af de sidste.

Rask ledede Karl Strømmen videre over Vejen. De sidste var netop ved at komme op, da en Dreng forpustet kom og meldte: "Der er Ugler i Mosen mod Øst," hvorpaa han atter forsvandt.

"Gaa straks frem ad Vejen mod Øst og ophold, hvem du møder! " sagde Mads hurtigt til Veste, og uden at betænke sig, sprang han af Sted ud ad Vejen; men da han hørte en Rytter komme mod sig, sagtnede han Farten og traskede langsomt videre.

"Hou!" raabte han, idet Rytteren var lige ud for ham.

"Hvem er du?" raabte Rytteren, idet han standsede op. Han var vist blevet lidt bange, lød det paa Stemmen. "Hvad laver du her ved Nattetid?" lød Stemmen igen brøsig.

”Jeg hedder Veste og var ovre at besøge min Onkel i Holsted, for jeg kom med en Drift Stude nordfra.”

"Ja, Stude, det kan jeg tænke," sagde Manden og saa sig urolig om. "Hvor er de saa nu?”

"De er i Brørup Kro og kommer i Morgen Formiddag til Foldingbro. Men det blev sent hos min Farbror, og saa sagde de til mig, at jeg bare skulde gaa lige sydpaa, til jeg kom til Bobøl og saa derfra østpaa til Foldingbro; der kunde jeg nok træffe Søren igen."

"Hvem er Søren?"

”'Det er ham, der driver Studene.”

”Du lyver, din Rad! Der er nok Stude i Nærheden.”

”De t kender jeg ikke til. Men kan du ikke sige mig, om jeg er paa ret Vej til Foldingbro?

I det samme kom der en stor, svær Karl til, og Rytteren sagde: ”Tag ham der, Kresten Toldkarl, og før ham til Foldingbro, mens jeg ser mig lidt om her. Saa skal vi senere føle Knægten der paa Tænderne."

Veste fulgte med uden at kny; for nu var Studene godt paa Vej, og Karl hjalp nok Mads videre.

Toldkarlen lagde sin Haand paa Vestes Skulder og følte ned ad ham, vel, om han var vaad. Men det var kun Fødderne, der var vaade, og det kunde Veste sagtens klare, for det var selvfølgelig Duggen, der havde gjort dem vaad om Benene.

Mens de gik videre, spurgte Toldkarlen ham ud om, hvor han kom fra, og hvem han havde besøgt i Holsted. - Veste vidste ikke rigtig, hvad han skulde svare, men tænkte, at det var bedst at bruge det Navn, Mads havde nævnt, nemlig Hans Vistesen i Holsted.

"Naa, ham kender jeg ikke," svarede Karlen, heldigvis uden at komme nærmere ind paa Besøget. Derimod spurgte han ud om, hvem han havde drevet sammen med, hvor mange Stude de havde, og flere Ting, som han roligt kunde svare paa.

Vejen blev lang og trættende. Veste havde jo været paa Færde fra Morgenen tidlig, i over atten Timer, og der var godt halvanden Mil fra Villebøl til Foldingbro Toldsted.

Da de endelig naaede Vejs Ende, fik han efter et kort Forhør Lov til at lægge sig paa en Bænk, og der faldt han snart i Søvn.

Om Morgenen vaagnede han, ved at flere Mænd kom ind i Vagtlokalet, deriblandt Toldkontrolløren fra om Natten. "Naa, hvor har vi Fyren?" spurgte denne.

”Her," svarede Veste og rejste sig.

"Naa, er du saa kommet paa andre Tanker?"

"Nej, for nu kommer Søren med Studene," svarede Veste og smilte saa tilforladeligt, at Tolderen sagde: "Naa, gør han det. Kom saa her og faa en Bid Brød!"

Veste lod sig ikke nøde. Ogsaa en Dram bød de ham, men han vægrede sig ved at drikke den, og Tolderen, som var en høj Mand i pæn Uniform, sagde: "Det var ret. Hold du fast paa det. Det var der visse andre, der skulde have gjort. " - De øvrige lo I lidt flove.

Imidlertid begyndte Studene at komme fra Brørup Kro. Alle Tolderne gik ud og tog Veste med. Toldsedler blev udfærdiget til den første store Drift, og Pengene betaltes. - Lidt efter kom der en lille Flok, drevet af en ganske ung Knægt.

"Der er Søren med Studene!" raabte Veste og vilde løbe hen til ham, men blev holdt tilbage. "Og saa holder du din Mund!" blev der sagt, idet Søren og hans Stude standsede.

Der kom et forbavset Glimt i Sørens Øjne, da han saa Veste; men det slukkedes straks, og hans Ansigt blev lukket som sædvanlig. "Det var en bitte Drift den," bemærkede Tolderen.

"Ja, saadan en bitte Drift er ikke større," svarede Søren og saa nok saa uskyldigt op paa Tolderen.

"Hvor er saa Resten af Driften?" spurgte Tolderen igen.

"Resten?" svarede Søren uforstaaende, "jeg kender ikke til nogen Rest. Hvad koster det for de her?"

"Kender du den Knægt der?" spurgte Tolderen i Stedet for at svare.

"Ja, det er Veste Thimsen Vestergaard," svarede Søren omgaaende. Der kom nu en Byge af Spørgsmaal. Men Søren gav Svar, og de stemte nøje overens med, hvad Veste havde sagt, saa det varede ikke længe, før Tolderne opgav det, selvom de ikke var ganske overbevist om deres Vidnesbyrds Ægthed.

Søren fik sin Toldseddel efter at have betalt de 13 Daler, han havde faaet af Mads Fip, og Søren og Veste drev sydpaa ad Rødding til, Søren sprækkefærdig af Nysgerrighed efter at faa at vide, hvordan det var gaaet til, at Veste var kommet til Foldingbro. Og da han hørte, hvordan det hang sammen, var han lige ved at faa Latterkrampe.

Veste stirrede forbavset paa ham. Han havde aldrig tænkt sig, at Søren kunde le saadan. Det lod til, at han var blevet friskere og raskere ved at faa en selvstændig Opgave.

I Rødding fremviste de Toldseddelen og fortsatte syd ud, spændte paa, hvornaar de vilde træffe Mads. At de vilde træffe ham, var de overbevist om; men det kunde godt tage nogen Tid, da han vad ene om de mange Stude.

Langsomt drev de fremad, og stor var Glæden, da de endelig paa en Sidevej opdagede en større Studeflok, ført af en lille Mand, der, da han fik øje paa dem, opførte en sand Heksedans af Glæde, lo og sang og fægtede med Armene. "Nej, hvor var det spændende! " raabte han og lo, saa han knækkede sammen. Men da de drev videre, sagde han: "Aah, Herre Gud, hvor skal det blive skønt at komme i Kvarter og rigtig sove; for det har vel nok været en skrap Tur for de gamle Ben. Men jeg vilde ikke undvære den for aldrig det, det er vis. - Og her i Sønderjylland gør de os ikke noget, selv om vi ikke har Toldseddel.

Fra den Dag gik Drivningen lettere. De faldt saa godt i Lave med hinanden, at selv Søren var livlig og interesseret. Veste tænkte paa, hvor vanskeligt det kunde blive at skilles fra dem i Itzehoe. Men han maatte ud i den store Verden, før blev han aldrig tilfreds, før havde

han ikke levet Livet. Og han trøstede sig med, at derude traf han ogsaa nok gode, hjælpsomme Kammerater, der vilde støtte ham, naar han ikke vidste Raad.

I ITZEHOE.

Efter en lille halv Snes Dages Drivning kom de til Itzehoe. Veste undrede sig over de smalle Gader med den toppede, ujævne, hullede Brolægning og med de Rendestene, fulde af al Slags Affald. Gaardspladsen derhjemme var fin og jævn ved Siden af. Men Vinduerne i de gamle Bindingsværkshuse skinnede indbydende med blanke Ruder. Hist og her saa man ind i store Købmandsgaarde, pakket med Vogne, og paa Gaderne gik en stadig Strøm af Mennesker og Køretøjer.

Ude paa den mægtige Markedsplads var der Tusinder og atter Tusinder af magre, stridhaarede Stude. Handelsmænd og Bønder fra Omegnen gik rundt og takserede dem, rystede paa Hovedet, raabte op og pruttede paa Priserne, gav Haandslag og sendte Smaaflokke af sted ud af Byen igen. Dansk og Tysk i broderlig Forening og Blanding. - Mads havde lært Veste de tyske Brokker, han selv kunde; men de fleste Handelsmænd forstod Dansk, saa det gik udmærket med Forstaaelsen.

Efter at de havde afleveret Studene til Jens Jensen fra Holstebro, som var en lille tyk, smilende Mand, temmelig tarvelig klædt, men efter hvad Mads sagde, med en velspækket Tegnebog, var der stadig Arbejde nok for dem med at trække Stude frem og vise dem for Køberne samt med at skaffe Foder og trække de solgte Stude til de Stalde og Gaarde, hvor Køberne anbragte dem foreløbig.

"Elendige Tider'" raabte Jens Jensen, "daarlige Stude, daarlige Priser, daarlige Købere, men store Priser paa alt, hvad vi selv skal købe. Jeg bliver fuldstændig ruineret." Men imens blev hans Tegnebog stadig tykkere, og hans Pengepose af Læder tungere af gode, holstenske Sølvdalere.

De boede paa et Gæstgiversted, hvor alle mulige Slags Folk om Aftenen røg og drak, skændtes og sloges, saa Veste væmmedes derved og kun ønskede, han var vel derfra. Her var ingenting af den store Verdens Herlighed. Han maatte længere ud for at finde den. Men hvordan skulde han komme herfra? Han vilde til Hamborg, men var blevet klar over, at han ikke kunde komme derind uden Pas, og hvordan skulde han skaffe sig det?

Næste Dag havde han en Tid ikke noget at lave for Jens Jensen, hvorfor han gik og saa sig om ude paa Markedspladsen. Her lagde han Mærke til en høj, svær Handelsmand, flot Skikkelse og flot klædt paa med sølvknappet Vest og Frakke, gule Skindbukser, svære, hvide Hoser og sølvspændte Sko. Han lo og snakkede og raabte op. Om ham var der hele Tiden en Flok af Bønder og Handelsmænd. Veste trak nærmere. Pludselig fik den store Handelsmand øje paa den lyse Dreng med de mørke Øjne. "Hej," raabte han, "kom lige her hen du. Her er en Mand, der har købt ti Stude. Følg med og hjælp ham dem paa Plads!"

Det lod Veste sig ikke sige to Gange. Han drev med og fik at vide, at dens store Handelsmand hed Peter Paulsen og var meget rig og meget anset. Da han kom tilbage, blev han atter sat i Sving af Peter Paulsen, som spurgte ham ud om Navn og Hjemsted og stadig blev mere interesseret i ham. Da det blev Middag, bød Peter Paulsen Veste ind; Jens

Jensen kunde sikkert nok undvære ham saa længe. Det mente Veste ogsaa og fulgte med ind paa et Gæstehus, der var meget pænere, og Veste forstod, ogsaa meget dyrere end det, hvor han og hans Kammerater boede.

Han var lidt benovet ved det; men Peter Paulsen spankede hjemmevant omkring, og straks han havde slaaet sig ned ved et Bord, kom der et Par andre Handelsmænd og satte sig hos dem. - Veste følte sig som en Spurv i Tranedans og sad og ønskede sig tilbage til Kammeraterne, for han var slet ikke med i alt det, de snakkede om.

Pludselig spidsede han Øren. Paulsen nævnte, at det ikke kunde betale sig at køre hjem med tom Vogn; han vilde til Hamborg og købe nogle Klædevarer. Det kunde give lidt ekstra Fortjeneste efter den sløje Studehandel. Og saa lo han.

Veste blev varm af Interesse. Her var maaske en Mulighed for at komme til Hamborg. Bare han vidste, hvordan han skulde faa Peter Paulsen til at tage ham med?

Mens de spiste, sad Peter Paulsen og spurgte ham ud om hans Hjem, og hvad han vilde være, naar han blev voksen. Veste svarede lidt adspredt, for han sad hele Tiden og spekulerede paa, hvordan han skulde komme frem med sit Ønske om at komme med til Hamborg. Endelig tog han Mod til sig og fremsatte sit Ønske: at komme med til Hamborg, den store By, hvor Alverdens Skibe kom med Varer fra alle Verdensdele; for han havde aldrig set saadant et stort Skib.

"Du længes nok ud. De t kan være farligt.”

Det svarede Veste ikke paa. Men Peter Paulsen syntes om ham og forstod, at det ikke var en helt almindelig Bondeknold, han havde faaet fat i, hvorfor han sagde: "Du kunde maaske komme en Tur med mig. Men hvad vilde dine Forældre sige, naar du ikke kommer hjem med Driverne?"

"Mor vilde stole paa mig," svarede Veste og saa op paa ham.

"Naa, og din Far?"

"Han vilde selv gerne have været med."

Peter Paulsen lo: "Vi faar se!"

Veste opfattede hurtigt og sikkert og løb aldrig med halv Vind, hvorfor Paulsen kom til at sætte stadig større Pris paa ham, og han tjente i de følgende Dage mangen god Skilling ud over Driverpengene.

En Aften meldte Mads, at nu var de færdige. Søren tog næste Dag med nogle andre unge Mennesker nordpaa, og Veste og Mads skulde køre med Jens Jensen; han vilde nemlig gerne have Følgeskab, da det var sikrest, naar man havde mange Penge paa sig.

"Kunde han blive overfaldet af Røvere?"' spurgte Veste, og hans Øjne lyste ved Tanken.

"Man ved sig aldrig sikker," svarede Mads, "saa I skal have nogle forsvarlige Knipler med."

Veste var ved at vakle i sin Beslutning om at tage til Hamborg. Det kunde være spændende at opleve et Røveroverfald og slaa den Røver ned, der vilde tage Pengene fra Jens Jensen. Saa fik han nok en stor Belønning og kunde komme hjem med den og sige: ”Værsgod, her er Penge til en ny Vestlænge!"

”Aa, Sludder!” tænkte han saa, der sker saamænd ingen Overfald af Røvere, og nu har Peter Paulsen netop lovet mig at skaffe mig Pas og tage mig med til Hamborg.

Han sagde derfor lidt tøvende: "Ja, men jeg skal med Peter Paulsen til Hamborg en Tur. Vi kører i Morgen tidlig Kl. 6.”

"Til Hamborg!" gentog Mads. "Nej Tak, det bliver der ikke noget af. Jeg skal inde staa for dig over for dine Forældre. Du tager med os, det er vis!"

"Ja, men jeg har Penge, og naar saa Peter Paulsen vil tage mig med."

"Hvad skal du der?"

"Bare se mig om i den store By."

"Jo, Tak! Saa falder du bare i Kløerne paa en Bondefanger, der ribber dig for den Smule Skillinger, du har tjent.”

"Jeg skal nok passe paa. Og Mor vilde da ogsaa synes, at jeg skulde se saa meget som muligt, naar jeg er ude."

"Naa, vilde hun det; det er jeg ikke saa sikker paa. Men lad os gaa hen til Peter Paulsen for at høre, om han kender noget til den Tur.”

Mads stolede aabenbart ikke paa Veste. Men da de kom hen til Paulsen bekræftede han, hvad Veste havde sagt. "Veste har jo Penge og vil i Hamborg købe nogle skønne Ting til sin Mor og sin smukke Søster, maaske til en lille Kæreste, hvem ved!" lo Peter Paulsen.

"Og du vil tage dig af ham?" spurgte Mads.

"Ja, vær bare rolig." - Henvendt til Veste føjede han til: "Vi kører altsaa præcis KI. 6, for vi skal være i Hamborg inden Aften."

"Jeg skal nok være her," svarede Veste.

Da han kom tilbage til sit eget Logis, følte han dog lidt Klemmen om Hjertet at han skulde skilles fra Mads og Søren. Før de gik til Sengs, sagde han til Mads: "Hils nu hjemme og sig,

at jeg kommer. (Han føjede ikke til: snart) ”Og sig til Mor, at jeg husker, hvad hun sagde og skal rette mig derefter!"

"Hvad var det, hun sagde?" spurgte Mads nysgerrigt.

"Aa, det kan være det samme," svarede Veste undvigende.

I HAMBORG.

Næste Morgen kørte Veste ud af Itzehoe ved Peter Palsens Side. Paa Bukken sad en stor, svær Karl, som sikkert var med af samme Grund, som Mads var med Jens Jensen.

Det var dejligt grødefuldt Foraarsvejr med Duft fra Engene ved Elben. For Vognen havde de et Par høje, raske Heste. Havde Vejen ræret god, kunde de have smuttet de syv Mil til Hamborg i Løbet af en 3 - 4 Timer; men Vejen var saa hullet, at bedst som Hestene satte i Trav, maatte de stoppe op og gaa forsigtigt frem, at ikke Vogn og det hele skulde splittes ad.

Peter Paulsen viste Veste de mærkelige Bøndergaarde, der var bygget i een stor, bred Længe med Gavlen mod Vejen. Der var en Port ud mod Vejen og der indenfor Stald; bagved boede Menneskene. "Ja, det er ogsaa en Facon at bo paa," lo Paulsen.

Noget før Middag kom de til Elmshorn, en ret anselig By, hvor de bedede, og hen imod Aften nærmede de sig Hamborg efter en meget trættende Køretur. Veste tænkte paa, at Ordsproget "Det er lettere at køre end at gaa" ikke altid holdt Stik. Han var meget mere træt end af at drive en hel Dag.

Ved Grænsebommen blev de ekspederet hurtigt og let. Veste saa ogsaa, at Paulsen stak Tolderne en god ekstra Skilling. Saa rullede de ind i den store Stad. Den første Del var ikke særlig anselig; men eftersom de nærmede sig Midten af Byen og Havnen, blev Husene større og flottere, Gaderne bedre vedligeholdt, og Færdselen stærkere.

Peter Paulsen udpegede, hvor nogle af de største Handelshuse laa, og føjede til: "Jeg kender Folkene der, og jeg kunde godt tage ind til en af dem; men jeg vil helst passe mig selv, derfor tager vi ind paa et Gæstgiversted."

Efter at de havde faaet Værelser anvist - Veste skulde ligge sammen med den store Karl, Erik - sagde Peter Paulsen: "Jeg skal ud i Forretning. Du maa helst ikke gaa ud paa egen Haand, da der her i den store By er saa mange, der vil liste dine Penge fra dig, ja, maaske gøre det; der er værre. Men i Morgen skal jeg vise dig Havnen og Skibene, og hvor du kan slaa en Handel af.”

Da Paulsen var gaaet, sagde Erik, at han ogsaa havde Forretninger, han skulde have besørget, og saa forsvandt ogsaa han.

"Nu, " tænkte Veste," nu er Tiden inde til at forsvinde. Men det er skammeligt at narre Peter Paulsen, der har været ganske ualmindelig flink imod mig. Jeg har i det hele taget hidtil været heldig. Alle Mennesker har været flinke, saa jeg er kommet ud i Verden. Men Verdens og Livets Herlighed har jeg endnu ikke set; derfor maa jeg videre. - Bare jeg kunde give Peter Paulsen Besked! Jeg kunde skrive, hvis jeg havde noget at skrive paa. Jeg tror, jeg vil gaa ned og spørge en af Svendene ved Disken, om han ikke kan laane mig skrivetøj.

Han gik da ned. Men straks han havde forklaret Svenden, hvad han ønskede, spurgte denne, hvad han skulde bruge det til. Veste svarede, at han skulde g skrive en Besked.

”Du kunde jo give mig Beskeden. Det er ikke enhvers Sag at bruge Pen og Blæk rigtigt, saa det ved jeg ikke."

Veste havde set, hvordan Penge kunde bane Vej, saa han lagde en Mark paa Disken. Da lyste det op i Svendens sure Fjæs. Han tog Marken og lagde den paa Haandfladen, lod, som han spyttede paa den og lod den forsvinde i Lommen. Et Øjeblik efter var han der med det forlangte. Og et Stykke Papir vilde han overlade Veste mod en ekstra 2 Skilling. Han fik den, og Veste gik op paa Værelset, hvor han uden Tøven skrev:

Kære P. Paulsen. Mange Tak for at I tog mig med hertil, men jeg gaar videre ud i Verden, jeg ved Mor stoler paa mig og det samme kan I gøre.

Veste Thimsen Vestergaard.

Han lagde Papiret ind paa Peter Paulsens Værelse, pakkede sin Ransel, tog den paa Nakken og gik, stadig uden Tøven, ned ad Trappen og ud paa Gaden.

Her var mørkt og øde. Men han vidste, i hvilken Retning Havnen laa, og skridtede af, saa frejdigt han kunde paa den ujævne Stenbro. Det krøb dog lidt i ham, idet. han saa sig ene i den store By, der var dækket af et tæt Mørke, hvorudaf der til enhver Tid kunde komme en Røver og slaa ham ned. Han blev bange og gav sig til at løbe, men var ved at falde og stoppede straks op igen. Idet han gik videre tænkte han, at det vel heller ikke var meget værre at gaa her ene i den øde By end en Efteraarsdag i Regn og Slud at gaa ene paa den øde Hede, gennemblødt og frysende. Her var egentlig rigtig rart i Forhold dertil.

Endelig naaede han Havnen. Enkelte Tranlamper lyste paa Kajen langs Elben, hvor de mægtige Sejlskibe, Langfarerne, laa paa Rad.

Veste gik undrende langs Bolværket. Arbejdet var hørt op. Sømændene var oppe i Byen at more sig. Stille og majestætiske laa de store Skibe med deres vældige Rejsning. De slanke Master pegede mod den lyse, stjernesaaede Himmel. De svære Ræer ragede ind over Kajen, hvor han gik. - Han standsede betaget ved en af de største Sejlere. Han kikkede efter, om han ikke kunde opdage dens Navn og Hjemsted. Han var kommet hen imod stavnen, da der pludselig lød en Røst ned til ham - paa Tysk - eller paa Engelsk. Han syntes ikke rigtig, det lød som Tysk. Han maabede blot.

"Hva beha'r - Dummepeter!" lød det da deroppefra.

"Hwa’!” røg det uvilkaarligt ud af Veste, og han gabede endnu højere. - Den unge Sømand, der hang over Rælingen, maatte være en Landsmand.

"Nu har jeg aldrig set 'kend Magen' saa tydeligt - en Landsmand! Kom herover og lad os se, hvad du er for en Kanut!"

Forsigtigt balancerede Veste over Landgangen. Han stod nu for første Gang paa et Skibsdæk og indaandede skibets mærkelige, stærke Duft. Han følte, at Eventyret begyndte at blive til Virkelighed. Her begyndte Rejsen til Verdens Herligheder.

Matrosen anviste Siddeplads paa en af Lugerne og spurgte: "Naa, hvor er du saa fra?"

Veste fortalte det.

"Ja, dit Maal røber dig!" sagde Matrosen leende. "Jeg er ogsaa Vestjyde, hedder Martin Nielsen og er Matros paa 'Seaflower', det bedste Skib, der flyder paa Søen."

Martin var Vagtmand, mens de fleste af Besætningen var oppe i Byen for at more sig. Da det nu viste sig, at han og Veste var Landsmænd i snævreste Forstand, vilde han gerne vide noget om, hvorledes der saa ud i hans Hjemegn, da han ikke havde været hjemme i flere Aar, og snart gik Snakken livligt. Pludselig udbryder Martin: "Men hvad i Alverdens Riger og Lande vil du her?”

Veste fortalte, at han havde været med som Studedriver til Itzehoe og skulde derfra gaa til Hamborg for at søge Hyre. Han turde ikke sige Sandheden helt lige ud.

"Hm,” sagde Martin. "Har du slet ingen at gaa til her?"

"Nej."

"Slet ingen Anvisning paa nogen?"

"Nej.”

"Saa maa man skam sige, at du er en heldig Kantøffel," udbrød Martin, idet han slog Veste paa Skulderen, saa han ømmede sig. "Først træffer du en saa forholdsvis nogenlunde hæderlig Landsmand som undertegnede, der ikke overleverer dig i Røverkløer, og saa dumper du oven i Købet ned paa et Skib som 'Seaflower', der mangler en Skibsdreng."

"Gør her!"

"Akkurat. Og selvom 'den Gamle' mellem os sagt kan være noget bister, og nogle af Mænnerne er nogle Bøller, saa kunde du have truffet det værre."

"Tror du virkelig, jeg kan blive her?"

”Vi kan straks forsøge," sagde Martin, rejste sig, trak op i Bukserne et Par Gange og tilføjede: "Men altsaa - du holder dig tilbage, naar vi kommer ned til Kaptajnen. Jeg skal nok klare de Grejer."

De gik ned ad en Trappe, hen ad en lang, mørk Gang. Martin bankede paa en Dør. En bøs Stemme sagde: "Kom ind!" og de traadte ind i Kaptajnens Kahyt, Veste yderst benovet, holdende sin Hue mellem begge Hænder; men Martin saa for Resten ogsaa ud til at have tabt al sin Overlegenhed.

Kaptajn Thompson sad og skrev ved en lille Lampe, hvis Lys faldt hen over hans Ansigt. Han havde busket Haar over en kraftig Pande, skarpe Kindben og en noget buet Næse. Da han desuden saa ud til at være høj og kraftig, var han vist ikke rar at komme paa tværs af.

Han saa bistert op og spurgte: "Hvad er løs?”

Martin trak Veste frem. Kaptajnen mønstrede ham skarpt og gjorde et Spørgsmaal. Martin svarede, og mens Kaptajnen stadig iagttog Veste, forklarede Martin.

Kaptajnen nikkede og spurgte igen.

Martin oversatte: "Har du Søfartsbog?"

”Nej".

"Eller Søtøj, Skibskiste og andet Udstyr?”

"Nej.”

"Eller Penge?”

”Ja, Driverpengene og lidt til."

De vilde nok ikke forslaa til hans Udrustning, men saa maatte Resten gaa af paa Hyren.

Kaptajnen rejste sig og bød Martin tage Lampen og følge efter. De gik ned til et aflaaset Oplagsrum. Først Kaptajnen, saa Martin baglæns ned ad Trappen. Men Veste tog sig ikke i Agt, han vilde gaa forlæns ned. Trappen var imidlertid stejlere, end han beregnede, hans Hæl gled, og han faldt bardus og slog Hovedet imod, saa det pludselig lyste op i Mørket med hundrede kulørte Stjerner.

"Klods" hvæste Martin" "Kan du ikke gaa ned ad en Trappe! Du er dog et Nummer for dum. Baglæns - selvfølgelig, dit Bondeklods!” ”Slog du dig slemt?" kom det lidt mildere.

"Nej," svarede Veste og bed Tænderne sammen.

Kaptajnen skældte ogsaa ud, men Veste forstod ham desværre - eller heldigvis ikke.

Veste udrustedes nu sømandsmæssigt: Trøje, Sko, Søstøvler, Køjeklæder haledes frem og til sidst en Skibskiste, som det hele hulter til bulter blev kaste ned i. Martin og Veste tog i hver sin Hank og balancerede frem efter til Bakken.

Da en Praas var blevet tændt, viste det sig, at Veste havde faaet en ordentlig Bule i Panden, ellers fejlede han ikke noget ud over lidt Ømhed i venstre Knæ.

"Never mind, my boy," trøstede Martin smilende. "Det er af den Slags Stød, Verden gi'r."

Han viste Veste en Køje, gav korte Anvisninger angaaende Tøjet og forsvandt op paa sin Post igen.

Hvor var det underligt for Veste at staa ene i det store, lave Rum. Skønt - store Rum? Han saa kun en smal Stump Gang, nogle Køjer, et Par Skibskister og noget henslængt Tøj; Resten fortonede sig i Mørket. Han gav sig til at ordne Køjen, og derefter lagde han Tøjet pænt ned i Skibskisten. Han holdt hvert Stykke og betragtede det kærtegnende, før han lagde det ned. Særlig Interesse havde Olietøjet, som viste, at nu var han Sømand, rigtig Sømand. Han havde Lyst til at prøve det, og det kunde da heller ikke gøre noget. Det var væmmelig stift men sikkert tæt og godt i Storm og høj Sø.

Han havde netop faaet Sydvesten paa, da der lød Trin. Det var kun Martin, der kom for at se, hvor vidt han var kommet. Han bandt Sydvesten for ham og sagde, at det var ingen Skade til, at han prøvede det. Men nu maatte han hellere gaa til Køjs.

"Aa, Martin," bad han, da Martin straks igen vilde gaa op, "hvis nogen spørger efter mig, da vil du ikke røbe mig?"

"Nej, paa Ære!" svarede Martin, som havde været Orlogsmatros. Køjen var haard og umagelig; men Veste var ikke forvænt, han befandt sig godt i den. Men saa snart han laa stille, alt var roligt om ham, kun Vagtmandens Traad paa Dækket hørtes af og til, da kom Tankerne, de Tanker, han helst vilde være fri for. Bare han ikke havde narret Peter Paulsen! Det var en skammelig Maade at gengælde hans Venlighed og Hjælpsomhed paa. Maaske vilde han nu lede efter ham, gennemsøge Skibene for at finde ham igen. Men det nyttede ikke, han var bundet her; han maatte blive her. - Og skulde han miste sin Mors Tillid? Han havde jo svigtet hende nu; men hun vilde aldrig svigte ham, ske, hvad der vilde. Og saa vilde han gøre sit bedste for, at hun kunde tage imod ham med Glæde, naar han atter vendte hjem fra den store Verden. Naar det undertiden kneb ham at komme af sted i Heden med Faarene, naar Vejret var daarligt, havde hun sagt: Faarene skal passes, og jeg stoler paa, at du gør dit bedste. Det havde styrket ham mangen Gang, naar han fristedes til at løbe fra det hele. – Dette her var rigtignok noget ganske andet, nu var han løbet fra det hele; men han vilde love sin Mor, at han skulde gøre sit bedste, i hvad han foretog sig. Amen! føjede han til, bad sit Fadervor, ønskede Guds Velsignelse over dem alle derhjemme - ogsaa Kirsten, og sov.

Veste vaagnede ved et Bulder, idet nogle Mænd under Skraalen og Banden styrtede ind i Rummet. Lys blev tændt, og store, knoklede Skikkelser tumlede rundt for at finde deres Køjer, mens mærkelige Skygger dansede rundt paa Køjer og Skotter.

Veste laa musestille, men stirrede med store forbavsede Øjne paa de ravende Skikkelser. En stødte mod hans Skibskiste, gav et Udraab, som Veste ikke forstod, og standsede forbavset. Hvad er den tomme Køje fuld; det var!

"Lad mig se!" raabte en stor Matros med en vældig Næse, som yderligere fremhævedes af et lyst Ar. - "Gaa væk!" raabte han igen og puffede til de nærmeste, saa de dinglede over paa andre, der gav ondt af sig. Men uden af tage Hensyn til det trængte sig frem, stak en Arm ud og trak med et rask Tag Veste ned paa Dørken. Han fik slet ikke Tid til at tænke paa Modstand.

Hele Slænget flokkedes grinende om dem og begyndte af gøre Bemærkninger om Vestes Tilstand. ”Nej, se," raabte en, idet han pegede paa Bulen i Vestes Pande, "den lille Stakkel, han er faldet og har slaaet sig!" Og et Latterbrøl rejste sig.

”Hold Kæft!” raabte Rich. "Hvad hedder du?”

Veste forstod ikke Spørgsmaalet. Han stod der paa bare Ben i bar Skjorte med knyttede Næver og funklende Øjne, rede til at slaa til, hvis nogen rørte ham.

”Baby har ikke lært at snakke endnu,” bemærkede en.

"Er du døvstum?” spurgte Rich. og traadte nærmere. Veste svarede ikke, men stirrede ham lige op i Øjnene.

Bange er du nok ikke. En Tigerkat, hvad?” sagde Rich. lo pludselig godmodig og pegede paa Køjen.

Dette Tegn forstod Veste, og vips var han deroppe. Rigtignok slog han i Farten Hovedet mod Skottet, men han gav ikke et Kny.

Matroserne blev endnu en Tid ved at tumle rundt, skændes og slaas, før de omsider fandt deres Køjer. Sikke Banditter! tænkte Veste, de blev vist ikke morsomme at arbejde sammen med. Men han var da sluppet ret godt nu. Maaske var de ikke saa slemme, som det lod til.

Næste Morgen skinnede Solen varmt og mildt over Floden, Havnepladsen og de lossende og ladende Skibe. Om Bord paa ’Seaflower' gik Arbejdet med Hiv og Sving. Der indladedes en Del tunge Kasser og Tønder med Vaaben og Ammunition samt en Mængde Tøjballer med billigt tysk Kram. Ladningen skulde være inde før Aften. Næste Morgen skulde de afsejle med Rio som Maal. - Matroserne saa slemt blissede og fortrædelige ud til at begynde med; men da Arbejdet først var godt i Gang, lød der Latter og Skæmt. Ingen skulde tro, det var de samme Mennesker som om Natten. Den eneste, der kunde faa Humøret om Bord til at dale, var 2. Styrmand, det lille Bæst, der gik og gnavede og skændte, saa han var lige ved at forstyrre Arbejdet og den gode Stemning.

Veste tog villig fat paa, hvad der blev ham anvist, og selvom i der vankede en Lussing i Kabyssen, fordi han ikke forstod Kokkens Engelsk, klarede han ellers storartet med Tegn og syntes ikke, der var nogen Grund til at hænge med Næbbet. Selv Øgenavnet Baby, som Matroserne raabte efter ham, tog han med godt Humør; men han vidste da heller ikke, hvad det betød.

Martin kastede enkelte Gange et opmuntrende Ord til ham, men gav Sig ellers ikke af med ham. Veste, som troede, at han i Martin havde vundet en trofast Ven og Kammerat, forstod ikke hans Kølighed. Han vidste ikke, at Martin var bange for at blive kaldt Barnepigen.

Dagen gik paa Hæld. Et Hold af Mandskabet gjorde klar paa Dækket, mens de øvrige skaffede og gjorde sig rede til at gaa op i Byen for at faa den sidste Rest af Hyren drukket op, før de lagde ud paa ny.

Nogle slængede haanlige Bemærkninger til Martin, fordi han ikke vilde med. At han i Stedet for at drikke Pengene op, sendte dem hjem til sin gamle Mor, fortalte han ingen.

"Bliv endelig og pas paa, at Rotterne ikke gaar fra Borde!" haanede Rich.

"Det gør de saamænd ikke," svarede Martin roligt. "De ved, at ’Seaflower' er et godt Skib. Men de ved ogsaa, at du er lige til Rotterne, hvis du ikke gaar i Hundene."

Rich for ind paa Martin; men Kammeraterne holdt igen: Nu skulde de ud at more sig, saa kunde de slaas siden.

Senere paa Aftenen sad Martin og Veste og snakkede sammen. Martin lærte Veste nogle af de almindeligste engelske Udtryk, og de faldt ham let i Munden. Saa kom Gammel-Jones, en gammelagtig Matros, der var Vagtmand, stavrende hen til dem og slog sig ned hos dem. Han var halvskaldet med indfaldne Kinder og hængende Overskæg, der gav ham et særlig bedrøveligt Udseende.

"Jeg hørte, Rich sagde noget om Rotterne, og nu vil du vel nok le ad mig, Martin, men jeg saa lige for et Øjeblik siden med disse mine egne Øjne et Par Rotter nok saa pænt liste over Landgangen og forsvinde. Jeg følte mig underlig til Mode, og det gav ligefrem et Sæt i mig, da der kom nok en. Saa skulde jeg ikke have set mere.

"Aah, der skal vist ikke meget til, før du ser Syner og kommer til at ryste i Bukserne, Jones," sagde Martin.

"Ja, du har let ved at gøre Nar, men ..."

”Det gamle Sludder om Rotterne! Skulde de saadan være hele Troldmænd og Tegnsudlæggere? ’Seaflower' er jo i alle Maader et første Klasses Skib, sandelig ikke en daarlig Stump fra Køl til Røjl og 'vor gamle' er en Skipper, der forstaar sine Ting.”

Martin fremførte saa mange Grunde, fordi han, selv om han ikke vilde indrømme det, dog var ilde berørt af den gamles Snak. Man kunde jo aldrig vide!

”Ja ja, vi faar se,” sagde da ogsaa Jones. ”Det er ikke alting, vi kan forklare, det kan jeg fortælle mange Historier om. - Maaske var det bedt, om en anden listede bagefter og tog Afsked med 'Seaflower'.

"Hvor vilde du egentlig gaa hen, Jones?"

”Nej, hvor skulde man gaa hen! Hellere gaa ned med et Skib som 'Seaflower' end ligge og flyde rundt med en tysk Smadderkasse."

Martin opfordrede Jones til at fortælle i Stedet for, og snart var han langt inde i Historier om Rotter, Dødssejlere og Strandinger.

Flere kom til og lyttede. Gammel-Jones troede selv paa sine Historier, og det gjorde dem interessante.

Veste forstod ikke et Kvæk, hvorfor han listede hen til Rælingen og kikkede op mod Byen. Endnu havde han fast Forbindelse med alt det, han hidtil havde levet i, syntes han, selvom Peter Paulsen heldigvis ikke havde ladet høre fra sig i Dagens Løb. Men i Morgen kastede ’Seaflower' los og dermed var hans Barndom forbi. Livet laa forude og skulde leves - herligt og skønt; eller haardt og ondt. Han gyste lidt; men trøstede sig med, at stærke Baand endnu bandt ham til Hjemmet, saa han altid havde en Havn at ty til den Dag, det kneb.

Da de gik til Køjs, hældte Martin i Veste, hvad Jones havde sagt om Rotterne, og fortalte endda et Par Historier om, hvilket ufejlbarligt Tegn det var paa et Skibs Undergang.

"Det er da kun noget Sludder," sagde Veste og vilde slaa det hen.

"Man ved aldrig," lød Svaret blot.

Da Veste var kommet til Køjs, kunde han derfor alligevel ikke lade være med at tumle med Tanken om, at Skibet kunde gaa under, forlise, og hvad saa? Skulde han da som Robinson komme ene i Land paa en øde Ø, eller skulde de andre, som var ældre og stærkere, klare sig i Land, og han blive derude? - Det bliver Guds Sag. Det havde Farmor saa tit sagt; vi skal ikke gøre os unødige Bekymringer, Gud raader alligevel. - Og Gud i Vold havde hans Mor sagt. Han vilde i alt Fald selv arbejde for at komme fremad og se, om verdens Herligheder var værd at eje. Og saa - Gud i Vold!

Han faldt i en saa dyb og god Søvn, at han knap mærkede, at de fulde Matroser kom syngende og skraalende om Bord.

GENNEM KANALEN .

'Seaflower' stod ind i Kanalen for fulde Sejl. Veste stod til Rors, og han følte den vældige Sejler som et levende Væsen under sine Hænder. Lydigt lystrede hun hans mindste Vink.

Hvert Sejl stod spændt. Det var, som svævede de paa lette Vinger gennem Rummet. Det var Sejlads! Det var herligt at være Sømand! Veste følte Hjertet svulme af Stolthed og Livsglæde. Glemt var Historien om Rotterne, i alt Fald var den saa usigelig ligegyldig, og glemt var haarde Tørn de første Dage om Bord.

De havde faaet Storm i Nordsøen, og Veste led Søsygens Kvaler. Men han var stærk og sund, saa den var snart overvundet. - Men andre Vanskeligheder havde der været. Sproget og Arbejdet var lige ukendte, og meget maatte han døje for begge Dele. Godt var det, at han kunde snakke lidt med Martin og lære af ham.

Der vankede tit Knubs og Stød, som den Dag han første Gang skulde bære Suppen fra Kabyssen agterud til Officersmessen. Der gik høj Sø, og Dækket stod skraat under det haarde Sejlpres. - Det kommer jeg aldrig godt fra! tænkte Veste, idet han tog Terrinen, og Kokken gav ham en Række Formaninger, som han desværre ikke forstod. Han tænkte dog: Jo haardere Pine, des snarere faar det Ende! og satte Fart paa agterud.

I det samme tager 'Seaflower' en Overhaling. Han vakler, og før han vidste af det, ligger han nede i læ med Suppen over sig. - Ude af sig selv af Raseri over hans Kluntethed for Kokken til og gav sig til at bearbejde hans Ryg med den store Slev, han netop havde i Haanden, mens en Strøm af Skældsord fossede ned over den arme Drengs Hoved.

Veste fik sig rejst. Han græd, ikke fordi Pryglene gjorde ondt, men af Ærgrelse. Og saa maatte han oven i Købet ned til Kaptajnen og melde, hvor behændig han havde baaret sig ad. Det var det værste, og det gav Ekstraarbejde.

Rich var heller ikke altid blid, tænkte Veste videre, idet han skottede til Kompasset og gav Rattet en Knag. Godt, at Martin dog en Gang imellem kunde tage Stødet af, selvom han tit til Vestes store Sorg lod, som han intet saa.

Og saa 2. Styrmand, det lille lumske Bæst, der gik derhenne og gloede skævt med sine smaa stikkende Øjne, han kunde altid finde noget at udsætte paa Arbejdet, og han slog en proper Næve.

Veste saa paa sin egen lille mishandlede Næve. Fingrene var revnede, Saltvand, Beg og Tjære sved nederdrægtigt i dem. Men der blev nok alligevel en ordentlig Sømandsnæve ud af dem med Tiden.

Veste stirrede op i Rigningens Virvar af Sejl, Stag, Fald og Liner og undredes over, at nogen kunde hitte Rede i alt dette, selv om han efterhaanden kendte noget af det. Han lagde ikke Mærke til, at 'Seaflower' girede et Par Streger ud af Kurs. Men 2. Styrmand kastede pludselig et Blik paa Sejlene og derefter paa Kompasset, og saa faldt der en knaldende Lussing til Veste, saa han dejsede. – Hvad - en lang Ed fulgte efter - han stod der og glanede efter.

Veste holdt fast i Rattet, som fik et Par ganske ekstra Knage med det Resultat, at "Seaflower' faldt af for Vinden. Styrmanden for til, hev Rattet op, og ’Seaflower' luvede atter op til Kursen, idet han skældte og smældte. - Ja, tænkte Veste, saadan var han, 2. Styrmand. Aldrig kunde han sige noget ordentligt; det frydede ham, hver Gang han kunde faa Lejlighed til at agere Bølle. Veste kneb Munden sammen; han skulde ikke krybe for den Herre! Men hans Sejlhumør var ødelagt for den Gang.

Det var slaaet ind med Taage i Kanalen. Sejlene hang næsten slappe. Ikke 10 Alen kunde man se frem, saa det var drøjt at Være Udkigsmand. De flød med Strømmen, og alle var urolige og utaalmodige. Der var stadig Ufred mellem England og Frankrig, selvom der for Tiden var forholdsvis roligt. Aldrig kunde man vide, hvornaar der dukkede en fransk eller engelsk Kaper frem af Taagen. - Rigtignok var ’Seaflower' bevæbnet med fire smaa Kanoner, og Haandvaaben til Besætningen var der ogsaa, men det var meget tvivlsomt, om de kunde klare sig, den Dag de blev angrebet. - Dobbelt ængstelig stirrede Udkigsmanden ind i Taagen.

Om Aftenen blæste det op. Frivagten gik til Køjs, men blev purret ved 11-Tiden. Da blæste det allerede haardt, og Vinden øgedes stadig. ’Seaflower' laa tungt i Søen, der begyndte at vise Tænder.

Veste, Martin, Rich og de øvrige af Frivagten tumlede rundt i Mørke. Det gjaldt om hurtigst muligt at faa Olietøjet paa og komme paa Dækket.

Blæsten skar tværs igennem dem, da de kom op. "Hold dig nær til mig!" raabte Martin til Veste, idet de gik til Vejrs i Fortoppen for at beslaa Bramsejlet. Veste kunde hverken høre eller se, men op maatte han.

En Byge piskede løs, og Sejlene stod spændte som Trommer, efter at de var givet op. Martin, Veste og flere laa paa Maven over Raaen og halede og halede, men magtede intet. Det var, som Neglene skulde flaas fra Fingerenderne. Bedst som de mente, de havde Sejlet, slap det løs igen, og Bang! stod det atter spændt.

Martin blev gal i Hovedet paa det, det elendige Skidt, og lagde sig med hele sin Vægt over i det og pressede til. Pludselig slap Vindstødet sit Tag, og Martin gaar paa Hovedet. Det giver et Sæt i ham; men han griber for sig og faar fat i Liget med højre Haand. Der hang

han mellem Himmel og Hav under den svingende Raa i den svirpende Blæst.

Veste stivnede, da Martin gik over. Men saa gled ham hen og fik Hold om hans Haandled. Og her laa han saa paa Maven over Raaen i Bælgmørke og holdt af al sin Magt fast i Martins Haand, mens Vinden hvinede i Riggen og slog Smæld i Sejlene, mens Skibet krængede og svajede, og Hav og Himmel stod i eet.

Han skreg af sine Lungers fulde Magt; men det blev kun som et Pust i stille Vejr, knap det. Stormens Rasen overdøvede ham ganske. Martin rykkede til, og Veste følte med usvigelig Sikkerhed, at slap han ikke sit Tag, maatte han glide ud ogsaa - og dog spændte han alle sine Kræfter og trak. - I det samme kom Rich glidende. Han havde mærket, at der var noget galt paa færde. Han tog et Tag i Martin, da Vinden løjede et Øjeblik, og Martin var oppe. De vaklede alle et Sekund. Saa tog de fat, hvor de slap. Arbejdet skulde gøres. Her var ikke Tid til Rørelse eller Slaphed.

Endnu en Tid lang maatte der arbejdes haardt, før Sejlene var beslaaet, og Sejladsen nogenlunde støt.

Først da de var kommet ned af Raaen, takkede Martin Rich og Veste, og efter den Dag var Martin og Veste uadskillelige. Martin og Rich fortalte i Lukafet, hvordan Veste havde holdt Martin oppe, til Rich kom til. Da voksede Veste i Mænnernes Øjne, og ingen talte mere om Pattebarnet.

Imidlertid tog Vejret stadig til. Kaptajnen og 1. Styrmand var sært urolige. De vidste alt for vel, at med denne Vind kunde 'Seaflower' ikke undgaa at blive knust mod Bretagnes klippefulde Kyst.

1. Styrmand tænkte paa, hvad nogle af Mandskabet havde ymtet om - at Rotterne var gaaet fra Borde. Skulde de virkelig ende deres Rejse her! Dog turde han ikke omtale disse Historier for Kaptajnen.

Men ogsaa blandt Mandskabet dukkede Jones' Fortællinger op som et blegt Spøgelse. Ingen snakkede om det, men alle tænkte paa det.

Ellers plejede Humøret at være højt efter en haard Tørn, men denne Gang var det, som alle gik rundt og saa Spøgelser, selv efter Dagens Frembrud. Som Jacob Londoner udtrykte det: Man skulde tro, de gik om og var med til deres egen Begravelse. Men det var som han kunde bande tidligt nok at hænge med Ørene, naar der var Grund til det. Han satte i med en Opsang, der satte Humøret adskillige Streger op.

Men eftersom Dagen steg, drev de nærmere og nærmere ind mod Bretagnes Kyst. Stormen peb og sang Takkelagen. Bølgerne kom skummende og brusende, skød sig ind under 'Seaflower' og løftede den op for i næste Nu at slynge den ned som med et Bjergskred. Folkene tumlede rundt, vaade og frysende. Ingen varm Mad vankede der heller. Veste maatte tænke paa, hvor lunt og hyggeligt der var hjemme hos Far og Mor; men tænke sig, at de skulde forgaa, kunde han ikke.

Han skulde meget længere ud, før hans Sejlads var Slut; det var han ganske overbevist om. - Men han maatte smile ad sig selv, naar han tænkte paa, at han maaske egentlig var draget ud for at opleve et Forlis som Robinson Kruse. Skulde alle gaa ned med Skibet, og - sikke noget Vaas! Nej, han skulde staa Last og Brast med Martin og dem alle, hvad der end kom.

Aldrig havde de set Kaptajnen saa meget paa Dækket som den Dag, fast og bestemt som sædvanlig, men mere sammenbidt. Han var paa sin Post, vogtede paa enhver Mulighed for at redde Skib og Ladning. Hen imod Middag følte man Skyggen af en Forandring i Vejret. Man følte, at Vinden var knap saa skrap, og Kaptajnen bemærkede, at den trak lidt nordligere. Hele Mandskabet blev kaldt paa Dækket. Der blev gjort klar ved Braser og Skøder, og nogle maatte straks til Vejrs og gøre Sejl klar. Imens gik Vinden i Nord og løjede betydeligt af. Flere Sejl blev sat, og 'Seaflower' holdt Kurs mod Vest under vældigt Sejlpres. Saa stærkt krængede Skibet, at læ Lønning laa under Vand.

Humøret steg, nu de gjorde Fart fremover igen. Men Faren var ikke forbi. I Læ rejste sig Bretagnes vildt sønderrevne Klippekyst. - Kunde de klare den?

Spændt diskuteredes Afdriften; men den var umulig at beregne i den høje Sø. Højere og højere hævede sig Landet, men nærmere og nærmere kom ogsaa de yderste nordvestlige Skær. Kunde de klare dem, var de frelst.

Braadsøerne steg med deres hvide Kamme som Bjerge til Luvart for saa at brække ned over Skibet med øredøvende Larm. 'Seaflower' blev død og tung i de fossende Vandmasser og drev af, til den omsider igen fik rystet Vandet af sig og tog Fart. Kunde de faa et forholdsvis roligt Stræk, var de forbi de dødbringende Skær - ellers ...

Ingen særlige Ordrer blev givet. Alle kendte Faren, og at der ingen Redning var mulig, hvis ikke hver gjorde sit Yderste. Dog viste ingen Frygt. Kun Spændingen tegnede sig i alle Ansigter. - Selv Veste var ikke egentlig bange. Han sendte nok Far og Mor en ekstra Tanke, men var saa atter helt optaget af Øjeblikket og dets Spænding.

Til Rors stod Martin og Rich, som havde alle deres Kræfter behov for at holde Rattet fast under det umaadelige Pres.

De for nu gennem en kogende Hvirvel. Skæret var ganske nær. Stødte de, eller blev de baaret over?

'Seaflower' løftedes og svingede over, mens alt sydede og bruste omkring dem.

Ingen vidste, hvordan det gik til; men da de atter kunde se sig omkring, holdt 'Seaflower' støt sin Kurs, hævet og sænket jævnt af de mægtige Atlanterhavsdønninger.

BRANDEN.

'Seaflower’ stævnede frem for fulde Sejl, støt Dag for Dag. Den samme Vind - Nordøstpassagen samme Sejlstilling, og Kurs sydefter. Et Par Bukser og en Skjorte var Paaklædning om Bord. Matroserne dovnede i Varmen, selvom der rigtig skulde males og pudses, nu der var Tid dertil.

Veste fik at føle, at Matroserne blev kaade. De vilde lade Drengen bære Løjerne op. Havde nu Martin ikke været ham en trofast Kammerat, der forstod at faa Legen standset, mens den var god, saa havde det været drøjt til Tider. Men naturnødvendigt voksede Veste og Martin tættere og tættere sammen; de var jo Vestjyder begge to.

I den dejlige, kølige Tropenat, naar Morilden lyste og blinkede i Kølvandet, og Stjernerne tindrede som Lys, der hang i Snore fra det dybe Himmelloft, kunde de ligge i Timevis paa Udkig hed det sig, men i Virkeligheden kun nydende den friske Luft, Havet, Farten og Samværet. Da steg Minderne derhjemmefra op af Natten og fik Form og Farve.

Martin fortalte om de stille Aftener, naar de paa Hølæs agede hjem fra Engene ude i Fjorden, mens Taagerne dansede. Intet var som disse Ture i det duftende Hø. Men det var saa længe siden. Han havde ikke hørt hjemmefra i flere Aar. Hans Mor kunde ikke skrive, saa han vidste ikke, hvordan hun havde det. Hun sad Enke og skulde leve af en Smule Aftægt. Det kunde være smaat nok og trist nok for hende. Han, Martin sendte derfor lidt Penge hjem til hende en Gang imellem, for at hun kunde se, at han ikke helt havde glemt hende. - Han havde tit nok lovet sig selv, at han vilde tage en Smut hjem, da han vidste, hvor stor en Glæde han vilde gøre hende; men det var ikke blevet til noget endnu. Det var ikke saadan at slippe fri. - Kom Veste hjem, hvad han jo nok gjorde, maatte han rejse ned og hilse hans Mor fra ham. Det lovede Veste.

Naar Veste og Martin saadan havde ligget og oplevet Hjemmet, vamlede det for dem, naar de kom ned i det lumre Lukaf til Matrosernes sjofle Snak, og Baandet knyttedes stærkere mellem dem.

Saadan laa de en Aften, gyngede af den jævne Passatdønning, og drømte sig bort til det lille Land, som stadig sank dybere og dybere under Horisonten. Veste fortalte om Gaarden derhjemme: "Det er saadan en rigtig gammel Gaard med lange, lave længer og mange Rum og Smuthuller. Spindelvæv og Straa hænger ned fra Loftet i Kostalden og ... Ja, den trænger til at blive bygget op. Det har vi ikke Raad til endnu; men ”kommer Tid, kommer Raad” siger Farmor, og det er vor egen Gaard, som vi kan gøre med, hvad vi vil. Far er ikke Fæstebonde!"

"Kan I ogsaa sælge den?" spurgte Martin med et Blink i Øjet.

"Ja, men det vil vi ikke. Det vilde være den største Skam, siger Farmor."

"Naa, Farmor ved nok rigtig Besked!"

"Ja, og jeg vil være med til at bygge Gaarden op. Maaske kan jeg tjene mange Penge og saa komme hjem og sige: Værsgod, her er Pengene til den ny Gaard."

"Hvordan vil du bære dig ad med det, altsaa at tjene de mange Penge?" spurgte Martin igen med et Smil.

Veste spekulerede lidt paa dette vanskelige Problem, men glemte det saa af Velvære ved Øjeblikket: Livet var dejligt! Over dem lyste stjernerne paa den mørke Bund, under dem hævedes og sænkedes ’Seaflower' i sejge Sving under Passatens jævne Pres. Det var herligt, og her var ikke Tale om Verdens onde Herligheder.

Med eet fangedes Vestes Opmærksomhed af noget som en lys Taage, der steg op og drev ud i læ. - Veste stirrede: Var det Indbildning? - Nej, der var det igen nede midtskibs.

"Hvad kan det være, Martin?" spurgte han og pegede ned.

Martin rejste Hovedet lidt og kikkede agterud: Hvad for noget?

"Dernede - se!"

Martin rejste sig over Ende. "Ja, hvad Pokker er det? Vi maa se efter," fortsatte han og sprang op....

De gik hen til Midterlugen. Der sivede Røg op, og der var Brandlugt. - "Brand!" brølte de, og i Løbet af faa Minutter var hele Mandskabet paa Benene. Nogle gav ondt af sig: Det var selvfølgelig blind Alarm. 2. Styrmand for paa Veste og overøste ham med Skældsord, denne Babydreng, der gik her og saa Syner.

Men alt dette varede kun faa Minutter, saa fik Piben en anden Lyd: Hvorfor de ikke havde alarmeret noget før? - Idet Lugen blev aabnet, slog Røgen nemlig kvalmende op derfra. Et Par Matroser forsøgte at gaa ned i Lasten, men blev straks drevet op igen af fremvæltende Røgmasser.

Paa maa og faa begyndte de at pumpe Vand op og smide det ned i Lasten. Men havde Røgen ikke været slem før, saa blev den det nu. Den stod op i en tyk, kvalmende Masse, mens de hørte det knitre og brage dernede, og snart slog Luerne ud.

"Vi springer i Luften; vi har jo Krudt i Lasten,” raabte en.

"Det er kun til en Fist," raabte 1.Styrmand. Men da det saa ud til, at Branden blev faretruende, kommanderede han: "Storbaaden klar!" Nogle sprang til Baaden, andre til Lukafet for at redde nogle af deres bedste Ejendele. Kokken sprang efter Madvarer. Alt var vild Forvirring.

Ingen ænsede Kaptajnen, som skreg, at skulde lukke, for hans gode Skib maatte ikke gaa til. Han fægtede vildt med Armene, skreg, truede og bad dem dog for Guds Skyld hjælpe ham at redde Skibet. - Ingen hørte. - Saa for han pludselig hen til sin Kahyt og kom styrtende tilbage, svingende en lang Pistol. Han for hen til Storbaaden, stillede sig op med Ryggen til den og hævede Pistolen. "Den, der vover at gaa i Baaden, før alt er prøvet, skyder jeg ned!" skreg han, og ingen tvivlede om, at han vilde holde Ord.

Raadvilde samledes Folkene foran ham, ængsteligt vogtende paa Flammerne, som begyndte at slikke op ad Mesanmasten.

"Det er Galskab," raabte 1. styrmand, "der er intet at gøre.."

"Hold Mund og gaa i Arbejde, eller jeg skyder!" raabte Kaptajnen. - I det samme blev han opmærksom paa noget bagved sig. Han vilde dreje omkring, men fik i samme Nu et Slag over højre Arm, saa Pistolen røg hen ad Dækket, og hans Arm faldt slap ned. Hurtig sprang en af Folkene frem og hev Pistolen i Havet. - Kaptajnen sprang frem mod Manden, men en anden spændte Ben, saa han faldt næsegrus i Dækket og slog Panden mod en Jernbøjle, mens Folkene styrtede mod Baaden, kravlede op og i Feberhast firede den ned. Sært var det, at den i Farten kom rigtig i Vandet.

Røgen drev i tunge Skyer fra 'Seaflower', og Luerne løb langs Fald og Lig til Merssejlene, mens Kaptajnen laa blødende og bevidstløs paa Dækket. Over ham bøjede Martin sig, mens Veste vred Sine Hænder i Fortvivlelse. De kunde ikke lade Kaptajnen ligge her og omkomme i Flammerne. Men hvad kulde de gøre?

De havde skreget til de andre om at hjælpe; men de hverken hørte eller saa - ikke engang 1.Styrmand, som de ellers mente var en rettænkende Mand.

Der lød et Par mindre Eksplosioner. Et. Stykke af Dækket blev revet op i Nærheden af dem, og Ilden fik Luft, saa de ikke kunde blive i der længere. - Martin løftede op i den svære Skikkelse, der var som en død Klump. "Tag ved hans Ben! - Til Jollen!”

Møjsommeligt slæbte de af Sted langs Lønningen hen mod Jollen gennem den drivende Røg og faldende Stumper af Sejl og Tovværk. Det røg op om dem, og de kunde hvert Øjeblik vente, at Luerne vilde slaa op om dem, eller at en ny Eksplosion vilde sprænge Dækket under dem, og al Redning være udelukket. Men alligevel asede de fremad og naaede omsider Jollen, som var uskadt.

Nu gjaldt det blot om at faa Kaptajnen op i den. Han var tung og død at løfte paa. Men der var ingen Tid til Betænkning. Efter et lille Pust tog de begge fat igen og op kom han. De efter, og det var kun faa Øjeblikkes Værk at faa Jollen svunget ud og firet ned. De stødte fra, og vuggende paa de mægtige Dønninger i deres lille Nøddeskal fjernede de sig fra 'Seaflower’, det stolte Skib, hvis høje Rejsning stadig mere omspændtes af Flammerne. Naar de hævedes af Bølgerne stod Branden som en flammende Ildvæg i Luft og Hav. Naar de sænkedes ned mellem Dønningerne, saa de kun Røgen, der drev ud over det endeløse Hav.

Betagne af Sorg og Rædsel stirrede de mod det dødsdømte Skib. Aldrig mere skulde Veste føle det levende under sine Hænder, naar det stævnede frem for fulde Sejl med ham ved Roret. Saa stærkt havde han følt Sejlglæden, at han nu følte det, som svandt en Del af ham selv med den stolte Sejler.

Ogsaa Martins Øjne hang som fasttryllede til Branden, mens han langsomt roede bort fra Røgskyen. Hans Arme værkede efter det haarde Tag med Kaptajnen, og hans Tanker vendte sig nu mod ham, der stadig laa sanseløs i Bunden af Jollen.

"Tag Aarerne!" sagde han til Veste, der for sammen og saa uforstaaende paa ham. - "Tag Aarerne!" gentog han, "mens jeg tager mig af Kaptajnen.

Veste tog Aarerne. Men hvad vilde Martin gøre? Intet havde de faaet Tid til at tage med, og intet var der i Jollen, ikke engang Vand.

Først nu begyndte deres trøstesløse Stilling at gaa op for ham: Midt paa Atlanterhavet i en ussel lille Nøddeskal, uden Mad, uden Drikke, uden Sandsynlighed for at blive hjulpet af andre! - Rigtignok var Storbaaden der. Men Folkene der om Bord troede nok, at de var omkommet i Flammerne, og ellers havde de i Storbaaden vel nok at gøre med sig selv.

Men endnu var det ikke Tid at sørge: Kaptajnen laa og trængte til deres Hjælp, og han skulde faa den.

Det var en fæl Skramme, han havde i Panden. Blodet piblede langsomt ud deraf endnu. Martin havde ikke noget at forbinde med; men uden lang Betænkning rev han et Ærme af sin Skjorte. Det var ikke helt rent, men dog bedre end ingenting, tænkte han. Han flængede det itu og forbandt dermed, hvorefter han stænkede Kaptajnen med Saltvand i Ansigtet. Det var underligt, at han ikke vilde vaagne, han, der ellers var saa stærk. Martin ligefrem sølede ham til i Havvand.

Omsider rørte han paa sig og greb sig til Hovedet. "Hvor er jeg? Hvad er der sket?" stønnede han.

I det samme hævedes Jollen af Dønningen, og Branden kastede sit røde Skær hen over dem. Straks forstod Kaptajnen, hvordan det var fat. "'Seaflower', min dejlige Skude," stønnede han. "Jeg vil tilbage straks. Ro mig tilbage, hører I!" Og han arbejdede for at komme op.

Martin søgte at berolige ham og holde ham nede. Men pludselig stod han oprejst, mens de atter hævedes. Han hævede Armene og udraabte: "Aah, 'Seaflower', hvorfor har jeg ikke efterset Lasten, jeg elendige Æsel og Sjuskemikkel!"

”Læg Dem ned, Kaptajn. De kan ikke taale at staa op."

"Hæ - rejs ad Hekkenfeldt til!" raabte han og vendte sig mod Martin. "Hvorfor hjalp I mig ikke, mens Tid var, elendige Tokkehoveder? I holdt med det øvrige Krapyl, gjorde I. - Aah, den 2. Styrmand - ham var det, der slog Pistolen ud af Haanden paa mig. Af Skræk for sit eget usle Liv gjorde han det - hø!"

Idet de atter hævedes, saa de! ’Seaflower' vælte over og synke. '- 'Seaflower', jeg følger!" skreg Kaptajnen. Martin forsøgte at holde ham tilbage, men fik et Stød for Brystet, saa han tumlede ned i enden af Jollen, som krængede over, saa Martin og Veste troede, den kæntrede.

Da de havde faaet Hold paa sig selv og Baaden, var baade Kaptajnen og Skibet forsvundet.

De roede lidt rundt og søgte, men fandt intet Spor af Kaptajnen. Veste sad og stirrede frem for sig. Han kunde ikke rumme alt det, der var sket: For kort Tid siden alt saa lyst og fredeligt, og nu ... Det var ikke til at tænke paa. "Aah, Gud," stønnede han, "hvad skal vi arme Mennesker dog gøre! "

Martin sagde intet. Han sank ned i Bunden af Jollen træt og mat efter Anstrengelsen og Spændingen. Veste sad stadig og stirrede og saa intet.

Da Solen stod op og kastede sine gyldne Straalebundter ud over det mægtige, bølgende Hav, strejfede de en usselig Jolle, hvori to Menneskemyrer sov Udmattelsens tunge Søvn.

Men da Solen steg højere paa Himlen, var dens Straaler som Flammebølger, der gled hen over Veste og Martin. De vaagne de og søgte at aabne de brændende Øjenlaag. De saa den brusende, glitrende Vandflade og sansede, hvor de var. Men trods den mægtige Vandflade, der bar dem, var deres første og største Bøn: Vand- Vand! Her var Vand nok, men intet drikkeligt. Solens Glød vilde brænde dem til Døde.

Men saa kom de i Tanker om Storbaaden. Her var dog altid en Mulighed for Frelse. De rejste sig med Besvær og stirrede ud over de glitrende Vandbjerge. Alt var et Flimmer af Lys og Bevægelse, men ingen Baad - intet Skib. De stod en Tid og stirrede, om ikke Frelsen dog skulde dukke op. Saa satte de sig ned og stirrede hen for sig, ordløse, haabløse og ligegyldige.

Pludselig laa Veste ude paa Heden. Det var en varm Sommerdag, Solen bagte fra klar Himmel, og han laa paa en bar Sandplet og sov. Da bøjede hans Mor sig over ham: Her kan du ikke ligge, min Dreng. Du maa op og se efter Faarene! Han smilte i Søvne: Ja, Mor.

Samtidig stod hans Mor derhjemme ved Ildstedet lige før Middag. Hendes Blik blev fjernt, og hun syntes, hun saa Veste ude paa Heden hos Faarene. Han var kun 10 Aar og var lige begyndt at vogte. Hun maatte ud at se, hvordan det gik ham. Solen skinnede, og Loke saaede Havresæd i Kimmingen. Da sank Veste i Solflimmeret og blev borte. Hun greb sig til Brystet, og Dorthe spurgte: "Du bliver vel ikke daarlig, Mor?" - Hun slog det hen; det var ikke noget. Men for første Gang var hun bange for Vestes Liv og ønskede inderligt, at hun vidste, hvilken Fare han svævede i.

SLAVESKIBET.

Veste vaagnede og saa sig forundret om. Han var underlig stiv i hele Kroppen, men følte sig alligevel ikke daarlig tilpas. Det var ganske stille om ham, kun fjernt hørtes Tramp og Raab.

Hvor var han? - Han slog Haanden op og ramte et Skot. Han famlede rundt i det snævre Køjerum og saa dernæst ud over et lavt, stort Rum med mange Køjer. Der var Syn for, at han var om Bord paa et Skib, endda et stort Skib. Sikket Mandskab her maatte være!

Kun ganske svagt mærkede han Skibets Duven. Det maatte være stille Vejr og rolig Sø. Her var ogsaa kvalmende hedt, og han led af en ulidelig Tørst. Han maatte have Vand. Men først skulde han op, og dette viste sig at være lettere sagt end gjort. Han gjorde flere Forsøg paa at rejse sig, men magtede det ikke.

Hvad mon han fejlede, og hvad var dette for et Skib? Var her ingen Mennesker om Bord?

Han var lige ved atter at synke hen i Døs, da der lød Skridt, og en Matros kom ind i Rummet. Veste aabnede med Besvær Øjnene og saa Martin!

"Martin!" vilde han have raabt forundret, men Raabet blev kun til et tonløst Kvæk. - Martin hørte det dog, og et lyst Smil gled over hans Ansigt, idet han kom hen imod Veste.

"Endelig kom du til dig selv. Det var du skam ogsaa længe om. Men bedre sent end aldrig."

”Aa, Martin, lidt Vand," hviskede Veste.

"Ha, Vand! Sandelig skal du have Vand," svarede Martin og sprang af Sted, mens Veste med stadig større Forundring saa sig om i dette mægtige Mandskabsrum: Hvad var dette dog for et Skib?

Martin kom tilbage med Vand, og Veste drak, til han pludselig standsede og udbrød: "Hvor er vi?"

"Paa et Skib," drillede Martin.

"Begribeligvis! Men hvad er det dog for et Skib med saa vældigt et Lukaf og saa ikke en Mand til Stede?"

"De eksercerer alle paa Fordækket."

"Er det da et Krigsskib?"

"Baade ja og nej. Stort Mandskab er her, og Masser af Vaaben har vi, og du kan tro, der er Gang i Støvlerne, naar Kommandoen lyder. Jeg har kun fri, fordi jeg endnu er lidt sløj efter Turen i Jollen."

"Ja, hvordan er det gaaet til, at vi er kommet her om Bord?"

"Aah, de var nok lige ved at løbe over os, efter hvad en Matros har fortalt mig, og saa var de endda lige ved at lade os sejle vor egen Sø. De ansaa os nemlig for at være døde. - Men et Par vældige Kraftkarle blandt Matroserne bandede paa, at de sagtens kunde sætte Baad ud, faa fat paa os og komme tilbage igen, selvom 'Virginia' - saadan hedder Skuden her altsaa holdt sin Kurs. Der var nemlig kun en svag Brise. Da de øvrige holdt paa, at det var umuligt, sprang de to store Matroser til en Jolle, en - to - tre var den i Vandet, og de halede ud, saa Kammeraterne frygtede for, at Aarerne skulde knække. De fik os hevet over til sig og halede igen ud efter 'Virginia'.

Men de var blevet et godt Stykke bagefter og haanende Tilraab lød ud efter dem. De spændte i af al Magt, og langsomt, ganske langsomt, formindskedes Afstanden til 'Virginia’. Men det var umuligt at holde ud i den stegende Solhede; de trættedes snart. Kammeraterne begyndte at blive betænkelige. 1. Styrmand kom til og skældte ud over, at de, Dick og Ross, havde vovet at tage ud uden Tilladelse. Straf skulde de faa, naar de kom om Bord - mørk Arrest. Kaptajnen tillod aldrig, at de afveg fra Kursen paa Grund af saadanne Drengestreger. - I det samme kom Kaptajn Harrison. Han havde mærket, at der var noget paa Færde. Han siger ingenting, han spørger ikke om noget, han befaler blot at holde Kursen. Om Dick og Ross kunde komme om Bord, blev deres egen Sag. Derefter forsvandt Kaptajnen igen.

Der begyndte at blive Misstemning blandt Folkene. De beklagede, at de ikke havde holdt Dick og Ross tilbage. Ellers lignede det ikke noget, at Kaptajnen optraadte paa den Maade; det var da Mennesker, de forsøgte at bringe Hjælp, saadan som det var enhver Sømands Pligt. Blev det nødvendigt, kunde Rorsmanden vel gaa hen og lave en fejl Manøvre, naar Kaptajnen ikke var mere Menneske.

Imidlertid mindskedes Afstanden til dem stadig. Men det var ubetydeligt. Kun et lille ekstra Vindpust i Sejlene, og de var kaput. Men det var nær ved Ækvator, og Vinden var ustabil. For en Gangs Skyld vilde Vindstille blive hilst med Glæde. Og det løjede virkelig af. Snart hang Sejlene slappe og døde under Ræerne. Jollen kom op. Ret afdæmpede anerkendende Tilraab lød. 1. Styrmand overfusede Dick og Ross. De maatte jo være gale, at gaa fra Borde uden Tilladelse. Om de troede, man om Bord paa 'Virginia' havde Raad til at miste sine bedste Mænd for et Par halv- eller heldøde Skabilkeners Skyld. - Men der var ikke rigtig Krudt i hans Skældsord og Dick og Ross bar os ganske roligt herned og anbragte os i hver sin Køje. - Imidlertid fik de Bud om straks at møde hos Kaptajnen, og de fik 3 Dages mørk Arrest, lænket paa Hænder og Fødder. - Det er en haard Hund, vor Kaptajn."

"Er de sluppet ud igen?"

"Nej, da, det var i Gaar. - Men nu maa jeg nok til at gøre mig lidt nyttig. Det er ikke godt at gaa ledig alt for længe her om Bord, for Kaptajnen og Styrmændene er Søofficerer, der holder saa Pokkers af at køre rundt med Mænnerne."

Næste Dag var Veste nogenlunde frisk igen.

Frivagten var netop tørnet ud og havde skaffet, da Kaptajnens Bay, en stor og kraftig Neger, stillede og med komisk Værdighed overbragte det Bud, at Vist Thimsen skulde møde hos Massa Kaptajn.

Veste stirrede helt bestyrtet paa den sorte Fremtoning i den hvide Dragt. Han havde ikke før set saadan en sort Mand. Han syntes, hans sorte Farve, hans skinnende Øjne og Tænder og hans umaadelige læber alt sammen virkede saa umenneskeligt, saa uvirkeligt. Men han havde ikke lang Tid til Forundring. "Massa ikke vente!", sagde Boy og rullede med Øjnene, hvorpaa han gik foran, og Veste fulgte bagefter med bankende Hjerte!

"Husk at sige 'Sir' til hans Herlighed," sagde en af Matroserne i Forbigaaend6 med et lumsk Smil," ellers kunde han faa i Sinde for Løjers Skyld at knibe dig lidt."

Veste tænkte, at det kun var noget Vrøvl, Matrosen sagde for at gøre ham bange. Men man vidste aldrig. Alt var saa mærkeligt her paa dette Skib. - De gik nu f. Eks. gennem en lang Gang, hvor der var Døre ind til Officerernes Kahytter - fik han senere at vide, og det var lige ved Siden af Mandskabets Lukaf, noget man ikke saa paa andre Skibe. Og lige for Enden af Gangen kom de til en lille Forstue, hvor Gulvet var dækket af et Tæppe; her residerede Boy. Denne bankede paa og betydede Veste at gaa ind.

Veste kom ind i et overmaade smukt Værelse med polerede Mahogni-Møbler og lyse Vægge, hvorpaa ,Øjnene straks fangedes af en stor Samling Vaaben af alle Slags. Veste saa dog kun alt dette i et Nu, før hans Opmærksomhed fuldstændig optoges af Kaptajn Harrison, der sad i Sofaen bag Bordet og mønstrede ham roligt og koldt.

"Du hedder Vist Thimsen?"

"Ja vel, Sir!" huskede Veste.

"Var med Bark 'Seaflower’?"

"Ja vel, Sir," svarede Veste rask og kvikt, trods det Hjertet bankede ham i Halsen.

Kaptajn Harrison mønstrede ham med et ret velvilligt Blik og spurgte igen: "Hvorfor kom du til Søs?"

Da kunde Veste ikke svare. Hans mangelfulde Engelsk slog Klik. Desuden følte han i dette Øjeblik ret, hvor skammeligt han havde baaret sig ad ved at løbe hjemmefra og lade sine Forældre gaa i Uvished om hans Skæbne, for han kunde sikkert nok have staaet her med deres Vidende og Villie.

Kaptajnens Stemme lød skarp og kold: "Svarer du ikke, Dreng! - Jeg plejer at faa Svar, naar jeg spørger, ellers gør jeg kort Proces, og opfører du dig ikke til min Tilfredshed, bliver du sat af i den første, den værste afrikanske Plads, vi anløber."

Veste forstod ikke Ordene helt, men han skønnede af Tonefaldet, at han maatte sige noget, og da han ikke kunde finde engelske Ord, snakkede han Vestjysk.

"Kan du ikke tale Engelsk?"

"Kun lidt, Sir," svarede Veste.

Harrison gav et lille Slag i Bordet, og Boy stod ret i Døren. "Kald paa den ny Mand, Martin Nelson! "

"Ja vel, Sir."

Et Øjeblik efter stod Martin i Døren.

"De giver Vist Thimsen Besked. Han hører til Bagbords Vagt under Baadsmand Jefferson, som ordner Resten. Betyd ham, altsaa Vist, at her om Bord taales ingen Mukken, og vi forlanger hurtigt og godt Arbejde.

Kaptajnen slog op med Haanden, Audiensen var forbi. De bukkede begge, og tung om Hjertet fulgte Veste Martin for at melde sig til Baadsmand Jefferson.

"Kommer vi ikke paa samme Vagt?” spurgte Veste, idet de ad en Trappe gik op paa det høje Bagdæk.

"Nej, desværre, svarede Martin, og da der ingen var i Nærheden, tilføjede han: "Det bliver ikke altid let. Det gælder kun om at holde Kæft, Trit og Retning."

Veste undrede sig stadig over dette Skib: Denne vældige Overbygning paa Agterdækket, paa hvis forreste Kant der var opstillet en Række Kanoner, der pegede truende ud mod det store, flade Fordæk. Mandskabets Lukaf ved Siden af Officerernes, ikke i Forstavnen som paa andre Skibe, det store Mandskab, den svære Bevæbning - alt undrede ham.

Idet de gik ned ad nogle Trappetrin og gennem en Slags Port ud paa Fordækket, udbrød han: "Ja, men hvad betyder alt dette?"

"Det skal jeg sige dig. 'Virginia' er et Slaveskib. Vi skal til Guineakysten efter en Ladning sort Elfenben.

”Sort Elfenben?" Veste forstod ikke.

"Ja, Slaver."

"Det kan da aldrig passe!”

Skulde de virkelig til Afrika efter Slaver i Aaret 1791! Veste havde nok læst om Slavehandel; men han troede, at det var i gamle Dage, man handlede med Mennesker. At han selv skulde være med til det, var forfærdeligt.

Veste fik imidlertid ikke megen Tid til at anstille Betragtninger. De stod paa Fordækket, der adskiltes skarpt fra Agterskibet ved en høj, stejl og glat Væg, som kaldtes Skansen. I Dækket var der Rækker af svære Jernringe, vel til at fæste Slavernes Lænker til.

For Øjeblikket var det vindstille. Der var ikke noget særligt at bestille, hvorfor nogle af Folkene eksercerede, andre fægtede med Kaarde eller skød med Pistol. De skulde være forberedt paa alt.

Martin førte Veste hen til en tyk Mand, der som den øvrige Besætning kun var iført Bukser og Skjorte, men havde en bredskygget Hat paa det svære Hoved. Baadsmand Jefferson lignede paafaldende en Flodhest med sin vældige Mund med de nedhængende Vige, de smaa, stikkende Øjne og de tykke Stolpeben. Gnaven og umulig at gøre tilpas var han altid. "Staa ret for ...," og saa bandede han over den stakkels Veste, der stod betuttet foran ham.

Veste rettede sig, men sagde intet.

"Det hedder Javel, Hr. Baadsmand”, naar du tiltales af mig. Har du forstaaet?"

"Ja vel," svarede Veste. Han var ikke rigtig med; han var endnu sløj efter Turen i Jollen. Før han anede noget, fik han en knaldende Lussing, saa han tumlede om. Halvt bedøvet blev han liggende.

"Kan han komme op!" brølede Baadsmanden og trampede af i Dækket af Arrigskab, saa hele hans Flæskemasse rystede og bævrede.

Veste rejste sig ør og forskrækket.

"Har han forstaaet?" tordnede Jef igen.

Veste strammede sig op, da han opdagede, at nogle Matroser grinende fulgte Situationens videre Udvikling. - "Ja vel, Hr. Baadsmand!" svarede han.

"Ser vi det”, svarede Jef, ”det var jo rart. - Hej, Alfonso, kom hid!"

En lille mørk Sydlænding kom springende, let og adræt.

"Du tager dig af denne Dukkedreng. Spar ham blot ikke, men indvi ham kraftigt i Fægtekunstens Mysterier!”

"Ja vel, Baadsmand," svarede Alfonso og trak sin lange, smalle Mund op til begge Ører, "det skal være mig en Fornøjelse."

"Denne Vej, om det behager Herren," sagde Alfonso smilende. Veste saa usikkert paa ham: spøgte han, eller gjorde han Nar? Han var vist en rigtig Rævepels. - Stadig smilende stak Alfonso Veste en Huggert i Haanden og viste ham Dækstillingen. Med det samme Smil rettede og rettede han paa Vestes Stilling. Veste blev træt af at staa med hævet Huggert hele Tiden og vilde lade den synke. Men Alfonso bad ham med sit elskeligste Smil holde Huggerten lidt højere, og da den i Stedet sænkedes lidt, slog han som for Spøg til den med sin Huggert, saa den fløj hen ad Dækket. Og da det varede lidt, før Veste fik sig bøjet efter den, sagde han stadig smilende, men med bidende spot, om det behagede Herren at samle den op, eller han skulde gøre det.

Veste var ved at blive gal i Hovedet: Hvad lignede dette over for en Nybegynder. Og saa dette modbydelige Grin. Han kunde spytte ham i Fjæset. - Men han bed Tænderne sammen og gik paa. Han skulde vise Splejsen, at der var Krummer i det danske Brød. Men snart drev Sveden af ham, Arme og Ben rystede, og han var grædefærdig af Træthed samtidig med, at han indvendig rasede over den onde Skæbne, der havde ført ham om Bord paa denne forbandede Røverskude.

Folkene om Bord maatte da vist heller ikke være helt rigtige Mennesker, naar de kunde handle med sølle sorte Mennesker. Rigtignok syntes Veste lige straks ikke, at Boy var et rigtigt Menneske. Men han kunde da snakke, og han var vist en god Tjener. Og saa - i vore Dage - Slave! Nej, Veste forstod det ikke. Noget galt maatte der være.

Endelig kom Frivagten og Skaffetiden. Maden smagte godt, og Veste var ingen Kostforagter; men han rystede paa Haanden, saa han knap formaaede at føre den til Munden. - Saa snart de var færdige med at skaffe, maatte han være med til at rydde til Side og hjælpe Kokken i Kabyssen. - "Det er Synd for Vist, " ytrede Pat, Irlænderen. "Hvad skal saadan et Barn paa 'Virginia'. - "Det er skam rigtigt nok; her har vi kun Brug for Mandfolk, indrømmede William den Røde med et raat Grin. Andre mente, at han klarede sig nok.

Veste gruede for Vagten. Men til alt Held for ham var der netop en Byge under Opsejling, da de kom til. Alle Mand maatte til Braser og Gitove. 1. Styrmand havde selv Kommandoen. Jef gik kun og brummede lidt. - Veste havde ogsaa faaet en Haand i med, da der viste sig at være noget i Uorden ved Fore-Bramsejl. En Mand maatte derop, hurtigt, før Bygen var over dem. - Jef faar Øje paa Veste. "Høj, Vist, op med dig og ret det!" skraaler han straks.

Nogle saa betænkeligt paa Himlen. Men Veste for af Sted. Her var han paa kendt Grund og vidste, hvad der skulde gøres, saa det skulde være klaret i en Haandevending. Han tænkte slet ikke paa Trætheden i Arme og Ben. Men han var ikke kommet ret langt op i Vantet, før han mærkede, hvor slappe Armene var, saa han blev nødt til at gaa forsigtigere. Straks lød der et Brøl nedefra. Det var Jef, det Bæst. Men han kunde bare passe sig selv; han, Veste, skulde nok løse sin Opgave.

Enkelte Vindstød kom. Han skyndte sig. Det var kun et Øjebliks Værk, saa var det ordnet, og han skulde netop til at gaa ned, da Vinden pludselig pressede paa, saa han nær havde mistet Pusten og tabt Taget, idet 'Virginia' lagde sig over og var paa Nippet til at dyppe Raanokken i Vandet.

En Skræk for igennem ham. Men kun een Ting gjaldt det om, vidste han, og det var at holde fast; saa gik det nok. Det varede da ogsaa kun et Øjeblik, saa rejste 'Virginia' sig igen og tog Retning og fart for Vinden, og Veste kunde bjærge sig ned.

"Godt klaret, Knægt," sagde 1.Styrmand anerkendende, og Veste følte for første Gang Glæde ved at være om Bord paa ’Virginia’.

"Hø,” brummede Jef, "skulde han ikke bruge Kløerne til at holde fast med, hvad skulde han saa bruge dem til."

Men de øvrige af Vagten havde opdaget, at Drengen ikke var gjort af Sødmælksost, og selvom et Par af dem, William og Alfonso, nok kunde have Lyst til at prøve ham lidt ekstra, blev det dog foreløbig ikke til noget, for Vagten blev meget anstrengende med stadig Hiven og Halsen rundt. Da de blev afløst, tænkte de kun paa snarest at komme til Ro og hvile lidt, før de skulde op og have Hundevagten.

Veste sov, saa snart han havde faaet det ene Ben i Køjen. Han var træt og mør efter en anstrengende Dag oven paa den drøje Tur i aaben Baad.

Da de tørnede ud til Vagt, var Veste saa langt inde i den trygge Søvns Rige, at det varede en Tid, før han kunde vende tilbage, hvorfor William raat tog ham i Benene og hev ham ud af Køjen med et Kast, saa Sol, Maane og adskillige kulørte Stjerner dansede for hans Øjne. En kogende Vrede steg op i ham, og han for paa William, der grinende havde vendt sig, og han gav ham et ordentligt Nakkedrag.

William snurrede rundt og skulde netop til at slaa til Veste, da Pat lagde sig imellem: Det lignede ingenting at behandle Drengen saadan. - Om han vilde have nogle Klø med, for William op. Men Pat sagde blot til Veste: "Kom, saa gaar vi op! "

Paaklædningen var jo kun et Øjebliks Værk, saa Pat og Veste forsvandt straks; men William hviskede sammen med nogle af de andre Matroser.

Det var aldeles Blikstille. 'Virginia' laa og skvalpede i Efterdønningerne efter Bygerne, saa Sejlene klaskede mod Masterne, og alt det løbende Gods knirkede og knagede. Det var ikke hyggeligt. Men der var høj Himmel med tindrende Stjerner, herligt Vejr og ingenting at bestille nu ved Midnatstid. Det kunde have været godt nok alt sammen, syntes Veste, havde blot Martin været paa hans Vagt. Pat var vist rar, men ham kunde han ikke rigtig snakke med. - Trætheden sad ham stadig i Kroppen, og den i Forbindelse med den evindelige Klapren og Knirken og Knagen gjorde ham nervøs og daarlig tilpas.

Der var andre, der ikke kunde holde Uvirksomheden ud og derfor begyndte at spekulere paa Skarnsstreger. - Veste for sammen, idet et Par af Matroserne nærmede sig. "Du skulde lige komme hen til William; han vilde gerne snakke lidt med dig," sagde den ene.

"Hvad vil han mig?” spurgte Veste ængstelig.

"Snakke med dig, sagde jeg jo," gentog den første og smiskede lidt.

"Du behøver ikke at være bange, du har jo os," tilføjede den anden med et Grin.

Veste var klar over, at det ikke nyttede at stritte imod; men han var alt andet end vel til Mode ved at følge de to Matroser ud paa Fordækket. Her var en hel Flok samlet, og William traadte frem og befalede ham at knæle.

Veste forstod ikke, hvad han sagde. William gentog sin Befaling endnu mere truende, og de andre gjorde ham ved Tegn forstaaelig, hvad Meningen var. - Veste vidste ikke sine levende Raad: Skulde han virkelig gøre det? De stod der alle saa ubevægelige; vist ikke een vilde række ham saa meget som en Finger til Hjælp. Han saa til Pat, men denne gjorde Tegn til, at han skulde adlyde.

"Naa, bliver det snart til noget? Ellers skal jeg...,” og saa bandede William stygt.

Veste lod sig glide ned paa Dækket.

"Bed dit Fadervor, for nu skal du døbes!"

I det samme fik Veste en hel Pøs Vand fra venstre Side og umiddelbart efter en fra højre side - for at han ikke skulde blive skæv.

Helt fortumlet i Hovedet vilde han rejse sig op, men blev grebet af et Par stærke Næver og holdt fast, mens et Par villige Sjæle rev Bukser og Skjorte af ham.

"Føj, hvor du er beskidt. Du maa smøres ind i ægte, fin og holdbar Sæbe, der fordrer ekstra Skurebørste bagefter. Hit med Tjærepøsen!” Veste vred sig fortvivlet, men det nyttede intet. Og mens William og Alfonso fik fat paa Tjæren, tog et Par behjælpsomme Sjæle Vestes Bukser og Skjorte og begyndte at slaa Knude paa Knude paa dem og trække dem haardt sammen; ikke af Ondskab bevares, men saadan skulde en Dreng nu engang have det, efter deres Formening.

Dog - netop som William skulde til at tjære løs, lød der et advarende Fløjt fra Baadsmand Jefferson, der paa Afstand havde fulgt det hele, meget interesseret. Han saa ikke noget, men nu havde han pludselig opdaget 1.Styrmand, hvorfor han skyndsomst fjernede sig efter at have givet Advarselssignal.

Med en halvkvalt Ed sprang William og Alfonso til Side. De havde stolet saa sikkert paa, at Styrmanden overlod Vagten til Jef, naar der ikke var noget særligt paa Færde.

"Hvad skal dette her betyde?" spurgte Styrmand Davis.

"Lidt Løjer med Drengen," svarede Alfonso og trak paa Skuldrene. "Det er jo ved Linien.”

”Og Tjære pøsen?"

Intet Svar.

"Jeg skal gøre de Herrer opmærksom paa een Ting: Havde det været en Tøsedreng, I behandlede paa den Maade, kunde jeg have forstaaet det og lukket mine Øjne derfor. Men Vist Thimsen har i Dag vist, at han er en ægte Søgut. Derfor - tag hans Bukser og Skjorte, løs Knuderne op og giv ham dem!"

"Det har vi ikke gjort," mumlede de to. Gerningsmændene havde klogeligt trukket sig tilbage.

"Har I forstaaet? Eller skal dette her meldes til Kaptajnen?"

Nej, ellers Tak. saa maatte de hellere bide i det sure æble.

Med noget Besvær lykkedes det dem at faa Knuderne løst op, hvorefter de kastede Tøjet foran Vestes Fødder. Veste vilde straks samle det op, men Styrmanden stoppede ham. "Nej Tak, saadan leger vi ikke. Saml det op og giv ham det pænt!"

Med en Ed paa Læben, og mens der lød dæmpet Latter fra Kammeraterne, samlede de Bukserne og Skjorten op og rakte dem til Veste, der ikke var mange Øjeblikke om at komme i Tøjet.

"Vist Thimsen har Frivagt. Og I, hvis I ikke opfører jer som Gentlemen mod Drengen, faar I med Kaptajnen at bestille, og I ved, at det betyder den Herreret, der hedder 'Kat'.”

Veste gik ind paa Agterdækket, baade glad og bedrøvet. Glad over, at Styrmanden havde vist sig som hans Ven, men bedrøvet over, at ingen af Kammeraterne havde hjulpet ham, og tillige bange for, hvad han kunde vente sig; for sladre vilde han ikke.

Da William kom ned, kunde han ikke nægte sig selv den Tilfredsstillelse at knibe Veste eftertrykkeligt, idet han hvæsede: "Hvis du tror, jeg er bange for Styrmanden, saa tager du fejl, min fine Ven. Men vent du blot til i Morgen, saa kommer Dick og Ross ud!"

Veste saa skræmt op paa ham, og et triumferende Grin gik over hans Ansigt. Der gjorde han alligevel den ægte Søgut bange.

Veste syntes, at det dog var lovlig haardt, skulde han nu ogsaa have de to store Matroser til Fjender, en sølle vestjysk Knægt som han, langt borte fra Hjem og Fædreland. For første Gang var han ved virkelig at fortryde, at han var rejst ud. Det var virkelig forkert over for hans Mor. Hun havde lidt meget for hans Skyld, og han maatte skamme sig. - Men nu han var ude, maatte han saa meget mere tage, hvad der kom - som en Straf, og eller handle efter hendes Ord: Se dig for, og Gud i Vold! - Gud maatte blive hans eneste Tilflugt, her hvor ingen brød sig om ham, her, hvor alle var hans Fjender.

Skønt naar han tænkte rigtigt over det, var de saa alle hans Fjender? Havde han slet ingen Venner om Bord?

Jo - han havde da Martin. Kunde han blot gaa op og snakke lidt med ham, vilde det alt sammen være ganske anderledes; men han turde ikke gaa op for William, som laa lige over for ham. Men der ved Siden af William laa Pat, han var heller ikke hans Fjende, og 1. Styrmand havde rost ham. Det hele var maaske ikke saa slemt, som han havde ligget og forestillet sig.

Han laa og blev helt trøstig til Mode, indtil Tanken om, at Dick og Ross kom ud af Arresten i Morgen, dukkede op. De skulde være saa forfærdelig stærke og var selvfølgelig onde paa ham, fordi han og Martin paa en Maade var Skyld i, at de maatte sidde og kukkelure i Mørke i tre Dage.

Veste gyste ved Tanken om ny og ukendte Trængsler, der ventede ham. Men pludselig smilte han: Gud i Vold, lille Mor! Og en velsignet Søvn hyllede ham i sine skærmende Arme.

Næste Dag, da Bagbords Vagt var blevet afløst, lød det: Nu kommer Dick og Ross! - Vestes Hjerte begyndte at banke stærkere, men han tabte ikke Modet. Han saa meget lysere paa det hele nu ved Dag. Vagten var gaaet godt, end ikke Alfonso havde han haft Grund til at beklage sig over. Men Alfonso havde om Læberne haft et sært forborgent smil, der ligesom sagde: Vent blot, min Ven, du har dit til gode.

Veste besluttede, at hvad der end skulde ske, vilde han tage frejdigt imod de to Kæmper. Dog kriblede det ham uvilkaarligt ned ad Ryggen, da de kom stormende ind i Lukafet, brummende som et Par gale Bjørne: ”Hvor har vi de Hallunker, som har skaffet os tre Dage i Skyggen? Vi vil se dem. Vi vil æde dem!"

"Her er den ene af dem," raabte en hjælpsom Sjæl og stødte Veste frem. - Begge styrtede hen imod ham. Ross stillede sig brummende foran ham, sort og skægget, alt andet end lystelig at skue. Dick gik lige ind paa Livet af ham og stirrede ham bistert i Øjnene. Men Veste stirrede frejdigt igen. Saa slog Dick Labben i hans Skulder, saa han var paa Nippet til at synke sammen; men han rettede sig og smilte i Stedet.

”Nu, det glæder mig," sagde Dick saa. "Jeg troede, at det var et Par Vanter, vi reddede. Nu ser jeg, du er en Kærnegut. Velkommen i vort Lag! " Og han klemte Vestes Haand, saa det sved gennem Marv og Ben.

Men Veste ømmede sig ikke. Han var saa glad, som han ikke længe havde Været. Han blev bænket mellem de to store Mænd, mens de spiste, og han maatte paa sit daarlige engelsk fortælle om Branden, og hvad der fulgte efter. Andre sluttede sig til, og Veste befandt sig j godt.

Men William og Alfonso bandede i deres stille Sind over Vestes Held og ønskede inderligt, at de en Dag maatte faa Ram paa ham.

Veste var heller ikke ovre alle Genvordigheder. Drøje Tørn maatte han tage, og Fægteøvelserne var haarde; men han blev trænet, saa Alfonso vanskelig kunde køre ham træt, og mishandle ham turde han ikke.

Snart kunde han heller ikke uden selv at risikere gule og blaa Mærker efter Vestes Huggert.

En forbistret Sejlads var det. Stille Vejr med slappe Sejl efterfulgt af Byger fra Alverdens Kanter. Havde de faaet Sejlene sat efter en, maatte de brase rundt for den næste. Kaptajn Harrison var i ondt Humør. Det forplantede sig til Styrmændene, og Jef fik ogsaa fornøden Lejlighed til at udspy sin Galde."

LANGS GUINEAKYSTEN .

'VIRGINIA' havde passeret de kapverdiske Øer og holdt ned langs Guineakysten. Her mærkedes Paalandsmonsunen, og Sejladsen blev mere støt, samtidig med at der viste sig Tegn til, at man nærmede sig Bestemmelsesstedet. Proviant og Ladning blev undersøgt og omstuvet.

Store Baller af Lærred, Bomuldstøj og Silkebaand, Sække fulde af Kobber- og Messingbaand, Glasperler, Mundharper, Kobberkedler, Tinskeer og Knive kom for Dagens Lys. Gamle Hatte opstadsedes med Flitterbaand. Alt dette var Penge, der skulde købes 'sort Elfenben' for.

Med Undren saa Veste paa alle disse Herligheder, der ikke var saa store endda. Han var dygtig til at spille paa Mundharpe og kunde ikke modstaa Lysten til at prøve en af dem; men det viste sig, at den var noget elendigt Bras, ikke til at lokke en ærlig Tone ud af. Paa lignende Maade forholdt det sig vist med det meste - uægte og værdiløst Kram.

De værdifuldeste Handelsvarer var Brændevin, Tobak og Bøsser med Krudt og Kugler. Brændevinen og Bøsserne var gode nok til at ødelægge stakkels sorte Menneskers Liv eller gøre dem til Slaver. - Desuden havde de Brødkorn og finere Klædevarer til de Danske ved Voltafloden.

En Dag blev Martin og Veste kaldt til Kaptajnen.

"I har vist jer flinke og brugbare," sagde Sir Harrison. "Vi gaar nu til Voltafloden, som løber gennem dansk Omraade. Vi vil her handle med jeres Landsmænd, da det er et udmærket sted at udskibe Slaver. Flodens Munding er dyb, og der er ingen Brænding ved Østsiden, saa Baadene uhindret kan gaa ind og ud. - Naa, nok om det. Jeg har kaldt jer herind, fordi jeg har et Forslag at stille: I tager Hyre paa 'Virginia' for to Rejser. Hyren er ikke daarlig, ved I."

"Undskyld, Sir," vovede Martin," kunde vi ikke faa Lov at opsøge vore Landsmænd herude og saa vende hjem?"

"I er Sømænd; hvad vil I hjem efter? Desuden kan jeg fortælle jer, at jeres Landsmænd dør som Fluer herude, saa det kunde være et tvivlsomt Gode for jer at komme i Land og gaa og vente et halvt eller helt Aar paa Skibslejlighed."

"Sir, kunde vi da ikke nøjes med een Rejse?"

"Jeg plejer ellers ikke at hyre mine Folk under to Rejser; men i Betragtning af, at I er kommet om Bord paa særlig Maade, skal jeg nøjes med een Rejse." Da han saa deres ubeslutsomme Miner, føjede han til: "Og prøv ikke paa at rømme. Det bliver værst for jer selv!"

Harrison slog et Slag i Bordet, og Boy kom og lukkede dem ud. "Den er ikke saa gunstig," bemærkede Veste.

"Der er foreløbig ikke andet at gøre end at se Tiden an og gøre gode Miner til slet Spil," svarede Martin.

"Ja,” siger Veste, "jeg kan nok forstaa, at han absolut vil beholde dig, der er fuldbefaren Matros, men en Dreng som mig?"

1.Styrmand synes jo godt om dig, og du er godt paa Vej til at blive hans særlige Oppasser. Du skal se, det er der Humlen stikker."

Man saa Kaptajnen mere end sædvanlig. Han var urolig og stundesløs, talte ivrigt med 1.Styrmand eet Øjeblik for idet næste at fare over Kanoneren, der ledede nogle Øvelser med Kanonerne.

Langt ude i Nord skimtedes en Kyst med lave Høje og bagved blaanende Bjerge. Efterhaanden sejlede de Kysten nærmere. - En Dag hen paa Eftermiddagen var en svær Byge netop drevet over. Himlen var atter klar. Havet var dybblaat og roligt. Da raabte Styrmand Davis til Veste: "Hent mig den store Kikkert i min Kahyt!"

Veste sprang af Sted og var som en Vind tilbage. "Vent!" sagde Styrmanden, idet han rettede Kikkerten mod Land. Derinde tonede høje, hvide Mure frem af Regntykningen. Over den højeste Del af Bygningen vajede et Flag. Det maatte være en Fæstning, en Borg. Men hvem mon der ejede den?

Efter at Styrmanden ganske kort havde iagttaget Bygningen derinde, rakte han Kikkerten til Veste, idet han sagde: "Sig mig, hvem Fæstningen der tilhører!"

Veste satte Kikkerten for Øjet. Men han var ikke langsynet, som Styrmanden; det hele løb ud i Taage, til han havde faaet Kikkerten indstillet. Da traadte den hvide Bygning skarpt frem i det blændende lys paa Baggrund af den mørke Byge, og han spejdede efter Flaget.

Der var det. Det blafrede skralt i Paalandsvinden, saa det var vanskeligt at se Farve og Tegning. Men han syntes i alt Fald, det var mørkt med en lys Stribe paa langs. Det kunde vist ikke være det engelske; skønt han vidste for Resten knap, hvordan det engelske Krigsflag saa ud.

Nu kom der et stærkere Vindpust lidt mere fra Siden. Flaget foldedes helt ud, og der viste sig tydeligt en lys Tværstribe ogsaa, et hvidt Kors! Der kunde ingen Tvivl være: Det var Dannebrog!

Det vældede op i ham, dette underlige: Dansk herude, tusinde Mile hjemmefra og under Sydens brændende Sol. Han glemte helt Tid og Sted.

"Naa, det tager Tid, Dreng," sagde Davis paataget bøst. "Tror du, jeg har Tid til at staa her og vente paa din Afgørelse til i Morgen."

"Den er dansk," svarede Veste med et underlig bevæget Smil.

"Rigtig, min Gut, og den hedder 'Christiansborg'. Jeg forstaar dig. - Men løb nu straks hen til Sir Harrison og meld, at vi har naaet dansk Guinea!"

Kaptajnen kom paa Dækket i en Fart. 'Virginia' kippede det amerikanske Flag, og Fortet hilste igen med Dannebrog, mens Martin og Veste stod rette som Lys.

Med Vemod saa de Fæstningen svinde. De ønskede sig derinde, inde hos Landsmænd. Men det var umuligt, de kunde ikke slippe bort. De skulde i Stedet være med til at pine de stakkels sorte. For disse maatte faa det forfærdeligt her paa 'Virginia', kunde de indse. Men hvor forfærdeligt det skulde blive, anede de heldigvis ikke.

Længe fik de ikke Tid til at falde hen i længselsfulde Tanker. Nu da Maalet var saa nært, var der meget at gøre, og alle Mand kom i Arbejde. - Hen under Aften løjede Vinden af, og 'Virginia' kastede Anker for ikke af Strømmen at blive sat paa Grund, nu Kysten var saa nær.

Næste Morgen stod de langsomt ind mod Volta-Flodens Munding, tagende hyppige Lodskud. Floden fører nemlig store Masser af Sand og Dynd med sig, saa der dannes Sandbanker, som paa Grund af Havstrømmen langs Kysten stadig forandrer sig. - Omsider lod de Ankrene gaa, henimod en Mil uden for Mundingen.

Kaptajn Harrison var ikke den, der spildte Tiden. Jo kortede Tid de laa her, des mindre Sygdom og des færre Dødsfald, for Sumpfeberen lurede som en Giftslange paa hver hvid Mand, der kom i Land. Han vilde dog straks i Land for at hilse paa den danske Kommandant paa Borgen 'Kongensten' ved Volta og forhøre, om der var Slaver i Farvandet og andre Varer at købe, bl.a. Proviant til Slaverne: Negerhirse, Bønner og Jams, samt Palmeolie til Indgnidning i Huden. - Det vilde maaske nok blive noget dyrt at handle med Danskerne; men at komme uden om dem var umuligt. Dog haabede han, at det skulde gaa forholdsvis let, naar han smurte rigeligt med Vin og Tobak. Bare de ikke skulde sinkes af Krig med Negerstammerne .

Alt viste sig at være roligt. Der blev truffet Aftale om Levering af Proviant, og de fik Besked om, at næste Dag kom der et Par Handelsmænd med ca. 100 Slaver. Desuden blev der sendt Bud op ad Volta for at høre efter flere.

Mens Kaptajn Harrison blev godt beværtet oppe paa Borgen, gik hans Mænd ned i Byen, Ada, og da de kom om Bord paa 'Virginia’ igen, underholdt de Mandskabet med raa Beretninger om, hvad de havde set derinde, og hvad de havde oplevet paa tidligere Togter.

Veste lyttede med Forbavselse og Afsky. Nok var det ikke første Gang, der blev fortalt grove Historier paa Frivagten; men han havde aldrig i sin vildeste Fantasi kunnet forestille sig, at Mennesker virkelig kunde bære sig saadan ad - kristne Mennesker over for sølle uvidende Negre. Det var nok de hvide, der var de ringeste, naar det kom til Stykket. - Saa vidt han kunde forstaa, var Landet derinde frugtbart og dejligt som selve Paradiset, og Negrene havde let ved at skaffe sig Føden; men "Slangen” lurede og udspyede sin Gift: Sygdom, Druk og Raaddenskab.

Hjemlængselen kom atter over ham, stærkere end før. Mon han ikke alligevel kunde rømme her og saa blive færdig med alt dette? Paa 'Kongensten' vilde de sikkert tage godt imod ham, naar de hørte, hvordan det var gaaet ham. - Skønt det var dog ikke sikkert. Det lod jo til, at Kaptajn Harrison var svært gode Venner med dem derinde. Hvis han søgte derind, kunde han maaske risikere at blive sendt tilbage, og saa vilde det sidste blive værre end det første.

En af Matroserne, Jack, var netop kommet godt i Gang med en særlig slem Historie, da Dick raabte: "Hold Kæft! Det er Løgn og Pral." Straks protesterede Jack, og andre støttede ham. "Hold Kæft! Har I hørt det! Du behøver i det mindste ikke at besmitte Drengen med dit Svineri."

"Aa, bliver du hellig, Dick! Du plejer ellers nok at kunne tage din Tørn."

Dick for op: "Hvad rager det dig!" og Jack fik en Lussing, saa han tumlede, og før man vidste af det, var de oppe i et forrygende Slagsmaal. Flere kom til: Stønnen, Eder og Tumlen.

Veste stirrede forfærdet paa de gale Mennesker. Hvorfor kunde de ikke holde Fred? Hvorfor skulde de absolut slaas? Det var ikke første Gang, han tænkte paa at hente Styrmanden. Men han gjorde det selvfølgelig heller ikke denne Gang; thi han vidste, at saa var han umulig om Bord.

Dick og Ross var da ogsaa snart Herrer over Situationen. Pat, der havde set tungsindigt til, hentede Harmonikaen og begyndte paa en af sine længselsaandende irske Sange.

Der blev stille. Alle maatte tænke paa Landet bag Havet, hvor deres Vugges Gænger engang havde gaaet. - Veste hørte Køerne dryne i Stalden ved Aftenstide. Mor og Dorthe kom i den stille Aften over Gaarden med Malkespandene. Nu sætter de Nadvergrøden frem, og de samles alle om Bordet.

Pludselig springer Hansson, Svenskeren, op, sparker i Dørken og raaber: "Hold op ...! Man bliver jo ganske melantrisk af alt dette. Nej, lad os faa en rigtig Sømandsvise med Hiv og Sving." Han snappede Harmonikaen fra Pat, og nu lød Sømandsviser fra Alverdens Havne. Ogsaa Martin gav en, han havde lært paa en Turøskonnert.

De følgende Dage var Kaptajnen og 1.Styrmand flere Gange i Land. Proviant blev bragt om Bord og stuvet til Side. Baade gik frem og tilbage; men Martin og Veste fik ikke Lov at komme med i Land. Kaptajnen stolede ikke rigtig paa dem.

Meget var der ikke at tage Vare paa om Bord, eftersom Dagene gik. Mænnerne døsede eller røg op i vældige Slagsmaal, som Veste ikke kunde blive fortrolig med. Men han fik at se, at ogsaa Martin kunde klare sig i en snæver Vending og indgyde sig Respekt, hvilket var nødvendigt. Veste tænkte med Gysen paa den Dag, da det blev hans Tur til at vise, hvad han duede til.

SLAVEKØBET.

De første Slaver var bragt om Bord og lænket i Rummene. Veste saa med Undren og Afsky paa de blanke sorte Kroppe, de store tykke Læber, den brede Næse, det krøllede Uldhaar. Igen maatte han spørge sig selv, om de virkelig var rigtige Mennesker. Var det ikke rimeligt, at de skulde trælle under de hvide, der alligevel maatte staa meget højere end de? Men saa hændte en Dag noget, der lukkede hans Øjne op, saa han ikke blot vidste, men ogsaa forstod, at Slavehandel er umenneskelig.

Der kom Bud, at en stor Slavetransport nærmede sig. Kong Assambo af Asjave vilde næste Dag ankomme til Ada med flere Hundrede Slaver. Store Forberedelser til Købet blev gjort. Betalingsmidler blev stuvet i Baadene, og Lænker taget frem og efterset.

Næste Morgen meget tidlig blev Storbaaden stuvet med en Mængde gode Gaver til Hans Majestæt Kong Assambo og til den danske Kommandant. Da det var en lang Rotur, der forestod op til Ada, blev nogle af de kraftigste Mænd udvalgt til Besætning i Baaden, deriblandt selvfølgelig Dick og Ross. Boy skulde med som Tolk, selvom Kaptajnen selvfølgelig kunde noget af det Blandingssprog, hvormed Negre og Europæere gjorde sig forstaaelig, for hinanden.

l. Styrmand vilde have sin Oppasser Veste med. Det syntes Kaptajnen ikke om; han kunde stikke af fra dem og var desuden til ingen Nytte. Men Davis tog Løfte af Veste om, at han ikke vilde rømme. Veste gav det gladeligt. Han var i Øjeblikket saa forhippet paa at komme ind og se dette mærkelige Land med Palmer og Aber og de sorte Mennesker, at han hellere end gerne lovede hvad som helst.

Snart gled Baadene med Storbaaden i Spidsen ind mod Volta, der aabnede sin brede Munding for dem. Støt gled de op ad den mægtige, 2 km brede, svulmende Strøm. Hvad var Skjern Aa med sine brede Enge mod Volta, paa hvis Bredder en frodig Vegetation af forskellige Slags Mangrover, lave Palmer og Hibiscustræer groede foruden en Vrimmel af Planter, som ingen kendte Navn paa. Da Baaden gled ind idet forholdsvis smalle Løb mellem Fastlandet og den store Ada-Ø i Øst, kom Bredderne dem ganske nær. - Inde under den østlige Bred var der Skygge endnu. Her fulgte Aberne dem oppe i Træerne, der hang ud over Floden. De skældte ud og kastede Frugter i Hovedet paa dem, mens Papegøjerne skreg og pludrede.

Veste sad i een Undren. Det var som at sejle gennem et Eventyrland - et Paradis. Her var Verdens Herligheder. Men han vidste godt, at Slangen lurede bagved.

Efterhaanden steg Varmen, og Luften blev kvalm og trykkende. Ingen Luftning kølede her imellem de yppige, skovklædte Flodbredder. Mænnerne svedte, saa Vandet drev af dem, og Holdene maatte hyppig afløse hinanden ved Aarerne.

Veste lænede sig ud og lod Fingrene glide i Vandet. – ”Er du gal, Dreng!" raabte Davis straks. "Op med Labberne, hvis du ønsker at beholde dem."

Forskrækket trak Veste Haanden til sig. - "Se," sagde Styrmanden og pegede ned i Vandet. Det saa ud, som en sort Skygge gled igennem det. "Det var paa høje Tid, du fik Fingrene til dig; ellers havde en Krokodille nok gumlet paa dem nu. Saadan en lille Kammerat paa godt en halv snes Fod morer sig ikke saa sjældent med at nappe en Arm eller et Ben, hvor det byder sig til. For ikke at tale om, at vi kunde møde en Flodhest, som for Løjers Skyld kunde komme i Tanker om at vælte Baaden, spise et Par Stykker af os og overlade Resten til Krokodillerne."

Veste saa paa ham: Var det Alvor eller Løjer? Vist noget af begge Dele. Veste undrede sig mere og mere. Det var, som den store Oplevelse laa for ham og kun ventede paa, han skulde gribe den.

En Byge piskede ned over dem. Blæsten susede, Flodens Bølger brusede, Lynene blinkede, og Regnen piskede. Men et Kvarter efter var den ovre. Blæsten gik hen og lagde sig, Tøjet tørredes, Solen Stak, og i Luften var lige kvalm og tung.

Kaptajnen var i godt Humør ved Tanken om en hurtig og god Handel. Han talte om det Held, det var, at der saa hurtigt kom en stor Slavetransport, saa de kunde komme af Sted igen og undgaa at faa mange syge i denne forbistrede Regntid, som nu begyndte. Det var, som hver Byge regnede Feber ned, og snart vilde Volta gaa over sine Bredder, saa der slet ikke blev til at være.

Der gik en Time, der gik to, og det var langt henne paa den tredie, da de endelig ret forude saa Kongenstens lyse Mure rejse sig over Krattet ved Flodbredden.

"Frisk Mod, Manne!" raabte Kaptajnen, "nu lysner det."

Mændenes Ansigter lyste op ved Tanken om snart at komme i Land og hvile i Skyggen. Men atter saas kun Flodbreddens Mangrover og Figentræer, der dannede et uigennemtrængeligt Net.

Endelig viste der sig dog en aabning i Netværket, og de saa ind mod en stor By af lave Negerhytter; det var Ada. Ved Flodbredden samledes en Mængde sorte Mennesker. Børnene var splittenøgne, og de voksne havde kun et lændeklæde om Livet. Alle var de ivrige efter at vise dem den bedste Landingsplads, mens de pludrede løs og fortalte, at Kong Assambo var kommet med utallige Slaver og nu gjorde sig rede til at tage imod dem oppe paa den store Plads.

Midt i det hele Virvar ankom en Trop Sorte Soldater oppe fra Borgen. De fejede Mængden til side og lavede en aaben Plads, hvor Varerne kunde oplosses. Deres 'Løjtnant' traadte frem og hilste paa Kaptajnen og Styrmanden med sin underlige Sabel, der havde to Blade, og lige netop som Kaptajnen vilde til at spørge Løjtnanten nærmere ud, ankom Kommandanten i Hængekøje, baaret af to høje, flotte Negre.

Kommandanten, en svær Købmand med Flæskekinder og svømmende Øjne, hilste hjerteligt paa Kaptajnen og Styrmanden og beklagede, at de ikke straks kunde tage op til Borgen og faa noget drikkeligt; men det var bedst at faa Handelen begyndt, før Middagsstunden kom med sine stærke Regnskyl. Kaptajnen lod derfor Gaverne til Assambo tage op af Baaden: Et Tæppe, stærkt kulørt, et Lommespejl, hvori han kunde nyde sit storslaaede Fjæs, Messingarmbaand, Tobak og ikke at forglemme - Brændevin. Kommandanten besigtigede Gaverne. Han pegede paa Messingarmbaandene og sagde: "Var jeg Dem, vilde jeg lægge dem til Side. Negrene her forstaar sig godt paa Guld. Assambo kunde let blive fornærmet over, at han ikke var Guld værd.”

De blev lagt til Side. De øvrige Gaver fordeltes mellem nogle Negre, som skulde bære dem, og efter at der var sat Vagt ved Baadene, drog en hel Karavane op mod den store Plads. Forrest var Kaptajnen, Styrmanden og Kommandanten, derefter fulgte Veste mellem Dick og Ross. Paa den store plads, der laa midt i Byen, gjorde de Holdt under et mægtigt Baobabtræ.

Straks efter forkyndtes Kong Assambos Ankomst, ved at hans Orkester spillede et stykke paa Trommer, Gongong og mærkelige Fløjte-instrumenter. Som Afslutning paa Stykket slog en særlig høj og kraftig Neger nogle Slag paa Gongongen og raabte noget.

Det er Høvdingens store Navne, han udraaber, sagde Dick til Veste. "Hør! Bum - bum, stor Helt. Bum - bum, vældig Kriger. Bum - bum, Løve dræber." - Saadan blev han ved mindst 30 Gange. Det maatte være anstrengende i den trykkende Hede.

Endelig viste den store Helt med de mange Navne sig i al sin Herlighed. En kraftig og tyk Herre var han med ganske ualmindelig svære Læber, vældige Kindben og bred Næse, klædt i kostbart Lændeklæde, der naaede til Jorden, rød Silkeslaabrok, som havde set bedre Dage, men dog var et Pragtstykke, og over Hoved og Skulder bar han et Panterskind, hvis Hoved hang ud over hans Ansigt og gav det et ekstra vildt og bistert Udtryk. - En latterlig Dragt - ja vel; men der var dog noget vist storslaaet over hans Fremtræden. Veste stirrede helt betaget paa hans sorte Majestæt, som han gik hen mod Kommandanten og Kaptajn Harrison og hilste paa dem.

Da Assambo havde taget Plads under store Vifter, lod Kaptajnen Gaverne bære frem. Dog blev foreløbig en gammel, laadden Kuskehue med store paasyede Sølvblomster holdt tilbage sammen med noget Tobak.

Assambo lod straks skænke Brændevin og byde rundt. Selv tog han et Par ordentlige snapse, saa det vilde vist ikke vare længe, før han kom i højt Humør. - Kommandanten, Kaptajnen og Styrmanden tog derefter Plads ved siden af Høvdingen, og i Halvkreds til begge Sider ordnede deres Mænd sig, mens Tilskuerne trængtes bagved.

Palaveret tog sin Begyndelse med, at Assambo lod bekendtgøre, at han holdt Fødselsdag. Kommandanten havde paa Forhaand gjort Harrison opmærksom paa, at Assambo nok holdt Fødselsdag, hvorfor han lod Kuskehuen og Tobakken frembære med mange gode Ønsker for hans Majestæts Sundhed.

"Han holder Fødselsdag en Gang om Ugen," betroede Dick Veste, "det kender vi." - Assambo tog sig straks en Pris Tobak og nøs yderst hjerteligt. "Prosit, dit Fæhoved!” udbrød Veste uden at tænke paa, at der desværre ingen var, der forstod hans Vittighed.

Forhandlingerne angaaende Slavekøbet tog sin Begyndelse; men det gik, trægt. Harrison vilde jo købe billigst muligt; men AsSambo vidste nok, hvad hans Varer var værd, og holdt dem i en stiv Pris. - Veste undrede sig over, at de saadan ganske forretningsmæssigt kunde sidde og handle om Mennesker, Assambo oven i Købet om egne Landsmænd.

Pludselig fik den stillestaaende lummerhede Luft i et kraftigt Uvejr, der afbrød Palaveret, Assambo til at trække sig skyndsomst tilbage til en stor Hytte ved Pladsen, mens Kommandanten anviste de hvide en rummelig Hytte, hvor et flot Maaltid blev serveret for dem, mens Lynene glimtede, Tordenen bragede, og Regnen styrtede ned.

Først fik de en Ret i Skaller. Veste saa betænkeligt paa det; men Dick sagde: "Spis blot, det et Krabbe - dejligt!" Han smækkede med Tungen og tog fat paa sin Portion, og Veste opdagede, at det virkelig smagte godt. - Men dernæst kom en stygt lugtende og ilde udseende Ret. - Ah, Flau. Flau!" udbrød Ross og gav sig straks i Lag med det. Men det kunde Veste ikke faa ned; det vendte sig i ham blaat ved Synet og Lugten. Til Maden fik de Pytto - Majsøl.

Veste undrede sig over, at de flettede Græsmaatter, Hytten var bygget af, kunde holde Regnen ude, saadan som det skyllede ned; men ikke en Draabe Vand kom ind. Det var stærke og gode Hytter, de indfødte her byggede.

Efter Maaltidet gik Kommandanten og Harrison til Assambo og fik ordnet Købet. Næste Morgen skulde Slaverne udvælges, af baade Kommandanten og Assambo stillede Baade til Raadighed, saa Udskibningen kunde ske hurtigst muligt.

For at strække Benene gik Styrmanden og Veste en Tur uden for Byen, at Veste maatte stadig undres over den umaadelige Frodighed: Mægtige Baobabtræer, Bananplantninger, Majs- og Hirsemarker, Græs, der næsten kunde skjule et Hus, det var saa stor en Modsætning til Jyllands tørre Hedeegne, at det var som et Eventyr; men det var sandelig alt

sammen virkeligt nok. Her var indeklemt og lummert, og naar Veste tænkte paa, at her lurede en Fare bag hver Knold i en Slanges Skikkelse, og at i Vandløbene kunde man ikke bade af Frygt for at blive ædt af Krokodiller, saa svandt Herligheden, og han længtes tilbage til Høduften i Engene langs Aaen derhjemme. Hellere ogsaa lidt for køligt end denne daanende Hede, hvor alt dampede af Væde. Han følte sig daarlig tilpas, og han kunde se, at heller ikke Styrmanden havde det for godt. Denne indrømmede da ogsaa, at Feberen vist var efter ham, saa han maatte tilbage og hvile.

Mens de gik tilbage til den store Plads, lagde Veste Mærke til, at mange Negre sad uden for Hytterne og kastede med nogle smaa Sneglehuse, og saa raabte de op og blev meget ivrige. - "Hvad betyder det?” spurgte han Davis.

"Det er deres Kortspil eller Terningspil, Bosspillet. De kaster med tre Bos, smaa Sneglehuse, og har vundet, naar de alle vender Aabningen nedad. De spiller tit al deres Ejendom, ja, undertiden sig selv bort.

Veste standsede ved et Par ældre Negre, der var særlig ivrige. Hjemme i Vestjylland var Mændene ogsaa ivrige Spillere. Hvor mangen Gang havde han ikke staaet og set paa Kortspil og været lige saa spændt som de spillende. Men Styrmanden skyndede paa, saa Veste fik ikke Tricksene i Bos lært den Gang.

Da de kom tilbage til deres Hytte, var Kommandanten og Kaptajnen kommet igen, og Kommandanten bød Kaptajnen og Styrmanden op paa Borgen. Veste tænkte paa at give sig tilkende som Landsmand af Kommandanten, men kunde ikke faa sig til det, da det kom til Stykket. Han maatte derfor nøjes med en Græsmaatte at sove paa, og Moskitoerne stak, saa han ikke kunde faa Ro et Øjeblik. De fleste af Matroserne var borte; de syntes maaske ikke, det var Umagen værd at lægge sig, naar man alligevel skulde føre en forgæves Kamp mod disse Stikmyg hele Natten.

Veste faldt dog omsider i Døs og syntes, at han saa ene Negerøjne, der vendte det hvide ud og gloede saa underlig djævelsk paa ham.

Næste Morgen var Veste sløj, og Matroserne saa ud til den dyre Død. Kaptajnen og Kommandanten kom tidligt, men Styrmanden havde de efterladt paa Borgen, for han havde Feber.

Assambo mødte til Eftersynet af Slaverne med den gamle Kuskehue paa Hovedet, aabenbart yderst stolt af sin ny Prydelse. Veste saa forbavset paa ham. I Gaar saa han vild og grum ud med Panterhovedet, nu lignede han en Fastelavnsnar.

Fra lange Kanoer hentedes nu Række efter Række af Slaver, Mænd og Kvinder, op og fremstilledes splitternøgne til Eftersyn. Elendige saa de fleste ud efter den tunge Vandring under Slaveaaget fra det indre Sudan. - Sagkyndig gik Kaptajn Harrison Rækkerne efter, besaa Skikkelserne og befølte Arme og Ben. Nogle gamle og syge samt nogle med Bensvulster blev skudt ud, mens alle de øvrige blev taget for gode Varer og ført ned til den Række Baade, der holdtes rede.

Ved Synet af dette Menneskemarked kvalmede det for Veste, men det var dog en særlig Begivenhed, der aabnede hans Øjne for, hvor forfærdende raa og ubarmhjertig denne Handel egentlig var.

Midt under Eftersynet kom nemlig en ældre Neger trækkende med en yngre, kraftig og velbygget Neger. Boy oversatte, at Kvambo her ønskede at sælge Sabu, hans Slave, til den hvide Massa.

Kaptajnen spurgte, hvordan det gik til, at han havde en slave at sælge, og Kvambo fortalte med et stort Grin, at han og Sabu havde spillet Bos i Aftes, og Sabu havde stadig tabt. Da han havde spillet al sin Ejendom bort, satte han sig selv som Indsats og tabte. Kvambo grinede og slog sig paa Laarene af Fryd ved Tanken derpaa.

Kaptajnen begyndte at undersøge Sabus Ben og Fødder. Men Kvambo klaskede ham paa Ryggen og raabte: "Ikke en daarlig Plet, Massa!"

Sabu selv saa modfalden ud, men fandt sig tilsyneladende roligt i sin Skæbne.

"Hvor meget vil du have for ham?" spurgte Harrison. - Kvambo vidste nok, hvad der var noget værd, og forlangte en Bøsse, Krudt og Kugler, Tobak og Brændevin. - Men nu blandede den danske Kommandant sig i Handelen. "Stik ham lidt Tobak og Brændevin! Adaerne hører os til, og Sabu der er værdifuld. Vil De give den aftalte Pris for ham, skal De dog faa ham?"

"Ja, nok," svarede Harrison lidt forundret.

I det samme blev der atter Røre henne ved den anden Ende af Pladsen, idet en ung Negerkvinde banede sig Vej gennem Mængden, for hen til Sabu, faldt ned for ham og omfavnede hans Knæ, mens hun udstødte høje Klageskrig.

"Faa hende af Vejen! " raabte Kommandanten. "Hvem er hun?" spurgte Veste Dick.

"Hans Kone, selvfølgelig," svarede Dick. "Men jeg havde ikke troet, at en Negerkvinde kunde holde saa meget af sin Mand."

”Skrub af med dig, Tjotjo!” skreg Kvambo og sparkede til hende. Men hun klyngede sig kun endnu fastere til Sabu, og alt hvad Kvambo rykkede og sled i hende, hjalp ingenting.

"Aa, den Slyngel," tænkte Veste og bed Tænderne sammen. Nu først begyndte han at forstaa, hvad denne Handel betød for disse stakkels Mennesker, for det gjorde ham saa ondt for den unge Kvinde, og at Matroserne stod og grinede, gjorde det ikke bedre.

"Holdt!" raabte han med lynende Øjne og sprang frem for at hjælpe hende. Men Dick sprang til og slog en Klo i Vestes Skulder, idet han sagde: ”Koldt Vand i Blodet, Dreng! Det er jo kun en elendig Niggerkvinde."

"Hun er vel ogsaa et Menneske!" raabte Veste. ”Slip!"

"Nej, det nytter ikke. Du kommer til at blive her." Og Dick holdt ham fast med et saadant Jerngreb om venstre Arm, at det sved ham lige ind i Hjerteroden.

Tjotjo havde lagt Mærke til, at Veste vilde hjælpe, og hun rejste sig for at bønfalde ham om Hjælp. I samme Nu retter Sabu sig, ser sig hurtigt om, springer ud mellem de nærmeststaaende og farer over Pladsen i lange Spring. I næste Øjeblik var han forsvundet mellem et Par af Hytterne.

Kaptajn Harrison udstødte en Ed og lovede Tobak og Brændevin til den, der fangede ham, og af Sted styrtede en hel Flok af de sorte og flere af Matroserne. Nogle styrtede samme Vej som Sabu ud gennem Haverne bag Husene. Andre fulgte Gaden og løb videre ad en Sti, der førte ned til Floden lidt oven for Byen.

Veste fulgte efter, ikke fordi han vilde vinde Belønningen, men fordi han vilde se, hvordan dette spændte af.

Men hvorfor løb de netop denne Vej? Jo, de tænkte, at Sabu vilde prøve at komme ud til den mægtige Fetish paa Øen i Volta, den Fetish, der værnede Slaver, saa ingen kunde gøre dem noget, der naaede Helligdommen.

Imidlertid løb Sabu gennem Marker, højt Græs og Krat i Retning mod Voltaøen. Kunde han blot naa ud til Helligdommen, vilde Fetishen beskytte ham, og han vilde være frelst fra Slaveriet. - Endelig stod han ved Flodbredden, stønnede af det hurtige Løb. Han maatte puste lidt, før han kastede sig i Floden og svømmede ud til Øen.

Da stivnede han i Rædsel. Der - lige ud for ham - drev to store Krokodiller; de ligefrem blinkede polisk til ham, syntes han.

Han havde faaet nok. Han for tilbage fra Vandet. Nok var han bange for sine Forfølgere og ligeglad, om han skulde miste Livet, naar han ikke kunde undfly; men Skrækken for Krokodiller sad ham i den Grad i Blodet, at han ikke kunde kaste sig i Floden - ske, hvad der

vilde! Han saa sig om efter et Skjulested i Tykningen ved Floden; men det var for sent. Forfølgerne havde set ham, og et Øjeblik efter var han fanget, hvorpaa han førtes tilbage til Byen, slap og nedbøjet.

Tjotjo var fulgt efter ud af Byen, og da hun saa, at Manden var fanget, kom hun og tiggede om at faa Lov til at følge ham. Saa tog de hende med og tilbød Kaptajn Harrison at tage hende oven i Købet. Kommandanten tillod det mod at faa den aftalte Pris for unge kvindelige Slaver.

"Men jeg maa have noget for hende,” raabte Kvambo; "det var mig, der skaffede hende."

Harrison lod da hente en Dunk Brændevin, som blev overladt til Kvambo, der blev henrykt og gav et større Sold for Venner og Frænder.

Men Sabu og Tjotjo blev straks lænket og ført ned til en Baad, som 1.Styrmand skulde føre. Styrmanden var jo syg og trængte haardt til at komme om Bord og til Køjs. Kaptajnen gav ham Ordre til straks at bemande Baaden og sejle ud til 'Virginia’, hvor han skulde sørge for, at alt var i Orden til at modtage Slaverne, for i Løbet af faa Timer vilde Baad efter Baad komme, fyldt med 'sort Elfenben'.

Baaden blev bemandet og gled snart jævnt og roligt med Strømmen. Aberne rystede Trægrenene over dem, og Papegøjerne skreg, men Veste agtede ikke derpaa. Paradiset var svundet, Hede og Raahed var tilbage. Han ynkedes over de to Mennesker, der laa lænkede i hver sin Ende af Baaden. Det var oprørende, at man behandlede Mennesker, som man aldrig hjemme i Danmark vilde behandle noget Kreatur.

Da de naaede 'Virginia' og skulde til at gaa om Bord, gjorde Sabu pludselig et Forsøg paa at styrte sig i Vandet, men blev stoppet og tvunget til at gaa op ad Lejderen.

Davis gav straks Jefferson Ordre til at holde alt Mandskab rede til at tage imod Slaverne, hvorefter han gav Befaling til, at Sabu skulle føres ned i Mændenes Rum i Forskibet, og hans Lænke sættes fast, at han ikke skulde komme i Tanke om at jumpe over Bord. Tjotjo skulde føres ned i Kvindernes Rum i Agterskibet, og saa havde de ellers for Resten at lade hende være i Fred, føjede han til.

Tjotjo vilde følge Manden, men blev voldsomt revet fra ham, og aldrig saa snart var Styrmanden borte, før Matroserne blev grove imod hende. Veste sprang hen til Martin: "Se, de elendige Bagbæster, som de bærer sig ad!”

”Aa skidt, det er jo kun en sølle Negerkvind, en Træl, svarede Martin.

"Naa, det siger du ogsaa. Pøj! er du ikke bedre end de andre; du skulde skamme dig!”

Blodet skød op i Martins Kinder; han var ved at blive vred, saa det kunde have udartet sig til hvad som helst, hvis ikke Alfonso i det samme havde vist sig. Da denne nu begyndte at tage Del i Legen, kunde Veste ikke styre sig; han for uden at betænke sig paa Alfonso og stak ham en Knytnæve midt i Synet.

Slaget kom saa aldeles uventet, at Alfonso stejlede. Men han rettede sig straks, smilede skævt og indædt og sagde: "Hun er maaske din Kæreste!”

Da røg Veste igen paa Alfonso. Men denne Gang var han parat til at tage imod ham, saa Veste røg lige i Dækket for et velrettet Stød.

Alfonso vilde fare paa ham igen, men Martin lagde sig imellem: "Lad nu det være godt!"

"Hvad rager det dig!” for Alfonso op. "Du kan faa nogle Tærsk med." - "Det kan du vist ikke gøre færdigt," svarede Martin, hvorpaa Alfonso røg paa ham, og et regulært Slagsmaal var i Gang. Alfonso var den smidigste, men Martin langt den stærkeste. Det endte med, at han tog Alfonso, løftede ham op og huggede ham i Dækket, saa han blev liggende.

"Jeg skal lære din elendige Haleneger at have Respekt for en Dansker," hvæste Martin.

Alfonso rejste sig ligesom uvis, om han skulde fortsætte. Men Martin traadte ham lige ind paa Livet, stirrede ham stift i Øjnene og sagde: "Har du ikke faaet nok endnu?"'

Alfonso stod lidt med ludende Hoved, drejede sig saa omkring og forsvandt med et arrigt Øjekast til Martin.

Veste havde rejst sig med svimlende Hoved og stod og saa til. Da Slaget var endt og Tjotjo ført ned, takkede han Martin for Hjælpen. Men denne svarede mut: "Aah, hold Kæft! Du kunde passe dig selv."

Veste fortalte ham da, hvad han vidste om Sabu og Tjotjo.

"Det var mærkeligt," svarede Martin saa. ”Man plejer ellers at sige om de sorte, at de har intet Hjerte i Livet."

"Det er vel, fordi vi ikke forstaar deres Maade at leve paa," fortsatte Veste. "Men vi kan ikke være dette her bekendt. Hvor er det idiotisk, at jeg ikke rømte over til Danskerne paa Kongensten, da jeg var i Land. Nu bliver der vel ingen Lejlighed til det.”

"De vilde sandsynligvis slet ikke have taget imod dig,” svarede Martin. ”men vi kan jo forsøge at gøre det lidt lettere for Sabu og Tjotjo her om Bord. Men let bliver det ikke."

Veste maatte opvarte 1. Styrmand, som laa til Køjs med stærk Feber, og derved slap han for at være med under Indladningen af Slaverne. - I lange Rækker førtes de om Bord fra de lange Kanoer, kædet sammen med Lænke fra den enes Haand til den næstes Fod. Mange smed sig ned, naar de kom om Bord, og bad om Naade. De troede, at de skulde slagtes og spises. At de skulde til Amerika for at arbejde, kunde de ikke forstaa, for i deres Hjemland behøvede ingen at arbejde saa meget, at det generede, for at faa Føden, Men Piskeslag drev dem op, og de føres ned i Rummene, hvor Lænkerne gjordes fast, saa de ikke kunde flytte sig af Stedet.

Næste Middag var hele Ladningen om Bord, 212 mandlige og 170 kvindelige Slaver - en kostbar Last! Kaptajn Harrison tog med den sidste Del af Betalingen ind til den danske Kommandant for at takke ham for den gode Hjælp, han havde ydet.

Efter at Harrison og Kommandanten havde drukket det sidste Afskedsbæger, bøjede Harrison sig over til Kommandanten, hviskede noget og lo. Kommandanten nikkede og lo larmende med, hvorefter endnu nogle Geværer og Pakker skiftede Ejer – fra Amerikaneren til Danskeren. De tog Afsked, og Harrison gik hen for at hilse paa hans sorte Majestæt Assambo. Harrison fortalte da Assambo, at han om Bord paa sit Skib havde en herlig Drik, ægte St. Croix Rom, hvori han gerne vilde drikke et Afskedsbæger med Kongen. Men da denne kostbare Drik vilde tabe alt for meget ved at transporteres herind, tillod han sig at indbyde Hans Majestæt til en lille Afskedsfest paa 'Virginia'.

Assambo var ikke saa lidt betænkelig ved at tage ud paa skibet. Disse hvide var ikke til at stole paa. Men Tanken om den herlige Drik lod ham ikke i Fred, før han tog med. - Med en Flok af sine bedste Mænd ankom han da til 'Virginia', hvor han blev beværtet paa bedste Maade, og Rommen gjorde snart sin Virkning. Assambo og hans Mænd blev overstadige og truede med at tage hele Skibet med Ladning. Men denne Storhed varede ikke længe. Snart blev de døsige. Kaptajnen havde nemlig ladet blande Sovepulver i deres Drik. En Tid kæmpede de med søvnigheden, men maatte til sidst alle overgive sig til en dvalelignende Søvn.

Med Foragt saa Kaptajn Harrison paa dem, da de laa der som drukne Svin. Han gav nogle Ordrer. Matroser kom, bar dem ned paa slavedækket og gav dem lænker paa. Hernede var Luften allerede saa kvalm og tung, at det næsten ikke var til at aande. - Men Veste syntes, at det for en Gangs Skyld gik efter Fortjeneste. Naar Assambo med koldt Blod kunde sælge Landsmænd, fortjente han ikke selv bedre Skæbne. - Men det gjorde ikke hvide Mænd ude fra den store Verden Ære.

Mandskabet var allerede i Færd med at sætte Sejl, og henad Morgenstunden stod 'Virginia' vestpaa for en sagte Brise.

PAA VEJ MOD VESTINDIEN .

Ned til Slavernes Rum førte Luftkanaler. Men de kunde ikke skaffe tilstrækkelig frisk Luft, hvorfor det var nødvendigt, at Negrene en Gang imellem kom op for at trække frisk Luft og faa lidt Bevægelse; ellers vilde de fleste dø, før 'Virginia' naaede Vestindien. Række for Række blev de løst og ført, op paa Dækket, hvor stærkt bevæbnede Matroser drev dem rundt i Løb, mens Kanonerne paa Skansen pegede truende mod Fordækket.

Første Hold, der kom op paa Dækket, opløftede et Skrig, da de saa Afrikas, Hjemlandets, Kyst svinde i Taagen derinde. De var rykket løs fra alt, hvad de hørte hjemme i, de gruede for den kvalme Luft i Rummet, og de udmalede sig, hvilke forfærdelige Rædsler, der ventede dem i det fjerne Vest. - Assambo rasede og skreg, græd og bad, alt i eet.

Var det sært, at før nogen kunde hindre det, var en Snes Stykker af de sorte hoppet i Havet - bort fra det hele.

Jefferson, som havde Turen, bandede og tordnede ganske uden Nytte. Mændene drev straks selv de øvrige Slaver paa Dækket nedenunder og lænkede dem. En Baad blev sat i Vandet, og man forsøgte at fiske nogle op. Men det lykkedes ikke. De var og blev borte; de var kun til Hajføde.

Alt dette foregik, uden at nogen tog ringeste Hensyn til Jef; men nu vankede der til ham i en god Mening. Mens den rasende Kaptajn skældte ham Huden fuld, stod Jef og trippede paa Klumpfødderne, og Angstens Sved løb ned ad hane firkantede Kinder. Han forsøgte spagfærdigt at forsvare sig med, at det var kommet saa hurtigt, at ... Men Kaptajnen brød ham brat af: "Er De grøn! De ved meget godt, hvordan Niggerne har det i den første Tid, og at det gælder om have et Øje paa hver Finger. De burde have passet paa, ja, De skulde erstatte Kompagniet Tabet." - Kaptajnen drejede kort om paa Hælen og gik.

Veste undte rigtig Jef denne Overhaling, og han trak maaske ogsaa lidt paa Smilebaandet. Jef lagde Mærke til det og gættede saa nogenlunde hans Tanker, hvorfor han kaldte: "Jeg skal give dig noget at grine af. Du tager Kost og Spand og gaar ned i underste Slaverum og gør rent.”

Veste svarede ikke.

”Du har vel ikke glemt din Børnelærdom?” buldrede Jef op.

"Ja vel, Hr. Baadsmand!" svarede Veste stramt.

"Javel, javel, ja, jeg skal lære dig at ..."

I det samme kom der Bud fra 1.Styrmand, at Veste skulde komme ind til ham straks. Med et ret aabenlyst Smil traadte Veste af, mens Jef truede: ”Vent du blot, Vigtigpjæs!”

1.Styrmand havde det ikke godt. Dog var der svag Fremgang at spore, mens det vist kun var et Tidsspørgsmaal, hvornaar en af de syge Matroser bukkede under for Feberen.

Selv i Styrmandens lyse og venlige Kahyt var der daanende hedt. Det var nemlig hen ad Middag, ikke en Vind rørte sig, saa Varmen var kvælende. Davis svedte, saa Haaret klæbede til hans Pande som en klistret Masse. Veste gav ham Vand og et feberstillende Middel, der kvikkede ham lidt op.

"Gaa til Kaptajnen," hviskede han, "og sig, at jeg ønsker Tjotjo til at gaa mig til Haande. Du kender hende jo og kan føre hende herop."

”Aa, ja, Styrmand, hun fortjener at komme op af det stinkende og kvalmende Slaverum.”

"Fortjener!" Davis vrængede trods sin Svaghed ad det. "Hun interesserer mig efter det Optrin i Ada. Gaa saa!"

Veste meldte sig hos Kaptajnen. Han følte sig stadig højtidelig til Mode, naar han betraadte Kaptajnens Kahyt. Men det var en helt anden Højtidelighed end den, han følte i Præstens Studerekammer derhjemme. Præsten var saadan en venlig Mand, selvom han ogsaa var en værdig mand; men Kaptajn Harrison var en haard Mand. Han vidste, hvad han vilde, og gennemførte sin Villie uden Vaklen; men retlinet og retfærdig var han alligevel i det daglige.

Veste overbragte 1.Styrmands Ønske. "Storartet," svarede Kaptajnen. "Kald paa & Boy og tag 2.Styrmand med!"

De gik derefter alle fire ned i Kvindernes Rum, der laa dybt nede under Mandskabs og Officerers Opholdsrum. Her var nok trangt og mørkt, lummert og kvalmt, men dog ikke saa fælt som hos Mændene, og her var ikke saa farligt at færdes. Naar Matroserne kom ned til Mændene med Mad, maatte de tage sig i Agt, at ikke en elle anden skulde faa Ram paa dem med den tunge Lænke. Kvinderne derimod holdt sig tilbage og stirrede halvt bange, halvt nysgerrigt paa dem.

"Naa, se saa at finde din Tjotjo, mens Styrmanden og jeg hver udvælger os en opvartende Jomfru," sagde Kaptajnen. ”Men lidt rask, for her er just ikke tillokkende at dvæle.”

Veste gik rundt og kikkede paa Rækkerne; men det var ikke saa lige en Sag at kende Tjotjo blandt alle disse Kvinder, der var lige sorte, havde lige vældige Læber og lige hvide Øjeæbler, syntes han. Da nogle begyndte at gribe efter ham, vidste han ikke andet Raad end at kalde hende ved Navn. ”Tjotjo - Tjotjo!" kaldte han, og et svagt Raab lød henne fra det inderste Hjørne, hvor hun var anbragt som den første, der kom derned.

"Der er hun," raabte han uvilkaarlig og skyndte sig derhen.

Da hun fik Øje paa ham, rejste hun sig besværligt op paa Knæ og strakte Hænderne frem mod ham. Hun genkendte ham; det var ham, der vilde hjælpe hende og Sabu. Hun sagde en hel Masse, som han ikke forstod. Ind imellem hørte han blot Sabus Navn. Han rystede paa Hovedet, da han ikke forstod hende, men hun troede, at det var Svar og vred fortvivlet sine Hænder. - Veste søgte, mens han løste hendes Lænker, at gøre hende begribelig, at der ikke var noget at sørge over, tværtimod.

Hun blev sammen med to ganske unge Piger ført op, mens Boy saa til med sure Miner. Nu skulde han vel skubbes til Side for saadan en elendig Negertøs; det manglede blot.

Da de kom op i Officersgangen, fik de tre Kvinder anvist et Soverum samt udleveret pæne, enkle lærredskjoler og Palmeolie til Indgnidning i Huden, saa de kunde gøre Toilette.

Efter at Tjotjo havde pyntet sig, traadte hun med et stort Smil ind til Davis. Han saa uvillig paa hende og vendte saa Hovedet bort. Men hun tog et Tørklæde og tørrede hans svedige Pande. Han saa da atter op paa hende og saa gennem Negertrækkene ind i et medfølende Menneskes Ansigt.

Tjotjo gjorde sig snart uundværlig for Davis, for hun var altid venlig, opmærksom og omhyggelig, maaske til dels af en egenkærlig Grund, for hun haabede jo at komme i Forbindelse med sin Mand, med Sabu.

Over for Veste viste hun sig heller ikke sky, men saa snart andre af Mandskabet nærmede sig, gled hun sky til Side og undgik dem saa vidt muligt.

Samme Dag, Tjotjo var kommet op til 1.Styrmand, forefaldt det første Dødsfald om Bord. Det blev langtfra det sidste. Næste Dag døde endnu en Matros. De blev begge sænket i Havet under Bøn og Salmesang. Det lød saa underlig fremmed og uvirkeligt her om Bord paa 'Virginia', syntes Veste. Til daglig var det ikke den Slags Bønner og Sange, der lød.

Dagen efter, at Veste havde hentet Tjotjo, stillede Jef hos Kaptajnen og forlangte en Tjenerinde af de sorte ligesom Styrmændene.

"Nej, Jefferson," svarede Kaptajnen uden Betænkning, "det vilde De ikke have godt af. Desuden vilde De mishandle hende saadan, at jeg ikke kan forsvare at overlade nogen til Dem."

”Jeg kan vel lige saa godt faa en som 2.Styrmand. Jeg maa jo desuden gøre 1.Styrmands Tjeneste, da han ligger og er ved at krepere."

"Om han er ved at krepere, ved De intet om. Den, man lyver død, plejer at leve længe."

Jef forsøgte endnu en Gang. Men Kaptajnen brød ham kort af: "De kender mig, Baadsmand!"

"Ja vel, Hr. Kaptajn!” svarede Jef og rettede sig.

"Vel - træd af!"

Indædt forbitret traadte Jefferson af og gik til sin Kahyt. Undervejs var det saa uheldigt, at han mødte Tjotjo paa Vej til Davis. Jef greb efter hende for at lade sit onde Humør gaa ud over hende. Men adræt smuttede hun forbi ham og forsvandt, mens Jef brummende af Arrigskab, gik ind til sig selv, hvor han for at kølne det hede Blod tog sig et Par store Snapse. De ophidsede ham imidlertid blot yderligere, saa han omgikkes med de skrækkeligste Planer om at gaa til Kaptajnen og vise ham, hvem der var den stærkeste, eller om alligevel at gaa ned og udtage sig en Tjenerinde paa Trods af Kaptajn og det hele.

Det var nu hans Vagttørn, saa han maatte paa Dækket; men han var bister som en Bjørn og ikke god at komme nær.

Det var kvalmt og stille. Sejlene hang slappe under Ræerne, saa der intet var at gøre. Han hersede derfor saa meget værre med de Matroser, der skulde hente en Afdeling Slaver op til Motion paa Fordækket.

Men de var saa vant til hans Bersærkergang, at de passede deres Dont uden at tage videre Notits af ham. Han spankulerede da omkring og spekulerede paa, hvem eller hvad han skulde slaa ned paa. Han haabede inderligt paa, at en skulde gaa hen og forse sig saadan, at han kunde idømme ham Tamp. Saa optaget var han af sig selv, at han slet ikke lagde Mærke til, at det trak op til en svær Byge, før Pat meldte: "En Byge i Anmarch, Baadsmand."

Jef saa op. Saa skulde da ogsaa Det var paa høje Tid at gøre klar til at tage imod den. Han lod sin Fløjte skingre og beordrede Slaverne under Dæk, hvilket Vagten allerede var i Færd med at besørge.

Men det tog Tid, og Frivagten mødte trevent i den trykkende Hede. Baadsmanden skældte og smældte: Om det var Meningen, at Skuden skulde gaa rundt, siden de ikke kunde komme paa Plads. "

De øverste Sejl blev givet op, og nogle af Mandskabet gik til Vejrs for at beslaa dem, deriblandt Veste. Jef faar pludselig Øje paa ham, fægter med Armene og raaber op: Kan han saa rubbe sig, Drivert!"

Baadsmanden stod oppe paa en Kasse, lagde Hovedet tilbage, idet han raabte op mod store Bramsejl. Enkelte Vindpust var allerede kommet, og nu var Bygen pludselig over dem med vældig Styrke, og før nogen anede det, krængede ’Virginia' over og dyppede Raanokken i Vandet. Det gjaldt blot om at sætte Neglene i og holde ved, hvor man var. Men stakkels Jef havde intet at gribe fat i, han gik bagover og paa Hovedet i Søen. - Et Par af Sejlene gik samme Vej.

Efter det første haarde Stød rejste 'Virginia' sig og tog Fart, og man kunde tage Syn over, om nogen manglede. Det viste sig, at alle kom velbeholdne ned af Rigningen. Men hvor var Baadsmanden?

Han var borte, og nu, mens Bygen rasede værst, var det umuligt at sætte en Baad ud og bjærge ham, selvom ham ikke var gaaet til Bunds straks, hvad der var mest sandsynligt. Dog bød Kaptajnen, som selv var kommet paa Dækket, at løbe 'Virginia’ op i Vinden og holde nøje Udkig.

Snart bedredes Vejret, og Søen lagde sig, men de saa intet til Baadsmanden. Det hjalp heller ikke, at en Baad roede rundt og søgte. Da de en Overgang havde løbet en meget stærk Fart, kunde de ikke nøje beregne, hvor Ulykken var sket. - Jef var og blev borte.

Blandt Mandskabet var Sorgen just ikke stor, og Veste udtalte, at det atter en Gang var gaaet efter Fortjeneste, hvilken Udtalelse nær havde faaet Røde William til at fare i Hovedet paa ham.

Men Kaptajnen var ikke god at komme nær: 1.Styrmand laa syg og kom ikke til Hægterne foreløbig; nu havde han mistet Baadsmanden, som skulde gøre det ud for Styrmand, og de havde ikke benyttet Bygen til at komme en stump frem paa denne langsommelige Rejse, men mistet et Par Sejl paa Grund af Baadsmandens Forsømmelighed. Jo, det tegnede nydeligt alt sammen.

Hvem Skulde han nu tage til Baadsmand? Det var ikke saa lige en Sag. Det skulde være en Mand, som havde lidt forstand paa Navigation, og som kunde sætte sig i Respekt. - Der var Dick og Ross: det var stærke og respekterede, men havde aldeles ingen Forstand paa, at lede noget.

Pat var for godmodig. Saa var der Svenskeren Hansson og Danskeren Martin Nelson; de var raske Folk. Men Danskeren havde vist mest Omløb i Hovedet. Saa maatte man haabe, at han kunde hævde sig over for Folkene. Resultatet blev, at Martin blev kaldt hen for Kaptajnen og efter et kort Forhør udnævnt til Baadsmand, hvorefter han overtog Jeffersons Kahyt.

Her fandt han en Brændevinsflaske og et Glas i Skaar. Jef havde glemt at sætte det til Side, før han overtog Vagten. Jefs Ejendele blev overgivet i Kaptajnens Varetægt. Dem havde Martin ingen Interesse af.

Veste lykønskede selvfølgelig Martin varmt; men adskillige skumlede over, at denne Dansker, som kun halvvejs hørte hjemme om Bord paa 'Virginia', skulde være Baadsmand, og de lovede sig selv ved Lejlighed at prøve ham. Blandt dem var Hansson.

Da alt var i Orden efter Bygen, gik Veste op til 1.Styrmand. Denne var kvikket lidt op. Bygen havde renset Luften, og der var knap saa trykkende hedt.

"Sikken en Overhaling!” sagde Davis med et Smil, da Veste traadte ind .

"Ja, og har styrmanden hørt, at Jefferson gik over Bord?”

"Ja, ja."

”Og det ser ud til, at han selv har været ude om det. Han har vist, efter hvad Boy siger, ligefrem været grov mod Kaptajnen. ”Og han forskrækkede Tjotjo slemt."

”Aah, det Bæst!” udbrød Veste. "Men saa var han gaaet ind i sit Lukaf og havde drukket sig fuld."

”Hvem er saa blevet hans Efterfølger?"

"Martin Nielsen, min Landsmand."

"Ja, du er god nok. Men bare han klarer det - bare han klarer det! Han er vist for veg." Lidt efter tilføjede styrmanden: ”Det er da ogsaa forbistret, her skal man ligge Dag ud og Dag ind og kan intet udrette, ved knap, hvad der foregaar omkring en."

Davis blev hed og tung igen. Tjotjo søgte at berolige ham og at faa ham til at ligge stille. Hun kunde allerede nogle engelske Ord foruden noget Blandingssprog. Ivrigt havde hun udspurgt Veste om, hvorfor de skulde til Amerika. Det havde beroliget hende meget, da han forsikrede, at det var sandt, at de skulde derover for at arbejde, og havde de det Held at blive solgt til en Dansker, kunde det godt ske, at hun og Sabu kunde faa deres egen Hytte at bo i og fast Arbejdstid. At de snarere blev skilt, sagde han ikke. - Følgen blev, at hun gik glad omkring ved sit Arbejde. Kun Tanken om, hvordan Sabu havde det, formørkede undertiden hendes Blik, og hun spurgte Veste, om han ikke kunde hjælpe hende hen til Sabu, saa hun kunde se, hvordan han havde det.

Men Veste maatte ryste paa Hovedet. Der var strengt Paabud om at forhindre enhver Forbindelse mellem de mandlige og de kvindelige Slaver, saa blev det opdaget, at han skaffede Tjotjo i Forbindelse med Sabu, vilde han faa Tamp, en Herreret, han ikke satte Pris paa.

Men naar han saa Tjotjos bedrøvede Miner og tænkte paa, hvad hun maatte lide for en letsindig Mands Skyld, greb han sig alligevel i at spekulere paa, om han ikke paa en eller anden Maade kunde hjælpe hende. Det var hende strengt forbudt at gaa ud paa Fordækket, og var hun ulydig, vilde hun blive sendt ned i Kvindernes kvalme Fangerum, og det maatte hun nødig risikere. Veste forslog hende derfor, at hun skulde forsøge at faa et Glimt af Sabu at se fra Skansen eller Porten i Skansen en Dag, naar hans Hold havde Motion paa Dækket.

Paa Skansen turde hun imidlertid ikke komme, for der var altid Vagt ved Kanoner og Geværer. Hun prøvede da at liste hen til Porten, men ogsaa der stod Vagt; for man kunde ikke risikere, at Slaverne brød ind paa Bagdækket. Man havde set saa meget før, at man var blevet klog af Skade. - Tjotjo havde vel alligevel forsøgt at komme ud paa Fordækket og faa talt - om kun et Øjeblik - med Sabu, hvis Veste ikke havde lovet hende at tale med Martin; saa kunde de maaske engang, naar Martin havde Vagten ved Nedgangen til Slaverummene, skaffe hende en Samtale med Sabu. Men hun maatte have Taalmodighed. Sabu havde det godt - efter Forholdene, føjede Veste til ved sig selv. For det var umuligt, at nogen virkelig kunde have det godt under saadanne Forhold, selvom Martin og Veste søgte at lette Byrden for ham saa meget som muligt.

Martin havde flere Gange haft smaa Budskaber med til Sabu, naar han var nede med Mad til Slaverne. Tjotjo havde sagt et Par Ord til Veste, han havde gentaget dem for Martin, som atter gentog dem for Sabu. Hver Gang kvikkede Sabu op, og snart blev det saadan, at han stirrede forventningsfuld paa Martin, naar han nærmede sig, og havde Martin ikke noget særligt Bud at bringe, nøjedes han med at nikke og smile til Sabu og give ham en ekstra Bid, ligesom han ogsaa skaffede ham Palmeolie, saa han kunde holde sin Hud bedre i Orden end de øvrige.

Martin havde ogsaa ondt af Assambo, som han sad der ved Siden af Sabu, sammensunken og sløv. I de første Dage havde han raset som et vildt Dyr over sin Skæbne. Han bed i Lænken, sparkede og brølte, for saa at bønfalde om Naade; det maatte jo være en Fejltagelse, at han, den mægtige Høvding, skulde være en ussel Slave. Og han rasede igen, til han udmattet sank sammen.

Siden havde han været ganske ligegyldig for alt. Han svandt ind Dag for Dag, saa der kun var en sørgelig Rest tilbage af den stormægtige Kong Assambo. Martin bød ham undertiden en ekstra Bid, men han ænsede det sjældent.

Martin kunde ikke gøre saa meget for Sabu, som han gerne vilde. Ikke saa meget for Mandskabets skyld. Han var nu Baadsmand og kunde let skaffe ham noget ekstra. Knurrede nogen højlydt, blev det værst for dem selv. En Slyngel som Alfonso, der benyttede enhver Lejlighed til at hundse Slaverne, skulde han nok holde nede. Men Slaverne blev nidske, baade paa ham og Sabu.

Flere Gange havde han set nogle af Slaverne slaa til Sabu med Lænken, saa han maatte lægge sig imellem med Pisken. Mange af Slaverne gloede ondt efter ham. Han var klar over, at han maatte passe paa som en Smed, naar han var nede i Rummet, og nogle blev løst, at de ikke pludselig skulde falde over ham. Man vidste aldrig, hvad de paa deres Kaudervælsk sad og aftalte med hverandre.

Stadig sad Vagtmanden ved Nedgangen og vogtede paa den stinkende Masse af Menneskekroppe dernede. Blev der Uro blandt dem, gav han nogle Dunk i Dækket til Advarsel. Hjalp dette ikke, kaldte han flere af Vagten til, og mangen Gang maatte Pisken frem, før Uroen lagde sig.

En Dag blev der vedvarende Uro. En raabte noget, og andre stemte i med. En Advarsel hjalp ikke. De blev ved, uden at man kunde forstaa, hvad der var i Vejen. Boy blev hentet. Han fik straks Ørenlyd, og han forklarede, at de vilde have mere Vand og bedre Vand, ellers forgik de alle af Tørst i dette Helvede.

Martin havde Vagten. Det gjorde ham ondt for dem, for han vidste, de havde Ret; de fik for lidt og for daarligt Vand. Flere var saa svage, bl.a. Assambo, at de før eller senere maatte bukke under. Han lod derfor Boy sige, at deres Ønske skulde blive forelagt Kaptajnen.

Der blev nogenlunde Ro, mens Martin gik til Kaptajnen og forklarede ham, at flere af Slaverne var ved at vansmægte af Tørst, og han, Martin, mente, at de hellere maatte faa noget mere Vand end gaa hen og krepere; det vilde være et stort Tab for Kompagniet.

Martin havde ikke været dristig ved at gaa til Kaptajnen. Han var bange for, at denne skulde tage et saadant Raad ilde op. Men Harrison hørte roligt paa ham, gik saa hen og lagde sin Haand paa hans Skulder, idet han sagde: "Hør, min gode Baadsmand, tror De virkelig ikke, jeg er klar over Stillingen! Men ved De, hvor langt vi er?"

”Ja, saa nogenlunde, Sir."

”Og ved De, hvad Dato vi har?”

”Den 23. August."

”Naa, og vi er næsten ikke fra Afrikas Kyst. Denne langsomme Sejlads stjæler vor Tid og vore Rationer af Mad og Vand. - Kan vi bare naa Passaten, er alt godt. Saa frisker alt op, og det gaar fremad. Men foreløbig kan det ikke blive anderledes. Derfor - pas paa! Slaa ned paa enhver Uro blandt de sorte, for de bliver farlige under disse Forhold."

"Ja vel, Hr. Kaptajn! Men er det dog ikke Synd at behandle Mennesker saadan?”

"Hør, Baadsmand, kom ikke oftere med saadanne Udtalelser, saa kan jeg ikke mere bruge Dem som Baadsmand, og det vilde jeg være ked af, for De har vist Dem brugelig. Men - Niggere er nu engang Niggere og maa behandles derefter!"

Martin traadte af med en Protest paa Læben. Han var meget ked af at komme tilbage med dette Resultat. Men der var ikke noget at gøre. De maatte gave Taalmodighed til bedre Tider.

Et Ramaskrig steg op fra Massen dernede, da de modtog Meddelelsen. Martin stod uvis: Hvad skulde han gøre? Det var Synd for dem. Synd, Synd! .

Da kom Hansson og spurgte med et ondt Glimt i Øjnene: "Hvad er Meningen?”

Martin ligesom vaagnede op. Der var jo ingen Vej udenom; men selv kunde han ikke. - "Tag nogle Folk med Dem, Hansson, gaa ned og sørg for, at der bliver Ro!"

”Ja vel, Hr. Baadsmand," svarede Hansson ufornødent underdanigt. Folkene forstod og smilede. Martin havde tabt i Anseelse over for dem.

”Efter en Afstraffelse af de værste Urostiftere blev der atter stille i det stinkende Rum, og det saa ud til, at hele Massen faldt hen i sløv Ro. Men Misfornøjelsen ulmede, og da der samme Eftermiddag forefaldt tre Dødsfald, følte man, hvordan Spændingen voksede. Kun faa af Mandskabet var dristige ved at vove sig ned til Slaverne. Med Mad kunde det endda gaa, for da kunde de nogenlunde holde sig uden for de sortes Rækkevidde. Værre var det, naar Holdene skulde op til Motion. Kunde de blot have ladet dem blive dernede. Men det var umuligt. Saa vilde de alle dø, Rejsen være spildt og Handelskompagniet ødelagt.

Bevæbnet til Tænderne bevogtede Folkene hvert Hold, der kom paa Dækket. Men Kaptajnen havde indskærpet, at de kun i yderste Nødsfald maatte bruge Skydevaaben og Sabler; for han vilde ikke have sine Varer spoleret. - Martin var ked af det hele. Han søgte at gøre det saa godt som muligt for Staklerne, men han følte, at han selv blev sat ud af Spillet derved.

Om Formiddagen et Par Dage efter Vandkrigen skulde Martin og hans Vagt have et Hold Slaver paa Dækket; Assambo, Sabu og et halvt Hundrede andre. De var meget rolige, da de blev løst, og gik straks op. Alle troede, her var Fred og ingen Fare.

Men pludselig kaster tre store Negre sig over Martin, mens de andre i Smaaflokke angreb de øvrige af Vagten.

Det skete i eet Nu. Martin blev fuldkommen overrasket. Et Slag af en Lænke strakte ham i Dækket, hvorpaa Slaverne faldt over ham, rev, bed og slog, til en fik fat om hans Hals og skulde til at kværke ham. - Da sprang Sabu frem. Han havde hidtil nok haft Lyst til at hjælpe Martin, der havde gjort saa meget for ham; men Kammeraterne havde, da de aftalte Kuppet, svoret, at det skulde gaa ham som de hvide Djævle, hvis han prøvede at hjælpe nogen. Nu sprang han dog frem for at hjælpe Martin, fordi han havde vist sig venlig over for ham. Sabu greb fat i Slaven, der laa over Martin, og rykkede ham tilbage med et kraftigt Tag. Rasende saa denne sig tilbage og sprang saa paa Sabu, der i Løbet af et Par Sekunder havde en tre - fire Stykker over sig, der bearbejdede ham med Lænker og Hænder.

Imidlertid gjorde Dick og Ross snart lyst blandt de andre Slaver. De var matte og kraftesløse og formaaede intet mod de store, stærke Matroser. De blev drevet sammen i en Klump.

Først da opdagede Hansson, hvilken Fare Martin svævede i. Han gav et Raab og styrtede derhen, og et Øjeblik efter var Parterne skilt.

Det hele stod kun paa i faa Øjeblikke. Kort efter var Slaverne lænkede, og man kunde tage et Overblik over Skaden, der var sket. Det viste sig, at det var gaaet haardest ud over Martin og Alfonso, den, der havde været bedst mod Slaverne, og den, der havde været værst. De havde begge nogle slemme Skrammer og maatte bringes til Køjs. Men ogsaa Sabu havde faaet saa haard en Medfart, at man ikke kunde lænke ham i Rummet igen; saa vilde han gaa til, og det vilde være en Skam, for han var en værdifuld Slave og havde nu desuden ganske sikkert frelst Baadsmandens Liv. Kaptajnen gav Ordre til, at han skulde anbringes i et mindre Rum i Forstavnen. Der fik ham en Madras at ligge paa.

Straks Tjoto hørte, hvordan det var gaaet Sabu, blev hun helt ude af sig selv. Hun faldt ned for Davis' Køje og tryglede og bad om dog at faa Lov til at pleje Sabu.

Davis var kommet til at synes godt om Tjotjo, særlig paa Grund af hendes Trofasthed mod Manden. Han lod derfor Veste kalde. "Gaa til Kaptajnen," sagde han, "og hils fra mig, om Tjotjo ikke maa faa Lov at pleje Sabu. Jeg er nu saa meget bedre, at du sagtens kan overkomme at passe mig op."

"Ja vel, Styrmand," svarede Veste, og han var saa glad ved Udsigten til, at Tjotjo kunde blive forenet med Manden, at han ikke tænkte paa, at det kunde være en mindre heldig Tid at komme til Kaptajnen med en Bøn.

Kaptajnen var ikke god at komme nær: Det endte nok med, at han mistede hele sin Ladning. Han havde kun een Befalingsmand tilbage, og Vejret var lige ustadigt. - Martin havde vist ikke været rigtig paa sin Plads. Han var for veg, han havde Følelse for Rakket. Det var vist bedst, han straks udnævnte Hansson til Understyrmand. Han var en rask Mand uden Føleri. Saa kunde han overtage Styrbords Vagt under Kaptajnen selv, mens 2.Styrmand fik Bagbords Vagt. Det var alt for længe, det var blevet ved at gaa paa denne Maade.

Kaptajnen kaldte paa Hansson, og han gik netop bort, skinnende over hele Ansigtet som en nyslaaet 2Skilling, da Veste kom for at frembære 1.Styrmands Ønske.

Kaptajnen brummede noget: "Ja, det kunde hun lide - at komme ud og hænge over Manden. Hvem vil Davis saa have?"

"Mig," svarede Veste.

"Dig!” sagde Kaptajnen og saa bistert paa ham. "Det var vist ellers snart paa Tide, at du kom ind i din rigtige Vagttørn igen."

Veste blev staaende stram og stiv. Kaptajnen slog et Slag op og ned ad Dækket, standsede ud for Veste igen og sagde: "Vel. Denne hersens Sabu reddede dog vor Baadsmands Liv; lad ham da faa Konen til Opvartning. Men om Natten skal hun paa Agterdækket til de andre to.”

"Ja vel, Sir," svarede Veste glad og vilde træde af; men Kaptajnen standsede ham og sagde: "Og du tager dig af 1.Styrmand og sørger for en til at tage sig af Baadsmanden."

"Ja vel, Sir," svarede Veste igen med Aplomb og forsvandt for at bringe det gode Budskab videre.

Til hans Forfærdelse blev Tjotjo saa glad, at hun fløj ham om Halsen og gned sin Næse mod hans, før han kunde hindre det.

Føj da! Det kunde hun bare prøve paa een Gang til, saa var Venskabet mellem dem ude. Okua og Odunna, de to andre Tjenerinder havde prøvet at gribe fat i ham. Men de havde faaet deres Tilnærmelser dyrt betalt. Saadan noget skulde han ikke have noget af.

Davis lo hjerteligt ad hans forfærdede Miner og sagde: "Det var Ret Tjotjo; saadan skal han have det.”

Saa lo de alle tre. Men kun kort. Tjotjo havde travlt, nu hendes længe nærede Ønske skulde opfyldes, og hun ikke engang vidste, hvor haardt Sabu var medtaget.

Veste fulgte hende da hen til det lille, halvmørke Rum, hvor Sabu laa. Selvfølgelig fulgtes de paa Vej af Søfolkenes Spydigheder, og noget af hendes sædvanlige Skyhed kom til Syne, mens de gik over Fordækket, der for hende var en fremmed Verden. Men Glæden tog atter Magten, og det var næsten for meget for Veste at overvære dette Gensyn.

Tjotjo styrtede straks ned ved Sabus Madras, klappede og gned ham, snakkede, lo og græd, alt i eet. - Straks var det, som Sabu slet ikke fattede noget af det. Han ømmede sig kun; for hun trykkede saa haardt, og han var saa øm over hele Kroppen. - Hun rejste sig da halvvejs op og sagde et eller andet, mens Taarerne løb ned ad hendes Kinder. Da gled et stort Smil over hans Ansigt og ...Ja, Veste forsvandt. Han kunde ikke holde ud at staa og se paa dette, uden at komme til at flæbe som en Tøs. - Han gik over Dækket under en Regn af Spydigheder og daarlige Vittigheder. Hvor forstod de lidt af det hele, disse store Mandfolk.

"Du er god nok. Bryd dig bare ikke om noget!” sagde Dick i Forbifarten. ”De andre er nogle Svinebæster, men de ved det ikke selv.”

Veste gik ind for at fortælle Martin om Tjotjo og Sabu og faa nærmere Besked om, hvordan det hele egentlig var gaaet til.

"Hvordan har du det?" spurgte han straks. Martin saa slemt forrevet ud.

"Skidt med det; det kommer jeg nok over. Men et er ikke til at udholde at være her om Bord, naar man har en Smule menneskelig Følelse i Livet - i alt Fald ikke som Befalingsmand."

”Du har vel nok hørt, at Hansson er udnævnt til Understyrmand og at 2.Styrmand skal overtage Bagbords Vagt?”

”'Ja, og jeg burde jo blive gal i Hovedet over det, men jeg er glad i Stedet. Saa har jeg ikke saa stort et Ansvar for de sorte Djævle."

”Saadan maa du ikke sige, og de mener du heller ikke."

”Jo ...", og saa bandede han stygt.

"Saa skulde du have set Tjotjo og Sabu for lidt siden, saa vilde du have sagt noget andet. Hver er sikkert god for sig."

”Men hvorfor er vi da saa djævleblændt ondskabsfulde imod hverandre?"

Det kunde Veste ikke give paa. Det var den store Verdens Ondskab, de var givet i Vold. Men Verdens Herlighed ...?

Nogle Dage gik. Vejret var kvalmende, Bygerne lunefulde, og de Skridt, hvormed 'Virginia' nærmede sig det store Slavemarked paa Nevis Island i Vestindien, var smaa, bitte smaa.

Hver Dag blev et Par sorte Kroppe hevet over Bord, en Lækkerbidsken for Hajerne. Blandt dem var Assambos afsjælede Legeme, tyndt og afmagret. De kunde om Bord paa 'Virginia' med Sandhed sige, at de sejlede med Lig i Lasten - det meste af Tiden.

En trykkende Stemning hvilede om Bord. Den ene bed efter den anden, og paa Frivagten var der tit Slagsmaal.

Martin var atter i Arbejde og passede det upaaklageligt, men undgik saa vidt muligt Lasten. Kom nogen ham for nær, vidste han at gøre sig respekteret, saa han fik Lov at være i Fred. Men han følte sig daarligt tilpas om Bord.

Hansson havde ventet et større Opgør; men Martin sagde ham kun Tak for Hjælpen uden nogen Bagtanke.

Tiere og tiere søgte Veste og Martin sammen for at snakke om det lille Land ved det barske Vesterhav, hvor man var omgivet af Mennesker, der agtede hinanden som Mennesker og kunde række hinanden en hjælpende Haand i Livets Strid uden at gøre det vanskeligere for hverandre. Dette her var ikke til at holde ud; det var de begge klar over, og de vilde benytte den første den bedste Lejlighed til at slippe bort. Kunde de saa tillige paa en eller anden Maade hjælpe Tjotjo og Sabu, vilde det være dem en Glæde og Tilfredsstillelse.

CYKLONEN .

Endelig fangede 'Virginia' Passaten. Skibet hævedes og sænkedes regelmæssigt paa de brede Dønninger, hvert Sejl trak, det knirkede og knagede og susede velgørende i Riggen. 'Virginia' higede frem over Havet med sin dyre Last. - Alt levede op. Dødsfaldene blandt Slaverne hørte op, 1.Styrmand rejste sig af sin Køje og begyndte saa smaat at stavre rundt. Sabu var kommet sig og atter lænket paa sin Plads. Det var en haard Overgang for Tjotjo at skilles fra ham og atter vide ham lænket i Lasten, mens hun selv gik og havde det godt. Men det kunde ikke ændres. - Veste maatte igen tage sin Vagttørn.

Der lød Sang og Harmonikaspil paa Frivagten. Veste toges igen af Sejlerglæden. Det var herligt saadan at stævne frem over Havet. Himlen foroven, Søen forneden, og Livets Herlighed forude.

Det var en Dag sidst i September. De nærmede sig Vestindien. De sortes Forplejning blev betydelig bedre, og de fik Palmeolie til Indgnidning. De skulde kunne præsentere sig bedst muligt for de mange rige Plantere, som tilbragte deres Ferie paa Nevis Island.

Men i Dag var Kaptajnen urolig og spændt. Han for frem og tilbage, snart paa Dækket, snart i sin Kahyt. Han bankede paa Barometeret, og han kikkede paa Himlen, hvor Solen straalede klart som altid. Endnu sagde han ingenting. Men Tegn var der paa Forandring i vejret. Barometeret sank i Stedet for at stige de sædvanlige tre Streger i Dagens Løb, og nu løjede Vinden af. Snart vilde Sejlene begynde at klaske døde under Ræerne. - Hist ude skimtedes det skønne Dominicas Bjerge.

Havde det endda blæst saa meget, at de kunde naa Havn der. Men Vinden døde mere og mere bort, dog kunde Sejlene endnu trække.

1.Styrmand saa til Kaptajnen. Han forstod, hvad han tænkte paa, men sagde intet. Det var ikke rart at indrømme for sig selv, langt mindre for andre, hvad de var i Vente.

Men Pat var ikke saa fintfølende i den Henseende. Han havde sejlet paa Varmen i mange Aar. "Cyklon!" sagde han og rystede paa Hovedet.

"Du ser vist Syner ved højlys Dag,"' svarede Hansson.

"Se blot paa Kaptajnen og Davis, som de gaar rundt og tør ikke møde hinanden. De føler sig trykkede af Situationen, derfor garanteres. Det er akkurat, som da jeg gik paa Fart langs Kinakysten med 'The Down’. Ingen forstod det, før det var over os. Sikken en Dravat! At man kom levende fra det, var et Guds Under, som man burde være ham evig taknemmelig for."

"Staa nu ikke der og bliv gudfrygtig samtidig med, at du maler Fanden paa Væggen, Pat," sagde Dick. ”Jeg har sejlet paa Varmen lige saa længe som du; men jeg tror ikke, vi faar mere Vind end til Husbehov."

"Nej, du har ikke bedre Forstand; det kan du jo ikke gøre for."

"Tag lidt Vare paa din Mund, min Ven, ellers kunde det let koste dig et Par Tænder!"

”Du skal ingen Umage gøre dig, Dick; du faar nok snart noget andet og bedre at bruge dine Kræfter til."

Eftermiddagen led. Vinden holdt endnu Sejlene udspilede, og langsomt voksede Dominica op af Havet. Spændingen greb alle om Bord, ingen forstod hvorfor; men den forplantede sig endog til de sorte. Varmen føltes ogsaa stærkere og tungere end i lang Tid. Vagten fik Befaling til i Nattens Løb at vogte paa den mindste Forandring i Vejret.

Der skete dog intet. Men om Morgenen stod Solen blodrød op, som vilde den varsle Død og Undergang. - Dagen sneglede sig af Sted. Ventetiden er lang. Kun det allernødvendigste Arbejde blev gjort. Men det var ikke til at udholde at gaa paa den Maade. Enhver Bemærkning irriterede og føltes som en personlig Fornærmelse, der burde hævnes.

Den østlige Himmel blev mørk. Al Tvivl var nu udelukket. Cyklonen vilde snart være over dem. Dens Centrum blev allerede diskuteret. - Gik Centrum af Hvirvelstormen over dem, var de redningsløst fortabte.

Og nu truede en anden Fare. Naa i Havn paa Dominica kunde de ikke, men strande paa dens Kyst det kunde de. At forsøge at holde bort fra Øen var for sent. Dønningerne begyndte allerede at blive sværere, Sejlene tærskede mod Masterne, som skulde det hele ramle ned, og Uvirksomheden om Bord blev afløst af den travleste Virksomhed. Alt løst Gods blev stuvet eller surret fast, Sejlene givet op og beslaaet.

Endnu mens Folkene hang paa Underræerne, var Uvejret over dem. Kaptajnen saa Stormstødet komme og raabte straks, at alle skulde komme ned i en Ruf. Nogle viste, hvad det gjaldt, og entrede ned i Hast, mens andre, deriblandt Veste, ventede lovlig længe. Pludselig var Vejret over dem med en Kraft, saa det stemmede for Aandedrættet og slappede Kræfterne. Veste følte det, som faldt han som en død Klump, dybt, dybt ned. Trods det holdt han fast af al sin Magt, og snart mærkede han, at det gik opad igen. 'Virginia' rejste sig efter det første haarde Stød, og Veste kunde entre ind mod Merset og ned.

"Godt gjort, Dreng. Jeg havde ellers sagt Farvel til dig!” vilde Kaptajnen have raabt til Veste; men Havets Brusen og Stormens Susen og Hylen i Forbindelse med 'Virginias' Knirken og Knagen vilde straks have overdøvet enhver anden Lyd, hvorfor han nøjedes med at give ham et Slag paa Skulderen og nikke opmuntrende til ham, hvad Veste følte som en Udmærkelse.

Hivende og slingrende suste 'Virginia' gennem en mægtig Sø, kun med Støtte af et Par Undersejl. Lugerne paa Fordækket var skalkede, og det var umuligt at opholde sig der. De mægtige Søer bordfyldte det Gang paa Gang, og kun langsomt hævede 'Virginia' sig igen.

Nede i Menneskelasten var Luften kvælende, og Staklerne dernede klagede og stønnede, mens de rutsjede frem og tilbage i deres lænker. Det var det strengeste, de endnu havde oplevet, og det vilde dog sige en Del. De ventede kun paa, at de og Skibet og alt skulde forgaa.

Nede i Officersgangen stod Tjotjo og lænede sig forfærdet op ad Skottet. Roligt kunde hun dog ikke staa; hun tumlede stadig frem og tilbage. Dette her var Død og Undergang, forstod hun. Men hun tænkte ikke paa sig selv, kun paa Sabu, hvor forfærdeligt han maatte have det nede i det lukkede Rum. Hun kravlede op paa Skansen, hvor Vinden ruskede i hende med Kæmpehaand, og Søen stod i Sprøjt over den høje Overbygning. Hun klamrede sig fast og stirrede ned paa Fordækket, hvor alt var øde og bart. Men et Øjeblik efter var det hele dernede en skummende Sø. Hun rystede: Maatte ikke alle dernede under det skummende Vand dø!

Alt var Mulm og Mørke omkring dem. Oppe paa Skansen stod Kaptajn, Styrmand, Udkigsmænd og Rorgængere og vogtede spændt paa Sø og Vind. Det gjaldt kun om at holde Skibet paa ret Køl og ellers lade staa til.

1.Styrmand var endnu noget svag og kunde knap holde sig oppe, men han vilde blive; han maatte være, hvor det gjaldt. Kaptajnen opdagede imidlertid, hvor svag han var og gav ham Ordre til at gaa ned. Saa maatte han gaa, hvor nødig han vilde.

Tjotjo fulgte efter ham nedenunder og spurgte der med Rædsel malet i alle Miner: "Kan han ikke reddes?"

”Hvem? Hvem er i Fare?" spurgte Davis ironisk; for der var sandelig ikke en af dem, der i Øjeblikket var uden for Fare. Men Tjotjo svarede: "Sabu”. ”Kan han ikke komme her op?"

”Ikke Tale om!" svarede Styrmanden. "Det er allerede farligt nok at vove sig ud paa Fordækket og aabne en Luge. Hvis saa Skibet bordfyldes i det samme, styrter Vandet ned i Lasten, og de drukner alle. Nej, her er ikke andet at gøre end at vente."

Tjotjo vred sine Hænder. Hun følte Trang til at anraabe om Hjælp; men til hvem skulde hun raabe? Hvad kunde de mægtige Fetisher derhjemme ved Volta hjælpe hende her paa det brølende Atlanterhav. Hun havde rigtignok hørt Danskerne tale om en Gud over alle og alt, men hun kendte ham ikke. Hvor skulde hun i sin Fortvivlelse vende sig hen!

Hun vendte sig mod Veste, som var kommet til, og han forsøgte at trøste hende med, at Stormen maaske snart var forbi. Saadanne Uvejr varede ofte kun ganske kort; saa var det hele godt igen.

Imidlertid rasede Uvejret med umindsket Styrke. Himlen var sort, Regn og Hagl piskede ned. Alle spejdede efter Bedring, men øjnede ingen. Saa oprørt et Hav havde de aldrig set, og selv de gamle Søfolk begyndte at føle, at dette var Begyndelsen til Enden.

Timer sled sig langsomt hen. - Endelig lysnede det. Alle drog et Lettelsens Suk. Det værste var overstaaet. Da skingrede et Raab gennem Stormens Hvin: "Land ret forude!"

I Mulmet var de styret lige mod Dominicas klippefulde Kyst, og de var stadig i Vejrets Vold, saa det var umuligt at dreje af. Nærmere og nærmere kom Kysten. Men Orkanen sagtnede; det var nu kun Storm, men endnu haardt Vejr. Da Vinden samtidig drejede lidt mod Syd, steg Haabet dog. Kunde der sættes et Par Sejl mere, vilde det støtte Kursen. Kaptajnen gav Ordre dertil, men Mandskabet nægtede at gaa. Selvom Orkanen rasede mindre voldsomt, var det umuligt at sætte Sejl. Mirakler kunde de ikke udføre. - Mens Kaptajnen rasede, drev 'Virginia' mod Kysten. 1.Styrmand stod ved 2.Styrmands Side paa Skansen og stirrede mod Land. Lidt fra dem stod Martin, Veste og flere af Folkene. De spejdede efter, om der ikke skulde være en eller anden Lagune, 'Virginia’ kunde løbe ind i. Brændingen stod til Vejrs i vældige Sprøjt langs Kysten. Men der, lidt nordlig, var et Sted, hvor Brydningen var mindre stærk; der maatte vist være en lille Bugt bagved. Der maatte de prøve at gaa ind. Blot ’Virginia' vilde lystre Roret. - Martin gik til Rattet for at hjælpe Rorgængeren, mens Veste kom i Tanker om noget andet. - "Styrmand," raabte han til Davis, "vi forli3er jo?"

”Efter al Sandsynlighed, ja.”

"Skal Slaverne da ikke løses? Det er da Synd, at de skal drukne i deres lænker."

"Nej, vi skal ikke have aabnet dernede nu, og Skibet fyldt af Vand. Saa maa de hellere dø. Hvad ved vi heller om os selv?"

Det var alligevel haardt. Veste tænkte med Gru paa, hvad der skulde ske, og han maatte raabe en Bøn: Frels os - frels os, du stærke Herre, vi forgaar!"

Baaret af en mægtig Bølge for 'Virginia' ind i Skum og Sprøjt, sænkedes - flød endda.

Vandet var smult, de var baaret over, var inden for Revet. Men et Øjeblik efter gav det et Stød, saa Fokkemasten gik over Bord, og et Par af Matroserne paa Hovedet fra Skansen ned paa Fordækket. En brækkede en Arm, en anden et Ben, mens Resten af Mandskabet tumlede rundt mellem hverandre.

Da de kom lidt til sig selv, stod 'Virginia' fast og urokkelig paa et Koralrev, lige op mod Mangrover, der strakte deres knudrede Rodnet næsten ud til Skibssiden. Fast og sikker stod 'Virginia'. Her gik hun ikke fra foreløbig.

De var frelste! Men hvilken Frelse?

DOMINICA.

Stormen løjede snart af, og Vandet sank med rivende Hast. 'Virginia' fik lidt Slagside, men stod i øvrigt klippefast paa Koralrevet. Snart vilde der være tør Vej fra Skibet ind til Land.

De saarede var forbundne og bragte til Køjs. Lugerne paa Fordækket var slaaet paa vid Gab, at den friske Luft kunde strømme ned til Menneskemassen i Lasten. Det viste sig, at det kun var ubetydeligt Vand, der var trængt derned. Snart var alt saa vidt i Orden, at hele Mandskabet kunde gaa til Hvile oven paa den forfærdelige Dag. Kun nogle faa Mand gik Vagt paa Dækket. Martin havde Vagten de første Timer efter Mørkets Frembrud. Men han lod Folkene passe sig selv. De maatte for hans Skyld gerne lægge sig til at sove; for de kunde trænge til det, og naar han var vaagen, var det jo fuldt ud tilstrækkeligt.

Veste var gaaet til Køjs, men kunde ikke sove. Nu var Lejligheden til at flygte kommet. Men han følte sig i Øjeblikket knyttet stærkere til alle om Bord, nu de lige havde staaet Last og Brast i den største Livsfare. De var egentlig nogle prægtige Gutter, mange af dem. Der var nu Dick og Ross, disse to store Børn; aldrig havde de gjort ham andet end godt, og de havde frelst hans og Martins Liv. Pats Harmonika glemte han ikke saa snart, Hansson kunde sætte Fart i Kludene, og 1.Styrmand holdt han ligefrem af. Om det saa var Kaptajnen, saa var han i alt Fald en rigtig Sømand, naar det gjaldt. Var det egentlig, naar det kom til Stykket, saa slemt om Bord paa 'Virginia'? Var det ikke Indbildning? Om det saa var Maden, var den spiselig.

Men da hans Tanker saa gik til de sorte, deres Lidelser, og hvordan de blev hundsede, maatte han gyse. Det kunde han ikke være med til længere. Han maatte bort, om det kunde lade sig gøre, og Tjotjo og Sabu vilde han ikke lade i Stikken. Han maatte op og snakke med Martin om det.

Forsigtig trak Veste Tøjet paa og listede ud paa Dækket. Her var alt stille og roligt. Hele Mandskabet hvilede nok efter den drøje Dravat. Natten var mørk, men stjerneklar.

Martin holdt Vagt ved Nedgangen til Slaverne. Veste spurgte om Resten af Vagten. De sov. Alt var som lagt til Rette for dem. Kun Styrmanden kunde maaske komme i Tanker om at gaa en Runde. Hviskende begyndte Veste at sætte Martin ind i Situationen: Nu eller aldrig!

Martin var ikke rigtig med paa det lige straks. Det gik jo godt om Bord for Tiden. Han var træt og kunde vanskelig tænke sig at komme til at balancere i Nattens Mulm og Mørke over Rev og gennem Strandskov og Krat, der maaske var ganske ufremkommeligt. Men Veste blev ved: "Tænk paa, hvad vi har lovet os selv, og nu er Tilfældet kommet os til Hjælp." "Men saa vil vi ikke tænke paa disse hersens sorte, Sabu og Tjotjo.”

"Jo, vi vil. Jeg kan ikke tænke mig, at de skal sælges paa et tilfældigt Slavemarked her paa Øen og maaske skilles."

"Ja, men hvad skal vi stille op med dem?"

"Det ved jeg ikke. Kommer Tid, kommer Raad! Men skal vi af Sted, maa det være snart. Har du noget, du vil have med?"

Martin tøvede lidt endnu. Saa forsvandt han og kom lidt efter tilbage med en Bylt.

"Kan du ikke skaffe Sabu løs, mens jeg henter Tjotjo?” spurgte Veste.

"Nej, det gaar skam ikke. Sæt Styrmanden eller Kaptajnen kommer imens, og der ingen Vagt er!"

"Saa henter jeg Tjotjo først, sagde Veste og forsvandt. Med bankende Hjerte nærmede han sig det Rum, hvor Tjotjo og de andre to Tjenerinder, Okua og Odunna, sov. Han kaldte sagte paa Tjotjo. "Der er Bud!” føjede han til. Okua vaagnede og fniste. "Hys!" sagde Veste. "Skynd dig, Tjotjo!"

Der hørtes Skridt. Det var dog vel ikke Styrmanden, som vilde kalde paa Okua. - Nej, Skridtene tabte sig igen.

Tjotjo kom ud og forsøgte et Spørgsmaal, men Veste tyssede blot paa hende og betydede hende at følge med. Først helt ude i Forskibet satte han hende med faa Ord ind i, hvad det gjaldt. Hun var lige ved at give et Glædeshyl, men betvang sig og lyttede spændt, mens Martin var nede at løse Sabu.

Veste lyttede ogsaa. Ved mindste Lyd, ved Skridt paa Dækket, vilde han give Tegn til Martin; saa kunde de sagtens rede sig ud af det med at nogle af Slaverne havde klaget sig, og Martin var nede at undersøge, hvad der var i Vejen. - Men alt var fuldkommen stille, naar undtages Brændingens Brus uden for Lagunen.

Veste hørte det rasle sagte nede i Rummet. En Slave rørte paa sig. Saa blev der atter stille. Veste ventede i Spænding nogle Øjeblikke, saa dukkede Sabu op, og Martin støttede ham.

En Tovstump hængtes ned ad Skibssiden herude, hvor Revet kun var en tre - fire Fod borte. Veste lod sig glide ned, satte af og kravlede op paa Revet - ganske lydløst. Sabu fulgte efter, noget stiv efter den lange Tid i Lænker. Saa kom Tjotjo. Hun kunde ikke svømme, men hun lod sig modigt glide i Vandet, satte fra og blev trukket op af Veste. Endelig kom Martin. - Lige i Nærheden af dem gik Mangrovernes Rodnet helt ud til dem. Der kunde de skjule sig, skulde Flugten blive opdaget. Men for øvrigt var det nok bedst at søge strandlangs, for ind gennem Kystens Kratskove blev det vanskeligt at trænge.

Altsaa søgte de frem langs Stranden, snart over Koralrev eller grenede Rodtrævler snart et lille Stykke over aabent Vand. Martin og Veste holdt Tjotjo oppe, mens de svømmede. En Gang imellem kikkede de tilbage mod 'Virginia'. Der var i lang Tid mørkt og stille. Men pludselig opdagede de et Lys, der bevægede sig langs Skibssiden. Nu var Flugten nok opdaget. Men der var ikke stor Fare for, at de skulde blive indhentet. Før de fra Skibet fik den nærmeste Kyst undersøgt, kunde de være langt borte. Dog fremskyndede de Marchen saa meget som muligt og naaede aaben Strandbred samtidig med, at de hørte Aareplasken fra en Baad, der roede ud fra Skibet. - I rask Løb fortsatte de Nord paa, indtil de naaede en bred og dyb Flod. De standsede et Øjeblik og lyttede, om Forfølgerne var i Hælene af dem. Men de var vist ikke meget ivrige, for de var ikke at høre. Flygtningene fortsatte da ind i Landet op langs Flodens Løb. - Snart kom de gennem en Mark med tætte, noget over mandshøje Buske i lange Rækker. Det var en Kaffeplantage. Det vidste de ikke, men de forstod, at de var paa en stor Plantages Grund, og Forfølgerne kunde komme hertil og alarmere Folkene, som kunde bruge Hunde imod dem, saa de maatte skynde sig videre, op i Bjergene.

Da Solen sendte sine første rødgyldne Straaler ud over Havet, stod de højt oppe i Bjergene og stirrede mod den pragtfulde Solopgang over det mægtige Hav, i Går i fnysende Vrede, i Dag tilsyneladende i storslaaet Ro.

En frisk Østenbrise blæste. En herlig Natur omgav dem. Ved Siden af dem plaskede Flodens Vand, som lige ovenfor dannede et spillende og blinkende Vandfald, og over dem og om dem var en Yppighed af tropiske Planter: Høje Palmer og andre Træer i rige Variationer, mægtige Bregner, der viftede i den morgenfriske Vind, og Slyngplanter med Blomster i prangende Farver. Under dem var der en vældig Bananplantning med store tunge Frugtklaser. Alt dannede en Naturens Herlighed saa stor, at Veste aldrig havde set mage. Saa yppig og dog saa friskt. Her maatte være dejligt at bo, og dog higede han videre.

De maatte ogsaa videre, skønt de var forfærdelig trætte. De vidste jo aldrig, hvornaar Forfølgerne kom dem paa Sporet, selvom de intet mærkede til dem. Maaske troede de paa 'Virginia', at de nok blev nødt til at vende tilbage. Men der troede de fejl, for her var Friheden, og her havde de Træernes Frugter og Flodens Vand, saa hverken Sult eller Tørst kunde drive dem tilbage.

Efter at have spist grønne Bananer og drukket af Flodens klare, kølige Vand fortsatte de ad en Sti, der førte stadig dybere ind i Skoven og højere op ad Bjergene. Sabu og Tjotjo traadte forsigtigt af Hensyn til mulige Slanger. De kunde jo ikke vide, at der ingen Slanger fandtes paa Dominica.

Trætheden var ved at overmande dem, da Stien pludselig endte i en aaben Plads, fra hvis Midte hvirvlende Dampe steg op. - Forundrede standsede de: Hvad var nu det?

Forsigtigt nærmede de sig og saa en lille Dam, hvori Vandet boblede og sydede, ja, undertiden gjorde det endog Tegn til at ville fare til Vejrs. Ud fra den hede Kilde rislede en lille Bæk med koghedt Vand. Sultne og trætte satte de sig i Udkanten af Skoven, efter først at have forvisset sig om, at Stien førte videre, saa de kunde komme bort, hvis Forfølgerne skulde komme.

Her kunde de hvile, og i Træerne var der fuldt op af dejlige Frugter, f. Eks. Mammeyens store, kuglerunde, brune Frugter og Guavaberriens smaa, purpursorte, liflige Bær, der lignede Kirsebær. Lide Nød kunde de ikke; men de maatte videre, ellers svandt Friheden atter.

Veste var klar over, at han ikke vilde slippe Sabu og Tjotjo, før han - saa vidt muligt -kunde overgive dem i en dansk Mands Varetægt. Derfor maatte de se at komme til St. Croix, som jo stod under Danmark. Han og Martin havde flere Gange studeret Kortet og talt om, hvordan de eventuelt skulde kunne slippe over til de dansk-vestindiske Øer. Nu var Tiden kommet, da Forsøget skulde gøres - men hvordan?

Martin mente, de til Natten skulde fortsætte langs Kysten Nord og Vest paa. Der fandt de nok en Sejlbaad, de kunde tage. Frugter og Vand kunde de nok skaffe sig.

"Men det er ikke rigtigt saadan uden videre at tage en Baad," indvendte Veste.

"Nød bryder alle Love," svarede Martin. "Bare vi kan finde en god Baad."

"Ja, men hvis vi nu ingen Baad kan finde?"

"Saa maa vi melde os i den nærmeste By. Der er vist ikke megen Sandsynlighed for, at man der vil sende os tilbage til 'Virginia'."

"Ja, ’Virginia' - hvordan mon de har det om Bord?"

Tjotjo og Sabu saa til hinanden og smilte. De var glade for, at de i alt Fald var borte fra 'Virginia'.

"Kammeraterne er nok dygtig gale paa os over alt det Bryderi, vi har forvoldt dem.”

"Ja, det er ogsaa en Skam," sagde Veste, "for der var virkelig mange flikke Fyre iblandt dem."

"Vi skal maaske melde os tilbage igen?" spurgte Martin med et Smil.

"Til hele Slaverodet! Ellers Tak for mig!" svarede Veste med Afsky.

"Men det er alligevel en Skam for 'Virginia', for det er et knagende godt Skib." Og før de vidste af det, var de inde i en lang Diskussion angaaende 'Virginia's gode og daarlige Sider. Derefter døsede de Dagen bort.

Hen imod Aften gik de videre og kom til en Bananplantning, hvor Cyklonen havde efterladt sig tydelige Spor. De mægtige Blade hang lasede og forpiskede, saa Træerne saa yderst miserable ud. Hele store Klaser af Bananer var revet af, saa de let kunde forsyne sig. Rigtignok var de grønne, men de var da bedre end ingenting.

Den Nat fortsatte de ad en Vej, der førte mod Nordvest over til den vestre Side af Øen, og om Morgenen saa de fra en Høj ud over et nyt Hav. Dernede ved Kysten laa en By. Masterne af et Par Skibe i Havnen ragede op over de lave Huse.

Nu følte de sig sikre for Forfølgelse foreløbig, saa Martin godt kunde vove sig ned til Byen. Han kunde jo være en Sømand fra et af Skibene i Havnen. Han vilde saa undersøge Kysten Nord og Syd for Byen, om han kunde finde en Baad. Maaske kunde han ogsaa gøre Indkøb af et og andet til deres Sørejse. Og mens de øvrige tre laa og døsede, eller rettere, snorksov, travede Martin rundt i sit Ansigts Sved.

Først langt hen paa Eftermiddagen kom han atter til Syne, træt, men veltilpas, og fortalte: "Alt gik godt. Ingen lagde Mærke til mig. Jeg daskede ud sydpaa langs Stranden og spejdede efter denne hersens Baad. Een begyndte at blive hamber i Solheden, da jeg nærmede mig en Plantage. I kan se den Gruppe Palmer dernede; der ligger Hovedbygningen, morderlig flot. Ved Stranden er der en Landingsplads, og der laa ogsaa en Baad; men den var uden Sejl og egnede sig ikke til vort Brug. Jeg lagde mig da i Skyggen af nogle Træer, spiste nogle Frugter, jeg havde holet undervejs, og faldt saa i Søvn.

Jeg vaagnede ved en Snakken og Pludren og Leen, saa det var farligt. Jeg ser op, og mine Øjne fangede et Glimt af Sejl. Sandelig - en stor Sejlbaad, fint udstyret! Et Selskab steg ud og blev under Latter og Spøg ført op til Plantagen. - Der har vi Baaden!"

"Ja, men hvis de nu sejler igen til Aften?" indvendte Veste. "Vær bare rolig, det har ingen Nød. De slipper ikke saa let. Gæstfriheden herude er overvældende. Otte Dage - mindst."

Men at tage saadan en stor, flot Baad, begyndte Veste. Hans vestjyske Redelighed rørte paa sig.

"Du kan være evig forvisset om, at den tilhører nogle Storhanser, der ikke vil mærke Tabet."

"Ja, men det gør det ikke rigtigere for os at tage andres Ejendom.”

”Vil du maaske hellere, at vi skal blive liggende her eller melde os tilbage til ’Virginia'?"

Da tav Veste.

Martin viste frem. Han havde købt et lille Kompas og et Par store Kalabasser, som skulde bruges til fersk Vand, selvom der sikkert var Vand om Bord i Baaden, og Brød havde han købt. "Frugter kan vi forsyne os med undervejs til vor Baad."

”Du snakker, som om vi allerede havde den,” bemærkede Veste, "bare det ikke bliver en Skuffelse!"

"Nej, vi er saa godt som paa Vej til st. Croix," sagde Martin og lo. Han var ualmindelig oppe ved Tanken om selv at skulle være Kaptajn paa Sejladsen mod et lille Stykke Danmark, hvor der var Fred og i Sikkerhed - det troede han da.

Hen mod Midnat listede de alle fire ned mod Landingsstedet, ivrigt spejdende efter Baaden. Vestes Hjerte bankede ham i hans Hals af Spænding. Baaden kunde være borte. Maaske var der Vagt i den, som skød. De blev maaske grebet og stillet for Dommeren. - Det lettede mægtigt, da de naaede Skovkanten ved Stranden, og det viste sig, Baaden laa der.

Alt var stille og roligt, baade paa Stranden og oppe paa Gaarden. En nordøstlig Brise blæste og førte al Støj her fra bort fra Plantagen, saa de skulde nok slippe væk.

Nu gjaldt det blot om at faa at vide, om der var Vagt i eller ved Baaden; i saa Fald var det vel Negre, og de sov selvfølgelig som Sten. - Martin bad Veste og Tjotjo blive tilbage, mens han og Sabu undersøgte Baaden. Veste fulgte dog efter i nogen Afstand, og efter ham kom Tjotjo.

Martin og Sabu sneg sig lydløst hen til Baaden og kikkede ned i den. Der sad to Negre og sov. Martin gav et Tegn, og de sprang paa hver sin og greb ham om Halsen, saa han ikke kunde give en Lyd fra sig, om han end fægtede og sparkede nok saa vildt.

Veste sprang til. "Reb!" hvislede Martin. "Skær en Ende!"

Veste tog sin store Tollekniv frem og skar i Hast en Ende Reb, vist af et Skøde eller Fald; men det fik ikke hjælpe, blot de fik Negrene bundet. Veste maatte derefter binde et Tørklæde om Munden af dem, for at de ikke skulde skrige, naar Taget om Halsen slappedes. - Dog havde Sabu nok taget lovlig haardt fat, for hans Offer var besvimet.

Saa snart de to Negre var bastet og bundet, blev de anbragt under nogle Buske lidt fra Stranden, for at Solen ikke skulde brænde dem fordærvet til Morgen. De faa Ting, de havde med, anbragtes i Baaden, der kastedes los, og lydløst roede de ud.

Stadig var alt roligt. Ikke saa meget som en Hund, der gøede - heldigvis.

Medens Martin fortsatte Roningen, hejste Veste Fokken, og Vinden begyndte saa smaat at trække. Martin lagde Aarerne ind, Veste tog Roret, Storsejlet hejstes, og Baaden tog Fart, nordvestlig Kurs, mens den hævedes og sænkedes af Dønningen. - Kysten svandt. Det aabne Hav laa foran dem.

MOD ST. CROIX. - 'ERIKSGAVE'.

Veste og Martin følte det, som de var paa Vej hjem og ikke længere ud i den vide Verden. Og hjemad gik Vestes Længsel, hjem til den lave Gaard mellem Engen og Heden. Men nødig vilde han undvære, hvad han havde oplevet. Det var Eventyret, men nu længtes han efter Hverdagen. Han begyndte at forstaa, hvad Mennesker kan være for hinanden i det daglige, og at dette let kan opveje lange Rejser i fremmede Lande, hvor herlige de end var.

Morgenen oprandt skøn og straalende over Havet. De stævnede støt frem mod Nordvest. Foran laa de mange Mile over aabent Hav. Nu gjaldt det, om de vilde naa det, de søgte – St. Croix.

Foreløbig undersøgte Veste Baaden og fandt et Par Vanddunke, lidt Frugt og et Par Vinflasker. "Hallo, have a drink?” raabte han og svang Flaskerne.

"Lad gaa" svarede Martin. "Prøv om du kan faa Proppen af den ene, saa gemmer vi den anden. Den kan vi trøste os ved siden, skulde Sejladsen falde os for lang."

Med noget Besvær fik Veste Proppen stødt ned. Flasken gik rundt, først et par Gange mellem Martin og Veste, saa til Tjotjo og Sabu, som smækkede med Tungen, sagde ah og gned sig fornøjet paa Maven. "Mere?" spurgte han og pegede paa Flasken. Martin nikkede, og før de saa sig for, var Resten af Flaskens Indhold forsvundet gennem Sabus brede Mund. Han grinede, snakkede og pegede. Jo, dette var vel nok noget andet end at sidde og kukkelure i 'Virginia's klumre Slaverum.

Veste fortsatte Ransagningen af Baaden og fandt endnu en Flaske. 'Old Whisky' stod der paa den.

"Kom hit med den!” sagde Martin. "Det er ikke for Børn.”

"Børn! Hvad bilder du dig ind!” Veste blev fornærmet. Nu vilde han netop smage.

”Nej, lad det Pøjt være!" raabte Martin, og da Veste alligevel lod, som han vilde prøve at faa Proppen op, raabte Martin truende: ”Lad saa være!" og rejste sig ved Roret.

Veste smilte drillende, idet han trak sig hen i Forstavnen.

"Tag Roret!” sagde Martin til Sabu, hvorpaa han gik lige hen til Veste og knaldede ham en proper Lussing, idet han sagde: "Jeg skal lære dig at agte paa, hvem der er Skipper her!” og saa rev han Flasken fra ham.

Veste saa fortumlet og forbavset paa Martin. Tjotjo havde givet et Skrig fra sig og stod nu med aaben Mund og vidste ikke, hvad hun skulde tænke om dette.

"Saadan noget Djævelskab," tilføjede Martin, ”det kan du tidsnok faa Smag paa; men min Skyld skal det i hvert Fald ikke være."

Veste fik ligefrem ekstra Respekt for Martin. Det havde han ikke troet, han kunde gøre.

Første Dag gik meget godt. De fik Tid til at mindes ’Virginia' og dets Skæbne. Spøg og Smaaskærmysler vekslede. Men anden Dag var de allerede mere tamme. Vinden løjede af. De blev bange for en ny Cyklon. Kom den, var de om en Hals. De maatte da søge i Land paa nærmeste Kyst; men hvor var den?

En Byge kom, og de maatte rebe Storsejlet. Men straks den var ovre, kunde de sætte det igen, og den jævne Passat drev dem med god Fart frem mod Maalet.

Dagen sneg sig bort, og næste Morgen oprandt. Solen stod op, klar og ren som sædvanlig, og en Sten faldt fra deres Hjerte; der kom ingen Cyklon.

Men Dagen sled sig hen. Solen brændte. De følte sig matte, næsten syge af Tørst; men de maatte spare paa den Smule Vand, de havde tilbage. Fødevarerne var det ogsaa skralt med. De længtes inderligt mod i Landet forude. Martin mente da ogsaa, at de snart maatte kunne begynde at skimte St. Croix's Bjerge.

I Dagens Løb dukkede nogle Klipper op af Havet; men deres Skuffelse var stor, da det viste sig at være nogle smaa, ubeboede Klippeholme. Intet St. Croix viste sig. - Vinden holdt sig dog støt, Natten gav Kølighed og Friskhed, saa de næste Morgen med fornyet mod spejdede mod Nord og Vest. Paa skraa af de brede Dønninger stævnede de frem for den friske, østlige Passat. Frisk Luft og herlig Sejlads. Og før de blev trætte af at stirre, øjnede de en taaget Rand bag Havet. Den hævede sig mere og mere og antog Form af lavt Land med takkede Høje i Baggrunden. En Ø med Bjerge i Nord og vidt udstrakt fra Øst til Vest laa foran dem. Det maatte være St. Croix.

De styrede lige mod Nord i brusende Fart. Snart skimtede de en bred, hvid Strandbred og bagved denne lave, skovklædte Høje. Visse paa snart at finde friskt Kildevand, drak de det Vand, de havde tilbage. Det var lunkent og dovent, men slukkede dog den værste Tørst.

De søgte en god Landingsplads og opdagede en lille Lagune med lave Bredder og roligt Vand. Her strøg de ind, og Veste blev helt betaget af Søens Skønhed. Gennem det klare, blaa Vand lyste Bundens hvide Koralsand, hvorfra Koraller i mærkelige Former og Farver skød op. Fisk i straalende Farver svømmede ud og ind mellem Koralbuskene, Søstjerner og Søpindsvin krøb mellem vældige Konkylier. En straalende og glimrende Verden i den stille, klare Sø.

Let og rolig gled de op paa den hvide Strand. Pelikanerne, der fiskede ved Kysten, glemte rent at lukke deres mægtige Næb af Forbavselse over, at en Baad skurede mod Stranden her. Veste maatte le. Han følte sig taknemmelig over Livet, over, at han havde faaet Lov til at komme her - og det var dansk Land; det mente de da. Danmark var alligevel ikke et lidet Land, naar man kunde færdes paa dansk Grund her, Hundreder, ja maaske tusinde Mile fra Hjemlandet.

l Men da de gik op over den blændende hvide Strandbred, hvor Strandsnerlens smukke Ranker trak deres lige Streger over Sandet, følte Veste sig saa underlig mat og saa tørstig. "Hvem der dog havde noget Vand!” klagede han.

"Deroppe er Skygge," sagde Martin og pegede paa Kratskoven foran dem," og snart naar vi Vand. Frisk Mod, Antonius!”

Men de var alle saa trætte og indadvendte, at de ikke saa de hushøje Kaktus med deres strittende Lanser, eller Agavernes pragtfulde Blomsterkost, der ragede 10 Fod i Vejret, omkredset af smaa bitte Kolibrier, der skinnede i alle Regnbuens Kulører.

Matte slæbte de sig ind under Træernes Skygge. Men Luften var lummer, og her var ingen Kølighed.

Pludselig fik Lummerheden Luft i en kraftig Byge. Skønt de vidste, det ikke hjalp at søge Ly under Træer for den tropiske Regn, gjorde de det dog, men var i Løbet af faa Øjeblikke gennemblødte.

Martin raadede til, at de skyndte sig videre. Han var bange for, at dette her var Feberluft, saa de maatte søge Husly snarest muligt. Ad fasttraadte Stier, der viste, at her stadig færdedes Mennesker, fortsatte de Vandringen op gennem Skoven. Efter kort Tids Forløb begyndte Terrænet igen at sænke sig. De kom ud af Skoven, og foran sig havde de i brede Terrasser bølgende Marker med mægtige Sukkerrør. Bagved saas en Lund med høje Palmer og andre lavere Træer, mellem hvilke de skimtede en stor Bygnings hvide Mure. Lidt østligere laa en Række smaa, lave Hytter med Haver omkring; det var nok Plantagens Negerlandsby.

Netop nu trak Slaverne ud paa Markerne i to Hold. Der var lange Rækker, nok over hundrede i alt. Efter dem kom de sorte Bombaer, (Ridefogder) med deres lange Piske, som de ikke bar for et Syns Skyld. Brugte en af Slaverne ikke Hakken flittigt nok, eller var hun ikke rap nok paa Fingrene under Plantningen af ny Stiklinger af Sukkerrør, saa suste Pisken over dem.

Sabu og Tjotjo følte sig ilde til Mode ved dette Syn paa de af Væde dampende Marker. Var det dette, de gik ind til, maatte de nok hellere forsvinde, mens Tid var. De saa paa hinanden og følte begge det samme, og Veste vilde sikkert gave følt med dem, hvis han ikke havde rystet af Feber, saa han knap kunde staa paa Benene. Han blev ganske bleg, skønt Sveden trillede i klare Perler ned ad hans Pande. Pludselig sank han sammen mellem Sabu og Martin. De sank paa Knæ ved hans Side og besvor ham ikke at dø for dem.

Da han kom lidt til sig selv igen, fik de ham stablet paa Benene og forsøgte at føre ham mellem sig. Men han hang slapt paa deres Arme, saa det kunde ikke længe gaa paa den Maade. - De raabte til Folkene paa en Mark, om de ikke kunde hjælpe dem den syge hen til Plantagen. Men de fortsatte kun deres Arbejde, og prøvede nogen at rette Ryggen for at se, hvad der var paa Færde, var Bombaen der straks med en Byge af Skældsord: De Mennesker derude kom dem ikke ved; de havde kun at passe deres Arbejde. - En Henvendelse til denne mægtige Mand forblev ubesvaret. Han undrede sig bare over, at disse hvide Mænd fulgtes med farvede; de maatte ikke være rigtig vel forvarede.

Da de mærkede, at deres Bønner var bedt for døve Øren, forsøgte de selv at føre Veste videre. Men heldigvis viste der sig nu oppe ved Gaarden en Rytter, som hurtigt kom ned mod dem. Efter Hesten travede en lille Negerdreng ufortrødent.

Forvalter Johnson standsede ud for det underlige optog, som trods den stærke Hede forbavsede ham. Han lettede paa sin store, hvide Tropehat for at slippe lidt Transpiration ud, blæste: ”Pyh!" og satte højre Haand i Siden, idet han sagde: "Aldrig set saa galt. Sikket optog."

”Vi er skibbrudne Søfolk," svarede Martin.

"Ogsaa de sorte?"

"Det maa jeg senere forklare, hvis De blot vil hjælpe vor syge Kammerat her?"

"Oh ja, stakkels Fyr! - Pst, Dreng! Spring, som en vis Mand var i Hælene paa dig, ind og hent en Vogn!" Og af Sted for den lille Negerdreng, som var Forvalterens særlige Oppasser.

Johnson stod af Hesten, hev en lille Lommeflaske op og gav Veste lidt at drikke. Det brændte gennem ham som ild; det skulde dog vel ikke være Whisky! Men det livede ham op, saa de langsomt kunde fortsætte ind mod Gaarden, mens Martin satte Forvalteren ind i Situationen.

I Løbet af forbavsende kort Tid var Niggerboyen tilbage hos dem med en tohjulet Vogn, forspændt med et Muldyr. Veste blev løftet op, Martin satte sig ved Siden af ham, Sabu og Tjotjo travede bagefter, og med Forvalter Johnson i Spidsen holdt de deres Indtog paa Plantagen 'Eriksgave’. Den bestod af en anselig Hovedbygning, hvis nederste Etage var af Natursten, øverste af Træ med Spaantag. Vinduerne bestod af Tremmer, for at der altid kunde være Gennemtræk, der kunde lempe den stærke Varme. Større og mindre Bygninger laa til Siderne.

De gjorde Holdt for Hoveddøren. En Neger kom frem og hilste ærbødigt paa Johnson, mens han saa forkastelig paa de fremmede. Han saa med et halvt Øje, at det ikke var Personer, der skulde tages Hensyn til.

"Er Fruen til stede?" spurgte Johnson.

”Skal se ad, Massa," svarede Peter og forsvandt, mens Johnson overgav sin Hest til Drengen og gik ind i den store, rummelige Forstue, Hallen, hvor Fruen kom ham i Møde, fulgt af en tynd, mørkhaaret 12-aars Pige. Saa snart Fruen hørte om den syge unge Mand, gav hun sin sorte Stuepige Ordre til at gøre en Seng i Stand ovenpaa, hvorefter hun til den lille Pige sagde: "Gaa straks ind, Esther! Du er saa sart, og vi ved ikke, hvilken Sygdom den unge Mand kommer med." - Esther trak sig dog kun tilbage til Spisestuedøren, hvorfra hun med store Øjne fulgte Veste, da han af et Par Tjenere blev baaret gennem Hallen op i et luftigt Værelse ovenpaa.

Martin fulgte med ind, mens Sabu og Tjotjo maatte blive udenfor. Hans Øjne fangedes straks af det Regiment Flasker, der var opmarcheret paa den store Buffet i Hallen. - Et Øjeblik efter kom Fruen ned. Hun var lille og rask og lod ikke til at føle sig besværet af Varmen. Hun gik straks hen til Buffeten og blandede en Drik, som hun bød Hr. – ja, Hr. hvad?

"Martin Nielsen," svarede Martin og bukkede uvilkaarligt. Fruen var en fiks og indtagende Dame, der førte sig meget sikkert.

”Ah, dansk! Saa taler vi Dansk, for vi er Danske her." Hidtil havde baade hun og Martin benyttet sig af Engelsk.

"Velkommen til 'Eriksgave', Hr. Nielsen! Og saa vil vi haabe, at Deres Kammerat snart maa blive rask igen." Lidt efter tilføjede hun: "Hvad mon den unge Mand fejler? Her er et meget sundt Klima, og vi faar aldrig Malaria. Han har vel ikke haft Feber før?”

"Nej, " svarede Martin.

"Saa skulde man tro, det er Lungebetændelse. Men vi skal gøre for ham, hvad vi kan." Martin takkede.

Esther, som atter havde nærmet sig, blev nu bemærket af Moderen, der straks sagde: "Gaa ind og spil, paa din Lektie, Esther!"

Esther mulede, men forsvandt. At hun øvede sig paa Spinettet, hørte man dog ikke noget til.

Fruen vendte sig igen til Martin og sagde: "Det vil interessere min Mand at tale med en Landsmand. Værsgod og følg med ud til min Mand i Galleriet!”

"Ja, men Sabu og Tjotjo?" indvendte Martin. "Hvem siger De?" spurgte Fruen.

"To Negre, vi har med os. Men det er en lang Historie. Kunde de ikke ogsaa faa en Forfriskning?"

"Jo, jeg skal give Ordre."

Martin forstod, at det var ganske umuligt, at farvede kunde bydes ind sammen med 'blanke', og det til Trods for at de havde været saa svineheldige at dumpe ind til en dansk Planter.

Fruen førte ham ud paa en lang Svalegang, Galleriet, der strakte sig langs Vestsiden af Huset. Her var Ly for baade Sol og Vind.

Husherren sad mageligt tilbageslængt og røg. Han rejste sig med lidt Besvær, noget tung, som han var, nikkede kort, bød en Stol og anbragte sig selv i en anden end den, han før sad i. Den første var blevet saa varm, bemærkede han.

Fruen var uden videre forsvundet, og Martin syntes, dette her var en underlig Velkomst. Han tænkte ikke paa, at Varmen kunde undskylde Planteren, og at han efter Skik og Brug aldeles ikke var uhøflig, tværtimod; her hvor man altid svedte stærkt, gav man ikke en fugtig og klam Haand til sin Gæst.

For at sige noget sagde Martin: "Jeg hedder Martin Nielsen."

"Og jeg Hans Jensen. Sjældne Navne! - Jeg kan ikke engang kalde mig Johnson, da min Forvalter hedder saadan. - Men æh - sig mig - hvordan Pokker kommer De her?"

”Vi ...," begyndte Martin, men blev afbrudt af Planteren: "Aa, vent et Øjeblik! ”Hr. Jensen ringede med en Bordklokke. Peter kom ind og fik Ordre til at komme med Drikkevarer, Sukker o. a. Planteren blandede sig selv en Drik og bad Martin følge hans Eksempel. Da Martin undskyldte sig med, at han ingen Forstand havde paa at mikse en Drink, sagde Planteren: ”Da kan De stole paa, at jeg er Ekspert. Her paa Varmen maa man nemlig drikke; det er en Livsfornødenhed.”

Saa blandede han en Drik, som han skød over til Martin. ”Er den ikke krabat?” spurgte han. Det maatte Martin indrømme - frisk og dejlig.

"Naa, lad os saa høre!"

"Ja, vi er kommet sejlende hertil."

”Over Christianssted?”

”Nej, over Sydkysten."

"Sydkysten! Ved De ikke, det er forbudt alle andre end Smuglere?”

"Nej, hvor skulde jeg vide det. Og havde jeg vidst det, var vi nok kommet samme Vej endda."

”De er altsaa Smugler? Saa kan jeg vel købe noget billigt Sprut al Dem?”

"Nej, bevar os vel!” svarede Martin og fortalte i korte Træk, hvordan det var gaaet ham og Veste om Bord paa 'Virginia'.

”Haa, løbe bort for nogle sortes Skyld, De bliver nok klogere. Har De først opholdt Dem en Tid herude, saa lærer De nok, at der er Forskel paa Folk og farvede."

Martin svarede intet til dette, men fortsatte sin Beretning.

"Ja, ja, saa er De da hverken Sørøver eller Smugler. Men vi maa nok ved Lejlighed anmelde Deres Ankomst til Øvrigheden."

Samtalen ebbede snart ud. Luften var trykkende, Sveden ulidelig, alt opfordrede til mindst mulig Anstrengelse.

Før Aftensmaaltidet var Martin i Bad, hvorefter han saa op til Veste, som laa hen i Døs. Han kendte ingen, men fantaserede uhyggeligt en Gang imellem.

Ved Aftensbordet var der Steg, Rødder, Frugter og herlig Vin. Ja, det var herligt alt sammen; saa solidt, næsten dansk, og dog noget ganske ekstra. Og det oven i Købet oven paa det Hundeæde, de faktisk fik om Bord paa 'Virginia'. Var det da sært, at Martin maaske nok spiste og drak lovlig meget den Aften, særlig da den smukke og livlige Værtinde nødte ham stærkt.

Han huskede dog at spørge til Sabu og Tjotjo. De havde faaet overladt en tom Hytte, som de let kunde gøre tæt og god. Siden kunde der tages nærmere Bestemmelse angaaende dem.

Martin vilde vaage hos Veste. Men det vilde Fruen ikke høre Tale om; det skulde hun nok sørge for. - Snart strakte Martin sig paa en stor, haard Seng med Moskitonettet stoppet godt fast. Vinden suste i Træerne udenfor, Insekterne sang, der var saa mange Lyde i det store Hus. Martin laa en Tid og lyttede, men faldt saa i en fast og god Søvn.

Imens laa Veste og trak Vejret hivende. Han var hjemme. Naar Negerkvinden, der vaagede hos ham, rakte ham lidt at drikke, sagde han: "Tak, Mor!" Ind imellem for han op: ”Hørte du det, Mor? Hørte du, hvor han skreg? Det var Pisken, der suste. Hvorfor slaar han ikke igen?” Hans Plejerske søgte at faa ham til at ligge rolig. Men det varede kun et Øjeblik, saa begyndte han igen: "Var dig, Mor! Ser du ikke den sorte Mand, han vil tage dig! Nej, nej, nu tager han mig. Hjælp, hjælp!" skreg han og brast i Graad.

En Stund efter sagde han blødt: ”Du maa ikke græde, Mor. Jeg skal nok komme hjem til dig. Der er jo allerbedst hjemme hos dig." Saa trak han et Lettelsens Suk og faldt til Ro for en Tid.

Hans Plejerske lagde sig ned paa Gulvet og sov snart tryggeligt. - Næste Morgen blev Martin vækket meget tidligt. Han skulde med Planteren en Tur i Marken. En Hest var ført frem, og Martin maatte paa Hesteryg, noget han ikke havde prøvet, siden han var Dreng derhjemme i Vestjylland.

Morgenen var frisk og kølig. Duggen glimrede overalt. Enhver Neger, de kom forbi, hilste med et stort Smil: "Morning, Massa!” Men Hr. Jensen besvarede ikke Hilsenen og bad Martin om heller ikke gøre det. Det var ikke Skik, og de sorte vilde blive meget forargede, hvis de gjorde det.

De red ud gennem en lille Kakaoplantning, der ikke lykkedes ret godt. Men saa kom de til Sukkermarkerne med de mægtige Sukkerrør i bugnende Fylde. - "Ja, er det ikke et skønt Syn!” sagde Hr. Jensen og rankede sig i Sadelen. "Jeg har været mægtig heldig i Aar, faaet den ene gode Byge efter den anden. Ellers kniber det tit med Regn her paa sydkysten; men Jorden er bedst her og kan bære en god Høst frem. I Aar bliver det et Rekordaar, hvis vi ikke - hvad Gud forbyde - faar en Cyklon." Og han lod sine Øjne glide favnende hen over al denne søde Rigdom.

De red ind gennem Sukkermarkerne, hvor de sorte sled, og Bombaerne skældte og bankede end ivrigere, da de opdagede deres Herre. Martin syntes, at Planteren burde have dæmpet deres Ivrighed lidt; men han syntes at være godt tilfreds dermed.

Videre red de ud mod Kysten ned til Lagunen for at se efter Baaden. Lagunen laa der smilende og skøn; men der var ingen Baad.

"Hva!” udbrød Martin bestyrtet.

”Her er ingen Baad," sagde Planteren. "Det er vist et Drømmeskib.” Og han saa lidt underligt til Martin, der svarede :

"Nej, Drømmen kunde vist ikke bære os fra Dominica hertil.”

”Altsaa har det alligevel været en Smugler."

”Heller ikke. Her forlod vi Baaden, og der var ikke andre i den. Men kunde det ikke tænkes, at den har brevet sig løs under Bygen i Gaar?"

"Nej, det er umuligt. Men der gaar et Lys op for mig. Nu til Morgen kom der Bud fra Johnstons Plantage her vestfor, at der var løbet to Negre bort. Maaske har de hugget den. Men det nytter dem ikke. De kommer saamænd blot af Asken og i Ilden."

"De kunde maaske sejle den hjem til Dominica," sagde Martin med et Smil.

Paa Tilbagevejen red de gennem Negerlandsbyen, hvor Sabu og Tjotjo havde faaet overladt en pæn lille Hytte, hvis Tag gik langt ud paa Forsiden og støttedes af fire Stolper, saa der dannedes en Svalegang. Foreløbig skulde Tjotjo arbejde i Huset, og Sabu hjælpe til med at rydde op før Sukkerkampagnen.

"De sælger vel dette Niggerpar til mig?" sagde Planteren et Par Dage efter til Martin, da de sad i Galleriet og røg efter Frokosten.

"Sælger? De er jo ikke min Ejendom."

”Hvis saa? De tror dog vel ikke, at saadant et Par kan være fri Folk herude! Nej, her er som sagt Forskel paa Folk og Niggere."

”Jeg kan nu ikke være med til at handle om eller med Mennesker, mindst om Sabu og Tjotjo. Det kan Veste heller ikke, ved jeg.”

”Well, saa snakker vi ikke mere om det. Men æh - hvad vil De egentlig gøre ved dem: tage dem med hjem til det gamle Land og vise dem frem for Penge?"

"Nej dog, det kunde aldrig falde mig ind. Der maa vel findes en anden Udvej.”

”Hvilken?” spurgte Planteren og saa spørgende paa Martin, som blev ham Svar skyldig. Han sagde blot: "Jeg har tænkt, at jeg ville søge Plads som Gast om Bord paa en af de danske Orlogsmænd herovre, saa maa De tale nærmere med Veste om det andet.”

"Ja, det var ikke saa gal en Ide. Paa Flaaden er der altid Brug for raske unge Mænd. De danske Krigsskibe gør en god Indsats mod Sørøvere herovre.

"Er der mange Sørøvere her omkring?"

”Ja, det kan De stole paa. Og engelske Kapere, hvilket er Hip som Hap. De maa ikke tro, at det at være Orlogsgast bliver at gaa og promenere i sit fine Tøj og gøre Indtryk paa Damerne, nej, nej. – Men nu bliver De i hvert Fald her nogle Dage; saa skal jeg hjælpe Dem, det jeg kan.”

VESTE OG ESTHER.

Ovenpaa laa Veste og svedte. Han var blevet bleg og sart i Huden i de forløbne Dage. Han var rolig for Tiden og trak Vejret jævnt, men svagt. - Martin havde kikket ind Gang paa Gang; men Veste saa ham ikke, kendte ham ikke, saa der var intet for Martin at gøre. Veste blev passet godt af den sorte Plejerske, Jessie.

Nu bliver han urolig. Han er ikke længere paa 'Eriksgave', men hjemme i Vestergaard en varm Sommerdag i Middagsstunden. Svedig og tørstig gaar han fra Gaardspladsen ind i Køkkenet. Her er tomt og ganske stille. Solens Straaler staar med en døsig Varme ind over det store Bord. Midt i Sollyset staar Flueglasset med Brændevin i en Skaal. Hundreder af Fluer svømmer rundt derinde Under Klokken, mens andre Hundreder summer i Sollyset og ved Ildstedet. Paa Bordenden staar den store Ølkovs med det sure, hjemmebryggede Øl. Aah, hvor han var tørstig! Han griber Ølkruset og tager en ordentlig Slurk. Øllet var halvvarmt og dovent, men det læskede dejligt alligevel. Nok en Slurk! - Men saa var Kruset borte; han greb i Luften. Forbavset slaar han Øjnene op, glipper med dem et Par Gange og aabner dem saa rigtigt.

"Hvor er jeg?" spørger han. "Var jeg ikke hjemme?" Og han forsøgte at rejse sig op. Men straks var hans sorte Plejerske, Jessie, der.

"Nej, lille Massa blive liggende rolig," sagde hun paa halvt Dansk, halvt Negerengelsk. Veste lagde sig straks. Han lagde Mærke til, at det trak stærkt. Vinduer og Døre maatte nok staa aabne. Han kikkede op og saa, at der var en Tremmedør for Vinduet, og det var ikke saa sært, det trak, for der var intet Loft. Værelset var aabent oventil; han saa lige op i Taget.

Og sikken en Seng! En stor Himmelseng med Iærredsloft og Net spændt op dertil. Og den sorte Pige der, hvad bestilte hun her?

I det samme bragede det løs i et rasende Tordenvejr, mens Regnen styrtede ned, og Vinden ruskede i Træerne udenfor. Det Vejr genkendte Veste; det var en regulær tropisk Byge, der rasede. - Men den sorte Pige, Værelset, Sengen?

Først lidt efter lidt dæmrede Begivenhederne for hans udmattede Hjerne. - "Hvor er Martin?" spurgte han saa.

Jessie rystede paa Hovedet. "Jeg hente Massa," sagde hun saa med et stort Smil og skyndte sig ud. Imens rasede Uvejret; men det var ikke særlig ondartet. Veste kunde gennem det hele følge Jessies Trin henad Gangen, ned ad Trappen og til en Dør nedenunder.

Et Øjeblik efter kom hun ud med en Mand; der traadte tungt. Han hørte Skridtene nærme sig, Døren gik op, og Hr. Jensen traadte forpustet ind. - "Naa, endelig vaagnet op, unge Herre. Det var skam ogsaa paa de Tide."

"Hvor længe har jeg ligget her?"

”Godt otte Dage."

"I godt otte Dage!” gentog Veste og saa forundret op paa Hr. Jensen, "det er da umuligt."

"Ikke desto mindre er det sandt. Feberen har haft ordentlig Tag i dig, men nu gaar det nok."

"Men - men hvor er Martin?"

"Han er inde i Byen, Christianssted hedder den. Han har ladet sig hverve til Orlogsmatros. Han havde ingen Ro paa sig her."

"Hvornaar kan jeg blive helt rask?"

"Tag den nu bare med Ro, lille Thimsen. Vi skal nok være rare ved Dem."

"Kan jeg ikke snart komme hjem?"

"Saa, saa, lille Thimsen, nu maa De først se at blive rask, saa skal vi nok faa Dem sendt hjem. Vær blot ikke bange for det!"

I det samme tittede et mørkhaaret og mørkøjet tyndt Pigebarn ind fad Døren. Det var Papa, saa gik det nok. Hun kom indenfor, og Vestes Øjne faldt paa hende. Hr. Jensen saa det og sagde: "Ja, nu maa De skynde Dem at blive rask, saa De kan fortælle Esther der nogle af Deres Eventyr. Hun har det ikke alt for morsomt her paa Plantagen. - Men foreløbig maa De ligge ganske stille og hvile Dem. Kom saa, Esther, at Thimsen kan faa Ro! "

Esther sendte nogle lange Øjne efter Veste, men maatte følge med.

Lidt efter kom Fru Jensen for at se til ham. Hun var den smukkeste Dame, Veste nogensinde havde set, vist smukkere end hans Mor. Hun havde dunkle, mørke Øjne, kulsort Haar, fin, skær Hud, og sikken en Duft, der stod om hende. Saa betaget var hen, at han rent tabte Mælet.

Da hun var gaaet, faldt han i Døs og drømte om en smuk Dame, der kom, tog ham og bar ham hjem til hans Mor. "Hvem er skønnest?" spurgte hun saa. - "Det er du, men Mor er bedst," svarede han og kastede sig i sin Moders Favn.

Han vaagnede igen og laa og saa sig om. Tremmerne var slaaet fra Vinduet. Ude skinnede Solen. Vinden strøg kølende gennem Værelset. Et eller andet Sted i det aabne Hus kunde han høre nogen snakke. - Han følte sig saa ene, saa forladt. Hvorfor var Martin ogsaa allerede taget bort? Hvorfor kunde de ikke følges ad? Her var slet ingen, der brød sig om ham. Tiden sneg sig hen med Sneglefjed. Ikke engang den sorte Kvinde var der. Ingen tog sig af ham. - Havde det været hjemme, vilde hans Mor have siddet hos ham med hans Haand i sin. Men her var de alle fremmede. Ingen brød sig om ham. Hvor skulde det blive dejligt at komme hjem og tage fat igen, der hvor de alle stod ham nær. Han var svag, og han var ene, han kunde ikke lade være at græde lidt. Tjotjo kom ind. Hun havde faaet Lov til at sidde hos ham en Tid hver Dag trods Jessies Protest. Hun blev nu helt forskrækket, da hun saa Veste græde, og søgte at trøste ham, saa godt hun kunde. "Massa ikke græde - nok blive rask igen," sagde hun opmuntrende og smilede med hele sin brede Mund, saa Veste maatte smile med, og saa lo hun af fuld Hals. Ja, hun mente ham det godt, det gjorde Tjotjo. Men hvad betød hun for ham, naar det kom til Stykket? - Ingenting.

Det lakkede hen paa Eftermiddagen. Tjotjo stoppede Moskitonettet godt ned under Madrassen, og nu kom den lange, lange Nat, der sneg sig saa uendelig langsomt hen til Cikadernes Sang. Synerne og Længslerne meldte sig igen. Bare Tanken om den uendelige Behagelighed, det var at ligge en kølig Nat under en solid Dyne i Stedet for at ligge her og svede i den lumre Nat kun med et Lagen over sig, var nok til at faa Længslen til at stige til uudholdelig Styrke.

Næste Dag kom Esther og vilde have ham til at fortælle. Han var noget friskere trods alt, han syntes om hende, særlig hendes mørke Øjne, der mindede om hendes Mors og om hans egen Mors, og han vilde gerne fortælle. Men knap havde han begyndt, før hun brast i en skraldende Latter. Han standsede forbløffet: Hvad gik der dog af hende?

"Undskyld!” sagde hun, da hun kom nogenlunde til sig selv igen. Men hvad er det for et Sprog, du taler?"

”Det er Vestjysk, og kan du ikke taale at høre det, saa kan du blive fri,” svarede han lidt stødt paa sit Modersmaals Vegne .

Nej, hun vilde da meget gerne høre, bare hun kunde forstaa ham. Nu skulde hun være saa alvorlig, saa alvorlig. Og saa lo hun igen, saa han uvilkaarlig maatte le med. Det hjalp. Nu kunde han fortælle om Sejladsen og besvare Esthers Spørgsmaal om, hvordan der saa ud i Danmark, indtil han blev træt, og hun maatte gaa.

Dagene gik. Esther kom med Spillekort, og de forslog mange Timer i hinandens Selskab. Hun blev dog ved for ham at være en fremmed Fugl. Naar hun var borte, kom han til at tænke paa Smedens Kirsten. Det var en Pige, der var værd at være i Lag sammen med, det friske, glade Pigebarn med de lange, lyse Fletninger, som det var en Lyst at rykke i. Han huskede særlig en Gang de legede Kuk derhjemme i Laden paa hans Fødselsdag. Han skulde finde og havde kun Kirsten tilbage, og hun blev ved at kravle længere og længere op i Høgulvene. Som han troede, han havde hende, kukkede hun stadig højere oppe og længere inde. Aah, hvor var han foraset, da han endelig fangede hende helt oppe ved det lille Gavlvindue. Han pustede, og hun lo, og saa stak hun pludselig af. "Fang mig” raabte hun, og han ruslede bagefter hende. Hun svang sig over en Hanebjælke og hoppede ned paa den anden Side. Han bagefter. Hun tumlede videre, standser ikke, men fortsætter lige ned paa Logulvet. - Da brast den kolde Sved ud af alle hans Porer, og han var nær selv tumlet bagefter, men fik dog Farten standset og lod sig forsigtig glide ned, ventende at finde hende liggende blodig og forslaaet paa det haarde Lergulv. Men hun tog imod ham med en gjaldende Latter og et: "Bæh, du fik mig ikke alligevel!" hvorfor han løb hen og ruskede hende i den svære Fletning, idet han meget gammelklogt og fornuftigt sagde: "Du skulde have haft noget andet!"

Men han beundrede hende.

Det kunde Esther ikke have gjort hende efter. Der manglede Krudt i hende. Men Varmen indvirkede jo ogsaa paa alle herovre.

En Dag, da Veste kunde begynde at tænke paa at staa op, blev Luften ualmindelig trykkende og kvalm, og Vinden lagde sig aldeles, saa der var ikke til at aande. Ophedet og daarlig tilpas kom Esther styrtede op til Veste og meldte: "Vi faar Cyklon. Arbejderne er kaldt hjem fra Markerne, og den kommer vist snart." Saa forsvandt hun igen, og Veste laa og tænkte med Rædsel paa, om han skulde ligge her ganske alene, mens Cyklonen rasede.

Luften blev mørkere. Tjotjo kom og lukkede Tremmedørene for Vinduet, men forsvandt atter uden at have givet nogen Besked. Hvad skulde det betyde? Hvorfor blev hun ikke? Han raabte, men fik intet Svar.

Nedenunder trampede mange Fødder frem og tilbage, og Døre blev slaaet op og i. Saa blev der pludselig stille. Det var, som han var ganske ene i det store Hus. Han lyttede spændt; men ikke en Lyd hørtes.

Dog kun et Øjeblik var alt stille, saa brød Uvejret løs, og det kom med en Kraft og Vælde, som han syntes var langt uhyggeligere her end om Bord paa 'Virginia'. Det var, som skulde Huset ramle sammen om ham. Træer knækkede med skarpe Knald udenfor, og Taget raslede og knagede over ham. - Han rejste sig og vilde løbe derfra, men hvorhen? Der hørtes ingen Mennesker nogen Steds. Hvor var de?

Da blev en Dør revet op, og en kom styrtende op ad Trappen hen ad Gangen til hans Dør. Det var Planteren selv, pustende og svedende. "Her kan De ikke blive. Vi er alle samlede i Orkankælderen. Vi tænkte kun paa at komme derned; vi havde nær glemt Dem. Men saa raabte Tjotjo op. Hun vilde absolut op til Dem. Da styrtede jeg af Sted. Kom her!"

Han svøbte et Tæppe om Veste, løftede ham op og bar ham ned ad Trappen. Han var stærk, men Veste mærkede, hvor hans Arme rystede. - Bag dem gav det et Brag, idet noget af Taget blæste ind.

Lynene knitrede, Tordenen buldrede, og Orkanen rasede. Men nu var de alle velforvarede i Orkankælderen, et stort, tomt Rum under Huset, hvor de kunde være i Sikkerhed selv i det forfærdeligste Uvejr.

Da Hr. Jensen havde anbragt Veste paa en Madras, kom Tjotjo hen og faldt paa Knæ for ham og bad med Taarer om Forladelse, fordi hun ikke var kommet op til ham igen. Men hun var blevet sat i Arbejde og kunde ikke slippe fri. Saa hørte hun hans Raab og vilde af Sted, men ..."

"Ja, ja, det er godt, Tjotjo. Jeg ved, du mener mig det godt, og der skete jo ingen Ulykke," søgte Veste at trøste hende.

"Men det var i sidste Øjeblik, jeg kom," sagde nu Planteren. "Jeg er ked af det. Sandelig" jeg er ked af det." Han var sært ophidset, og der herskede i det hele taget en underlig ophidset Stemning blandt de mange Mennesker, der var samlet hernede. Her var nok sikkerhed, men alle skælvede ved Tanken om, hvilke forfærdelige Ødelæggelser Orkanen nu anrettede omkring dem. - Nogle Stole var i Hast bragt herned. I en af dem laa Fruen og op ad hende Esther, begge stønnede, som led de stærke Smerter.

Planteren gik urolig frem og tilbage en Tid, men kastede sig saa i en Stol og stønnede. Skulde nu al hans Møje være spildt, Markerne raseres, Frugterne nedrives, Træerne knækkes, Bygningerne ødelægges. Der stod den bedste Høst, han i mange Aar havde haft. Blev den raseret, havde alt været forgæves. Han var ruineret.

Dog var der Haab om, at Orkanen kun varede kort. Den var kommet saa pludselig og varede saa efter al Sandsynlighed kun kort.

Der blev stille i Rummet. Uvejrets Rasen lød afdæmpet herned. Kun en Gang imellem lød et ekstra Knald, naar et Træ styrtede. Hist og her hørtes en sagte Hvisken, ellers var alt tung Forventning.

Disse Timer i Orkankælderen førte Veste nærmere til disse Mennesker, som før havde været ham saa fjerne og ligegyldige, og han maatte tænke paa Kammeraterne paa 'Virginia' og deres Skæbne. Men han kunde slet ikke forestille sig, hvordan det var gaaet dem. Selvfølgelig var Slaverne blevet solgt. Men hvad saa? Var Folkene saa blevet spredt for alle

Vinde, eller var de maaske med et andet af Kompagniets Skibe paa et nyt Togt efter sort Elfenben? Han saa dem vel i hvert Fald ikke mere.

Planteren lod byde forfriskende Drikke omkring. De virkede stærkt oplivende paa den nedtrykte Stemning. Man begyndte at lytte efter Bedring i Vejret, og det varede ikke længe, før alle mærkede, hvordan det stilnede. Planteren vilde straks gaa op, men Fruen sprang op: "Nej, Hans, du kunde sætte Livet paa Spil."

”Nu gaar jeg," sagde Forvalter Johnson. Men før han var oppe, forstod alle, at Uvejret var forbi, og strømmede op. Esther vilde fare efter, men blev til sin Fortrydelse holdt tilbage af sin Mor, og Tjotjo blev hos Veste, om han skulde mangle noget.

Vinden havde lagt sig, Solen skinnede fra klar Himmel, alt aandede Fred og Ro. Men foran Huset laa en Række Træer, hvis Stammer var knækket som Tændstikker, den ene Ende af Hovedbygningens Spaantag var helt revet op, et Par af Negerhytterne var fejet af Vejen, og hvad der var mest frygtet: et Par af de øverste Terrasser af Sukkermarkerne var raserede. Alt dette vidnede om Uvejrets Magt. Men alt i alt var det dog naadigt sluppet, og Planteren drog et Lettelsens Suk, da han saa, det ikke var værre. Tabet var til at bære, og alt kunde ordne sig.

Oprydningsarbejdet blev straks paabegyndt. Nogle Slaver, som tillige var Haandværkere, tog fat paa at reparere Taget; men de skulde have nogle amerikanske Tagspaan inde fra Christianssted, før de kunde faa det helt i Orden igen.

Vejret var friskt og køligt efter Uvejret. Veste følte sig godt tilpas, hvorfor han fik lidt Tøj paa og blev anbragt i Galleriet, hvor Esther holdt ham underrettet om Slagets Gang.

Sukkerrørene paa de raserede Dele af Markerne skulde skæres snarest muligt, Topskuddene plantes ud, og Sukkermøllen i Gang. Der blev Travlhed, saa det forslog. Men Niggerne gik paa med godt Humør. Var Arbejdet strengt, vankede der ogsaa noget ekstra i Form af saftige, søde Sukkerrør at tygge paa. Bombaen rasede værre end sædvanlig; men det betød ikke stort; han maatte blot have Afløb for sin Ivrighed.

Esther kom med nogle af de bedste Stykker Sukkerrør til Veste. Det smagte dejligt. Men han var utaalmodig. Han vilde ud og være med.

Det var ikke til at holde ud at sidde her og hænge, mens Arbejdet gik for fulde Sejl omkring ham. - Han kunde ikke forstaa, at Fruen kunde sidde der i en Stol og døse i Stedet for at tage en Haand i med. Han vidste dengang ikke, at hun ikke kunde og ikke maatte for Slavinderne. De vilde være blevet yderst forargede, hvis Fruen havde begyndt at gøre andet end pynte sig selv. Knap nok det kunde hun faa Lov til at gøre selv - stakkels hende.

Veste spiste imidlertid godt, og hans Kræfter voksede, saa en skønne Dag kunde han gaa med Esther ud for at se paa Travlheden. Esther gik med mange Formaninger om endelig ikke at komme til noget og frem for alt ikke komme ind i Sukkerkogeriet.

Den livlige Virksomhed optog Veste stærkt. Muldyrene kom med det ene Læs Sukkerrør efter det andet, og det hældtes af ved Sukkermøllen. Et Par Muldyr gik her rundt og rundt i en 'Hestegang' og trak de store Valser, som Rørene knustes imellem. Sabu havde faaet den Tjans at stoppe i. Haandfuld efter Haandfuld af de søde Stænger stak han ind mellem to store, tykke Ruller, 'Kongen' og 'Sukkerrulleren', der pressede det meste af Sukkersaften af. Paa den anden Side af Møllen stod en anden Neger og stak Rørene tilbage mellem 'Kongen og en tredje Valse, 'Makasrulleren'. Et Par Negerdrenge tog fra og bredte Affaldet ud til Tørring, for at det senere kunde bruges som Brændsel under Sukkerkedlerne.

Veste brændte af Utaalmodighed efter at komme med i Arbejdet. – ”Lad mig prøve!” udbrød han og greb en Haandfuld Rørstykker. Men Sabu snappede dem ud at Haanden paa ham. - "Nej, nej, farligt!" sagde han og vilde ikke paa nogen Maade lade Veste prøve. Heller ikke Negerdrengene maatte han hjælpe". Her var intet Arbejde for en hvid.

Fra Møllen førte Trækanaler Sukkersaften ind til Sukkerkogeriet. Derinde stod alt i en Damptaage. Herind maatte Veste og Esther altsaa ikke komme. Det kunde ogsaa være farligt. De fik kun et Kig af de vældige Kobberkedler, hvori Sukkersaft kogtes ind til brunt St. Croix Sukker.

"Hø,” blæste Veste, det kunde vel ikke være saa farligt at gaa derinde!”

”Da kan du tro, det ikke var rart at falde i en af de store Kedler,” forsikrede Esther.

"Nej, det tvivler jeg ikke om, men hvorfor ...”

”Det er nemlig hændt, at en Nigger fik Overbalance og faldt i, engang de arbejdede baade Nat og Dag.”

"Uha, han fik da nok af det søde," bemærkede Veste og "trak paa Smilebaandet, mens Esther lo af' fuld Hals.

I det samme lød der fra Møllen et hjerteskærende Skrig, som gik over i en Tuden og Jamren. Et Raab lød, og Muldyrene, der trak Møllen, stod stille.

Veste og Esther styrtede derhen. Sabu stod omme hos den anden Neger i Møllen og søgte at frigøre hans højre Haand, som sad fast mellem Valserne. Men saa snart Sabu rørte ved Rullerne, skreg den anden værre end før. - Esther blev ligbleg og var paa nippet til at daane.

Men Veste lagde ikke Mærke til hende, han raabte straks: ”Ryk tilbage!" og sprang hen til Muldyrene, greb dem i Næsen og trykkede dem tilbage. Endnu et skingrende Skrig undslap Negeren, og hans Haand var fri. Men sikken en Haand !

Esther kunde ikke holde ud at se paa dem. Hun vaklede. Men Veste opdagede det og løb til og støttede hende. Han førte hende op mod Hovedbygningen, hvorfra Planteren selv og flere andre kom løbende, Tjotjo i Angst for, at der skulde være tilstødt Sabu en Ulykke. Hun udstødte et Hyl af Glæde, da hun saa ham hel og holden.

"Ja, faa Esther ind; det er ikke noget for hende," sagde Planteren i Forbifarten til Veste. "En net Redelighed," pustede han, idet han løb videre, og det var saa langt fra, at han ynkede den stakkels Neger, Ulykken havde ramt, at han tværtimod gav sig til at skælde ham Huden fuld for hans Uforsigtighed og Dumhed. Derefter blev den tilskadekomne sendt ind for at blive forbundet, en anden blev sat i hans Sted, og Arbejdet gik atter sin Gang, som om intet var hændt. Men Hr. Jensen rasede over, at en af hans Slaver var spoleret, ikke til mere - et direkte Tab paa et Par Hundrede Daler.

Ind paa en Løjbænk laa Esther og saa bleg og lidende ud. Hendes Mor sad og badede hende i Tindingen med kølende Parfume, mens hun søgte at berolige hende: Det var jo kun en sølle Nigger, der kunde have passet paa. Det værste var det Tab, hendes Far led ved, at Niggeren nu var ganske uarbejdsdygtig. Men det var der ikke noget at gøre ved.

Med en Negerdreng efter sig red Esther og Veste ud i Omegnen. Hun steg betydeligt i hans Agtelse, da han første Gang saa hende til Hest. Saa elegant og sikker hun red, havde han aldrig set Mage til. Der kunde hverken Kirsten eller Martha og Jenny klare sig, og det kunde han heller ikke selv. Han kunde nok sidde fast paa en Hest, men han gjorde ikke absolut nogen flot Figur. Han maatte lære af hende, selvom han syntes, det var flovt. Hun lo ad ham, saa han blev helt ærgerlig og var lige ved at trække sig surmulende tilbage. Men hun lo igen saa smittende, at han maatte le med.

Og saa red de til Stranden og saa paa Pelikanernes Fiskeri og gennem Kratskovene og spiste Bær. En Dag havde de en Ketsjer med ned til Lagunen, og her fiskede de skønne Sager i det klare Vand. Bl.a. fik de fat i en af de store Konkylier. Den vilde Veste have med hjem. Den vilde vække Forundring og blive beundret. - En anden Dag maatte de ned og se, hvordan Sabu og Tjotjo boede. Med synlig Stolthed viste Tjotjo dem Huset: Vægge af flettet Rodnet, Tag af Sukkerblade, Møblement, der bestod af fire Brædder, som dannede Seng, og udenfor Have, hvor de kunde dyrke Jams og søde Kartofler, Meloner og Tomater.

I Baggrunden var der Træer med skønne Frugter: Bananer, Appelsiner, Limes og Mango. Esther var ganske uinteresseret, men for Veste var det nyt og vidunderligt. Saadanne Herligheder havde han ikke kunnet forestille sig hjemme i sit eget øde Hjemland. Det var ikke sært, at Tjotjo var stolt og glad over alle disse Herligheder. Veste var klar over, at dem behøvede han ikke at nære Bekymring for mere.

Han begyndte at kede sig trods Esthers Selskab; for ingen Steder kunde han faa Lov til at tage en Haand i med, og altid havde de den stærke Varme, der virkede trykkende paa ham. Han begyndte at snakke med Hr. Jensen om Hjemrejsen. Men denne vilde ikke høre Tale derom endnu; han maatte først samle flere Kræfter.

Under disse Forhold var noget af det bedste, Veste oplevede, Turene til Christianssted, naar han fulgte Esther ind til Musiktime. De red ene ad Palmevejen derind, og mens hun spillede, kunde han gaa hen forbi den store ny Regeringsbygning ned til Havnen, hvor Soldater i lange, hvide Benklæder, rød Trøje og med høj Hue paraderede ved Værftet. Ude paa Bugten laa tit store Skibe, og inde paa Havnen færdedes en Mængde Sømænd, som han i Ny og Næ kunde faa en Snak med. Skibene drog igen, men hjemad. Dog maatte han have Taalmodighed endnu.

Enkelte Gange saa han Martin, der følte sig en hel Del som Orlogsgast. Han saa ogsaa flot ud, naar han kom udhalet med blanke Støvler, kort Trøje og Høj, blank Hat.

En Dag bød Martin Veste ind paa en Beværtning, han havde noget, han vilde fortælle. Og mens de sad med et Glas Vin, fortalte han, at han havde hørt Nyt fra 'Virginia'.

"Nej, nu staar Verden ikke til Paaske!” udbrød Veste saa højt, at flere Gæster, der sad og halvsov over deres Glas, skvat op og stirrede paa ham. "Hvem er du løbet paa?. spurgte han mere sagte.

"Saamænd Hansson, ovre i Charlotte Amalie paa St. Thomas. Han var forhyret med en engelsk Fuldrigger, som skulde hjem til Europa, og han glædede sig svært til at se den gamle Verden igen - maaske Sverrig. En anden kom ligefrem til at misunde ham."

Ja, men hvordan var det gaaet med ’Virginia'?”

”Jo, Vraget blev solgt ti Ophugning, og de sorte maatte bære alt det løse Gods, som kunde føres bort, til den nærmeste Havnestad. Her blev der lejet Skibsplads til dem over til Nevis Island, hvor de blev solgt.

Besætningen maatte ud med et andet Skib, der foreløbig skulde føre Slaver fra Nevis Island rundt til forskellige Pladser for saa senere at gaa paa Togt til Afrika. Men det lykkedes Hansson at blive løst derfra. Han havde faaet nok af Slavetransporterne.

"Ja, Gud ske Lov, man er fri," sagde Veste. Lidt efter tilføjede han: "Hvem mon der egentlig ledede Forfølgelsen af OS?”

”Det gjorde Hansson," svarede Martin, "og jeg fortalte ham, at vi havde været saa bange for, at de skulde faa fat i Hunde paa den store Plantage, vi kom igennem. Men han sagde, at de ikke havde haft nogen særlig Interesse af at fange os. De opgav snart og tog ganske roligt mod en forfærdelig Skylle af Kaptajnen da de meldte sig tilbage."

”Ja, det er det, jeg siger," sagde Veste eftertænksomt, "de var slet ikke saa slemme paa ’Virginia', som man skulde tro. Det var Handelen med Mennesker, der gjorde nogle af dem til Umennesker."

De sat endnu en Tid og sludrede om gammel og nyt og undredes bl.a. over, hvad der var blevet af 'Seaflower's Storbaad; men det fik de nok I aldrig at vide.

Pludselig skvat Veste op. Tiden var rent løbet fra ham, Esther ventede og havde sikkert ventet længe. Han blev helt febrilsk. "Uh, jeg Torsk! Jeg faar skam paa Hattepulden, naar hun ser mig, og det er fortjent," udbrød han og vilde fare af Sted. Men Martin holdt tilbage: "Tag den med Ro! Jeg følger med og tager det første Stød."

Imens stod Esther hos Hestene, grædefærdig af Vrede over, at Veste ikke var kommet, ja, og af Ængstelse for, at der skulde være tilstødt ham en Ulykke. Maaske kunde han endog være taget med et Skib og have ladt hende i Stikken, tænkte hun. Hvordan skulde hun saa komme hjem, for hun turde ikke ride alene den lange Vej til 'Eriksgave'. Hun stampede med Fødderne: Aah, det var da ogsaa for galt, saadan en uopdragen Bondeknold!

Men Vreden og Fortrydelsen forsvandt som Dug for Solen, da hun fik Øje paa Martin og Veste. Hendes Øjne hang beundrende ved Martins blanke Hat og flotte Figur, der fremhævedes af den korte Trøje. Hun rødmede, da Martin galant holdt Stigbøjlen for hende, og hendes Ansigt skinnede som en Sol, da han kyssede paa Fingeren ad hende og derefter svang den blanke Hat for hende.

Julen nærmede sig. Det var en død Tid paa Plantagen. Den egentlige Sukkerkampagne var endnu ikke begyndt. Veste ønskede sig hjem for at være med til Juleforberedelserne. Der var der Spænding og Højtid i Luften, her var der 25 Graders Varme i Skyggen. Hvordan skulde man saa fejre Jul!

Martin havde Orlov og kom til Juleaften ude paa Eriksgave. Der var fortræffelig Mad, fine Kager og udmærkede Vine. Efter Julemiddagen kom Esther med Kortene, og de fordrev et Par Timer hyggeligt og rart i hverandres Selskab. Martin fortalte spændende om en Jagt paa Kapere, og Esther var saa optaget deraf, at Veste var lige ved at blive skinsyg. - Og dog vilde Veste have betragtet aftenen som komplet mislykket, hvis han ikke senere havde faaet Lejlighed til at sidde og snakke med Martin om Julen derhjemme, hvor Far tog den gamle Spænde-Bibel ned af Hylden og læste det gamle Budskab om Barnet i Betlehem, mens de alle var samlede om Bordet, store og smaa, Herskab og Tjenerskab, og hvor de bagefter morede sig med at spille om Pebernødder og Æbleskiver. - Her var ogsaa givet noget ekstra til Negrene; men det var nærmest at sammenligne med den Ekstra-Ration, Husdyrene fik derhjemme Juleaften. - Martin bad Veste, naar han kom hjem, rejse ned og hilse hans Mor fra ham. Han vilde ogsaa selv besøge hende, naar han igen kom til København, det var sikkert; men det kunde jo godt vare en Tid.

Da Veste den Aften laa i sin brede, lette Seng, tog han den faste Beslutning, at han nu vilde hjem, intet skulde mere holde ham tilbage. Da han 2. Juledag meddelte Hr. Jensen denne Beslutning, prøvede denne endnu en Gang at overtale ham til at udsætte Afrejsen. Der var jo intet at haste efter, det vilde blive en haard Tur over Atlanten nu ved Vintertid, og Esther var glad ved hans Selskab. At det sidste var Tilfældet, gav Esther Syn for ved at fælde sine modige Taarer ved Tanken om Skilsmissen. Ved at se Taarer i hendes mørke Øjne, var Veste ogsaa lige ved at faa noget vaadt i Øjnene; for hun var alligevel en sød Pige, og hun lignede sin Mor. Han sagde derfor til hende: ”Jeg maa hjem nu, ogsaa fordi de hjemme ikke ved, hvor jeg er henne, og fordi det gør min Mor ondt. Men naar jeg bliver voksen, kan jeg komme igen og blive Underforvalter her, hvis din Far til den Tid mangler en."

"Det er et Ord,” sagde Planteren. "Men nu maa vi have Sagen angaaende Sabu og Tjotjo ordnet.”

”Lad det blive, som det er," svarede Veste. "De har det jo godt. De har alle været saa gode mod mig, og vil De være lige saa gode mod Sabu og Tjotjo, skal De have saa mange Tak."

Planteren mumlede noget om, at der var Forskel. Han tilbød Veste 200 Daler. Det var rigtignok kun en ringe Pris, men han syntes ikke, han for Tiden kunde give mere. - Veste vilde intet have. Men Planteren nødte ham til at tage de 200 Daler, og de blev indsyet i Foret af hans Vest.

En skøn Dag først i Januar med Solskin og 26 Grader i Skyggen tog Veste Afsked med 'Eriksgave' og alle dens Beboere. Han havde faaet Hyre med en norsk Brig, der skulde til København.

Esther vilde absolut med til Christianssted, hvorfor hendes Far selv kørte. Sabu og Tjotjo kom til og sagde Farvel; de saa glade og tilfredse ud. Tjotjo kyssede Veste paa Haanden og takkede ham bevæget for alt, hvad han havde gjort for Sabu og hende.

Vinkende til Fruen, Forvalteren og Tjotjo kørte Veste ud fra ’Eriksgave’.

En underlig Tid havde det været der. Sygdom og intet Arbejde og en grusom Hede. Havde Esther, som sad her ved hans Side, ikke været, havde det været ganske uudholdeligt. Nu kunde han alligevel se tilbage paa denne Tid med Glæde. Men det skulde blive herligt at komme ud og sejle paa det friske, aabne Hav.

Det var sidste Gang, han kom ad Palmevejen til Christianssted. Han syntes, Kongepalmerne rankede sig højene og slankere end sædvanlig til Ære for ham; Himlen var klarere, Vinden friskere, og Bjergene der oppe i Nord blaanede skønnere end nogen Sinde, alt til Ære for ham. Han følte sig helt bevæget, og saa han paa Esther, kneb det for ham som for hende at holde Bevægelsen nede. De sagde ingenting - kunde ikke.

Værre endnu blev det, da de stod paa Kajen og skulde tage Afsked. Rigtignok længtes Veste bort, men dette her var saa nært. Dog maatte han ikke vise sin Bevægelse, for Søfolkene, der skulde hente ham om Bord paa Briggen, vilde komme med Bemærkninger. Kun faa Ord blev sagt. Veste sagde noget om, at Esther jo kunde komme en Tur til Danmark og besøge ham paa Gaarden ude i Vestjylland, saa de kunde gøre lidt Gengæld for al den Gæstfrihed, han havde modtaget her.

Esther svarede, at det kunde være dejligt. Hendes Far gjorde nogle Bemærkninger om Vind og Vejr og Skibet. Men Tiden faldt lang, og det føltes som en Lettelse, da de sidste Haandtryk var vekslet, og gode Ønsker udtalt for syvende og sidste Gang. - Kun Esther gav efter for sine Følelser; hun græd, som hun var pisket.

Snart efter var Veste i Arbejde, og næste Dag svandt St. Croix i blaalig Dis. Hjemrejsen var begyndt.

HJEMME IGEN.

Hjemrejsen blev baade langvarig og drøj. Gennem Storm og Kulde naaede de København en Dag først i Marts, og Solen skinnede foraarsvarmt og mildt, da Veste med en Skonnert sejlede fra København til Aarhus, hvor fra han vandrede vestpaa ad Jyllands sandede Veje.

Vinteren var forbi. Hist eg her, hvor Solen ikke kunde naa, laa der endnu nogle sorte Sneklatter. Men Lærken sang og Viben skreg, og Markerne duftede af Grøde, som da de drog sydpaa med Studene for næsten et Aar siden. Men da stræbte han bort fra alt dette hjemlige og kendte, nu higede han mod det som mod et forjættet Land; for her var nok den Livets Herlighed, han higede efter.

Efter flere Dages Vandring nærmede han sig Hjemmet. Vejret var let taaget, Landskabet øde. Vejen gik ind gennem mørke Hedebakker. Ikke et Hus eller en Gaard var at se. - Han skuttede sig i den raakolde Luft og mindedes Guineas og St. Croix's daanende Varme. Men han ønskede sig ikke tilbage. Han higede kun mod Hjemmet. Snart maatte Bakkerne aabne

sig, saa han kunde se ned over Dalen med Engen og Aaen og bagved Landsbyen med hans Hjem.

Som han nærmede sig Hjemmet, falmede alt derude, det, han kom fra. Sabu og Tjotjo kom ham ikke ved mere, selvom han var glad ved, at han havde hjulpet dem til nogenlunde menneskelige Kaar. Esther svandt ind som et Drømmebillede; han kunde slet ikke fremkalde hendes Billede. Uvilkaarligt smilte han til et andet Billede, der voksede frem af det dunkle og blev stadig mere klart og fuldt af Enkeltheder - Kirsten! - Selv Martin betød intet mere. Men Veste havde lovet at rejse hen og hilse hans Mor, og det Løfte maatte han holde, for han vidste, at han kunde gøre hende en Glæde derved.

Mere nærværende end alt det derude i Troperne var Hjemrejsen med dens evindelige Storm og Regn og haardt Arbejde, men godt Kammeratskab om Bord. - Men da nu Bakkerne aabnede sig, og han genkendte sin Hjemegn, svandt ogsaa Hjemrejsen med alle dens Besværligheder. Han kunde som hin Foraarsdag paa Halmstakken strække Armene ud og favne alt, hvad her laa udbredt for ham. Det var ham saa kært, det stod ham saa nært; her alene kunde han leve og trives.

Der hævede Kirken sit hvide Taarn over Landsbyens lave Gaarde. Længst ude mod Vest skilte en sig ud; det var Vestergaard. Der var Mor, Farmor, lille Karen, alle, som stod ham nær; der hørte han til. - Nu vilde han hjem og arbejde. Maaske vilde han igen med en Studedrift sydpaa - om han fik Lov, lære Handel, arbejde sig op og en skønne Dag fri til Kirsten. - Naa, det vidste han ikke. Men det var dejligt at være hjemme - eller da næsten hjemme.

Han forstærkede sine Skridt. Aftenen faldt paa, og han maatte være hjemme, før det blev mørkt.

Da han gik ind gennem Byen, syntes Gaardene ham saa lave og forfaldne. Her gik hans Barndoms Kammerater i deres Fædres Spor; de maatte danse efter Ridefogdens Pisk, som Slaverne efter Bombaens. Men de maatte gøre sig fri, som Pastor Thomasius havde sagt. Han selv skulde i hvert Fald ikke have noget af at blive Fæstebonde.

Det var netop ved Nadvertid, han nærmede sig Vestergaard. De sad nok om Nadvergrøden, naar han traadte ind. Hans Hjerte bankede stærkere, og han listede stille gennem Gaarden til Bagdøren og videre gennem den mørke Gang til Køkkendøren. Forsigtig lirkede han Klinken op og traadte over det høje Dørtræ ind.

Der sad de alle om Nadverbordet: Faderen, Hans, Dorthe og ved hendes Side en høj, ung Mand med Sølvknapper i Trøjen, nok en Handelsmand. Saa kom Martha og Jenny, der begge var blevet større og kønnere siden sidst. Endelig sad hans Mor og lille Karen med Ryggen til, men ...

Alt saa han i eet Blik i det svindende Dagslys, der faldt ind gennem Vinduet bag Bordet. Selv stod han i Halvmørke ved Døren. Han saa Moderen tage sig til Hjertet, mens Faderen spurgte: "Hvem er den fremmede Karl? Kom fra Døren!"

Uden et Ord rejste Moderen sig, gik lige hen til ham, lagde Hænderne paa hans Skuldre og saa alvorligt paa ham, idet hun sagde: "Hvordan kunde du gøre det? – Vi vidste jo ikke engang om du levede. Men jeg følte, at du gjorde det.” Da slog det ham, hvad han var gaaet fra, og at hans Mor havde lidt ondt for hans Skyld, fordi hans Liv var grundfæstet i hendes Kærlighed. Han kunde Intet sige, men lagde Hænderne paa Moderens Arme, idet han bøjede Hovedet og lagde det til Hvile paa hendes Skulder. "Min Dreng," sagde hun og strøg ham over det lyse Haar, der svarede saa daarligt til de mørke Øjne.

"Du skulde vel nok have nogle gode Stryg!” raabte nu Faderen, der havde rejst sig. "Men kom frem i Lyset, at vi kan se dig.”

Og saa flokkedes de alle om ham, undrende sig over, hvor voksen han var blevet, hvor dyb hans Stemme var, hvor fin han var i Tøjet med kort Trøje og Halvstøvler, og Karen spurgte om, hvad han havde i Ranselen, men maatte vente paa Svaret.

Snart sad han bænket midt iblandt dem med Karen ved sin Side. Hun lo ad hans dybe Stemme, men spurgte ikke nær saa meget, som da han rejste. Han fik at vide, at den høje, unge Mand med Sølvknapperne var Dorthes Kæreste, og at han var en anset Handelsmand, som Hans nok rejste ud sammen med. I den Anledning sagde Faderen til Veste: "Det var endda godt, du ikke vilde svigte os helt, for nu faar vi god Brug for dig herhjemme." - Men pludselig slog det ned i Veste, at der manglede en. ”Er Farmor i Seng?" spurgte han.

De blev alle stille, og Moderen svarede: "Nej, hun ligger paa Kirkegaarden."

Veste forstod, at ikke alt herhjemme var som før. Han havde nok Skyld over for dem alle, ogsaa over for Farmor.

Surgrøden og Mælken smagte pludselig ikke rigtigt. Men Faderen begyndte at spørge ham ud, og han maatte fortælle om Branden, om Slaveskibet og om de stakkels sorte Menneskers Lidelser, mens de alle undrende hørte til. ”Ja” sluttede han foreløbigt "og det mærkeligste er, at de fleste af Mandskabet om Bord paa ’Virginia' i virkeligheden var gode nok, ja, flere var helt rigtige, og saa kunde de endda være med til at handle saadan mod de stakkels sorte."

Derefter trak han de 200 Daler frem og fortalte, hvordan han havde faaet dem. "Se,” sagde han, "dem skal Far have til Hjælp ved Opbygningen af Vesterhuset."

”Nej,” sagde Faderen, "dem skal du selv have som Startkapital; for du vil nok ud en anden Gang. Vestergaard bliver for trang for dig.

”Nej, her er godt at været" sagde Veste med Overbevisning i Stemmen, idet han tog Karen under Hagen og smilte ned til hende. "Og naar du bruger Pengene til at opbygge Gaarden med, har min Rejse da ikke været helt forgæves. Desuden," føjede han alvorligt til, vilde Farmor netop saa gerne at Vesterhuset skulde opbygges."

Han tog dernæst sin Ransel frem og gav Karen den store Konkylie, der kunde synge som Havet t og nogle Bananer og Appelsiner fik Karen, Martha og Jenny ikke Lov at beholde for deres egen Mund, alle maatte smage disse skønne Frugter, disse Vidnesbyrd om Sydens Herligheder.

Sent blev det, før han kom i Seng, og træt var han. Da han strakte sig i en gammeldags Seng med Halmmadras og Underdyne under sig og en svær Overdyne over sigt var hans Velvære næsten fuldkommen. Han takkede Gud fort at han var kommet godt hjem. Bare Farmor havde været her! Han frygtede, at han gennem sin ubetænksomme Rejse - sin Flugt fra Hjemmet - havde været med til at forkorte hendes Liv og nu kunde han ikke engang bede hende om Tilgivelse; det var det værste.

Næste Morgen gik han gennem Staldene, klappede Hestene, kløede Grisene, og ynkede Køerne, der saa magre og kantede ud nu sidst paa Vinteren; de trængte til at komme ud paa Græs og æde sig trinde og fede. Men det var saa hjemligt alt sammen.

Een Ting drog ham ud; det var Heden, hvor han havde svedt i Sommerens Solvarme og frosset i Efteraarets Rusk; den maatte have noget særligt at sige ham. Det lykkedes ham at slippe fri for Karen og Martha og Jenny, som stadig vilde følge ham, og han higede op mod Heden i Syd. Men da han stod der og saa ud over Heden, som den laa for ham sort, vaad og trist, en øde Uendelighed, der endte ude i det tomme Rum, maatte han tænke paa en Dag, han og Esther red fra Christianssted, da drejede de af fra Vejen op mod Nord til nogle skovklædte Højder. De red ind gennem en Kløft, hvor de høje Træers mægtige Grene krydsedes over dem. Ned fra Grenene hang spansk Mos i lange Tjavser, og langs Grenene groede Planter med flotte Blomster i grønne Rosetter. Op ad Stammerne slyngede sig tynde Lianer. "Se den der," sagde Esther, "med alle de Torne, den skal man ikke komme for nær, for den griber og holder fast; derfor kalder vi den 'Grib og hold fast'.

Oppe i Skrænten stak Klipperne frem mellem et Væld af Bregner og Blomster. Smaa fine Kolibrier svirrede rundt, og brogede Fugle fløjtede og sang.

Mens de red gennem Slugten, blev det ganske stille. Solen bagte, og Heden tyngede. Pludselig brast Stilheden i en Byge, et Par Lyn sprang ud at Luften om dem, og Tordenen skraldede mellem Klipperne. Esther gav et Skrig og strakte Haanden ud mod ham. Han rakte en Haand ud og tog hendes. Side om Side red de tæt sammen, mens Regnen styrtede ned. Men det varede kun kort, saa skinnede solen atter, og de blev tørre. De spøgte og lo, mens de red ud af Krattet, og Landet aabnede sig for dem, frisk og grønt efter Bygen, lige ud til det blinkende Hav mod Syd. - "Her er kønt," sagde Esther. Og det gav Veste hende Ret i.

Veste mærkede, at Udlængselen igen begyndte at svide; men den vendte sig til Hjemlængsel. Den sorte, vaade Hedes Ensformighed bød ham i den Grad imod, at han hastigt vendte sig og ilede hjemad. Her i Heden var intet godt at hente.

Det var egentlig hans Mening, at han vilde have været ned til Aaen, men han havde nu tabt Lysten. Aaen havde nok heller ikke noget at sige ham, i hvert Fald ikke før Sommeren kom med Engenes duftende Hø og det kølige Bad i Aaens langsomt glidende Vand.

Hvor var det trygt og godt igen at komme ind derhjemme, se Moderen gaa saa stille ved sit Arbejde og at faa et Blik af hendes dybe, straalende Øjne; at se Faderens morsomme, korte Øjenbryn, der strittede til Vejrs som smaa Horn, at fantasere med lille Karen og - ja, noget hjemlig kært var der ved dem alle.

Og da Kirsten kom for at hilse paa ham, undredes han over, hvor lys og frisk hun var. Hun hørte med til hans Verden, var med til at give den Indhold og Farve. Ganske naturligt indgik hun i hans Fremtidsplaner. Her i Hjemmet hos hans egne og i Kirken med dens Højhed var der Baand, som bandt uden at snære, men som gjorde Livet stærkt og rigt, fuld værd at eje.

Kammeraterne fra Præstegangen ynkede han egentlig. De gik der som Trælle og gjorde ikke noget for at blive fri. Aldrig vilde han finde sig i Trællekaar.

Engang hen paa Sommeren fortalte Pastor Thomasius Veste, at Kongen havde forbudt Overførsel af Slaver til Vestindien. Det skulde gælde fra 1803. Det hjalp rigtignok ikke Negrene paa Øerne meget, da Handelen med Slaver der ikke blev forbudt. Men det var et Skridt i den rigtige Retning, og Veste var klar over, at han vilde være med til at arbejde for Frihed og Ære, ikke blot herhjemme, men ogsaa for de sorte Mennesker i Vestindien.

RETUR TIL OVERSIGT

*************

Hvad Henrik vilde

eller

Henrik og Else Marie

Stefan Nedergaard

En vandgang
I høet
Mod aften
I blaabærrene
Efteraar – Ene hjemme
Præstegangen begynder
Fiskere paa havet
I taagen
Det bliver jul
Uheld på skøjter
Strandingen
Henrik og styrmanden
Konfirmationen – Henrik rejser ud

En vandgang

Det begyndte en tidlig sommermorgen, omkring ved l. august. Ned i mod den lille havn ved fjordsiden gik fire børn paa bare ben i det dugvaade græs. - Solen var endnu ikke staaet op. Ude over fjorden laa en let dis, der skjulte landsbyer og kirker, der laa langt ovre mod øst paa den anden side af den brede fjord. Ude i vest lød havets brusen, en sang uden ende, en evig tone. Børnene hørte den og hørte den ikke, for den stod altid i deres øren. Men var den pludselig forstummet, vilde det have fyldt dem med undren, ja forfærdelse, for havets stille kogen i stille vejr og havets torden i storm var ledsagemusik til alt, hvad de foretog sig - en levende tone.

Det hele begyndte da heller ikke denne dag, det er ikke sandt, for de fire børn havde kendt hverandre længe, næsten fra de blev født. - Henrik og Else Marie, der begge var 13 aar, havde leget sammen og arbejdet sammen, drillet hinanden og hjulpet hinanden over for andre, saa længe de kunde huske, og de gik i skole sammen. De kappedes i arbejdet hjemme, og de kappedes i skolen. Var Henrik den skrappeste i regning, kunde det til gengæld knibe ham at klare sig, naar det gjaldt fortælling, aarstal og salmevers, for han havde ikke saa nemt ved at lære udenad som Else Marie. Begge lyttede de med aabne øren, naar den gamle lærer fortalte historie eller gav glimt fra fremmede lande i geografien, eller han læste op for dem af de store digteres værker.

Og dog var de ikke tvillinger. Henrik maatte tit tænke paa at hævde sig over for Else Marie, for hun var strandfogdens datter og boede i strandfogedgaarden, der havde fjorten smaarudede vinduer paa rad, medens han boede i et langstrakt husmandssted paa den anden side af vejen. Hendes far var strandfoged, gaardmand og baadfører Kresten Madsen Clausen; han var en stor mand paa Klitten, selvom han ikke var stor af skikkelse. Henriks far var Anders, som – ja, det vidste han godt - de kaldte Flire-Anders. Han var lang og ranglet af skikkelse, men nogen stor mand var han ikke. Hans arbejde blev ikke til stort. Tit sad han hjemme, naar andre tog ud paa hav, i eng eller mark. Han fiskede lidt i fjorden, han sleb lidt rav, han handlede lidt, men det blev netop til saa lidt alt sammen. Det meste af arbejdet derhjemme maatte Henrik og hane mor udføre.

Henrik saa over paa Else Marie, som hun gik der, saa let, saa sikker, med friske, røde, runde kinder. En kraftig pige var hun, men absolut ikke tyk, nej, ikke tyk. Hun lignede sin far. Det mørke haar krusede i panden, de kraftige bryn skyggede over de dybblaa øjne, munden smilede lidt, for hun gik med 1illebror ved haanden, og han pludrede stadig op, saa hun maatte smile. I den anden haand havde hun en stor madtejne. - Henrik følte sig lille ved siden af hende, følte, at han ikke rigtig slog til over for hende, selvom baade hun og alle de andre ovre i Strandfogedgaarden altid var vældig flinke mod ham og aldrig havde ladet ham mærke, at han kun var Flire-Anderses dreng. Han havde for længst bestemt, at han vilde blive noget stort; han skulde vise dem, at der var krummer i ham - han skulde blive en stor redningsmand, han skulde redde ti mennesker fra havet - halvtreds, ja hundrede, saa skulde de nok faa respekt for ham.

Men det værste var, at han ikke blot tænkte paa at blive en stor redningsmand, han snakkede ogsaa om det, ogsaa nu, da han gik ved siden af Else Maries bror Ole, der var 11 aar, en lys, let dreng, der lignede sin mor. Begge gik de og svingede med to høriver, mens munden løb paa Henrik. Han fortalte løs om, hvordan han, naar han nu til næste foraar var blevet konfirmeret, vilde tage ud at sejle og saa om nogle aar komme tilbage og...

Ja, raabte Else Marie, og saa bliver du en stor redningsmand, der redder os alle fra død og djævelskab. Men mig skal du i alt fald blive fri for at redde, jeg klarer mig selv. - Idet hun sagde djævelskab, saa hun uvilkaarligt hen mod sin far, der gik lige foran, for han var lidt nøjeregnende med stærke ord. Men han gik roligt videre, saa han havde nok intet hørt.

Ja, gøre nar kan du, raabte Henrik og gav hende et let rap med et riveskaft, men hvem ved!

Ja, hvem ved! gentog Else Marie og lo drillende.

-- Foran dem gik fire mænd: strandfogden og hans karl Jesper, en ældre fisker og husmand, Ole Vindøje kaldte de ham, fordi hans venstre øje var rødt og løb i vand; men da han ellers var god nok og ikke kunde lide det "Vindøje", blev han ogsaa kaldt Ole Vind, og det navn godtog han selv uden videre. Endelig var der en ualmindelig stor og kraftig fisker, der hed Peter Krogh; han havde høje, svære ben i et par mægtige bukser, saa hans overkrop saa underlig lille ud derover, men vældige armkræfter havde han dog. Alle bar de forke, reb og andre ting, de skulde bruge ved arbejdet i høet ovre paa de store statsenge, Tipperne, eller paa sejladsen med høet derovre fra.

Lillebror begyndte at pylre; det sved i hans tæer at gaa i det vaade græs. Else Marie trøstede ham: Du kan se stejlerne til garnene ude ved havnen, nu er vi der lige straks. - Og Lillebror glemte de smertende tæer for de høje stænger, der rejste sig mod himlen foran dem. Da de kom nær til dem, saa han undrende op mod toppen af den højeste: Se, raabte han, den gaar lige op i himlen!

Bare den ikke stikker hul! sagde Ole med et blink i øjet.

Ja, men hvad saa? spurgte Lillebror, og hans øjne lyste af morskab og nysgerrighed.

Jo, svarede Henrik, der nu gik ind paa spøgen, saa bliver der skybrud.

Skybrud - hvad er det?

Ganske simpelt, at skyerne gaar i stykker; der bliver hul i dem.

Og hvad saa? spurgte lillebror igen med lysende øjne.

Saa styrter det ned gennem hullet.

Hvad falder ned?

Noget af et salmevers faldt Henrik ind, og han svarede: Guds velsignelse styrter ned i skybrud til hans menighed.

Naa, svarede Lillebror uinteresseret. Det var for lærd for ham, men det gjorde heller ikke noget, for de var ved havnen. De stod paa kanten, han og Else Marie, og saa ned i det stille vand, der spejlede baadene og den graa himmel. Se, sagde Else Marie, der er himlen nede, vi svæver midt i rummet. - Det forstod Lillebror vel ikke helt. Men da mændene i det samme begyndte at gaa ud i deres baad, slog baadens bevægelser hele verden i stykker for ham, saa det bølgede og flimrede for hans øjne, og han blev svimmel. Han klyngede sig til Else Marie og raabte klynkende: Hu, hold mig, jeg falder!

Imidlertid var mændene begyndt at ordne baadene og hejse sejl paa havskibet, den store fiskerbaad, der var sejlet helt ude fra havsiden gennem indløbet til fjorden langt sydpaa og hertil, for at den kunde bruges til høsejlads. Slæbetovet til den brede pram, der skulde lades med høet fra engene nede sydpaa, blev gjort fast. Børnene samledes i slæbeprammen, der kastedes los, og sagte gled de ud af havnen.

Det var en dejlig frisk morgen. Lette taager laa endnu over fjorden og skjulte landet mod øst. Enkelte maager kom sejlende paa brede vinger fra havet ind mod øst. Men luften var meget kølig nu lige før solopgang. Børnene frøs, fødderne var valne efter turen gennem det vaade græs. Lillebror rystede og græd. Hans tæer var næsten døde at kuld, og han var kommet alt for tidligt op. Han skulde slet ikke have været med; men han var vaagnet sammen med alle de andre og vilde absolut med. Han plagede sin mor, til hun gav efter. Han fik lov, mod at Else Marie og Ole lovede at passe godt paa ham.

Du er et rigtigt pylrehovedt skændte Else Marie, du skulde være blevet hjemme.

Nej, jeg skulde slet ikke, raabte Lillebror tudende og stampede med de halvdøde fødder, det er koldt.

Det er koldt, det er koldt, det er koldt, sang Ole og dansede rundt om Lillebror.

Lad vær', lad vær'! skraalede denne, og Else Marie raabte: Hold

dog mund, din tudeøre!

Da raabte faderen ovre fra havskibet: Se, her er et par dækkener

tag dem! Han trak slæbebaaden nærmere og kastede dæknerne over til dem.

Else Marie bredte det ene ud i forstavnen af baaden, sagde til Lillebror om at lægge sig og lagde saa det andet tæppe over ham. - Det varmer dejligt, sagde hun. Lillebror svarede ikke, han krøb helt ned under tæppet, og Ole krøb ned ved siden at Lillebror, og lidt efter Else Marie ved siden af Ole. Kom! raabte hun til Henrik, her er plads til os alle.

Nej, det vilde Henrik ikke. Han var ikke noget pattebarn, der ikke kunde døje en smule kølighed. Men lidt efter laa han der alligevel.

En lille tid laa de alle helt stille og lod varmen risle gennem kroppen. Men da Lillebror var blevet rigtig varmt begyndte han at sparke til Ole, som straks gjorde gengæld.

Lig stille! kommanderede Else Marie.

Ikke for dig! svarede Ole igen.

Da skal jeg ..., begyndte Else Marie.

Men Ole for op og rev dækkenet af dem. Else Marie fløj efter ham. Men pludselig standsede de og udbrød: Nej, se!

Langt oppe i nordøst stak solen sit runde, glorøde hoved op over bakkerne paa fjordens østside. Den spejledes i fjordens blanke vand og lysstraaler løb dem i møde, mens huse og bakker og kirker derinde i øst stod som klippede skyggebilleder i solens glans.

Børnene stirrede betagne ind i lysglansen, til den blev dem for stærk. Da de vendte hovederne bort, dansede sorte sole for deres øjne.

De saa sig et øjeblik om efter noget at foretage sig. Da for Ole til rælingen og begyndte at gynge baaden. Henrik og Else Marie hjalp til, saa baaden blev sat i stærke svingninger. Lillebror skreg op, han blev bange. Da lød det ovre fra sejleren med faderens stemme: Hold op med det! I kan slaa os ud af kurs med jeres kunster, saa vi gaar fast paa en af de mange grunde, her er.

De maatte da finde andet at foretage sig. De hang ud over rælingen, kikkede efter fisk og lod vandet risle mellem fingrene. Selvfølgelig skulde Lillebror ogsaa prøve at naa vandet, og da han var for kort, fik han overbalance. Men Else Marie var ved haanden, hun greb ham behændigt i det ene smalben og hev ham indenbords, før der skete mere. - Det var mig, der reddede ham, du redningsmand! drillede hun Henrik.

Ja, vent du! svarede Henrik.

Hvor længe skal jeg vente? spurgte hun. Jeg kunde jo have ladet ham falde i, saa kunde du have reddet ham - om du turde.

Det kunde du jo selv, svarede Henrik. Han saa paa det strømmende vand langs baadens side og tænkte, at det faktisk ikke var saa lige en sag at springe ud her. Han var ingen særlig god svømmer. De vilde straks sejle fra ham. Kunde han saa klare sig i bølgerne fra baaden? Og kunde han da redde en anden, der kæmpede for livet, og holde ham oppe?

Han var meget betænkelig ved det, men det forelaa jo heller ikke. Han kikkede om til Else Marie, om hun havde mærket, hvad han tænkte. Men hun tænkte vist slet ikke paa ham, hun stirrede op paa storsejlet, der buldnede ud for vinden, og paa mastetoppen, der tegnede paa himlen under baadens rullen.

Lillebror havde skraalt op i det øjeblik, da han blev halet ind, men lidt efter var han stor karl igen. Ole saa Else Marie og Henrik ved siden af hinanden. Det var altid de store sammen, tænkte han, han var kun den lille, ham brød de sig ikke om. - Men saa smilede han: Han skulde alligevel give Henrik en ekstra lille opmuntring, han hang saa godt for det. Forsigtig listede han hen bag Henrik, løftede haanden og slog til, saa det sagde knald paa Henriks stramme buksebag. - Godt skudt! raabte Else Marie og lo himmelhøjt. Men Henrik syntes i øjeblikket ikke, det var morsomt, han for op og efter Ole.

Der var ikke megen svingplads. Et par sekunder efter tørnede de sammen i styrbordsside og gav sig til at dænge hinanden. Hvem der vilde blive den lille, var nemt nok at se. - Lillebror var kravlet op paa ydertoften i samme side, han syntes, det var mægtig sjovt at se de store i totterne paa hinanden. Han lo, han trampede med fødderne, han klappede i hænderne, han lo og skraalede i højeste gear. Men i det samme svingede prammen ved deres bevægelser noget ud, krængningen blev temmelig stor, og bums - gik Lillebror paa hovedet i fjordens kølige vande.

Else Marie skreg med rædsel i stemmen: Lillebror!

Henrik for op. I løbet af et sekund var han klar over, hvad der var sket. Han var ogsaa klar over, at han maatte springe ud efter Lillebror. Men kunde han klare sig selv? Kunde han faa fat i Lillebror? Vilde Lillebror ikke gribe fat i ham, trække ham ned, kværke ham, saa han druknede selv, og det sidste blev værre end det første? Dog maatte ham ikke tænke paa alt dette, for det var Lillebror, det gjaldt og - for Else Maries skyld!

Alt dette for gennem Henriks hoved i løbet af det øjeblik, det tog ham at springe op paa toften og sætte foden paa rælingen. Han kastede et blik til Else Marie, der stod og vred sine hænder. Denne gang var hun ikke fremmest, tænkte han.

Der lød høje raab fra havskibet, idet Henrik sprang. Aah, skreg Else Marie og slog hænderne for øjnene, mens Ole stum for til rælingen med skrækken malet i det blege ansigt. Der var kun gaaet et par sekunder, fra Lillebror faldt ud, til Henrik sprang, han kunde ikke være langt borte.

Ovre paa "Kirsten", havskibet, var Ole Vind straks rede til at springe ud, mens den unge Jesper kun stod og glanede faaret. Føreren, Kresten Madsen, stoppede imidlertid Ole: Henrik er derude. Du er for tung og stiv. Vi gør klar til at vende!

De maatte svinge ret langt ud for at kunne komme tilbage til stedet, hvor Lillebror faldt ud. Kresten var bange for, at de samtidig skulle gaa paa grund. Men det maatte ikke ske, for saa blev det sidste værre end det første. Begge drengene kunde forsvinde for aldrig at komme til syne mere. Han raabte til mændene: Hold godt udkik efter grundene! og til børnene: Hold udkik efter dem og sig os, hvor de er!

Det varede lidt, før Henrik kom op efter udspringet. Da han havde faaet hovedet oven vande, prustede og spyttede han et par gange og begyndte saa at orientere sig. Heldigvis havde han kun et par korte bukser og en tynd skjorte paa, saa han sagtens kunde holde sig oppe, selvom der var uro af kølvandet. - Han traadte vande og saa sig omkring. Vinden kom fra vest, Lillebror maatte være mod nord. Det varede da heller ikke længe, før han opdagede noget. Derhenne - faa alen mod nordøst pjaskede noget. Ha, ha, en hval kunde det nok ikke være, saa maatte det være Lillebror, han var altsaa ikke helt druknet endnu.

Henrik halede godt ud for at komme hen til ham. Der var ikke tvivl om, hvor han var, for han pjaskede og fægtede med armene, som prøvede han at svømme som en hund. En gang imellem fik han luft og skreg af fuld hals. Da Henrik var lige ved ham, syntes det dog, som var han ved at give op - han begyndte at synke. Henrik tog endnu et par tag, og uden at betænke sig eller tænke sig om, greb han efter den lille.

Da fik Lillebror liv igen. Han fægtede vildt med arme og ben og var saa uheldig at faa fat i Henriks hænder, og da han holdt krampagtigt fast, kunde Henrik ikke bruge sine arme. Han prøvede at faa herredømme over sig selv ved at svømme med benene alene, men Lillebror trak ham ned. Han prøvede at træde vande, men han blev ubarmhjertigt trukket ned. Vandet lukkede sig over hans hoved, mens Lillebror stadig sprællede og holdt fast som med en jerntang, saa det var umuligt at ryste ham af. – Nå, Henrik gjorde heller noget alvorligt forsøg paa det. Han saa tydeligt, at det var forbi med ham, han kom ikke hjem mere; men saa maatte han dø sammen med Lillebror, saa det kunde siges om ham, at han gjorde, hvad han kunde.

I fortvivlelse strakte han benene ud, nedad, som for at finde støtte. Og da – ja, da fandt han støtte. Hvor vidunderligt - han kunde røre bunden med tæerne. - Han strakte sig ud, han hævede armene med Lillebror, der nu var blevet stille. Han fik hans hoved over vandet, og selv kunde Henrik stikke næsen op og igen trække vejret. Han kunde holde Lillebror oven vande - blot grunden ikke svigtede under ham. Han var ved at tude af glæde, af befrielse. Han skulde ikke dø denne gang - blot han ikke gled af grunden. Han maatte passe paa, holde sig stiv.

Men - bare Lillebror Karl, ja Karl var hans navn, som aldrig brugtes, men nu kom det pludselig til Henrik - bare han ikke var død. Han hang saa underligt. Men der gik nogle trækninger igennem ham, saa helt død var han dog ikke. Bare de snart kom med baaden, saa kom han nok til sig selv igen. Henrik forsøgte at raabe, men det blev ikke til noget hørligt.

Kresten Madsen havde imidlertid faaet vendt, og nu strøg de tilbage mod stedet, hvor drengene forsvandt. Bare det ikke var for sent!

De hang ud over rælingen. Ole Vind stod med en baadshage, om de ikke skulde komme nær nok, til at de kunde hive Lillebror og Henrik op med hænderne. - Else Marie stod spændt med hænderne knuget mod hjertet, der bankede, som skulde det sprænges. Da saa hun ganske nær Henrik staa og holde Lillebror oven vande; hun maatte skrige sin lettelse ud, samtidig med at hun syntes, hun var lige ved at falde om paa stedet. Hun skreg: Hil, Henrik, den store redningsmand! Han er saa stor, hans ben rækker bund i havets midte - hil!

Pludselig holdt hun inde. De var ikke reddede endnu. Nu gjaldt det netop, om det skulde lykkes. Kresten var en dygtig fører, oplært paa det vilde Vesterhav, han sejlede lige til dem. Peter Krogh hældede sig ud, han havde saadan god modvægt i sine svære ben; han greb fat og hev til, og i næste øjeblik var de i baaden.

Da maatte Else Marie atter have luft. Hun skraalede: Hil, den store Peter, han hiver druknede ind i den frelsende baad - hil!

Aa, hold kæft! sagde Peter ganske ligefrem. Vi ved endnu ikke, hvordan det staar til med Lillebror.

Else Marie blev flov. Det var da ogsaa for galt, her stod hun og skraalte op, mens mennesker var i livsfare. Hun saa genert til Henrik, men han lagde ikke mærke til hende; saa snart han kunde faa vejr til det, sagde han: Pas paa grunden!

Ja, jeg tænker ikke paa andet, svarede Kresten Madsen, hvilket ikke var helt sandt, for han tænkte mest paa, om de virkelig skulde miste Lillebror, den søde trold, han var. Trold ja kunde han være, men sikken sorg, det vilde være for hans kone, for Kirsten, om han var borte. Dog maatte han skyde disse tanker i baggrunden, for nu skurede de imod, de tog grunden. Han havde ikke været tilstrækkelig opmærksom. Men det var kun et øjeblik, saa var de fri igen, og Kresten regnede med, at nu slap de forbi. Han trak vejret lettet.

Imidlertid tumlede Peter og Ole Vind med Lillebror. De hældte vand af ham og rullede ham, og mange minutter varede det ikke, før de var klar over, at han snart kom til sig selv. Hans hjerte slog normalt, og han begyndte at røre paa sig. Han blev pakket ind i et tykt dækken, varmen kom, han vaagnede op og kikkede omkring sig. Saa smilede han, og længe varede det ikke, før han begyndte at spørge. Saa kunde de alle forstaa, at det værste var overstaaet.

Henrik rystede i det vaade tøj. De tog det af ham og svøbte et dækken om ham, mens hans tøj sammen med Lillebrors blev hængt til tørring - som signalflag. - Else Marie kom hen til Henrik og sagde genert: Undskyld, Henrik, mit sludder!

Det gjorde da ikke noget, Else Marie, svarede Henrik og smilede til hende; det hænder jo ogsaa, at jeg sludrer. - Han var stolt, for det var første gang, hun havde bedt ham om undskyldning for noget. Han laa saa godt. Han kikkede op i sejlet og videre mod den lyse himmel.

I Høet

Da de nærmede sig landingsstedet paa Tipperne, var tøjet tørt, og Lillebror saa nogenlunde i orden, selv om han var lidt blegnæbbet.

Ret forude saa de store høstakke ved landingspladsen og bagved rækker af mindre stakke ud over den store flade. Henrik kom i tøjet. Han mærkede intet som helst til den kolde vandgang.

Straks de havde lagt til land, begyndte Peter og Ole Vind at lade prammen med hø. Henrik og Else Marie stuvede til side og trampede det sammen under sved og pusten og latter. Henrik dængede hende til med hø, saa hun under pusten og stønnen bad om godt vejr. Men lidt efter var hun over ham, stødte ham omkuld og dængede ham, saa han forsvandt helt i de duftende hømasser. - Vil du give dig? støndede hun. Han snerrede blot noget, der kunde tydes som: Du kan tro nej, bitte mor! og arbejdede paa at komme fri. Lidt efter var han der atter, og de tumlede begge, indtil det sindigt lød fra Peter Krogh: Hov, hov, I halvvilde knægte, se saa at faa gang i arbejdet igen. Først arbejde saa leg!

Kresten, Jesper, Ole og Lillebror benede af sted hen til den eng, der var lejet af staten. Her var høet sat i stakke, færdigt til at køres til landingsstedet. Kresten saa sig om. Der skulde være en mand fra Bork med et spand heste og en vogn, han kunde laane. - Lillebror hang endnu med næbbet, og han var stadig bleg; han havde endnu ikke helt forvundet sin store, sin farlige vandgang. Kresten sagde derfor til Jesper, at han skulde pakke Lillebror ned ved en høstak, mens han, Kresten, selv hentede vognen.

Jesper saa haanligt til Lillebror, som Ole havde taget ved haanden. Saadan et skvat! bemærkede han og gik hen og smed sig selv ved en høstak, saa kunde ungerne passe sig selv, han var lige glad. Det blev derfor Ole, der pakkede Lillebror ned, hvorefter han strakte sig ved siden af ham.

Der var ikke noget saa dejligt som at strække sig i en sødt duftende høstak en solfyldt sommerdag. - Ole vidste godt, at hans far ikke syntes videre godt om Jesper. Han var nemlig en sær slamper paa 17 aar, tit tvær og uvillig. Den gode Jesper skulde passe paa, tænkte Ole, for strandfoged Kresten Madsen Clausen var ikke saadan at spøge med.

De fik kun lov at ligge en kort stund, for Kresten kom hurtigt tilbage med heste og vogn, og saa gik det løs: Kresten forkede op, og Jesper lagde læsset. Det var kun om at følge med, for Kresten havde travlt. Ole rev staksteder op og bar det, der var levnet ved en stak hen til den næste. Han havde ogsaa travlt, sveden løb ham ned ad næsen. Lillebror var faldet i søvn. Dog - længe varede det ikke, før han vaagnede og vilde være med. Men hans far kostede ham til side: Gaa hen til Ole! Og Ole rev ham i hælene, naar han trampede i høet, der skulde rives sammen. Lillebror gav sig til at brøle, saa Ole maatte trøste ham, han var jo da den lille og havde lige været i stor fare. Men lidt efter var det galt igen.

Naar et læs var fuldt, kørtes det til landingsstedet, hvor det skubbedes af, og i trav gik det tilbage efter det næste. - Ved middagstid var høet af engen, heste og vogn afleveret, og de holdt alle middagshvil, spiste, drak hjemmebrygget øl til og strakte sig derefter i høet for at slibe sig en skraber.

Kresten var noget bekymret for vejret. Det var alt for godt. Vinden havde lagt sig. Det var alt andet end rart, om de skulde til at slide i aarerne paa hjemturen. Slæbebaaden var lastet saa højt, som det var forsvarligt, og havskibet rummede ogsaa en god portion hø; det vilde blive sejgt at ro. Men forhaabentlig luftede det lidt igen.

Børnene vilde ikke sove middagssøvn, det vil sige, Lillebror puttede sig hos sin far, der var trygt og godt at være. De andre tre gik paa opdagelse.

Der var mærkeligt stille i luften over engene, naar man betænkte, at tusinder og atter tusinder af fugle færdedes herude og havde rede paa polde og i strandkanter. Men i dag var alt som uddøet. De gad nok ikke røre vingerne, saa varmt det var. Det varede derfor ikke længe, før børnene vendte tilbage til høet ved landingspladsen, hvor mændene og Lillebror laa og snorkede. En laa og pustede. Han drømmer nok, at han puster paa den varme grød, foreslog Ole. En anden snorkede i lange drag. Sikke torsk, han trækker i land, bemærkede Henrik, og de lo, men ikke højlydt.

Jesper laa og gabte lige op i luften. Ole pegede paa ham og hviskede: Hvad mon han gaber efter. Vi maa hellere finder noget at stoppe hans gab med, ellers ender det vel med, at han sluger os.

Ja, det ser farligt ud, sagde Else Marie og lod, som hun var bange. Hvad skal vi mætte ham med?

Forskellige muligheder blev drøftet under knysten og smaalatter. Men een ting maatte de jo dog regne med: de maatte ikke kvæle ham, selv om han fortjente det, surt løg, som han var.

Jeg stikker et straa i halsen af ham; det dør han da ikke af, hviskede Henrik.

Nej, det maa du ikke gøre, svarede Else Marie, han slaar dig fordærvet. Men jeg gør det; for mig tør han ikke røre.

De trak sig lidt tilbage. Else Marie udsøgte sig et langt straa med frynse paa enden, og mens de andre spændt fulgte hende med øjnene, gik hun hen bag Jesper. - Bare han nu ikke vaagner for tidligt! tænkte drengene, for saa er det hele ødelagt. - De lagde ikke mærke til, at Ole Vind lindede paa det højre øje, og hans mund trak sig op til et bredt grin. Nu gled strået ind, og Else Marie lod sig glide ned bag en høbunke.

Jespers mund klappede sammen om straaet, og saa begyndte han at hoste, harke og spytte. Op for han derefter og begyndte at bande og dominere: Det var da ogsaa for galt, man kunde ikke engang faa lov at sove i fred for de forbandede unger. - Hvem var det? raabte han og saa omkring paa de højt smilende børn. Pludselig for han efter Henrik. Han var værgeløs, han havde ingen far i ryggen.

Henrik blev roligt staaende, blot dukkede han sig, da Jesper langede ud efter ham. Saa sagde han: Du kan jo ikke vide, om det var mig!

Naa, ikke det! Du er ikke for ingenting din fars dreng, du søn af Flire-Anders.

Harmen kogte op i Henrik. Han knyttede næverne og vilde være faret paa Jesper, havde ikke Krestens røst lydt i det samme: Hold op med det, Jesper; skammer du dig ikke! - Han havde rejst sig, mens Ole Vind laa og grinede, og Peter saa alvorligt fra den ene til den anden.

Det manglede bare, fortsatte Jesper; man kan ikke engang sove til middag, uden man skal risikere at blive kvalt af de for ….

Stop! sagde Kresten haardt. Du ved, jeg taaler ikke den evindelige banden. Og saa vendte han sig mod børnene: Jeg tøkkes, I er lovlig store til den slags grove streger.

Dermed var han færdig med den sag. Han stod lidt, som om han vejrede med næsen, og sagde saa: Hvordan er det med vinden?

Det er ikke meget, det lufter, sagde Peter, men vi maa vel hellere gøre klar til hjemfarten.

Ja, det maatte de, og saa haabe paa, at der kom mere vind. De fik alle grejerne om bord, og sejlene hejstes. Ole Vind og Peter Krogh tog hver sin aare, Jesper, der ikke duede stort ved en aare, fik roret, begge drengene skød fra, og Kresten kommanderede, mens Else Marie og Lillebror gjorde gloarbejde. Langsomt gled de ud, sejlene begyndte saa smaat at trække, og kursen blev sat.

Lillebror blev nede hos sin far, mens Henrik, Else Marie og Ole krøb op i høet paa slæbebaaden, hvor de lagde sig mageligt til rette. De vuggedes dejligt og blødt; for dem maatte sejladsen vare til i morgen, om saa skulde være. Ole faldt snart i søvn, men Henrik begyndte at fantasere: Naar jeg nu til foraaret bliver konfirmeret, saa tager jeg til Hamborg og kommer med en rigtig sejler, en klipper med skarp stævn og skyhøje master og sus og sang i rigningen. Vi sejler over de dybe have til de varme lande. Jeg gaar i land og danser med de brune piger…..

Else Marie laa udstrakt med armene under nakken og lyttede med et halvt øre. Det var jo Henriks skøre side - sejlads og fremmede lande; ja, og redningsvæsen. Men hun maatte indrømme, at han havde vist mod og mandshjerte i dag, da han uden at betænke sig sprang ud og reddede Lillebror, det var ikke enhver, der havde gjort ham det efter. Og hvorfor skulde han ikke blive sømand, det blev jo saa mange herude fra Klitten. Hans far havde ogsaa været sømand, selvom man knap kunde forstaa det. Nu indskød hun: Husk "Den sømand han maa lide langt mere ondt end godt"!

Ja, ja. Og kommer han til Syden, han drikker vin med mer, mer, mer og spiser af de frugter, som bonden aldrig ser", sang Henrik. Jeg gaar op i orangelunden og plukker appelsiner og figener, dejligt fede og tykke, og naar jeg kommer hjem, skal du faa saa mange, som du kan stoppe ned.

Nej, hvor sødt af dig! sagde Else Marie spottende. Men husker du ogsaa fortsættelsen, siden vi nu har faaet begyndt: "Og hører han derude, hans moder lider ondt", saa tager han afsked med de skønne piger og vender hjem til hende.

Ja, Else Marie, svarede Henrik alvorligt, skulde det ske, at mor fik det ondt, at hun trængte til mig, saa maa du - om du er der til stede - skrive til mig. Jeg skal nok sørge for at du kender min adresse. Saa kommer jeg hjem og hjælper mor.

De blev begge tavse og alvorlige. De vidste, at hans mor ikke altid havde det let. Hun var en lille kvinde med noget skarpe træk. Hun kunde være tavs og indesluttet, naar noget gik hende imod; men hun satte sin dreng over alt, han var jo hendes eneste. - Hun sled og slæbte, hun arbejdede i mark og lo, hun esede kroge i fiskerboderne ved havet, og hun ordnede huset, mens faderen laa hjemme og drev eller sleb lidt rav, eller han var paa fjorden og fangede lidt fisk, som han gik ud og solgte. Stor fortjeneste gav det ikke, men undertiden mange snapse, saa han var vrøvlet, naar han omsider kom hjem. For det meste var han i godt humør, men det kunde hænde, at han blev grov, fordi han følte, han ikke fyldte sin plads derhjemme.

Henrik forstod ikke det med faderen, for han kunde være saa rar, særlig naar de var ene paa fjorden. Da kunde han spøge og fortælle, saa Henrik maatte undre sig. Men var de i selskab med andre, følte Henrik, at folk ikke lo ad faderens historier, de lo ad ham selv, saa Henrik blev flov ved det og ked af det.

Henrik vidste, at faderen havde været sømand i sine unge dage, frisk og uforfærdet - mente Henrik da. Han vilde være styrmand og kaptajn; men saa var der sket noget, hvad det var, vidste Henrik ikke, men Anders havde faaet afsky for havet. Henrik tænkte sig, at han var kommet til at lide af søsyge eller en anden sygdom, saa han ikke kunde taale livet til søs. Sikkert var det: han gik aldrig paa havet med de øvrige fiskere, og han kom aldrig i fiskerboderne ved havet, han gik kun langs havet og søgte efter rav.

Pludselig blev Henrik nærværende. Der var noget - vist et dyr, der kravlede i nakken at ham. Han greb sig i nakken for at fange det. - Der lød et fnis. Det var Else Marie, der kildede ham med et straa. Hvor var du langt væk, lo hun. Ja, og her kunde han ikke dele sine tanker med hende.

Det begyndte at blæse lidt mere op, og høet vuggede under dem, det virkede behageligt og beroligende. De laa og døsede, og tiden forsvandt, saa de syntes, det kun var kort efter, de nærmede sig den lille havn ved fjordsiden.

Mod aften

Da de stod ind i havnen, lød en glad gøen dem i møde. Det var Chang, strandfogdens hund, en stor, langhaaret, ubestemmelig køter, der havde ventet dem med utaalmodighed. Straks de lagde til, for den om bord. Den for fra den ene til den anden, hoppede og gøede og slikkede i et væk Lillebror, saa han hylede og raabte: Gaa væk, din dumme hund, gaa væk! Men lidt efter lo han og slog armene om halsen paa den, og da Else Marie og Lillebror kort efter gik hjem ad den kendte sti, sprang Chang foran dem og viste vej.

Saa snart de havde fortøjet baadene, tog mændene fat paa at forke hø ind paa land. Jesper blev sendt hjem til strandfogedgaarden efter en vogn. Henrik hjalp til med høet, og da Jesper kom med vognen, lagde Henrik læsset, mens Jesper langede op til ham. Han maatte hele tiden tage sig i vare for Jespers fork; han var nødt til at holde sig tilbage for ikke at faa den i ben eller mave. Saa blev Jesper højrøstet og skældte ud: Han bestiller ikke noget. - Saa, saa, tyssede Kresten, giv dig stunder; vi naar det vel.

Selvom vi skal gaa til midnat, svarede Jesper bidsk. Om saa var svarede Kresten blot.

Jesper syntes altid, arbejdsdagen var for lang. Og lang var den paa denne tid af aaret, tit fra kl. 4 a 5 om morgenen til 10-11 om aftenen. Men hvad - med lidt godt humør og et godt middagshvil gik det. Men det gode humør var ikke Jespers stærke side.

Det første læs gik til Anderses. Henriks mor kom ud. Et kønt smil bredte sig over hendes skarpe ansigt, da hun saa sin dreng, hendes øjesten. Hun løb straks ind efter øl til Jesper, der kørte læsset. Han sagde knap tak. Han spændte hestene fra og spændte dem for en anden vogn, der stod ovre ved gaarden, og saa gik det atter i trav mod fjorden.

Er far hjemme? spurgte Henrik.

Nej, det er han ikke, svarede moderen.

Hvor er han henne?

Jeg ved det ikke. Men vi skal have høet af, før de kommer efter vognen. Vi maa skynde os. - Hun gik op paa læsset, mens Henrik krøb ind ad lugen. Hun forkede ind, han tog fra. Puh - det var hedt. Henrik svedte, saa vandet drev af ham, og saa havde han endda krænget skjorten af, saa han kun havde de korte, lette bukser paa. Han var temmelig sur. Der var ingen fornøjelse ved det, naar han var ene paa høloftet. Havde bare Ole været der, det var noget andet, saa skulde de rigtig have tumlet sig.

Baade Henrik og hans mor, Karen Anders, var slemt ophedede, da de var færdige med læsset, og de maatte vaskes grundigt, før de satte sig til nadvergrøden. Men da sad de ogsaa og hyggede sig med hinanden, mens Henrik med lempelige ord fortalte dagens hændelser.

Ok, min dreng, hvor var det godt, du reddede Lillebror. Og husk en god gerning bærer altid lønnen i sig selv, en maa ikke blive vigtig af den og sig selv. - Hun saa med et varmt blik over paa sin store dreng. Han var en god dreng, flink til at hjælpe sin mor, men undertiden lovlig rask til at fortælle en historie og fremhæve sig selv.

Ovre i strandfogedgaarden var de færdige med høet, og nadveren var sat til livs. Kirsten Krestens sansede den lille Anna i vuggen. Else Marie vaskede op, og tjenestepigen Line malkede de otte køer, som Ole havde hentet hjem fra marken. Det var ved at blive aften efter en lang dag, en travl dag og i visse henseender en bevæget dag. Dog var den ikke forbi endnu. Ole havde endnu eet at gøre.

Han stak over til Henrik. Chang kom og vilde med, men Ole afviste ham. Nej tak, gamle ven, du vil bare lave ballade og jage faarene, du kommer ikke med i aften. Gaa hjem! - Chang saa op paa ham, om det nu ogsaa var meningen, saa luskede han af.

Ole skulde ud til faarene og have Henrik med. Faarene stod ude paa en slette bag havklitterne, havbjergene, tøjret to og to. Her var 48 faar og lam at strandfogdens og 8 af Anderses. For græsningen til de 8 faar skulde Henrik være med til at vogte dem alle. Men sparsomt var der med græs; graaris, lyng og revling voksede ind imellem. Derfor var drengene tit ved at fortvivle over de faer. De sled stagerne op eller sprængte tøjrene, som for nogles vedkommende var gamle og raadne, og saa løb de sammen og fik tøjrene indfiltret i hverandre, eller ogsaa forsvandt de ind i dalene mellem klitterne. Derfor var det altid spændende at være paa vej til faarene.

Ogsaa nu løb Henrik og Ole og gættede paa, hvad der i dag kunde være i vejen. Der var dog en mulighed for, at de ikke havde gidet rive sig løs i dag, det havde jo været bagende hedt bag klitterne, der tog op for den smule vind, der viftede lidt kølighed fra havet ind over landet.

De kom op paa en lille klitbakke, hvorfra de kunde se ud over sletten, hvor faarene gik. Der saa roligt og fredsommeligt ud, og de drog et lettelsens suk. De fandt tøjrekøllen og begyndte at vande faarene i et vandhul og flytte dem. Hold efter hold blev ordnet. Det tog tid, og saa kom det, de havde frygtet - der stod fire faar med tøjrene filtret sammen, og de stod og gabte og pustede, som om de var ved at kvæ1e hverandre. – Det er jeres de to gamle, sagde Ole, der er løbet sammen med et par af vore. Puh, de stædige gamle bæster!

De stod dog saa taalmodige og ventede paa befrielsen, saa det ud til. Men drengene lod sig ikke narre, de vidste, at bedst som de stod, kunde faarene rykke til, saa de rullede rundt paa ryggen, de dumme dyr! Forsigtigt nærmede de sig klyngen. Det ene hold var heldigvis tøjret, saa ingen af dem kunde komme derfra. De tog tøjret op og gik frem langs det. Faarene begyndte at rykke tilbage og holdt stædigt imod, mens begge drengene forsøgte at faa det løse tøjr viklet af det faste. - Uh, I gamle idioter, kunde I da ikke finde paa andet. Synes I ikke, vi har haft nok at lave, skulde vi nu ogsaa have jer at trækkes med! - Faarene stampede med forbenene og vred med hovedet, idet de rykkede tilbage.

Det er da ogsaa for galt, fortsatte Ole grædefærdig, kan I da ikke staa stille, saa vi kan hjælpe jer, I dumme, dumme asener!

Henrik opmuntrede: Aa, tag det bare med ro. Det er vist ikke saa galt. Vi hitter nok ud af det. - Og han hittede ud af det. I løbet af 5-10 minutter var faarene fri, saa gjaldt det blot om, at finde resten af det sprængte tøjr, der maatte ligge, hvor tøjrstagen var sat i jorden. Det gik imidlertid ogsaa nemt nok, for Henrik vidste nøjagtig, hvor deres egne faar stod. - Spændingen var forbi, de var færdige. De opdagede pludselig, hvilken dejlig stille aften det var, og hvor sagte havet bruste. Det var som en kalden, de maatte adlyde, de entrede op paa den højeste havklit og stirrede ud over det gammelkendte, men altid ny hav.

Solen var gaaet ned. Ude i vest luede himlen i rødgyldne farver, der spejlede det glitrende, blanke hav. Der var ingen braad paa revlerne; kun langs selve havstokken bruste brændingen. Det var det dejligste syn, de kendte. De fik saadan en lyst til at gaa en tur langs stranden i den aabne aften. Men de var ærlig talt trætte efter en lang dags mange gøremaal og oplevelser, de maatte hjem og i seng. - Da de vendte sig mod øst, rugede mørket over fjorden.

Snart kunde de strække sig i deres gode senge, og snart sov alle paa Klitten den gode, sunde søvn, som følger efter et vel udført dagværk. Kun en gang imellem stønnede en eller anden besværet under de tunge dyner i de indelukkede alkover.

I blaabærrene

Søndag formiddag var alle i strandfogedgaarden i kirke. Det var en skik, som Kresten ikke afveg fra, ligesom der om søndagen ikke blev udført andet arbejde, end hvad huset og dyrene fordrede. Dog var Jesper ikke med i kirke, han skulde en tur hjem til Holmsland. - Jeg synes ikke om den knægt, sagde Kresten, han tænker for lidt paa dyrene og for meget paa sin egen magelighed, og daarligt tager han paa alt, hvad der hører søen til. Jeg kommer vist til at sige ham op til november.

Aa, sagde hans kone sagtmodigt, han er jo kun en stor knægt, han kan rette sig med tiden.

Nej, jeg lider ham ikke, jeg lider ham ikke, gentog Kresten, og rynkede de svære bryn, saa øjnene næsten forsvandt under dem.

Om eftermiddagen fik børnene, Henrik ogsaa, kurve og smaa krukker, og saa gik de ud i heden under klitterne for at samle blaabær.

De gik op over lave høje og ned gennem snævre dale med lyng og pors og graaris. Her var sejgt at komme frem for Lillebror; han snublede og rev benene paa de stive ris, og saa skreg han op.

Puh, sikken en skrigedukke du er! skændte Ole.

Nej, jeg er ikke, protesterede Lillebror. Se! Og han pegede paa en rød rift ned over benet.

Ja, sagde Else Marie for at stille ham tilfreds, du er en stor dreng, du græder ikke for saadan en lille rift.

Den er ikke lille, den er stor! raabte Lillebror.

Saa siger vi, den er stor. Men kom nu!

Lidt efter var det galt igen, Lillebror falder og river næsen paa en lyngris, og han skraaler.

Du er da ogsaa en rigtig klumpe-dumpe, siger Ole.

Nej, skraaler Lillebror, jeg vil ingen klumpe-dumpe være.

Ole tager ham i haanden og trækker ham med. Lillebror holder igen og gentager: Jeg vil ingen klumpe-dumpe være! mens han hikker af graad. - Naa, saa siger vi det, svarede Ole.

Men dette her navn klumpe-dumpe løber stadig rundt i Lillebrors hoved, og lidt efter spørger han: Hvad er en klumpe-dumpe?

Klumpe-Dumpe faldt ned af trappen, men fik alligevel prinsessen.

Saa vil jeg godt være klumpe-dumpe. Fortæl den historie! For han var klar over, at det maatte være noget med en historie.

Nej, jeg kan ikke huske den. Jeg ved bare, at saadan siger H. C. Andersen.

Hvem er Hose-Andersen?

Det er en mand, som har fortalt saa mange, mange historier, og dem kan vi læse i en bog.

Fortæl en af dem! bad Lillebror atter.

Nej, nu skal vi plukke blaabær og se, hvem der kan spise flest.

Ja, det kan jeg. - Lillebror var stor igen.

De var kommet ind paa en temmelig stor slette med store pletter af blaabærbuske ind mellem lyng og graaris, og de gav sig til at plukke. De plukkede i glassene, og de plukkede i munden. Lillebror var ivrig, han plukkede udelukkende i munden; han skulde nok blive den, der spiste flest.

- Pludselig opdagede han, at han gik alene. Han holdt op med at tygge, munden aabnede sig, han gav sig ikke tid til at se sig om - han var ene, og han skreg.

Hvad er der i vejen? blev der straks svaret ikke ret langt borte. - Nu burde det have beroliget Lillebror, men da han var vred over, at de var gaaet fra ham, skreg han igen af al sin magt, og Ole, Henrik og Else Marie kom styrtende til: Hvad er der i vejen? Stak du dig? Var der en hugorm? Den bed dig da vel ikke? svirrede spørgsmaalene om ham.

Nej, der var ingen hugorm, de var blot gaaet fra ham. Men pludselig greb han tanken om hugormen og hylede: Ja ..ah, den var saa stor, saa stor! Han saa op paa dem med stive, bange øjne.

Hvor var den?

Den har vel ikke bidt dig?

De undersøgte ham nøje, men der var ingen mærker at se, og han kunde heller ikke sige, hvor den bed ham.

Det passer ikke, der var ingen hugorm, sagde Else Marie, som godt vidste, at Lillebror undertiden lavede krøniker for at vække opmærksomhed og medlidenhed.

Jo, paastod han, en lang, sort en.

Uha, de sorte er de allerværste, gyste Ole. Og Lillebror blev saa ræd ved tanken om den store, sorte hugorm, at han satte i med et nyt, vældigt skraal.

Ti saa stille, sagde Else Marie beroligende, vi er her jo, og vi skal nok passe paa dig.

Hvor løb den hen? spurgte nu Henrik.

Det var noget nyt og interessant. Lillebror holdt inde med skraalet og kikkede med fremskudt hoved ind under nogle graaris og sagde: Der - der blev den væk!

Henrik og Ole undersøgte stedet nøje. Forsigtigt bøjede de buskene til side og saa under dem. Det var jo ikke rart uforvarende at komme over saadan en stor, sort hugorm af de allerværste. Men de saa ingen. Dog syntes de, der var noget, der hvislede, og de stod stive og lyttede.

Nej, den er væk nu, sagde Lillebror, der var begyndt at tabe interessen for den. Han fik Else Marie i haanden, og de gik hen og fortsatte det afbrudte plukkeri. Men der laa stadig en vis spænding i luften: Hvis nu den store, sorte hugorm pludselig viste sig! Og ved hver raslen i buskene, løb det dem koldt ned ad ryggen.

Da de var trætte af at plukke, gik de op paa en klit og lagde sig og dasede i solen. Hen paa eftermiddagen drev de alle op ad faarene til. De kunde flytte dem nu, saa behøvede ingen af dem at komme herud senere. - Som sædvanlig kom spændingen over Henrik, da han nærmede sig faarene: Hvad mon de nu havde hittet paa i dag!

Alt saa yderst fredeligt ud, og Henrik og Else Marie flyttede par efter par. - Da for et par af sted - nej, der var to par, der slæbte med deres tøjr. Saa skulde da ogsaa! Henrik satte i løb. Efter kom Else Marie, og længere tilbage Ole med Lillebror ved haanden.

Henrik spurtede, hvad han evnede, for at komme uden om de to par løse faar. Det lykkedes ogsaa for ham, men da han vilde gribe tøjret, vendte de og for hen mod Else Marie, der sprang frem mod dem og raabte: Stop! med det resultat, at de atter vendte og for lige mod Henrik, der stod rede til at tage imod dem. Han fik ogsaa fat i et tøjr, men i det samme for faarene rundt om ham, og før han kunde vare sig, var han inde i tøjrene og revet omkuld, og alt hvad han rev og sled, nyttede ikke - han kunde ikke slippe løs.

Else Marie blev rolig. Hun lokkede for faarene, og det lykkedes hende at komme hen til dem, som de stod og pustede. Hun løste hurtigt en ende af tøjrene ud og kunde saa fri Henrik. Imens smaasnakkede hun: Lille redningskone skal redde stor redningsmand. Her er farligt paa den faste landjord, hvor man ikke kan staa fast. Nej, ud at vugge paa det store hav; der er trygt og frit. Se saa, nu er store Henrik fri! Og saa slog hun en høj latter op.

Henrik var først lidt flov; men saa blev han gal i hovedet: Det lignede ikke noget at staa der og gøre nar ad ham. Med et raab: Nu skal du faa tak for hjælpen! for han paa hende. Med et hyl satte hun af sted over græs og lyng, op ad en graa klit og ned igen, gennem graaris og blaabærbuske, der piskede om hendes bare ben og rev og kradsede. - Efter for Henrik. Det varede lidt, før han kom rigtig i gang, men saa sprang han let af sted. Han vandt ind paa hende. De pustede og stønnede begge to.

Pludselig hildedes Else Maries ene fod i nogle ris, hun faldt og Henrik var over hende. Han greb hende i haarpisken og skulde til at slaa til. Da drejede hun hovedet, saa op paa ham og sagde: Saa hjælp mig da, dreng!

Forvred du foden? spurgte han nu fuld af omsorg.

Hvad ved jeg, svarede hun lidt ynkeligt og rejste sig op paa knæ og rakte hænderne mod ham. Han tog dem og hjalp hende op. Hun rejste sig lidt tungt. - Er der noget i vejen med foden? spurgte han ængstelig. – Ja, vist lidt, svarede hun tøvende.

Mon den hæver? sagde han og fornam ned ad hendes højre vrist. Else Marie saa et øjeblik paa ham med sine klare, alvorlige øjne - saa lo hun. Han tog fejl, det var den venstre fod, der blev stukkede i risene!

Det betyder vist ikke noget, sagde hun saa og begyndte at gaa, og hun haltede ikke.

Henrik følte sig igen flov over sig selv og samtidig ærgerlig paa hende: Altid skulde hun være ovenpaa, lige meget hvad der hændte. Han satte i løb tilbage. Først nu mærkede han, at hans ben var ømme, hvor tøjret havde snæret ind i dem. Men han løb, for han maatte bort fra hende - hen at have faarene ordnet. De var helt blevet glemt. Ole var nok deroppe, saa han kunde hjælpe til med at faa disse skabede lus til faar skilt og tøjret.

Else Marie kom roligt bagefter, og lige saa rolig hjalp hun Henrik og Ole at rede tøjrene ud fra hinanden, trods Henriks protest. Hun kunde jo gaa hen og træde forkert paa den daarlige fod, saa blev det sidste værre end det første. Men hun fortsatte bare, idet hun sagde: Det er igen et par af jeres faar, der har revet sig løs og faaet vore med. Det er noget raaddent skidt til tøjr, I holder jer.

Henrik var vred og vilde protestere, men han vidste godt, at det passede, for hans far fik aldrig købt ny tøjr. Han tog godt nok ind til byen efter dem, men naar han kom hjem, havde han ”glemt” dem. Uh, det var saa ærgerligt, og saa skulde Else Marie selvfølgelig netop nu vride ham det i næsen.

Lillebror havde faaet besked om at holde sig tilbage og ikke komme for nær til faarene. Han var utaalmodig og skraalte op. Endelig var de færdige med faarene og kunde begive sig paa hjemvejen. De fandt deres ting med blaabærrene og traskede hjemad. Der var ikke meget humør i dem. Ikke engang tanken om blaabær med mælk og sukker kunde virke opmuntrende paa dem; de havde spist saa mange, at de nærmest væmmedes ved tanken om flere.

Henrik hentede deres to køer paa marken og gik ind for at spise. Faderen var hjemme. Han havde - maaske i anledning af, at det var søndag - arbejdet flittigt med sine ravstykker. Han viste Henrik et stykket slebet glat og rundt, gennemsigtigt og fint, lysende med en mat gylden glans. Det er skønt, sagde faderen og saa forelsket paa det. Det bliver guldsmeden glad for. Men han skal ogsaa komme til at beta1e for det, det skal han, for det er af fineste slags, og det har kostet arbejde og kærlighed at faa glansen - den helt rigtige - frem.

Han sagde nærmest alt dette i selvforsvar, for han vidste godt, at mor Karen stod der med kritik af hans arbejde og syntes, han kunde anvende sin arbejdskraft paa noget bedre og nyttigere. Han saa ogsaa, at hun nu kneb munden sammen for ikke at sige nogle af de mange ord, der ingenting nyttede.

Efteraar – Ene hjemme

Høsten var forbi. Markerne var smaa, og kornet tyndt, saa kornhøsten var nem at komme over. Nu lakkede det hen paa efteraaret. Faarene skulde vaskes og klippes, nogle skulde slagtes, og resten skulde have lov at gaa løse over mark og eng og hede, mens køerne skulde indbindes og hele vinteren staa og gumle i den lave, lune stald.

Det var en travl tid, især for kvinderne. Rullepølser skulde laves, faarelaar saltes, kød hænges til tørring, og lys støbes. Den enkelte lille petroleumslampe, de havde i strandfogedgaarden, kunde ikke alene besørge oplysningen. Der maatte laves tynde praase, som de kunde færdes ved i de mørke vinteraftener, og svære lys, der kunde sættes i stager ved højtidelige lejligheder. - Store lyngtørv var skaaret paa heden, og lyng slaaet af til at ilde ovnen med.

Børnene skulde til at gaa rigtig i skole igen. De skulde sidde inde og læse, og det glædede baade Henrik og Else Marie sig næsten lige saa meget til, som de havde glædet sig til sommerens arbejde og leg i eng og klit og paa hede.

Os saa var der endda det spændende, at de skulde til at gaa til præsten. De skulde gaa den lange vej sydpaa til præstegaarden to gange om ugen. - Præstegangen var et emne, de ofte drøftede: Mon de blev mange? De vidste i hvert fald, at fra deres skole var der ikke andre end dem. Men nede sydfra maatte der vel komme nogle. Mon de kunde sammen med dem? Mon de ikke kom op at slaas? Kunde Henrik da klare sig? Og hvordan mon præsten var? De havde hørt noget om, at han skulde være streng og give store lektier for. Der var altid noget at snakke om, og de kunde næsten ikke vente, til dagen kom, da de skulde af sted.

Nætterne blev lange og mørke. Havet slog haardt mod kysten. Selv fjorden kunde se mørk og truende ud. - Oppe i nattens mørke hørtes pylren og smaaskrigen, idet fuglene trak mod syd, bort fra vinteren, der nærmede sig. – Uhyggeligt kunde her være en skyet, mørk aften, naar blæsten for hylende over klitterne, klaprede med dørene og rev i tagene, mens havet rejste sig som en drage, der vilde sluge landet.

En saadan mørk aften med hylende storm af vest-sydvest vilde strandfogden og hans kone Kirsten til møde. En missionær inde fra landet skulde komme og tale hos Peter Kroghs. Kresten havde været ved havet. I saadant et vejr maatte der holdes strandvagt. Der kunde komme en stranding, saa maatte hjælpen være der snarest muligt. Og kom der ingen stranding, saa drev der alligevel en mængde vraggods op paa stranden. Mangen klitbo vilde gerne en saadan nat "strande en pind", men alt, der drev i land, skulde mærkes og sælges ved strandingsauktionen til foraaret. Nu sagde Kresten til Jesper, at han skulde gaa til havet, saa vilde Anders afløse ham senere. Jesper mumlede noget i skægget, men kom dog i en tyk kavaj og forsvandt.

Tjenestepigen Line, en tykhovedet, lavstammet, noget tyk trunte, vilde med til mødet, saa Else Marie blev ene hjemme med de smaa.

Lille søster Anna blev gjort i stand til natten og puttet ned i vuggen. Lillebror fik lov at blive oppe lidt endnu, mod at han lovede ikke at gøre vrøvl, naar Else Marie sagde, han skulde i seng.

Se nu godt efter de smaa, formanede moderen Else Marie, og pas godt paa ild og lys!

I Jesu navn! sagde Kresten, idet de gik, som vilde han besværge alt det onde, der kunde være sluppet løs en saadan mørk, stormfuld nat, og han tilføjede: Maatte Gud bevare alle, der er paa søen i nat!

Saa gik de.

Efter noget vrøvl blev Lillebror puttet i seng. Else Marie og Ole satte sig til at læse lektier til næste dag, og da de var færdige med det, gik Ole til alkoven, hvor han, Lillebror og Else Marie sov. Han trak af tøjet, og snart forkyndte dybe, regelmæssige aandedrag, at han var gaaet der hen, hvor de griner ad folk.

Saa var Else Marie ene, og dog var hun vogter af børn, hus og dyr, hun maatte ikke gaa i seng, før forældrene kom hjem, og det kunde godt blive sent. - Hun satte sig paa bænken for bordenden med den lille petroleumslampe over sig. Hun havde taget et strikketøj og lod pindene liste ved, samtidig med at hun saa i en gammel bog med smaa historier om dyr Og mennesker. Lillebror var vild efter historier, men de skulde være korte og klare og helst læses eller fortælles flere gange, ellers fik han ikke fat i dem. Det kneb at skaffe historier og smaa eventyr nok, men dels stod der en del i deres gamle læsebøger, dels laante Else Marie bøger hos læreren.

Hendes øjne slap bogen og gled hen over stuens velkendte ting: over det hvidskurede bord med den faste bænk indenfor, og over det sandstrøede gulv hen til alkoverne med de halvaabne døre. Mellem dem hang kandeskabet. Hun saa gennem dets ruder kander og kopper, fine kinesiske kopper med mærkelige landskaber malet paa. Der var buede broer over smalle bække, der løb gennem grønne enge, og bagved hævede sig bjerge med skønne træer. Ak ja, her paa Klitten var der kun sandbjerge og ingen træer med let, fint løv. Hun vilde aldrig faa de fremmede lande at se; men Henrik kunde gaa til søs - ud at se alverdens vidunderlige lande og deres herligheder.

Hendes øjne gled videre til bornholmeren, der med sit lyse tik-tak maalte tiden uden ophold. Klingert slog den ni raske slag. - Hun sukkede, hun havde god tid, der var længe til midnat. Ensomheden faldt over hende. Hun hørte pludselig, hvordan stormen buldrede og hvinende fløj om hushjørnet, ruskede i dørene og rev i taget, saa det knirkede og knagede. Hun lyttede intenst: Var der ikke nogen ved fordøren? Kunde det være vinden alene? Var der nogen, en forkommen vejfarende, der søgte ly for det haarde vejr, maatte hun lukke op.

Men hun maatte indrømme for sig selv, at hun ikke brød sig om at gaa gennem den store, mørke dagligstue ud til forgangen og tage stangen fra døren. Rigtignok var der tomt nu, baade der og i de andre stuer i det lange stuehuses østre ende. Men det hændte, at her var liv nok med klirren af ølkrus, latter og grov tale, undertiden slagsmaal, naar forliste søfolk trængte sig om bordene derinde. Men nu var der ingen - der var ingen! Dog kunde den, der kom til fordøren, gaa til bagdøren; hun havde ingen pligt til at aabne fordøren.

Der var noget, der slog mod ruden. Hvad var det? - Hun gøs - det løb hende koldt ned ad ryggen. Var der alligevel nogen? Hun sad stiv og lyttede, men hørte ingen. - At sige, at hun intet hørte, vilde være usandhed, for stormen rev og sled i det gamle hus, saa tag og loft knirkede og knagede. - Pludselig lød der et bump paa loftet. Skulde der være nogen deroppe? Else Marie blev endnu mere bange. Hvem kunde liste om deroppe? Var der nisser eller uaander paa færde! - Hendes far sagde: I Jesu navn! Hun sagde det samme, idet hun lyttede spændt. Strikketøjet var sunket ned i skødet.

Hun syntes stadig, hun gennem stormens rasen hørte listende trin. Hun rejste sig og gik til køkkendøren. Med skælvende haand aabnede hun den og pressede sagte frem: Er der nogen, saa kom frem!

Der kom ingen, og der hørtes ingen uden hunden, der laa ude i bryggerset og jamrede smaat i søvne. Da forstod hun, at der ingen fremmed var, for saa vilde Chang have været den første til at give lyd. Hun følte ogsaa, det vilde være trygt og godt at have Chang inde hos sig. Hun aabnede døren til bryggerset og kaldte: Chang! - Den sagte jamren hørte op. - Kom saa, dumme hund, kom ind i den varme stue! lokkede hun.

Hun hørte, han strakte sig og gabte, saa kom han hen og snuste til hende. Hun greb fat i hans halsbaand og trak ham ind i stuen. Her tog hun en gammel trøje af faderens, lagde den paa gulvet ved bænken og sagde: Se her, værsgo - læg dig!

Chang saa op paa hende og derefter til døren. Han plejede ikke at maatte ligge inde i stuen. Saa gik han et par gange rundt om sig selv, saa endnu en gang op paa hende og lagde sig endelig til rette for at sove videre. - God hund! sagde hun. Han kikkede op paa hende med det ene øje og faldt saa hen.

Atter hørte hun stormens buldren, men hun agtede det ikke. Hun tog strikketøjet op og pindene klirrede hyggeligt.

Da kom et stormstød, saa haardt, som skulde det presse huset over ende. Tagets knirken og jamren tog til, som skulde det brase sammen, hagl smeldede mod ruderne, som skulde de knuses. Else Marie stivnede: Sikket Herrens vejr! - Da skar et glimt ind, et skarpt knald fulgte efter og saa et bulder, der overdøvede stormens kast, tagets knirken og haglenes klikken mod ruderne.

Else Marie var sprunget op. Det slog ned! sagde hun ræd. Hunden for op, og ud af alkoven væltede Ole. Hvad var det? spurgte han med lallende stemme og stirrede frem for sig med stive øjne og aaben mund.

Det slog ned! gentog Else Marie.

Her?

Else Marie svarede ikke, men for ud i køkkenet og trykkede næsen mod vinduet ud til den mørke gaard. - Alt var mørkt. Rigtignok syntes hun, der dansede gnister for hendes øjne, men da hun lukkede øjnene og aabnede dem igen, var der ingen gnister, kun mørke. Ovre fra stalden hørte hun hestene stampe i stenpikningen og en ko brøle en gang, men ellers var alt roligt.

Ole kom klaskende paa bare fødder ud til hende: Er der noget? Nej, Gud ske lov!

Men hvad med Anderses?

Du siger noget. Hvad med Anderses!

De for begge ind og kikkede ud over vejen mod Anderses hus. Men alt var mørkt, ogsaa her.

Det var sært - det skarpe knald! sagde Else Marie hen for sig. De sansede atter stormens hylen og buldren og bag den, gennem den, havets vrede brølen.

Puha, det er godt, man ikke skal til havet i aften, udbrød Ole og skuttede sig; det var koldt. Han krøb igen under den varme dyne, og Else Marie satte sig med et suk: Bare de snart kom hjem!

Hun havde dog ikke mere end lige faaet sig sat, da Chang sprang op og smaagøende søgte mod døren. - Der kom nogen - skulde det være forældrene! Var det en fremmed, maatte hun lukke op, men i dette vejr!

Hun rejste sig. Da saa hun Chang logre med halen og hørte raske trin gennem bryggerset og køkkenet. Det var tydeligt, at det var en stedkendt, der kom.

Døren blev revet rask op, og ind traadte Henrik. Puha, sikken et vejr, pustede han. Jeg tænkte, at du maaske var ene, og saa i det her vejr ……….

Ja, Ole, den søvntryne, sover bare videre.

Sjældent havde Else Marie været saa glad ved at se Henrik. De sludrede om det grimme vejr, om lektier og præstegang og tog saa dambrættet frem. Men de havde næppe faaet brikkerne paa, før Chang atter blev urolig.

Der er nogen! sagde Else Marie. Angsten sad endnu i hende.

Ja, vel er der nogen, svarede Henrik, jeg gaar ud og ser efter.

Jeg gaar med, sagde Else Marie, hun vilde ikke slippe ham.

Puh! blæste Henrik, det er da ingen nytte til. Men hun fulgte efter ham ud gennem køkken, bryggers og baggang. Han aabnede døren, og et sus af vejret stod ind. Hunden for forbi dem lige ud i det.

Et brøl lød. Hold da den forbandede køter ved dig selv! Her farer den lige i benene af kendte folk.

Det var Jesper. Else Marie kaldte paa Chang, og han kom slukøret ind. - Det ligner ingenting, begyndte Jesper igen, her ……

Der skete vel ikke noget! sagde Henrik lidt bidsk.

Hå, hå, frøkenen har herrefremmed, en til at holde sig i den lille bange haand, hva!

Har far afløst dig ved havet? brød Henrik ind. Han vilde da ellers komme over efter mig.

Vel har han ej, mumlede Jesper, men det er ikke til at holde ud i saadant et svinevejr.

Og du skulde være voksen! slyngede Henrik ud, idet han for ud, over vejen, hjem efter sin far.

Jesper trampede sur og gal ind mod sit kammer ved bryggerset. Der stod Else Marie - ladet alene. Jesper, det sure løg, kunde hun ikke have noget ud af, og Henrik havde ikke engang givet sig tid til at sige, om han kom igen. Han gik nok med sin far til havet, for Anders var ikke glad ved at være ene med havet i uvejr ved nattetid, det vidste hun. Henrik skulde være lidt forsigtig med at slaa med sten, naar han selv boede i et glashus. - Hun lukkede døren og gik ind. Chang glemte hun, men han laa ogsaa allerede i sin egen kurv og ønskede ikke at komme derfra.

Hun gik hen og saa til de smaa. Sikken et held, at de havde oversovet det hele. Vejret var ogsaa roligere nu, men da hun satte sig, følte hun, at der var uro i huset et eller andet sted. Maaske var det kun hendes hjerte, der var uroligt, hun vidste det ikke.

Hun forsøgte at læse, men blev efterhaanden klar over, at uroen kom fra stalden. Hun hørte trampen og brølen. Mon der var noget i vejen derude? Den røde kvie skulde snart kælve, den skulde dog ikke være blevet daarlig. Hvad skulle hun saa gøre!

Men uroen blev ved. Hun maatte ud og se efter, hvad der var i vejen. Hun maatte finde lygten i bryggerset, faa den tændt og gaa ud i stalden og se efter. Men hvad skulde hun gøre? Hun havde aldrig været med, naar en ko kælvede. Hun maatte kalde paa Jesper, der var ikke andet for.

Hun fik lyset i staldlygten tændt og gik hen til døren til Jespers kammer. Hun lyttede. Han snorkede lydeligt. Hun bankede forsigtigt paa, men han snorkede videre. Hun bankede lidt haardere og raabte sagte: Jesper! - Jesper! men uden virkning.

Da opgav hun det. Hun turde ikke vække ham, for han vilde blive saa gal, saa gal, hvis der alligevel ikke var noget særligt i vejen. - Havde Anders og Henrik nu været hjemme, vilde hun have sprunget derover og faaet den hjælp, hun trængte til. Nu var der ikke andet at gøre end vække Ole. Men det var synd, for han havde været oppe een gang og sov saa godt, men hun maatte gøre det.

Det kneb Ole at faa øjnene op, og han skulde til at skælde ud. Men da saa han Else Marie staa der ved alkoven med den tændte lygte og spurgte: Hvad skal du med lygten? Hvad er der i vejen?

Der er noget, der spøger i stalden. Du maa gaa med derud!

Puhah, hvorfor vækker du mig. Du kan jo selv gaa ud og se, om der er noget i vejen.

Aah, vil du ikke nok gaa med! bad hun.

Han forstod, hun var bange og glad ved, at han kunde vise sig som et mandfolk, sagde han: Jo, nu skal jeg komme.

Han stak i et par bukser, gøs et par gange, det var ikke saadan at blive revet op at sin søde søvn for anden gang, saa tog han lygten og gik foran ud gennem bryggerset. Else Marie fulgte efter. Nu var hun mærkeligt nok ikke bange mere. Dog gav det et sæt i hende, da der igen hørtes brøl fra stalden. - De gik videre gennem baggangen og foderloen. Døren til stalden skreg paa sine usmurte hængslet, da Ole aabnede den.

En skarp lugt af kreaturer og gødning slog dem i møde. En af køerne havde rejst sig og brølte, men det var ikke den røde kvie.

Den er nok ousen (tyregal), sagde Ole. Men, fortsatte han, idet han klappede den, du kommer til at vente til i morgen.

Else Marie gik hen til den røde. Den stønnede lidt eller gav sig. Den var meget svær, og hun syntes, noget tyk bagtil. - Tror du ikke, der er noget i vejen med hende? spurgte hun.

Det mente Ole ikke.

Skal hun ikke kælve?

Da ikke før far kommer hjem.

Tror du ikke! sagde hun lettet og tog ham om skulderen. Han saa forbavset op paa hende. Saadan plejede hun ikke at være. Hun var ellers saa sikker. Hun maatte have været meget bange.

Ude fra laden hørtes underlige lyde med knirken og knagen af det høje tag; men det holdt nok. Else Marie var ikke bange mere. Nu kunde hun trygt afvente forældrenes hjemkomst.

Hun maatte dog vente en tid endnu, og stormen mindskedes ikke i styrke. Endelig lød de kendte trin.

For et Herrens vejr! sagde Kresten og glippede mod lyset. Men jeg maa til havet. Senere afløser Ole Vind og Peter Krogh mig.

Næste morgen var det første, Kresten saa efter, om taget havde holdt. Rigtignok vidste han, det hele var tækket med solide tagrør, men stormens kræfter var frygtelige, naar den tog fat for alvor. Der var dog intet sket. Taget laa glat og fint. Men ovre hos Anderses var taget gammelt og mosgroet. Store totter var revet ud hist og her og i vestgavlen gabte et stort hul. Der var ikke tvivl om, at de maatte have fat i tækkemanden snarest, om ikke regnbyger skulde slaa igennem ned i stuerne.

Det gamle skidt, sagde Henrik, da han traf Ole, det er lige

saa raaddent som vore faaretøjr. - Han havde været med faderen ved havet om natten, det havde været uhyggeligt. Naar de stærke byger trak op, fantaserede Anders om uaander, der rasede gennem luften og udskød deres skarpe pile mod værgeløse menneskebørn.

Præstegangen begynder

Endelig kom den store dag, da Henrik og Else Marie første gang skulde til præsten.

Med bibelhistorie, lærebog og salmebog samt kludesko og en god madpakke i tornysteret begav de sig sydpaa ad klitvejen. Den var dækket af ral, rullesten fra havet. De var ikke gode at gaa paa med træsko, hvorfor de gik paa hver sin side af vejen paa en ophøjet sti. I dag fulgte de ellers vejen hele tiden, noget der ikke altid senere var tilfældet.

De gik ud forbi den graa tårnløse kirke med den nøgne, forblæste kirkegaard, der knap havde saa meget hegn omkring, at det kunde holde løsgaaende faar ude. Naa, det gjorde heller ikke saa meget, om et par faar skulde forvilde sig derind, for stor skade kunde de ikke gøre, da alle gravene laa hen i lange græstuer. Buske og blomster kunde ikke gro her - mente folk.

Efter at de havde gaaet over en temmelig flad slette, snoede vejen sig ind mellem hvide klitter, der vandrede lige fra havet i vest til fjorden i øst - flyvesand uden en grøn plet.

Pahah, hvor er der langt til den præst, pustede Else Marie og hældte sand af træskoene. Kommer vi da aldrig, ud af det her sand!

Jo, de kom op gennem nogle høje klitter, og saa sænkede landet sig, for deres fod til en helt flad slette, der strakte sig, næsten fra havet til fjorden langt ude i sydøst, kun afbrudt at smaahøje hist og her. - Her har været havrending, sagde Henrik. (et sted, hvor havet har brudt igennem – JN) Det er ikke ret mange aar, siden havet brød igennem klitterne og fejede alt over ende paa sin vej, huse og mennesker med.

Uha, sagde Else Marie, det er endda godt, vi ikke bor hernede, saa vidste man sig aldrig sikker.

De sagde ikke meget til hinanden. De hastede blot fremad; de var bange for at komme for sent, og saa kom de naturligvis alt for tidligt.

Ene og forladte stod de ved gavlen at præstegaarden og ventede. En frygtelig tanke slog ned i dem: De skulde da vel ikke være de eneste, der skulde gaa til præsten, det vilde være forfærdelig kedeligt. - Men nej, nu kom der sydfra en stor, svær knægt. Han maatte have vældige kræfter, men han hang saa underligt i tøjet, hans store mund gabte, og da han kom nær, saa de, at hans øjne var tunge og døde.

Dav, sagde han, jeg - jeg hedder Niels. Han stammede lidt i det. Han kunde godt have tilføjet: Tosse-Niels, men det gjorde han ikke, han behøvede ikke selv at være med til at sprede dette navn. Men baade Henrik og Else Marie tænkte straks, at han saa ikke videre opvakt ud, ham fik de ikke megen glæde af.

Men saa kom en anden dreng, ikke saa stor, men godt bygget. Han havde lyst, lidt purret haar, og hans øjne var livlige nok. Han havde en knude eller en udbulning nær den højre mundvig. - Det var et ordentligt stykke brystsukker, han har faaet fra morgenkvisten, tænkte Henrik. Og det, at hans næse viste lidt til venstre, fremhævede knuden endnu mere.

Godav du! hilste Henrik. Giver du en?

Hvad giver jeg? svarede den anden lidt bidsk.

En bismarcksklump, selvfølgelig, sagde Henrik, det er en ordentlig en, du har der i kinden!

Den lyse traadte et par skridt frem og stak uden videre Henrik en kraftig lussing, der sang, uden at Henrik fik tid at vare sig, da han ikke var sig nogen brøde bevidst. Men tage imod den uden gengældelse laa langt fra Henrik, han for ind paa den anden, og et øjeblik efter væltede de rundt med hinanden om livet.

Det er ikke nemt at vide, hvad det kunde være blevet til, havde præsten ikke vist sig og kaldt ind. Nu kom de op i en fart, ordnede lidt ved tøjet og gik lidt flove frem, mens Niels grinede fjoget. – Naa, sagde præsten og smilte lidt stramt, det var jo ikke saa god en begyndelse. Nu faar vi se, om I kan andet end slaas.

Jens Christian kunde ikke gøre for den lille knude eller udbulning i kinden, den var medfødt. Men han kom stadig til at hedde Jens Christian med knuden, hvor han gik; det var grunden til, at han omgaaende for paa Henrik.

En lille tynd pige med blegrødt haar, blege kinder og fregner var kommet til. Hun hed Martha, fik de at vide, da præsten skrev dem op. -Præsten selv var en høj, tynd mand med indfaldne kinder, skarp næse, lyse øjne og tyndt haar. Han følte dem lidt paa tænderne, hvad de kunde, og hvordan de var, og saa gav han dem lektier for. - Bibelhistorien regner jeg med I kan, sagde han, derfor faar I de otte første sider i den, og katekismen skal vi igennem, saa der maa vi have tre sider. Endelig gennemgik han fire salmevers, de skulde læres udenad ligesom skriftstederne i lærebogen.

Uha, tænkte de fire, det var en ordentlig mundfuld, mon de kunde gabe over den! - Niels gabte blot og grinede fjollet.

Naa, Niels! sagde præsten, synes du, det er for meget? Niels gryntede kun lidt og grinede videre.

Der blev ordentlig læst til næste gang, Henrik syntes, det var for meget med salmevers og skriftsteder. Else Marie lærte dem blot.

Præsten hørte dem i bibelhistorie, og det viste sig straks, at den kunde de fra skolen. De fortalte, og præsten kom med smaa bemærkninger. Undertiden sad han og smilede hen for sig: det var virkelig en fornøjelse at høre de børn fortælle. - Rigtignok var lille Martha frygtelig genert, men naar hun først kom i gang, gik det helt godt, ogsaa med hende. - Niels derimod stod og vred sin lange krop, aabnede munden og lukkede den igen, uden der kom anden lyd fra ham end: Æh- æh! - Præsten rystede paa hovedet og gik videre. De andre syntes, det var synd for ham - altsaa for Niels.

Henrik og Else Marie gik i skole de dage, de ikke gik til præsten, saa de var en tid ret godt spændt for, og det blev ikke til meget med Else Maries hjælpen derhjemme. Naar moderen og pigen sad og kartede og spandt, mens Kresten og den ny karl Hans Østfjord, som var baade flink og omgængelig, sad og gjorde tøjr, river, hammelreb o. lign. i stand, sad Else Marie og læste. Kom Lillebror og vilde have en historie, blev han for det meste afvist, for hun havde ikke tid. Saa maatte moderen fortælle. Hun fortalte med sin milde stemme begivenheder fra sin hjemegn nede sydpaa, og ikke blot Lillebror, men ogsaa alle de andre i stuen lyttede og smilede til hende. Hun fortalte saa jævnt og ligetil, men dog saa godt.

Henrik maatte tit fodre deres to køer, muge og gøre i stand i stalden, naar hans far ikke var hjemme, og det var han sjældent. Lidt korn var der ogsaa, der skulde tærskes. Men det blev ikke til noget for faderen, og Henrik syntes ikke, han havde tid, naar han var færdig med alt det andet arbejde. Saa tog moderen plejlen og bankede kornet af. Henrik kunde ikke lide, at hans mor skulde staa og svinge plejlen. Men tilbød han sin hjælp, sagde hun blot, at han skulde passe sine lektier; det vilde være en spot og skam, om han ikke kunde klare sig hos præsten. Helst skulde han være nummer eet, hendes dreng.

Han kom ikke saa tit over i strandfogedgaarden, som ved sommertid, men han og Ole og Else Marie fulgtes ad til skolen, og han og Else Marie gik de lange ture til præsten sammen i al slags vejr, i storm og stille, i taagede dage og i klare, himmelhøje dage, i regn og snefog, ja og i sandfog. Disse ture gav vinteren et særligt indhold. - Ofte fulgtes de pænt ad. Men det hændte, at Else Marie var mut og tvær, vrissede ad ham og bare svansede af sted lige ud ad vejen, der dog ikke var lige frem efter næsen, da den stadig snoede sig mellem lavere og højere banker.

Saa blev han overgiven, vimsede rundt om hende, nappede i hendes tornyster, trak i hendes hætte, eller han fandt et langt, stift hjelmestraa, og stak det op under hætten og kildrede hende med det. - Saa fløj han af sted foran hende for pludselig at stoppe op og staa roligt ventende, til hun uden at se ham svansede forbi, mens han gjorde honnør. Saa begyndte han forfra.

Hun lod en tid som ingenting, men blev mere og mere nervøs ved hans stadige smaaangreb, indtil hun pludselig skingrede op: Saa hold op da, din idiot! Gaa din vej og lad mig være i fred!

Ja vel, min naadige, svarede han og overholdt det, for han havde prøvet at fortsætte, og da var hun brudt helt sammen, havde raset og hulket, saa det var helt uhyggeligt. For ikke at risikere det, forsvandt han op over graa klitbakker og ned gennem smalle lavninger for saa at gemme sig bag en top ved vejen. Naar hun saa kom, for han ned mod hende svingende med armene, som vilde han fare løs paa hende, og raabende: Pengene eller livet!

Da skreg hun op og lo - for det meste. Din gale knægt! raabte hun og saa kunde de følges igen.

Til andre tider var hun slet ikke til at tø op. Saa passede han sig selv, blev optaget af sine egne fantasier og - glemte hende.

Hos præsten kappedes de to og Jens Christian, mens Martha fulgte med, saa godt hun kunde, undertiden med en taare i øjet, og stakkels Niels, naar han skulde frem, stod og gned frem og tilbage paa stoleryggen og sagde: Æh- æh! Mere blev det aldrig til. Men de tre, de fortalte, og de remsede, saa det var en lyst. Dog hændte det, at de to drenge hakkede i vers og skriftsteder, saa var det Else Marie, der sagde dem, som de skulde siges, mens drengene saa paa hende, lidt ærgerlige, men meget beundrende. - Henrik lagde mærke til, at Jens Christian sad og slugte hende med øjnene. Det kunde han ikke taale. Det var dog Else Marie og ham, Henrik, der var kammerater, og Jens Christian kunde bare holde sine frække øjne ved sig selv.

Naar de gik fra præsten, hændte det, at de fulgtes et stykke vej. Jens Christian skulde ellers ikke den vej; det var nok bare, for at han kunde gøre sig lækker for Else Marie, tænkte Henrik. Han gik der og snakkede op om sin fars gaard og sine egne bedrifter til lands og til vands, saa Henrik følte sig lille og til overs og fik saadan en lyst til at spænde ben for ham eller skubbe til ham for at faa en lille dyst ud af det. De havde endnu ikke faaet afgjort, hvem af dem, der var den stærkeste. Men han vidste, at Else Marie vilde se bebrejdende paa ham: Saadan en slagsbror! saa for det meste holdt han sig i skindet, og kom det til skærmysler, forstod Else Marie hurtigt at skille dem. Hun tog f. eks. Martha under armen og sagde: Kom, Martha, saa følges vi ad. De bøller kan passe sig selv! - Martha straalede, og drengene blev flove.

Naar Henrik og Else Marie havde taget afsked med de andre, søgte de tit ud til havet. De gik langs den flade forstrand og indsugede det lyse hav og det mørke hav, det slette hav og det brusende hav, det hvide hav og det rødmende hav, ja havet som ild i solnedgangen. Aldrig var det ens, altid nyt, vældigt, dragende. - De kunde i godt vejr gaa og fantasere om skibet, det store, flotte, der kom og førte dem til fremmede lande, hvor palmerne gror. Maaske blev det storm, skibet forliste, og de blev slynget i land paa en øde ø som Robinson. De fantaserede, til de pludselig blev nærværende og gav sig til at dænge hinanden med sand oppe i klitterne.

De gik langs strandkanten og fandt kongsnegle og hjertemuslinger, som de tog med hjem til Lillebror. De vendte tang for at finde rav. De legede tagfat med bølgerne. Naar disse trak sig tilbage, for de efter dem helt ud i havstokken for saa under hyl og latter at fare tilbage, naar den næste bølge rejste sig og brød. Da glemte de alle andre, da var de kun sig selv og havet.

Særlig spændende var havet i vestenstorm, naar det rejste sig i al sin vælde og kastede salte skumflager ind over dem, mens skibene kastedes hid og did, og folkene om bord stred paa livet løs for at holde den rette kurs - fri af kysten.

De kunde ikke lade være at tænke: Kommer der ikke snart en stranding! Men de sagde det ikke højt, for de følte, det ikke var rigtigt at ønske en stranding, der maaske vilde betyde tab baade af gods og menneskeliv. Men de tænkte det alligevel, de kunde ikke lade være, for der var ingenting som en stranding. Først spændingen, mens skibet kæmpede for at holde sig fri af landet, saa selve strandingen, og endelig striden for at frelse de skibbrudne. Bag efter var der gæster fra havet og liv og lystighed.

Skarpt og raat blev der ved havet, efterhaanden som tiden gled hen mod jul. Men havet bevarede sin dragende magt over dem.

Fiskere paa havet

En morgen i november, før Henrik og Else Marie skulde af sted til præsten, drog hele strandfogdens baadelav til stranden for at tage paa havet. Det gode havskib "Kirsten" var for længst sejlet sydom igen og stod paa den aabne havstrand, vel forsikret med ankret, at ikke havet uforvarende skulde tage det.

Det kriblede i Henrik og Else Marie efter at komme til havet og hjælpe til med stuvningen af skibet, før det skubbedes i søen, men saa vilde de vel komme for sent til præsten, og det taalte Kresten ikke. Deres hoved sagde, at de skulde sydpaa ad vejen, men benene trak mod havet. De kunde da sagtens gaa ud paa havbjergene og se fiskerne gaa ud, det vilde ikke tage ret megen tid. - Hov, raabte Else Marie til Henrik, hvis fødder begyndte at flytte sig ad havvejen, - hvor skal du hen!

Ingen steder, svarede han og gik videre. Hun løb tilsyneladende ærgerlig op paa siden af ham: Hvad bilder du dig ind, du ved, vi kommer for sent.

Du ved, at havvejen ikke er ret meget længere end landvejen, og det er lettere og hurtigere at gaa paa stranden end paa vejen.

Ja, og du ved vel ikke, hvorfor du absolut skal til havet i dag! Vi bliver forsinkede, vi naar det ikke.

Henrik svarede ikke, gik kun videre, og Else Marie fulgte, om end med daarlig samvittighed. Men endnu var det ikke hændt, at de var blevet saa uenige, at de var gaaet hver sin vej, og i dag var Else Marie i virkeligheden lige saa opsat paa at se baaden gaa ud med hendes far ved roret som Henrik.

Vejret var fint. Jævn vind af sydøst, køligt, nær frost, megen sø kunde der ikke være. De kom op i klitterne og stirrede ud over det rolige hav, der endnu laa mørk ud i den vestlige himmelrand. – Paa stranden var der travlhed. Redskaber og krogbakker læssedes fra vognen over i skibet. Ankeret blev taget, og tovet skudt op i forstavnen. Nu saa det ud til, at de var færdige. Vognen rullede op at klitvejen, styret at Line, da karlen Hans skulde med paa havet. Mandskabet fordelte sig paa begge sider af baaden. Alle mændene stod stille lidt med bøjede hoveder, saa lød et raab fra Kresten Madsen, de satte ryggen mod baaden, og i takt til en opsang skubbede de den ud, til den tog vandet. Saa svang de sig op og greb aarerne. Vinden var med, brændingen var doven, let fik de fat, og med jævne tag, roede de udad. Lidt efter satte de sejlene, og havskibet strøg af sted for den gode vind ud mod mørket i vest.

Else Marie og Henrik havde saa tit set baaden gaa ud, men hver gang var det lige spændende. Nu vaagnede de op.

Vi maa skynde os, vi kommer for sent, skyndede Else Marie paa.

Det naas vel, sagde Henrik fraværende og blev ved at stirre ud efter det store havskib, der nu synede saa lidt paa det blanke hav. Pludselig satte han i løb, ned ad klitten, hen ad stranden, galop, galop, saa tornysteret hoppede, og bøger og madkasse deri dansede. - Uden at se efter Else Marie satte han efterhaanden farten noget ned, men blev ved at trave jævnt. Det gav varme, og det gav frisk humør; han slog op med benene et par gange og trumfede. Saa gik han mere stilfærdig, og Else Marie kom op paa siden af ham. Hun var forpustet og noget anstrengt. Hun sagde ikke noget, men han forstod, at han nok havde taget lidt for haardt paa vej.

Der var kaldt ind, da de kom til præstegaarden.

Hvad er klokken? spurgte præsten, da de traadte ind. Det ved jeg ikke, svarede de hver for sig.

Hvorfor er I kommet for sent hjemmefra i dag? Vi kom lige saa tidligt hjemmefra som ellers.

Naa. Saa maa jeg spørge: Hvorfor har I drevet undervejs?

Vi har ikke drevet, svarede Henrik og kunde ikke lade være at trække lidt paa smilebaandet. - Vi har endda taget noget af vejen i fuldt firspring.

I forstaar at sno jer fra mig, sagde præsten lidt bidsk; saa sig mig - hvad var det, der holdt jer tilbage, saa I maatte tage noget af vejen i fuldt firspring?

Saa kunde de ikke smutte uden om længere. Jo, fars baadhold gik ud, svarede Else Marie og saa lige paa præsten.

Og saa maatte I se, de kom godt igennem brændingen. Ja, ja, det forstaar jeg. - Saa I da, hvordan fiskerne bøjede hovedet og begyndte turen i Jesu navn?

Ja.

Ja, det er godt at begynde sin gerning i Jesu navn. Nu vil vi ogsaa begynde vor i det samme velsignede navn.

Da de gik hjem, søgte de atter til stranden. De følte, at der maatte ske noget, at der maatte være noget at se, at fiskerne vendte hjem eller noget andet. Men de vidste godt, at fiskerne ikke kunde ventes endnu, vel ikke engang i løbet af dagen. De var nok gaaet langt ud i det gode vejr. Og hvad kunde der ellers ventes fra havet i saadant godvejr!

Hjemme var der altid nogen spænding i luften, naar mændene var paa havet. Hen paa aftenen sad Kirsten Krestens og pigen ved deres karter og rok, mens de store børn læste, og de smaa sov. Gang paa gang standsede Kirsten rokken og sad og lyttede - efter vinden, lagde den sig, eller blæste det op? efter fodtrin, kunde der ikke være rimelighed for, at de kom? Men vejret var stadig roligt, og der lød ingen fodtrin derude i aftenen. Endelig var de alle kommet til ro. Men det varede længe, før Kirsten sov, og hendes uro forplantede sig til Else Marie, der laa hos moderen, naar faderen ikke var hjemme. De bad en ekstra bøn for søfolk paa havet, og det varede længe, før søvnen tog dem i favn.

Næste morgen var det endnu stille. Men da drengene - Ole, Lillebror og Henrik løb til havet for at se efter skibet, slog brændingen meget haardere end dagen før. Den hamrede mod havstokken, og braaddet skød i brus højt op mod klitkanten. De stirrede ud mod mørket i vest, men der var intet at se, og mens de stod der, begyndte det at blæse op af sydvest, dog ikke saa det betød noget - endnu.

De skyndte sig tilbage, for Henrik og Ole skulde i skole. Da de kom tilbage til strandfogedgaarden, sagde Kirsten: Jeg synes, havet dundrer saa stærkt; der er vist noget i gære. Gud give, de maatte være paa hjemvejen!

Hvad drengene fortalte, skulde ikke dæmpe hendes uro og ængstelse. Og i skolen var børnene spredte og uopmærksomme. Gang paa gang blev de grebet i at sidde og glo ud ad vinduerne, op mod himlen, mod skyerne, der stadig fik større fart paa ind ad land og nordpaa.

Læreren saa paa dem. Han vidste, at der var fiskere paa havet, og han mærkede ogsaa, at der var omslag i vejret. I frikvarteret spurgte han Ole og fik at vide, at de var taget ud i gaar morges, og

i den følgende time kunde læreren gribe sig selv i at sidde og stirre ud ad vinduet op mod de hurtigtsejlende skyer.

Børnene hastede hjem fra skole. Der var ikke tale om svinkeærinder, der var ikke tale om drillerier eller smaa slagsmaal, bare om at komme hjem og høre: Er skibet kommet? - Det maatte det være.

Men det var ikke kommet ind, hvorfor de løb til havet. Det blæste stærkt, og en haard byge fejede ind over dem, saa de maatte stride sig frem. Da de nærmede sit havet, piskede sandet dem i ansigtet, saa det prikkede og stak i huden, og det var vanskeligt at se ud. De værnede øjnene saa godt de kunde, med hænderne og stirrede ud over havet. En gang syntes Ole, da en stribe af himlen klarede langt ude i vest, at der var noget, et skib, en baad. Men saa mørknede horisonten atter og alt hvad de anstrengte sig, nyttede ikke noget. De saa intet.

Senere skiftedes de til at holde vagt ved havet i en stor kavaj med et vældigt uldent tørklæde om halsen og uldne vanter paa hænderne, for blæsten bed. Men dagen gik over i aften, og der var ingen kommen, og de havde hverken set eller hørt noget til fiskerne, der var ude paa det stærke og lumske hav. Da steg ængstelsen derhjemme, ikke blot i strandfogedgaarden, men i alle de hjem, hvis forsørger var paa havet. Ole Vinds store, tykke kone kom og græd sin ængstelse ud hos Kirsten. En kop kaffe gjorde tilsyneladende underværker, for da hun havde faaet den, gik hun trøstet videre for at snakke med Peter Kroghs kone og Søren Noks og Tarbens - ak ja, der blev snakket og grædt og drukket kaffe.

Men i strandfogedgaarden blev der ikke grædt. Kirsten var lys af sind, men hun vidste, at det gjaldt om ikke at give efter for mørke tanker. Sorgerne kunde komme tidligt nok endda. Derfor satte hun baade sig selv, pigen og børnene i sving. Kreaturerne skulde fodres, og der skulde bages og steges, til folkene kom hjem, saa de kunde faa en hel rigtig velkomst. Øl og brændevin holdtes rede; for rigtignok holdt Kresten ikke af, at der blev drukket for meget i hans hus, men en lille varmer efter en streng tur paa havet skulde der til.

Vagten ved havet passedes stadigt. Ogsaa Henrik var med. - Det blev aften, og ingen kom. Det blæste en kraftig storm af sydvest. Der stod en mægtig brænding, og det blev bælgmørkt. Nu var det klart, at de ikke kom i nat. Det vilde være den visse død at gaa ind paa stranden med en saadan brænding og i et saadant mørke.

Børnene samledes derhjemme. Ogsaa Henrik fik noget at spise med de andre. Hans mor kom over for at høre nyt og blev budt til sæde. Lidt efter kom Anders ligesom tilfældigt kikkende, om der var noget nyt. - Naa ikke! saa forsvinder jeg igen, sagde han med et lille undskyldende flir.

- Du kunde da godt sidde ned, Anders, indbød Kirsten. - Nej, nej, jeg….. Mere blev det ikke til. Han forsvandt stille.

Henrik forstod slet ikke sin far. Han var slet ikke sig selv saadan en aften. Han, der kunde være saa livlig og paagaaende, var saa stilfærdig og selvudslettende, som skammede han sig over noget. Ja, tænkte Henrik, han burde have været paa havet - hvorfor en han det ikke?

Han saa over paa sin mor. Hun sad med sammenkneben mund i det skarpe, strenge ansigt. Hun strikkede og var helt optaget af pindene, der raslede og klirrede, mens Kirstens rok snurrede. - Kirsten standsede rokken og sagde: Aa, Else Marie, find lige en historie, et folkeeventyr, og læs!

Else Marie fandt en bog og begyndte at læse.

Det var en god ide af Kirsten. De mørke tanker, der stadig dukkede op i deres sind, blev tvunget i baggrunden, mens de lyttede. - Henrik sad og slugte historien og den, der læste den. Else Marie læste saa sikkert og selvfølgeligt og fremhævede samtalerne, saa man tydeligt skelnede mellem personerne. Det kunde han ikke have gjort hende efter. Hun var næsten for dygtig.

Nu kom hun hen mod slutningen til det afsnit, hvor onde magter sendtes efter helten for at hindre ham i at komme frem. Straks kom der et ekstra lyttende udtryk i alle ansigter i stuen paa nær Lines, hun var faldet i søvn oven paa dagens anstrengelser. Alle de øvrige hørte nu stormens bulder, og mærkede dens tryk mod ruderne. Regnen piskede paa, og et tordenskrald, kun dette ene, bragede løs. Historien gik over i virkeligheden, de var selv i onde magters vold, og ude paa havet kæmpede mændene deres ulige kamp mod havets vælde - maatte de dog trods alt vinde!

Else Marie standsede læsningen og lyttede som de øvrige.

Kommer der ikke nogen? udbrød Kirsten. Henrik og Ole styrtede ud og lyttede ud i det voldsomme vejr. De var ogsaa paa vej til havet, før de sansede, at det var umuligt - ingen kunde komme i land. De sansede hverken vej eller sti i den sorte, hylende nat, men de maatte alligevel igennem ud til havet, for der kunde jo være en stranding! - Men der var sort over havet, intet nødblus, intet.

Paa hjemvejen drøftede de muligheden af, at ”Kirsten” kunde være kommen i land længere nord paa, drevet at vind og strøm. Det er sært, at mor ikke har tænkt paa det, sagde Ole, da de atter stod i læ af gaarden.

Da de traadte ind, saa alle hen paa dem. Men de rystede paa hovedet; der var ikke noget at fortælle. Da sagde Kirsten lyst: Gaa lige ud og tag stangen fra hoveddøren! De skal tages rigtig imod, naar de kommer.

Og, vendte hun sig mod Line, der saa sig forvildet omkring, jeg sætter lys i stager paa det store bord i dagligstuen, mens du og Else Marie sørger for, at der er godt ild paa arnen og rigeligt varmt vand!

Men jøsses! raabte Line, er de her?

Gid det var saa vel! Men de kommer. Vær forvisset om det. - Lad døren til stuen staa, sagde hun til Ole og Henrik, da de gik ud for at tage stangen fra, saa kan der blive lidt luning derinde.

Der blev travlhed. Den trykkede stemning, der havde hersket, lettede. Men samtidig var det spændende: Hvad vilde der ske? Hvad vidste mor? Hvor vidste hun noget fra? Og hvis der nu ikke skete noget hvad saa? Men der skete noget. Travlheden var endnu paa sit højeste, da en vogn kørte op for hoveddøren. De derude dundrede paa døren og raabte om at lukke op, opdagede saa, at den var aaben og væltede ind: Ole Vind, Søren Nok, Tarben og Hans Østfjord, karlen.

Kirsten sprang hen og tændte en fidibus, (tynd pind) og med den tændte hun lys efter lys paa det lange, svære bord, mens mændene trængtes i døren. Hun holdt et lys op mod dem. Hvor er Kresten? spurgte hun.

Han blev der, plumpede det ud af Ole Vind.

Hvad …., begyndte hun og saa paa dem med stift og blegt ansigt.

Ha-han kom nok ikke med, sagde Søren Nok, en ældre mand med et dybt furet, rynket ansigt.

Ja men hvad er det du siger! raabte Kirsten med store, bange øjne.

Vi staar her og sludrer og kan ikke faa gang i mundtøjet. Det var lidt koldt paa vognen, saa ..., sluttede Tarben, en midaldrende mand.

Ja, men ..., begyndte Kirsten endnu en gang grædefærdig.

Da trængte Hans sig frem: Madmor skal ikke være bange. Der er ikke sket husbond noget. Vi kom alle godt i land i Houvig i eftermiddags. Vind og strøm havde forsat os. Han blev deroppe sammen med Peter Krogh for at tage sig af skib og ladning.

Aa, Gud ske lov! Hvor gjorde I mig bange.

Ja, Kirsten, du maa skam undskylde os vort sludder. Det var saa sandt ikke ilde ment, fik Ole nu sagt, men du ser jo ...

Ja, ja, tag nu olietøjet af og sæt jer, saa skal I faa en bid brød. - Ja og en lille dram, hvad nok, fortsatte Søren Nok med et forventningsfuldt smil om mund og øjne.

De kom til sæde ved det lange bord i den store stue. Den fremmede karl, der havde kørt for dem, kom ogsaa ind, efter at hans bæster (heste) var sat ind og havde faaet et kærnefoder.

Alle i gaarden rykkede derind undtagen Lillebror og lille søster Anna, de sov. - Kirsten, Line og Karen dækkede op med sulemad, brød og snaps, og siden vankede der en kaffepunch. Men før de begyndte at spise, trak Ole Vind Henrik og Ole til side og sagde: I er et par raske klører, I kan løbe hen til min kone og sige, vi er her. Ja, og saa til Peters og Tarbens og Sørens - hvad? - Ja, det skulde de nok.

Det var et godt ærinde at være ude i, og godt blev de modtaget, hvor de kom frem. De var hos Ole Vinds ligefrem bange for, at de skulde have faaet baade kys og klap, men med list og lempe undslap de dog. At de kunde gaa vild i den mørke nat, skænkede de ikke en tanke. Vejret var heller ikke saa slemt, og glæden lyste op i mørket.

Da de kom tilbage, havde gildet naaet sit højdepunkt. Anders var kommen til, i begyndelsen lidt tavs, men efterhaanden en af de mest fremtalende. - Kirsten var bange for, at de skulde komme alt for højt op, men det var ikke nemt at holde igen. De var som børn, der var sluppet fri af skole. De fortalte, de lo, saa det skraldede, og de slog i bordet. Havde blot Kresten været her, var det hele gaaet af sig selv, men nu var hun lidt bange for udgangen.

Hej, Søren, raabte Ole Vind, hvordan var det nu med ham sørøveren?

Ja nok, raabte Søren Nok og grinte, saa øjnene næsten forsvandt i det gamle, rynkede ansigt. I ved, det var en dag paa Kinakysten, nej, det var nok ved Malaja. Den stolte kinaklipper gik for en laber brise, da kommer en af disse hersens piratskibe. Det var tydeligt, at de havde kik paa os. Men vi fik fat paa bøsser og huggerter og lovede hverandre, at det skulde blive løgn. Vi gav dem et skud af kanonen, men – haak - det regnede de ikke, de gik lige paa og entrede omgaaende - det arge røverpak! Men de fik en varm modtagelse, kan I tro. Ned med dem, hvor de kom fra.

Men, raabte Tarben, en af dem ...

Hold du bare din bøtte og lad Søren fortælle, bed Ole af.

Ja nok. En af dem hagede sig fast, og saa var han paa dækket. Ja, der stod han og vendte det hvide ud af øjnene i det sorte fjæs, parat med sin kris, I ved en slags lang daggert. Pludselig sprang han løs paa mig og vilde plante denne hersens lange kniv i maven af mig. - Søren saa sig om i kredsen, om de nu ogsaa forstod, rigtig forstod, hvad det betød.

Ja, og saa …. begyndte Tarben igen.

Saa hold da bøtte! Var du maaske med?

Tarben dukkede sig.

Altsaa - han for lige ind paa mig. Den lange kniv blinkede i et hug. Men lynsnart drejede jeg mig til siden, og kniven ramte - i armen. I kan se arret her! - Han smøgede ærmet op og viste det lange ar, som de alle kendte i forvejen. - Men, fortsatte han, i samme øjeblik slog en af mænnerne til ham med en haandspage, (løftestang -JN) saa han gik i dækket, og kriden fløj langt hen ad plankerne. - I nokken med ham! raabte kaptajnen. En slog en løkke om hans hals, en anden førte tampen op over nokken af store mærseraa, og pist - hang han og dinglede deroppe, spjættede lidt ud med benene og drejede rundt et par gange. Da de andre starudser saa det, stak de halen mellem benene.

Men hvad blev der af daggerten? spurgte Ole yderst interesseret, til trods for, at de alle vidste god besked med det.

Ja, den var noget saa fint et arbejde med indlagte figurer og snoningen, og jeg syntes jo nok, at jeg var nærmest til den, for det var mig, den var ude efter. Men tak spids - go' karle, kaptajnen tog den og skænkede den til dette her museum for gamle ting derovre i København. Der kan I altsaa selv se den, hvisomen ..ti’ I ikke vil tro mig.

Ha, ha, lo den fremmede karl, det var en god løgnehistorie!

Hvad var det! raabte Søren og for op. Tør du sige det en gang til, saadan en grøn dreng!

Ja, hvad bilder mennesket sig ind! raabte Ole.

Skal du maaske komme her og lære os, hvad vi skal tro og gøre! udslyngede Tarben helt bibelsk.

Det trak op til slagsmaal. Men der var i hvert fald ingen tvivl om, hvem der trak det korteste straa, hvis Søren og den fremmede skulde afgøre det alene, for Søren var gammel og tør, karlen ung og frisk. Da raabte Ole Vind: Skaal - skaal for havet og alle raske søgutter! Og alle samledes om skaalen. Skaal - skaal! lød det.

Børnene, Henrik, Else Marie og Ole skulde have være i seng, men havde faaet lov at blive oppe, mod at de blev i lillestuen og legede der. Da det nu trak op til slagsmaal, lyttede de spændt og trak hen til døren og kikkede ind.

Da der raabtes skaal, blev Lillebror vækket af larmen. Han saa, der var lys, og skød sig ud af sengen for at faa lidt vand at drikke. Hans blikkop stod paa bænken. Han greb den, og da skaalraabene atter lød, klaskede han over gulvet, borede sig ind mellem de andre børn, og saa stod han der i den bare skjorte, hævede koppen og raabte: Skaal!

Alle vendte sig mod ham og maabede lidt. Saa raabte Anders: Ja, bitte mand, kom du herhen, saa skal du faa noget at skaale med! Lillebror klaskede over til Anders, som greb brændevinsflasken. Men Kirsten var der omgaaende: Kan du saa holde dig, dit gale asen, ellers tager jeg flasken, og saa er jeres gilde forbi.

Lillebror stirrede med aaben mund fra sin mor til Anders. Hvad var der i vejen? Men Kirsten sagde: Kom her, saa skal du faa noget at skaale med af mig. - Hun hældte lidt tyndtøl i hans kop, og han gik stolt rundt og skaalede. Og det reddede stemningen, der var lige ved at dale til nul.

For en reddedes stemningen dog ikke, og det var Henrik. Han blev saa flov over faderen, at han ganske forsigtigt skilte sig ud fra børnene og stak hjem og i seng.

Imidlertid blev mændene nu trætte og døsige. Den haarde tur paa søen og gildet ovenpaa var endelig ved at slaa dem ud. Kirsten turde ikke sende dem ud i storm og kulde nu, de maatte blive her i strandfogedgaarden til i morgen. - Kort efter snorkede de rundt om i alkoverne. Her var plads nok, for her var beregnet plads til en hel skibsbesætning.

Konerne ventede forgæves efter deres mænd den nat. Næste formiddag stillede de fortørnede i strandfogedgaarden. Men her blev de godt beværtet og glemte snart deres fortørnelse. Der var godt hos Kirsten Krestens; der var baade husrum og hjerterum.

Tre dage efter var det roligt vejr. Havet hvilede efter stormen, og Kresten og den sindige Peter Krogh førte ”Kirsten” sikkert hjem. Fiskene havde de faaet solgt til ret gode priser, saa alt endte paa bedste maade.

I taagen

En dag ind mod jul gik Henrik og Else Marie sydpaa til præsten. Vejret var mildt, himlen graa, og kun en sagte brise viftede fra sydøst. Men efterhaanden som de gik, steg taagen op omkring dem. Alt blev fugtigt og klamt, og den verden, de gik i, snævredes mere og mere ind.

De nærmede sig det smalle sted af tangen, der hvor de hvide klitter, de dansende høje, strakte sig fra havet i vest til en bugt i fjorden mod øst, her hvor sandet hvislede roligt i jævn vind og føg smeldende i storm. Her dækkede sandet vejsporene, saa vejen bogstavelig forsvandt under deres fødder. Samtidig tætnede taagen mere og mere. Deres verden blev stadig mindre. Landskabet forsvandt, og til sidst laa himlen som en ulddyne over dem og om dem. Der var intet for og intet bag, kun den lille stump vej, de traadte paa, og den forsvandt nu i sandet under deres fødder.

De var spærret inde af taagen, men idet de gik fremad, flyttede de buret med sig.

De følte sig ganske ene i verden, lukket inde i sig selv og lukket ude fra alt andet. De tog hinanden i haanden, noget de ellers aldrig gjorde, men det kom af sig selv nu. Med blege og stive ansigter gik de videre mod syd, til de forstod, at vejen virkelig var forsvundet for dem, og de ikke vidste, hvor den var blevet af.

Som ved en fælles indskydelse drejede de mod vest, ud mod havet. De gik over flade strækninger mellem klitterne, standsede paa en grøn plet og syntes, det var en mægtig flad eng, der strakte sig til verdens ende, og saa var den maaske kun faa skridt lang. - De tumlede gennem hjælme op ad klitters sandsider, standsede paa klittens top og var i det milevide ørkenland, hvor selv kameler ikke finder føde. Men de gik videre, og stadig flyttedes buret, saa ny verdener aabenbaredes for dem, ny, ukendte fremmede, og dog havde de maaske gaaet her ofte før.

Endelig gik det stejlt ned og de kom ud i den flade sandørken, som de vidste var strandbredden. Men ogsaa den var fremmed. Intet udsyn mod nord og syd, ingen kimming,(horisont) hvor hav og himmel mødtes, den døde brænding kom væltende ud af forhænget, den dækkende taage, og slog tungt mod havstokken. (strandbredden)

De drejede mod syd langs havstokken. De graahvide skrænter, der begrænsede stranden, forsvandt i taagedynerne - de var ene med havet, med brændingen. De gik i selve havstokken og legede med det tunge bølgeslag.

Men der var ingen fornøjelse ved det, alt forblev tungt og utilnærmeligt; de følte sig uhjælpelig fortabt i det øde.

De søgte op paa en klit, om der ikke skulde være en revne i taagens forhæng, hvorigennem de kunde se præsteboligen, de skulde til. Men alt var lukket om dem. Det var haabløst. Begyndte de at gaa ind mod øst for at træffe den lille boplads, hvor præstegaarden laa, vilde de nok ende ude i rørene i fjordkanten i stedet. Nej, saa var havet dog havet, selvom det var tungt og underligt i dag. De vendte om, de vilde følge stranden hjem.

Atter gik de i selve havstokken, og taagen skjulte klitskrænten for dem. Øde og uhyggeligt var der. Men saa begyndte de at søge efter rav, og snart optog det dem helt, for det var i dag som altid det, der greb dem: Mon jeg ikke i dag skal finde det stykke, der er større, finere, flottere end noget hidtil fundet. Hvor vilde det være morsomt, om det blev i dag, og netop i dag, hvor det hele var saa underligt, at de fandt det fineste stykke rav, der nogensinde var fundet - eller de fandt en klump guld ved verdens ende!

Ivrigt vendte de hver lille tangklat paa højvandslinien. Snart var den ene foran, snart den anden - de hastede af sted. Hver lille stump, de fandt opmuntrede dem til at fortsætte -- til de fandt det mærkelige stykke, der skulde blive det skønneste smykke af.

Du giver mig det, hvis du finder det! henkastede Else Marie, idet hun passerede Henrik.

Ja vel! svarede han blot, mens han fortsatte sin søgen.

Deres ansigter skrumpede ind og deres øjne løb i den skarpe havluft, men de ænsede det ikke.

Pludselig gav Else Marie et skrig fra sig og for hen til en vaad, glinsende sten, der laa frit fremme mellem tangklatterne. Hun tog den op - det var rav! Henrik kom til, og de undersøgte det. Det var det største stykke rav, de havde set, men det var ikke det fine, gyldne rav; det var mørkt som kimmingen, der tætner mod uvejr. Det var en skuffelse for Else Marie. Men, sagde Henrik, naar det bliver slebet rigtigt, kan det sikkert komme til at virke fint alligevel.

I lang tid havde de slet ikke set sig om. De vidste ikke, om de havde gaaet langt eller kort, om de var kommet forbi den rigtige opkørsel til hjemmet, eller de endnu ikke var kommet dertil. Men de syntes pludselig, at de havde gaaet ..uendelig langt og maatte være langt forbi hjemmet. - Hvor er vi, Henrik? raabte Else Marie.

Hvor skulde jeg vide det! svarede han lidt vranten.

Men vi er da ikke kommet forbi ”Kirsten", indvendte hun, skønt der ikke var noget at gøre indvending imod.

Vi kan have glemt at se efter hende - ikke? Eller hun har skjult sig i taagen. Eller baadholdet kunde være paa søen; det er jo godt vejr.

I saadan en taage, udbrød Else Marie, det vilde være frygteligt. Jeg siger heller ikke, at de er paa havet. Men er de det, kan vi i hvert fald ikke rette os efter "Kirsten”.

Hvad skal vi gøre? sagde Else Marie temmelig ynkeligt. Hendes tæer var som is, hendes næse og øjne løb, hun var ved at tabe modet.

For langt mod nord maa vi være kommet, sagde Henrik. Jeg foreslaar, at vi gaar op til klitkanten og vender næsen mod syd. Saa maa vi vel kunne finde "Kirsten" og opkørslen gennem klitterne.

De begyndte at gaa langs klitkanten, han helt oppe i kanten for at tage kending af skrænten - om mu1igt, hun lidt længere ude, om hun kunde faa øje paa "Kirsten". En gang imellem raabte de til hinanden; de skulde nødig blive borte for hinanden, saa blev det sidste værre end det første.

I det løse sand langs skrænten var det sejgt at gaa, saa det varede ikke længe, før Henrik absolut ikke frøs mere, men han begyndte at trættes. Hvor var det ogsaa dumt, at de ikke havde set efter det skib, saa kunde han maaske have sparet sig denne trælse gang. - Men saa havde Else Marie heller ikke fundet det store stykke rav; det kunde sikkert blive fint, naar det blev slebet til. Gid, han selv kunde have gjort det: for hans far kunde jo nok, men fik han det nogensinde gjort!

Pludselig slog det ham, at han en tid hverken havde set eller hørt noget til Else Marie. Hun var nok kommet foran. Maaske havde hun givet sig til at løbe. Han raabte: Else Marie, giv genlyd! Men der kom intet svar. -

Han raabte igen, men det var som slugte taagens ulddyne lyden. Det var da ogsaa underligt, at den taage ikke lettede, den laa lige tæt. - Han gik lidt længere ned paa stranden og stak i løb. Trætheden var glemt. Saa standsede han, satte hænderne for munden som en raaber og skraalte: Else Marie, giv genlyd!

Ja-ah! lød det ikke ret langt borte. Her er et skib.

Han løb frem mod hende og skibet. Det synede mægtig stort gennem taagen, som var det en af havets store sejlere, der var gaaet paa land. Men der var alligevel ikke tvivl om, at det var Kresten Madsens fiskerbaad. Navnet stod der, de kendte rejsningen, malingen, ankergrejerne. - De vidste nu, hvor de var. De vendte sig mod skrænten og gik op gennem klitterne og over flade strækninger, hvor nogle store dyr gik og græssede. Maaske var det bisonokser paa prærien. Men det var kun deres egne faar. For øvrigt gad de ikke fantasere længere. De var trætte og længtes hjem. Lidt efter var de da ogsaa ude paa vejen og faa minutter efter hjemme.

De syntes, de havde været borte i dagevis. De havde jo rejst gennem ørkenlande, hvor karavanerne drog frem dag efter dag uden vand og uden mad, indtil mennesker og dyr segnede af udmattelse. Det maatte være meget sent. De forstod ikke, at mørket endnu ikke var faldet paa. Dagene var jo saa korte. Men det viste sig, at de kom adskilligt tidligere hjem end sædvanligt.

Hvorfor kommer I saa tidligt? spurgte Kirsten, da Else Marie slængte tornysteret ind.

Det var taagen, svarede Else Marie.

Ja, I kunde gaa vild.

Nej, vi gik langs havet. Jeg skal lige over og vise Anders et stort stykke rav, jeg har fundet. Se, er det ikke stort?

Jo, men. ..

Maa jeg ikke lade Anders lave et smykke at det?

Jo - o, men faar han det nogensinde lavet?

Jeg kan da vise ham det. Og hun for derover.

Anders var straks fyr og flamme. Det var et sjældent stykke, det kunde der blive noget fint, noget mærkeligt ud af. Han skulde se paa det og finde den fineste form.

Ja, tænkte Else Marie, men hvornaar kom han længere end til at tænke paa det.

Det bliver jul

Juletravlheden satte ind. Børnene kunde knap faa tid at gaa i skole - en dag snød de helt. - Slagtningen brød de sig ikke saa meget om at være med til, selvom det var morsomt at stoppe pølser og dejligt at spise sorte pølser med fedtegrever og sirup. En var der, som satte særlig stor pris paa slagtemaden, og det var Chang. Men for meget af det gode er ikke godt, han foraad sig, og det bekom ham ilde.

Men for børnene var bagningen langt dejligere. Alle var i fuldt sving paa den store bagedag. Karen Anders var ovre i strandfogedgaarden fra morgenstunden. Hun var tit derovre at hjælpe til, og at hun nu var der, var kun rimeligt, da hele Anderses familie skulde over til strandfogdens juleaften. Karen, Kirsten selv og Line lagde dejg og slog brød op. Kirsten lavede bl.a. en række smaa brød. Børnene vidste godt, hvad de skulde bruges til, for der var et par familier, som sad lidt smaat i det, de fik altid til jul en stor kurv med slagtemad og brød, og skulde der komme nogen og bede om lidt i Guds navn, skulde ogsaa de have et helt brød, selvom det blev et af de smaa.

Else Marie trillede pebernødder, mens Ole stødte kardemomme og andre krydderier i en morter. En liflig duft steg op i hans næse, men alligevel hastede han efter at blive færdig, saa han kunde hjælpe Else Marie med pebernødderne. Denne stærkt krydrede dejg var nemlig dejlig at arbejde med, for den var dejlig at spise, som den var, selv om man maatte passe paa ikke at overdrive, for saa blev man sat fra bestillingen - kan hænde, man ogsaa fik mavepine.

Lillebror vilde ogsaa være med. Han vilde støde i morteren, han vilde trille pebernødder, han vilde lave kager, og kunde han ikke komme til, ”tød” han spande af vand. Men alt hvad han rørte ved blev sort som jord, selvom han lige havde vasket hænder. Han fik da en klat kagedejg, som han maatte lave af, hvad han vilde.

Han vilde lave en rigtig kagemand, men alt hvad han æltede og formede, vilde den rigtige mand ikke komme frem. Dejgen var fra at være hvidlig blevet brunlig, og Lillebror var lige ved at tude over den slemme mand, der ikke vilde komme frem. - Men saa var han der: en tyk krop uden arme og ben, men med et mægtigt hoved, det var lige saa stort som kroppen, næsten, og havde det et vældigt trekantet øje midt i panden.

Han skulde da have to øjne, sagde Ole, ellers er han en trold. Lillebror var ogsaa ved at synes, han var en trold. Han maatte vist hellere lave ham om. Men han turde ikke. Han syntes kagemanden saa paa ham med sit store, trekantede øje og sagde: Du kan bare lige prøve at lave mig om, saa skal jeg! Hvad han skulde, vidste Lillebror ikke, men han sagde til Ole: Tag ham og sæt ham op paa pladen!

Det kan du selv, svarede Ole.

Nej, du skal blev Lillebror ved.

Og Ole gjorde det, for han forstod, der var noget mellem Lillebror og den kagemand. Han havde vist faaet det hoved lavet for godt - paa en maade.

Henrik blev sat til at ilde ovnen, da tiden var inde. Han kastede lyng ind i det mægtige baal, saa luen slog ud og sved i hans ansigt. Han skulde blive ved, til ”den sorte mand” var drevet ud. Det hørte Lillebror, som var baade her og der og altid i vejen. Hvor sidder den sorte mand, spurgte han Henrik og kikkede ind i de buldrende flammer.

Kom ikke for nær, ilden kan svide haaret af dig! Gaa saa væk, mens jeg fyrer!

Lillebror trak sig lidt tilbage, men skreg, da luen slog ud: Uha den sluger dig! - Henriks ansigt blussedes men han lo: Jeg skal kalde paa dig, naar den sorte mand gaar ud.

Først var hele ovnen sort, men eftersom den blev hedet op, svandt det sorte, og til sidst gik den sorte mand helt ud gennem trækhullerne inderst i ovnen. Lillebror saa det og lo højt af fryd. - Ovnen lyste, klar og bagevarm.

I det samme stak Anders hovedet ind: Her er nok ligesom lidt travlhed, bemærkede han og flirede.

Ja, sagde Kirsten, staa ikke der og maab, kom her og tag brødspaden, saa sætter du ovnen fuld!

Naa, det ved jeg ikke ….

Du ryster maaske paa haanden, saa lad være - vi skal ikke have vore gode brød i asken.

Hvad siger du - ryster jeg paa haanden, jeg der kan …

Ja, det er godt med dig, tag saa fat!

Ja, ja, naar der ingen vej var udenom, saa... Han tog fat og med let og sikker haand satte han brødene paa rad og række, til ovnen var stuvet fuld, ikke een ledig plads. - Karen undrede sig: Sært at Kirsten kunde faa ham til det.

Rød og glad tog Anders imod en slurk øl efter vel udført gerning. Der blev nu en pause i travlheden. En lavede kaffe, en anden ryddede op, og Kirsten gik ind til lille Anna, der var meget misfornøjet med, at det var gaaet over hendes madtid.

Anders gik rundt og snusede. - Hm, hm, sagde han henvendt til Else Marie, jeg maa nok hjem og se til dit rav, lille Else Marie.

Ja, sagde Else Marie lidt spidst, idet hun gik med en melpose, det kunde vel snart være paa tide, du fik noget ud af det.

Anders fulgte efter hende. Ja hm, det er netop det - det er ikke saa lige en sag. Vi skulde se at faa noget helt rigtigt ud at det. Det er et mærkeligt stykke, saa mørkt med lyse aarer. Det maa kunne virke – hvad skal vi sige - det maa kunne virke straalende med den sorte sol i midten.

Sorte sol, siger du? gentog Else Marie spørgende.

Ja, der udsender dæmpede, mystiske straaler, som giver smykket en særlig kraft. Det kan drage unge mænds øjne, saa de slet ikke kan blive fri for at se, hvad du er for en køn pige!

Aa, Anders, du er altid en narrifax. Det skal lyde saa svært.

Ja, ja, du skal faa det at se, jeg skal gøre et mirakel. Men nu maa jeg hjem.

Aa, du siger vel ikke nej til en kop kaffe, du mirakelmager, ærtede hans egen kone ham.

Du siger noget, Karen. Tak som byder!

Kresten og Hans var ved havet. Der drev meget tømmer i land i de dage, det skulde slæbes i sikkerhed, at ikke strandtyve skulde faa det op under neglene. Men mærkeligt nok – Kresten og Hans maa have kunnet mærke, at der var noget i luften - kaffeduft, for netop som kaffen hældtes op, stillede de og fik en taar med, som varmede dejligt efter den kolde tur ved havet.

Saa blev det juleaftensdag.

Hen paa eftermiddagen var der stor travlhed ude og inde. - Ude i stalden gik Kresten og Hans og fodrede af. Baade køer og heste fik noget ekstra godt i krybben. Grisene smaskede velbehageligt i en vældig portion grutning. Der blev malket, og kattene fik en stor slat nymalket mælk i deres fad.

Da Kresten var lige ved at være færdig i stalden, kom Lillebror ud i foderloen til sin far. - Hvad er det, du gør? spurgte han, da han saa faderen tage to halmstraa og lægge dem over kors paa foderkassen.

Jeg lægger kors, svarede faderen lidt afvisende.

Men Lillebror lod sig ikke saa let afvise: Hvorfor gør du det? spurgte han videre.

Jo, Jesus overvandt alt det onde paa korset, saa skal korsets tegn værne mod alt ondt.

Naa, svarede Lillebror. Han forstod det ikke, men han maatte ind og fortælle mor om de to halmstraa - kors.

Da han kom ind, var moderen ved at gøre bordet færdigt til julenadveren. Da hun havde dækket bordet, satte hun store tregrenede lys paa det lange, svære bord. Derefter to hun et enkelt lys, satte det paa fod, tændte det og anbragte det i vindueskarmen.

Lillebror havde glemt, hvad det var, han vilde fortælle, for nu var der noget andet at spørge om: hvorfor sætter du lys i vinduet?

Jo, hvis der kommer et stakkels menneske forbi, som ingen steder har at være i aften, saa skal lyset vinke til ham og sige: Kom ind, her er husly, varme og mad!

Kommer der nogen?

Det ved man aldrig.

Mor havde travlt, hun forsvandt ud i køkkenet. Men Lillebror saa

paa lyset og vilde gerne ud og se, om det vinkede, og om der var nogen, der saa det. Men der var mørkt ude, han turde ikke gaa ud alene. Da kom Ole, og Lillebror løb ivrig hen til ham: Ole, vi skal ud og se lyset vinke til den stakkels mand.

Hvad er det for noget sludder?

Det er ikke sludder, for mor har selv sagt det. Kom ud og se! Ole havde ikke noget at lave i øjeblikket, saa han tog Lillebrors haand og gik ud i juleaftenen. - Lillebror vilde helt hen til vinduet for at se lyset vinke. Men - det vinkede ikke. Saa gik de et stykke hen ad vejen, vendte om og gik tilbage hen mod lyset, det lille klare lys, der viste den rette vej. Men Lillebror syntes stadig ikke, det vinkede.

Det var en rolig aften. Havet dumrede jævnt. Det var køligt, men ikke frost - ingen julesne.

Da de nærmede sig lyset igen, blussede det pludselig op. Se, se, raabte Lillebror, det vinker! Mon der kommer nogen?

Vel gør der ej, svarede Ole. Men de vendte sig begge og stirrede hen ad vejen mod den stakkels mand, som skulde komme. De ventede faktisk begge, at nu traadte han frem af mørket. Men alt det de stirrede og ventede, der kom ingen frem af mørket. Der var nok ingen, der manglede logi den julenat, i hvert fald ikke derude. Men lyset vinkede dog nogen til sig, for ovre fra nabostedet kom Henrik og hans far. Hans mor var ovre at hjælpe til i køkkenet. - God aften, karle, sagde Anders, kikker I stjerner?

Vi var ude for at se, om I snart kom, løj Ole, og Lillebror protesterede mærkværdigvis ikke. Han tog Henrik i haanden og sagde: Kom saa med ind!

De samledes alle om det store bord. Festlysene tændtes. Petroleumslampen var der ingen brug for i aften. Kresten tog den store, gamle bog, bibelen, ned af hylden, slog op og læste, klart og tydeligt, først et stykke af Esajas: Det folk, som vandrede i mørket, ser et stort lys; over dem, som boede i dødens skygges land, skinner et lys. Thi et barn er os født, en søn er os givet, og fyrstendømmet skal være paa hans skulder, og hans navn skal kaldes Under, Raadgiver, Vældige Gud, Evigheds Fader, Fredsfyrste for at fyrstendømmet maa blive stort, og at der maa blive fred uden ende. - Derefter bladede han om til Det nye Testamente og læste juleevangeliet: Men det skete i de dage, at en befaling udgik fra kejser Augustus…..

De sad alle og lyttede, mere eller mindre betagne. Henrik hørte kun med et halvt øre. Han kunde juleevangeliet udenad, de havde haft det i skolen, og læreren havde fortalt, saa børnene saa det lyslevende for sig. Men nu sad Henrik og saa over paa sin far og undrede sig over ham.

Anders sad ved indersiden af bordet, lænet tiltage og saa op i loftet, nej, han saa længere. Det kunde Henrik se paa hans ansigt. Der laa en glans over det, som saa han engleskaren, der sang: Fred paa jorden. Der var intet flir i aften. - Henrik skottede hen til sin mor, og opdagede, at hun saa paa Anders med saa kærligt et blik, at Henrik aldrig havde set dets lige. - Det var mærkeligt med den far, han kunde være doven, upaalidelig, fortælle skrækkelige løgnehistorier, og han var en daarlig husholder, men han kunde gaa op i det, der var stort, opleve det og undertiden fortælle, saa man maatte lytte.

Kresten sluttede med et amen, og de sang "Et barn er født i Bethlehem". - Under forventningsfuld tavshed bar kvinderne maden ind: suppe og kød af mange slags - flæskesteg, lungepølser og medisterpølser, og hvad ved jeg. Endelig kom der æbleskiver, sprøde og dejlige, for Line bagte dem, efterhaanden som de sattes ind. Øl og snaps skænkedes. - Chang havde faaet lov at komme ind og være med. Han fik mangen godbid. Han sad ”pænt”, og naar nogen spurgte: Hvad siger hunden? svarede han: Vuf! og fik lov at tage det stykke, der blev holdt over hans næse.

Maaltidet begyndte under højtidsfuld tavshed, men snart løsnedes tungebaandene, og der blev livlig snakken og leen.

Da alle var saa fyldte, at maveskindet var lige ved at sprække, blev de lidt døsige. Men en snaps kvikkede Anders op, saa han begyndte at fortælle om den juleaften, da han fiskede albatrosser i Sydatlanten. Det var vel nok fugle, et vingefang paa seks alen; et slag af en vinge kunde slaa armen over paa en voksen mand.

Har du set det? spurgte Else Marie drillende.

Henrik kunde ikke lide, at hun blandede sig i hans fars fortælling. Men Anders svarede sagtmodigt: Det har jeg vel ikke - heldigvis, men hørt om det har jeg. Og næbbet er heller ikke ufarligt. I har jo set de hoveder, jeg har derhjemme.

Saa vendte han sig til Lillebror: I har da vel husket grøden til nissen?

Lillebror gloede forbavset: Grøden til nissen - hvad, mor?

Kirsten smilte: Ja, kattene har faaet deres ekstra portion.

Tror du, nissen tager kattens grød? spurgte Lillebror og saa med store øjne paa Anders, der svarede: Ja, det gør han vel nok, for dersom han ingenting faar, saa laver han spilopper i det ny aar, og saa bliver det ikke rart at være her i huset. Saa kan I gaa og lede efter jeres sager og kan ikke finde dem, for nissen har puttet dem for jer.

Jeg skal nok passe paa mine sager, forsikrede Lillebror med et sikkert nik.

Naa-aa! Anders trak paa det, mon du aldrig glemmer at lægge dine ting paa plads?

Lillebror slog øjnene ned, for det hændte godt nok, at hans sager laa og flød, og saa blev mor vred.

Ser vi det, sagde Anders. Pas du nu paa i det ny aar, for ellers putter nissen det alt sammen for dig, saa du slet ikke kan finde det.

Lidt efter var det galt igen. Henvendt til børnene begyndte Anders: Har I set havmanden? Har I set ham, naar han over en skummende bølge kommer ridende paa en havhest lige ind i land? Langs stranden spreder han guld. Naar vi kommer derhen, ser vi det ligge og blinke i tangen. - Ja, tilføjede Henrik, idet han blinkede til faderen, og naar vi saa bøjer os for at samle det op, saa er det rav, fint og blankt, og det er guld værd.

Hvordan kunde du tænke det! lo Anders.

For en gangs skyld blandede Kresten sig i sagen; han havde ellers siddet og stirret alvorligt frem for sig: Den havmand maa være grumme bitte, naar han kan ride paa en havhest. Den er jo knap saa stor som min lillefinger.

Ak, strandfoged, nu ødelægger du det hele. Du kan nok forstaa, at der er sket en katastrofe for havfolket. Folk tror ikke længere paa dem og ser dem ikke, derfor har havguden omskabt deres fnysende gangere til det elendige smaakravl, vi nu kalder havheste.

Havguden! haanede Kresten.

Anders slap traaden og tog en ny op: Saa ved I vel, bitte børn, at alle køerne i aften klokken tolv rejser sig op og derefter knæler ned paa forbenene for at hilse paa Jesusbarnet, som nu er født. De ser hans glans og giver sig til at snakke med menneskestemme og menneskeord om, at nu bliver alt godt, ogsaa for dem. Men det er ogsaa paa tide, siger de, for menneskene har været saa onde imod dem.

Det passer da ikke, sagde Ole; vi har da været gode ved vore køer.

Naa-aa, mon du aldrig har givet en ko et spark for at faa den til at humme sig?

Nej, det har jeg ikke, kunde Ole svare uden at rødme.

Naa, ikke det. Men jeg gad nok vidst, om alle herinde kan sige det samme? sagde Anders og saa sig om i kredsen og flirede.

Ingen svarede, men karlen Hans lo vidende, og Kresten tilkastede Anders et bistert blik. Han vidste godt om sig selv, at han kunde blive hidsig og sparke til en uvillig ko. Men det lignede ikke noget, at Anders skulde sidde og vride ham det i næsen juleaften.

Anders lo lidt: Det kunde nok hænde, at køerne havde et og andet at beklage sig over. Vil I ikke tro det, kan I jo bare gaa ud i stalden kl. 12 og faa jeres skudsmaal. Men for resten - saadan nysgerrighed skal der ikke være held ved.

Børnene lyttede og smilede. Man vidste aldrig, om Anders mente noget alvorligt. Han havde vist en ræv bag øret, et smil i mundvigen havde han i alt fald. - Else Marie brød ind: Det passer jo slet ikke, det, du der siger. Dyr er umælende og bliver ved at være umælende.

Henrik saa paa sin far. Hvad mon han vilde svare til det?

Svaret lod ikke vente paa sig: Du har vel aldrig hørt en papegøje snakke?

Nej, det har jeg ikke, men jeg ved godt, at den kan lære at sige nogle ord; men sige noget selv, det kan den ikke, lød det rappe svar.

Ak, du er saa forfærdelig klog, Else Marie, pas paa, du ikke kommer til at tage næbbet ned!

Else Marie rødmede af vrede, og hendes far rynkede brynene og saa paa Anders, som vilde han vise ham til rette. Men han sagde ingenting, for Anders var gæst, og det var juleaften.

Lillebror var kravlet ned af bænken og havde puttet sig ind til Chang, som laa Under bilæggeren; her var han faldet i søvn, de pustede om kap. Men da der ogsaa dernede fra kom nogle underlige lyde, og der i stuen bredte sig en ikke helt god ”duft”, blev hunden sendt ud i bryggerset og drengen puttet i seng.

Lille søster Anna vaagnede og forlangte mad; saa blev hun gjort i stand til natten, mens de andre børn og voksne med for resten - fik en mængde pebernødder, og saa spillede de effen-ueffen om dem, og siden spillede de skrabenæse og andre gamle spil. (Effen og ueffen:
Man tager nogle pebernødder i hånden. De andre må ikke se hvor mange. Ved lige antal er det effen, ved ulige er det ueffen. Man stikker hånden frem og spørger "Effen eller ueffen?"
Bliver der gættet rigtigt har man tabt dem alle, bliver der gættet forkert har man vundet lige så mange, som man har i hånden.)

Frank Egholm Andersen skriver i sin bog: Steen St. Blicher som ung: De spillede skrabenæse, Steen St. Blicher og hans først beundrede fe, som han havde mødt i en af herregårdsperioderne. – Et spil, hvor taberen bliver skrabet på næsen af vinderen med en af brikkerne, kaldet ”saven”. Skrabenæse-spillet mindede om det pinde-spil, som vi i dag kender som Mikado, men pindene var udskårne som dyr og redskaber, og én altså som en sav, der blev brugt til at save med på taberens næse.

Forholdet til feen fik en brat ende, da han ved et uheld faldt omkuld i en rendesten. Hans fine galladragt, som grandtanten på Aunsbjerg havde pyntet ham med – kjole, vest og bukser i rødt silkestof, silkestrømper og sko, kræppet toupé og pisk i nakken. – Det værste var, at feen sad i vinduet og – lo! (Steen St. Blicher 1782-1848)

Men Ole kunde ikke lade være at tænke paa køerne, der rejste sig og derefter knælede ned for Jesusbarnet. Det vilde han gerne se. Kunde de se Jesusbarnets glans, maatte han da ogsaa kunne se den paa samme tid. Han var vel ikke ringere end de! - Og mon de virkelig skulde have noget at klage over?

Det var muligt, at han havde ladet sin egen ko ”Røde” faa lidt bedre græsning end de andre. Han blev mere og mere opsat paa at komme ud i stalden kl. 12. Han kikkede til bornholmeren, der listede mod elleve; der var altsaa lang tid endnu, syntes han. Men hans tanker gik videre: Det vilde lyde mærkeligt, naar den gamle ko ”Gumle” med fornærmet stemme snakkede til den sortbrogede, og kvien begyndte at sladre til sin mor, hans ”Røde”.

Ole lo ved sig selv. "Gumle” vilde nok mumle, at hun havde haft alt for meget at gøre i det forløbne aar: Hele tiden maa man traske

fra stalden til marken og fra marken stalden, og aldrig kan hende den vrantne Line faa mælk nok trukket ud af mine patter. - Nej, ud at gaa med sin kalv og lade den drikke mælken, saadan skal det blive igen, og saa er alting godt. - Ja, svarede den sortbrogede, blot man kunde faa lov at gumle i fred. - Ja, samtykkede ”Gumle”, gumle i fred, det er løsenet.

Ole lo igen hen for sig, men han havde glemt sin tur. Henrik gav et raab, og Else Marie sagde: Hvad er det med dig, du sidder og falder i amdam (staver) og griner af dig selv. Saa sænkede hun stemmen, det var ingen nytte til, faderen hørte det, hun nu vilde sige. Moderen gjorde det ikke noget med, for det var hende, hun havde lært det af, som hun sang sagte til Ole: Og hvad er det med dig, og hvad er det med dig, og har du ingen natlogi, saa kan du faa ved mig! Og hvad er det ……….. Saa brast de alle i en skraldende latter. Men Else Marie havde godt nok en følelse af, hvad det var Ole sad og tænkte paa. For rigtignok var det noget sludder meget af det, Anders sad og diskede op med; men noget af det sagde man fra gammel tid, det var ikke noget, han selv fandt paa. Det var ogsaa rigtigt, det troede hun, at fik man sit syn klaret, kunde man se mange ting, som ellers var usynlige. Men dette her med køerne i julenatten troede hun ikke paa. Dog vilde hun holde øje med Ole, hvis de ikke var i seng kl. 12.

Bornholmeren listede mod tolv. De voksne begyndte at gabe. Det var nok tid at komme hjem, sagde Anders. Efter nogen treven snakken fulgte Kresten og Kirsten Karen, Anders og Henrik til dørs.

De standsede ovre paa deres egen trappesten. - Det var roligt vejr. En tindrende stjernehimmel blinkede til dem. Ude i vest lød havets sang; stilfærdigt, men tydeligt sang havet sin julesalme. - Jeg synes, der er noget trygt ved havets sang, sagde Karen. I lyst og nød, i Liv og død - altid den samme.

Naa-aa. Anders trak lidt paa det, trygt - den samme. Det er aldrig det samme, det er aldrig trygt. Her gaar vi paa en smal landtange med fjorden i øst og det store hav i vest. Vi er saa smaa; vi ved aldrig, hvornaar det overvælder os! - Han sukkede.

Henrik saa det store rum og den smalle tange og de smaa menneskemyrer, der kravlede rundt her. Han følte sig saa lille, men alligevel saa fri under stjernerne.

Saa snart Anderses var gaaet, gik Hans til sit kammer. Line ryddede op. og Else Marie hjalp hende, samtidig med at hun holdt øje med Ole og klokken.

Ole var febrilsk. Han vankede rundt og kunde ikke finde ro. Stadig skottede han til klokken. Nu var der kun tre minutter, saa slog den tolv. Han listede ud gennem køkkenet og bryggerset, videre til foderloen, og han standsede ved døren til stalden. Skulde han se noget, maatte det ses i mørke. Køerne kunde se Jesusbarnets glans ud af mørket, naar de knælede. - Han lyttede. Alt var roligt i stalden. Han hørte kun en rolig pusten, en ko, der drynede, og en gris, der sagde et enkelt øf i søvne.

Det gav et sæt i ham, da han mærkede en bag sig. Det er kun mig, hviskede Else Marie, lad os gaa derind og se!

Hun famlede efter hans haand og fik fat i den. Haand i haand gled de ind i den lune, stille stald. Vilde nu lyset skinne fra krybben, saa de skuede barnet der, mens køerne knælede? - De stirrede, men krybberne laa i dyb mørke. Fra de smaa vinduer faldt kun en ganske svag lysning fra stjernerne ind over de sovende dyr.

Noget loddent smøg sig om Oles ben. Det gav et gys i ham, og han mærkede, at det ogsaa gav et sæt i Else Marie, men han forstod straks, at det var en af kattene, der strøg sig op ad ham.

Det gav et pludseligt sæt i en af køerne, vist i "Røde", hans egen ko. Den begyndte at rejse sig op, først op paa bagbenene, saa forbenene. Et øjeblik knælede den, og der lød en drynen fra den, næsten som rømmede den sig for at begynde at tale.

Ole knugede Else Maries haand: Nu, nu skulde han se glansen. - Men der skete ikke mere. Hele aftenens forventning og spænding slog sammen om ham. Han faldt sammen. Dog besvimede han ikke, han lagde hænderne paa Else Maries skuldre og brast i graad.

Saa, saa Ole, trøstede hun. Vi vidste det jo. Der er ting, som vi ikke faar at se. Lad os gaa - ud. Stjernerne er de samme, som lyste for hyrderne julenat, da de saa himmelglansen. De svigter ikke - i alt fald ikke i aften. - Og de listede ud. De saa op mod stjernerne, de evige, og de nynnede en ny julesalme, som de havde lært i Skolen: Englene sang den først for markens hyrder, skønt fra sjæl til sjæl det lød: Fred over jorden! – Ja, i aften var her fred, fredeligt og stort. (Dejlig er Jorden – Ingemann 1850)

Ole følte, han maatte sige tak for det alt sammen, tak for i aften, ogsaa til Else Marie. Hun reddede juleaften for ham.

Næste dag - juledag - gik de alle i kirke, efter at Kresten havde ordnet offersedlerne til præsten og degnen, og da de mange mennesker sang "I denne søde juletid", kom julen for alvor til dem alle.

Uheld paa skøjter

Efter jul blev turen til præsten streng for Henrik og Else Marie. Frost, sne og tø vekslede, saa det var næsten umuligt at færdes, men frem skulde de, og frem kom de. Kun en enkelt gang blev de holdt hjemme, fordi det var blændende snefog med haard vind og glat føre under sneen.

Men saa gik vinden østlig og blev der. Frosten blev strengere og strengere. Fjorden frøs til. Storm brød isen op, og vældige isskruninger dannedes paa grundene, hele bjerge ude i fjorden. Men saa blev det roligt vejr med jævn frost. Isen laa fast og stærk over fjorden. Kun hist og her var der vaager paa grundene, og det kunde hænde, at strømmen sled isen tynd paa det dybe. Lumsk var fjorden, og den, der færdedes paa den, maatte give agt paa is og sted.

Aalestangerne gik ud paa isen, og børnene fik deres holmslandsskøjter frem. Disse var gode til hurtigløb, men egnede sig ikke til større kunstfærdighed. Mange af de unge karle og de store drenge var dygtige hurtigløbere, men hurtigst var Henrik.

Han og Else Marie spændte skøjterne paa. Han hjalp hende med at spænde dem rigtigt, og saa strøg de af sted sydpaa de fem fjerdingvej (1883m x 5= 9,415km)til en lille bugt i fjorden lige øst for præstegaarden. Ingen tid tog det mod før, selvom de maatte passe paa for huller og opstaaende kanter i isen, og naar de kom ind mod land, for lumske tagrør, der sad fast i isen.

Her var Else Marie rigtignok ikke nær paa højde med Henrik. Men han underviste hende, han trak hende, han løb i krydsarm med hende, saa de naaede frem, uden at hun kom til at føle sig alt for underlegen.

Paa hjemvejen kom nogle drenge dem tit i møde, og kapløb arrangeredes. Henrik sejrede altid. Han var slem til at gøre nar ad de besejrede, men det nyttede ikke, de blev vrede, for de havde ingen chance, de kunde ikke tage ham.

Den sværeste prøve kom han paa en dag, deres præstekammerat Jens Christian kom dem i møde. Han kom sydfra. Ubesværet fulgte han dem med rolige bevægelser. Henrik satte farten op. Jens Christian fulgte blot. Henrik øgede farten yderligere. Else Marie sakkede agterud, men Jens Christian fulgte som ingenting, indtil han sagde: Er det ikke synd at løbe fra Else Marie. Vi maa hellere vente paa hende.

Henrik blev lidt hed i hovedet, men drejede og de løb i ro og mag tilbage til Else Marie, som lyste op, da de kom; for der er ikke noget saa nedslaaende som at mærke, at ens kammerater løber fra en.

De fulgtes op til præsten og ned til fjorden igen. Henrik maatte hele tiden tænke paa, om det virkelig skulde være tilfældet, at han ikke kunde klare sig over for Jens Christian. Da de var kommet godt ud paa isen, kunde han derfor ikke lade være at foreslaa ham, at de skulde løbe om kap. - Det kan vi godt, svarede han straks.

Maalet blev aftalt: en lille pynt ca. 1500 alen (930m) nordpaa. Henrik kendte isen og vidste, at der var et enkelt sted, hvor man skulde tage sig i agt for en ophøjet kant, ellers var isen god nok.

Else Marie blev stillet op paa startlinien. De slog et slag tilbage og fulgtes saa fremad fuldstændig jævnsides. Først da de passerede hende, øgede de farten mere og mere, men de laa stadig nøjagtig side om side, og de arbejdede begge med rolige, jævne, lange tag.

Henrik skottede til Jens Christian og øgede farten betydeligt. Jens Christian hang lidt bagud et øjeblik, saa skød han frem, og Henrik var faktisk bagefter. Han pressede farten op til det yderste, men kammeraten var stadig en anelse foran.

Da kom Henrik til at tænke paa den farlige iskant. Skulde han ikke advare kammeraten? - Aa, det var vel ikke nødvendigt, han havde vel selv øjne i hovedet. Men disse tanker gjorde, at han ikke koncentrerede sig tilstrækkeligt om fremdriften. Han var nu bagefter, det kunde ikke nægtes.

Nu var iskanten der. Pas paa! raabte han i sidste øjeblik til Jens Christian. Selv gav han et hop og strøg videre. Men saa opdagede han, at kammeraten ikke længere var med. Han maatte være faldet. Henrik sagtnede farten, og da Jens Christian stadig ikke var

med, vendte han. Ja, derhenne sad Jens Christian paa isen og holdt paa et ben. - Er der sket noget? spurgte Henrik.

Aa, jeg slog knæet, da jeg faldt over iskanten. Det var da ogsaa skammeligt, at jeg ikke saa den i tide.

Det er min skyldt jeg skulde have advaret dig paa forhand, sagde Henrik ulykkelig.

Jeg kunde jo have set mig for. Men vi var lige ved at have fart paa, og saa glemmer man forsigtigheden.

Er det slemt med knæet?

Aa, jeg tror, det gaar igen. Tag mig lige i haanden og hjælp mig op! - Han kom op og stod lidt og bøjede og strakte knæet. - Det gaar, sagde han saa, med lidt forsigtighed. Men vi kommer til at vente til en anden gang med at faa striden afgjort.

Ja, men du var foran, da du faldt.

Ja tak, men du holdt vist igen. En anden gang saa …

Prøvende begyndte han at løbe tilbage mod Else Marie. - Henrik og Else Marie tilbød at følge ham et stykke paa vej, men det afslog han - han kunde sagtens klare sit selv, hvorpaa han fortsatte trods smerterne i knæet, for ondt gjorde det, og han var ikke fornøjet med udfaldet at kappestriden. - Det var Henrik heller ikke. Han følte stærkt, at han ikke havde opført sig hverken pænt eller rigtigt over for kammeraten, den dygtige kammerat. Ja, dygtig var han, enten det saa var hos præsten eller her. Hjælpsom var han ogsaa, næsten for meget over for Else Marie en gang imellem, syntes Henrik. Men det var ingen undskyldning - tværtimod; det vidste han godt.

Hjemturen gik sejgt. Henrik sagde ingenting, og Else Marie var mut. De løb ud til nogle aalestangere, men da disse begyndte at drille dem og kalde dem kærestefolkene, var Henrik slet ikke oplagt til at give igen paa drillerierne. Han vendte næsen hjemefter, dygtig misfornøjet med den dag - en daarlig dag, en raadden dag.

En uge senere var Henrik og Else Marie atter paa vej sydpaa. Vejret var graat, vinden sydlig. Der var tegn til tø. Isen var noget blød, og paa grund af modvinden gik det sejgt. De følte, at det snart var forbi med skøjteføret.

Idet de drejede ind mod kysten, satte de farten lidt op. Da løb Else Marie uforvarende paa en knold og faldt, idet hun vred over paa højre fod. Hun vilde rask rejse sig igen, men gav et skrig fra sig og faldt sammen igen. - Hvad er der? spurgte Henrik.

Aah, stønnede hun blot og tog sig til foden. Kan du ikke støtte paa den?

Nej, og det gør saa pinende ondt i den, græd hun.

Den er da vel ikke brækket i ankelen?

Det ved jeg ikke, men jeg kan ikke bruge den.

Hvad i al verden skal vi dog gøre! Du kan da ikke blive siddende her, mens jeg henter hjælp.

I det samme svingede Jens Christian op.

Du kommer, som du var kaldet, raabte Henrik. Hvad skal vi gøre? Else Marie har forstuvet eller brækket foden. Hun kan slet ikke støtte paa den.

Jens Christian saa ned og vred lidt paa munden, saa knuden traadte tydeligere frem end ellers, og sagde: Vi tager skøjterne først.

De knælede ned. Henrik vilde tage den højre, han vilde saa gerne gøre det lempeligt, men Jens Christian havde allerede fat i den. Else Marie ømmede sig, idet han tog fat i knuderne paa skøjtebaandene, men Jens Christian snakkede godt for hende: Ja, ja, bare rolig, saa gaar det. Se, det var den første knude. Det gik jo fint. Saa den anden. Der ligger den væmmelige indretning, der ødelægger din lille pæne fod. Tvi dig, saa styg du er!

Henrik havde taget den venstre af, lidt unødig rask og haardt. Her skulde Jens Christian igen til at gøre sig lækker. Skam staa i det, hun kunde da ogsaa have set sig for!

Men der var ingen tid til at pleje sin private misstemning. Begge drengene tog deres skøjter af. (skøjter, fastspændt på støvler) Jens Christian bad Else Marie tage dem om halsen, saa løftede de hende op og bar hende i guldstol forsigtigt over den glatte is. Snart var de inde i rørene, saa paa land. Videre bar de hende op mod præstegaarden. Forsigtigt flyttede de fødderne, for saa snart den daarlige fod rørte sig, ømmede hun sig, og hun græd smaat. Men de følte det som noget godt at bære den store, kønne pige, selvom hun vejede godt til. De saa alvorligt paa hinanden og flyttede fod i takt.

Der var kun et tusind alen op til præstegaarden, men det begyndte at blive sejgt. Deres arme værkede, sveden sprang frem af deres pande, men de bed tænderne sammen; den ene skulde ikke sige om den anden, at han gav op. - Frem kom de da ogsaa. Niels stod op ad muren og grinede fjollet. Martha saa forskrækket til. Præsten kom ud: Men lille børn, hvad skal dette betyde?

De forklarede og præsten viste dem ind, hvor Else Marie blev anbragt paa en sofa. Fruen kom til og strøg op ad ankelen. Den var en del hævet, men vist ikke brækket. Dog - for en sikkerheds skyld maatte de have fat i lægen. Gennem redningsvæsenets telefon kunde de faa fat i strandfogden, saa maatte han sørge for lægen helt inde fra Ringkøbing.

Kan jeg ikke komme hjem i dag? spurgte Else Marie lidt ynkeligt. Hun syntes, det var saa flovt at skulle ligge her blandt fremmede mennesker, være dem til byrde .

Det skal du ikke tænke paa, lille Else Marie, svarede præstefruen, der havde lagt et stramt bind om den hævede ankel. Vi skal nok være rare imod dig.

Taarerne løb Else Marie ned ad kinderne. - Gør det saa ondt? spurgte fruen.

Else Marie virrede med hovedet uden at svare med ord. Det var ikke det. Vel gjorde det ondt, men bare hun kunde komme hjem, saa -ja, saa syntes hun faktisk, at alt vilde være godt. Hun tænkte slet ikke paa, at de gode præstefolk vilde være glade for at have hende og kæle lidt for hende.

Der blev ikke meget ud af timerne hos præsten den dag. De fik tidligt frit og var saa alle inde at hilse paa Else Marie, før de tog hjem. Men det, at de, at Henrik nu kunde tage frit hjem, mens hun maatte blive, fik atter hendes taarer til at strømme. Den store Niels stod og rokkede og gryntede: Øh, du skal ikke være ked af det - det – det …. Nej, sagde Jens Christian, vi skal nok komme med godter til dig næste gang.

Aa nej! udbrød hun, for hun kunde ikke tænke sig, at hun skulde ligge her, naar de næste gang kom til præsten.

Men de maatte af sted. Henrik og Jens Christian fulgtes til fjorden. De sagde ikke meget til hinanden. Henrik tænkte paa, at igen var det Jens Christian, der havde sagt, hvad han selv skulde have sagt. Men han skulde i hvert fald huske at vise Else Marie en opmærksomhed.

Da Kresten Madsen omsider kom med doktoren, konstaterede denne, at det var en slem forstuvning. Den skulde have fuldstændig ro et par dage, maaske hun saa kunde flyttes.

Else Marie græd og vilde hjem straks. De præstefolk var alt for venlige og omhyggelige for hende; hun var ikke tryg ved det. Det sagde hun selvfølgelig ikke, men hun bad saa mindelig om at komme med hjem.

Det nyttede dog ikke, hun maatte blive. Og mærkeligt var det, at da hendes far tre dage senere kom efter hende, følte hun sig ikke blot saa taknemlig over for fruen, men ogsaa glad ved hendes hjælp og omhu, at hun slog armene om hendes hals og kyssede hende - noget, hun vist ikke engang vilde have gjort ved sin egen søde mor.

Men da Henrik kom over for at se til hende, havde hun helt genvundet sin sædvanlige sikkerhed. Hun var hjemme, her var trygt.

Dav, du min redningsmand! raabte hun til ham.

Han forstod, at hun havde genvundet sit gode humør og svarede derfor: Hold mund, din tossede tøs! Det var Jens Christian, der var baade her og der og straalemester tillige.

Hvad var det for straaler? spurgte Lillebror, men de lo bare ad ham.

Jeg mærkede ikke til nogle straaler, svarede Else Marie igen. Det er da dig, jeg kender.

Det gjorde Henrik godt at høre. Ellers kunde de ikke snakke noget særligt, Ole sad der og læste, Lillebror gik og sludrede, Kirsten spandt, og Line kartede.

- En frisk sydvest bragte tø, sneen smeltede, og isen brød op. Vejen til præsten blev atter lang og træls – særlig at gaa alene. Men efter en uges forløb, kørte Hans med Else Marie, og saa kunde Henrik jo lige saa godt køre med. Og endelig kom den dag, da de paa ny kunde følges ad - de to alene. Henrik havde lyst til at tage hende under armen og sige til hende, at hun skulde passe paa, for ellers kunde det nemt blive galt med foden igen. Men han gjorde det ikke, det vilde være flovt.

Strandingen

I lang tid havde Henrik og Else Marie næsten ikke set havet. Deres vej og deres tanker var gaaet andetsteds hen. Men saa en dag sidst i februar blæste det op til storm, strid storm af vestsydvest. Anden dagen blæste det stærkere, og den tredie var det nærmest orkan af vest. Vinden hylede, havet tordnede, og luften smagte salt langt ind i landet.

Henrik og Else Marie stred sig frem til præstegaarden, og her var fredeligt og godt. Præsten gav ikke saa store lektier for mere, men fortalte des mere for dem. Han fortalte om munkene, der opgav alt, baade hjem, arbejdet, penge, fornøjelser for at tjene Gud af hele deres hjerte, samtidig med at de ofrede sig for deres medmennesker. Jo mindre de blev i egne og andre menneskers øjne, des større blev de i Guds øjne.

Henrik opsugede historierne, men han forstod som Reprobus, den store, ærlige hedning, ikke rigtigt, hvordan han skulde tjene Gud, for han trængte jo ikke til tjeneste. Derimod forstod han, at han skulde hjælpe sin næste, særlig i nød og livsfare, og han mente om sig selv, at han gerne vilde hjælpe andre, selvom han skulde sætte sit eget liv paa spil. Maaske han gennem det at hjælpe andre kunde blive Guds medarbejder. Kunde der bare komme en lejlighed, hvor han kunde vise det, f. eks. en stranding, hvor han med fare for sit eget liv gik ud i brændingen og reddede skibbrudne, som suget vilde trække med tilbage. Det var lige ved at tage dem begge, men i sidste øjeblik fik han fodfæste og trak den druknende op i sikkerhed.

Da de var færdige hos præsten, var Henrik klar over, at i dag maatte han til havet, se det i al sin vælde - paa en maade kæmpe med det, med blæsten og sandfoget og bølge slaget.

Da de derfor, han og Else Marie, havde gaaet lidt mod nord ad vejen, foreslog han, at de skulde gaa ud til havet.

Uf, sagde Else Marie og skuttede sig, der er ikke til at være i dag. Blæsten bider, sandet fyger, skummet flyver, og vandet flyder helt op til klitterne.

Men tænk, om der var en stranding!

Disse ord virkede som en magisk kraft paa Else Marie, hun drejede straks mod nordvest, bort fra vejen, og sammen stred de sig op over klitter og graa høje, mens sandet føg, og den salte havluft sved.

Ude i vest hamrede havet mod kysten med brus og brag, og hen over dem for stormstødene med vældig kraft, som var det havet, der for op over dem med sine brølende vandmasser. Havde det været mørkt - havde det været nat om dem, vilde en rædsel have grebet dem og knuget dem til jorden. Maaske vilde de have knuget sig ind til hinanden i hjælpeløs angst for at søge værn mod dette forfærdelige, der gik over dem. Var det sært, at folk i gammel tid talte om Odins vilde jagt! For netop nu for hen over de to børn en hær at vilde krigere paa vej mod kampen. Det ondes kamp mod det gode og frie, mørkets magter mod lysets.

Men de vidste, at det var stormen, der rumlede og buldrede. De kendte dens magt og vidste, hvor frygteligt det var at være i dens vold. Og det var ikke nat. Dagen lyste om end kun dunkelt. De sansede lavninger, hvor fugtigheden efter den smeltede sne svuppede under deres fødder, og de kæmpede sig over høje, hvor sandet piskede dem i ansigtet, i øjnene, saa de var næsten blindede. De tog hinanden i haanden og fortsatte striden mod blæst og sandfog. Et øjeblik smed de sig i læ for saa i næste at fortsætte, til de stod paa den yderste klit mod havet.

Ud af det graasorte derude i vest kom bølgerne væltende i rad og række for saa - pisket op af stormens stød - at stejle, naar de mærkede revlen under foden, og derefter i havstokken bryde sammen i skummende masser, der for op over forstranden lige til klittens fod.

Henrik og Else Marie kastede sig mod stormen, kæmpede sig ned til klitfoden og stred sig langs skrænten mod nord, mens salte skumflager slog ned om dem, saa de næsten blev et med havet. - Her var sejgt i klittens skridende sandmasser. Henrik blev bange for, at Else Maries fod ikke kunde tage strabadserne; det var jo ikke saa længe siden, den laa i bandage. Han raabte: Læg din haand om min skulder og støt dig til mig!

Hvorfor det?

Føler du dig ikke træt i foden?

Jo, noget.

Kom saa! - Hun lagde haanden paa hans skulder, til at begynde med lempeligt, men snart tog hun helt om hans skulder og benyttede ham som virkelig støtte, og det varmede ham.

En gang imellem standsede de og stirrede ud over stranden og havet og forsøgte gennem disen med øjnene at følge stranden mod nord.

Pludselig stivnede de begge. Var det rigtigt, det de saa!

Deroppe i nord tonede frem over røgen fra det sydende hav masterne af et skib - en stranding. – Jo, det var rigtigt. De følte, hvor det svajede for bølgernes slag. Det var forfærdeligt - i saadant et vejr - de stakkels mennesker om bord! Men det var ogsaa spændende: endelig skulde de opleve en stranding.

Bare nu ikke det hele var forbi, naar de naaede frem! De hastede af sted. Else Marie glemte den svage fod, og Henrik glemte hende. Kun een tanke rummede de: at naa frem før alt var forbi.

Dog - vind og vejr og sand sled saa haardt paa dem, at de maatte standse og puste, men imens stirrede de ivrigt mod skibet. Det var en tremaster, men ikke særlig stor, nok en topsejlsskonnert, og de syntes, den saa saa dansk ud. - Det vilde være en skuffelse, om det var en dansk sejler. Det var meget mere spændende, om det var søfolk ude fra den store verden. De var værd at se paa, og de maatte kunde fortælle. Sproget tænkte de ikke paa. Men de trøstede sig med, at selv om det var danske sømænd, saa havde de vel ogsaa set og oplevet noget ude paa de syv have. Idet de kom nærmere saa de, at der var forbindelse fra land til skonnerten. Et tov var fastgjort i fokkemasten. Redningsfolkene maatte have brugt raketapparatet. Paa stranden stod en klynge mænd, og nu gik redningsstolen ud. Det var ikke for sent, de kunde endnu naa at overvære noget af redningsarbejdet.

Alle paa stranden stirrede ud mod skibet. Der stod Kresten Madsen, Ole Vind, Peter Krogh, Tarben, Søren Nok rede til at trække redningsstolen ind. Desuden var der flere mænd sydfra, deriblandt redningsformanden Hans Hovvig, der var en stout og sikker mand med stort fiskerskæg. - Bagved stod Henriks far Anders. Han saa ud, som var han angst for, hvad der skulde ske.

Henrik og Else Marie trængte sig ind mellem mændene og fik at vide, at kun kaptajnen og styrmanden var tilbage paa skibet, seks unge sømænd var reddet. De ventede nu spændt paa, om det blev styrmanden eller kaptajnen, der gik i stolen denne gang. Det var rimeligt, at det blev styrmanden, for en kaptajn gaar altid sidst fra borde.

Skibet, tremastet topsejlsskonnert "Bente" af Svendborg, rullede, og tovet dyppede i de brusende bølger, men der var ingen at se derude.

Endelig kom en mand frem paa agterdækket, hev sig frem langs luv lønning og entrede vantet til fokkemasten. Et øjeblik stod han stille og vendte ansigtet mod agterenden, som ventede han nogen derfra. Skonnerten tog en vældig overhaling, saa han hang helt ud over det sydende hav. Da det stilnede en smule, steg han hurtigt op, og et øjeblik efter sad han i stolen med benene dinglende neden ud.

Hans Hovvig gav et tegn, og de halede ind, støt og sikkert. Et stormstød kom, tovet slappedes, og manden i stolen gik under i bruset. Else Marie gav et skrig: Nu drukner han! - Sludder! svarede redningsformanden.

Et øjeblik efter var han atter oven vande, og han holdt fast. Et par mand løb ham i møde, vandet sprøjtede op om dem, idet de fulgte stolen ind. Ole Vind og Tarben trak ham op og vilde straks føre ham til vognen, der ventede i klitkanten. Imens begyndte mændene at hale stolen ud for sidste gang - mente de da.

Men den skibbrudne holdt igen, han vilde ikke op til vognen. Han forsøgte at sige noget men rystede, saa det ikke blev til noget. Det var vel styrmanden, der vilde vente paa sin kaptajn. Han blev staaende vendt mod skibet, mens redningsstolen sled sig ud.

Ole Vind tog ham igen under armen, idet han sagde, at han frøs jo saa han rystede. Han maatte hen til vognen, saa skulde han faa en varm kavaj paa, og oppe i strandfogedgaarden skulde de nok faa ham tøet op. Men han virrede med hovedet og stred imod. Endelig fik han frem, at han var kaptajn Gerhard Hansen, fører af topsejlsskonnert "Bente" af Svendborg, som nu var dødsdømt.

Klitboerne trængte sammen om ham: Hvordan det kunde være, at styrmanden ikke var kommet i land? Om der var noget i vejen med ham? Var han syg eller kommet til skade? De vilde gøre hvad som helst for ham.

Henrik og Else Marie havde spændt fulgt kaptajnens redning. Nu holdt de sig tæt ind til kredsen at de voksne. De maatte høre, hvad der var i vejen med styrmanden, for noget maatte der være, siden kaptajnen kom først. Desuden bed vind og saltvand, saa det næsten var uudholdeligt, men her i læ af de søklædte mænd var der nogen lunhed. Særlig lunede Peter Kroghs vældige skikkelse.

Kaptajn Hansen forklarede, at han selvfølgelig vilde lade styrmanden gaa først i stolen. Men det vilde styrmanden ikke. Han vilde blive om bord og gaa til grunde med skuden, hans sejlads var slut, sagde han. - Han var en ældre mand, var styrmand Frandsen. Han led af daarligt humør, ja, han var vist ligefrem ked af livet, der havde faret haardt med ham. Han havde mistet saa meget, først en stor dreng, som var hans et og alt, saa konen, og han var aldrig blevet skibsfører. Det havde alt sammen taget saa haardt paa ham, at han nu ønskede at gaa ned med "Bente", for, sagde han, det var hans skyld, hun forliste, han havde ikke passet sin vagt. - Det var noget sludder, for de havde ikke haft nogen chance for at holde hende fri af kysten. Storm og strøm tvang dem. - Til sidst havde kaptajnen dog faaet ham til at love at gaa i stolen, naar kaptajnen var kommet ind.

Saa gik jeg i stolen, sluttede kaptajnen, for der er dog maade med, hvad skuden kan holde til, selvom hun er en stærk og godt bygget sejler. Hun er ude for et mægtigt pres.

Jeg skulde være blevet om bord, fortsatte han. Jeg skulde have kæmpet med ham, tvunget ham eller gaaet under med ham. For se, nu har stolen været derude længe, men han kommer ikke. Hvad skal jeg gøre?

De skal ikke gøre andet end tage ind med vognen, raabte Hans Hovvig. De er drivvaad, De fryser Dem en sygdom til. Tag ind med vognen, saa skal vi gøre for styrmanden, hvad der er muligt. Lad de andre køre. Sørg for dem!

Dem er der sørget for, svarede Kresten Madsen.

Men jeg gaar ikke herfra, før styrmanden er i land, vedblev kaptajnen, om jeg saa selv skal hente ham. Kan jeg ikke gaa ud med redningsstolen?

Nej, det er en umulighed, sagde Hans Hovvig. Se, hvor masten giver sig. Det vilde være alt for stor en belastning, hvis vi i det hele taget kunde trække Dem derud.

Aah, jeg idiot, at jeg gik først! raabte kaptajnen. Jeg burde have vidst, at han ikke vilde komme ind.

De søgte endnu en gang at overtale ham til at tage ind med vognen. Men han blev staaende og saa sig om, som søgte han efter hjælp. Da faldt hans øjne paa Henrik, og de blev hængende ved ham. - Drengen der, stammede han, drengen, kunde han ikke ….

Gaa ud med redningsstolen? fortsatte Kresten. Maaske - maaske. Men det er farligt, det er livet om at gøre. Og nytter det saa det mindste!

Nej, sagde redningsformanden, det kan ikke lade sig gøre.

Jo, jeg tror, det kunde nytte, sagde kaptajnen. Styrmanden havde som sagt engang en saadan knægt, som han ventede sig alt af, som han nærmest forgudede. Saa han nu saadan en frisk knægt som han der, var det muligt, han vaagnede op.

Hans Hovvig, som var en stilfærdig og rolig mand, vendte sig til Henriks far og spurgte: Hvad siger du, Anders?

Aa, mumlede Anders, det er forfærdeligt, havet. Det tager alle.

Det er lumsk, men her er ingen hajer.

Det var en underlig snak. Men han vendte sig til Henrik: Hvad siger du, Henrik, er du ikke bange for, at havet tager dig? - Hans stemme rystede. Han frøs. Han plejede ikke at være ved havet i saadant Herrens vejr. Men det kunde være en slags oprejsning for ham, om Henrik gik derud, om det var muligt, selvom han ikke taalte at tænke derpaa.

Henrik gøs, da han saa ud langs tovet til redningsstolen og saa, hvordan det klaskede ned i de sydende og brølende vandmasser. Han kastede uvilkaarligt et blik til Else Marie, der stod og trippede af kulde og spænding. Men hendes øjne straalede imod hans, og hun smilte: Nu skulde hun se ham som rigtig redningsmand! - Han kom ogsaa til at tænke paa, hvad han selv havde forestillet sig hos præsten, og han svarede: Jeg vil gerne prøve at gaa ud for at redde styrmanden.

Har du set, hvordan vejen er derud?

Ja.

Har du set, hvordan skonnerten ruller og overskylles af bølgerne?

Ja.

Kan du holde fast med hænder og tænder, om det gælder?

Ja, jeg vil prøve paa det.

Er du ogsaa søstærk?

Det tror jeg.

Formanden sagde: Træk stolen ind! Men saa meget er sikkert, løjer vinden ikke en stund, skal drengen under ingen omstændigheder gaa ud. Det vilde simpelt hen være mord, og det kan vi ikke tage paa vor samvittighed for en fremmeds skyld.

Kaptajnen instruerede dog Henrik om kahytstrappen og nedgangen til kahytten, hvor styrmanden opholdt sig, mens et par mand halede stolen ind, da styrmanden stadig ikke viste sig. To andre mænd tog kaptajn Hansen under armene og førte ham hen mod vognen. De skal hjem til os og varmes op, sagde Kresten. Vi skal gøre, hvad der staar i menneskelig magt for at frelse styrmand Frandsen, og De skal faa besked snarest.

Kaptajnen vilde stritte imod, men var saa forkommen, at han ikke magtede det. Han gav efter og lod sig føre til vogns.

Ole Vind tog sig af Henrik. Han skulde udstyres ekstra, hvis han skulde gaa ud. - Du skal have en tykkere trøje paa, sagde Ole. Du kan faa min.

Nej, svarede Anders, han kan faa min. Jeg kan alligevel ikke blive her. Jeg maa gaa.

Han fik den og en oliefrakke over og en sydvest bundet fast under hagen.

Men raabte Else Marie nu, han kan da ikke tage derud med træsko paa! - Selvfølgelig ikke, svarede Ole.

Han kan faa mine søstøvler, tilbød Peter Krogh uden at fortrække en mine. - De brast alle i latter, og Ole sagde: Det var et godt tilbud, han kunde maaske vade derud i dem. Men alvorlig talt, hvad skal vi gøre, for i et par, store søstøvler kan han ikke bevæge sig sikkert paa dækket og i vantet?

Han kan faa mine tykke sokker paa uden paa sine egne, svarede Anders. - Og saa er der vist i vognen et par svære kludesko, vi kan binde fast, de er gode at staa fast paa, tilføjede Peter Krogh.

Mens Henrik blev udstyret med alt dette og efterhaanden følte sig temmelig besværet af det meget tøj, kom Kresten tilbage fra vognen og sagde til Else Marie: Du kører med vognen. Du staar bare og fryser her. Hjemme kan du hjælpe din mor. Der er nok at gøre.

Aa far, raabte Else Marie, jeg maa da blive og se, hvordan det gaar for Henrik! Og taarerne sprang ud af hendes øjne ved tanken om, at hun ikke fik lov at være med her, hvor der virkelig skete noget.

Faderen saa forundret paa hende. Saa heftig hun tog det! – Ja, ja, sagde han da, du er jo varmt klædt paa. Men kom saa du, Anders, du har for lidt tøj paa, du kører med.

Ja, han maatte med. Han kunde ikke holde ud at se paa det graadige hav, der maaske snart …. nej, nej. Han blev som eet med den bidende vind og den salte luft. Han maatte bort, inden havet tog ham i sin kolde favn.

Imens stod Henrik færdig til at gaa ud. Peter Krogh tog ham, og løftede ham let som en fjer op i stolen og viste ham, hvordan han bedst kunde holde fast. Peter og Tarben stillede sig paa hver sin side af stolen, rede til at følge ham ud saa langt som muligt, naar redningsformanden gav signal. Men denne ventede paa et roligere mellemrum i stormkastene; uden det blev drengen, hvor han var.

Mens Henrik sad og ventede, stirrede han ud mod de brusende vande, og han kom til at tænke paa ”Kong Christian stod ved højen mast”: Modtag din ven, som uforsagt tør møde faren med foragt, saa stolt som du, sortladne hav! - Havet var nemlig sortladent med dybt mørke ud i kimmingen, som laa mærkelig nær. Havet var sort og, farligt, og snart kom mørket ud af nattehimlen og dækkede den kogende heksekedel, der bruste imod ham og sendte skum i flager over ham og lagde salt paa hans kinder. Han gyste og følte, at han vilde blive slugt, forsvinde i det sydende gab. Stoltheden var der ikke meget af.

Det var synd for drengen, syntes strandfogden egentlig. Men med fare for at blive drivvaad gik Else Marie hen og sagde: Husk, hvad det er du vil, Henrik!

Han nikkede blot uden at se paa hende. Han kunde ikke tage øjnene fra havet, han var i havets vold. Han maatte ud trods alt. - Men formanden Hans Hovvig, gav intet tegn. Han stirrede ud mod vest, han vogtede paa stormstødene, der fik skibet til at svaje faretruende. - Tiden gik, og alle følte hvert sekund som en pine. - Værst var det selvfølgelig for Henrik. Han frøs, saa han begyndte at tabe modet. Det kunde vel sagtens slet ikke lade sig gøre at komme derud, saa han blev til grin til sidst.

Hans Hovvig var ogsaa lige ved at give ordre til at tage drengen væk, da stormen virkelig for en tid lettede sit tag. ”Bente” rejste sig noget friere. Der var en mulighed. - I Guds navn, raabte han, hal ud! Og mændene halede til, idet tovet strammedes. De to ved redningsstolen løb til, dog kun et øjeblik, saa tog en brydende bølge dem med tilbage. Et par andre løb til og halede dem i sikkerhed.

Henrik holdt fast med begge hænder og klemte benene godt om brættet, han sad paa, og saa gik det lige mod de rasende bølger, der sprang op og lyste glasklart foran ham. Et strejf, et lille skrig fra Else Marie, som han ikke hørte, og han svævede, mens vinden sang sin vilde vise om forlis og død over det vældige havs kogende masser. Han følte det, som sad han i en gynge, der gik op og op mod himlen. Han svævede i det tomme rum - han taalte det ikke - han blev vist søsyg.

Pludselig var han atter rolig. Han saa salingen i fokkemasten komme nærmere og nærmere. Nu gjaldt det blot om at komme over i vantet, naar han var derude.

Else Marie stod vendt mod den haarde, isnende blæst og stirrede ud mod redningsstolen, som den gled udad med Henrik. En gang imellem gik en skælven igennem hende; hun følte sig nøgen i den svidende blæst. Dog blev hun staaende og stirrede uafladeligt mod den svingende ring, der stadig gled længere ud med hendes ven Henrik, for det turde hun nok sige, nu han satte livet i vove for en fremmed mand. Hun havde tit været drillesyg og ækel over for ham, men det skulde blive anderledes, hvis han klarede denne prøve, for saa var han en helt.

Nu gik det langsommere, for det var meget opad til sidst. Men - nu var han derude. Bare han kunde komme ud af stolen og ned paa dækket, for skonnerten fik atter større og større slagside. Og han maatte jo være stiv af kulde. - Hun fulgte ham spændt. Hun holdt vejret, mens han forsigtig og stivbenet entrede ned ad vantet. Endelig lod han sig glide ned paa dækket, og hun trak et lettelsens suk. Men det var for tidligt, for i det samme kom tre mægtige søer og brød ind over skonnerten, som krængede end mere over. Hun kneb munden sammen, og øjnene løb i blæsten: Aah Gud, hvordan skal det dog gaa ham!

Han havde heldigvis ikke sluppet vantet. Hun saa ham klamre sig til staget, mens vandet slog i sprøjt over lønningen, højt op over ham. Hun saa til mændene og vilde gerne spørge, om de troede, han kunde klare sig igennem - om de ikke kunde give ham et tegn, at han bare skulde komme tilbage. Men mændene stod saa utilnærmelige med tillukkede ansigter, at hun ikke vovede at sige noget.

Der kom nu en roligere periode, og Henrik gled langs rælingen agterud. At han turde! Men han var jo midt i det, og han skulde forsøge at frelse styrmanden. - Han kom virkelig agterud, og han lod sig glide ned til kahytten. Da trak hun igen vejret lettet. Gud ske lov han var kommet saa vidt!

Men da hun saa op paa mændene, syntes hun, der var kommet et nyt udtryk i deres ansigter, ikke lettet, tværtimod mere spændt end før. De saa alvorligt til hinanden og stirrede derefter stift ud i kimmingen. Hun mærkede nu ogsaa, at det var blevet saa underlig roligt. Ikke saadan, at vinden ikke blæste, og bølgerne ikke brød, men det var alligevel slet ikke som tør. - Hun stirrede mod vest, samme vej som mændene. Derude tætnede det mere og mere sammen, det blev mørkere og mørkere i stedet for lysere, nu solen gik den vej. Hun forstod, der var noget i gære. - Far, sagde hun ængstelig og greb fat i hans arm, hvad er der?

Der kommer en byge, men vi haaber, de er inde før. Bare nu det elendige bæst til en styrmand kunde bestemme sig i en fart. Det …. Han slugte resten.

Hun havde hørt saa meget om byger i stormvejr, at hun forstod, der var virkelig fare paa færde. - Bare da Henrik vilde skynde sig!

Henrik stod i kahytten og søgte at holde sig oprejst. Over for ham sad styrmand Frandsen i olietøj lænet tilbage, idet han støttede

med benene mod bordet. Han var ret svær med graat haar ved ørene og et ar over venstre kind. Først lod det, som han slet ikke sansede, at der stod nogen ved døren, men saa slog han de lyse øjne op og saa langt paa Henrik. Det var, som havde han taget afsked med livet og nu langsomt vaagnede op. Han forsøgte at rette sig op, men klaskede tilbage, idet ”Bente" tog en ekstra overhaling. Henrik støttede med en haand mod skottet.

Hvad Christian, min dreng, er du kommet tilbage for at hente mig? mumlede styrmanden. Han troede, han saa et syn, at det var hans egen dreng, han saa.

Henrik svarede hurtigt: Ja, skynd dig! Det kan være minutter om at gøre, om vi skal naa land.

Aah ja, du henter mig, min dreng, gentog styrmanden. Du vil ikke din far skal gaa under med ”Bente”. Jeg kommer.

Henrik blev noget unde1ig ved det, men der var ingen tid at spilde. – Kom, saa skal jeg hjælpe dig! sagde han og greb ham under armen og søgte at faa ham op paa benene.

Han stumlede underligt. Den tanke strejfede Henrik, at styrmanden vist var drukken, men han skød den tanke til side. Det var ikke sært om han var stiv og stummelvorn af at sidde her og holde imod, mens ”Bente” rullede. Henrik fik ham dog paa benene og ud af døren og op ad trappen. Med nogen vanskelighed arbejdede han sig op til lønningen, og styrmanden fulgte efter. Det var stadig forholdsvis roligt, mens de gled langs lønningen hen til fokkevantet, saa de slap med nogle sprøjt af vand, som slog op over hovedet af dem.

Styrmanden prøvede et par gange at svinge sig op i vantet, men det mislykkedes. - Nej, mumlede han, jeg kan ikke. Jeg bliver her. Henrik blev hed om ørene, selvom vind og kulde bed: Skulde de komme hertil og ikke videre. - Prøv igen! raabte han. Jeg skal støtte dig!

Styrmanden saa lidt paa ham, saa sagde han: Du er all right, gut. Du er god nok.

Naa, men prøv saa igen for min skyld! Du vil vel ikke, at jeg skal gaa ned ogsaa, bad Henrik.

Frandsen klappede ham paa skulderen og sagde: Nej, sandelig, boy, det maa ikke ske. Vi skal ind begge to. - Han lo og prøvede igen. Henrik støttede ham, og endelig fik han hevet sig op. Henrik fulgte efter ham op til salingen, hvor redningsstolen hang og svingede.

Vinden friskede øjensynligt styrmanden op. Hans øjne fik glans og hans hænder greb sikkert i vantet. Lidt efter sad han i stolen, mens Henrik blev hængende i vantet.

Det er ikke et øjeblik for tidligt, raabte Hans Hovvig, hal ind, manne! Mændene halede af al magt, for det var uden for al tvivl, at

bygen i løbet at faa minutter vilde være over dem. De halede til uden at tage hensyn. Stolen gik ned i brændingen. Styrmanden slap sit tag og gled ud. Men han var nær inde, en bølge greb ham og kastede ham op. Ole og Peter sprang til og trak ham fri at suset. Et par andre bar ham op i klitterne og tog sig at ham.

Men de øvrige agtede ikke paa ham. Stormstødene voksede i kraft for hvert sekund. Det mulmede sort over havet. Snart vilde det forfærdelige vejr være over dem. Nu gjaldt det Henrik og kun ham, hvorfor de hev redningsstolen ud, saa hurtigt det overhovedet lod sig gøre.

Else Marie indsaa den voksende fare. Hun knugede hænderne sammen og raabte indvendig: Aah Gud, se i naade til ham!

Før redningsstolen naaede ud, slog uvejret mod "Bente" med voldsom kraft. Henrik klamrede sig til vantet af al sin magt. Stormen stemte ham for brystet, saa han næsten ikke kunde faa vejret, men han holdt fast. - Nu var stolen der, og han maatte se at komme over i den, men han turde ikke slippe sit tag.

Mændene derinde paa stranden pustede, vandet slog op om dem, men de ænsede det ikke.

Gaar han da ikke i stolen? raabte Else Marie med graad i stemmen.

Vejret er for haardt, svarede hendes far. Stormen maa først lette sit tag.

Else Marie saa, hvor faderens ansigt trak sig sammen som i smerte. Han knugede hænderne sammen og bad. Nu maa du hjælpe, Herre, for vi formaar ingenting.

Det lysnede virkelig en smule. Stormen lindede sit tag; det var til at aande igen. Henrik sad i redningsstolen, og helt muntre halede mændene ind.

Men den munterhed varede kun et ganske lille øjeblik, for i det samme satte et nyt angreb ind. Bølgerne taarnede sig op, vældige vandmasser stod op om skonnerten, der krængede stærkere og stærkere. Dette angreb kunde den vist ikke slaa tilbage. Om et øjeblik vilde den være et usselt vrag.

Vandet fossede op om Henrik, slog ham for næsen og søgte at lette ham op at stolen, men han tænkte kun paa et: at sætte kløerne i og holde ved, ihvad der saa skete.

Nu kun et par tag, saa var han inde. Da lød der et brag, og fokkemasten, der holdt redningsstolen, gik over bord. Tovet slappedes.

Mændene vidste, at nu kunde stolen ikke trækkes længere. Støttetov, reb og stol vilde være indfiltret i hverandre. Men de maatte kunne hale saa meget ind, at Henrik kunde reddes, om han holdt fast uden at blive knust.

Kresten fik ikke tid at angre, at han havde taget ansvaret for drengen. Han for ud i brændingen med en række mænd efter sig i kæde, mens kun et par holdt fast i tovet. Kresten løb lige mod stolen, hvor Henrik hang bevidstløs. Han greb fat og hev til, netop som en mægtig bølge rejste sig over ham. Med et bedøvende slag brød den over ham og drengen. Men han holdt fast, saa han og drengen af kædens stærke mænd blev trukket videre op mod land, ud af brændingens favntag.

Else Marie havde været fuldstændig stiv af angst og spænding. Vandet slog op om hende, men hun ænsede det ikke. Idet hun nu saa Henrik blive baaret i land, bleg og slap, faldt hun om paa stedet - hun besvimede. Peter Krogh greb hende og bar hende op i klitten, idet han tænkte, at saadant et barn heller ikke burde have været her under alt dette, som kunde være haardt nok for voksne mænd.

Det var umuligt længere at opholde sig paa stranden. Vandet steg og steg. Maaske kunde det gaa op gennem klitterne, saa oversvømmelse kunde true folk, der troede, de sad trygt i læ for storm og hav.

Else Marie kom hurtigt til sig selv igen. Det var sært, sagde hun, da hun vaagnede op, da jeg saa Henrik komme i land, blev jeg pludselig saa let i hovedet, og saa faldt jeg. - Men hvordan gaar det med Henrik?

Jo, Peter trak lidt undvigende paa det, de har hældt vandet af ham og svøbt ham godt ind i uldne tæpper, og død er han da ikke. Bare han ikke er kommet til skade i de indvendige dele, saa bliver han nok sig selv igen. Men kom nu, Else Marie, du skal ogsaa med vognen!

I den vogn, der var kommet tilbage, laa styrmanden allerede. Han aandede regelmæssigt, han kom nok til krylt igen. Men hvordan det egentlig stod til med Henrik, var der ingen, der vidste.

Henrik og styrmanden

Da Anders var kommet hjem, vilde han straks gaa ind i sit værksted, hvor han sad og sleb rav, men Karen standsede ham. Har du ikke set Henrik? De plejer altid at være hjemme paa den her tid.

Anders forsøgte nogle udflugter, men Karen mærkede, der stak noget under, saa han maatte ud med, hvad Henrik maaske kom ud for.

Aah Herregud, mand, at du kunde tillade det – Henrik, vort eneste barn! Du har da heller ikke omløb i hovedet. Jeg maa derud -jeg maa derud straks. Jeg holder det ikke ud.

Hør, Karen, sagde han og lagde sin haand paa hendes skulder. Hun rystede den af, men han fortsatte: Jeg synes, du skal sørge for noget varmt til ham, naar han kommer hjem, for det kan ikke vare længe. Og saa kunde det jo hænde, vi fik indkvartering, f.eks. af den styrmand. Der er da ingen mening i, at Krestens skal have alle søfolkene, vi skulde da vel ogsaa have lidt ud af det.

At du ikke skammer dig, at staa og tænke paa alt det, naar vor dreng er i nød og livsfare, du ……

Du skal set han klarer sig nok, indskød Anders. Vi kan i alt fald ikke gøre noget for ham nu. Men gør du sengetøj i stand og faa lidt luning i dagligstuen, saa vi kan tage godt imod baade ham og styrmanden, naar de kommer.

Ja, for en gangs skyld havde Anders ret; det var det, hun skulde gøre, saa hun fik travlt med at ordne huset og lave mad.

Men Anders var ikke saa rolig, som han lod. Han kunde ikke lade være at bebrejde sig selv, at han ikke straks havde taget Henrik med hjem. Tog havet nu ham, saa havde han ingenting tilbage; Henrik var hans trøst, naar folk lo ad ham, og hans støtte derhjemme. Jo, havet tog ham saamænd nok!

Anders gik ind i værkstedet, men han arbejdede ikke. Han gik og kikkede, tog Else Maries ravstykke, lod til at studere det indgaaende, men lagde det saa til side igen og gik ud. Han havde i virkeligheden kun tankerne ved eet - Henrik. Derfor rettede han uvilkaarligt sine skridt mod havet. Men da han havde gaaet et stykke, blev han klar over, at han alligevel ikke turde se havet nu. Han maatte vente. Han satte sig i læ af en graa høj og ventede, som skulle tiden aldrig gaa.

Endelig kom dog vognen. Han tumlede op paa benene og gik den i møde. Da han hørte, at baade Henrik og styrmanden var med, bøjede han hovedet og stumlede som en fuld mand efter vognen.

Da de bar Henrik ind, kom hans mor. Taarerne sprang ud af hendes øjne. Aa, Henrik, min dreng! klagede hun og vred sine hænder.

Giv dig stille til det, Karen, sagde Ole Vind, som var med, han klarer sig, skal du se.

Ja, og vi har ogsaa gjort plads til styrmanden, sagde nu Anders.

Tja, det ved jeg ikke, svarede Ole, vi har ikke faaet besked fra strandfogden.

Det er da vel rimeligt, han kommer ind her, naar det er Henrik, der reddede ham, fortsatte Anders.

Ja, ja, han kan jo altid flyttes, om saa skal være.

Henrik og styrmand Frandsen kom i hver sin alkove i den store stue. De havde god plads hos Anderses, selvom det kun var et husmandssted, og Karen skulde nok passe dem godt.

Else Marie kom hjem og i seng, selvom hun syntes, det var ingen nytte til. Hun vilde gerne have set, hvordan det gik med Henrik, om han var kommet til sig selv igen. Her fik hun alligevel ingen ro, for her var en løben og snakken og slaaen med døre hele tiden, da de skibbrudne søfolk skulde passes op. Først havde de faaet tørt tøj, nu skulde de have noget at styrke sig paa, før de skulde til køjs. Og der blev ikke sparet. De havde alt, hvad der skulde til, i strandfogedgaarden, og det kom frem.

Lillebror gik fortumlet om med en finger i munden og gloede paa al denne hurlumhej. I skyndingen var en sømand lige ved at falde over ham. Hvad er du for en trold? spurgte sømanden med et smil. Men Lillebror var saa paf, at han ikke engang kunde protestene mod, at han var en trold.

I de følgende dage var der livligt i strandfogedgaarden, indtil søfolkene kunde sendes hjem. Kaptajn Hansen blev der foreløbig for at ordne tingene med øvrigheden og tilse arbejdet med at bjerge saa meget som muligt af skib og ladning. "Bente” kom fra Spanien med vin og sydfrugter. Stormen varede to døgn efter strandingen. Skibet var saa fuldstændig splintret, saa det gav arbejde til mange hænder at bjærge ladning og gods fra selve skibet, at faa det kørt op til strandfogedgaarden og faa det nummeret til den auktion, der skulde holdes.

Herredsfuldmægtigen kom med forskellige herrer ud for at holde søforhør. De skulde beværtes. Det var travle dage for Kirsten og Line. Men der var koner nok, der hellere end gerne vilde hjælpe til, for det gav gode ekstra indtægter.

Karen Anders plejede altid at hjælpe til ovre i strandfogedgaarden, saa snart der var noget ekstra, men denne gang kom hun ikke. Hun var bundet til dem derhjemme. Kun en gang imellem maatte de over til Krestens for at laane nogle ting, de var kommet til at mangle. Var det Anders, der gik, hændte det, han blev hængende, fik en snaps og faldt i snak, saa Karen alligevel selv maatte af sted efter det, hun skulde bruge.

Ellers var Anders i de første dage efter strandingen meget inde hos Henrik og styrmanden. Tit sad han med Henriks haand i sin og snakkede godt for ham, naar han klagede sig. Brækket arme eller ben havde han ikke, men der maatte være noget andet, for han klagede sig stadig, kendte ingen af dem, spiste ingenting, men laa for det meste og døsede.

Naar Anders sad med hans haand i sin, ønskede han saa inderligt at noget af hans livskraft kunde strømme over i drengen og give ham styrke til at staa sygdommen igennem, for Henrik var en del af hans eget liv, hans rigdom i livet, den, som holdt ham tilbage, naar flyvegrillerne kom over ham.

Styrmand Frandsen var snart i orden, legemligt set. Men han laa til at begynde med og stirrede ud i luften uden at sige noget. Saa begyndte han at spørge til Henrik, den fine gut, der havde vovet livet for saadan en gammel stodder som han. Og saa laa han og snakkede om sig selv: Ak ja, de skønne ungdomsdage, da oplevede man noget, da havde man højtflyvende planer. - Men det bedste oplevede jeg, da jeg traf Birthe, og vi blev gift. Hun var dejlig. Jeg maatte sende penge hjem til hende, men jeg gjorde det med glæde -stor glæde. - Det allerstørste oplevede jeg dog, da jeg kom hjem og fandt en dreng i vuggen, lille og ubehjælpsomt, men klarøjet. Han blev mit eet og alt, for ham vilde jeg ofre mit liv.

Jeg tjente efterhaanden en god hyre, og de havde det godt der hjemme. Drengen voksede til, han kom i skole, han var godt med der ogsaa, og man fantaserede jo med, hvad han skulde blive til, naar han blev stor, og det var ikke smaating.

Et smil bredte sig over styrmandens ansigt. Men saa sukkede han og fortsatte. En selv gik det ogsaa godt. Jeg var blevet l. styrmand paa en amerikafarer og kunde forvente at blive skibsfører inden længe.

Her standsede han, og da det syntes, at han ikke vilde fortsætte, spurgte Anders: Hvad skete saa? for han forstod, at der var sket noget, der havde slaaet ham ud. Han havde ogsaa hørt andre ymte noget om det.

Aaja, det kan siges, der skete noget, svarede styrmanden, og taarerne traadte ham i øjnene. - Jeg kom hjem, og min prægtige dreng var kun en skygge af sig selv, og næste gang var han borte. Han havde siddet og hængt for meget over de forbandede bøger. En galopperende tæring havde gjort ende paa hans liv.

Skal vi saa ikke have skrevet til din kone, hvor du opholder dig? Hvor bor hun ?

Ja, hvor bor hun, gentog Frandsen. Ogsaa hende tog brystsygen. Frandsen græd. - Anders syntes, det var underligt, at en voksen mand, en styrmand, laa og græd som et lille barn. Men det kunde jo undskyldes ved, at han lige havde gaaet saa meget igennem og var svag endnu. -

Det var meget kedeligt, meget kedeligt, sagde Anders medfølende.

Ja, det slog mig ned. Jeg tabte lysten til at virke. Jeg gik og glemte mit arbejde og lavede nogle slemme fadæser. Jeg fik orlov, men det gjorde ondt værre. Jeg gik og tænkte og tænkte, og saa drak jeg for at blive fri for at tænke. Til sidst fik jeg min afsked og maatte søge om bord i mindre sejlere. Og nu - gid jeg var blevet derude!

Det maa du ikke sige. Vi skal tage os pænt af dig. Kaptajn Hansen spørger saa pænt til dig, og naar du er kommet helt i orden, skal du se, det gaar alt sammen.

Ja, ad Hekkenfeldt til. Hvad er der at leve for! udbrød Frandsen heftigt.

Jo, trøstede Anders, naar du nu er kommet til kræfter, har du livet, selve livet, er det ikke dejligt! At sidde paa udkik en rolig nat i troperne med tindrende stjerner paa den dybe himmel, er det ikke noget? At fortælle en historie for en lyttende skare, er det ikke noget?

Jo, jo, men der mangler det vigtigste - den rigtige kontakt med Gud og mennesker.

Tænk paa Henrik nu! kunde Anders kun sige. For han forstod, at det han havde sagt egentlig kun var noget godtkøbs sludder. Det, som det kom an paa, var jo netop kontakt med Gud og mennesker. Hvad vilde alt andet være for mig, om Henrik døde? Kunde jeg en herlig sommerdag paa fjorden se det skønne? Vilde ikke alt blive trist og farveløst.

Hans blik gled kærtegnende hen over Henrik, som han laa der, hed, med haaret klistrende af fugtighed, og døsede. - Han tog en fugtig klud og tørrede hans pande for at give ham lidt køling. Han forstod, at hans trøsteord til Frandsen ikke var meget værd. Men blev Frandsen rigtig interesseret i Henrik, kunde det maaske vække hans slumrende livsaander, saa han fik lyst til at leve og arbejde.

- Og styrmanden blev dybt indtaget i Henrik. Der var noget, der trak ham mod den dreng, som havde frelst hans liv, og som maaske selv laa og kæmpede en forgæves kamp for at bevare det liv, der kunde blive saa rigt og skønt, for baade ham og hans nærmeste.

Ja, sad Anders en dag og fortalte, Henrik fantaserer saa tit om at blive en stor redningsmand, det gør han, og at der er noget bag de fantasier, har han vel vist ved at være med til at frelse dig.

Ja, a nice boy, aa herregud! sukkede Frandsen.

Baade han og Anders sad og vogtede paa den mindste forandring i Henriks tilstand, Ja, saa trofast vaagede de over ham, at Karen blev helt sjalu paa dem. Hun var dog hans mor, og hun vilde ogsaa gerne holde ham i haanden. Hendes bekymringer var ikke mindre end Anderses, men hun viste det ikke. Med lukket ansigt passede hun sit hus omhyggeligt som altid, og glemte Anders kreaturerne, maatte hun ogsaa tage sig af dem. Men det hændte, at hun fejede Anders til side, mens hun, Henriks mor, ordnede ham med vask og renlighed. Det kunde den gode Anders dog ikke. Derfor var hun ogsaa den første, der saa ham se op med klare øjne, og det var hende, han smilede til, første gang han igen kendte nogen.

Styrmanden havde slet ikke været ovre i strandfogedgaarden. Kaptajn Hansen havde været herovre og hørt til ham et par gange. Ellers havde han travlt med at faa alt ordnet med rederiet, øvrigheden og redningsmændene. Mandskabet var for længst borte, og han spurgte Frandsen, om han ikke vilde rejse. Men han svarede, at det hastede ikke, selvom det blev paa hans egen regning og risiko, han blev. Han kunde overhovedet ikke tænke sig at tage herfra, saa længe Henrik ikke var fuldkommen frisk.

Frandsen sad ved sengen og fortalte om sit hjem højt oppe paa en fjerde sal i København. Der var ikke flot, men pænt, for det var hans kone, der holdt det, og der sad Christian og læste, altid nummer eet i sin klasse var han.

Det hændte, at Else Marie kom og hørte lovsangen over Christians dygtighed, naar det gjaldt al slags læsning. Straks reagerede hun: Da kan du stole paa, at Henrik heller ikke er tabt bag af en vogn, naar det gælder læsningen. Hvad Henrik?

Naa-aa, svarede han blot og smilte til hende. Du maa sige mig, hvad vi har for til præsten, saa jeg kan følge med.

Ja, det skal jeg nok, d. v. s. du skal da endnu hvile dig, saa det haster ikke.

Nej, sagde Karen, som nu var kommet til, tag du det bare med ro!

Haa, det kan I sagtens sige, men det er da skabet, at man skal ligge her og glo og ingenting kan lave. - Taarerne traadte ham i øjnene.

Saa, saa, trøstede moderen, det kommer nok alt sammen, bare vi kan give tid.

Det hændte ogsaa, at Else Marie kom, og baade Frandsen og Henrik var saa optaget at det, styrmanden fortalte, at hun følte sig helt til overs, og det var ikke fri for, at ogsaa hun begyndte at blive sjalu paa styrmand Frandsen.

En dag havde styrmanden siddet og fortalt om sin dreng Christian: Han var hele tiden nr. 1 i sin klasse, og lærerne vilde, at han skulde studere. Men jeg syntes nu, han skulde gaa til søs og blive styrmand og kaptajn. Han skulde ud, hvor der kæmpes og leves, i stedet for at sidde over de tørre bøger og stirre sine øjne blinde paa dem og deres døde bogstaver. Men hans mor kunde ikke tænke sig, at han skulde hjemmefra, bort fra hende, saa hun blev helt ensom. Hun var saa glad ved, at bøgerne interesserede ham, han skulde være sagfører eller dommer. Men de bøger dræbte ham, han tæredes hen. Det er ikke uden grund, Blicher siger, den største sorg i verden her er dog, at miste den man har kær. - Skøn du paa din far og mor, mens du har dem!

Frandsen var ved at blive rørt. Han rejste sig og gik en tur, mens Henrik døsede hen. Han blev pludselig saa let. Han svævede op under loftet, hvorfra han saa ned over stuen: stolen med halmsædet ved sengen, det hvidskurede bord med dybe riller i pladen, de brede, knastede gulvbrædder og foran de smaarudede vinduer lette sirtsesgardiner. Han svævede hen til det nærmeste vindue og ønskede, at han kunde svæve ud over klit og hav, og som han ønskede det, svævede han op mod en lys foraarshimmel, ud mod havet. Han følte, havet trak i ham. En overgang var han bange for, at det skulde trække ham ned i brændingen, men han holdt sig oppe. Han saa intet spor af "Bente”. Havet havde slettet hende. Kun noget pindebrænde ventede paa auktion.

Han blev nu grebet af en luftstrøm, der rask førte ham ind over land. Det blæser nok op, tænkte han, men vinden er ikke skarp. En lærke sang jublende lige ved siden af ham, en vibe skreg over engen. Han førtes hen over sit hjem, det lange stuehus og det korte udhus var snart lige under ham. Han tænkte, at han vist burde sætte sig paa taget for dette her blev nok anstrengende i længden. Men det blev slet ikke anstrengende, for han var fuldstændig uden tynge.

Han følte en varm luftning, der førte ham op igen, højere op og ind over fjordens slette flade. Han saa sandgrundene dernede. Nu kommer byer og kirker ved fjordens østside, nu bakkerne bag dem, og saa gaar det i susende fart hen over Midtjyllands øde heder, saa igen over bakker og dybe dale ud mod en lang fjord med høje bakker paa sydsiden. Det maatte være Vejle fjord. De stejle bakker var dækket helt af skov - rigtig skov. Han fik saadan en lyst til at gaa dernede mellem de høje træer, for han havde aldrig været i en rigtig skov. Men han maatte videre. - Han skimter Fyn, ser Lillebælts nordtragt snævre sig ind mellem Fredericia og Strib og derefter ved Snoghøj. Her var det Christian den Anden sejlede frem og tilbage og ikke kunde bestemme sig; saa maatte han falde.

Henrik svæver ind over Nordvest-Fyn, den fynske slette, og skimter en stor by, hvorigennem en aa snor sig ud til den store fjord. Her ved Odense aa gik H. C. Andersen og fantaserede. ”Her han gik ved byens aa, havfru, aamand der han saa, og ved aaens grønne bred Hyldemor han talte med”, stod der i skolens skriftlæsningsbog. - Der ragede St. Knuds kirkespir op. Her kæmpede Benedikt forgæves for sin bror Knud, men St. Knud sejrede i sin død. - Jo, Henrik kunde nok huske noget af sin danmarkshistorie og af lærerens fortælling.

Østover gaar det. Han følger et øjeblik en færge, der langsommeligt pløjer sig vej over Storebælt; dens fart var alt for langsom for ham. Han bliver baaret højere op og ser ind over Sjælland by efter by, store skove og marker, der grønnes efter vinterens kulde og sne. - Han forstaar ikke, hvorfor han skal se alt dette, men det er vældig interessant at se alt det, han har lært i geografien, i virkeligheden: Korsør, Slagelse, Sorø med skovene og søerne. Han ser det hvide akademi og maa tænke paa Holberg, der har skrevet Jeppe paa Bjerget, som de havde læst i uddrag i skolen. Dernede ligger paa en afrundet bakke en lille bondegaard med huller i straataget, en harve er lagt op for at holde lidt paa straaet, og omkring møddingen gaar en flok høns og skraber, mens et par svin roder i gødningen. Særlig pænt ser der ikke ud. Her var det nok, Jeppe og Nille boede.

Nu kommer Ringsted med kirken, hvor Absalon holdt den bevægede mindetale over sin ven Valdemar - Valdemar den Store. Henrik vil gerne derned, men det kan ikke lade sig gøre, han maa videre. Snart toner Roskilde domkirke frem med de slanke spir, stræbende mod himlen, kunde man vel sige, selvom de heroppe fra ser ganske smaa og korte ud.

Men nu kom noget nyt. Ude i disen tonede noget vand frem – Øresund, og ved sundet den store by København. Han havde saa tit ønsket at komme over og se Amalienborg, hvor kongen bor, og hvor garden trækker op. Nu var han der, og hvor var det mærkeligt, at han saadan kunde genkende det hele, blot fordi han havde lært om det i geografien.

Han svævede over byen, men han kom ikke til kongens slot; det var ikke derhen, han skulde. Der var noget, der trak ham ned over et højt hus ved en smal, dyb gade. Helt ned til taget kom han. Han var lige ved at sætte sig paa det, men førtes videre, og pludselig sad han paa en gesims, vist ved 4. sal, og kikkede ind gennem et vindue. - Paa en stol ved en seng sad en kvinde; hendes haar var sat i krans paa hovedet, hun havde et pænt stribet forklæde paa. Hun sad og holdt en dreng i haanden. Han laa i sengen og trak vejret saa tungt. Hans næse var spids, hans pande hvid, og der var røde pletter paa hans kinder. Hans mor var saa bedrøvet, taarer løb ned ad hendes kinder - for han havde tæring, han skulde dø. Og hendes mand sejlede paa det store hav; om han kom hjem, før døden gik med deres dreng, vidste hun ikke. Hun var saa ene med sin sorg, men hun sad og bad for sin dreng. - Det var næsten som i et eventyr af H. C. Andersen, tænkte Henrik, for han saa det hele og forstod, det var styrmand Frandsens kone og dreng. Det var dem, han skulde se. - Han sørgede med dem, og han forstod styrmandens sorg og savn.

Det svimlede pludselig for ham, og han faldt ned af gesimsen. Han gav et skrig og - glippede med øjnene.

Saa, saa, du drømmer, min dreng, tyssede Frandsen, som igen sad ved hans seng.

Henrik saa op paa ham og brast i graad. –Saa, saa, nu er det ovre, sagde styrmanden og tog hans haand.

Hvor underligt - her sad styrmanden og søgte at trøste ham, og saa var det jo slet ikke ham, der trængte til trøst, for han skulde leve. Livet laa stort og frit for ham, naar han nu var helt rask og frisk igen. Men styrmanden havde mistet for aldrig at faa det igen. Det var synd tor ham.

I de følgende dage gik det rask fremad med Henrik. Han begyndte at føle sig let og veltilpas. Han vilde op, men hans mor vilde endnu ikke tillade det.

Frandsen fortalte om havet og livet der, og Henrik kunde ikke lade være at fortælle sine egne fantasier om rejser til skønne, varme lande med blaat hav og viftende palmer, med dejlige frugter og vilde mennesker. - Ja, sagde styrmanden drømmende, en rolig dag langs Italiens kyst med gennemsigtigt hav eller indsejlingen til Rio, jo, det er skønt. Men bag det skønne i de varme lande lurer feberen, den gule feber, dysenteri og paa lange rejser skørbugen.

Ja, supplerede Anders, og i det dybe, rolige vand lurer menneskeæderen - havet er selv en menneskeæder.

Hør sig mig, sagde Frandsen nu, hvorfor forlod du i sin tid søen? Jeg synes, det lyder, som der er noget særlig ondt, havet har gjort dig.

Det er der ogsaa, og I kan godt faa det at vide, selv om jeg ellers ikke taler om det. - Det kunde maaske nu synes underligt, at den begivenhed helt kunde forandre mit liv, men det gjorde den altsaa.

Vi laa en dag ovre i Vestindien. Roligt vejr, høj himmel, varmt, men ikke for varmt. Vi gik nogle stykker i en baad for at ro ind til havnen. Min bedste ven var med. En knippel kammerat var han, aldrig bange for at række en hjælpende haand, naar det kneb, desuden en stor og flot karl. Pludselig smider han bukserne, mere havde han ikke paa, og springer i vandet. Vi saa hans blanke krop skyde ned gennem vandet, som var ganske klart og roligt.

Idiot! raaber l. styrmand, som sad ved roret, her er hajer, menneskeædere. Han klarer sig aldrig.

I kan tro mig, om I vil, men det greb mig saadan, at jeg maatte ud til ham, ud at hjælpe ham. Før nogen af de andre kunde hindre det, sprang jeg ud. - Jeg svømmede efter ham for at sige ham, at han skulde komme op, før det blev for sent. Han opdagede mig og dukkede for at prøvet om jeg kunde indhente ham. Jeg for efter. - Da kom en mørk skygge. Jeg vilde raabe, men kunde ikke. Jeg skød op gennem vandet, idet jeg saa det blinke i hajens hvide bug. Han kunde ikke slippe, han var fortabt.

Jeg var ved at besvime, men da var baaden der. Kammeraterne slog en klo i mig og hev mig op, netop som en ny skygge for op fra dybet. Jeg skreg: John, John! og vilde springe ud igen, men de holdt mig fast. - Ham saa vi aldrig mere noget til.

Jeg forvandt aldrig choket. Fra den dag blev havet en fjende, jeg ikke kunde taale at se. Jeg blev svimmel og søsyg, noget jeg aldrig før havde lidt af. Det nyttede ikke at stritte imod, jeg maatte bort fra havet - hjem. Jeg kom herhjem. Jeg blev gift, fik stedet her og – ja, jeg færdes ved havet, jeg samler rav, men jeg kommer ikke paa havet. Jeg kan ikke.

Men, indskød styrmanden, hvordan kunde du saa lade Henrik gaa ud efter mig?

Jeg ved det ikke. Jeg rystede af ophidselse, jeg kunde ikke sige nej. Men jeg maatte hjem. Jeg maatte bort, alt imens jeg bebrejdede mig selv, at jeg ikke blev og tog et tag med. Jeg rystede af angst for, at havet skulde tage ham. Men jeg kunde ikke holde ham tilbage.

Saa vilde du blive ked af det den dag, Henrik gik til søs? Det er slet ikke til at tænke paa, svarede Anders og holdt en haand over øjnene.

Henrik forstod nok faderen, men det var, som kom det ham ikke rigtig ved. Han var blevet klar over eet - han vilde til søs.

Han laa og saa paa hylden paa endevæggen. Her laa mange af de ting en langfartssømand bragte med hjem: mægtige konkylier, perlemorsglinsende muslingskaller, sneglehuse med vinger af mærkelige former, søstjerner, der kunde sluge ”tusinde” af de hjemlige, og mange andre underlige ting fra de varme haves rige liv.

Styrmanden fortalte videre om havet, særlig om farerne paa søen, om stormen, der spiller bold med alle skibe, store som smaa; om taagen, der sletter alle spor. Har du oplevet taagen, siger han, den tætte, uigennemtrængelige taage, der midt i en vrimmel af skibe sætter en ene.

Ja, Henrik havde da oplevet, at taagen lukkede alt ude, saa han og Else Marie var ene i hele verden.

Ja, ja, men taagen i den engelske kanal, hvor trafikken fra de syv have trænges sammen - den skal du ikke ønske at opleve. En ulidelig spænding besætter en, naar man staar som udkiksmand og stirrer ud i de uldne masser uden at se noget som helst, mens vi kører med rumlepotten, og damperes tuden lyder saa fra venstre, saa fra højre og nu lige for stævnen. Da bliver spændingen uudholdelig. Nu sker det - sammenstødet. En bov dukker op klods for, men - glider forbi, mens mænnerne hænger over rælingen lige over os. - Et befrielsens suk mærkes gennem hele skuden. Men spændingen er der straks igen, for hvad sker næste gang! - Endelig klarer det op. Alle sejl er sat. Skuden svæver, og det er herligt at sejle.

Styrmanden bliver borte i sine egne tanker. Han rejser sig og gaar.

Sidder Anders derefter og fortæller om en tur paa fjorden, lyder det saa tamt og intetsigende, synes Henrik. Han længes ud til store forhold, ikke efter at sidde i en lille baad paa fjordens dovne vand. Han bliver søsyg - syg efter at komme ud paa de store rejser over oceaner. Han maa ud, saa snart konfirmationen er overstaaet.

Styrmand Frandsen taler ikke om at rejse. Han kan ikke undvære Henrik. Han maa have nogen at meddele sig til, og i Henrik har han en taknemlig tilhører.

Det hænder, at Karen kommer ind, naar styrmanden fortæller, og hun ser sin drengs henførte udtryk, da bliver hendes ansigt haardt, for hun ved, at det ender med, at den mand, som hun ikke kan lide, tager hendes dreng fra hende.

Else Marie og Ole kommer ogsaa. Hun snakker om præstegangen og kammeraterne, særlig Jens Christian, og hvor sært det er at gaa ene den lange, sejge vej sønderpaa. Henrik hører paa hende og trøster hende med, at han nu snart kan komme med igen; men det er ligesom saa langt borte fra ham, kommer ham ikke rigtig ved. - Det hænder, hun kommer, mens styrmanden fortæller. Da lister hun af igen - trist til mode. Hun føler, at hun er sat udenfor, ud af Henriks verden. - Ole derimod holder af at høre fortællingerne fra søen, til trods for at han ikke tænker paa at gaa til søs, naar han bliver stor.

Konfirmationen - Henrik rejser ud

Henrik var atter paa vej til præsten. Solen skinnede, engene grønnedes, hjelmen i klitterne lyste blaat. Over hans hoved sang lærken, mens viben kom flaksende og skreg: Pin ham, pin ham! skønt den endnu ingen unger havde at værne om. Flokke af maager og terner trak under snakken og kakken fra vest mod øst. En rødben raabte over fjorden. Men Henrik sansede det knap. Han var mærkelig uden for det hele. Heller ikke hos præsten var han nær saa godt med som før.

Om natten trak fuglene mod nord. Der var en pylren og sylren og smaapjatten i glæde over hjemfarten. Men udlængselen sad Henrik som en sygdom i kroppen. Han blev en fremmed i sit hjem.

Det skar hans nærmeste i hjertet. Hans mor gik stille med sin hjertesorg. Hans far søgte ud og var tit voldsom, naar han kom hjem, hvad der ikke styrkede hans stilling hos Henrik. Undertiden var han ved at rage sig i klammeri med styrmand Frandsen, som stadig gik der, og som var den, der havde størst indflydelse paa Henrik, alt for stor indflydelse - syntes baade Anders og Karen. De ønskede inderligt, at de kunde have verfet ham ud, selvom han betalte godt for sig. Men det nyttede ikke noget, det var bestemt, at Henrik straks efter konfirmationen skulde ud at sejle, og at styrmanden skulde skaffe ham hyre.

Heller ikke over for Else Marie var Henrik som før. De passede hver sit uden at føle glæden ved kammeratskabet som før. Men alligevel kunde Henrik blive ubændig hidsig, f. eks. over for deres præstekammerat Jens Christian. Naar de sad hos præsten, og Henrik saa, Jens Christian kaste forelskede blikke til Else Marie, blev han pludselig nærværende, og galskaben skød op i ham, saa han havde vanskeligt ved at styre sig. Hvorfor forstod han ikke selv.

En dag fulgte Jens Christian Henrik og Else Marie nordpaa. Han skulde op til en faster med en besked, sagde han da. Jens Christian og Else Marie gik og pjankede og skubbede til hinanden, alt imens hun kastede lystige blikke til Henrik. Hun kunde godt lide at drille ham lidt, da han i den sidste tid var blevet en sær en.

Henrik lod, som han ikke saa det, mens han blev mere og mere hed i hovedet. Til sidst gik han op paa siden af Jens Christian, følte paa hans knude og spurgte: Hvordan gaar det med knuden, vokser den godt?

Det var direkte ondskabsfuldt, men Jens Christian nøjedes med en kende hidsig at svare: Hold saa op med det!

Da ikke for dig, svarede Henrik og gav ham et skub ind mod Else Marie. Jens Christian stak til gengæld Henrik en næve i det tykke af armen. Det sved og Henrik sprang paa ham. Men Jens Christian sprang tilbage og krængede tornysteret af. Henrik gjorde det samme, og saa gik de paa hinanden, hidsigt og inderligt. Et øjeblik efter rullede de rundt paa jorden, snart den ene ovenpaa, snart den anden.

I begyndelsen lo Else Marie. De sloges for hendes skyld, det var morsomt. Det viste ogsaa, at Henrik ikke var saa ligegyldig over for hende, som han lod. Det var spændende at se, hvem der klarede sig bedst.

Men efterhaanden som deres hidsighed voksede, og de slog og sparkede uden at tænke paa, hvad de gjorde, eller hvor de ramte, bare de fik ram paa modstanderen, glemte hun at le. Det var noget ondt, som havde siddet i dem længe og nu maatte have luft. Det var grimt at se paa, og Else Marie sagde, at de skulde holde op. Men de hverken hørte eller saa. Hun raabte da igen: At I ikke skammer jer! Saa hold da op, I slaar jo hinanden fordærvet.

Det hjalp ikke. Henrik var kommet ovenpaa, og han bearbejdede Jens Christians ansigt med sine næver.

Saa hold da op, dit dyr! raabte Else Marie og for hen, greb ham med begge hænder om panden bagfra og væltede ham over.

Straks Jens Christian mærkede, han var fri, for han op. Ogsaa Henrik sprang op, idet han snerrede ad Else Marie, og de var rede til at fare paa hinanden igen. Men Else Marie gik imellem dem. - Gaa væk, tøs! raabte Henrik og hævede næverne. Men da saa han, hun stod og græd, og hans hænder faldt slapt ned.

Giv nu hinanden haanden! bad hun. I er da præstekammerater. I kan ikke være dette her bekendt.

De saa et øjeblik paa hinanden. Saa rettede Jens Christian med et par tag paa sin trøje, fandt sine træsko og sin hue og tog det paa; endelig svang han tornysteret paa plads, nikkede til Else Marie og gik - sydpaa. Ogsaa Henrik ordnede sit, og begyndte at gaa, mut og tvær og forslaaet. Efter kom E1se Marie.

Til at begynde med var Henrik saa rasende, at han var paa nippet til at fare paa Else Marie. Det var hendes skyld, at de ikke fik sagen afgjort, og hun havde kaldt ham et dyr, hø. - Hun var saa god, hun var saa rar, vrængede han. Altid paa den rigtige side. Fin dame af højere klasse.

Og saa holdt hun med Jens Christian. Men lad hende endelig det, det kunde være et fedt. Nu rejste han, saa kunde de have det saa godt.

Efterhaanden faldt han dog mere til ro, og han begyndte at indse, at Else Marie havde ret. Han havde virkelig opført sig som et dyr, for han havde set sig gal paa Jens Christian - uden grund, saadan da, og han havde glemt sig selv, saa han slet ikke vidste, hvad han gjorde. Han maatte indrømme, at Else Marie faktisk havde vist sig som en tapper pige, da hun skilte dem, fordi hun syntes om dem. Han kunde være stolt af hende. - Men den gode Jens Christian kunde bare værsgo holde sine beskidte fingre ved sig selv, ellers ………

Han havde lyst til at sige noget pænt til Else Marie. Men da han ikke vilde indrømme over for hende, at han havde baaret sig forkert ad over for Jens Christian, var det vanskeligt at faa begyndt, og saa blev det ikke til noget.

Det var en træls vej hjem.

Da han kom ind, slog hans mor hænderne sammen: Men hvordan er det, du ser ud! - Hans tøj var beskidt, et ærme var revet, og et blaat øje vendte imod hende. - Har du været oppe at slaas?

Det kunde hun vel selv se. Henrik trak paa skuldrene. Karen saa bedrøvet paa ham. Det var underligt, som han var blevet. Før var han saa aaben, havde snakket og fortalt, nu var han blevet mut og indelukket, netop nu, da han skulde konfirmeres, og nu han havde øvet en rigtig redningsdaad, som han kunde være stolt af, og som han kunde vente en belønning for.

At du da ikke er for klog til at slaas! sagde hun bedrøvet, og da han stadig ingenting sagde, fortsatte hun: Giv mig trøjen og sørg for at faa dig vasket, saa man kan være dig bekendt. Mad staar i køkkenet.

Henrik og Else Marie prøvede en dag at gaa langs havet hjem fra præsten, men heller ikke her fandt de den gamle kammeratlige tone.

Else Marie gad ikke se havet, til trods for fiskerne netop gjorde sig rede til foraarsfiskeriet. De var noget sent paa færde, fordi de havde haft saa travlt med at bjærge strandingsgods og forberede auktionen.

I strandfogedgaarden havde der været en stadig strøm af folk, som kom og gik i anledning af strandingen, og paa auktionsdagen var det hele en stor forvirring af vogne, heste, boder og mennesker. Kirsten og hendes hjælpere i køkken og stuer havde susende travlt. Til sidst var de segnefærdige af træthed, og da endelig den sidste gæst var forsvundet, satte hun sig ned paa en skammel i køkkenet, lod hænderne falde paa knæene og udbrød: Aa, Gud ske lov det er forbi!

Dog blev hun heller ikke arbejdsløs i den følgende tid. Alt strandingsgodset skulde køres bort, og det gav ogsaa uro og ekstra arbejde. Det var i det hele taget en streng maaned. Men mange gode skillinger blev ogsaa tjent.

Kaptajn Hansen var rejst efter at have gjort op. Han vilde have givet Henrik en paaskønnelse for hans raske daad. Men styrmanden sagde, at det skulde han nok ordne. - Kaptajnen spurgte, om han ikke vilde med til Svendborg. Men styrmanden svarede, at han blev her foreløbig, og senere vilde han søge hyre i Hamborg.

En uges tid efter rejste styrmand Frandsen til Hamborg. Men først gav han Henrik 300 kr., en anselig sum den gang, og bad ham og hans forældre bruge dem til konfirmationstøj, til skibskiste og andet udstyr, saa kunde der endda blive til rejsen til Hamborg. Frandsen vilde skrive, saa snart han havde en hyre til Henrik. Til sidst takkede han dem alle saa meget for den gode tid, han havde haft hos dem. Han haabede, han skulde tage sig saadan af Henrik, at ingen fortrød, at han gik til søs. - Om han saa havde magt, som han havde agt, var en anden sag.

Karen og Anders drog et lettelsens suk, da styrmanden var ude af døren. Men Henrik var endnu mere rastløs end nogen sinde.

Flere gange var Henrik med faderen paa fjorden. De drejede sild, og det hændte et par gange, at Anders fik en laks paa 20-25 pund i garnet. Da steg hans selvagtelse, og han snakkede løs om gamle dage, og noget af den gamle fortrolighed mellem ham og Henrik vendte tilbage for en stund. Men den svandt igen.

Da Anders mærkede, at han ikke rigtig kunde finde Henrik, fange hans opmærksomhed, blev han mørk og trist i sind, som Karen ogsaa var. Men saa kom Anders i tanker om en ting, han helt havde glemt, nemlig Else Maries ravstykke. Han tog det frem og gav sig til at arbejde med det, og efter som han arbejdede med det, følte han stadig stærkere, at det skulde være et bindeled mellem dem og Else Marie. Det skulde gøre hende skøn og tiltrækkende, og maaske kunde den dag komme, da hun trak Henrik hjem igen - hjem til dem.

Anders lagde al sin kunst og evne i slibningen af dette stykke rav. Han kunde ikke faa det fint nok. Men endelig indsaa han, at han ikke maatte fortsætte længer, for saa blev det et helt andet stykke end det oprindelige. Da tog han det med ind til Ringkøbing og fik en guldsmed til at sætte det i en sølvkæde. Det var et smukt smykke, men helt tilfreds med det var Anders ikke.

Paa selve konfirmationsdagen overrakte Henrik Else Marie det, et varigt minde om deres ture langs det gamle, men dog altid ny Vesterhav.

Hun blev glad for det, saa han, og ravet luede stærkt og samtidig blidt mod hendes hals, og han saa hende endnu en gang som den gode kammerat, hun hele tiden havde været, men han saa ogsaa, at hun var en næsten _voksen ung pige, mens han selv kun var en dreng, og ikke andet. Men nu tog han ud paa de store rejser, og saa kunde hun gaa herhjemme og blomstre. Han tænkte paa Jens Christian, men skubbede den tanke til side .

I kirken var Henrik lige saa fin i tøjet som Jens Christian, saa han i alt fald med hensyn til det kunde klare sig med ham - takket være styrmandens gave. - Else Marie kom i lang kjole. Lidt kejtet vadede hun frem paa kirkegulvet, idet hun løftede op i kjolen med den ene haand og havde salmebogen i den anden. Men frisk svarede hun, da præsten overhørte dem i salmevers og skriftsteder. Og de klarede sig alle godt, talte højt og tydeligt, saa alle i kirken kunde høre dem, undtagen stakkels Niels, han stod som sædvanlig og rokkede frem og tilbage og fik kun sagt: Æh- æh!

Efter overhøringen talte præsten til dem ud fra de to billeder, der hang over alteret. - Det er en betænksom mand, der har skænket kirken disse to billeder, sagde han, ”Jesus tale til folket ved Genesareth sø” og ”Jesus vandrer paa søen”. Vi bor ogsaa her ved søen, ja mellem fjorden og havet, havet, som er dybt og farligt, men rummer store rigdomme i sine uudgrundelige dybder. Til os kommer Jesus den dag i dag. Tager vi ud paa havets vilde vover, kommer han til os, naar vi i nød raaber til ham, og han bringer os frelsen.

Derefter vendte præsten sig direkte mod Henrik og sagde: Mange her paa Klitten drages af havet, dets storhed og vælde, og af de fremmede, skønne lande, der vinker bag havet. Ogsaa en af jer giver sig havet i vold. Naar du nu, Henrik, kommer ud paa de dybe vande, stol saa paa din daabspagt og dit fadervor. Og husk, at her paa Klitten har du et hjem, der altid staar dig aabent, som du kan vende tilbage til, bliver den store, fremmede verden dig for haard.

En uge efter kom brevet fra styrmand Frandsen. Han havde faaet hyre paa en mindre norsk bark, hvor de ogsaa manglede en skibsdreng,

hvorfor Henrik maatte rejse straks, saafremt han vilde med.

Henrik tog da afsked med alt derhjemme: huse og mennesker, klit og havstrand, men han glemte den lille idylliske fjordhavn. Det var ikke saa let at slippe det alt sammen, som han havde troet. Han forstod bl.a. langt stærkere end før, hvor gode kammerater Else Marie og Ole havde været. Det vilde blive tomt, naar han ikke havde dem at snakke med om alt.

Da han sagde farvel til Else Marie, kunde hun ikke dy sig for at drille ham lidt. Husk nu, sagde hun meget alvorligt, hvad det er du vil!

Hvad skal det sige! Jeg vil være sømand, rigtig sømand, sejle og se fremmede lande, mens I bliver hængende i jeres mors skørter.

Ja, og gaa paa navigationsskole, blive styrmand og kaptajn, fører af et stort og flot skib med flere hundrede passagerer - en fin mand. Men var det egentlig det, du vilde?

Hvad ellers?

Jo, du vilde blive en stor redningsmand og hjælpe folk i nød og livsfare. Og hvis din mor skulde komme til at lide ondt, saa vilde du komme fra Syden og hjælpe hende.

Ja, det er rigtigt, Else Marie. Jeg er ogsaa ked af at forlade mor. Jeg vil gentage, hvad jeg sagde den gang: Skulde der blive noget i vejen herhjemme, skriv saa til mig, og jeg skal komme.

Ja, men husk det saa, og glem ikke at give mig adressen!

- Da han til allersidst tog afsked med sin far og mor, indsaa han, hvor ensomme de vilde blive. Derfor - da hans mor sagde: Glem nu ikke os herhjemme, men skriv flittigt, saa vi kan følge din vej! da var det ikke noget tomt løfte, han gav. Han ønskede inderligt, at han kunde gøre en lille smule til at lyse op i deres triste dagligdag med sine beretninger derude fra den store verden.

------------------

Det vides ikke, om denne fortælling har været sendt ind til forlag. JN

Historien er her skrevet med samme opstilling og stavemåde, som originaldokumentet.

I 1948 blev der indført ny retskrivning. Navneord skulle ikke mere skrives med stort begyndelsesbogstav. Udsagnsord som skulde og vilde blev til skulle og ville. Bolle å blev indført.

Denne historie må derfor være skrevet omk. 1948. I det maskinskrevne originaldokument er der nogle steder foretaget rettelser med blyant. Hvis disse indeholdt bogstavet å, er det skrevet med bolle å. JN

RETUR TIL OVERSIGT

********************

Lille Anna

Lille Anna Kvist kommer nynnende op ad Trapperne til 1’Sal, hvor hendes Herskab boede. Hun er 17 Aar, lille, lys og let med et stort lyst Haar, bundet i en Knude, altid smilende eller ler hun, og stadig synger eller nynner hun. Hun er ikke til at staa for. Alle er venlige mod hende, hendes Smil giver Genskin, hvor hun kommer. Fuldmægtigen i Stuen hilser altid smilende, naar hun kommer forbi, og han tilfældigvis er for ud- eller indgaaende, hvilket tit hænder – mærkværdig tit. Han er en gammel Pebersvend paa 40; han er ikke forvent med Smil og Sang, og naar han sidder over sine Protokoller kan det formelig live op i hans Ansigt, naar han kommer til at tænke paa, at han nok træffer lille Anna Kvist, naar han gaar hjem; for hun plejede ved den Tid at være nede hos Bageren efter Brød til Eftermiddagskaffen. Han havde da ogsaa – med; men Anna tænkte ikke paa ham; hun hilste smilede og for videre. Op til Herskabet.

Ide hun træder ind i Stuen, faar hun en Kugle i Panden. Det er den yngste af Drengene, Svend, der er paa Spil. ”Nu har jeg aldrig kendt Magen; vil du skyde mig, din slemme Knægt.” Og hun smider Brødet paa Bordet og farer efter ham; rundt om Bordet gaar det i Galop, Synderen fanges og revses under megen Latter og Hyl.

Men hvad er det dog I laver? lyder Fruens Stemme. Begge bliver lidt flove, ler dog straks igen.

Svend vilde skyde mig en Kugle for Panden. Er det ikke ogsaa forfærdeligt?

”Ja, det maa jeg rigtignok sige. Hvad skulde vi gøre uden Dem, lille Anna! Men nu maa vi se at have fat i Kaffen!”

Anna var ganske som hjemme her hos Agent Fransens. Hun og Fruen havde det hyggeligt og muntert sammen, blot Fruen var rask, men det kneb med hendes Helbred, og saa vilde Humøret dale. Da kunde lille Anna dog tit faa det op igen ved sin venlige Omhyggelighed.

Her er to drenge. Den ældste, Oluf gaar i Realskolen; han foragter Kvinder, tænker kun paa Sport og Skolen. Dog siger han ikke nej til en Haandsrækning ved lektierne og det kan ogsaa hænde, at der er en vanskelig Sag, som han ikke har saa let ved at komme frem for Forældrene med, saa kommer han til Anna.

Den yngste af dem har vi allerede stiftet Bekendtskab med. Han er altid paa Spil; han kan undertiden endog gøre Anna det for broget, saa hun syntes, det er en hel Lettelse, naar han springer ned ad Trapperne for at lege med nogle Kammerater. Ellers er han slet ikke nogen stærk og sund Dreng. Han kan ligge lange Tider ad Gangen og være saa mat og træt, at al Humøret er borte; men saa en skønne Dag er han oppe, og da er han endnu værre end sædvanlig.

Kaffen var drukket og Anna havde nu nogen Tid til sin egen Raadighed. Hun stikker da op til Helle Bork, hendes bedste Veninde, som sammen med sin Mor, der er Enke, bor i en Villa i Nærheden.

Hun ringer paa. Helle kommer.

Dag du! Kom op og faa en Kop Kaffe.

Nej, eller Tak. Jeg har drukket. Er I ikke færdige endnu? Nej, men kom op. Du skal hilse paa Mor! Saa gaar vi en Tur bagefter.

Anna fulgte med op. De boede ovenpaa. Snart var Helle færdig og Arm i Arm drev de ud ad Vejen i det friske Foraarsvejr.

Hør du! Har Du hørt der skal være Bal i Haandværkerforeningen? spørger Helle.

Nej, da, det skal der vel da ikke! udbryder Anna straalende. Bal, Dans var hendes største Glæde. ”Aah, hvor jeg glæder mig!”

”Glæder dig! Du ved jo slet ikke, om du kommer med, ja ikke engang, hvornaar det er!”

Jo, jeg skal nok komme med! – Men for Resten – hvornaar der det?

”Paa Onsdag otte Dage!”

Nu har jeg nok af det, da er der Bal hjemme i Vejlstrup! Og der skal jeg med. Jeg er indbudt.

Af hvem?

Ja, det skulde du bare vide! Men det faar du ikke. ”Saa kan du jo ikke komme med i Haandværkeren!”

Nej, er det ikke ogsaa forfærdeligt! To Baller, og saa kan man ikke komme med til mere end det ene!

Ja, hvilken Skade! Du er nu ogsaa forfærdelig tosset.

Ja, uh det er dejligt at danse! Hvor bliver man let og glad, naar men danser! Og hun nynner og danser hen ad Vejen.

”Du’ glad! Du er jo altid glad og fornøjet”, siger Helle og saa bryder de begge ud i en klingende Latter.

Ja, du har Ret! Jeg er skrækkelig! Jeg skal altid grine og fnise. Du kan ikke tænke dig, hvor tit Mor har skændt paa mig for det. I Skolen maatte jeg undertiden ud paa Grund af Latterkrampe.

Men hør, hvad er det for et Bal du skal til? spørger Helle.

I Ungdomsforeningen. Som du ved holder den to Baller aarligt. De gaar lidt sejt ved dem for det meste; men saa er man sammen med alle de gamle, og der er altid smukt pyntet med Flag og Guirlander og udmærket Musik.

”Aah, kunde du ikke tage mig med derud?”

”Det er skam ikke saa lige en Sag!” Anna skyder en Trutmund frem og ser spekulativ ud. ”Det er kun for Medlemmer. Men naar du tager med mig hjem, saa maa Broder Aage tage dig med. For Gæster har man Lov til at tage med.

”Aah ja, faa det lavet!”

”Ja, jeg skal telefonere til Aage om det i Dag.”

Onsdag Eftermiddag ved 5 Tiden kommer Lille Anna Kvist og Helle Bork fra Stationen efter tre Kvarters Rejse fra Staden, hvor de bor. Nu er Anna hjemme, og hun er stolt af sin Hjemby.

Jo da, siger hun; det er vel nok en rigtig By. Se, der ligger Apoteket, og der bor Doktoren. Ja, og der er næsten det allervigtigste: Banken, Folkebanken. – Derinde sidder Far!

Bogholder Kvist ser ud gennem Vinduet. Han vidste jo at Anna skulde komme. Han smiler og nikker og slaar op med Haanden. Anna vinker og ler til ham.

Ja, du! Det er en rigtig Far jeg har! Han er altid i saa godt Humør.

Ja, saa er det jo let at forstaa, hvem du har arvet dit gode Humør fra!

Aah ja! Mor var skam tit noget trist. Men vi kunde nu ogsaa tit være for slemme. Og jeg indser godt nu at vi ikke har hjulpet Mor som vi skulde.

Imidlertid er de kommet til den lille Villa, hvor Bogholder Kvist bor.

”Din Søster Kirsten styrer Huset hjemme hos jer?” siger Helle. Ja, det gør hun. Hun er saamænd god nok, men hun skulde ikke gemmes for længe for saa gaar hun i Frø. – Hun er lidt pylret. Naar Humøret tager hende er hun hverken til at hugge eller stikke i. Men nu er vi her og nu skal du faa hende at se.

De drejer ind gennem Havelaagen og mod Bogholder Kvists lille Villa, der ligger kønt omgivet af Have, med Kaprifolier op ad den røde Mur.

- Inde i Forstuen kommer Søster Kirsten dem i Møde.

Goddag, du! raaber Anna. Hvordan har du det?

Aah, giv da lidt Tid og presenter mig for den lille Frøken, du kommer med.

Det har jeg virkelig besørget. Men saa maa det jo gøres om igen. Maa jeg præsentere: Frøken Helle Bork og min Lidenheds Søster, Frk. Kirsten Kvist!

”Aah! hvor du er! – Ja, saadan er hun altid. Bliver De ikke forfærdelig træt af hende?”

Træt af Anna! nej, ved De hva!

Nej, staa nu ikke der og surmul! – Vi skal til Bal i Aften! Til Bal i Aften! traller Anna og griber Kirsten om Livet og svinger hende rundt.

Aah, hvad er der da ved det siger Kirsten vrippent. Du er da ogsaa tosset, er du!”

Kunde du ikke fortælle mig noget nyt! For det har du fortalt mig saa tit! siger Anna og ler. Men Kirsten bliver fornærmet og forsvinder ud i Køkkenet.

Værsgod! Træd nærmere! siger Anna og fører Helle ind i Dagligstuen. Der er pænt, lidt gammeldags møbleret med røde Plydsmøbler, rundt Bord, Klaver, kønne Billeder. Henne ved det ene Vindue staar en Lænestol, som Anna tvinger Helle ned i, mens hun anbringer sig selv i Gyngestolen.

Ak ja. Kirsten, det Skind! – Naar vi andre er rigtig glade, bliver hun tit rigtig sur og mærkelig. Og det er nu da egentlig hendes egen Skyld.”

Hvad er hendes egen Skyld? spørger Helle.

Aah, det er en helt sær Historie. – For et Par Aar siden var her en Vikar for den gamle Doktor. Den gamle han var noget svag; han rejste paa Rekreation til Schweiz. Vikaren var en ganske und Kandidat, en lille, fast Skikkelse der ligesom fjedrede, idet han kom gaaende, frisk Humør. Far syntes saa godt om ham. Han kom her. Og – ja, Kirsten er jo da egentlig en køn Pige, saa det var jo ikke saa sært, at han gik hen og forelskede sig i hende.

- Anna havde sænket Stemmen til en Hvisken. – Kirsten kommer ud. Hvad er det for Hemmeligheder, I har sammen? spørger hun.

Ja det skulde du bare vide. – Baade Anna og Helle ser saa fraværende ud. Kirsten forsvinder igen.

Naa, hvad saa? spørger Helle, da Kirsten er forsvundet.

Saa en af de sidste Dage han var her friede han. – Aah, det skulde lige have været mig! Han var lige til at spise! Hun sad og vippede og stirrede – paa sin lille nydelige Fod.

- Ja, men hør Anna, det var jo ikke dig. Hvad saa? - - Kirsten har altid haft saadan en forfærdelig Samvittighed. Hun skal altid overveje, om det nu er rigtig at gøre saadan eller hun hellere skal gøre saadan og saa bliver det hele til ingenting.

Aah men Anna, hvad i al Verden kommer det da det Frieri ved? siger Helle utaalmodig. Var hun forelsket i ham saa var hun vel forelsket i ham? Stop, saa ligetil er det ikke! Anna ler og siger: Aah nej, jeg kan lige forestille mig, hvordan Kirsten har slaaet Øjnene ned og sagt i en begrædelig Tone: ” Jeg har tænkt paa, at det vilde komme, Doktor S.; men det kan ikke nytte noget, - - jeg, jeg, jeg er alt for ringe til Dem! – Ja, det sagde hun virkelig. Som sagt: Det skulde bare have været mig. Sikken Torsk! Synes du da ikke, Helle? Han maa være blevet ærgerlig, for det blev ikke til mere.

Jamen brød hun sig da om ham?”

Ja, sandelig gjorde hun. Og hun tænker tit paa ham endnu.

- - - Men der kommer Aage. Sikke Fart han skyder!

Raske Trin lyder i Forstuen og ind flyver Aage, Manufakturkommis, nylig udlært, kun 19 Aar.

Goddag, Anna! Jeg synes du ser saa traurig ud. Hvad er gaaet dig imod?

Hør! ved ud nu hvad Aage; ser du ikke, der staar en ung Dame og vil gerne hilse paa dig!

Aah for Skam! Goddag, Frk. Bork. Beder ydmygt om Forladelse! siger han, bukker unødig dybt og ser lidende ud. Helle og Anna brister i Latter.

Naa, det var rart, at man kunde faa det rigtige Ansigt at se! – Men hør, har I hørt, at der er kommen en ny Kasserer i Banken, ganske ung!”

Nej, hvad er han for en? spørger Anna.

Han er Fri, kan du tro! Som sagt: ung Mand paa de 25. Men værre Træmand har jeg aldrig set. Han har været her for at snakke med Far. Han siger ingenting, hvis han ikke bliver spurgt, eller hvis det da ikke er tekniske Spørgsmaal, som jeg ingen Forstand har paa.

Nej, Lille Aage, det vil jeg nok tro! siger Anna drillende. Naa, man er da heller ikke Idiot! – Ellers saa sidder han og ser ud som Lyn og Torden. – Ham skal jeg skam nok holde mig fra. Det er ikke noget for mig.

Det er morderlig spændende. Bare jeg kunne faa ham at se straks.

Men hør: Hvorledes ser han ellers ud, spørger Anna nysgerrigt.

Det kan du selv se efter i Aften! svarer Aage.

Kommer han til Ballet i Aften?

Ja, han meldte sig ind i Ungdomsforeningen straks han kom; men jeg indser sandelig ikke, hvad han vil der, for det er vist længe siden, han har været ung!”

- Hør, Helle, det er virkelig helt spændende, hvordan han ser ud. Synes du ikke?” Det er saa dejligt at have nyt at grine af.

Aah, det ved jeg ikke! Helle er vist mere optaget af Hr. Aage end af Kasserer Stefan Holt.

Samtalen glider ind paa Byens Ungdom. Aage synes den er rædsom kedelig, mens Anna synes at de alle er saa rare og fornøjelige.

Kvist kommer hjem, hilser og er straks midt i Samtalen. - - Er han ikke ogsaa en værre Træmand, ham Holt?” spørger Aage.

Naah! – Han er vist vældig dygtig. Et pænt Menneske er han da ogsaa. Men jeg tænker ikke, han altid er lige behagelig at arbejde sammen med. Dog kender jeg ham saa lidt endnu; og man kan jo ikke mænge sig med alle og enhver!” Det sidste siger Kvist med bistert Aasyn og dyster Stemme. Aage ler: Ja, det er ham!” og de andre ler med.

Efter Aftensmaden er Anna og Helle oppe at klæde sig paa til Ballet. Anna synger og traller, tripper og danser rundt. Ikke et Øjeblik kan hun staa stille. Nu svinger hun Helle rundt og nynner for 2’ 7 og 20ende Gang. Aah, hvor jeg glæder mig! – Saa er hun ved Spejlet i Færd med Haaret.

Du! siger Helle. Hvem er det egentlig som tager dig med i Aften.

- Ingen! - - Ingen?`

Nej, ingen! Jeg har staaet i Foreningen og kan altid komme med. Det jeg sagde til dig var blot noget Sludder. Men Ballet er lige godt. – Bare danse – danse!”

- - Hvor er du nydelig Helle i den blaa Kjole. Den er saa enkel og fin! Og saa det smukke Koralhalsbaand!

End nu da! Men du pynter mest selv. Du trænger slet ikke til noget ekstra fint. – Du gør Lykke!

Tror du! – Aah ja! Jeg skal danse!

De er færdige og går ned i Dagligstuen for at vente paa Aage. – Anna er spændt, har ingen Ro paa sig. – Aah, er han da ikke snart færdig, det Smølehoved! udbryder hun utaalmodig. De Mænd klager altid over os, at vi skal have saadan en forfærdelig Tid til at blive færdige, og saa kan de aldrig selv blive færdige.

Helle morer sig lidt over hende, saa utaalmodig hun er. Hun kan ikke vente: Hør du! Vi gaar, saa kan Herren komme, hvornaar han vil!

- De er tidlig paa Færde. Der er endnu kun kommen faa, som sidder stille paa Bænken op langs Vinduerne. – Salen er smukt pyntet med lange Guirlander af smaa Flag og for Enden over Musikkens plads hænger Foreningens smukke Fane, slet og ret et stort Dannebrogsflag.

- Anna hilser og snakker og ler. Helle føler sig lidt udenfor Kredsen. – Flere og flere kommer. –

Der kommer en høj, slank, noget ranglet und Mand. Man lægger særlig Mærke til hans kraftige Næse og mørke Krusede Haar.

- Hør du, hvisker Anna til Helle, der har vi Bavianen!

Hvem? spørger Helle. – Holt – Kassereren i Banken!

Naa! siger Helle temmelig uinteresseret. – Hr. Aage er nemlig kommen. Ulastelig, i Smoking, glat strøget, pomadiseret Haar.

- Han hilser flygtigt paa Holt, for det var Holt, og kommer saa over til Anna og Helle.

Damerne maa meget undskylde, at jeg ikke var færdig til at ledsage Dem!” siger han i en meget beklagende Tone og lægger Hovedet paa Skraa.

Aah, vi kunde godt gaa alene! siger Anna.

Ja, I ser jo ogsaa, at der var god Tid.

- Nu stemte Musikken imidlertid op, og Anna var straks med. – Hun dansede ikke særlig godt; det var ikke det, der gjorde, at hun aldrig sad en Dans over. Nej; det var hendes Væsen, hendes friske lille Ansigt, med de straalende Øjne, der lyste af en saa umiddelbar Glæde over Dansen og Livet i det hele taget, at det maatte give Genskin paa enhver, der dansede med hende. – Det var som en Oplevelse at danse med hende; selv den raaeste følte gode Kræfter røre sig i sig, saa længe han dansede med hende.

Selv tænkte hun ikke meget paa, hvem hun dansede med. Hun dansede kun. Dansen tog hende. Hun følte sig saa lykkelig, saa let og saa godt tilpas. hun syntes alle Mennesker var saa gode.

Til at begynde med havde hun været lidt spændt paa, om Stefan Holt vilde komme og danse med hende; nu tænkte hun slet ikke over det – hun dansede kun.

Hun sætter sig varm og forpustet ved Siden af Helle. – Du, hvor er det dejligt! – Hun lægger slet ikke Mærke til at Helle ikke faar danset ret meget og at hun føler sig lidt fremmed. Rigtignok tog Aage sig noget af hende, men hun syntes ikke rigtig, hun følte sig tilpas.

Nu skraaer Aage over Gulvet sammen med Holt.

- Maa jeg præsentere min Ringheds lille Søster og Hr. Holt! – Ja, Holt ønskede, at jeg skulde præsentere ham; for han vilde gerne danse en Dans med Dig, da du jo er Datter af hans meget ærede Kollega i Banken og han desuden kender min Ringhed!”

- Ja, siger Holt, tør jeg udbede mig Æren af den næste Dans?

Nej, det tør De ikke, for den er optaget!”

Saa den næste da! – Heller ikke! Ogsaa optaget!”

Holt ser helt fortrydelig ud. Han skulde skubbes til Side for en eller anden Springfyr. Han tænkte ikke paa, at det var ham der vilde skubbe andre til Side.

Men den tredje kan De faa, hvis det behager Dem siger lille Anna, mens et Smil lyser op imod ham, hvorved han glemmer sin Ærgrelse. Med et lille Smil siger han: Tak, det er mig en stor Ære, hvorpaa han fjerner sig.

Lille Anna saa efter ham; var han en Bavian? Anna var nu optaget af Stefan Holt, hans dybe Stemme, kraftige Næse og faste Mund. Hun var lige som ikke rigtig med i de følgende to Danse. Saa kom den tredje. – Den var begyndt. – Der kom en, og der kom to og bukkede for hende, men hun maatte sige Optaget! – Kom han ikke snart?

- Jo, endelig!

Ja, jeg er ingen god Danser. Det er jo kedelig, at De maa tage til Takke med mig!

I lige Maade, Hr. Holt! Det er meget kedelig, at De skal tage til Takke med mig! siger hun og ler.

- De, den mest feterede af alle Ballets Damer!

Hun ler blot. De Danser. Han ser paa det lille lyse Ansigt. Han føler hendes Glæde over Dansen strømme ind i sig. Hun ser frit paa ham, og de danser.

Musikken standser. De standser ogsaa, ligesom modvilligt; de syntes, de kunde være blevet ved – længe, længe at danse sammen. Det var saa dejligt. – Han takker og forsvinder. En Tid syntes hun, at der manglede noget ved Ballet, fordi han ikke kom mere. Men snart gik hun igen fuldstændig op i Dansen; kun danse – danse!

Den sidste Dans er forbi. Anna skynder sig at faa fat i Helle. Vi vil ikke have Følgeskab!” – De finder Deres overtøj frem og løber.

- Snart er de ude af Tummelen. Det er friskt, klart Vejr med en Himmel fuld af klare tindrende Stjerner. De gaar dvælende, nydende. Anna trækker Vejret dybt. Hun føler sig let og fri. Aah, hvor er det dejligt at leve, siger hun. Jeg synes ligesom at Gud kommer mig saa nær saadan en Aften. Aah, hvor har jeg meget at sige Tak for!”

Ja, men Dans er jo da egentlig noget slemme noget, som Gud ikke kan have Behag i, indvender Helle.

Nej, Helle, det passer ikke. Aldrig føler jeg Gud saa nær som saadan en Aften efter et Bal. – Aldrig kan jeg sige ham Tak, som naar jeg rigtig har danset!

De gaar lidt. Saa siger hun: Nej, jeg forstaar ikke, at nogen kan synes, at det at danse er Synd! Forstaar du det, Helle?

Aah ja, noget! – For mange er det Synd, det er vist sikkert nok. Men for den rene er jo alting rent, ved du!”

Ved Havelaagen indhentedes de af Aage.

Farlig saa travlt I har, siger han, man kan ikke engang faa Lov til at følge Damerne hjem.

Nej vi gik helst alene siger Anna.

Naah trækker Helle paa det.

Der kan du se Anna. Det manglede blot, at jeg ikke skulde have Lov til at følge Frk. Bork. – For Resten – fint Vejr. Skal vi ikke spadsere en Tur i det dejlige Maaneskin? Sværme lidt?

Nej, Aage, du har vidst bedst af at komme i Seng. Du kunde gaa hen og forkøle dig, saa du blev hæs og ikke kunde sige Artigheder til de skønne Damer, der kommer i Butikken i Morgen!

Bah! Skønne Damer! Dem er der skam ingen af her i Byen, naar I er rejst i Morgen! Du pjatter, Aage! – Kom Helle, lad os gaa op.

Du maa da tilstaa, Anna, at Vejlstrup er et rædsomt Hul; at her ikke er en eneste ung Dame, der er værd at se til!

Nej, ikke for saadan en Hertug som du! – Kom saa Helle! Ja, sikken hun er, Frk. Bork! God nat! Sov vel! - - I lige Maade!

- Helle vilde godt have snakket lidt endnu; men Anna trækker af med hende. Da de er kommet op paa deres Værelse, siger Anna: Den gode Bror Aage bilder sig noget ind. Naa, han er vist ikke saa slem endda, siger Helle.

Ah! hvor var det dejligt at komme i ”Kassen”! Hvor hviler man blødt og godt. – Efter lidt Sludren om Aftenens Forløb bød de hinanden God Nat. Anna foldede Hænderne og bad sit Fadervor, takkede for Glæden, hun havde haft, for hun følte stadig, den kom fra Gud. – Saa var hun ved at glide bort. Da syntes hun, at hun igen var i Balsalen. Hun havde lige rejst sig op. Foran hende stod en høj ung Mand med en stærk fast Mund og en kraftig Næse. Han havde budt hende op til Dans, men stod nu og saa saa fast og dog saa mildt og godt paa hende. Hun følte, de var ene, og hun bøjede sig mod ham, og han slog Armene om hende; - - hun sank i hans Favn. Da gav det et Sæt i hende. Hun saa sig om; det var mørkt; der var ingen andre i Værelset end Helle, som laa og sov ovre i den anden Seng. Hun trak Vejret regelmæssigt og dybt. Men hun følte sig stadig Stefan Holt nær. Det var som hendes Hjerte udvidede sig; og hun vidste at hun elskede ham.

Det var ganske urimeligt, det forstod hun godt. Hun kendte ham jo ikke; hvad hun havde hørt om ham var ikke særlig flatterende; han var nok en tør Herre. Ja, det kunde godt være. Men det var nu saadan: Hun elskede ham, saa var det alt sammen lige gyldigt. Og hun foldede igen sine Hænder og bad ud af sit fulde Hjerte: Aah Gud, maatte jeg vinde ham! - -

I de følgende Dage gik lille Anna i stadig Uro. Hvad var det, hun havde oplevet? Var hun virkelig rigtig forelsket i Stefan Holt eller var det kun en Indbildning – en falsk Drøm? Hendes glade Sang forstummede. Hendes lille lyse frejdige Ansigt blev lukket og fortænkt.

Fru Frandsen kunde ikke undgaa at lægge Mærke dertil. Forundret saa hun derpaa og til sidst maatte hun spørge: Men lille Anna, hvad er der i Vejen med Dem? Er De ikke rask?

Nej, jeg er vist ikke rigtig raks, svarede Anna. Hun forstod slet ikke sig selv; det var næsten som en Sygdom, som man ikke selv kan raade med.

Men paa Fruens Spørgsmaal om, hvad hun da fejlede, kunde hun ikke rigtig give noget Svar, saa Fruen blev ikke mere klog af det.

Undertiden skød hun Tankerne til Side og var den samme lille friske Anna som før. Særlig naar Svend kom, kunde han faa hende til at glemme det mærkelige for en Stund. Han saa ellers slet ikke sund ud, unaturlig bleg og tynd var han. Undertiden fik han et Anfald, saa han knap kunde trække Vejret og maatte ligge i Sengen i flere Dage. Derfor forsømte han Skolen saa meget og kunde vanskeligt følge med. Lille Anna maatte derfor læse med ham. Men han var altid lutter Uro. Saa fik han Øje for det, og saa for det, saa faldt Klokken i Slag og han skulde ud en Tur. Og bedst som de sad løste han hendes Forklædebaand op. – Det endte gerne med, at han for op og hun efter ham, og saa legede de Tagfat til de glemte Bøger og Lektier. – Dog hændte det ogsaa, at Svend slet ikke kunde kende hende, at hun slet ikke var til at faa med til noget, men stadig holdt paa Lektierne. Skulde hun nu virkelig gaa hen og blive lige saa kedelig som de andre voksne? Det var Skade!

Anna havde ingen Ro paa sig. Hun maatte se ham, se, om ikke det hele var et Gøglespil af hendes Fantasi; det var det nok. Ja, men - . Hun maatte hjem til Vejlstrup; hun matte se ham. – Anden Søndag efter Ballet bad hun sig da fri og tog hjem.

Men ak! hun saa ham ikke, ikke saa meget som et Glimt af ham. Hun fik endda Søster Kirsten med ud paa en Spadseretur, og de gik ud forbi, hvor han boede, for det havde hun faaet opspurgt. – Men ellers turde hun ikke spørge om ham af Frygt for at røbe sin Hemmelighed for Kirsten og det vilde hun ikke – for aldrig det. Saa vilde hun da hellere spørge sin Far; men han havde vist gjort lidt Nar ad ham sidst, og saa vilde hun heller ikke det.

Det blev en trist Dag. Stadig Spænding – stadig Skuffelse. Om Aftenen tog hun modfalden ind til Byen igen. Nu var hun lige vidt. Hvad skulde hun tro. Hun maatte helst slaa det hele af Hovedet. Ja, men hun følte, det sad i Hjertet, og der kunde hun ikke jage det bort fra, lukke det ude, og derfra steg det op i hendes Tanker og forvirrede dem.

- - Da hun gik fra Stationen kom Fuldmægtig Svane forbi; hilste dybt og bad om Tilladelse til at slaa Følge. – Hun svarede ikke noget videre, men han fulgte.

”Naa, De har været hjemme i det kære Vejlstrup, Frk. Kvist!” Ja, det havde hun. – Hun følte hans opmærksomhed saa nærgaaende, saa ubehagelig; det havde hun aldrig gjort før. Da havde hun nok kunnet snakke og skæmte med ham som med hvem som helst, der viste hende venlighed. Han snakkede og, lo og spøgte; hun svarede kun med Enstavelsesord og fortrak ikke en Mine. – Han følte det ganske paafaldende. De er da ikke syg, lille Frk. Kvist? Jeg synes De ser saa daarlig ud.”

Jo, jeg har en rædsom Hovedpine! svarede hun, og helt usandt var det heller ikke. Han begyndte da at snakke om de bedste Midler mod Hovedpine og om, hvor meget han havde lidt af det ogsaa. Sluttelig tilbød han hende et Pulver, som han havde liggende. Men hun hastede af Sted, saa han knap kunde følge med hende.

Bevares, hvor De har travlt! pustede han.

De var imidlertid naaet frem til Agentens Hus og lille Anna forsvandt med et kort Godnat.

Kommet i Seng laa hun længe vaagen. Stadig dette ene: Havde jeg dog Klarhed? Og hun endte sin Aftenbøn med: ”Aah, skaf mig Klarhed.”

Næste Dag var Svend syg. – Han laa i Sengen saa bleg og mat, al Vildskab og Kaadhed var gaaet af ham. Anna ynkede saadan over den raske Dreng, nu skulde han igen ligge der, ingen vidste hvor længe. – Da hun var færdig med sit almindelige Arbejde, satte hun sig ind til ham; læste for ham og spillede Kort med ham. Det livede ham noget op. Men saa havde hun sine egne kedelige Tanker at trækkes med.

Dagene gik. Agenten var kun sjældent hjemme. Svend laa stadig, og han blev blegere og blegere. Anna sang ikke. Fruen rystede paa Hovedet ad hende. – Oluf, den ældste Dreng, skældte ud over de Kvindfolk: saa var hans Støvler ikke pudset, naar han skulde have dem paa, saa var hans Skolemad ikke smurt naar han skulde af Sted. Det var ved at være et trist Hus!

Der kom igen en Søndag, at lille Anna var hjemme. Da betroede Kirsten hende straks hun kom, at Stefan Holt kom og drak Kaffe hos dem om Eftermiddagen, og at de egentlig alle var kommet til at synes saa godt om ham; naar da selvfølgelig undtages Aage, som stadig snakkede om Tørvetrilleren.

Lille Anna, 2. del

Det er Søndag før Jul. Lille Anna har travlt, meget travlt. Der er endnu meget der skal ordnes, før hun kan gaa ud i Byen. Og ud i Byen skal hun, for Stefan Holt kommer til Byen med et Tog og saa skal de to ud at se paa juleudstilling og maaske ogsaa gøre nogle Smaaindkøb.

Hun arbejder febrilsk, hun vil helst naa at komme hen til Toget. Bare der nu ikke kommer noget uforudset og sinker hende. Hver Gang Fruen siger noget, er hun saa bange for, at der skal komme Ordre om et eller andet, som er glemt. Men det gaar vist. Dog – hvad er nu det! – Fruen siger:

Jeg kommer i Tanker om, at jeg har glemt nogle Smaating, jeg skulde have købt. – Jeg maa vel saa ind til Byen en Tur i Eftermiddag. Saa kan De vel nok blive herhjemme saa længe, lave Kaffen og se ind til Svend.

Ja-ah! svarer Anna. Hun mente ellers, at hun saa nogenlunde havde faaet Lov til at gaa ud, saa snart hun var færdig.

Fruen saa da ogsaa straks hendes Skuffelse, betænkte sig og sagde: De kunde maaske ogsaa besørge de Par Ærinder for mig. Men skulde det saa ikke være helt tilfredsstillende, saa maa De jo ind med Tingene igen.

- Aah ja! det skal jeg gerne. – jeg skal nemlig sige Dem, Fru Frandsen, at Stefan Holt, De ved nok, kommer med Formiddagstoget, og jeg vilde saa gerne hilse paa ham.

Ha-ha! Slap det der ud! – Der har vi det. Klokken er mange. Saa maa De sandelig skynde Dem at faa Dem gjort i Stand til at møde ham, saa skal jeg nok have Besked færdig til Dem. Skynd Dem saa op!

Anna straalede: Ja, det skal ikke tage mange Minutter. Og lidt efter flyver hun af Sted mod Stationen. Toget er lige kommet. Der – der er hans høje slanke Skikkelse. Han ser sig omkring. Hun vinker. Hun tænker slet ikke paa, at de ikke engang er offentlig forlovede, at nogen af hendes bekendte derhjemme fra kunde se det. Hun saa kun ham. De vandrer op igennem Byen. Næste Dags Aften er det juleaften. Stefan Holt har Ferie til og med 3. juledag. Nu er han paa Rejse hjem til Vestjylland, en hel Dags Rejse. – De kunde jo ikke sammen holde juleaften alligevel – Anna og han; saa vilde han til sit Hjem. De synes begge, det er saa underligt, at de ikke kan tilbringe Julen, særlig Juleaften, sammen. – Samtalen gaar trægt mellem dem; de føler sig trykkede af den korte Stund, de har; de kommer stadig tilbage til det: Kunde de endda have tilbragt Juleaften sammen.

Imidlertid standser de uden for en Buntmagerbutik. Du mangler jo en Muffe til din Pelskrave. Skal vi gaa ind og se paa en? siger Stefan.

Ja men, den er vist meget dyr! indvender Anna.

Vi kan jo høre, siger Stefan og aabner Døren for hende. 125 Kr. bliver Prisen. – Uha, Anna gyser. Det har Stefan dog vist ikke Raad til. – Jo, jo da, det er Julegaven til Pigen.

Den bliver købt, skal sendes.

De vandrer videre.

Aah, Stefan, hvor er det en Skam, at jeg ikke kan sige dig rigtig Tak for den! siger hun med et skælmsk Blink.

Ja, det er meget kedeligt .- særlig for dig, for saa fik du jo ogsaa selv noget samtidig. – Hun lo. Den Bagtanke havde hun netop haft.

De naar igen Stationen. Ventetiden er næsten udløbet. Inde i Ventesalen stikker hun ham en lille Pakke:

Til Hr. Kasserer Stefan Holt staar der, ”Juleaften”.

Ikke før! siger han. Jo, hvis du er meget nysgerrig! Jeg har jo nu faaet min Gave.

Han aabner. Det er et nyt Fotografi af hende i en pæn Mahogniramme.

Nej, Tak skal du ha, lille du!

Rammen er ikke saa fin, men jeg havde ikke Raad til at købe den dyrere. Jeg skal jo klare mig for det jeg tjener.

Ja, men det er udmærket som det er. Og Billedet er virkelig godt. Tak for det!

Det var allerede over Togtid. Nu kom Toget da ogsaa. De vekslede et kraftigt Haandtryk og et dvælende Blik. Hun havde den største Lyst til at fare ham om Halsen, men det gik jo ikke an. Han vilde nok synes mindst om det.

Saa ses vi Torsdag Aften og følges ad til Vejlstrup! siger han. Ja Det bliver en lang Tid siger hun.

Naa, jeg maa op. Farvel og glædelig Jul!

Tak i lige Maade, du!

Hun staar og stirrer med sløret Blik efter Toget. Han vinker. Nu er han borte. Hun vender sig. – Hun maa skynde sig hjem at lave til Middag.

Stefan Holt rumler nu af Sted gennem Jylland ud mod Vest. Men hvor slæber det Tog sig dog af Sted. Havde det endda gaaet med Ekspresfart! Rigtignok fører Toget ham stadig længere og længere bort fra lille Anna, men han syntes, at var der bare noget mere Fart paa, saa vilde Tiden gaa hurtigere og han snarere vende tilbage til hende igen.

Han naaede Silkeborg, hvor han havde stort Ophold. Han spadserede gennem Byen, langs med Aaen: Hvor hvor var dens bekendte Skønhed? Overalt tæt Taage, alt drivende af Vand. – Sikken et Julevejr! Nu skulde han rigtignok snart køre mod Vest igen; men der var ingen Fare for at komme til at sidde fast i Sne ude paa et eller andet øde Sted, saadan som der fortælles om i de rigtige Julehistorier.

- Han gik tilbage til Byen, hvor han fandt et smukt Silhuettekort med et Billede af - -. Det vilde han sende til Anna. Han digtede lidt om graat og vaadt og sendte det saa af Sted.

Endelig rumler han igen mod Vest. Han sidder og nikker saa smaat. Var Anna her nu blot, her ved hans Side, tænker han, giver saa et stort Nik og synes pludselig, hun sidder paa hans Knæ og rækker ham sin Mund, og han spidser ogsaa Munden for at møde hendes. Da giver det et Sæt i ham. Han ser sig forvirret om; der var vel da ingen, der saa det!

Juleaften var Stefan tavs og stille. Hans Forældre og hans Søskende vidste godt, hvad der var i Vejen. Det var som hele Familien, som dog var ham saa kær, i Aften forsvandt for ham, tilbage var kun Anna, lille Anna. Hvor var det meningsløst, at de skulde være paa hver sit Sted saadan en Aften da de rigtig kunde have haft en god og rig Aften sammen.

Da de begyndte at synge, kunde han ikke lige straks synge med. Med den kendte gamle Sang om Jesusbarnet rørte saa underligt hans Sind. Snart sang han med. Hans Far læste et lille Stykke om Juleevangeliet, om Hyrderne, som hørte om Kristus og saa ham, om at høre om Jesus, men ogsaa til at se ham. Aldrig havde Jule Evangeliet grebet ham som denne Aften. – Han saa, at han sad i Kredsen af kære Mennesker, som han hørte sammen med, og nu var han ikke fremmed blandt dem mere. Han fik sine Julegaver, uddelte sine og var med til at beundre de forskellige Gaver.

Men lille Anna gik det paa lignende Maade. Først paa Aftenen vilde hendes Blik stadig blive fraværende og Øjnene løbe fulde af Vand. Særligt var det galt, da de samledes om Juletræet og hun maatte tænke paa, at nu samledes de maaske ogsaa om Juletræ i Tarp; der gik Stefan, hun var ikke ved hans Side. Men saa maatte hun til at synge, begyndte paa Salmen: Julen har bragt velsignet Bud, for hun sang jo saa kønt. Til at begynde med var Stemmen noget sløret; men efterhaanden klang den frisk og klar og hun sang sig let og glad; ind i den rette Julestemning. Gaver blev uddelt. Svend fik et morsomt Spil, som straks skulde prøves. Anna maatte spille med, ja, snart spillede de alle med og Aftenen gled muntert og fornøjeligt.

Da Anna kom op, kom Længselen igen. Dog kunde hun takke for en god Juleaften. – Det samme kunde Stefan.

Da lille Anna vaagnede 2’Juledags Morgen var Ruderne dækkede af tykke hvide Isblomster.

Uha! Det var haardt at komme op i saadan en Kulde, ned i et koldt Køkken og saa i Lag med Morgenarbejdet i Stuerne. Hun syntes ogsaa, det var særlig haardt i Dag. Ellers var hun ikke ked af at komme op. Hun sprang gerne op straks Vækkerten ringede. Hun kunde slet ikke forstaa, som hun følte sig træt og øm i Lemmerne til Morgen. Naa det hjalp ikke, op maatte hun. – Rask sprang hun op. Men hun havde nær lige saa rask sat sig plat ned paa Gulvet. Hvad var dog det? Benene vilde knap bære hende og hun rystede, saa Tænderne klaprede i Munden paa hende. Var hun syg?

Nej, nej! Hun vilde ikke være syg. Saa hurtigt som muligt fik hun Tøjet paa, gik ned og tændte Gassen. Men da kom Trætheden igen over hende. Hun satte sig paa Høkassen og faldt sammen. Hun skulle ned efter Brændsel, Tørv, men hun syntes ikke hun kunde. Da huskede hun paa, at det var i Morgen Aften hun skulde mødes med Stefan, de skulde rejse sammen hjem til hendes Far. – Hun maatte ikke være syg. Hun rejste og sprang ned ad Trapperne. Naar hun fik Farten op, gik det nok. Men af det hurtige Løb blev hun saa forpustet, at hun maatte standse og læne sig op til Væggen lidt før hun kunde gaa videre og faa Tørvekurven fyldt.

Havde hun nu blot haft den oppe i Køkkenet. Ja, lige saa godt springe i det som krybe i det. Hun slæbte af Sted med den – opad Trapperne – men Benene rystede under hende saa hun var lige ved at tabe det hele. Hun maatte sætte Kurven paa Trappeafsatsen og sig selv ved Siden af.

Her sad hun og græd, da Fruen lidt efter kiggede ud af Køkkendøren. Fruen havde hørt hende gaa ned efter Brændet. Nu kunde hun ikke forstaa, at det tog saadan en Tid for den lille raske Anna.

Men kæreste lille Anna, hvad er der dog i Vejen? Aah, mine Ben rystede saadan under mig, at jeg ikke kunde bære det videre.

Fruen var kommet helt hen til hende: Som De ser ud. – De er jo syg! – De maa se at komme op og i Seng straks, saa skal jeg nok sørge for Resten. Ja, jeg kommer nok til at lægge mig lidt, saa gaar det nok over, for jeg vil ikke være syg nu!

- ”De tænker paa i Morgen Aften, lille Anna. Se nu blot at komme op, saa haaber vi det gaar over igen.”

Men det gik ikke saadan. Henad ved Middagstid prøvede Anna at staa op, men hun besvimede og laa lidt paa det kolde Gulv før hun kom til sig selv og igen kunde kravle i Seng. – Dog trøstede hun baade sig selv og Fruen med, at næste Dag var det ovre.

Hun havde imidlertid en meget urolig Nat. – Hun græd, da Fruen næste Morgen kom op for at se, hvordan hun havde det og bedre blev det ikke, da Termometeret viste lige ved 40^o

Aah, nu skal jeg ligge her. Saa skal De, Fru Frandsen, ikke alene selv gøre alt Arbejdet i Huset, men ogsaa have mig at opvarte! klagede hun.

Aah, bryd Dem bare ikke om det, men lig stille. Saa maa vi have fat i Doktoren.

Nej, behøves det? Det bliver nok snart bedre.

Ja, vi kan ikke forsvare at lade Dem ligge saadan uden Læge. Det kan jo være noget farligt.

Og i Aften kommer Stefan Holt og vi skulde følges af til Vejlstrup.

Det skal De ikke tænke paa. Lig blot stille. Vi maa se Tiden an.

Lægen kom, undersøgte nøje, spurgte ud om den lille Frk. Kvist ikke havde været sammen med nogen, der havde en Smitsom Sygdom. – Det vidste Anna imidlertid ikke af.

Ja, sagde Lægen, for jeg har lige været heroppe ved Siden af. Der er der en lille Pige, som er blevet heftig syg omtrent som De. Hende har De vel ikke været sammen med.

Ja, Rosa, det har jeg. I Forgaars da jeg gik ind til Byen kom hun og stak sin Haand ind i min og fulgtes med et Stykke; for hun skulde have fortalt om alle sine Julegaver.

Der har vi nok Skandalen! – Vi kan god haabe paa, at det kun er en heftig Halsbetændelse. Jeg maa saa tage en Prøve. – Imidlertid maa jeg bede Dem være forsigtig. Børnene maa ikke komme herop; for det kan være Difteritis.

Efter endnu at have givet nogle Forskrifter angaaende Pleje og Forsigtighed og sagt, at han kom igen næste Formiddag, forsvandt han.

Annas Humør stod endnu lavere, end før Doktoren havde været der. – Ligge her ganske ene! Andre Mennesker skulde jo helst holde sig fra hende. Kunde Svend endda have været der og opmuntret hende lidt med sine Indfald. Og i Aften – i Aften! – Aah Stefan, hvorfor skulde jeg nu blive syg. Hvorfor skal du rejse ene i Aften. – Hvad maa du ikke tænke om mig!

Det var stadig det, der stod i hendes Tanker, - kunde hun ikke staa op til Aften og rejse hjem? Saa kunde hun jo ligge syg derhjemme. Det var da meget bedre. – Men hvad hjalp det. Hun skulde jo være saa forsigtig; Hun maatte ikke komme andre nær, heller ikke Stefan. Det var ogsaa vanvittig tænkt det hele; hun fik aldrig Lov til at staa op! Men hvad saa – hvad saa? – Hun maatte have Bud til ham, fortælle ham, hvordan det stod til. Hvem ved, maaske kunde han saa blive derude til i Morgen. - -

- Hun maatte se ham i Aften! Naar hun sendte Bud, at hun var syg og gerne vilde se ham, kom han nok derop.

Under den Slags Tanker sled Dagen sig hen. – Hvor var her trist; ikke engang Maaltiderne kunde skaffe lidt Afveksling ind i Dagens graa Ensformighed, for hun kunde intet spise. – Engang tittede Svends skælmske Ansigt ind ad Døren: ”Maa jeg ikke godt komme indenfor, hva?”

Aah, lige inden for Døren kan vel ikke gøre noget.

Han kom ind og trak Døren forsigtigt til efter sig.

Mor sagde rigtignok, at jeg ikke maatte gaa herop. Men De kan da nok forstaa, at jeg maatte se Dem.

Ja Tak! Det var pænt af dig, Svend. Men du maa hellere gaa igen, naar din Mor har sagt, du ikke maa gaa herop! Du maa jo passe paa, at du ikke skal komme til at ligge igen. ”Aah! jeg er da næsten lige glad, naar De skal ligge heroppe, Anna. Oluf er det ikke til at lege med.”

- - Prøv nu alligevel at faa ham - -

- - Fruen kom med Aftensmaden; men Anna skulde ingenting have. Ak, ja, nu er det Aften! sukkede hun. De tænker paa, at nu kommer han snart med Toget, sagde Fruen. Ja, lille Anna, hvad skal vi gøre ved det?

Aah, kunde der ikke en gaa ned til Toget og sige ham, at jeg er syg, og at jeg gerne vil se ham?

- Jo, det kunde Drengene vel. – Skønt det er vist ikke værd; min Mand maa hellere gøre det.

Tak skal De have, Fru Frandsen, hvor De er rar ved mig; sagde Anna og smilede for første Gang den Dag!

Det manglede blot, kunde vi ikke gøre saa meget for Dem, svarede Fruen og havde nær klappet hende paa Kinden, men saa kom hun i Tanker om Lægens Ord: Man maatte være forsigtig, særlig for Drengens Skyld.

I Toget sidder Stefan Holt og venter med Utaalmodighed paa den Stund, da han skal se sin lille lyse glade pige igen. Og dog var det som Glæden var knap saa stor, som den burde have været. Hun var nu meget ung, næsten for ung til ham, Kasserer Stefan Holt – 26 Aar gammel og gammel Mand i egne Tanker. De kom til at holde Forlovelsen hemmelig en Tid endnu, at han kunde se, om hun ikke var for ustadig. Rigtignok vidste han godt, at hun holdt forfærdelig meget af ham nu, men hvordan skulde egentlig saadan en Træmand som han kunne holde hende fangen. Nej, det var nok bedst, de endnu ventede en Rum Tid med at offentliggøre deres Forlovelse. – Det var som hans Sind ikke var rigtig i stand til at tage imod hende. Var det, fordi han havde været hjemme hos sine egne, at de havde taget ham, saa færre af hans Tanker tilhørte hende, eller holdt han mindre af hende. – Nej, han var dog alligevel virkelig glad ved, at han skulde møde hende nu. –

- - - Her var det! han stak Hovedet ud og saa sig om blandt Vrimlen paa Perronen. Men han saa ikke noget til hende. Han skulde snart kende hendes Hat og Overstykke, hvis hun var der, men det saa ikke ud til det. – Hvad skulde nu det betyde? Kunde hun ikke blive færdig til Tiden? Var hun ikke mere ivrig efter at se ham!

Der var en Mand, som gik og saa undersøgende ind gennem Kupedørene. Nu kom han herhen, standsede og saa opmærksomt paa St. Holt.

Er det ikke Kasserer Stefan Holt?

Jo, det var det!

Jeg er Agent Frandsen! Jeg skulde sige fra Anna Kvist, som jo er hos os, at hun kommer ikke i Aften!

Men hvorfor ikke da? Hun er da vel ikke syg?

Jo, det er hun. Hun har 40^oFeber. Hvad det er, ved Doktoren ikke. Jeg skulde sige, at hun gerne vilde se Dem.

Det ved jeg sandelig ikke, om jeg kan. Jeg skal i Banken i Morgen Formiddag, og vi har meget at bestille, saa jeg kan ikke saa godt blive her. Desuden vil det vel blive vanskeligt at skaffe Logi saa sent.

Naa, det kan vel nok lade sig gøre.

Ja, men naar jeg først skal op i Byen og sørge for Logi, saa bliver det næsten for sent at komme ud til hende. Hun skal vel have Ro, og saa forstyrrer jeg hende og holder Dem oppe.

De maa selv om det. Men det skal bestemmes hurtigt, for nu skal Toget til at køre igen.

- Nej, hun skal have Ro i Aften, og i Morgen tidlig kan jeg ikke faa hende at se, for jeg skulde saa med første Tog, da jeg skal i Banken.

Nu gaar Toget, siger Frandsen stille.

Aah ja, hils hende saa mange Gange fra mig og ønsk hende god Bedring. – jeg skal komme herud saa snart som muligt! - -

Toget kører, og dog er han ikke helt klar over, om han ikke skulde blive, han kunde hoppe af endnu. - - -

Nej, - nu var det alligevel for sent.

Frandsen var ked af at komme hjem med den besked. Han vidste, hvor ked af det lille Anna vilde blive. Nu laa hun der og lyttede spændt efter Fodtrin og Stemmer og saa ventede der hende kun en stor Skuffelse. Det er nu Synd for hende! sagde han til sig selv og det samme sagde han, da han kom hjem og havde sat sin Kone ind i Sagen. Og det blev saa hende der skulde op til Anna; det var ikke let.

Med store spændte Øjne stirrede Anna hende i Møde. Fruen kunde ikke rigtig faa det sagt. Var han der ikke? spurgte Anna ængstelig.

Jo, han var, og min Mand skulde hilse. Men Holt syntes, det blev for sent at besøge en syg, naar han først skulde have fat i Natlogi; og det er jo rigtigt nok.

Anna brast i Graad: ”Aah, han vidste da hvor meget jeg havde glædet mig til i Aften.” Og hun hulkede.

”Saa, saa, lille De. Han skal jo ogsaa i Banken i Morgen. Nu bliver De nok snart rask, skal De se. Saa skal de faa Ferie i nogle Dage for at komme til Kræfter, saa kan De se ham hver Dag.”

Ja, ja, det kunde alt sammen være meget godt og meget rigtigt, men – hun vidste, at havde det været hende kunde hun ikke have rejst forbi. – Hun følte det, som var der en stor Afstand imellem dem, som var deres Forhold ikke saa helt og godt, som det skulde være. –

I Aften ser De nu saa mørkt paa det hele. - Se nu at faa Dem en god Søvn til i Morgen, lille Anna, sagde Fru Frandsen, saa skal de se, det bliver bedre. – God Nat! lille Anna! – Anna saa op paa Fruen og smilte gennem Taarer til hende; hun var nu saa ejegod og rar!

Men da Fruen var gaaet sank hun igen hen i Graaden, en tung Graad. Havde hun da kun vundet ham. Aah Gud, var min Bøn forgæves? har han derhjemme indset, at jeg er for lidt for ham, for ung og ubetydelig.

Aah ja, jeg ved godt, jeg er en lille tosset Tøs; men jeg elsker ham, ham og kun ham alene. – Jeg maa blive rask igen og vinde ham helt. Aah Gud! Giv mig Styrke dertil! – Saa bad hun sit Fadervor. Hun følte sig saa træt, men ogsaa tryg: Gud vilde lede det til det bedste, det vidste hun.

Næste Morgen, da hun vaagnede følte hun sig styrket af Søvnen. Feberen var dalet lidt, men der var ikke tale om, at staa op. Nej, vente … Nu skulde de jo ogsaa høre, hvad Lægen sagde, naar han kom.

Fruen havde ordnet om hende, redt hendes prægtige lyse Haar og givet hende Morgenmad, da nu Toget, som kom fra Vejstrup, fløjtede paa Stationen. – Det gav et Sæt i Anna. Det Tog, det Tog, hvad bragte det? Hun følte, det maatte bringe noget særligt til hende.

Der gik nogen Tid, da hører hun nogen ringe paa neden under, Fruen gaar ud, det lyder som en præsenterer sig og gør en Undskyldning. – Stemmen trængte kun ganske svag op til hende; men der var noget ved den, som fik hendes Hjerte til at banke, saa hun mærkede dets Slag mod Brystet. – Døren dernede gik, men lidt efter blev den aabnet igen og en listede sig sagte op ad Trappen. – Hvem kunde det dog være? – Hun vidste det egentlig godt, men det var jo umuligt!

Det banker paa, sagte, men bestemt: dam – da dam! – Den Banken kendte hun saa godt.

Ja, svarede hun.

Døren aabnedes langsomt og forsigtigt og Stefan Holt traadte ind. Men Stefan, er det dig!

Ja, mig selv, og intet Genfærd! svarer han muntert, men med en fugtig Glans i Øjnene. Ved at se hendes Glæde, maa han tænke dobbelt paa den Sorg, han har voldt hende ved ikke at komme i Aftes. Han var rigtignok blevet haardt nok straffet derfor; men det kunde hun jo ikke vide. Aah Anna! kæreste lille Anna. Jeg er et værre Bæst. Kan du tilgive mig, at jeg ikke kom i Aften?

Ja, ja, Stefan, nu er du her jo. Saa er det jo godt!

Aah ja, hvor fortrød jeg, at jeg ikke var blevet. Jeg havde ingen Ro. Jeg gik straks i Seng, da jeg kom hjem, men hele Tiden stod det for mig, hvor skammeligt jeg havde baaret mig ad. Nu laa du her og maatte med Rette tro, at jeg ikke brød mig noget videre om dig. Kan du virkelig holde af saadant et Bagbæst til et Mandfolk?

Ja, Stefan, nu mer end før om muligt!

Ja, Anna, saa meget er ogsaa sikkert, at har jeg ikke før vidst, hvor meget jeg holder af dig, saa ved jeg det nu. – Aah ja, sikken en Nat! Jeg var omtrent saa langt nede, som jeg kunde komme. Men jeg havde godt af det. Jeg kom nærmere baade mig selv og dig, ja, og min Gud! Det var som jeg opløstes, alt det ydre det stive paatagne faldt af mig og jeg sank, sank mod et bundløst svælg, til jeg følte mig baaret af noget, min Anger dog og løftedes mod dig og mod Gud. Ja, du synes maaske, det er noget højtravende Pjat; men det er det ikke.

Tak Stefan, hun stirrede paa ham med blanke Øjne. Hun forstod ham vel ikke helt, men hun forstod, at han stod hende nærmere end nogen Sinde.

Nej, Stefan, nej, sagde hun; vi er kommet hinanden nærmere. Tak kæreste du! Han ville kysse hende; men hun afværgede det. Maaske var Sygdommen smitsom, og smitte ham vilde hun ikke.

Nej, nej, du maa ikke røre ved mig. Du skal ikke smittes af mig, hvis jeg kan smitte. Vi ved det ikke endnu; men om lidt kommer Doktoren og saa faar vi nok at vide, hvad jeg fejler.

- Vi haaber ikke, det er noget slemt.

Nej, - Men hør Stefan, hvordan gaar det egentlig til, at du er her nu.

Ja, det var saadan, at jeg havde ingen Ro, før jeg havde gjort min Fejl, min Synd imod dig i Aftes, god igen. Jeg stod da tidlig op og gik til Bankdirektøren. – Jeg tog ham paa Sengen – og bad om fri af Banken. Jeg maatte ind til Byen for min Kæreste var syg. Jeg hakkede noget i det. Det var ikke saa lige en sag. Vi er jo ikke offentlig forlovet; men det skulle siges og ud kom det. Han saa da ogsaa til min højre Haand. – Nej, vi har ikke Ring paa, sagde jeg, men det er da heller ikke saadan noget, det kommer an paa.

Nej, det kunde jo være rigtig nok, svarede han. Saa fik jeg vel rejse; men kun i Dag; jeg havde jo lige haft Ferie. – Jeg lovede at jeg skulde arbejde dobbelt naar jeg kom tilbage. Han smilte. Jeg tror nu, han har en lille Anelse om, hvem det var, jeg skulde ind at se til.

3. del

Paa Bryllupsrejse

Nu er de paa Vej mod Syd. – Toget kommer af Sted, Vognen gynger jævnt. De to sidder over for hinanden og ser tavst paa hinanden. De er Syd for Lunderskov. Langsomt nok gaar det. Det er deres anden Nat. – De ønsker alligevel i Øjeblikket, at de var hjemme, hjemme i deres egen lille lune Rede. De maa tænke paa sidste Nat. De ser paa hinanden og smiler, for saa lige ved at fare i Armene paa hinanden. Den ene ser, hvad den anden tænker. Dog han skæver til de søvnige Medrejsende og nøjes saa med at sætte sig over ved hendes Side og stikke Armen ind under hendes; hun klemmer til, som havde hun til Opgave at holde fast paa den lige meget hvad der skete.

Tiden gaar; langsomt slæber den sig af Sted. Dog de mærker det knap; de sidder saa godt, saa trygt ved hinandens Side.

Endelig naar de Grænsen med alle dens Genvordigheder: Paskontrol, Visitation og Løben af og i Tog. Omsider farer de Syd paa igen. De mærker, de er i Tyskland, Farten er blevet sat adskillige Streger op. – De kører nu paa 2. Klasse; det koster jo ikke noget videre alligevel. De vugger paa bløde Hynder; men alt i Kupeen er sort af Kulstøv, intet kan de røre ved uden at faa sorte Fingre. Saadan var det den Nat; saadan var det hele Tiden i Tyskland: Stærk Fart og Sod!

Natten svinder og Dagen gryer, Solen stiger bag lyse Skyer. – Videre kører de gennem flade Egne. Op paa Formiddagen naar de Hamburg. Her vilde de vente til næste Morgen. Men Hamburg interesserede dem ikke. En fortravlet Storstad, hvor man ikke kunde være sig; hvor man kun gik og syntes, man var ganske tilovers.

Tidligt næste Morgen farer de igen Syd paa; Syd paa, stadig længere Syd paa, frem mod de skønne Steder, som de har hørt om i deres Skoletid. Det gaar endnu hurtigere end i Gaar. Landet farer forbi, stadig det flade, det endeløse flade Land. – Dog op paa Dagen skifter Landskabet. Lave Bjerge rejser sig til begge Sider. Hist og her ligger idylliske Landsbyer gemt her i – ja Anna maa sige det – i vidunderlige Dale med Bjergene som Baggrund. Pludselig træder de frem for pludseligt at forsvinde igen.

Se du! Byen der! Ene gamle Bindingsværkshuse siger Stefan. Og Bjergene i Baggrunden! Her skulde vi lige blive? siger Anna. Nej, hvem ved, maaske venter det skønneste endnu.

Og Toget kører videre. Nu tændes Lysene, de Rejsende begynder at trække Vinduerne op, en Herre kommer ogsaa hen og beder om Tilladelse til at trække det Vindue op, Stefan og Anna staar ved.

- Men hvad skal alt det betyde? spørger Anna. Vi nærmer os nok en Tunnel, siger Stefan og faar fat i B--, men før han faar slaaet op, rutchede de ind i Tunnelen. Det hamrer og rasler og dundrer saa man næsten ikke kan høre Ørenlyd. Stefan og Anna sidder ganske stille sammen. Nogle minutter gaar – Saa! Nu vælder Dagslyset ind igen. De er ude i Dagen, den lyse Dag, dobbelt lys efter Mørket. Trods lukkede Vinduer trænger der en tæt Os af Røg og Støv ind i Kupeerne. Vinduerne slaas op, og den friske Luft strømmer ind igen.

– De har spist til Middag i Spisevognen. Frankfurt er passeret. Nu kører de ind til Darmstadt.

(Se, deroppe! udbryder Stefan og peger op paa en Bro over Jernbaneterrainet. – To sorte Soldater!

Hvad er det for sorte Soldater? spørger Anna.

Et Par af dem Franskmændene har ført herind i Tyskland. Du har vel hørt, hvordan de er en Skændsel for Europa. Tysklands Kvinder skal staa til rede for dem.

Aah ja, det er forfærdeligt!

Ja, man kan forstaa, at Tyskerne bliver forbitrede paa Franskmændene. Det er en Spot og Skam, at saadant noget kan finde Sted. Men man siger jo, at den, der graver en Grav for andre falder selv i den. Maaske kan det ogsaa komme til at passe her.

Men Tyskerne havde da ogsaa godt af en rigtig Dukkert? Ja, men saadan noget som dette her, burde alle protestere imod.

Videre gaar Farten. Nu har de Odenwald paa venstre Haand. Til højre ligger den flade, frugtbare Rhinslette. Bugnende Kornmarker med lange Rækker af Frugttræer, Træerne groende op af Kornet. Her tages Jorden med.

Hen paa Eftermiddagen naas den skønne Stad Hejdelberg. En Drager tilbyder straks sin Assistance. Om de ærede Herskaber vil bo paa Rother Stahn, godt og billigt. Prisen paa et Værelse? Kun 120,000 – 200,000 Mark. Det er til at overkomme. Han faar Rejsetøjet og Stefan og Anna spadserer op gennem Hovedgaden. – Ja, det var jo, som det kunde være hjemme i Aarhus. - - Hjemme i Aarhus! De havde jo rigtignok ikke hjemme i Aarhus; men det var da hjemme i Danmark.

Mange Butikker var lukkede, med svære jernpersienner for Vinduerne. Man var nok bange for Indbrud. Aah ja. De havde jo ogsaa hørt saa mange Historier om, hvordan Folk blev plyndrede her i Tyskland; f.Eks. om den adstadige, velærværdig Provst, som fik sin Vest sprættet op i Trængselen foran billethullet; han opdagede det ikke før han skulde have fat i Tegnebogen for at betale Billetter; da var der ingen! Jo, man maatte sandelig være forsigtig.

De er voldsom spændte paa, hvordan Rother Stahn ser ud. De bliver behagelig overraskede ved at se, at det er et særdeles pænt Hotel. De faar et dejligt Værelse, som de tager i Besiddelse med en Glæde, som kunde det være deres eget.

Dog bliver de lidt ængstelige da de kommer til at tænke paa Rejsetøjet. Man maatte jo ikke tabe det af Syne, havde der staaet i Aviserne og nu havde de uden videre overladt det til den første, den bedste Karl, der bød sig til. – Dog trøstede de sig med, at det blot var et Par Rygsække og et Par Regnfrakker; der var nok ingen, der tænkte paa at løbe med det. Det varede da heller ikke mange Minutter, før der blev banket paa Døren og Tøjet bragt.

(Næste Formiddag, Fredag, spadserede de en lang Tur op ad den stille Hovedgade. Ja, stille var den: Enkelte Vogne, Sporvogne med lange Mellemrum, men ingen Biler. Dem havde Tyskerne ikke Raad til at bruge, kun de rigeste. Derfra gik de over Karl Theodors Bro, hvor de beundrede den dejlige Udsigt eller Indsigt i Neckardalen mod Øst. Videre vandrede de langs Slavemurene paa Nordsiden af Floden. Haverne strækker sig Terrasse efter Terrasse op ad Bjergskraaningerne med en Rigdom af Frugttræer og hist og her Vinplantninger.)

Søndag Eftermiddag og henad Aften vandrede Anna og Stefan Arm i Arm fra Rother Stahn op gennem Byen ind over den gamle Bro, som fører over Neckar. Videre gik de tæt mod hinanden i det dejlige klare Sommervejr. Paa Armen havde Stefan Overtøjet. De skulde være længe ude. – De havde nu turet rundt i Byen og Omegnen i tre Dage. De vilde egentlig have rejst Søndag Morgen; men saa sagde Ober paa Rother Stahn at der Søndag Aften var Slotsbelysning; det maatte de se, det var noget saa straalende smukt og betagende at det var en Oplevelse, man ikke glemte. Naa da! Det kunde nok være, var det saa storartet; ja, saa maatte de se det, og altsaa udsatte de deres Afrejse en Dag. – Nu var de paa Vej op mod Filosof-Vejen, der gaar et Stykke oppe paa Skraaningen over Neckar. – De kommer til en Sti med Trappetrin, der fører op til Filosofvejen. Mellem Haver, der hæver sig i Terrasser op fra Floden slynger de sig opad. Anna slipper Stefans Arm og sætter i Løb op ad Trapperne. Lad os se, hvem der først kommer op! raaber hun og ler. Aah nej! det kan blive varmt nok endda! Tag den med Ro! svarer Stefan. Træmand! Kom nu! raaber hun og farer af Sted. – Stefan vandrer med sindige Skridt opad. Snart ser Anna ham ikke længere. Hun standser forpustet, lytter og sætter sig ned for at vente efter ham. - - - Der kommer han jævnt skridende. Ønsker du nu ikke du var heroppe? raaber hun. Det kommer nok! lyder Svaret. – Han kommer, rækker hende Haanden og trækker hende op. Hun stikker sin Arm ind under hans og nu gaar det i rask Gang opad: Trip, Trip, trip, lyder deres Trin. –

De overhaler flere Par, som ogsaa er for opgaaende. Men Trapperne bliver ved og bliver ved; Sveden pibler frem, Anna puster og stønner – lidt mer end nødvendigt: Faar de Trapper da aldrig Ende? Jo, nu varer det ikke længe, siger Stefan. Men Farten tager af, mens de tramper videre, stadig mellem nogle Mure, kun hist og her hænger Træer og Buske ud over. - - Nu lyder det: Trap, - trap, - trap! Stien snor sig ud og ind; videre og videre.

Nej, nu kan jeg snart ikke mere! stønner Anna. Jeg tror, jeg vil sætte mig og hvile lidt. Hæng kun fast i min Arm saa gaar det nok.

Endelig ser de for sig det sidste Stykke af Trappen. Nej; hvor det lettede. – Nu er de paa Filosofvejen, den for sin Skønhed berømte Filosofvej. Men de agter foreløbig ikke den skønne Udsigt. De tænker blot paa at komme hen et Sted, hvor de kan rigtig hvile.

Der henne hæver sig en grøn dejlig Skraaning, forneden begrænset af en af de store Kæmpesten. Der maa de hen. Stefan slænger Overtøjet op paa Muren, springer selv rask efter og rækker saa Anna en hjælpende Haand.

Dine Ben er for korte! spøger han. – Ja, heldigvis ikke saadanne Stankelben som dine! puster hun, idet hun anstrenger sig for at faa Fodfæste paa de store Sten. (Muren bestaar af). – Det var sandelig en nydelig Kompliment!

Stefan kaster sig i Græsset og spærer Armene ud. Hun farer ned til ham. Naa! siger hun. – Du er lige til at spise! hvisker han stærkt. Uha – uha! Er du saadan en Kannibal! ler hun og trykker et varmt Kys paa hans Mund. – Hun kunde saa godt lide, at han sagde saadan noget.

En Tid laa de ganske stille og følte Velværet ved at være sammen. – Solen nærmede sig sin Nedgang; den kastede sine sidste lange, røde Straaler hen over Byen og Slottet deroppe bag Byen. Bjergaasene oven over Byen laa klart belyste (med dybe Skygger imellem). Nede over Floden hvilede Skyggerne.

Stefan rejser sig over Ende, ser ud over, hvor dejligt det hele er. Uden at røre sig sidder han en Tid lang.

Men hvad tænker du dog paa, Stefan? Jeg synes, du ser saa alvorlig ud! siger Anna, der forundret har ligget og betragtet ham. – Rejs dig op, Anna, og se, siger han blot.

Hun rejser sig og ser den lyse Aften, den brede Flod med den tunge Bro over og bagved Byen; det hele saa stille, saa fredeligt. Kun nu og da hørtes ovre i Byen en Sporvogn skure af Sted og klinge paa Sporene. Saa stille og fredfyldt. Uvilkaarligt begyndte de at synge: Fred hviler over Land og By!

Dag-Freden varede ikke ret længe. Flere og flere Folk slog sig ned rundt om dem, for herfra saa man allerbedst Slotsbelysningen. – Det lød ogsaa, som om der blev mere og mere Liv ovre i Gaderne. Man hørte Bil paa Bil komme susende; det var saa lydt, man hørte dem saa tydeligt. Da forstod de rigtig at det var en stor Fest, der forestod; for til daglig saa man saa at sige ingen Biler i Byen. Tyskerne havde ikke Raad til at køre i Bil; kun de allerrigeste: Industri- og Handelsmagnater. Nu strømmede de til fra nær og fjern for at se Slotsbelysningen.

Efterhaanden som Mørket sænkede sig, strømmede stadig flere og flere Mennesker op paa Filosofvejen. De lejrede sig i Tusindvis paa Mure, Vejkanter og grønne Skraaninger. Hist og her med temmelig regelmæssige Mellemrum dukkede grønklædte Politisoldater frem, to og to patruljerede de. Man var ikke sikker paa Folk, naar saa mange var samlede; men vidste aldrig, hvad der kunde ske i disse urolige Tider.

- - Ovre i Byen hørtes nu Musik og Sang; det var Optog, der drog igennem Gaderne. – Nede over Floden var der ganske mørke; men nu blinkede et født Lys frem.

Nej se! udbryder Anna, ser der! En rød Lygte paa Floden. Og der en gul! - - Stadig kom der flere; flere Lys og flere Farver; nogle Steder hele Rækker af Lygter, der bevægede sig op af Floden.

Ja, vi skulde lige have været dernede i en af Baadene siger Stefan. Vi to ene i en Baad!

Anna gyser. Han mærker det og siger: Du fryser jo. Nu skal jeg hjælpe dig Frakken paa.

Nu er det helt mørkt; men endnu er der ingen Tegn til nogen Belysning.

Mon det bliver til noget med den Belysning, siger Anna lidt træt. Det var da mærkeligt, at vi slet ingen Forberedelser saa til, da vi var derovre paa Slottet i Gaar Eftermiddags.

Nej, jeg forstaar heller ikke, hvordan det skal gaa til svarer Stefan. – Vi kiggede jo alle Vegne; men der var ikke Spor at se.

Der gaar en Tid. Anna er krøbet tæt ind til Stefan og han sidder med Armen om hende.

- Da lyder endelig nogle Kanonskud. Nogle Raketter farer til Vejrs. Det begynder at lyse bag Vinduerne i Slottet hist og her. – Nye Skud lyder, og Røg stiger op fra et af Taarnene; Ilden breder sig mere og mere til hele Slottet er omspændt. Flammerne lyser, og Røgen stiger. – Nede i Floden spejler hele Branden sig! Betagne sidder alle og stirrer paa det pragtfulde Skuespil.

De nød det i hele sin storslaaede Skønhed. Det var jo ikke en virkelig Brand; der var intet at ængstes for; fortryllede nød de det pragtfulde Skue.

Men hvordan gaar dette dog til udbryder Anna omsider. Ja, hvordan? spørger Stefan. Vidste man ikke, det var Kunst, vilde man jo have skyndt sig derover for at redde.

- - Lidt efter lidt dør Flammerne hen, enkelte Raketter stiger til Vejrs; Mørket sænker sig; det er forbi.

Tavse sidder vi lidt endnu. Da flammer det pludselig op Øst for Slottet, hvor en Bygning belystes paa samme Maade som Slottet for nylig. Det var Hotel Schloss, der lavede Reklame.

Saa skyndte vi os saa meget, som den vældige Menneskemængde tillod mod vort Hotel, enige om, at det virkelig var en Oplevelse, vi havde haft, og glade over, at vi blev ogsaa denne Aften i den skønne Stad ved Neckar.

Vi havde turet rundt i Heidelberg a. Neckar i et par Dage. Vi havde gaaet Byen igennem paa vor Fod, staaet paa den gamle Nickarbro og nydt den skønne Udsigt ind i Dalen mod Øst, beundret Villaerne der ligger i Frugt- og Vinhaver, der hæver sig i Terrasser op ad Skraaningen paa Nordsiden af Floden. Vi havde beset den prægtige gamle Slotsruin – Tysklands største - og særlig beundret den smukke Slotsgaard. Ogsaa havde vi set det vældige Vinfad, der skal kunne rumme 221 F 26 l, og som Dværgen Perkea dog Ifølge Sagnet skal have tømt, og af Kurfyrst Fr. II og hans Gemalinde, som efter Indskriften derom var Prinsesse i tre Riger i Danmark, Norge og Sverige, Datter af Kristian II, hvilken Gemalinde samme Kurfyrste nok ogsaa var meget vigtig af, for Pfalz var ikke noget stort Rige. Derfra var Turen gaaet med Bjergbane højt op over Byen og Slottet til Udsigtspunktet Kønigstuhl (Kongestolen) hvorfra vi havde en dejlig vid Udsigt mod Nord over Odenwald med sine skovklædte runde Kupler; mod Øst op ad Nickardalen og mod Vest ud over Byen: ”Alt Heidelberg, du feine - - - o.s.v. Vi syntes ikke nogen anden By ved Neckar eller Rhin maatte kunne maale sig med den i Skønhed. Videre så vi mod Vest ud over Rhinsletten; langt ude snoede den store Flade sig som en Sølvstribe gennem det flade Land.

Efter Besværlighederne med Pas – og Toldeftersyn, jollede de hyggeligt nordpaa i rene og skinnende Vogne. Det virkede saa velgørende ovenpaa den jagende Hast og det pulsende Kulstøv. Stilfærdigt gled de kendte landskaber forbi, og Sproget om dem, gik dem til Hjertet. – De var hjemme, og de rejste hjem – hjem til deres egen hyggelige Rede. var det underligt, at Øjnene lyste, og munden smilede, og deres lykke --. Kun lidet anede de om Daglig dagens Kamp og Strid; den Dagligdag, som de nu rejste i Møde.

***************

RETUR TIL OVERSIGT

Andre fortællinger m.m.:

Barneskraal og Nervøsitet

Hun var nylig kommet op efter et Sygeleje. Barnet skreg uafladeligt i skarpe, hjerteskærende Skrig, og det gik hende til Mav og Ben, skar som fysisk Smerte igennem hende. Hun tyssede paa ham; han skreg værre. Efterhaanden var det som hendes Væsen gik i Opløsning; hun sansede intet uden dette forfærdelige Skraal, denne Pine; hun kunde slaa Barnet ihjel for at faa Ro. Til sidst for hun halv vanvittig imod det. Men standsede brat da hun saa dets lille fortrukne, røde Ansigt, kastede sig saa med Taarer i Øjnene over det og knugede det; tog det saa op og gik op og ned, tyssede paa det, sang og vuggede det i sine Arme. Barnet blev roligt, og hendes Sindsoprør stilnedes. Barnet sov og hun gik befriet, men træt til sit Arbejde.

*******************

1930

Bents Afsked med Mor.

Mor skal rejse med Gudrun og Poul; Bent og Inger skal blive hjemme hos Far.

Der tages Afsked. mandens bud: han vil ikke vise nogen Rørelse. Bent, 6 Aar, kysser Mor, tager Poul om Halsen og giver ham et Klem; men da han mærker, at Øjnene vil blive vaade, gaar han straks ud i Gaarden og giver sig til at skramle med Legevognen, og et Øjeblik efter kommer han ind til Far: Naa, skal vi se at tage Kartofler op?

Det kunde jo ikke nytte at flæbe; han havde jo været med ude at rejse, saa skulde de andre selvfølgelig ogsaa have Lov at komme af Sted.

****************

Beskæmmet.

Faderen gaar i Haven og sysler. I Nærheden gaar en Pige (3 Aar) og en Dreng (2 Aar); Drengen med sin Trillebør. Pludselig slipper det ene Haandtag fra ham og han skvatter om, stikker Næsen i Jorden og vræler. Faderen siger kun: Skidt med det! Lad nu vær med det Hylen! – Han gaar ikke hen og tørrer hans Ansigt af og renser hans Jord. Men Pigen gaar han til ham, tager ham ved Haanden, ser ham kærligt in i Øjnene og siger: Saa--h, lille B.; nu skal vi gaa ind til Mor, du bliver vasket! – Ja-—h! siger ha trøstet og Haand i Haand traver de af Sted.

(Børnene må være Gudrun og Bent)

Da jeg var ung

Da jeg var ung, var jeg fyldt af store Idealer. De skulde opfyldes. Og jeg vilde opfylde dem.

Jeg trak det korteste Straa i Kampen, og dog groede Livet.

Nu er jeg gammel, og Livet reddede jeg.

Derfor dømmer jeg heller ikke den unge, der kæmper og falder, men beder om, at Livet maa sejre.

RETUR TIL OVERSIGT

***************

Doktoren (i N.N.)

Levede i adskillige Aar i temmelig Ligegyldighed m.H.t. religiøse Spørgsmaal. Levede temmelig køligt med sin Frue. Da kommer der stærke sanselige Tilskyndelser op i ham. Det griber ham med Rædsel, saa han begynder at søge Kirken, om han kan frelse sig for sig selv. Bliver glad for Præsten. – Men kan ikke forstaa Jomfrufødselen. Gaar op, taler med Præsten om det. – For Mennesker er det umuligt, men for Gud er alting muligt. Naar Kristus er Guds Søn, er det da ikke større Under, --- m. mere saa det mindre. Vi kan ikke bruge vor Forstand over for noget af det. – Vi maa helt give os over til Gud og hans Kraft.

Doktoren hjemme: Aa, Gud, du der lod din Søn fødes af en Kvinde, som gik op i sit Kald, glad og tillidsfuld saa hun var ren for dig, giv ogsaa mig at naa helt ind til dig, saa det syndige Begær dødes i din Glans.

Og han tiggede og bad. Men efter en saadan Nat, var han træt og sløj. Kom han ud derefter, kaldt til en Kvinde, kunde staa der og undersøge hende med en Begærings – Brynde, saa han maatte gøre Vold paa sig selv – for at føre sin Undersøgelse til Ende og forandre det nødvendige. – Herre, hvor længe! Raabte han indvendig. Tag dette fra mig!

Han finder Præsten (Gr.) for lidt afgjort, hører en Prædikant, der raaber: Paa Knæ for Bibelen! – Det hjælper intet.

Endelig en Lægprædikant, der taler: Lad Gud slaa dig, slaa dig ned. Lig der knust under Guds tunge Haand. Da er du nær den rette Vej. Maaske du har en Orm, der gnaver, en Synd, du ikke kan faa Bugt med. Bed! Den skal hjælpe til at føre dig frem. I din Usselhed maa du slæbe dig frem mod Gud, mod hans Herligheds Glans, som en besudlet Stakkel. Du vil opgive det og raabe: Herre, det er nok! Men det er ikke nok. Videre maa slæbe dig, til du fortvivler og føler dig som en elendig Stakkel, som de mægtige Vande slaar sammen om. – Da raaber du: Herre, frels mig! Ud af dit Hjertes inderste Nød og han griber din Haand, rejser dig op og siger: Dine Synder er dig forladne for Jesu Blods Skyld! Og du staar der, ren som et nyfødt Barn, syndfri! Hører du –du hører til de syndfri! Alt hvad vi saa gør, de klinger det stadig: Dine Synder er dig forladne! Og saa bad han for dem. Doktoren var dybt grebet. Han var ikke kommet dybt nok ned. – Han bryder helt med Sognepræsten, deltager i ”de syndfri’s” Forsamlinger. Ber sig fra Sans og Samling og Lysterne vokser.

Han kommer ud i en lille Gaard: Konen noget forstyrret i Hovedet, men dejlig af Krop. Lysterne stiger ham over Hovedet. Han kommer paa Besøg, Manden er ikke hjemme, og hun – halvfjollet, som hun er – tager med Glæde imod ham. Flere Gange kommer han.

Dyb Anger Gaar i den følgende Tid i stadig Uro, en Uro, der gør ham adspredt, ligegyldig for alt andet end dette: Hvad har han gjort! Og hvad om det faar Følger!

Han faar Vished om, at der er Følger. Han gaar i stadig Samvittighedsnag over for Manden, han har bedraget. Hans Bøn er tom, Bibelen er intet, Møderne skyede han. Til sidst gaar han ud og fortæller Manden, at Barnet er hans. Manden bliver rasende: Om det ikke var nok han havde en tumpet Kone, skulde han nu gøres til Hanrej. ”Og saa kommer De selv og blære Dem af det!”

Han blærede sig saa sandelig ikke, saa ynkelig og ussel han stod der, men Manden saa det ikke. Herud! Skreg han, og da Doktoren ikke straks kunde sanse at gaa, greb han ham i Kraven og hev ham ud.

Han faldt som en Karklud, laa lidt, rejste sig saa og svinglede hen til sin Bil, steg op, startede og kørte for full speed ahead. Folk styrtede til Vinduerne: Var Doktoren gal?

Gal, nej, han tænkte ikke, han saa ikke. Jo, han saa en Vej forsvinde under sig. Han kørte ad den brede Vej, lukt ad Helvede til. Men med sin sidste Kraft klyngede han sig til Haabet. Han vilde ikke til Helvede; han maatte ind paa den smalle Vej, der fører til Frelse. Han spejdede ivrigt. Han maatte finde den. Der – der gik den over ny Egn ind mod Evighedsriget. Brat drejer han mod en Hedevej. Bilen farer ud over, slaar en Kolbøtte og bliver liggende, et elendigt Vrag af Staal og Glas og under den det sønderslaaede Kød af et Menneske, der var slaaet til Vrag i Livets Storme.

RETUR TIL OVERSIGT

****************

Dukken

Brors lille Pige, 5 Aar havde en Dukke, stor og fin, Lasse. Hun betragtede ham virkelig som levende. En Dag, hun kørte en Tur paa Vejen med ham, faldt han af Vognen ned paa Gaden, saa hans Hoved knustes. Hun skreg fuldstændig ude af sig selv.

Hendes Mor kom til: Hvad er der i Vejen? Hun troede, hun selv var faldet, eller blevet stukket el. lign.

Hun skreg kun. Moderen tager hende i Armen: Svar, hvad er der i Vejen!

Lasse – Lasse er død!

De fandt ham. Hovedet uhjælpelig knust. – Kan Far ikke gøre ham i Stand? Det havde han før gjort. – Nej! Svarede Mor. Hun op igen. – Vi kan ikke have dig til at skrige saadan op. Det bliver ikke anderledes. Gaa op i Seng!

Det gjorde hun. Lidt efter gik Moderen op til hende. Hun storhulkede stadig. Da Moderen kom, saa hun op og sagde: Du maa godt give mig en Omgang. Men jeg kan ikke andet end græde over Lasse. – Gid jeg var død i hans Sted!

**************

Dømt! Eller en lille Fjer kan nok ……

Veloplagt og smilende traadt unge lærer Lund ind i klassen, og børnene gav ham smilet igen. For de satte pris paa ham, frisk og levende interesseret som han var. Og særlig efter at han for nylig var blevet gift, voksede hans popularitet. Hans øjne tindrede, hans tale glødede, hans smil tændte andre smil. Pigerne var forelskede i ham, men han mærkede det – tilsyneladende – ikke. Hans ansigt lyste, for hvem havde en kone som han, saa frisk, saa sød, saa dygtig og saa klog. Han smilte, og børnene gav ham smilet igen.

Timen gik hurtigt, flere fulgte efter, ogsaa gymnastik med de store drenge. – Selv var han meget dygtig til gymnastik. Drengene slugte ham med beundrende øjne, naar han viste spring over hesten eller smidighedsøvelser med flyvespring og flikflak, og saa tog de selv fat og trænede med iver og oplagthed. Kun et par store, tykke knægte gad ikke gøre noget ved det. Lund opmuntrede dem og søgte paa mange maader at faa dem med, men de kikkede skævt til hinanden og tværede, saa han fik den største lyst til at smække til dem. Men det måtte man jo ikke, og desuden havde han i dag fri kl. 1 og skulde saa hjem – hjem! Han smilte, og fortrædelighederne svandt ind og blev til intet.

Da han var fri, ilede han let og glad ned ad gaden. Det var en sommermiddag. Solen straalede fra klar himmel. Kun enkelte lyse skytotter kom sejlende for en friskt vind. Det var dejligt strandvejr; maaske kunde de begge tage ud til stranden, bade og lege.

Lund tog trappen op til deres lejlighed i spring og standsede uden for entredøren. Han kunde nok selv lukke sig ind, man det vilde han ikke, han vilde have hende til det – Dorthe. Hun vilde komme lige fra køkkenet med blussende kinder, straalende øjne, fiks med et lille forklæde for. Han smilede og trykkede paa knappen. Et øjebliks venten, raske skridt, laasen klikkede, og hun stod der endnu mere frisk og straalende, end han havde kunnet forestille sig. Men en lille djævel for i ham. ”Undskyld!” sagde han, jeg ventede, at fruen skulde komme og lukke op, og saa kommer blot kokkepigen.”

”Ja, herren maa undskylde,” svarede hun med et lille kniks, ”fruen er desværre optaget for øjeblikket. Men hvis herren vil træde ind saa …” Saa for de mod hinanden, slyngede armene om hinanden og kyssedes til hun forpustet rev sig løs: ”Du er tosset, frikadellerne brænder paa!” og borte var hun.

Nynnende og smilende gik han ind i stuen, hvor han et øjeblik stod og nød hele interiøret, nyt, fint og enkelt, som det var, før han gik ind og vaskede sig. – Lidt efter sad de over for hinanden og nød baade maden og hinandens selskab. Pludselig udbrød hun: ”Der er noget, som du vil blive ked af,” og saa langt paa ham.

Han saa spørgende paa hende, men spurgte ikke. Hun fortsatte da: ”Jo, jeg har længere tid skyldt nogle damer en kop kaffe, og jeg har indbudt dem til i eftermiddag.”

”Hvor i alverden skal jeg saa gøre af mig selv?” udbrød han ærgerligt.

”Du kan jo blive her og være hyggelig.”

”Ja, og høre paa kvindesladder og latter over ingenting! Nej, jeg tager til stranden; det er knippelfint strandvejr.”

”Ak ja,” sukkede hun, ”hvem der kunde være med!”

”Ja, ærgerligt, du ikke kan!

Straks Lund kom ud til stranden, smed han tøjet, trak badebukserne paa og kastede sig i vandet. Let og ubesværet svømmede han ud, og efter en god tur vendte han om. Nu fik han de smaa krappe bølger imod; men han lo blot, og prustende arbejdede han sig frem.

Straks han kom op af vandet, saa han sig om: der var ikke en sjæl at se paa hele stranden. Hurtigt krængede han badedragten af, smed den hen til tøjet og stak i løb langs stranden. Han hoppede, strakte sig, svingede med armene, og han slog kraftspring og flikflak, vendta mølle og gik baglæns op i haandstand, sprang saa pludselig op, vendte sig ind mod land og bredte armene ud, som vilde han favne hele verden, og udbrød: ”Hele verden ejer jeg og Dorthe! Aa, Dorthe, du mit hjertes solskin, I love you!” Og saa slog han op med armene, vendte mølle, slog en baglæns saltomortale og forsvandt hen ad stranden.

Lidet anede han, at faa meter fra ham, oppe i en lille klitgryde, laa reaktionen – tre ældre tanter mellem 50 og 40. Med stadig stigende interesse havde de set ham nærme sig og udføre sine gymnastiske øvelser. Deres øjne blev lange, de hænger ved ham, det var flot, men … Han standser ud for dem, springer op og breder armene ud! – De dukker sig ganske uvilkaarligt: Han skal ikke se dem. Tænk – han breder armene ud, som vilde han favne dem. Han siger noget, og saa – forsvinder han.

Alle tre tanter havde været stive af – ja, af hvad: Beundring? Forundring? Undseelse? Forargelse?

Nu saa de paa hverandre med store øjne og hængende mund.

Tante Eet: ”Saa I ham!”

Tante To: ”Uden badedragt!”

Tante Tre, med et lille hvin: ”Lige imod os!”

Tante Eet: ”det er dog for galt!”

Tante To: ”At han vil være det bekendt!”

Tante Tre, smægtende: ”Sikken en skøn ung mand!”

Tante Eet: ”Hvad siger du! At han ikke skammede sig!”

Tante Tre: ”Han saa os vist ikke.”

Tante Eet: ”Naa, ikke! Du kan tro, han vilde genere os. Hvorfor raabte han ellers efter os?”

Tante To: ”Ja, saa vidt jan kunde høre, sagde han Dorthe, og det er jo dit navn!” vendte hun sig til Tre.

Tante Eet: ”Han bør ikke dø i synden!”

Tante To: ”Nej, her paa stranden uden badedragt. Tænk, om en ung, uskyldig pige kom!”

Tante Eet: ”Ja, det maa ikke ske. Det er grov krænkelse af blufærdigheden.”

Tante To: ”Men hvad skal vi gøre?”

Tante Eet: ”Melde ham til politiet.”

Tante Tre: ”Nej, han var saa frisk og skøn.”

Tante Eet: ”Frisk og skøn! Hvad mon du fejler! Det var dit navn, han råbte. Jeg gaar op og ringer til politiet.”

Tante Tre: ”Nej, det er synd.”

Tante To: ”Synd! Nej, vil Eet ikke, saa vil jeg!”

Tante Eet: ”Jo, jeg gaar!” Og hun kneb munden sammen og knejste – dydens vogter.

Solen straalede varmt fra en ren himmel, de smaa uskyldige bølger tog hinanden og løb rask ind mod stranden, og vinden legede med de lange straa langs klittens fod. Verden var lys og god. Men inde fra byen suste politibilen med lovens haandhævere ud mod stranden for at sikre sig den fæle mand, der løb rundt og generede børn og ”ubefæstede” sjæle. – Tante Eet – den gode fe – viste vej, og snart standsede bilen ud for en mand, der ganske utvivlsomt var ved at lægge sidste haand paa sin paaklædning. Det maatte være ham. Ud sprang et par behjertede betjente, greb fat i manden og trak ham hen mod bilen.

”Hvad i alverden skal dette betyde?” spurgte den forbavsede lærer Lund.

”Ti bare stille og ind med sig!” lød svaret.

”Ja, men det maa da ………”

”Hold mund og lad det gaa lidt villigt!”

”Men min cykel, den maa De svare mig til!”

Betjenten konfererede et øjeblik. Lund blev puttet i bilen, cyklen spændt bagpaa, og saa for de mod byen, mens en anden vogn hentede tante Eet, tante To og tante Tre.

Lund brød forgæves sit hoved for at finde en grund til denne forestilling. Han havde rigtignok færdedes paa stranden uden badedragt, men da der ikke var saa meget som en kat der, kunde det ikke være det. Og ellers var han ikke indblandet i noget som helst kriminelt; ikke engang saa meget som en skatterestance havde han. Det maatte jo være en fejltagelse. ”Hvad skal dette her betyde?” spurgte han. ”Hvad har jeg gjort?” – Men han fik kun besked om at forholde sig roligt. Han vidste vel selv bedst, hvad han havde bedrevet. Det behøvede de vist ikke at fortælle ham.

”Nej, paa ære, jeg ved det ikke.”

”Paa ære!” blæste den ene af betjentene ved hans side, som om Lund ingen ære havde, og han havde dog været sekondløjtnant, saa nogen ære maatte han have i livet. Men der var ikke andet at gøre end vente, til han kom ind paa politistationen, saa maatte fejltagelsen vel blive konstateret. Ærgerligt var det blot, at Dorthe nu maaske maatte gaa og vente paa ham for saadan noget tosseris skyld.

Paa politistationen maatte Lund vente, mens overbetjenten afhørte tanterne.

Tante Eet kom først ind og vilde straks køre løs med sin historie, men blev stoppet og maatte alene opgive navn og bopæl, men ogsaa til hendes store fortrydelse alder. Hvad kom det politiet ved? – Efter at have gjort hende bekendt med vidneansvaret bad overbetjenten hende kort og klart fortælle, hvad der var sket.

Tante Eet kunde dog ikke lade være at komme med mange sidespring og forargede udbrud, idet hun fortalte om manden, der var kommet lige imod dem, splitternøgen, havde bredt armene ud, som om han vilde favne dem, og saa havde nævnt hendes yngste søsters navn.

”Kender De ham?”

”Nej, jeg aner ikke, hvem han er.”

”Hvordan kunde han saa nævne Deres søsters navn?”

”Det aner jeg ikke. Men jeg ved, at han sagde Dorthe. Rigtig nok hedder hun Dorothea, men vi kalder hende Dorthe, for ….”

”Tak, det er godt. Den næste!”

Tante Eet saa forbavset paa overbetjenten og vilde protestere, men blev kort afvist. Den næste! – Fornærmet knejsende forlod hun lokalet, og tante To kom. Hendes forklaring stemte nogenlunde overens med Tante Eets.

Saa kom lille tante Tre. Hun syntes, det var synd for det unge menneske, og forklarede, at der aldeles ikke skete noget. Han var temmelig langt fra dem, og han havde nok slet ikke set dem.

”Ja, men Deres søstre har forklaret, at han nævnte Deres navn; kender De ham?”

”Nej, det gør jeg ikke. Slet ikke.”

”Hvordan kan han saa nævne Deres navn? Det lyder dog lidt mærkeligt.”

”Maaske har vi hørt forkert. Eller maaske,” tante Tre var ikke dum, ”maaske det er en anden, han har nævnt – hans kæreste.”

Tante Tre blev helt rød, da hun nævnte det, saadan undsaa hun sig, men hun vilde saa gerne hjælpe det smukke unge menneske.

Tanterne maatte vente, mens lærer Lund var inde. Han fortalte om sin færden – at han havde været ganske ene paa stranden og derfor ganske nøgen havde lavet gymnastik for at faa varme i kroppen efter svømmeturen.

”Saa De virkelig ingen?”

”Ikke en levende sjæl.”

”Men hvorfor raabte De så et navn?”

”Et navn? – Dorthe! – det er min kone.”

”Deres kone – ja saa!” Overbetjenten brast i en hjertelig latter.

Lund blev ærgerlig: ”Undskyld, jeg indser ikke, det er noget at le ad. Det er sandt.”

Overbetjenten smilte endnu, da han begyndte at forklare tanternes forargelse, men han sluttede alvorligt: ”De ser altsaa, lærer Lund, at man hverken skal eller maa færdes uden badedragt paa offentlig strand. Dette kan forhaabentlig være Dem en lærestreg, og De slipper med en advarsel.”

”Kan jeg saa gaa?”

”Ja,” svarede overbetjenten og rakte ham haanden: ”Farvel, lærer Lund.”

”Farvel, overbetjent,” svarede Lund smilende.

Da Lund gik gennem forværelset, sad de tre tanter der endnu. Lund hilste overdrevent ærbødigt paa dem og forsvandt. Straks for tante Eet mod betjenten, der havde fulgt Lund ud. ”Gik han?” raabte hun forarget.

”Ja, han gik, og de damer maa ogsaa gerne gaa.”

”Ja, men hvad straf faar han?”

”En advarsel, frøken.”

”Og det er det hele. Det er uforskammet. De kan bare vente, jeg skal nok …”

”Tak, det er godt. Gaa saa!”

Ivrigt gestikulerende og højlydt forarget forsvandt tante Eet med tante To og tante Tre i kølvandet.

Lund vidste ikke rigtig, om han skulde fortælle Dorthe denne tragikomiske historie. Maaske kunde hun faa den galt i halsen. Det var vist bedst at tie stille med den. – Da han kom op til lejligheden, trykkede han ikke paa klokken, med lukkede sig stilfærdigt ind. Straks var Dorthe der dog; hun havde ventet: ”Hvorfor kommer du saa sent? Her staar maden og snorker og ….”

”Aa, da jeg kom tilbage fra stranden, traf jeg kollega Andersen, du ved – Hugo Andersen. Han er jo saa interesseret i sommerfugle ligesom jeg; han havde faaet fat i to sommerfugle, som han gerne vilde vise mig.”

”Naa, og saa glemmer du baade kone og hjem for et par sommerfugle! Men kom nu, vi skal spise!”

Der var temmelig tavst ved bordet. Lund spurgte til dameselskabet; men det emne var snart udtømt, for Dorthe vidste, at han ikke brød sig om almindelig bysladder, og Lund greb sig selv i at falde hen i spekulationer over, om denne fatale hændelse ved stranden muligt kunde skade ham. Hørte børnene om den, kunde det skade tillidsforholdet mellem ham og dem, og inspektøren var en stiv herre, der knap taalte, en und lærer, der var afholdt af børnene, for det var han ikke selv.

Dorthe saa flere gange lidt forundret over paa ham, mens han svarede i øst, naar hun spurgte i vest. Og i nattens løb sov han uroligt, drømte flere gange, at han stod anklaget og ikke kunde svare for sig, så da han næste morgen traadte ind i sin klasse, var han ikke nær saa veloplagt, som dagen før. Men at han straks skulde rammes af en lynstraale, anede han ikke.

Duksen gjorde ham opmærksom paa, at der laa et brev til ham oppe paa pulten. – Han tog brevet, idet han tænkte, hvem der mon i dag havde brev med hjemmefra. Da fangedes hans blik af skriften; det lignede inspektørens. Hvad mon der nu var løs? – Hastigt rev han konvolutten op og læste. Børnene saa med forundring, at han først blev helt bleg og derefter rød i hovedet. – brevet lød i al sin korthed:

Herr lærer H. Lund.

Det meddeles Dem herved, at De er suspenderet fra Deres embede, og at vi ønsker, at De straks forlader skolen.

Bartolin Petersen, H. P. Andersen

skoleinspektør. formand for skolekommissionen.

Det var i sandhed en lynstraale, der slog ned. Lund stod som lammet et øjeblik. Saa skød det op i ham: Hvor uforskammet – ikke et ord om hvorfor. Det lignede denne Bartolin Petersen. Men hvordan i alverden havde han faaet fat i den historie fra i gaar, og ….

Lund henvendte sig med ophidset stemme til børnene: ”Undskyld mig et øjeblik, jeg skal lige ind paa kontoret!” Og ud for han, mens børnene forundrede stirrede efter ham.

Han rev døren til kontoret op, pegede paa brevet og raabte stakaandet: ”Hvad skal dette her betyde?”

Skoleinspektøren sprang op og raabte hidsigt: ”Hvad bilder De Dem ind. Her …”

Lund afbrød ham. – ”Hvad skal dette her betyde?” gentog han.

”Det maa De vel selv bedst vide,” svarede inspektøren stikkende. ”Eller kan De se her!” Han tog Xkøbin Avis og viste paa en overskrift med fede typer: Grov krænkelse af blufærdigheden. Ung lærer her fra byen! – Lund læste forbavset videre. Historien var fremstillet, som om Lund direkte havde været uforskammet og nærgaaende mod de tre damer, og artiklen sluttede med, at selvfølgelig blev en saadan lærer, der var direkte farlig for børnene og deres moral, omgaaende afskediget. (De damer havde saa sandt ikke spildt tiden; og avisen havde slugt historien raa).

”De forstaar maaske saa,” sagde herr Petersen med høj værdighed. ”Det var det første, mine øjne faldt paa i morges. Kan De fortænke mig i, at jeg straks satte mig i forbindelse med skolekommissionens formand?”

”Har De ogsaa ringet til politiet?”

”Nej, det var jo ganske unødvendigt.”

”Saa – var det det! Ring til overbetjent Iversen, og De kan faa at vide, at det igen er en af de smaa fjer, der er blevet til fem høns – selv om her kun var tre høner!” føjede han til med et forsøg paa at være munter – trods alt.

”Ja, det er godt,” svarede herr Bartolin Petersen uden at tabe værdigheden, ”sagen skal blive nærmere undersøgt. Men indtil videre maa De altsaa gaa – De er suspenderet.” Dette sidste smagte han oven i købet særligt paa.

”Ja, men De kan jo ringe til politiet straks, svarede Lund irriteret; ”børnene sidder jo …”

”Tak, De maa rette Dem efter afgørelsen.”

Det er dog for galt, tænkte Lund, saadan en idiot, der ingenting vil forstaa. Han knyttede hænderne og traadte truende nærmere: ”Men hvad med børnene; de sidder jo i klassen?”

”Dem skal De ikke bekymre Dem om, jeg tager timen.”

Henrik Lund tøvede endnu et øjeblik, saa gjorde han rask omkring og lukkede døren haardt efter sig, idet han gik, mens skoleinspektøren gloede irriteret efter ham.

Ophidset gik han ned ad gaden: Det var dog for galt, nu fik børnene historien serveret. De vilde se spørgende og forundret paa ham, betragte ham som en farlig person, og vanskeligheder vilde følge med forældrene, selv om historien blev slaaet ned – og den idiot til redaktør skulde komme til at æde sine egne ord igen – men alligevel …. Allerværst var det, at Dorthe, hans egen Dorthe skulde blandes ind i denne affære. Kunde hun tage det, eller vilde denne usle hændelse fremkalde den første storm i deres ægteskab? Han maatte hjem og snakke med hende om det hele.

Forsigtigt lukkede han sig ind. Der var ganske stille. Mon hun var ude paa indkøb? Eller? De holdt ikke Xkøbing Avis, men han havde købt nummeret undervejs, et sted, hvor han ikke var kendt. –Han listede ind i stuen og lyttede. Hun gjorde i stand i soveværelset – aah! Men lige saa godt springe som krybe i det. Han rømmede sig og gik rask ind til hende.

Hun stejlede: ”Du her nu!”

”Læs!” sagde han haardt og rakte hende avisen.

”Hvad skal jeg læse?” spurgte hun forundret.

”Her!” Han pegede, og hun saa i bladet, mens han gik hen til vinduet. Gaarden dernede saa han ikke; han tænkte paa, at dette her kom han klodset fra. Det havde været bedre, han havde taget hende med ind i stuen og roligt fortalt det alt sammen; hvad maatte hun ikke tænke paa denne maade?

Hendes reaktion kom voldsomt: Taarene styrtede hende ud af øjnene, og hun raabte fortabt: ”Aa, Henrik!”

”Tror du da det der?” raabte han fortvivlet.

”Det staar jo her i avisen, og du …,” begyndte hun forvirret.

”Ja, jeg er sendt væk,” fortsatte han haardt. ”Se her!” Han gjorde sig igen haard og rakte hende brevet med suspensionen.

Hun saa op paa ham med store øjne, der efterhaanden blev undersøgende: Kunde de være muligt? – der stod han jo, hendes egen mand, der aldrig havde gjort hende andet end godt hele den tid, de havde kendt hinanden. Selvfølgelig havde de undertiden været uenige om visse ting; men de forstod hinanden, og der havde aldrig været noget ondt imellem dem. Det kunde ganske simpelt ikke være rigtigt.

Han ventede spændt. Han forstod, at der arbejdede noget i hende, han saa, hendes udtryk blive afspændt, og hun kom hen til ham, lagde hænderne paa hans skuldre, saa ham ind i øjnene og sagde: ”Hvad er dette, Henrik? Du maa forklare mig det.”

”Tak, Dorthe, det var det, jeg ventede, du vilde sige. Kom, saa sætter vi os ind i hver sin stol, og saa fortæller jeg!”

Han fortalte, og hun lyttede. En stor glæde steg op i hende. Aa, Gud ske lov, hun havde ikke mistet ham, alt var som før.

”Og alt dette sker, fordi jeg var glad, og fordi …” Han saa fuldt paa hende, og hun for op, kastede sig paa hans knæ, slog armene om hans hals og hviskede: ”Fordi du elsker mig!”

”Ja, Dorthe.”

De sad stille lidt. Saa rejste han sig, satte hende ned og sagde: ”Men nu skal jeg paa arbejde. Jeg maa have en erklæring af politiet og så op til den emsige redaktør, saa skal han faa lov til at æde sit eget spy. Og derefter kommer turen til herr Bartolin.”

”Pas nu paa; vær ikke for ilter!”

”Du behøver ikke være bange, jeg skal nok være fornuftig.”

Da han var gaaet, mærkede hun til sin forundring, at der alligevel sad en lille brod tiltage: Hvordan kunde han dog rode sig ind i alt dette – hvordan kunde han?

Lund gik rask og fri ned ad gaden. Men han blev snart mindet om, at han ikke i dag var den samme mand som i gaar: Et par mødre kom gaaende imod ham. Han kendte dem, og de kendte ham, for de havde været med til skolefest. De kom livligt snakkende og leende. Men straks de fik øje paa ham, stivnede de, og da han hilste, saa de lige ud med fornærmede miner. – Han forstod da, at han ikke mere var den agtede lærer Lund. Han var en udskudt, en paria, ingen vilde røre ved med en finger. En afmægtig vrede fyldte ham, for han forstod, at selv om han blev renset, vilde sladderen løbe videre. Han var ved at tabe modet, men gik dog nedslaaet videre.

Heldigvis var overbetjent Iversen til stede, og han hørte med forstaaelse paa Lund. ”Ja,” sagde han, ”skoleinspektøren har faaet besked, og nu skal redaktøren ogsaa faa det.” – Han satte sig straks og skrev et kort resume af sagen, betonede, at der ikke kunde lægges lærer Lund andet til last, end han havde færdedes paa en tom strand uden badedragt. Xkøbing Avises artikel maatte derfor anses som injurierende, hvis den ikke blev kraftigt rettet.

”Jeg haaber,” sagde han til Lund, ”at dette skal faa ham til at gaa i sig selv. Hvis ikke, maa De anlægge injuriesøgsmaal imod ham. – Naa, det ordner sig nok, men værre er det med sladderen, som vi ikke kan standse, og sandt er det jo, at en lille fjer kan nok blive til fem høns.”

”Ja, her blev den i alt fald omgaaende til tre høns.”

Iversen lo buldrende, slog Lund paa skulderen og sagde: De klarer Dem nok, Lund, De har ikke tabt humøret.”

Noget opmuntret skyndte Lund sig hen til Avisen, hvor han bad om at tale med redaktøren. Da han nævnede sit navn, gav det ligefrem et spjæt i den unge pige, der tog mod hans besked, og hun blev rød i kinderne. ”Et øjeblik, herr!” sagde hun saa og forsvandt.

Ganske kort efter kom hun tilbage og viste ham til redaktøren. Denne var en pæn ældre mand med hvidt haar og rolige øjne under svære bryn. ”Hvad ønsker De, herr Lund?” spurgte han høfligt.

”At faa at vide, hvordan i alverden De kunde sætte en artikel som den om mig til morgen?”

”De maa vel vide, at De selv har været ude om det.” svarede redaktøren roligt.

”Ja, og nu er jeg suspenderet fra min stilling paa grund af Deres uvederhæftige artikel.”

”Uvederhæftig artikel. Hør nu her: Der kom to pæne ældre damer herop meget forargede og fortalte overensstemmende, hvad der var sket; vil De virkelig have, at jeg skal tro Dem frem for damerne?”

”De kunde dog have ringet til politiet og forhørt Dem, før De satte en saadan uafvaskelig plet paa min ære!”

”Det saa ærlig talt ikke ud til at gøres nødigt.”

”Nu skal jeg fortælle, hvad der hændte, og føre bevis for mine ord.”

”Ja, undskyld, De maa fatte Dem i korthed, jeg har kun lidt tid til Deres disposition.”

”Naar De har beklikket mit gode navn og rygte, har De ogsaa tid til at høre paa mig. Ellers bliver det værst for dem selv,” svarede Lund bidsk og fortalte kort og klart, hvad der var sket.

Redaktøren sad ligefrem og kom til at synes om den unge, pæne mand. Han var et friskt menneske, der talte klart og uden omsvøb. Men på den anden side kunde man jo aldrig vide – Man skal ikke skue hunden paa haarene. Imidlertid rakte Lund ham Iversens erklæring, og redaktøren maatte erkende, at Avisen havde gjort i nælderne.

”De ser nu, at De har taget fejl”, fortsatte Lund, ”og de maa straks i næste nummer af Avisen give en uforbeholden undskyldning og bringe kendsgerningerne: Jeg havde ikke set de damer; jeg troede, jeg var ene paa stranden. Bliver det ikke tilfredsstillende, anlægger jeg injuriesag imod Dem.”

”De behøver ikke at være bange, det skal ske,” sagde redaktøren alvorligt. ”jeg er personlig ked af det skete, selv om det var redaktionssekretæren, der skrev artiklen. Jeg ønsker kun, at mit blad maa give korrekte og aktuelle oplysninger. Modtag min undskyldning, herr Lund!” Og redaktøren fulgte Lund helt til hoveddøren og tog afsked med ham med haandtryk og smil.

Lund følte sig fri og let, da han kom ud paa gaden. Det gik jo godt. I morten vilde folk have besked, og alt være rettet. Men straks trak en ny sky for solen: To af han skoledrenge kom imod ham. De maatte have faaet tidlig fri, fordi han ikke var der. De gloede halvt forskrækkede paa ham og glemte at hilse. – ”Naa, drenge, hilser I ikke!” sagde han med et smil, og huerne røg af. Men han forstod atter, at her var sket ting, som ikke uden videre lod sig rette og slette.

Dorthe blev glad, da hun hørte om hans ekspedition, og endnu bedre blev det, da der kom en kort meddelelse fra skoleinspektøren, at lærer H. Lund kunde møde paa skolen til sædvanlig tid næste morgen, og saa haabede han, at der ikke skulde blive anledning til videre i den kedelige sag. – Men ikke saa meget som en undskyldning, fordi han havde forløbet sig, var der.

”Hø!” blæste lund, ”han er vel nok sød, den gode Bartolin, altid paa den rigtige side!”

”Ja, Henrik, men det bedste er dog, at du kan møde i morgen igen og se baade ham og børnene frit i øjnene.”

Ja, ja, men …… Lærer Henrik Lund var knap saa frisk og ung og spændstig, da han næste morgen mødte i klassen, og børnene var ikke saa aabne og fri som før. Han mærkede, hvor de var vanskelige at trække op, at gøre interesserede. I den følgende tid holdt nogle sig stadig mere tilbage, mens en enkelt af pigerne smøg sig kælent ind paa ham, saa han til sidst maatte næbbe hende haardt af. Følgen var, at hun gik hjem og bagtalte ham for sin mor, og sladderen fik ny næring, den sladder, som tante Eet, den kære sjæl, stadig og med godt held søgte at holde løbende. Ogsaa kollegerne paa skolen blev mere tilbageholdende over for ham, Hugo Andersen kom ikke mere med sjældne sommerfugle, for at Lund skulde dele glæden over dem med ham, og skoleinspektøren benyttede enhver lejlighed til at genere ham.

Lund blev irritabel, og en dag hændte det, at han i gymnastiktimen smækkede en dreng en lussing. Det var en af de drenge, der altid prøver, hvor langt de kan gaa. Lund blev hidsig og slog. Drengen gloede ham arrigt ind i ansigtet. Næste dag blev Lund kaldt ind til inspektøren. Der var klaget over ham, sagde denne, og han kunde jo nok forstaa, at han maatte passe paa, endda særligt, da han nu engang var kommet i søgelyset.

Lund svarede, at han vidste, at han havde forløbet sig; men han gad nok vidst, om ikke ogsaa inspektøren vilde have knaldet saadan en vrangvillig løjser en lussing.

”Det kommer ikke sagen ved,” svarede inspektøren overlegent.

”Jeg vil advare Dem. Det maa ikke se oftere.”

Lund havde mest lyst til at spørge, hvorfor netop han var i søgelyset. Han vidste da, at flere af han ældre kolleger absolut ikke veg tilbage for at give en lussing, men de blev ikke kaldt paa kontoret. Kun han var dømt paa forhaand. Det var til at blive ond og gal over. Men han svarede kun særlig korrekt: ”Nej, herr skoleinspektør.”

Da han gik hjem tænkte han paa, at det værste af det hele var dog, at forholdet mellem ham og Dorthe ikke mere var det, det havde været. – Han vidste godt, at han tit kom hjem irriteret eller ked af det, og hun da saa spørgende paa ham. Da kunde han fare op og spørge haardt: ”Hvad er der?” hvorpaa hun vendte sig og gik. – Mangen gang kunde han se, at hun havde grædt, naar han kom hjem. Han vidste ogsaa, at hun mærkede sladderen. Hun blev ikke indbudt til de damer, hun selv havde haft til kaffe eller te, og det hændte, at de begge blev glemt af hans kolleger. – Der var nok kun én ting at gøre, selv om han var ked af at løbe sin vej. Kunde han blot have mødt fjenden ansigt til ansigt, men det var umuligt at stoppe sladderen; det blev nok ham, der maatte fortrække. Heldigvis var der pladser nok at søge. Et nyt slag kunde vindes et andet sted. Men han mærkede til sin forundring, at han ikke rigtig troede paa det. Det var ikke blot andre, der tvivlede paa ham, det var ogsaa ham selv! Det var paa høje tid, han handlede.

Da han kom hjem, kom Dorthe ham smilende i møde, men han kunde se, at hun havde grædt. Han var saa ked af det for hendes skyld. Han slog armene om hende og kyssede hende ømt. Da lagde hun hovedet paa han skulder og brast i graad. – ”Saa, saa,” trøstede han og førte hende ind i stuen, hvor de satte sig haand i haand. Hun lænede hovedet mod hans arm. Da de havde siddet lidt, sagde han: ”Dette her kan ikke blive ved at gaa, jeg maa søge bort.”

”Aa, ja,” sagde hun bedende og saa op paa ham. ”Det er en skam, at en mand som du skal slaas ud af nogle beskidte sladderkællinger. Men jeg kan ikke holde ud at tænke paa, at lille Lund skulde vokse op under disse forhold, blive peget fingre af for den far, som skulde være hans stolthed.”

Lund var sprunget op. Han lagde hænderne paa hendes skuldre og sagde: ”Se op paa mig!”

Hun saa smilende, men lidt genert op paa ham, mens han fortsatte: ”Hvad var det, du sagde – lille Lund! Skal vi have en baby?”

”Ja, jeg skal i hvert fald,” svarede hun og lo ham op i ansigtet.

Han gik et par skridt tilbage, omfattede hende med et stort blik og udbrød: ”Det er det bedste, jeg i lang tid har hørt. – Nej, du kan tro, han skal komme til at se op til sin far. Jeg søger bort fra dette modbydelige sladderhul, langt bort, helt over til Jylland.”

”Ja, og saa bliver alt nyt og frit igen.”

Hans ansigt mørknedes atter. Tvivlen lurede bag frejdigheden. ”Ja, men …” begyndte han, ”skyggen følger med!”

”Skyggen er din, og du er frikendt!” sagde hun lyst.

”Ja, Gud give, jeg var!”

RETUR TIL OVERSIGT

*********************

Daabsdagen.

Præsten: Mange Kvinder, Mødre eller Gudmødre snakker i Vaabenhuset kun om, bare nu ikke Barnets Tøj skal komme i Uorden el. Barnet skriger eller hun skal svare forkert; det vilde da være flovt! – De har ikke begreb om Daabens Gavn; derved taber Daaben noget af sin Værdi.

Hun var 20 Aar, den unge Frue. Hun havde opnaaet den største Glæde og Lykke en Kvinde kan opnaa.

Der laa han i Vuggen, Drengen. Han havde set paa hende med sine klare, aabne Barneøjne. Han havde smilet til hende. – Hun sad timevis ved hans lille Seng. Hun knælede ned ved den og idet hun saa paa sit Barn, sit dejlige Barn, det dejligste, det smukkeste i hele Verden, knælede hun ned og bad, at han maatte blive noget godt i Verden, at hans Barneøje maatte bevares klart og lyst.

Og nu skulde han bæres frem for Gud i Daaben; hun skulde svare for ham. Men Gud maatte hjælpe hende til at svare for ham; ellers kunde hun ikke.

Der blev en Travlhed med at faa ham i Tøjet. Det maatte endelig være, som det skulde være. Hun havde selv syet Daabskjolen. Den skulde ikke lejes; han skulde komme i sin egen Dragt. – Med Glæde saa hun paa, saa smuk den var.

Nu var Bilen for Døren. Det kneb at blive Færdig. Aah, hvor var der meget saadan en Dag, med ham og med hende selv. Hun vilde bære ham frem i sin Bryllupskjole. – Denne Dag kunde sammenstilles med hendes Bryllupsdag. –

Nu sad de i Vaabenhuset. Drengen indsvøbt i tykke, uldne Tæpper. Inde fra Kirken lød Præstens Røst svagt ud til dem. Stille sad de. Ventetiden blev lang. Den lille Frue kunde ikke lade være med at tænke paa alle de mange, der skulde se paa hende i Dag og høre hendes Svar. Det fordunklede for hende det, at der først og fremmest var en hun svarede for og en der hørte.

Bare jeg nu svarer rigtigt! Siger hun helt ængstelig bekymret til Moderen, der sidder ved hendes Side.

”Det kan du da sagtens, du ved da nok, hvordan det skal være!”

Ja, ja, men det er saa underligt med alle de Mennesker. Hvad skal de ved min Drengs Daab.

De skal være med i Bøn for ham! Hele Menigheden skal slutte Kreds om dit Barn! Ja, men det gør alle de Folk da ikke. De kigger blot nysgerrige: Hvordan ser hun ud? Hvordan ser han ud? Hvordan er de klædt paa? Det er ikke til at udholde at tænke paa.

Og hun var igen borte i Betragtninger angaaende Klæder og Udseende. Og da de kom ind i Kirken, rødmede hun dybt, da alle de mange Mennesker vendte sig mod hende og saa hen imod hende.

Kun ved at se paa Drengen, den allerkæreste Unge, der laa saa sødt og sov, vandt hun paa ny sin Fatning, og dog kunde hun ikke lade være at generes af, at tænke paa, de stirrende, hun syntes, stikkende Øjne, der kiggede frem, særlig skraat til højre.

Hun blev borte for sig selv og Handlingen, saa Præsten maatte vente paa Svaret. Endnu dybere rødmede hun og svarede forvirret og usikkert.

Flov og nedslaaet gik hun ud af Kirken efter Velsignelsen.

Da de kom ud i Vaabenhuset sagde hendes Moder: Du havde nok Feber. Men det gik jo rigtig godt.

Hun svarede ikke. Hun længtes efter at komme hjem.

Først da sansede hun rigtig, hvad der var sket. Hendes Barn var overgivet til den levende Gud. Hun havde svaret ja for ham.

Da hun en kort Stund blev ene med ham, knælede hun ved hans Vugge og bad om Hjælp til at bevare ham i hans Daabspagt.

***********************

En Tur, de ikke glemte.

”Aah se! der er en Guldspurv!” raabte Skovfogedens Gerda, som stod ved Vinduet og kiggede ud i Gaarden. ”Og der kommen en Musvit.”

”Ja”, svarede Broderen Hans, som var et Aar yngre, 10-11 Aar, ”der er vel nok godt, det er blevet Vinter. Bare vi kunde faa en ordentlig Bunke Sne”.

”Og se!” raabte Gerda, ”en Bogfinke. Nu er de der snart alle sammen”.

Det var saa morsomt at se Fuglene samles, nu de hele Efteraaret ikke havde set en Fugl – selvfølgelig Spurvene undtaget, det Pak.

Vejret havde været mørkt, trist og Fugtigt, lige til det nu i Julehelligdagene var slaaet om til let Frost med en Antydning af Sne. En skarp Vind stod imidlertid ind fra Øst og varslede rigtig Sne.

”Det bliver nok Snevejr i Eftermiddag, naar vi skal over i Skolen til Juletræ!” raabte Hans med Fryd i Stemmen.

”Nej, det tror jeg ikke,” svarede Gerda, ”og det haaber jeg ikke”.

”Ja, men det haaber jeg,” vrængede Hans, ”saa bliver det da rigtig Julevejr.”

-- Lidt over Middag stod de færdige til at gaa til Julefesten.

”I maa vist hellere gaa ad Landevejen,” sagde deres Mor. ”Mosen er vist ikke sikker.”

”Hø, svarede Hans, ”vi kan da sagtens gaa over Mosen.”

”I maa i hvert Fald passe paa!” Det skal vi nok, Mor,” svarede Gerda. Hun vidste godt, at Moderen satte sin Lid til hende, for Hans var altid saa vild.

De løb ind igennem højstammet Bøgeskov, hvor Løvet raslede om deres Fødder, og kom saa til tæt ung Granskov, der stod og lyste af Grønhed og Friskhed. – Hans blev bagefter; han samlede Grankogler, og da Gerda raabte, at han skulde skynde sig, begyndte han at skyde til Maals efter hende. Hun lod som ingenting, til han ramte hende paa Halsen. – ”Av, dit Bæst,” raabte hun, ”du skulle skamme dig!” Og saa satte hun i Løb ind gennem høje Graner, hvor hele Pletter var hugget om, og de, der stod tilbage, saa syge og nøgne ud. – De havde været angrebet af Nonnelarver og var nu dødsdømte.

Ved Skovleddet ud til Mosen ventede Gerda paa Hans. De aabnede Leddet og fortsatte ud over Mosen, hvor der var fuldt af Tørvehuller og Smaadamme ind imellem Lyngstrækninger og Smaakrat. Hans stak straks ned til et af Hullerne for at prøve Isen.

”Nej, kom nu! Vi skal skynde os,” sagde Gerda. – Hans sparkede løs paa Isen uden at høre. Men netop som han vilde træde ud paa den, greb Gerda ham i Kraven: ”Kom nu! Mor sagde, vi skulde passe paa.” – hans gjorde en Bevægelse for at rive sig løs og stak i det samme et Ben gennem Isen. Gerda rev til. ”Din tossede Knægt, der kan du se!”

Saa maatte Hans sjaske videre med Vandet svuppende i Skoen. Efterhaanden frøs Foden helt stiv, og da de kom til Skolen, var Gerda klar over, at han maatte have tørt paa, hvis han ikke skulde blive syg. Selv vilde han ikke høre tale om dette.

Men Gerda følte sit Ansvar over for den ufornuftige Bror. Hun gik ind til Lærerens Kone og fortalte, hvordan Sagerne stod. Hans blev kaldt ind, og da Lærerens kone havde en større Pige, maatte Hans, enten han peb eller sang, have Pigestrømper paa. Det var en saadan Skam, at han ikke vilde med ind blandt de andre Børn; men ogsaa her blev han den lille; han skulde med.

De andre Børn smilede og hviskede og tiskede, da de traadte ind, og han var saa genert og saa gal i Hovedet paa sine Pigestrømper og paa sig selv, at han intet fik ud af Julesalmerne eller Lærerens Juletale og Historie. Og aldrig saa snart var dette forbi, og Børnene begyndt at lege, før Hans styrtede ind og bad om sine Strømper; nu maatte de da være tørre. Det var nu ikke alt for godt; men han kunde ikke vente længere; i en Fart fik han skiftet, og snart var han en af dem, der raabte højest i Legen.

Imidlertid blev det mørkere og mørkere i Vejret. Vinden tog til, og Sneen begyndte saa smaat at fyge. – Læreren saa betænkelig ud. Snart var det rigtig Fog. Mange af Børnene havde langt at gaa, og særlig var der Skovfogdens, der skulde gaa over Mose og gennem Skov. Det kunde blive farligt i Mørke og rigtig Snestorm. – Han kaldte paa Hans og Gerda og sagde til dem, at de helst maatte komme af Sted hjem straks, da det vist blev Snestorm.

Hans surmulede, men Gerda var straks rede. – ”Hold jer nu til Landevejen!” lød Lærerens sidste Formaning, før de forsvandt i Snefoget.

Hu-hej! Vinden kom farende hen ad Vejen, og Sneen dansede paa Asfalten. Hans og Gerda lod sig drive frem i den hvirvlende Dans. Men da de kom til Stien over Mosen, drejede Hans uden videre ned af denne.

Gerda blev staaende oppe paa Vejen og raabte: ”Nej, Hans; du husker nok, hvad Læreren sagde!”

”Jeg er lige glad,” raabte Hans tilbage; ”det er meget nærmere.”

”Kom tilbage straks!” raabte Gerda. Men Hans fortsatte i rask Løb, var allerede ved at forsvinde i Fog og Dunkelhed. – Gerda var paa Nippet til at græde over den tossede Knægt; men lade ham løbe alene over Mosen kunde hun ikke. Hun skyndte sig efter ham. – Mørket faldt paa, Sneen blev tættere, og Vinden stærkere. Da hun havde indhentet ham, gad hun ikke engang skænde paa ham.

De fortsatte ud over den aabne Mose, hvor alt var en hvirvlende, fejende Dans over Tuer og Krat, over Tørveskær og Moseagre. Mørket faldt hurtigt paa, og snart vidste de hverken ud eller ind. Stien var borte, og de maatte famle sig forsigtig frem med Vinden skraat ind fra venstre.

Pludselig gav Sneen efter for Hans, der i sin Utaalmodighed ikke kunde lade være at fare frem. Han gav et Skrig. Gerda greb fat i ham og trak ham op. Men han var vaad paa begge Fødder.

”Kan du saa snart gaa ordentlig!” sagde Gerda og ruskede i ham; ”ellers kommer vi saamænd aldrig hjem.”

Hun tog ham fast i Haanden og gik forsigtig frem, til Trods for hun saavel som han havde en næsten uimodstaaelig Lyst til at løbe, til rigtig at styrte af Sted.

De syntes, de gik og gik, men kom ingen Vegne. – De maatte da snart være ved Skovbrynet. Men de saa intet Hegn, kun hvirvlende Sne.

”Hu, mine Fødder!” tudede Hans; ”jeg kan ikke holde det ud længere.”

”Det kan ikke nytte, du skal!” svarede Gerda fast.

”Jeg vil ikke!” raabte han, rev Haanden løs og styrtede af Sted. Gerda for bagefter, kun tænkende: ”Det gaar aldrig, aah Gud, det gaar aldrig!”

Pludselig fladt Hans op ad en Forhøjning. Han famlede frem for sig, følte op ad en Vold og ovenfor var der Traad. – ”Skovhegnet!” raabte han.

Ja, det var Skovhegnet. Med Møje kravlede de over og fortsatte ind gennem Krat og Buske. – Her var det roligere, men mørkt, og hvor var de? Hvor var Vejen?

De rev sig paa Buske og Grene, og de ramlede i Huller, grædefærdige begge to. – Men endelig kom en Lysning. Det var her, de afgnavede Graner var faldet. De fik hinanden i Haanden igen, fandt Vejen og løb frem.

Hu-hej! Her fik Vinden atter Magt. Det knirkede og knagede i de udgaaede Graner paa den anden Side af Lysningen. – Her laa en Gran væltet tværs over Vejen. Forsigtig kravlede de gennem de stive Grene og fortsatte. Men knap var de kommet i Gang igen, da der lød en Knagen og Bragen lige over dem. – Hans løb frem, og Gerda holdt tilbage, mens en mægtig Gran brasede ned over dem. Gerda følte Grenene svirpe mod Kinden, idet der lød et Skrig fra Hans.

”Hvor er du, Hans?” raabte hun, mens hun søgte at frigive sin Frakke fra Grenene. ”Her, aah ja!” raabte han og stønnede.

”Vent, nu kommer jeg!” svarede hun. Men hun maatte om paa den anden Side af den væltede Gran for at komme til ham. – Hun famlede sig frem gennem Virvaret af Grene og kom op paa den anden Side. – ”Hans, hvor er du?” raabte hun igen ængstelig. – Der lød en Klynken, og hun trængte sig ind gennem de stive, stikkende Grene uden at bryde sig om, at de rev hende i Ansigtet og greb fat i Tøjet.

”Hvad er der i Vejen?” spurgte hun. ”Jeg kan ikke komme fri”, klynkede han.

”Vent blot; nu skal jeg prøve.” Og hun trak til i hans Arm; men han skreg op af Smerte: ”Nej, nej, Foden sidder fast.

Hvad skulde hun gøre?

Hun krøb ud og søgte længere op mod Toppen af Granen; her trængte hun ind til Stammen og tog fat i den, idet hun hviskede: ”Hjælp mig Herre, at frelse Hans!”

Saa tog hun fat, raabte: Træk Foden til dig!” og løftede af al sin Magt. – Med et Sæt var Foden fri.

Hun kom hen til ham igen. ”Kom saa!” sagde hun og vilde rejse ham op. Men han kunde ikke støtte paa Foden; han sank sammen med en Stønnen.

Gerda stod lidt modfalden. Saa rettede hun sig. – ”Du maa op paa min Ryg; saa bærer jeg dig hjem!” sagde hun afgjort. Og det lykkedes hende efter meget Besvær at faa ham op paa Ryggen, og saa bar hun ham gennem Skoven i Storm, Sne og Mørke. – Mangen Gang var hun ved at opgive det. Hun snublede over en Rod eller en Knold og var lige ved at falde. Men hun rettede sig op, idet hun tænkte paa, hvor frygtelig ondt det vilde gøre i Foden, om hun faldt eller tabte ham. – Men han hang som en Sæk og tyngede stærkere og stærkere. Hun syntes, hendes Arme maatte gaa i Stykker, men hun holdt alligevel, som hun syntes, med de sidste Kræfter, og Sveden brast ud af alle Porer. – ”Jeg kan ikke mere, jeg kan ikke mere!” gentog hun for sig selv, mens hun dog blev ved at tumle frem.

Men som det var givet, at nu kunde hun ikke mere, mærkede hun, at Stien gik over i Gaardspladsen hjemme, og hun raabte hjælpeløs: ”Mor! – Mor!” – Hans sank ned i Sneen, mens hun stumlede et Par Skridt frem mod Døren.

Pludselig gik den op, og et Lysskær faldt ud. Hun vaklede frem og blev grebet af sin Mor: ”Men lille Gerda, hvad er der dog!”

Gerda gav sig over og hulkede ind mod sin Mor, mens Faderen opdagede Hans og bar ham ind. – Døren blev lukket. De var hjemme. – Gerda rystede og græd rigtignok af Træthed og Spænding, hans var stiv af Kulde, og deres Klæder var forrevne; men de var hjemme, og det lunede dejligt.

Lidt efter lidt fik Gerda fortalt, hvad der var sket. Hans maatte jo enten have brækket Benet eller forstuvet Foden. – Moderen vilde trække den vaade Strømpe af; men han ømmede sig saadan, at hun maatte nøjes med at lægge noget varmt om.

Skovfogeden maatte ind efter Doktoren. Telefon var der ikke i Nærheden.

”Kan du cykle? Spurgte hans Kone.

”Ja, det gaar nok. Men Myrhøj bliver nok gal i Hovedet over, at jeg kommer paa denne Tid; han tager saamænd ikke med.”

”Jo, svarede hun, ”han er ikke saa slem, som han lader.”

Og Skovfogeden kørte af Sted gennem Fog og Snedriver til Byen. Han væltede og asede sig frem med Cyklen ved Siden, Gang paa Gang. Men heldigvis var Vinden med, og han naaede frem.

Han ringede paa hos Doktoren. Her var stærkt oplyst, og højrøstet Tale lød ud. Doktoren havde nok Selskab; saa tog han ikke med – og i saadant Vejr!

Skovfogden ringede igen – kraftigt. – Døren blev revet op; Doktoren selv stod i Døren. – ”Hvad vil De?” spurgte han bøst.

Skovfogden stammede noget i det.

”Læg noget varmt Omslag paa, saa kommer jeg i Morgen. Farvel! Og Doktoren vilde smække Døren i; men Skovfogden satte en Fod imellem: ”Det mener De ikke, Dr Myrhøj!”

”Hvad gør jeg ikke!”

”Nej, De vil ikke have paa Deres Samvittighed, at en Dreng maaske aldrig kommer til sin Førlighed.”

Hvad kender De til min Samvittighed!” svarede Doktoren nok, men tilføjede straks efter: ”Vent et Øjeblik, saa skal jeg være der”.

Og faa Minutter efter kørte de mod Storm og hvirvlende Sne ud ad Landevejen. Flere Gange maatte Skovfogden af og kaste Vognen fri; men omsider naaede de ud til Skovfogedhuset.

Dr. Myrhøj var her i storartet Humør; han lo og snakkede beroligende, mens han undersøgte Benet.

RETUR TIL OVERSIGT

**********************

Faldet, men rejst.

Karl Rygaard var en ung, køn mand sidst i Tyverne, Postassistent i en større Provinsby.

Han var fra et udmærket Hjem, og det havde Tag i ham endnu. Var der et eller andet, der trak, som ikke var af det gode, hørte han straks sin Moders milde Stemme, hørte hende sige: Saadan noget er Synd, Karl! Og han hunde ikke gøre det. - - Han kunde blive saa varm om Hjertet ved at tænke paa sin Moder, hendes umiddelbare, fromme Sind. Særlig naar han kom til at tænke paa Aftenbønnen, hun bad med Børnene derhjemme; hvor ulykkelige de var en Aften, hun ikke var hjemme, indtil Fader kom, og de opdagede, at han ogsaa godt kunde bede Aftenbønnen med dem.

Nu var han langt oppe i Tyverne, moderne ung Mand, uafhængig paa alle Maader, og dog – dog sad hans Moders Formaninger dybt i hans Sind. Det var som klang det Ord stadig i hans Sjæl: Min Søn! Hør din Faders Undervisning og forlad ikke din Moders Lov! – Ikke engang Kirken og Aftenbønnen havde han glemt.

Og nu – nu følte han heller ingen Trang til at gøre det, for han var forelsket – dybt, inderligt forelsket.

Aah ja! Hvor kunde hans Hjerte banke, naar han tænkte paa sin Else – hendes lyse Haar, hendes aabne, trofaste Øjne med de lange, mørke Vipper, den lille fine Næse og Kindens bløde Runding, hvis fine Farveskær forhøjedes, naar han hviskede hende sine besnærende Ord i Øret! Ja, og ikke at forglemme, den lille friske, søde Mund! – Kun tyve Aar var hun, men saa god og saa dygtig. – Han kunde paa Kontoret pludselig smile, et fjernt, lykkeligt Smil, saa Folk, han ekspederede, saa forundret paa ham: Hvad i Alverden smilede han ad? Var det af dem! – Ak nej, han saa dem knap; det var hende han tænkte paa. Ja, han kunde sagtens være god, han var jo lykkelig!

I Aften skulde han mødes med hende. Præcis paa Slaget var han på Mødestedet. Før Tiden kunde han ikke komme; han havde maattet skynde sig af alle Livsens Kræfter for at naa herhen til Tiden. – Hun ventede!

De gik – trygge ved hinanden og talte om Dagen og Vejen. Deres Ansigter lyste. Lette og glade var de. – Men som Mørket sænkede sig, dalede deres Tale, den blev til en Hvisken – hemmelighedsfuld og sløret. Til sidst tav de. – Længe gik de i Tavshed, tættere og tættere sammen, hedere ved hinandens Nærhed. – Han følte sig som bjergtagen; han turde ikke løfte sine Øjne til hende. Hun, hans rene, lyse Pige.

Kunde han have set det, han vilde have set ogsaa i hendes Ansigt noget, han ikke havde set der før. For ogsaa hun følte sig ham i Vold. Hun kunde have knuget, boret sig ind til ham. Men hun blev helt bange. I Stedet for trak hun sig noget mere tilbage og ledede deres Gang mod Hjemmets Port. Hun var bange, bange for sig selv. – Da de stod der i Porten, favnede de hinanden – dybt, voldsomt. Men pludselig river hun sig løs, løber hurtigt til Døren og er borte, før han ved af det. Han vilde springe efter hende, men kunde alligevel ikke faa sig til det. – Hvorfor løb hun? Hun er min – min! For det hedt op i ham. Aah, hvorfor tog han hende ikke, hvorfor lod han hende løbe?

Langsomt begyndte han at gaa ned ad Gaden, stadig i en vild, oprevet Stemning. – Da kommer der en af Gadens Piger og stikker ganske selvfølgelig sin Arm under hans. ”Kom, min Dreng! Du trænger vist til lidt Opmuntring. Kom hjem med mig!”

Hans første Indskydelse var at slynge hende fra sig. Men i sin ophidsede Tilstand følte han saa stærkt Kvinden, der kom til ham, og han fulgte – uden Tanke, uden Villie – Kvinden drog ham. - - - Han fulgte hende hjem, var hos hende, hvor længe, det vidste han ikke; men pludselig vaagnede han op som af en Drøm. Hvad var dette her! Det hele stod pludselig i skærende, skarpt Lys for ham. Han for ud paa Gaden.

Der var mørkt – mørkt som i ham selv. Som en Dreng, der har været paa forbudne Veje, først tænker paa Far eller Mor, sin Ulydighed og Straffen, som maa følge efter, saadan gik hans Tanker til hans Mor, ikke paa Grund af Straffen, men Ulydigheden. ”Aah, Mor, Mor! Kunde du ikke have givet mig et Vink! Kunde du ikke have vist dig for mig, saa dette ikke var sket!” – Men, aah nej! Det var værre endnu. Ikke alene var Mor borte, men alt hvad han havde stolet paa derhjemme fra var borte. Else var borte – alt var borte, intet tilbage.

Han maatte som voksen Mand staa til Ansvar for sine Gerninger. Men han kunde ikke. ”Aah Gud, aah Gud! Hvad har jeg gjort!” - - - ”Else, lille Else! Du er tabt, tabt for mig for stedse!”

Han tumlede rundt i Mørket, sansede intet, før han stødte paa en Politibetjent, som tog ham under Arme og spurgte, hvor han havde været og faaet den rædsomme Bræmert!

”Jeg fuld! Nej, jeg er tom – tom!” svarede han. ”Ja, man plejer jo også at sige, at naar Øllet gaar ind, gaar Viddet ud!” svarede Betjenten. ”Følg De nu bare med mig, saa finder De nok Deres Vid igen!”

”Aah nej, Betjent! Jeg er skam ikke fuld. Lugter jeg maaske af Spiritus? – Nej, det maatte Betjenten indrømme. – ”Jeg maa have været syg. Lad mig gaa, saa skal jeg nok finde hjem!”

Langt om længe slap han fri for Betjenten, og han tænkte nu kun paa at komme hjem og i Seng – hurtigst muligt.

Men da han ligger i sin Seng, vælder det hele op i ham med fornyet Styrke: Aah Gud! Jeg vidste nok, at jeg er et svagt Menneske, men saadan en elendig Stymper, det havde jeg dog ikke troet. Fy for Satan! – Ja, Satan, der har vi det! Hvem kan have indgydt sligt i mig arme, elendige Skabning? – Det er Satans Værk. – ”Vig for mig, Satan!” skreg han – det troede han da. Aah Gud! Hjælp mig, hjælp mig! Slaa mig ikke ned med tung Haand, men løft mig, rejs mig ved din Naade! – Aah ja, forny en stadig Aand i mig, da har det onde ingen Magt! - - Da følte han, at Gud vilde tage ham til Naade, og han følte Fred i Hjertet. Han blev saa blød; han græd, græd over sin egen Magtløshed, men følte derigennem Guds Mildhed og Kraft.

- Else var traadt i Baggrunden en Tid. Men pludselig vælder det op i ham: Ja, men Else har du tabt, tabt for Tid og Evighed! Storhulkende begraver han Ansigtet i Puden. Else kunde han ikke nærme sig igen, lige meget hvordan det ellers gik. – Tabt – tabt! Saa maa jeg gaa til Bunds alligevel.

Længe laa han med Tomheden rungende om sig og i sig. Da begyndte Tankerne igen at arbejde. Han havde jo da før følt saa sikkert og vist, at Gud kunde og vilde tilgive ham, kunde Else saa ikke? – Aah nej, der var nok saa stor en Forskel paa de to Ting. Gud var saa højt ophøjet over alle Jordelivets Glæder og Sorger, Godhed og Ondskab. Han saa alt; han havde set hans Anger; han kunde tage imod den, for han var selv lige ren. - - Else var det reneste skæreste Menneske, han kendte; men hun var kun et Menneske; hun kunde paavirkes af det onde; hun kunde ikke se bort fra det. Hvor maatte hun væmmes ved ham, naar han fortalte hende om sit Fald. Og hun vilde maaske besmittes deraf; han vilde gøre hende uren derved, som han selv var det. - - Ja, men behøvede han i det hele taget at sige hende noget? Kunde han ikke lade som ingenting, og det hele gaa som før?

Nej, han følte det som en Fristelse; han saa Tomheden drage ind i deres Forhold, ja, i alle hans Forhold, saa havde han alligevel mistet hende. – Han maatte fortælle hende det hele eller maaske hellere skrive til hende blot at han var hende ikke værd. Det sidste var det letteste. Men han vidst, at det vilde han ikke lade sig nøje med; hun vilde søge at faa besked, og saa maatte han jo sige alt. Der var ikke andet for: han maatte sige hende alt straks. Han vilde gaa derop i morgen Aften, saa fik det briste eller bære. – ”Aah Gud! Giv mig hende tilbage, for hvad skal jeg blive til uden hende!”

Der faldt nogen Ro over ham, og før han vidste af det, sov han.

Næste Morgen vaagnede han med Følelsen af, at der hvilede noget tungt og trist over ham. Hvad det var, var han ikke lige straks klar over. Dog snart stod hele Aftenen og Natten i det grelleste Lys for ham. Han følte sig led og ked ved det hele. Tomt – tomt! – Gaa til Else og fortælle det; nej; det kunde han ikke; det fik være.

Skulde han staa op og gaa paa Kontoret? Skulde han ikke melde sig syg i Stedet? – Komme hen blandt alle disse Mennesker paa Kontoret, gaa og Ekspedere, som intet var forefaldet; han kunde ikke. - - Dog, Dagen vilde nok blive værre og længere, hvis han blev hjemme. Han maatte hellere rejse sig.

Paa Kontoret gik han som en Søvngænger, ekspederede fejl Gang paa Gang, grinede fjollet deraf og gjorde fejl igen. Kammeraterne saa forbavsede paa ham og begyndte saa at drille: ”Du har nok været paa Sjov i Nat! – Hvor har du været henne? – Det har ikke bekommet dig godt. Eller har Kæresten slaaet op med dig?”

”Hvad rager det jer” var det eneste Svar, de fik, saa kunde de stikke og prikke, saa meget de vilde; han var lige glad; men han tog sig dog noget mere sammen; de skulde ikke have noget at sige ham paa, selv om det hele egentlig var saa revnende ligegyldigt. – Else tabt – tabt! Det kredsede hans Tanker stadig om, og eftersom Dagen gik, blev han igen klar over at han maatte sige hende det hele.

Endelig var Kontortiden forbi, og han længtes nu kun efter at komme op til Else. Samtidig ængstedes han stærkt; men det maatte til, saa skulde Else dømme ham. – Hun var heldigvis ene hjemme i Aften, saa de kunde snakke uforstyrret.

Kl. 8 gik han derhen. Men da det nu skulde være, var det vanskeligere, end han havde tænkt. Han kunde ikke faa sig selv til at dreje ind ad Porten; han gik forbi. – Han kunde ikke fortælle hende det; det var umuligt. Han maatte i hvert Fald først være roligere. – Han gik et langt Stykke udad; men der aabnede sig ingen ny Udvej. Han vendte om. Nu skulde det være. Hun ventede ham desuden, for de havde bestemt, at han skulde komme op til hende, da hun var ene hjemme. – Da han kom til Porten, var han helst gaaet uden om. Men nej.

Han gik op ad Trapperne; ringede paa. Lette, hurtige Skridt lød derinde, og Else lukkede op. ”Aah kære, er du her endelig! Som jeg har ventet!” ”Ja, jeg kunde ikke komme før”, svarede han, ligesom mut.

”Naa, naa, det er jo ikke noget, der er værd at tænke paa nu!” siger hu, tager ham under Armen og fører ham ind.

”Velkommen du!” siger hun saa og slaar Armene om Halsen paa ham og kysser ham. – Det var kun en mat Gengæld, han gjorde!

”Sæt dig nu her ved Siden af mig i Sofaen!” sagde hun saa.

”Aah, maa jeg ikke foreløbig sidde her paa Stolen over for dig, saa ser jeg dig bedre?”

”Du kan snart se nok paa mig, saa grim jer er” svarer hun skælmsk.

Han snart se nok paa hende! – Nej, og netop i Aften syntes han ikke, han kunde se nok paa hende, nu han vel skulde miste hende. Aldrig havde hun været saa smuk i hans Øjne, saa ren og saa frisk. Mens hun sad og fortalte lidt fra Dagen, muntert og livligt, om smaa Uheld, hun havde haft, inddrak han hende.

”Jeg har aldrig elsket hende før som nu!” sagde han til sig selv. Og det faldt paa ham med en Tynge, som skulde det knuse ham, at hende var det, han havde mistet. Han bøjede sig ned og lagde Hovedet i Hænderne, mens Taarene piblede frem mellem Fingrene.

Else blev opmærksom paa det, rejste sig, lagde Hænderne paa hans Skuldre og sagde ængstelig og forundret: ”Men kæreste du, hvad er det dog? Hvad er gaaet dig imod?”

Han kunde ikke svare, og hun blev staaende der – raadvild og nedslaaet. Han maatte da sige hende det!

Omsider blev han saa meget Herre over sig selv, at han kunde sige til hende: ”Aah Else, sæt dig ned igen, saa skal jeg forsøge at fortælle dig det.”

Hun satte sig og ventede. Han sad og kæmpede og kunde ikke komme til Ordet. Han syntes, han kunde ikke; noget holdt ham tilbage. Han vidste, det var en Fristelse, han maatte overvinde, men han havde ingen Kraft at sætte ind.

”Aa, Karl, sig det saa! Du ved, at jeg kan bære det med dig, hvis det er noget tungt!”

”Nej, det kan og vil du dog nok ikke. Det er det fortvivlede!” Atter var Bevægelsen ved at overvælde ham; men han mandede sig op og saa kom det, afbrudt og hakkende, hvordan han havde følt det over for hende Aftenen før, hvad der var fulgt efter, og hvordan han var klar over, at hun aldrig kunde tilgive ham, for hun kunde ikke forstaa den forfærdelige Magt, der havde grebet ham.

Else var blevet ligbleg under hans Fortælling. Hun sank sammen i Sofahjørnet, men blev ved at stirre forfærdet paa ham, indtil han til sidst sagde: ”Men naar du saa gaar fra mig, Else, saa er alt mørkt for mig.” Da begyndte hun at græde.

Han sad stille og sammensunken og ventede paa, at Graaden skulde stilne lidt af. – Da det skete, sagde han: ”Der er saa intet Haab for mig, Else, saa maa jeg vel hellere gaa.”

”Nej, Karl, bliv lidt endnu! Og tak skal du have, at du fortalte mig det hele! - - Og saa vil jeg sige dig, at jeg forstaar dig. I Aftes rørtes sig nok nogle af de samme Kræfter i mig; det var derfor, jeg forsvandt saa brat. Jeg tog til Harens Vaaben, og jeg følte, at jeg havde overvundet en Fristelse.”

”Ja, men jeg faldt og faldt dybt!”

”Ja, men jeg holder saa meget af dig, at jeg ikke kan vende mig fra dig.”

”Tak, Else! Men saa maa vi gifte os snart; for naar jeg har dig, saa kan Fristelsen ikke overmande mig en anden Gang.”

”Ja, Karl, det maa vi; saa hjælpes vi ad. – Men nu maa du gaa for i Aften”

Da han stod nede paa Gaden, følte han sig saa let og frisk, som havde han faaet Livet igen efter en haard Sygdom. – Over ham tindrede klare Stjerner paa den dybe Himmel.

Datteren Gudrun har skrevet flg.:

Godt nok fortalt, men meget gammeldags! Denne anger og selvbebrejdelse og evt. tab af kæresten er ægte nok i betragtning af hans opdragelse – forældrenes og især moderens stærke gudstro! Har far selv kendt disse lidenskaber? Læst 28.11.2004 G.

RETUR TIL OVERSIGT

*************

Finkelil.

Finkelil kom fra Syd – baaret frem paa længselens Vinger.

Ja, hvor længtes hun mod Hjemmet! landflygtighedens Tid havde varet længere end beregnet, for Vinteren havde været baade haard og lang heroppe i Norden.

Nu var foraaret kommet med varm Sol og et friskt, grønt Skær over Markerne, hun fløj hen over.

- Hun nærmede sig Hjemmet: den dejlige Have med sine Hække, Buske og Træer; intet i Verden kunde sammenlignes med den.

Hun følte Hjertet banke heftigt og uroligt i Brystet: Mon Fink var der at Tage imod hende naar hun kom?

Han blev tilbage, da hun rejste. Han syntes ikke, det var Umagen værd at rejse; han kunde sagtens klare sig. Hun forstod det ikke; hun syntes, der var saa koldt og raat.

Mon han ventede hende nu?

Hun smuttede forsigtigt ind mellem Buskene. Hun var lidt genert, og saa bankede det Hjerte saa forræderisk. Hun vilde helst opdage ham først.

- Der var han! Højt til Vejrs, spejdende ud over Markerne, en Gang imellem kaldende, saadan som hun kendte det saa godt.

I Smug iagttog hun ham. Han var prægtig med sit rødbrune Bryst og sit graablaa Hoved med de røde Kinder; de hvide Striber paa Vingerne lyste i Solen. Forelsket saa hun paa ham, hoppede saa nær og gav et lille Pip.

Han hørte det, men blev siddende, kaldte kun dobbelt stærkt og indtrængende. – Hun lod som ingenting, kastede kun nu og da et stjaalent Øjekast til ham, mens hun pillede et Frø hist og her. – Han kunde vel komme ned til hende!

Men han kun kaldte og kaldte.

- Da kom pludselig en ung Hr. Finke og begyndte ivrigt at gøre sine Hoser grønne for Finkelil.

Da kan det nok være, det var forbi med Finks Ro. – Rasende styrtede han løs paa den unge Spradebasse, som maatte flygte over Hals og Hoved. Men Fink forfulgte ham med Hug og Skrig Haven rundt og gav ikke op, før han var fordrevet fra Haven og forsvundet ud over Markerne.

Saa vendte Fink tilbage, satte sig ved Siden af Finkelil og kærtegnede hende beroligende. Hun behøvede ikke at være bange; han skulde nok forsvare hende.

Han sang for hende, og han var saa omhyggelig for hende, at han knap fik Tid at finde sig noget at spise, men hun havde saa travlt med at undersøge alle Træer og Buske i Haven; for det var alt sammen saa nyt for hende.

Desuden var der et meget vigtigt Spørgsmaal, hun straks begyndte at grunde paa: Hvor skulde de bygge deres Rede?

De mindedes med Sorg, hvordan det var gaaet i Fjor.

Hvad var da sket? – De vidste det knap. – To dejlige Reder havde de haft med Æg, ja, den ene med Unger, og saa var det kommet, det forfærdelige, som de ikke fattede, og borte var det alt sammen.

Nu maatte de finde en rigtig god Plads!

Efter omhyggelig Søgen valgte de den langt nede i en tæt Busk og tog ivrigt fat paa at bygge.

Men en Dag Finkelil arbejdede flittigt paa Reden, kom en stor tykhovedet Kat forbi. – Den saa saa ondt paa hende, at det sved hende ind i Hjertet, og hun kom til at ryste af Skræk.

Endnu rystende over hele Kroppen fløj hun hen til Fink, der intetanende sad og sang.

”Pink-pink!” sagde han, da han havde faaet at vide, hvad det drejede sig om; han skulde nok passe paa; hun behøvede ikke at være bange.

Men hun turde ikke bygge videre her. Han forstod hende. De maatte finde en mere sikker Plads.

Efter megen Leden, Vælgen og Vragen bestemte de sig til en Plads ca. 1½ m oppe i en Gran med tætte, tynde Grene; her ind mod Stammen var der et dejligt Sted.

Hurtigt rev de den gamle Rede ned og brugte Materialet til den ny. – Den blev smuk: indvendig foret med Dun og Hestehaar og udvendig beklædt med fint Mos, grønt og gult, saa snildt, at det næsten var umuligt at skelne den fra Omgivelserne.

Kort efter laa Finkelil paa fire Æg. Trofast rugede hun – laa saa dejlig gemt. Reden var saa dyb, at hendes Hale stak lige til Vejrs ved den ene Side, mens hun lige kunde naa at kigge over Kanten ved den anden Side.

Den store Mand, der ejede Haven, havde set dem arbejde paa Reden. – Han kom nu forbi, standsede og saa paa hende. Hun blev roligt liggende og saa paa ham igen med sine klare, sorte Øjne. Saa nikkede han til hende og sagde: ”Trofast lille Fugl – Lykke til!”

Nej, han gjorde hende ingen Fortræd. Men en Dag opdagede hun, at den tykhovede Kat stod og stirrede op paa hende med sit grønlig-gule Blik. – Det gav et Sæt i hende; men hun blev liggende; den kunde ikke naa hende her. Men hvor saa den uhyggelig ud; det var som dens gule Øjne lyste af Ondskab.

I det samme kom den store Mand og jog Katten væk.

Hvor det lettede! Men hun kunde ikke frigøre sig for de Øjne; hun maatte stadig tænke paa dem, og om Natten drømte hun om dem, saa hun vaagnede skrækslagen op og syntes at se dem lyse dernede i Mørket. – Da kunde hun ikke sove mere den Nat, men længtes blot efter, at Natten vilde svinde, og Dagen bryde frem.

Endelig sprak Æggene, og fire dejlige Unger kom frem. Finkelil syntes da i alt Fald, at de var allerkæreste med deres store Hoveder og brede Gab, som rigtig var egnet til at stoppe noget i; - og det kan nok være, baade hun og Fink stoppede noget i! – Saa havde de da ogsaa den Glæde, at de trivedes storartet.

Men da kom det forfærdelige.

En Nat Finkelil laa og varmede de Smaa, og de alle sov sødeligt, gav det pludselig et heftigt Rusk i Træet – saa et til, og hun følte noget skarpt stryge hen over sin ene Vinge, mens en hed Damp slog hende i Møde.

Halvt bedøvet af Skræk tumlede hun ud af Reden, ned paa en Gren; mærkede saa, at hun alligevel kunde bruge Vingerne, hvorfor hun i sin navnløse Rædsel flygtede – bort – langt bort.

Først mod Dag kom hun og Fink tilbage til Reden. – Den var splittet, Ungerne borte; kun en laa blodig og kold i de sørgelige Rester af den smukke Rede.

Hvad var sket? Var det Katten? – Den kunde da vel ikke hoppe saa højt! Det stod for hende, som var det en fæl Trold, der havde taget hendes Smaa.

Det var som skulde hendes Hjerte briste af Sorg. – Men Fink søgte at trøste hende. Han hoppede omkring hende, kærtegnede hende, lokkede for hende; og da alt det ikke hjalp, gav han sig til at synge for hende; atter og atter trilrede han sin lille friske Melodi, og hun blev roligere.

Da den store Mand kom forbi, undredes han over, at Fink sang saa frejdigt ved Siden af den splittede Rede med den døde Unge.

Nu er kun tilbage at fortælle, at da den første stærke Sorg var svundet, rejste Finkelils Haab sig paa nu. – Hun kunde ikke andet – hun maatte finde en ny Plads til en Rede. Og hun fandt den – paa en Gren, højt oppe over en Havegang.

Med Bæven begyndte hun Rugningen, men trofast som før.

Ungerne udklækkedes og voksede op. Nat efter nat vaagede Finkelil over dem, angst for, at den store Rædsel skulle komme over dem. – Dobbelt stor var Glæden derfor ogsaa den Dag, da de kunde flyve fra Reden. Da var al Sorg og Ængstelse glemt, og Finkelil fuldkommen lykkelig.

RETUR TIL OVERSIGT

**************

Fjender!

Niels Fjords far var Fisker. Huset laa bart og øde ud mod den vestjyske Fjord. Bart var der ude, bart var der inde. Smalhans var tit til Huse. – Undertiden gav Fjorden og gav godt, men tiere var den karrig og nidsk.

Niels maatte tidlig ud at tjene for sit Brød. Men da han voksede til, følte han det smaat i sit Hjem, smaat i sin Plads, smaatskaaret alt. – Udlængsel fik tidlig Tag i ham.

Der var saa mange, der rejste ud, der fra Sognet til Amerika. En enkelt blev rig, andre forsvandt, de fleste slog sig igennem og ikke stort mere. – Dog – han havde ingen Ro, ud maatte han; og han var kun saavidt voksen Karl, da han rejste til Kanada. Der skulle være bedst for Landmænd.

Men det blev en haard Tid; ensomt og slidsomt var det. – Her var øde, men paa en ganske anden Maade end derhjemme. For derhjemme var der alle Steder rare og – det syntes han nu – hyggelige Mennesker. Her gjaldt det kun om at klare sig.

Og han tog fat. Ved Landbruget om Sommeren, i Skoven om Vinteren, og dog kneb det ofte haardt nok.

- Da brød den store Krig ud. Han var for Tiden arbejdsløs, hvorfor han straks meldte sig til Hæren som frivillig. Der maatte der være Liv og Bevægelse, Plads for Mod og sejt Arbejde; der kunde man tjene sig frem.

Han kom til England, hvor alt aandede Forbitrelse mod de troløse Tyskere, der havde overfaldet det sagesløs lille Belgien. Han grebes af den almindelige Begejstring for Krigen og af Harme mod disse bestialske Tyskere. Bare han var i Kast med dem! De skulde sandelig faa at føle, hvem der havde Ret!

Kun faa Uger varede Uddannelsen. Nu laa han i første Linie paa den belgiske Front.

Det var hen paa Vinteren. Regnen silede ned Dag efter Dag. Pløret voksede. De gik og æltede i det Dag ud og Dag ind. Der blev mere og mere væmmeligt i Skyttegravene, og hans Harme mod Tyskerne steg. Han var endnu ikke sløvet; han ønskede blot at komme i Lag med dem. – Den øredøvende Skydning havde han vænnet sig til. Nogle Dage var han ved at blive nervøs oprevet deraf; men nu øgede en voldsom Beskydning kun hans Iver efter at faa Lov til at gaa løs paa Fjenderne. – De var hans Fjender, de var alles Fjender – de skulde udryddes!

Da forlød det en Dag, at nu skulde de prøves; nogle Stillinger, Tyskerne havde taget, skulde tages tilbage. Nu gjaldt det, at de ikke svigtede. – Nej, han skulde ikke svigte, saa sandt som han brændte af Iver efter at gaa løs paa Fjenden.

Efter en øresønderrivende Kanontorden blev Signalet givet, og de skød frem af Gravene.

Frem – frem! Gaa paa dem, de Hunde! Ja, frem! – Nogle faldt; han ønskede det ikke. Kun frem! – Tyskerne blev kastet ud af de forreste Grave, hvorefter han og hans Kammerater kastede sig ned og skød efter de flygtende. Dog – frem igen! Og frem stormede han. Han kom foran Rækkerne. – Da følte han som et skarpt Slag i Siden og faldt paa Næsen. Kammeraterne stormede forbi ham. Det maatte ikke ske! I Løbet af faa Sekunder var han oppe igen og fortsatte, fremad i vildt Løb.

Fjenden havde taget Stilling paa en lille Højderyg. Han skød og skød sikkert. Rækkerne tyndedes ud omkring Niels Fjord. De faldt ned og skød, men stormede saa løs igen. Fjenden skulde ud, koste, hvad det vilde! – Og ud kom han. I Huj og Hast styrtede han tilbage, ned mod et Vandløb, mens Kanadiernes Kugler suste om Ørene paa ham.

Der blev roligt, og da opdagede de, at de var kommet længere frem end Afdelingerne til højre og venstre. Deres Høj dannede et Fremspring i den engelske Linie. Det var en meget farlig Situation, og det blev drøftet, om det ikke var rigtigst, de gik tilbage. Men det vilde Soldaterne ikke høre Tale om; de skulde nok forsvare Stillingen. – De gik straks i Gang med at grave sig ned og opkaste Brystværn mod Fjenden.

Men langt var de ikke kommet før den første Granat slog ned iblandt dem. – det var nær Niels Fjord. En Mand ved hans Side blev ramt, faldt – laa og jamrede sig.

Niels stivnede af Rædsel: Nu var det Alvor, og de havde intet at dække sig bag. Febrilsk arbejdede han videre ned i Jorden, uden at tage sig af den saarede. Ned, ned i Dækning!

Granaterne sprang og sprøjtede Jord og sten i Ansigtet paa dem. Mange blev ramt, ordentlig Dækning kunde de ikke faa.

Det blev en frygtelig Nat, en Nat de kunde holde sig; der kom nok Hjælp igen.

Det skortede paa Levnedsmidler, men særlig paa Vand. – Hvor var Niels dog tørstig! Han bad en Kammerat om en Slurk Vand. Han havde intet – naturligvis. – Slappelsen begyndte at melde sig nu mod Aften. Trods det Natten var endnu værre end den foregaaende, sov Niels af Udmattelse efter den stærke Spænding. Desuden havde han mærket, at han maatte være saaret i venstre Side; men det havde han ikke ænset.

Han vaagnede ved, at han fik et Slag over den venstre Arm. Han skulde lige til at skælde den nærmeste Kammerat ud, da han saa, at Ærmet var oprevet og Blodet piblede langsom ud ved Haandleddet. – Han var ramt af en Granatsplint.

I det samme lød det, at Tyskerne stormede. – Uden at tænke paa sit Saar, greb han Geværet og skød, skød i Blinde, men rejste sig saa for at se frem.

Da gav det et Smæk i han ene Skulder. Han var ved at synke sammen, men strammede sig op.

Nu stormer de! De kommer væltende som en Bølge imod ham! – Han vil fælde Gevær, men kan ikke. Geværet falder ud af Hænderne paa ham, hans Øjne fordunkles, og alt svinder bort.

----------

Han vaagnede – mærkede, han blev baaret, og følte for hvert Skridt, Bærerne tog, en stikkende, jagende Smerte i venstre Skulder og Arm og Dødstræthed i alle Lemmer. – Han stønnede tungt. – Han turde ikke aabne Øjnene; han syntes næsten heller ikke, han kunde, saa tunge laa Øjenlaagene.

Hvor mon han var? Var det Venner eller Fjender, der bar ham? Havde kammeraterne modstaaet Stormløbet? Eller var de mon døde eller saarede alle?

Med stort Besvær aabnede han Øjnene paa Klem. – Det var Tyskere, der bar. – Saa vidste han, hvordan det var gaaet – døde eller fangne! – det svimlede for ham, og han maatte lukke Øjnene.

Men lidt efter aabnede han dem med stort Besvær igen og saa som igennem Taage, at han blev baaret gennem en Landsby.

Pludselig gennemrystedes han af en Gysen. Var det et Drømmesyn? Eller var det muligt, det kunde være Virkelighed? – Han saa paa den nærmeste Port en Mand bogstavelig talt korsfæstet med Nagler igennem Hænderne; hans Ansigt var fortrukket i vanvittig Smerte.

Niels Fjord fyldtes af Had til disse djævelske Tyskere; han vilde knytte Hænderne, springe op og løbe bort fra dem, men – faldt i Afmagt.

Da han igen vaagnede, laa han i en stor Lade, hvor Trækken isnede ham gennem Marv og Ben. – Her laa saarede tæt pakket sammen. Jamrende Skrigen og Stønnen slog ham i Møde. – Her kunde han ligge og vansmægte, uden at de elendige Tyskere skulde løfte saa meget som en Finger for at hjælpe ham, tænkte han. Her slængte de hårdt saarede hen; saa kunde de ligge og dø af Blodtab og Feber. – Hvor han hadede disse Tyskere! Havde de ikke ogsaa engang taget et stort Stykke gammel dansk Land med Magt – uden Ret! Jo, de lignede sig selv.

Han faldt i en urolig Slummer. Han syntes, han igen var i Skyttegraven. Tyskerne stormede; han brødes med en af dem. ”Du kan tro nej, go’e Karl, mig faar du ikke Bugt med!” stønnede han og grev haardere fat.

Han havde Saarfeber. I Vildelse rejse han sig og kæmpede mod Sygepasseren, der vilde have ham til at lægge sig ned.

Modvilligt vaagede Sygepasseren over ham og de andre haardt saarede Englændere. Det manglede blot, han skulde gøre noget særligt for dem; der var Tyskere nok, der trængte til Hjælp. – ”Lad disse Englændere dø, saa er der da dem færre; de forbandede, der overfaldt Tyskland uden Grund! Gott straffe England!” tænkte han.

Frygtelige Dage gennemgik Niels Fjord her. At han stod det igennem, forstod han ikke siden. Hvor kan et Menneske dog udholde meget, naar det skal være!

Sygepasseren og Lægen havde opgivet ham. Men en skønne Dag forlod Feberen ham og han var bedre trods en forfærdende Mathed. Da blev han endelig flyttet til et Hospital, indrettet i en Skole. – Her kom han straks efter paa Oprationsbordet. Det var farligt at operere ham, saa mat han var; men Overlægen mente, Kuglen eller Kuglerne og Granatsplinterne maatte bort snarest. – Han var saaret i Side, Skulder og Arm. Et Projektil blev pillet ud af Siden, og Armen blev renset; men Kuglen under Skulderbladet kunde de ikke tage uden stor Fare for, at hans svage Livsgnist skulde slukkes, saa den blev siddende.

Da han vaagnede op af Bedøvelsen, saa han op i et Par Øjne, der saa opmærksom, og han syntes ogsaa, lidt ængstelig spændt, paa ham.

Hvem var hun? – Det gjorde ham saa godt at se paa hende. Han smilte svagt, og hun smilte lyst til ham.

”De er ingen Tysker!” sagde han uvilkaarligt. Hun rystede paa Hovedet, men nikkede saa til ham og betydede, at han skulde ligge stille. – Hun havde ikke forstaaet, hvad han sagde. Uden at tænke paa det talte han Dansk med stærk vestjysk Betoning. Han syntes, hun maatte være Dansk; kun kunde ingen Tysker være.

Saarene pinte ham meget. Han kunde ikke røre sig, uden det jog igennem ham af Smerte. Men Søster Hilda kunde altid hjælpe: rette ved Puden eller Bindene, give ham Vand eller noget til at dulme Smerterne. Og han fandt altid paa noget, han manglede, naar hun var i Nærheden, bare for at hun skulde komme hen til ham.

Naar andre Søstre havde Vagt, trængte han aldrig til noget. De kom nemlig trevent, naar der blev kaldt paa dem og hjalp kun modvilligt de saarede til rette. De skulde dog vide, disse Englændere, at det kun var nødtvungent, de hjalp, og at det var en stor Uretfærdighed mod dem, Søstrene, at sætte dem til at pleje Englændere.

Dog opdagede Niels Fjord snart, at Søster Hilda var ægte tysk. Hendes Øjne kunde straale, naar der meldtes om en tysk Sejr; men hun pinte ikke saadan som de andre Søstre de saarede Fjender med højrøstet, demonstrativ Fortællen derom.

Han mærkede ogsaa snart, at lige saa højt hun stod hos de saarede Fanger, lige saa daarligt stod hun sig med de andre Søstre, som bebrejdede hende, at hun lige saa gerne plejede Englændere som Tyskere. – Det hjalp ikke, hun sagde, at de dog var stakkels hjælpeløse Mennesker, der haardt trængte til deres Hjælp. – De er Fjender! Lød Svaret.

Særlig var Søster Rosa – det spidsnæsede Skabilkan! Som Niels Fjord sagde – paa Nakken af Søster Hilda. Rosa klagede over Hilda ved enhver Lejlighed. Men Lægerne vidste, at hun gjorde sin Pligt til Punkt og Prikke, saa Klagerne faldt til Jorden. Genere hende paa mange Maader kunde de dog. Værst var det, da Søster Rosa fandt paa at beskylde hende for Spioneri: Hun skrev Spionbreve for Soldaterne, og de gik uden om Censuren. – Da var Søster Hilda lige ved at give tabt. Det var uudholdeligt. Overvældende meget havde hun at bestille, og nu gik de alle og mistænkte hende; maaske endte det med, at hun blev vist bort. Hvor var det haardt! Da kneb det for hede at vise et glad Ansigt, naar hun færdedes blandt sine Saarede.

Niels Fjord saa paa hende og spurgte kejtet paa sit mangelfulde Tysk, hvad der var i Vejen.

Hun rystede paa Hovedet.

”Jo vi ved det,” lød det fra en Seng ved Siden af. ”Søster Rosa er slem ved Dem, fordi De er for god ved os Stakler.” Saa fortalte hun det sidste Træk. Det var skammeligt! Det vidste de alle, at naar det gjaldt Krigen, saa kunde de ikke blive enige; hun kunde ikke se paa dem med samme Øjne som de, hvorfor de ogsaa havde bandlyst al Diskussion om Krigen i hendes Nærhed.

Skrevet Breve for dem havde hun, f.Eks. for Niels Fjord. Han vidste, at hans gamle Forældre var saa ængstelige for ham. Saa skrev Søster Hilda; Præsten derhjemme kunde nok oversætte.

”Gaa til Overlægen!” sagde de alle; han var saadan en rar Mand; ingen rigtig Tysker, syntes de.

Hun gjorde det, og Overlægen tog sig af hendes Sag. Forhør blev holdt, men bragte intet misligholdt for Dagen, hvorefter Overlægen lod Personalet vide, at nu vilde de ikke høre mere af den Slags. Søster Hilda var en dygtig og pligtopfyldende Sygeplejerske, som de absolut ikke kunde undvære.

Men hun fik det ikke bedre. Havde hun ikke haft Lønnen i sit Arbejde, i den Glæde, hun læste i sine Saaredes Ansigter, da kunde hun ikke have holdt ud.

Niels Fjord kunde gaa oppe. Den Dag nærmede sig, da han skulde sendes til en stor Fangelejr. Men han forstod at trække Afskedsstunden ud. Snart havde han et Hold her, snart der. Saa var Skulderen saa øm, at han næsten ikke kunde bevæge Armen. Men blev der Tale om at fjerne Kuglen, som sad der, saa fejlede den næsten intet.

Ogsaa Søster Hilda syntes, at der vilde blive helt tomt, naar ”hendes Dansker”, som hun kaldte ham, forlod dem.

Afskedens Time kom. Niels Fjord skammede sig derved; men dog maatte han knuse en Taare ved Afskeden med Søster Hilda. Ogsaa hendes Øjne var vaade. Nu saas de vel aldrig mere.

I Fangelejren kedede han sig forfærdeligt, da hans Kræfter begyndte at vende tilbage. – Ikke noget ordentligt Arbejde havde han, og maden var yderst slet. – Han maatte tænke paa den vestjyske Gaard, hvori han tjente, før han tog til Kanada. Ja, det kunde tage ham som et Lyn: Manden, Konen, Pigen, Drengen og ham selv solidt bænkede om det store, dampende Grødfad ved Nadvertid. Han saa det saa tydeligt – det store Sirupshul, Dampen, der steg, mens de alle langede til, ja, han syntes, han fornam Duften, og han kunde gribe sig i at lange ud efter en Skefuld. – Men saa svandt Synet; Virkeligheden blev dobbelt haard; der rejste sig noget af hans gamle Nag – for ikke at sige Had – til Tyskerne.

Han havde gennem Søster Hilda faaet Øjnene op for, at Tyskerne ogsaa kunde være gode Mennesker. Her var han lige ved at glemme det; for Opsynsmændene var grove og haarde mod dem; de blev behandlet som Fjender af alle, syntes han. Men saa saa han ogsaa, hvordan hans Kammerater opførte sig; de var lige saa haarde og hadske. – Tyskerne var maaske alligevel ikke ene om Skylden for Krigen.

Og dog – naar han hørte om Tyskernes store Sejre, troede han ikke derpaa. De sejrede ikke og vilde ikke sejre; for de havde Uret, og Retten maatte sejre til sidst.

Da kom der en herlig Dag for ham. Nogle blev udtaget til Markarbejde, og han var blandt de heldige. – Hvor skulde det gøre godt at komme ud og arbejde – arbejde i Mark og Eng, frembringe noget værdifuldt ved sine Hænders Arbejde igen. – Hans Humør rejste sig, alt fik en lysere og venligere Tone. Selv Befalingsmændenes skarpe Kommanderen og Skælden lød næsten som Musik i hans Øren.

Hvor Toget førte ham hen, vidste han ikke; men det vidste han, at det førte ham ud til Arbejde og – til rigtige Mennesker.

Men mange af hans Kammerater var onde i Sulet over, at de nu skulde ud at trælle for de forbandede tyske Hunde. De bandede derover og lovede sig selv og hverandre, at de skulde lave saa lidt som muligt og benytte den første, den bedste Lejlighed til Flugt. –

Mod Aften steg de ud ved en lille By, der laa fladt paa en Slette med lave Bjerge i Baggrunden. Niels Fjord kom sammen med en Kammerat til at arbejde for en Enke, en Krigsenke. Hendes Mand var faldet paa Vestfronten, i Kamp mod Englændere og Franskmænd. Hendes Sind var opfyldt af Sorg over hendes store Tab og af Had mod dem, der havde overfaldet deres fredelige Land og dræbt hendes Mand. Nu var hendes ældste Søn indkaldt; saa tog de vel ham ogsaa. Men hun stolede paa, at Gud vilde give den retfærdige Sag Sejr, og saa havde hun ikke ofret forgæves.

Med Mistro og fjendske Blikke saa hun paa Fangerne, da de ankom under Ledsagelse af en Vagtmand, og hun advarede sine to yngste Børn mod ham; de maatte ikke give sig af med dem, for saa vilde de blot fylde dem med Løgn.

Den 16 aarige Grethe kom dog snart til at synes godt om den rolige, stilfærdige Jyde, der passede deres Sager, som kunde de have været hans egne. – Hun kunde ikke gøre for det; men hun kunde ikke betragte ham som en Fjende.

Og saa talte hun med ham. – Hans Tysk bedredes stadig. – Hun fik at vide, at han var Dansker, og at han ogsaa havde opdaget, at Tyskere var Medmennesker og ikke Fjender.

Den 13 aarige Erich holdt sig mistænksom og reserveret tilbage, og siden bebrejdede han i stærke Ord Søsteren, at hun snakkede venligt til en, der havde været med til at dræbe deres Far.

”Det har Niels ikke; det passer ikke!” sagde hun bestemt.

Saa klagede Erich over hende til Moderen, og det blev hende strengt forbudt at tale med Fangen.

Det hjalp ikke, hun forsøgte at forsvare ham. – ”Han hører til vore Fjender; det er vel nok!” sluttede Moderen.

Niels kunde ikke forstaa, hvorfor Grethe trak sig tilbage fra ham. – Det varede da heller ikke længe, før han øvede en stærk Tiltrækning paa hende; han var saa interessant at snakke med, syntes hun. Og saa var det saa morsomt at rette paa hans rædsomme Tysk. Mangen hjertelig Latter fik de over hans Sprogbommerter. – Endog Erich tøede op. – De havde det godt sammen, og Niels Fjord var meget taknemlig for, at han var kommet herud, hvor han kunde være til Gavn go Glæde, selv om han maatte døje Kammeraternes Spot og Skosen, naar de om Aftenen samledes i det fælles Fangerum.

Men én Ting kunde ødelægge hans gode Kammeratskab med Grethe og Erich og skille dem ad, undertiden for lang Tid, og det var Krigen.

Det hændte, at Erich kom straalende begejstret og meldte om en ny Sejr. Nu fik de Skade for Hjemgæld, de lumpne Englændere og Franskmænd, der havde overfaldet Tyskland; de skulde faa det betalt med Renter, kunde de tro. Gott straffe England!

Saa bruste Fangen op: Det var Tyskland, der overfaldt det lille Belgien; de skulde ogsaa faa deres fortjente Straf.

Da for Erich ind paa ham med truende Miner og flammende Blik og bedyrede Tysklands Uskyldighed. – Tyskerne var det bedste Folk paa Jorden, stod himmelhøjt over hans forbandede Englændere! Ve dem, der satte sig op mod Tyskland! De skulde faa at føle, hvem der var skabte til at herske; de skulde blive tilintetgjort!

Niels Fjord saa forbavset paa ham. At saadan en Knægt kunde tage det saa heftigt, forstod han ikke. Saadan en Hvalp! Men selv Gretchen saa forundret paa ham. Naar han ikke kunde forstaa noget saa soleklart, som at Tyskerne kæmpede for Sandhed og Ret, saa var han maaske alligevel en Fjende.

Men Gretchens Vrede holdt sig ikke længe. Snart var hun igen den samme lille, mørke Trold, der fyldte hans ensomme Tilværelse med Lys og forjættende Syner. – Derfor holdt han ogsaa igen, naar Erich i sin Glæde og Begejstring udmalede deres Sejre, selv om han brændte af Lyst il at tage ham ved Vingebenet og give ham en Lektion.

Tiden gik. Niels Fjord havde været Gaardbestyrer i over to Aar. Enken havde bedt om at maatte beholde ham, da hun saa, hvor trofast han arbejdede, og hvor godt alt trivedes under hans Hænder. – Han havde det ganske frit. Man var klar over, at han løb ikke sin Vej.

Da kom Gretchen en Dag ud til ham med rødgrædte Øjne og fortalte hulkende, at hendes ældste broder var meget haardt saaret, og at han vist ikke stod det igennem.

Niels følte det som et Slag, der ramte ham selv. Dog søgte han at trøste hende. Hun vidste jo, hvor medtaget han selv havde været, at han havde tre Saar og havde ligget i tre Dage, før han blev samlet op, og dog var han fuldstændig frisk. De skulde nok faa at se, at det gik meget bedre, end de ventede.

Trøstet forlod hun ham. Men to Dage efter kom Budskabet: Der havde intet været at gøre; han døde under Operationen.

Moderen sank fuldstændig sammen, sansede intet, ordnede intet. – Erich rasede mod Fjenderne: Aah, var han blot gammel nok, saa skulde han vide at hævne deres Død!

Men Niels saa, hvordan Gretchen voksede i Sorgen. – Det var hende, der maatte tage sig af Huset; det var hende, der maatte trøste og opmuntre Moderen. Men det sidste var en vanskelig, næsten umulig Opgave. Blev det for svært, havde hun ingen, hun kunde dele sine Sorger og Bekymringer med som men Fangen.

Og havde han ikke set det før, saa saa han det nu, at hun var Jordens dejligste Kvinde, hun var Jordens tapreste og dygtigste lille Pige! – Tysk eller Dansk – han elskede hende af hele sit Hjerte, og han maatte vinde hende!

Men han kunde ikke sige hende det, nu hun sørgede saa dybt over Broderens Død og Moderens Sløvhedstilstand. – Dog talte hans Øjne et tydeligt Sprog. Hun maatte lægge Mærke dertil og hun maatte undres over, at hun ikke før havde lagt Mærke til, at hun holdt af ham som af ingen. – Ven eller Fjende – hun elskede ham inderligt.

Det kom af sig selv en Dag, hun talte med ham om sine Bekymringer, at hun lænede sig op til ham, og han slog Armene om hende og hviskede: ”Gretchen!” Og hun kyssede ham, idet hun hviskede hans Navn.

Ingen maatte vide, hvad der var imellem dem; for den Dag hendes Moder fik det at vide, vilde hun sikkert blive endnu ulykkeligere; hun kunde ikke taale at se en fremmed Soldat, heller ikke ham. Naar han kom ind at spise, forsvandt hun.

Erich løb over dem en Dag og vilde i sin Harme derover straks have stormet ind og fortalt, hvad han havde set. Men de holdt ham tilbage og forklarede ham, at han for Moderens Skyl maatte tie. – Han forstod og tav, hvor haardt det end holdt for ham.

Det blev knappere og knappere med Fødemidler. Havde Niels Fjord ikke haft Gretchen, havde han maattet halvsulte; men hun stak altid lidt til Side til ham.

Hvor ønskede de inderligt, at denne forfærdelige Krig snart maatte faa Ende! Bare faa Ende, hvordan det saa gik! Saa længe den rasede, var ogsaa deres Fremtid stænget. Rigtignok havde Niels ikke store Udsigter alligevel; men han følte, at ny Kræfter var vaagnet i ham, og at han nok skulde slaa sig igennem alt, bare Krigen var forbi.

Selv det længste faar en Ende; det fik ogsaa denne Krig. En Revolution gik over Tyskland. Freden blev sluttet. Kanada tilbød sine Soldater gratis Jord. Det var noget for Niels Fjord. Nu kunde han faa noget at byde Gretchen!

Afrejsens Dag kom. Hun klyngede sig til ham; for hun følte, at naar han nu rejste, vilde saa meget skille dem ad, skille dem for bestandig. Hun følte, hun saa ham aldrig mere. – Det hjalp ikke, han ærligt og oprigtigt lovede, at han saa snart han var kommet nogenlunde i Vej, skulde komme og hente hende. Og de kunde skrive selv om det blev meget mangelfuldt fra hans Side, da det kun var meget lidt Tysk, han kunde skrive, trods hendes Undervisning.

Fortvivlet stirrede hun efter ham, til han forsvandt. –

Niels Fjord kom ind i en Hvirvel af Fest. En storslaaet Modtagelse fik Krigsfangerne i København, og der festedes for dem i store Maader. - I Tivoli holdtes Fest med Opvartning af danske Marinere og stor Begejstring overalt. Særlig steg Begejstringen højt, da Musikken spillede en engelsk Slagervise; da rejste Soldaterne sig og sang med saa det rungede.

Men Niels var saa underlig udenfor det hele. Han kunde ikke begejstres; han forstod ikke disse Kammerater. – Han længtes hjem.

Nogle faa Dage var han hjemme. – Hvor var der godt at være i den lille Hytte ved Fjorden! Her kunde han blive; han ønskede ikke at komme videre. Men Kanada vinkede – og Gretchen!

Ogsaa herhjemme blev der holdt Fest for ham, og han maatte fortælle. Jævnt og stilfærdigt fortalte han.

En og anden slog paa, om han ikke manglede en Kone, naar han nu skulde over at fæste Bo i Kanadas Skove. Men han slog det hen; det var jo endnu saa usikkert, hvordan det gik.

Han maatte af Sted igen, følge Transporten.

Jorden var god nok, den han fik. Rigtignok laa den lidt langt ude; men sammen med et Par andre gamle Soldater tog han fat med Kraft og Mod. – Allerede andet Foraar stod Markerne bugnende af Havre. Bare den nu holdt en ordentlig Pris til Høsten, saa rejste han hjem og hentede Gretchen. Han skrev om det og fik et straalende lykkeligt Brev igen.

Men som Sommeren gik, faldt Prisen, alt som Kornet voksede og modnedes. Han maatte lade al den dejlige Sæd staa paa Marken og raadne op; den kunde ikke betale Høst og Kørselsudgifter, langt mindre mere.

Det blev en haard Vinter. Haard ogsaa for Gretchen, ja, haardest for hende. Nu var hendes Forventning spændt saa højt, hendes Moder var igen næsten frisk og raks, Erich kunde styre det derhjemme, saa hun kunde rejse. – Men nu – hvad skulde det nu blive til?

Niels tabte dog ikke Modet. Men sparsomt flød hans Blæk i Kampens Tid. Han vilde ikke igen give Gretchen Haab, som skuffedes.

Endelig kom det. Han havde en udmærket Avl, Priserne var gode, og han var oven paa. Men han vilde intet skrive derom; han vilde overraske Gretchen.

En smuk Efteraarsdag steg Niels Fjord ud ved den kendte lille Landstation i Sydtyskland. – Det var højt Vejr med hvide Skytotter sejlende under en dyb, klar Himmel, der fik Bjergene bag Byen til at træde skarpt frem.

Hvor var her hjemligt og kendt!

Hans Hjerte bankede højt, idet han ilede ud gennem Byen. – Mon Gretchen var hjemme? Hvordan mon hun saa ud? Mon den lange Ventetid havde taget paa hendes gode Humør og hendes røde Kinder?

Han nærmer sig den lille Gaard, hans andet Hjem. – Han tøver lidt. Da bliver Døren revet op, og Gretchen, Gretchen selv styrter ud og falder ham om Halsen. ”Aah, Niels!”

”Men Gretchen! Man skulde næsten tro, du havde ventet mig,” siger han stilfærdigt.

Det varer lidt, saa siger hun: ”Ja, det har jeg. – Jeg følte, at nu kom du. – Jeg stirrede hen ad Vejen efter hvert Togs Ankomst. Men jeg har været lige ved at tabe Troen paa, at du kom!”

Stakkels Gretchen! Det havde han ikke et Øjeblik kunnet tænke sig. – Men sandt var det, at hun havde lidt under Ventetiden, saa smalle hendes Kinder var blevet, og saa store hendes Øjne. –Dog nu straalede Øjnene, hendes Kinder rødmede, og Munden lo.

Travlhed blev der. Bryllup blev holdt. Og efter at de havde været en lille Tur hjemme i Hytten ved Fjorden i Vestjylland, rejste de ud paa den lange Rejse, ud mod deres Lykkes Land.

RETUR TIL OVERSIGT

**********************

Fuglene i Haven en Foraarsdag

Jeg gik i Haven og puslede og lyttede: Bogfinken kørte løs med sin lille kraftige Strofe, Gærdesangeren hoppede rundt og forsøgte at kvidre lidt, mens den Gang paa Gang lod sin lille korte Trille høre, Løvsangeren sang sin lille søde henglidende Melodi.

Undselig skvaldrede en Skade op i Træklyngen i den yderste Spids. Ind imellem filede Musvitten, og Spurvene jappede, naar der ikke var andet.

I Koret manglede endnu Havesangerens sagte, hvislende Sang og Gulbugens Parodier. – Henne ved en Redekasse havde et Par brogede Fluesnappere travlt; de kaldte paa hinanden med fin Stemme og forsøgte endog at kvidre lidt, mens de undersøgte, om Kassen nu ogsaa passede til deres Formål. Det gjorde den for de tog fat paa at byge Reden straks.

Oppe i Luften kredsede nogle Alliker, der hidsigt udstødte deres Ka – Ka!

Alt var Idyl. Dog henne ved en Redekasse sloges en Musvit og en Spurv om Adgangen og andre steder gik det endnu haardere til.

Jeg lyttede og hørte gennem alt en brummende Tone. Var det Lastbiler paa Landevejen, eller var det Flyvemaskiner? Pludselig lød en højere syngende Lyd og frem – højt over mit Hoved skød en lys Jager med næsten Lynfart, og ude fra Heden lød Kanontorden – Øvelsesskydning. Aah, nej – alt var ikke saa fredeligt som det i øjeblikket saa ud til; men her var nu dejligt – Sol, Foraar – Idyl!

*****************

Hos Pagter Møllers

Hjernerystelse

Per var i skole – 10 år. Under legen i frikvarteret, får han en albue i tindingen. Han synker sammen. Børnene står gabende om ham: Hvad var der i vejen? Var han besvimet? Hvordan gik det til? – Imens rejste han sig, men vaklede og tog sig til hovedet med et skrig.

Hvad er der i vejen? Hvor slog du dig? Spørgsmålene føg omkring ham. Men han hørte dem ikke; han knugede hænderne mod hovedet og græd trøstesløs.

I det samme kaldte læreren ind. Per fulgte efter de andre ind, satte sig på sin plads, men lagde hovedet ned på armene og hulkede.

Men hvad er der dog i vejen? Spurgte læreren.

Per hulkede kun, svarede ikke. Had er sket? Spurgte læreren klassen.

Først svarede flere rask: Det ved vi ikke, men så sagde Chr., som han løb sammen med: Jo, jeg tror nok, han løb mod min albue; den ramte ham vist i hovedet, for han faldt om.

En noget løs forklaring, men der var ikke lejlighed til nærmere nu. Læreren gik ned til Per, lagde hånden på hans skulder og sagde: Hør Per, hvad er der så?

Jeg – jeg har så ondt i hovedet, kom det hakkende, og så løber det rundt for mig.

Kom ind i min stue, så kan du hvile lidt på divanen.

Må jeg ikke gå hjem? Bad Per under et nyt frembrud af Gråden.

Jo, det må du da, men kan du gå hjem?

Ja, det mente Per.

Jeg er nu ikke helt glad ved det. Læreren trak på det. Men måske en kunde følge med dig. Er der en, der vil?

Ja, svarede Chr.; det var måske min skyld, så er det vel rimeligt, jeg går med.

Godt sagde læreren. Skulde der blive nogen undervejs, så søg ind og få hjælp.

Per kom imidlertid godt hjem, men kort efter fik han heftig opkastninger. Doktor blev tilkaldt og konstaterede en ret svær hjernerystelse, men der var i hvert fald ikke tale om kraniebrud, så med absolut ro nogle dage, gik det nok.

Hans lille søster, Inger Marie knap 3 år, syntes, det var synd for Per. Hun gik hen og strøg ham over panden. Men han skreg: Av, av, mit hoved går i stykker. Stumt forskrækket så hun et øjeblik på ham og skreg så: Pers hoved går i stykker! Og tudbrølende for hun i mors skørter.

Nej, nej, sagde mor og tog hende op. Bare han får ro, går det nok. Men så må du være helt stille. Og vi andre må være helt stille. Klaus må tage skoene af ude på gårdspladsen, og køerne må ikke rasle med bindslerne i båsene. Og -------

Inger Marie må ikke tude, men hun skal være så stille, så stille, føjede Inger Marie selv til.

Næste dag havde mor travlt i køkkenet. Inger Marie gik hende i vejen: Hvad kan jeg lave? Er der ikke noget, jeg kan lave.

Jo, sagde mor for at blive fri for hende. Du kan være sygeplejerske for Per. – Du har nok set sygeplejersken oppe på sygehuset, da vi var oppe at besøge farmor.

Ja, men så skal jeg have hvidt på hovedet.

Moderen måtte finde noget hvidt at sætte på hendes hoved. Men hvad skal jeg gøre? Spurgte Inger Marie. Du skal høre om han mandler noget, f.eks. vand, ryste hans pude og passe, at ingen forstyrrer ham – ingen spektakel af nogen slags.

Inger Marie nikkede: Det skulde hun nok.

Hun gik stille ind og så på Per. Han lå og svedte. – Du er nok tørste. Jeg skal hente vand. Og hun hentede vand uden at spilde en dråbe. Hun glattede hans dyne. Hun vilde fortælle en historie, men han sagde nej tak.

Lig bare rolig, sagde hun; jeg skal nok passe på.

Per faldt hen; han sov vist.

Tiden var ved at falde Inger Marie lang, da der pludselig lød skramlen ude i gården. Inger Maries første indskydelse var at løbe ud og se efter hvad det var; men hun blev alligevel siddende. Hun var Pers sygeplejerske; hun måtte være hos ham.

Men så begyndte der en banken og hamren. Det gav et sæt i Per; han begyndte at græde.

Inger Marie var straks klar over, hvad der var i vejen. Kan du vel holde ud til sådan et spektakel? Spurgte hun. – Nej, det kunde han ikke.

Så skal de også holde op. Og sikker marcherer hun ud gennem køkkenet, videre mod gangen, da mor fik øje på hende: Hvor skal du hen? Er du ikke sygeplejerske hos Per? Jo, og han kan ikke tåle den spektakel i hans hoved. Jeg skal ud og sige, de skal holde op, for -----

Ja, desværre – det bliver ikke så let; for nu har far ventet efter håndværkerne så længe.

*****************

RETUR TIL OVERSIGT

Lille notat:

Rasmus, 4 år spørges: Hvad skal ud ha’ til aften?

Rasmus: Det ved a et. No ska vi si, hva de kommer med!

**************

Inger driller Vibeke.

Vibeke kommer: Hesten han skal følle.

Inger: Skal han følle?

Vibeke: Ja

Inger: Det hedder ikke følle, men fole.

Vibeke: Han skal da ha Føl.

Inger: Og saa skal han ikke ha Føl, det er vel en Hoppe og ingen Hingst.

Vibeke: De siger han.

Inger: Din Far har vel ogsaa født dig.

Vibeke: Aa, hold din Mund, dumme Tøs.

Inger: Det kan du vist selv være bitte Vib.

Hesten og Føllet.

Vibs og Grethe sætter sig ved Hesten og venter paa, at Føllet skal komme; men der kommer ingen Føl. – Næste Dag de var i Skole, kom den.

Ligedan gik med en Ko.

Vibeke fortæller om Hesten, der skal ”følle”: Og dens Næse er saa blød som – som

(Det hedder Mule!)

Og han har Pandehaar langt ned i Øjnene og en lang Hale. – Hun er (det er en Hoppe, hvis i vil vente et Føl)

Hun er saa stærk, meget stærkere end Prins – 1000 G. stærkere.

Poul: Saa har de 1000 Hestekræfter paa en Gang.

****************

Kapellet

Fire Drenge kom slentrende ned ad Landsbygaden med Fodboldstøvlerne hængende og daske paa Armene. Det var maaske sidse Gang, de trænede, før Vinteren kom; derfor var det blevet sent. Det var en Lørdag i Oktober og halvmørkt. Vejret var temmelig barsk. En stiv Vestenvind jog sorte forrevne Skyer hen over Himlen.

De gik netop langs Kirkegaardsdiget. Kirkens hvide takkede Gavl lyste klart mod den mørke Himmel, hvis tunge Skyer syntes at sønderrives af det mørke Taarn i Baggrunden. Paa nordre Side af Kirken hævede sig Gravkapellets graa Masse.

Tør du gaa over Kirkegaarden nu, fra Laage til Laage? Spurgte den lange Søren Hansen pludselig Førstelærerens 12 aarige Hans.

”Haa, det var ogsaa noget”, svarede Hans ”nu det er halvlyst og Folk paa Vejen. Nej, tør du gaa ind i Kirken og ind i Kapellet til Greven Kl. 12 i Nat?”

”Tør du maaske det?” returnerede Søren.

”Ja, hvad skulde man være bange for!”

”Men du kan ikke faa Nøglerne af Far”, bemærkede hans mindre Bror Peter.

”Dem kunde man da sagtens hugge”, blæste Hans.

”Godt! Sagde Søren. ”Skal vi saa sige, vi mødes her en Kvart i tolv, og saa gaar du der ind alene?”

”Ja vel, jeg skal være her”, svarede Hans.

”Er det nu ogsaa værd?” sagde Peter.

”Faar Far det at vide, bliver han vred.”

”Vil du ikke med, kan du blive hjemme; for du sladrer vel ikke?” svarede Hans lidt bidsk.

”Nej, skal det være, gaar jeg med.”

”Men du, bitte Niels, tør vel ikke?” spurgte Søren.

Niels var lidt splejset og forsagt af sig; men han skød Hjertet op i Livet og sagde, at han kom.

Hans var dog ikke glad ved det, da de kom hjem. Han plejede ellers at komme aabent til sin Far, naar der var noget; men spørge om Lov til dette her kunde han selvfølgelig ikke. Dog skulde det gennemføres. Han kunde lige saa godt springe i det og se, om han kunde faa fat i Nøglerne med det samme. – Han smed Støvlerne og gik in i Spisestuen, hvor Bordet var dækket til Aftensmad. Da der ingen var, gik han videre ind i Kontoret. Her var ogsaa tomt. Hurtigt tog han begge de store Nøgler fra Faderens Pibebræt. – Der blev en tom Plads; blot Faderen ikke opdagede det!

Da der i det samme kom nogen i Spisestuen, stak han i en Fart Nøglerne op under Trøjen; han vilde saa senere lægge dem ned under sin Hovedpude.

Moderen kaldte til spisning, og han fik dem ikke afleveret. Han sad og var stadig bange for, at de skulde klirre, og han blive opdaget. – Men det gik, og straks Maaltidet var forbi, fik han dem gemt. Men mangen Gang i Aftenens Løb for det ham koldt ned ad Ryggen, naar hans Far var inde at stoppe en Pibe, eller en Gang Faderen skiftede Piben om og tog en anden. Vilde han nu ikke opdage den tomme Plads? Hver Gang drog han et Lettelsens Suk; men Tiden blev lang, og Bøgerne interesserede ham ikke som ellers. Det var derfor en stor Lettelse, da Moderen sagde, det var Sengetid. Der var ingen Tværeri; de sagde straks Godnat og forsvandt. Men sove gjorde de ikke.

Tiden listede langsomt af Sted. Endelig gik Forældrene i Seng. Men Drengene turde ikke tænde Lyset og se til Klokken; maaske kunde Lyset skinne ind ved Døren, eller Forældrene kunde høre knækket, naar de tændte. – Omsider vovede de det. Klokken var godt elleve. De stod forsigtigt op og listede ud. Bagdøren knirkede rædsomt. De lyttede lidt. Alt var stille, og de løb saa op til søndre Kirkegaardslaage, der var lige over for Kirkens Indgangsdør.

Søren var allerede paa Pletten sammen med Niels, som han havde hentet nede ved Laust Madsens Boelsted.

Vejret var stadig koldt, Vinden blæste skarpt, Skyerne kastede Maaneskygger over Jorden og Gravstenene inde paa Kirkegaarden. Over deres Hoved susede de store Træer ved Indgangen. En Ugle tudede i Kirketaarnet og fløj saa med et langtrukkent Skrig ud over Gravene. – Niels gyste. Det var bedre at have ligget hjemme i sin varme Seng. – ”Hvor længe skal vi blive staaende her?” sagde han trippende af Kulde og Nervøsitet.

”Klokken er ikke mere end godt halv tolv”, sagde Hans, ” og jeg skal vel vente til Kl. 12?”

”Det kan da være lige meget”, sagde Niels igen gysende, da Uglens skarpe Skrig atter skar igennem.

”Ja”, sagde Søren, ”gaa blot paa og vis dit Mod.”

De gik alle frem til Indgangsdøren til Vaabenhuset. Hans stak Nøglen i Døren, lukkede op og gik ind, kom til Kirkedøren og fortsatte op ad Løberen paa Midtergangen.

Maanelyset kom og gik. Til Tider kunde han intet se og standsede; saa pludselig brød Lyset frem, og han fortsatte. – Kunde han nu blot finde ind til Gitterdøren til Kapellet! – Han stødte mod en løs Bænk og slog sit Ben. Han gned det ærgerligt og famlede sig saa ind til Gitterdøren, fandt Nøglehullet og aabnede. Langsomt drejede Døren sig paa sine rustne Hængsler, og han stod i det Rum, hvor de henfarne Grever og Baroner hvilede. Her svævede nok deres Aander usynligt omkring. Hvad kunde de ikke fortælle om rige og haarde Tider! – Maanelyset faldt ind paa Løjbænken, hvor Greven, som Kapellet var bygget over, laa og legede med sit Spyd. Hans syntes, det saa ud, som Greven vilde kaste det efter ham, og han syntes, der spillede et sarkastisk Smil om hans Mund. –

Ude ved Indgangen stod de andre tre og lyttede spændt. Det gav et Sæt i dem, da Hans stødte mod Banken, og de lyttede med tilbageholdt Aandedræt. Vinden suste, og Uglen tudede; Peter rystede for Hans; men de hørte ikke mere, før Hanses Trin atter klang i Vaabenhuset.

”Aa, er du her allerede?” sagde Søren. ”Du fik ikke nogen lang Passiar med Greven.”

”Jo, hvis I vil høre, hvad han sagde, kom saa herom i Læ af Vaabenhuset!” Han lukkede Døren, tog Nøglen af, og de samlede sig forventningsfulde om hm.

”Jo, se, da jeg kom ind i Kapellet, laa han og legede med Spyddet.”

”Ja, det ved vi” indskød Peter.

”Ja, men det saa ud, som om han vilde kaste det efter mig! – Bliver du bange, Ungersvend? Siger han, og da maa jeg sige, det løb mig koldt ned af Ryggen, og jeg vilde helst have løbet min Vej. Men saa lo han: Du skal ikke være bange for mig. Nej, ser du hende deroppe, som lader sit Billede holde af en romersk Kriger; hende skulde du have kendt. Alting gjorde hun til sin egen Ære, min skønne Gemalinde. Flot skulde det se ud, men gerrig var hun, og hendes Ridefoged piskede Bønderne, naar de ikke kunde gøre Arbejde nok. – Da jeg var død, passede det hende godt, min dydsirede Frue. Hun byggede dette Kapel til hendes og min Ære og sendte Bud efter en italiensk Billedhugger, som opsatte dette pragtfulde Epitafium. Til sin egen særlige Ære lod hun opsætte alle hendes Families Vaabenskjolde og Billedet af hende herover. Men ved du saa, hvad, hvad hun gjorde, Ungersvend?”

”Ja,” sagde Peter, ”hun snød Billedhuggeren for noget af Betalingen”

”Og hvad gjorde Billedhuggeren saa?”

”Han”, fortsatte Peter, ”gik op i Kapellet og huggede alle Mærkerne af Skjoldene til Spot, Skam og Skændsel for hende.”

”Ja, du er dygtig, Petermand”, sagde Hans.

”Og saa lo Greven, saa han rystede.”

”Aah”, sagde Niels, ”det, du der fortæller, er ikke andet, end vi alle ved. Var der ikke andet?”

”Nej, saa gik jeg tilbage”, svarede Hans.

”Haa, ikke andet; det turde jeg ogsaa gøre; det er da ikke noget”, raabte Niels kry.

”Lad ham prøve med det samme!” lo Søren.

”Nej, lad os hellere gaa hjem.”

”Jamen, jeg tør godt”, gentog Niels.

”Da skal du ogsaa prøve. Det passer lige; nu slaar Klokken tolv.”

De tolv Slag rungede ud over dem, og det krøb i Niels; men han var standhaftig.

Hans aabnede Vaabenhusdøren for ham og gav ham Nøglen til Kapellet. Han gik, mens de andre lyttede.

Da han med bankende Hjerte kom ind i Kirkens Midtergang, standsede han. – Det var i Midnatstimen; de dødes Aander steg op af Gravene. Han kom til at tænke paa de mange, der laa begravede under Gulvet, hvor han stod. Hvad om deres Aander nu svævede rundt omkring ham – hvad vilde han dem!

Maanelyset kom og gik; han syntes, der var noget levende, der hoppede og gled over Stolestaderne, og naar Lyset forsvandt for en Tid, syntes han, der var noget, der smøg sig ind paa ham og om ham. Uvilkaarligt værgede han for sig med Hænderne. Der var intet at mærke, men Haarene rejste sig paa hans Hoved, og han stivnede, ude af Stand til at gaa et Skridt videre. – Pludselig faldt Maanelyset meget klart ind; han skimtede St. Laurentius, der stod oppe paa Hvælvingen med den Rist, han blev levende stegt paa. Niels syntes, han kastede den frem mod ham. Den lyste gloende, idet den for imod ham, og han styrtede om med et Skrig.

De tre udenfor saa forskrækket paa hinanden og for saa ind i Kirken. Derinde maatte de dog forsigtigt famle sig frem. – Pludselig var Hans ved at falde over noget. ”Her er han”, sagde han sagte. Han lagde sig paa Knæ og følte han over ham. – Niels, hviskede han, ”Niels, hvad er der i Vejen?” Men Niels var besvimet. – Forsigtigt bar de ham ud – ud paa Vejen.

Hans havde nær glemt at lukke Døren. Han for tilbage for at gøre det. I Taarnet tudede Uglen. ”Uf, din Ulykkesprofet!” gyste han.

Da han kom tilbage til Niels, var denne vaagnet; men han laa og skælvede og græd.

”Hvad er der, Niels?” sagde Peter.

”Jeg – jeg vil hjem,” stødte han frem.

Hans og Søren maatte tage ham mellem sig og lede ham; for han rystede stadig og stumlede af Sted uden Kontrol over sig selv.

De fik ham ind. Hans Værelse laa lige ud for Forstuen, men ogsaa lige op til Forældrenes Soveværelse. En mindre Broder sov sammen med ham. – ”Tys!” sagde Søren, ”at vi ingen vækker!”

De var imidlertid nødt til at tænde Lys for at orientere sig og faa Niels roligt i Seng. Men da vaagnede lille Jens; han stirrede paa dem med vidt aabne Øjne, og da han saa, at Niels græd og rystede, stak han i et Hyl.

”Saa hold da Bøtte!” hvæsede Søren; men det gjorde kun ondt værre. Et Øjeblik efter aabnedes Døren til Soveværelse, og der stod Laust Madsen paa bare Ben: ”Hvad i Alverden gaar her for sig?” buldrede han løs. – Hans maatte til at forklare. Du burde dog være klogere, Hans”, brummede Laust. ”At I ikke skammer jer! Kom saa herut med jer, saa skal jeg snakke med jeres Far i Morgen.”

”Undskyld!” sagde Hans.

”Skrub af!” svarede Laust.

Nedslaaede forsvandt de, urolige for Niels og for sig selv. – Søren sagde blot Godnat og gik til sit.

”Du maa sige det til Far straks i morgen”, sagde Peter, da de nærmede sig Hjemmet.

”Ja, der er ikke andet for”, svarede Hans. – Denne Beslutning gav saa megen Ro, at de snart faldt i Søvn, da de havde sneget sig ind i Seng.

-”Ja”, sagde deres Far næste Morgen, da Hans ærligt havde skriftet, ”I fortjente at faa Stuearrest i Dag. Men da I aabent kommer og fortæller det, skal I slippe med at gaa om og høre til Niels og saa gaa med i Kirke i Eftermiddag. Naar Kirken drager saa stærkt, var det passende, I kom der noget tiere.”

Niels var lidt bleg og genert, men ellers rask, og han lo selv ad den Rædsel, der var paakommen ham.

Om Eftermiddagen sad de alle i Kirken paa Bænken ud for Kapellet. Solens Straaler faldt klart ind gennem Vinduerne, saa Altertavlens gyldne Farver lyste og blinkede. – Inde i Kapellet lyste det hvide Marmor i det mægtige Epitafium, hvor Greven laa paa sin Løjbænk og legede med sit Spyd, mens Lyset skinnede i hans brusende Allongeparyk. – Det hele var saa klart og ligetil nu ved Dagens Lys; men hvor havde det været underligt i Nattens blaffende Maanelys. – Niels saa op paa st. Laurentius, smilte og gyste.

RETUR TIL OVERSIGT

Lammet og Hanen.

Jens Christian var den Sommer Hyrdedreng hos Pe Madsen i Vejstrup Gaarde. Hver Morgen trak han oppe fra Vejstrup ned i Kæret med sit Ko-Kobbel og slog Køerne løs, hvorefter han benede over til Faarene, der stod paa de magre Marker i de lave Sandbanker ved Banen. Naar han havde flyttet og vandet dem, maatte han spæne af Sted hjem igen og gøre al Slags forefaldende Arbejde.

Naar saa hele Gaarden sov til Middag, maatte han igen af Sted til Faarene. Saadan en Knægt behøvede jo ikke at sove til Middag, syntes Pe Madsen, og selv syntes han egentlig det samme. Desuden var det i godt Vejr helt dejligt at ligge og strække sig dernede i Sandbankerne og lege med Lammene og se 1-Toget køre forbi.

Naar Toget kom, laa han paa Maven og glanede, eller ogsaa stod han stille som en Støtte og lod Øjnene følge det. Det hændte, at nogen vinkede til ham fra Toget; men han vinkede ikke igen, stirrede blot helt betaget efter dette Glimt fra den vide Verden, til det var forsvundet, eller til et af Lammene kom og venskabeligt puffede til ham. Saa sprang han i Vejret, puffede igen og hoppede rundt paa stive Arme og Ben ligesom Lammene.

De var nogle sjove Fyre, de Lam; særlig det sortnæsede Vædderlam. Altid havde det Kunster for. Nu i den sidste Tid var det blevet Fører for en Bande paa tre, som stak igennem Hegnet ned paa Banelinien og saa – hvad der var det værste – over paa den anden Side og op i Banevogterens Have, hvor de nippede af de nyplantede Kaal. Det morede dem ganske særligt, men det morede ikke Vogterkonen An Kirstin. Hun skældte ud, naar han kom ned for at se Toget: Saadan en skidt Knægt, der ikke passede paa Faarene; hun skulle klage til Pe Madsen, skulde hun. Naar han saa svarede, at han havde andet at bestille end at gaa og genne Lam, saa blev hun rigtig gal i Hovedet og kaldte ham et Stykke skidt Knægt, der svarede igen; han kunde bare vente!

Mens han nu en varm Middagsstund travede ud mod Banebankerne, tænkte han paa, at han nok kom til at sige det til Pe Madsen om de Lam; de maatte vist i Tøjr, selv om det var Synd og Skam for dem, at de skulde miste Friheden.

Da han kom derop, laa Faarene roligt og tyggede Drøv med halvt lukkede Øjne, men Lammene var ikke at se. – Han listede hen til Baneskrænten. Der trippede de Gavtyve af Sted op over Banelinien, og hop – over Grøften paa den anden Side.

Ovre i Haven gik An Kristins sorte Hane og kroede sig i Spidsen for en Flok Høns, som skrabte dygtigt ud. – Jens Christian kunde ikke lade være at godte sig lidt over, at de var sluppet ud for An Kirstin; der kunde hun se, at det ikke altid var saa let at holde Dyrene paa den rette Plads.

Han laa og ventede spændt paa Mødet mellem Lammene og Hønsene.

Lammene trippede nok saa uskyldigt op ad Havegangen, uden at hønsene lagde Mærke til dem. Men pludselig for Hanen i Vejret med et vældigt Skraal; det sortnæsede Lam gav et Par fornøjede Hop, mens Hanen og Hønsene for kaglende og Skrigende til alle Sider.

Jens Christian rejste sig leende, netop som An Kirstin kom frem ved Hushjørnet derovre. Hun havde lige rejst sig af Middagssøvnen for at tage mod Toget, som det netop meldte for. Hun var ikke god at komme nær: Hendes Hoved var tungt, Hønsene ude, Lammene i Haven og derovre stod den grimme Knægt og grinede. – Han irriterede hende mest i Øjeblikket, hvorfor hun udgød sin Vredes Skaaler over hans arme Hoved.

Han vidste knap, om han skulde le eller græde; hun var forfærdelig morsom, naar hun saadan tog paa Vej, og han var jo da forholdsvis uskyldig.

Imidlertid nærmede Toget sig, saa An Kirstin maatte holde inde med Skydningen. Hun gav et Raab efter Lammene, som hoppede over paa Banen, hvorefter hun sprang ned og lukkede Ledene og stillede sig op ovre ved sin egen Side.

De dumme Lam stod ganske rolige nede paa Banelinien og gloede efter Toget.

Jens Christian raabte efter dem, men det hjalp ikke; de satte sig blot i Bevægelse langs ad Linien.

Jens Christian vidste ikke, hvad han skulde gøre. De havde en idiotisk Tilbøjelighed til at løbe om Kap med Toget, de smaa Asener. Mangen Gang havde de været paa Nippet til at blive kørt over; men saa sprang de fra i sidste Øjeblik, naar Lokomotivføreren lukkede Dampen ud.

Jens Christian for ned til Ledet og vilde lukke det op; for saa maatte de da smutte den Vej ud. Men straks var An Kirstin der: Han kunde bare lige prøve paa at aabne Ledet, saa skulde han faa saa mange Klø, som der kunde ligge paa hans syndige Krop, foruden han skulde blive meldt paa Stationen o.s.v.

Imidlertid nærmede Toget sig faretruende. Lammene satte Farten op og satte i stive forskræmte Hop forbi Ledet.

Toget bruste frem i det samme; Dampen for ud. Fyrbøderen hang ud over Døren og truede med en knyttet Haand. Jens Christian hang spændt over Ledet. Aah, de smaa Asener – nu maatte det da gaa galt!

Nej – der kom de to i yderste Sekund! – Men det tredje?

Toget trak sin lange Hale til sig og – tilbage laa den sortnæsede – kørt over – død!

Det varede lidt, før Jens Christian kom til sig selv efter Sjokket, og da han endelig begyndte at kravle over Ledet, kom An Kirstin løbende med en stor Brødkniv. Blodet skulde da af Lammet, saa Kødet kunde bruges.

Forpustet standsede hun ved Lammet, der laa udstrakt mellem Skinnerne.

Jens Christian var ogsaa kommet derhen. ”Nej se!” raabte han pludselig. ”Her er noget af Halen, som er kørt af!” Og han tog Halestumpen og holdt den i Vejret.

”Ja, det kunde ha’ blevet herfra,” Sagde An Kirstin skarpt, idet hun skrævede over det, tog fat i dets Hoved og bøjede det op, saa hun kunde komme til at skære til. Men lige idet hun begyndte at føle paa dets Hals med Kniven for at finde det rigtige Sted at stikke til, giver Lammet pludselig et Sæt, staar paa Benene og farer saa af Sted.

An Kirstin var lige paa Nippet til at komme op at ride, men faldt dog af og satte sig pladask ned paa Banelinien med en saa komisk Forbavselse skrevet i det maabende Ansigt, at Jens Christian brast i en skrallende Latter.

Da fandt hun Mælet igen: Saadan en fræk Knægt, skulde han staa der og grine ad et gammelt Menneske. Han kunde holde sine Lam og sit Skidt hos sig selv, i Stedet for at staa og grine ad Folk.

”Se saa at pakke dig!” skreg hun til sidst helt ude af sig selv, idet hun svang Kniven truende.

Han glemte rent at le, stirrede kun forbavset paa hende et Øjeblik, hvorpaa han løb op for at se, hvad der var blevet af Lammene; saa kunde hun blive siddende, saa længe hun vilde.

Alle Lammene gik oppe paa Marken. ”Sortnæse” virrede med den blødende Halestump og brægede ynkeligt af Smerte i den, men syntes ellers ikke at fejle noget. Jens Christian kælede lidt for det og løb saa hjem.

Der blev stor Latter, da han fortalte om An Kirstins Uheld. Men de to af Lammene kom i Tøjr. Sortnæse slap foreløbig; den havde faaet saa god en Lærestreg, at den sikkert ikke foreløbig turde gaa paa gale Veje. – Undertiden stod den ude ved Baneskrænten og kiggede over til Vogterhusets Hønsegaard, hvor den sorte Hane gik og gjorde Skrabud for Hønsene. Sortnæse kunde nok have Lyst til at komme i Lag med Hanen; men den nøjedes med at stampe et Par Gange med venstre Forben; saa gik den ned igen og græssede videre.

Ovre i Haven blev Kaalene store og faste; hverken Høns eller Lam gjorde dem Fortræd.

An Kirstin saa sjældent en Vej, Jens Christian var. – Men saa en Dag hen paa Eftersommeren hændte der noget, der forandrede Stillingen.

Det var den Dag noget hen paa Eftermiddagen, før Jens Christian kunde komme ned til Faarene. Der blæste en skarp Nordvestvind, ingen Tog var i Vente, Vogterhuset laa som uddød; Her var ingenting at blive efter, saa Jens Christian skyndte sig for at komme tilbage saa hurtigt som muligt.

Pludselig hører han et forfærdeligt Skraal af en Høne eller Hane ovre ved Vogterhuset. Han lagde sig ned bag Skrænten og kiggede spændt derover. – Hønsene kom styrtende skrigende og kaglende om i Hønsegaarden, og – lidt efter kom Mikkel Ræv frem bag Haven med den sorte Hane i Flaben.

Jens Christian maatte le. Mikkel strittede underligt og slog med Hovedet, for Vinden blæste hele Tiden Hanens Vinger op for hans Øjne, saa han ingenting kunde se.

Jens Christian ønskede sig en Bøsse: han laa saa godt for at pille Mikkel ned her fra. Men hvem vidste – maaske kom Mikkel lige herop, saa han kunde naas med Kæppen. Jens Christian krøb bedre i Læ og knugede Kæppen.

Mikkel avancerede kun langsomt. Han var ikke fornøjet med disse Vinger, der stadig baskede ham om Øjne og Ører, men han vilde alligevel ikke slippe sit Tag.

Jens Christian blev mere og mere spændt, eftersom Mikkel nærmede sig. Han stilede lige imod ham. Nu var han allerede paa Skraaningen. Hjertet bankede Jens Christian i Halsen.

Da – pludselig giver Mikkel et forvildet Hop ret i Vejret; Drengens Fært naaede ham. – Han trillede ned ad Skraaningen med Hanen efter sig, kom straks paa Benene, og som skudt ud af en Kanon for han langs Banen, til han forsvandt i et Lille Krat et Stykke borte.

Jens Christian var sprunget op. Han gav et Hyl af Spænding og Ærgrelse: Den Røvertamp!

Saa løb han ned til Hanen og tog den op. Blodet piblede den ud af Halsen; den gav et Par Spjæt, men hang saa ganske slap og livløs.

Jens Christian huskede straks, hvad An Kirstin vilde ha’ gjort ved det sortnæsede Lam. Han rev sin Lommekniv op og skar Halsen over paa Hanen, men der kom kun nogle faa Draaber Blod.

Saa maatte han over med den; men han var ikke rigtig glad ved det, for han vidste ikke, hvordan An Kirstin vilde tage imod ham. – Der var imidlertid ingen hjemme, hvorfor han hang den paa Dørgrebet; saa kunde An Kirstin se den, straks hun kom.

Idet han løb fra Ledet op mod Vejstrup mødte han dog An Kirstin, der hilste mut. – Da kunde han ikke holde tæt – ”Du har haft store fremmede,” sagde han smilende.

”Hvem skulde det være?” – Hun saa lidt mistænksom paa ham.

”Mikkel!”

”Hvad siger du! Mikkel – den Tyverad! – Saa har han vel været ude efter min dejlige sorte Kok.”

”Ja, akkurat. Men Hanen staar da ellers ved Døren og venter paa dig.”

”Hør, vil du gøre Nar ad mig!” sagde hun og trak Brynene sammen.

Nej – saa fortalte han Historien.

” Aah, det havde han endda godt af at faa en ordentlig Forskrækkelse i Livet, den slemme Røvertamp. Tak skal du ha’, at du reddede Hanen saa vidt; nu bliver det da os og ikke Mikkel, der faar Suppe denne Gang. – Kom over og faa en Kop Kaffe i Morgen Middag, naar 1-Toget er kommet! Det kan du vel nok faa Tid til?”

Det mente Jens Christian nok. Og han opdagede, at An Kirstin i Virkeligheden var en rar Kone, der lavede dejlig Kaffe og kunde fortælle mange muntre Historier. Og hun kom ligefrem til at ønske, at han havde været hendes egen Dreng. Saadan en Knægt kunde ha’ livet svært op i Huset, og hun havde jo desværre ingen Børn selv.

RETUR TIL OVERSIGT

******************

Lille Hanne i Novemberstormen

En Dag i November blæste det op til Storm af Vest. Næste Dag drejede Vinden mod Nordvest og steg til Orkan. Fjordens Vand væltede ind over Enge og op over Marker. Bækken, der løb forbi Skolehaven, steg og steg, til den gik over sine Bredder og bredte sig ud over Vejen og Skolepladsen. – Midt ude i Vandene laa den gamle Bro, der førte over til Skomager Posts. Den gav sig under Vandets Pres, men holdt.

Tredje dag løjede Vinden noget af og Vandet begyndte at synke. Da Tusmørket faldt paa, var Degnens to Børn alene hjemme; Deres Far var til Møde og Moderen var løbet et Rend om i Møllegaarden. Den Tolvaarige Svend sad inde i Skolens Spisestue og læste Lektier, mens hans lille Søster Hanne, som kun var fire Aar, laa og rodede i sin Legekrog. – Sjældent lod hun ham ret længe i Fred. Der var altid noget, hun skulde have ham til at læse eller forklare. Nu kom hun med et Billede, som hun havde siddet og set paa.

”Svend, hvorfor bærer den Mand Faaret paa skulderen?” spurgte hun.

”Det er den gode Hyrde”, svarede Svend.

”Hvem er den gode Hyrde?” spurgte hun igen.

”Det er Jesus.”

”Jamen, hvorfor bærer han Faaret?”

”Ja, Svend kom pludselig i Fortællehjørnet, ser du: En Dag gik den store Flok Faar hos ham og græssede i Fred og Ro. Der var 20 og 20 og 20 og 20 igen. – 20 var det længste Hanne kunde tælle. – Men saa var der et, der blev ved at nippe og nippe og gaa længere bort, til det var kommet helt bort fra de andre. – Pludselig saa det, at det var ene, det kunde slet ikke se nogle af de andre Faar; saa blev det bange og styrtede af Sted, men den forkerte Vej. Det kunde da bare vende om, sagde Hanne. Ja, men det kom blot længere og længere bort, og saa styrtede det ned i en Kløft.

Hvad er det for noget? spurgte Hanne.

Svend tog et Stykke Papir og tegnede for hende den stejle Skrænt og viste hende, hvor det stakkels Faar laa og brægede og brægede og ikke kunde komme op igen. – Det blev saa ked af, at det var løbet bort, og det længtes saadan efter Hyrden.

Men den gode Hyrde havde set, at det manglede, og saa kaldte han paa sin Hund og gik ud for at lede efter det. Snart var de paa Sporet; han opdagede, hvor det var faldet ned og ynkedes over det. Ængsteligt saa det op paa ham. Han greb fat i en Busk paa Kanten og svang sig ned til det. – Det brægede og forsøgte at rejse sig, men kunde ikke. Da tog han det forsigtigt op paa sine Skuldre, fandt et sted, hvor han kunde kravle op med det, og mens Hunden dansede og sprang omkring ham af Glæde, bar han det stakkels Faar tilbage til den store Flok, for han var den gode Hyrde.

Aah, det var en god Historie, raabte Hanne fuld af Iver. Se – se, her er et andet Billede; kan du ogsaa fortælle en Historie om det?

Nej Hanne, svarede Svend, nu skal jeg læse. – Han tændte Lyset og satte sig til Rette med Fingrene i Ørene. – Hanne indsaa, at der var ike mere at gøre. Hun gik hen, tog sin Dyre-Billedbog og gav sig til at blade i den. Hun fik saadan en Lyst til at læse Versene for Svend; hun kunde dem nemlig udenad alle sammen. Men Svend sad stadig stiv og utilnærmelig. – Da slog det ned i hende, at hun kunde gaa over paa den anden Side af Bækken til sin bedste Veninde Trine Post og læse dem for hende. – Stille listede hun ud med Bogen under Armen, tog sine smaa Træsko paa og gik langs med Muren, til hun kom til Havelågen.

”Huh-tuh!” hylede Stormen og ruskede i hende. Træerne suste og knirkede, og det var næsten mørkt. – Men lille Hanne var en stor Pige, som ikke blev bange, det behøvedes ikke; den gode Hyrde vilde ogsaa nok hjælpe hende. Hun aabnede Laagen, der blæste fra hende, saa hun ikke fik den lukket igen, og saa trippede hun videre ud paa Skolepladsen og videre over mod Broen over Bækken.

Hun traadte i Vand, der gik ind i Træskoene, men hun trampede trøstig videre, knugende Billedbogen.

Vinden strøg ind langs Bækken og greb fat i hende med voldsom Kraft, da hun kom op paa Broen. Under den hvirvlede Vandet af Sted i den bredfyldte Bæk. Lille Hanne gøs, og da der i det samme kom et særlig kraftigt Stød, greb hun efter Rækværket. Hun naaede det ikke, men faldt – lige ud i det dybe, kolde, hvirvlende Vand. Billedbogen gled fra hende og flød bort for Vind og Strøm; Træskoene flød op og sejlede som et Par smaa Baade efter hende. - - -

Lidt efter kom Degnekonen hjem, og da hun saa Svend sidde ene i Stuen, spurgte hun: Hvor er Hanne? Svend saa op. – Hanne? Det vidste han ikke; han troede, hun sad i sin Legekrog.

Moderen blev bleg: Hvor er hun? Du maa da vide det! Hun kan da ikke være gaaet ud i Stormen og Mørket.”

Hun kaldte, men Hanne var der ikke. ”Mon hun skulde være gaaet om efter mig, tænkte hun, og saa være gaaet forkert i Mørket?

Du maa se efter hende, Svend!

Men som Svend vilde gaa, hørte de nogen famle ved Bagdøren. De for derud. Døren gik op, og ind kom Hanne sjaskende i Hosesokker, drivende af Vand.

Men kæreste lille Barn dog! raabte Moderen og slog Hænderne sammen, ”hvor har du været?”

Hanne saa med store Øjne og bred Mund op paa sin Mor, glippede det Par Gange med Øjnene og sagde: ”Jeg kunde ikke gøre for det.”

Ja, men sødeste lille ………….

Jeg faldt i Bækken.

I Bækken! – Men hvordan i Alverden er du saa kommen op igen?

Jeg svømmed’ som en lille Tuds, og saa kravled’ jeg op.

Svømmede du? Det er jo umuligt! Men Gud ske Tak du kom op! – Svend, Svend, skynd dig, faa fat i noget tørt Tøj til hende!

Hidtil havde Hanne holdt sig tappert; men nu stak hun pludselig i at græde. – Saa, saa, trøstede Moderen, nu er det jo overstaaet.

Ja, men, hulkede Hanne, Billedbogen og – Træskoene!

Havde du Billedbogen med?

Ja, jeg vilde vise Trine Billederne, og saa tabte jeg den.

Aa, skidt med den! sagde Moderen og slog Armene om hende. Jeg har dig, bitte Barn. Hvor er jeg glad!

Ja, men Bogen? blev Hanne ved.

Du skal faa en ny – du skal faa en ny til Jul, gentog Moderen lykkelig. – Og da Hanne var kommet i Seng og puttet godt ned, maatte Moderen under Verset: Søde Gud, din Engleskare, alle dine smaa bevare! sende en ekstra Tak op til den gode Hyrde.

- - - - Tiden gik. Julen kom med Klokkekimen, Juletræ og julegaver. Svend maatte glæde sig med lille Hanne. Hendes Ansigt straalede, og hendes Øjne tindrede i Lysenes Skær, mens hun ivrigt sang med: Et Barn er født i Bethlehem. Og hun klappede i Hænderne, da hun fik en ny, stor Billedbog med mange nye Vers, som Mor og Svend maatte gentage for hende, til hun kunde dem, og de var blevet kære som de gamle.

RETUR TIL OVERSIGT

Lille Søster

Børnene, 3 og 2 Aar, har været sendt bort, mens det stod paa.

Kommer, Mor sidder med lille Søster paa Skødet. – De er saa optaget af hende. Et Øjeblik: Se, hun Ører, bitte Ører! Næste: og lille Næse! – Hun har ogsaa smaa Fødder! Og som det fineste: Se, hun ogsaa Negle paa Fødder. – Hun aabner Øjnene, hvilket er Kilden til ny Forundring – hun har Øjne.

Lille Søster dier. Den 3 aarige Pige kysser Mors Bryst.

*****************

Medgang og Modgang og deres Indflydelse paa mig

Medgang, dog ikke saa meget Medgang som Lykke, gør mig god. Mit Hjerte udvider sig; jeg ser andre Menneskers Nød og vil gerne hjælpe. Gud bor mig nær, ja, jeg føler Guds levende Aand bo i mig og levendegøre mig, mit døde Hjerte.

Synd udgaaet af mit eget Sind gør mig sorgfuld og ydmyg; saa jeg vende mig mod Guds stærke Favn.

Modgang og ondt, der kommer udefra gør mig haard, lige meget om det er Barneskraal, en Sten for Cyklen en dunkel Aften, eller det er Sygdom for mig og mine. Mit Hjerte bliver haardt og jeg bander ham, som sendte det – Djævelen, den onde selv. Det gaar over i Slappelse og Ligegladhed.

Men da maa jeg rive mig ud deraf og vende mit Sind mod Gud, saa det onde ikke skal faa Magt med mit Hjerte, saa det forhærdes og bliver ondt.

********************

Mod Muren

Personer:

1. Kasserer Hjalmar Andersen, 60 år, gift 30 år gl., kørt ud af det. Han syntes, det vilde være bedst at dø 56 år gl.; så var børnene – 3 voksne, de trængte ikke længere til ham; han havde intet ansvar over for dem mere. Og i forretningen var kommen så mange ny folk; han så dem som gennem en glasmur; de arbejdede, de snakkede, de levede, men de kom ham ikke ved. – Selve arbejdet gav ham ikke noget; det at samle sedler, føre kassejournal, hovedbog m.m. betød ikke noget for ham. Og hans hustru

2. Fru Edith Andersen, en højbarmet, virkelig helt flot kvinde på godt 50. Var han noget for hende? – Hun hjalp præsten med menighedsarbejdet; hun var medlem af en række foreninger og komiteer. Noget han ikke interesserede sig for, når han træt kom hjem fra arbejdet. Tit var hun ikke hjemme, og han måtte selv gå og bikse med mad eller gå ud. Hun havde selvfølgelig en tid søgt at sætte ham ind i sit; men da han ikke reagerede, holdt hun op, og de gik ved siden af hinanden uden bindeled. Ja, de kunde snakke om børnene, men selv det var ved at holde op. Hvorfor døde han ikke, da han var 56? Det ældste af børnene

3. Henrik Andersen, maskinarbejder, godt arbejde, men faderen ønskede, at han skulle blive ingeniør; det vilde han ikke. – Han havde giftet sig for små to år siden, boede i en pæn lejlighed; men de sås sjældent; da Henrik og hans unge kone Aase ikke brød sig om at komme hjem og ikke indbød forældrene til sig. Nu venter de en baby, men ikke engang det ved faderen eller moderen.

4. Svend Andersen, den anden søn, er underforvalter på en herregaard, også mod forældrenes ønske; men han er frisk og frejdig og befinder sig godt. Kommer yderst sjældent hjem.

5. Søster, som hedder Ruth, men kaldes Tut og Søster i flæng. Hun havde været Hjalmars trøst, kom til ham med sine vanskeligheder, da moderen sjældent var hjemme og ellers havde alt for meget at tænke på. Men nu kunde Tut ikke holde ud at være hjemme længere. Hun havde kontorplads, vilde gerne sammen med andre unge, gik nok også med en; fortroligheden mod faderen svandt. Hun forsvandt også ud af hjemmet – hvad skulde han så egentlig leve for?

6. Præsten, pastor Nielsen. Fru Andersen ivrig med i menighedsarbejdet; det hændte, hun trak sin mand med.

7. Andre personer: En chauffør, en svajer, en ved ulykken, politibetjent og tilfældigt forbipasserende. På Sygehuset: Læger og sygeplejersker, en nattevagt.

Spillet: Mod Muren

1. Scene

På Vesterbros Passage. Den egentlige myldretid er forbi; det er en stille aften; lidt rå aften; det har regnet; man hører enkelte mennesker komme forbi, lidt sjask. Rådhusuret slår 6, enkelte biler kommer susende.

Man hører en bil komme; der lyder et skrig, et fald, bilen bremser, hviner. Fodtrin strømmer til. Udbrud fra folk:

En svajer: Aa da! Det er forfærdeligt. Han fik et slag i hovedet. Se, hans frakke er revet i stykker. Mon han er død? Det var sgu godt gjort, bedstefar; går lige mod vognen; du må jo være blinddøv.

Chaufføren: Ja, jeg har ingen skyld. Her kommer jeg med ganske jævn fart, og så går manden lige ud foran mig. Jeg måtte da tænke, at han havde set mig; jeg –

En tilskuer: Hold så op med det! Her ligger manden, hårdt kvæstet; vi må ha’ fat på en ambulance.

Svajeren: En panser!

Betjenten: Ja, ring efter ambulancen! Mon manden er død? Det må vi ha’ konstateret. Han stønner lidt, idet han lægger sig på knæ. Jeg tror det ikke. Men han er bevidstløs. Hans frakke er revnet. Han har fået et slag i hovedet, men værst er det gået ud over venstre side og ben. Er der nogen, der kender ham?

Kor: Nej!

Betjenten: Las os se. Her er en notesbog med hans navn: Hjalmar Andersen, Blomstervej 102. Hvordan skete det?

Chauffør: Bilens reg. nr. K 54622. Jeg kom kørende med jævn fart 45-50 km. Jeg ser manden komme, men tænker, at han har set mig og stopper op, men i stedet går han lige frem. Jeg drejer lovlig brat. Vognen glider i det fedtede føre, og bagenden rammer ham før jeg kan dreje.

Ja, det var sgu underligt at se; han gik i blinde – som mod en mur. Skulde han være blind? Han har ingen mærker og ingen fører!

Betjenten: Ja, det ses tydeligt at vognen er gledet. De kørte for hurtigt.

Chaufføren: Nej, det gjorde jeg ikke.

Flere tilskuere: Nej, nej; ganske jævnt.

Ambulancen kommer – babu –

2. scene

I operationsstuen.

Overlæge: (Evt. drøftelse af hvordan det gik til og hvorfor?)

Puha – det var en værre omgang. Stadig dyb bevidstløs. Dr. Hansen, undersøg lige hans sår i hovedet endnu engang. Er der mon ikke kraniebrud?

Dr. Hansen: Jeg kan nu ikke sige det ganske bestemt, men jeg tror det ikke.

Overlæge: Nej, det mener jeg heller ikke. – Læg ham på enestue – er der en ledig?

Oversygeplejerske: Ja, nr. 17.

Overlæge: Godt. Og vågekone!

3. scene

I sygestuen.

Sygeplejerske: Altså, sker der større forandring med patienten, så tilkald den vagthavende læge.

Nattevagten: Ja, vær De kun rolig. Jeg har dog været her så længe, at jeg nok ved, hvad jeg skal gøre. Nu er det - -

Sygeplejerske: Tak. – Farvel!

Nattevagten sidder og strikker og ser på patienten, mumler om en pæn ældre herre. Hvad mon der er i vejen med ham. Altid sker der ulykker – snart med egen skyld, snart uden.

Andersen begynder at røre på sig, giver sig lidt og begynder at fantasere: Jeg gik lige mod muren. – Muren i arbejdet, muren hjemme.

4. scene

Et par dage senere. Han kan begynde at tale uden besvær.

Fru Edith Andersen: Bebrejder ham hans tankeløshed. Hvorfor kan du ikke passe på.

Hjalmar A. Interesserer det dig?

5. scene

Næste dag.

Ruth, kaldet søster eller Tut kommer og er virkelig bekymret. Han opmuntres af hende.

6. scene

Svend, underforvalter. – Forbeholden. Ved ikke om faderen bryder sig om at han kommer, men han kunde ikke lade være.

Faderen: Beder ham om forladelse, fordi han ikke har været tilfreds med ham; det var faderens egen fejl.

Svend tør op og fortæller om sig selv og sine udsigter.

7. scene

Den ældste søn Henrik og hans kone Aase. Han er til at begynde med lidt buldrende, men hun er sød og naturlig, så faderen ligger og ser sig glad i hende.

Andersen til Aase: Ja, han havde jo så travlt med at blive gift, at han ikke havde tid til at gå på skole og blive ingeniør, skønt han vidste, jeg ønskede det.

Henrik mut: Kunde vi nu ikke lade det hvile.

Andersen: Sig mig blot Aase, er han god nok, som han er?

Aase: Ja, svigerfar, han er bedre.

Henrik: Ja, jeg tjener da mere end du nogensinde har gjort. Derfor har vi også tilladt os - - - -

Andersen: Nå, Henrik, hvad er der? Hvad, Aase?

Aase: Jo, svigerfar. Vi skal ha’ et barn.

Andersen rørt: Gud velsigne dig, mit barn.

Aase: Ja, og når du kommer op, se så hen til os. Vi ser dig gerne.

Andersen: Ja, jeg tror det. Og Henrik – har der været noget mellem os, så glem det. Jeg vilde dit bedste – men tænkte nok mest på mig selv. Jeg er ikke blevet til noget i denne øde verden, og så ønskede jeg, at du skulde nå videre i det ydre. Men jeg indser nu, at det ikke er det ydre, der gælder. Undskyld, Henrik!

Henrik: Alt forladt, fader! Som Aase siger: Se hen til os, og kunde du få mor med, var det rart.

Andersen: Det bliver vist vanskeligt. –

8. scene

Præsten kommer

Hvordan er han? Indledende bemærkninger.

Andersen: Forklarer derefter, hvordan han havde følt livet svinde bort. Muren rejste sig alle vegne: På arbejdsstedet, i hjemmet, over for kone og børn.

Præsten: Livet må ikke foragtes. Det er en kostbar perle, en skat i lerkar, givet af Gud. –

En lille varm fugleunge med hastige hjerteslag, som man må tage nænsomt på.

Andersen: Men livet er dog tiest hårdt; og alt andet end nænsomt.

Præsten: Den lille fugl går let hen og dør. Engang som dreng så jeg en lille blåmejse smutte ind i tuden af en ajlepumpe. Jeg for hen og satte hånden for hullet. Den lille fløj mod hånden, og jeg holdt den fast; jeg syntes ikke – fast , kun lempeligt; jeg skulde ind og vise mor den. Dens hjerte slog små hårde slag mod mine hænder, men da jeg kom ind med den, gik hjertet i stå. Fuglen strakte benene ud – og var død.

Måske billedet med fugleungen var forkert. Livet tåler meget og kan overvintre trods frost, hård frost. Ja, måske når du selv føler dig så fattig, livets blomst gror i dit sind, en ny ånd fødes, som kan sætte frugt trods menneskers kulde. Jeg kunde som præst sige det Gud lader ånden forny dig, så du bliver uovervindelig. Men mærkeligt er det, at så vil du også mærke, hvordan dine nærmeste kommer dig nær, bliver noget for dig, og du for dem.

Andersen: Jeg forstår det måske ikke helt. Men jeg tror, jeg kan begynde livet igen, smile ved kassen og komme mine børn i møde uden de forbandede bagtanker, der ødelægger alt mellem os. De er selvstændige mennesker, og efter jeg ser det, som dem, hvor livets ånd har tændt sin egen gnist i hver, da er der ikke noget, der skiller.

Præsten: Ja, der er noget af det rigtige. Jeg håber, vi ses, når De er blevet rask, for det bliver De nu.

Andersen: Ja, det bliver jeg.

RETUR TIL OVERSIGT

***************************

MUSEN

Kirsten var en lille vilter pige paa lo aar. Hun havde lyst, lidt krøllet haar, runde øjne og røde kinder - for det meste. Hun kunde blive heftig og gøre saa meget ud af en ting, at det var helt betænkeligt.

En dag standsede hun nede i byen ved et vindue med legetøj, og der blev hun optaget af een ting - en mus. Den var dejlig graa, og hun kunde ligefrem fornemme, hvor blød den var at føle paa. Den havde to kulsorte øjne, der saa paa et stykke ost, der laa foran den. Og der i siden var et hul til at sætte en nøgle i, og saa kunde den trækkes op og løbe - hui - lige hen mod mors bare hæl, og mor blev saa bange, at hun gav et skrig fra sig og for op paa en stol, mens lille bror skreg af rædsel - nej, hvor var det morsomt! Kirsten lo af fuld hals og slog sig paa knæene. En stor dreng, der kom forbi, gav hende et skub, saa hun nær var faldet, idet han raabte: Er du blevet tosset, tøs?

Ja, det var sandt - hun stod paa fortovet midt i gaden og lo - skraldergrinede. Men det var vel ogsaa nok en morsom mus og en dejlig mus; den maatte hun have! - Hun holdt pludselig op at le. Hun maatte skynde sig hen til købmanden for mor og saa hjem. Det var hendes fødselsdag paa torsdag otte dage, først da fyldte hun lo aar. Da maatte hun ha' den, hun maatte ha’ musen, den dejlige søde, bløde mus.

Hjemme fortalte hun mor om musen, og hvor sød den var, og hun slog lidt paa, at det jo var hendes fødselsdag torsdag otte dage. Men mor svarede undvigende, at der var saa mange ting, hun manglede, f.eks. nogle lommetørklæder; hun var slem til at glemme dem, snart i skolen, snart andre steder, og det var ikke billigt i længden. - Uh, mor, jeg skal saadan passe paa! forsikrede hun, og det gjorde hun i de følgende dage. Hun fik rent lommetørklæde med i skolen, hun stak det i "tasken og stak

det straks der ned igen, naar hun havde brugt det og hver eftermiddag viste hun mor, hvor pænt det laa. Hver eftermiddag efter skole maatte hun om og se til sin mus, om den var der, om dens øjne var lige sorte, om dens pels var lige blød og lækker, lige dejlig graa. Og den var der, og den blev mere og mere lækker for hver dag. Naar hun saa kom hjem til mor, vilde hun saa gerne snakke om den, men hun turde ikke. Der kunde ske noget, der tog den fra hende.

Men en dag - tre dage før fødselsdagen - siger mor selv: Naa, staar musen der endnu? - Ja, udbrød Kirsten og tindrede. Vil du stadig gerne ha' den? - Ja, aa ja, svarede hun med inderlighed i stemmen.

Ja, ja, vi faar se, skød mor det hen.

Men Kirsten var saa tindrende glad: Hun fik sin mus! Hvem kunde hun nu gøre godt imod? - Jo - Lillebror, kom her, saa skal du faa en ordentlig gyngetur! Hun tog ham i haanden, og i løb gik det hen til gyngen, han blev sat op, og hun skubbede til, saa det suste. Uh, hun havde saadan en lyst til at sætte ham lige til himmels. Da skreg han, og hun opdagede i sidste øjeblik, at han var lige ved at falde af,; hun fik gyngen standset, og der skete ingenting. - O, Gud ske lov! sang det i hende. Var han faldet ned, saa var hele drømmen bristet, drømmen om musen, den dejlige mus.

Næste dag hun kom til vinduet; gav det et sæt i hende; hendes mund aabnede sig, og hun stirrede et øjeblik ganske fortabt paa musens sted. Men saa krusedes hendes mund af et smil: Musen var der ikke - mor havde købt den til hende! Hun hoppede hen ad fortovet og havde saadan en lyst til at huje højt. Men da slog det hende, at det kunde være en anden, der havde købt den, for selvfølgelig var der andre børn, der gerne vilde ha' den. Men, tænkte hun og stampede i flisen, det er min mus, ingen anden har ret til netop denne mus, den er min! - Hun sprang hjemad for at spørge mor. Men da hun kom hjem, kredsede hun bare om mor hele tiden uden at kunne sige noget, indtil mor spurgte, hvad det var hun vilde. Hun spurgte da: Har du være i byen i dag, mor? - Ja, hos købmanden efter nogle varer - hvorfor det? - Købte du nogle bolsjer? - Ja, du kan finde et, svarede mor og smilede. Det smil kunde betyde hvad som helst, og Kirsten turde ikke spørge om det, der laa hende paa sinde. Havde det endda været torsdag, men det var kun tirsdag. Det var ikke til at holde ud - aa, musen, musen! Og bolsjet glemte hun.

Næste dag skulde hun da lige om til vinduet for at sikre sig, at hun ikke dagen før havde glemt at se sig for; musen kunde jo være flyttet; maaske syntes fru Sørensen ikke, den stod godt nok, hvor den plejede at staa. - Det første, hun fik øje paa, da, hun kom hen til vinduet, var musen! Hun vilde knap tro sine egne øjne. Men den stod paa nøjagtig samme plet som før, den var lige graa, øjnene lige sorte, samme hul i siden, nøglen laa ved siden af som før. Men det var ikke den samme, det maatte ikke være den samme! Hun vilde finde en forskel; men hun kunde ingen finde.

Sikken et slag for lille viltre Kirsten; hun slæbte benene hjemad, og da hun kom hjem, gik hun og hang, saa mor sagde: Op med næbbet, Kis, i morgen er det din fødselsdag! Ja, det var hendes fødselsdag, og det var der slet ingenting ved.

Dagen sled sig hen. Hun gik tidlig i seng; det kunde hun lige saa godt. Hun faldt da ogsaa i søvn til sidst og vaagnede tidlig næste morgen. Hun holdt øjnene lukkede lidt, men maatte saa alligevel kikke. Ja - jo - der laa nogle pakker. Det der var nok et par strømper, og det andet der nogle lommetørklæder; hun vrængede ad det. Men saa det tredie - hvad kunde det være? Hun maatte føle paa det. - Det var en lille ret høj æske. Det raslede lidt, da hun forsigtigt rystede pakken. Det var nok en lille bil - men hvad skulde hun med den! Pludselig rev hun papiret af pakken og laaget af æsken.

Aa - det var den, det var musen! Det var bare en ny, fru Sørensen havde stillet ud dernede i vinduet. - Kirsten saa paa den med et lille smil, tog den saa forsigtigt op, strøg den ad det graa haarlag, der var saa blødt, saa blødt, og saa den i de sorte øjne.

Nøglen hang ved - skulde hun prøve, om den kunde løbe? Hun syntes egentlig ikke, hun skulde trække den op; det hørte ligesom ikke til, men hun gjorde det alligevel, blot en enkelt omdrejn1ng, og den løb hen over tæppet. Men hun fik da fat i den, før den løb ned. Den kunde have slaaet sig ihjel! -

Lidt efter var hun nede paa gulvet med den, og den rislede af sted hen mod Lillebrors seng.

I det samme vaagnede han, saa det væmmelige dyr og skreg: En mus, en mus! Den maa ikke komme herop, uhu! - Inde fra soveværelset kom mor styrtende paa bare fødder og efter hende far. Hvad er dog her paa færde? raabte de. Men Kirsten havde faaet musen trukket op igen og vendte den mod mors nøgne tæer. Og mor stod og trippede og sagde: Hjælp, hjælp, en mus! Far slog armene om hende for at beskytte hende, og Kirsten slog, saa godt hun kunde, armene om dem begge og raabte: Tak, tak, mor og far. Og de svarede: Til lykke, min pige, til lykke! Ogsaa Lillebror for ud af sengen og vilde være med.

Da Kirsten skulde i skole, vilde hun have musen med, men mor sagde nej. - Ja, men Lillebror maatte ikke røre ved den. Det var hendes, hendes alene. - Mor svarede, at hun nok skulde passe paa den.

Kirsten kom tidlig hjem fra skole; hun havde fri til middag. Hun spiste, saa paa gavebordet og kælede lidt for musen, men pludselig tog hun den, uden at nogen saa det, og gik ind i børneværelset med den, hvor hun laaste den ned i en skuffe og tog nøglen af. Ingen skulde se den, den var hendes, hendes alene. Og da kammeraterne kom til chokolade og leg, kom musen ikke frem, til trods for Lillebror selvfølgelig begyndte at fable om en mus, der kunde løbe hen ad gulvet.

Næste morgen, da Kirsten skulde i skole, kom hun i tanker om, at Lillebror undertiden var saa fiks til at finde nøgler og aabne skuffer saa hun turde ikke lade musen ligge i skuffen; det var sikrest at tage den med i skole. Og uden nogen lagde mærke til det, fiskede hun den frem og puttede den i skoletasken. Der skulde den blive liggende, ingen maatte se den.

Men i læsetimen gik det galt. Under bordet laa tasken, og hun kunde ikke lade være en gang imellem at lade en finger glide hen over musens glatte, fine skind. Hun var ikke alt for opmærksom, og læreren kikkede et par gange efter hende: Hvad mon det var, Kirsten sad og fedtede med? - Ogsaa hendes sidekammerat blev opmærksom paa, at der var noget, og mens Kirsten læste, fiskede hun musen ud. Det gibbede i hende, da hun saa, hvad det var, men hun lod den straks gaa til bordet bagved. Derfra gik den videre til det næste og saa ned paa gulvet. Pludselig hylede en dreng: En mus - en mus! Og børnene for op under skrig og skraal.

Stille! lød lærerens stemme, og et slag i katederet fik børnene til at falde ned igen. – Kirsten famlede forfjamsket i tasken. Den var der ikke. Hun blev helt underlig derved og glemte at gøre sin ret gældende.

Havde læreren nu været nærsynet, var han nok gaaet i fælden; men blot det, at musen blev siddende ganske musestille under alt spektaklet var nok til at vække mistanke. Kom her med den! sagde han og rakte haanden ud. Den pige der havde sat den ned, tog den og gik op til læreren med den.

Først da vaagnede Kirsten. Hun for op og raabte: Det er min - jeg vil ha’ den!

Hvordan er det, du opfører dig, Kirsten! Sæt dig ned! Saa beholder jeg musen, for du ved, at I ikke her paa skolen maa tage jeres private legetøj med i timerne.

Kirsten faldt ned og hulkede, saa hele klassen blev helt sær til mode derved, ogsaa læreren. Han havde mest lyst til at give hende musen igen, men han gjorde det ikke.

Da de gik fra skole, forsøgte nogle af kammeraterne at trøste hende og forsvare sig selv: Det havde da ikke været deres mening. Hun fik den nok igen. Det skulde hun ikke bryde sig om. Ja, en gik saa vidt, at hun spurgte, om hun ikke skulde gaa ind og bede læreren om den. Men Kirsten svarede ikke. Hun vendte sig for at gaa, og havde de ikke gjort hende opmærksom paa tasken, havde hun ladet den ligge. - Ensom gik hun op ad vejen gennem skoven. De store træer suste i blæsten. Buske hvislede og hviskede, træer knirkede og snakkede. Ja, tænkte hun, I kan sagtens snakke. I har ikke mistet en lille blød mus eller et lille rødt egern, som maaren har taget. Hun syntes, de snakkede ivrigere, de snakkede til hende. Hun standsede og lyttede: Jo, vi er gamle, vi har mistet meget. Høger tog den lille fugl, egernet plyndrede dens rede, maaren tog egernet, og ræven tog de smaa mus, der gnavede ved vor rod. Men vi fik det alt sammen igen. Du skal ikke bryde dig om en ussel lille mus.

Jo, raabte hun, jeg vil ha' den; den er min - min! Lad mig se en af jeres smaa egern, saa ved jeg, at jeg skal faa den igen!. Og hun begyndte at gaa ad en grønvej ind i skoven. Det knirkede og knagede om hende, det suste, raslede og snakkede om hende; efterhaanden følte hun det, som suste og snakkede det ogsaa i hende, og hun begyndte at blive forvirret. Tanker om frygtelige dyr og onde mennesker, der færdedes i skoven, besatte hende, og hun stak i løb, men uvilkaarlig tilbage mod vejen for hun kendte den del af skoven saa godt, at hun vanskeligt kunde løbe vild.

Hun kom saa underligt svinglende hjem, og mor lagde mærke til, at hun ingen taske havde. Hvor er din taske? spurgte hun. Men Kirsten virrede bare med hovedet. Har du glemt den i skolen? - Det er skovtroldene, mumlede hun. - Hvad er det for noget sludder, er du syg? - Det suser og snakker saa sært i mit hoved, mumlede hun, mens hun gik rundt uden at vide, hvad hun gjorde. Du maa i seng, saa gaar det nok over til i morgen, sagde mor og puttede hende. - Se saa, nu faar du lidt varmt, og saa falder du nok i søvn. - Vil du ikke hat musen at se paa?

Nej, aa nej, raabte Kirsten.

Men hvorfor dog ikke? spurgte mor.

Den er væk! raabte Kirsten og begyndte at hulke. Hele elendigheden slog sammen om hende igen.

Mor havde tid at vente. Lidt efter lidt fandt hun ud af, hvad der var sket. Det var ogsaa forkert af dig, Kis. Du maatte jo ikke tage den med i skole.

Ja, men jeg vilde heller ikke vise den til nogen; det var de andre, der tog den. Men den er min!

Ja, men havde du ladet den ligge herhjemme, saa var den din nu. Men lig nu rolig, sov, saa ordner det sig nok.

Kirsten saa op paa mor, som hun stod der stor, stærk, venlig og god; hun var stærk og god som Gud, tænkte Kirsten og faldt til ro og sov.

Da far kom hjem, fortalte mor, hvordan Kirsten havde haft det, og hun tilføjede, at hun nu gik ned for at snakke med læreren, for Kis taalte ikke flere stød i denne omgang.

Læreren tog godt imod mor, for han havde forstaaet, at der maatte være noget særligt med den mus, siden Kirsten tog det saa heftigt, og han havde fortrudt, at han ikke havde givet hende den igen. Han vilde nu give mor den, men det ønskede hun ikke. Kirsten vilde selv hente den i morgen, dersom hun var rask til det. - Paa hjemvejen fandt mor tasken lidt inde ad Grønvejen; en gren havde grebet fat i den, og Kirsten havde sluppet den. Det var jo trolden.

Næste morgen, da Kirsten vaagnede, saa hun op paa mor, der smilede til hende, og uvilkaarligt faldt hendes øjne paa det lille bord ved sengen. Et lille træk af skuffelse for over hendes ansigt: der var ingen mus! - Mor saa det og sagde: Nu, lille Kis, skal du op og i skole. Saa beder du blot læreren om musen, og du faar den.

Kirsten saa spørgende op paa mor, som nikkede: jo, det var rigtig. - Det kneb lidt at komme op, og i skolen var Kirsten den dag meget stilfærdig, og det hændte ogsaa, at hun var fraværende. Der var stadig noget, der brændte i hende. Men først da de fik fri, kom hun op og bad om sin mus med et stort blik op paa læreren. - Denne tog den frem, strøg hen ad dens bløde, graa skind og sagde: Ja, det er en sød mus; men nu ser jeg den nok ikke i skolen mere. Værsgod! - Kirsten kniksede, og læreren fortsatte: Og saa haaber jeg, vi kan være lige gode venner; du er jo en flink pige, Kirsten!

Hun gav igen et lille kniks, men hans ord fandt ikke ind til hende. Først ude paa vejen op gennem skoven, begyndte glæden at risle igennem hende. Solen skinnede, en let vind susede i de høje trætoppe. Alt var lyst og fredeligt. I dag var der ingen trolde i skoven. Kun et lille egern tittede frem bag en træstamme og tænkte: Ha, dernede gaar lille Kis, hun har faaet sin mus igen!

Ja, sang Kirsten, jeg har min mus, jeg har min dejlige, bløde, lækre mus. Den er min – min!

RETUR TIL OVERSIGT

***************

Peter 7 år

Mormor sidder og fortæller, at Poul skriver, at han sammen med andre i Lodsens båd havde været ude at fiske på Store Bælt. Han skriver: Der var masser af fisk og havblik. – Ja, siger mormor, og de fik mange torsk.

Peter: Fangede de også nogle havblik?

Peter og Poul Erik handler.

Den store, 7 år, og den lille, mellem 4 og 5, er inde i spisestuen. Den store skal skrive en side til skolen. Den lille ligger på gulvet og tegner på et stykke papir med en blyant, en pencil, som han har fået af -.

Den store synes ikke hans blyant er god, den vil i hvert fald ikke skrive så pænt, som den skulde.

Lån mig din blyant! siger den store.

Nej, jeg tegner, svarer den lille. Han talte altid langsomt og tydeligt, måske fordi han havde tilbøjelighed til at stamme i det, hvis han blev hidsig og kørte på.

Hvad tegner du? spørger den store. Jeg tegner en mand, svarer den lille. Hø, det ligner slet ikke en mand. Det svarer den lille slet ikke på, han tegner blot videre.

Vil du ikke bytte? spurgte den store.

Sådan en træpind du har! håner den lille.

Vil du så ikke sælge den?

Nej, lyder det korte svar.

Den store ser sig omkring. Hvis du vil sælge den, så må du få min racerbil.

Ha, den kan ikke køre; den har kun to hjul, siger den lille på sin langsomme, lidt brudte måde.

Kan den ikke køre! Se her, det kan den vel nok! Og den store demonstrerer, hvor rask den farer af sted.

Vil du ikke sælge blyanten for bilen?

Nej, lyder svaret, kort og godt, og den lille tegner videre med tungen ud i venstre kind.

Den store trækker et stort lige søm og af lommen. Du må også få det her søm, hvis jeg må få blyanten.

Den lille samlede på søm; der var faktisk ikke noget så dejligt som søm, men han ser blot op et øjeblik og siger: Nej.

Den store var nu kommet så vidt, at han måtte have den blyant. Men nu måtte der noget ekstra til. Hør, sagde han, hvis du vil sælge blyanten, så må du få min racerbil og sømmet, og så – så skal jeg aldrig tæve dig mere.

Den lille så op: Vil du bande på det, sige Amager?

Ja, svarer den store.

Den lille ser på blyanten, på racerbilen og sømmet og tænker på så fredeligt, det vil blive, og så skifter tingene ejermand.

Den lille prøver at lege med bilen, og han gemmer sømmet, men skeler til sin blyant. Den var nu alligevel hans.

Han begynder at blive ked af det.

Da mor kommer ind, siger han.

Peter har min blyant.

Hø, siger den store indigneret; jeg har da købt den for min racerbil og et søm, og så må jeg aldrig mere slå ham.

Men mor har så tit set, hvad der kommer ud af deres handler; hun siger: Byt straks om igen! I ved, I ikke må handle med jeres sager.

Hå, jeg har da betalt ham - - begynder den store. Men mor afbryder: Byt så!

Det sker; men så udbryder den store henvendt til den lille: Men så har jeg også lov til at slå dig igen!

--- Faderen opfordrer den lille til at slå igen. Det sker; Peter kommer nederst.

*********************

Poul og Hønsene

Det er i Februar, Hønsene har nylig begyndt at lægge Æg, Poul, 4 Aar, vogter omhyggelig paa, om nogen er paa Reden, at han kan snappe Ægget straks det er lagt. – Han kommer ind med et Æg; Mor siger: Du maa ikke saadan staa og se paa Hønsene, saa kan de ikke faa Ro til at lægge Æg!

En Tid efter kommer han igen med et Æg og fortæller, at der laa en Høne paa en af de øverste Reder.

Men, siger Mor, jeg sagde jo, at du ikke maatte staa og se paa Hønsene.

”Det gjorde jeg heller slet ikke, Mor”.

Hvad var det for en Høne, der laa paa Reden, stiller Mor til Fælde.

Men Mor, svarede Poul, det ved jeg ikke, for jeg saa jo slet ikke paa den!

RETUR TIL OVERSIGT

-------------

(notits)

Inger, 3 Aar: Av, jeg slog mig paa Kniven! – da hun skar sig.

Små historier eller forhåndsnotater

Oversigt I.

Under Besættelsen.

1. Den 9. April 1940 – Morgenen hjemme. I Skolen. Aksels Kvaler paa Grund af Avisunderslæbet. – Maaske Flyver nødlandet i Skovkanten.

2. Sommer: Drengebander: Valdemar - Fører paa den ene Side. – Oluf Nielsen fra det andet Parti: Uheld. – Pigerne gaar i Kirke for at hævde sig.

3. Kapellet, evt. Gl. Estrup.

4. Til Vinter megen Sne. Kælker og Ski. Harerne. – Det oprevne Knæ.

5. Paa Skovgaarden Sommer 1941. Rusland træder i Krigen.

6. Luftværnsforanstaltninger. 2. Lær. Chef. En Række Drenge i Meldetjenesten. – Et Bombenedslag.

7. Store Søster paa Skovgaarden i Tyskland. Forlovet med en Tysker. Valdemar forarget. Historie i Skolen.

8. Tyskerne overnatter i Skovbakkerne 1942. En Hest stjæles. (A Gruppen).

Oversigt - eller notater (en anden udgave – JN)

I. Den 9. April. – Natten – Radioen – Skolen. I Skolen Bladdrengen Aksel. Hans egne Vanskeligheder er for ham det værste – værre end Krig og Besættelse og det hele. – Hjemme paa Skovgaarden.

- Evt. en Flyvemaskine falder ned.

Meget spændende alt sammen.

Radiolytningen. Valdemar skuffes af den engelske. Hans Far paa tysk Side. Moderen modsat.

II. Sommeren mindre spændende. Drengen stifter Bander, der kæmper mod hinanden. Det bliver kedeligt. – Kapellet. Gl. Estrup.

III. Vinteren. Meget Sne. – Skiløb. Valdemar kommer hjem. Harerne i Haven – Frugttræerne.

IV.

(Evt. en Sabotør (Faldskærmsagent) kommer til Skovgaarden. Heldigvis for ham er Jacob Hansen ikke hjemme. Else afviser ham, da Jacob kunde anmelde ham)

Marie Palsen (Mirja Polanski) vaagner d. 9. April, da Flyvemaskinerne kommer drønende. – Indtrykket paa hende. – Hun gaar ind til Valdemar og taler om det forfærdelige, der sker. – Han genert til at begynde med; men er saa optaget, at han helt glemmer, at det er en ung Pige i Natdragt, der staar ved Siden af ham og betragter de Dødens Fugle der svæver om dem og hen over dem med Bulder og Brag.

---------

Fra den polske Korridor. Søgt til den danske Præst i Danzig, derfra til København.

-----------------

Foraar 9. April 1940 og alt hvad dermed følger. En Maskine nødlander, en Flyver er dansk Sønderjyde, kommer op paa Gaarden, Skovgaarden ved Skoven, fortæller om, hvilken Kval det er for ham at være med over Danmark, mod Norge.

Manden paa Gaarden holder til Nazismen, men Drengen og Pigen, de store Børn er stærkt nationale paa nær en Pige, der har Studentereksamen, og som kommer til Berlin, hvor hun lærer en tysk Løjtnant at kende, senere Giftermaal efter meget Besvær med at skaffe Arierattest. – Den store Dreng stærkt imod ham; men hans ligefremme Opførsel og Fortælling besejrer ham, saa han en Tid hverken ved ud eller ind.

---------

Drengen med Bladene.

For at vise sig har han givet ud, men har saa Underskud og faar han ikke Pengene sendt, faar han ingen Blade og saa kan han aldrig faa de 2 Kroner betalt. Hvad skal han gøre? Han lister sig til at tage Pengene af sin Moders Pung. Men hun har haardt Brug for dem, og har da ogsaa om Morgenen, han skal i Skole, sagt, at hun forstod ikke, hun syntes, at der manglede 2 Kr. i hendes Pung, og dem skulde hun bruge til Mælk og Smør. Saa havde hun set saa underligt paa ham.

Han lider svære Samvittighedskvaler og er derfor slet ikke med i Skolen, hvor han kommer til at sidde efter. – Naar hans Far kommer hjem, bliver der nok Forhør, og saa faar han Klø.

-----------

Fru Hansen paa Skovgaard var meget sikker over for Mand, Børn og Folk, men beskytter de svage. Hun faar fat i Jødepigerne mod Jacob Hansens Villie. Hun sørger for en Dreng, som er under Børneværnet. – Da han hugger et Cykeldæk, der havde hængt der, dysser hun det ned, kaldes ham op til sig og taler til ham. – For en Gangs Skyld hjalp det til hendes Sorg ikke, senere stjal han et Par Sko og gik med dem. Han maatte jo være for dum.

Fru Else Hansen, Skovgaard, fortsat:

Et Lam havde mistet sin Mor, det opdrages, til det er 6 Uger; da sættes det ud til nogle andre Lam, men kan ikke rigtig klare sig. En Morgen ligger det Sønderrevet og udsuget af Ræve. – En Sorg for Else Hansen.

Men da Harerne i den strenge Snevinter 1940-41 begynder at gnave Kvistene af de smaa Frugttræer og Barken af de større i hendes elskede Have, forlanger hun af sin Mand, at han skal skyde dem. – Han siger nej, de er fredede og saa daarlig en Jæger er han ikke, at han vil jagte i Fredningstiden.

Hun siger, at det manglede blot, man ikke maatte udrydde Utøj, der gaar i ens Sager.

Ja, han vilde ikke røre Harerne og gjorde andre det, vilde han melde dem.

En Aften han ikke er hjemme, faar Valdemar fat i Bøssen, sniger sig ud og skyder. Det giver stærkt Genlyd mod Skolen, men han faar – heldigvis – intet, for hvad skulde han have gjort ved en Hare, naar ingen maatte vide det. Men da der ikke blev gnavet mere i Frugttræerne, mente han alligevel det var hans Skud, Harerne var blevet bange for.

Else Hansen var i det hele taget blød i Sind over for Sm?? og sine egne; men gjaldt det Tyskerne, var hun haard og stejl. – Ikke nemt for hende med Giftermaalet.

Jødepigen hed Mirjam Polanski. Else sagde, det var et frygteligt Navn, det vakte Opsigt. Det var bedre hun fik et mere alm. Mirjam = Marie; Polanski=Petersen; nej det kunde hun ikke selv sige. – Saa Palsen; Marie Palsen.

Smaating

Marie Palsen hidser Valdemar op til at lave et Kup med Tyskerne (Hestene). Siden over for Tøserne, der gaar med Tyskere.

Skoven: Sneen ligger der efter at være smeltet andre Steder. 1942 og 43 stadig dumpe Skud fra Skoven. L.A.B. Arbejderne der sprænger Stubbe med Dynamit.

Else Hansen og Jacob Hansen.

Hen imod November:

Else: jeg maa ha nogle Penge. Børnene mangler Tøj.

Jacob: Kan det ikke vente. Der er saa mange Udgifter for Tiden.

Else: Vi har da lige leveret Kartofler til Fabrikken, saa du maa da have Penge.

Jacob: Hø, det Par Tusinde jeg har sat i Banken her rækker ikke vidt, nu November kommer med Lønudbetaling til alle Folkene, og vi skulde ogsaa gerne have til Renterne.

Else: Aa, Klatskilling, siger ud. Vi har vel leveret det meste af et Tusinde Tdr. Hvor har du saa gjort af Resten?

Jacob: Et Tusinde Tdr. Du maa jo fejle noget. Vi skal vel ogsaa have nogle til Foder, nu det kniber med Kraftfoderet. Han nævnede ikke noget om, hvor meget han havde indsat i Sparekassen forleden han var i Randers. Det kom ingen ved – heller ikke Skattevæsenet.

Else: Ja, ja, da kan Lønudbetalingen ikke være saa forfærdelig Jacob. Du plejer altid selv at sige, at Folkene optager deres Løn forud, saa de ikke har noget, naar November kommer.

Jacob: Naa, en Del skal der ud alligevel. Men altsaa – hvor meget skal du have?

Else: 500 Kr.

Jacob: 500 Kr, er du tosset; du kan vel nøjes med 4.

Else: Kan jeg ikke faa mere maa jeg jo prøve, hvad jeg kan faa ud af det.

Jacob gav hende de 400 Kr og gik, mens han mumlede noget om de Kvindfolk da heller aldrig kunde faa noget til at slaa til. Else smilte efter ham, Han var knap saa slem, som han lod. Hun vidste mere, end han troede.

-----------

Valdemar Hansen.

Kommer hjem fra Skolen; de kører Ajle ud. Han faar Valget mellem at pumpe for Drengen (15 Aar) eller køre til Byen for Mor. – Han vil helst pumpe. – Men skifte helt. Med i alt derhjemme.

Valdemar og Ove i Skoven:

Uglen, Egernet, R?? osv.

------------

Det fjerne frygtelige og det nære tunge.

De sidder en Aften paa Skovgaarden og hører om Krigen, de Titusinder, der er dræbt, forsvundet, hvordan og hvorhen ved ingen. Det er frygteligt; det var Mennesker med deres Liv og hjemlige Kreds som os her. – Særlig virker det paa Ove, som var til Stede, ikke stærkt paa Valdemar. De var trods alt Venner. Hvorfor forstod ingen af dem, saa forskellige de var.

Da kommer Røgteren ind. En Griseso er syg; den gaar vist til. Pludselig er deres Tanker nærværende; de gaar ud og ser paa den, føler Sorgen og Tabet.

Dyrlægen kommer, men den kan ikke reddes. – Dyrlægen trøster: Tabet kan forvindes.

Ja men, siger Jacob Hansen. Hun var en dejlig So. Saa mange Grise hun har faaet, aldrig har hun ædt en eneste! Den største Ros man kan give en Griseso.

------------

9-12 Aar. Ruth, lidt pylret, kniber at spise og tage sin Levertran, siden Vitaminol.

Naar Nicolaj kommer hjem, skal han altid tegne for hende eller med hende; vise hende, hvordan hun skal tegne Øjne o.a.

Engang tegner han Skovgaarden set fra en Flyver. Hun er stolt af den Tegning; han ogsaa.

Egern i Haven, to, det ene med en kort pjusket Hale. Hvad er der sket med det?

Ruth. – Ved Bordet snakkes om, at alt efterhånden er blevet Erstatning. – Ruth: Torsken er da ikke Erstatning. – Smørret skam heller ikke.

----------

Flugten

Da der kom Bud fra 1. Læreren, at der kunde ventes Aktion mod Jøderne den følgende Nat, kaldte Else Hansen paa sin Mand.

Vi maa jo gøre noget.

Ikke tale om! svarede han. Jeg vil ikke røre en Finger for det Jødepak.

Ja, men det mener du da ikke Jakob. Marie har da altid været baade sød og flink.

Ja, det kan godt være. Men det var dig, der fik hende hertil, og jeg sagde, jeg vilde ikke have noget med det at gøre, og det holder jeg fast ved. Jeg skal ikke i Fedtefadet for hendes Skyld.

Tak skal du have! sagde hun med et fjendtligt Glimt i Øjet. Det var lige ved at blive mere end hun kunde taale.

Hun kaldte da paa Valdemar og forklarede ham, at hans Far vilde ikke gøre noget for Marie.

Valdemar tænkte sig om. Pludselig klarede hans Ansigt op: Stol paa mig; jeg klarer det nok! Og saa skal du intet vide. Gaar det godt, siger jeg ikke noget; men mislykkes det, skal jeg nok give dig Besked.

Hun havde Lyst til at spørge ham nærmere ud, men forstod at det maaske var bedst, hun intet vidste, hvis han virkelig kunde klare dette alene.

Valdemar skaffer 1 Hest, 2 var vanskeligere. – Hun foran ham; han mærker hendes Varme og Duften af hendes Haar. Til anden Tid vilde det have generet ham, men nu var Spændingen ved Foretagenet for stærkt, fortrængte alt andet.

De rider gennem Skov med skiftende Bevoksning. –

Et Stykke langs Landevejen. Det var Valdemar ikke glad ved. Han ser en Lysning – en Bil. Det lykkes at faa Hesten ind paa en Sidevej (i øvrigt dyb Grøft) – Bilen farer forbi.

De drejer atter ind i Skoven. Nu var det spændende, om de kunde finde Vejen. – Han maa staa af og se efter. Forkert. Manden i Mosegaard kommer dem i Møde. Hun bliver anbragt. Det var da første Del. Saa gjaldt det, om han kom hjem i Tide. Kom Tyskerne først maatte han skjule sig, maaske ogsaa blive paa Mosegaard, til Tyskerne forsvandt. Men han naaede det.

Da Valdemar forberedte Flugten, her paa Vej til Mosgaard (Hans Nielsen paa Vanggaard), kommer han i Tanker om, at Marie skal have et nyt Legitimationsbevis. Han kører da fra Mosgaard til Gjesing, faar fat i den unge Mand paa Kommunekontoret og faar ham til at skrive et og stemple det.

Marie lader da det gamle blive liggende paa Bordet i Værelset, saa Tyskerne tror hun er i Nærheden, maaske i et af Karlekamrene eller i Udhusene. – De leder, men finder hende ikke. Jacob Hansen gaar med. De andre er rolige. – Da de kommer tilbage er Jacob klar over, at hun er gemt til Skovs. – Tyskerne er ikke mandsstærke til at gennemsøge Skoven; de forsvinder.

De kommer nogle Dage efter, pludselig; men der var ingen, og ingen har da set hende.

--------------

Nicolaj og Sabotage.

Paa Skovgaarden er de bange for, at Nicolaj skal have noget med Sabotage at gøre. – De hører – foruden Møbelfabrikken, en Maskinfabrik i Randers, Skydning paa tyske Soldater, Sabotage paa Jernbane, først mindre alvorligt, senere Bro ved Langaa grundig sprængt, mindre Brud paa den stedlige Bane. Tyskerne tager unge Mennesker, som de gør ansvarlige for det, der er sket.

Oppe paa Skovgaard er Jacob og Else lige bange for Nicolaj. Valdemar derimod siger: Slaa til dem; det Krapyl!

Det kan du da ikke mene. De er da ogsaa Mennesker!

Nicolaj Gymnast om en Hals. En Da i Dagligstuen gaar han op paa Armene af en Lænestol og stikker Benene ud gennem et Vindue. En af Nicolajs Arbejdskammerater er blevet dømt til Døden for Sabotage. (4 dømt) Hjemme paa Skovgaarden gaar de i Spænding for Nicolaj. (Han har undertiden været noget skrap. Hvad ved Han? Hvordan skal det gaa? – En Dag er han eftersøgt. han flygter til Fods, kommer til Skoven, skaffer sig Forbindelse med Valdemar. – Tyskerne kommer, stiller Vagter ud, gaar ind. Men de kender intet, og Jacob Hansen er jo kendt som hældende til den tyske Side, saa. – Hvor anbringes han saa?)

Borgmester, Politimester og Lærlingens Far til von Hannecken med Bøn om Benaadning, ligeledes Kammeraternes Skrivelse efter at Røde Kors havde faaet Eksekutionen udsat i to Dage. – Da det ikke frugter, dekreterer de Strejke. – Else Hansens Frygt for at Nicolaj skal blive skudt eller taget som Gidsel. – Strejken kommer, Skydning. Nicolaj paa Hospitalet.

En Dag efter at de 4 var dømt til Døden, kom et Par store svære Herrer med Hænderne i Lommerne (paa Revolverne) og forlangte en Lærling udleveret. – Han mødte, men bad om lov til at hente sin Jakke m.m. De fulgte ad en Sidedør til Skabene; men paa Tilbagevejen gik de paa hver sin Side af ham op ad Gangen langs den store Maskinhal. – Nicolaj kunne ikke forstaa at Maskinen sagtnede Farten; han for frem paa Gangen for at se, hvad der var i Vejen. Da saa han, at Arbejderne kom frem overalt (c. 200) og de hujede og skældte paa de to Herrer, der gik og knugede Revolverne.

I Landsforrædere, i forbandede Pak osv. – rejs ad Tyskland til (Bloksbjerg).

Sender Reb til Stikkere, næste Gang K?? siger.

------------

Fuglen paa Haandtaget

En Aften – Efteraar, mørkt blæsende og regnfuldt, kommer Valdemar (eller Nicolaj) fra Gaarden og gaar op til Hoveddøren. Idet han griber efter Haandtaget, fatter hans Haand om noget blødt. Med et Gys slipper han og det flyver ud – en lille Fugl havde søgt Ly ved Døren – paa Dørhaandtaget.

-------------

Notater til Sabotage-Branden

Manden med de mange Børn (Avisdrengen, den store Fører for Modpartiet og m. m?dre) skulde arbejde om Natten. Bliver holdt op af en Mand og tvunget til at fortsætte Arbejdet, til de havde fundet og bundet Vagterne. Saa bandt de ham og lagde ham ud i Granerne. – Han kom løs, befriede de andre og slog Alarm.

Fabriksluftværnet kom til stede (evt. Drengenes Meldetjeneste fungerer) og et Øjeblik efter den første Brandbil. Men alle stod de og ventede paa, at noget skulle ske, ingen turde gaa ind. Ingen turde gaa ind til Bomberne, heller ikke engang til Lastbilen, der stod under Glastaget. De afventede spændt Eksplosionerne. De kom Kl. 2 ¾, det hele brænder. Mange arbejdsløse, ogsaa Manden med de mange Børn.

---------

Sabotage-Branden.

Taagen hviler tungt over alt. En Lastbil svingede ind paa en Sidevej. Intet Nummer saas. 6 Mand springer af og gaar stedkendt mod Fabrikken.

Sabotage-Vagten sad og spiste. Pludselig lægger en Haand sig paa Vagtlederens Skulder: Hænder op! – En lille Snedker, der sad lige overfor, meget nærsynet med stærke Briller, slaar en Latter op: Gaa længere ud paa Landet med det! raabte han i den Tro, at det var en af Fabrikkens Funktionærer, der kom for at se, om de var vaagne.

Manden traadte et Par Skridt tilbage, havde en Revolver og sagde mørkt: Dette er Alvor! – Da fløj alle Hænderne til Vejrs.

Mens de fire bandt Tommelfingrene og Benene paa Vagten, gik to ind i den store Maskinhal, hvor en Maskinarbejder stod og borede, for at han straks kunde gøre Anskrig, om der skete noget. – Nu stak en Mand en Revolver i Ryggen af ham: Fortsæt Deres Arbejde! Og han maatte fortsætte, mens de løb rundt, anbragte Bomber og tændte smaa Baal. – Endelig var de færdige. – Saa frem med Hænderne! Han strakte Hænderne frem, men da de vilde spænde hans Hænder sammen, ømmede han sig; for hans ene Tommelfinger var blevet skaaret op ved et Uheld Dagen før, og han havde den forbundet.

”Naa, for skam!” sagde en af Sabotørerne, og saa bandt de ham om Haandleddene og Benene, hvorefter de lagde ham ud til Vagten i Granerne ved Fabrikkens Østside.

Ja, men Villaen! der er Fru Jensen ene hjemme. Hun maa da advares! sagde Arbejderen. Det har vi tænkt paa. Vinden bærer fra, der er ingen Fare.

De lagde nogle Brandplader i Savværkets Spaaner, Bilen startede, og Taagen svøbte sig stille og tung om den nattetomme og mørke Fabrik.

Imidlertid arbejdede Arbejderen med sine Baand. Snart var hans Hænder fri, saa Fødderne, hvorefter han befriede Vagten, slog Alarm og snart efter stod Fabriksluftværnet og Brandfolk og saa, hvordan Ilden saa smaat arbejdede inden for Vinduerne. Ingen turde gaa ind for de tidsindstillede Bomber. Ikke engang Lastbilen under Glastaget tude man køre ud. (Laves om til, at nogen redder den under Fare). Brandbiler kørte op; men stadig var der ingen, der sprøjtede, ingen, der rørte en Haand for at redde. – Da kommer Brag paa Brag, Mure styrter. Flammer slaar mod Himlen, og nu var der intet at udrette for Brandvæsenet. Snart var alt Flammernes Bytte. Men Villaen laa uskadt ved Brandstedets Østside.

--------------

Under Besættelsen.

For under Besættelsen at opmuntre sig begynder Drengene (en af) at studere Herregaardens store Tid, derunder Kirken (Kapellet). – Pigerne gaar i Kirke for at vise sig blandt voksne.

- Efter at en tysk Maskine har skudt paa Rutebil og Hus (vel mangelfuld Mørklægning), og der er sket en Ulykke derved, bestemmer Drengene at de vil spille Tyskerne et Puds ved den første, den bedste Lejlighed.

Lejligheden kom: En tysk Afdeling med meget ?? (se: Tyskerne drager gennem Byen) overnatter flere Gange under Skovbakkerne, mens Hestene står i Rækker langs Lyngvejen og op mellem Træerne. – Det lykkes dem at snige sig ind og løse to store svære heste og føre dem ind i Storskoven. – Tyskerne leder næste Dag i Øst og vest. Hvad bliver der af Hestene?

- - Drenge forsøger en Gang til; men det gaar galt, en bliver nappet; der bliver skudt og en ramt lettere. Ham der blev nappet, blev heldigvis overgivet til dansk Politi, som tog forholdsvis lempeligt paa Sagen. Denne sidste Gang var den Dreng, som ellers var Hovedpersonen ikke med, for han havde oplevet noget: Hans ældre Søster arbejdede i Tyskland. Han gjorde Nar ad hende og skammede hende ud, at hun vilde arbejde for Fjenderne. – Hun forlover sig med en tysk Flyverløjtnant; Drengen raser: hun skulde sparkes ud, ikke ha’ Lov at komme hjem, saa han er ved at rage sig rigtig Klø til af Faderen. – Efter Rejser her og der faar hun Arierattest, saa de kan gifte sig. Han faar Orlov, de borgerlig giftes sammen med mange andre Par, rejser til Danmark og modtager Velsignelsen i Kirken. – Drengen stiller sig meget afvisende til at begynde med, vil ikke vise sig, men Faderen forlanger det. Og lidt efter lidt tør han op; han kan ikke staa for Beretningerne om Flyvningerne fra Øst til Vest, fra Nord til Syd (England-Frankrig – Stalingrad; Tromsø – Libyen – Tunis) og de mange Hundrede Flyvebilleder. Han kommer til at se op til den dygtige Flyver, og det tar ham, da han ser, hvor bevæget Tyskeren var ved Afskeden.

Straks de kommer til Tyskland, beordres Hr. M. til Tunis under de sidste haarde Kampe (April-Maj 1943). De hører ikke mere fra ham. – Drengen sørger; han vil ikke mere være med til at spille Tyskerne Puds; de er nok vore Fjender, men ikke alle. (Evt. dukker Hr. M op igen som Krigsfange.)

-------------

Under Besættelsen

Nogle Drenge kommer fra Fodbold (som i ”Kapellet”), snakker om, at der ingen Spænd er i noget. Der er nok Krig ude i Europa, ja i Verden, men herhjemme gaar alt sin skæve Gang.

Det var maaske bedre at være i Krigen og blive skudt ned uden at kunde værge sig, at blive beskudt af Flyvere, værgeløs mod Styrtflyvere.

Nej; men at være Flyver, det var herligt. At lade drøne hen over Fjendens Linier og beskyde dem, mens man selv var løftet op over det hele.

Haa, du er en hel Karl. Mon du engang turde gaa ind i Kirken ved Nattetid.

Saadan noget gammelt Pjat, det var ogsaa noget.

Ja, men du tør ikke.

Pyt. – Det arrangeres som i ”Kapellet”.

De studerer Herregaardens historie, Besøg det indelukket i Alkymistkælderen.

---------------

I København under Undtagelsestilstanden

Et Par beduggede Herrer kommer op paa Bagperronen af den sidste Sporvogn. Der staar et Par tyske Soldater. Den ene af Herrerne dikker en tysk Soldat under Hagen: Skal vi risikere Millionen? (København var jo blevet idømt 1 Mill. for en tysk Soldats Drab.)

RETUR TIL OVERSIGT

Historie i Skolen.

Læreren sammenligner Napoleon og Hitler. Den store Dreng bliver stærkt nationalt vakt.

I Skolen det eneste Drengene interesserer sig for er Fodbold. Altid naar Pigerne kom, kunde de finde paa noget at lege: Rundbold, Tagfat, ja endogsaa spring Buk og slaa Kolbøtter paa Grønningen; de morede sig henrivende; men Drengene stod og gabte og gjorde Nar, ja, det hændte de skød med Gummibøsse, en ramt ved Øjet, farligt. (den lille faste Trop, som altid var paa Færde, og som andre Drenge skød fra sig, naar det gjaldt, fik en Lærestreg.)

Tysk Afdeling med over 100 Heste overnatter i Skovbakkerne. Drengene faar en Hest ud af Rækkerne, hvor de stod i Skovkanten, fører den væk ind gennem Storskoven til en Gaard, hvor de siger, at de skal passe paa den til Tyskerne er borte. – De tænker først paa at tage en af de svære Belgier, men opgiver det, fordi den vilde være for nem at kende. – Tyskerne leder, kommer ogsaa til Skovgaarden, men ingen ved Besked. De finder den ikke.

Senere – Tyskerne indkvarteres i Byens Forsamlingshus. Pigerne begynder at gaa med dem. Drengene advarer dem. Da det ikke hjælper, giver de én en ordentlig Omgang. – Det er Fjender, selv om de opfører sig meget menneskeligt, og selv om mange af dem var meget kede af Krigen og hvad der fulgte med denne. (Tyskernes Koncert i Skolen).

Og dog – den ældre Søsters mand er med til at flyve Tropper og Forsyninger til Tunis i foraaret 1943. Han forsvinder, vel skudt ned. De lytter spændt til engelske Presses tyske Udsendelse og endelig kommer Meddelelsen: Løjtnant M. skudt ned, saaret og fanget. Det var alligevel godt.

I Begyndelsen af Krigen lyttede Drengene ivrigt til den engelske Presse, men syntes den fortalte alt for mange forfærdelige Krøniker, saa de blev ærgerlige. Meget drev altsaa over mod tysk Side.

Men de har paa Skovgaarden en Jødepige som Stuepige. Stilfærdig, villig, kunde være heftig med tiest stille; mørkt Haar, brune Øjne, men i øvrigt ikke udpræget jødisk. De kommer til at sætte stor Pris paa hende. – Da kommer undtagelsestilstanden, danske Soldater interneres. Jøderne fanges og interneres, behandles diabolsk: i plomberede Jernbanevogne en Uge eller mere – forfærdende! Læreren faar et Brev med Advarsel. Valdemar vil hjælpe Pigen. Han faar hende ind til Gaarden i Skoven, hvor Hesten i sin Tid blev optaget; der optages hun, mens andre bliver ført bort. – Da Tyskerne kommer dertil, bliver Folkene i Gaarden overraskede, de ved intet om, hvor hun er blevet af. Tyskerne leder – finder hende ikke. Tager Plejeforældrene med sig, men maa til sidst lade dem gaa, for de vidste intet. – Tyskerne kommer senere, men hun er der ikke og Plejeforældrene maa sige, de kender intet dertil.

--------------

Evt. til Under Besættelsen

I Gaarden var født en lille bitte Kalv, to Mdr. for tidlig. Mælk kunde den ikke taale. Da kom de i Tanker om, om ikke den store Jagthund kunde tage sig af den. – Det gjorde den, den slikkede den og lagde sig hos den, og ledte og puffede og puttede den op, til Trods for det var næsten et Aar siden, Hunden havde faaet Hvalpe. Kalven trivedes; de prøvede igen med Mælk, men Kalven blev syg. Hunden tog sig igen af den, og de troede, den skulde klare sig, men efter en Maaneds Forløb døde den alligevel.

--------------

Tyskerne kommet til Byen, bor i Forsamlingshuset (50 Md), lægger Telefonledninger. Børn samles der. Drengesammenslutningen Danskerne advarer dem, og da de opdager, at nogle unge Piger gaar med Tyskere, modtager Pigerne Trusler. Da en vover sig ud alligevel, bliver hun tampet af.

Undtagelsestilstanden kommer. En Aften er Drengen ude efter Tiden, der bliver skudt. Han maa skjule sig, slipper væk.

---------

Rationeringen og Varemængde.

Efteraar 1943. Vinter 43-44.

Det er sløjt med Sukkeret. Ingen Sukker i Kaffen, spare paa det paa Grød, al Maden bliver mindre sød for at faa Syltesukker. Børnene mukker.

Vanskeligt med Undertøj. Det kan ikke faas. Den store Piges Pyjamas er revet helt ud i Ryggen. Mor sætter en stor Lap over af noget helt andet Stof. Pigen raser, men det hjælper ikke. I Skolen er Børnene i bare Ben, da de ikke kan faa Strømper.

----------

Nutidsfortælling 1940-43

Brødet Mor bager. Klægt saa det snart ikke er til at spise el. hvis det er let, saa sprækker Skorpen fra, og Bagerens er saa surt, at det næsten ikke er til at spise. Ved særlig lejlighed: Mor har ikke Mel, Smør og Sukker at bage af, men Bagerens Konditorkager er saa sejge? i Bunden, at de næsten ikke er til at tygge. (Mangelen paa Klædevarer hen paa 1943)

Bilen stoppet. Heste.

Manden (Kolind) har en Frederiksberg Hoppe; den løber hjem fra Vivild paa en halv Time, og saa havde han endda helt ondt i Hænderne af at holde paa den.

- Den bliver solgt, kommer i Mosen og gaar for en Tørvemaskine. Gaa roligt kan den ikke, et el. andet forskrækker den, saa snart farer den af Sted, snart stopper den op. – Det giver et Knæk i Hestegangen som en Sten, der sprængtes. Det giver et Sæt i Hesten og den jager af Sted, saa de kun kunde se Ørene af den i en halv Time, til den endelig standser skumsvedt. De turde ikke køre hjem med den om Aftenen. Og da der kom fremmede et Par Dage efter, turde de ikke køre med den. Og dog var det den dejligste Hest og den frommeste – Synd.

L. Læs Ove.

Han tager et lod Pomana, klart gult og rødt. Han lugter til det. Det dufter saa lifligt. Han trak Vejret dybt ind og følte det, som Duften trængte helt ind i hver Pore i hans Krop. En sjælden Nydelse. – Det samme med den rigtige Rosenduft. Derimod mindede Jasmin ham om Død og Raaddenskab.

Hængeplanter

Da det er blevet moderne med Hængeplanter, hænger de alle vegne, ogsaa i Forstuen. Han slaar en ned. Sikken et Svineri. – Til Mors Fødselsdag en fin Hængeplante.

---------

Degnens Dreng, c. 13 Aar, noget tung i Sind, men velbegavet, har lidt vanskelig ved at klare sig, alt virker saa stærkt ind paa ham.

En Aften han kommer hjem (først i Juli) slaar i Gaarden den stærke Duft af hyld ham i Møde og inde i Kammeret staar Duften af en Række Nelliker ind ad Vinduet med sin stærke Krydderduft; han føler sit Sind gaa over Gevind, men det var dejligt.

Engang han havde lidt et Nederlag, ser han om Morgenen en lille Bille svømme i Vaskefadet, og kommer til at tænke paa, at det var som et Menneske paa det vilde Hav, kæmpende for at naa den fjerne Kyst. Men kommer han der endelig med Møje og Besvær, saa hæver Kysten sig højt op, stejl og glat. Jeg kan ikke komme op, jeg kan ikke klare mig; kun Gud hjælper over! tænkte han. – Pludselig grev han Billen, der laa og arbejdede og arbejdede for at komme op – forgæves, og han kvaste den, men ligesom med et Stik i Sjælen.

Til Kapellet.

Greven: Sig selv tænkte hun paa. Jeg kunde lege med et Jagtspyd. Ja, ærlig talt, en Gang imellem maatte jeg flygte fra al hendes Opstyltethed. Se hvor flot hun er; se, hendes flotte Buste, hendes fine, men hovmodige Træk. Altid var hun saa korrekt, paa den rigtige Side. Men jeg fandt sjældent Naade for Hendes Naade. – Han lo ad sin Vittighed. – Men saa forsvandt jeg ud i Skov og Mark med min Bøsse og min Hund. Det var Herreliv. Og mine prægtige Skove. Hvordan mon de nu røgtes.

Ove: Jeg maatte jo sige ham, at Skovrideren var meget dygtig og det stadig var en Fryd at færdes i Storskoven.

Ja, hun sværmede i Park og langs Aa og Kanaler. Sejlede med Kunstnere paa Aaen. – hver sin Lyst! Dette var nu ikke min!

----------

Den forsagte Niels.

Han har i en Tegnetime ikke faaet afleveret en Stump Farveblyant i tide; han undrer sig saa ved det. Ved ikke, hvad han skal gøre. Lægger det foreløbig i Penalhuset, saa kan han næste Lørdag aflevere det, naar de andre gaar op med deres. – Men da næste Lørdag kommer, er han bange for at gaa op med det, fordi han ikke har hentet noget. Maaske vil Læreren lægge Mærke til det og spørge. – Pludselig siger Sidekammeraten: Men du har jo ogsaa et Stykke, skal du ikke have det afleveret?

Saa kom han af Sted, og ingen sagde noget. Han smilte stort da han kom tilbage til sin Plads, let og glad.

------------

Paa Skolepladsen.

De store Drenge stod altid og trykkede, naar de ikke lige havde en Fodbold at løbe efter. – pigerne legede.

Undertiden var Drengene med i Rundbold el. Krone. Ved det sidste en stor Dreng, der var alt for voldsom, særlig over for Pigerne; han greb om dem og slængede dem til Jorden, mens de blev talt ud. – Undertiden maatte Læreren gribe ind.

Drengen ved Hjørnet.

----------

Alle små historier eller notater, der er nedskrevet er måske tænkt til senere brug? JN

RETUR TIL OVERSIGT

**************************************************

Stakkels lille Mikkel.

Højt oppe paa en Bakke i Storskoven var der en Rævegrav. Nærmest ved den var tæt Krat af Enebærbuske, længere nede kom Bøgepuret, hvorover høje Bøge hævede deres lyst Stammer.

I Graven laa fire smaa bløde Hvalpe, der ivrig arbejdede for at faa fat i Moderens Mælk. Men en af dem blev hele tiden skubbet til side af de andre, som var større og kraftigere. Den lille krøb rundt og smaaklagede sig, indtil Moderen med Snuden skubbede en anden til Side, saa der blev Plads til ham. Mens han drak slikkede hun hans uldne Pels igennem, saa han saa fin og velplejet ud.

De sov alle, da Faderen lidt efter kom listende ind med en Mus til sin Mage.

Han saa interesseret paa de sovende Unger og blev aabenbart opmærksom paa, at den ene var tyndere og lysere end de andre. Han stak Snuden til lille Mikkel og væltede ham om, ud fra de andre. Han blev bange og peb.

Moderen satte straks et Ben over ham og snerrede ad Magen. Lille Mikkel var vel nok hendes egen søde Unge.

Han maatte i det hele taget love for sin Mor. Altid skubbede hans Søskende ham ud af Kredsen; de bed ham, naar han vilde være med i Legen. Da de blev saa store at Faderen begyndte at komme med Mus til dem, tog de dem altid fra ham. Men Moderen hjalp ham og gav ham sine Mus. Rigtignok var han lille og tynd og hans Pels var lys og pjusket, men maaske netop derfor var han hende mere kær end nogen af de andre.

De levede sikkert og godt. Mennesker kunde vanskeligt overraske Rævefamilien. Foran dækkede Enebærbuskene; dem kunde Hundene ikke trænge igennem og bagved var der tæt Granplantning, hvor de let kunde forsvinde og derefter kom høj Bøgeskov med tæt Bøgekrat under. Kom de ud til Skovkanten, kunde de se ud over Marker med Køer og Heste og Huse, hvor Høns og Ænder gik og puslede rundt. Men det varede temmelig læne, før Ræveungerne kom saa langt, at de fik Lov til at kigge ind i dette forjættede Land, der fik deres Tænder til at løbe i Vand og Moderen gav dem Ordre til hurtig Tilbagetrækning; en, der var lidt langsom i Vendingen snerrede hun ad, saa han forskrækket fløj af Sted.

Paa Tilbagevejen kom de gennem Granskov med store Myretuer langs Solsiden af en Vej. Som de lydløst gled frem, kom et Egern hoppende over Vejen. Ungerne sprang frem, men vips fløj den op ad en Granstamme, og højt oppe løb den ud paa en Gren, hvor den sad og sparkede og skældte ud, mens Rævefamilien løb videre. Her svirrede nogle Skarnbasser. Rævene sprang efter dem og knaste dem.

Det blev lidt dunkelt, og de listede frem efter Musene. De spidsede Øren, naar de hørte dem pibe, sprang frem, gravede hastigt op og greb den lille bløde graa Ting mellem Tænderne og kastede den op. Og saa legede de med den. Men vilde lille Mikkel være med, snerrede de ad ham. Naar han gravede efter Musen, forsvandt den altid. Snappede han efter en Skarnbasse, fløj den op for Næsten af ham. Man skulde tro, han hverken havde Næse eller Ører. Men det havde han. – Han kunde straks opdage, hvor en Mus havde løbet og følge Færten til Hullet; han kendte Musvaagens Skygge, naar den svævede højt oppe og vidste, han skulde tage sig i Agt. Men han var hele Tiden uheldig; han kom stadig for sent.

Men han havde sin Mor. Hun tugtede de andre, naar de blev for slemme, og hun gemte altid en Bid til ham.

*************************

Svalen og Flyvemaskinen

Søster finder ude ved Vejkanten en Svale, der i den stærke Storm er fløjet mod Telefontraadene. Den ligger paa Ryggen med lukkede Øjne. Sand er pisket hen over den og hænger fast i Vinge- og Halefjer, ligesom Øjnene er dækket af Sand. Hun tager den op.

Den flagrer smaat, dens Hjerte banker hurtigt, men dens ene Vinge er brækket, hænger slapt ned.

Hun tager den ind, tørrer forsigtig Sandet af og stryger hen over de blanke Fjer. Den kommer efter haanden lidt til sig selv; den aabner Øjnene og prøver at flagre, men ak – den knækkede Vinge gør blot ondt. Den staar ikke til at redde, Far fjerner den. Prøver at forbinde Vingen.

Næste Morgen kalder Søster paa Far. Jeg drømte, at der kom en Flyvemaskine, den nærmede sig rask, men saa sank den ganske langsomt ned og satte sig paa min Haand. Inde i Maskinen kunde jeg se de smaa bitte Mennesker, som skændtes om, hvad der var i Vejen. Det er venstre Vinge der er knækket, sagde de. Nej, sagde jeg; det var Svalen, der havde brækket Vingen, fordi den var fløjet mod Telefontraadene. Og i det samme saa jeg Flyvemaskinen fjerne sig. Højt oppe gik den og forsvandt i Skyerne langt ude over Skoven. – Var det ikke en mærkelig Drøm?

Søsters Købmandsbutik.

Søster er i Eventyr-Alderen. Alting er Eventyr, og altid vil hun have Eventyr. – Mor, fortæl en Historie! – Mor, læs en Historie!

Og Mor fortæller og læser Eventyr og Historier om Mennesker, Dyr, Planter, om alt, og de er alle sammen gode.

Men Søster er umættelig. – Naar hun gaar ud at lege fortæller alting Historier, særlig Fuglene i hendes Købmandsbutik.

(Købmandsbutikken hvor den er, og hvad den indeholder.) Skuffer i Hønserederne, Bord af en gammel malet Laage. Lille, grøn Glaskugle med en lille fin Efeu, der snor sig op ad Væggen. Paa Disken en lille rød Glasvase med to store gule Morgenfruer i.

Indledning til Kapitlerne:

Søster tørrer Støv af, skifter Blomster, fylder Poser, gør hovedrent, banker Tæpper m.m. – Hun sender Tove over at spørge, om Fru Bak ikke mangler Kaffe imens drømmer hun. –

Rejser, en Kasse og – pudser Vindue.

Hun gir Poul en gl. utæt Cykelpumpe, da han mangler en.

1a) Kaffe: Bracilien

1.) 1 Kapitel: Vanille – Mexiko.

2.) et andet Kap.: Chokolade – Øvre Guinea.

3.) et tredje: Te – Ceylon.

4.) et fjerde: Ris – Rangun

5.) et femte: Tobak – Sumatra

6.) et sjette: Kryddernelliker - ??

7.) et syvende: Silke – Kina

8.) et ottende: Gummi –

9.) et niende: Kopra (frøhvide af kokosnødder-JN)

Te-Ceylon. Se Knud Poulsen: Breve fra det fjerne om Dyr og Planter, Veje m.m.

I Butikken en Række Sprællemænd, dels købte dels hjemmelavede, af forskellige Aargange. Giver en til sin Medhjælper som Belønning for Assistance.

En Dag det regner siger Søster: Vi kan sende Bud efter en af Smedens Sønner, han kan standse den!

Mor: Smedens Søn – hvorfor det?

Søster: Jo, han kan svinge sit Sværd saa hurtigt, at det ikke kan regne paa ham.

Mor: Aah, Grimms Eventyr! Eventyret om Far (Otas Bøger)

Søster begynder ved Bordet: Saa kan Far ---; saa kan Far - -.

Far: Hvad er det for noget?

En anden Gang deler hun Roller ud til Inger, Mor, sig selv, Far i et bloddryppende Eventyr.

Tegninger med Begravelsen.

Evt. Indledning:

Søster til Mor: Kan jeg ikke være Havfrue!

Mor: Nej det er jo en Slags Trold, det kan du ikke.

Søster: Saa er jeg en Hval. – Lidt efter: Jeg er en Menneskeæder, og saa gaar jeg ind i min Hule. Naar I saa kommer forbi, ser jeg saa fæl ud, at I dør af Skræk. –

Engang – Søster har lavet en lille Sangstrofe, som hun genta’r og genta’r til hun svømmer hen i Rytmen, føler sig hensat til Negernes Aandemusik, hvor de bevæger sig rytmisk efter Musikken – (eller Aandedans paa Java?)

Søster hendes Legekammerat i Butikken. Et Stk. Sækkelærred som Maatte. – Leg kun. – Bydreng kommer med Varer. – Søster: Hvad skal vi gøre, der er ikke Penge i Kassen til Varerne? Kamm.: Saa maa jeg i Banken efter Penge. – Og saa kører hun af Sted – med Barnevognen.

Kaffen.

Søster stod ude i sin Købmandsbutik og ordnede Poser med Varer. Det gjaldt jo om, at hun havde alt rede, naar Kunderne kom. – Hun havde lige inde i Køkkenet hos Mor faaet en fin, glinsende mørkerød Pose med store gyldne Bogstaver paa og en Løve over dem. Den duftede saa dejligt af Kaffe. – Søster holdt ellers ikke saa meget af kaffe; hun vilde hellere have Mælk, men denne Duft var helt saa betagende dejlig, at hun faldt i Drømme. Hun stod pludselig mellem Rækker af høje, brede, tætte Buske, der var oversaaet med fine, hvide Blomster, der lyste som Stjerner og duftede saa stærkt, som nogle hvide Blomster hjemme i Haven, Jasminer var det vist. Havde der ikke blæst en frisk Vind ude fra Havet, vilde hun være blevet helt tosset i Hovedet af denne Duft. Forstod, at det var Kaffetræer alle de. Op langs Rækkerne gik Mænd og Koner og hakkede og rensede Jorden. – Solen var brændende varm, men Vinden kølede.

Pludselig kom en Dreng løbende hen mod hende. Han havde kun en lille Badedragt paa, og han var glinsende sort over hele Kroppen. Han havde tykke Læber og en bred Næse; hans hvide Tænder lyste i alt det sorte, da han raabte: hvem er du?

Jeg er Søster.

Ikke min Søster; det er du for hvid til.

Og du er en Negerdreng.

Hvor er du fra?

Hjemmefra?

Kom med hen til min Mor, hvis du ellers ikke er bange for Niggere!

Han løb foran og hun fulgte bagefter. Hans Mor var lige saa sort som han.

Mens hun hakkede løs, pludrede hun en helt Masse, som Søster ikke forstod.

Der kommer Manden, sagde Pedro, den sorte Dreng, lad os gemme os. Ser han dig ta’er han dig med!

De gemte sig ude under en Busk, og hun saa en Mand komme ridende paa en hvid Hest. Han sagde noget til Pedros Mor; han lod til at være vred. Men hun smilte med sine hvide Tønder og vendte det hvide ud af sine mørke Øjne, og saa red han videre.

Er det hans alle de her Kaffetræer? spurgte Søster.

Nej, han er bare Opsynsmand. Men jeg skal hen at hjælpe Mor, sagde Pedro.

Om Aftenen fulgte hun dem hjem til deres lille Hytte, der var tækket med Palmeblade. Med gik ogsaa Pedros Fader, der var lige saa sort. Hun spiste grøn Majs sammen med dem. Hun saa træt ud. Da hun vågnede igen, syntes hun, der var gaaet lang Tid. Hun gik ud for at se sig omkring. – vejret var som sidst. Rækkerne af kaffetræer strakte sig af en stor Skraaning op mod høje Bakker i Baggrunden, nej, det var vist Bjerge.

Hun løb ud for at finde Pedro.

Men det var ikke let, for der var saa mange Mennesker i Kaffeplantagen, mange flere end sidst, og de plukkede noget, som de kom i store Kurve, og da hun saa op paa Buskene, saa hun, at de duftende Blomster, var blevet til lyserøde Bær, næsten som Kirsebær. Hun følte sig pludselig sulten og tørstig. Hun plukkede nogle Bær og spise dem. Men der var ikke noget ved dem, der var næsten ikke Kød, men en meget stor Sten. Nej saa var Kirsebærrene hjemme noget andet.

Hun kom op af en ny Række, og der var Pedro. Han saa, hun spiste af Bærrene; men saa sagde han: Puh ha nej. Kom her, saa skal jeg vise dig noget andet!

Og han løb et langt Stykke. De kom hen, hvor Kaffebuskene var ganske smaa. Her var mellem Kafferækkerne høje, grønne Planter med lange smalle hængene Blade. Her skal du se! sagde Pedro, greb op i en Plante og brækkede noget af, som han rakte hende. ”Den er værd at sætte Tænderne i”.

Det var en stor Majskolbe med dejlige, søde Kærner. – Han gnaskede, og hun gnaskede. Men som det gik allerbedst kom Manden paa den hvide hest ridende, og de blev saa bange. De stak i Løb og blev ved at løbe til de kom hen til en Plads, hvor langørede smaa Heste med Kohale kom bærende eller kørende med Masser af Kaffefrugter, som kom i en Maskine, der igen spyede dem ud i et Vandbassin. Pedro snappede et Par Stykker. En stor, sort Mand raabte vredt noget.

Det er Papa, sagde Pedro, han gør os ikke noget. Her skal du se!

Saa pillede han den yderste Skal af Stenen og viste hende, hvordan der inde i Stenen laa 2 Kaffebønner med den flade Side mod hinanden, omgivet af en tynd Hinde, som var de indpakket i det fineste Silkepapir.

Kom! sagde Pedro og viste hende, hvordan noget af Kaffen sank til Bunds; mens andet flød med Strømmen ind i andre Kummer. De var de ringeste Bønner, sagde han.

Og saa kom de til en Plads, hvor Masser af Kaffe var spredt ud til Tørring. Et Par Mand stod og øste op i en Maskine, der rensede Kaffen og kom den i Sække, der stod i en lang Række.

En stor Lastbil kom dundrende nede paa Vejen og svingede op foran Kaffesækkene, hvor nogle sorte Mænd straks begyndte af læsse Kaffesække paa. Da de var færdige med det, forsvandt de alle, og Søster og Pedro saa gennem en Sprække, at de sad derinde og drak; det var Vin, sagde Pedro.

Lad os kravle op mellem Sækkene paa Bilen og se, hvor de kører hen med dem, foreslog Søster.

Jamen, hvis vi bliver opdaget, bliver vi smidt af!

Pyt, sagde Søster og forsøgte at kravle op, men det lykkedes først da Pedro hjalp hende. De gemte sig mellem Sækkene, og et Øjeblik efter kom Chaufføren, startede Vognen og kørte i dundrende Fart ned af Vejen.

I Begyndelsen turde Børnene slet ikke se op. Det svingede og svajede, saa de var bange for at blive kastet af. Men efterhaanden blev Vejen jævnere og da de saa op, saa de langt ude og langt nede en mægtig Vandflade, Havet; De stirrede betaget derud, saa de helt glemte at dukke sig, da en modgaaende Bil kom drønende op af Vejen. Chaufføren saa dem og pegte paa dem, men heldigvis saa sent, at deres Chauffør ikke saa det.

De dukkede sig, og det varede længe før de atter vovede at stikke hovedet op. Da kørte de langs Havet. Over dem vajede Kronerne af mægtige Kongepalmer, og Havet bruste mod Klipperne ved Kysten.

Nu drejede de ind i en By, og de kom til at tænke paa, hvad de skulde gøre naar Vognen holdt, og Sækkene skulle læsses af.

Men det vidste de ikke, det maatte Tiden vise.

De kørte gennem hele Byen ud mod Havet igen, og pludselig stoppede Chaufføren op ved et mægtigt Skib, der ragede højt op.

De tittede forsigtigt op. Foran dem holdt en Række af Lastbiler. Kraner svingede de fulde Sække over paa Skibet, hvor de forsvandt i Dybet.

Forsigtigt lod Børnene sig glide ned. Her var stor Trængsel, ogsaa af Børn, og ingen tog Notits af dem, som de løb og kiggede sig om. – Da saa Søster noget, som fik hendes Hjerte til at banke stærkere. Oppe over Skibets Agterstavn vajede et Flag, rødt med hvidt Kors; hendes Flag, Danmarks Flag.

Jeg vil op paa det Skib, sagde hun straks.

Saa faar du bare Klø og bliver smidt ned igen.

Men det vilde hun ikke høre. Hun søgte hen mod Opgangen, Landgangsbroen. Deroppe stod en Mand med Guldstribe paa Kasketten og Ærmet. Han passede nok paa, at ingen fremmede kom em Bord.

Hun stod en Tid og kiggede, og da Manden saa forsvandt en Tid, sprang hun op ad Landgangen. Pedro bagefter. – I Travlheden og Spektaklet var der ingen, der bemærkede dem.

Men de var kun kommet faa Skridt hen ad det mægtige Dæk, før Manden med Guldstriber kom løbende hen imod dem og raabte: Hvad – og saa bandede han stygt – vil I to Smaa Rotter her. Kan I se at skrubbe ned med jer!

Ja, men jeg saa det danske Flag, og saa – begyndte Søster grædefærdig.

Men du almægtige! en dansk Pige, hvordan i Alverden gaar det til. Du maa til Kaptainen, straks! Men Pedro?

Lad ham gaa med; men han bliver snart værfet ned igen. Hej, raabte han til en Matros, der kom forbi; tag denne lille Dame ned til Skipperen. Jeg har ikke Tid.

Og Sømanden førte dem ad fine Trapper og lange Gange belagt med Tæpper til et Værelse, der var saa lyst og fint, at Søster ikke havde set Mage. Og her sad en stor Mand med meget brede Guldstriber paa Ærmerne, rød i Ansigtet var han, og stort Skæg havde han.

Hvad skal de Smaatrolde her? buldrede han op.

Jeg ved det ikke, Hr. Kaptain. Styrmanden Smith sagde, jeg skulde føre dem til Kaptainen.

Saa vilde Matrosen gaa, men Kaptainen sagde: Stop, vent lidt!

Hvor er du fra? spurgte han saa Søster. Fra Auning ved Randers.

Du gode Gud – fra Danmark. Og dine Forældre?

De er hjemme, og jeg vilde saa gerne med Kaffen hjem. Jeg har bare været hernede for at se, hvor Kaffen kommer fra. Men jeg ved ikke engang, hvad Landet hedder, eller hvor jeg er.

Landet hedder Brasilien, Byen Santos, Skibet Falstria, og dig maa jeg se nærmere paa. Men den sorte Fyr der maa De Hansen, sørge for kommer fra Borde hurtigst muligt.

Ja, saa kan du komme med Lastbilen hjem igen, sagde Søster, gav ham Haand og tilføjede sagte: Farvel og Tak, Pedro!

Da han var gaaet, følte hun sig pludselig saa træt og mat.

Kaptainen saa det og sagde: Du kan foreløbig komme i min Køje, til vi faar taget Bestemmelse om, hvad vi skal gøre ved dig.

Lidt efter laa hun saa dejligt. Hun syntes, Sengen lugtede lidt af Tobak; men det gjorde ikke noget. Snart sov hun. Som i Drømme hørte hun Maskinerne Rumle i Skibet og syntes, det gyngede stærkt. Saa vaagnede hun op. – Der var ingen til stede; men over hende lød Travlhed, Trampen og Skurren og Hvæsen. Hun blev bange, men da hun saa sit Tøj, stod hun op og trak hurtigt i det. Saa listede hun ud gennem den lange Gang, hvor man gik helt lydløs paa Løber, fandt en Trappe op. - --, Vinden blæste koldt, og mørke Skyer drev over Himlen. – Kranerne buldrede og hev den ene Kaffesæk efter den anden over i Lastbiler, som saa kørte af Sted i susende Fart op til Grossereren og Kafferisteriet for at blive brændt og faa sin Duft.

Hvor er vi? spurgte hun en Sømand, som kom forbi.

I København, svarede han.

Det er ikke sandt, sagde hun; for der er Krig, og der kommer ikke Kaffe til Danmark for Tiden.

Da lo Manden, og hun vaagnede og saa sig forundret om: - Der stod den mørkerøde Pose med de store gyldne Bogstaver, og Løven oven over, og hun sad i sin Købmandsbutik og havde drømt det alt sammen.

Da hun blev klar over det, skyndte hun sig ind til Far og Mor for at fortælle.

Da hun havde fortalt Historien, sagde Far: Men hvordan kunde du forstaa dem derovre i Brasilien, de talte jo Portugisisk?

Det ved jeg ikke, svarede Søster, men det kunde jeg nu.

RETUR TIL OVERSIGT

----------------

Kaffe.

Arbejderne italienske Kolonister.

Gammel Plantage: Planterne 5-6 m høje.

Tørtid Juni-Aug.

Blomstring i September,

Høst April-August.

40-80000 Planter i en alm. Plantage,

c. 100 Arbejdere.

Frugterne rystes ned paa Tæpperne.

– Frugterne som lyserøde, aflange Kirsebær.

-------------------

Vib. kommer ind til Mor om Morgenen: Du skal op: Syvværket. Nej, siger Moder, Fløjten har ikke fløjtet, Laus ikke ringet, og Klokken har ikke slaaet.

----------------

Søster og Grethe bor sammen; de sover sammen om Natten ved festlige Lejligheder, f.Eks. Fødselsdag. De kommer i Tanker om, at de vil bo sammen altid. Ovenpaa staar Frk. Olesens Lejlighed tom, da hun er syg – paa Hospitalet.

Søster kommer og spørger om ikke hun og Grethe maa bo deroppe, ja, og saa komme ned og spise. Saa vil de ogsaa gaa op til Brøggers en Gang imellem.

Mor: Hvem har hittet paa det?

Vi begge!

Nej, det kan ikke lade sig gøre. Det er Frk. Olesens.

Vi skal nok være gode ved alt.

Nej!

Kan vi ikke faa Gudruns Værelse saa? Mor betænker sig. Grethe kan jo spørge hjemme.

Og af Sted springer de. Men hendes Far siger: Du maa jo være blevet gal. Rejs du; men saa er du ikke mere vor Pige, og vi vil aldrig se dig mere.

Slukørede listede de af, men alligevel tilfredse med Resultatet.

----------------

Søster kommer med en R—Hønseringe. – Det er et Tog, et langt Tog med mange Vogne.

Poul: Hø, saadan nogle runde Vogne; dem vil jeg ikke køre i.

Søster: Det er en Slange, en vældig giftig Slange. Hi—is! Den er farlig. – Uden Overgang: Buster – go Hund! Saa Buster nu gaar vi – osv.

----------------

Pigerne finder en pjusket Spurveunge, som flakser rundt ved Vejen. De mader den og kæler for den og sætter den saa ud igen for at se, om den ikke vil flyve bort; men den forsøger kun at humpe noget rundt. I det samme kommer Katten, ser den flagre – haps, har den Ungen i Munden. Pigerne farer løs paa Missen. Men i Løbet af et Øjeblik var den stakkels lille Spurv baade død – mellem Kattens Tænder – og begravet – i Kattens Mave, hvor den gik Opløsningen noget hurtigere i Møde, end hvis Pigebørnene havde faaet lov at begrave den.

---------------

Føllet klappede den bløde Mule sammen om Sukkeret. Den nappede deres øre med sin bløde Mule.

---------------

Grund.

Søster græd. Hun havde knækket sin Blyant, fandt en Kniv og begyndte at spidse; men det vilde ikke gaa; til sidst smuttede kniven i Fingeren; det betød ikke noget; men hun græd, fordi hun skar sig, og fordi hun ikke fik Blyanten spidset.

Store Søster kommer: Hvorfor tuder du? Hun svarer ikke. Har du skaaret dig? Lad mig se! – Skidt det er ingenting. Men hvorfor tar du ikke den Blyantspidser. Det er meget bedre. Og hold saa op med det Tuderi!

Men Søster græd – ikke fordi hun havde skaaret sig, ikke fordi hun ikke kunde faa sin Blyant spidset, men fordi hun var saadan en dum Tøs, der tudede for saa lidt.

--------------

Fotograferes.

De skal fotograferes i Skolen.

Aftenen før siger Brøgger: Pas paa, det gør ondt.

Begge: Aa, du vil narre os!

Nej, først kriller det saa underligt, og saa lige idet han klemmer til, giver det et Stik. Saa maa I passe paa ikke at skrige, for saa dur Billedet ikke.

Vib: Det passer ikke, jeg er da saa tit blevet taget af Far.

Ja, taget, men rigtig fotograferet. Pas nu paa.

Og hun blev saa spændt, at da Fotografen endelig havde faaet dem stillet an, de smaa forrest, stod hun og trykkede sig.

Se frit op, raabte Fotografen. Det gør slet ikke ondt. Og saa!

Vib gav et Skrig; og Fotografen sagde beklagende: Men hvad er det dog med den lille Dame der. Nu er den Plade ødelagt. – pu, pu, vi prøver en ny. - - Og den Gang gik det.

-----------

Søster er sur ved Bordet: Uh, siger Mor, der er vel ogsaa haardt vi har faaet saadan en sur en som dig.

Nej, det er da godt! svarer Søster prompte.

------------

Ulykkelig -

Søster har i Butikken en grøn Beholder som en Glaskugle. Hun har Blomster i den. Hun tager den ned, siger: Er den ikke smuk? – Ja, svarer Grethe, sikken en dejlig rund Bold!

Ja, siger Søster og uden at tænke Spor derpaa, kaster hun den mod Væggen og vil gribe den; men den knuses i Stumper og Stykker. Og hun blev fuldstændig ulykkelig.

-------------

Det er i Foraarstiden. Syrenerne staar med store knopper, den store Birks fine Løv grønnes, Stikkelsbær og andre Buske er tætte og grønne, Bierne summer i dem og Kirsebærtræernes Blomster lyser. – Søster standser og lytter. Hvad er det for en sød lille Sang, hun hører. En lille fin Strofe, begyndende kraftigere og døende hen i sagte lyse Toner. – Hun styrter ind til Far.

Kom og hør!

Hvad?

En lille Sang.

Du kan jo synge den her. Men det er ikke mig, det er en lille Fulg.

Ja, saa maa jeg høre den.

Hun tager ham i Haanden og de lytter. Det er Løvsangeren. Ja, det er en skøn lille Melodi.

En anden Dag.

Guldbugen synger, saa man kan se den dybt ned i den røde Hals; han synger som Havesangeren, fløjter som Stæren, skvætter som Solsorten og skriger som Viben. Den er saa optaget deraf, at den slet ikke ser Søster.

En Larve maaler hendes Blomst, Den krummer sig helt sammen, idet den sætter Bagpoterne mod Forpoterne og strækker sig saa helt ud, til den kommer ud paa Kanten af et Blad. Den strækker sig ud, men faar ikke Fodfæste; den drejer Kroppen i den tomme Luft, mens Søster interesseret ser til. Omsider hitter den paa at gaa tilbage. Og Søster kommer i Tanker om, at den er et Skadedyr paa hendes smukke Blomst; hun napper den og i Jorden med den – Kras!

------------

Søster, Grethe og Aase leger ”Klap-om”. De ser Mis, graa med ”M” i panden som sædvanlig; de studerer paa, hvad den skal hedde, Mis hedder de alle. Musse kalder de Grethe, Bitte Mads er godt. – De ”Bitte Mads” skal lege med. De løber kaldende ad ham om bag Roekulen; ham efter. Der formaner de ham til at blive, og saa skal han finde dem. – De løber og gemmer sig bag Hushjørnet, titter frem. – Lidt efter kom Madses Hoved til Syne over Kulen, hvorfra han spejder rundt omkring. Straks han ser dem, springer han ned og skynder sig hen til dem. De løber ham i Møde. Jo, Mads kan nok lege Klapom.

------------

Der vandes i Haven. En lille fri Sanger kommer og drikker og bader sig i Vandet, der ikke vil synke i den tørre Jord.

------------

Søster skal have noget skruet fast. – Hvor finder hun en Skruetrækker? I de store Drenges Miccano, men der er strengt Forbud mod at røre det. – Dog lister hun med bævende Hjerte ind og kupper en.

Midt under det hele staar B. over hende. Hun stivner af Skræk.

Hvad er det? – Du kunde ha’ bedt mig.

Vidste ikke, hvor han var. Hjælper hende; men et nyt kraftigt Forbud nedlægges.

---------

Kammeratens Søter, Aase syg Lungebetændelse; hun maa finde noget af – -? hende.

--------

Poul skyder Søster i Benet med en Pil saa den sidder fast. Mange Aar efter var der stadig en stor Plet paa Benet.

--------

En Regnsvejrsdag er Søster inde hos Mor, keder sig, gnaver, klimprer paa Klaveret. Se her, siger Mor, og viser hende en Øvelse i Klaverbogen. Saadan og saadan, tag fat! – Nej, jeg kan ikke! – Sludder! Og Søster tar fat. Det gaar. Ha! siger Søster og tager fat paa den næste Øvelse. Ha! det gaar storartet, til hun er træt. –

Søster: Mor hvad er det for en Indretning inde paa Klaveret?

Hvad for noget?

Jo, saadan en Flaskedaase!

Flaskedaase, nu har jeg hørt det med.

Ja, tyk forneden og smal foroven.

Aa, den lille Likør-Karaffel.

Hvad er Likør?

---------

Søster hopper abcd---, elsker du mig? - - Ja, nej – ja, nej --; om igen og om igen; det vil ikke gaa. Men pludselig gaar der Skred i det. Hun hopper abc – døan – ab – hele Alfabetet igen og til b. Bent! elsker du mig? Bent, Bent elsker du mig? ja – nej; ja, nej.

Søster sjipper og tæller: hvem skal jeg giftes med. – Børge – Bent, Børge – Bent - - - Bent! Det var den søde Skorstensfejerdreng med hvide Øjne i det sorte Hoved. Hvad skal vi køre i Kirke med. – 1-2-3-4-5-6 – 6. Ind til Inger: hvad er seks: Guldkaret, Sølvkaret, Fjedervogn, Ponyvogn, Trillebør, Møgbør, Natpot med Lus for. 6 er Møgbør. ---- Hvad skal have for? Heste, Køer, Grise, Faar, Rotter og Mus, Lopper og Lus. – 5 = Rotter. Had skal hun have paa? hvidt – sort. –

----------

Tager en Mængde af sine Legesager og stopper i en Papæske og de slaar Katten af Tønden Fastelavnsmandag: 1 Par Bøger, 1 gl. Bil, 1 Par tomme Æsker, 3 Æbler, nogle Stk. Sukker m.v.

-------

I Hidsighed slaar Søster en Legekammerat med en haard Ting. Blodet løber. Hun er mut og tvær og spiser ikke noget. Moder spørger, hvorfor hun er sur? – hun har Mavepine osv.

--------

Evt. Peter Plys og hendes Hunde og Bjørne i Butikken. Bagved Pouls Kaningaard. Ninka Ninus straaler paa Bjørnen, saa hun maa ind og vaske og skrubbe den.

----------

Søster synger Gud ske Tak og Lov – jo, for den holder hun saa meget af, men slog pludselig om i En lille Sang uden Ord. – I Regnvejr Regnvejrsserenade.

------------

Det lakker hen paa Krigen, Sukkersager bliver sjældnere, Chokolade er ikke til at opdrive! – Søster faar et Stykke. Godt – godt! Noget brunt Stads, smager næsten som Gær. Jeg kan ikke lide det. – Hun smuldrer det ud til Fuglene og sætter sig og venter paa de skal komme og tage det; men de kommer ikke; de vil heller ikke ha’ det. – Eller endelig kommer en Spurv og pikker til det, men lader det ligge – ikke engang en Spurv er det godt nok til.

-------

Slutning

Det lakker hen paa Krigen, Varerne bliver sjældne, i hvert Fald de gode, og Søster beslutter sig til at realisere. – Under dette finder hun en Mængde smaa Flasker. Da alt har faaet Værdi i Krigstiden, og det ogsaa kniber med Flasker – har hun hørt – gaar hun op til den rigtige Købmand med dem, om han vil købe dem.

Ja, det er jo en dejlig Samling du har der.

Hvad vil du give for dem?

Skal vi sige 1 Kr.?

For hver?

Nej, det var skam for dem alle.

Skidt, saa siger vi det. – Og hun fik sin Krone. Hvad gjorde hun med den? Indretter Butikken til Køkken. Det kunde ogsaa let lade sig gøre. Døren passede udmærket til Køkkenskabet. Mel, Salt, Krydderier m.m. De havde faaet en gl. Petroleumsovn, og snart var de dybt inde i Bagningens Mysterier, studerede omhyggeligt om Kagerne var passende brune; desværre blev nogle for sorte. De var forvandlede til Husmødre – smaa Kvinder, som de var.

--------

Maaske Slutkapitel i Søsters Købmandsbutik.

Musene.

Inde i Affaldsdyngen i Havehjørnet havde en Familie af de store rødbrune Mus med sort Stribe ad Ryggen indrettet sig. Store stive Kartoffeltoppe fra i Fjor dannede Loft. Ned igennem dette var drysset Ukrudt, Blade og Jord, hvoraf de havde dannet sig en hyggelig og lun Bolig. – Men en Dag hen i Efteraaret (Oktober) kom Manden i Haven og begyndte at vade op i Dyngen med Greb og Spade. Væk med alle de stive Stilke, for at han kunde komme til den gode sorte Jord, som skulde køres ud paa Haven.

Musefamilien trykkede sig og de saa rædde til hinanden og rystede eftersom Greben gravede nærmere. Da den saa pludselig stak ned lige ved Fatters side, stak han af, bort og da han derved kom ud i Dagens Lys, maatte han pile af Sted for at vare sig for den fæle Greb i den store Mands Haand. Den suste ned over ham, og han sprang for Livet ind under Rabarberbladene. Atter suste den ned som en Bombe, der knuser alt. Stilkene segnede til alle Sider; men Musefar for af Sted, uskadt, gennem Syrenerne, ind under Købmandsboden. Han satte sig med bankende Hjerte og lyttede efter, om Han fulgte efter; men han arbejdede kun raks med Bunken. Musefar rystede for, hvordan det gik Musemor og det voksne Barn, de havde hjemme. De andre Børn var i Sommerens Løb gaaet bort. En død som ganske lille, et par i Katten og en lille Datter havde været uforsigtig en Aften, Uglen var i Haven. Hun kom op at flyve og kom aldrig tilbage. Hvor tit havde de sagt, at hun endelig maatte passe paa, hvis hun løb over en aaben Havegang ved Nattetid. Kattens Fætter, den slemme Ugle, var altid paa Færde, og intet undgik hans skarpe Øje. Men hvad nyttede det! Nu var de kun tre tilbage; og hvad mon der nu blev af Moderen og den sidste Dreng. Han var altid uforsigtig! – Pludselig hører Musefar atter Slag. Hans Hjerte slaar som det skulde briste. Mon de kan undslippe! – Det skraslede og ind til ham for Knægten, lige i Favnen paa ham, skælvende af Angst, men hel og holden.

Nu var kun Moderen derovre. Men de havde Tro til, at hun nok klarede det.

De kom heller ikke til at vente længe. Pludselig var hun der. Hun kom meget fiksere fra det end de andre. Han fik ikke engang Tid til at slaa efter hende, før hun var i Sikkerhed.

Hun for lige hen til Knægten og slog Armene om ham og kyssede ham: Min kære Dreng. Er du ogsaa frelst?

Nu de alle var samlede, begyndte de at se sig omkring. oppe i Gulvet over deres Hoveder var der nogle Sprækker. Mon de ikke kunde komme der op?

Fatter listede om og kiggede. Men da han vilde til at vove sig ind i Hønsegaarden for at se, om der her var Adgang til det skønne hus, standsede Mutter ham. Hun skulde nok selv se efter. Hun stolede mere paa sig selv end paa ham. Manden gik stadig derude og rumsterede; man vidste aldrig, hvad han kunde komme i Tanker om.

Lidt efter kom hun tilbage. Jo, de kunde nok komme ind ved Hønselaagen; men det var bedst at vente, til det blev Aften, for man vidste aldrig, hvem der kunde komme og kigge og snuse.

Knægten vilde alligevel liste sig ud for at se lidt paa Lejligheden; men Mutter greb ham i Øret og trak ham tilbage, og da han begyndte at pibe, sagde hun: Hys! Hys blot!

Man hørte tydeligt Slagene af Spaden, idet Manden derude huggede ned i Jorden med den. Jo, det var nok bedst at forholde sig roligt.

Ved Aftenstid listede alle op i Hønsegaarden og derfra ind i Søsters Bod. – Fatter løb og snusede rundt og kravlede til sidst op paa Bordet, hvor der stod en Række fyldte Poser.

Der er Mad, tænkte han og hans Tænder løb allerede i Vand, da han kaldte paa Mutter og Knægten. De kom springene, og alle ventede sig nu et godt Maaltid. – Fatter satte Tænderne i den nærmeste Pose, den duftede dejligt af Gryn, selv om Duften var lidt svag. Men da han var naaet igennem Papiret, dryssede Jord ned over ham, saa han var lige paa Nippet til at blive levende begravet.

Hø, blæste Mutter, sikken en Torsk, du er! Men en stor Skuffelse var det.

Hun prøvede et andet Sted, men der var kun Sten.

Da begyndte de allerede at blive kede af Boligen, selv om der var mange gode Gemmesteder og lunt og behageligt ellers. Men nu maatte to ud at søge Føde. Og derude løb Katte og andre Udyr; man vidste sig aldrig sikker. Da Vinteren rigtig begyndte, kneb det til Tider for dem at samle Føde, og en Dag forsvandt Knægten. Han var vel sagtens løbet over en Kat.

En Dag, Fatter ikke syntes, han kunde holde det ud for Sult, sagde han til Mutter: Jeg gaar en Tur! Pas paa formanede hun. Og saa listede han hen til Bagdøren. Der stod Affaldsspanden; men den turde han ikke kravle op i ved højlys Dag. I Stedet løb han ind ad Døren, som stod aaben. Hjertet bankede ham i Halsen: Bare der ikke kom nogen! Forsigtigt listede han frem til Kælderdøren; den stod lidt paa Klem, og han klemte sig ind, smuttede ned ad Trapperne, og nu var al Nød glemt. Her var Brød og ost og Flæsk i Mængde.

Efter at han havde nydt et dejligt fedt Stykke Ost, kom han i Tanker om Mutter og vilde hente hende. Men da han kom op i Gangen, var Døren ud til Gaarden lukket, og da den pludselig gik op, for han ned i Kælderen igen; men han hørte et Raab: En Mus! Han blev forskrækket, og Trappen var stejl, saa han tumlede hovedkulds ned ad og slog tre-fire Koldbøtter, før han kom til sig selv igen. – Da hørte han nogen støde Døren op. Han trykkede sig ind mod Trappen og sad bomstille. Nej, der var ingen. Et Øjeblik efter blev Døren trukket til, og Musefar listede videre ned og skjulte sig i en mørk Krog. Nu kunde han ikke komme tilbage til Mutter, men maatte vente og se, hvad Tiden bragte.

Om Aftenen blev der stillet Fælde, og alt det lækre blev lukket inde, saa han ikke kunde komme til det. – Da han blev sulten, kravlede han op paa Bordet. Forgæves søgte han de lækre Spiser, ind til han stødte paa Fælden.

Saadan en havde han set før, saa han skulde nok tage sig i agt. Hans første Kone døde i saadan en, men det skulde han nok vogte sig for. Dog kunde han sagtens snuse til Flæsket, tænkte han. Det duftede saa dejligt. Han stak Snuden derhen; den dejlige Duft tiltrak ham tættere og tættere til. Uden at tænke over det, rørte han ved Flæsket, og Klap! smækkede Fælden.

Han spjættede ubehjælpsom et Par Gange, og saa døde han.

Mutter ventede og ventede efter at han skulde komme tilbage. Men han kom ikke. Da forlod hun Boden og gik ud i den vide Verden. Ingen ved hvorhen.

*************************

RETUR TIL OVERSIGT

Tipperne

For et halvt Aars Tid siden udkom en Bog, P. H. Perch: ”Gennem Lo og Opgrøde”, som har Undertitlen: ” En Bog om Tipperne”.* – Det er dog ikke hele Bogen, der handler om Tipperne, men disse Engstrækninger er Hovedemnet, og det er et ejendommeligt Stykke Danmark, der her har faaet sin Bog. * Natur, fugle og jagt på Tipperne i begyndelsen af 1900-tallet. Udgivet 1924.JN

Det efterfølgende er dog ikke at betragte som en Anmeldelse af denne Bog, da en Del af det er grundet paa personligt Kendskab til Tipperne og Forholdene deromkring. – Tipperne er en Halvø, som skyder sig op i Sydenden af Ringkøbing Fjord. Mod Vest begrænses den af Nymindestrømmen, der danner Afløb fra Fjorden til Havet; Vest for denne ligger Holmslands Klit, den lange, smalle Tange, der skiller Fjorden fra Havet. Mod Øst begrænses Tipperne af Fjorden, som længst mod Syd danner en Bugt, der hedder Værnsande eller Sandene. Den har sit Navn af, at den i roligt Vejr med Vind af Syd eller Sydvest kan ligge aldeles tør som en Sandørken. Men sædvanligvis staar der lidt Vand derpaa, dog ikke mere end man med Heste og Vogn kan køre derigennem. Kun hvis der er særlig meget Vand i Fjorden, og der saa kommer Storm af Nordvest, stiger Vandet, saa Vogne ikke kan køre igennem.

Hele Halvøen bestaar af mægtige Enge, vel c. 5000 Td. Land, hvoraf den nordligste Del det egentlige Tipper, tilhører Staten. – Hist og her er Grønsværet Tipperne – kort fra 2006 brudt af Vandløb eller større og mindre Søer, som kaldes Læer, der er Rester af Fjorden, som Marsken ikke har kunnet faa Bugt med.

I den sydlige Del, der hedder Bjaalum, ligger to store enlige Klitter: Lille og Store Mjøl. Navnet Mjøl betyder (efter Perch) Sandmile, altsaa Flyvesandsklit; dog bestaar de selvfølgelig ikke af Flyvesand nu, men er beklædte med Graaris, Hjelme og Sandskæg. Stiger man op paa Store Mjøl, har man derfra en vid Udsigt over Engstrækningerne mod Nord, til Havklitterne mod Vest, og mod Øst ser man ind over Sandene mod Landsbyerne Sønder- og Nørre Bork. Men idet man gaar op ad Klittens Skraaning, vil man lægge Mærke til, at Graarisen er afbrændt. Man kan jo let komme galt af Sted: Ret var paa en Udflugt, at en lille Frue skulde til at koge en Taar Kaffe paa et Petroleumsapparat. Da kommer kun for Skade at vælte Apparatet. (Saadan er det blevet mig fortalt). Petroleummen flød ud og antændtes, hvorved Turen kom til Graarisene ved Klittens Fod. – Hurtigt bredte branden sig, og kun ved tililende Folks Hjælp lykkedes det at faa Ilden slukket, før hele Bjerget var afsvedet. Men endnu staar de forkullede Ris der og vidner om, hvor uforsigtige Folk kan være, naar de tager ud paa en lille ”Skovtur” i Engen.

Engen er Marskeng, som er dannet, da Fjordens Udløb vandrede mod Syd. Rigtignok dannes der stadig nyt Land i Fjordens Sydende; men det foregaar kun langsomt nu, da Tidevandet ikke længere mærkes i Fjorden, og da Vandet er blevet brakt. - - For c. 300 Aar siden havde Fjorden et kort, bredt Udløb; men paa Grund af Strømforholdene i Havet vandrede det mod Syd, idet Havet stadig kastede Sand op i den nordlige Side af det. Samtidig dannedes inden for Udløbet store Sandbanker. – Udløbet vandrede stadig videre, hvorved den smalle Tange uden for Gjorden, Holmslands Klit, strakte sig længere og længere mod Syd, medens Sandbankerne indenfor efterhaanden udvidedes ved Aflejring af Sand og Slik, hvilket for den sydlige Dels Vedkommende fremmedes ved de omboende Folks Arbejde, hvorfor de da ogsaa kom til at eje disse Dele, det saakaldte Værn. – Mellem Holmslands Klit og Tipperne var nu det lange, smalle Løb Nymindestrømmen.

Nu var Fjorden godt skilt fra Havet, saa der ikke var stor Fare for pludselige Oversvømmelser saadan som før i Tiden, da Havet i Storm kom væltende gennem det brede Udløb og oversvømmede store Strækninger og ødelagde baade Mark og Eng, hvis det skete i Væksttiden. – Nu var Fjordens Vand ogsaa blevet fra Saltvand til Brakvand.

Samtidig var Engenes Plantevækst undergaaet en stor Forandring, idet de værdiløse Saltvandsplanter var afløst af Tagrør, Harrild, Sandgræs og andre værdifulde Marskplanter.

Men saa syntes mand i Ringkøbing, at Byen var blevet i alt for høj Grad udelukket fra Havet; der var alt for lang en Sejlads for Fiskerbaade helt ned til det sydlige Udløb, og kom de der endelig, saa hændte det, at det var tilsandet, saa de slet ikke kunde komme derigennem alligevel. Byen - og for Resten Beboerne omkring den nordlige Del af Fjorden forlangte da, at Udløbet skulde flyttes mod Nord, op midt paa Holmslands klit. - - Efter mange Forhandlinger frem og tilbage, med Forslag, der vilde koste op til 30 Millioner Korner, prøvede man at gennemskære Tangen ved Hvide Sande. Det skete 1910.

Ringkøbing drømte om en ny stor Fremtid som Havnestad. Aviserne skrev lange og glade Artikler, da den første Tjalk var gaaet igennem det ny Løb og ankommen til Byen. Men hvor længe var ………. Den første blev nok ogsaa den sidste! – Snart var Udløbet 10 Gange saa bredt som til at begynde med. Stormfloder kom igen som i gammel Tid, og Enges og Markers Afgrøde ødelagdes af Saltvand. – Dette kunde ikke gaa. – Den løse Gennemskæring havde kostet hen ved 1 Mill. Kr. Nu blev der af Rigsdagen bevilget Tjalk (foto-JN) en anden Million til Sikring af Udløbet mod Havets Angreb. Men Havet angreb saa kraftigt, at Sikringsforsøget mislykkedes aldeles, og man maatte skride til at lukke Udløbet. Det kostede nok en tredje Million. Forsøgsvis blev der saa gravet et udløb længere mod Syd, det nuværende, som kaldes Gødelen eller Gødeludløbet, da Gødelen egentlig er en Kanal Øst for Udløbet. Nu ligger Tipperne igen i Fred og kan igen yde sit rige Udbytte af Hø og Græsning.

Det meste af Aaret ligger Tipperne øde hen, overladt til Fuglene. Særlig før Hvide sande Kanalen blev aabnet, var der et ualmindelig rigt Fugleliv herude. I Tusindvis rugede Maagerne her. Saa tæt laa Rederne, at man vanskeligt kunde gaa paa deres Rugepladser uden at træde paa Æggene. Og sikken Spektakel Fuglene holdt, naar man kom ind paa deres Omraade. Med skarpe Skrig fløj de i Slag ned over Fredsforstyrreren, saa han uvilkaarligt dukkede sig, idet han hvert Øjeblik ventede, at de vilde angribe ham med Næbbet.

Skønt Fuglene er fredede, har det hændt, at Fiskere fra Bork har sejlet over og samlet sig Fiskekassen fuld af Æg. Bøsse har de maaske ogsaa haft med. Det er da ogsaa hændt, at en eller anden er blevet meldt til Politiet derfor og har faaet sig en Bøde; men det var nok i de færreste Tilfælde.

Om Sommeren færdes paa Sandene en Mængde Vadefugle, f.Eks. den store sortbrogede Klyde med det opadbøjede Næb; den kaldes af Folk derude Bro-Blikker efter dens Farve og Skrig. Af andre kan nævnes Klirer af forskellig Slags, de smaa, vævre Ryler, den lille Præstekrave med den hvide Krans om Halsen og Strandskaden med det lange, lige, røde Næb. Kobbersneppen kommer paa Træk.

- Hen paa Sommeren kommer der ogsaa Folk ud paa Tipperne. Først holdes de store Auktioner, hvor Parcellerne, der sædvanligvis er paa 3-4 Dages Slæt (Td. Land), udlejes; dernæst maa Lejerne ud for at bjærge Hø.

Tidligere blev det slaaet med Le, og da var det ofte, at Sletkarlene drog af Sted som Aftenen, saa de kunde faa begyndt at slaa, før Solen stod op, for naar Duggen var svunden, blev Leen sej at trække rundt. Nu slaas det meste Hø selvfølgelig med Maskine.

For uindviede kan det synes en Gaade, hvordan enhver finder sit Stykke; for naar man kører ad de sandede, daarlige Veje, hvorpaa Vognen slynger som et Skib i Blæst, ser man til Siderne kun sammenhængene grønne Sletter tilsyneladende uden Skel eller Grænser af nogen Slags; kun hist og her gaar en Lo. – Der er da heller ikke andet Skel mellem to Stykker end en opgravet Græstørv, en saakaldt ”Duel”, i hvert Hjørne; desuden er der et Nummer ogsaa Gravet.

Naar man da har fundet sit Nummer finder man Duelerne og skridter Arealet op fra Duel til Duel. Det er i den tidlige Morgenstund, og man ser da tydelige Linier i det dugvaade Græs. Saa kan Slaaningen begynde.

Nogle Dage senere skal Høet rives. Da er der Glæde blandt Gaardens (eller Husets) yngre Beboere: De skal ”Vester ud!” Det er en sand Højtid, særlig for Børnene. Rigtignok skal de tidligt op en saadan Dag, da de maaske har 2 a 3 Mil at køre, og derude maa de ogsaa hænge i, saa godt de kan; men saa er der den lange Køretur hen og hjem. – Paa Vejen derud kommer de forbi Fahl Kro, som ligger øde og ensomt, men i Høhøstens Tid vaagner op til Liv, da de, der skal ud paa Tipperne, her skal have en Kop Kaffe eller et Glas Øl. Før i Tiden var det særlig ”smaa Sorte”, der vankede; men i Krigstiden var det vanskeligt at faa fat paa Brændevin, og skammelig dyr var den; saa forsvandt de ”smaa Sorte”, og de kom ikke igen; de er i alt Fald sjældne. – Saa kommer Køreturen over Sandene. Hestene plasker og plasker i Vandet, og det er, som Vognen sejler af Sted. Særlig er det ”Spænd” for Børnene, hvis Vandet staar højt; men da ser Manden selv (Husbonden) ikke saa glad ud; for da er det haardt for Hestene. – Saa kommer de i Land paa modsat Side, kører gennem en Lo (rende) og fortsætter mod Nord.

”Hvor er vi nu?” spørger Børnene. ” Paa ”Skiden Bugt”, lyder Svaret. ”Skiden Bugt” er en Del af Værnet. Lidt senere er de paa Værnet og senere igen maaske Adams Pold.

Saa slides der Dagen igennem, dog med et Middagshvil i hvilket Børnene kan tumle sig frit. De sopper i en Lo, hvor der er væmmelig fedtet, eller i Kanten af Fjorden. Maaske er det en Dag med ualmindelig lav Vandstand, kun enkelte Pytter staar tilbage hist og her. Da kan der godt blive tale om at gøre en større Fangst af Fisk, som Vandet er løbet fra. Saadan fortælles der om en Mand, der saadan en Dag stod over for en Mængde Aal; det var kun at gribe ned og tage dem. Men han havde intet at komme dem i. Hvad gør han da? Jo, man maa jo hjælpe sig, som man kan! Han trak af Underbukserne, bandt for Buksebenene (model Jens Lyn – med lange ben? -JN) og havde saa en dejlig Pose, som han fyldte med Aal. Naa, Middagsstunden faar Ende, hvor kedeligt det end er, og Arbejdet fortsættes.

Henad Aften læsses der, og saa gaar Turen hjemad paa Hølæsset. Her ligger man saa dejlig lunt gemt ned og vugges let i Søvn, idet Vognen svajer og svinger paa de opkørte Veje. Forsigtigt maa der køres, hvis man ikke vil risikere en Væltetur. Man kan maaske faa den endda. Over Sandene glider det ganske jævnt. Hestene plasker ustandseligt af Sted. Her maa nemlig ingen Standsning ske med Læs; for idet Vognen holder i Vandet, ”tylder” Hjulene til i Løbet af faa Minutter, saa Hestene ikke kan sætte Vognen i Gang igen.

Den 24’ August skal Høet være af Engene, for den dag drives Kvæget derud i store Flokke. Det vogtes da af en Hyrde, for det meste en ældre Mand, maaske med en Dreng som Hjælper. Han har en ganske lille Hytte, hvor han kan ligge om Natten og have sine Madsager.

Det er ikke altid hverken nogen let eller nogen behagelig Bestilling at være Hyrde derude. Koldt og vaadt kan det være, naar det regner og stormer, og Hyrden skal rundt paa de udstrakte Engflader for at holde Tal paa sine Hundreder af Dyr. Og trist er det at være derude, naar det træffer ind med længere Tørke, saa Regnvandet i ”Sladerne” (Lavninger) tørres bort, saa der ikke findes andet Drikkevand til Dyrene, end hvad der kan øses op af et Par Brønde, hvori Vandet ogsaa er delvis brakt. Da brøler Dyrene af Tørst og er vanskelig at styre.

Pludselige Oversvømmelser kan ogsaa endnu komme. Vist nok for tre Aar siden sprang Vinden en Oktoberdag pludselig om i Nord, og Vandet steg med rasende Hurtighed ved Fjordens Sydende og overskyllede største Delen af Engene. En Del Faar druknede; men det lykkedes Hyrderne at faa Kreaturerne reddet op paa det tørre. Med Fare for deres eget Liv søger Hyrderne en saadan Dag at redde Dyrene.

Samme Oktoberdag var et Par Drenge gaaet ud at besøge deres Broder, som var Hyrde paa Værnet; altsaa paa den sydlige Del af Tipperne. Da de forlod ham og gik hjemad, Syd om Sandene, steg Vandet saa hurtigt, at de blev indespærret i Klitterne og maatte overnatte der uden overtøj og den ene endda barbenet. – Da man næste Morgen fandt dem, var de meget forkomne, og det varede længe, før den ene af dem forvandt den Nat.

- Den mest spændende Dag, Hyrderne paa Tipperne har oplevet, var dog nok den 1’ September 1917, den eneste Dag Verdenskrigen naaede til Danmark. Det var den Dag nogle engelske Krigsskibe jog 4 bevæbnede tyske Travlere ind paa Stranden ved Holmslands Klit. Englænderne skød for langt, saa der den Morgenstund faldt mange Granater paa Engene, paa Sandene og i Fjorden, saa at man i de første Par Aar derefter flere Gange afsøgte Egnen for at finde og uskadeliggøre Granaterne.

Granaterne sprang ikke i den bløde Engbund, saa de gjorde ingen Fortræd; men Kreaturerne flokkedes og brølede af Angst, saa det kunde høres langt bort. – Gamle Koldtoft, der var Hyrde, var ude at se sig om; men han Hjælper, en 14-15 Aars dreng, blev ræd og gemte sig i Sengen. Der siges, at en Granat kom ham saa nær, at den berørte Sengen. Da sagde den gamle til Drengen: ” Nu kan du lige saa godt staa op, for nu ser det ud til at være lige saa farligt i sengen som udenfor!” Men Knægten puttede Hovedet under Dynen og blev der, til det temmelig kortvarige Uvejr var drevet over.

Omkring ved den 10’ Oktober tages Kreaturerne hjem fra Tipperne. Og saa ligger Tipperne igen øde hen, overladt til Fuglene og de enkelte nysgerrige, der med (eller uden) Tilladelse tager derud for at se den ejendommelige Natur og det rige Fugleliv.

Fr. Nedergaard.

******************************

Skov- og Naturstyrelsens hjemmeside 2006: http://www.sns.dk/jagt/reservatfoldere/tipperne/tippernedk.html

Tippernes historie. I sydenden af Ringkøbing Fjord ligger Tipperhalvøen. Tipperne er et ungt landskab - blot nogle få hundrede år gammelt. Det er opstået ved aflejring af sand og klæg øst for Holmslands klittange.

Gabet i Holmsland Klit, der dannede forbindelsen mellem Ringkøbing Fjord og Vesterhavet, vandrede i 1600-1800-tallet sydpå. Indenfor Gabet aflejredes de store sandflader Haurvig Grund og Tippesande. På disse dannedes strandvolds- og klitsystemer, som blandt andet det nuværende Store-tipper.

I læ heraf foregik marsk-dannelsen ved aflejring af et klæglag, hvorpå marskengens planter kunne etablere sig.

I 1768-77 overtog staten den nordlige del af Tipperhalvøen. I 1898 indførtes bestemmelser om fredning af fuglelivet i området. Målet var at sikre et uforstyrret yngle-, fouragerings- og rasteområde for vandfugle.

I 1928 blev reservatet oprettet, og der blev ansat en opsynsmand.

Tipperne hører i dag under Miljø- og Energiministeriet og administreres af Skov- og Naturstyrelsen ved Oxbøl Statsskovdistrikt. Skovdistriktet står for opsyn og pleje samt publikumsinformation. Fuglelivet på Tipperne overvåges intensivt af ornitologer, der er ansat til denne opgave af Danmarks Miljøundersøgelser.

Engenes Ynglefugle. Siden 1928 er Tippernes ynglefugle blevet optalt hvert år. En tilsvarende lang optællingsperiode findes kun få steder i Europa. Antallet varierer og nåede for mange arters vedkommende et minimum omkring 1970. Vegetationen var da blevet meget høj på grund af ophør med høslæt og græsning. Da de fleste vadefugle foretrækker kortgræssede enge, igangsatte man et plejeprogram i 1972. Engene blev genskabt og i løbet af 1970'erne og især midt i 1980'erne steg antallet af ynglefugle kraftigt.

I dag yngler mere end 1.000 par vadefugle på Tipperne. Almindelige ynglearter er klyde, stor kobbersneppe, vibe, rødben, brushane, almindelig ryle og strandskade. Tipperne er et af de vigtigste yngleområder i Danmark for blandt andet brushane og alm. ryle.

Tippernes trækfugle. Tipperne er sammen med de lavvandede grunde omkring halvøen rasteplads for tusindvis af vadefugle, ænder og gæs. Fra april til september er vadefugletrækket på sit højeste. I store antal ses almindelig ryle, vibe, brushane, klyde, rødben, stor regnspove, lille kobbersneppe og hjejle. I marts og april samt i september og oktober kommer ænderne for at raste. De mest almindelige er krikand, pibeand, gråand og spidsand. Herudover ses skeand og gravand hyppigt. Efterår og især forår ses mange gæs, blandt andet knortegås, grågås, kortnæbbet gås og bramgås. I vinterhalvåret ses stor skallesluger, hvinand og knopsvane.

Tippernes enge skal plejes. Manglende udnyttelse og pleje betyder at fuglerige strandenge bliver til fuglefattige kær med tagrør og pilekrat. I kontrolområdet på Tipperne, hvor der ikke plejes, kan man se et eksempel på denne udvikling.

Ved hjælp af kreaturgræsning, høslæt og slåning bevares eller genskabes de kortgræssede enge, der er optimale for ynglende og rastende vandfugle. Vidtstrakte, kortgræssede enge er blevet en sjælden naturtype i Danmark. I grøfter og loer stemmes vandet op for at holde engene våde i fuglenes yngletid.

Planter på Tipperne. Botanisk er Tipperhalvøen meget spændende. Plantesamfundene er en blanding mellem strandeng, ferskeng og hedemose. Man kan finde flere sjældne og fredede planter på engene.

Fjorden. Fjordens udveksling af vand med Nordsøen sker gennem sluseanlægget ved Hvide Sande. Vandstanden i fjorden og oversvømmelser af engene langs fjorden er således afhængig af slusepraksis ved Hvide Sande. Efter udretningen af Skjern Å sidst i tresserne blev vandkvaliteten i fjorden stærkt påvirket af okker og næringssalte, hvilket blandt andet resulterede i, at bundvegetationen forsvandt. En ændret slusepraksis med en større udskiftning af fjordens vand skal afhjælpe dette problem og genskabe et mere robust økosystem. Herved øges også saltindholdet i fjorden således, at marine arter af planter og lavere dyr kan etablere sig.

Besøg på Tipperne. De indre farvande og havet omkring Danmark har stor betydning for trækfugle som gæs, ænder og vadefugle. Det pålægger Danmark internationale forpligtigelser til at beskytte disse fugle. Vi skal sørge for, at fuglene kan finde ro til at yngle, hvile og søge føde. Derfor må nogle områder være lukkede for færdsel og jagt.

Tipperne indgår i en fredning af Ringkøbing Fjord, der desuden er udpeget som et internationalt vigtigt område for vandfugle i henhold til Ramsarkonventionen og EF's fuglebeskyttelsesdirektiv.

For at fuglene ikke skal forstyrres er Tipperne generelt lukket for publikums adgang.

På følgende tidspunkter er der dog mulighed for at komme ind i reservatet:

Søndage, fra 1. feb. - 31. marts: kl. 10.00 - 12.00.

Søndage, fra 1. april - 31. aug.: kl. 8.00 - 10.00.

Søndage, fra 1. sep. - 30. nov.:
kl. 10.00 - 12.00. Husk kikkert og fuglebog.

RETUR TIL OVERSIGT

****************************

Vor Far

Vor Far! – din Far og min Far – vor Far! – Vi er en Søskendeflok, saa mange som med Sandhed bærer Kristennavn. Og vi bor i Fælleshjemmet – i Menigheden – allerede her, selv om vi ikke altid er saa gode og trofaste Børn, som vi burde være.

Det kan hænde, at et af Børnene gaar bort fra Hjemmet. Maaske som en lille 3 aars Dreng, der kører ud ad Vejen med sin Trillebør nok saa fornøjet, indtil han opdager, at han er borte fra Hjemmet og ikke kan finde tilbage igen. – Da bliver han fortvivlet, og Fortvivlelsen stilles ikke, før han har fundet den rigtige Vej igen. Han bliver henrykt, hvis en vil tage ham ved Haanden og føre ham tilbage, tilbage til Far og Mor og Søskende.

Et andet Barn lokkes maaske bort ved gyldne Løfter, narres med, indtil det ser, at det alt sammen svinder ind og bliver til intet mod alt det derhjemme, og saa gaar det Barn hjem igen.

Et tredje Barn synes maaske, at alt derhjemme er tomt og kedeligt. Han drages ud; blændes af Verdens udvortes Glimmer, indtil han føler Tomheden og Usikkerheden derude og opdager, at derhjemme var Tryghed og Livsfylde i bedste Forstand. (Den fortabte Søn).

Men derhjemme staaer Børnene ikke spændte og vogter paa deres Fars mindste Bud eller Ønske. De gør, hvad han siger til dem, villig og glad, og som gode Børn søger de ogsaa at gætte hans Ønsker og opfylde dem. Men saa løber de ud og leger, leger friske og glade, til der kaldes paa dem.

Der tales saa tit om Grundtvigianernes Letsind. De (vi) kan tage Del i Dans, Skuespil o.a. verdslige Ting. Og dog er de Ting for et Guds Barn som Legen for det gode Barn i det jordiske Hjem. Vi skal ikke staa spændte og vogte paa Guds Ansigt til enhver Tid for at opfylde hans mindste Ønske; det kunde hænde, vi gættede Ønsker, som aldrig havde været. – Nej, lad os vende os mod ham, vor Far, med fuld Tillid, saadan som Børn kan gøre det over for deres jordiske Forældre.

En lille Dreng, som havde siddet og hørt de voksne tale om, hvor usselt Landet blev styret sagde til sin ældre Broder: ”Tror du ikke ogsaa, at hvis Far blev Minister, saa skulde det nok komme til at gaa godt alt sammen?” - - For Drengen var der ikke Tvivl om, at hans Far baade vilde og kunde udrette det bedste.

Saadan skal vi ogsaa have det over for vor himmelske Far; saa kender vi hans Røst og lyder den gerne, og da kan vi ogsaa lege trygt, idet vi føler hans Faderøje vaage over os og hans Magt skærme os mod Fald og Fristelse.

Og dog – det kan hænde, at end ogsaa et godt Barn forser sig. Det kan være haardt at komme til Far saa. Men det ved vi, at kommer vi og beder om Forladelse af et oprigtigt Hjerte, da vil han ikke støde os bort, men tilgive, saa vi kan gaa ud igen med en dybere Glæde over vor Far end nogen Sinde før.

*********************************

Digte:

Buketten i Krystalvasen

I Krystalvasen staar der en vissen Buket,

med Ho’derne Blomsterne hænger;

Krystallets smaarudede Tavl glimter net,

men til Afløsning Blomsterne trænger.

De Ho’derne tungt imod Jord bøjer ned

med visne, forkrøllede Blade,

dog Farver saa klare, trods alt hvad der sved,

end straaler saa stærke og glade.

Som Blomsten saa Menneskets Liv rinder hen.

Det blomstrer i Ungdommens Sommer;

men Ungdommen svinder, kun lidt er igen

af Pragten, naar Alderdom kommer.

Hvad hjælper vel Ære og udvortes Pragt,

om Skallen end funklende straaler,

hvis ikke vort Hjertes stærkt falmede Dragt

dog Glans af en Evighed taaler!

De første Livstegn.

Hvad var det, der puffed’ saa underligt ømt –

under mit Hjerte saa mærkelig blødt?

Var det maaske noget, jeg netop har drømt?

- Saa var det dog vidunderlig sødt!

Aah nej! Nu jeg mærkede det jo igen!

Pulsen banker saa heftig og varm.

En Sødme saa stor og dejlig som den

følte jeg aldrig fylde mim Barm!

Du sødeste, kæreste Væsen, jeg ved,

skænker mig Lykkens den dejlige Skaal

saa fuld, at mit Hjerte svulmer derved:

Du er mit Væsens fuldeste Maal!

Med hellig andagt jeg Underet bær’,

Livets nyskabte, mystiske Frø.

Alverden for mig staar i Underets Skær.

- Miste det! Nej, saa hellere dø!

Efter hendes Sygdom

Frisk og rask som nogen Sinde

sværmer du nu rundt herinde,

bringer med dig Vaarens Vinde,

saa at Is og Sne maa rinde

og i Grøft og Grav forsvinde.

Briste maa nu Skal og hinde,

om kan Livets Kræfter binde.

Hvis du altid maatte finde,

her er Livs og Glædes Grinde,

du til Lykkens Land kan binde,

vil vi stadig Lykke vinde!

Hil dig, kæreste Veninde!

Efterspil.

Store Ord randt i min Mund;

jeg bliver tavs og stille.

Var det Klang og Mundsvejr kun,

saa er jeg lav og lille.

Vel løb Følelsernes Strøm

saa tit for stærkt herinde;

Handling fulgte ej paa Drøm,

og Drømmen maatte svinde.

Tænkte jeg end kønt og godt,

blev Handlingerne slette;

onde Magter brød mit Slot

af Luftkasteller lette.

Var det Luftkasteller blot,

som her jeg op mig bygged’?

Nej – vel gaar det yderst smaat,

men frem, trods hvad der trykket’.

Strømmen er der, det ved jeg;

jeg føler at den rinder!

Viger jeg end fra dens Vej,

jeg atter tid den finder.

Det var ikke min egen Magt,

som herinde Strømmen førte;

han, med hvem jeg slutted’ Pagt,

ved syndig Villie rørte.

Falder jeg end dybt og haardt,

han vil mig atter løfte;

at min Tyngsel svinder bort:

han er min stærke Høfde!

En frostklar Aften.

En frostklar Aften kaster sin Glans

hen over huse og Træer;

den letter mit Sind og fryder min Sans;

saa frisk bliver hele min Færd.

Ja, Luften er saa stille og ren,

ret som Krystal er den skær;

jeg glemmer al Tyngsel og skærende Men;

saa let bliver hele min Færd.

En Fugleskare haster af Sted –

højt over Huse og Træer;

de flyver saa langt, saa langt af Led;

som dem higer hele min Færd.

Nu tændes i Øster Stjernerne smaa –

blegt skinner Himlens Hær.

Som Himlen nu dunkle, de funkler derpaa;

de løfter mit Sind og min Færd.

En frostklar Aften øde og kold –

Kulden gaar isnende nær;

og dog i den lette og lysende Vold

jeg føler saa fri al min Færd.

RETUR TIL OVERSIGT

Fars Dreng

Kom, min lille Ven!

kom til Baba hen!

Du skal ikke være bange,

Far skal nok dig fange!

Sæt du bare af,

kom du kom i Trav!

Saa vil du slet ikke falde.

Hører du mig kalde?

Nu han sætter fra

det gaar rigtig bra.

Han saa skelmsk paa Baba titter

- Ben og Arme stritter!

Nu han løber til,

sætter alt paa spil,

og i Favnen Baba faar;

han helt stolt det klarer!

Vil du op til Far?

Flot du klaret har

Gulvets slemme, glatte Flade,

det maa Far dig lade!

Babas Knæ er Hest,

dertil egnet bedst;

og med Smil han rider Ranke

over Dal og Banke.

Georginen.

Du straalende Sol,

du dejlige Georgine!

om Stilkens Pol

sig kranser Bladene fine.

De lyser i Krans

fra guldgult til lilla-hvide;

i skæreste Glans

de skinner, rene og blide.

Frygtet du er

blandt Blomsternes Skønhedsvrimmel.

For mig dog bær’

du Pris for din klare Himmel.

Naar jeg dig nu ser,

maa jeg betragte dig nær

og se, hvor du ler

mod Lyset med reneste Skær.

Himmelflugten

12.01.1928

I no’en har Du nedlagt de vældigste Kræfter;

de synger, de kæmper og ler.

Vi andre kan tralle dem Viserne efter;

men Dybderne aldrig vi ser.

Snart farer de op imod Himmelens Bue,

og snart gaar det dybt ned mod Hel.

Vi kun paa det jævne kan Himlen skue;

men naa den formaar vi ej selv.

Men Du giver Kræfter til Vandring hernede,

ved Dig kun vi hæves mod Sky.

Mod Dig vil vi Hænderne hæve og bede:

Bær os mod det evige Gry!

Hjem fra Fjordengene.

Landsbyen ligger i stille Fred –

man hører fra Staldene Køerne dryner.

Solen for længst nu er ringet ned;

i fjerneste Vesten, det blafrende lyner.

Folk har nu Dagens Virksomhed endt,

og Aftenen slutter dem alle i Favnen;

sent er fra Engen mod Hjemmet de vendt;

gennem lyse Taager de drager mod Havnen.

Fred de kører som gennem Vand

fortryllet af Taagernes mystiske Dansen;

men Hestenes Hovslag i Vejens Sand

og Vognenes Knirken beroliger Sansen.

Ind gennem Landsbyen Læs paa Læs

i skumplende Række saa langsomt drager;

ude fra Engenes vandflydte Næs

de kommer, mens Vognene ynkeligt knager.

De humpler og skumpler saa roligt af Sted,

mens Maanen bag florlette Skyer smiler,

gennem vor Landsby i aftenlig Fred;

paa Hølæsset Ungdom saa sødelig hviler.

I Klit og Eng.

Til Klitternes Øde

de henrykte for;

med Kunder saa røde

det jublende Kor

sig boltred’ i Sandet

Saa oppe paa Højen

saa stille de stod

og saa efter Røgen,

der hvirvlende lod

en Strime i Luften.

I Gaarden derhjemme

der havde de Rod;

ej skulde de glemme,

der hented’ de Mod

til Farten derude.

Saa sled de i Enge

med Kraft og Humør;

for Piger og Drenge

de tænkte som før,

at jer var de hjemme!

I Vaghedens Stund.

Jeg falder hen,

bli’r Drømmer igen

fra Morgen til Aftenstund.

Nej holdt, min Ven!

din Tanke nu vend

mod Livskraftens dyre Grund!

Hvorfor dog staa’

og stirre hen paa

dig selv, og hvor ful du er!

Saa heller gaa

- med Skridtene smaa –

mod Maalet, der er det værd.

Gaa trøstig frem,

saa kommer du hjem,

blev Drøm end ej altid Daad.

Og var du slem,

saa arbejd’, og glem

kun ikke, at Gud ved Raad!

Tag Raadet nu!

indskriv i den Hu,

at Maalet er evig stort!

Skal Hjertet du,

da indvi det nu

til ham, der kun godt har gjort!

Mod største Maal

gennem Lidelsers Baal

han gik uden Tøven hen.

Saa drik din Skaal,

med Glæde kun taal!

du faar det jo syv Fold igen.

Ind under Jul.

Storm og Regn og sludfulde Dage!

- Tunge Skyer vi ser nu jage

hen over Landet med Julesne?

Nej, ak nej,

kun Regn er at se.

Stormen tuder saa fælt derude,

Regn og Hagel slaar paa vor Rude;

- Efteraar har vi ved Juletid.

Ja, ak ja,

ej Jorden er hvid.

Nu maa Julen ret snart sig klæde;

nok har vi af den mørke Væde;

nu maa vi have lidt Julesne!

Ja, aah ja,

lidt nyfalden Sne!

Tindre skal alle Træer og Grene

med Krystaller, lyse og rene;

alting skal glimre af julesne!

tak – ja, ja,

hvor skønt bliver det!

Julebøn.

Aah Gud! se til vor arme Jord,

hvor Mennesker lider!

Du ser jo, at vor Nød er stor;

hist Sult, her Kulden svider.

Kom til os med Din Julefred

trods alt, der kan os knuge,

og lad os se Din Kærlighed!

ej Had vor Marv udsuge!

Ja, fyld os med Din Kærlighed

i Sindet dybest inde,

saa enkelt Mand og Folk Din Fred

maa faa og evigt vinde!

Lovsang.

Jesus Kristus, vor Konge stor!

Dig skal hilse vort Hyldings Kor!

Højt i Himles Himle Du bor,

kom dog at frelse den faldne Jord.

Du Dig klædte i Mandens Kød,

stærkt Din Tale om Gudsriget lød.

Mens fuldtrange Kaar man Dig bød,

voksed’ for os dog en Morgen rød.

Ja, for os Du paa Korset led,

Død og Helved’ Du gennemstred

og som Paaskemorgenen skred

saa vi din straalende Herlighed.

Priset være Dig, høje Drot!

Alt hernede er laat og smaat;

har vi Dig til Herre dog blot

Livet for os bliver lyst og godt!

Rougsøbladet Febr. 1927

RETUR TIL OVERSIGT

Løvspring i Haven.

Det er Dag saa herligt, saa herligt et Foraarsvejr;

det lysegule Løv titter frem paa Havens Træer,

og Fugle synger jublende baade fjernt og nær;

thi Livets Kraft dem fulder, baade en og hver.

Ja, Fuglesangen klinger frydelig for vist;

de grønne Spirer skyder frem baade her og hist,

med nyfødt Kraft de bryder paa uden Ro og Rist;

ved Livet sig fryder Fuglen som hvor en Blomst og Kvist.

Her titter Anemoner, hist blaa Violer frem;

dog lyseblaa smaa Iris de overstraaler dem.

Blandt Phyrrus’ nøgne Grene er røde Blomsters Hjem.

Af Fryd det mig risler sødt gennem Krop og hvert et Lem!

Som hver en Busk og Plante nu fyldes af livsfrisk Saft,

og Løv og straalende Blomster fylder hver en Raft,

saa føler i mit Indre jeg nu en nyfødt Kraft,

der giver mit Liv en Styrke, jeg aldrig før har haft.

Kirkekoncerten.

Du sidder i Kirken saa stille

og lytter til Orgelets kraftfulde Toner,

som bruser saa stærke og vilde.

Du føres til mildere Toner,

da de sig nu langsomt sænker,

saa slet ikke mere du tænker

paa alt, der kan Uro vække;

thi Tonerne strømmer som klare Bække

og løfter dig op ”til den straalende Top,

hvorfra vi er sunkne, men atter skal op”.

Da Tonerne atter sig kraftfuldt hæver,

saa hele det mægtige Kirkerum bæver.

En vældig brusende Slutningsakkord,

og Orglets Toner dør fuldstændig bort.

- Igen de sagtelig klinger

og følger Koret, hvis Sange sig svinger

saa lette og klare mod Hvælvingens Bue,

som kunde slet intet i Verden den kue!

De tier. Du vaagner som af en Drøm. –

Er nu den dejlige klare Strøm

af Toner holdt op med at rinde?

Vil straks af mit sind den nu svinde?

- Aah nej, den risler endnu i mit Indre,

den gør mig saa let og saa glad.

Den gør dog ikke min Længsel mindre

mod ham, som saa tit ved min Side sad.

Mit Hjerte er fuldt; mod ham det sig vender;

til ham mine lønligste Tanker jeg sender!

Langesø.

Skovsøen i Oktober.

Langesø! du blanke, vidunderlige Sø,

din Skønhed den var mig et Evighedsfrø.

Du laa der saa rolig, betagende klar,

og Himmelen spejled’ dit krystalklare Glar.

Skovene kranser dig rundt omkring;

i skønneste Dragt straaler Træernes Ring.

Farverne straaler med reneste Skær;

de mørkegrønne Elle staar Vankanten nær,

og bagved saa gult hænger Birkenes Løv.

Men Bøgene rejser sig, hvisker et: Tøv!

vore guldskinnende Blade er Bort. –

Dog bagved sig rejser en Grantykning sort.

Træernes Farver fra Søbreddens Rand

vidunderlig rent i det sølvblanke Vand

sig spejler, mens Himlen i Dybet gaar ned,

saa dybt, aa, saa dybt – i Uendelighed.

Dybblaat og guldgult og fineste grønt!

saa rent og saa skært, saa betagende skønt.

Baadbroen svæver paa det spejlende Vand.

De skørnede Planker fra den mosede Rand

mig fører helt ud i det underfulde Rum,

hvor Verden er glemt og dens Smaaligheds Sum.

Driftigt jeg svæver i Himlenes Ro;

betagende Fryd fylder Hjertet med Tro.

Himmelen over mig er bleg og saa nær

kun spraglet af Skyernes sejlende Hær;

men himlen bag Søens Krystal er saa vid,

Endeligheden forsvinder og – Tid.

Ønskerne kommer: Kunde altid jeg her

af Tyngselen friet - bo Guddommen nær!

Livsvældet.

Der i mit Indre et sprudlende Væld,

det rinder i Gry, og det rinder i Kvæld;

det kommer fra Sjælens det underfulde Dyb

og hæver mig højt over jordbundet Kryb.

Det vælde udspringer i Evigheds Land,

og Frugtbarhed bringer det Jordlivets Sand.

Udtørredes Kilden, var landet en Ørk,

saa øde og trist knugende mørk.

Vel vidste jeg altid, at Kilden den sprang,

men en Gang jeg hørte dog aldrig dens Sang.

Dens Rislen opslugtes af Verdens larm;

jeg hørte den ikke – blev ussel og arm.

Da udsprang en Bæk af mig Hjertes Is.

En varmende Sol og en smeltende Bris

fremkaldte den Strøm, i hvis friskende Vand

min Sjæl sig opmuntre og bade nu kan.

Den mødtes med Vældet, der kommer fra Gud,

og saadan hans Aand da bringer mig Bud

fra Evighedslivet bag Jordlivets Strand,

hvor Gudssolen skinner i Kræfternes Land.

Den varmende Sol og den smeltende Vind

er du, som rykked’ med Glæde herind!

Du lærte mig, Livet er evighedsfødt;

Gudsliv ejer mennesket, som var forstødt.

Sendt til Randers Dagblad og Rougsøbladet 10.03.1928

Min Barndoms Eng.

Du drager mig, min Barndoms Eng!

Din Høduft og din Blomsterseng,

dit Arbejd’ og din lyse Fest;

knap ved jeg, hvad mig hued’ bedst!

Hist breder du dig, grønne Eng,

en Flage strakt i vaade Seng;

saa jævn og blød – i roligt Hvil

du strækker dig halvanden Mil.

Her gror det drøje, fede Græs,

som giver Bonden tunge Læs;

her Høets Duft en solklar Dag

forened' os i festligt Lag.

Vel sled vi haardt, saa Sveden randt,

og Ryggen værked’ – det er sandt;

men Høets friske Krydder Duft

gav os en liflig Arbejds Luft.

Saa kørte vi ved Aftenstid

med Solskær over Klitten hvid

fra Arbejds-Leg mod Hjemmets Port,

før Natten vælded’ frem saa sort.

Vi kørte over vanddækt Sand;

saa dunkel ligger østlig Strand;

mod Vest det glitrer fjernt og nær

i Solnedgangens Flammeskær.

Jeg hvilte i Naturens Favn

og hviskede Guds Fadernavn

Jeg priste ham, mens Sol gik ned;

thi alt, ja, alt var Herlighed!

En stille Fred var overalt;

en Glans fra Evigheden faldt

fra Himlens høje Straalehvælv

og skabte Hjertets Glædeskælv!

Min Lykkeblomst gror

Vel fik jeg ikke det storslaa’de Sving,

som andre saa tit os duperede med:

men Øjne jeg fik for at se mig omkring,

og hvad jeg har set, maa jeg glæde mig ved.

Først boede jeg ude ved Enge og Fjord,

og Bækken der drog mig i Vinter og Vraa.

Nu har jeg mit Hjem og min Lykkeblomst gror

blandt kuplede Bakker og Skove hvert Aar.

Mindemaaltidet

Skærtorsdag, den 05.04.1928

Her er stille, her er Andagt

under Kirkens tyste Hvælv;

tavse flokkes Mænd og Kvinder

indadvendte mod sig selv.

Her nu holdes Mindefesten

som igennem tusind Aar;

tunge Sind oplever Trøsten,

Lægedom for dybe Saar.

Livet, som derude leves

bundet haardt i Ondskabs Vold,

vendes her mod høje Tinder,

løst af Skæbnelænken kold.

Thi her byder han som Gæster

alle, som ham mindes vil

med hans Gerning, Død og Pine,

som i Tro ham hører til.

Skaren her i Andagt kommer

vendt mod Aandens høje Kald;

Hjerter banker, Sind nu stemmes;

Kirken er en Mindehal.

Ikke dog for blege Minder

om en Herlighed, som svandt,

men for minderne, der stadig

rinder gennem Ord, som bandt.

Ord, som lyder stærke, milde

til en stakkels ensom Mand,

der gik træt i Verdens Ørken

uden Skønt af Livets Land.

Her han mærker Guddomsrøsten

trænge ind med Trøst og Fred,

midt i en fortvivlet Verden

med et Bud fra Evighed:

Livet dit, af Gud det skabtes,

tro det kun, og spis og drik,

Livets Mad som Han dig rækker

derved Del du med ham fik.

Skaven vandrer for Guds Ansigt

frem imod en Evighed,

som kan smelte Verdens Haardhed,

som saa dybt i Hjertet sved.

FrN. 5/4-28. 17.03.1929 sendt til R.D.

(Randers Dagblad) og Rougsøbladet

den 26.03.1929 Bragt i begge.

RETUR TIL OVERSIGT

Mod Foraar.

Solen Lyser;

men det fryser

Dag og Nat.

Blomster pipper,

gule Snipper

Frost har sat.

Solen Varmer,

Spurve larmer –

Stærefløjt.

Sneens Dynger

Ligvers synger

tungt, og drøjt

Op af Døde

rejses søde

Liljer smaa.

Muntre Sange

Vinterfange

nynner paa.

Træers Stimle

Fuglevrimle

hiver op.

Vaaren vækker

Blomsterrækker,

Bladets Knop.

Knopper svulmer,

Kræfter ulmer

endnu skjult.

Bøgens Blade

foraarsglade

lyser gult.

Moseenge;

Mark og Vænge

grønnes nu.

Livet atter

Kræfter fatter,

Jomfrublu.

Skøn er Vaaren,

af den baaren

Livets Dyst.

Ja, vi atter

fuldt ud fatter

Livets Lyst.

Den 12.04.1931

Mod Jul.

Nu kommer Julen og spreder sin Glans

over vort Ansigt og Sind,

binder af Minder den skønneste Krans;

Glædesblus tændes paa Kind.

Udenfor alt er saa mørkt og saa koldt,

Jorden er drivende vaad;

dog end vort Hjerte sin Glæde beholdt:

Lyset for Mørket ved Raad!

Kristus kom i den mørkeste Tid

her til os Syndere ned.

Natten blev straalende lys og blid –

stærkt imod Dagen det led.

Nu vi os glæder trods Mørke og Kuld:

Solen vil sejre engang!

Straale den skal over Sjæl og Muld;

det giver Sangen sin Klang!

Mod Vaar

De nøgne Træer løves,

af Fugle Luften kløves’ i Skarpe Vindes Vejr.

Nu Livets Kræfter brydes,

vor Sjæl i Længsel Frydes

af Vaarens skønne Hær.

Den skarpe Luft vil mildnes,

og Livets Kræfter ildnes

i alle Hjerter nu.

Igennem Livet bryder,

Naturens Under fryder,

og glemt er Vintergru.

Det store Livets Under,

som læger Vintrens Vunder,

nu møder os paany.

Forventningsfuldt nu bæver

vort Hjerte; himlen hæver

sig over Verdens Gny.

F.N. Avisudklip fra 1940

Møllen og Efteraarstaagen.

Dag for Dag den tunge Taage hænger

over Mark og Eng, om Hus og Gaard;

intet Vindpust mer den sønderflænger.

Taagen alt indhyller. Møllen staar.

Op i Taagen Vingerne forsvinder,

Sejlene helt slappe hænger ned;

Taagetaarer stadig nedad rinder;

Møllen græder i sin Ensomhed.

Kornet stablet op i store Dynger

venter paa at blive gjort til Mel.

Alt er stille; ingen Kværne synger;

- mystisk Rottegnav fra hver en Del.

Dag for Dag den Møller bittert stirrer

i den klamme, hvide Taage ind,

mens det stadigt i hans Tanker svirrer:

Kommer ikke snart en Vestenvind?

Dage gaar og Dage kommer atter.

Julen nærmer sig med raske Skridt.

Hvordan Enden bliver, knap han fatter;

Døden raader – Spindelvæv og Skidt!

Maaneskin.

Maanen skinner skarpt og klart

paa Himlen høj og bleg;

matte Stjerne svinder snart

paa Lysets blanke Vej.

Lys og løs en lille Sky

i Straaler bader sig,

føler sig blandt Stjerner kry:

Dem overstraaler jeg!

Maanens Straaler Sølverglans

strør over Vej og Gaard.

Vældigt Poplens Krones Krans

mod klare Baggrund staar.

Bagved lyser Kirkens Mur.

Selv skumle Kirkegaard,

uslest, faldefærdigt Skur

en Skønheds Sølvglans faar.

Verdens lyse Herlighed

i Maanens Straaler staar

skarpt belyst, i rolig Fred –

og frit mit Hjerte slaar.

Sommer

Smilende, blinkende Sandene ligger.

Fuglene vadende, badende nikker,

travle og vimse de farer omkring

for saa at lette med hastige Sving.

Sollys og blanke Vande –

det er i Dag den vide Sande!

Himmelen højner sig blaanende over

Vandene, Fuglene, Enge, som sover.

Loke har travlt med sin Havresæd.

Kun over Havet en Regnbyge græd.

Hen over Klittens Rande

Solbrink som over den blanke Sande.

Engen rundt om i Velbehag strækker

Armene ud; nok saa blød og lækker;

Afgrøden vokser i bugnende Lag.

Sandene favner dem sødt i Dag.

Vogne med Slætkarle lander

efter den glimrende Tur over Sander.

Og som mod Aften da Solen alt sættes,

Vandene, Klitterne, Engene mættes

daarende skønt af Solstraaleguld. –

Atter en Ørk – ja, men vidunderfuld.

Verdeners skønneste Lande

maaler sig ej med Klitter og Sande!

Skovkongen

Var du i Skoven en Maaneskinsnat,

mens Træerne susede?

Vindene leged’ med Løvet Tagfat,

og Skovdybet brusede.

Saa du i Løvets lethvirvlende Krans

Skovkongens Dans?

Saa du hans Krone; der funkled’ som Guld,

mens Stjernerne blinkede?

Saa du ham nikke saa underlig huld,

og Skovaander vinkede?

Lød du hans Kalden mod Skovdybet hen?

- Svandt han igen?

Lød du hans Kalden og fulgte hans Fjed,

mens Hjertet det bævede!

Saa du, hvor Skyggerne koglende gled,

og Skovaander svævede

om dig i hvirvlende, tirrende Dans! –

da var du hans!

Troldbunden fulgte du ham gennem Dal;

og intet du sansede,

før du stod undrende midt i en Sal,

hvor Pigerne dansede.

Her var saa højt og skærende lyst;

Dansen gik tyst.

Pigerne dansed’ omkring dig og sand

saa yndigt bedaarende.

Med du da førtes, i Dansen dig svang.

Men Kongen lo saarende.

Latteren isned’ din Sans og dit Sind

som bidende Vind!

Bort du da flygted’ saa underlig mat,

nu friet af Spændingen.

Granernes Sus lyder vældigt bag Krat

som Bølger i Brændingen.

Her under Løvtræers falmede Dragt

faldt Kongens Magt.

Her vi jo saa ham saa mangen en Gang

i Sumpen sig strækkende:

Hov’det var rundt, og Kroppen var lang

med Benene rækkende

langt ind i Vildnissets dybeste Vraa.

- Saa vi derpaa?

Ja, thi om Natten, naar Blæsten slog Top

med Bladene raslende,

Trolden han hæved’ sin mægtige Krop

fra Sivene skraslende.

Da saa vi Løvets lethvirvlende Krans

Skovkongens Dans!

Sommeren gaar paa Held

Nu Danmarks Sommer gaar stærkt paa Held

Nu standser i Planternes Safternes Væld

og Bladene falmer, bliver brune og gule

til Syden drager nu alle Smaafugle.

Naturen end straaler i Farvepragt;

men snart, ja snart er Skovens Dragt

en luvslidt Kaabe som Stormene splitter,

og triste og øde Trægrenene stritter.

Væksten er standset, og Døden er nær,

og høj og kold staar Himlen bag Træer.

Nu Danmarks Sommer er gangen til Ende;

vi føler vort Hjerte af Vemod brænde;

forbi er Sommerens lyse Nat,

endnu før vi rigtig fik den fat.

Favnet du Sommer i Danmarks Land,

du unge Kvinde og unge Mand?

Strakte du mod den Hænder og Hjerte,

mens Hjertet banked i Fryd og Smerte,

indtog du dit dejlige Bølgeland

imellem Fjord og Bugter og Strand,

hvor Sæden bølged som Guld i Vang,

hvor Vinden viftede, mens Fugle sang,

hvor Skoven sused i festlige Vinde,

mens Skyer lod Skyggerne komme og svinde.

Vel er vort Land kun lavt og fladt;

det Stempel har fremmede paa det sat;

men dog det sig bugter i Bakke Dal

og højt vi siger helt uden Pral

at du vort Land er skønnest i Norden,

hvem ved, maaske er du skønnest paa Jorden.

Du favnede mig saa ømt og blødt

mit Land, du gamle Land, hvor jeg er født,

her er min Verden for alle Tider

her bor jeg, lever, glædes og lider.

Og svinder end i Efteraar din Sommer

med al sin Frugtbarhed og Grøde

og ved vi end at golde Vinter Kommer

da alt er stivnet, koldt og øde,

vi venter dog paany en Vaar,

vi ved den kommer;

vi ved, den læger Vinterens Saar,

og det blir atter Sommer.

Saa favn dit Land, ihvad der kommer,

i Solskin, Blæst, naar Regnen trommer;

for her er bedst for dig og mig

her er vor Gerning, gaar vor Vej.

Lad andre prale kun med flod og Bjerge

vi vil vort skønne Danmark værge;

i Mark, i Hus, i Skov i Kirke

med Liv og Higen, Daad og Virke

vi bygger saa et Dannevirke.

Stakkels Plet.

Du ligger saa lunt ved Klittens Fod;

men Sandet stjal din Marv og dig Mod;

du kantes trist om af Graaristuer

og ikke stort dine Katskæg duer.

Solsvedet er du, kun lidet grøn;

du giver for Sliddet kun ringe Løn;

for Slid det er at slaa dine Dale;

du maatte døje hel grov Tiltale,

naar Leen ej dine Katskæg bed,

skønt Kresten ud af karsken Bælg sled!

- Og naar de stridige Straa saa fælded;

de maatte samles, før Dagen hælded’.

Paa læs mod Aften vi hjemad for.

Vor Længsel mod Hjemmet var saare stor;

for Katskægstraaene stak og gnaved’

saa bestialsk, mens Hestene traved’.

Derhjemme blev vi dem endelig kvit,

trods det de stritted’ imod de Skidt!

Du stakkels Plet! din stride Grøde

var for vore Køer ussel Føde.

- Var før du tør, er det værre nu:

Solbleget, svedet, saa det er en Gru!

I Ny og Næ du kun kan vente,

et Faar hos dig, sig en Bid skal hente.

Stille Foraarsregn.

Velsignet Regn

nu daler ned

til sandet Egn

med Frugtbarhed.

En Grødeduft

fra Mark staar ind

med renset Luft

til Sjæl og Sind.

Her løftes op

mod Himlens Graa

hvert Blad, hver Knop,

hvert lille Straa.

Saa frisk og grøn

staar Hæk og Krat,

saa skær, saa skøn

nyfødt i Nat.

Alt aander Liv

og genskabt Kraft;

i mindste Siv

gaar Livets Saft.

Det bryder paa,

og stænges ej;

saa let at gaa

bli’r Livets Vej.

Mit sind er glad,

som født paa ny

af Livsens Bad

fra Himlens Sky.

St. N. 22.05.1930

Til Rougsøbladet d. 10.05.1931

I Rougsøbladet d. 21. Maj 1931

Ved Foraarstid i Granskoven.

Fra Sommerdagens varme, lyse Vejr

jeg vandrer ind under høje Træer.

I Bøgeskoven alt er friskt og lyst,

men under Granen er der tyst.

Her tier Fuglesanger, alt er stille;

kun hist i Skrænten saa klar en Kilde

saa frisk og kølig risler ned ad Bakken,

og fjernt man hører en Spættes Hakken.

Den køligdunkle Skovvej frisker op.

De slanke Graner i sluttet Trop

staar ranke, selvbevidste paa Række her –

Geledder danner de fjernt og nær.

Et Egern jager bort med lette Hop,

mens Vinden suser i Granens Top.

Jeg gaar ad naaledækket øde Sti

en vældig Myrehøj forbi.

Her er der Travlhed; i den fælles Bolig

maa alle virke – virke trolig,

saa Hjemmet efter Vint’rens Kuld og Plage

maa fast opbygges i Sommerdage.

Du ranke Gran, giv mig et roligt Mod;

som du jeg vokse rank fra Rod!

Du Myrehær, som aldrig giver op,

giv Virkelyst til Sjæl og Krop!

RETUR TIL OVERSIGT

Ventetider.

Ventetider

langsom strider!

Dog det skønnes,

Livet grønnes,

mens vi venter;

og vi henter

Sjæleføde - - -

der er Grøde!

Mens vi længes,

Liv ej strænges;

Livet røres,

og vi føres

frem i Aanden,

medens haanden

virker bedre,

vil os hædre.

Kærligheden

virker Freden!

Vinterdag.

Der ligger Sne paa Taget;

alt er overdraget

et Snetæppe rent og blødt,

som dækker Mark og Huse.

Skønt alt er stille og dødt

maa Fryd mig gennembruse.

Og Sneens hvide Flade

tør i Sollys Bade.

Alt glimrer og glitrer klart.

Af Kulde Sneen knisler,

og alt er øde og bart;

dog Fryd mig gennemrisler.

Et Vindpust pludselig svinger

op mod øren og bringer

et Brus af Sne saa let.

Og Sol bag Sky forsvinder,

mens Sneen fin og tæt

af mørke Luft nedrinder.

Ved Fossen.

Jeg ligger saa stille ved Fossen

og lytter mig nær dens Sang,

mens lysende Straaler bryder

i Vandets brusende Gang.

Den dirrende Straale lyser

paa Vejen mod Dybet ned;

den uafbrudt nedad haster,

og dog naar den aldrig ned!

Hvor drager dog Vandets Brusen

mit higende, unge Sind;

dets stadige, stærke Susen

gaar mig dybt i Sjælen ind.

Thi ogsaa herinde det bruser,

uroligt mit Hjerte slaar.

Mon altid det saadan suser?

Mon aldrig det Hvile faar?

Som Fossen, der styrter i Dybet

og aldrig kan hvile faa

ja, saadan maa Tanken stride,

og aldrig til Enden naa.

Den rører sig voldsk herinde,

i rasende Fart det gaar;

i Solen den stundom spiller,

snart Storme og Regn den slaar.

Dog stedse den fremad higer,

med ikke fra Højden og ned;

den kæmper sig op mod Strømmen,

mod Højden – mod Evighed.

Se, det er just hele Sagen:

Den Fos, den buldrer sin Vej,

men aldrig dog naar den hjemad;

- men det gør nok en Gang jeg!

Vinden Kommer.

Pres af Sejl og Sus af stærke Vinger,

Sur af Kværne, Drys af Mel saa blødt!

Alt paa Møllen syngende sig svinger:

Vinden kom og vækkede alt dødt.

Mølleren! Nej se! hvor travl han springer,

ekspederer Mel til Julebrød!

Se, hvor han de tunge Sække svinger!

Arbejdsglæden gi’r hans Ansigt Glød.

Vel bli’r Ryggen om, og Armen værker

efter Hviletiden, trist og lang;

men hvad gør vel det: med Fryd han mærker

Møllens Sus og Sang – ja, Møllens Gang!

I Rougsøbladet November 1926.

Ved Vinter.

Frosten kom og slog sin faste Bro

hen over viltre Bølgers Gang.

Øde Flader; alt i Højtids-Ro

i graablaa Himmels vide Fang.

Store Mjøl, den Kæmpe, rager og

i stille, ensom Majestæt

over Ødemarken med sin Top

af Revlinger og Graaris klædt.

I det fjerne som en aaben Ring

de lave Klitter strækker sig.

Et er Land og Vand her rundt omkring

– en Ørken uden Sti og Vej.

Over Ødemarken gled saa tyst

en trop af Ungersvende smaa.

Frem de stræbte, straalende af Lyst,

mens frejdigt de mod Maalet saa.

Ensomheden agter de ej paa.

Den friske Luft, det øde Rum

styrker Modet, Maalet skal de naa.

- - Ak, Skæbne, vær nu ikke grum!

Vel er Maalet fjernt, - dog mærker knap

de Ødets lumske Kogleri,

som nødig nogen Gang sit Bytte slap,

og nu de drages ind deri.

Mens de glade, friske glider frem,

sig lister lumske Taagehær

sagte, tyst og stille hen mod dem;

den sniger stadig mere nær.

Intet Maal, end ikke Spor dog blot;

hver en Udvej lukket til;

hvert et muntert Ansigt bliver graat

i Taagens være Koglespil.

Stille fremad, langsomt og forsagt.

Hvor er Ungdomsmodet nu?

Sære, bange Tanker tager Magt

og faar dem til at gru.

”Mangen Mand af Taager spundet ind

løb vild og sank i Dybet ned!”

Ind Uhyggen gled i deres Sind,

mens ængsteligt de fremad gled.

Løb og løb, tæt mod hinanden ind.

Den samme Taage, samme Is.

Ensomt, vildsomt, graadtungt.

Angst i Sind ved Haabets snarlige Forlis.

Ud de drages som af Trolddomsmagt

mod Fjordens sorte Grænsedyb.

Usle Fnug! Hvad regner Ødets Vagt

vel varme Hjerter i et Kryb!

Hjerter, der for Evigheden slog

og med Gudslængselen i Bryst.

Bøn opsendtes, mens den Vaagen drog:

et Skvulp, et Suk, saa atter tyst. –

Ødets Stilhed, mægtig og forladt,

sig svøber i sin Taagedragt. –

Brisen lufter, Taagen svinder brat

for klare Maanes skære Pragt.

Stilhed, Klarhed, Højheds dybe Ro,

en Fred, vidunderlig og stor,

fylder Rummet, saa man knap kan tro,

at der er Kamp og Strid paa Jord.

Til Fest i Vivild 31.10.1943

Ja Tak, at I bød os til Fest i Dag!

Det var jer jo altid en særlig Glæde

at sidde blandt Venner i festligt Lag,

Mens Tale og Sang bandt en Samfundskæde,

der enede, løftede ung og gammel,

saa alle følte sig ens paa Hammel.

Ja, Rasmus Nielsen

I Børneskolen din Aand slog Gnister,

der fænged’ i mange smaa Hjernekister;

de fulgte dig gerne, din gerning bar Frugt;

men højere stiled din Aandeflugt.

Du samlede Ungdom i Mødesale

til munter Leg og til Alvorstale.

Og snart fløj du ud baade her og der;

der stod omkring dig et Herrens Vejr.

For Gud og dit Land med Folk og Fane

du talte og virked’ for dermed at mane

i Jorden hver Haand, som lokked’ de unge;

du lærte dem frejdigt at virke og sjunge.

En Ungdommens Skole blev øde og tom

den Skole blev Nielsens, og Ungdommen kom,

skønt Ungdommen længtes mod Lys og Varme

Modtages af Hjemmet med aabne Arme.

Og Strømmen blev større fra Aar til Aar,

saa Skolen voksed’ fra Hus til Gaard.

Her virkes da stadig for Kirke og Folk,

den Skole er Aandens og Rettens Tolk,

Den styrker os vage i Stormvejrsstunder

og lærer os bedre at bære de Vunder,

som Krig og Helvedes Ondskab har slaaet,

til atter vi Freden i Hjertet har naaet.

Du lever dit Liv med din Skole ret

med al dens pulserende Liv og Færden.

Dog har du ogsaa en fredlyst Plet:

Dit Hjem, dig Værksted, din indre Verden.

Her henter du Kraft til at virke paany

i Skole og Sale paa Land og i By.

For du var jo kun som en hjemløs Sjæl,

der vilde ha siddet i Mørke fæl,

om ikke Margrethe kom dig i Møde

med Hjemmets varme og Hjerteføde.

- For hende vi fester dog mest i Dag,

for Hjemmets Hygge var hendes Sag.

Hun stod ved din Side,

hun saa dig stride,

hun værned’ din Fred,

hun med dig sled;

din Sejr og din Sorg var jo ogsaa hendes;

for alt hvad vi modtog af dig,

til hende, som fulgte hele din Vej

i 25 lange Aar –

saa Skaal og Godtaar!

Til Kirkebetjent Laurs Laursen og Hustru

den 10.11.1936

Naar Klokken kalder til Kirke,

er Laursen alt ved at virke,

og at han har virket før,

det ses paa Vejen mod Kirkens Dør:

Alt Ukrudt af Vejen er drevet

og fint er Gange og Grave revet.

- Vi møder ham selv ved Døren

med vaagne Øjne og Øren.

Han sørger for, alt er paa rette Plads,

at Løberen rigtig nu ligger – det Stads.

At Varmen trækker, og Blæseren gaar,

at gode Pladser vi alle faar,

at Lys og Stager og andet sættes,

saa alle herinde i Kirken mættes

af Rummets Skønhed og stille Hygge,

og alle føler sig fri og trygge.

- Hver Glædens Stund maa Laursen møde,

men og naar Hjerter i Sorg maa bløde.

Naar kære Frænder man steder til Jorde,

hvad mon man da uden Laursen gjorde!

Han graver Graven og pynter med Graner;

hvad Sved det koster, kun faa de aner.

Og ligger Graven saa tom og øde

med visne Kranse over den døde,

da planter Laursen med nænsom Haand

saa mange Roser af Poulsens Aand,

at ”Dødens Have” bli’r Rosengaard,

der fryder vort Øje, naar der vi gaard.

- Ja, mangler man saa et lille Minde,

er Laursen rede det rette at finde.

Han river, skraber og planter og sveder,

og hvis man en Dag efter Laursen leder,

da siger hans Kone: Nej, ikke her! –

Paa Kirkegaarden? – Ja, se kun der!

- Ja, det var en lang Tirade om Manden;

men kun fordi – at han er selvanden

til Fest han i Dag os indbudt har.

Jeg tror, hans Verden blev tom og bar,

om ikke han havde herinde

en god og stilfærdig Kvinde,

som deler med ham Glæde og Slid

og følger hans Arbejd’ med Haand og Vid. –

- Saa svandt de da disse Aar

med skiftende Livsvilkaar.

Vi ønsker til Lykke med Aar, der gik,

og takker for alt, hvad her vi fik.

Gid mange gode og glade Dage

I maa med Børn og Venner smage!

Ja, dette ønsker vi alle

i eders Lod maa falde!

RETUR TIL OVERSIGT

J. P. Jacobsen har kun skrevet to større Værker: Marie Grubbe og ”Niels Lyhne”, og af dem indtager Marie Grubbe en Særstilling i hans Produktion, selv om der selvfølgelig kan trækkes Linier fra denne Bog til Hovedgruppen af hans Værker, som strækker sig fra ”Hervert Sperring” over ”Mogens” til ”Niels Lyhne”.

Selve Emnet skiller Marie Grubbe ud, idet dette er historisk. Det er historisk Stof, der har givet J. P. J. Marie Grubbe Skikkelsen. – Og i den Grad handler Bogen om Marie Grubbe, at den bliver en Række Optrin, Interiører, hvori hun stadig er Midtpunktet, og hvor andre Personer kommer og forsvinder, uden at de alle er indarbejdede i en stor Handling. Dog kommer hun ikke så sjældent til at staa paa Baggrund af en Biperson, der er fremhævet og tegnet særlig klart og kraftigt, f. Eks. Chr. Chr. G. Bogen bliver da en Række Perler paa Snor, ægte, skønne, ja flotte Perler. (Samlign. M. Korch!)

Men hvorfor har Jacobsen valgt et historisk Motiv? Hvorfor skildrer han netop Marie Grubbe og ikke en Kvinde fra sin Samtid?

Vi kan forstaa, at det var Jac. om at føre at skildre en meget sammensat, en saakaldt interessant Kvinde og forklare en stor og lidenskabelig Elskovsfølelses Ret og Værd i Fald som i Sæde. – Til en saadan Skildring er der rigt Stof i Marie Grubbes Historie. Og idet han fører Handlingen tilbage til Renæssancens farverige og voldsomme Tider, har han friere Hænder, kan friere skildre Mennesket paa godt og ondt, skildre Instinktets og Driftslivets forfærdende Magt over Menneskets Liv og Handlen.

Desuden kunde han, naar han valgte d. 17. Aarhundrede, rigtig faa Lejlighed til sprogmale, at male straalende Billeder med Sprogets farverigeste Ord.

Naar nogen har sagt, at han selv syntes, at det i det hele taget var lettest for en Begynder at anvende historisk Stof, saa kan dette absolut ikke være afgørende. Der maa i Emnet have været noget, som var dybt i Slægt med ham selv; ellers kunde han aldrig have naaet saa dybtgaaende et Resultat. For som Georg Brandes siger om det historiske Stof (i Afhandlingen om Hauch): ”Der maa være et eller andet bevægende i Stoffet, som hemmelighedsfuldt eller øjensynligt svarer til Digterens eget Væsen, hans indre Liv. Først da faar det under hans Hænder Livets Varme.”

Det historiske Stof kan jo lette Kompositionen, men rummer saa ogsaa den Fare, at Skelettet kan komme til at rasle, at Skikkelserne kommer til at mangle Kød og Blod. Og sker dette ikke, men der skildres virkelige Mennesker, bliver det andre Mennesker end dem, hvis Navne de bærer. Det gaar altsaa let saadan, at enten mangler Tidskoloritten eller ogsaa bliver det hele en død Opstilling.

For J. P. J. kan det ikke først og fremmest ikke gælde om at skildre Marie Grubbe historisk korrekt, men det, det gælder om er at skildre hende som det rige følelsesfulde, mærkeligt sammensatte Menneske. Han optager hende i sit eget Væsen, og Skildringen faar derfor under hans Hænder Livets Varme.

Der bliver altsaa en dyb Overensstemmelse mellem J. P. J.’s indre Liv og hans Stof. Men dette faar ham ikke til at skrive frit ud af sin egen Fantasi. – Han vilde skildre naturhistorisk og ikke folkelig-historisk som de romantiske Digtere. Han skrev for Sandhedens Skyld og ikke som de først og fremmest for Ideens Skyld.

Det ser vi af den i saa mange Henseender nøjagtige Tidskolorit, ikke blot i Interiørerne, men ogsaa i Sprogtone, og vi ser det deraf; at han arbejdede paa Bogen fra Foraaret 1873 til Dec. 1876. Det kan dog betyde noget, selv om han altid arbejdede meget langsomt.

Han skriver i Brev 07.03.1873 til Edv. Brandes, at han gennemstøvede ”Dokumenter og Breve og Løgne og Billeder om Mord, Hor, Kapiteltakst, Skørlevned, Torvepriser, Havevæsen, Københavns Belejring, Skilsmisseprocesser, Barnedaab, Godsregistre, Stamtavler og Ligprædikener” for at komme ind i Miljøet – den aandelige Atmosfære, hans Personer aander i. Vi faar ogsaa i Kap. 17 et helt Kursus i gammeldags Kortspil.

Som i Forbigaaende nævnt vilde J. P. J. skildre sine Personer naturhistorisk, som man skildrer en Plante, dens Udseende, dens Voksested og Vækst.

Han siger selv om sin Opgave som Digter: ”Kunde jeg overføre Naturens evige Love, Herligheder og Undere i Digtningens Verden, da føler jeg at mit Værk vilde blive et mere end almindeligt. Men Digtningens vilde ikke blive en kristelig; den vilde betragte Bibelen som en Edda og ikke vedkende sig andre Værker af Guddommen end Naturlovene i videste Udstrækning” (Dagbog 1867).

Men idet J. P. J. anvender en naturhistorisk Maalestok paa Menneskelivet, maa vi ikke tro, det bliver et maskinelt Menneske, vi faar, en digterisk Robotmand; men det bliver et naturligt Menneske. Og som det gaar ude i Naturen, at jo dybere Videnskabsmanden trænger ind i den, jo vidunderligere bliver den, saadan gaar det ogsaa Digteren. Jo dybere han trænger ind i Menneskeskildringen, des vidunderligere bliver Menneskenaturen, og des flere uløste Hemmeligheder bliver der, saa han aldrig bliver færdig. Men det fører til en sandere Bedømmelse af Mennesket og Livets Udslag.

Derfor sætter ”Marie Grubbe” heller ikke Problemer under Debat paa den Maade. G. Brandes tænkte sig, da han sagde: ”At en Litteratur lever, viser sig ved, at den sætter Problemer under Debat.”

Men der er selvfølgelig alligevel Problemer, der for J. P. J. er brændende. Spørgsmaal som: Hvordan bliver et Menneske til det, hun er? Hvad bestemmer et Menneskes Liv? Spørgsmaal, der altid vil bevare deres Aktualitet.

J. P. J. havde egentlig først tænkt sig at skrive en Bog som en anklaget Kvindes Forsvarsskrift, idet han vilde gaa ud fra de pludselige Indskydelser, der kan vælde op af Menneskesjælens dunkle Dyb. – Men ved at læse Noter til Holbergs Bemærkninger om Marie Grubbe i hans 89. Epistel, fattede han Interesse for hende og begyndte at studere hendes Historie som Grundlag for den paatænkte Bog.

Man ved nu ret god Besked med Hovedtrækkene i Marie Grubbes Liv. – Stoffet er bearbejdet af en Historiker Sev. Kjær og samlet i en Bog om Erik Grubbe og hans Døtre.

Idet jeg nu kort genfortæller Hovedtrækkene i hendes Historie, vil jeg dvæle lidt ved enkelte Træk, som har særlig Betydning for J. P. J.

Marie Grubbe er født omtr. 1640. Hendes Far, Erik Grubbe, var da Lensmand i Aarhus, men flyttede til Tjele, hvor Marie voksede op. Hendes Mor var død tidlig. – Erik Grubbe var en raa og grov Adelsmand, trættekær og løgnagtig, dog maaske ikke meget værre end de fleste Adelsmænd i de Tider. Han levede paa den Tid sammen med sin Husbestyrerinde og havde en Datter med hende. Severine Kjær siger i sin Bog: ”Det var en sørgelig og usund Barndomstid for en pur ung Pige. Det viste sig da ogsaa hurtigt i Fremtiden, at den Sæd, der var lagt, spirede tidligt, voksede frodigt, men gav en saare slet og sørgelig Frugt.”

Hun kommer til København og bliver 20 Aar gammel gift med Fr. III’s uægte Søn Ulrik Fr. Gyldenløve, der i Forvejen var hemmeligt gift med Sofie Urne; men det regnede Kongen ikke med; det Giftermaal var ugyldigt.

Ulrik Fr. fik efter Giftermaalet af Kong Fr. III bl.a. Kalø Slot med Tillæg af 1000 Td. Hartkorn. – De følgende 2 Aar boede Marie Grubbe meget af Tiden der eller paa Beldringe ved Præstø, mens Hr. Gemalen fartede i Udlandet.

Hun fulgte ham dernæst til Norge, hvor han skulde være Statholder. Nordmændene syntes godt om ham, den vakre unge Mand, lystig og kvindekær, som han var. Han har efter al Sandsynlighed ikke været hende tro, og nu kom hendes Svoger Sti el. Stygge Høg derop. Om ham skriver Skarlund: ”Gyldenlew og Sti Høg de var hel gode Venner; men Sti Høg skal have haft lidt mere Inclination til Gyldenlows Gemal end han burde, og der Hs. Høje Exell. kom undervejs dermed, skilte han sig straks ved hende, og Sti Høg maatte straks forføje sig af Kongens Riger og Lande”. 1668.

Men Sti Høg maa vi se lidt nærmere paa, da han er en af de Skikkelser, J. P. J. gør sig mest Umage for at forklare. – Han var paa Sorø Ak. flittig og dygtig, han var veltalende og havde stor Færdighed i fremmede Sprog. Men han kunde være mærkelig hysterisk, og gik til Tider fra Sans og Samling, saa han grebes af et krampagtigt, tøjlesløst Raseri. (Han var altsaa Epileptiker.)

Siden kunde han aldrig stilles nogensteds, men flakkede altid om, brugte mange Penge og fik stedse større Gæld. Han blev gift med Marie Grubbes Søster Anna Marie. Hendes store medgift kunne imidlertid hjælpe ham; han glider stadig ned ad Skraaplanet, passer intet, mister alt. (Engestofte) Han søger da til Norge, som vi har hørt, mens hans Hustru slet ikke kunde have eksisteret uden Hjælp af Margrete Fris paa Kjærstrup. – Sti Høg søger fra Norge til Rom og kommer aldrig hjem. – Her er J. P. J.’s Skildring altsaa ikke i Overensstemmelse med det historiske. Det sidste, vi hører om Sti Høg er, at han var gruelig inclineret til Drik og Kvindfolk uden Forskel. Derfor var Mødet mellem Sti og Marie ved Færgestedet fuldstændig uhistorisk. Det var 1678.

Marie Grubbe rejste fra Norge og hjem, boede en Tid paa Kalø. Efter den endelige Skilsmisse 1670, fik hun sin Medgift udbetalt, hvorpaa hun rejste til Udlandet, hvor hun turede vildt. Om hun traf Sti Høg er dog yderst tvivlsomt.

Da hun har tilsat alt, kommer hun hjem ydmyger sig for sin Far. Han faar hende gift med en Adelsmand, Palle Dyre; men hun bedrog ham med Kusken Søren Sørensen Møller, der senere blev Ladefoged paa Tjele. – Efter en bevæget Proces blev hun skilt fra Palle Dyre, hvorpaa hun rejste bort med Søren og giftede sig med ham. 1697 træffes Parret paa Møen og senere i Borrehuset paa Falster, hvor de drev en Slags Smugkro.

Her var det Holberg traf Marie Grubbe, saadan som han fortæller i sin 89. Epistel, vel under Pesten i København 1711.

Søren var da arresteret paa Grund af et mistænkeligt Vaadeskud. Han idømtes 1712 tre Aars Arbejde i Bremerholms Jern, men ”mere for hans Skarns Liv og Levned i Almindelighed end for Vaadeskuddet i Særdeleshed” som der siges.

Denne historiske Ramme bruger J. P. J. da, men ikke slavisk. Et og andet historisk Forhold er omformet. Et enkelt Aarstal vitterlig forkert. Han ansætter Erik Grubbes død til 1696; det var 1692. Han kunde have udeladt dette Aarstal. Men det er ret ligegyldigt. Det det kommer an paa, er, hvordan han udfylder Rammen. Og det kan da straks siges, at han fylder den med sit eget rige Kendskab til Natur og Menneskeliv, saa Romanen om Marie Grubbe bliver det dybe, sande Menneskedokument der er. Men han hæver og forfiner Marie Grubbe og Sti Høg, saa de bliver mere nutidige Skikkelser end Typer for den Tids Raahed og Utøjlethed.

Vi vil nu se lidt nærmere paa, hvad det er, der gør ”Marie Grubbe” til den fremragende Bog i dansk Litteratur, den er, saa lægger vi først Mærke til J. P. J.’s Sprog og Stil.

Jeg tænker ikke særlig paa det, at han i Ord og Vendinger efterligner det 17. Aarhundredes Sprogtone. Det irriterer mere end det pynter. Særlig virker det overordentlig irriterende i et ellers moderne lødigt Sprog stadig at møde intet i Stedet for ikke. Den slags er ingen Nytte til.

Gennemgaaende tjener den gammeldags Sprogtone dog til at lægge en særlig Patina over Sprog og Stil, som er med til at give Tid og Interiører en egen Glans.

Han udarter nemlig ellers ikke i den Henseende saadan som f.Eks. Thit Jensen i et Par af hendes Bøger. Hans Stil er klar og præcis, hvor hendes er flimrende og svævende som i J. Løkke. – J. P. J.’s Sprog er et bøjeligt og fuldkomment Redskab, der gengiver netop det, det skal, saa vi maa beundre, ikke blot hvor kunstigt det er gjort, men med hvor stor Kunst. Form og Indhold gaar op i hinanden.

Dog kan han bruge Udtryk, som ikke umiddelbart forstaaes til Trods for han selv i et Brev siger, at han har en sand Spøgelsefrygt for at blive misforstaaet.

Hvad mener han f.Eks. med Udtrykket ”blaahvist.” ”Den skyfri, blaahviste Himmel saa lige ned i Haven.”

Det vilde være umuligt at sige bestemt, hvis vi ikke havde haft hans egen Forklaring. Han skriver: ”Blaahvist er noget lignende som blaahvid, men siger jeg ”blaahvid Himmel,” giver dette Indtryk af en fast Hvælving, blaahvid skal give det røgagtige, melede ved en ikke helt blaa Himmel her i Landet.”

Derfor maa Jyden ogsaa tale Jydsk, hvad der giver anledning til mange Jydskheder i sproget og særligt jydske Udtryk. Eksempler: Karlene rumsterede om i Agerum og Selekammer. Marie kaldes Mari.

De indenoms Piger var Trallier til hobe. Det var gode Tider for Nøvter og Tosser. – Her har J. P. J. vist selv dannet Navneform af nøvte el. nøvlet, som betyder næsvis el. paatrængende.

Daniel Knopf kalder sig selv en elendig Menneske for lidt efter at sige: et Menneske.

Som Jyden maa iblande Jydsk, maa de fine blande deres danske Sprog med Tysk og særlig med Fransk. Han søger at karakterisere hver Person ved Sproget. Ane Skomagers Tysk, Rosenkrantz Dræven, Daniel Knopfs Parodieren.

J. P. J. mente selv, at der kun er eet helt rigtigt, helt dækkende Udtryk for hvert Fænomen, og det lykkes ham ofte at finde netop dette helt dækkende Udtryk, der kendetegner den store Kunst.

Vi kan blot tænke paa, hvor tit vi har set en Solopgang el. nedgang og ønsket at kunne skildre Solstraalernes Spil paa de lette Skyer, men Ordene blev borte, eller de faldt magtesløse til Jorden. Hør saa blot, hvordan J. P. J. maler en Solopgang: ”Gulrøde Lysflager skjøde op over den havgraa Taagebanke i Horisonten, og de tændte Luften over sig, saa den brændte i en mild, rosengylden Flamme, der bredte sig videre og videre, blegere og blegere, op til en lang, smal Sky, tog fat i dens bølgede Rand, gjorde den glødende, gylden, blændende.” Se – en mild, rosengylden Flamme! – glødende, gylden, blændende! Hvilken Anskuelighed og Farvepragt i Sproget!

Eller samme Morgen: ”Fra Haverne drev en let, fin Damp i smalle Striber, og Træerne bøjede langsomt de frugttunge Grene for Luftningen ude fra Sundet.”

I ganske faa Strøg er her baade Vejr og Tid og Sted. – Simpelt og ligetil og ren Kunst. Og han virker stemningsfuldt gennem den rene Naturskildring uden Tilsætning af noget uvedkommende.

Tænk paa Indledningen. Her som helt igennem mærker man, at det er Naturforskeren, man har for sig. Ikke for ingenting havde han færdedes i den fri Natur og staaet paa Lur for at aflure Naturen alle dens Skønheder og Ejendommeligheder. – Han siger i et Digt:

”Det, som af alting renest jeg har elsket Naturen med dens rige Liv og Pragt, hvis hemmeligste Aandedrag jeg fulgte, en Elsker lig, ved Brudens Leje Vagt.”

En Elsker af Naturen var han alle Dage, og han skildrer den med Videnskabsmandens Nøjagtighed og Kunstnerens Intuition.

Marie ser paa Rosenfloret. ”Denne Blomsterlød, der krusede sig i Skær og Skygger, fra Hvidt, der rødmer, til Rødt, der blaaner, fra fugtig Rosa, der næsten er tung, til et Lilla saa let, at det kommer og gaar, som om det drev i Luften.” – Disse Farveovergange, som er saa vanskelige at angive, har han truffet storartet.

Og dog er der her noget af hans Tilbøjelighed til at bunke Ord sammen, til at overbrodere, paa samme Maade som naar han skildrer et Menneskes Ydre, som man beskriver en Plante. Da kommer Billedet ikke altid til at staa lige klart og enkelt.

Smukkest er vel den helt unge Marie Grubbe tegnet. Ellers bliver der let for mange Penselstrøg, for mange Detaljer, saa det ejendommelige ikke træder saa skarpt frem, som hvis han nøjedes med at kaste et Strejflys over Personerne som paa et moderne Maleri. – Der kommer over hans Stil noget, som han selv fordømmer.

Han inviteredes nemlig af det sejgt beskrivende og sammenbunkede i den naturalistiske Stil, hvor hver Enkelthed er sand, men det er en sej Død at lade sig træde ihjel af Sandheder. ”Maa jeg bede om at faa Sandheden i Form af en Tagsten i Hovedet,” siger han. – Jeg tilføjer personlig: Ja, Tak!

J. P. J. handler ikke altid selv efter denne Opskrift. Han kunde undertiden finde, at det med ”Marie Grubbe”, det blev dog bare noget Perlestikkeri”. – Han var saa samvittighedsfuld, at det var ham umulig at gaa let hen over det ligegyldige, hvorved Skildringen undertiden bliver lovlig bred.

Men han forstaar ogsaa pludselig at lade Enkelttræk kaste Lys over en Situation. En lille Bevægelse, en tilfældig Stilling kan faa en Person til pludselig at træde lovende frem for vore Øjne.

Tænk paa, da i Indledningen Marie Grubbe gaar op ad Havegangen: ”Hun gik med Hænderne paa Ryggen og foroverbøjet Hoved.” ”En Gang imellem standsede hun, rystede Haaret fra Kinderne og saa op mod Lyset.” Ganske ligetil, men det er Smaatræk, som i denne Stilling og Gang viser os den ganske unge Pige, og den viser mere end en lang Beskrivelse af hendes Skikkelse og Klædedragt.

Og det lille Billede: ”Hurtigt strøg hun sine Ærmer op og lagde de nøgne Arme ned i Rosernes milde, fugtige Kølighed”, siger umiddelbart mere end mange Drømmebilleder.

Ja, blot et bestemt Tryk i en Sætning kan give den nyt Udtryk. III Kap. 47. ”Det blev dyre Tider for Riger og Lande, der faldt Vinterbøde for Sommerdaarskab – den svenske Hær gik over de danske Vande.”

Som Planten har sit Voksested, har Mennesket ogsaa sit Miljø, der virker medbestemmende paa hendes Liv.

Vilh. Andersen skriver: ” 1. Kap. Er en Undersøgelse af Voksestedet, Jordbunden og Atmosfæren, hvoraf Menneskeplanten drager sin Næring: Duften fra Lindetræerne, Roserne i hendes Skød, Griseldis – Historien, Frillen med Datter, Præsten og Naadigherren, Ladefogedens Stok, hvis Politur glimter i Solen; det er nordisk Renæssance opløst i klimatiske Bestemmelser.

Men man maa alligevel ikke deraf lade sig forlede til at tro, at Mennesket blot er et Produkt af sine Omgivelser. Nej, det suger Livets Saft af dybe, uudgrundelige Kilder, og inde i det er der stærke Drifter og Instinkter, der undertiden øver en forfærdende Indflydelse paa dets Liv og Handlen.

Før var der i Digtningen næsten altid kun Tale om færdige Tilstande; Forudsætningerne manglede, og der gjordes ingen Forsøg paa at udrede Sammenspillet mellem Natur og Aand. Og gjordes Forsøget (Thomas Lange) blev det til Aanden i Naturen. – Det var Aanden, der bestemte, Naturen var intet i sig selv. J. P. J. søger tilbage til Natursiden, til Sansningen, det fysiologiske, som det, hvori det sjælelige har sin Rod.

Hans Udgangspunkt er altsaa netop, hvor de driftsmæssige Tilskyndelser vælder op i et Menneske, saa det reagerer som i Blinde som Marie Grubbe, da hun støder Kniven efter Ulrik Frederiks Bryst.

Det gaar, som det maa gaa ifølge Maries Natur, for ”et Menneskes Kamp og Opdragelse, eller Mangel paa Opdragelse, for denne har ogsaa sin maaske endda større Betydning for hendes Levnedsløb. Tilværelsen vil sige: en Kamp mod det, der er til, for at være til paa sin egen Maade,” siger J. P. J. selv. Og Marie Grubbe maatte føre denne Kamp helt igennem, til dels ogsaa paa Grund af manglende Grundlag her i Livet, en daarlig Opdragelse.

Her er saa ikke Tale om, at en Udvikling som Marie Grubbes er en Fælge af Synd og derfor fører til Ulykke, som Blicher udvikler i ”En Landsbydegns Dagbog.” Nej; den er en naturlig Udvikling, og derfor er Marie Grubbe lykkeligst til sidst.

”Naturen er det ubundne, det ufordærvede” (Mogens). Derfor maa Mennesket følge sin Natur og derigennem naa sin Lykke el. Ulykke. Det sker med samme Nødvendighed, som en Plante vokser, og i Regn og Varme trives skønt og smukt, men i Tørke og paa daarlig Jord skrumper ind – visner. Dette kunne Holberg dog ikke helt indrømme Marie; det kunde jo føre forfærdelige Konsekvenser med sig.

J. P. J. skildrer da i ” Marie Grubbe” en rigt udrustet, varmblodig, stærkt higende Kvinde, hvis Liv bestemmes af Mænd, selv om andre Ting spiller ind med.

Jeg vilde, siger hun – at Livet skulde tage mig saa stærkt at jeg nedbøjedes eller opløftedes, saa der intet var Tankerum i mit Sind for Andet end som det, der løftede mig op eller bøjede mig ned.” Gennem Miljøet og hendes eget Sind er Grundlaget givet for hendes Liv.

Marie Grubbe var Adelsdame, rig og uafhængig, bliver gift med en højtstaaende Mand Ulrik Frederik Gyldenløve, Kongens Søn, Hofløve, en fin Mand – mente da alle andre.

Og smuk. ”Hvad! Han kan mønstre et Par Ben! Det er lige som Staalfjedre, naar han kommer gaaendes” siger Kammerpigen Lucie.

Det lyder storartet og romantisk selv om det er realistisk. Men Emnet er alligevel ubrugeligt for en Romantiker; for han vilde vel med Vold og Magt have gjort dem meget lykkelige; men det blev de nu ikke.

Marie ser, hvilken Pjalt den feterede Gyldenløve i Virkeligheden er. Han er ingen Mand. Han lader sig smøre om Munden med Smiger og føler sig højst hævet over Marie samtidig med, at han opfører sig yderst tarveligt mod hende.

Han møder hende i Fuldskab, da hun tager imod ham med de fineste Længsler. Det opriver hendes Sind, saa hun endog – ikke sig selv bevidst – forsøger at stikke en Kniv i Brystet paa ham.

Det er en Udløsning af hendes Væmmelse ved hans Opførsel. Saa er hendes Kærlighed vaagen og blank igen. – Men han bliver bange, og hans Ærgerrighed fører ham bort fra hende.

Da han saa er hende utro, foragter hun ham, og hendes Kærlighed dør som en Boble, der brister.

Hun siger til Sti Høg: ”Aldrig en har en ærlig, blodsvarm Passion reven ham hen, aldrig har et hjertebaaret Ord raabet fra hans Læber. Jeg hader ham og føler mig besudlet af hans listende Hænder og hans skjøgeagtige Ord.”

Hendes stærke Sind fordrede netop en blodsvarm Hengivelse, og derfor kunde hun ikke gøre for, at hendes Kærlighed var død. Det var nu engang saadan og kunne ikke blive anderledes, selv om hans Kærlighed tilsyneladende blusser op igen. – De maa altsaa skilles.

Men hun har i sig en higende Lykketrang, som driver hende ud sammen med Sti Høg, ham, der ”hugger al Livsens Tømmer op i Tankespaaner til Hobe, ham, der ved saa meget om Menneskene og har saa stærke Længsler, men aldrig formaar som en Mand at leve Livet helt og ægte.

Af ham hører hun de første Ord om sit eget Livs dybeste Instinkter og Forhaabninger, fremsat paa en veltalende Maade.

Det kunde her være fristende at anføre et helt Afsnit af Bogen for at vise J. P. J.’s overordentlige Evne til at analysere en Menneskesjæl, men vi maa nøjes med nogle Uddrag – Hovedpunkter.

Der siges om Sti Høj, at ”han havde dette underlige, sørgmodige, grusomme Smil, som undertiden findes hos store Vellystninge, dette Smil, der er higende Begær og foragtende Træthed.”

Han er Melankoliker, det er en farlig, verdensfjern Type, der har en Higen efter Verdens Lyst som en Galskab i Blodet. – Han siger selv: ”Det er Folk, som fra Fødslen af er givne en anden Natur og Beskaffelse end andre; de har et større Hjerte og fortere Blod; de higer og attraaer mere, begjærer stærkere, og deres Forlængsel er vildere og mere brændendes, end den er hos den gemene Adelhob.

Vellyst i Dejlighed, Vellyst i Pragt, Vellyst i Gemyttets indre Rørelser, Vellyst i de lønlige Drifter og Tanker er for deres Sjæle som Lægedom og kostelig Balsam.” Det bliver tiest ikke mere end Tanker.

Marie Grubbe spørger: ”Hvorfor kalder I dem Melankoliske, medens det kun er Verdens Glædskab og Lyst, de har i Tanker?”

Han svarer: ”Saa I spørger, hvorfor de nævnes de Melankoliske, naar al Vellyst, som den gribes, skyder Ham og vorder Lede, naar al Dejlighed er Dejlighed, der svinder, og al Lykke er Lykke, der brister.”

Derfor kunde han ønske at sidde som Munk i en Celle og lade Ensomheden og Stilheden styrke og ranke sin Sjæl.

Men denne Tanke er dog kun Digt og bedrag. ”Aldrig ville Ensomheden faa Magt over mig; jeg vilde lænes ud af Vid og Samling efter Livet igjen.”

Sti Høg er Drømmeren, der drømmer, indtil Drømmen bliver Besættelse. Og dog formaar han ikke at realisere Drømmen.

Han kan leve op i en praktisk Situation, og vise sig den i høj Grad overlegen som paa Rejsen i Tyskland. Han er da raadsnart og handledygtig og viste sig modig og lidenskabelig. Marie tænkte, at der var maaske alligevel den Mand, hun længtes efter. Men nej, - Men i Forholdet til Kvinder er han en erotisk Sværmer, en melankolsk Drømmer. – Hans Villie er slap; derfor kaster han sig selv bort til Vin, Spil og alskens Kvindfolk.

Sti Høg ligner i meget J. P. J. selv, og Digteren taler til dels direkte igennem ham. Jac. var ogsaa en Drømmer, der drømte indtil Besættelse. Men hans høje Selvagtelse og stærke Villie forhindrede ham i at kaste sig selv bort i usselt Leveri; det var han for stolt til – ”Etatsraaden.”

Sti Høg taler derfor nok med Jac.’s Tunge, men er dog en selvstændig Skikkelse, født ud af Jac.'s Digtersjæl.

Sti Høg kan altsaa nok være forelsket, ja, han kan (og vil) ogsaa forføre; men han kan ikke leve et Liv i Kærlighed. – Han er for meget Drømmer og Tilskuer til Livet, til at det skulde bringe ham det, han venter af det. – Han kunde maaske nok bevare en Slags Kærlighed til Marie Grubbe; men den bliver blodløs, og hun kan derfor heller ikke holdes fast af ham; han er for uvirkelig.

Langt mindre kan Marie Grubbe med sine vidtspændende Drømme og sin Oplevelsestrang udholde et dagligdags Liv i Nidskhed og Smaalighed ved Palle Dyres Side.

Saa er der anderledes Natur i Søren Ladefoged. Han er nok grov og tung og usleben, men stærk og enkel i sin Følelse og i sin Handling.

Under Branden kommer hun til at beundre ham for hans Styrke, og Beundringen bliver til en Følelse, der kunde staa alt igennem. Og hans Følelse var saa stærk, at han for hendes Skyld vilde dræbe Ane.

Hun baade elsker og agter ham, saa hun med ham kan leve lykkeligt, til Trods for at han slaar hende. Ja, hun føler endog noget af en ”Pønitensens Salighed” ved denne dybe ubetingede Underkastelse. – ”Der var i denne Selvnedværdigelse en sælsom Nydelse, som halvt var i Slægt med grov Sanselighed, men ogsaa i Slægt med det, der regnes for det ædleste og bedste i Kvindens Natur,” siger Jac. selv.

Vi vil nu lige et Øjeblik sammenligne denne Udvikling med Blichers Behandling af samme Emne i ”En Landsbydegns Dagbog.” Vi vil da se Forskellen, Fremskridtet til den moderne Menneskeskildring.

Blicher fremhæver det, at hun syntes udadtil, som en Ulykke og som en Guds Straf for hendes letfærdige Liv. Det er den gammeldags Opfattelse af Synd og Straf.

Men J. P. J. hævder, at det at følge sin indre Drift ikke i sig selv er Synd; for det, det kommer an paa er, at jeg lever mit Liv i saa nøje Overensstemmelse med mit inderste Væsen, som jeg kan. Jeg er nemlig ikke en absolut Enhed. I mig kæmper nedbrydende og opbyggende Magter om min Sjæl og mit Liv.

Menneskene kan derfor ikke deles i gode og onde, i Helte og Uslinge. Romantikken er dermed kastet paa Porten, Livets Sandhed sat i Højsædet.

J. P. J. skildrer da ogsaa Marie Grubbes Far som den han er, fordrukken og vidst bundet af sin Frille Husholdersken, hvis Datter derfor gaar frem for Marie. – Værdigt stiller han Præst og Herremand op mod hinanden ved Drikkelaget, to Alen af samme Stykke, lige store Kjendere af den ægte, adelige Heydenkamper og lige nidske; hver paa sin Vis lige groteske i deres Fuldskab.

Faderen var da ogsaa den sidste, det kunde tillades at kaste med Fordømmelsens straffende Sten.

Efter dette er der et godt Udgangspunkt for Maries senere Liv, særlig naar dertil føjes Husholderskens ord: ”Der er mere Sind i Mari, end hun kan komme gennem Verden med.”

Blicher derimod skildrer hendes Far som en godlidende, værdig Adelsmand, som der kun var al Grund til at se op til og efterfølge. Derved bliver hendes Skæbne saa meget mere meningsløs.

Saa tager H. C. Andersen i ”Hønse-Grethes Familie” ganske anderledes realistisk paa det hele, men han gør intet for at paavise de psykologiske Aarsager til Maries Skæbne.

Og Emnet passer ikke godt til Eventyrets Form. Marie Grubbe er altsaa ikke Romantik. – Det var alt andet end romantiske Omgivelser, den unge Marie Grubbe voksede op i, skønt hun selv var meget romantisk anlagt og sværmede vildt i Lindum Skov.

Romantisk var hun ogsaa i sit overspændte Sværmeri for Ulrik Chr. Gyldenløve, Christian IV’s Søn. Men J. P. J. viser her, hvor afgørende han har brudt med Romantikken.

Det var i 1658-59 i København under Svenskernes Belejring. Da udmærkede Ulrik Christian Gyldenløve sig og blev set op til som Helt af alle. Oberst Satan blev han kaldt. Han bandede og svor da ogsaa som den gemeneste Matros. ”Men naar han red forbi” hedder det, ”kiggede Stadens Ungmøer beundrende efter den slanke, høje Skikkelse i den bredskjødede, blaa Drabantfrakke med de vældige, hvide Opslag, det røde Skjærf og det spandbrede Kaardegehæng, og de var stolte, naar deres kjønne Ansigt indbragte dem et Nik eller et Øjekast fra den frække Soldat.” Fræk betyder her kæk.

Nu vilde en Romantiker have yderligere udviklet hans Fuldkommenheder for Fædrelandets Æres og Værdigheds Skyld. Men J. P. J. skildrer det enkelte Menneske uden Hensyn til dansk Selvgladhed og Selvovervurdering. Det er jo efter 1864!

Vi faar derfor Ulrik Chr. At se som det yderst tarvelige Menneske, han i Virkeligheden var.

I en kraftfuld og storartet Scene ser vi ham dødssyg, afklædt al sin Storhed, og dog med noget vist storslaaet over sig. Han møder en første Præst med de groveste Eder, ja, forsøger endog at stikke ham ned med sin Sabel. Men bagefter kommer Magister Jens Justesen, og ham kunde han ikke staa sig imod; saa maatte han, selv om han atter forsøgte sig med Kaarden krybe til Korset.

Et Øjeblik bandende og dominerende, i næste bedende og korsende sig. Saaledes endte Helten, som det usle, lille Menneske, han var, krybende for den Død, han vilde trodse.

Udmærket er denne Scene gjort og Jac. deler Sol og Vind lige uden at tage Parti for nogen.

For Marie Grubbe var det at blive styrtet fra Livets straalende Tinder ned i Mørke og Afmagt. Hendes Haab tabte al sin Spændkraft. Han havde staaet for hende som Beviset for, at der her i Livet er noget, der er stort og ophøjet og dog kan naas. – Da han faldt, styrtede hendes Verden. Hun følte sig som Hunden, der bliver stenet og styrter hid og did uden Raad. – Hun søgte Trøst i Joh. Aab., men fandt den - - Hun trøstedes dog af smukke Klæder og skønne Fester!

J. P. J. var nok Drømmer og stod paa mange Maader selv uden for Livets Virkelighed; men han saa den alligevel klart og skarpt og kunde skildre den som faa.

Han var selv en ensom Mand, og som han var ensom, var Marie Grubbe i Virkeligheden ogsaa ensom.

Det var hun hjemme paa Tjele, hvor ingen forstod hende. Hendes Mor var jo død saa tidlig. Det var hun i København, ogsaa i sit første og andet Ægteskab.

At hun følte sig ensom i Fru Regitzes Hus og særlig efter Ulrik Christians Død, kan man jo nok forstaa. Men selv under hendes Forlovelse med Ulrik Frederik, da han udfolder al sin Charme for at bedaare og optage hende, hændte det ”tit og ofte, naar hun var alene og hendes Fantasi var bleven træt af for tusinde Gang at udmale sig Fremtidens Herlighed, at hun kunde stirre saa haabløst og fortabt ud for sig, og føle sig saa uendelig ensom og forladt.”

En af Grundene til, at hun stadig følte sig saa ensom, var at hun intet Arbejde havde, der kaldte paa hende, krævede hende eller interesserede hende; og derfor hengav hun sig i sin Ensomhed ofte i vilde Drømme. Hun lod sit Sind herske. – Som da Ulrik Frederik var i Spanien. Hun fortæres af Længsel og Drømme. Begge Dele i Forening med hendes hede Blod fremkalder de særeste Lyster hos hende: Lyst til at kaste sig ud af Vinduet, til at bide sig selv i den runde, hvide Arm med de blaalige Aarer – og hun bider til – eller til at klæde sig af og lægge en kold Staalklinge ned langs sin Ryg.

I hendes andet Ægteskab var der ingen Længsel. Derimod kunde der nok være blevet noget Arbejde. Men hun er ligegyldig og ensom. En Ting forstærker ogsaa hendes Ensomhed og Uro – hendes Barnløshed.

Hun forfalder til god Mad og bløde Lejer, saa hun bliver fyldig og lad, indtil hun opvækkes af Lidenskaben til Søren. – Den bliver altsaa i Virkeligheden hendes Frelse fra Ligegyldighedens Helvede.

Kun i visse Perioder havde hun Kammerpigen Lucie, som i meget var hendes eget Afbillede, og som J. P. Jac. burde have gjort lidt mere Rede for i anden Omgang.

Ellers havde hun intet Fællesskab med nogen, ikke i Interesser, ikke i Arbejde, ikke før hun bøjede sig helt ind under Sørens Aag.

I det hele taget staar alle Personer i Romanen meget frit socialt set. De behøvede ikke at arbejde for Brødet, og de fleste gjorde det heller ikke.

Først sammen med Søren lærte Marie at arbejde. De blev fælles om alt, som Sorg og Glæde, men ogsaa om Arbejdet i Lyst og Nød. Maaske netop derfor var hun trods alt lykkeligst til sidst.

Der mangler i det hele taget Samfølelse; der er ingen naturbunden Samhørighed mellem Menneskene i denne Roman. De mangler Bund i deres Tilværelse – den Fasthed, som et godt reelt Arbejde kan give. Dette gælder ikke blot Marie Grubbe, men ogsaa de fleste andre af J. P. J.’s Skikkelser; de har ingen social Indstilling, hvorfor deres sjælelige Nederlag bliver af saa meget pinligere Art.

Her staar St. Blichers Mennesker anderledes fast paa Jorden, naturgroede, samhørige med den jydske Natur og med hverandre.

”Marie Grubbe” efterlader et pinligt Indtryk. Som Vilh. Andersen skriver: ”Det er en Bog, der begynder som Renæssance og ender med Pønitense. Den handler om, hvorledes Livet i et frodigt Menneske i en frodig Tid bobler op i farvet Skum og siver ud i en tung Bedrøvelse, hvorfra Døden kommer som en Befrielse, og den gamle Bodssalme (Vreden din afvend, Herre Gud af Naade) lyder som et Suk af et døende Dyr”.

Marie ligger ikke blot, som hun selv har redt – ogsaa det gør hun; men ogsaa som saavel Miljøet som hendes egen Natur har udviklet og ført hende. – Det ene har ført det andet med sig, og i Samtalen med Holberg bliver Resultatet gjort op.

Holberg synes jo, at det at følge sine naturlige Tilbøjeligheder kan føre ud i de forfærdeligste Konsekvenser, og han spørger hende da, om hun ikke tror paa Gud. – Hun svarer jo, det gør hun. – Det lyder saa trohjertig, som kunde hun være en ganske almindelig Almuekvinde. – Men det følgende viser, at hun ikke er det; hun er i hvert Fald selvtænkt.

Hun tror ikke paa evigt Liv: det interesserer hende ikke. Spørgsmaalet ligger for hende i det Liv, hun selv har levet.

Derfor spørger hun, om Holberg mener, at den, der har forsyndet sig haardt mod Gud hele sit Liv, men saa paa Dødslejet omvender sig under Bøn og anger, er Gud velbehageligere en den, der ogsaa har været ham haardt imod med Synd og Forargelse, men saa i mange Aar har stridt for at gøre sin Pligt og baaret hver Byrde uden at knurre, men aldrig i Bøn eller aaben Anger har begrædt sit forrige Levnet?

Den gamle Bodssalme kommer da til at lyde som et Suk af et døende Dyr. Sukket lyder, og der er ikke mere. – Menneskene om hendes Grav staar sløve og ligegyldige – uden Tanke for Livets Strid og Gru – kun trætte af Varme. Bodssalmen synges hen i Vejret, uden Genklang af nogen Slags, hverken oppe eller nede.

Det virker forfærdelig pinligt paa Læseren, netop fordi Jac. skildrer det med saa stor Virkelighedstroskab.

Men en sund Ungdom vil reagere. Den kan ikke anerkende, at et Menneske dør som et Dyr – at det er Maalet. – Den fordrer ud af hele sin stærke Livstrang, at Livet skal overvinde Døden. – For den er Døden ikke en naturlig sag, som den skulde være for J. P. J., (men for Resten ikke var); for den er og bliver dog som for Grundtvig den store Modsætning – Modsætningen mellem Liv og Død.

Derfor fængsler J. P. J. heller ikke Ungdommen i vore Dage; han læses ikke meget.

Men han skriver med Vægt og Vælde om den naturnødvendige Død og skildrer Stadier paa Vejen dertil med saadan Virkelighedstroskab, Skønhed og Farverigdom, at hvor han en enkelt Gang – i Mogens – gaar udenom, tror man ikke rigtig paa ham.

Meget smukt og fint rummer ”Marie Grubbe”. Men alt stiler mod Døden, Udslettelsen, og derfor bliver denne Bog aldrig virkelig Folkelæsning, saa meget mindre som den mangler den sociale Indstilling, vi i vore Dage er tilbøjelige til at forlange, særlig netop hvor, som for Jac., Livstanken for det enkelte Menneske er veget for Dødstanken. Der forlanger man nemlig en anden Sammenhæng: Kristendommen viger for Kommunismen.

J. P. Jacobsens Religiøsitet, som den viser sig, d.v.s. ikke viser sig i Marie Grubbe.

J. P. Jac. var nok Fritænker, men ikke uden Forstaaelse af Religiøsitet. Det viser sig i Scenen mellem de 2 Præster og Ulrik Christian, men J. P. J. tager ikke Parti. Og det viser sig i Samtalen mellem Marie Grubbe og Holberg i Borrehuset.

Jeg tror, hver Menneske lever sit eget Liv, og dør sin egen Død; det tror jeg.

Hvordan skal jeg opstaa? Som ungt, uskyldigt Barn? Som Kongens Yndling? Som den gamle, haabløse Marie Færgemands?

Hvem vil Gud synes bedst om, den, der angrer dybt paa Dødslejet efter et syndigt Liv, eller den, der gennem mange Aar har stridt for at gøre sin Pligt og baaret sin Byrde uden at knurre, men uden i Bøn eller Anger at have begrædt sit forrige Levned?